Beata Losman: Norden och reformkonsilierne 1408-1449. (Studia Historica Gothoburgensia XL, Läromedelsförlagen, 1970). 301 s.

Denne svenske disputats behandler kongemagtens forhold til paven og koncilierne, de nordiske praslaters deltagelse, koncildekreternes forekomst i Norden og konciliernes indflydelse pa de nordiske kirker. Konklusionen er, at den nordiske kongemagt ikke deltog aktivt i kampen mellem paven og koncil, men dog stort set stod pa pavens side, fordi kongemagten foretrak om muligt at oge sin indflydelse pa kirken ved at styre den gennem paven, medens koncilbevaegelsen ved at staekke pavemagten ville vanskeliggore denne fremgangsmade. Dog havde man i Norden intet imod at anvende koncildekreterne. Adel og kirkelige stormaend henvendte sig, hovedsagelig med ansogninger om dispensationer, til enten pave eller koncil, alt efter hvem der for ojeblikket var mest indflydelsesrig. De nordiskc kirker som helhed forholdt sig imidlertid passive, medens man nok var interesseret i reformer indadtil, isaer af den lavere gejstlighed.

Koncilbevcegelsen, forstaet som udtryk for retten til eventuelt at afsaette paven, har dog efter forfatterens mening haft en vis indflydelse pa det svenske opror 1434. I ovrigt satte Baselkoncilets reformdekret sig ikke mange spor i den kirkelige lovgivning, men forf. understreger dog, at dekretet var gyldigt ogsa uden lokal bekraeftelse.

Uundgaeligt handler en stor del af bogen om besaettelser af bispestole o. 1., fordi disse sager har afkastet de fleste akter, og desuden er det rimeligt, at bisperne som potentielle baerere af konciltanken gores til genstand for nsermere undersogelser. Disse er koncentreret om det rent formelle aspekt, dvs spillet om rettigheder, medens okonomiske, sociale og alment politiske aspekter sjaeldent inddrages. Sverige indtager en saerstilling, isaer fordi Vadstena gennem sin saerskilte representation ved koncilierne og gennem sine bogindkob kan have vasret saerlig formidler af konciltanken.

Imidlertid viser redegorelsen for disse bogindkob i Konstanz, at kun en ganske ringe del af bogerne har kirkepolitiskindhold. De fleste er opbyggeligliteratur og homiletiske hjaelpemidler,og at de blev indkobt i Konstanzer et tilfaelde, fordi der meget naturligt opstod et betydeligt bogmarkedder.

markedder.De kirkepolitiske skrifter,som Vadstena indkobte, omfatterbl. a. Peter D'Ailly, Johs. Gerson og Henrik Langenstein, men det omtaleskun kort, hvad der egentlig star i disse boger. Deter i ovrigt ogsa af betydelig interesse, at fx Dietrich af Niem ikke er repraesenteret.

At det ideologiske grundag for oproret 1434 er pavirket af konciltanken, udkastes kun som en hypotese, som ikke bevises, og som vel pa forhand heller ikke er saerlig sandsynlig. Deter naerliggende, at man i den aktuelle situation henviste til koncilbevaegelsen, men i almindelig europaeisk udvikling var dens forkaempere, fx Marsilius af Padua, normalt tilbojelige til at anfore, at som man i forvejen baerer sig ad i verdslige anliggender, bor man ogsa gore inden for kirken. Koncilbevcegelsen bygger altsa pa verdsligt forbillede snarere end omvendt. Koncilbevaegelsen og dens eventuelle ideologiske indflydelse i Norden skal derfor ses i bredere sammenhaeng med hele den statsretslige debat fra 13. arh. og fremefter.

Deter stort set legitimt, at europaeisk materiale ikke inddrages i videre omfang, men alligevel savner man en lidt bredere baggrund. Til gengaeld er det nordiske materiale grundigt og indsigtsfuldt bearbejdet.