Anne Riising: Danmarks middelalderlige Prædiken. (Institut for Dansk Kirkehistorie, Gad, 1969). 528 s.

Udforskningen af den danske middelalderhistorie har i det sidste tiar koncentreret sig specielt om kirkens forhold. Safremt dette forhold er udtryk for mere end en tilfaeldighed, kunne det tages som en reaktion pa tidligere tiders intense interesse for statens indretning og udvikling. I hvert fald kan man konstatere, at Niels Skyum-Nielsen i 1963 disputerede pa en afhandling om kirkens politiske kamp mod staten i 13. arhundrede, medens Troels Dahlerup i 1968 disputerede pa. et arbejde om kirkens interne administrationsapparat. Det ligger i smukkeste fortsaettelse af disse arbejder, der var baseret pa forfatternes overordentlige kyndighed i kirkeret, nar Anne Riising nu supplerer dem med en disputats om den religiose side af kirkens virke, baseret pa en tilsvarende kyndighed i middelalderlig teologi.

Den, der ved i historiske arbejder atter og atter at mode middelalderpraelater, hvis handlingsmotiver angiveligt var politiske ambitioner og godsgriskhed, matte vaere kommet til den antagelse, at datidens praesteskab ikke gav sig af med at anvise menigheden heden»vejen, sandheden og livet«, far sine begreber grundigt revideret ved laesning af dr. Riisings arbejde. Middelalderpraesterne holdt utallige praedikener, hvis centrale tema var, hvad mennesker skulle tro og isaer gore for at blive salige.

Deter prasdikenmaterialet fra det forreformatoriske Danmark, der er genstand for behandling i bogen. En beskrivelse af det religiose liv som helhed ligger derimod ifolge forfatterensudtrykkelige erklaering uden for dens rammer. Fra en samfundshistorisksynsvinkel er denne indskraenkningat beklage; det ville vaere overordentlig interessant naermere at fa belyst relationerne mellem prassteskabetog menighederne. Lykkedes det i lobet af de forste arhundreder efter landets officielle kristning de gejstlige fuldt ud at overtage det andeligeforerskab for den brede almue,der til naesten 100 pet. var analfabeter?Til at svare pa sporgsmal af den karakter rzekker kildematerialetmaske naeppe. Anne Riising har i hvert fald holdt sig til det kildekritiskforsvarlige og alene givet en analyseaf de bevarede praedikeners teologiskeindhold og af den kristendomsforstaelse,de formidler. Principielter der da nok sa meget tale om et teologisk som om et faghistorisk arbejde; men det forringer naturligvisikke i sig selv afhandlingens vaerdi.Den betyder et overordentlig stort fremskridt med hensyn til vor viden om, hvilke synspunkter praesterne praedikede; derimod slas det i bogen fast, at vi desveerre ved for lidt om preedikenernes rolle i det religiose liv som helhed. Det ma dog fra nu af betragtes som en kendsgerning, at der blev praediket mere, end det siden blev pastaet i reformatorernes antikatolskeagitation; omend det tillige turde vasre givet, at her som i alle

Romerkirkens lande var skriftestolen
som bindeled mellem kirke og menighedvigtigere
end praedikestolen.

De allerfleste af de prasdikener, der blev holdt i det middelalderlige Danmark, er naturligvis gaet tabt allerede af den grund, at de naeppe er blevet holdt efter manuskript. I handskrifter er dog bevaret syv praedikensamlinger fra forskellige tidspunkter mellem ca. 1300 og Reformationen; det meste af materialet er pa latin og foreligger ikke hverken oversat eller udgivet. Dr. Riising skonner, at disse mange utrykte praedikener, som det har vaeret en betydelig arbejdsprasstation at gennemga, er representative for de praedikener, der er blevet holdt i det pagaeldende tidsrum. Dette skon forekommer rimeligt i betragtning af, at alle de bevarede praedikener synes at afspejle samme teologiske grundsyn uanset, at de stammer fra vidt forskellige ophavsmaend og uanset, at nogle synes beregnet pa laege, andre pa gejstlige tilhorere. De forkyndte synspunkter har vaeret saerdeles stereotype, og deter lidet sandsynligt, at andre prasdikanter pa nogen original made er afveget fra disse prasdikener, der blev nedskrevet som monster for prasster med en mere beskeden tungefaerdighed.

Den kristendom, der forkyndtes, var ifolge Anne Riising klar og utvetydig: denne verden var en jammerdal, jordelivet havde ingen som heist vaerdi som andet end forberedelse til det hinsidige. Praedikanterne forkyndte vel Guds nade, men denne var helt betinget af den enkeltes overholdelse af Guds lov. Gud var vred pa menneskeheden; Kristi genkomst skulle ikke imodeses med glaede, men med frygt. Han ville komme som den haevnende dommer. Nademidlerne var i mellemtiden betroet kirken, som skulle foreskrive hver enkelt at betrasde bodens vej i en naesten fortvivlet kamp med verden, kodet og djasvelen. Praedikanterne synes uden undtagelse at have betragtet deres tilh.orere som forhaerdede syndere; derfor talte de mere til dem om Guds retfaerdighed end om hans nade; derfor udpenslede de i detaljer Helvedes raedsler, men havde lidet at sige om Himmeriget.

