Indledning

Michael Petersen Friis (1857-1944) var en betydelig embedsmand, som stillede sine evner og energi til radighed for demokratiet. Hans vej til samfundets hojeste poster var dog ikke lige. Under sine juridiske studier var nan 1877-78 redaktionssekretasr ved Jyllands-Posten, og efter sin eksamen i 1883 var han i seks ar til 1889 medarbejder ved Dagbladet. I disse ar skrev han konservative pjecer og underviste (hver for sig) stud, jur., senere konsejlspraesident, C. Th. Zahle og prins Christian (10.) i statsret. Samtidig hermed var han fra 1886 ansat i Justitsministeriet, hvor P. A. Alberti i 1904 gjorde ham til departementschef. De to synes at have arbejdet godt sammen. De lignede hinanden i forretningsduelighed og effektivitet og vel ogsa i konservativ grundholdning, men med den temmelig vaesentlige forskel, at Friis var grundhaederlig. Som leder af Justitsministeriet er det sagt, at han - trods sin konservatisme - indblseste en mere moderne and. I 1911 overtog han posten som overformynder, dvs. det embede, som forestod forvaltningen af umyndiges midler. Under forste verdenskrig bestred han 1916-19 med stor dygtighed hvervet som formand for Den overordentlige Kommission, der bistod regeringen, og da navnlig indenrigsminister Ove Rode, med de mange reguleringspolitiske indgreb. Herudover varetog han talrige andre hverv, siden 1908 saledes f. eks. direktorposten i Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse. Da man i 1920 ved paskeforliget, som gjorde en ende pa ministeriet Liebes fem-dages regering, skulle have en upartisk statsminister, var M. P. Friis' position sa betydelig, at valget i enighed straks faldt pa ham. Ogsa kongen og Zahle, hans to tidligere disciple, i den givne situation ellers statsretligt uenige, onskede ham. Mens en ny valglov blev vedtaget og folketingsvalg afholdt, ledede han da et embedsmands-

ministerium, der trak sig tilbage, da normale politiske forhold var tilvejebragt.

1920 var hojdepunktet i Friis' tilvaerelse. Anerkendt som departementschef og overformynder, respekteret som en altruistisk formand for Den overordentlige Kommission, formand for Berlingske Tidendes bestyrelse, medlem af oK's bestyrelse, storkors af Dannebrog - i alle henseender ombolget af nationens tillid. To ar senere blev teppet trukket bort under ham. Fra 1917 havde han vseret medlem af Landmandsbankens bankrad, siden 1920 tillige viceformand. Da banken krakkede i 1922, udlostes et politimaessigt og retligt opgor; det forblev ikke uden hysteriske og (takket vaere professor L. V. Bircks medvirken) antisemitiske bitoner. Blandt dem, der matte undgaelde, var M. P. Friis. Han idomtes i 1923 sammen med den ovrige bestyrelse en pengebode, fordi han uden tilstraekkelig provelse havde underskrevet og vasret medansvarlig for offentliggorelsen af bankens regnskab for 1921. Bankradsmedlemmet havde stolet for meget pa bankens eminent dygtige, men ogsa letsindige direktor, Emil Gliickstadt.

Friis folte denne dom aerekraenkende, og fuld af lede ved retsopgoret med dets fsengselsstraffe, pludselige dodsfald og endelose avisfejder rystede han det danske stov af sine fodder og emigrerede til Frankrig med sin kone. Fra denne periode stammer en raekke breve, af Friis kaldt en »cirkul2eredagbog«, idet brevene cirkulerede mellem hans tre born af forste asgteskab. Friis var gift to gange, forste gang med Thora Vilhelmine, f. Hee, dette aegteskab oplostes i 1915, og derpa med Lilli Ida Marie, f. Collard, i dette aegteskab var der ingen born.

De tre born, som brevene cirkulerede imellem, var Michala (1884— 1967), g. 1. gang med direktor Troels Holten-Andersen (1881-1927), 2. gang med chefredaktor Valdemar Petersen (1889-1956), fuldmajgtig i Nationalbanken Ingo Vilhelm Friis (1888-1962) og sekreta;r i Indenrigsministeriet, senere stiftamtmand i Ribe, Ulrik Christian Friis (1890-1959).

Mens M. P. Friis var i Frankrig, fik han lost sine pensionsforhold til sin tilfredshed, og da der sa smat var begyndt at gro mos over Landmandsbanksagen, besluttede han sig for at rejse hjem. Medvirkende har det formentlig vseret, at det stod Friis klart, at han nu kunne regne med rehabilitering. Det holdt ogsa stik, idet han bl. a. blev formand for Overfredningsnasvnet fra 1928 og for Kobenhavns Forligskommission fra 1929.

Princippet for udvaelgelsen af brevene har vseret, at alt, hvad der har

affinitet til danske politiske og samfundsmasssige forhold, er medtaget, mens brevenes ovrige indhold er udeladt. Det drejer sig om naturskildringer fra rejser, livet i Paris, beskrivelser af koncerter, operaer, kirkelige handlinger, retssager og almindelige turistsevasrdigheder.

Retskrivningen er normaliseret, direkte skrivefejl er korrigeret, og visse forkortelser er opl0st; men der er derudover ikke foretaget rettelser i teksterne 1. Hvad udgiveren har indsat, er anfort i firkantede paranteser. I noterne er kun mindre kendte personer og forhold identificeret. Det forste brev er fra udrejsen 14. oktober 1923, det sidste, som ikke er medtaget, er dateret Monaco 25. marts 1926.

1. Ved udskriften af brevene har udgiveren haft god hjaelp af exam. art. Grethe
Rye Jensen.

Brevene

1.

Nordsoen, 14. oktober 1923.

[Pa vej til England over Vesterhavet]

Apropos mit saedvanlige rejseheld: I storebaeltsfaergen tronede for bordenden
- Schovelin * selvglad og pratende med tilhaeng. Ved det beskedne
kaffebord ved siden »tantiemeherren« med kone.

1. Den konservative politiker, borskommissasr Julius Schovelin.

2.

Paris, 16. oktober 1923.

[Til Paris via London — Dover — Boulogne]

Ved ankomsten i aftes forste asyn i hotelhallen Damkier¹, deptchef Adolph Jensen 2. Jorden lille. Under vor fravasrelse idag besog af cand. theol. Naeser³, der efterlod anmodning om at komme til ham i aften BV2. Accepterer for venlighedens skyld og for at fa enkelte underretninger.

1. Departementschef i Kirkeministeriet Oskar Damkier,
2. Departementschef i Statistisk Departement.
3. Formand for den fransk-danske forening i Paris.

3.

Paris, 23. oktober 1923.

