Vagn Dybdahl: Partier og erhverv. Studier i partiorganisation og byerhvervenes politiske aktivitet ca. 1880 - ca. 1913. 1-2. (Universitetsforlaget, 1969). 406, 235 s.*)

Engang i 1890 skrev den konservative justitsminister J. Nelleman til partiet Hojre's partisekretaer, Lars Dinesen, og bad ham sorge for, at de kobenhavnske stemmelister fra det foregaende valg blev gennemgaet med henblik pa opstilling af lister over de embeds - og bestillingsmasnd, som havde stemt pa Venstre og Socialdemokratiet. Listerne skulle sendes diskret til de forskellige fagministre. »Det bor gores i stilhed, men dog saledes, at det sveder ud, at sligt gores«, skrev justitsministeren, og det fremgar videre af hans brev, at formalet med undersogelsen var, at »vedkommende minister fik oplysninger, som vel i reglen ikke kunne lede til umiddelbar afskedigelse af vedkommende; men som kunne benyttes pa mange mader, f. eks. ved ikke at benytte ham til tillidshverv, ved at skille sig af med ham ved lejlighed osv. Kort sagt saette ham pa det sorte bra3t«. Desuden kunne man ved at lade undersogelsens eksistens sive ud gennem Hojres blade skrsemme de losere ansatte, sa de ikke nasste gang begik den dumhed at stemme pa oppositionens kandidater. . . .

Denne lille episode, hentet ud af Vagn Dybdahl's disputats, »Partier og erhverv. Studier i partiorganisation og byerhvervenes politiske aktivitet 1880-1913«, fortaeller meget om dansk politik i slutningen af det 19. arhundrede. Og den indicerer, at disputatsen, sin storrelse til trods, ma vsere spaendende laesning for enhver, der interesserer sig for livet i partierne. Deter ikke en uvedkommende og stovet beretning om et inferiort emne, der her foreligger. Forfatteren fremhasver selv, at de seneste ars debat om erhvervslivets indflydelse i dansk politik og droftelsen af partiernes struktur og af deres fornyelsesmuligheder, har vasret bestemmende for bogens form. Vel drages der ikke direkte linjer mellem fortid og nutid; men deter ikke svaert at se, at mange af partiernes og erhvervsorganisationernes problemer, indadtil og udadtil, var de samme dengang som i dag, og at mange af de beslutninger, man dengang traf, kom til at praege den situation, organisationerne befinder sig i trekvart sekel senere.

---

*) Anmeldelsen har tidligere vaeret bragt som kronik i Aarhuus Stiftstidende 11. dec. 1969.

Nellemann's brev fortaeller mellem linjerne om en strid mellem partierne, en strid, der var hard og übonhorlig, en kamp om magten i det danske samfund, men ogsa en kamp for at overleve. I 1800-tallets sidste ti-ar blev Hojre presset fra alle sider. Venstre rykkede vaelgermaessigt staerkt frem i provinsen, og i de storre byer betod Socialdemokratiet en trussel mod Hojre's monopol pa byboernes stemmer. I Folketinget svandt Hojre's gruppe ind fra valg til valg, og man kunne efterhanden projicere sig frem til den dag, da Hojre helt ville vaere udraderet som folketingsparti.

I disse kampar fra 1880'ernes begyndelse sogte Hojre at holde de andre partier stangen og at vinde sig ny styrke ved en energisk organisatorisk indsats i byerne. En selvforsvarshandling blev startsignalet til det moderne partivassens opkomst i Danmark, fordi Hojre's indsats hurtigt blev fulgt op af Socialdemokratiet og af Venstre.

Partiets udspil i kampen om byvaelgernes stemmer var staerkt. Gennem dannelsen af lokale vaslgerforeninger og politiske klubber overalt i byerne fik man et landsdaekkende kontaktnet. »Hojres Arbejder- og Vaslgerforening« i Kobenhavn, dannet allerede i 1881, blev den storste med naesten 30.000 medlemmer i sine velmagtsdage. Dens formal var ikke til at tage fejl af: »At udbrede oplysning og kundskab blandt arbejder- og middelstanden, for at modarbejde socialistiske agitationer og lignende stats- og samfundsoplosende bevaegelser« og »at stotte enhver bestrasbelse, der pa en rolig og besindig made tjener til at forbedre arbejdernes og middelstandens kar . . .«.

