Ursula Schmiederer: Die sozialistische Volkspartei Dänemarks. Eine Partei der neuen Linken. Probleme sozialistischer Politik 14. (Verlag Neue Kritik, Frankfurt/M., 1969), 192 s.

I sin politologiske afhandling beskriver U. S. indledningsvis den danske partistruktur og paviser ligheder og forskelle i forhold til Norge og Sverige. Bemaerkelsesvaerdigt i dette afsnit er analysen af parlamentets betydning (s. 12 ff, smlg. s. 98). I modsaetning til de vesteuropasiske lande har parlamentet ganske vist bevaret nogle af sine funktioner her i landet, men har dog langtfra den indflydelse, den ledende gruppe i SF tillagde det og i hoj grad byggede pa.

De interne diskussioner i DKP fra 1956 til 1958 reproducerede den knise, den internationale kommunistiskebevaegelse gennemgik i disse ar. »Nyorienteringen« var overalt et forsogpa at udvikle en politisk praksis, der skulle fore de kommunistiske partierud af deres isolation. Dertil kom specifikke forhold, der gjorde krisen sasrdeles markant i Danmark. I disse diskussioner blev isaer forholdet til den socialdemokratiske del af arbejderbevaegelsenet centralt sporgsmal (s. 21), et problem der forblev relevantfor hele den analyserede periode af SF's politik. De senere SF'ere kraevedeen mere uafhaengig politik over for Sovjetunionen med selvstsendige analyser af den danske virkelighed (s. 25,40). Partiet skulle da sla ind pa en slags »nationalkommunistisk-titoistisk«linje, og diskussionen om Jugoslavienspillede da ogsa en vassentlig rolle ved bruddet (s. 32). Denne diskussionblev i det vassentlige fort pa et pragmatisk grundlag (s. 31, 35, 100), - noget der altid har vasret kendetegnendefor dansk arbejderbevaegelse -

SF's opstaen betod ikke nogen nydannelsepa dette omrade. Savel ved bruddet med DKP som senere i SF blev organisationens betydning og dens funktion det centrale sporgsmal.

Georg Lukacs¹) harmed henblik pa arbejderbevaegelsens organisationer fremfort at ». . . die Organisation ist die Vermittlung zwischen Theorie und Praxis. . . . Dieser Theorie und Praxis vermittelnde Charakter der Organisation zeigt sich am deutlichsten darin, dass die Organisation fiir voneinander abweichende Richtungen eine viel grossere, feinere und sichere Empfindlichkeit zeigt, als jedes andere Gebiet politischen Denkens und Handelns.« En organisatorisk splittelse eller saerudvikling er altsa som regel en folge af en gruppes divergerende opfattelse af udviklingen og mulighederne for at pavirke den. Det har i arbejderbevaegelsens historie medfort, at der i perioder fandtes flere forskellige organisationer, der efter eget udsagn ville det samme: socialismen. Denne for udenforstaende noget forvirrende situation reflekterer den virkning, som teoretiske divergenser far i praksis.

Siden den politiske arbejderbevaegelses opdeling i to hovedstromninger under 1. verdenskrig harder i al almindelighed vasret en mere eller mindre bred stromning, der ville ga en »tredie vej«. Disse »tredie-vej« partiers styrke genspejler de andre stromningers muligheder for at integrere bevasgelser i arbejderklassen i deres eget teoretiske og praktiske arbejde. Deres analytisk-teoretiske svagheder giver sig udtryk i andre - evt. ligesa irrelevante - teoriers

Siden slutningen af 1950erne er der flere steder i Europa opstaet sadanne partier - et af forste og storste var SF. U.S. analyserer partiets udvikling i dets forste arti i dets vaesentlige aspekter: stillingen i dansk politik, den internationale kommunistiske bevaege'.ses udvikling, de organisatoriske og teoretiske opfattelser partiet hhv. medlemmerne udviklede i denne periode.

Med rette star de organisatoriske sporgsmal i centrum, fordi disse dsekkede over de grundlaeggende politiske modsaetninger, der fandtes i partiet (s. 88) - ojensynligt uden at dette blev forstaet af partiets medlemmer. De to hovedgrupper i partiet bestod af forhenvasrende DKP-medlemmer, til dels gamle arbejderpolitikere med stor erfaring (s. 46 anm. 83), og en naesten lige sa stor gruppe af nye/yngre medlemmer, hvis sociologiske baggrund var (sma-)borgerskabet. Tendensen i udviklingen i de to hovedgrupper medforte, at det i meget hoj grad blev de yngre medlemmer, der kom til at sta i opposition til den ledende partigruppes opfattelse af de uligheder, det parlamentariske system indebaerer og dermed ogsa kom i modsaetning til den politik, som kommunisterne allerede havde udformet i 1930erne med folkefrontsparolen - der forst fik betydning under modstandskampen mod fascismen - og i dag er videreudviklet i tesen om den fredelige koexistens²).