[Flytter fra et dyrere hotel til et billigere.] Skyggesiden ved Hotel Jacob

er, at det ikke som Victoria Palace fyldestgor angelsachsiske renlighedskrav.Lilli har derfor haft en ikke übetydelig opgave i at reformere indenforvort eget gebet, og de mest bemojede antimakasser, eller hvad det stads hedder, bordtaepper, hyldetaepper og papir m. m. er aflost af selvanskaffede ting, hvilket i forbindelse med hjemlige portraetter og smatingsamt blomster afgiver et for en ikke altfor udviklet properhedstrang ganske tiltalende skue. Vserelsespasningen ydes iovrigt af mandspersoner af en - selv i asdru tilstand - ikke altfor tillidvaekkende type . . .

Foruden de gode hilsener hjemmefra far jeg da ogsa et og andet af den kendte gode slags. I dette ojeblik ser jeg saledes i »Politiken«, at jeg efterlader 28 bestyrelseshverv ved min bortrejse til England. Jeg havde 2 (to) nemlig 0. K., hvor jeg frivillig har stillet mit mandat til radighed, og Spare- og Laanekassen for Embeds- og Bestillingsmsend (ulonnet), som jeg har frasagt mig, hvortil, om man vil, kan medregnes hvervet som befuldmaegtiget for en af ejerinderne af »Berl. Tid.«, og hvis man vil ga meget langt ud, stillingen som en af direktorerne for den Hielrnstierne-Rosencronske Stiftelse. Jeg skriver nu til en »Politiken« ncerstaende politiker 1, men venter mig for resten ikke videre deraf.

1. Tidl. indenrigsminister Ove Rode, der indrykkede en berigtigelse.

4.

Paris, 25. oktober 1923.

Ser, at Ldmdsbanken har tabt Hallgarten-sagen. Var ventet af Fenger 1 selv. Hvorledes bestyrelsen skal kunne presses derfor, er ufatteligt. Banken har lagt fra sig, hvad den har faet for meget, og handelen var Gliickstadts

1. Hojesteretssagforer J. F. Fenger.

5.

Paris, 27. oktober 1923.

Ser i aviserne folketingsdebat om aprildagene 1920. Christmas-Moller ualmindeligt eksemplar af politiserende studenterforeningsboxer. Hans pastand, at H. N. Andersen, Gliickstadt og jeg radede kongen til at afskedigeministeriet Liebe (vist endog: gik til kongen for vor mand.) Mit rad er ikke noget ojeblik gaet videre end til, at ministeriet matte indkalderigsdagen og forhandle med den. Man kan ikke i et konstitutionelt land lave ministerier, udskrive valg osv. med rigsdagen som fravasrende uvedkommende. Og dette rad gav jeg Liebe selv forst og fremmest, og

jeg tilfojede, at fik han et mistillidsvotum, havde han jo appellen til vaslgernesom
losning. Forst da det var for sent, kom han ind pa at ville ga
ad denne vej.

For mit eget vedkommende fastholdt jeg konsekvent to ting: 1) Ikke at ville laegge sten i vejen for Liebes forsog pa at lose sin opgave, og 2) ikke at ville traede til uden alle 4 partiers onske eller samtykke, hvilket efter min opfaitelse var et forretningsministeriums livsbetingelse.

Enhver anden version er forvraengning.

Da jeg skaertorsdag efter kongens anmodning (han skulle til alters) gik til Liebe, udtalte jeg udtrykkelig, sondrende mellem cerindet fra kongen og mit eget, der var en gentagelse af min forste henvendelse til ham: Fra kongen skal jeg anmode Dem om ikke at lade forhandlingen med socialdemokraterne spraenges, for De endnu engang har talt med kongen. For min egen regning tilfojer jeg, at jeg indtraengende beder Dem ikke at holde oplosningsvalg, uden at ministeriet forud har fremstillet sig for rigsdagen.

Yderligere erindrer jeg bestemt, at da jeg paskedags morgen for daggry kom til kongen efter kaldelse, og kmh. Krieger i i forvaerelset viste mig det kommunique, som man havde vedtaget at udsende, gjorde jeg ham alene to sporgsmal: 1) Er Liebe enig i den del af kommuniquet, der handler om ham? og 2) Er kommuniqueet vedtaget af alle partiernes reprassentanter ved nattens forhandlinger? Begge sporgsmal besvaredes bekrasftende.

1. Kongens kabinetssekretser, kammerherre A. M. Krieger.

6.

Paris, 15. november 1923.

Jeg ser, at bankradet nu skal tages under behandling, og det af Bache i. Den guderne vil odelaegge, berover de forst fornuften. Skal den stakkels bank da aldrig fa ro. Og en ting slar mig: Hvorledes kan man taenke pa at gore ansvar gaeldende imod bankradet uden tillige at gore det imod vicedirektorerne, derunder den nuvsrende direktor Oluf Nielsen, der har vasret til stede i ethvert bankradsmode siden han blev vicedir. og der uden bemaerkning hort pa enhver af Gliickstadts meddelelser, som han havde ganske andre og storre forudsastninger for at kritisere end bankradets

1. Hojesteretssagforer N. H. Bache.

7.

Paris, 19. november 1923.

Allerede i morges kl. 9 modte, efter den urolige nat¹, etatsrad Wilh. Hansen 2 for at snakke Landmandsbank (urolig over erstatningsattentatet mod bankradet.) Vi talte sammen en time i indgangskorridoren, og jeg spiser med ham pa onsdag.

1. En beruset gaest havde holdt hotellets gaester vagne.
2. Den dansk-franske forsikringsmand.

8.

Paris, 19. november 1923.

Hos Prior 1 fik jeg anbefaling til Nationalbiblioteket, som jeg gerne vil besoge. Jeg talte en del med ham, ogsa om broderen 2. Denne har bestemt erklzeret (modsat hvad der har forlydt), at han ikke vil flytte til udlandet. Det regimente, der fores med ham, undrer mig noget. P. meddelte, at forst efter 3 ugers forlob havde hans broder, overretssagf. Prior, faet tilladelse til at besoge ham, og i al den tid var familien, konen indbefattet, uden nogensomhelst underretning fra ham. Han var ret deprimeret og var pa sygekost. Besoget fandt sted under fsengselsinspektorens kontrol. Jeg erindrer maske fejl, men det forekommer mig, at behandlingen af fanger pa ssedvanlig fangekost kun i henseende til kosten skal afvige fra behandlingen af fanger i simpelt faengsel, og for dem gaelder decideret ikke en sadan rigorisme. I alt fald agter jeg at skrive til Prior til jul, sa kan de jo konfiskere brevet, om de vil.

1. Den danske generalkonsul i Paris, Ferdinand Prior

2. Handelsminister i min. Friis, direktor H. P. Prior; ramtes ogsa ved Landmandsbankens

9.

Paris, 22. november 1923.

I aftes til middag med etatsrad Wilh. Hansen pa en lille, men meget fin restaurant her pa venstre Seinebred: La Perouse. Det var endelig det beromte franske kokken og den gode franske vin. Men trods valutaforholdet dyrere end i Kobenhavn. Vi onskede at tale ugenert sammen, og i den afdeling, hvori vi sad, var der kun et enkelt yngre par, anbragt lige ved os. Men det forste, vi oplevede, var, at den unge mand haevede sit champagneglas og tiltalte sin dame med de 4 ord: »Tak fordi De

kom.« Sa fandt vi det pludselig for koldt sa naer ved vinduet og flyttede
ind i et af de andre sraa vaerelser.

