Den 30. november 1970 forsvarede Henning Poulsen pa Aarhus Universitet for den filosofiske doktorgrad sin af handling om »Besaettelsesmagten og de danske nazister« og hostede derved med rette megen ros og anerkendelse for det fortjenstfulde forskerarbejde, han havde nedlagt i sit indholdsrige vaerk, hvori - vistnok for forste gang - dette vigtige sporgsmal fra besasttelsesarene er gjort til genstand for en dybtgaende historisk undersogelse og fremstilling. Deter lykkedes dr. Poulsen i denne bog at samle og bearbejde et stort og vasrdifuldt kildemateriale stammende fra savel danske som tyske arkiver, og fremstillingen basrer vidne om en forfatter, der er trasngt dybt ind i det stof, han behandler. Nar emnet giver ham anledning til at komme ind pa regeringens forhandlingspolitik, yder han stort set denne politik retferdighed.

Det emne forfatteren har taget op til behandling, er sa vigtigt og sa interessant, at det utvivlsomt i kommende tider vil lokke andre historikere til at beskceftige sig dermed, og ingen vil da kunne komme uden om hans bog, der tvasrtimod vil forblive et grundteeggende vsrk om emnet.

Da intet menneskevgerk er fuldkomment, ville det dog vaere mere end
forbavsende, om der ikke ogsa i Henning Poulsens bog var ting, som kunnegive
anledning til en kritisk kommentar. De officielle opponenter ved

forsvarshandlingen den 30. november 1970, professorerne Troels Fink og Jorgen Weibull har allerede sat fingeren pa enkelte punkter, hvoraf saerlig eet ud fra et forskningsteknisk synspunkt ma betragtes som va> sentligt og - velnok ma betegnes som lidt omt. Men ud over de sporgsmal,til hvilke de to officielle opponenter havde noget at bemaerke, forekommerder i afhandlingen pa nogle punkter - der ganskevist i forhold til dens emne er af mindre betydning - udtalelser, som det med henblik pa bogens fremtidige benyttelse i videnskabeligt forskningsarbejde ma anses at vasre pa sin plads at relevere. I sin paskonnelsesv£erdige strasben efter objektivitet ved behandlingen af tyske kilder, synes forfatteren na> sten at have overdrevet hensynet til ikke at gore de tyske aktorer uret.

I.

I kapitlet om forhandlingspolitikken (side 74-97) benyttes side 76 det udtryk, at Danmark »accepterede det tilbud, der var en konsekvens af de tyske forsikringer«. Nu er der vel enighed om, at dr. P. Munch havde ret, nar han bade under besaettelsen og senere med ussedvanlig styrke betonede, at der den 9. april 1940 ikke blev afsluttet nogen overenskomst mellem Danmark og Tyskland, men at forholdet var det, at de tyske krav og den danske regerings beslutning om ved protest mod besaettelsen at ordne forholdene i landet under hensyn til dette faktum, indebar tilvejebringelsen af en modus vivendi, som de facto blev fulgt af bade okkupationsmyndighederne og den danske regering. Pa baggrund heraf havde det vaeret onskeligt, om forfatteren havde undgaet at benytte verbet »acceptere«, der indicerer, at der blev sluttet en overenskomst.

Side 78-79 analyserer forfatteren den tyske erklasring af 9. april om, at Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger hverken nu eller i fremtiden at antaste kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiskeuafhaengighed. Det kan efter hans mening diskuteres, om denne formulering egentlig rummede et lofte, og han haevder, at »den definerededet ojeblikkelige tyske standpunkt, men afskar principielt ikke Tyskland fra senere at indlemme Danmark i riget, sadan som det ville have vaaret tilfaeldet, hvis udtrykket »ved sine foranstaltninger« (durch ihre Massnahmen), der reducerede erklaeringen til en fortolkning af den militaere bessettelse, ikke havde staet der«. Forfatteren mener med andre ord, at indsaettelsen af Klausulen »durch ihre Massnahmen« bevirkede, at adgangen til indlemmelse af Danmark holdtes aben. Tankegangen ma vel vaere den, at der i formuleringen la en snedig reservatio mentalis, et

forbehold om, at Tyskland under andre omstasndigheder - men hvilke" - skulle have adgang til at skride til indlemmelse. De »foranstaltninger«,der var tale om, var alle de handlinger, hvorved Tyskland brod ikke-angrebspagten og krankede vor neutralitet. Hvorledes skulle er klausul om disse folkeretsstridige handlinger kunne udgore en slags hjemmeltil et nyt folkeretsbrud? Denne tankegang giver ingen mening. Mer hvad har forfatteren da ment med sin fortolkningsteori?

At den tyske erklasrings formulering definerede det ojeblikkelige tyske standpunkt, har forfatteren naturligvis ret i, og at tyskerne til enhver tid havde mulighed for ved et magtsprog at fraga. denne erklaering savel som andre tilsagn, hvad de jo ogsa nogle gange truede med, var en folge af deres militaere overherredomme. Men deter jo ikke det, der her er tale om. Det problem, forfatteren rejser, er den juridiske udlsegning af erklasringens tekst.

Erklasringen kan ikke godt opfattes som andet end et lofte, hvorved Tyskland forpligtede sig til 1) hverken under besaettelsen eller »for fremtiden« (d. v. s. efter en forventet tysk sejr) at sendre 1920-grsensen eller 2) indskrzenke Danmarks politiske uafhasngighed som selvstendig stat. Sadan blev det jo ogsa under besaettelsen opfattet af tyskerne selv - og respekteret af dem, forste led af loftet fuldtud, andet led med visse begrsensninger. (Noget andet er, om dette lofte i tilfselde af Tysklands sejr havde holdt, men det behover vi jo ikke at spekulere pa, da den situation lykkeligvis ikke blev aktuel.)

Ordene »durch ihre Massnahmen« star formentlig übetonet i sammenhaengen og kan ikke tillsegges nogen selvstaendig juridisk betydning. De ord i loftet, der har vaegt, er ordene »nu eller for fremtiden«. Deri la et tilsagn om, at bessettelsen skulle vaere noget forbigaende, der ikke pavirkede Danmarks status hverken dengang eller senere.

Henning Poulsen har, skriver han, i den interne tyske diskussion forgaeves ledt efter eksempler pa, at loftet er blevet brugt som argument for forhandlingspolitikkens opretholdelse. At det ikke var tilfseldet, kan ikke vsekke forbavselse. Man forstar i og for sig godt, at Ioftet til Danmark ikke blev paberabt af tyske instanser - med desto bedre, eller snarere desto mindre darlig, samvittighed kunne tyskerne da til enhver tid bryde det - derimod forstar man ikke den af forfatteren haevdede tyske omsorg for ved et snedigt formuleringsfif at gardere sig mod dets raekkevidde.

