Hojtaerede dekan, hojlaerde professores, vellasrde doctores, asrede tilhorere,
kasre praxes:

Vi star her med en bog - eller rettere sagt: to boger, som vi i snart temmelig lang tid har ventet pa, og medens de indviede har regnet med, at nu, endelig og omsider, kom det magistrale vasrk, der definitivt fortalte os alt om dansk stude-export omkring den nyere tids begyndelse, hvorfra, hvortil, hvor mange og hvorfor, viser det sig, at vaerket er kommet til at handle om noget ganske andet.

Praeces har gennem sine mangearige studier i et stedse mere begranset materiale (dvs. tidens fa bevarede toldregnskaber) fundet den ene tekniske vanskelighed efter den anden, hvilket har forhindret ham i at fcerdiggore den imodesete lille studie over vore stude og deres fasrden i handelslivet.

Det, der er sa helt specielt ved dagens handling, er, at praxes i stedet for at give op over for sine mange vanskeligheder (og eventuelt i stedet skrive en bog om noget helt andet) med sin vante og velkendte grundighed har sat sig for at undersoge, hvorfor det eksisterende kildemateriale ikke har kunnet anvendes til det formal, som forskningen i almindelighed til denne dag har ment, at det skulde benyttes til, nemlig til handelshistorie.

Det vil saledes sige, at emnet fra oprindeligt at have vseret anlagt som en normal case study har forskubbet sig til at blive en historisk-metodisk undersogelse: hvorledes skal man overhovedet behandle kilder af en sadanart; hvilke problemer opstar, hvilke vanskeligheder ma den gode historikertage hojde for, inden han vover at drage realhistoriske konklusioner?For - som praeces sa helt rigtigt fremhasver allerede fra starten

(s. 22): Dette materiale kan absolut ikke henregnes til de historiske kilder, der taler for sig selv. Her er vi sa. ganske enige, idet jeg dog finder det et sporgsmal, om der overhovedet findes sadanne idelle »selvtalende« kilder.

Derfor slipper vi i dette vaerk for en skrivebords-teoridannelse, denned void og magt presses ned over et muligvis til thesens besvarelse uegnet kildemateriale. Som god realhistoriker og sund metodiker ved praeces til fulde, at metode og teoridannelse forst kan bringes i anvendelse, nar den historiske tekniks krav er opfyldt; forst skal kildematerialet fremdrages, derpa. lasses, dateres, saettes in i sin kontekst, dvs., at vi skal begynde med at bruge alle de gode gamle - i vore dage naesten glemte - kunster: heuristik, palaeografi, metrologi, kronologi og sa fremdeles, inden vi overhovedet har lov til at beskasftige os med, hvad det egentlig er, der star i kilden.

Efter forordets noget hojtflyvende start med de store udsyn og internationale perspektiver kommer vi derfor i forste hovedafsnit (s. 23-58) ned i et mikrokosmos, i denne detailrige, meget omhyggelige presentation af »Det foreliggende regnskabsmateriale«, en redegorelse for det bevarede danske kildemateriale, der er gjort med sa stor omhu, at jeg alene undrer mig over, sa let prseces er gaet hen over et dog ikke helt uvaesentligt sporgsmal, som en historiker, der arbejder med sa gamle arkivalier, aldrig bor glemme: Hvorfor i al verden er netop disse kilder bevaret?

Hvor selvfolgeligt det end er, at historien ma skrives pa grundlag af de bevarede kilder, ma vi aldrig glemme problemet om disses storre eller mindre grad af repraesentativitet, eller sagt pa en anden made: hvorfor har vore gamle, laengst hensovne kolleger pa arkiverne ikke ogsa her foretaget en kassation?

I virkeligheden ved praeces det udmaerket godt, idet han (bl. a. s. 26) er inde pa tanken: med en enkelt undtagelse (Alborg-regnskaberne 1517—19) er samtlige disse regnskaber knyttede til dronning Christines jinansjorvaltning.

Om man vil, kan man ogsa stille sporgsmalet omvendt: hvor er regnskaberne fra rigets ovrige toldoppeborsel? Disse er naturligvis kasserede af de omhyggelige rentekammerarkivarer, hvilket i hvert fald i flere tilfcelde direkte kan konstateres ved gennemsyn af Rentekammerets kassationsprotokoller (jfr. RTK 11.45 fra 1725).

Og hermed er vi inde pa een af praeces' helt rigtige hovedtanker: hvad var hensigten med disse regnskaber? Hverken den at forsyne eftertidenshistorikere med en let tilgeengelig handelsstatistik, endsige at opstillemateriale til personnavneforskning o. m. a., nej, flere af disse regnskaberkan jo knap og nap kaldes toldregnskaber, idet de faktisk er at opfattesom

tesombilag til dronningens husholdningsregnskaber. Og som hus- eller hofholdningsregnskaber har de folgelig naeppe haft noget at gore med det kassationsivrige Rentekammer (hvortil vel oprindeligt ej heller oresundstoldenhorte), men de kom til at bero i Geheimearchivet, dvs. i et »historisk arkiv«, der sjaeldent kasserede, men til gengaeld havde den last at forsoge at fordele sine arkivalier efter »saglige« kriterier, hvilket kan forklare, at flere af disse »toldregnskabsagtige bilag« benyttedes til at rekonstruerenogle - Geheimearchivet principielt uvedkommende - »toldregnskabsarkiver«.

Deter i denne forbindelse morsomt at se (note 11 ad s. 33 = II s. 98 f.) vore to forende specialister pa feltet uafhaengigt af hinanden i skon samdraegtighed fore et i dronningens regnskabsbog liggende toldbilag sammen med det »toldregnskab«, hvoraf deter en integrerende bestanddel. »Atter det skilte sammen sig fojer«.

Derimod forekommer det mig lidt af en unojagtighed, nar praeces (note 40 ad s. 68 = II s. 107) lader regnskabsforeren Hans Reffs jordebogsudkast for Hardsyssels provsti ligge i dronningens regnskabsbog pa grund af en »tilbojelighed til at fordele materialet efter personen i stedet for efter funktionen«. Begge dele er dog regnskabsjfirerens embedspapirer, men vel at masrke fra to embeder, dels som dronningens kansler, dels som domprovst i Ribe (et fedt embede, som det utvivlsomt var dronningen, der skaffede ham som belonning for tro tjeneste).

Pa dette sted kan det vel ogsa bemasrkes, at praeces har fulgt god skik ved at forsoge et eller andet sted at citere begge sine officielle opponenter. I det ene tilfaelde har det ojensynligt ligget lidt tungt; man kan se, hvorledes praeces i sin fortvivlelse har fundet frem til dette lokalhistoriske arbejde om netop Hardsyssel og kansler Hans Reffs dobbeltstilling som ogsa provst i Ribe (hvorunder Hardsyssel sorterede) 1. Det star i forbindelse med den udmserkede administrationshistoriske redegorelse for dronningens finansforvaltning (s. 68), og jeg forstar fuldt ud, at praxes ligesom har sogt at dsekke sig ind ved pa dette sted at »undlade at anfore slutnoten«, denne famose note 40 (= II s. 107).

Hvis prasces var gaet til yderlighederne og havde test denne lille lokalhistoriskeopsats med omtanke, ville han faktisk have kunnet hente een ting med relation til hans emne, in casu den administrationshistorisk vigtigeog iovrigt dygtigt gennemforte redegorelse for forholdet regnskabschef/underordnetskriver, hvor handskriften rejser sporgsmalet, hvorvidtet med gennemfort anvendelse af forsteperson (»jeg«, dvs. Hans

---

1. Hardsyssels Arbog nr. 54 (1960) s. 77-139.

Reff) fort regnskab nu ogsa er skrevet af pagaeldende. Praeces deler fornuftigvis William Christensens opfattelse, at det skal man vsere megetvarsom med at slutte. Men i dette neevnte lille arbejde mener jeg at havefastslaet, at endnu et tilfseldigt bevaret Hardsyssels-regnskab, som er fort i Hans Reffs navn (altsa i forsteperson), er skrevet af samme hand, som findes i flere hofholdnings- og toldregnskaber (vist den hand, praxes benasvner skriverhand A), men det vel at maerke pa et tidspunkt, hvor vi har dokumentation for, at Hans Reff opholdt sig i Rom!