Idag keser jeg i bladene, af hvilke isaer »Berl. Tid.« (til aere for Rothe x, R.-H. 2 og mig?) har haft til specialitet at holde erstatningssporgsmalet varmt, at nu skal det ga 10s. Efter referatet synes Bruuns 3 indstilling mig mere 10s og tildels ganske uanstaendig. Men man skal i disse tider intet forsvEerge. Bade pa grund af min fravaerelse og navnlig p. gr. af min hele situation, sammenlignet med flere af de andres, er jeg i denne sag kaldet til at folge parolen, ikke til at give den.

1. Bankdirektor Frederik Rothe.

2. Departementschef K. Riis-Hansen; trafikminister i min. Friis, direktor i Landmandsbanken

3. Hojesteretssagforer H. H. Bruun.

10.

Paris, 25. november 1923.

Hvert nr. af de hjemlige aviser bringer nu budskaber om erstatningsaktionen fra Landmandsbanken. Isaer synes »Berl. Tid.« stadig at finde det passende at gore sig en specialitet af at udvirke en stemning for denne sag og arbejde forventningerne op gennem ivrige og omhyggelige referater af den nye bankstyrelses onsker og aspirationer, medens f. eks. »Politiken« er anderledes tilbageholden. Deter af sine egne, man skal have det, kan Rothe, Riis-Hansen og jeg med sandhed sige.

11.

Paris, 27. november 1923.

Jeg ser, at Transallantisk-sagen ikke appelleres pa grund af »sagens kolossale omfang og bevismaterialets uhandterlighed.« Fornuftigt. Men nar dette er resultatet af talrige juristers, revisorers m. fl.'s arbejde i et armed Transatl., hvorledes kan man da gore ansvar gaddende til straf og erstatning mod Landmandsbankens masnd, der kun indirekte havde med Tr. at gore?

12.

Paris, 29. november 1923.

Idag og igar gode og indgaende breve fra Tulle og Ulrik. Jeg er ganske
enig i U.'s betragtninger over det urimelige i Landmandsbankens erstatningskrav
og nasvner blot endnu, at forsavidt kravet skal omfatte dir.

Rasmussens¹ ikke tilbagebetalte tantieme, er det uneegteligt et stserkt skyts, da han matte vide og vidste sa meget mere end de, der nu skal tilsvare hans tantieme, og endvidere at for personalet under direktorerne var tantiemen i den grad paregnet, at den nye direktion og bankrad trods al sparsommelighed har reguleret lonningerne saledes, at de tidligere tantiemers belob er indbefattet derunder, sa at de altsa er udbetalte selv for et sa frygteligt ar som 1922 . . .

Det interesserer mig, at den nye overformynder har indfort at resolvere i sagerne straks ved deres indkomst, for de gar til sekretaererne. Det betyder dog vel, at kontorchefer og fuldmaegtige behandler sagerne forst - ellers bliver der vist for meget at gore om. Nar altsa sekreteererne forbigas i referatet, vil det altsa sige, at man gar tilbage til forholdene for 1896, da jeg i Justitsministeriet fik Ricard 2 til at ga ind pa underreferatet for sekretsererne. Dette optoges efterhanden af de andre ministerier og af Overformynderiet. Jeg ser vel, at det har den ulempe, at sagerne tager et par dage lsengere. Enhver fordel har sin pris. Men det har den fordel, at 4 ojne ser mere end 2 og 6 mere end 4, og at sekretasrerne ikke indskrsenkes til at vsere udvendige handlangere, men far et indblik, der indeholder en hojest nyttig forberedelse til de hojere stillinger og skaerper deres interesse for gerningen. Jeg har ofte i Overformynderiet taenkt pa i alt fald tildels at afgive resolutionerne uden sagernes passage gennem 2 foregaende instanser, men er af de naevnte grunde vegen tilbage derfra . . .

Jeg har sendt et par artikler om kejserinde Dagmars forsvundne son Michael hjem til Danmark til »Berl. Tid.«. Nogen egentlig korrespondancevirksomhed, hvortil jeg er opfordret, tror jeg ikke, at jeg kommer til at udfolde. Journalistik har aldrig pa. den made vasret mig kasr, at deter en tilbagevenden til premier amour, og desuden ville jeg aldrig kunne indpasse mig i den Marseillaise- og Der er et yndigt land-stil, som nuomstunder er nodvendig for hver den, der naevner Frankrig og Danmark i samme andedrat.

Her som i andre henseender tror jeg, at det gaelder for mig, hvad det
latinske ordsprog siger:

Coelum, non animum, mutant qui trans mare currunt:

Rejs over havet, der himmel du skifter, men selv er den samme.

1. Direktor i Landmandsbanken Emil Rasmussen.

2. Departementschef i justitsministeriet 1866-1904 C. F. Ricard.

13.

Paris, 1. december 1923.

Aviserne meddeler i dag, at gamle baron Reedtz-Thott^* er dod. »Berlingske Tidende« svommer over af en begejstring og rorelse, der er ganske urimelig og usmagelig. Men naturligvis fortjener R.-T. nok, nar alt sammenlasgges, et godt eftermasle, og saerlig hos mig, der snart er en af de fa, hvis erindringer gar de omtr. 60 ar tilbage, der skal til for at huske hans ungear som lensbesidder og £egtemand, vgekker hans dod mange minder, og jeg har i dag skrevet et brev til sonnen og genkaldt et og andet deraf.

1. Tidl. konseilsprsesident Tage Reedtz-Thott.

14.

Paris, 14. december 1923.

Elskvasrdigt brev fra Krarup *, der indledende anmodede mig om ikke at opgive tanken om endnu i hjemlandet at kunne blive Danmark til nytte. Glaedede mig, ogsa fordi brevet netop kom fra en hojesteretsdommer, d. v. s. en af mine dommere!

1. Hojesteretsdommer Yiggo Krarup.

15.

Paris, 20. december 1923.

Fra Kobenhavn har jeg i disse dage hort gennem breve fra Richelieu *, Reimer² og Heilbuth³, uden at dog synderligt nyt om erstatningsaktionenforeligger. Dog har jeg naermest indtrykket af, at tendensen vil ga i retning af et forlig, hvis et sadant, til trods for den nye ledelse ved sin made at gribe sagen an pa naesten har umuliggjort for sig selv at vasre rimelig, kan nas pa talelige vilkar. Betragtningen er sagtens den, at for Landmandsbankens masnd er ingen retsbeskyttelse at opna hos domstolene.Jeg har ogsa gennem hojesteretssagforer Fich 4 modtaget den Bruunskecirkulaereskrivelse og skal nojes med at nasvne 2 ting: Han afkraever os Gliickstadts tantieme for 1921, skont Gl. uopfordret har stillet 5 a 6 mill. kr. til radighed for banken, hvori dog ethvert billigttaenkende menneskeforst ma. indl£egge refusion af de 150.000 kr., som det, i lighed med hans kolleger for deres, mindre, belobs vedkommende, tilfaldt ham at refundere. Han afkraever os derntest Heilbuths tantieme 15.000 kr., skont forholdet er det, at H. aldrig har oppebaret den, men straks gik

til banken og sagde: Jeg skylder nok min konto i banken sa meget, at jeg ingen tantieme vil oppebsere. Banken afskrev sa de 15.000 kr. pa Heilbuths gasldskonto. Nu da det gores gseldende, at denne sndring ikke ma opretholdes, gor banken sa ikke det selvfolgelige at skrive H's gaeldspost op med de 15.000 kr. igen, men gar hen i stedet for og afkrasveros andre de 15.000 kr. Deter i sandhed pyramidalsk.

