Den danske udenrigstjeneste 1770— 1970. Bind I, 1770-1919 af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist. Bind II, 1919-1970 af Paul Fischer og Nils Svenningsen. (J. H. Schultz Forlag 1970). 419 + 423 sider.

Formentlig pa Struensees foranledning blev ved kgl. kabinetsordre af 24.12. 1770 udenrigsstyrelsen organiseret som et selvstaendigt departement pa samme made som andre regeringsorganer.Beslutningen var ikke saerlig vidtraekkende og maerkedes ikke af mange andre end nogle fa embedsmasnd,sa lejligheden til at udsende et nitidt udstyret vaerk pa over 800 sider kan synes nok sa spinkel. Selv om der ogsa for 1770 var en udenrigstjeneste med folk bade ude og hjemme, regner udenrigsministeriet imidlertid sin fodselsdagfor 24.12. 1770, og enten datoennu

toennuer central eller ej, er det kun udmaerket, hvis den giver anledning til at afhjaelpe et savn i den historiske forskning, og det gor det foreliggende vaerk alene af den grund, at der intet andet findes pa tryk om vor udenrigstjenesteshistorie.

Redaktionsudvalget med henblik pa udgivelsen af jubilaeumshistorien har bestaet af generalkonsul, professor, dr. phil. Troels Fink, arkivar i udenrigsministeriet, mag. art. Klaus Kjolsen, overarkivar samme sted, dr. phil. Viggo Sjoqvist og ministeriets radgiver i folkeret, professor, dr. jur. Max Sorensen.

Forfatteren til tidsafsnittet 1770-1905 1-312) er Klaus Kjolsen, der helt tilbage i sin studietid har arbejdet med udenrigstjenestens historie i 1800-tallet. Hans fremstilling er meget kompakt og detaljeret. Forfatteren kender formentlig hver eneste aktpakke fra denne periode og det ikke kun udefra. Vi horer om sa at sige alt, der har passeret i udenrigstjenestens egen historie lige ned til budenes Ion og pension samt rotterne og sneglene i deres tjenestebolig og ministeriets »automatisk(e) torvestroelseskloset med mahogni saede« til 59 kr. Nu kan sadanne detaljer jo vaere bade oplysende og morsomme, hvad flere af dem ogsa er; men det forekommer dog, at der sine steder er sa mange mikroorganismer med, at det voesentlige tabes af syne.

Mere vigtigt er det naturligvis, at man ogsa far grundig besked om embedsmaendene, deres baggrund og uddannelse, om de forskellige organisationsplaner og om konsulatsvassenets udvikling. Interessant er ogsa skildringen af skiftet i 1848, hvor man var ivrige efter at give den demokratisk ansvarlige minister sa stor magt som muligt og derfor afskaffede direktorembedet, som man dog ret hurtigt matte genindfore. I tiden efter 1848 skete ogsa en »udrensning« af de gamle helstatsvenlige embedsmeend.

Viggo Sjoqvist, der tidligere med videnskabelig grundighed og indsigt har skildret vor udenrigspolitiske historie for arhundredskiftet og efter den forste verdenskrig, har i dette V£erk taget sig af udenrigsministeriets historie fra 1906 til 1919 (s. 313-384). Han redegor instruktivt for arbejdet i kommissionen af 1906, som forte til loven af 1908, hvor direktorembedet pa ny forsvandt for en stund. Interessant er beskrivelsen af verdenskrigens indvirkning pa udenrigstjenesten med de forsyningsmaessige vanskeligheder. Den begraensede stab Ioste problemerne med energi og improvisationstalent.

Hermed er de to professionelle historikeres fremstilling forbi, og bd. II er overladt til to fremtraedende diplomater, nemlig en tidligere og den nuvaerende direktor for udenrigsministeriet. Deter ofte ingen god ide at lade embedsmaend skildre deres egen etat. Selv om de har fordelen af at kende hele maskineriet indefra, vil de tit af loyalitetshensyn undga de kontroversielle sider. Tidligere og nuvasrende kolleger ma ikke kraenkes, etatens omdomme ikke nedsasttes, og politikerne - som altid har haft et horn i siden pa netop udenrigstjenesten - ma ikke irriteres. Udenrigsministeriets direktorer synes i saerlig grad at tage deres embedsed om tavshed vedrorende tjenesten alvorligt.