II.

Bogens kapitel 8 har til overskrift »Afblaesningen«. Her behandler forfatteren pa 25 sider udforligt og levende den udvikling, der fra slutningen af oktober 1940 forte til, at den tyske rigsudenrigsminister Ribbentrop den 18. december 1940 bestemte sig til at »afbl£ese den nazistiske magtovertagelse«. Indledningsvis haevder forfatteren, at det tyske gesandtskab ved begyndelsen af denne periode var klar over, at Ribbentrops svar pa en vigtig indberetning fra gesandt Renthe-Fink af 22. oktober om de danske nazisters aspirationer »kunne blive en ordre til at ivaerksastte Frits Clausens overtagelse af regeringen«. Egentlige forberedelser til en sadan omvaeltning af forholdene i Danmark traf gesandtskabet ikke, haevdes det, men et par sonderinger ma efter forfatterens mening forstas i denne sammenhaang.

Den ene af disse sonderinger la i, at legationssekretasr Schwarzmann den 17. oktober i en samtale med udenrigsminister Scavenius ventilerede tanken om, at Scavenius indtradte i et ministerium Frits Clausen, samt i, at der ved en sammenkomst den 4. november i det tyske gesandtskab, hvor Scavenius var til stede, igen blev »talt om samarbejde«. Ved begge disse lejligheder, oplyses det, afslog Scavenius at diskutere sagen.

Det andet tilfaelde af sondering, forfatteren omtaler, bestod i en kontakt mellem pa den ene side minister Gunnar Larsen og direktor Knud Sthyr og pa den anden side Frits Clausen, ovennaevnte hr. Schwarzmann, presseattache Meissner og obergruppenfiihrer Kanstein. Denne kontakt, hvis formal var at vinde klarhed med hensyn til risikoen for et dansk nazistisk fremstod for at opna regeringsmagten fandt sted ved to herremiddage, den forste i Sthyrs hjem den 17. oktober, den anden pa restaurant Ny Rosenborg i Kobenhavn den 25. s. m.

Henning Poulsen omtaler disse to middagssammenkomster uden at referere baggrunden derfor, saledes at laeseren let far det indtryk, at der var tale om et initiativ, som Gunnar Larsen og Sthyr tog af egen drift. Det var imidlertid ikke forholdet. Baggrunden var ifolge Sthyrs forklaring for Den parlamentariske Kommission (bind XIII, Fremstillingen side 44) den, at Sthyr under nogle samtaler med Renthe-Fink staerkt havde angrebet de danske nazister og Fritz Clausen, og at Renthe-Fink i den anledning havde spurgt Sthyr om denne da kendte Clausen og til Sthyrs benaegtende svar havde bemaerket: »Sa kunde De da i det mindste gore Dem den Ulejlighed at traeffe ham og danne Dem et Indtryk af Manden«.

Efter disse samtaler mellem Sthyr og Renthe-Fink aftaltes det med Scavenius, at Sthyr og Gunnar Larsen skulle soge kontakt med Frits Clausen med det formal, som ovenfor nsevnt. Det var altsa Renthe- Fink, som havde givet stodet til, at denne kontakt med Frits Clausen kom i stand, og det var i forstaelse med Scavenius, det skete. Om sin stilling til sagen har Scavenius afgivet en udforlig forklaring til Den parlamentariske Kommissionsdomstol, refereret i kommissionens beretning XIII, bilagsbind 1 side 438-445. Det fremgar af denne forklaring, at Scavenius satte pris pa, at Gunnar Larsen og Sthyr patog sig opgaven at sondere Clausen. Han brugte ogsa det udtryk, at han billigede det, ja havde opfordret dem dertil, fordi det var nyttigt at erfare, hvad de danske nazister havde i tanker. Scavenius sagde under afhoringen i kornmissionsdomstolen, at nar han satte pris pa, at Gunnar Larsen og Sthyr var villige til at sondere bade hos de tyske og hos de danske nazister, »var det netop, fordi jeg ikke selv ville frem«.

Den her skildrede baggrund for, at Frits Clausen blev inviteret til middagen hos Sthyr den 17. oktober burde have vaeret medtaget i Henning Poulsens fremstilling, thi uden den far laeseren ikke noget rigtigt indtryk af, hvorfor Gunnar Larsen og Sthyr kommer ind i billedet. De to herrer optradte altsa i virkeligheden som Scavenius' befuldmasgtigede.

Vi kommer nu til sporgsmalet om, hvad der passerede ved de to middagssammenkomster. Herom foreligger dels danske, dels tyske kilder. De danske kilder bestar i forklaringer afgivet til Den parlamentariske Kommissionsdomstol af Erik Scavenius, Gunnar Larsen, Knud Sthyr og fhv. kontorchef Peschardt. De tyske kilder er forklaringer for kommissionen af Renthe-Fink og Meissner samt tre skriftlige referater, to udarbejdet af Meissner om de to middagsmoder, det tredje af Schwarzmann om modet den 25. oktober. Bade de danske og de tyske forklaringer findes i det ovennsevnte bilagsbind til Kommissionsberetning XIII, side 416-492. De tre referater er gengivet i samme bind side 350, 356 og 357.

I middagen den 17. oktober deltog, foruden Sthyr og Gunnar Larsen, Frits Clausen, Meissner og Schwarzmann samt en grosserer Bojsen-Moller. Tilstede ved middagen den 25. s. m. var Sthyr, Gunnar Larsen, kontorchef Peschardt, Frits Clausen, Meissner og Schwarzmann samt Kanstein. Det forstn£evnte af disse to middagsmoder blev totalt mislykket pa grund af, at Frits Clausen var i den grad under pavirkning af spiritus, at han ikke var i stand til at fore en fornuftig samtale. Derfor arrangeredes efter onske af Kanstein middagen den 25. oktober.

I sin ovennasvnte indberetning til Berlin af 22. oktober hgevdede

Renthe-Fink, skriver Henning Poulsen, at det var muligt uden tysk indgreb at fa. samlingsregeringen aflost af en overgangsregering, hvori nazisterne var reprsesenteret, og at dette flere gange var foreslaet af danske politiske kredse. Dette ma, mener forfatteren, »vise hen til et forslag, Gunnar Larsen og Sthyr denne aften (den 17. oktober) fremsatte om et ministerium under prins Axels ledelse med to reprsesentanter for DNSAP«. Vi er her ved det centrale punkt i sporgsmalet om, hvad der skete ved denne middagssammenkomst. Ifolge de tyske kilder blev et sadant forslag fremsat af de to herrer, medens dette pa det bestemteste bestrides af disse og afvises som utaenkeligt af Scavenius.