1. Admiral A. du Plessis de Richelieu.

2. Bankdirektor V. Reimer, Nakskov; medlern af Landrnandsbankens bankrad.
3. Den radikale politiker, direktor Herman Heilbuth.
4. Hojesteretssagforer Oskar Fich.

16.

Paris, 28. december 1923.

Det interesserer mig at se, at Bohn-Rasmussen * er kommen kluntet afsted med Plum-sagen. Skont hans forseelse ikke er stor, er den vel i disse tider, hvor de normale malestokke er afskaffede, stor nok til at spaerre ham vejen til at blive rigsadvokat. Jeg har den opfattelse - maske er den urigtig - at han i sagen imod os har vaeret rigsadvokatens onde and. Gengaeldelsen er en rytter 2, der stundom rider hastig.

1. Statsadvokat 1919-23, landsdommer, senere hojesteretsdommer C. V. Bohn-Rasmussen.

2. Ordspil, der hentyder til justitsminister 1920-24 Sv. Rytter.

17.

Paris, 19. januar 1924.

Rart udforligt brev fra Ulrik idag. Bankkommissionens betsenkning kender jeg kun fra »Berl. Tid.« og »Politiken«. Jeg sporer i den forfatterens x personlige forfolgelseslyst overfor visse personligheder og hans antisemitiske tendens. Jeg er fuldstasndig enig i, at deter utilborligt i et offentligt dokument at saette et vist sporgsmal ved en rnands sanddruhed og sa lobe videre og lade ham sidde med pletten eller en bevisbyrde, som maske efter sagens natur aldeles ikke lader sig opfylde. Biilow 2, Neergaard 3, B. Dessau 4, Cold 5 og Riis-Hansen er sa vidt jeg ser, mest angrebne, og der er jo overhovedet nu leveret frisk ved til balet indtil over valgene eller laengere, thi hvad nytter det at give publikum en nok sa omhyggelig beregnet og tilformet laekkerbidsken, nar det, skandalelysten i'orst og fremmest torster efter, 1. februarnavnene, holdes tilbage? At saette grsensen et sted i statskalenderen, f. eks. med titlen hojhed, er kortsynet leg med ilden.

Nar folk far at vide, at vi er rejste til Paris, er det vist bedre, at de tilligeved,

ligeved,at det sker efter laegekrav og til billigt pensic uphold. Ellers
bliver det for nem en laekkerbidsken for adskillige.

1. Den konservative politiker, professor, dr. polit. L. V. Birck.
2. Tidl. justitsminister, landstingsformand 1920-22, hrsf. Fritz Biilow.
3. Statsminister Niels Neergaard.

4. Direktor for De forcnede Bryggerier Benny Dessau.
5. Udenrigsminister C. M. T. Cold, direktor for DFDS 1908-21.

18.

Paris, 22. januar 1924.

Af aviserne ser jeg, at bankradet siger nej til erstatningskravet og skyder pa bestyrelsen. Deter samme taktik, Steglich-Petersen 1 anvendte til forsvar for direktionen. Den var bestyrelsens Iobedreng, og nu er bankradet bestyrelsens nikkedukker. Forligsmulighederne rykker vel herved yderligere i baggrunden.

1. Hojesteretssagforer Kristian Steglich Petersen.

19.

Cannes 19. februar 1924.

Under disse klimatiske forhold spiller naturligvis posten hjemmefra, bade de kaerkomne breve og aviserne, en endnu storre rolle i det daglige liv end aviserne. Det ville vsere en overdrivelse at sige, at hovedindtrykket af de sidstnsevnte er opmuntrende. Snarere er der noget vederstyggeligt i at se ordforerne for alle partier, ministrene inklusive kappes orn med tilsidescettelse af alle hensyn til de mennesker, der bruges som priigelknaben,bejle til vaslger-gunst ved formelig at lade deres begejstring for sandhed og ret og renhed sive ud af alle porer og lade deres aedle asyn lyse som fosfor af hitter retsindighed. Fy for en ulykke! Og underlige tanker vaekker det at se bankkommissionen og dens hjselpere i udforelsenaf statshverv pa det ene punkt efter det andet gribes i at have givet offentligheden urigtig og vildledende besked om vigtige og for folks asre og velfaerd afgorende ting. Heldigt for dem, at de ikke kommer for retten som Landmandsbankens maend! Eller at se, at den nuvaerende bankledelseifolge aviserne for idag forkynder, at dens regnskab for forrige ar var i vaesentlig grad urigtig, fordi de ikke havde undersogt grundlaget for en raekke vigtige konti rigtigt. Quod licet Jovi, non licet bovi! Eller endelig at se hr. Kragh 1 for at ramme sine modstandere rette sit skyts af den ham egne grove kaliber ogsa imod mit ministerium som de radikalesog socialdemokraternes redskab og som Landmandsbankens organ,

skont det ikke er skjult for ham eller nogen, at jeg forst indlod mig pa dannelsen af et ministerium, da alle 4 partiers repraesentanter pa Amalienborghavde udtalt sig derfor, og at hele den ulykkelige situation med det Liebeske ministerium, hvis program var det halslose og hovedlose ikke at ville se rigsdagen, men holde valg bag om denne og med undgaelseaf en ny, retfaerdig valglov, aldrig ville vaere indtradt, hvis hans, Kraghs, partifseller J. C. Christensen og Neergaard, ikke havde bibragt eller ladet kongen vaere i den tro, at sasnart han havde afskediget ministerietZahle, behovede han blot at sende bud efter dem for at have et nyt ministerium i stedet. Fremdeles kan det for en uhildet betragter ikke vaere tvivlsomt, at samfundet i det ojeblik ikke var rustet til at tage imod en generalstrejke (nogle fa hundrede soldater af tvivlsom palidelighed i Kobenhavn, jernbanefunktionaererne rede til at vaegre sig ved troppetransport,politiet sympatiserende med strejken), og at, selv om det alligevelskulle vaere lykkedes at komme igennem, ville resultatet have vaeret: det store socialdemokrai fort ind i syndikalisternes spor i stedet for, at det nu blev syndikalisterne, der trods deres forsog pa strejken pa egen hand gik til grunde som samfundsfaktor og holdes nede af det gamle socialdemokratisom bejler til arbejderklassens tillid.