Helt rigtigt konkluderer praeces, at de udgivne regnskaber2 saledes ma betragtes som en samling indtaegtsbilag, ofte af forelobig, kladdemaessig art, hvorfor de umiddelbart ikke er anvendelige til statistiske formal. Og derfor opstilles i hovedafsnit 111 (s. 93 ff.) et veritabelt problemkatalog, som jeg kan anbefale enhver, der ganske kort onsker et lille overblik over arbejdets indhold, these og hele anlasg:

Der er her tale om varernes transportretning, kronologiske problemer,
de altid kildne emner mont, mal og vsegt, og endelig det meget store og
ikke mindre tunge slutafsnit om navneterminologien.

Transportretning (s. 98 ff.)

I betragtning af, at kritiken af »den hidtidige forskning« af gode grunde rent praktisk kommer til fortrinsvis at blive rettet imod den nyeste fremstilling, der bredest muligt har beskaeftiget sig med problemkomplekset, er det et overordentligt smukt traek i denne bog, at praxes gemmer dodsstoddet til en Ekskurs, hvilken tilmed er pint ind midt i notebindet (II s. 193 f), og omvendt udbreder praeces her en gevaldig ros, formentlig fordi deter nsesten det eneste sted, hvor han ikke totalt er uenig med dr. Schwetlik 3.

Alligevel nojes praeces ikke med at afskrive andres resultater; de skal heist benyttes til at na endnu videre frem. Specielt Gottorp-regnskaberne er her af interesse, fordi vi synes at have mulighed for at folge varebyttet mellem Danmark og det sydlige udland lidt nojere. Nu interesserede tolderne sig alene for at opkraeve afgifterne, men slet ikke for om varen sendtes i den ene eller anden retning, hvorfor man gennem studier af varearteme har sogt at fastsla varebyttets form, d. v. s. at man gik ud fra, at f. eks. heste og okser matte vsere danske (dvs. nord-) varer, som omvendt vin, klaede og krydderier m. m. matte komme syd fra.

---

2. Dronning Christines Hofholdningsregnskaber, udg. Will. Christensen (1904).

3. Disp. trykt i ZGSH 85/86 (1961) og 88 (1963).

Men ogsa denne i sig selv sa sandsynlige tommelfingerregel lykkes det praxes at omstyrte, idet han overbevisende dokumenterer, at denne handel ikke udelukkende kan betragtes som nord-syd-rettet, selv om toldstedet faktisk la som en »sluse« mellem nord og syd. I virkeligheden skal en ikke übetydelig handel opfattes som gaende </>st-vest, idet friserne pa Slesvigs vestkyst sendte deres landbrugsvarer til ostkystens store byer (Kiel, Eckernforde osv.) og til gengaeld modtog kobmandsvarer som klaede, kram og krydderier. Kun fordi handelsvejen fra Friseromradet til disse byer tilfaeldigvis ramte Gottorp toldsted sydjra, kommer disse (den danske eksporthandels varer lignende) varer til at ga »den modsatte vej« af, hvad vi ellers skulde formode: at landbrugsvarer sendtes nordfra, medens byttevarerne kom sydfra. Rent konkret vil dette saledes betyde, at f. eks. smor ikke blot kan sendes fra nord imod syd, men ogsa omvendt, blot at der i sidste tilfaslde rent faktisk var tale om en fra vest imod ost gaende transport!

Saledes bliver et ellers sa bestikkende kriterium for handelsveje og var ernes hjemsted af tvivlsom gyldighed; men praeces lader os ikke i stikken, idet han i stedet opstiller sit pendulkriterium. Nar en handlende gerne optraeder i toldregnskaberne to gange med ret kort tidsinterval imellem, vil der gerne vasre tale om import over for eksport. Hertil viser det meget instruktive bilag 6 (II s. 204-209), hvorledes vi kan kortlaegge enkeltfirmaer og deres virke med at formidle varebyttet via hyppige

Uden pa nogen made at ville bebrejde prasces, at han i sin gennemforte redelighed har valgt denne noget besvserligere vej til bedre og sikrere resultater (thi hans princip forekommer mig sserdeles overbevisende), virker det alligevel, som om han her er standset »et toldsted for tidligt«, idet han tilsyneladende forholder os oplysninger om et problem, der for mig at se lyser ud af dette bilag 6:

Mon ikke prasces kender anekdoten om manden, der hver dag passerer toldstedet med sin fine kuffert. Tolderne undersoger den; men da den er torn, far han lov at passere. Nu bliver han ved at komme igen, dag efter dag, indtil det omsider gar op for de stakkels toldere, at manden simpelthen smugler kufferter.

Netop pa grundlag af prasces eget bilag 6 (fra Gottorp-regnskaberne 1510) mener jeg at kunne udlede et fint kriterium for vareretning, idet hver eneste vogn gar imod nord, d. v. s. at alene dette, at en vogn fortoldes, synes at indicere sydvare pa vej mod nord! Man sporger sig selv, om fragtmsendene har solgt deres vogne i Danmark og vendt tilbage til fods?

En kontrol i de trykte Gottorp-regnskaber 1484-85 4 giver et ganske tilsvarende billede. F. eks. rejser en storspeditor som Peter Sickmann (hvis virksomhed iflg. dr. Schwetlik overtages af enken, der aegter den i bilag 6 behandlede Hinrick Hasenwinckel) tilsyneladende udelukkende imod nord.

Ogsa prances' bilag 14 (II s. 217) far betydning i denne samenhaeng, idet praxes ganske vist ud fra en benefit of the doubt rent hypotetisk lader muligheden sta aben for, at Thomes Koch og Kalli Peters(en) har sendt smor fra nord til syd, og det vel at maerke i vogne. Nu kan Kalli Petersen efter sit navn udmaerket godt vsere friser, d. v. s. at hans vogn netop kan vise, at dette smor er en vest-ost-vare, der folgelig rammer Gottorptoldstedet sydfra pa vej til f. eks. Kiel. Og vel er Thomes Kochs navn ikke til at nationalitetsbestemme, men hvis hans smor kommer nordfra, passer det smukt, at regnskabet ikke omtaler nogen vogn. Den findes kun i praxes' hypotese.

Nogen eentydig tolkning af dette besynderlige faenomen skal jeg ikke indlade mig pa (i ovrigt ynder praxes rundt om i vaerket at antyde, at han jo ogsa skal have noget at bestille i den kommende tid). Men i betragtning af, at de »klassiske« danske exportvarer var heste og stude, d. v. s. var selvtransporterende, medens byttevarerne (klaede, vin, kram osv.) nodvendigvis matte kores, er det en naerliggende tanke, at de mange tomme returvogne var toldfrie. Selv nar eksportvaren kraevede vogn, var det gerne en massevare som sild, smor og huder, og i sin fremragende gennemgang af transportmidler og vareemballager viser praxes, at i sin aeldste form includerede tolden ofte et helt »vognlaes« (et foder), d. v. s. at vare og vogn kunne fortoldes under eet.

Forst som fragtmandserhvervet udvikles, ma man til at skelne imellem de mange forskellige kobmasnd, hvis varer transporteres af fragtmanden, og tilmed holde dennes toldansvar for egen vogn for sig. Her burde praxes maske dog have skelnet klarere imellem »fragtmcend«,der hver stiller sin vogn til radighed for mange smahandlende, og de store »speditorfirmaer«, som kunne transportere en storkobmands varemasser, i givet fald i en veritabel vognkolonne, og som ikke blot tog sig af selve transporter men ogsa lagde tolden ud (hvorefter storkobmand og »speditor« kunne diskutere regningen og dens enkeltposter, herunder tolden).