Som det fremgar af de nys citerede linier i Henning Poulsens bog (s. 221), tillaegger forfatteren de tyske kilder afgorende vasgt, idet det kort og godt fremstilles som et faktum, at forslaget blev fremsat. De danske benaegtelser af, at noget sadant skete, negligerer forfatteren, hvilket fremgar dels af de citerede ord dels af den omstaendighed, at de overhovedet ikke omtales i selve fremstillingen, men henvises til en note bag i bogen (note 6, side 451). Af denne note fremgar, at Frits Clausen og Meissner ifolge de danske forklaringer ved sammenkomsten den 17. oktober havde vaeret staerkt berusede, og at Meissners referat var ganske misvisende, men disse oplysninger, der stammer fra de danske kilder, synes forfatteren altsa ikke at tillaegge nogen betydning. Er dette rimeligt og retfserdigt?

Lad os for at fa klarhed over dette sporgsmal se lidt nsermere pa bade
de tyske og de danske kilder.

De tyske kilder

Den vigtigste tyske kilde er Meissners og Schwarzmanns referater. I Meissners forste referat omtales forst Gunnar Larsens bekymringer med hensyn til Danmarks okonomi »i den kommende vinter«, og derefter hedder det ordret:

»Infolgedessen sieht er sehr grosse Schwierigkeiten voraus und ausserte, dass eine erklarte deutschfreundliche Regierung nicht mit diesen Schwierigkeiten belastet werden diirfe. Er ist aber auch nicht dafiir, dass Staatsminister Stauning mit der jetzigen Regierung noch eine lange Lebenfrist erhallt.

Daher wurde von Larsen und Sthyr Dr. Clausen der Vorschlag gemacht, einem Übergangskabinett mit Prinz Aksel als Staatsminister ein gewisses Wohlwollen entgegenzubringen. In diesem Kabinett sollen den danischen Nationalsozialisten zwei Ministerposten zur freien Verfiigung eingeraumt werden. Clausen hat zu diesem Vorschlag eine Bedenkzeit gefordert. In der n'achsten Woche will er Gunnar Larsen und Sthyr eine Antwort geben.«

I de to referater om middagen den 25. oktober omtales igen »planen«

om en Prins Axel-regering med et par danske nazistiske ministre, og det hasvdes, at Sthyr og Gunnar Larsen var optimistiske med hensyn til sporgsmalet om planens gennemforlighed, sserlig ogsa hvad angar Kongensbilligelse af en sadan overgangsregering, som skulle »bane vejen for en Frits Clausen regering«. Sthyr skulle have sagt, at Scavenius og Gunnar Larsen allerede i nogen tid havde arbejdet pa denne plan. Om deres eget syn pa planen siger de to referenter, at de havde stillet sig skeptisk.

I sin mundtlige forklaring om sammenkomsten den 17. oktober hcevdede Meissner, at det var ved denne, han for forste gang horte om en Prins Axel-regering, og videre sagde han bl. a., at han havde »den Mistanke, navnlig til Sthyr, at han har arrangeret denne Middag og er fremkommet med et Projekt bare for at prove at lokke ud af Clausen, om han maaske havde videregaaende Aftaler med Tyskerne.«

Pa et sporgsmal af forhorsdommeren, om der var tale om en forhandling,
svarede Meissner:

»Nej, det var det ikke; det var lidt Iosere i Formen, og jeg synes ikke, at
Sporgsmaalet blev fremfort i en absolut konkret Form.«

Dommeren udtalte derefter:

»Clausen refererer det nemlig paa den Maade, at han var meget klar over, at han var inviteret med, for at han skulde foles paa Pulsen, men der blev dog ikke fremsat For slag og heller ikke taget Beslutninger af nogen Art (udhaevet her), det udartede sig naermest til en Slags Drikkegilde, hvor der ikke skete alvorligere Ting.«

I sine mundtlige kommentarer til referatet af mode nr. 2 sagde Meissner
under afhoringen bl. a.,

»at hvis man havde taget disse Samtaler alvorligt, vilde der sikkert vaere gaaet en Indberetning til det tyske Udenrigsministerium i Berlin. Vi var jo temmelig flittige med at indberette om alle mulige Smaahistorier, og dette her har vi ikke indberettet.«

Til en bemaerkning fra et medlem af domstolen om, at Sthyr og Gunnar
Larsen ifolge Schwarzmanns referat mente det alvorligt med Prins Axelplanen,
svarede Meissner meget spontant:

»Men dertil kan jeg sige med fast Overbevisning, at det, som Gunnar Larsen og Sthyr mindst onskede, var naturligvis en nationalsocialistisk Regering. Motivet for deres Handlinger er udelukkende at forhindre en ren nationalsocialistisk Regering eller en Quisling-Losning for Danmark. ... I hvert Fald er der det at sige til baade Gunnar Larsens og Direktor Sthyrs Holdning, at de aldeles ikke var interesserede i at fremme de danske Nationalsocialister«.

Ved afhoringen af Renthe-Fink indskraenkede denne sig til udtalelser af
mere generel karakter som f. ex. denne:

»Nej, jeg har aldrig anset Gunnar Larsen for en overbevist Tilhasnger af en
tyskorienteret Politik, men det har jeg ikke antaget om noget Medlem af den
danske Regering, heller ikke Scavenius.«

Om Sthyr udtalte Renthe-Fink, at han altid var gaet ind for, »at Stauning
skulde holdes«, og at Sthyrs onske var »at forhindre, at der kom en nationalsocialistisk

De danske kilder

Af de danske kilder er der forst afhoringen af Scavenius. Efter nogle indledende sporgsmal og svar overrakte dommeren Scavenius Schwarmanns referat af samtalen med Scavenius den 17. oktober, som konkluderede i, »at man fra tysk Side ikke skulde gore sig for store Illusioner med Hensyn til hans (Scavenius) Popularitet i et Clausen-Kabinet«. Efter at have lasst dette papir udbrod Scavenius:

»Gud Fader bevare os! Det viser bedst den Mangel paa Forstaaelse; at bringe
mig i Forbindelse med Frits Clausen! At han overhovedet kunne opfatte det
saaledes, at jeg kunde taenke mig det! Tvaertimod.«

Til Meissners referat om middagen den 17. oktober udtalte Scavenius:

»Naa, her kommer Prins Axel. Han var Ingeniorernes Kandidat til Statsministerposten. Jeg mener, at hvis Prins Axel er bragt ind, maa det vaere af Tyskerne; man kan ikke vel taenke sig, at et Medlem af Ministeriet skulde have bragt Prins Axel ind eller overhovedet interesseret sig for en saadan Kombination. Det udelukker hans Stilling i Ministeriet, mener jeg.«

og lidt senere:

»Jeg har aldrig haft Eksempler paa, at Gunnar Larsen var illoyal over for mig.
Han har aldrig dengang na^vnt noget saadant (Prins Axel-planen), saa jeg er
utilbojelig til at tro det.«

Forevist de tyske referater fra modet den 25. oktober kom der et nyt irriteret udbrud af Scavenius: »man behandler mig som en Pakke, man flytter med sikke noget Sludder«, hvorpa han betegnede indholdet som »kolossalt dilettantisk«.