Endelig er det naturligvis den rene bagklogskab, eller rettere bagondskab, nar der nu skal fremkaldes indtryk af, at noget medlem af mit ministerium blev minister pa grand af mit forhold til Landmandsbanken. Hverken Gliickstadt eller nogen af Landmandsbankens mamd (heller ikke forovrigt af 0. K.'s) har vasret i fjerneste made medbestemmende med hensyn til, hvem jeg tilbod ministerportefoljer. Nar tilbudet rettedes til dem, der modtog det, var det udelukkende at saglige grunde og i nojeste overensstemmelse med principet for et forretningsministerium. O. C. Scavenius² var som chef for udenrigsministeriets hovedafdeling. under hvilken ogsa de sonderjyske forhandlinger med udlandet sorterede, selvskreven. Sonne 3, der iovrigt af Liebe var anmodet om at overtage landbrugsministeriet, men havde sagt nej, var utvivlsomt landbrugets bedste mand til hvervet. Prior var industriens ypperste efter Foss's 4 sygdom og forfald. Riis-Hansen endelig havde pa det tidspunkt ikke det fjerneste med Landmandsbanken at gore, og ham Sogte forovrigt Neergaard kraftigt at overtale til at beholde trafikministeriet efter vor afgang.

1. Indenrigsminister, dr. phil. Oluf Kragh.
2. Udenrigsminister i min. Friis.

3. Landbrugsminister i min. Friis, forpagter Chr. Sonne.
4. Industrimanden Alex Foss.

20.

Cannes, 9. marts 1924.

Sa gik da Schack-Eyber 1 til Gliickstadts brigade. Hvordan mon de andre, endnu jeldre blandt de fredlose har det: »Collstrop 2, Harhoff³, Richelieu.* Jeg lagde masrke til, at den forstnsevnte og den sidstnasvnte ikke var til begravelsen. Nar nu nasste sera begynder, og det gor den vel?? Erstatningssporgsmal i to instanser, mon de sa star det igennem ogsa? Og hvorledes vil de tage resultatet, der antagelig skal gaud pa at speende os alle for Landmandsbankens skubkaerre pa livstid, ligesom Heilbuth er det?

Apropos Heilbuth: Han har gjort mig bekendt med en redegorelse, han for en maned siden har sendt Rump 4 med oplysninger om urigtigheder, ham forurettende urigtigheder i kommissionsberetningen og anmodning om retfaerdiggorelse. Han har end ikke modtaget et svar, altsa ikke engang som Billow et afvisende svar pa en anmodning om afskrift af et brev fra ham selv. Jeg tenker, at han nu offentliggor sin indsigelse. Karakteristisk er det i stadig hojere grad, hvorledes denne kommission, der sled i det for at fa os andre domt for mangelfuld undersogelse og provelse af offentliggjorte oplysninger, selv har gjort sig skyldig i grove uefterretteligheder og urigtigheder til skade for folks asre og velfasrd, og har forsomt en sa simpel ting som forst at foreholde folk deres fornasrmelige sigtelser, og lader disse sta überigtigede efter at have faet den rigtige besked ind af doren!

Ikke mindst den forskel er pafaldende, at kommissionen har haft maneder til radighed, hvor vi andre havde timer eller hojest dage, og at kommissionen blot behovede at sla pa telefonen og kalde folk op for at fa fuld besked, medens vi andre kunne have slidt forgives i maneder for at komme tilbunds i sagerne.

1. Kommitteret Niels Schack Eyber dode 27. 2. 1924.
2. Grosserer Andreas Collstrop.
3. Bankdirektor P. P. C. Harhoff.

4. Hojesteretsdommer C. D. Rump, formand for bankkommissionen af 21.9. 1922.

21.

Cannes, 25. marts 1924.

Nar dette brev kommer til Kobenhavn, er det formodentlig allerede meddeltpa 0. K.s' genera If orsamling - og forhabentlig pa en made, der ikke tillader vildledende kommentarer - at jeg har valgt at traekke mig ud af bestyrelsesradet. Sa er der forsavidt fred, for kompagniet og for mig, og

jeg mener, at dette skridt fra min side ikke behover at medfore konsekvenserfor Richelieu, Andersens og kompagniets gamle medarbejder og den med ostasiatiske forhold fra gammel tid fortrolige, endelig privatmanden.

22.

Cannes, 3. april 1924.

At jeg har afgivet bestyrelsesposten i 0. K., vil nu vaere bekendt fra generalforsamlingen. Jeg kunne have onsket meddelelsen noget anderledes, sa at det havde vaeret klart, at initiativet var mit og ikke Andersens, og nasvnelsen sammen med Gliickstadt (dog tillige Foss) var urigtig allerede af den grund, at Gl. tradte ud allerede i efteraret 1922, altsa i naestforrige regnskabsar og for forrige generalforsamling.

23.

Cannes, 13. april 1924.

I aftes telegram fra Aafeldt¹ om valgresultatet. Jeg havde tvivlet om, at det ville ga sa hurtigt med at svinge ind igen i det tidligere spor. Men jeg havde aldrig tvivlet om, at det matte komme. Socialdemokratiets fremgang atter i ar er den, jeg kunne fristes til at sige automatiske fortsaettelseaf en menneskealders valgbevaegelse fremad, en bevaegelse, som endog ytrede sig i 1920, trods modstandernes udnyttelse af generalstrejkestoffet,med et lignende spring som denne gang. Jeg kan ikke andet end heri finde en bekraeftelse pa, at jeg og mine meningsfasller sa rigtig pa forholdene i 1920, og at de kortsynede var dem, der, som jeg andetstedshar udtrykt det, troede, at fordi der var en krusning pa vandet i modsat retning af strommen, ville floden nu begynde at lobe tilbage imod sine kilder. Talen om, at socialismen er en quantite negligeable, at der bare behoves »en fast hand« og »mod til at tage stodet« og alt det Jacob von Thyeboe-vrovl ma dog vel nu for en tid forstumme; og selv meget nasrsynede personer ma kunne forsta, at medens man (dvs. venstreministeriet af 1920) sagtens kunne »tilvejebringe orden og ro«, efterat arbejderpartiet med dets kaempemaessige organisationer havde blaest af, og generalstrejken kun fortsattes af nogle udlobere, der var Socialdemokratiet selv som peber i nassen, - sa ville forholdene have artet sig helt anderledes, hvis disse organisationer havde fastholdt strejken og opbudt al deres, nu igen manifesterede kraefter pa. dens gennemforelse. Og tasnker vi det umulige: at generalstrejken var slaet ned og var endt

med et nederlag for Socialdemokratiet, sa ville det sige, at bitterheden og klassehadet var mangedoblet, og at det havde vaeret kommunisternes and, der havde erobret Socialdemokratiet og ikke Socialdemokratiet, der gjorde det af med kommunisterne, hvis svaghed ogsa valget i fredags nu bekraefter. Hvilken skasbne ville det da have vaeret for landet nu at fa et socialdemokratisk styre! Og hvilken ydmygelse for kongemagten nu! Kanossagangen til Stauning ma have vseret tung nok for kongen efter hans übesindighed af 1920, for hvilken Venstres ledere gennem deres forblommede forhandsudtalelser til kongen - som troede blot at behove at ringe efter dem for at have dem til ministre efter Zahles afskedigelse - har sa stort et ansvar.