Lykkedes det? Vagn Dybdahl's undersogelse viser, at man aldrig rigtig fik tag i byernes arbejdervaslgere. Der er utvivlsomt mange grunde at pege pa, og det kan vaere svaert at tildele dem vaegt. Et forhold, som dokumenteres fyldigt i bogen, bor dog fremhaeves, nemlig at Hojre's ledere ikke havde stor tiltro til »menigmands« politiske forstaelse, at man nok ville vinde »menigmand« for Hojre's sag, men samtidig holde hans indflydelse inden for de rette grasnser. Med denne indstilling bliver det ogsa forstaeligt, at den generelle tendens til, at partiledere og tillidsmsend har hojere social status end de menige medlemmer, er saerlig udpraeget i Hojre. Social indsnaevring kalder forfatteren dette fasnomen, som kendes ogsa i dag.

Lykkedes det ikke at forhindre Socialdemokratiets fremmarch i byerne, sa opnaede Hojre alligevel gevinster gennem den staerke organisatoriske aktivitet. Den lavere middelstand i byerne, de sma handlende og handvaerkere, blev vundet for partiet. Kombinationen af godsejere, embedsmaend, udovere af liberale erhverv pa den ene side og smaborgere pa den anden kan virke overraskende, men lader sig dog forklare rent spekulativt, som forfatteren gor det. I begge grupper fandtes en aversion mod landbefolkningens jaevne lag. Den traditionelle konservative afstandtagen fra vidtgaende aendringer i samfundsstrukturen kunne i hoj grad tiltale sma erhvervsdrivende og funktionaerer, som mere end andre blev udsat for den frembrydende industrialismes okonomiske og sociale konsekvenser.

Et af Vagn Dybdahl's vaesentligste resultater er saledes blevet pavisningenaf, at Hojre trods modgang og tab af regeringsmagten bevarede styrkei byerne; byvaelgerne udgjorde 3/4 af partiets vaelgere; op mod halvdelen af byernes vaelgere stemte pa Hojre. Dermed er ogsa sagt, at det parti, der

senere tog navneforandring til Det Konservative Folkeparti, allerede i slutningen af det 19. arhundrede var et parti med tilhaengere i alle samfundslag,men med overvaegt af vaelgerefra byernes under- og mellemklasse.

Justitsminister Nellemann's brev belyser ogsa et andet karakteristisk traek ved arene op mod arhundredskiftet. Det var en tid uden faste politiske normer. Meget var tilladt eller blev tolereret, som i dag er utaenkeligt. Den minister, der i dag ville undersoge postbudes, jernbanefunktionaerers, laereres eller for den sags skyld radiomedarbejdernes politiske tilhorsforhold og oven i kobet gore det med henblik pa. sanktioner mod politiske modstandere, ville blive modt med en storm af indignation og harme. I dag er det en generel grundsaetning - om end med visse undtagelser - at ansaettelse i offentlig tjeneste bor forega uden hensyntagen til politiske standpunkter, og at forbliven i offentlig tjeneste langt mindre kan gores betinget af politisk folgagtighed. Ligesom man forventer, at embedsmanden udover sin gerning neutralt, forventer embedsmanden respekt for sine personlige politiske standpunkter.

Sadan var det ikke dengang. Man kender talrige eksempler pa. valgtryk, pa. stemmekob, pa politiske udnaevnelser og afskedigelser. De, det gik ud over, protesterede selvfolgelig, men der eksisterede ingen generel modstand, og der er grund til at tro, at alle partier i et vist omfang anvendte disse metoder.

Det ville vaere urimeligt at rynke pa naesen ad sadant. Forholdet var simpelt hen det, at folkestyret endnu var sa nyt, at der endnu ikke var formuleret spilleregler pa dette som pa andre omrader. Man ma erindre, at partierne var nydannelser, bade pa folketingsplanet og pa vaslgerplanet, - de var rammer, som ikke var fyldt ud.

Vagn Dybdahl's undersogelse egner sig fortrinligt til illustration af de centrale problemer omkring samfundets politiske normdannelse, fordi man netop i den beskrevne periode kan se adskillige normer gro frem, som i dag anses som selvfolgelige. Nogle fa eksempler kan illustrere dette.

