Erik Rasmussen: Komparativ politik. 1-2. (Gyldendal, 1968-69). 261, 381 s.

Dette 2-binds vaerk er taenkt »som grundlag for undervisningen af 1. dels statskundskabsstuderende og samfundsfagsstuderende.« Deter skrevet af en af pionererne inden for den danske statskundskab efter fagets formelle etablering som universitetsfag. Det bygger pa professor Erik Rasmussens uddannelse som historiker, hans omfattende laesning af og indleven i den systematiske erkendelsteoretiske og politologiske litteratur samt hans erfaringer under de forste 10 ars undervisning i statskundskab ved Aarhus Universitet. Betegnelsen 'laerebog' er derfor alt for snaever. Vasrket er desuden et vidnesbyrd om bade Erik Rasmussens egen faglige udvikling og om udviklingen af statskundskab som universitetsfag i Danmark. En udvikling, som Erik Rasmussen og hans medarbejdere har sat deres tydelige prseg pa.

Dispositionen er klar. 1. bind indledes med en raekke definitioner og redegorelser for centrale erkendelsesteoretiske problemer, som er faelles for al samfundsforskning. Dernasst beskrives og overvejes 'Det politiske system', hvor Erik Rasmussen stort set folger David Easton. Bindet afsluttes med to afsnit om henholdsvis interessegrupper teressegrupper- og organisationer og de politiske partier. 2. bind starter med 'grassrodderne' i et afsnit om vaelgere og vaelgeradfasrd. Efter dette folger afsnit om repraesentationsorganet og regeringsorganet, mens sidste afsnit behandler 'Den retningsgivende funktion', dvs. hvad der til syvende og sidst kommer ud af al den adfaerd inden for det politiske system, og hvad der betinger dette udfald.

Man kunne fristes til at karakterisere dispositionen som traditionel. Den er saledes i bedste overensstemmelse med den fremherskende tradition inden for amerikansk statskundskab: forestillingen om, at al magt og dynamik udgar fra folket, vaslgerne, og at de af folket valgte reprassentanter ikke alene henter deres befojelser fra, men ogsa udelukkende handler under hensyntagen til folket. Endvidere bekraefter denne faglige tradition manges forestillinger om, at det representative demokrati udgor hojdepunktet af menneskelig opfindsomhed. Men inden for et dansk milieu er det i hojeste grad utraditionelt at systematisere et stof sa klart og konsekvent, som Erik Rasmussen gor det. Som en indforing i, hvorledes man isasr i USA har sogt at systematisere og kategorisere 'politik' som studieomrade og fag, er vaerket en imponerende praestation. Imidlertid kunne man nok onske - netop for en bog, der skal indfore studerende i statskundskabens labyrint - at Erik Rasmussen i hojere grad havde medtaget og omtalt den ofte uklare og slet formulerede, men derfor ikke mindre udfordrende kritik, som genem de sidste ti ar er fremkommet mod denne fremherskende tradition.

Ikke fordi Erik Rasmussen er ensidig.Han redegor omhyggeligt for mangfoldigheden af anskuelsesmader, forskningsstrategier og skoler. Men

dels forekommer det til stadighed, at de traditionelle hos ham har storst mulighed for at komme »ned med benene pa jorden«. Dels er der retningerog skoler, som slet ikke omtales.»Direkte demokrati« affaerdiges meget hurtigt som noget, der kun ladersig praktisere inden for meget sma stater. Elite-teorier med de dermedforbundne formodninger om en manipuleringsmulighed »fra oven« er ikke omtalt. Anarkistiske forestillingerog fortolkningsmuligheder savnes ligeledes. Til fordel for Erik Rasmussensdisposition kan siges, at han ved denne har taget et standpunkt og formuleret sin egen placering inden for statskundskaben, hvilket ikke mindst for en laerer ma anses for prisvaerdigt.Studenterne ved sa, hvor de har vedkommende, og hvad de kan laere af ham.

I afsnittet om Det politiske system redegor Erik Rasmussen for vasrkets sigte: »Hensigten er at give en komparativ fremstilling, som kan tjene som ramme om forstaelse af de enkelte politiske systemer«. I det folgende redegores for systembegrebets analytiske anvendelighed. Det karakteriseres som vasrende i modsastning til den marxistiske forestilling om over- og underordnede komponenter. For Erik Rasmussen at se arbejder de fleste systemteoretikere med »abne systemer i stadig korrespondens med omgivelserne, savel de intra- som de extrasocietale.« Dog afsluttes passagen med en omtale af, hvorledes begrebet »stat« som centralt eller overordnet begreb i stigende omfang er blevet erstattet med begrebet »politisk system«. Og deter netop saledes, det anvendes af Erik Rasmussen. Komparationen foretages ikke mellem formodede »abne« systemer i indbyrdes pavirkning, men fortrinsvis mellem »lukkede« systemer, der ikke saerligt overraskende falder sammen med de etablerede stater, og hvor endog storstedelen af selve stoffet er hentet fra det danske politiske system, eller den danske stat. Sporgsmalet er derfor, om modsaetningen til den marxistiske forestilling er mere og andet end sprogbrug. Det er den utvivlsomt, men den forekommer at ligge pa et andet plan end af Erik Rasmussen antydet.

