|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 9 (1970 - 1972) 2En historiker og hans heltPa baggrund af udgivelsen af 2. bd. af C. O. Boggild-Andersens store vcerk om »Hannibal Sehested. En dansk statsmand« soger universitetsadjunkt, mag. art. Leo Tandrup at skitsere, hvilken rolle jorfatterens egen personlighed og hele baggrund liar spillet for det billede af Hannibal Sehested og hans tid, der oprulles. Boggild- Andersen kunne ikke »lobe fra sig selv,« iscer ikke i sin skildring af Seliesteds personlighed og nordiske program og i sit syn pa forholdet mellem manden og tiden. Af Leo Tandrup Den historiske metode, historieteorien og i mindre grad historiografien har laenge VEeret stedborn i dansk historieforskning. En bedring synes dog i de seneste ar pa vej, ikke mindst inspireret af H. P. Clausens virke i. Men indtil da harder, med fa undtagelser, vEeret en alt for ringe interesse for at studere sammenheengen mellem forskeren og hans baggrund pa den ene side og hans historiske emner og emnebehandling pa den anden Herfor basrer Kr. Erslev sin store del af skylden. Dynamisk og viril, som han var, evnede han langt bedre end sine samtidige kolleger pa KobenhavnsUniversitet, Johannes Steenstrup, Edvard Holm og J. A. Fridericia,at stette spor i sine elever. Erslev er i virkeligheden den hidtil eneste,der rigtig har formaet at danne skole i dansk historie. Han satsede, isser i sine yngre ar, ud over arbejdet med moderne kildeudgivelse, kraftigtpa selve rydningsarbejdet, kildekritikken, pa bekostning af de ovrige led i forskningsprocessen. Steenstrup advarede ham herimod 3, men laengeforgasves. Forst i sine seneste ar som virkelig aktiv historiker, i arene op imod 1. verdenskrig, kom han dybere ind pa moderne erkendelsesteoretiskeovervejelser, fik forst da for alvor ojnene op for, hvor kompliceretog 1. Jvf. den af Faellesudvalget for historisk Forskning udarbejdede duplikerede liste, der dog er meget ufuldstaendig, over danske historikeres forskningsprojekter, fremlagt pa historikermodet i Odense i febr. 1971. 2. Jvf. listen over vigtigere historiografiske veerker i W. Westergaard, Danish History and Danish Historians, The Journal of Modern History XXIV, 1952, s. 167 n. 1. Heri burde Beggild-Andersens store og vaegtige af handling, Historisk Tidsskrift gennem Hundrede Aar, H. T. 10. r. V, s. 64 ff, ogsa have vseret naevnt. Jvf. i metodisk-teoretisk henseende isaer flere artikler af P. Bagge. 3. Jvf. duellen mellem Steenstrup og Erslev herom i Dagbladet 23. marts, 6. og 7. april 1891.
Side 255
retogsammensat forholdet mellem historikeren og hans forskning, mellemsubjekt og objekt var. Baggrunden herfor var ikke blot de senere ars intense beskaeftigelse med selve syntesen, eller med histonQskrivningen, for at tale erslevsk; men ogsa den, at han forst da stiftede nasrmere bekendtskabmed de store neoidealistiske teoretikere, forst og fremmest med Wilhelm Dilthey og Heinrich Rickert. Dette satte frugt i det inciterendeteoretiske stridsskrift »Historieskrivning. Grundlinier til nogle Kapitler af Historiens Theori fra 1911,« som ogsa i »Historisk Teknik« fra samme ar 4. Men frugten modnedes for sent, og Erslevs missionaertrang fra de yngre ar var desuden svaekket. Den nye ledende generation af historikere, msend som professorerne Erik Arup, Knud Fabricius og Aage Friis, forte derfor i hovedsagen den unge mesters, ikke den addre professors vserk videre. Resultatet blev: fortraeffelige kildeudgaver; fine og skarpsindige kildekritiske undersogelser; men - som regel - ikke nser sa imponerende synteser. Man var i samme situation, som Povl Bagge rammende udtrykte det, »som hvis man pa Kunstakademiet laerte de vordende arkitekter at vselge solide mursten og tort og godt tommer, men overlod det til dern selv at finde de regler, efter hvilke man bygger et hus« 5. Den situation kom ogsa den unge C. O. Boggild-Andersen i, da han 1917-25 studerede historie pa Kobenhavns Universitet under de naevnte tre professorer. Der er ganske vist meget rigtigt i Bjorn Kornerups opfattelse, at huset »Hannibal Sehested. En dansk statsmand« blev »et sadant grundmuret Hus, hvor bade Fundament og Vasgge og Loft har virkelig Soliditet,« 6 isaer hvis man tasnker pa det enorme kildemateriale og den store belaesthed, der la bag. Men den manglende uddannelse i metodisk fremstilling kom dog utvivlsomt, som det skal soges vist, til at sastte sit prasg pa savel problemstilling som komposition i det nasvnte vaerk pa, ca. 1260 sider, der skulle blive Boggild-Andersens hovedvasrk. Heraf udkom 1. bind i 1946, mens 2. og sidste bind forst sa lyset i 1970, kyndigt udgivet af en af hans nsere elever, arkivar Ole Degn. Denne redegor i en instruktiv indledning for bogens tilblivelse og placerer den i sammenhsengen med forf.s ovrige betydelige produktion over samme emnekreds. Vaerket er, som det nu foreligger, en torso. Skildringen i 2. binds 5., 4. For en naermere redegorelse for udviklingen i Erslevs erkendelsesteoretiske syrispunkter nodes jeg til at henvise til en kommende artikel. 5. Historie som videnskab, Nordisk Tidskrift, 1942, s. 489. 6. Brev til Boggild-Andersen (herefter forkortet COBA) af 30. sept. 1946. Dette og de i det fig. naevnte breve til COBA findes hos fru Boggild-Andersen.
Side 256
frugt af Boggild-Andersens forskning for 1950-erne, savner i rneget den sidste afpudsning af synspunkter, teser, konklusioner. 2. binds langt storste bog, den 8. (pa 204 s.), om udenrigspolitikken fra 1660 til februar 1664 savner omredigering, bearbejdning, stramning, linjer trukket med storre skarphed, indfletning af flere af de oplivende traek til belysning af Hannibal Sehesteds personlighed, der gjorde 1. bind sa faengslende. Desudener der desvasrre ikke udarbejdet noteapparat til 8. bog. Denne er simpelthen identisk med et manuskript, der forela trykfaerdigt i 1936, til 1. bind af et 2-binds vasrk om »Hannibal Sehested og Norden. Et Kapitel af den danske Ydrepolitiks Historie«. Det 2. bind af dette vserk, der skulle omfatte den vigtige periode fra 1664 til Sehesteds dod i 1666, naede forf. aldrig at fa skrevet. Som erstatning herfor er der i et tillaeg med foje medtageten forelassningsraekke om Hannibal Sehested og den danske ydrepolitik1660-66, som Boggild-Andersen holdt pa Goteborgs Hogskola i 1949. Et hovedsporgsmal melder sig hastigt for lseseren af Boggild-Andersens livsvaerk: er det mere manden og tiden, eller er det mere tiden og manden? I hvor hoj grad evner den hojtbegavede toppolitiker at forme, ja asndre en udvikling? I hvor hoj grader han bare den mere eller mindre tilfaeldige katalysator for de ideer og tanker, som er oppe i tiden, og som er et produkt af produktionsforholdene, af de herskende sociale, politiske og kulturelle stromninger? Deter sporgsmal, som ganske vist ikke kan besvares med uimodsigelig vished, men som enhver levnedsskildrer alligevel bor tage stilling til. Denne stillingtagen praeges ikke blot af kildernes udsagn om personen og dennes samtid og af den tidligere historieforskning og historieskrivning, men ogsa af historikerens vurdering heraf, d. v. s. af historikerens egen personlige baggrund og af ledende stromninger i hans egen samtid. »Jeg ma se den Kendsgerning i ojnene, at den videnskabelige Faghistoriker . . . (ikke) kan lobe fra sig selv og den Nutid, hvori han lever,« skrev Boggild-Andersen beklagende ~. I dag betragtes det naermest som givet, at enkeltpersonens rolle er temmeligringe. Hvad formar han vel over for de store, dybtliggende andeligeog isaer materielle krasfter i tiden, over for det store, tungtvejende stats-, administrations- og produktionsmaskineri? Formar han maske mere, end man tror? Navne som Bismarck, Stalin, Mao, de Gaulle, Gandhi dukker op for det indre oje. Og gar det an nassten automatisk at projicere synet pa enkeltmenneskets ret ringe rolle tilbage i for-industrialismenstidsalder, hvor ikke blot det nasvnte maskineri, men ogsa 7. Historien og Nutiden, Afslutningsforedrag ved Historikermodet i Arhus, 1942, s. 10.
