Erik Moltke: Bernt Notkes altertavle i Århus domkirke og Tallinntavlen. I-II. (Gad, 1970). 290 s., 262 ill.

I 1479 udgik fra Bernt Notkes vaerksted i Liibeck altertavlen til Arhus domkirke, bestilt af bispen Jens Iversen Lange. Dette er et af de fa arbejder, vi med sikkerhed ved er blevet overdraget Bernt Notke, der af samtidige kilder udelukkende benaevnes som maler. Notkeforskningen op til nu har vurderet Liibeck-mesteren saledes, at han i vor bevidsthed har staet som maske Nordeuropas storste kunstner i slutningen af 1400-tallet. Spaendende over et alsidigt felt skulle han Vcere guldsmed, uddannet pa linie med adskillige af de italienske renaessancekunstnere, endvidere maler og billedhugger med Skt. Jorgen-gruppen i Stockholm som hovedvasrket.

I sin bog, som skaerer igennem det meste af dette, starter dr. Erik Moltkemed et udsyn over de asldre forskerestilskrivninger og argumenter omkring Notke og hans vaerker. Efter dette gar forfatteren over til sin egen behandling af Notkes arbejder. Uden helt at forlade tidligere forskeres teknik,der var baseret pa stilanalyser, laegges hovedvaegten pa en indtraengendeudnyttelse af de foreliggende skriftlige kilder og pa en teknisk undersogelseaf tavlerne. Den sidste orafatter - med udnyttelse af moderne fototeknik - en analyse af de benyttedematerialer. Gennem dette viser Moltke led for led, hvorledes fordommeog ringslutninger har behersket indholdet i de tidligere Notke-biografersargumentation; som ofte er startet fordomsfyldt med den antagelse, at Notke var en betydeligkunstner. Resultatet, som forfatterennar frem til gennem sit arbejde, er langt overvejende en afvisning af Notkes faderskab til en raskke arbejder,der hidtil er tillagt ham. De enestevasrker, vi da med sikkerhed kan sige er udgaet fra Notkes vaerksted, er altertavlerne i Arhus og Tallinn plus en nu forsvunden tredje tavle. At Notke ogsa var billedskaerer er der tilmed intet der taler for. Selv et sa »sikkert« Notkearbejde som Skt. Jorgen-gruppenkan saledes ikke fremforessom Liibeckmesterens; men ophavsmandenma indtil eventuelle nye

resultaters fremkomst belegnes som
übekendt.

Tavlernes enkeltelementer kan ikke sikkert fores hen netop til Notke selv. Kunstneren og karakteren Notke glider som alle tilskrivningerne ud af vores haender. Forfatteren nar frem til den negative slutning, at Notke som skaber ikke kan udpeges pa de bevarede arbejder; de er skabt af et teamwork, og Notkes rolle har sikkert i hovedsagen kun vaeret entreprenorens, som ved udlicitation af tavlens forskellige dele har fundet de dygtigste

Moltke berorer mange centrale problemer, som ikke snaevert er knyttet til Bernt Notke. Dette gaelder bl. a. arbejdsgangen i et middelalderligt vaerksted, det tidsbundne og -typiske stillet over for det individuelle, stafferingsmalernes betydning for det endelige arbejde sammenstillet med billedsnidernes, etc. Kunstkritiske domme er der fa af; forfatteren foretraekker at fremlaegge et fint billedmateriale, som udgor hele bind 11. Herved opdager man tavlernes svagheder fastholdt i naerbilleder; men til gengasld er der ogsa kvaliteter, som afstanden op til malerier og figurer ellers vanskeliggor tilegnelsen af, der nu ved fotografierne traekkes ned foran vores ojne. Her som gennem teksten far vi et mere nuanceret og vel nok mere sandfcerdigt billede af Notke og hans vasrksteds formaen, end vi tidligere har haft.