Deter det ene punkt, hvorpa valgresultatet straks har henledt min opmaerksomhed. Det andet er velsignelsen ved den valglov (trods alle dens mangier), vi dengang gennemforte. Ikke mindst de utaknemmelige konservative, der nu star nogenlunde solide med det mandatantal, de efter deres tilslutning i befolkningen kan kraeve og vente. Hvad var der blevet af dem uden valgreformen? Forovrigt bliver det jo meget vanskelige forhold, der vil udvikle sig. Naturligvis vil Stauning Macdonaldisere sig - han har jo allerede bebudet sin nodtvungne moderation —, men pa den ene side vil han ligesom Mac Donald fa sine egne fanatikere at slas med, og pa den anden side vil han jo selv med de radikales tvivlsomme bistand knap kunne regne pa et flertal. Det skulle ikke undre mig, om vi snart igen har et nyt valg, ligesom det nu i England bebudes til juli. I forbigaende bemaerket naerer jeg ikke tvivl om, Venstre og de konservative i fuldt mal vil bega samme fejl som de engelske konservative, nemlig at ale den socialdemokratiske regering hver gang den vil noget fornuftigt og madeholdent og saledes bygge glodende i stedet for gyldne broer for modstanderne. Deter nu engang menneskenes gennemsnitsstorrelse!

Na det var meget om valgene, men nedskrivningen her er jo nu engang min form for meningstilkendegivelse og efter den dosis tilrakning, som ogsa min gerning i 1920 har mattet tage imod under valgkampagnen, har jeg vel nogen ret til idag at kaste den sidste begivenheds lys over begivenhederne da.

1. Overretssagforer H. C. Aafeldt.

24.

Paris, 21. maj 1924.

Ja, nar der er gaet nogle ar, er der ikke laengere nogen graenser for, hvad
der kan udgives for rigtigt - om der ellers nogensinde har vaeret en sadan

graense. Jeg ser i de danske blade, at en upaskonnet sergerrighed ved navn Moller-Lund 1, vistnok nu bornehjemsforstander og velkendt sorn selvbestaltetforgrundsfigur i bornesagsforhandlinger, under en ivrig forklaringtil en interviewer om sine grundlaeggende fortjenester af bornehjaelpsdagene,fortasller, at hvad der gav den forste bornehjaelpsdag en saerlig fart og stemning, var indignationen over Albertis pryglelov. Manden tror altsa formodentlig selv, bringer i alt fald fceserne til at tro, at den pagceldendelov, der jo iovrigt var vedtaget af begge rigsdagens afdelinger helt eller omtrent enstemmig, gik ud pa. at indfore - eller forsoge anvendelsen af - pryglestraf for born. Sandheden er, at den gik ud pa det modsatte, at afskaffe en stor del af anvendeligheden af denne straf for born og unge mennesker og i stedet indfore den for forhaerdede voldsmaend (derundernaturligvis netop dem, der anvendte ulovlig void imod born og unge mennesker). Om voksne boller bor have prygl eller ikke, kan naturligvis atter omdisputeres. - Englaenderne mener det jo endnu -. Men at forklaringersom hr. Moller-Lunds er ondartet sladder, kan ikke omdisputeres.

1. Forstander L. Chr. Moller-Lund.

25.

Paris, 13. juni 1924.

8 maneder, siger jeg, er i dag forlobet siden afrejsen fra Kbhn., deraf allerede omtrent to siden tilbagekomsten hertil. Sa mange indtryk jeg ogsa har modtaget i den tid, kan jeg ikke sige, at jeg pa noget punkt ser anderledes pa forholdene og begivenhederne end i bortrejsens ojeblik, og deter da ogsa kun i ringe grad, at afklaring udadtil er foregaet i det forlobne tidsrum. End ikke erstatningssporgsmalet, hvis losning jeg dog troede ngerforestaende, er kommen til en afgorelse. Jeg har grund til at tro, at man pa velsindede steder venter dets dodelige afgang ved stradoden; men jeg naerer ikke denne illusion. Sa Isenge denne sag er ulost, kan jeg ikke engang danne mig et palideligt overblik over mine egne okonomiske forhold.

26.

Paris, 27. juni 1924.

I morgen flytter vi altsa. Her er for kvalmt og stojende. Forgives har
vi gennemtrasvlet Paris og beset den ene proletarhule vasrre end den anden.Til
de rosende beskrivelser i avertissementer og bureauprotokoller

svarede den uhyggeligste virkelighed. Omsider sa vi 8 Rue Fortuny en lejlighed, bestaende af et rummeligt og velmobleret atelier rned ovenlys, et mindre sovekammer og et paent badevaerelse med we. Det la udenforvore planer, — besoget i huset gjaldt et andet, meget lille vasrelse -, og det var urimeligt dyrt. Sa bod jeg manden 2/3 af, hvad han forlangte,med gensidig bundethed i 3 maneder og hele lejen forud. Han vred sig som en orm og kom med middelforslag, men da vi allerede var nede pa 2.den trappeafsats, slog han til. Sa nu bor vi indtil udg. af sept, pa landet ved Pare Mouceau og kan endda huse en og anden kaerkommengsest, hvis nogen vil se til os.

Forudsastningen for alt dette er altsa, at vi bliver her i Paris i alt fald i 3 maneder endnu. Hvordan det sa videre gar, kan jeg ikke sige. Jeg har imidlertid for 14 dage siden skrevet til deptchef Schroder *, sendt en lsegeattest for, at min kone ikke taler dansk klima i vinter og udbedt mig hans medvirkning til de ordninger, som deraf ma folge. Jeg er endnu uden svar. (Udsaettelsen med dette svar beror netop pa, at jeg ventede at kunne meddele noget sikkert), og jeg ser ikke noget godt varsel i forhalingen, da S. er en meget ekspedit mand. Men der emu en minister, en ny Farao, som ikke kender Josefs fortjenester, og som har sine egne og egnes kartoffelmarker at hyppe, og hvad alt dette bliver til, er usikkert.