Side 257
den offentlige mening var ringere udviklet, og hvor den geniale ener derforfik Det gor Boggild-Andersen da ogsa langtfra. Deter simpelthen hans hovedtese, at Hannibal Sehested stod bag det meste af, hvad der var moderne og nyskabende i sin tids dansk-norske politik. Det var altsa manden, meget mere end det var tiden. Tesen forte dog Boggild-Andersen for vidt. Kildernaterialet viser ganske vist, at Sehesteds rolle var meget vassentlig pa en raskke punkter; men forf. overspiller den til tider ved at lade ham sta for ideer, politiske udspil og planer, som der i kilderne ikke eller ikke ganske er daekning for at tillaegge ham, altsa ved, at der udoves subjektiv kildekritik. Herpa er der, som pavist af Ingvar Andersson 8, flere eksempler i forste bind, og de savnes heller ikke i andet. Nogle karakteristiske eksempler skal drages Boggild-Andersen er saledes tilbojelig til at lade Hannibal Sehested sta bag en anonym lille opsats, dateret Hamburg 26. april 1661, der gar ind for genoprettelsen af en national udskreven milits 9. Hans kildeanalyse er imidlertid for lidt indtraengende til at overbevise laeseren herom. Og sandsynligheden for, at opsatsen, som forf. med rette finder noget ungdommelig naiv og tsenker sig fort i pennen af en ung studierejsende teolog, skulle hidrore fra rigsskatmesteren og hans meningsfaeller i Kobenhavn, er ringe. Dels fandtes der uden tvivl folk uden for kredsen om Sehested, der var interesseret i en sadan hserreform, dels ma den politiske betydning af en anonym opsats fra en ung teolog i militcere anliggender anses for at vaere ringe. Sehested var trods sit temmelig spaendte forhold til majestaeten som rigsskatmester dog i en sadan politisk position over for denne, at han naeppe behovede at tage sin tilflugt til en sa indirekte procedure, men med tilstraekkelig vaegt kunne kaste sin egen og sine politiske bagmaends, ikke mindst gejstlighedens og borgerstandens indflydelse i vaegtskalen ved selve forhandlingerne. Eksemplet illustrerer, hvorledes forf. er tilbojelig til at indsnaevre sin problemstilling meget staerkt: Hannibal Sehested eller ikke Hannibal Sehested. Denne skal heist sta. bag alt, hvad Boggild-Andersen finder godt og rigtigt. Heller ikke i udenrigspolitikken, forf.s oprindelige store interessefelt, 8. I dennes fortraeffelige, indgaende og i det hele rammende recension, Hannibal Sehested. Anteckningar kring en biografi, H. T. 11. r. 11, s. 417 ff, som denne afhandling star i gasld til. 9. Bd. II s. 74 ff.
Side 258
ikke til dennes nordiske politik 10. Da vicestatholderen i hertugdommerne,Frederik Ahlefeldt, saledes star for en nordisk freds- og samarbejdspolitikpa linje med Sehesteds, »klinger (den) helt sehestedsk,« og forf. finder det ikke usandsynligt, at han har vasret pavirket af dennes raesonnementern. Det var folgelig Ahlefeldt, der »i de forste ar af 1660-erne sluttede sig til Hannibal Sehesteds ydrepolitik,« 12 ikke omvendt. Implicit synes at ligge, at Sehesteds rassonnementer her gik dybere end Ahlefeldts,og den tanke, at Sehested kunne have vasret pavirket af Ahlefeldts tankegang, far forf. nseppe. Atter her ses problemet altsa meget sna^vert, og forf. Scetter for megen tankekraft ind pa at overveje en personlig pavirkning,som hans kildemateriale ikke er velegnet til at belyse. Ogsa forf.s behandling af den beromte Bergen-plan horer hjemme i denne sammenhseng. Ifolge denne plan skulle der sluttes et snasvert engelsk-dansk forbund, hvorefter Danmark skulle erklsere Holland krig, men dog forst, nar en forventet stor og rigtlastet hollandsk Ostindienfladevar arriveret til norsk havn. Det var da hensigten med engelsk fladehjselpat erobre den og dele byttet med England. Forf. bruger i den forbindelse megen kraft pa at sandsynliggore, at Sehested fik ideen til fladekapringen13. Flere af forf.s argumenter, indirekte beviser og indre kriterier, har dog beskeden vaegt, og kilderne tyder snarest pa den engelske gesandt Talbot som ophavsmanden. Men uanset, hvem det var, la planens realisation givet i savel Sehesteds som Talbots og den engelske regerings interesse. Og det afgorende er, at det var svasrt for nogen af parterne at undga at komme ind pa tanken, da forlydenderne om den hollandske flades bestemmelsessted forst blev kendt, idet fladebeslaglasggelserikke var noget ukendt fasnomen i tiden. Det interessante er derfori denne sammenhaeng ikke sa meget tankens ophavsmand, som hvorledesparterne greb den og sogte at fa den fort ud i livet. Tanken la, som sa mange tanker og ideer til alle tider, sa at sige i luften, sporgsmalet var, om man ville bruge den eller ej. Forf. er imidlertid for optaget af sin persons originalitet og ser vel at maerke sporgsmalet om originalitet ud fra en liberalistisk tankegang med rod i det 19. arhundrede 13a. Det var 10. - med mindre det drejer sig om folk, som COBA opfatter som direkte elever af Sehested, som f. eks. Jens Juel, den danske resident i Sth. 11. Bd. 11, s. 401. 12. Bd. 11, s. 213. 13. Bd. 11, s. 460 ff. 13aCOBA var iovrigt ikke selv uden blik for, at synspunkter i Sehested-bogen »muligt« kunne vaere farvet af »min indgroet liberale livs- og statsopfattelse«. Brev til K. Fabricius 24. okt. 1946; brevet findes som det n. 14 nasvnte brev hos Bjorn Fabricius.
