I. Mellempartiets historic Gruppens politiske placering 1865-1876

Tabet af Slesvig i 1864 medforte, at der matte udarbejdes en ny grundlov for kongeriget Danmark. Under forhandlingerne om den nye grundlovs udseende blev fronterne i lobet af vinteren 1865-66 trukket skarpt op mellem pa den ene side tilhaengerne af den uindskrsenkede junigrundlov af 1849 med dens demokratiske valgretsbestemmelser og pa den anden side dem, der onskede en revision af junigrundloven for at kunne give samfundets ovre lag en stserkere stilling i landstinget. Junigrundlovens tilhasngere var isaer koncentreret i rigsdagens folketing, men stod ogsa ved forhandlingernes begyndelse staerkt i rigsradets folketing. Tilhsengerne af grundlovsrevision i konservativ retning havde deres faste bastion i rigsradets landsting.

Den 10. april 1865 forkastede rigsradets folketing det nedsatte rigsradsfcellesudvalgs grundlovsudkast, hvori der regnedes med bevarelse af junigrundlovens folketing, men med et landsting, hvori de hojstbeskattede var sikret flertal. Grundlovsforhandlingerne var dermed gaet i hardknude, og regeringen lod udskrive valg til rigsradets folketing.

Efter valget 30. maj 1865 kastede en del politikere, der hverken stod

fast forankret blandt junigrundlovens staerke tilhaengere eller blandt de lige sa kompromislose revisionstilhasngere af egentlig konservative og hojreflojs nationalliberale, sig ind i en aktiv komprornispolitik i et energiskforsog pa at finde frem til en losning pa grundlovssagen. Der opstod saledes »mellemgrupper«. Disse var for det forste koncentreret omkring visse moderate nationalliberale politikere, og for det andet omkring reprsesentanterfor den mere velbjergede del af bondestanden, der folte sig utrygge ved deres standsfasllers kompromislose linje. Den forstnsevnte gruppe af »mellemm£end« naerede ofte en vis veneration for Monrads politiske ideer og var i ovrigt for en stor del valgt i de mindre provinsbyer.Blandt den sidstnaevnte gruppe bemcerkes isaer de sakaldte »syv vise bonder«.

Det var i visse kredse ventet, at losningen pa grundlovssagen skulle komrae ved et forlig formidlet af mellemgrupperne, men ved slutningen af grundlovsforhandlingerne fratog alliancen mellem J. A. Hansen og grev Frijs dem initiatives Pa dette tidspunkt havde mellemgruppefolkene imidlertid i en sadan grad kompromitteret sig over for deres tidligere politiske venner, at der ikke gaves nogen vej tilbage til deres tidligere grupper 1. Hvis de for fremtiden ville gore sig hab om at blive valgt ind i de forskellige udvalg, var der kun et at gore: at danne deres egen gruppe. Dette skete da ogsa, da rigsdagens folketing tradte sammen 20. november 1865, efter at J. A. Hansens og Frijs' grundlovsudkast var blevet vedtaget i begge rigsradets ting.

Den nye folketingsgruppe blev hurtigt almindeligt kaldt »Mellempartiet« eller »Midterpartiet«. Den slog ogsa igennem i rigsradets folketing, da dette tradte sammen 5. februar 1866. I begge ting talte gruppen godt 20 medlemmer.

Da rigsdagen tradte sammen efter det forste valg efter den nye grundlov i oktober 1866, blev der fra den grundtvigiansk-prsegede del af Venstre gjort forsog pa at etablere et stort »folkeparti« bestaende af Geert Winthers tilhaengere, grundtvigianerne og Mellempartiet. Men forsoget glippede, bl. a. fordi Geert Winther-folkene og Mellemparti-folkene ikke kunne vaere i stue sammen.

Resultatet blev, at det nyvalgte folketing splittedes op i fern grupper.

---

1. Nar der alene taenkes pa opdelingen pa rigsdagen, vil i det folgende blive anvendt betegnelsen »gruppe«. Kun hvor der taenkes pa bade opdelingen i rigsdagen og organisationen i politiske foreninger ud over landet, samt samspillet mellem disse to komponenter, findes betegnelsen »parti« retfaerdiggjort. Det vil af det folgende forstas, at Mellempartiet ud fra disse kriterier aldrig vil kunne regnes for et politisk parti.

Af disse talte J. A. Hansens og Geert Winthers Venstre, der allerede i den nasste samling begyndte at arbejde sammen under betegnelsen »Det folkelige Venstre«, tilsammen 31 medlemmer, det grundtvigianskpraegede»Nation ale Venstre« kunne monstre 21 medlemmer, den nationalliberalegruppe 15. Mellempartiet talte ved den nye valgperiodes start 20 medlemmer, men voksede inden det nasste valg i 1869 til 23.

Det nye Mellempartis ledende medlemmer blev forst og fremmest den 26-arige docent (fra 1867: professor) N. C. Frederiksen, der var nyvalgt i sin svigerfader Monrads gamle valgkreds, Maribo, samt nationalokonomen Marius Gad, valgt i Fredericia, og assessor C. V. Nyholm, valgt i Nyborg. Til inderkredsen ma ogsa regnes fern af de »syv vise bonder«, nemlig Cornelius Peter sen, Niels Andersen, H. M. Peter sen, Lars Eriksen (alle valgt pa Fyn) og Knud Pedersen (Koge). De ovrige, der tilsluttede sig gruppen, var fortrinsvis nyvalgte, der af forskellige grunde hverken folte sig hjemme i Hojre eller Venstre.

Det vil af det foregaende forstas, at der ikke stod nogen bestemt samfundsklasse bag valget af Mellemparti-folkene. Gruppens medlemmei var forst og fremmest valgt i kredse omkring sma provinsbyer, hvor den politiske polarisering i land mod by endnu ikke var sserlig mserkbar. Mellempartiet var fra starten et rent rigsdagsparti² og matte i hele sin levetid klare sig uden nogen form for politisk forening som bindeled mellem sig og vaelgerne. Dets plads i det »partipolitiske« billede, der aftegnede sig ved grundlovskampens slutning, og som kom til at gaelde indtil Det forenede Venstres dannelse i 1870, vil maske bedst fremga af figur 1 ;5.

Mellempartiet kunne i reformperioden 1866-1870 spille en ikke ringe
politisk rolle. Efter valget i 1869 talte gruppen ikke mindre end 27
mand, eller mere end en fjerdedel af folketingets medlemmer.

Men med 1869-valget skete der en maerkbar forandring i Mellempartietssammensaetning.

---

2. Meningsfaeller fra landstinget del tog »i almindelighed« i gruppens nioder, skriver Frederiksen (N. C. Fr., s. 620). Deter dog nok et sporgsmal, hvor »almindeligt« landstingsmedlemmernes tilstedevaerelse i gruppemoderne har vajret - i hvert fald er denne efterretning den eneste, der haves om, at Mellempartiet har vaeret mere end et rent folketingsparti. Deter dog meget taenkeligt, at Carlsen har deltaget i gruppens moder ogsa efter, at han i 1869 overgik til landstinget.

3. Der er i den grad, overskueligheden har tilladt det, taget hensyn til gruppernes medlemstal i folketinget. Det ma bemserkes, at overgangen mellem grupperne var mere flydende, end skemaet giver indtryk af (jvf. afhandlingen; del III). For rad ved skemaets udarbejdelse skylder jeg amanuensis, mag. art. Vagn Wahlin tak. Vagn Wahlin har ogsa ved kritik og kommentarer henledi min opmaerksomhed pa mange sammenhaenge, som jeg ellers ikke havde set

partietssammensaetning.Flere af dets landbopolitikere gled ud, mens de nye alle var bypolitikere, ncermest yngre nationalliberale. Gruppen fik et hojrepraeg, der gjorde det vanskeligt at opretholde illusionen orn at kunne sta frit mellem Venstre og Hojre, hvis konturer var ved at aftegne sig.