I folkestyrets forste 30 ar var kandidatopstillinger i folketingskredsene foregaet meget formlost. Lokale politiske kredse efterspurgte, og lokale folk eller kobenhavnere tilbod sig som kandidater, og der synes ikke noget fast monster.

Med partiorganisationernes opkomst matte billedet aendre sig. Nu kom et tredje led ind i billedet, nemlig partiernes centrale ledelse, og dermed kunne opsta en konflikt mellem den lokale organisation og den centrale. Hojre var saledes gennem lang tid optaget af disse brydninger, hvor snart den ene, snart den anden part fik overtaget, indtil man til sidst naermede sig en normdannelse, gaende ud pa, at opstilling af folketingskandidater er et kredsanliggende, og at den centrale myndighed i denne forbindelse kun bor fungere som et serviceorgan, der star bi med rad og forslag, hvis man har behov.

Skabelsen af en central ledelse af vaelgerorganisationen skabte ogsa andre problemer, som pa lasngere sigt matte reguleres. Der var ingen klare normer for forholdet mellem rigsdagsgrupperneog partiledelsen, eller mellempartiledelsen og regeringen. Ikke mindst pa det sidste punkt skete der en interessant udvikling. Estrup og hans ministre opfattede sig som kongensministre, og dette kom til udtryk ved, at de holdt sig pa fornem afstand

af vaslgerpartiet, og for den sags skyld ogsa af folketingsgruppen. Ministrene deltog kun sporadisk i politiske moder,de deltog ikke i rigsdagsgruppens moder, og i partikongressen indskraenkedederes deltagelse sig til den afsluttendemiddag.

Man kan fornemme afstanden mellem Estrup og hans egne partifasller i den velkomsttale, som blev holdt, da konseilspraesidenten rent undtagelsesvis deltog i den kobenhavnske vaelgerforenings stiftelsesfest. Ved den lejlighed bod formanden »Deres Excellence et aerbodigt og hjerteligt velkommen. Jeg takker Dem, fordi De har modtaget vor kaldelse. Thi vel har vi vist Dem den storste aere, der stod i vor magt at vise nogen; men vi foler dybt, at De har vist os en langt storre aere ved at modtage, hvad vi bod. . .« Sadan taler man ikke laengere til en politiker, i dag er hans deltagelse i politiske moder en selvfolgelighed. Normerne er blevet fikseret.

Nellemann's brev fortaeller om en fjern tid, da borgernes deltagelse i det politiske liv foregik under andre former end i dag. Nar Vagn Dybdahl har kunnet udrydde gamle myter og finde nye synsvinkler pa det 19. arhundredes historie, haenger det i hoj grad sammen med hans adgang til et kildemateriale, som er skabt af datidens samfundsform, og som er forsvundet med aendringen af den.

Hermed taenkes naturligvis ikke pa det for historikere sa bedrovelige faktum, at telefonen blev opfundet i 1875, og at mundtlig kommunikation derefter snart blev det foretrukne medium i en raskke vigtige politiske situationer som f. eks. i forbindelse med kandidatopstillinger.

Vagn Dybdahl's hovednogle til partiernes problematik er sammenstillingen af masseoplysninger om, hvorledes den enkelte borger stemte, og hvorledes partiernes medlemskorps og ledelse var sammensat med hensyn til forskellige relevante karakteristika, forst og fremmest erhverv. Vigtigst af alt har adgangen til stemmelisterne fra valgene vaeret. Man havde offentlig stemmeafgivning indtil arhundredskiftet, hvilket betod, at vaelgeren ved fremmode pa valgstedet afgav sin stemme for ojnene af den ovrige forsamling og fik registreret pa listen, hvilken kandidat, han havde stemt pa. Adskillige steder i landet er der blevet overleveret fuldstaendige eller delvise lister, som har gjort forfatteren i stand til store sammenfattende konklusioner om valgdeltagelse og partipraeferencer i forskellige sociale lag, men sandelig ogsa har muliggjort den minutiose pavisning af, at skrsedder Mogensen, der havde nr. 2367 pa valglisten i Aarhus Kobstad, ved valget i 1884 stemte pa begge de opstillede

Dette enestaende materiale er blevet udnyttet flittigt af Vagn Dybdahl. Man kan umiddelbart se, at det ma kunne give mange andre vaasentlige oplysninger. Det ville have vaeret veerdifuldt, om det store materiale, omfattende mange tusinde enkeltoplysninger, var blevet gjort til genstand for elektronisk databehandling. Vaerdifuldt, ikke mindst fordi andre derved var blevet i stand til at arbejde videre, hvor Vagn Dybdahl er holdt op. Som undersogelsen foreligger nu, ma forskningen i henseende til indsamling af oplysninger starte pa bar bund.