Side 259
manden, der skulle fa ideen for at vasre original, ikke manden, der skulle Det sporgsmal melder sig, hvordan en sa skolet og kritisk begavet forsker som Boggild-Andersen kommer til at udove en kritik som den her orntalte. Dette bringer historikeren selv og hans baggrund ind i billedet. Og i den sammenhseng problemet om, hvorfor han ofrede sit meste forskerliv pa sa utrolig energisk, udholdende og grundigt at udforske netop denne statsmands liv og virke. For var det bare tilfa^ldigt? Eller var der et andeligt slasgtskab mellem historikeren og statsmanden, der byggede bro over tre arhundreder, et slaegtskab, der trods evidente forskelle i position og karakter alligevel var baseret pa sa betydelige ligheder i baggrund, psyke og livsindstilling, at det blev umagen vaerd? Deter i den forbindelse vaerd at bide maerke i, at Boggild-Andersen selv i sin tid tog initiativet til studiet af Hannibal Sehested og ikke ledtes til emnet af nogen lserer, selv om han inspireredes af Knud Fabricius' »for haard(e)« opfattelse af statsmanden 14. Hertil kom, at hansom sit store forbillede Caspar Paludan-Miiller stedse betonede historiestudiets selvudviklende karakter. Du fatter kun den and, du ligner, hsevdede Goethe og Nietzsche. Det er en sandhed med betydelige modifikationer, idet den gavnlige kritiske distance let kommer til at svigte, om ligheden er for stor. Der opstar en risiko for, at historikeren i nogen grad producerer et selvportrcet, hvor de lyse farver dominerer. Hans biografi blir let en helteskildring. For den folsomme sjasl har Goethes og Nietzsches pastand dog meget for sig - isasr da, hvis denne sjael ikke havde meget tilovers for den metodiske psykologiskevidenskab (Boggild-Andersen: denne »har endnu ikke fundet sine ben« 15) og derfor var nodt til at tage snart sagt hele sin tilflugt til to 14. COBAs personlige oplysning; K. Fabricius' nekrolog over COBA i Oversigt over Det kgl. Danske Videnskabernes Selskabs virksomhed. 1966-67, s. 97; jvf. brev fra COBA til K. Fabricius 5. okt. 1932: »Da jeg i 1925 var faerdig med min specialeopgave, havde jeg en samtale med Dem, hvor De var saa venlig at drofte en eventuel fremtidsopgave med mig. Jeg naevnede da, at jeg syntes, Hannibal Sehested kunde fortjene et mere indgaaende studium, end der hidtil fra dansk side var blevet ham til del, idet han stod for mig, trods sine fejl, som det 17. aarhundredes hojest begavede og kraftigste statsmand. Under vor samtale syntes jeg, at Professoren var for haard ved Sehested, og jeg fattede da den plan, saa fremt jeg fik tid og kraefter, at vise rigtigheden af min opfattelse. Forst et par aar efter kunde jeg gaa i gang dermed, og jeg besluttede da at tage mit udgangspunkt i studiet af Sehesteds udenrigspolitik efter 1660, som, saavidt jeg kunde se af Laursens skildring, var prasget af en stor straeben, den nemlig at bringe de nordiske stater til i enig samvirken at udove det ostersoherredomme, som ingen af dem kunne udove paa egen haand«. 15. Personlig oplysning fra COBA. Det samme gaelder de oplysninger i det fig., som der ikke er givet belaeg for.
Side 260
nogleord i idealismen og neoidealismen: Einjiihlung og Verstehung. Disse ord blev da ogsa centrale begreber i Boggild-Andersens historiesyn 16, og hans bog om Sehested beriges af betydelig evne ikke blot til »indlevelse« i person - og tid, men ogsa til »forstaelse« af fortiden, d. v. s. til en genoplevelseaf denne i historikerens egen bevidsthed. Dette hang ikke mindst sammen med visse vassentlige ligheder mellem portrsettor og portrast: Boggild-Andersen17, fodt 1898, voksede op sorn »Hellerupper og Kobenhavner« 18 i et borgerligt konservativt miljo. Han blev dog alligevel, ikke mindst under indflydelse af sin fortraeffelige laerer Hans Hoffding, selv radikal og modtog staerke indtryk af den brandesianske individualisme. Heri la en kim til den for store vaegt pa eneren og hans formaen, der kom til at prasge hans »helt«. Radikalismen faestnedes pa universitetet. Her mente Boggild-Andersen selv, at Friis og isser Arup blev de lasrere, der i kraft af deres livssyn kom til at praege ham mest i studenterarene som forsker. Sandsynligvis har han hentet inspiration til »helte«-tankegangen isaer hos to af professorerne, Knud Fabricius og fremfor alt Aage Friis. Dennes onske om at ga imod sin samtids fremhasvelse af de sociale grundkraefter pa bekostning af individet og dets selvstasndige vaerdi, hans onske om at skildre det store menneskes indgriben i historien smittede uden tvivl af pa eller take i hvert fald til staerke strenge i den unge, pavirkelige elev 19. Hannibal Sehested, fodt 1609, voksede ogsa ud af sit oprindelige 16. COB A fandt saledes, at det var et utroligt fejlsyn hos Collingwood at bestride »muligheden af at genopleve folelser og fornemmelser hos fortidspersonligheder«. Han erkendte ligeledes, at vi haenger uhjaelpeligt fast i og aldrig kan komme ud over det mystiske element i den idealistiske tradition, som ligger i Verstehungs - og Einfuhlungsbegreberne. Komm. til mit ms. om Kr. Erslev, 1966. 17. COB A kunne fortjene en biografisk skildring. Af de eksisterende skitser kan fremhasves nekrologerne af hans mangearige ven og kollega P. Bagge i H. T. 12. r. 111, s. 174 ff, og af hans laerer K. Fabricius (jvf. n. 14). Jvf. desuden COBAs selvbiografi i Festskrift udg. af Kbh.s Universitet, nov. 1936, s. 169 ff. 18. Cit. fra COBAs kronik, Den unge Historielcerer i Provinsen (Jyllands-Posten 12. juli 1952), der giver meget til belysning af forf.s syn pa historien og pa historieundervisningen. 19. Jvf. COBAs nekrolog over Aage Friis i Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs virksomhed, 1949-50, s. 80 f. Ikke uden grund havde COB A blik for, at Friis kunne have gjort dette Goethe-citat til sit eget: Wie sehr wir uns auch mit Geschichte von Jugend an beschaftigen, so finden wir doch zuletzt, dass das Einzelne, Besondere, Individuelle uns iiber Menschen und Begebenkeiten den besten Aufschluss geben. A. a., s. 80. Ogsa hos Arup betonede COBA karakteristisk nok trangen til at fremhaeve de forende skikkelser i historien. Jvf. COBAs nekrolog over Erik Arup i Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs virksomhed, 1951-52, s. 118 f.
Side 261
hjemfra11 til 17 ars alderen. Her abnede magister Christen Jensen (Vejle) »ojnene pa mig ved at afdaekke en raekke gaengse meningers tageskyer«. Boggild-Andersen betoner i denne sammenhasng, at det var de kritiske anlseg, trangen og evnen til at na ind til tingenes kasrne, til realiteterne, gennem fordomme og snak, der la bag Sehesteds statsmandsgernin g20. Disse egenskaber la. ogsa bag Boggild-Andersens delvise nyvurderingaf Sehesteds indsats i dansk-norsk indre- og ydrepolitik. De er sammen med miljoforandringen 21, der ikke blev den sidste i Sehesteds liv, en vassentlig del af baggrunden for, at denne forstod at se tingene ud fra mere end en synsvinkel, den danske adels, forstod, at de ogsa burde ses ud fra bondens, borgerens, prsestens - og kongens. Skridtetvar ikke langt til at se dem ud fra, hvad der gavnede hele det dansk-norske samfunds interesser mest. Sehested tog ifolge Boggild-Andersendette skridt, og forf. har i det vaesentlige begrundet sin opfattelse godt, som det ikke mindst fremgar af 2. binds 5. bog. Ikke blot skulle bondestandens vilkar forbedres, men borgerskabets handel skulle foroges ved en merkantilistisk politik, evangeliet i datidens okonomiske taenkning.Ud over den almindelige tendens i det 20. arhundredes forste halvdeltil at lsegge hovedvaegt pa okonomiske og finansielle tankegange kunne Boggild-Andersen som student ikke undga hos sin hojt vaerdsatte laerer Erik Arup at hente inspiration til at fsestne sig ved sadanne tankegange, selv om disse la ham fjernere end politiske og andshistoriske 22. Hertilkom den okonomiske krise i 30-erne med arbejdsloshed og darligeokonomiske vilkar (ofte ogsa for de unge historikere), der sogtes beksempetved nymerkantilistiske statsindgreb. Sa folsom Boggild-Ander sen altid var over for de afgorende stromninger og ideer i sin egen samtid. undgik dette ikke at saette sit staerke praeg pa »Hannibal Sehested« 23. Hvor hans storste forgsenger i skildringen af Sehesteds norske statholderskab1642-1651, O. A. Johnsen24, saledes hovedsagelig blot sa dette ud fra en national synsvinkel, fremdrog Boggild-Andersen med 20. Bd. I, s. 4. 21. COBAs betoning af miljoforandringens betydning til modvirkning af den ensidighed, som han hadede, hvad enten han fandt den hos historikere eller hos fortidens personer, fremgar ogsa kraftigt bl. a. af den i n. 18 naevnte kronik. Hos historikere manifesterede den sig ifolge forf. ofte i en forsommelse af studiet af den menneskelige andsudvikling i videste forstand til fordel for okonomisk og politisk historie; desuden (jvf. det n. 7 naevnte arbejde) ved en dogmatisk opfattelse af historiens forlob. 22. Jvf. den n. 19 naevnte nekrolog over Erik Arup, s. 105 ff. 23. Jvf. herunder s. 268 ff. 24. - i vcerket Hannibal Sehesteds statholderskab 1641-1651, Kristiania 1909.