Ambassador Nils Svenningsen (direktor194 1^—45 og 1951-61) daekker perioden 1919-1961 (s. 1-361). En vaesentlig del af hans fremstilling skildrerlovene af 1921 og 1927, deres forhistorie og folger, men naesten udelukkendesom referater af kommissionsbetaenkningerog Kun sjaeldent dukker en bemaerkning op, som viser, at forfatteren har en

personlig opfattelse af forholdene. Det samme gaelder beretningen om oprettelsenaf det udenrigspolitiske naevn. Det havde formentlig vaeret spaendendeat hore forfatterens dom over dets betydning og ikke kun ordene: »de fleste i dag vil (vel) anse (det) for et helt uundvaerligt parlamentarisk organ.«(s.

Mere interessant er afsnittet om bescettelsestiden, hvor Nils Svenningsen var en central skikkelse, ogsa politisk, og hvor man maerker et personligt engagement f. eks. i omtalen af Henrik Kaufmanns USA-politik. Men i almindelighed gaelder dog det samme, som kendetegner f. eks. H. P. Hanssens skildring i Schultz' Danmarks historie af genforeningen: Egen indsats underbetones. Redegorelsen star ikke rnal med Nils Svenningsens andre bidrag til besaettelsestidens historie, og efter krigsafsnittet gar han pa ny over til referater af love og rigsdagstidende; men nu er vi ogsa vor egen tid sa naer, at enhver embedsmand vil skrive med paholden pen.

Til sidst (s. 362-408) giver sa ambassador, dr. jur. Paul Fischer (direktor 1961^—71) en oversigt over nogle af udenrigstjenestens problemer i 1960'erne, men ikke for den for en udenforstaende uhensigtsmaessige opdeling af ministeriet begyndende i 1957 med oprettelsen af en post som minister for udenrigsokonomi (hvorved ministeriet vel bevaredes som administrativ enhed, mens ansvaret for dets sagomrade deltes mellem to ministre) og sluttende med den nuvasrende ordning med en minister for nordiske anliggender samt europaeiske markedsanliggender og en minister for teknisk samarbejde med udviklingslandene samt nedrustningssporgsmal - foruden altsa den rigtige udenrigsminister. Men netop et sadant sporgsmal er sa politisk omtaleligt, at ministeriets direktor rektoraf alle er den, som formentlig har mindst lyst til at ytre sig.

Der er mange mader at gribe et historisk arbejde an pa. At dette jubilaeumsvaerk ikke skulle vaere dansk udenrigspolitiks historie, er der ikke noget at sige til; men deter blevet en noget for snaevert skrevet institutionshistorie. Det havde vaeret onskeligt, om der f. eks. var gjort mere ud af arbejdsgang og beslutningsprocesser, af tjenestens indflydelse pa de politiske afgorelser og af eksempler pa indberetningernes indhold og funktion. Netop ved beskrivelsen af en embedsetat havde en fornuftig udnyttelse af sider af politiologien kunnet frugtbargore fremstillingen.

Disse indvendinger udelukker imidlertid ikke, at vaerket er saerdeles nyttigt. Alle fire forfattere er kyndige folk, som kender udenrigstjenesten ud og ind. De har gennemgaet et meget stort stof og fremlasgger det i et overskueligt sammendrag. Til eksempel kan det maske virke som en petitesse, at man far besked om postforbindelserne med udlandet i 1800-tallet; men for den, der skal skildre et udenrigspolitisk problem i denne periode, kan det have stor vasrdi. Han kan finde denne og talrige oplysninger af samme art i vaerket. Det vil herved blive en nyttig hjadper for fremtidige historikere, som vil arbejde med dansk udenrigspolitisk