Lorenz Rerup: Grænsen. Fra grænsekamp til sameksistens. (Det danske Forlag, 1969). 163 s.

For en nutidig betragtning kan roret omkring Sydslesvig i arene efter 1945 maske forekomme fjernt og uden direkte forbindelse med den situation, der nu hersker omkring graensen og i det dansk-tyske forhold. Mens hele Sydslesvig-problemet var aktuelt, var det imidlertid et centralt element i den danske inden- og udenrigspolitik. En regering blev styrtet pa sporgsmalet, store opinionstilkendegivelser karakteriserede den politiske debat om sagen, og de danske regeringers forbindelse med udlandet drejede sig frem til 1948-49 i udstrakt grad om den sydslesvigske danskhed.

Efterhanden er hele dette rore kommet sa meget pa afstand, og siden midten af 50'erne har situationen aendret sig sa staerkt, at tiden vel snart vil vaere moden til, at perioden 1945-55 analyseres i sammenhaeng med de foregaende hundrede ars nationale udvikling i Sonderjylland, sa denne lange periode opfattes som en helhed. Nar det sker, vil man have et godt grundlag for skildringen af arene efter 1945 i den bog, Lorenz Rerup har skrevet om graensekampen i efterkrigsarene.

Deter den forste samlede, grundige fremstilling af denne bevsegede periode, og alene derved er den vaerdifuld. Nar man sa yderligere kan tilfoje, at deter et kyndigt og vellykket arbejde, ma konklusionen blive, at vi her har faet en kaerkommen indforing i grasnselandets nyeste historie og i efterkrigstidens grasnsepolitik.

Dog ma det bemserkes, at bogen er samlet om det danske mindretal i Sydslesvig og den danske Sydslesvigpolitik. Forholdene i Nordslesvig er kun taget med i det omfang, de spillede ind i den sydslesvigske problematik, fordi et gensidighedsprincip ved behandlingen af de to mindretal fortes stasrkt frem fra tysk side.

Navnlig spillede dette en rolle i forbindelse med Kiel-erklasringen af 1949 med garantien af det sydslesvigske mindretals nationale rettigheder. Tyskerne havde da gerne set et tilsvarende dokument fra dansk side om hjemmetyskernes rettigheder. Det afvistes dog af den danske regering, men en forhandling mellem statsminister Hedtoft og repraesentanter for det tyske mindretal endte med et notat om danske statsborgeres lovhjemlede rettigheder, som af redaktor Ernst Siegfried Hansen snildt dobtes »das Kopenhagener Protokol«. Denne betegnelse vandt hurtigt haevd i tyske

Ved behandlingen af dette punkt

gennemgar Lorenz Rerup kort udviklingeni det tyske mindretal. Deter en koncis redegorelse, men ogsa stort set det eneste der bringes om Nordslesvig.Bogens hovedtitel, »Graensen«, lover derfor nok lidt mere, end indholdetkan baere. Deter en Sydslesvigbog.

Dens undertitel, »Fra graensekamp til sameksistens«, antyder linierne i Rerups vurdering af udviklingen i det 10-ar, han koncentrerer sig om. Selv var han et aktivt medlem af den kreds af navnlig unge sydslesvigere, der allerede tidligt i 1950'erne sogte at aftvinge det gamle tema om graenselandet som front og bro nye aspekter med relation til den da herskende situation i graenselandet. Pa mange mader foregreb han og hans ligesindede den udvikling i retning af forsoning og afspaending, som kort efter satte sig igennem.

Rerup redegor for hele denne udvikling under kapiteloverskrifterne »Fra Kiel til Bonn« og »Den nationale sameksistens«, og han fremhaever med utvivlsom ret, at aret 1955 betegner et klimaomslag i graenselandets atmosfasre.

Hans personlige tilknytning til arbejdet med at ny-formulere graense- Lands-problematikken i denne fase af Sonderjyllands historie har imidlertid ikke svaskket hans sans for, hvad der skete i de ar, da der var tale om en egentlig graensekamp. Bogen bringer en klar analyse af forudsaetningerne for det danske gennembrud i Sydslesvig efter krigen, og den folger overskueligt, men med passende detailrigdom den danske bevaegelse frem gennem kulmination, nedgang og senere stabilisering. De danske sydslesvigeres politiske bestraebelser samt sko!e- og kulturekspansionen skildres i en forbilledlig form.