Side 262
rette her25 som i ovrigt ellers i vaerket staerkt og med bunden varme Sehesteds indgribende og dynamiske indsats for at realisere sine merkantilistiskeideer og idealer til gavn for det danske og norske folk. Dette lykkedes i udtalt grad for ham som statholder i Norge, i ikke ringe grad som rigsskatmester 1660-66, ikke mindst da Frederik Ills uaegte son Ulrik Frederik Gyldenlove blev statholder heroppe og genoptog og viderefortereformerne fra Sehesteds tid. Opfattelsen af Gyldenlove som Sehested-elevdokumenterer forf. i og for sig godt i biografiens 7. bog 26. Den af ret snasvre okonomiske gruppeinteresser pragede rigsradsadels store politiske magt onskede Sehested beskaret, sa staten, d. v. s. kongemagten, fik mulighed for at fore en konsekvent inden- og udenrigspolitik til gavn for alle staender. Ikke mindst derfor blev Sehested ifolge Boggild-Andersen hovedmanden bag statsomvseltningen i 166027. Han burde dog blot vasre karakteriseret som en hovedmand28. For imod Sehesteds vilje aflostes rigsradskonstitutionalismen af en absolut kongelig enevaslde, der gav hoffets toneangivende holstenske radgivere det storst mulige politiske spillerum, ikke af en staenderforfatning, der utvivlsomt havde givet Sehested de bedste chancer for at blive forsteminister i kraft af den good-will, som han nod hos praestestandens og borgerskabets ledere. Dette er dog en konklusion, som forf. undlader at drage, og som i ovrigt ogsa ville have svaekket omtalte tese om Sehested som hovedmanderc. Et hovedtema i bind II er skildringen af Sehesteds, som det skulle vise sig, uloselige dilemma som toppolitiker efter sin genoptagelse i regeringen1660. Mandens braendende ambition29 var at blive regeringens übestridte leder og fa gennemfort sine politiske, okonomiske og finansielletanker. For at na det mal matte netop han, denned sin overlegne begavelsestod 25. Bd. I, s. 58 ff. 26. Bd. 11, s. 154 ff. Den merkantilistiske tidsands indflydelse pa Gyldenlove na?vnes dog karakteristisk nok ikke. COBA burde ogsa have udeladt eller i hvert fald modificeret de hypotetiske betragtninger om Sehesteds og Gyldenloves mulige samtaler om Norge i Paris 1662-63. Forf. finder, at det, selv om direkte vidnesbyrd mangier, tor anses for givet, at sadanne samtaler har fundet sted (bd. 11, s. 156). 27. Se Bd. I, s. 251 ff; jvf. forf.s disputats Statsomvceltningen i 1660, 1936. 28. Dette synes ogsa at vaere Svend Ellehojs opfattelse; jvf. dennes foredrag, Forfatningssporgsmalet i Danmark fra oktober 1660 til jcinuar 1661, Nordiska Historikermotet, bd. 2, Helsingfors 1968, s. 182 f. Jvf. ogsa K. Fabricius i den n. 14 naevnte nekrolog s. 98; desuden dennes brev til COBA af 11. marts 1956: »Jeg bliver svaer at overbevise om Hannibal Sehesteds virksomhed som den drivende kraft ved statsomvaeltningen 1660«. 29. Denne underdrives af forf., hvilket ogsa Vagn Dybdahl er tilbojelig til at mene i sin rec. af bd. I, En stor Bog om en stor Statsmand, Jyllands-Postens kronik 27. okt. 1946.
Side 263
gavelsestodi det darligst tsenkelige personlige forhold til den ret middelmadigekonge, opna sa ojensynlige resultater af sin politik, at han blev aldeles uundvaerlig for denne. Det behovede hans mindre betydeligepersonlige og politiske modstandere i regeringen, masnd som ChristianRantzau og Christoffer Gabel, ikke, for dem kunne kongen tumle, og derfor tradte Janteloven ikke i kraft over for dem. Der stod to veje abne for Sehested. Han matte som rigsskatmester, d. v. s. som finans- og okonomiminister, bringe den af svenskekrigene udmarvede og ved afstaelsen af Skanelandene lemlaestede dansk-norske stat finansielt pa fode igen. Dette var imidlertid naesten umuligt, sa laenge hoffets tysk-militsere radgivere staedigt fastholdt kravet om en stor hvervet hasr, og sa laenge Danmark-Norge var finansielt og toldmasssigt sa aldeles i lommen pa Nederlandene, som tilfseldet var. Folgelig folte Sehested det bydende nodvendigt at befri landet for det nederlandske formynderskab, hvilket han kun sa en realistisk mulighed for, ved at man indgik en naer tripelalliance med England og Sverige. Der stodte han imidlertid pa. nsesten uoverstigelige hindringer. For Frederik 111 ville have revanche over for det Sverige, der i den grad havde invalideret hans rige, og var folgelig meget imod en alliance med Oldenburgernes gamle arvefjende. Desuden var han ikke til sinds at opgive sin egen og faderen Christian IVs gamle kaephest, ekspansionspolitikken i Nordtyskland. Det ma i ovrigt her pointeres, at forf. overser forbindelsen mellem Frederik Ills (og hans fars) svenske og nordtyske politik og dermed ogsa konsekvensen i denne sidste. Skulle kongen have nogen chance for at besejre Sverige, matte han skaffe sig kontrol over det vigtige nordtyske lejetrophvervemarked og over de okonomisk-politiske ressourcer her. Dette betod, at den af Sehested onskede radikale haerreduktion var kongen inderligt imod. Og hvad vaerre var: i den opfattelse fandt han stotte hos haeren og hos sine indflydelsesrige tyske radgivere, ikke mindst hos Gabel, der samtidig kraftigt fastholdt onsket om en nasr forbindelse med Nederlandene og modarbejdede en dansk tilnaermelse til England og Sverige. Trods dette dilemma lykkedes det Sehested via en sanering af statshusholdningenog en reorganisation af forvaltningen, isaer finansadministrationen,at skabe balance mellem statens udgifter og indtaegter, idet han fik haerudgifterne nedskaret til ca. halvdelen af rigets samlede indtaegter. Centrum for finansadministrationen blev det af Sehested i 1660 oprettedekammerkollegium, der, som forf. viser, i de folgende ar kun fungeredeeffektivt, nar Sehested ikke var i udlandet. Denne blev ifolge forf. drivkraften bag det omfattende udlaeg af krongods til statens kreditorer, isaer borgerlige i ud- og indland, der var nodvendig for at fa afviklet den
