Gottfried Lorenz: Das Erzstift Bremen und der Administrator Friedrich während des Westfälischen Friedenskongresses. Ein Beitrag zur Geschichte des schwedisch-dänischen Machtkampfes im 17. Jahrhundert (Schriftenreihe der Vereinigung zur Erforschung der neueren Geschichte e. V. Bd. 4, Verlag Aschendorf, Munster 1969).

Bremen kom i det 17.
arh. til at spille en meget vaesentlig

rolle i den svensk-danske magtkamp. Det hang sammen med, at savel de svenske som de danske udenrigspolitiskebeslutningstagere taenkte i magtbalancebaner.Disse var centreret omkring den internordiske rivalitet, sidst for alvor udlost i Kalmarkrigen.Denne afsluttedes med den fred i Knaerod, der blot blev en Versaillesfred.Hovedsynspunktet i Sverige og Danmark var, at det for enhver pris gjaldt om at hindre modparten i at udvide sin territoriale, politiske og okonomiske magt og indflydelse, sa man ikke risikerede at bukke under i det nye svensk-danske opgor, som man fandt nassten uundgaeligt, naestenblot et sporgsmal om en gunstig ydre konjunktur. Lykkedes det alligevelrivalen at ekspandere, matte man ogsa selv i gang. Efter Kalmarkrigen fik Sverige held med sig, idet Gustav Adolf udvidede sin magt kraftigt i det ostlige osterso-omrade, territorialtpa Ruslands og Polens bekostning, magtbalancemaessigt ogsa pa Danmarks.Christian IVs ene og gode mulighedfor at svare igen la i Nordvesttyskland,isser i Den nedresachsiskeKreds. Dette bragte aerkestiftet Bremen i centrum for hans bestraebelser.Den danske kongemagt kunnevinde en hovedindflydelse i dette stift ved at sikre prins Frederik koadjutorietog dermed siden selve administrationenher. Blot et koadjutoriumville give Christian IV ret til at intervenere diplomatisk og militaert mod en kejserlig og katolsk trussel mod stiftets graenser, ville taemme de anti-danske Hansestaeder og i det hele taget give ham fundamentet til en indflydelsessfaere i Den nedresachsiske Kreds, der, som hans rigsrad frygtede,kunne danne basis for en kongeligekspansionspolitik i Tyskland underprotestantisk

I 1621 lykkedes det efter en militaer taeroptrapning og diplomatisk tilnaermelse til Nederlandene og England Christian IV at sikre sonnen koadjutoriet, og desuden vandt han i disse ar indflydelse i andre af kredsens territorier. Sverige sa skinsygt og nervost, men afmaegtigt til. Indflydelsen i Bremen og i kredsen gav Christian IV chance for at fa militaer, politisk og okonomisk kontrol over denne, ikke mindst over Elben og Weser, desuden over det vigtige nordvesttyske lejetroppehvervemarked, dvs. staerkt forogede ressourcer til det optrsekkende opgor med Sverige. Det blev i den situation Sveriges store held, at Christian IV i Kejserkrigen 1625-29 led det nederlag, der forpligtede ham til at opgive sin nordtyske indflydelsessfaere, og som for forste gang gav Gustav Adolf chancen for at skabe en modsvarende svensk magtposition her. Denne blev udnyttet fra 1630, hvorved den hidtidige dansk-norske territoriale omklamring af Sverige i det hele aflostes af en tilsvarende svensk. Svenskernes nederlag ved Nordlingen i 1634 gjorde det ganske vist muligt for Christian IV at gennemtrumfe valget af Frederik til administrator i aerkestiftet Bremen, men Sveriges militaere position i Nordtyskland var dog fortsat alt for staerk til, at Christian pa basis af Bremen-administrationen kunne opna en egentlig indflydelsessfaere som for Kejserkrigen. /Erkebispen og staenderne i stiftet matte nemlig slutte en neutralitetstraktat med Sverige, der i realiteten gjorde stiftet til svensk indflydelsessfaere med lidet spillerum for Frederik til at fore en selvstasndig, for slet ikke at tale om svensk-fjendtlig politik.

