Poul Jensen: Presse, penge & politik 1839—48. Den sidste enevoldskonges forhold til konservative pressekredse - især i København. (Gad, 1971). 430 s.

Poul Jensens veloplagte disputats om Christian VIII's pressepolitik kan uden overdrivelse karakteriseres som et af de betydeligste bidrag til det 19. arh.s historie, vi har faet i mange ar. I bogen forbindes pa en sjaeldent lykkelig made forskerflid og grundighed i detaillen med en abenbar glaede ved at fremlaegge stoffet.

Deter ikke sa ofte, man i dansk historisk forskning har anledning til med virkelig god grund at pasta, at et vaerk er velskrevet. Derfor skal det fremhaeves straks og staerkt, at deter tilfasldet med Poul Jensens bog. Stilen er elegant og gennemfort pa et plan, der er blevet en sjaeldenhed i danske, videnskabelige fremstillinger. Deter ikke tilfaeldigt, at det raedsomme ord rapport i en raekke discipliner er ved at aflose ordet fremstilling.

I denne bog lyser teksten inde fra af en humor, der ud over det faglige udbytte skaffer laeseren en raekke behagelige timer i selskab med bogen og dens praegnante, men samtidig ironisk distancerende karakteristikker af begivenheder og personer. Sadan kan en bog kun skrives, nar forfatteren har fuldt herredomme over emne, materiale og synspunkter. Vaerket dokumenterer derfor ikke blot Poul Jensens talent for at skrive; det aflaegger forst og fremmest solide vidnesbyrd om han forskerevne.

Pressehistorie i snaever forstand har forfatteren ikke villet give med bogen,hvad han ogsa selv understreger. Hans interesse har vasret rettet mod forholdet mellem regeringen og den loyale, d.v.s. den konservativt orienteredepresse i 1840'erne. Under udnyttelsenaf

nyttelsenafet hidtil sa at sige übenyttetmateriale, navnlig i Christian VIII's arkiv og i kabinets- og statssekretaerJ. G. Adlers arkiv, er det lykkedes Poul Jensen at efterspore og beskrive kongens omfattende stotte til pressen.

Dermed har han ydet et vaerdifuldt bidrag til den politiske historic Tilsyneladende har han udtommende Iost den opgave, han har sat sig: at skildre understottede blade i deres forhold til regeringsmagten, sa vi nu kender alle enkeltheder i forbindelsens »baggrund, tilblivelse, karakter, organisation og konsekvenser« (s. 11).

Men trods det politisk-historiske sigte giver bogen os pa en raskke omrader ogsa ny viden om dansk presse. Vi far, som et vajgtigt supplement til Harald Jorgensens undersogelse af regeringens behandling af oppositionspressen, nu tegnet et fuldstaendigere billede af datidens presse i hovedstaden. Og i flere tilfaelde far vi for forste gang en ordentlig karakteristik af blade, som hidtil har vaeret overset.

Det gadder f. eks. »Dagen«, der efter Poul Jensens behandling har faet den placering, det fortjener. Det gaelder pavisningen af, at med »Dagen« under redaktor Fribert og senere med »Nyt Aftenblad« og »Flyveposten« under Ed. Meyer holdt for alvor det underholdende feuilletonstof sit sukcesrige indtog i den politiske presse efter fransk forbillede. Og det gaslder afsloringen af medarbejdere, maerker og pseudonymer i de konservative blade.

Hertil kommer vigtige trask til belysning af Christian VIII's personlighed og politik. Den forsigtighed, der karakteriserer Poul Jensen, nar han prsesenterer sine konklusioner, kan ikke skjule, at denned hans bog er givet det forste, vel afhjemlede bidrag til en nuancering af det billede, A. D. Jorgensen og efter ham Axel Linvald har tegnet af den sidste enevaeldige monark.

Christian VIII's manglende evne eller vilje til at se de farer, han gav sig ud i med sin egenradige handtering af arvefolgesporgsmalet i arene 1844-46 eftervist i dette arbejde pa en made, der naeppe lader sig gendrive. Pa. trods af advarsler fra indsigtsfulde maend som orsted og Heinrich Reventlow-Criminil lod kongen sig fange ind af charlatanen dr. Ostwald, der gav ham de rad, han heist ville hore.

Afsloringen af hele denne intrige er blevet en bog i bogen, og man folger med spaending Poul Jensens optraevling af komplottet. Dels fordi det er en fin forskningsmaessig indsats, hvor vidnesbyrdene langsomt, men sikkert og skarpsindigt hobes op. Dels fordi selve sagen har sa stor raekkevidde for forstaelsen af Christian VIII's politik i det, der dengang var rigets skaebneproblem.