Side 264
kolossale statsgaeld. Dertil stod han bag de nye skatter, isasr de grundskatter,der blev behov for, da krongodsindtaegterne svandt, ligesom det lykkedesham at fa bragt toldindtaegterne kraftigt i vejret. Det fortjener her at bemasrkes, at forf.s skildring af Sehesteds virke som rigsskatmester,selv om der kun fandtes ret fa forarbejder, sasrlig Carl S. Christiansens30, vider sig ud til en behandling af hele Danmark-Norges okonomiskeog finansielle stilling i arene 1660-66, og at den giver en del nyt til forstaelsen heraf. I udenrigspolitikken, der optar broderparten af siderne i 2. bind, lykkes det derimod ikke Sehested at gennemfore, hvad der for forf.31 star som dennes kongstanke, hans nordiske program, den nasre alliance med Sverige, denned bevarelse af de to rigers selvstsendighed skulle sikre de to riger i fsellesskab ikke blot politisk og militaert, men ogsa okonomisk herredomme i Norden og ostersoen til gavn for alle staender og bringe den nederlandske dominans til ophor. Forf. pointerer dog med rette, at Sehesteds nordiske politik uden tvivl bidrog til at mindske den for Danmark sa farlige spending over for den overlegne nabo noget. Desuden gor han op med den hidtil gaengse opfattelse i nordisk historieforskning, at det skulle vaere Sehested, der stod bag den tilnaermelse til og alliance med Frankrig, som rigsskatmesteren ganske vist dygtigt, som forf. viser, bragte i hus 32. Ikke mindst som folge af, at Sehesteds nordiske politik mislykkedes, tabte han ogsa magtkampen med Gabel og forlod i 1665, mere eller mindre i kongens unade, Danmark for at fore forhandlinger i Nederlandene og Frankrig, hvor han dode aret efter. Sehesteds dilemma kunne i selve bogen vaere trukket klarere op, og det samme gaelder en raekke andre forhold, der skildres. Deter imidlertid reversen ved forf.s uhyre grundighed og flid, egenskaber, som han karakteristisk nok stserkt fremhsever hos sin helt, at det blir svasrt at fa oje pa skoven for de alt for mange trseer. Forf. led dertil under hang til perfektionisme, men var desuden, sympatisk nok, uhyre bange for at gore void pa den historiske virkelighed. Derfor tog det ene forbehold det andet, derfor kom der mange ssetningsindskud i teksten, desuden for mange detaljer og ofte for omstsendelige aktstykkereferater, der ikke mindst tynger vaerkets afsnit om finans- og udenrigspolitikken. 30. Bidrag til dansk Statshusholdnings Historie under de to Jorste Enevoldskonger, I—II, 1908-22; Formuesforhold i Danmark under de Jorste Enevoldskonger 1660-1700, 1941. 31. Jvf. herunder s. 268 ff; desuden n- 14. 32. Bd. 11, s. 302 ff, 430 ff.
Side 265
Tyngden lettes ikke ved, at stilen ofte har faet sit staerke prasg af den knudrede kancellistil i Sehesteds samtid, selv om forf., som Sehested selv,33 bar afgjort sprogfornemmelse og ind imellem fabulerer livligt og poetisk. Boggild-Andersens megen skonlittera3re laesning satte her sin frugt. Hor blot afslutningen af sagen mod la Roche og Beranger. De benades af Frederik 111, »saaledes at de to lose fugle, hvis historiske hovedbetydning havde vaeret i et vanskeligt ojeblik at give Hannibal Sehested lejlighed til at lsegge sin loyale iver for dagen, omsider kunne flagre ud til de letlevende lag i Seinestaden, hvor de horte hjemme« 34. Ogsa korte, klare og rammende saetninger dukker op i en stil, der ellers har for meget lighed med datidens barokkunst35. En instruks »minder i sin forsigtighed om en dans mellem asg«. »Gabel droges,« lyder det besk om Sehesteds prohollandske modspiller, »altid mest til den side, hvor pengene sad« 36. Det klare og korte praeger i ovrigt langt mest den omtalte fortraeffelige forelaesningsraekke om Sehested og den danske ydrepolitik. Det maerkes her tydeligt, at denne ikke var tenkt til offentliggorelse, hvorfor forf. udtrykte sig friere, lettere - og skarpere. Hvad skildringen af udenrigspolitikken i 8. bog angar, udvider denne sig ligefrem til en indgaende gennemgang (baseret pa et imponerende forstehandskendskab ogsa til de utrykte kilder) af hele det vesteuropaeiske politiske spil 1660-64, ogsa. hvor dette kun er af ret indirekte betydning for belysningen af Sehesteds politik. I stedet burde eftertrykket nok i hojere grad have vaeret lagt pa, hvorledes den danske udenrigspolitik formuleredes, pa. selve beslutningsprocessen. Nu kommer Sehested til at sta som den and i regeringen, der ene ejede initiativet og ideerne, han blir for hvid, hans holstensk-tyske modspillere alt for sorte. Bade disse og kongen vies for lidt opmaerksomhed, karakteriseres til dels meget hardt. Dette haenger nok ikke blot sammen med, at det mere metodiske studiumaf beslutningsprocessens natur endnu ikke var indledt, da bogen forfattedes i 30-erne og 40-erne, men ogsa med vaerkets komposition. Det haevner sig her, at forf. undlod at fortsaette den i hovedsagen kronologiskegennemgang af Hannibal Sehesteds liv, som han i vasrkets tre forsteboger fulgte til og med 1660. Nu blir den politiske magtkamp, som 33. Jvf. Ingvar Andersson, a.a., s. 407 f. 34. Bd. 11, s. 336 f. 35. Svend Aakjaer mener modsat (i rec. af bd. I i Aarhuus Stiftstidende 28. okt. 1946), at forf.s stil netop derfor er »usaedvanlig velegnet til at skildre denne rige og fro dige Tidsalder«, mens »en mere »moderne« sprogform«, som Kr. Erslevs, ville »have virket afstikkende«. 36. Bd. 11, s. 432, 286.