Dels denne nye sammenszetning, dels Hogsbro-linjens sejr i Det nationale
Venstre - isser manifesteret i Carlsens overgang fra Det nationale
Venstre til Mellempartiet i foraret 1869 - gjorde, at Mellempartiet i 10-

bet af samlingen 1869/70 mere og mere gled over i et ensidigt samarbejde med De nationalliberale. Modsaetningerne i gruppen blev samtidig storre, fordi nogle af dens gamle medlemmer stadig folte sig draget mod Venstre. Det var ikke muligt at leve videre pa det personlige venskabsforhold, der havde udviklet sig i gruppens inderkreds under grundlovskampen.

Da det samlede Venstre i 1870 fremtvang Frijs' afgang, skete det med stotte fra otte af Mellempartiet. Disse otte deltog i forhandlingerne om dannelsen af det nye store venstreparti, men trak sig ud, da venstrefolkene forlangte kravet om folketingsparlamentarismen stillet op som det nye partis bannermaerke. Mellempartiets ledende, ikke mindst professor Frederiksen og assessor Nyholm, havde altid onsket en gradvis udvikling over i et parlamentarisk regeringssystem, men med »parlamentarisme« mente man i Mellempartiet ngsdagsparlamentarisme, idet det ene ting ikke skulle have storre indflydelse end det andet.

De otte sogte derfor tilbage til deres tidligere gruppefadler. I de folgende to ar kunne Mellempartiet endnu have en del indflydelse; men den faelles modstand mod Det forenede Venstres krav om folketingsparlamentarismen drev mere og mere Mellempartiet og de gamle nationalliberale sammen. Da Det forenede Venstre erobrede det absolutte flertal i folketinget ved valget i 1872, og Mellempartiet samtidig mistede en halv snes medlemmer, var dets rolle stort set udspillet. Ved det valg, der efteraret 1873 fulgte efter Det forenede Venstres finanslovnsegtelse, udstedte Mellempartiet valgoprab sammen med folketingets Hojre.

Endnu i foraret 1875 kunne gruppen dog spille en delvis selvstaendig politisk rolle ved at etablere forlig om finansloven med den moderate del af Det forenede Venstre. Men da valget til folketinget i april 1876 kun gav Mellempartiet og folketingets Hojre tilsammen omkring 25 mandater mod Det forenede Venstres mere end 70, var al tale om at opretholde Mellempartiet absurd. Det blev i praksis opgivet allerede i den korte samling, der fulgte april-valget.

II. Mellempartiet over for vælgerne. Idegrundlag og program. Teknik ved opstilling til valg

Ved et samlet overblik over de senere Mellemparti-folks udtalelser om deres politiske stasted under valgkampen i efteraret 1866 er der umiskendelige lighedspunkter. Deter tydeligt, at Mellempartiet blev sammensat af »partilose« politikere, der i deres valgkampe havde draget fordel af det odiose skaer, der ikke mindst efter den yderst forbitrede grundlovskamp hvilede over alt »partiv£esen«. Og dette gadder ikke blot de

gamle mellemgruppefolk fra grundlovskampen, men ogsa de nyvalgte
folketingsmaend, der efter valget indtradte i Mellempartiet.

De mest karakteristiske faellestraek i de senere Mellemparti-folks valgudtalelser
er, at kandidaterne erklasrede:

1. at de intet havde med de eksisterende politiske foreninger at gore,

2. at de pa rigsdagen ville hcevde deres personlige overbevisning og ikke lade sig
binde af nogen form for partihensyn,

3. at de ikke ville se pa snaevre standsinteresser, men alene pa det samlede samfunds
vel,

4. at de ville vyere forhandlingsvillige og tage imod de resultater, en politisk situation
indebar, frem for at kraeve alt eller intet4.

Ud over den personlige tilknytning, som halvdelen af Mellempartiets medlemmer havde til hinanden fra grundlovskampen, og den faelles interesse i at kunne sikre hinanden udvalgspladser, repraesenterede disse fire punkter stort set alt, hvad der ved rigsdagens sammentraeden i efteraret 1866 bandt Mellempartiets medlemmer sammen. Man havde en vag anelse om, at man ville fore midterpolitik, masgle mellem Venstre og Hojre og arbejde for roligt fremadskridende reformer, men hvad denne masgler- og reformpolitik konkret skulle indebaere, havde man ikke gjort sig klart. Der var pa ingen made tale om faelles, konkrete programpunkter. Hojst kan der tales om et vist faelles idegrundlag.

De ledende i Mellempartiet arbejdede imidlertid allerede tidligt pa at give Mellempartiet et image som »den tredje mulighed«, det besindige parti mellem yderpartierne til venstre og hojre. I en diskussion i Dagbladetog Faedrelandet med redaktor Bille i sommeren 1867 5 forsogte professor Frederiksen at pavise, at Mellempartiet stod samlet omkring en icekke reformkrav, og under de politiske moder i sommeren 1868 satte is£er Marius Gad sit gruppetilhorsforhold i centrum over for vaelgerne.

---

4. Nogle karakteristiske vendinger: Proprietcer Brun »troede, at landets storste ulykke var partiernes lyst til kiv og strid; derfor skulle man sende maend til rigsdagen, der var selvstaendige og ikke ville blande sig i partivrovlet« (Da-Te., 2. okt. 1866). Assessor Steenstrup udtalte pa valgdagen, at hvis han blev valgt, »ville han frigore sig for partistridigheder, og som hidtil folge sin indre overbevisning i alle ting*. (JEtO Avis, 15. okt. 1866). Marius Gad »fandt, at enhver stand burde have indflydelse . . . han troede, at han altid lige sa fuldt har varetaget landboernes som kobstaedernes interesser«. (Frc.Av., 13. okt. 1866). H. C. Nyholm erklserede bl. a., at han ved sine udtalelser »langtfra ville binde sin stemmegivning pa rigsdagen, thi det kunne let heende, at man for at fa noget godt ud af en sag, kunne nodes til at stemme tvaertimod sine onsker og sin overbevisning.* (Hj.At., 19. okt. 1866).

5. Dgbl. 18. juli 1867, Fdr. 29. og 30. juli 1867, Dgbl. 6. aug. 1867, Fdr. 13. aug. 1867.

Som eksempel skal her nsevnes Gads tale ved et vaelgermode i Fredericia
i September 1868, der helt er bygget op over Mellempartiets, og ikke
alene Gads personlige, synspunkter og reformkrav.

Gad begyndte med at sla fast, at selv om Mellempartiet »vistnok med hensyn til de enkelte afstemninger tilstedede sine medlemmer saa stor frihed som overhovedet muligt, nar politiske maend skulle arbejde sammen i eet parti«, sa var gruppen dog »knyttet sammen ved sa stor overensstemmelse i hovedanskuelser og sa stor enighed om de vaesentligste sporgsmal, at dets medlemmer . . . ved de vigtigere afgorelser havde set sig i stand til at optraede som et samlet politisk parti«.

Derefter gennemgik Gad grundholdningen bag Mellempartiet og de principielle punkter, der adskilte Mellempartiet fra folketingets andre grupper, samt Mellempartiets holdning over for ministeriet Frijs. I talens hovedafsnit opstillede han endelig punkt pa punkt »de reformer, som saerlig ligger Mellempartiet pa hjerte«6.

