Admiral Andreas du Plessis de Richelieu og regeringsdannelsen i 1909

Til professor, dr. phil. Tage Kaarsteds sare interessante indlasg i Historie, Ny Rsekke VIII 486-97 - (1970) om »Frederik 8. og dannelsen af ministeriet Holstein-Ledreborg i 1909«, er jeg i stand til at komme med nogle supplerende bemasrkninger, som hidtil har vseret ukendte, men som i hoj grad har betydning. Professor Tage Kaarsted kommer ret udforligt ind pa den rolle viceadmiral, kammerherre Andreas du Plessis de Richelieu spillede, men man far ikke indtryk af, hvor stor vasgt kong Frederik lagde pa at fa just denne mand til at danne ministerium.

Kort efter, at greve Holstein-Ledreborg var blevet konseilspraesident, nedskrev admiral de Richelieu en beretning om de mange forhandlinger, han havde deltaget i, for den gamle greve, meget modvilligt, gik med til at stille sig i spidsen for det nye ministerium. Beretningen danner et led i admiral de Richelieus omfattende erindringer, som han personligt har nedskrevet om sit lange og indholdsrige liv. De staerkt personlige memoirer har indtil for kort tid siden ligget under segl. Nu har admiralens efterkommere overladt dem i deres helhed til mig, med en eventuel udgivelse for oje.

Om de politisk bevaegede dage i sommeren 1909 skriver admiral de
Richelieu:

I den forste halvdel af 1909 havde der vasret megen Uro i Ministeriet, hovedsagelig angaaende Forsvarssagen, som Kongen, Frederik den Bde, mente, Ministeriet ikke varetog i tilstraekkelig Grad, og derved skabtes en »Ministerkrise«, som resulterede i, at Ministeriet indgav sin Dimission.

Den 6. august kom Kronprins Christian saa til mig, og spurgte mig

pa Kongens Vegne, om jeg ville vaere behjselpelig med at soge dannet et Ministerium, der kunde fore en Forsvarslov igennem, saaledes som Kongenonskede den, af Hensyn til Landets Forsvar. Hertil var jeg naturligvisvillig, og i de folgende Dage og Aftener havde jeg mange Samtaler med ledende Statsmaend om denne Sag, og isaer en Aften, ved et stort Mode hos Kongen pa Amalienborg, opforte Greve Frijs Frijsenborg sig efter min Mening meget upassende, idet han pa en ophidset og hojrostet Maade sagde til Kongen - : »De skal ikke bede Admiralen (mig) om at danne Regering, for hvis han kommer med sit Ministerium, vil der ingenRigsdagsmaend vsere i Salen.« - Derefter henvendte Kongen sig til mig og sagde -: »Dersom jeg har bedt Dem om at gore noget, der er umuligt, saa giver jeg Dem Deres Ord tilbage«. Hertil svarede jeg -: »Det behover Deres Majestaet ikke, for deter mig ganske ligegyldigt, om jeg i saa Fald moder Greve Frijs og hans Folk, eller ikke.«

Saa gik Greve Frijs hen i Rigsdagsbygningen, hvor han gentog, hvad han havde sagt til Kongen, og jeg tog hjem til Smidstrup, hvor jeg dengang boede. Naeste Morgen kom den socialdemokratiske Rigsdagsmand Borgbjerg ud til mig paa Smidstrup, og han fortalte mig, hvad Greve Frijs havde udtalt og foreslaaet i Rigsdagsbygningen Aftenen for. Nu vilde Borgbjerg sige mig, at enten Greve Frijs og hans Folk kom eller ikke, dersom jeg kom til at danne Ministerium, saa vilde de soeialdemokratiske Rigsdagsmaend i hvert Fald give Mode.

Jeg takkede Borgbjerg for hans Meddelelse, og jeg havde da en laengere Samtale med ham, og da han var gaaet, tog jeg ind til Kjobenhavn, talte med forskellige af de politiske Spidser i og udenfor Rigsdagen. Derefter tog jeg hen til Greve Frijs Frijsenborg, som jeg traf i hans Palas i Kjobenhavn. Jeg havde en lang Samtale med ham, om hvem der under de nuvaerende Forhold bedst kunde danne et Ministerium, der kunde fore den Forsvarsplan igennem, som Kongen onskede, da Greve Frijs ikke selv vilde. Efter at have presset Greve Frijs laenge for en bestemt Udtalelse, sagde han endelig, ja, der er een Mand, som kunde samle et Ministerium, som Kongen onskede, men at han ikke kunde sige mig, hvem det var. Dette beklagede jeg saa meget, at Greven ikke kunde. Men jeg spurgte ham saa, om han da ikke kunde sige mig en Mand, som kunde sige mig, hvem den Mand var, som kunde samle det onskede Ministerium. Efter lang Toven sagde Greve Frijs endelig, at Hr. Niels Neergaard vidste det.