Christian IV kunne dog ikke opgiveden
danske kongemagts traditionellemagtkamp
med Sverige trods

idelige advarsler fra sit rigsrad, der sa med mistillid pa og sogte at modarbejdekongens aktive nordtyske politik.For at demonstrere sit krav pa Danmarks overvejende dominium maris Baltici, som Sverige nu mindre end nogensinde var villig til at anerkende,strammede Christian IV sundtoldpolitikkenmere og mere, hvorvedhan kastede Nederlandene nassten i armene pa Sverige. Desuden sogte han ved en fredsmasglingspolitik mellemSverige og kejseren, ledsaget af allianceforhandlinger med denne, at modarbejde og nedbryde Sveriges magtstilling i Nordtyskland, ikke mindst i det Pommern, der i svensk hand nedbrod sammenhaengen i det danske ostersodominium. Det blev baggrund for, at Axel Oxenstierna og Sverige i 1643 startede Thorstenssonkrigen.Den svenske sejr her betod det afgorende magtbalanceskifte i ostersoen og satte den danske kongesindflydelse ved de vestfalske fredsforhandlinger helt ud af spillet. Tilmed erobrede den svenske general Konigsmarck under krigen imod den omtalte neutralitetstraktat aerkestiftet Bremen, som Axel Oxenstierna i det vaesentlige pa grund af magtkampen med Danmark siden ikke ville give slip pa igen, men ved fredsforhandlingernei Osnabriick og Miinster sikredeSverige, oven i kobet som sekularbesiddelse. Dermed havde Sverige yderligere strammet sin omringning af Danmark, og, vigtigst af alt, umuliggjorten ny ekspansion i Nordvesttysklandfra den danske kongemagts side, samtidig med, at man havde sikret sig et eminent udgangspunkt for et angreb pa de tilgraensende Hertugdommer og Jylland. Forst underDen store nordiske Krig matte man atter opgive dette.

Selv om Bremen-problematikken saledes, som skitseret, er af evident betydning for forstaelsen af den dansk-svenske magtkamp i det 17. arh., er den hidtil i sa henseende blevet forsomt i den historiske forskning. Deter derfor kserkomment, at tyskeren Lorenz har sat sig for at skildre den i tiden fra Bromsebro-freden 1645 til den vestfalske fred 1648. Bogen, der er en dissertation, falder i tre afdelinger.

I del A (s. 7-51) redegor forf. i en ganske synspunktrig og pasdagogisk, vel isaer for tyske laesere, der ma forudsasttes mindre bekendt med den nordiske problematik, bredt anlagt oversigt for den nordiske magtkamps forlob fra 1618 til 1644, dvs. fra den danske kongemagt for alvor satte sin offensiv ind i Nordtyskland og indtil svenskerne erobrede aerkestiftet. Blandt ret fa indvendinger mod denne oversigt kan naevnes, at forf. (s. 16) glemmer hovedmotivet til Christian IVs uforsigtige indgriben i Kejserkrigen, jalousien mod Sverige og frygten for et svensk direktorium. Tillige refererer han (s. 12) forkert det danske rigsrads definition af graensen for det danske dominium maris som Iobende »zwischen Bornholm und Gotland« (jvf. Erslev, Aktst. I s. 336).

I del B (s. 52-114) redegores der for aerkestiftets (ret perifere) placeringunder de langvarige dansk-svenskefredsforhandlinger i Bromsebro (kap. I); desuden for kampen om Bremervorde og for asrkebisp Frederiksog Christian IVs forgaeves forsog pa at vinde stiftet tilbage (kap. II); endelig for det gesandtskab til Stockholmi vinteren 1645-46, som aerkebispenlod affaerdige for i henhold til Bromsebrofredens art. 38 at forhandlemed Sverige om aerkestiftets restitution.Disse forhandlinger betegner forf. som stort set spilfaegteri fra svenskernes og ikke mindst fra Axel

Oxenstiernas side (kap. L . Dette er med rette, idet denne danskerhader og overvejende nordisk orienterede politiker ikke kunne dromme om at afgive et for magtkampen mod Danmarksa strategisk vigtigt omrade.