Det kan konstateres, at Mellempartiets kernegruppe 7 under valgkampen i 1869 virkelig havde formaet at samle sig om ganske bestemte, om end ikke altid lige noje definerede, reformkrav. Der kan naevnes reform af skattelovgivning, hvor man kraevede indkomstskat efter procentsystemet, formueskat, told pa luksus, og sportlernes afskaffelse. Endvidere reform af fattigveesen, almueskolevassen, embedsmaends pensionering og prassters aflonning. Vedrorende de to sidste punkter gik man ind for Fengers forslag om selvpensionering, og man stottede Venstres krav om fast praestelon.

Der er i den forbindelse ingen tvivl om, at man i Mellempartiet i slutningenaf samlingen 1868/69 har droftet, hvilke sporgsmal man isaer kunne fremlaegge i valgkampen 8. Der kan naeppe heller vsere tvivl om, at mindst to af de nye folketingsmedlemmer - nemlig Zeilau i Faborg og Fjord i Strandby - der tilsluttede sig Mellempartiet efter valget, havde

---

6. Frc.Av., 24. sept 1868.

7. Medens en gruppes »inderkreds« i denne artikel er defineret som den snsevre re kreds af ledende i gruppen, defineres »kernegruppen« som de politikere der identificerede sig med - eller som af den politiske omverden i storre ellei mindre grad identificeredes med - gruppen som helhed. En skelnen mellerr gruppe og kernegruppe er nodvendig, da der i alle gruppers »yderkanter« vai politikere, som yndede at ga. deres egne veje, og hvis udtalelser af den politiske omverden ikke sattes i forbindelse med deres gruppes politik.

8. Fra Det folkelige Venstres side kunne man gennem de politiske foreningei tage anderledes handfast pa valgoplsegget i 1869. Bade Femtejuni-Folkeforeningens og Jydsk Folkeforenings bestyrelse udsendte op til valget en offentlij: skrivelse, hvori man opstillede de programpunkter, som man tilradede vselgerm at konfrontere enhver folketingskandidat med, for de kunne vide, om de skulU give ham deres stemme (Morgenposten 28. juni 1869, Dgbl. 17. sept. 1869).

haft kontakt med gamle tellemparti-folk, for de holdt deres valgtaler, og
faet tips om, hvad de ku e bruge i valgkampen.

Men disse eksempler ta ikke tilslore det faktum, at endnu ved valgene i 1869 og -om 1i mindre grad -i 1872, gjaldt det som hovedregel, at valget, spt vlt for de Mellemparti-folk, der stod uden for gruppens inderkreds, forSt og fremmest var et personsporgsmal, der kun angik den enkelte valgkreds' vaelgere og deres folketingskandidat. De fleste Mellemparti-folk omtalte kun i forbigaende deres gruppetilhorsforhold i folketinget, ja, man kunne endog helt nsegte at udtale sig derom. Da J. J. Christensens modkandidat i 1869 bad ham forklare, hvorfor han i den foregaende samling var gaet fra Det folkelige Venstre til Mellempartiet, afviste Christensen sporgsmalet under henvisning til, at han »ikke fandt det betimeligt i en offentlig forsamling at omtale aldeles personlige forhold« 9.

Ved kandidatopstillingerne kunne det vsere helt uden betydning, til hvilken gruppe kandidaterne ville slutte sig efter valget. I Lyngby stillede gardejer P. Hansen til genvalg; men da han var ivrig frihandelsmand, havde papirfabrikant Drewsen startet en bevsegelse for at fa redaktor C. V. Rimestad opstillet i kredsen. Det lykkedes at sarnie over 500 underskrifter pa en opfordring til Rimestad om at stille. Rimestad fulgte opfordringen og valgtes med 417 stemmer mod Hansens 354. Pa intet tidspunkt under den ellers ret livlige valgkamp synes de to kandidaters stilling til grupperne i folketinget at have vasret pa tale. Men C. V. Rimestad sluttede sig straks fra den nye samlings begyndelse til samme gruppe, som P. Hansen havde tilhort, nemlig Mellempartiet.

I Kerteminde valgtes i 1869 pastor Hoyer-Moller, der efter valget tilsluttede sig Mellempartiet. Hoyer-Mollers modkandidat havde vaeret venstremanden Klaus Berntsen, der var blevet kraftigt anbefalet af Mellempartiets formand Cornelius Petersen. Grunden har utvivlsomt vaeret, at Cornelius Petersen ligesom Klaus Berntsen var en varm hojskoleven. Dette har for Cornelius Petersen vejet tungere end Klaus Berntsens »partipolitiske« stade 10.

De politiske joreninger havde allerede fra valgene til den grundlovgivenderigsforsamling
en ikke ringe indflydelse pa opstillingerne af folketingskandidateri
visse kredse, og denne organiserede opstillingsform

---

9. Varde Avis, 25. maj 1869.

10. Cornelius Petersen anbefalede igen i 1872 Klaus Berntsen som folketingskandidat - for et par maneder senere at matte se ham som sin egen modkandidat i Kerteminde-kredsen. Klaus Berntsen omtaler valgkampene pa Fyn i 1869, 1872 og 1873 i sine erindringer (Kl. 8., I s. 172 ff. og 187 ff., II s. 7 ff.).

var af stigende betydning op gennem 1850'erne og 1860'erne. Alligevel
foregik opstillingen af folketingskandidater endnu i 1860'erne og 1870'ernei
mange kredse pa en ringe organiseret eller naesten tilfaeldig made.

Foruden de politiske foreninger bor nsevnes de mere lokale vcelgerjoreninger, hvoraf der eksisterede en del af forskellig politisk observans allerede for 1870. Deres konkrete betydning er ringe undersogt og kan vaere vanskelig at fastsla. Ofte synes de kun at have eksisteret under en enkelt valgkamp. I det hele taget er der maske ikke storre forskel end et stykke papir med foreningslove mellem de fleste af disse vaelgerforeninger og de kredse af notabiliteter, »valgkomiteer« n, der pa mere uformel vis samledes for valgene for at enes om, hvem de ville arbejde for som folketingskandidat.

Som bekendt stod Mellempartiet helt uden tilknytning til nogen landsdaekkende politisk forening, og der haves kun meget usikre efterretninger om, at nogle af de kendte vaelgerforeninger skulle have stottet valget af Mellemparti-folk. Gruppens medlemmer var forst og fremmest valgt med stotte af valgkomiteer i de enkelte valgkredse.

Betydningsfuldt var det, at mange lokalavisers redaktorer horte til valgkomiteerne bag Mellemparti-folkene. Men det ma understreges, at ingen af de pagaeldende aviser pa noget tidspunkt udviklede sig til egentlige »partiaviser«. De kan neesten alle betegnes som moderat nationalliberale, og de hyldede det nationalliberale dogme om valget som en tillidssag mellem den enkelte vaelger og folketingskandidat. Deres stotte til en Mellemparti-mand havde ofte rod i grundlovskampen, hvor nationalliberale og mellemgruppe-folk stod sammen som ja'er til den reviderede grundlov, og desuden sa de deres fordel i at stotte en kandidat, der kunne fa stemmer fra savel land som by.