At fragtmandsproblemet er meget vsesentligt, er praxes dog ganske pa
det rene med, og ikke rnindst i det senere afsnit om nationalitetsproblematikkenoplyses

---

4. Da. Mag. 6 VI (1933).

matikkenoplysesvi om, at toldregnskaberne folgelig ofte blot registrerer transportfirmaet, men ikke altid dets kunder, kobm£endene, hvilket i allerhojeste grad kan bidrage til at gore statistikker over dansk/tysk handel meningslos.

Dateringsproblemer (s. 107 ff.)

Det gladder en gammel »tekniker« at se den hoje prioritering, som praeces giver dateringssporgsmalene. »Man er naturligvis afhaengig af en yderst nojagtig datering« siger han (s. 107 nederst), og at dette ikke ma opfattes som en frase, fremgar af problemkataloget (s. 95), samt af hele afsnit I, hvor megen flid og moje anvendes pa at na frem til en korrekt tidsfaestelse af mindre sikkert, ja eventuelt helt udaterede regnskaber.

F. eks. far vi s. 41 nederst det nydeligste eksempel pa oplosning af en
sjusket, ufuldkommen dato, idet det af konteksten fremgar, at der her ma
vasre tale om Knud konge og ikke Hellig Olav 5.

Og s. 56 (lin. 5 i afsnit nr. 10) far vi trosterigt at vide, »at dateringen Vcekker ingen vanskeligheder«. Rent sprogligt ville jeg foretraekke: voider ingen vanskeligheder, men da praeces' opmaerksomhed altsa ikke er vakt, lader vi et ojeblik dette ligge og gar til s. 75 (3. sidste lin.) med datoen 25. november 1504. Kilden hertil er (iflg. note 7) naturligvis dronning Christines brevbog 6, hvor datoen desvasrre ikke er oplost, men alene anfort som (ikke 25. nov. = Catharine dag, men) feria secunda proxima post jestum Katharine virginis, og da 25. nov i 1504 faldt pa en mandag, vil vi saledes rent mekanisk na frem til 2. december! D.v.s. medmindre der foreligger en fejl, idet praeces som kyndig praktikus gor os opmasrksom pa (f. eks. s. 108), at en sadan datering, en mandag efter en helligdag, der netop faldt en mandag, pa forhand er mistcenkelig (maske lige frem fejl for ipso die).

Hvor rigtig denne skepsis end er, kan jeg ikke lide praeces' teori om »jodisk dateringsmade« (s. 108), som forekommer mig temmelig sogt over for et forsog pa simpel slutning til virkeligheden: en trist mandag morgen i november starter skriveren rent rutinemeessigt med at notere: mandag efter (respektive: secunda feria post), og sporger da sine kolleger: ja hvad var det nu for en helligdag, vi fejrede i gar? Hvortil et kvikt hovedgor ham opmaerksom pa, at selve denne dag var Catharine dag,

---

5. »Cuigentesimo Nono« (s. 46 lin. 7) er selvfolgelig en af de vist ret fa. trykfejl (for: Quingentesimo Nono).

6. Udg. Da. Mag. 4 V (1884), her s. 86

d.v. s. at han foretager en slags rettelse, men vel at msrke uden at gennemforeden
tilbunds".

Vi vender derpa tilbage til s. 56, hvor dateringen som sagt ikke har vakt nogen vanskeligheder for praeces, der her lige sa skrasikkert, som han s. 75 viste, at Catharine dag var 25. november, nu antager, at den faldt 2. august!

I betragtning af, at praeces her har et regnskab for 1519-21, hvori der blot er een eneste indforsel fra 1519, tyder det dog klart i een bestemt retning: at det formentlig var ret sent pa aret, d. v. s. at et tidspunkt sidst i november simpelten ikke kan passe bedre.

At jeg opholder mig sa laenge ved netop denne dateringsfejl, skyldes, at vi her har mulighed for bag om praeces' arbejde at kunne konstatere kilden til hans desvaerre mange dateringsfejl. Praxes har, i stedet for at benytte Grotefends Zeitrechnung, sogt at skyde genvej via den uopslidelige, men desvasrre upalidelige (og genoptrykte) Bauers kalender. Af den halve snes Catharinaer, der opregnes i Grotefend, kender Bauer blot de tre, men desvaerre i folgende uheldige raekkefolge:

1. Katarina (uden nasrmere kendingstegn) =2. august.

2. Katarina af Siena (30. april), som vi roligt kan lade ligge; om end hun forleden udnaevntes til doctor ecclesie, kanoniseredes hun sa sent som 1461 og optrasder uden for sit hjemland nassten kun i dominikanerkalendere.

3. Den rigtige, oldkirkelige Katarina virgo et martyr = 25. november. Praeces har altsa simpelhen grebet den overste i Bauers pose, skont hun, der blot var enken Birgittes datter, kanoniseret sa sent som 1484, som speciel svensk helgeninde nasppe har haft storre chance for popularitet i Danmark, i hvert fald ikke uden for Birgitinerklostrene.

Den rene komik - sjaelden i denne gravalvorlige bog - moder vi s. 79 (andet afsnits fjerde lin.), hvor »midfaste nest forleden« uhyre forsigtigt omtales som »engang i forste uge af marts«. Hvis midfaste her betyder midfaste ugen, ma vi dog regne mandagen med, d. v. s. fra 28. febr. til 5. marts; men praeces er klar over, at der evt. kan vaere tale om midfaste sfindag, d. v. s. 6. marts (jfr. hertil note 4 = II s. 109). Men ikke nok med begge disse i og for sig forsvarlige Iosninger, fremturer noten: »hvis midfaste skal opfattes som en konkret dag, ma det vel blive torsdag 3. marts.«

Hvis praxes tasnker pa midfasteugens midterste dag, ma det dog blive

---

7. Denne fejltype kender praeces udmaerket fra regnskabernes tal (s. 114 ned.), f. eks. kan et forsog pa at rette 14 til 16 medfore et tal som XIVI (!).

quarta feria, eller pa tysk: Mittwoch, hvilket dog er en dateringsmade,jeg aldrig er stodt pa 8. Men formentlig er det atter den ulyksalige Bauer, der spoger, idet denne i et forgaeves forsog pa hjeelpsomhed omtaleren efter sin messeliturgi salus populi benasvnt dag. Denne optraeder savel om efteraret som i fasten, nemlig torsdag i midfasteugen.

For at blive ved s. 79 er det i ovrigt rent realhistorisk af interesse at fastsla regnskabsaflceggelsen sa nojagtigt som muligt, idet kong Hans dode 20. februar, d.v. s., at vi ser den endnu ikke kronede Christiern 11, som endnu ikke havde underskrevet nogen handfasstning, i fuld gang med at tomme oresundstolderens kasse! 9.

Men denne detailkritik forhindrer ikke, at praeces, som god paadagog, opstiller de helt rigtige principper (som han sa til gengaeld ikke altid fuldt ud folger). Blot man her holder sig til hans teori, er ogsa dette afsnit saerdeles laererigt. F. eks. kan det store hovedeksempel s. 11l f. bruges som et velegnet demonstartionsobjekt; thi - som han konkluderer - det kan ofte vaere hablost at soge en for os rationel og fast kronologi i det ofte rneget sjuskede grundmateriale. Og at erstatte blind tillid til kildens ord med »rekonstruktionsforsog« vil vaere at vakle fra den ene groft til den anden.

Og praeces slutter dateringsafsnittet med et par fine eksempler, pa f. eks. den »klassiske« fejl at forveksle cathedra Petri (s. 110 ned.) med Petri ad vincula, samt sammenblandingen af nativitatis Marie og visitationis Marie (s. 112) via folkesprogets »geburt«, respektive »barckgang,« d. v. s. endnu een af disse »halvtgennemforte« rettelser af toldskriveren.