Forfatteren har inddraget hele dette problemfelt i sin fremstilling, fordi han gennem sin behandling af Christian VIIFs understottelse af det tyskskrevne Kobenhavnerblad »Beobachter am Sunde« er blevet bragt i beroring med Ostwald og baron Dirckinck- Holmfeld, de to, der stod bag pressionen mod kongen for udstedelsen af det abne brev. Med denne indsats er det lykkedes Poul Jensen bade at give den forste, acceptable beskrivelse af »Beobachter am Sunde« og at afdaskke hele det spil, der foregik om Algreen-Ussings proposition i staenderne i Roskilde og om udstedelsen af det abne brev.

Poul Jensens bog er traditionel historieskrivning,idet dette udtryk her anvendes rent deskriptivt som en karakteristikaf et arbejde, der sigter mod i alle enkeltheder at udrede form og indhold i en snaevert afgraenset

raekke af episoder, i det konkrete tilfaeldeform og indhold i Christian VIII's stotte til pressen. Interessen er samlet om kongen og hans hjselpere pa den ene side, bladene med udgiverneog redaktorerne pa den anden, Statsmagtens financielle ofre gores op, og politikkens forlob, herunder de understottedesmanglende kvaliteter, beskrivesog forklares udtommende. Poul Jensen har ingen anstrengelse skyet for at folge de enkelte blade og de enkelte skribenter fra begyndelsentil den oftest bitre ende. I dette sigte mod en skildring af de enkelte tilfaelde ligger en begraensning. Den skal man ikke beklage i betragtning af bogens rigdom. Men begraensningen giver samtidig udgangspunktet for, at man kan danne sig et indtryk af de muligheder, denned Poul Jensens bog som det solide grundlag nu foreligger for at arbejde videre med forholdene i 1840'erne.

Det vil saledes vasre rimeligt at saette hele pressestotten i en taettere sammenhasng med den omfattende understottelsesvirksomhed, Christian VIII i ovrigt drev over for kunst og videnskab. Det fremhaeves med rette flere steder i bogen, at pressepolitikken ma vurderes i relation til tidens gratifikationssystem, og at det i almindelighed var fra skribenterne og bladudgiverne, initiativet til samarbejde udgik. Initiativerne var sjaeldent regeringens. Det vanned til at give stotten den form den fik, og det havde indflydelse pa de pauvre resultater.

Navnlig saettes dette i relief, nar man sammenligner med den presseaktivitet, hertug Christian August af Augustenborg udfoldede pa samme tid og med langt storre held. Det vil uden vanskelighed kunne lade sig gore at vise, hvordan hertugen systematisk arbejdede med opinionspleje og pressestotte bl. a. for at modvirke kongens anstrengelser, og derved vil man fa et billede af den presse- og opinionsstruktur, den kongelige politik var et ledi.

Allerede i slutningen af 1838 lagde hertugen sammen med sine fortrolige medarbejdere planer om et felttog gennem de offentlige blade. Planen havde ikke primaert nationalpolitisk sigte, men skulle styrke konservatismen mod liberale stromninger, og skulle vel ogsa underbygge den hertugelige position med henblik pa. det arvefolgesporgsmal, der allerede da optog ham, bl. a. fordi han vidste, at Frederik VI havde rort ved sagen. Det vigtigste er, at bladplanerne ikke var vendt mod kongeriget, og at den davserende kronprins hojst sandsynligt har haft kendskab til dem.

Den augustenborgske kreds fandt udgivelsen af et eget blad uhensigtsmasssig og vendte i stedet blikket mod det udbredte »Itzehoer Wochenblatt«. I den folgende halve snes ar voksede denne hertugelige aktivitet efter en stejlt stigende kurve, og det overvejedes endog i midten af 40'erne at etablere et tyskskrevet, slesvig-holstensk tidsskrift i Kobenhavn. Antagelig ma den hertugelige brug af pressen med ind i de forudsaetninger, Christian VIII kan have haft ved siden af de udenlandske forbilleder, Poul Jensen opregner uden at turde antage en direkte forbindelse til de kongelige presseplaner.

I modsaetning til Christian VIII, der stort set nojedes med at stotte skribenter af loyal observans, slog Christian August sig i hojstegen person pa. journaljournal istikken.

I hans privatarkiv (nu i Slesvig) liggerpakke ved pakke med afskrifter og udkast til hertugelige artikler, som efter et sindrigt system distribueredes i ind- og udland. En del stof ogsa i danske blade vil ud fra dette materialekunne

rialekunneidentificeres og tilbageforestil
den hertugelige pen.