Fra afhoringen af Gunnar Larsen er der grund til at hasfte sig ved hans udtalelse om, at han meget vel erindrede middagen den 17. oktober, »men ikke sadan som den er gengivet her« ( i Meissners referat). Gunnar Larsenhavde, sagde han, vseret med til at gore Frits Clausen »mindrevaerdigover

digoverfor Tyskerne og klaget over ham som en Umulius«, hvorfor tyskernehavde onsket, »at vi i alle Tilfaelde saa ham sammen med dem«. Ved ankomsten til middagen havde Frits Clausen vaeret beruset, og da man rejste sig fra bordet, »var han saa drukken, rent ud sagt, at han ikke kunde gaa lige«, hvorfor der ikke kunne vasre tale om nogen som heist form for fornuftig samtale. Tanken om at optage to nazister i samlingsregeringenbetegnede Gunnar Larsen som »noget rent Sludder«, og Meissnerkarakteriserede hansom »vel nok den mest fantasifulde og vel en af de mest intrigante Herrer, der overhovedet var heroppe fra tysk Side under Besaettelsen, saa alt for alvorligt og bogstaveligt vil jeg dog ikke meneman bor tage hans Referat«.

Om det forslag, Gunnar Larsen og Sthyr skulle have gjort Frits Clausen
udtalte Gunnar Larsen, foreholdt Meissners referat:

»Men alene den Maade, deter sat op paa, viser, at det kan ikke have vaeret
rigtigt, for det vilde have vaeret ganske umuligt at praesentere saadan noget for
Frits Clausen i den Tilstand, han var i.«

Pa et sporgsmal af dommeren om, hvordan man kom ind pa Prins
Axel, svarede Gunnar Larsen:

»Det tor jeg ikke sige, men jeg tror, det var en Tanke, udkastet af Meissner ved en eller anden Lejlighed. Jeg har ikke Erindring om, at den var fremkaldt ved en af disse Middage, men en Erindring om, at den var fremsat i Efteraaret 1940; men min Erindring er, at den er fremsat af Meissner.«

I flere ytringer senere under afhoringen fastholdt Gunnar Larsen kategorisk, at han aldrig havde fremsat noget forslag om en Prins Axel-regering, og at han aldrig havde arbejdet med nogen plan desangaende. Han ville ikke bestride, at tanken derom havde vasret diskuteret, men han tog afstand fra, at den skulle have vaeret fremfort af ham selv eller af Sthyr. Den var af tysk oprindelse.

Gunnar Larsen benasgtede rigtigheden af de to tyske referater af mode nr. 2. Der havde ham bekendt aldrig vaeret arbejdet med en Prins Axel-plan, men det var hans indtryk »at noget i den Retning vilde det maaske passe de Herrer meget godt at referere til Berlin*. Derefter udspandt der sig folgende replikskifte:

i>Dommeren: Men her staar, at Ingenioren har talt med Prins Axel om denne
Regeringsdannelse.

Gunnar Larsen: Det har jeg ikke. Jeg kan have naevnt overfor Prins Axel, at
hans Navn er naevnt, den Mulighed kan foreligge, men at jeg skulde have talt
med ham ....

Dommeren: Saa staar der videre: »Dieser soil bereit sein, eine »t)bergangs«-

Regierung zu bilden, und der Konig soil seine vorlaufige Zustimmung gegeben
haben.«

Gunnar Larsen: Deter ganske udelukket, totalt udelukket.

Dommeren: Det gaar meget videre i

Gunnar Larsen: Ja, det gor det i deres Referat, men jeg har aldrig indhentet
Prins Axels Indforstaaelse, end mindre Kongens.«

Afhoringen af Sthyr begyndte med, at han gjorde rede for sin tilknytning til udenrigsministeriet som formand for ministeriets radgivende handelspolitiske udvalg, samt for sit samarbejde med Erik Scavenius og for den opgave, der tilfaldt ham at vaere en slags mellemmand mellem Scavenius og det tyske gesandtskab, saerlig i perioden fra afbrydelsen af toldunionsforhandlingerne i august 1940 til begyndelsen af aret 1941, en periode, hvor der var lidt kold luft mellem den danske udenrigsminister og den tyske gesandt.

Adspurgt af dommeren om sit syn pa Meissner og Schwarzmann svarede Sthyr, at disse to unge tjenestemsend var meget asrgerrige, og at de efter hans opfattelse onskede deres stillinger ved gesandtskabet som et springbrset for senere avancement.

Om sammenkomsten den 17. oktober forklarede Sthyr, at Frits Clausen og de tyske herrer allerede ved ankomsten havde vaeret mer eller mindre pavirkede af spiritus, og at der overhovedet ikke fandt nogen politisk diskussion sted. Sthyr kunne roligt sige, at nogen plan om Prins Axel-regering ikke havde vseret fremme, »det kunne aldrig falde mig ind at drofte den Slags Ting med Tyskerne bag Scavenius ryg, aldrig«.

Atter ved denne afhoring mindede dommeren om, »at vi fra Frits Clausens Side har faaet bekraeftet, at der ikke fortes Forhandlinger om noget, . . (udhaevet her), fordi det udartede til et Drikkegilde, siger han«. Efter Sthyrs mening var ogsaa Meissner beruset. Pa grund af Frits Clausens tilstand mislykkedes det fuldstaendig for Tyskerne at opna, at Sthyr og Gunnar Larsen fik et bedre indtryk af ham.

Laesningen af de tyske referater af mode nr. 2 gav Sthyr anledning til
med hasftighed at gentage om Prins Axel-planen, at han aldrig nogensinde
havde foretaget noget som heist skridt i den retning.

