P. V. Glob: Højfolket. Bronzealderens Mennesker bevaret i 3000 Ar. (Gyldendal, 1970). 148 s.

De beromte egekistegrave fra den aeldre bronzealder, der har givet forskningen et vigtigt materiale, har forlajngst faet en alsidig behandling og vil sikkert ogsa. i fremtiden blive genstand for nye undersogelser. I denne bog har rigsantikvaren vist sin opfattelse af denne maerkelige tid i vor forhistorie, dels ved en skildring af gravene og deres indhold, dels ved i tilslutning hertil at give en oversigt over tidens religion, da den omhyggelige gravlaeggelse synes at vise en tro pa et liv efter doden, hvad man sa end vil forsta ved dette i sig selv lidt übestemte udtryk.

P. V. Glob horer til blandt de fa videnskabsmaend, der bade behersker sit eget fag og ejer kunstens nadegave, hans skildring af sammensmeltningen af dansk natur og fortidens kultur lasses med üblandet glaede. Saledes skal fortiden skildres, fordi dens spor i nutiden smelter sammen med naturen, og laeseren foler, at disse 3000-arige minder kommer ham ved. Deter svaert at afgore, om billederne eller teksten er de bedste, de passer fortrinligt indbyrdes.

En bog af denne art kan dog ikke undga at rejse andre problemer. Sa laenge arkaeologien arbejder med fund og de materielle genstande, kan den na vidt. Eksempelvis er P. V. Globs rekonstruktion af opstillingen af fundetfra Fardal mere overbevisende end det forsog, G. Rosenberg foretog i Danske Studier 1929 (ikke naevnt i P. V. Globs litteraturliste), men selv om man anerkender dette fremskridt, er man ikke meget videre. Man er naet den ydre form naermere, men kernen er stadig ukendt, og vi ved ikke, hvilke forestillinger og folelser,

man forbandt med gudinden og hendesepiphani. Af P. V. Globs fremstillingfremgar det, at han anser bronzealderens toneangivende folk for indoeuropasere, men det bliver svaert at forklare, hvorfor germanernesom de eneste af denne sprogaet gjorde solen, de dyrkede, til hunkon, mens den alle andre steder var mandlig,og hvorfor manen pa. samme made fik modsat kon. Guder forandrerikke kon, uden der findes en virkeliggrund. Tvivlsom er vel ogsa Gutorm Gjessings teori om, at manglebraettetshesteformede handtag skal have religiose traditioner tilbage til sa fjern en tid. Den folkelige kunsts raotiverlader sig nok forklare uden at ulejlige bronzealderen.

Skarpsindig og tiltalende er hypotesen om, at der i Iobet af bronzealderen er traengt nye gudinder ind, at der er sket en andelig vaskkelse, som man nu vil kalde det, men vi kender ikke disse gudinders navne og ved ikke, om deres dyrkelse er udtryk for en inderliggorelse af menneskets holdning over for de ulykker, naturen og andre mennesker bragte over dem. Man har nu for lasngst opgivet tanken om, at helleristningerne er en pictografi, som skulle fortaslle om en eller anden begivenhed. De star sandsynligvis i forbindelse med det kultiske, men der kommer naeppe en Champollion, der kan afslore gaderne. Ogsa egekistegravene rejser nye sporgsmal, da det dog er rimeligt at tro, at det ikke blot var de rige slaegter, der skulle fortsastte deres liv efter doden, men at ogsa jaevne mennesker gjorde sig deres tanker om tilvaerelsen, selv om deres nordiske Hades var udstyret mindre komfortabelt.

Deter ingen darlig bog, der tvinger
laeseren til at taenke videre over
de antydninger, den fremscetter. Derfor
ma Hojfolket anbefales.