Naermest ved at blive et taleror for Mellempartiet som sadant var Jyllands-Poste n¹², der oprettedes 1871 af en gammel bekendt af professorFrederiksen, adjunkt Hoffmeyer. Sammen med flere af Mellempartietsmedlemmer skal Frederiksen, ifolge eget udsagn 13, have Sogt at stotte

---

11. Udtrykket »valgkomite« er overtaget fra Maurice Duvergers »comite d'election« (Maurice Duverger: Les Partis Politiques, Paris 1951, s. 35-41). Betegnelsen er dog maske ikke den heldigste i dansk forbindelse, idet samme ord anvendtes i 1860'erne og 1870'erne om de udvalg, der ikke sjaeldent blev nedsat for et valg med det formal at finde frem til en kandidat, som hele valgkredsen kunne enes om (jvf. senere ang. valget i Frederikshavn 1869). For at undga forvekslinger har jeg i artiklen kun benyttet ordet valgkomite i den af Duverger anvendte betydning.

12. Ma ikke forveksles med venstrebladet Jyllands-Posten, der blev udgivet af Reinhold Jensen i Arhus 1861-1863.

13. N. C. Fr., s. 622.

Jyllands-Posten ved at garantere bladet kredit. Men det gaelder om Jyllands-Posten,at selv om det kunne stotte Mellempartiets politiske linje, var det uden tilstrsekkelig kontakt til folk fra Mellempartiet. Noget egentligt»partiorgan« blev bladet aldrig.

De valgkomiteer, der stottede Mellemparti-folks valg, kunne have en mere eller mindre stabil sammensaetning. I nogle kredse synes Mellemparti-manden naermest kun at have haft sig selv at stole pa under valgkampen, og »valgkomiteen« udgjordes af de maend, han kunne regne med som stillere. I andre kredse var der i hele Mellempartiets 10-ars periode en fast kerne af maend, der tradte sammen for hvert valg for at virke for at fa deres kandidat valgt. I en del kredse kan en ganske bestemt mand udpeges som initiativtager og baerende kraft bag en sadan kreds af notabiliteter. Det gaelder f. eks. i Hjorring (konsul Nielsen), i Lemvig (molleejer Brockdorff), i Vonsild (pastor Mork-Hansen) og i Maribo (redaktor Dein)¹⁴.

Fremgangsmaden ved forberedelse af et valg varierede naturligvis fra kreds til kreds. Der blev for Mellempartiets vedkommende aldrig tale om andet samvirke mellem de enkelte kredse end den, der opstod ved, at folketingsmsendene sekunderede hinanden ved vaelgermoder. Isaer fra 1872 var det almindeligt, at Mellemparti-politikerne for at modsta presset fra Det forenede Venstre optradte to eller tre sammen pa hvert vaelgermod e¹⁵.

Almindeligvis begyndte en Mellemparti-politiker valgforberedelserne tidligt pa sommeren (valgene 1866, 1869 og 1872 var alle efterarsvalg) ved at indbyde vselgerne til et politisk mode, hvor han gav et tilbageblik over den overstaede rigsdagssamling og sin egen indsats under samlingen - nogle Mellemparti-folk, f. eks. Frederiksen, Gad og Aaberg, holdt et sadant mode med vaelgerne efter hver samling. I lobet af et sadant mode ville sporgsmalet om genopstilling let dukke op, og folketingsmanden kunne sa erklaere, at han var villig til at opstille igen, dersom der i kredsen var stemning for det.

I det hele taget gjaldt det om at undga at vise for stor ivrighed efter at blive valgt. Det var en yndet fremgangsmade at vente med at bekendtgore,at man ville stille op, indtil ens politiske venner i valgkredsenhavde faet indsamlet underskrifter pa en opfordring, der eventuelt

---

14. Kilderne til belysning af valgforberedelserne i de forskellige valgkredse har vaeret de lokale aviser, der er undersogt i alle Mellemparti-kredse, suppleret med memoirelitteratur.

15. Eks.: Lemvig Avis 13.-23. august 1872, DF. 13. sept. 1872.

blev offentliggjort i den lokale avis. En maneds tid for valget kunne kandidaten sa i avisen bekendtgore, at han »efter opfordring« og »af pligtfolelse« ville stille op til valget¹⁶. Med bekendtgorelsen kunne eventueltfolge en indbydelse til politiske moder pa fastsatte tider og steder.

Mest kompliceret blev sagen, hvis valgkomiteen skulle finde frem til en ny kandidat, maske fordi den hidtidige folketingsmand ikke onskede genvalg. I sadanne tilfolde ville folketingsmanden og hans politiske venner i kredsen forsoge at enes om en ny kandidat, og dette kunne vasre svcert, hvis ingen fra valgkomiteen var interesseret i at stille op.

Nar man havde fundet frem til det nye emne til folketingsposten, blev problemet groft sagt at lancere den nye kandidat pa en made, der gav det indtryk, at den brede vaelgermasse selv havde onsket den pagaeldende. Som eksempler pa, hvordan det kunne gores, skal i det folgende omtales valgene i Hjorring og Frederikshavn, der ogsa giver et godt indblik i valgopstillingsteknik i det hele taget. Begge valg er godt belyst gennem referater i de lokale aviser₁₇.

I Hjorring havde valgkomiteen, hvis bserende kraft var konsul Nielsen, i 1866 mattet finde frem til en ny kandidat, idet den hidtidige folketingsmand, proprietor Quistgaard, ikke ville genopstille. Bag Quistgaards beslutning la tilsyneladende politisk uenighed med valgkomiteen.

Valgkomiteen havde holdt mode for at finde frem til en ny kandidat, og man var enedes om at henvende sig til byfoged Hage i Stege. Da denne allerede viste sig at vaere opstillet i Nakskov, henvendte man sig til nogle forbindelser i Kobenhavn. Herfra blev man anbefalet at opstille marineminister Liitken.

Pa det vaelgermode, som valgkomiteen indkaldte til tre uger for valget,blev
imidlertid proprietor H. C. Nyholm bragt i forslag. Pa grund af

---

16. Allerede valgte folkettngsmedlemmer, der som sadanne var accepterede af vaelgerne, kunne indskraenke sig til en erklaering af folgende art: ». . . (jeg finder) at burde underrette de aerede vaelgere om, at jeg ifolge opfordring agter igen at opstille mig ...« (Cornelius Petersen i Fy.St., 4. sept. 1869). Hvis man stillede som ny kandidat, matte man gore mere for at legitimere opstillingen. Karakteristiske vendinger findes i indledningen til en politisk redegorelse fra Soren Lybye, der i 1872 opstillede i Skive mod den hidtidige folketingsmand Chr. Jensen: »Fra en del ansete og agtede maend i forskellige livsstillinger har jeg modtaget en skriftlig opfordring til at stille mig til de forestaende folketingsvalg, og da jeg jaevnlig modtager foresporgsler i lignende retning, har jeg anset det for en pligt mod faedrelandet at imodekomme denne opfordring«. (Skive Avis, 2. sept. 1872).

17. Hj.At. 28. maj, 24. sept. 11., 13., 15., 18., 19. og 22. okt. 1866, samt 16., 26. og 27. juli, 16. og 23. sept. 1869.

valgkomiteens splittelse og, som det hed i Hjorring Amtstidende, takket
v£ere »et velorganiseret landligt vaelgerkorps«, viste det sig muligt for
H. C. Nyholm at vinde valget.

Da Nyholm, der i den nationalliberale presse var blevet stemplet som horende til »det brandpolitiske parti«, straks fra den nye rigsdagssamlings begyndelse sluttede sig til Mellempartiet, blev han imidlertid i Iobet af de naeste tre ar godtaget af konsul Nielsen og hans venner. Da H. C. Nyholm trak sig tilbage i 1869, antog valgkomiteen hans faetter, kaptajn L. C. Nyholm, med hvem H. C. Nyholm sikkert havde vaeret i kontakt i Kobenhavn, som ny folketingskandidat.