---

8. Nar praeces s. 333 (2. lin. f. o.) selvbevidst fastholder, at midfaste er sgndagen (Laetare) eller »ugen der omkring«, er dette vel blot en lapsus for »den forudgaende

9. Besynderligt, at praeces, der savel s. 79 som s. 333 absolut foretraekker at opfatte midfaste som en konkret dag (sondag, respektive det famose torsdag) pa s. 83 (sidst i forste afsnit) er sa tovende overfor 13. dag Jul, som savel er en eksakt som en meget vigtig dato (= hellig tre konger), der angav julehelgens ophor og denned afslutningen pa retsferier m. v. (hvilket atter har betydning for snapsting, Kieler Omslag m. fl. »markedslignende« forsamlinger). Pa s. 57 (afsnit 12, lin. 10 f.) er torsdag for pinse 1524 = 12. maj (ikke 11. maj), hvorfor fredag efter pinse er 20. maj (ikke 19. maj). overst s. 52 anfores: tirsdag martyrernes dag efter Oculi 1518, mon ikke et misforstaet die martis. Under forsoget i note 6 ad s. 109 (= II s. 115) pa at fastsla, hvornar det var Margrete dag, burde det retfasrdigvis anfores, at selv Will. Christensen (f. eks. i Repertoriet) anforer begge muligheder (13. og 20. juli).

Toldtarif (s. 113 ff.)

Afsnit folger pa afsnit i den i problemkataloget angivne raekkefolge rned
gennemgang af de mange detailsporgsmal, som man nu engang ma tage
stilling til, inden man forsoger at fa kildeme til at tale.

Helt rigtigt - men sa selvfolgeligt, at det gang pa gang overses - fastslas, at regnefejl er normen; man kan simpelthen ikke regne rigtigt med romertal, og det pavises, at tolderne (der jo ikke indsamlede statistisk materiale) fortrinsvis interesserede sig for pengebelob mere end for varemaengder, ganske logisk, idet kassen heist skulle stemme, medens eftertaelling af de forlaengst passerede stude nu engang ikke lod sig gore. Og i det udniEerkede bilag 8 (II s. 211) vises ved eksempler, at safremt toldbe-10b varemaengde (iflg. den rekonstraerede tarif) ikke stemmer overens, bor vi fortrinsvis stole pa pengebelobet.

Gennem et mojsommeligt revisions-, for ikke rent ud at sige detektivarbejde nar praeces via en raskke tilsyneladende uforklarlige uoverensstemmelser i nogle Ribe- og Koldingregnskaber frem til den fine konklusion, at tolderne kunne finde pa at give rabat, safremt tolden erlagdes i hard valuta. Denne helt centrale kritik af materialet leder mig ind pa nok en mulig fejlkilde, idet deter utroligt, sa ofte dronningens toldregnskaber viser, at stude fortoldedes i afrundede tal¹⁰, ja gerne i multipla af 50 (d. v. s. 100, 150, 200 o. s. v. stude), hvilket for mig at se tyder pa, at tolderne var tilfredse med en »selvangivelse« inden for rimelighedernes graense.

Deter ikke alle toldere, der har efterladt sig det bedste eftermaele; fselest blev vel den 1522 af byens folk myrdede Alborgtolder Hans Bartholomasusen Tolders, hvis vilkarlighed praeces her dokumenterer. Til forstaelse af sagforholdet (s. 127) ma man dog ikke blot have noten (14 = II s. 120) in mente, men ogsa at Hans Tolders hovedfjende Ejler Bryske var lensmand pa Alborghus, indtil han i 1520 aflostes af, netop Hans Tolder. Deter formentlig arsagen til, at ogsa et Alborgregnskab endnu er i behold, antagelig bevaret som bevismateriale i en intern magtkamp, som almindeligt var imellem Christiern Us trofaste funktionasrer, der som bekendt ofte brugte mere tid pa at bekaempe hinanden end til at tage vare pa kongens vitterlige f jender.

Nar praeces her udlaegger magtkampen mellem tolder og lensmand (hans eget kildecitat naevner dog udtrykkeligt »kongens oksne«) saledes: »Man maerker stridssporgsmalet om den adelige toldfrihed dirre i luften«, skal det vaere ham tilgivet, at han undtagelsesvis fremdrager nationalliberalismens,d.

---

10. Dronning Christines Hofholdningsregnskaber, f. eks. s. 179 f. og s. 184 f.

beralismens,d.v. s. Aliens »klassekampssynpunkter«, da han savel her som i indledningen (f. eks. s. 17) eftertrykkeligt gor op med myten om »borgerkongerne« Hans og Christiern II (hvilket vel er en tradition, der kan fores tilbage allerede til Behrmann og oplysningstiden).

Der var selvfolgelig alene tale om fyrstepolitik; men den kostede
penge, og disse matte tages, hvor de kunne fas, det vsere sig hos den danske
borgerstand eller fra hansestasderne.

Toldsituationen (s. 129 ff.)

Blandt de mange overraskelser, denne bog indeholder, er ikke mindst dokumentationen for, hvor »middelalderligt« toldsystemet var, og ikke blot var toldsatser og -principper varierende fra toldsted til toldsted, men for en Hans Tolder gjaldt ojensynligt princippet: gar den, sa gar den.

Arsagen til denne uensartethed finder prseces isasr i den middelalderlige styktolds yderst beskedne satser; det kunne ikke betale sig at gore vrovl over bagateller. Men det kunne vel her vaere understreget, at nar toldtariffen af 1516 primaert interesserer sig for ostdanmark + Alborg og slet ikke for Ribe-Kolding-tolden, skyldtes dette vel, at sa lasnge den sydjyske told tilfaldt enkedronningen, faldt motivet til at gore sig uvenner med hansestasderne bort i dette ene tilfaelde.

Og til dette afsnit (s. 130) kunne maske vsere henvist til kongebrevet til Ribe af 1518 n, der lader Ribeborgere vaere übesvasret af den nye told (mon ikke = 1516), safremt de hjemtager deres eksportgevinster i solv og afleverer det til den kgl. mont, d. v. s. pa een gang en parallel til praeces¹ egen oresundstoldproblematik (s. 118 ff.) og et helt moderne synspunkt at fremme de eksporterhverv, der hjembragte hard valuta.

I behandlingen af Ribetolden glaeder man sig blandt andet ogsa over prseces' heldige fund af Ribe-privilegiet af 1529, og argumentationen virker ganske overbevisende til trods for, at prseces — der er en fin metodiker, nar det drejer sig om regnskaber - falder i med begge ben, nar det kildekritisk drejer sig om at tolke et privilegium:

Vi ved, at medlemmer af Ribe magistrat reminiscere sondag (21.
febr.) 1529 var i Gottorp 12, hvorfra de altsa bl. a. ma have hjembragt
dette privilegium, som prasces specielt ud fra ordene »Villighed og troskab«(og

---

11. DGK II s. 104 nr. 51. Jfr. at praeces' note 28 (= II s. 121) ad s. 135 opremser Rihenrivileeier in leein til na meri nr. 50

12. Fr. I reg s. 198.

13. F. ex. Kolding 1442 (DGK II s. Ill) og Grena 1445 (ib. II s. 201).

skab«(ogdet tilmed fra en afskrift) tolker som en konkret forpligtelse
til ikke at stotte Christiern II (!).

