Gerd Callesen: Die Schleswig-Frage in den Beziehungen zwischen dänischer und deutscher Sozialdemokratie von 1912 bis 1924. Ein Beitrag zum sozialdemokratischen Intemationalismus. (Schriften der Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig, Heft 21, Åbenrå, 1970). 200 s.

Dette arbejde er af den unge hjemmetyske historiker Gerd Callesen forelagt som disputats ved universitetet i Kiel. Deter blevet til efter studier i en raekke danske og tyske arkiver, frem for alt i Arbejderbevaegelsens Arkiv i Kobenhavn. Bogen bygger saledes pa en hel del materiale, der ikke tidligere har vasret gjort til genstand for videnskabelig behandling.

Som forfatteren allerede i undertitlen rober og i sit forord staerkt understreger, er bogen ikke taenkt som et bidrag til grsenselandets historie, rie,men til den danske og tyske arbejderbevaegelses historie; den er et studium over internationalismen i to socialdemokratiske partier. Nu udelukker jo de to ting pa. ingen made hinanden, og nar Callesen som et af sine mal anforer en undersoge!se af, »wie sich das Problem des Internationalismus auf lokaler Basis stellte«, synes det helt klart, at den opstillede sondring er illusorisk. Man kan altsa opfatte bogen som et bidrag til savel arbejderbevaegelsens som graanselandets

Fremstillingen er i det vaesentlige kronologisk. I et langt indledningskapitelridses udviklingen op fra 1870'ernetil 1912. For danskheden var forholdet til SPD problematisk. Pa den ene side stottede partiet ofte de danske reprassentanter i Berlin, pa den anden side appellerede det pa tvaers af det nationale skel til alle arbejdere. Det slesvig-holstenske SPD's holdning blev principielt formulereti en vigtig resolution fra 1902. Man gik her ind for, at selvbestemmelsesrettenskulle ske fyldest,men indtil da burde ogsa dansksindedearbejdere tilslutte sig SPD i faelles kamp mod den kapitalistiske stat. Det nationale sporgsmals losning blev kaedet sammen med socialismens sejr. Da der senere gang pa. gang blev henvist til denne resolution, ville det vel have vasret at foretraekke, om Callesenogsa formelt havde ladet fremstillingenbegynde her. I stedet emu begyndelsesaret sat til 1912, hvor Emil Marott inden for det danske socialdemokrati, der i det store og hele gik ind for den politik, som ovennaevnte resolution er et udtryk for, fremforte en pa nationale synspunkterhvilende kritik, men blev kaldt til orden af partiledelsen, der ikke onskede en offentlig polemik om problemet. Derefter folges sa de to

partiers holdning under krigen. Callesenafviser skarpt, at SPD skulle have vaeret i skred bort fra selvbestemmelsesrettensanvendelse i Slesvig,sa laenge der kunne synes udsigt til tysk sejr. Deter dog tvivlsomt, om han her har ret. Metodisk er det betasnkeligt, at han i sin argumentationindlader sig pa at fortolke nogle tvetydige udtalelser i stedet for at haeftesig ved selve uklarheden i formuleringerne.Videre folges udviklingen i oktober 1918 med Staunings henvendelsetil Ebert om at lade Tyskland selv tage initiativet til en losning af det dansk-tyske graensesporgsmal. For arene 1918-20 gores der ret udforligt rede for de lokale slesvigske partiforeningersholdning og for de nordslesvigskeorganisationers fra SPD til det danske socialdemokrati.Afslutningsvis fores sa fremstillingenfrem til Stauning-Wels aftalen i november 1923.

Undersoge!sens hovedkonklusion er, at i holdningen til graensesporgsmalet afspejledes de to socialdemokratiske partiers udvikling fra egentlige klassepartier til smaborgerlige partier, der accepterede at skulle arbejde inden for den kapitalistiske stats rammer. Mens vaegten i deres internationale ideologi for 1918 havde ligget pa den faelles kamp mod kapitalismen, blev den efter 1918 forskudt til blot gensidig bistand i vanskelige situationer. Samtidig betones det dog, at de to partiers indstilling til det dansk-tyske graenseproblem laengere bevarede internationalismens praeg, end tilfaeldet var i andre sager, og derved bidrog til en losning af sporgsmalet. Mens sidste led i denne konklusion forekommer rimelig, er dens forste led ret tvivlsom. Det synes mere udledt af en generel subjektiv vurdering af de to partiers ideologiske udvikling end af det kildemateriale, ale,bogen bygger pa, og der er her ikke taget hensyn til, at det jo la i selve genforeningens natur, at dansksindede socialdemokrater i Nordslesvig ikke laengere kunne samarbejde direkte med de lokale SPD-organisationer syd for graensen. Heller ikke tidligere havde der vasret tale om et konkret, organisatorisk samarbejde pa tvaers af Kongea-graensen.

Deter bogens vaesentligste svaghed, at den savner konkret og skarpt formulerede problemstillinger. Det har bevirket, at den i langt hojere grad er blevet refererende, end analyserende, og deter vel heri, man ma se forklaringen pa den tynde forbindelse mellem selve fremstillingen og konklusionen. Endelig har det fort til, at det fundamental problem, som brydningen mellem nationalisme og internationalisme i det slesvig-holstenske SPD er, slet ikke har faet en fyldestgorende behandling. Forfatteren synes ikke at have vasret indstillet pa. for alvor at prove sin overbevisning om den socialistiske ideologis overlegenhed over den nationale pa det konkrete materiale. For blot at anfore et enkelt eksempel, sa mener han, at tanken bag det flensborgske SPD's onske efter 1920 om at udsende en saerlig nordslesvigsk udgave af Flensburger Volks-Zeitung faktisk harmonerede med socialismens internationale karakter. Netop et sadant udsagn burde i stedet for at sta som en Iost henkastet pastand have dannet udgangspunkt for en grundig analyse af, hvilken rolle nationale hensyn spillede i det flensborgske SPD.

Deter nasrliggende at forklare denne mangel ved bogen ved, at forfatterensegen ideologiske overbevisninghar spillet ham et puds. Der kan derfor vaere grund til ogsa i denne sammenhaeng at fremdrage

det ikke laengere nye krav om at vaere sig sine ideologiske forudsaetningerbevidst og samtidig understrege, at kravet har almen gyldighed.