I juli 1869 indkaldte konsul Nielsen til et mode med det formal at finde frem til en ny folketingskandidat. Han indledte selv modet med at sporge, om nogen i salen havde forslag. Da der ikke blev svaret, trak konsulen et brev fra kaptajn Nyholm op af lommen. I dette brev, som konsulen lasste op, erklserede L. C. Nyholm, at han »efter den til ham rettede opfordring« ville stille sig i Hjorring, »hvis deter sandsynligt, at han bliver valgt.«

Der oplasstes derefter en politisk redegorelse fra kaptajn Nyholm, hvori denne bl. a. erklaerede, at han naermest horte til Mellempartiet. Efter oplassningen rejste H. C. NyhoLm sig og forsikrede, at hans faetter i alle hovedsporgsmal ville stemme, som han selv havde gjort. Ogsa proprietaer Quistgaard, der nu tilsyneladende var forsonet med valgkomiteens folk, rejste sig og anbefalede kaptajn Nyholm.

Forst derefter meldte gardejer Dybbro, national venstremand og i 1866 stiller for H. C. Nyholm, sig som kandidat. Der udviklede sig et hidsigt ordskifte mellem Dybbro, H. C. Nyholm og konsul Nielsen, der forst havde forsogt at afvise Dybbro.

I den folgende valgkamp bekaempedes Dybbro intenst af Hjorring Amtstidende. Hele avisens forside var en uge for valget optaget af en opfordring fra 125 navngivne Hjorring-vaelgere (inkl. avisens redaktor Niels Winther, proprietaer Quistgaard og H. C. Nyholm) om at stemme pa kaptajn Nyholm og pa valgdagen »medtage sa mange som muligt af ligesindede v£elgere.«

Nyholm vandt valget med 594 stemmer mod 590. Af Hjorring bys
292 afgivne stemmer fik han de 291.

Valgene i Frederikshavn er et godt eksempel pa, i hvor hoj grad en lille klike kunne beherske den tids valg. De tre ledende politiske skikkelseri Frederikshavn-kredsen, redaktor Vogelius, godsejer Tutein og proprietor Holm, skiftedes pa det naermeste til at repraesentere Frederikshavni

havnifolketinget i Mellempartiets 10-ars periodelß. Nar en stillede op,
skete det med de andres stotte som stillere og som anbefalere ved vselgermoderog
under valghandlingen.

Primus motor ved valgene var redaktor Vogelius. I 1869 overlod han
sin plads i folketinget til Holm. Skiftet forberedtes pa folgende made:

I maj 1869 sammenkaldte Vogelius til et offentligt mode, hvor han tilkendegav, at han ikke mere kunne vaere kredsens folketingsmand. Pa hans forslag nedsattes et 17-mands udvalg, hvori alle kredsens kommuner skulle vEere reprassenteret, og som han selv, Holm og Tutein blev medlemmer af. De valgte tradte straks efter modet sammen og valgte et forretningsudvalg pa tre medlemmer, blandt hvilke var Vogelius. I et mode senere pa sommeren enedes udvalgets flertal om at foresla Holm som folketingskandidat - et mindretal pa fire pegede pa laerer Nielsen.

Udvalgets forretningsudvalg indkaldte derefter til et offentligt provevalg i midten af September. Ved dette udtalte savel Holm som Nielsen sig om deres politiske synspunkter. Holm erklcerede at ville tilslutte sig Mellempartiet, ligesom kredsens hidtidige mand pa tinge havde gjort. Nielsen udtalte sig pa linje med Det nationale Venstre. Senere, pa selve valgdagen, erklasrede han direkte, at han i folketinget eventuelt ville tilslutte sig Det nationale Venstre.

Ved afstemningen viste forsamlingens flertal sig at vaere for Holm. Nielsen trak dog ikke sin kandidatur tilbage, idet stemmetallet for ham trods alt ikke var übetydeligt. Pa valgdagen anbefaledes Holm af Vogelius, der ogsa hele tiden havde stottet ham i Frederikshavns Avis. Ved valget sejrede Holm med 304 stemmer mod Nielsens 144¹⁹.

I de kredse, hvor det ikke lykkedes en valgkomite at samle alle Vcelgerne om sin kandidat - oftest fordi land og by ikke kunne enes - bestod notabiliteternes stotte til deres kandidat vaesentligst i at mode op og stotte ham ved vaelgermoderne, specielt ved at stille modkandidaten vanskelige

Antallet af vaslgermoder var meget svingende. Mellemparti-kredsene
horte til de politisk roligste, men fra 1872 var der en rsekke vaelgermoder
i nassten alle Mellemparti-kredse, idet Det forenede Venstre satte et

---

18. Oprindelig var Holm og Tutein dog modkandidater (valget 14. sept. 1864). Om opstillingsproceduren se Frh.Av. 24. maj, 2. aug., 5. og 23. sept. 1869.

19. De folk, der i 1869 samlede sig om laerer Nielsen, dannede ved naeste valg en alternativ valgkomite. De kunne i 1872 fa deres kandidat, gdr. Haverslev, valgt, men allerede aret efter faldt Haverslev for Vogelius. Sml. Hjorring, hvor de folk, der i 1869 stod bag Dybbro, kunne fa deres kandidat valgt i 1872 og 1873 (mod propr. H. C. Nyholm). Se Frh.Av. 19. og 27. august, samt 9., 16., 17., 18. og 21. sept. 1872. Hj.At. 22. og 26. april, samt 10. maj 1872.

malbevidst ag ationsarr e ind mod gruppens folk, isaer i de mange
fynske Mellemj arti-kre( °. Man var naturligvis klar over, at Mellemparti-kredsenelettere
lod h ".robre end de rene Hojre-kredse i storbyerne.

Det skal najvnes, at age V£elgermoder afsluttedes rned en afstemning om de forskellige ;dater, et sakaldt »provevalg« (jvf. Frederikshavn 1869). Ikke sjaek f-tragtedes denne afstemning som det centrale ved modet, saledes at Ticir'modet omtaltes som et provevalg.

Provevalgene hjalp rned til at begrsense antallet af kandidater i kredsene. Det horte dog til sjasldenhederne, at en kandidat straks efter et ugunstigt provevalg trak sin kandidatur tilbage, saledes som general Harbou gjorde det i Thisted i 1872 21.

III. Mellempartiet i folketinget. Organisation og disciplin

Deter karakteristisk for Mellempartiet, at gruppen aldrig antog noget officielt navn. Mens navne som »Det folkelige Venstre« og »Det nationale Venstre« var vedtaget i de pagseldende grupper, opstod betegnelsen »Mellempartiet« blot som en videre udvikling af de under grundlovskampen brugte betegnelser som »mellemmaendene« eller »mellemgruppen«.

Mellempartiets medlemmer gjorde alt for at understrege det uformelle ved gruppen. Alle i Mellempartiet benasgtede konsekvent, at deres gruppe skulle vaere et »parti« i samme forstand som de andre grupper pa rigsdagen,der havde tilknytning til politiske foreninger uden for rigsdagen eller var dannet for at pleje bestemte stsenders interesser. Pa vselgermoderudtalte medlemmerne beredvilligt, at de horte til Mellempartiet, men i samme andedrag erklaerede de, at de ikke var »partimaend«. Mellempartietsopgave var ikke »at bringe de enkelte medlemmers hoveder undereen hat. Mellempartiet har ingen ledere, ingen forere; dets medlemmersamles for at drofte og klare for hverandre, hvad der foreligger til forhandling; men star for resten, hvad deres stemmegivning angar, fuldkommentfri og uafhaengig af hverandre .. .«²². »Ved vore hyppige

---

20. Berg og J. A. Hansen ses saledes at have koncentreret sig om de vestjyske Mellemparti-kredse fra midten af juli til hen i august, og de fynske kredse i September. Ellers prsegede de unge fynske venstrepolitikere Klaus Berntsen, Anders Tange og Hans Madsen valgkampen pa Fyn. (Bogense Avis 10. juli 1872, Lemvig Avis 13.-23. august 1872, Bogense Avis 13. sept, og 19. sept. 1872, DF. 13. sept. 1872, Kl.B. I s. 187 ff).

