Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark. Paa oldhistorisk baggrund. (Gyldendal, København 1969). 308 s. + 1 kort.

Pa baggrund af den stadige strom af boger om vikingetiden, som denne periodes dyrkere har velsignet hinanden med i det sidste arti, der er jo kommet en omtrent hvert ar og i indevaerende ar allerede to, kan det raaske nok undre en og anden, nar en anmelder indleder med at sla fast, at der er et patraengende behov for netop en bog om vikingetidens Danmark. Men man skal ikke arbejde ret meget med vikingerne ude omkring, for man foleligt savner viden om deres hjemlige baggrund, f. eks. om den danske kongemagt og dens muligheder for at pavirke eller selv tage initiativ til vikingetog, om landets opdyrkning, institutioner, befolkningen og dens sociale lagdeling. Der foreligger et meget spredt kildemateriale, som uden vanskelighed lader sig tage til indtaegt for forskellige hypoteser, og det ville vaere sasrdeles velkomment, hvis nogen ville tage sig af at skaffe forskningen lidt fastere grund under fodderne end den hidtil har haft.

Man ma straks konstatere, at AEC ikke har holdt sig sa strengt til sit emne, som det kunne fortjene. Deter i virkeligheden blevet fortraengt til bogens sidste trediedel, mens hovedparten tenaf pladsen er viet en rigelig omfattende behandling af den oldhistoriske - C. J. Thomsen og Worsaae i salig erindring - baggrund, og af en for emnet ikke strengt nodvendig behandling af vikingernes togter, kolonisering og handel i ost og vest, fra Gronland til Samarkand.

Bogen er i sin oprindelse en forelaesningsraekke, som forf. holdt ved Kobenhavns universitet i 1963/64, og dette forhold er bestemmende for dens anlaeg: den er ikke nogen almen fremstilling af vikingetidens historie, men en Iobende problemdiskussion. Og der bliver virkelig taget fat. Deter i hvert fald tilhorernes egen skyld, hvis de ikke har fattet interesse for periodens problemer, og en anmelder kan have vanskeligt ved at styre sig og lade vaere med at springe ind i alle problemerne. Deter en af bogens vaesentligste kvaliteter, at den saledes aegger til fordybelse i emnet, og man kan pa baggrund af den kun darligt undlade at undre sig en smule over, at forelaesningsformen er blevet sa suspekt som den er i dagens universitetsp£edagogik.

AEC indleder med at opridse arkaeologiensudvikling i Danmark og med en omtale af de hidtidige synteseraf forhistorien, oldhistorien, eller hvad man nu vil, og han slar fast, at selv om deter umuligt for en faghistorikerat drive primaer oldtidsforskning,kan han ikke lade den lange,

kun ved arkaeologisk materiale belyste,fortid ude af sit interessefelt. Han ma ud fra sine egne problemstillinger soge at aflokke de arkaeologiske kilder svar, idet han bygger pa arkaeologernesresultater. Arkaeologien placeres altsa for sa vidt som en historisk hjaelpevidenskab,der stiller et velordnet materiale til radighed for historikerne. Sporgsmalet er vel imidlertid, orn nogenhistoriker kan forsvare at bygge pa et materiale, som han ikke er i stand til at ove kritik overfor? - Ma han ikke nodvendigvis kende sa megettil arkaeologisk metode og arbejdsmade,at han selvstaendigt kan vurdere de forelagte resultater, tolkninger og hypoteser, for han lader dem indga i sine egne problemstillinger? — Sa vidt kan man godt na uden selv at svinge spaden eller pensle sand af sma potteskar.