Maske kunne modsaetningen have vasret mere konkretiseret, hvis Erik Rasmussen havde vasret mere lydhor over for den omtalte diffuse kritik inden for statskundskaben. Her tasnkes isaer pa de konsekvent og extremt anarkistiske anskuelsesmader, som traenger sig mere og mere pa, uden at man af den grund skal tro, at de pa noget omrade har udsigt til at blive eneradende. I dem ligger nemlig muligheden for en total analytisk ophasvelse af savel stats- som systembegreb, saledes at tilnaermelsesmaden bliver mindre bundet af etablerede institutioner og organer og mere centreret om mennesker - enkeltvis og i grupper - i et pluralistisk og meget kompliceret samspil. Ud fra den tilnaermelsesmade kunne man sikkert ogsa undga den selvfremhaevende fraseologi om de principielt monistiske totalitaere systemer og de vestlige principielt pluralistiske, hvor princippet straks fragas under givne omstaendigheder, mest udpraeget i krigstid.

Dermed er ikke ment, at systembegrebetskal forlades. Men det kan efter min mening videreudvikles og bearbejdes, sa det virkelig bliver et analytisk redskab, der star i modsaetningtil og derfor kan bruges til bearbejdelseaf bestaende institutioner og organisationer. Deter for mig et stort sporgsmal, om vore analytiske redskaber,som haevdet af Erik Rasmussen, »skal modsvares af noget konstaterbarti virkeligheden«. Det kan netop

for sociale og ikke mindst politiske fag meget nemt fore til, at vi i vore analyserkun finder og gider overveje det, som er etableret og har haft succes, mens alternativerne - alle de forspildtemuligheder, tanker og dromme - overses eller affaerdiges som »urealistiske«.Det behover de da slet ikke vasre, fordi det ikke hidtil har vseret muligt at fa dem anerkendt og gennemfort,ligesom vilkar og betingelserfor deres manglende succes rent erkendelsesmaessigt kan vaere lige sa givende.

Afsnittet om Det politiske system ma anses for at vaere selve krumtappen, om hvilken hele vaerket bygges op. Derfor er det her gjort til genstand for saerlig omtale. Men det skal ikke medfore, at man trods tvivl og anfaegtelser over for nogle af Erik Rasmussens centrale udgangspunkter forledes til at tro, at vasrket ikke kan lapses med stort udbytte. Personligt fandt jcg afsnittene om interesseorganisationer og politiske partier yderst stimulerende. Heller ikke her mener jeg, at Erik Rasmussen i sine overvejelser formar at frigore sig for et traditionelt og i praktisk politik anvendeligt skel mellem interesser og ideer, hvor det forste anses for mere mindrevaerdigt end det sidste. Ikke desto mindre lykkes det Erik Rasmussen at pavise de glidende overgange, hvor en rent materiel, kontant interesse bliver til en ide, og omvendt hvor en ide lader sig udmonte i kontante interesser.

Stofudvaslgelsen og fremstillingen i 2. bind star i den grad i afhasngighed af 1. bind, at det taler til gunst for Erik Rasmussens dygtighed til at opretholde en tanke med konsekvens. Deter formentlig i dette binds mere kontante oplysninger og eksempler, at mange - bade studenter og andre - vil hente deres viden om politiske processer og tilstande. Med en grundig og til stadighed ajourfort gennemgang vil vasrket utvivlsomt kunne gore god gavn som laerebog mange ar endnu. Som vidnesbyrd om Erik Rasmussens personlige faglige udvikling vil vaerket blive staende som et monument over en imponerende flid og vilje til at mode nye og uvante problemstillinger og anskuelsesmader med abent sind og evne til videregivelse. For faget statskundskab i det danske universitetsmilieu er vaerket en kraftpraestation, som allerede i praksis er blevet paskonnet ved en udbredt anvendelse i undervisningen, men som ogsa videnskabshistorisk og sociologisk stadighed vil pakalde sig interesse. Deter slet ikke sa let at indfore nye fag i et universitetsmilieu som det danske; det skal gores med nasnsomhed bade over for traditioner og skyldig hensyntagen til nye og utraditionelle synspunkter. Erik Rasmussen har formaet at gore det.