21. Th.Aav., 19. sept. 1872.

22. Fra Fjords polemik mod laerer Hojmark, Arhus, sommeren 1870 i Varde Avis. Citatet er fra Varde Avis, 21. juli 1870.

sammenkomster,« skriver Frederiksen, »og ved hele samarbejdet udviklededer sig hurtig et sandt venskabsforhold mellem os«; Frederiksen fremhaever, at det gode personlige forhold mellem medlemmerne betod meget for »den styrke, det (Mellempartiet) navnlig til visse tider havde«²³.

Ifolge Frederiksen 24 holdtes der i Mellempartiet gruppemoder en gang om ugen - eller »private moder«, som de dengang kaldtes; med denne betegnelse kunne man uantastet omtale dem i folketinget og pa vselgermoder. Men ud over disse regelmeessige moder modtes medlemmerne mere eller mindre tilfaeldigt i smagrupper. Man kan roligt gaud fra, at Frederiksen, Gad og Nyholm - og til tider sikkert ogsa flere af de ledende i gruppen - havde haft mere eller mindre formelle indbyrdes samtaler, for de modte op i de »officielle« gruppemoder. Man kunne saette hinanden staevne pa Christiansborg, men det var ogsa meget benyttet at spise frokost eller middag sammen ude i byen. Frederiksen beretter²⁵, at der i grosserer Hages hjem holdtes sammenkomster mellem Mellempartiets medlemmer, og at han selv i en lasngere periode naesten dagligt spiste til middag hos Hage. For venstrepolitikernes vedkommende ved vi, at det var almindeligt, at tre-fire rigsdagsmsend lejede sig ind i samme hus og maske spiste i samme pensionat under deres Kobenhavnsophold²⁰. Mellempartiets provinspolitikere har sikkert benyttet sig af samme fremgangsmade.

De uformelle kontakter mellem politikerne foregik ikke alene inden for den enkelte gruppe, men ogsa mellem grupperne indbyrdes. Mellempartiet havde igennem sine akademisk uddannede medlemmer gode kontakter til de nationalliberale - det vides bl. a., at ogsa en del nationalliberale rigsdagsfolk fcerdedes i grosserer Hages hjem²⁷. Derudover havde man dels gennem grundtvigianere som Cornelius Petersen og Anders Christensen²⁸, dels gennem arbejdet i den skandinaviske forening »Nordisk Samfund« gode forbindelser med visse politikere fra Det nationale Venstre²⁹. Der bestod desuden det bedste personlige forhold mellem visse af de ledende i alle tre grupper: Balthazar Christensen, Carlsen, Frederiksen, C. V. Nyholm, Hall og Fenger.

---

23. N. C. Fr., s. 634.

24. N. C. Fr., s. 620.

25. N. C. Fr., s. 634-635.

26. Eks.: Kl. 8., II s. 5 (venstremsend i gasstgivergarden »HolIand«).

27. N. C. Fr., s. 634-635.

28. A.Chr. s. 41, Barfod s. 290-291, Corneliussen s. 117, Anders Christensen betegnede sig iflg. Dgbl. 12. juni 1869, som »medlem af Mellempartiet med heldning til Det nationale Venstre«.

29. Nordisk Samfunds forhandlingsprotokol 1865-75 (RA), passim. Sml. Krieger under 13. okt. 1868.

Selv om man i Mellempartiet sa vidt muligt bestrsbte sig pa at undga organisation, havde gruppen dog en formand. Denne post har ikke indebaret nogen form for direkte politisk lederskab. Snarest ma man tsenke sig, at formanden skulle organisere alt vedrorende gruppens moder. Da H. C. D. Miiller i januar 1870 meldte sig ud af gruppen, skal det veere sket ved, at han sendte et brev med udmeldelsen til gruppens formand, Cornelius Petersen³⁰.

Denne h£endelse viser, at medlemsskabet trods den haevdede lose organisation la ret fast. Det skal endog have kunnet komme pa tale at ekskludere et medlem, hvis dettes synspunkter afveg for grelt fra den ovrige gruppes³¹. Alt dette betyder dog ikke, at det har indebaret nogen form for mode- eller stemmepligt at vaere medlem, men en vis gruppeand, et vist failles politisk temperament, har vaeret nodvendig for gruppens bestaen. Man var altid klar over, hvem der var medlem og hvem ikke. Faktisk kan der for hele perioden 1866-1873 (og muligvis ogsa for 1873-1876) en nojagtig liste over, hvem der pa ethvert tidspunkt var medlem af Mellempartiet, med angivelser af ind- og udmeldelser med en sikkerhedsmargin pa fa dage³². Nar der selv for folketingets svagest organiserede gruppe kan ses en klar organisationsform og en stor stabilitet i medlemmernes tilhorsforhold, synes forestillingen om, at folketingsmedlemmerne i perioden for 1870 kunne bevasge sig forholdsvis frit fra gruppe til gruppe, ikke at vxre holdbar.

I denne forbindelse melder sig sporgsmalet om »partidisciplin« i folketingsgrupperne
for 1870.

Uden for de forskellige venstregrupperinger fra Bondevennernes tid
og fremefter kan man naeppe tale om en egentlig partidisciplin for 1870.

---

30. Dgbl., 27. jan. 1870.

31. N. C. Fr., s. 621. Nar N. C. Frederiksen bruger udtrykket »ekskludere«, skal dette udtryk maske ikke forstas sadan, at man i gruppen ville holde flertalsafstemning om det pagaeldende medlems, grev Holstein-Holsteinborgs, fortsatte forbliven i gruppen. Snarest ma man taenke sig, at man i Mellempartiet har talt om at bede Holstein-Holsteinborg, der isaer ved sine Oktoberforeningssympatier ofte stod i modsaetning til sine gruppefseller, om at forlade gruppen. Men det praktiske resultat har vaeret det samme.

32. Hovedkilden er Hogsbros opgorelser over »partistillingen« i folketinget ved hver ny samlings begyndelse, samt hver gang, der var sket betydningsfulde aendringer i gruppernes sammensaetning. Eks.: DF. 30. okt. 1866, 26. august 1867, 23. oktober 1868, 19. og 24. dec. 1869, 1. juli og 28. okt. 1870, 13. og 20. okt. 1871, 4. og 11. okt. samt 13. og 20. dec. 1872. Se ogsa Jagd s. 7 og Dgbl. 25. 0g27. jan. 1870. Hogsbros opgorelser har, modsat f. eks. Morgenpostens (eks.: Morgenposten 5. juli 1867), intet propagandistisk formal. Deres udgangspunkt er udelukkende, hvilke gruppers moder de enkelte folketingsmedlemmer fulgte.

Snarest harder vaeret tale om overtalelse og et vist moralsk gruppepres,
hvis art og styrke det kan vaere vanskeligt at vurdere.