Vel har praeces som naevnt fundet eet nyt Ribe-privilegium, men - som vi sa med 1518-brevet - udnytter han ikke de hidtil kendte til bunds, selv om hans note 28 opregner dem en masse. Hvis vi nu begynder med privilegiet af 1252, ser vi, at det motiveres servitiis et mentis (iflg. Danmarks Riges Breve: »for deres ydelser og fortjenester igennem lang tid«); mon for byens stillingtagen i Erik, Abel og Christoffer-fejden? Men nar disse ord gentages i privilegierne af 1266, 1271, 1288 o. s. v., og vi tilmed i 15. arhundredes dansksprogede privilegier 13 finder det oversat »for troskab og villig tjeneste« (d. v. s. = adelsbrevsformularen), begynder vi at fa en fornemmelse af, at der simpelthen er tale om en formel, der kun kan sige noget, hvis den tilfasldigvis savnedes!

Men ej heller et sadant detailproblem bor selvfolgelig overskygge hovedsagen, herunder den fine skildring af toldstedets placering i Gottorp under den pengekaere Frederik I, der saledes undgik det danske rigsrads indblanding i opkrsevning og toldpolitik m. v. Maerkeligere var det vel, at toldstedet 1542 flyttedes tilbage til Kongea-graensen, ikke mindst fordi denne var langt vanskeligere at kontrollere og det pa en tid, hvor de efterhanden stserkt forhojede toldsatser gjorde toldsvig og smugleri lonnende.

Prices antyder (s. 135), at flytningen kan ses i sammenhaeng med, at Christian 111 kort efter (1544) delte hertugdommerne med sine brodre, hvorfor dette betod, at han gennem flytningen kunne beholde tolden for sin egen lomme. Nu var det vel i nok sa hoj grad kansler Johan Friis, der var den drivende kraft, d. v. s. en mand, der naeppe behovede at tage altfor store hensyn, det vaere sig til kongen eller rigsradet, og at toldstedets flytning kommer sidst pa aret 1542 virker som en ganske logisk konsekvens af, at kanslerens eneste veerdige modstander og varetager af hertugdommernes interesser Utenhof dode forst pa aret, hvorefter Johan Friis omsider havde frit spil.

Mål og emballage (s. 142 ff.)

Ogsa dette afsnit, der behandler en raskke af de vanskeligste og til dato mest dunkle problemer inden for tidshistorien, indeholder et utal af fine detailiagttagelser, herunder det metodisk rigtige - som alt for ofte overses - at et notat om en tarif eller montomregning o. lign. principielt ma anvendes med overordentlig stor varsomhed, idet der i sa fald hojst sandsynligtforeligger

synligtforeliggeren ajvigelse fra normen; intet normalt menneske vil jo nogen sinde finde pa at optegne, hvad der for samtiden var selvfolgeligt (f. eks. at der gar 100 ore pa een krone); d. v. s. at vi her finder et problem,der er beslsegtet med det tidligere omtalte, at alene det, at kildematerialeter bevaret, er nok til at gore os skeptiske over for dets repraesentativitet.

Der er meget laererigt og morsomt i dette afsnit, ikke mindst fordi vi jo alle er elever af fremragende forskere, der var uddannede i forrige arhundredes okonomisk-materialistiske historikerskole og folgelig alle var pavirket af Adam Smith, Manchesterskolen o. s. v. (det vaere sig i positiv eller negativ retning), hvorfor vi alle er vaennet til at operere med en rationel okonomi, jernharde Ionningslove, kapitalen, der automatisk soger hen til de mest ]onnende omrader, og hele pris-udbud-eftersporgselsmytologien.

For denne traditionalistiske skole var det en selvfolge, at f. eks. toldsatserne nodvendigvis matte sta i et »logisk« forhold til, om ikke ligefrem vareveerdierne, sa i hvert fald varemaengden, d. v. s. at en halv toldsats automatisk matte sta for den halve varemaengde eller -vaerdi. Men atter saetter prasces overbevisende ind med sin kritik, der i forste omgang efterlader et sare flimrende billede hos den uforberedte laeser: hvor synes dog datidens toldadministration rodet og primitiv.

Her havde det maske vaeret pa sin plads at fremhasve, at for det 17. arhundredes videnskabelige revolution, hvor man sogte at gore alt maleligt, havde man i datiden jo nojagtig de samme problemer, som nutidens forskere kasmper med, d. v. s. at holde rede pa de mange og hojst varierende tondemal, skippund, montsorter (og her vel ikke mindst lodighed), og sa laenge en alen nu engang ikke var en alen, ville selv et nok sa rationelt-logisk udarbejdet tarifsystem vaere komplet overflodigt, nar tolderne alligevel matte jugere sig frem til, hvor mange laken af denne eller hin klasdesort, der matte ga under betegnelsen en lille pakke, og sa fremdeles.

Pa dette omrade er praeces' hovedargument, at sa laenge toldsatserne var sa overordentlig lave (selv for den meget indtaegtsgivende studehandel pa knap og nap 3 pet. af vaerdien), manglede det vigtigste incitament for toldsvig. Med hensyn til alle disse tonder, pakker og kramkister kunne det simpelthen ikke betale sig at pakke varerne om i toldmsessigt billigere

Men i al sin laerdom er dette et afsnit, hvor den lasge laeser - om praeces
vil finde en sadan? - trods den paedagogiske disposition nemt farer vild.
Ved at laese om alle disse pakker og korsband er jeg i hvert fald naet til

den opfattelse, at man lettest kan fatte princippet i dette emballage-jortoldningssystem - hvor tonder, kurve, vognlaes og kramkister kan fortoldesuden hensyn til eller kontrol af indholdet - ved (meget populaert udtrykt) at sammenholde det med vort eksisterende porfo-taxt-system, hvor der vel findes en tendens til at graduere efter, f.eks. multipla af 20 g, men hvor i virkeligheden emballageprincippet rader: uanset vaegt er et brevkort billigere end et brev, storre maengder sender vi som brevpakkeeller - for at blive i bogens terminologi - som korsband. D. v. s. et »styktoldprincip«, hvor det normalt ikke kan betale sig at pakke forsendelsenom for at spare et par ore.

Og nok engang fremhaever praeces - hvad der gar som en ledetrad gennem hele vaerket - at disse toldregnskaber nu engang skal forstas som det, de er = indtcegtsbilag, ikke materiale til handelsstatistik, hvilket medforer, at forskeren forst ma behandle kilderne metodisk, for han overhovedet tor overveje, hvorvidt en eventuel statistik kunne udarbejdes gennem hans bearbejdelse. Og med hensyn til det fremtidige arbejde med disse og beslasgtede emner vil ingen forsker komme uden om at gennemarbejde denne disputats.

Navneterminologi (s. 219 ff.)

»Navne er kun klang og rog«, og i bogens sidste trediedel beskseftiger pra> ces sig med de talrige problemer, som de i toldregnskaberne opnoterede personnavne medforer, et unaegtelig meget vanskeligt omrade, hvorfor han allerede langt tidligere (s. 97) har advaret os med bemaerkningen: »resultatet nas ganske vist ikke gratis«! Deter sande ord.

Hvor beklagelig praeces' omstaendelighed i dette meget lange afsnit end kan vaere, undskyldes han dog ogsa her derved, at den hidtidige forskning - for at sige det hofligt - har vaeret pa vildspor. Grunden hertil er vist isaer den omstaendighed, at den traditionelle navnedebat fortrinsvis har vaeret koncentreret om SenderjyHand, hvorfor vi umiddelbart skulle tro, at dens resultater var direkte anvendelige pa i hvert fald Gottorpregnskaberne. Men grundet nationalitetskampsproblematikken har denne forskning hidtil fortrinsvis haft et etnisk sigte, for ikke rent ud at kalde en del af den for »Rassenkunde«.

Og vel har den taenkeligt kunnet give resultat, nar det f. eks. drejede
sig om at fastsla, hvorvidt Flensborgs indbyggere i en bestemt periode
var af overvejende dansk eller tysk herkomst. Men praxes paviser, at

en sadan navnetaellingsmetode bliver komplet irrelevant, nar det for den okonomiske historiker specielt drejer sig om at identificere en handlendeeller snarere at fastsla et jirmas domicil. oresundstolderen Sander Lejel kan vaere nok sa meget af skotsk herkomst, men hans borgerskab og dermed hans forretnings hjemsted var nu engang Helsingor.