Herpa folger et afsnit om Danmark og danerne, hvor vi far fastslaet, at der eksisterede et dansk rige for Harald Blatands, nemlig Gudfreds, og far dissekeret overleveringen om danernes indvandring; de forskellige forsog pa ad sagnhistorisk, filologisk eller sagar antropologisk vej at pavise denne indvandring og gore rede for danernes oprindelse forkastes meget overbevisende. I afsnittet om oldtidsbebyggelsen stilles forst det i sammenhaengen fundamentale sporgsmal, nemlig: »Hvorledes var bosaettelsen pa kong Gudfreds tid? Og hvor langt gar denne bebyggelse . . . tilbage i tiden?« - Svaret pa disse sporgsmal soges ved en undersogelse af de foreliggende arkasologiske og filologiske vidnesbyrd, huse, marker og stednavne. Ved gravninger i hustomter fra middelalderen er det ikke lykkedes at finde kontinuitet i bebyggelsen laengere tilbage end til det 11. arhundrede, og de yngste hustomter fra oldtiden stammer fra romersk jernalder. Fra den mellemliggende periode kender man ingen garde, og da der tydeligvis er sket et brud i udviklingen, idet den middelalderlige gardtype ikke kan afledes af jernaldertypen, giver det arkaeologiske fundmateriale ikke noget vidnesbyrd om landsby eller bondebeboelse pa kong Gudfreds tid. Omtrent den samme problemstilling gor sig gaeldende over for marktyperne, hvor det drejer sig om at datere og forklare overgangen fra aeldre jernalders digevoldingsagre til middelalderens hojryggede agre. AEC diskuterer mulighederne for de to agertypers funktionelle sammenhaeng med henholdsvis ard og hjulplov og finder, at efter Tommerby-plovens datering til det 16. arhundrede er der pany intet, der taler mod Arups gamle, staerkt debatterede plovteori. Der anfores imidlertid heller ikke meget for den, blot det at man finder ardspor til ind i yngre jernalder, og at man ikke hidtil fra nogen oldtidsperiode har fundet spor af muldfjaeldsploven. Sporgsmalet er, om man bor Soge at lose dette problem alene pa sa spinkelt et hjemligt materiale, om man ikke nodsages til at inddrage storre omrader i sine overvejelser. I England f. eks. har man sat den tunge plov i forbindelse med germanernes indvandring, men deter nu godtgjort, at den er anvendt allerede i romersk tid af kelterne.

Det bebyggelseshistoriske tomrum mellem aeldre jernalder og middelalderenma udfyldes ved hjaelp af stednavnene.Der gives en kort oversigt over materialet, der efter endelserne deles i tre kronologiske grupper: forvikingetid,vikingetid og efter-vikingetid,foruden kortetyperne, der placeresfor for-vikingetidsnavnene. Eksistensenaf den forste af disse gruppergodtgor uimodsigeligt, »at den middelalderlige landsbybebyggelse ma

fores tilbage til tiden forud for Gudfred«.Herpa abnes pany problemet om arkaeologien kan datere landsbynavnene,og de nyere bidrag til denne forskning naevnes, Therkel Mathiassensundersogelser af Vestjylland og Nordvestsjaelland og Erling Albrectsensaf Fyn. Laeseren har ret vanskeligt ved i dette afsnit at skelne mellem, hvad der er presentation af disse forskeres opfattelse og resultater,og hvad der er forf.s egen stilling. Saledes hedder det om de asldste typer af sammensatte navne, at »det naesten fuldstaendige sammenfald af landsbyernepa -um (88 %) og -ing (93 %) med de kortlagte bygder fra aeldre jernalder taler staerkt for, at de ma daterestil arhundrederne omkring Kristi fodsel« (s. 50), og om navnene pa -by og -borg, at »alt i alt tyder materialet pa en datering til /Eldre jernalder ellersenere« (ibid.). S. 52 hedder det, at »landsbyer af aeldste endelsestyper kan udmaerket stamme fra nye anlaeg i jernalder«, men nar man nar konklusionen hedder det: »Stednavneforskningengor det muligt at antage, at vore aeldste nuvaerende landsbyer er opstaet som ajl<pser af de landsbyer, som arkaeologerne har afdaekket fra /Eldre jernalder« (s. 58) - AEC har altsa i virkeligheden ikke akcepteret de resultater, som Mathiassen og Albrectsenhar fremlagt, men man savneri teksten en motivering herfor; laeserenlades lidt i stikken. Der kunne i og for sig gives mange gode grunde, Anders Bjerrum har givet nogle i indledningentil Maribo Amts Stednavne, og deter lidt aergerligt, at AEC ikke har benyttet lejligheden til at gore disse problemer til genstand for en metodisk behandling. Han indledermed en lidt ironisk bemaerkning om Andreas M. Hansens forste forsog pa statistisk-topografisk stednavnedatering,men de citerede undersogelser adskiller sig egentlig kun ved deres omfang og grundighed fra denne; de bygger pa den samme principielle betragtning,og den er ikke uden problematik.