I den centrale del C (s. 115-89) gores der endelig meget kortfattet (kap. I) rede for de svensk-kejserlige forhandlinger om Bremens skaebne i Osnabriick indtil februar 1646, dernaest meget indgaende (kap. 11, 111 og IV) for Frederiks politik pa fredskongressen, dels for han blev tronfolger i Danmark, dels for og efter Christian IVs dod. Forf. viser, hvor ringe spillerum Frederik havde, idet han ikke var i stand til at ove indflydelse pa afgorelserne hverken i Wien, Stockholm eller Kobenhavn. Heller ikke overraskende kommer forf. til det resultat, at aendringerne i Frederiks konstitutionelle stilling i Danmark fik stor betydning for hans politik og dennes forlob pa fredskonferencen. Frederik kom ifolge forf. forst meget sent og for sent, i slutningen af 1646, til den erkendelse, at han hverken ad diplomatisk eller militaer vej havde udsigt til at fa sit stift tilbage, hvorpa han nolende gik ind pa at lade forhandle om en erstatning for dette, forst i form af et andet territorium end Bremen, siden, da ogsa dette viste sig udsigtslost, i form af en afstaelsessum. I forhandlingerne herom havde hans gesandt og kansler Dietrich Reinkingk laenge held med sig, indtil ogsa dette glippede med prins Christians dod. Denne gjorde nemlig Frederik til tronfolger, hvorefter han var forsorget og ikke ifolge kejseren og Sverige mere kunne tilkomme nogen erstatning. Selv i denne nye situation opgav Frederik kun sine restitutions- og erstatningskrav for ikke at saette sit valg til dansk konge pa spil, idet det danske rad ikke for fastholdelsen heraf ville risikere en ny krig med Sverige (s. 174 f). Ganske vist gav Frederik efter sit valg til konge afkald pa sine rettigheder til stiftet for at befaeste sin position i Danmark, men sogte dog utvivlsomt alligevel at holde en dor aben for med en form for retlig begrundelse at kunne starte en fremtidig ny aggressiv dansk Bremenpolitik (s. 184 ff).

Bogens anlasg betinges af det benyttede kildemateriale. Ud over de trykte kilder har forf. udnyttet utrykt materiale i Rigsarkivet i Kbh., hovedsagelig administratorens kancelliarkiv, Regeringskancelli i Gliickstadt, samt TKUA Bremen stift; desuden er isaer Bremen domkapitels arkiv i Niedersachsisches Staatsarchiv i Stade udnyttet. Dette er derimod ikke tilfaeldet med det betydelige utrykte materiale i Stockholm og Wien. Det kan nok forsvares for Wiens vedkommende, da det pa basis af det trykte materiale lykkes forf. at demonstrere hovedlinjen i kejserens politik over for Danmark, der hovedsagelig tillige var hans Bremen-politik: Sa laenge kejseren kunne habe pa, at Christian IV ville forbinde sig med ham imod Sverige, viste han sig imodekommende over for Frederik og ville ikke overlade svenskerne stiftet; da det hab brast, gik ogsa den kejserlige interesse for Bremen flojten.

Derimod er det uheldigt, at de utrykte kilder i Stockholm ikke er inddraget. Forf. begrunder det bl. a. med, at Bremen-problematikken ikke blot for kejseren, men ogsa for Sverigekun var et blandt andre og vigtigeresporgsmal (s. 4), men dette stridernoget mod hans rigtige fremhaevelseaf stiftets store strategiske betydningi den svensk-danske magtkamp(s. 1), af, hvorledes Bremensporgsmaletunder

overhovedet ikke kan forstas uden kendskab til denne, slaende rigtigt formuleret sadan: »Schweden bestand auf der Abtretung Bremens weniger um dieses Gebiets willen . . . oder um den Kaiser zu treffen, sondern vor allemaus dem erwahnten Gegensatz zu Danemark heraus« (s. 191).

Da forf. med sin bog netop har onsket at give et bidrag til den dansksvenske magtkamp, burde det utrykte Stockholm-materiale folgelig vasre inddraget, sa meget mere som dette materiale utvivlsomt ville have bidraget til den indgaende analyse af motiverne bag de nordiske statsmaends handlinger, uden hvilken magtkampen ikke kan forstas rigtigt. Her star man ved et svagere punkt i afhandlingen. Forf. har interesseret sig meget mere for selve begivenhedsforlobet, for Danmarks, Sveriges og isaer for aerkebisp Frederiks handlinger, meget mindre for de nok sa interessante motiver bag disse. Frederiks lange toven med at opgive sit restitutionskrav begrundes saledes ikke mindst med hans »Entschlusslosigkeit« (s. 139 sml. s. 15), et karaktertraek hos Frederik, som i ovrigt er blevet overbetonet i historieforskningen. Forf. burde have spurgt sig selv: Hvorfor var Frederik dengang übeslutsom? Hvorpa. et svar utvivlsomt var, at han betragtede problematikken ud fra to modsat rettede synspunkter, hvilket lammede hans handlekraft. Dels som den ikke forstefodte kongeson, der skulle sorge for at skaffe sig selv det bedst mulige udkomme, i hvilken situation han straks burde have sat alt ind pa at benytte den gunstige lejlighed til at sikre sig et andet stift. Dels som den prins, der havde store chancer for at blive tronfolger og konge som folge af den barnlose prins Christians store svagelighed; i hvilken situation han matte se sagen fra den aggressive danske kongemagts side, for hvem et übetydeligt stift eller en mindre pengeerstatning med deraf folgende forpligtelse til en retlig opgivelse af Bremenstiftet var af langt mindre interesse end en fastholden af retskravet til dette vigtige aerkesasde. Et andet karakteristisk eksempel pa forf.s mindre interesse for motiverne findes s. 138, hvor hansom en slags forklaring pa Christian IVs tilbageholdenhed med stotte til Frederik ud over finansnoden skriver: Kongen »scheint ... auch nicht mehr viel Interesse an der Bremer Frage gehabt zu haben«. Hvorfor?

