Danmarks Kirker. Arhus Amt. 1. bd (Gad, 1968 ff.). 376 s. med tavler

Med denne publikation er den store registrering og behandling af landets kirker naet til Arhus amt, hvor beskrivelsen indledes med domkirken. Der er her grund til at omtale vaerket, selv om dets mange enkeltheder forbyder en detailleret anmeldelse, hvor der tages stilling til alle de forskellige

Arhus danner en pafaldende modsaetning til de to andre jyske stiftsbyer Viborg og Ribe ved foruden Domkirken kun at have to andre kirker, set. Olufskirke og set. Nicolai kirke. Den sidste var den aeldste domkirke og har maske udgjort to kirker med krypten indviet til den hellige Nicolaus og overkirken til Vor Frue, som det antydes af udgiverne Vibeke Michelsen og Kield de Fine Licht. Desuden harder vaeret nogle fa mindre kapeller, men det hele bliver kun en fattig opregning. Ligeledes har man forsogt at fa en hjemlig helgen knyttet til byen, men det lykkedes ikke at fa den hellige Niels kanoniseret, skont han var begravet i det kapel af trae, som blev aflost af domkirken, og da man i det 13. arhundrede fik den hellige Clemens til patron, ser det ikke ud til, at han vandt stor yndest uden for gejstligheden. Derimod vidner den hellige Niels' kilde om, at han stadig var yndet hos lsegfolk. Ejendommeligt virker det ogsa, at Arhus i hojmiddelalderen kun fik dominicanere blandt sine indbyggere, og det vil nok altid blive vanskeligt at forklare, hvorfor kirken ikke fik storre indflydelse i selve stiftsbyen.

Til gengaeld blev domkirken sa meget mere pragtfuld. Der foreligger nu for forste gang en udforlig redegorelse for dens bygningshistorie. Den tog sin begyndelse under bisp Peder Vagnson ca. 1200, og man har antagelig bygget pa den gennem hele arhundredet. Omkring 1330 blev kirken ramt af ildsvade, og senere begyndte den store ombygning, der sendrede den romanske bygning til en gotisk katedral, som forst har staet helt fasrdig, da reformationen kom. Den efterfolgende tid havde ikke de samme okonomiske muligheder, og den lutherske tid bragte et stadigt forfald, indtil genrejsningen begyndte med arkitekt V. Th. Walthers arbejder i 1870'erne.

Da den romanske kirke engang i det 14. arhundrede stod faerdig, var det ostpartiet, som var det rigest udformede.Mod vest havde man planlagtto tarne, men af en eller anden grund blev de ikke udfort, og hele kirken var lavere og ma have virket langt mindre anselig end nu. Ved sin placering for enden af Store Torv har den dog gjort sig virkningsfuldt gasldende i bybilledet, og selv om Hugo Matthiessens teori om, at hele

kvarteret om domkirken er et nyt anlaeg,ikke lasngere kan opretholdes, er det muligt, at opforelsen af domkirkenhar givet anledning til en reguleringaf gader og torv, sa kirken med de til den knyttede store bygninger for bispen og kapitlet kom til at fremtraedemed den fornodne vaerdighed.

Som bygningen nu star, er den et resultat af 700 ars byggelyst. Muligvis har de sidste generationers restaureringer i for hoj grad sat praeget, og Mogens Clemmensens arbejder fremhaever sig tydeligt. Hans forudseetninger er ikke de samme som nutidens, men det bor maske noget kasttersk fremhaeves, at deter vaerdifuldt, at de vekslende tiders kunstneriske idealer er repnesenteret. Ingen ville dog nu forlange, at de gotiske partier skulle fjernes, og den oprindelige romanske stil gennemfores, skont den nuvasrende domkirke er et konglomerat fra alle arhundreder, og ud fra det samme synspunkt vil Mogens Clemmensens restaurering sta som et udtryk for hans tids syn, ligesom det maegtige vestlarn viser, hvorledes Jens Iversen Langes tid onskede, at domkirken skulle traede frem. Derfor kan det ogsa beklages, at de nyere restaureringer har fjernet sa meget af det, der skyldtes aendringerne i det 17. og 18. arhundrede, og mange vil maske savne den lave tarnhsette, der efter branden 1642 afloste Morten Busserts slanke spir, men skont domkirken er undergaet talrige asndringer i tidens 10b, har den alligevel bevaret sa meget af det aeldre og asldste i bygning og inventar, at man tydeligt maerker den kontinuitet, der er sa vigtig.

Anderledes ma dommen blive, hvis man betragter den vaegt, bygningen nu har i bybilledet. Domkirken ligger nu ensomt. Mod nord med huse i respektfuld afstand, mod syd med det abne Bispetorv foran sig, mens vestfronten helt behersker den ostre side af Store Torv. Tidligere var forholdet et andet. Mod Store Torv var domkirken afspaerret af radhuset, der forst blev revet ned 1859, mod nord la den katolske bispegard, som ved en overdaekket, pillebaret gang var forbundet med nordre tvaerskib, og mod syd fandtes forskellige kannikeresidenser, der efter reformationen delvis indgik i den protestantiske bispegard, der forsvandt 1882. Allerede laenge for var den katolske bispegard forsvundet, idet de enkelte led af den efterhanden var blevet nedbrudt. Fordum haevede domkirken med omliggende bygninger sig som en kompakt masse over borgernes lave huse, der samlede sig om den, nu ligger den ensom og imponerende, men uden forbindelse med det liv, der udfolder sig om den. Kun katedralskolen ligger stadig pa sin gamle plads, omend med andre bygninger. I dens indre findes endnu rester af dens gamle mure.

Med stor skarpsindighed har forfatternegennemfort deres analyse af bygningshistoriens enkeltheder, og den noje skelnen mellem det sikre, og hvad der kan vaere mere eller mindre usikkert, gor laeseren tryg. Deter en tradition, at en anmeldelse ogsa skal fremhaeve fejl og mangier, og de har heller ikke kunnet undgas i denne bog. Side 50 bringes et udsnit af prospektetaf Arhus i Resens Atlas. Det er imidlertid kun en lidt unojagtig kopi af det originale stik, og da bade original og kopi findes pa Det kgl. Bibliotek, ville det ikke have vaeret vanskeligt at bringe originalen. Dens palidelighed i detainer er dog heller ikke alt for sikker. Denne og andre indvendinger har imidlertid mindre vaegt over for det meget positive, bogen rummer i sammenligning med

de zeldre beskrivelser af domkirken, og forhabentlig vil den naermere beskrivelseaf inventar og andre enkelthedersnart