Bortset fra selve det faktum, at en del af vore nuvaerende landsbyer er anlagt for vikingetiden, viser problemerneomkring senogomkring de aendringer, der sketemellem aeldre jernalder og middelalder,sig saledes vanskelige at komme pa naert hold i kilderne. En ting mener AEC dog at finde godtgjort, nemlig at den regulerede landsby ma have eksisteretallerede pa Gudfreds tid. Argumenterneherfor hentes hos Bengt Holmberg, der i sin disputats om Tomt och toft som appellativ och ortsnamnselement bestemmer dette ords betydning som noget tilpasset, ordnet, reguleret, og haevder, at nar man navngav landsbyer med dette ord, ville man derved udtrykke toftensregulerende funktion i forhold til ageren, den funktion, der i landskabsloveneudtrykkes med vendingen »Toft er agers moder«. Endvidere i det forhold, at man i England i det 13. arhundrede traeffer ordet byrrelagh,hvilket anses at involvere, at »landsbyen som organiseret (dyrknings-)fa3llesskabunder by maa vaere overfort til vikingebosaettelsernei Danelagen, og at den antageliger jaevngammel med grundlaeggelsenaf de danske landsbyer med endelsen-by«. Anvendelsen af begge disse stednavneelementer dateres til vikingetiden; nar AEC mener, at de ma. have vaeret produktive ogsa forud for vikingetiden, er det mere onsketaenkningend en bindende slutning. Kronologien er dog alligevel uangribelig,men til gengaeld bor man nok naere nogen betaenkelighed ved den anforte forekomst af byrrelagh. Fire arhundreder er et langt spring i overleveringen,ogsa

leveringen,ogsaselv om ordets form gor det mindre sandsynligt, at det skulle vaere dannet i England; bade by og lagh optoges dog som laneord i engelsk,sa udelukket er det ikke. Det er ogsa betasnkeligt, at ordet ma afledesaf en rekonstrueret form, »af en dansk form byarlagh, der tidligt ma vaere forsvundet herhjemme«. Dansk landsbystyre har jo overhovedetsat sig mistagnkelig fa spor i det middelalderlige kildemateriale. I samme forbindelse skal anfores, at bebyggelsesgeografen Solve Goranssoni 1958 og 1961 i et par artikler i Geografiska Annaler fremsatte den velargumenterede opfattelse, at den regulerede landsby tvaertimod at vaere fort fra Danmark til England i forbindelsemed vikingernes bosaettelse, synes at vaere fort den modsatte vej henimod vikingetidens slutning, og at denne opfattelse har fundet tilslutningi Frits Hastrups disputats fra 1964, Danske landsby_typer. Om denne opfattelse kan holde, skal ikke soges afgjort her, men det havde vaeret interessantat fa den inddraget i den foreliggende problemstilling, og det tor vel siges at vaere en mangel, at Hastrups disputats ma savnes i bibliografien.

Efter et afsnit om oldtidens kvaegavl og agerbrug folger sa en gennemgang af samfundets institutioner, landsbyen, slasgten, gildet, tinget etc. Her bringes pa flere punkter nyt og pa alle punkter en velgorende klarhed over, hvad kilderne kan bruges til. Sasrligt bor nok analysen af herred, syssel og bygd fremhaeves, hvor det klart demonstreres, at trods al den talmystik, der i tidens 10b er ophobet omkring herredet, sa. lader dettes eksistens i vikingetiden sig ikke pavise. Denne erkendelse er vaesentlig ogsa i forbindelse med vurderingen af visse institutioner i Danelagen; saledes kan wapentake-inddelingen og wapentake-tingene herefter ikke med nogen mening afledes af herrederne og deres ting. Om syslet ogsa kan forvises fra vikingetiden er mindre sikkert, men det forekommer mest sandsynligt. Vikingetidens og oldtidens institution, som er blevet aflost af herreder og sysler, ma istedet vaere den selvgroede bygd med sit bygdeting, der afholdtes pa malhojene.