Tage-Jensens - afsked er imidlertid ikke egnet til at vsekke tryghed hos dem, hvis forhold mentes at vasre ordnede under den tidligere regering. Alt dette i fortrolighed. Steincke har jeg i ovrigt ikke synderlig meningom personlig. Jeg har hort ham tale en eller to gange, ganske morsomt,men lidt bredt og selvbehageligt. Jeg ved, at han har skrevet nogle meget grundige vasrker, men jeg har ikke test dem og har vist dette hul i min dannelse faelles med flere andre mennesker. Hans regeringshandlingerhar ikke sserlig tiltalt mig, bortset fra Arthur Jorgensens benadning '\ der burde va?re sket tidligere, og hans kommentarer til dem overfor aviserneendnu mindre. Han er utvivlsomt en flittig, kundskabsrig og asrgerrigmand, og han er sikkert ogsa retsindig med de modifikationer, som egenskaben af partimand medforer for sin indehaver. Jeg horte ham netop i disse dage i en dansk kreds blive rost for retsindighed, og jeg tilstar, at der pakom mig en lignende kvalme, om ikke i sa hoj grad, som da jeg nylig sa aviserne, med prof. Frantz Dahl i spidsen, lovsynge rigsadvokate n⁴ lor »retsindighed!« Herrejemini, hvad fortjeneste er der ved, at disse mennesker er retsindige. Deter jo netop deres metier at vasre det, deter derpa deres acre og fordel og fremgang beror. Man kan rose en marskandiser, en kunsthandler, en restaurator, til nod en almindelig

kobmand eller fabrikant for retsindighed, thi de kunne dog have en i alt fald forelobig fordel af at vaere det modsatte. Men en rigsadvokat eller justitsminister! Deter som at prise en somand fordi han styrer i den retning,hans kompas viser harn, en kunstner, fordi han har kunstinteresse, eller en lserer, fordi han tager sig af at udbrede kundskab blandt sine elever.

Rigtigheden af denne min betragtning rokkes ikke ved, at man har set undtagelser blandt hoje embedsmaend, undtagelser, der var forbrydere. Thi man lovsynger ikke folk, fordi de ikke er forbrydere. Sigter man saerlig til at lovprise, at der i udforelsen af retfaerdighed, ikke udvises en vis opportunisme, en vis hensyntagen til praktiske forhold, da gaelder dette nu for det forste ikke her. T.-J.s 4 retsforfolgning var i hoj grad pr<eget af opportunisme: Alverden bemaerkede hans iver for at stoppe op visse iojnefaldende steder - foruden at den tvetungethed, han i forhold til mig udviste, just ikke kvalificerer til nogen lauerbaerkrans for retsindighed. Men dernaest er der i denne ufuldkomne verden ikke ret mange ting sa farlige som en overdreven, en Don Quixottisk »retsindighed«. Den har vasret skalkeskjul, bade overfor omverdenen og overfor udoveren selv, for mange af de onder og ulykker, der er bragt over mennesker og folkeslag, og den har tjent til braakjern for megen selvforgudelse, egennytte og nag. Ja selv hvor ingen slette motiver, bevidst eller übevidst, er med i spillet, gselder det ofte: Summum jus, summa injuria, den yderste retfaerdighed er den yderste forurettelse.

1. Departementschef F. C. G. Schroder, justitsminister i min. Friis.

2. Politiinspektor S. Tage-Jensen blev afskediget af justitsminister Steincke for uordentlige

3. Modermorderen Arthur Jorgensen benadedes efter 21 ars tugthus.
4. Rigsadvokat, senere hojesteretsdommer Vilh. Topsoe-Jensen.

27.

Paris, 24. juli 1924.

Sa gik da Diskontobanken, og man venter, siges der hernede, endnu en mindre bank. Det gor mig ondt for Hassing-Jorgensen 1, skont det forovrigtsynes at vaere ufornodent efter den made, hvorpa sagen tages overfor ham. Skulle han behandles efter den recept, der anvendtes overforandre, ville resultatet nok blive et andet. Han har for det forste det store ansvar, at han i arene forinden rekonstruktionen i 1922 havde faet Nationalbanken til at holde aktiernes kurs oppe ved at gore vaerdien op til 80, medens de ved rekonstruktionen kun kunne regnes til 50, hvorved Natb. tabte adskillige millioner. Dernsest satte han i 1922 sin aere i pant

pa, at nu var alt i orden, og Natb. satte nye 14 mill, ind, og aktionasrerne folte sig beroligede efter at have undergaet nedskseringen af deres kapitalfra 44 mill, til 22 mill. Nu lader der altsa til kun at vaere 7 mill, i behold.

Og hvis det sidste regnskab med tilhorende beroligende beretning blev gennemgaet efter metoden overfor Landmandsbanken, hvad sa? En bank kan overhovedet ikke ga i stykker midt i et regnskabsar, uden at det sidste regnskabsar ma vaere urigtigt.

Jeg under Hassing-J. alt godt, ogsa dette som likvidator at blive Diskontobankens redningsmand i 3 die omgang. Han er sikkert efter Gliickstadts dod vor dygtigste bankmand. Men en vis metode i tingene - og en vis made med de politiske hensyn - skulle der gerne vaere.

1. Trafikminister 1913-20, bankdirektor Jens Hassing-jorgensen.

28.

Paris, 7. august 1924.

Af de danske blade ser jeg, at det med Hassing-J. nu alligevel gar den anden vej: at han er slaet ned, og at et ungt menneske, der som bankmand selvfplgelig ingenting er ved siden af ham, skal have tojlerne i likvidationen. At Hassing-J. har troet pa banken til det sidste, har jeg netop faet bekraeftet. 14 dage for krakket spurgte hojesteretssagforer Biilow ham, om der var noget i de rygter, der gik om Diskontobanken. H.-J. bena^gtede det bestemt og tilfojede, at efter hans fulde overbevisning gjorde den, der kobte Diskontobankaktier til 50, en god forretning. B. kobte nu heldigvis ikke Diskontobankaktier, men han og hans firma lod 150.000 kr. blive indestaende i banken. Na, dem far han jo nok igen - men her ser man, hvor sva^rt deter at se til bunds selv for smarte fagfolk. Jeg vil tro, at dette ogsa er den betragtning, indsigtsfulde folk uddrager af eller finder bestyrket ved denne nye misere. Hoben ser naturligvis anderledes derpa og far sin blodtorst oget.

29.

Paris, 15. oktober 1924.

Ja, her bor vi altsa, inde i stueetagen bag en lille traebevokset gard. Pokkers morkt er her, isser i »salonen«. Behageligheder som rindende vand, centralvarme eller aim. kakkelovn eller elektricitet (lovet i denne maned, men nar kommer den?) savnes, og langt til byens centrum er her. Dr. Dahlⁱ kalder bydelen: rabarberkvarteret. Men ganske hygge-

iigt er her alligevel og fuldkommen roligt dag og nat. Den vaerste ulempe er nassten den altfor emsige lille madame - for resten en meget taskkelig person -, der er pa feerde tidlig og sent for at assistere og inspicere og inkvirere, bristefaerdig af nysgerrighed og som okonomisk franchise dodsensangst for, at nogetsteds en francs vasrdi skulle forkomme. Hun forlader aldrig huset uden for de nodvendigste indkob, men sidder i sit kokken i keelderen og passer pa alt, isaer gadedoren.

1. Dansk laege, bosat i Paris.

30.

Paris, 5. januar 1925.