Dette anfores i denne forbindelse, fordi man ved laesningen af Poul Jensens bog savner den dimension, der ville have ligget i en beskrivelse af opinions-strukturen og dens baggrund i den davsrende dansk-tyske stat. I den sammenhaeng skal kongens anstrengelser ses, og for fuldt ud at vurdere resultaterne burde man kende de understottede avisers indhold og deres funktion i debatten. Noget citeres, men det sker mere for at give karakteristikker af bladenes profiler end egentlig for at analysere det faktiske indhold og opgore den faktiske maengde politisk relevant stof i den subsidiaere

Enkelte steder strejfer forfatteren disse problemer, men uden systematisk at drofte dem. Antagelig stiller den disposition, hvor han har valgt at folge de enkelte blade et for et, sig her i vejen for, at videre synspunkter kan anlaegges. Vi hindres i nogen grad fra at se med- og modspil bladene imellem.

F. eks. kan det da udmaerket have vseret i kongens interesse at have »Nyt Aftenblad« til at konkurrere med »Berlingske Tidende«. Ogsa grosserer Nathanson pa sidstnaevnte blad modtog kongelig stotte, men han var ikke altid let at styre. Det svage »Nyt Aftenblad« kunne da tjene til at holde grossererens loyale ild ved lige. En lille polemik mellem de understottede blade indbyrdes var ikke altid at foragte.

Som naevnt har Poul Jensen indlagt sig fortjeneste ved at placere »Beobachter am Sunde« som regeringens taleror og som et af de loyale, slesvigske blade. Eftertiden lod ellers hurtigt dette blad synke hen i glemselen, og forfatterens undren herover kan vel nok haeves pa en lidt enklere made, end han selv syncs. »Beobachter am Sunde« kunne ikke pa samme made som P. C. Kochs »Dannevirke« og Fr. Fischers »Apenrader Ugeblad« fint passes ind i det billede af danskhedens opvagnen, som P. Lauridsen tegnede, da hansom en sen udlober af det 19. arh.s nationale romantik autoriserede en bestemt opfattelse af den nationale udvikling. De to andre blade stod ikke naer sa. klart som regeringens forlaengede arm og som helstatspolitikkens taleror. De kunne tolkes som resultater af folkets vagnen af dvalen, og derfor passede de ind i monsteret. Det gjorde »Beobachter am Sunde« ikke, derfor matte det glemmes. Deter jo ikke en abstrakt eftertid, men denne eftertids historikere, der husker eller glemmer.

Det har ikke vaeret Poul Jensens hensigt, i betragtning af bogens emne, at give en fuldstsendig fremstilling af den arvefolgeromantik, han kaster sa meget lys over. Dog er askesen nok drevet vel vidt, idet hele sagens sammenhaeng ogsa med udenrigspolitikken stort set gores af med skildringen af udenrigsminister Reventlow-Criminils spasndte forhold til dr. Ostwald.

Baggrunden for denne spsending fortaber sig lidt i fremstillingen, ogsafordi forfatteren her har bygget stoffet op om de enkelte personer, hvorved udenrigsministerens modstandkommer lovlig sent ind i sammenhasngen.Imidlertid er det givet, at det udenrigspolitiske moment ikke har vaeret kongen ukendt. Siden arvefolgesagentoges op i 1830'erne havde det vaeret klart for regeringen - og Christian VIII overtog ved sin tronbestigelsedisse synspunkter - at arvefolgesporgsmaletkun kunne loses ved Ruslands hjaslp. Og umiddelbart efter det abne brevs udstedelse forberedte kongen diplomatiske forhandlinger pa brevets praemisser med Rusland for at

opna den russiske kejsers arveafkald.

Christian VIII havde ganske rigtigt brug for en retlig begrundelse for statsenheden pa de vilkar, han selv onskede lagt til grund for dens opretholdelse. Det mente han, at Ostwald kunne give ham, men dette retlige grundlag hjalp kun, for sa vidt det kunne vaere basis for en afgorelse pa stormagtsplan, og det var i hojeste grad et realpolitisk sporgsmal.

Arvefolgediskussionen var i mange henseender en diskussion, der vikarierede for en debat om rigets enhed og sikkerhed, og det var en sag, som helt la i stormagternes hand. Det var regeringen og ogsa kongen pa det rene med, og selv om dette ikke har vaeret Poul Jensens anliggende, havde det nok vaeret pa sin plads staerkere at antyde de realpolitiske forhoid, som ogsa for samtiden gav arvefolgesagen dens dybe politiske betydning.

Disse bemaerkninger er kun tsenkt som antydningen af et supplement til bogens suveraene behandling af det snaevre personspil om kongen i forbindelse med arvefolgesagen. Her som overalt i bogen fremlaegges i taette kolonner nyt stof, og der tegnes med stasrke strog linier, der er begyndelsen til et sandere billede af dansk politik under Christian VIII.