Behandlingen af de religiose forhold er ret kortfattet og koncentreret om gudedyrkelsens samfundsmaessige implikationer, kultstederne og kultens organisation. Indholdet af den hedenske gudetro afstar AEC fra at behandle: »det ma overlades til den sammenlignende religionshistorie at finde vej gennem det overleverede vildnis af gudemyter«. Det skal ikke bebrejdes ham — pa. den anden side ville lidt historisk kildekritik ikke skade i Dumezils, de Vries's og Turville-Petre's

Det oldhistoriske afsnit afsluttes med en gennemgang af kulturforbindelserog hande!sveje, hvor det pavises,at Danmark i tiden forud for vikingetidenhavde livligere forbindelsermed bade det sydlige og vestlige udland end hidtil antaget. Kun et par detaljer skal her tages op. I sin store monografi om forromersk jernalder i Syd- og Sonderjylland fra 1961 gjorde C. J. Becker op med den gamle tanke, at kelterne skulle have dannet en barriere mellem Norden og Middelhavskulturen,idet han paviste, at isoleringen af Nordeuropa var fuldt maerkbar 200 ar for kelternes ekspansionsatte ind. AEC har benyttet dette arbejde, men tilskriver alligevel fremdeles de keltiske folkeslag en »adskillende eller i hvert fald meget haemmende barriere i forhold til Middelhavskulturen«.Hvis man idag vil fastholde Sune Lindqvists keltiske

hansa helt eller delvis, ma man gendriveBeckers

I behandlingen af friserne og deres rolle i kulturformidlingen fortsaetter AEC sin argumentation fra artiklen Birka uden frisere i Handels- og Sofartsmuseets drbog 1966. Det forekommer stadig lidt uretfaerdigt at gore Poul Enemark til eksponent for den aeldre friseropfattelse, som AEC sa energisk bekasmper. Enemark har givet et par oversigter over friserproblemerne, hvor han bringer orden i en ellers ret sa uoverskuelig maengde bidrag, men ikke selv tager nogen stilling. I det hele kan det vel blive vanskeligt idag at finde nogen handelshistoriker, som ikke koncentrerer sig om selve handelen, varer og veje, men har opgivet at afgore, om den bares af frisere eller andre.

Man kan i samme forbindelse diskutere AEC's tolkning (s. 110) af det sted i Vita Ansgarii kap. 7, hvor der berettes om Ansgars og Harald Klaks rejse fra Ingelheim 'ad confinia danorum'. Det var ikke rart for Ansgar og hans ledsager Autbert at rejse i selskab med de upolerede krigere i Haralds folge, der endnu ganske manglede erfaring i den rette omgang med Guds tjenere. De to munke var derfor glade, da aerkebisp Hadebald i Koln overlod selskabet et skib med to kahytter, hvoraf de fik den ene for sig selv, mens kongen foretrak den anden frem for sit eget skib. »Cum gravi itaque difficultate hanc suscipientes peregrinationem, pervenerunt Coloniam«, fortaeller Ansgars levned. I Koln tradte serkebispen sa hjaelpende til, og rejsen fortsatte: »Inde egressi, per Dorstatum et vicinia fresonum transeuntes, ad confinia pervenerunt danorum«. I vistnok alle andre oversaettelser af teksten end P. A. Fengers fra 1863 er dette tolket saledes, at Harald og munkene i aerkebispens kebispensskib forlod Koln og via Dorestad og de frisiske egne naede til den danske graense (som Harald ikke kunne overskride), mens P. A. Fenger og nu AEC tolker det sadan, at da man naede Dorestad, steg man i land og fortsatte rejsen landvasrts. For anm. at seer der intet i teksten, der kan retfaerdiggore denne tolkning. Der star ganske vist ikke udtrykkeligt, at man ogsa sejlede fra Dorestad og gennem de frisiske egne - det ville vel i sa fald sige ad den velkendte vej inden om de frisiske oer - der star blot, at de rejsendekom til Koln, hvor de fik overladt et mere komfortabelt fartoj, og da de havde forladt denne by (inde egressi), sa naede de, idet de passerede Dorestad og Frisland, til Danmarks graenser. Denne formulering kan dog nasppe laeses anderledes, end at man sejlede hele vejen. Hvis endelig aerkebispens skib kun duede til flodsejlads og end ikke kunne klare turen inden om oerne, havde Ansgar og Autbert vel snarere end at ga i land i Dorestad mattet bide i det sure aeble og vende tilbage til et af Haralds skibe og for resten af vejen pany doje det ovrige selskabs upolerede optrasden. For man kan vel ikke tasnke sig, at de daner, som var kommet sejlende til kejseren i Ingelheim, pa hjemvejen heller ikke kunne sejle laengere end til Dorestad?