Sa. fik da Landmandsbankens erstatningssag omsider ende, og banken kan indfore et par millioner til at forbedre sit regnskab for 1924. Mit bidrag var foleligt nok for mig, men oversteg ikke, hvad jeg var forberedt pa, nar overenskomst overhovedet skulle kunne opnas med en bankbestyrelse, der havde indhentet og offentliggjort et responsum som hojesteretssagf. Bruuns. Facit af mit forhold til banken er da saledes:

Bode
erstatning
sagforersalaer 2 gange
tilbagebetalt tantieme
vserdilose aktier
overformynderiembedet mistet
stillingen i 0. K. afgivet,

alt foruden skade pa gode navn og rygte, og hvilke indirekte folger der
iovrigt endnu matte sta tilbage.

Na jeg skal fremdeles lzegge mig pa sinde et ord, som jeg netop i dag
pany falder over:

»Dersom vi ikke formar at hindre ulykkerne i at komme, kan vi
stundom lindre dem ved den made, hvorpa vi tager imod dem.«

31.

Nice,s.aprill92s.

I en naer fremtid venter jeg redaktor Gulmann 1 hertil. Han har bebudet sin ankomst, men jeg taenker mig, at de urolige forhold i politik og pa arbejdsmarkedet holder ham tilbage. Savidt jeg forstar pa. de danske blade, lader det dog til, at forholdene traskker sig i lave uden at komme

til de yderste yderligheder, hvad der utvivlsomt ogsa er det bedste, ikke mindst for de konservative interesser. Kun ad fredelig vej kan disse undga at blive amdrede helt, deter min overbevisning nu som i 1920 - i dag er det forovrigt netop 5 ardagen for dannelsen af mit ministerium; det forekommer mig pa sin made som i gar, pa en anden made som for 500 ar siden! Men nar jeg leeser hr. Piirschels 2 brovtende artikel i »Berl. Tid.« om de konservatives pokkers karleagtighed og behersken af situationen (underforstaet under hans udmaerkede forerskab), forfaerdes jeg, ikke sa meget over den studenterdrengeagtige stil, skont denne i sandhed nok kunne fremkalde sorgmodige sammenligninger rned den tid, da Hall, Rimestad, Krieger m. fl. var konservatismens ledende maend (Estrup og Nellemann og Goos kan forovrigt godt tages med her), som over den mangel pa det mest elementasre statsmandsbegreb, der tillader en konservativ forer at udlevere de modstandere, hans parti lige har forhandlet sig til rette med, til disses endnu mere yderliggaende rivaler, hos hvem der aldrig vil vaere pardon at finde for nogen konservativ tanke! Og alt dette for at tilfredsstille en smule partimaessig og personlig forfaengelighed!

Madsen-Mygdals 3 udtraeden af det politiske liv gor mig lidt ondt, da han var en virkelig dygtighed og, som han viste i striden med Pinstrup 4 om hovedstadens nederdraegtigheder, ikke helt agrarforblindet. Hans udtraeden skyldes okonomiske grunde. Den afdode broder 5 viste sig vistnok at Vcere ikke sa rig, som han kunne og burde vsere, og hans bo matte betale 350.000 kr. i efterbetaling.

1. Redaktor Chr. Gulmann, Berlingske Tidende.
2. Den konservative partiformand Victor Purschel.
3. Landbrugsminister, sen. statsminister Th. Madsen-Mygdal
4. Folketingsmand P. P. Pinstrup.

5. Direktor i 0. K. Johs. Madsen-Mygdal dode 24. 12. 1924.

32.

Paris, 18. juni 1925.

Navnlig har jeg bemserket, at lockouten har sit efterspil i et skamderi, der naermest er et indre socialdemokratisk anliggende, men i hvilket dog de andre partiers ord- og penneforere ikke kan bekvemme sig til, hvad der vistnok var det klogeste fra deres standpunkt, at holde sig tilbage. Sasrlighar jeg, dog uden stort udbytte, fulgt den altid noget dinglende leaderwriteri »Berl. Tid.«, der ogsa kommer med et besyv angaende forholdenei 1920, som han ganske sikkert kun har et overfladisk kendskab til,

og som han (eller en tilfojelse fra hojere steder i redaktionen) selv besorgerud af verden ved - efter en drabelig haevdelse af, at man blot skulle have ladet generalstrejken udvikle sig - at bemaerke, at det for samfundets skyld og for at undga en odelaeggende klassekamp var rigtigt nok, at man ikke valgte denne vej! Men hvad sa? Min mening emu som for, at havde man i 1920 fulgt det af Flensborgfolkene og rigsdagsintriganterneinspirerede forsog pa at regere udenom rigsdagen, havde vi i Danmark faet et republikansk parti, der i det mindste var lige sa staerkt som det royalistiske, og at Socialdemokratiet havde faet det meste af den Moskva-farve, som kun dets yderste floj og kommimisterne nu har. Og hvad havde til modvaegt herimod vasret fordelen? Men for mit og mit ministeriums vedkommende er det jo forovrigt nok at henvise til, at vi kom forst, da alle 4 partier havde bud efter os gennem kongen. At de to af disse partier alligevel sogte efter bedste evne at spsende ben for os, er ikke vor skam eller skyld. Den opgave, vi havde sat os, at gennemforeen valglov, der ikke foraerede Venstre en halv snes stemmer [kes: mandater] pa. de andre partiers bekostning, og at bringe det forfatningsmasssigemaskineri i gang igen lykkedes det dem ikke at forhindre os i at lose.

Bastsagen 1 gor det mig ondt at hore om. Manden selv er mig noget af en psykologisk gade, idet jeg, skont de fremadskridende forhor gor det vanskeligere og vanskeligere, vedblivende har den opfattelse, at han ikke med klar bevidsthed om det bedrageriske i sin handlemade har foretaget sine uforsvarlige og bugtede dispositioner. At han ikke destomindre bliver domt for bedrageri, anser jeg for temmelig givet. Blandt andet i bedommelsen af H. P. Prior er der jo i retspraksis fremtradt et begreb, som jeg, hvis det ikke i forhold til bedrageribegrebets haevdvundne indhold var en selvmodsigelse, ville kalde »uagtsomt bedrageri,« dvs. handlinger til egen og andres begunstigedes berigelse, foretagne under forhold, hvor ren og grov uagtsomhed og forsommelighed i at klargore sig sin handlemade muliggor ikke at se forurettelsen af den, hvem pengene frahaendes.

1. Metodisternes biskop Anton Bast blev idomt tre maneders faengsel for ulovlig
omgang med indsamlede midler.

33.

Paris, 28. juli 1925.

[Om kejser Wilhelms erindringer.]

Hvad er historieskrivning egentlig vaerd? Den sidste dom, der tilkommer
»historien«, og som skrives af nogle bebrillede og langskaeggede herrer

pa grundlag af dokumenter, af hvilke nogle er tilintetgjorte pa forhand og andre kun giver bradstykker eller endog tendentiose fremstillinger af fakta - hvad er den egentlig vaerd, nar mennesker, der lever i det, giver sa modsatte opfattelser til bedste, ganske som ojenvidner til en gadeulykkeotte dage efter i politiretten har hver sin opfattelse selv af de V£esentligstefakta.