Side 266
Sehested forte med sine modstandere 1660-66(65), skiklret for sig (4. bog) i perioden helt frem til 1666(65), hans virksomhed i samme periodesom finansminister for sig (6. bog) og som udenrigspolitiker ligesa (8. bog). Det betyder, at forf. formelt uheldigt blir nodt til at gentage sig selv mange gange. Han ma foregribe udenrigspolitiske linier i skildringeni 4. bog og omvendt henvise til den indrepolitiske magtkamp i 8. bog, idet han er klar over, at deter helt umuligt at forsta disse ars ydrepolitik uden hensyn til den indre- og ydrepolitiske magtkamp ved det danske hof37. Men det indeba^rer ogsa, at den indrepolitiske magtkamp ikke ses i sin organiske sammenhseng med udenrigspolitikken og dens udformnin g38. Denne komposition har i ovrigt kunstnerisk set sin bagside. Bogen er en biografi, tilmed over en person med et i det ydre og indre meget omskifteligt og spasndingsfyldt liv, snart fejrende store diplomatiske triumfer i udlandet, snart i centrum i Norge eller i regeringen derhjemme, sa hojt oppe politisk og psykisk, sa ude i morket og ud over alle grsenser deprimeret, til slut tragisk forstodt og dod i udlasndighed. Ikke mindst i en sadan biografi er det uheldigt at fore skildringen frem til hans dod midt i vaerket, i stedet for at lade ham d0 i dets slutning. For denned beroves laeseren den elementasre og vserdifulde spaending, der ligger i at folge en sadan stor skikkelse fra vugge til grav. I tragedier dor heltene til sidst. Det kunstneriske synspunkt har relevans, ikke mindst fordi Boggild- Andersen selv, som sit forbillede Leopold v. Ranke, onskede en historieskrivning, der pa en gang var videnskab og kunst, »for paa denne forening beror historiens vaesen og muligheden for en virkelig erkendelse af, hvad der er sket i menneskenes verden« 39. Dette gjaldt, syntes Boggild- Andersen at mene, i SEerlig grad skildringen af sjselelivet, hvor historieforskningen i virkeligheden var hort op med at vsere videnskab 39. »Ethvert psykologisk tolkningsforsog (er) kun en hypotese,« fandt han og lagde sig dermed nasrt op ad Erslevs synspunkt fra »Historieskrivning« 40. De fleste arbejdende historikere vil sikkert nikke genkendende til 37. Bd. 11, s. 456. 38. Denne komposition kritiseredes ogsa ud fra en lidt anden synsvinkel af Ingvar Andersson, a.a., s. 410 f; desuden af Arup, jvf. n. 42. 39. COBAs erkendelsesteoretiske betragtninger i den vaerdifulde rec. af C. Weibulls Dronning Christina, H. T. 10. r. 11, s. 105 f. 40. Dronning Christina-rtc, a. St., s. 103; Historieskrivning, Festskrift udg. af Kjobenhavns Universitet, 1911, s. 24 f.
Side 267
ved den traditionelle historieskrivnrngs idealer, som i meget fik blat stempel af Erslev i 1911, og som ogsa Boggild-Andersen var praeget af. Ifolge disse skulle fremstillingen forst og sidst vaere livlig og anskuelig, hvilket forf. kun, som vist, med et vist held evnede at leve op til. Kravetom livlighed og anskuelighed indebar, at man isaer skulle bringe forskningsresultaterne, hvorimod selve den videnskabelige analyse ansasfor at kede den formodet brede interesserede almenhed og derfor skulle skydes mere i baggrunden eller helt ud, sa der ikke blev for generendeophold i skildringen af det fremskridende episke begivenhedsfor-10b.Dette at fremfores, fordi ikke rnindst dette er baggrunden for, at Boggild-Andersens kildekritiske argumentation for Sehested som ophavsmand til flere anonyme skrifter blev for lidt indtraengende, som Ingvar Andersson med rette fandt41. Endelig kan det, hvad kompositionen angar, ses, at forf. ikke bevidst anvendte den modeltcenkning, som Max Weber bidrog til at drage frem i lyset med sine sakaldte »idealtyper,« og som Boggild-Andersen i ovrigt til det sidste i sin frygt for at bega overgreb mod den fortidige virkelighed stillede sig kritisk overfor. I stedet for byggede han sin skildring mere traditionelt op, stykket sammen som en ret impressionistisk mosaik af de uhyre mange med flid fremdragne kilder. Derved blev fremstillingen pa felter for afhasngig af kildematerialet, saledes for bred og detaljeret, nar dette var stort. Her kunne modeltasnkningen maske have bidraget til mere indgaende overvejelser over, ud fra hvilke perspektiver det var frugtbart at belyse den biograferede, hvad det var rimeligt og vsesentligt at medtage i en biografi, sa f. eks. ikke hele Danmarks okonomiske stilling i 60-erne skulle drages ind, hvilket ogsa Arup fandt uheldigt formelt set42. Hertil kommer, at Boggild-Andersen som andre mere model-übevidste biografer pa det übevidste plan jo alligevel ikke kunne lade vasre at opstille en slags »model« over den biograferede og hans personlige udvikling 43. Havde forf. vseret sig bevidst, at der i en vis forstand var tale om en sadan model, altsa om en fiktiv konstruktion, rodfaestet i hans eget menneskesyn, havde det maske skasrpet blikket mere hos ham for det szeregne (ikke mindst svaghederne) hos Sehested, som ikke passede pa modellen, og dermed hindret ham i at gore denne til den »helt«, som han nu blev. 41. A.a., s. 423 f. 42. Brev til COB A af 22. sept. 1946. Arup fandt dertil med rette, at en sadan okonomisk behandling i og for sig var unodvendig for vor opfattelse af Sehested, og at COB A maske havde gjort bedre i at samle sin skildring i et bind. 43. COBAs model er Sogt formuleret herunder s. 272 afsnit 2: »Er en »helt« derimod ... «.
Side 268
Dette leder ind pa en droftelse af, hvorledes Boggild-Andersens egne vasrdisyndromer pavirkede hans opfattelse af Sehested pa tre centrale, sammenhgengende felter: hans danskhed, hans nordiske program og hans forhold til det tyske, specielt regeringskredsen omkring kongen og dens politik. Det ma her fremhceves, at Boggild-Andersens fasdrelandskserlighed var meget dyb, hvilket traeder bundet frem i hans videnskabelige produktion, friere i hans mere populaere44. Hertil kom, at han, som han udtalte i 1944, havde vaeret optaget af det nordiske sporgsmal lige siden skoletiden, og at hans interesse for Sehested hang sammen med hans interesse herfor45. Bade danskheden og nordismen smittede af pa Sehested-figuren, der desuden er blevet til i 30-erne og 40-erne under indtryk af forf.s afsky for nazismens »forbryderbande«. Truslen fra denne fik ham vistnok til sammen med mange andre at soge yderligere tilflugt i en forhabning om et nasrt nordisk samarbejde. Deter en konsekvens heraf, at Boggild-Andersen i 1942 udsendte sin lille, velskrevne biografi om »Hannibal Sehested. En nordisk statsmand« netop i »Det frie Nords Skrifter«; og deter ikke tilfaeldigt, at den ender med ordene om, at den nordiske tanke trods de skuffelser, den led i det 17., 18. og 19. arhundrede, »rodfaestet som (den) er i faslles JEt, Sind og Sprog og ensartet folkelig Udvikling, er . . . en nodvendig Forudsaetning for Udforelsen af de nordiske Folks Mission i Verden« 46. »Hannibal Sehesteds nordiske program har lyslevende aktualitet den dag i dag,« 47 slutter omtalte forelassningsraakke fra 1949, det ar, da forhandlingerne om en nordisk union brod sammen. Der var i forf. en udtalt trang til i historien at soge forklaring pa vsesentligeproblemer i hans egen tid 48. Og det synes, som om han i lyset af sine egne nutidsonsker og erfaringer er kommet til at tillaegge Sehested et mereudpraeget og rodfgestet nordisk program, end han i virkeligheden stod for. Desvaerre naede Boggild-Andersen aldrig at give den indgaende skildringaf de vigtige udenrigspolitiske forhandlinger om den engelsksvensk-danskealliance, der kulminerede i 1665, heller ikke den dybtgaendekildekritiske analyse af Sehesteds sakaldte »politiske testamente,«49 44. Saledes i mere folkelige tidsskrifter som »Danmark«, i biografien over Christian IV i vaerket »Danmarks Konger« og i flere avisartikler, iseer i Jyllands-Posten, jvf. f. eks. forf.s fleresides artikel heri 5. juni 1949 om Det danske Folk og Juni- Grundloven. 45. Erik Bostrups interview i Jyllands-Posten 20. aug. 1944. 46. S. 72. Jvf. ogsa forf.s skildring af Norden i Verdenshistorien, Det forenede Norden, 1943, s. 43-119. 47. Bd. 11, s. 486. 48. Jvf. saledes det n. 45 naevnte interview og det n. 7 naevnte foredrag.