Desuden giver Rerup en indgaende analyse af den danske Sydslesvigpolitik, haengt op som den var i et net af indenrigs- og udenrigspolitiske hensyn. Komponenterne i det politiske spil: den danske regering, sydslesvigerne, de danske partier, den engelske militaerregering og den engelske regering i London behandles i deres indbyrdes sam- og modspil.

Der er ingen grund til i enkeltheder at referere fremstillingen i bogen, der bygger pa det meste af det tilgaengelige materiale, som er udnyttet med tydelig indsigt i, hvad der gemmer sig under materialets overflade. Deter blot beklageligt, at det ikke har vaeret muligt for Rerup at dokumentere sine pastande med kildehenvisninger. Det vil gore bogen vanskelig at arbejde med for andre, der vil forfolge de linier, forfatteren har stukket ud.

Et par enkelte steder af markant interesse i bogen skal fremhaeves. Rerup behandler ret indgaende de muligheder, der kan have foreligget for, at en del af Sydslesvig, de nordligste distrikter med Flensborg, vendte tilbage til Danmark. Fremstillingen efterlader ingen tvivl om, at dette punkt har spillet en rolle i adskillige overvejelser og droftelser. Tilsyneladende har det vasret fremfort som en serios mulighed, men er blevet afvist af de sydslesvigske ledere som med 1920 in mente ikke ville lade deres sydlige landsmaend i stikken. Rerups vurdering er, at der i Danmark antagelig havde vaeret politiske muligheder for tilslutning til en graenserevision med en partiel genforening, fordi socialdemokratiet kunne have accepteret denne

Her er et af de punkter, hvor den manglende dokumentation foles som en mangel. Man havde gerne set en droftelse af det kildegrundlag, der er basis for bogens synspunkter pa. dissegenforeningsmuligheder.

lader disse ting sig ikke drofte helt abent endnu - deter en af samtidshistoriensuundgaelige - men det bor fremhasves, at der her er peget pa et af de helt centrale problemeri efterkrigstidens Sydslesvigpolitik.

Samme interesse knytter sig til Rerups omtale af den rundbordskonference i London i oktober 1948, der var afgorende for Kiel-erklaeringens tilblivelse. Lorenz Rerup har her fremdraget den britiske chefforhandler, lord Hendersons afsluttende tale, der ikke blev offentliggjort i 1948. Nogle ar senere dukkede den i forholdsvis übemaerkethed op i pressen i forbindelse med Knud Kristensens angreb pa den made, udenrigsministeriets grabog om Sydslesvigpolitikken var redigeret pa.

Knud Kristensen offentliggjorde da i Frederiksborg Amts Avis referatet af Hendersons tale, som hidtil kun havde Vceret kendt i det udenrigspolitiske naevn. Efter referatet, hvis autenticitet som folge af overleveringsforholdene altsa. endnu behover en bekrasftelse, fremhasvede Henderson meget stserkt nodvendigheden af, at Danmark betragtede Sydslesvigsporgsmalet pa en storre baggrund, nemlig i relation til Danmarks placering naer skellet i det delte Europa. Danmark matte, sagde Henderson, betragte sin sikkerhed »pa basis af sikringen af indsejlingerne til ostersoen mod tryk og maske aggression fra ost« og ikke pa basis af Sydslesvig.

I oktober 1948 var planerne om et vestligt forsvarssamarbejde langt fremme, og den danske regering var indviklet i de forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund, som nogle maneder senere endte med fiasko. Hendersons ord understreger, hvordan denne situation matte fa konsekvenser ogsa for de udenrigspolitiske muligheder i Sydslesvigpolitikken.

Kiel-erklaeringen ma ses i dette perspektiv, enten man sa skal laegge referatet af Hendersons tale i den version, Rerup har trukket frem, til grund for vurderingen eller ej. Deter en klar fortjeneste ved bogen, at den saetter problemerne ind i denne videre sammenheeng, samtidig med at den indre danske og den indre sydslesvigske problematik folges i enkeltheder.

Deter et prisva&rdigt initiativ fra Det udenrigspolitiske selskab, der har faet denne bog til at se dagens lys. Lorenz Rerup har Iost den opgave, han har pataget sig pa en made, sa initiativet er omsat til en sober og kyndig fremstilling, der vil blive den uomgaengelige vejleder for de specialstudier i emnet, som vil komme, og hvoraf flere antagelig allerede er pa vej.