Den nye internationale politiske udviklingbetod, at SF i sine udenrigspolitiskeforslag kunne formulere en neutra'.istisk linje under afvisning af den sovjetiske »model«; indenrigspolitiskblev dets hovedlinje forsoget pa at erobre et parlamentarisk flertal

---

1. Georg Lukacs: Geschichte und Klassenbewusstsein, Berlin, 1923, s. 302.

2. Smlg. hertil ogsa Ursula Schmiederer: Die sowjetische Theorie der friedlichen Koexistenz [Probleme sozialistischer Politik 8] Verlag Neue KritiL Frankfurt/M, 1968, 76 s.

sammen med Socialdemokratiet (SD), for pa denne made at gennemfore en reformpolitik. Forholdet til SD blev afgorende politiske sporgsmal i SF. Den — fejlagtige — opfattelse af SD som reformistisk arbejderparti, som pa en eller anden made vil aendre samfundet grundlaeggende, blev dominerendei partiets ledende/storste gruppe. Opfattelsen matte medfore en opvurdering af parlamentet til en politisk magtfaktor, det ikke mere er. Derfor matte i sidste instans ogsa den marxistiske teori forkastes, saledes som det bedst kommer til udtryk i partiets navn: Folkeparti og ikke f. eks. Arbejderpartiet. Det var et megetbevidstvalg (s. 45, 49 f, 134). Men oppositionen mod denne politik viste sig at vaere alt for heterogen til at kunne udforme en alternativ politik og ville det vel (egentlig) heller ikke.

SF opstod som folge af onsket om at fore arbejderpolitik pa dansk grund uden at vaere haemmet af forbindelserne med Sovjetunionen. Splittelsen i DKP var det mest signifikante tegn pa den nyorientering de vesteuropseiske kommunistiske partier gennemgik efter 1956 (s. 40). Det lykkedes SF at formulere en politik, der appellerede til utilfredse arbejdere; disse var — som U.S. paviser (s. 59 ff) - partiets vaesentligste vaelgergrundlag. Men vaelgerkorpset var - som boligvalgene i 1966 viste - utilfredse med detailsporgsmal, det onskede en reformpolitik inden for de givne rammer (s. 65, 137 ff). En sadan politik mente SF's ledende gruppe at kunne fore i samarbejde med SD; forudsaetningen var det parlamentariske flertal - »arbejderflertallet«³) - der blev et mal i sig selv.

Det blev dog af partiets ledende gruppe - der stort set var identisk med folketingsgruppen og partiets »apparat« - afvist at fore en indholdsmaessig diskussion om, hvad dette samarbejde skulle indebaere, og det viste sig da ogsa, at partiets aktive medlemmer, da »arbejderflertallet« i 1966 blev opnaet og folketingsgruppen i sin helhed gik »under aget«, ikke ville underordne sig denne politik og gjorde »opror« pa 5. kongres 1967. Det betod en naesten fuldstaendig udskiftning af partiets ledelse, et udtryk for de aktive kadres politiske villen, men naeppe medlemsflertallets. Det viser dog mulighederne for partimedlemmernes aktivering. Indtil naeste kongres i november samme ar, inden den nye hovedbestyrelse kunne indordne folketingsgruppen under sin politik og dermed vise, om den kunne udforme en alternativ politik, var ca. 50 af medlemmerne gaet over til »venstreflojens« linje. Partiet deltes faktisk midt over. Dermed var et kapitel i dansk arbejderbevasgelse afsluttet. U. S. argumenterer overbevisende for, at hverken SF eller VS er. en simpel fortsasttelse af det gamle SF (smlg. ogsa s. 50). Begge de nye partier reprassenterer og videreudvikler enkelte vigtige linjer, der fandtes i det gamle parti - samtidig med at der i VS indgar repraesentanter for »bevaegelserne«. U.S. har meget praecist gjort opmaerksom pa, hvad dette ville komme til at betyde for VS.

Den foreliggende afhandling er i sin generelle del et vigtigt bidrag til udforskningenaf den internationale og dansk arbejderbevaegelses udvikjing, i sin specifikke del et yderst vaesentligt - og velskrevet - bidrag til den politiskelitteratur

---

3. Smlg. hertil de gode detailanalyser i Harry Mortensen (red.): Arbejderflertallet, forlaget rode hane, 1969. Bogen er skrevet af oppositionens tidligere medlemmer hhv. VS'ere og udmasrker sig ved sit hoje niveau.

litiskelitteraturi Danmark. Det ville
vaere glaedeligt, hvis et dansk forlag
ville udgive bogen her i landet.