Folgende replikskifte fra afhoringen skal citeres:

»Dommeren: Og saa rejser sig det Sporgsmaal: Har det vaeret inden for Deres
Tanker at bane Vej for en Clausen-Regering?

Sthyr: Har man ikke af det, jeg har laest op af Scavenius' Bog her, et tydeligt
Indtryk af, at jeg betragtede det som den storste Ulykke for Danmark, hvis
man fik en Clausen-Regering?

Dommeren: Og hvorledes var Gunnar Larsens Stilling?

Sthyr: Det var den samme. I Dagene efter de to Samtaler med Schwarzmann og Renthe-Fink, som er omtalt hos Scavenius, benyttede jeg enhver Lejlighed til at sige: lad Vcere med det, det gaar aldrig godt, giv det op og drop Personen Clausen; og saa er det, han siger: ja, men Herregud, tal dog med ham. Jeg har altid over for Renthe-Fink sagt, at det vilde vaere den storste Ulykke for Danmark, om man fik en Clausen-Regering. Nu er Frits Clausen jo dod, saa man skal ikke sparke mere til ham, men .....

Dommeren: Man logger jo maerke til, at baade Meissner og Schwarzmann siger - den ene: »bane Vej for« en Clausen-Regering, den anden: »gore fri Bane for» en Clausen-Regering. Der er to Muligheder. Enten er de Udtalelser faldet, eller ogsaa har de Herrer, da de sidder i Gesandtskabet og skriver Rapporterne, samarbejdet om det.

Sthyr: Jeg maa sige, naar jeg keser de to Referater, synes jeg, man maa taenke sig, at de bagefter har snakket lidt om: Hvad skal man nu indberette til Berlin? Og mit Indtryk er endvidere det, at de onsker at faa en Fjer i Hatten ved at kunne indberette til Berlin, at de har fort disse Samtaler.«

Sthyr papegede under den fortsatte afhoring, at de to tyske referater stod
i en skaerende modsastning til det, som var nedfaeldet angaende to forudgaende
officielle samtaler med Schwarzmann og med Renthe-Fink.

Ved afhoringen af Peschardt fremkom ikke oplysninger af nogen betydning ud over, at han karakteriserede Meissner som »en meget vidtloftig Herre, der digtede mange Ting, idet han formodentlig pa en eller anden Maade skulle torpedere Renthe-Fink«. Peschardt brugte ogsa ordet »fantasifuld« om Meissner og mente ikke, at man skulle tillcegge hans beretninger megen vaegt.

Vurdering af kildeme

I det foregaende er i store traek anfort og gjort rede for de kilder, pa grundlag af hvilke vi i dag er henvist til at vurdere sporgsmalet om, hvad der skete pa. de to middagsmoder med hensyn til det pastaede danske forslag om en Prins Axel-regering med et par nazistiske ministre som overgang til en ren dansk nazistisk regering i Danmark. Desvaerre foreliggcr der ikke fra tiden omkring de to moder noget skriftligt dansk referat af dem og en dokumentarisk bevisforelse er altsa udelukket. Men dette er jo ikke ensbetydende med, at man uden videre ma acceptere de tre tyske referater som sandhedsbeviser og ganske se bort fra de danske forklaringer over for Den parlamentariske Kommission. Det gor, som naevnt tidligere, Henning Poulsen. Nar han i noten bag i bogen anforer tre ting til stotte for de tyske pastande og dermed til imodegaelse af de danske forklaringer, ma det vel vaere, fordi han anser dem for vaesentlige. Vi ma derfor forst se lidt naermere pa disse tre momenter:

a. Forslaget om en Prins Axel-regering, som pastas at vaere blevet
fremsat pa middagsmodet den 17. oktober, genfindes, oplyses det i noten,
i de to tyske referater af middag nr. 2 den 25. s. m.

Hertil er at bemasrke: Nar de tyske deltagere i den forste middag en gang havde lanceret teorien om det pastaede danske forslag og nedfaeldet den skriftligt, ville det have vaeret maerkeligt, om de ikke havde fastholdt den i referateme af den anden middag. At de gjorde det var ud fra deres synspunkter kun logisk og beviser i og for sig ingenting. -

b. Harald Petersen (justitsminister 1940-1941) har i 1948 forklaret,
at Gunnar Larsen i efteraret 1940 over for ham havde nasvnt »en regering
Prins Axel som alternativ til en nazistisk regering«.

Hertil er at bemaerke: Det var pa et sporgsmal af Harald Petersen om et sadant alternativ, at Gunnar Larsen ifolge Harald Petersens vidneforklaring for kommissionsdomstolen svarede: »Ja, der er jo den Mulighed, at Prins Axel kunde anvendes som Statsminister, og det maa vi ihvert Fald arbejde paa, hvis Tyskerne holder fast ved deres«. Og videre pa et sporgsmal af Harald Petersen om der ikke var en redning for os, »er der ingen Udvej«?: »Jo, man haaber inden for visse Kredse, at man i hvert Fald kan dreje det paa den Maade, at man faar Tyskerne til at respektere Prins Axel«. (Parl. kom. XIII Bind 1, side 491, venstre spalte). - Disse udtalelser af Gunnar Larsen over for Harald Petersen indeholder intet bevis for, at nogen Prins Axel-plan skulle vaere fremsat over for tyskerne, og endnu mindre for, at planen omfattede en regering med to nazister. Med udtrykket »alternativ« kan de to deltagere i dette replikskifte slet ikke have taenkt pa en Prins Axel-regering som den, de tyske beskyldninger gik ud pa, men pa. en rent dansk national regering med prinsen som chef. En sadan ordning var der jo mange »gode danske« der onskede, jfr. herom nedenfor punkt 3.

c. Ogsa Kanstein, der deltog i modet den 25. oktober, bekrasfter, oplyses
det endelig i noten, at forslaget var fremme. Kilden hertil er akterne
i Frits Clausen sagen.

Hertil er at bemaerke: denne kilde har ikke kunnet kontrolleres, men
ordene »var fremme« er et vagt udtryk, der i sig selv intet beviser om,
hvad der blev sagt eller af hvem.

