J. O. Bro-Jørgensen: Heinrich Carl Schimmelmann, en studie i skatmesterens fortid. (Fremad, 1970). 252 s.

Forhenvaerende arkivar ved Rigsarkivet, J. O. Bro-Jorgensen, harmed dette arbejde onsket at kaste lys over den del af H. C. Schimmelmanns liv og virke, der ligger forud for dennes indtraeden i dansk tjeneste i begyndelsen af 1760'erne.

Fremstillingen bygger pa et ganske omfattende arkivalsk materiale, hvis geografiske spredning pa udmasrket vis illustrerer Schimmelmanns vidtstrakte

Et kort, indledende kapitel om Schimmelmanns forste fremtraeden - hvori Bro-Jorgenscn navnlig koncentrerer sig om at sandsynliggore, at Schimmelmanns forste (og i ovrigt mislykkede) forsog i forretningsverdenen fandt sted i Hamburg - forer frem til bogens hovedafsnit, hvor kildematerialet flyder rigeligere.

Omkring 1750 optraeder Schimmelmanni kompagniskab med en vis JosephBolza, der allerede fra begyndelsenaf 1740'erne havde vaeret travlt optaget af at udnytte de fremragende

spekulationsmuligheder i Sachsen, hvor bortforpagtning af statsindtaegternaede et hojdepunkt under forsteministervon Briihl. Det kom for Schimmelmann til at dreje sig dels om forpagtning af accise dels om regulaerspekulation i sachsiske statsobligationer.

Den preussiske invasion i Sachsen i 1756 abnede uanede muligheder for acciserad Schimmelmann, der ikke veg tilbage for at stille sin viden om de okonomiske forhold i Sachsen til radighed for Frederik IT's feltkrigskommissariat. Fra September 1756 leverede han korn til den preussiske hasr i Sachsen. At fortjenesten ved disse transaktioner ikke har vaeret ringe ses tydeligt af den ganske paene difference mellem Schimmelmanns opkobspriser og kommissariatets godtgorelsespriser.

Bro-Jorgensen redegor pa udmaerket vis for, hvorledes Schimmelmann bestandigt spillede pa flere heste, saledes i sporgsmalet om overtagelse af porcelaenslagrene og forpagtning af fabrikken i Meissen, hvor Bro-Jorgensen finder det sandsynligt, at Schimmelmann gik Sachsens aerinde.

Det var vigtigt for den nyudnsevnte preussiske geheimerad ikke at bryde broer af bag sig, for i hans metier kunne man aldrig vide, hvornar man fik brug for at vende tilbage; Bro- Jorgensen fremhaever Schimmelmanns brev til von Briihl af 26. oktober 1756 som et forsvar for hans samarbejde med preusserne (s. 47), men det burde nok vaere understreget, at meningen ikke var at forsoge at fore von Briihl bag lyset (et sadant forsog ville ogsa vaere domt til at mislykkes, da Schimmelmann og von Briihl i mange henseender var to alen ud af et stykke); meningen var derimod at give von Briihl materiale i haende, sa han kunne rehabilitere Schimmelmann over for sine omgivelser (forst og fremmest kongen) og dermed holde vejen for et evt. senere samarbejde med Schimmelmann aben.

Efter at Schimmelmann i 1757 havde forlagt residensen til Hamburg, kastede han sig for alvor ind i montog vekselspekulationer. Bro-Jorgensen gennemgar Schimmelmanns forbindelse med montstederne i Preussen, Sachsen, de mecklenburgske stater og Plon og illustrerer herigennem den ulykkelige udvikling i montforholdene i Tyskland (saledes f. eks. fra en 14-daler-montfod i 1755-56 til en 41-daler-montfod i 1761). Saerlig vigtig til belysning af disse forhold er den omfattende korrespondance mellem Schimmelmann (der daekker sig bag sin bogholder Lehmanns navn) og hans betroede medarbejder, Gottlob Loeser. Der stod store summer pa spil: dresdner-montens regnskaber for 1758-59 (godt et ar) viser, at der i denne periode udmontedes ikke mindre end 8 mio. daler, men nok sa tankevaekkende er det, at montfoden i samme tidsrum gled fra godt 19 daler til godt 25 daler.

Medens Schimmelmann tjente godt pa sine transaktioner med de sachsiske og preussiske montsteder, gik det knap sa glat i Schwerin og Neu- Strelitz; der var efterhanden mange om budet, og Bro-Jorgensen paviser da ogsa, at Schimmelmann ofte havde vanskeligheder bade med at skaffe solv (oftest Iodige monter) og med at fa de underlodige monter indvekslet.

En saerlig interesse knytter der sig naturligvis til udmontningen i Plon; ogsa her arbejdede Schimmelmann med stramaend (i dette tilfaelde 2 Hamburg-kobmcend). Her etablerede Schimmelmann endnu en forbindelse til Danmark (allerede i begyndelsen

af 1759 havde han kobt godset Ahrensburgi Holsten), og denne kontaktviste sig pa lsengere sigt mere betydningsfuld end selve monten, der allerede i 1762 indstillede virksomheden.Bro-Jorgensen fremsaetter i ovrigtden interessante hypotese (s. 187), at Schimmelmann lod sig bestikkeaf de preussiske montjoder til at stoppe udmontningen i 2 maneder i 1762; holder denne hypotese, star vi atter over for et glimrende eksempelpa Schimmelmanns evne til at spille pa flere heste.

Man ma med Bro-Jorgensen beklage, at kun en ringe del af Schimmelmanns regnskabsmateriale er bevaret. Interessen samler sig derfor naturligt om den sakaldte »Generalbalance« pr. ultimo 1760 (Ahrensburgarkivet) pa knap 3,5 mio. mark banco (knap 3 mio. egenkapital). Bro-Jorgensen afslorer ved sin gennemgang af balancens debet- og kreditsider, at Schimmelmann har haft en hel gruppe af preussiske embedsmaend som klienter (dvs. han har forvaltet deres indskud). En vekselportefolje pa knap 1,5 mio. mark giver ligeledes et fingerpeg om virksomhedens omfang.

Det blev som bekendt den danske regering, der gik af med sejren i kap- Iobet med Frederik II og von Briihl om den eftertragtede finanstroldmands bistand; men man strakte sig ogsa langt: Schimmelmann blev bade generalkommerceintendant og minister i Hamburg!

Bro-Jorgensen er tilbageholdende med at give en samlet vurdering af Schimmelmann. Alligevel far man ved gennemlaesningen af bogen et ganske tydeligt billede af ham, navnlig gennem korrespondancen med Loeser. Forretningsmanden Schimmelmann fremtraeder her som en rolig, nogtern organisator med et forbloffende overblik og som en overordentlig ordentligaktiv og initiativrig mand.

Bro-Jorgensens bog er velskrevet — til tider ganske spaendende. De talrige henvisninger til arkivalier og litteratur er relevant anbragt som fodnoter, der gor det let for laeseren at folge forfatterens arbejde med kildematerialet. Bogen afsluttes med et daekkende personregister og en forkortelsesliste.