Jeg takkede saa Greve Frijs for Oplysningen og gik hen til Finantsministeriet,hvor
jeg traf Hr. Niels Neergaard. Til ham sagde jeg saa,
hvad Greve Frijs havde fortalt mig, og efter nogen Pressen sagde Hr.

Neergaard saa, at Greve Holstein-Ledreborg var Manden. Jeg takkede saa Neergaard, gik til Kongen og meddelte ham, at denned Holstein som Konseilsprsesident kunde dannes et Ministerium, der vilde fore Forsvarssagenigennem, saaledes som Kongen onskede det. Kongen var megettilfreds hermed, og der blev saa paa Kongens Vegne sendt Bud efter Greve Holstein-Ledreborg, som straks kom til Kjobenhavn. Men paa Amalienborg Plads modte han en meget hojtstaaende »Herre«, med hvem Holstein kom i en meget sterk Discussion, som endte med, at Greve Holsteintog tilbage til Ledreborg, uden at have set Kongen.

Da jeg horte om dette, blev der straks sendt Bud til Greve Holstein om at komme tilbage, og han kom ogsaa. - Jeg, og flere andre, talte saa med Greve Holstein, om han kunde danne et Ministerium som det, Kongen onskede, hvad han erklaerede sig villig til, under Forudssetning af, at han kunde faa J. C. Christensen med i sit Ministerium. Dette mente de andre Herrer, der kunde tsenke sig at gaa med i et Ministerium Holstein, ville vaere vanskeligt, for ikke at sige umuligt, da som bekendt J. C. Christensen havde vaeret Minister i det Ministerium, i hvilket Alberti havde vaeret Justitsminister og ville blive domt for bedrageri mod Statskassen.

Da Betingelserne for at danne et Ministerium saaledes syntes at vaere kort fast, tilbod jeg, at jeg vilde se at soge at ordne Sagen ved en Henvendelse til Kongen. Jeg gik saa op til Kongen paa Amalienborg og meddelte, at Greve Holstein var villig til at danne et Ministerium, som kunde fore Forsvarssagen igennem, saaledes som Kongen onskede det, men at Greve Holstein mente kun at kunne gore det, dersom han fik J. C. Christensen med i sit Ministerium. Hertil sagde Kongen, at det kunde han vist ikke saa godt gaa med til, da J. C. Christensen havde vaeret Medlem af det Ministerium, der var gaaet af pa grand af Albertis bedragerier. Hertil svarede jeg Kongen, at hverken J. C. Christensen eller nogen anden Minister havde haft Anelse om, at Kongens Justitsminister var en Bedrager, og at J. C. Christensen jo ved mange Lejligheder havde vist sig at vaere en baade dygtig og kongetro Mand, som jeg, efter Samtaler jeg havde haft med ham, var overbevist om, at hansom Medlem af et Ministerium Holstein kunde fore Forsvarssagen igennem, saaledes som Kongen onskede det.

Hertil svarede Kongen, at han syntes det samme, og han vilde vaere glad ved en Losning af denne indviklede Sag paa denne Maade, og Kongen bad mig om at bringe Greve Holstein og J. C. Christensen til ham. Dette var baade let og hurtigt for mig at gore, da jeg havde dem begge ventende paa mig i Gaarden lige bagved Residenspalseet. Jeg hentede dem saa begge, bragte dem til Kongen, som modtog dem begge med

Venlighed, og efter en laengere indgaaende Samtale lovede de begge
at danne et Ministerium, der kunne fore Forsvarslovene igennem, saaledes
som Kongen onskede det.

De spurgte mig derefter, om jeg onskede, de skulde soge at skaffe mig Plads i det paataenkte Ministerium, hvortil jeg svarede Nej, - men at jeg vilde vaere til Kongens Tjeneste, naarsomhelst han onskede det. - Ministeriet Holstein blev saa darmet, og det forte Forsvarsloven igennem, saaledes som Kongen onskede det.

Nogle dage efter Ministeriets Dannelse sendte Kongen Bud efter mig til Amalienborg. Han takkede mig der igen for den store Tjeneste, han sagde, jeg havde ydet ham ved at faa Forsvarsloven gennemfort, saadan som han havde onsket det, og Kong Frederik overrakte mig derefter en stor Solv Pokal, paa laaget af hvilken der stod indgraveret - »Til en kongetro Undersaat Kammerherre, Admiral du Plessis de Richelieu. Fra hans taknemmelige Konge Frederik den Bde._—II August 1909«.