Side 269
te,«49der i forening kunne have sat laeseren i stand til mere detaljeret at vurdere, pa hvor strategisk et plan i Sehesteds bevidsthed det nordiske programla, om han havde det som mal, mere end han brugte det som middel,nemlig til at na forsteministerposten 49. At Sehested onskede et godt forhold til og om muligt en alliance med Sverige i disse ar, hvor det var bydende nodvendigt at bringe Danmark-Norge okonomisk og finansielt pa fode igen, er uomtvisteligt, og forf. har i og for sig ret i, at det var en rigtig politik. Men er det tilladeligt pa basis af det forhandenvaerende kildemateriale i netop denne tvangskonjunktur for Danmark i 1660-erne at tillaegge Sehested en dyb og ideel overbevisning om det rigtige og varige i et nordisk program, baseret pa den nordiske »fa?lles arv« (Sehesteds udtryk)so? Denne betonede ganske vist stedse over for svenske, franske og engelske politikere sit dybe onske om en naer forbindelse og alliance med Sverige. Men dette var ogsa nodvendigt for at dulme mistanken om danske revanchelyster hos disse landes politikere. Og rigsskatmesteren udtrykte sig betydelig mindre svenskvenligt i brevene til sin egen konge og regering. Nogen nordisme er ikke til stede heri, tvsertimod nasvnes tanken om en revanchekrig, om end dennes virkeliggorelse skydes ud i frerntiden 51. Boggild-Andersen er ikke i tvivl om, at Sehested her spiller dobbeltspil ved at skjule sit nordiske program over for den revanchehungrende kongelige danske regering. Men er der ikke ogsa den nok sa naerliggende mulighed, at Sehested for at bevare freden udtalte sig mere nordisk over for Sverige, end han egentlig inderst inde var? Under alle omstaendigheder ma der nseres betaenkelighed ved forf.s 49. Jvf. dog tillsegget i bd. II s. 383 ff. Dette »testamente« udformedes efter Sehesteds dod (23. sept. 1666) af dennes franske fortrolige, abbe Jean de Paulmyer, i to breve til Frederik 111 og var baseret pa samtaler med Sehested i foraret 1666, efter at denne netop var blevet ramt af et apoplektisk slag. »Testamentet« opfattedes af COBA som en i det hele ren kilde til Sehesteds dybestliggende statstanker om den nordiske politik (som i ovrigt ogsa, med enkelte forbehold, til disse tanker i det hele taget), hvilket Georg Landberg med rette stiller sig skeptisk over for. Ogsa Arup satte (i det n. 42 naevnte brev) sporgsmal ved testarnentets kildevaerdi: »Hvor meget vaerdi har ... gengivelser af udtalelser, fremsat af en apoplektisk 50. Desvaerre var der ikke i slutningen af 50-erne og i 60-erne tale om nogen lejlighedskonjunktur, der politisk stillede Danmark stort set frit over for Sverige. I sa fald ville fremsatte onsker om et nordisk program have haft virkelig beviskraft. J. A. Fridericias vurdering (i Danmarks Riges Historie, bd. IV, s. 519) af Sehesteds nordiske politik som virkende statsmand forekommer derimod i det hele rammende. Fridericia havde ogsa selv oplevet 1864, der havde bidraget til at give ham et mere realistisk syn pa nordismen. 51. Jvf. bd. 11, s. 404 f, 424, 433 ff m. fl. st.
Side 270
nordiske tanke at »blicka genom seckler« 52. Herved forskyder forf. nemlig vurderingspraemisserne fra det, der var sagen for Sehested, hans egen epoke, til de folgende arhundreder, hvor konjunkturerne blev andre, og hvor Sverige saledes sank ned til at blive en anden-, siden tredierangsmagt. Forf.s mening hermed er tydeligvis at gore Sehested storre som statsmand53. Men synspunktet er uhistorisk. For sagen er dog, at Sehested ville blive mindre som statsmand betragtet ved at soge at fore en utopisk nordisk tanke igennem i sin egen tid og ikke blive storre,selv om denne eventuelt skulle kunne gennemfores under helt andre ydre og indre konjunkturer i det 20. arhundrede eller i en anden fjern fremtid. Hvad angar modsaetningen til Nazityskland, der nappe blev mindre af, at Boggild-Andersen en tid under besaettelsen gik under jorden, har denne maske ogsa bidraget til, at han pointerede den vitterlige modsaetning mellem kongens tyske radgivere og danskeren Sehested for kraftigt. Denne modsaetning kan, som papeget af H. Kellenbenz, ikke uden videre identificeres med modsastningen mellem tysk og dansk overhovedet54. Forf. overser for meget, at der ogsa var tale om en personlig magtkamp for at na til tops, ikke blot mellem danske og tyskere, men ogsa mellem disse indbyrdes. I denne sammenhasng horer det ogsa hjemme, at Boggild-Andersen / for h</>\ grad fremhasver kosmopolitten Sehested som repraesentant for den gamle danske adel og som videreforer af den traditionelle danske rigsrads-udenrigspolitik. Dels strider den forstnsevnte fremhsevelse delvisimod forf.s pointering af Sehesteds sans for at se problemerne ud fra originale og nye synsvinkler, der tilgodesa alle staenders interesser. Dels brod Sehested tidligt i nogen grad ud af selve radskredsen ved sit medlemskabaf svigersonnegruppen, dertil senere ved sit arbejde for Norges stigende uafhamgighed af det danske riges og rigsrads indflydelse og ved sin tilslutning til kongemagtens onske om arveregeringens indforelse. Rigsradets medvirken til hans fald i 1651 og de personlige indtryk, som han i unadens ar 1651-59 ved sine mange rejser fik af de europaeiske fyrsters kamp for at sikre sig staerkere greb om statsmagten over for de 52. Bd. 11, s. 486. Udtrykket naevnes ogsa i Sehested-biografierne i Det frie Nords Skrifter Nr. 5, 1942, s. 71 og i Store danske Personligheder, Bd. 1, s. 105. 53. Dette motiv ligger sikkert ogsa bag forf.s rene gisning vedr. Sehesteds Gottorppolitik. Han finder det svaert at afvise den formodning, at Sehested i sit hjerte kan have naeret den radikale tanke om en deling af Hertugdommerne, som gav Gottorp hele Holsten og Danmark hele Slesvig. Bd. 11, s. 243. 54. - i dennes indgaende rec. af bd. I i Zeitschrift der Gesellschaft fur Schleswig- Holsteinische Geschichte, Bd. 76, 1952, s. 276.
