Niels Birger Wamberg: Digterne og Gyldendal. Kapitler af et forlags historic (Gyldendal, 1970). 405 s,

»Den uimodstaelige« kalder Niels Birger Wamberg kapitlet om Georg Brandes i dette jubilaeumsskrift til Gyldendals 200 ars dag. Titlen kunne samaend sta som en karakteristik af bogen selv. Den er overordentlig charmerende. Et par andre overskrifter kunne maske tages med som undertitler: »Uhoflighedens adelsskab« (Alexander Kielland) og »Stjerner og slanter« (Thoger Larsen) — den forste, fordi skildringen ind imellem er ganske frimodig, den anden, fordi alt er med fra »det uendeligt store« til »det uendeligt sma«. Da der ikke er noget forklarende forord, er det ikke muligt at gennemskue, om Wamberg oprindelig har taenkt sig at producere en udgave af breve til og fra Gyldendal. Det har muligvis vaeret opgaven, da den blev lagt frem; men deter rigtignok blevet noget andet, selvom brevstoffet er det bagvedliggende og baerende element. Der er en vrimmel af citater, sammenknyttede af kommentarer, raesonnementer og udblik, som gor flere af kapitlerne til vaerdifulde litteraturhistoriske supplementer. Sproget er letlobende og muntert, sa muntert at det undertiden tager magten fra forfatteren og lokker ham ind i rene brandere. Et par stykker af dem er gode, som nar det s. 314 hedder om Olesen Lokken, der havde paberabt sig, at hans viden var fuld af huller: »Ogsa pa andre mader var hans liv fuldt af huller, idet han virkede dels som cykelsmed, og dels som skomager« - eller om Drachmann i pengenod s. 131: »Vandenes digter var ude at svomme«. »Gas« aerligt og redeligt, men deter svaert at lade vaere at le.

Bogen indledes med en kort presentationaf Soren Gyldendal, Jacob Deichmann og Frederik V. Hegel. De to forste glemmes straks. Af gamle Hegel tegnes et spaendende billede gennem hans forbindelser med Danmarksog Norges store digtere i »regeringsperioden«1850-87. Helt fat pa ham far man dog ikke. Der brodes i ham en lyst til at forsta og formidle den nye tid, som Georg Brandes og hans folk tegnede den, men en Martensenskintellektuel religiositet, der bod ham at ssette visse graenser. Maskevar det dog bare snedig geschaeft, fordi det konservative borgerskab var hans kobere. Men dristige ting kunne ogsa camoufleres, sa han og flere med ikke sa dem. Det blev forst en senere tid beskaret at forsta og tolke »Exellencen«J. P. Jacobsens erotiske egenart,den underkastelsens fryd, som isaer udfolder sig i »Marie Grubbe«.

De to folgende Hegel'er, sonnen Jacob(med hans hojtberommede frue Julie), og Sonnesonnen Frederik junior tegnes kun i meget lose rids. Den sidstesgolfspil, der synes at rumme hans hovedindsats i denne verden, gar dog ikke ram forbi. Det fremhaeves bittertaf faderen og ondt af Jacob Paludan.Sidelobende med denne Hegel virkede i forskellige stillinger, men til slut som administrerende direktor, magister Ingeborg Andersen.

Hovedpersonen i ledelsen er dog, foruden Gamle Hegel, Peter Nannsen, »en af de mest bedarende maend, der nogensinde har levet i Danmark« (Hans Brix). Nansen var direktor 1886-1916. Han »repraesenterede den indolentertium og det brilliante forfald. .. . Han var immoralist, men redelig. Han var antisocial, men foretrak mennesker frem for abstraktioner«, skriver Wamberg, og deter nok rigtigt. Men han var ogsa en dygtig forlagsmand, der trak en hoben talentfulde unge til Klareboderne. Hans kapitel i bogen viser ham i dette virke pa godt og ondt — ogsa hans grumhed, som Jacob Hegel sa og fornemmede: »Han nod at fa. folk til at fole sig generte, ringere end de var«. I det hele er det et plus, at Wamberg ikke viger tilbage for de negative sider af forlagets store. Han har virkelig pa det givne materiale Sogt at fa et helhedsbillede frem.

Digternes og forfatternes tal er stort. 18 af dem far selvstaendige kapitler - alle gode, men nogle lidt bedre end andre. For de fleste spillede - naturligt for tiden og deres situation — okonomien en hovedrolle. Man ma undre sig over, hvad der var blevet af mange af dem, hvis ikke Gyldendal ar igennem havde forstrakt dem med lan og forskud. Der er tale om meget store summer. Morsomt er det at se disse andens store ga op i annoncering ringog salgstal. De sidste er forresten ofte forbloffende sma. Flere klagede jaevnligt derover; men det var vist kun Johs. V. Jensen, der var sa modig at bede sig fri for annoncering — i al fald for sadanne annoncer, der bragte anmeldelsescitater.

Han onskede ikke at se sine skrifter »anbefalet af landsmaend«. Man skulle ikke vasnne offentligheden til at modtage en forfatter »gennem anmelderens

Af kapitlerne er det svaert at fremhasve nogle frem for andre. Bjornsons er festligt - og hans naere venskab med Nansen et paradoks. Ibsen far Wamberg et menneske ud af, lidt fjernt vel nok og afmalt - og uden de andres dybe interesse for penge. Drachmann er nassten en nar, selv■overvurderende til det fantastiske, men med en bagved liggende fortvivlelse over de besvaerligheder, han bestandigt og med talent derfor rodede sig ind i. Et par samlekapitler giver smatraek om mange, og ogsa de har fine enkeltheder, der peger pa materiale for fremtidig forskning.

Et velvalgt billedmateriale med en del facsimiler uddyber teksten, og et navneregister gor bogen anvendelig til opslag - forresten ikke alene for litteraturhistoriker e.