Nar man herefter skal soge at na frem til en vurdering af de mundtlige
forklaringer, som er blevet afgivet over for Den parlamentariske
Kommissionsdomstol af de to i sagen implicerede regeringsmedlemmer

og den hojt betroede formand for udenrigsministeriets radgivende handelspolitiske
udvalg, ma folgende forhold tages i betragtning:

1. Den kontakt, som Gunnar Larsen og Sthyr tog med Frits Clausen ved de to middage, var et udslag af forhandlingspolitikken. Denne politik, som blev startet under udenrigsminister P. Munch den 9. april, gik ud pa under de aendrede betingelser at bevare regeringsmagten og alt offentligt styre i Danmark pa danske hinder, og dens fornemste mal var derfor at forhindre tysk og/eller dansk-nazistisk overtagelse af eller indblanding i statsledelsen. Forhandlingspolitikken fortsattes efter 8. juli under Erik Scavenius' ledelse. Den nye udenrigsminister fandt det ganske vist i noget hojere grad end sin forgaenger opportunt at imodekomme tyske onsker, men hans indstilling over for den nazistiske ideologi og politik var den samme som Munchs. Under hele besasttelsen var det et kardinalpunkt i dansk politik at afvise ethvert krav eller onske om et dansk Quisling-regime eller tysk krigsadministration, koste hvad det ville. Da den danske nazisme med Frits Clausen som »forer« i efteraret 1940 vejrede muligheden for en magtovertagelse og pa forskellig made gik til aktion, matte man i den danske statsledelse naere alvorlig bekymring for, hvad der kunne komme ud deraf. For udenrigsministeren og hans naarmeste medarbejdere blev det derfor en vigtig opgave pa dette tidspunkt at intensivere modstanden mod de danske nazisters aspirationer, og det gjorde man bl. a. ved forsog pa at overbevise den tyske gesandt om Frits Clausens og hele den danske nazistklikes ringe standard, savel politisk som menneskeligt. Den samtale, hvorunder Renthe-Fink over for Sthyr gav stodet til kontakten med Frits Clausen, var netop et led i sadanne bestrsebelser. - Pa baggrund af forhandlingspolitikkens fundamental princip er det i aller hojeste grad usandsynligt, at man fra ansvarlig dansk side skulle have handlet stik imod dette princip ved at stille forslag om en Prins Axel-regering med nazistiske ministre som overgang til en ren Quislingregering under Frits Clausens ledelse.

2. Sthyr og Gunnar Larsen horte til Erik Scavenius' naermeste medarbejdere og optradte altid i forstaelse med og efter samrad med deres chef, med hvem de dagligt konfererede. De agerede sa at sige i alt hvad de foretog sig i politiske sager pa Scavenius vegne.

Fra samarbejdet under 1. verdenskrig, hvor Sthyr i sin egenskab af kontorchef i udenrigsministeriet havde gjort en sa stor indsats, navnlig i handelsforhandlingerne med Tyskland, bestod der mellem ham og Scavenius et fortrolighedsforhold, som bevirkede, at de to msend, der nu

under 2. verdenskrig igen modtes pa den udenrigspolitiske arena, folte sig gensidig knyttet til hinanden i et samarbejde til gavn for landet, nu blot under endnu vanskeligere forhold end forste gang. Sthyr nserede stor beundring og hengivenhed for Scavenius og onskede kun at vaere hans loyale medarbejder i forhandlingspolitikken.

Nu ved vi, som ogsa omtalt af Henning Poulsen, at Scavenius den 17. oktober om formiddagen havde haft en samtale med Schwarzmann og derunder afvist at diskutere sporgsmalet om et regeringssamarbejde med nazisterne. Om denne samtale og Scavenius' svar til Schwarzmann var Gunnar Larsen og Sthyr underrettet. Om aftenen samme dag holdtes den forste middag med Frits Clausen. Tanken om, at Sthyr og Gunnar Larsen ved denne lejlighed skulle have lanceret det forslag om en Prins Axel-regering, de beskyldes for - stik imod Scavenius' svar til Schwarzmann nogle fa timer forinden! - er simpelthen grotesk. Vel taltes der pa den tid i visse danske kredse en del om, hvordan man ved hjaslp af en ny regering bedst kunne »redde fcedrelandet« og vel var en af de mader man diskuterede en Prins Axel-regering (jfr. nedenfor punkt 3), men at kombinere Prinsen, hvis anti-nazistiske indstilling var velkendt, som regeringschef med nazistiske ministerkolleger! - i et forslag til Frits Clausen og tyske udenrigstjenestemsend! - til forberedelse af en ren Quislingregering! - fremsat af en dansk kabinetsminister og en hojt betroet medarbejder i udenrigsministeriet! - umiddelbart efter at Scavenius havde sagt fra til Schwarzmann! - det lyder sa utroligt, at det i virkeligheden i sin komplette usandsynlighed dementerer sig selv.

3. Det bor i forbindelse med foranstaende punkt ikke overses, hvad formalet var, nar den sakaldte Hojgaard-kreds i efteraret 1940 lancerede ideen om en Prins Axel-regering. Denne ide, der i oktober maned var et samtaleemne i visse danske kredse, udsprang af initiativtagernes utilfredshed med 8. juli-erklasringen og med Erik Scavenius' politik, og det de onskede var ved hjaelp af en Prins Axel-regering at komme af med Scavenius. De fandt ikke forhandlingspolitikken tilstraskkelig fast over for besaettelsesmagten og ansa Prins Axel for manden, der som regeringschef med en ny udenrigsminister i hojere grad kunne haevde landets »selvstaendighed« og varetage dets »vitale interesser«, kort sagt kunne indtage en mere afvisende holdning over for tyskerne. Hojgaard-kredsens formal var altsa at »bruge« Prins Axel til det diametralt modsatte af det, som ifolge de tyske referater skulle have vseret hensigten med en Prins Axel-regering.

Uden naermere kendskab til Hojgaard-kredsens virkelige formal havdeMeissner

deMeissnerog Schwarzmann utvivlsomt hort rygter om, at en Prins Axel-regering var pa tale, og har da efter al sandsynlighed grebet prinsens navn som et udgangspunkt for deres fantasifulde kombinationer om en »nazi-venlig« regering under hans ledelse. — Sthyr og Gunnar Larsen derimod vidste, hvad formalet vanned Hojgaard-kredsens ide, og var tillige fuldstaendig klar over Prins Axels politiske indstilling. At de til trods herfor skulle have gjort Frits Clausen det pastaede forslag er simpelthen en absurd tanke.

Som overbeviste tilhasngere af Scavenius' forhandlingspolitik matte de vaere imod en plan (Hojgaard-kredsens) om at styrte Stauning og Scavenius ved hjaelp af Prins Axel, og pa den anden side kunne de ikke vaere i tvivl om, at prinsen aldeles ikke ville vaere til fals som chef for en regering som den, de to tyskere fablede om i deres referater af sammenkomsterne med Frits Clausen.