Og hvor nationalitetsforskerne naturligvis taller individer, gander det nu engang i handelshistorien, at vi er sa udemokratiske at regne med hoveder og ikke med hoveder, idet een enkelt tysk storkobmands vareomsaetning tasnkeligt kan opveje 20-30 danske smahandlendes. Og hertil kommer den foromtalte pavisning af, at mange, og ikke mindst store varetransporter fortoldedes af en speditor, der ikke altid oplyste, hvorvidt det var et dansk eller et tysk firmas varer, han transporterede!

Deter nok engang en raekke helt elementaere betragtninger, praeces korer frem med, men desvaerre til nu alt for ofte oversete. Meget lyder i den grad selvfolgeligt - d. v. s. ejter at praxes har oplyst os derom - at jeg som een af dette VEerks hovedfortjenester vil fremhaeve dette, at praeces i sin evne til at undre sig den ene gang efter den anden star som den lille dreng i Kejserens nye Klaeder og tor sige om den hidtidige forskning: jamen han har jo slet ingen ting pa!

Ogsi her viser det sig, at praeces ikke er tilfreds med - hvad der i og for sig var fortjeneste nok - at fastsla, at de hidtidige principper er - skal vi vaere elskvaerdige og nojes med at sige: anvendt pa et forkert omrade, hvor de ingen gyldighed har. Han onsker at na videre og give os i hvert fald et par fingerpeg om, hvorledes disse problemer fremtidigt kan og bor loses.

Principperne er gode nok, og plojer man mojsommeligt bogens sidste lange tredjedel igennem, nar man (groft sagt) til samme resultat, som den, der har haft den slidsomme opgave at skulle udarbejde et personnavneregister til en kildeudgave fra denne tid. Thi nu lader problemerne sig ikke laengere anskue ud fra toldregnskabsmaterialet alene, de er vist fselles for denne periodes historie i dens helhed. Det sorgelige er ellers, at man efter afslutningen af et sadant register sidder med en maengde mojsommeligt erhvervet specialviden, som normalt gar i graven med registerforfatteren, medens vi her endelig og omsider far en indforing eller - idet praeces her undskylder sig med sin amatorstatus (s. 296): »det drejer sig ikke om at drive sprogstudier«, nej det tor siges - en slags »uvidenskabelig efterskrift« til den i ovrigt grundlserde og omhyggeligt udarbejdede bog.

I andet afsnit (s. 225 ff.) vover praeces sig ind pa det helt oplagte patronymiconproblem,idet
det jo er velkendt, at sen-navne er karakteristiskefor
Skandinavien, men naesten ukendte i Tyskland, selv om man i

Nordtyskland dog kan finde en parallel med genitiv-s (Petersen = dansk, Peters = tysk); men over for denne tommelfingerregel undlader han ikke at fortaelle os, at deter uhyre vanskeligt at skelne, primaert af palceografiskearsager, idet sadanne navne gerne afsluttes med et tegn for ajslutnings-s,som kan rumme et moment af forkortelse.

I betragtning af, hvor stor rolle det famose B (»skillings-s«) spiller i denne sammenhssng, forekommer det mig dybt tragisk, at praeces ikke gennemfort har anvendt £ i bogen, og det sa meget mere beklageligt, som vi netop s. 225 konstaterer, at trykkeriet faktisk er leveringsdygtigt med hensyn til fi-typen.

D. v. s. at nar praeces (note 8 ad s. 222 = II s. 146 f.) undskylder sig med, at kildematerialet ikke tillader at holde de to patronymiconformer ude fra hinanden, sa skylder han os en undersogelse af, om ikke en gennemgang af B-problematikken kunne have vEeret en hjaelp hertil. S. 225 far vi at vide, at prasces gengiver B ved ss (dobbelt-s), men minsandten om han ikke ogsa lader dette ss sta for sB (det burde dog i sa fald rent logisk gengives:

Nu er det selvfolgelig helt rigtigt, at mange skriverhsender har tilbojelighed til at lade visse bogstavformer glide sammen til en ikke differentierbar faellestype; men uden at behove at sla op i bogen kan vi dog ga til materialet takket vaere de nydelige omslag pa dens for- og bagside, der gengiver et par smukke og let laeste skriverhaender:

For at begynde med bagsiden finder vi som allersidste tegn pa siden et klart og tydeligt B, der vel at maerke ikke er et »skillings-s«, men simpelthen et skillingstegn (d. v. s. montbetegnelsen). Sammenligner vi derpa 5. og 6. lin. (regnskabspost 4 og 5) finder vi her en Per Ebbesen, respektive Per Abrahamsen, hvor vi klart og utvetydigt kan skelne imellem et Ebbeß og Abrahamßen, idet dog det forste B's tydelige afsluttende hojresving indicerer, at det langt fra at vaere en eller anden s-form simpelthen er en patronymicon-jorkortelse (medens det sakaldte »skillings-s« i Abrahamsen simpelthen er et s, og naturligvis bor gengives som sadan).

Tilmed kan vi foretage kontraprove pa. bindets lige sa smukke forside, hvor vi i savel forste som sidste post finder et »Andersen«, og her efterfolges det overste B af et »en«, medens det nederste B (uden efterfolgende »en«) med en klar afsluttende hojredrejning viser os, at der ogsa her er tale om, ikke et seller B, men en patronymicons-forkortelse. Ogsa i bilaget fig. la finder vi gode exempler pa dette, idet vi blot bor erindre, dels at ikke alle haender tillader denne skelnen, dels at det »almindelige« B hos visse skrivere kan anvendes ogsa som patronymicons-forkortelse,

medens jeg ud fra egen erfaring vil formene, at det modsatte (at patronymicons-s
anvendes = simpelt 6) forekommer sa sjaeldent, at der i sa fald
vil vaere tale om ligefrem en fejl af skriveren.

Pa s. 226 far vi at vide, at kortformer »havde betydelig udbredelse« i Danmark, d. v. s. - som det klart fremgar af bogens smukke omslag - navne som Per, Las, Nis, Jes o. s. v., hvilket kan benyttes som udgangspunkt for en mere principiel kritik af selve det her anvendte begrebsapparat. Hvad star egentlig et-P leß for?

Ja, en stakkels tekstudgiver ma selvfolgelig traeffe sit valg, hvorfor han (i henhold til sine i forordet udforligt angivne udgivelsesprincipper) vil vaere tilbojelig til at oplose denne »rebus« f. eks. = Per Jessen (evt. Per lessen). Men nar sa udgiveren nar frem til personregisteret, d. v. s. skal til at beskaeftige sig med, hvad manden egentlig hed (jfr. praeces' ulyksalige terminologi: den korrekte navneform!), sa slar han selvfolgelig Per, Peder, Peter, ja evt. Peiter sammen til een gruppe, ligesom han naturligvis ikke differentierer mellem Jensen og Jessen, da sidstnaevnte form i utallige tilfaelde skyldes en glemt nasalstreg.l4

Personligt tror jeg, at vi opnar en bedre forstaelse af skriverhaendernes »stenografiske« tilbojeligheder, hvis vi opfatter dette -P leß som naermest et ideogram, eller om man vil, en rebus, hvor fornavnet skal begynde med et P og ende pa -er, medens efternavnet er et patronymicon bygget over Jeß, evt. Jenß med » glemt nasalstreg«. Her er kort og godt tale om en person, der i daben er bensevnt efter den populaere helgen Petrus, hvilket i folkesproget kan udtales hojst varierende, og af skrivernes forkortelsessystemer kan i hvert fald ikke umiddelbart udledes noget om tidens tilbojelighed til kortformer.