AEC har stillet sig en overordentlig kraevende opgave ved at ville give en sa grundig behandling af perioden forudfor vikingetiden, og mange gange imponeres man af hans brede orienteringi og beherskelse af det arkaeologiskemateriale og arkaeologiens problemstillinger. Helt undgar man imidlertid ikke at bemaerke, at han ikke er pa hjemmebane og ikke er helt ajour med arkaeologernes visseligofte skiftende anskuelser. Deter mindre vaesentligt, men alligevel betegnende,at

tegnende,athan benytter de gamle periodebetegnelser Dyssetid, Jaettestuetidog Keltisk jernalder, som arkaeologernehar forvist fra fagets terminologi,idet deter erkendt, at dysser,jaettestuer og keltisk praegede oldsagerkun er karakteristiske for mindreafsnit af de perioder, som nu nok sa tort betegnes Tidlig neolitikum, Mellemneolitikum og Forromersk jernalder. Mere betydningsfuldt er det, at problemstillingen omkring forholdetmellem tragtbasgerkultur og enkeltgravs- (eller stridsokse- eller badokse- eller snorekeramisk) kultur og omkring overgangen fra stenalder til broncealder er blevet sa kompliceretmed Matts P. Malmers disputats,C. J. Beckers stendyngegrave og meget andet, at man nu ikke lasngere tor hcevde det forhen sa sikre, at enkeltgravskulturenbetegner et indvandrendeherrefolk og slet ikke tor tage udgangspunkt i Johs. Brondsteds synteseaf oldtidshistorien, der iovrigt ved sine indre kvaliteter ikke netop skulle friste en historiker af fag. Det er sjaeldent at se historieskrivning pa sa ensidigt et kildemateriale, som Brondsted har praesteret om senneolitikumog aeldre broncealder.

Deter nok en uoverkommelig opgave for en historiker med andre interesser og forpligtelser at folge med i et fremmed fags problematik. Man far det indtryk, at AEC nok Iobende har kunnet holde sig orienteret om nye fund og erkendelser, men ikke har haft tid til at integrere dem i gamle problemstillinger og om fornodent formulere helt nye.

Helt pa hjemmebane er forf. derimod,nar vi nar selve vikingetiden. Behandlingen heraf indledes med en oversigt over litteratur og problemstilling,hvor det fremhaeves, at deter meget laenge siden en historiker har taget sig pa at give en syntese af vikingetiden.Den

vente, og man kan vaere helt enig i, at disse faktorer ma spille en vaesentligrolle i en nutidig syntese af vikingetiden.Pa den anden side synes det nodvendigt at indvende, at det ikke er helt retfaerdigt over for alt, hvad der er fremkommet siden Arup, at r^tage sa gammelt et standpunkt som udgangspunkt for en ny syntese.

Af den derpa folgende gennemgang af vikingetidens problemer skal kun enkelte ting tages op. I afsnittet om vikingebosasttelserne, hvor fortrinsvis forholdene i England diskuteres, tager AEC stilling for den traditionelle opfattelse, at det foreliggende materiale tvinger os til at slutte, at der er foregaet en meget omfattende dansk kolonisering og bekaemper med megen energi Sawyer og hans nedvurdering af materialets beviskraft. Pa mange punkter i dette problemkompleks er Sawyer jo saerdeles angribelig, og ved sin egen polemiske facon inviterer han ligefrem til at blive taget ved vingebenet; han er selv ude om det, nar hans modstandere forbiser hans vaesentligere argumenter til fordel for de mindre betydningsfulde, og deter som om AEC ikke rigtig far de kildekritisk afgorende ting hos ham frem, men koncentrerer sig om de mest oplagte urimeligheder. Sawyer's centrale argument mod f. eks. gruppen af stednavne pa -by er jo, at da de forst er overleveret i Domesday Book fra 1086, og da englaenderne begyndte at bruge danske personnavne og tilmed optog ordet by som laneord i deres sprog, sa kan vi dels ikke datere disse stednavne inden for en periode pa 200 ar, ikke afgore, hvilke der stammer fra det 9. arhundrede, dels ikke vasre sikre pa, at de alle skyldes danskere. Sawyer afviser det forsog, som navneforskere har gjort, pa ved hja?lp af de anvendte personnavne at datere disse stednavne tidligt efter danskernes indvandring. Deres argument er det, at da en stor del af disse navne ikke genfindes i 1086, ma de tidligt vaere gaet af brug, altsa. hore hjemme i selve bosaettelsesperioden. Sawyer's modargument er, at Domesday Book dels ikke giver noget fuldstasndigt billede af, hvad der anvendtes af personnavne i England i 1086, dels ikke kan afgore, pa hvilket tidspunkt mellem 876 (Halvdans deling af Northumbria) og 1086 navnene sidst er anvendt. Denne argumentation tager AEC ikke op til gendrivelse, gentager blot det traditionelle standpunkt.