4. Det usandsynlige, for ikke at sige tabelige, ide tyske pastande trader saerdeles tydeligt frem, nar vi ser naermere pa indholdet af de tyske referater af middagen den 25. oktober. De enkeltheder, der »afslores« i disse aktstykker, er af en sadan art, at de kun synes at kunne forklares som udslag af koncipisternes frie fabulering.

I folge disse referater skulle Sthyr og Gunnar Larsen ugen mellem de to sammenkomster have arbejdet videre med »planen« og skulle sa nu (25. oktober) have stillet Frits Clausen det direkte sporgsmal, om han var rede til at »medarbejde« i en Prins Axel-regering, og Sthyr skulle have »praeciseret« fremgangsmaden ved dannelsen af en sadan regering: forst skulle man via de fire store partier bevaege Stauning-regeringen til at traede tilbage; sa skulle de fire partier i den nye regering repraesenteres af andre personer end de nuvaerende, og sa skulle altsa et par nazister, deriblandt Clausen selv, indtraede, alt med prinsen som regeringschef.

Ifolge Sthyrs erklaering, hedder det i referatet af Meissner, skulle Scavenius og Gunnar Larsen allerede nogen tid have arbejdet med denne plan. Og videre: Sthyr syntes overbevist om, at Kongen ville udnsevne et sadant kabinet! Ifolge Schwarzmanns referat skulle Kongen ovenikobetallerede have givet sin »vorlaufige Zustimmung« til planen! Og ifolgesamme referat var det meningen, at bade Scavenius og Gunnar Larsenskulle optages i den nye regering. Ikke et eneste led i dette aktionsprogrambaerer sandsynlighedens praeg. Schwarzmann finder det pakraevetat tilfoje, at man af Sthyrs og Gunnar Larsens udtalelser kunne slutte, »at denne plan er alvorlig ment«, som om denne bemterkning

skulle kunne gore referatet mere trovaerdigt. Schwarzmann rober tvaertimodmed
denne tilfojelse sin egen tvivl om trovaerdigheden af den fantastiskehistorie,
han og Meissner har bragt til torvs.

5. De tyske forklaringer for Den parlamentariske Kommission indeholder visse momenter, der stotter de danske forklaringer om, at »Prins Axel-planen« ikke er blevet og ikke kan vsere blevet fremsat. Under afhoringen bagatelliserede Meissner betydningen af de udtalelser, som ifolge de skriftlige referater skulle vasre fremsat ved de to middage, og trak forsavidt i land, som han - foreholdt Schwarzmanns passus om, at planen var alvorlig ment - med eftertryk bekendte sin faste overbevisning om, at det Sthyr og Gunnar Larsen mindst af alt onskede var en nazistregering, at de tveertimod kun onskede at forhindre noget sadant, og at de »aldeles ikke var interesseret i at fremme de danske Nationalsocialister«. Kan man fa dette til at rime med det, der hsevdes i de tyske skriftlige referater? - Skulle de to danske herrer have fremsat en detailleret plan til forberedelse af det, de selv »mindst af alt onskede«, en dansk naziregering?! Og som deres chef, Erik Scavenius netop havde taget af stand fra! Meissner har i virkeligheden i sin mundtlige forklaring selv dementeret sine skriftlige referater.

Ogsa Renthe-Fink gav under afhoringen udtryk for det samrne syn pa de to danske maends politiske indstilling, som Meissner havde bekendt sig til. Renthe-Fink havde ikke »aflagt Referat til Berlin om alle disse Samtaler, der blev fort. Jeg har kun opfattet dem som en Diversion eller som en Rekognoscering«. Referaterne fra sine to underordnede har Renthe-Fink ojensynlig opfattet som for usandsynlige til at blive taget alvorligt.

6. Af betydning ved sagens vurdering er det endvidere at erindre sig dels formalet med de to middagsmoder, dels deres karakter og den atmosfaere, hvori de fandt sted. Formalet var ikke at drofte en regeringsomdannelse, men udelukkende at mode Frits Clausen for at fole ham pa taenderne og fa et indtryk af hans personlighed. Skulle de danske deltagere da i den grad have glemt dette formal, at de kastede sig ud i en storpolitisk »plan«, som kunne have faet skaebnesvangre folger? Og hvad atmosfseren angar, ved vi jo fra afhoringerne, at Frits Clausen ved den forste middag var sa beruset, at han ikke kunne fore en fornuftig samtale. Over for en mand i hans tilstand finder man vel ikke pa at fremsaette politiske plaer.

Ved middag nr. 2 var atmosfceren abenbart noget bedre. Den kom

som omtalt i stand efter onske af Kanstein, fordi den forste sammenkomst var blevet en fiasko. I omtalen af Kansteins deltagelse savnes i HenningPoulsens bog oplysning om, hvad denne, den eneste virkelig fornuftigeaf de tyske deltagere har forklaret om forlobet af samtalerne, ud over at hansom ovenfor omtalt har bekrasftet, at forslaget om en Prins Axel-regering »var fremme«, et udtryk, som jo ikke oplyser noget om ved hvis initiativ og pa hvilken made, det kom frem. Havde der foreliggetholdepunkter for at haevde, at Kanstein havde tilsluttet sig fremstillingeni de tyske skriftlige referater, var dette utvivlsomt blevet anfort af Henning Poulsen.

7. Pa et enkelt punkt ud over det ovenfor om Harald Petersens vidneforklaring omtalte er hans forklaring for kommissionsdomstolen af betydning. Han blev af dommeren spurgt om, hvad han mente om tyskernes beskyldning, at Gunnar Larsen arbejdede pa at fa Stauning vaek. Kunne det vsere rigtigt? Svaret kom meget prsecist: »Absolut ikke. Det vil jeg tro har ligget Gunnar Larsen sa fjernt som noget, at han skulde arbejde pa at fa ham vaek. Det ma vaere en fuldstaendig Forvraengning af Billedet fra tysk Side«. Dette vidnesbyrd ligger, som det vil bemserkes, ganske pa linie med Renthe-Finks ovenfor refererede udtalelse om, at Sthyr altid var gaet ind for, »at Stauning skulde holdes«. Er det herefter antageligt, at Sthyr ved middag nr. 2 skulle have foreslaet Staunings tilbagetraeden som led i Prins Axel-»planens« gennemforelse?