Da Bille i januar 1870 var fortornet over, at venstregruppernes forslag om nedsaettelse af et udvalg i sagen om lonningslov for kultusministeriet blcv vedtaget, bebrejdede han hele Mellempartiet, at det havde stemt med Venstre. Deter tydeligvis hans opfattelse, at hele gruppen havde vedtaget at stemme, som den gjorde. Han afviste »et par ledende Mellemparti-folks« udtalelser om, at »gruppens (udh. her) hensigt« skulle have vaeret . . .« I ovrigt var det pa grund af uenighed med sin gruppe i denne afstemning, at H. C. D. Miiller midlertidigt meldte sig ud af Mellempartie t³³.

I forbindelse med visse centrale politiske initiativer udgaet fra Mellempartiet stod gruppen som en samlet helhed over for regeringen. Alle tilstedevaerende medlemmers navne optraeder saledes under to forslag til beslutning om nedsaettelse af en kommission til undersogelse af almueskolevaesene t³⁴. Og i alle samlingerne 1867-1870 sogte det samlede Mellemparti at aftvinge regeringen et lovforslag til omlaegning af sportelafgifterne ved at stille forslag til beslutning om, at folketinget skulle opfordre regeringen til at fremlaegge lovforslag herom³⁵.

En samlet optraeden, hvor man i hovedsagen var enige, behover dog ikke sige meget om arten og styrken af gruppeloyalitet eller »partidisciplin«. Der kan derimod peges pa. et par eksempler i forbindelse med behandlingen af det bl. a. af C. V. Nyholm og Lars Eriksen indbragte lovforslag til ny vaernepligtslov i samlingen 1868/69, der maske naermere kan indkredse problemet. Begge eksempler synes at pege i retning af, at enkeltmedlemmer, der ikke har vaeret enige med deres gruppes flertal, har bojet af for gruppeflertallet i deres afstemning.

Det store stridssporgsmal i vaernepligtsagen var problemet omkring prsesters vsernepligt. Fra begyndelsen stod Mellempartiet splittet; gruppen havde i H. M. Petersen en af de varmeste fortalere for praestevaernepligt, og i C. V. Nyholm en af de voldsomste modstandere af praestevaernepligten.

Under 3. behandling af lovforslaget fremsatte et nsesten samlet Mellemparti,nu
inkl. H. M. Petersen, men uden C. V. Nyholm, imidlertid et
kompromisforslag. C. V. Nyholm stemte sammen med Brun og Steenstrupfra

---

33. Dgbl., 27. jan. 1870 (dels lederen pa. forsiden, dels notitsen »Mellempartiet i Folketinget«).

34. Rt., F., 67/68, sp. 1067, og Rt., F., 68/69, sp. 591.

35. Rt., F., 67/68, sp. 52-53, Rt., F., 68/69, sp. 36 og Rt, F., 69/70, sp. 683.

strupfraMellempartiet imod forslaget, der ogsa blev blankt afvist at'
venstregrupperne36.

Efterhanden gik hele Mellempartiet, undtagen C. V. Nyholm og Brun, over pa. regeringens side, og ingen fra Mellempartiet stemte imod et faellesudvalgsforslag, der forela til afstemning i slutningen af januar 1869. Brun stemte for fadlesudvalgsforslaget - men C. V. Nyholm undlod at stemme³⁷. Dette sidste ma ses som en indrommelse til gruppefasllerne38.

Allermest interessant er dog J. J. Christensens holdning i vsernepligtsagen. Christensen havde under hele sagen konsekvent fulgt Venstres synspunkt; men under behandlingen af faellesudvalgsforslaget slog han pludselig over pa Mellempartiets forligslinje. Og han forklarede sit omsving i sa typiske Mellempartivendinger, at det ikke kan vasre nogen tilfceldighed39. Forklaringen pa de helt nye toner fra J. J. Christensen far man utvivlsomt, nar man fra en anden kilde far at vide, at J. J. Christensen gik over til Mellempartiet fra Det folkelige Venstre »en uges tid for januars udgang«40. Vaernepligtsdebatten fandt sted 25. januar.

Talen er altsa uden tvivl J. J. Christensens ildprove som Mellempartimand. Man kan sa fundere over, om det var Christensen selv, der onskede at vise, at det var alvor med gruppeskiftet, eller om det maske fra Mellempartiets side - direkte eller indirekte - var blevet stillet som en betingelse for hans optagelse, at han skiftede standpunkt i vaernepligtsagen?

Det far til sidst sta. hen, hvor bevidst og hvor omfattende den hensyntagentil

---

36. Rt., F., 68/69, sp. 2118.

37. Rt., F., 68/69, sp. 3676-77.

38. Deter mit indtryk, at det ikke var ualmindeligt, at man i en vigtig sag, hvor man kom til at sta alene i sin gruppe, kunne afholde sig fra at stemme og pa. den made vise sin loyalitet mod gruppefasllerne uden at ga alt for meget pa akkord med sin principielle indstilling. Her skal ogsa peges pa grev Holstein-Holsteinborgs afstemning under behandlingen af Frederiksens, Gads og Nyholms lenslovforslag. Holstein-Holsteinborg talte i sine indlaeg (Rt., F., 68/69, sp. 1268 ff og 1354 ff.) nasrmest som en afvisning af lovforslaget, men da der skulle stemmes om overgang til 2. behandling, undlod han at stemme (Rt., F., 68/69, sp. 1360), mens hele resten af Mellempartiet stemte for overgang til 2. behandling.

39. J. J. Christensen erklaerede bl. a., at vedtagelsen af de forslag, der egentlig stod hans hjerte naermest, ville vaere ensbetydende med hele lovforslagets forkastelse. Men nu matte sagen have en ende (Mellempartiets velkendte: hellere et kun delvis tilfredsstillende resultat end slet intet resultat!). »Lige sa sikkert som en endelig samstemning mellem den hojtagtede regering og landstinget og folketinget er nodvendig for at fa noget frem, lige sa vanskelig vil dette nas uden en gensidig imodekommen fra alle sider«, og for Christensen at se var faellesudvalgsforslaget netop »et mode mellem de forskellige ting pa halvvejen«. (Rt., F., 68/69, sp. 3669-3670).

40. Jagd., s. 7.

tagentilgruppefaellesskabet, der synes at vsere tale om i sadanne tilfaelde,har vasret. Men ovenstaende materiale synes at pege i retning af, at selv om de fleste af grupperne i folketinget formelt var meget lost organiserede for 1870, sa var forskellen fra dem og til Det forenede Venstre reelt ikke saerlig stor. Selv i det meget lost organiserede Mellempartiharder eksisteret et vist gruppepres og en erkendelse hos de menige medlemmer af, at indflydelse pa nogle omrader, f. eks. pa udvalgsposter, kravede en vis hensyntagen til dem, der skulle vzelge en ind i udvalgene.En gruppe, der stod helt uden samling, ville hurtigt miste sin »markedsvaerdi« i det taktiske politiske spil, der trods alle officielle taler om uafhasngighed, abenhed over for andre meninger etc., dengang som nu var en sa vigtig del at det parlamentariske liv.

IV. Afsluttende betragtninger

Mellempartiets ledende folk havde dromt om at skabe et stort, bredt funderet mellemparti, med rod i bade landets og byernes middelstand. Et sadant parti ville kunne fa flertal i bade folketinget og landstinget, og nar det havde faet det, ville det ikke kunne naegtes regeringsmagten. Dermed ville en smertefri, efterhanden gennem saedvane fasstet, overgang til et parlamentarisk regeringssystem vasre sikret⁴¹.

