Aage Friis' samling vedrørende systemskiftet i 1901. Udg. af Udgiverselskab for Danmarks nyeste Historie ved Lorenz Rerup. (Rosen kilde og Bagger, 1970). 214 s.

Efter en uges forhandlinger kunne J. H. Deuntzer den 23. juli 1901 ved 16-tiden ga til kongen og fa sin ministerliste godkendt. Det forste venstreministerium i landets historie var en kendsgerning.

Samme dags aften var der fest i Studentersamfundet i anledning af det nye ministerium. Til stede var bl. a. historikeren Aage Friis, historikeren P. Munch og forfatteren Erik Skram. I samtalens 10b droftedes under indtrykket af ojeblikkets begejstring den ide, »at det kunne vaere morsomt at indsamle Beretninger om Ministeriets Dannelseshistorie«. Aage Friis fulgte ideen op, og bistaet af de to andre, gik han i den folgende tid i gang med at indsamle materiale. Det blev til en samling beretninger eller meddelelser fra i alt 14 personer, der mere eller mindre direkte havde vseret impliceret i regeringsforhandlingerne eller som skonnedes at have kendskab til de forhold, der forte til ministeriet Sehesteds afgang. De 14 personer er: E. Skram, C. Th. Zahle, Marcus Rubin, Fr. Salomon, Axel Heide, Henrik Cavling, Edv. Brandes, V. Horup, C. Hage, Ove Rode, Sigurd og Viggo Berg, Valdemar Frederiksen og J. H. Deuntzer. Med fa undtagelser er beretningerne nedskrevet af Aage Friis efter samtaler med de pagaeldende, og stort set var indsamlingerne afsluttet i September 1901.

I februar 1905 afleverede Aage Friis denne samling beretninger til Rigsarkivet sammen med en kortfattetredegorelse, hvori han bl. a. naevntemuligheden af selv en gang ved lejlighed at fa dem udgivet. Det fik han ikke. Til gengaeld foreligger de nu i en udgivelse forestaet af Lektor Lorenz Rerup, Arhus Universitet, der hermed har taget et prisvaerdigt initiativ,da beretningerne i mere end en forstand er enestaende. For det forste er de helt centrale til belysning

af et afgorende vendepunkt i Danmarksnyeste politiske historic For det andet er de udtryk for et stykke historiemetodisk historie, da det vel er forste gang en dansk historiker tagerinterviewmetoden i anvendelse.

Rerup har forsynet kildesamlingen med nogle indledende kapitler. Det forste, »Venstrereformpartiet«, tilfredsstiller pa glimrende vis sporgsmalet om, hvad der i perioden frem til sommeren 1901 betingede, at lederne i det store folketingsparti endelig kunne sta som sejrens maend. Derimod er sporgsmalet om, hvorfor hojre og dets regeringer til sidst matte give op, behandlet mere perifert, hvilket utvivlsomt skyldes, at Aage Friis's beretninger set under denne synsvinkel har slagside. De omhandler i forste raekke den side af »systemskiftet«, der berorer tiden efter, at »stafetpinden« er afleveret, mens det materiale, der omtaler arsagerne m. v. til ministeriet Sehesteds tilbagetraeden er langt mindre omfattende og stammer fra personer i 2. eller 3. raskke.

At kalde Edvard Brandes's nedladende og pa andshovmod baserede karakteristik af bonderne i den bergske gruppe (s. 19-20) for uovertruffen, er at tage nogle uheldige briller pa. Edvard Brandes har tydeligvis ingen forstaelse for jyske bonder, og hans karakteristik siger mere om ham selv end om bergianerne.

Det kan virke lidt ejendommeligt, at Rerup derpa i det folgende kapitel pa grundlag af Aage Friis' indsamlede materiale »forsoger at rekonstruere ministeriet Deuntzers dannelseshistorie«. Primaert ma publikationen vel betragtes som en kildeudgivelse, og i en sadan ma, ihvertfald set fra en psedagogisk synsvinkel, kildeanalyse, problemformulering, tolkning o. s. v. i sa vid udstraekning som rauligt vige, sadan at »brodden« ikke er taget af kilderne. Rerups rekonstruktion vil utvivlsomt friste svage sjaele til at nojes med denne i stedet for at blade laengere om og selv ga i gang med kilderne. Denne indvending skal imidlertid ikke tilslore, at Rerup i dette kapitel viser, at han kan sit handvaerk, hvad den direkte kontrol i kilderne tydeligt afslorer.

I kapitlet »Beretningernes anvendelighed« papeges skaevheder og uklare punkter i forbindelse med materialet. 81. a. anfores, at de personer, der er interviewet, pa ingen made er udtryk for en ligelig fordeling mellem de gruppedannelser, der gjorde sig gaeldende i Venstreformpartiet, og som i hoj grad blev bestemmende for regeringens sammensaetning. Deter ogsa en svaghed ved materialet, at man ikke har nojere kendskab til Aage Friis's interviewmetode.

Selve kilderne er samvittighedsfuldt gengivet med en veludviklet udgiverteknik og forsynet med mange gode noter.