8. Af hvad ovenfor er refereret om afhoringerne ved kommissionsdomstolen fremgar, at der foreligger et indirekte vidnesbyrd fra Frits Clausen selv om middagen den 17. oktober, idet dommeren to gange, nemlig dels ved afhoringen af Meissner, dels da Sthyr afgav sin forklaring, henviste til Clausens udsagn desangaende, et udsagn, som absolut ikke er i favor af de to unge tyskeres beretninger: ». . . . han (Clausen) var meget klar over, at han var inviteret med for at han skulle foles paa Pulsen«, og videre: »men der blev dog ikke fremsat Forslag og heller ikke taget Beslutninger af nogen Art«, og endelig: »det udartede sig nsermest til en Slags Drikkegilde, hvor der ikke skete alvorligere Ting«.

9. Endelig ma man tsenke pa, hvem forfatterne af de tyske referater var. Det var to unge tyske nazister, som var ivrige tilhaengere af den nazistiske ideologi, og som var ude efter at gore karriere. De karakteriseresbegge som cergerrige, og om Meissner haevdes det, at han var fantasifuld og ikke palidelig. At de var inficeret af nazismens »and« og

indoctrineret i dens arbejdsmetoder, kan man tage for givet. De var sikkertinteresserede i efter et mode med hoje danske regeringsreprsesentanterat rapportere om noget sensationelt, og hvad kunne det skade dem at lancere en historie om den danske »Prins Axel-plan«? -at lade deres chef fa den opfattelse, at Sthyr og Gunnar Larsen nu var ved at blive nazi-venlige?

I betragtning af, hvad ovenfor er anfort, er det ikke sa masrkeligt, at savel Scavenius som Gunnar Larsen og Sthyr enstemmigt og uden den mindste vaklen afviste de to unge tyske tjenestemaends beskyldninger. At Scavenius gjorde det med ironi og irritation og Sthyr med harme og indignation, medens formen for Gunnar Larsens afvisning maske var lidt mere tor, men ikke mindre fast, svarer godt nok til forskellen i temperament hos dem.

Nar de tre danske maend i hoje og ansvarsfulde stillinger i den davaerende danske statsledelse sa kategorisk tilbageviser en teori, der i sig selv baerer praeget af den mest skaerende usandsynlighed, og nar der tilmed i de tyske forklaringer er visse vaesentlige momenter, som svaekker denne teori, synes det at vaere en saerdeles betaenkelig ting, ja i virkeligheden helt uholdbart og uretfaerdigt at acceptere den og dermed lade hant om de danske forklaringer. Disse ma std til troende. Deter det resultat en omhyggelig provelse af sagens samtlige omstaendigheder ma fore til.

Sa meget om sagens realitet. Hvad formaliteten angar, er det under al- Ie omstaendigheder beklageligt, at Henning Poulsen har tillagt de danske forklaringer en sa ringe betydning, at de ikke refereres i selve fremstillingen, men kun omtales i en note bag i bogen og tilmed affaerdiges med et par meget kortfattede bemserkninger.

III.

Kapitel 10 i Henning Poulsens bog, side 264-297, handler om »Frikorps Danmark«. Side 282 nederst - 283 overst skriver forfatteren: »Der blev altsa givet frit 10b for hvervningen, og der ma ogsa siges at have ligget godt og vel en halv godkendelse af frikorpset i den meddelelse, udenrigsministeriets pressebureau udsendte 2. juli 1941 «.

For den, der vanned i forhandlingerne om disse forhold, skurrer udtrykket»givet frit l0b« lidt i orerne, nar man ved, at et mere daekkende udtryk havde vaeret, at der »ikke blev lagt hvervningen hindringer i vejen«,men lad nu det VEere, hvad det vil. Derimod er der grund til med hensyntil

syntil»en halv godkendelse af frikorpset« at gore I"olgende bemaerkninger:

Det var den danske regering magtpaliggende hverken at give en hel eller en halv anerkendelse af frikorpset. Den ville indskrasnke sig til at indromme de militasrpersoner, der meldte sig til korpset, visse faciliteter, hvoraf den vigtigste var at lade dem traede uden for nummer med ret til senere at genindtrcede. Tyskerne og de danske nazister ville gerne give det udseende af, at korpset var anerkendt af regeringen. Med dette for oje forelagde en reprassentant for D.N.S.A.P. med stotte af det tyske gesandtskab udenrigsministeriet et udkast til en pressemeddelelse, der bl. a. indeholdt folgende passus: »Frikorps Danmark, som er oprettet med den kgl. danske Regerings Billigelse, kaemper for et nyt Europa og for Danmarks Sag - imod Kommunismen«. Herimod protesterede udenrigsministeriet og foranledigede, at hele den citerede passus, altsa ogsa ordene om korpsets kampmal, blev slettet. Til gengaeld accepterede man en »tor« pressemeddelelse om, at det vanned den danske regerings billigelse, at oberstlojtnant Kryssing havde overtaget kommandoen over korpset. Med dette formal havde man nemlig bevilget hans ansogning om at traede uden for nummer. (Parl. Kom. V side 261).

Udenrigsministeriet lagde stor vsegt pa at opna den her omtalte aendring af pressemeddelelsen, netop fordi man ville undga at give udtryk for en dansk anerkendelse af korpset. Regeringens holdning over for hvervningen var om ikke negativ, sa dog absolut heller ikke entusiastisk. Hvervningen ansas som et nodvendigt onde, man matte finde sig i.

IV.

I kapitel 11 om Sabotagen, side 298-335, skriver forfatteren side 310 om Danmarks tiltrasden af Antikominternpagten: »Skont pagten ikke palagdeDanmark nye forpligtelser, lod den sig tolke som en symbolsk indlemmelseblandt Tysklands allierede«. Forfatteren har sikkert ret i, at denne opfattelse var fremherskende i vide kredse, ikke mindst blandt udenlandsdanskerne, og mange troede sikkert, at der var tale ikke blot om en symbolsk, men ogsa om en virkelig tiltraeden af det militaere forbundmellem Tyskland, Italien og Japan, Tremagtspagten. Der havde derforvseret grund til at papege, at dette er en total misforstaelse, idet pagteni virkeligheden ikke forpligtede os udover, hvad vi allerede et halvt ar tidligere - ved Tysklands angreb pa Sovjetunionen — var gaet med til. Endvidere er det vigtigt at fastholde, at regeringen forst bojede sig efter,

at Tyskland var gaet ind pa de danske betingelser (de beromte »fire punkter«), hvoraf den vigtigste var en erklaering om, at tiltraedelsen ikke medforte, at Danmarks status som ikke-krigsforende stat <endredes. Den samlede virkning af de danske betingelser, der accepteredes af Tyskland, var at Danmarks tiltradelse blev en torn formalitet uden reelt indhold.