Det uheldige begrebsapparat moder vi igen s. 238 (sidst i forste afsnit), hvor Oleves opfattes som en germanisering af Olufsen, medens Gertsen er en misjorstaet form for Gerdes. Overfort pa den kendte forfatter Olaus Petri skulle denne navneform saledes vaere »misforstaet« for Olof Pettersson? Nej, deter selvfolgelig bare en latinisering, d. v. s., at for praeces synes blot daniseringer at vaere »misforstaelser«? Og side op og side ned opererer praeces med, hvad der er det korrekte, eller hvad der

---

14. Fig. virker det helt bagvendt, nar praeces s. 239 ved omtale af, at udgiveren af Husumer Urkundenbuch har slaet en raekke patronymicon-typer (-sen, -es, -s) sammen i registret, skriver: »Man ma formode, at kildematerialet har givet udgiveren sikkerhed for, at det virkelig er det samme navn«. Nar vi ikke med sikkerhed kan skelne, bor vi folgelig ej heller gere forsog pa at differentiere, men netop holde hele bunken af f. ex. Jes, Jens, evt. Jon, Johan o. m. a. samlet.

er misforstaelser, skont han siden (f. eks. s. 247) udmaerket godt kender
variantproblemetls.

Kaere praeces! Hvad er et navn? Rosen dufter lige dejligt, hvad den end hedder. I betragtning af den rolle praxes tillzegger »det korrekte« navn, er det nseppe uvaesentligt at fa fastslaet, hvad samtidens Danmark opfattede som det centrale element i en persons navn eller navne. Og her ligger det uden for enhver tvivl, at det var fornavnet¹⁶ (»dobenavnet«). Ethvert menneske, der er sa lykkelig at kende sin fader, besidder dertil et patronymicon (hvad enten han benytter det eller ej), hvortil kommer en - som pavist af praxes - meget udbredt anvendelse af »kaldenavne«, det vaere sig efter udseende, sted, erhverv o. s. v., utvivlsomt, som praeces fremhaever, fremkaldt af datidens onske om identifikationsmuligheder 17.

Men af disse tre navne synes man normalt blot at anvende de to, d. v. s. at patronymicon og »kaldenavn« ligesom udelukker hinanden 18. Mit eget arbejde med register til Asum herreds tingboger (i 164Oerne) viser saledes klart, at selv om de fleste bonder blot anvendte to navne (altsa for- + efternavn), var de faktisk i besiddelse af alle tre navne. Men medens de i daglig tale kaldtes Oluf Smed, Peder Bran, Rasmus Pebersvend o. s. v., ville de som juridiske personer normalt blive betegnet: Oluf Andersen, Peder Sorensen og sa fremdeles, idet »kaldenavnet« ojensynligt ofte bevarede et vist praeg af ogenavn.

Deter vanskeligt at afgore, hvad den pagaeldende person selv har ment, at hans »korrekte« navn var. Men for standspersoner var der dog een lejlighed, hvor de blev stillet over for problemet, nemlig nar de skulle have stukket et signet. Selv om vi nsesten udelukkende moder f. eks. Eggert Frille benaevnt med dette faste tilnavn, indeholder hans segl karakteristisk nok: Eggardi Christierni¹⁹.

Men selv om som sagt terminologi og begrebsapparat kan diskuteres,

---

15. A propos navnevariation fremkaldt af skiftende milieu kan jeg ikke undlade at erindre om Arups eksempel (Danmarkshistorien II s. 278) fra ca. 1450 om Niels Jepsen, der hos Jer (d. v. s. i Lybaek) kaldes Claus Molenbech.

16. Folgelig var seldre tiders personregistre (f. eks. Kancelliprotokollernes) pa fornavn, hvilket (nar det drejer sig om personer med patronymica) ogsa er eneradende i moderne udgaver, her bortset fra netop dette veerks i ovrigt omhyggelige personregister!

17. Jfr. praeces' udmserkede eks. om Jens Himmerbo, der flytter til Alborg, hvor netop dette navn ikke udgor tilstraekkelig identification, hvorfor han inden laenge betegnes Jens Vindblass (s. 281).

18. Jfr. praeces' eget eks. i note 9 til s. 280 (II s. 173): Jens Pedersen, som kaldes Bjornkaer.

19. Eksemplerne herpa legio: Las Lunov = Laurentii Henricii; Torbern Bille Torberni Benedictii. Mon dabsliturgien har latiniseret bornenes navne?

20. Repertorium 2. rk. nr. 7073.

viser prices sig gang pa gang som god prakticus, og hans sunde sans forhindrerham som regel i at falde i de grave, han har gravet for os andre, der ikke har hans omfattende detailkendskab til dette besvasrlige kildemateriale.

Specielt bilag 18 (II s. 221 ad I s. 239) er et udmaerket eksempel pa metodens anvendelse i praksis. Nu drejer det sig nemlig ikke laengere om navneteori, men simpelthen om jirmaidentijication, hvorfor vi springer op og falder ned pa navnevarianterne og i stedet forsoger at kortlsegge Jon Paincks virke gennem toldregnskaberne. Jeg havde onsket lidt flere bilag af denne type og lidt mindre snak i teksten.

Men nar vi sa nar frem til bilag 21 (II s. 225 ad I s. 257), hvor Peder Kremer sidestilles med Peder Mikkelsen fra Assens, vender prances elegant op og ned pa sagen ved at fremfore gode grunde - og vel at maerke ikke filologiske, men forretningsmaessige - for, at disse to ikke er een og samme person. Jeg er ganske overbevist; men hvor pasdagogisk velegnet eksemplet end er, findes der faktisk en simplere og strengt taget nok sa overbevisende argumentation, nemlig den at undersoge, hvad Peder Kremer da egentlig hed. Og her viser hans segl²⁰, at han faktisk var en Per Jepsen!

Ikke mindst i dette ellers sa tunge afsnit tar vi lejlighedsvise »glimt af virkeligheden«, naesten et kig om bag kilden, d. v. s. toldbilaget. Allerede i indledningen omtaltes (s. 87) problemerne om kladde over for eventuel renskrift, hvad der spiller en rolle med hensyn til diktateller afskrivningsfejl, sammentasllingsfejl o. s. v. S. 263 omtaler praeces med nogen forbloffelse den 1498 fortoldede Lambarth sunder tonamen, »hvilket vel vidner om, at han (d. v. s. tolderen) har spurgt manden efter et tilnavn« (!). Mig forekommer dette et typisk eksempel pa diktatfejl, d. v. s. en overtraet skriver (der som ovennasvnt glemmer at fore rettelser til bunds, jfr. ovf. ad note 7), som modtager diktat fra toldsvende eller underskrivere (af hvis hukommelse, horelse og hele sans for navne vi nu er helt afhaengige). De germaniserer saledes jaevnligt (laeser Carsten for Christiern o. s. v.), og her dikteres nu vare og toldbelob for en Lambert, hvorefter den distraete skriver sporger: »og tilnavnet«, hvorefter han helt mekanisk indforer sin kollegas negative svar: »uden tilnavn« (underforstaet i toldsvendens kladdeliste), en smuk parallel til det klassiske at afslutte et brev med »anforselstegn slut punktum«!

Forst i det udmserkede resume (s. 295) indser praeces, at han har vaeretpa
glatis (og vel at maerke slaebt sine laesere hele vejen med), idet vi
omsider finder variationer, »der frit kan alternere«, »kunne erstattes«

etc. ( i stedet for det ulyksalige onske om »det korrekte«, respektive misforstaelser).

Maske kunne prasces med fordel her have anvendt en systematik efter
fejltyper (fejlkilder). Flere udmaerkede eksempler herpa giver han i kapitel
9 (s. 305 ff. 21) med fejl af typen dr. Poul Lenemark, d. v. s.