Side 271
partikularistiske frondebevsegelser, har uden tvivl yderligere svsekket hans Dette gaelder, om end i ringere grad 55, ogsa denne adels traditionelle syn pa udenrigspolitikken 56. Forf. indrommer selv, at en hovedhjornesten heri, den naere tilknytning til Nederlandene, ikke deltes af Sehested. Vigtigere er det imidlertid, at dette rigsrad ikke i den tid, hvor Sehested var virksom som statsmand, fra 30-erne til 60-erne, kan karakteriseres som svensk-venligt, endsige stod for et sadant nordisk program, som forf. tillaegger Sehested, selv om radet onskede at opretholde et fredeligt forhold til nabostormagten. Svensk-venligheden fik nemlig sit grundstod under den svenske magtdemonstration ved Knaerod-grcensemodet 1624, hvor Sverige isaer drev sin toldpolitik igennem i modstrid med Stettinfredens and, og hvor denne fred som konstitutionel garanti for det danske rads magtposition over for kongemagten i realiteten fik sit knask. Stettinfreden var desuden baseret pa en vis balance i magtforholdet mellem Sverige og Danmark, og en sadan eksisterede ikke mere, efter at svenskerne i 30-erne opnaede deres stormagtsstilling. Vil man derfor karakterisere Sehested som videreforer af den traditionelle radspolitik over for Sverige, gaelder dette kun tiden for 1624, da konjunkturerne var va> sensforskellige fra 1660-erne, og kun, hvis man ikke tillaegger Sehested det dybtgaende nordiske program, baseret pa en naer alliance med Sverige, som rigsradet heller ikke for 1624 stod for. Pa endnu et felt har forf.s eget vaerdigrundlag spillet ind. Faedrelandsfolelsen la ikke sa dybt i sindene i det 17. arhundrede, og slet ikke i en sa europseisk prseget and som Sehesteds. Det synes derfor, som om forf. i kraft af sin egen stserke danskhed er kommet til at tillaegge Sehested storre samvittighedskvaler, end han havde, fordi han i perioder, hvor han var persona non grata hos Frederik 111, havde planer om at soge dels svensk, dels engelsk tjeneste 57. Ikke mindst derved er personen Hannibal Sehested kommet til at sta med en storre personlig integritet, end der er belaeg for i kildematerialet. Indebaerer nu dette, som hidtil indiceret, at Sehested er blevet formet som en »helt« i Boggild-Andersens hinder? Forstar man begrebet i mere romantisk forstand, som en person med bare aedle egenskaber, er det ingenlundetilfasldet. Boggild-Andersen skod ganske vist, i ovrigt i modssetningtil, 55. Forf. betoner i denne sammenhaeng saledes med rette modstanden mod kongemagtens ekspansionspolitik i Nordtyskland og onsket om en fredspolitik overhovedet. 56. Bd. 11, s. 393 ff m. fl. st. 57. Jvf. saledes bd. I, s. 176 ff, isaer s. 179; bd. IT, s. 261 (her dog med forbehold).
Side 272
ningtil,hvad hans laerer Erik Amp ofte gjorde, sin hovedpersons ideellehandlingsmotiver for stasrkt i forgrunden 58. Dette hang sikkert sammenmed, at han i sin egen tilvasrelse havde svasrt ved at affinde sig raed ikke-ideelle motiver og derfor var tilbojelig til at fortrasnge dern. Men alligeveler han, naeppe uden grund, ikke blind for svaghederne i Sehesteds karakter 59; saledes for hans overdrevne selvhaevdelse; hans aergerrighed; hans forfaengelighed; de senere ars bitterhed; det hidsige norrejyske sind, der stodte mange bort fra ham og i meget gjorde ham til en ensom mand med bare fa hengivne disciple; desuden for den »bizarre og visionsere« fantasi, der gjorde ham til talsmand for »en politik, der . . tog alle staenders»velstand« og en nordisk »fa&lles arv« til ledestjerne, (men derved)gik for staerkt imod de herskende fordomme« 60. Boggild-Andersen er med disse ord i forelassningen fra 1949 pa vej mod en erkendelse af, at tiden her var stasrkere end manden, en erkendelse, der i det hele ikke er slaet igennem i selve den tidligere skrevne bog. Er en »helt« derimod en skikkelse, der til gavn for sit land ksemper for gode ideers gennemforelse og for denne kamps skyld i det vaesentlige formar at overvinde sine personlige svagheder og foraedles derved 61, sa er Hannibal Sehested afgjort blevet en helteskikkelse, i virkeligheden en idealfigur i Goethes forstand 62. Dette gor samtidig Sehested til et dybt tragisk menneske i Boggild-Andersens ojne. Han dode i Paris 1666, forstodt fra sin konges inderkreds, syg og nedslidt, psykisk som legemligt, uden at vaere blevet forsteminister, uden at have faet realiseret vaesentlige dele af sine politiske tanker. Heller ikke Boggild-Andersen fik sit livsvserk, bogen orn Hannibal Sehested, gjort faerdig. Hans ideverden passede som Sehesteds i flere henseenderdarligt til hans egen tid. Boggild-Andersen, der i meget var et barn af det 19. arhundrede med dets tro pa fremskridt, rationalitet og harmoni,laerte aldrig rigtigt at acceptere den krigs- og krisebefasngte tid efter1914, hvor den vserdikrise med bevidstheden om de staerkt subjektive 58. Jvf. den n. 19 naevnte nekrolog over Erik Arup, s. 119. 59. Man er i den forbindelse forf. taknemlig for, at han undlod de moralsk fordommende vurderinger af Sehested, der f. eks. skaemmer J. A. Fridericias Sehestedfigur ( i Bricka DBL XV s. 496 ff). Undladelsen var i overensstemmelse med hans historiesyn: »Jeg vil ikke vaere med til at skaelde ud pa« mennesker, »fordi deres Indstilling overfor en Raekke Livssporgsmaal var en ganske anden end min«. »Tout comprendre, c'est tout pardonner«. »I Historieforskningen er jeg ikke bange for at anvende den Maxime«. Det n. 7 naevnte foredrag s. 12. 60. Bd. 11, s. 485. 61. Jvf. isaer bd. I, s. 179; i ovrigt hele skildringen af Sehesteds kamp for at virkeliggore sine ideer, ikke mindst de nordiske. 62. Dette var ingen tilfaeldighed, jvf. herunder s. 273.
Side 273
elementer i historieforskningen, som nyidealismen sogte at bekaempe, tilmed toengte helt ind i sindene. Over for denne krise og krisetid sogte han, idet han stedse bestraebte sig pa at gore sin forskning sa aedruelig og objektiv som overhovedet muligt, tilflugt i en strofe af Bjornstjerne Bjornson:„ »fodt og fostret af det ene, Pa denne baggrund forstar man endnu bedre det skaer af idealitet og tragedie, »Hannibal Sehested« er en stor prasstation af en laerd historiker, og Jysk Selskab har acre af sit initiativ til udgivelsen af 2. bind. Fremtidig forskning over denne statsmand og hans tid vil nemlig ikke kunne komme uden om en stillingtagen til dette vaerk, hvis teser og synspunkter heldigt nok ikke blot vaekker bifald, men ogsa agger til modsigelse og - eftertaenksomhed. Goethes ord »om det Menneske, som immer strebend sich bemiiht, passer pa Hannibal Sehested,« skrev hans biograf i 194264. De star at kese i »Faust,« det vasrk, som Boggild-Andersen ideligt oste af og, som han selv mente, havde prasget hans eget menneskesyn mere end noget andet litteraert vaerk. Goethes ord passer pa Boggild-Andersen selv. Ikke mindst derfor blev »Hannibal Sehested« et sa inciterende vaerk, »med et sa overvaldigande rikt stoff och sa. manga synpunkter pa centrala problem,« at det, som Ingvar Andersson med rette skrev, ikke var »latt att recensera« C5. Ikke mindst derfor blev Boggild-Andersen den inspirerende laerer og igangsaetter for den raskke af elever, som nu er med til at fore dansk historieforskning videre, og som mindes hans laerer- og skribentgerning med taknemlighed. 63- Til en holdning i den retning opmuntredes han af Arup, der selv havde set mange af det 19. arh.s idealer synke i grus mellem 1914 og 1945: »Jeg har, lige fra jeg var helt ung, haft en djauvleblaendt tro paa, at den kritiske historieforskning og historiefremstilling maatte kunne bibringe alle mennesker en besindigere og mere medmenneskelig forstaaelse af de mennesker, der i sin tid har levet, og de mennesker, de i en kort tid kommer til at leve sammen med. Den tid, hvori jeg har levet, har naturligvis forlaengst overbevist mig om, at al historisk forskning og fremstilling er aldeles ligegyldig over for den eruption af lidenskab og had, som krigen kalder op. Men dog maa vi vedblive at arbejde. Det synes mig, at De er en af de faa, der arbejder i den rette historieforsknings aand«. Brev til COBA af 22. sept. 1946. 64. Hannibal Sehested. En nordisk Statsmand, s. 71. 65. Brev til COBA af 29. nov. 1948. Tilsvarende i brev til denne af 24. juni 1949. |