Den foreliggende bog er et monumentaltarbejde. Deter ikke retfaerdigtmod forfatteren at nojes med at omtale spredte episoder og problemer med tilknytning til hojre side af det politiske spektrum, som deter blevet gjort oven for. Svarende til den dybtgaendeundersogelse af partiet Hojre's

organisation og udvikling finder man en behandling af det andet byparti, Socialdemokratiet, og i den sidste tredjedel af bogen en analyse af opkomstenaf byerhvervenes organisationerog af behandlingen af byerhvervenesforste maerkesag, kampen om naeringslovsrevisionen i 1890'erne. De tre afhandlinger i bogen har saledesdet tilfaelles, at de handler om det politiske liv i byerne.

Vagn Dybdahl's af handling repraesenterer et enormt arbejde. Som enkeltmandspraestation virker den aldeles overvaeldende og imponerende. En stor torn plet pa landkortet er blevet udfyldt.

Pa denne baggrund er det med storste toven, at der i det folgende skal gores nogle fa bemaerkninger af kritisk karakter. Hvad der siges er mere rettet mod en institution - disputatsordningen - end mod forfatteren.

Man har vidst i mange ar, at Vagn Dybdahl arbejdede med denne undersogelse. Man har grund til at tro, at store dele af den nu fremkomne bog har ligget fasrdig lasnge. Man fristes til at sporge, om det ikke havde vaeret bedre for forskeren selv, hans kolleger, og for dansk historie og statskundskab, om resultaterne var blevet publiceret, efterhanden som de forrela?

Disputatsarbejde er sine steder styret af ganske strenge normer, som kun lader sig begrunde, hvis man mener, at forskning drives af enkeltpersoner med henblik pa at opna personlige fordele, og ikke med henblik pa at udvide vor erkendelse. Hemmelighedsprincippet — kravet om ikke at diskutere med andre, hvilke problemer man har, og hvilke forelobige resultater, man er kommet til - er en sadan streng norm. Kravet om, at arbejdet skal vaere enkeltmandsarbejde, er en anden. Kravet om, at resultatet heist skal foreligge som en mursten af en bog, er en tredje norm, som abenbart ma have en vis styrke i betragtning af, at andre muligheder foreligger

Der er naeppe tvivl om, at 2-3 forskere i faellesskab kunne have Iost den foreliggende opgave hurtigere og lettere, om end maske ikke bedre. Prisen for enkeltmandsarbejdet bliver let lang produktionstid, blokering af et forskningsomrade for andre, anvendelse af foraeldede metoder, og vaerst af alt, forsinkelse af anden, og maske lige sa vigtig forskning, bade den pagaeldendes og andres.

Forskning, enten deter pa det ene eller det andet omrade, er en kumulativ aktivitet, hvor den enkeltes indsats bruges af andre. Kumuleringen foregar i et stadigt hidsigere tempo, stasrkest vel i naturvidenskaberne og i den medicinske forskning, men ogsa samfundsvidenskaberne er med i videnseksplosionen.

Vagn Dybdahl's spaendende undersogelse af de danske byvaelgeres adfaerd i det 19. arhundrede frembyder et illustrativt eksempel pa ulemperne ved den eksisterende disputatsordning, og rejser dermed sporgsmalet om betimeligheden af det strenge normsystem.

Man ma antage, at safremt den nu foreliggende analyse af valgdeltagelse og partipraeferencer blandt byernes vaslgere var fremkommet - heist pa et af hovedsprogene — for en halv snes ar siden, ville det have vakt stor international opmaerksomhed. I 1960 pegede to norske vaelgeradfaerdsforskere pa, at det i Danmark eksisterende valgliste-materiale var, om ikke unikt sa dog sjaeldent, og at det frembod muligheder for historiske og politologiske analyser, som var ganske enestaende.

For danskere kan det virke lidt trist, at det ikke blev Vagn Dybdahl, men en englaender, der - i 1967 - fik aeren af at levere den forste analyse af valglister - de engelske - fra det 19. arhundrede.