I. hore- eller diktatfejl.

2. Fejl eller variationer af palaeografisk art, herunder s, ss og B-problematikken. Et mindre heldigt eksempel pa »ombytning af bogstaver« meddeler praeces (s. 310 f. o.), idet en Henrik Verst lejlighedsvis benasvnes Vrest. Her er der jo blot tale om, at en afskriver aldrig kan vide, hvornar en er-forkortelse skal gengives er eller re (jfr. det klassiske problem om udgiveren skal skrive Anders eller Andres, rebussen tillader begge muligheder).

4. huskefejl a la »en krasmmer fra Holstebro«.

5. de egentlige filologiske finesser, hvoraf en raekke behandles i kap. 8
(s. 295 ff.) med tilhorende bilag 37 (II s. 260)22.

Skont dette lange slutningsafsnit om navneterminologien forekommer mig ikke helt at ligge pa samme hoje videnskabelige niveau som hovedafsnittene, giver som sagt isaer de mange yderst instruktive bilag en fin vejledning (og mange konkrete resultater). Vel ligger veerkets hovedstyrke i negationen, afvisning af al tidligere skrasikkerhed, nar det gjaldt at benytte toldregnskaberne handelsstatistisk, betoningen af, at etnisk tilhorsforhold er uvsesentlig, nar det drejer sig om firmaidentification o. s. v. Og medens flere af navneafsnittets »problematiske« dele vel skyldes, at vi her er inde pa sporgsmal af mere almenhistorisk art og pa ingen made begraenset til det vasre sig tiden ca. 1500 eller toldregnskaber, slutter praeces fornemt ved til sidst at vende sig til et for hans these centralt problem.

---

21. Nar praeces s. 278 harcellerer over skriverens »forkerte etymologi«, idet denne kalder en Niels (Claus) Jelling for Elling, behover man dog ikke at vaere filolog for at vide, hvor almindelig en sadan »variation« var, vist ikke mindst pa jysk omrade. S. 230 ved praeces, at Jepsen, Ibsen og Ebsen kan variere; mon ikke ogsa Esbern og Jesper (se hertil bilag 16 = II s. 219); som Erik blir til Jerrik, Ejler til Jeller, Envold til Jenvold, og stednavnet Egebjerg til Jegebjerg (se alt i Repertoriets registre), ma Elling og Jelling selvfolgelig kunne alternere.

22. Desvaerre er «9. Fomodede fejlmuligheder i navneskrivning s. 305« udgaet i indholdsfortegnelsen (s. 11), men heldigvis har vi da selve texten.

Lokaliseringsproblemer (s. 317 ff.)

Her far vi at vide, at hvad der er sandt i studehandel, ikke behover at have gyldighed i hestehandel. F. eks. fores studene normalt i store, ofte meget stare flokke (formentlig drevet ved lejede knaegte), medens den mere luksusbetonede vare hestene ofte udfortes blot to-tre stykker ad gangen, hvorfor specielt hesteprangerne kunne have tilbojelighed til at folges ad. I bogens sidste bilag (f. eks. 39 = II s. 265) dokumenteres med al onskelig tydelighed, hvor uinteresserede tolderne var i de handlendes navne; eet navn var nok, selv om der var tre ejere i folge 23.

Og skjult under den lidet gennemskuelige titel »Anvendelsen af ibidem* (s. 331 f.) viser prasces os sin enestaende evne til at pine helt uventede resultater ud af ikke blot toldmaterialet, men sagar af dets vitterlige fejl. Lejlighedsvis optraeder en lang rsekke prangere tilsyneladende fra samme by (ved tilf. ibidem), hvilket iflg. praeces' omfattende personkendskab til handelsfirmaerne ikke kan vgere korrekt. I stedet indicerer denne »fejl« et rejseselskab, hvis samtlige medlemmer ikke bor i f. eks. Holstebro, men lige har vasret der og pa markedet opkobt de heste, som de nu eksporterer i flok og folge. D. v. s. at vi overraskende nok her finder et materiale, der benyttet med forsigtighed kan sige eet og andet om de gamle markeder 24.

Som rosinen i polseenden slutter praeces med en fornern demonstration af netop den positive side af hans metode til firmaidentification (bilag 43-44 =lls. 271 ad Is. 345). Deter ligefrem historien om sode Mette og skidte Mette; nar Jorgen Hansen er at traeffe ved Gottorp toldsted,

---

23. Denne studeprangerproblematik er morsomt nok en noje metodisk parallel ti vanskelighederne ved at bestemme de adelige udlandsrejser i 16.-17. arh., hvoi vi vel tit og ofte kan kortlaegge et rejseselskab bestaende af flere unge adelige med deres hovmestre og dets faerden fra universitet til universitet, men hvor gan£ pa gang sa den ene, derpa den anden savnes i kilderne, d. v. s. i universitetsmatriklerne. Og denne regnskabsforernes manglende interesse for de betalendes navne genfinder vi 100 ar senere i f. eks. de fynske extraskattemandtal, hvor det naester var en regel, at man var en generation bag efter, d. v. s. at forst nar bonder dode, fik hans gard i regnskabet navn efter ham.

24. Over for dette fine bidrag til markedernes historie virker det neesten smaligt at matte kvaerulere over et par sjuskefejl. S. 332 f. note 13 (= II s. 190) haevdes det, at forordningen af 1540 opretholdt Holstebro midfaste marked; det var nu midsommer markedet (som iflg. Trap endnu 1869 var hestemarked), og for oVrigt gjaldt forordningen ad Wandsbeck til. A propos tallene s. 332 f. har jeg undtagelsesvis talt efter og er for 1485 naet til 14 prangere med 104 heste, evt. 13 prangere, men i sa fald 94 heste {ikke 93), og de (overst s. 333 nasvnte) 11 prangere fortoldede {ikke 11, men) 72 heste.

bliver Jorgen Friis altid vask og vice versa. Da deres firmaers hjemsted,
storrelse, omssetning og varespecialiteter er sa at sige identiske, taler alt
her for, at deter een og samme person (firma).

Deter, som praeces udtrykkeligt fremhaever her i slutningen, uomgaengelig nodvendigt at stille sine sporgsmal praecist, d. v. s. (maske lidt mere praxist udtrykt) kun at stille relevante sporgsmal, som der er begrundet formodning om, at netop det foreliggende kildemateriale efter dets tilblivelsessituation overhovedet kan besvare. Hvor selvfolgeligt det nu - d. v. s. takket vasre praeces' indsats - end kan lyde, ma vi stedse huske, at tolderne ikke lavede handelsstatistik.

Übearbejdede kilder er altid stumme; forst efter et mojsommeligt historisk-metodisk arbejde (ikke mindst ved hjaelp af vore tekniske hjaelpevidenskaber) kan vi maske ud af kilden skabe et grundmateriale, som kan benyttes til visse emner, men ikke nodvendigvis til alle de sporgsmal, som vi sa gerne sa besvarede.

Gennem dette myreflittige og (trods mine spredte, syrlige kommentarer) meget omhyggelige arbejde har prasces ryddet grunden, i sig selv yderst fortjenstfuldt at have sa stor tillid til sine teorier at turde tale sa at sige hele den hidtidige forskning imod. Men ikke nok med det; fejlkilder og fejltyper gennemgas, hvilket er af principiel betydning for enhver, der i fremtiden vover sig ind pa disse emner. Og hertil kommer de utallige undervejs mojsommeligt opnaede detailresultater, der viser praxes' fine iagttagelsessans og evne til ud af selv en tilsyneladende bagatelagtig fejl at udvinde resultater, det vaere sig pa det rigspolitiske plan, som tilfasldet vanned oresundstolden, eller helt ned i den lokale markedssituation.

Isaer glaeder jeg mig over, at hvor historisk-metodisk dette arbejde end er i sit anlaeg, folger praeces den klassiske forskervej, ikke at starte med syntheser; forst ma og skal analysen fores til bunds. Der er folgelig for mig ikke andet tilbage end her at onske dansk historisk forskning til lykke med denne landvinding.