Man havde med andre ord indset, at 1866-grundloven gjorde en stabilpolitisk udvikling i Danmark umulig, hvis der ikke skabtes en politisk konstellation, der kunne skabe samvirke mellem folketing og landsting. Mellempartiet var saledes en pendant til Oktoberforeningen42. Hvor denne sidste reprassenterede et samarbejde mellem den solide del af bondestanden og godsejerne pa. basis af faelles agrare interesser, repraesenteredeMellempartiet et samarbejde mellem middelstanden pa landet, her identisk med den mindre radikale del af velstaende gardmaend og

---

41. Frederiksen var den, der klarest formulerede disse ideer. Eks.: N. C. Fr., s. 622 og 638--40, Fdr. 29. og 30. juli og 13. august 1867. Interessant er Frederiksens betragtninger over det onskelige i at udvikle en baeredygtig middelstand i Danmark (samme tanker kan genfindes flere steder hos Gad, f. eks. Frc.Av. 23. sept. 1869, Gad: Da. Stat., s. 55 og Gad: Alm.Velst., s. 82): det var »overmade nyttigt« og »i social henseende betydningsfuld« for udviklingen, at der gennem fri ret til sammenlaegning og udstykning af jord blev »givet lettelse for dannelsen af ejendomme med forskellig storrelse, og at der bliver en mellemstorrelse mellem de klasser, der historisk har udviklet sig her i landet.« Dette ville medvirke til »en friskere stromning fra den ene samfundsklasse til den anden.« (sagt i forbindelse med behandlingen af J. A. Hansens faestelovsforslag, Rt., F., 69/70, sp. 2215).

42. Jvf. Vagn Wahlin: 10. Oktoberforeningen 1865-1870. I Historic Ny raekke IX, 2, 1971, passim.

proprietasrer, og middelstanden i byerne, isasr de mindre kobstaeders nogenlundevelstaende
borgere og lokale embedsnicend.

Begge losninger pa 1866-grundlovens dilemma led skibbrud. For Mellempartiets vedkommende kunne forliset anes, da Carlsen i foraret 1869 udtradte af Det nationals Venstre. Chancen for at etablere en sammenslutning af storstedelen af Det nationale Venstre, Mellempartiet, samt den »faedrelandske« floj af De nationalliberale var dermed forspildt⁴³. Og netop en sadan sammenslutning var fra Mellempartiets side taenkt som basis for det kommende, brede mellemparti.

Endnu efter Det forenede Venstres dannelse spekulerede man i Mellempartiet i en ny partidannelse pa grundlag af en sammenslutning af den moderate floj af Det forenede Venstre, de »nationale losgsengere« og Mellempartiet. Flere gange syntes en sadan partidannelse da ogsa taenkelig, men den umuliggjordes ved Estrups tiltrasden i 1875⁴⁴.

Det store middelstandsparti forblev en drom, akkurat som samvirket mellem de store og sma bonder forblev det. Men ud fra den tids forudsastninger er det et sporgsmal, om ikke tanken om det brede middelstandsparti var lige sa stor - og lige sa realistisk - som ideen bag Oktoberforeningen, der af Engelstoft er blevet kaldt »den storste konstruktive politisk-sociale ide id et 19. arhundredes Danmark« 45.

---

43. En sadan sammenslutning havde ogsa Carlsens store bevagenhed i perioden 1866-1870. Hall synes ogsa at have stottet tanken (Hogsbro, I s. 217), der i ovrigt havde rod i nationalliberale ideer fra 1840'erne og 1850'erne om middelstanden som baereren af den kommende udvikling i Danmark.

44. Tanken om pa ny at fa dannet et mellemparti var ikke uden betydning efter 1876. En del politikere mente, at man ved dannelsen af et sadant parti kunne fa forfatningskampen afblsest til fordel for en ny reformperiode. Et nyt mellemparti var C. V. Nyholms erklserede mal, da han i 1883 stillede op i Frederiksberg mod hojremanden Steffensen (Berl.T., 21., 29. og 30. maj 1883, Nutiden, nr. 433, 4. jan. 1885, s. 135-136).

45. Schultz Danmarkshistorie V, s. 216.

KILDER OG LITTERATUR

Den vigtigste kilde til artiklen har vaeret avisstof, dels fra de store »Partiblade«,
dels - og ikke mindst - fra lokalaviserne i Mellemparti-valgkredsene.
Her skal kun naevnes de aviser, der er direkte henvist til i artiklen:

Berlingske Tidende (cit. Berl.T)

Dagbladet (cit. Dgbl.)

Dags-Telegraphen (cit. Da-Te)

HJorring Amtstidende (cit. Hj.At.)

Thisted Amtsavis (cit. Th.Aav.)

Øvrige kilder og litteratur:

Barfod, Frederik: Et Livs Erindringer, 1938 (cit. Barfod)

Christensen, Anders: En nordsjasllandsk Bondes Erindringer. J. Anders Uhrskov:
Bonde og Borger, 1928, s. 8 ff. (cit. A. Chr.).

Corneliussen, C. P.: Omkring en fynsk Bonde, 1936 (cit. Corneliussen).

Elberling, Victor: Rigsdagens medlemmer gennem 100 Aar, I—IT, 1949.

Frederiksen, N. C: Et Stykke Rigsdagsvirksomhed. I »Tilskueren« 1892, s. 617 ff. (cit. N. C. Fr.). — Deter meget vsesentligt at bemaerke, at denne artikel, jvf. noten pa dens forste side, er skrevet i 1877-78 og ikke omarbejdet derefter. Rigtigheden af disse oplysninger er der, artiklens hele form taget i betragtning, ingen grund til at betvivle.

Gad, Marius: Udtog af Kongeriget Danmarks Statistik, 1867 (cit. Gad: Da. Stat.).

Gad, Marius: Om almindelig Velstands Natur og Aarsager, 2. udg., 1875. (cit.
Gad: Aim. Velst.).

5 & 6: Pennetegninger af Folkethingets Medlemmer i Rigsdagens 21. Session (scertryk
af Nakskov Tidende), 1870.

Hogsbro, Sofus: Brevveksling og Dagboger (udg. Hans Lund) I—II, 1924-25. (cit.
Hogsbr6).

Jagd, I. H.: Afstemningen i Folkethinget i Samlingen 1868-69. Bidrag til Bedammelse
af Partistillingen i Thinget og til Veiledning ved de forestaaende Valg. 1869.
(cit. Jagd).

Andreas Frederik Kriegers Dagboger 1848-1880 (udg. Elise Koppel, Aage Friis
og P. Munch), I-VIII, 1920-43 (cit. Krieger).

Mork-Hansen, Mounts: Livs-Erindringer (udg. H. V. Gregersen), 1968.

Nilsson-Stjernquist, Nils: Tillkomsten af 1866-ars grundlov, Lund 1955.

N-n: Skizzer af Folkethingets Medlemmer i Rigsdagens 14de Session (seertryk af
Stubbekjobing Avis), 1863.

Nordengaard, J. P.: Valgene til Rigsdagen gennem 100 Aar, 1949.

Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Folkethinget. (cit. Rt., F., 66/67, Rt., F., 67/68
etc.).

Rubin, Marcus: Nogle Erindringer, 1914. (Om N. C. Frederiksen s. 57 ff., om Marius
Gad s. 196 ff.).

Schultz Danmarkshistorie.

For Venner som kan tale og tie. Folketingsmand Anders Tanges breve til kobmand
Rasmus Winckler 1873-83 (udg. Ib Gejl, 1968).

Zodiacus: Parlamentariske Stjernebilleder (saertryk af Naer og Fjern), 1875.