Skavanken haenger sammen med, at forf. i for hoj grad har betragtet udviklingen i magtkampen ud fra et statsadfaerdssynspunkt, Danmark som en helhed, Sverige ligesa (omend i mindre grad), uanset staten som aktorer en abstraktion. Ganske vist naevnes modsaetningen mellem krigsogfredspartiet i Sverige, ligesa det danske rads indflydelse pa Christian IVs og aerkebisp Frederiks politik, men kun ret sporadisk (se saledes s. 105 f, 142 f, 86 f, 174 f). Da den svenske og isaer da den danske udenrigspolitikindtil 1660 ikke kan forstas uden hensyntagentil den (i Danmark meget kraftige)konstitutionelle magtkamp mellemkonge og rigsrad, burde denne i langt hojere grad vasre draget ind i skildringen. De betydningsfulde danskeradsaktorer i udenrigspolitikken handlede under hele Tredivearskrigen ikke blot som repraesentanter for staten(Danmark-Norge-Hertugdommerne)eller ne)ellerfor den danske kongemagt, men ogsa som repraesentanter for det danske rige og for sig selv (Corfitz Ulfeldt), dertil ikke mindst som repraesentanterfor deres egen stand (til dels bortset fra svigersonner som

Hannibal Sehested), dvs. i skarp konkurrencemed og modstrid mod den enevoldstilbojelige kongemagt. Genereltburde det saledes vaere nasvnt, at en hovedbaggrund for radets modstandmod den danske kongemagts aktive Tysklandspolitik var, at denne, hvis den lykkedes, ville give kongen langt storre raderum end hidtil over udenrigspolitikkens udformning og retningslinier pa bekostning af rigsradets,hvilket ogsa ville fore til en mindskelse af radets magt indadtil over for kongemagten. Det ville nok sa godt som det lidet sigende »im Grunde genommen« (s. 62) forklare de danske radsgesandters ringe interessefor Bremen i Bromsebro. ChristianIVs svigtende stotte til Frederik i hans sidste ar i den Bremen-sag, som han i 1621 kaldte »det kasreste, mig i verden er« (Egh. Br. I s. 213), bliver ogsa mere forklarlig, hvis den ses ud fra magtkampen konge-rad. Christian IVs hele aggressive udenrigspolitikover for Sverige havde nemlig spillet fallit med nederlaget i Thorstensson-krigen, hvorfor kongen siden var nodt til at tage langt storre hensyn til radets defensive linie i udenrigspolitikken end hidtil, ikke mindst hvad angar den Bremen-politik,som radet aldrig havde kunnet doje.

Kort sagt, bogen ville have vundet i dybde, hvis forf. havde vasret mindre i pagt med den mere traditionelle historieforskning med dens storre vaagt pa selve det ydre begivenhedsforlob, mere i pagt med den raoderne politologiske forskning med dens storre vaegt pa selve beslutningstagningen (the decision-making process).

Disse kritiske bemserkninger skal dog ikke fordnnkle, at forf. inden for sine rammer har skrevet en grundig bog, der ikke mindst giver god besked skedom Frederiks politik og de retlige problemer i forbindelse med stiftets omtumlede skasbne. Forf. har ligeledes i det hele benyttet sine kilder varsomt og kritisk og er vel orienteret i litteraturen. Endelig fortjener det at naevnes, at han i et langt exkurs (s. 224—48) er kommet til en utvivlsomt rigtigere vurdering af Dietrich Reinkingks statstanker end den herskende og saledes argumenterer for, at disse i hojere grad end hidtil troet svarer til grundtankerne i Kongeloven.