Den grundige pavisning af dette teologiske grundsyn i prasdikenerne er det vigtigste resultat i disputatsen. Den slutning traenger sig pa, at middelalderen trods alt, hvad der er sagt til dens rehabilitering, for almuen har vaeret en andeligt mork tidsalder. I alt fald var der ingen trost at finde i troen pa den Gud, praesterne praedikede om.

Sporgsmalet er sa blot, om menigmand havde samme verdensbillede som praesten. Det vil kun en religionshistorisk-sociologisk sekunne afgore. Kildematerialet raekker maske som naevnt nasppe til en sadan, omend dog Edvard Bull sa tidligt som i 1912 gjorde forsoget for Norges vedkommende med den banebrydende disputats »Folk og kirke i middelalderen« (som ejendommeligt nok ikke indgar i Anne Riisings raeget omfattende litteraturliste). For undertegnede at se ligger da en af de meget store fortjenester ved den foreliggende bog deri, at der trods den erklaerede hensigt om alene at skrive om det teologiske alligevel er gjort flere vellykkede forsog pa at formulere og besvare sporgsmal af sociologisk

Det gaslder for det forste en indledendeundersogelse af, hvilke kategorieraf gejstlige der optradte som prasdikanter og af prsedikenens faktiske omfang. Deter herunder sasrdeles interessant at fa oplyst, at medens der i byerne var masser af

praedikanter, var de pa landet en mangelvare. Ofte blev der ikke prasdiket,fordi der simpelt hen ikke boedenogen praest, f. eks. fordi sognekirkenhenlagdes til underhold for en kannik ved domkirken; kannikerne kunne besidde op til fern sognepraesteembederhver. Blev der endelig praediket, foregik det maske ved en af de for senmiddelalderen sa karakteristiskevagabonderende klerke som vikar for sognepraesten. Disse klerke var imidlertid et betydeligt problem for kirken, fordi de ofte var inficeret med kastteri. Deres livsforelse var ej heller altid i overensstemmelse med det monster, de officielle praedikanteranviste. Saledes matte Slesvigbispeni 1497 skride ind mod, at de sad og drak pa knejperne. Den antagelse har da en del for sig, at den etableredekirkes sortsyn ikke naede ud til alle kroge af landdistrikterne.

En sadan hypotese synes at kunne bekraeftes yderligere af dr. Riisings maske mest interessante kapitel om »Kaetteri, overtro og troldom«. Ved at undersoge ikke, hvad praesterne gik ind for, men hvad de tordnede imod, nar hun frem til en detaljeret beskrivelse af mange folkelige forestillinger. »Nogle vil ikke klippes eller vaskes om lordagen og ikke gore rent eller muge, men deter ikke af fromhed, men af overtro. Vi bor tvaertimod arbejde mere om lordagen end pa andre hverdage, sa at vi ikke risikerer at gore indtryk af, at vi er som joderne. Nogle aflaegger tabelige lofter, som de der spiser krebs for ojnene i den tro, at deres ojne aldrig vil blive darlige, nar de har svoret at spise krebs.« Sygdom og ulykke hang altid over middelaldermenneskets hoved, og magi og trolddom kunne da synes langt mere tillokkende hjaelpemidler end den evige bodsgang, som praesten praedikede. Almuen klamrede sig til sit hedenskab trods alle kirkelige forbud. Midt i det 15. arhundrede matte sognepraest Peder Madsen fra Ribe konstatere, at »nogle tilbeder manen, og der findes mange, som nu om stunder tilbeder nymanen, idet de knaeler for den med blottet hoved og tiltaler den. Mange faster pa nymanedagen, selv hvis deter en sondag, hvor det efter kirkeretten ikke er tilladt at faste, fordi sondagen er en glaedesdag til minde om opstandelsen. Alt dette er afgudsdyrkelse. Nogle tilbeder solen . . .«

Stofmaengden i denne bog er saledes uhyre. Forfatteren udtrykker det hab, at de latinske praedikenmanuskripter engang kan blive udgivet. Dette kan man varmt tilslutte sig; der kan sikkert drives megen videnskab endnu pa det kildemateriale, eksempelvis i stil med Anne Riisings analyse af den samfundskritik, der ligger gemt i praedikenerne.

Hvis teksterne havde foreligget i trykt stand, kunne mange fyldige kildecitater og referater vaere sparet, da laeseren ikke ville vaere fuldstaendig udleveret til forfatterens redelighed i dokumentationen. Som bogen nu foreligger, er den unaegtelig ikke den lettest laeste af vor generations middelalderdisputatser, men deter nok den Vcesentligste.