Ogsa. med hensyn til de frie bonderi ostengland, socemanni og liberi homines, gentages det gaengse argument,at det geografiske sammenfaldmellem dem og de nordiske stednavne knytter fribonderne sa fast til den nordiske bosaettelse, at de kan anvendes som mal pa denne. AEC papeger, hvorledes hoje procenter af socemanni og navne pa -by optraedersammen i Lincolnshire, Leicestershireog Nottinghamshire, mens begge dele savnes i grevskaberne syd for Watling Street. »Deter tal, der taler«,udbryder han. Vist er det, men hvad siger de? - For anm. at se beviserde ikke fribondernes danske herkomst;de antyder en sammenhaeng mellem de to fasnomener, men siger intet om denne sammenhaengs naermerebeskaffenhed. Mange forhold gor det tvivlsomt at anse de frie bonderfor vikingehaerens direkte efterkommere,som Stenton gor og med ham AEC foruden flere andre. Nar frie bonder saledes savnes i Yorkshire,hvor der er mange danske stednavne,har Stenton forklaret det med Vilhelm Erobrerens gentagne straffeekspeditionermod dette grevskab, som forarsagede store ode omrader, men F. W. Brooks har vist, at de ode

omrader ikke falder sammen med Vilhelms ruter og altsa ma forklares pa anden vis. Der findes ogsa socemannii grevskaber fjernt fra danske stednavne, saledes Kent og Staffordshire.Det turde vaere altfor billigt, nar Stenton, selv om antallet i 1086 var ringe, fejer dem af bordet som undtagelsen,der bekraefter reglen. De faelderden i virkeligheden.

Leegger vi for en stund Sawyer's indvendinger til side og antager, at landsbyer med danske navne er anlagt af danske kolonister, ma vi vente at finde disses efterkommere knyttet til de danske stednavne; hvis socemanni skal anses for danskere, ma de med andre ord forventes i overvejende grad at bo i de »danske« landsbyer. Det gor de imidlertid ikke. R. H. C. Davis har for East Anglias vedkommende vist, hvorledes den nette overensstemmelse i procent viger, nar man forlader grevskabet som enhed og gar ned pa. et mere lokalt plan; sa findes de danske stednavne et sted, bondefriheden et andet. Det samme gor sig gaeldende i Lincolnshire; her ma man blot pa grund af den jaevne fordeling af stednavne over he!e grevskabet ga. ned pa. endnu mindre enheder. Anm. har undersogt tre wapentakes og fundet, at socemanni ikke viser nogen forkaerlighed for de »danske« landsbyer. I Louthesk wapentake bor saledes i otte landsbyer med dansk navn 163 socemanni, 40 villani og 20 bordarii, i tre landsbyer med skandinaviserede navne henholdsvis 66, 23 og 8 af disse kategorier, i en landsby med hybridt navn 6 villani og 3 bordarii og i sytten landsbyer med engelsk navn 316 socemanni, 186 villani og 39 bordarii. Socemanni udgor 62,5 % i dette wapentake. I Bolingbroke, der er et af de frieste wapentakes, udgor de 71,3 %; her er 318 socemanni fordelt pa tretten »danske« landsbyer, 236 pa syv »engelske«. I Winnibriggs udgor de kun 38,1 %. De er saledes i mindretal, hvad der muligvis kunne vaere en ekstra grund for danskerne til at koncentrere sig i de danske landsbyer. Her bor imidlertid 58 i syv »danske« landsbyer, 125 (evt. 202) i ti »engelske«. Det forekommer pa denne baggrund givet, at den traditionelle forklaring pa det grove geografiske sammenfald mellem danske stednavne og frie bonder ma afloses af en mere sammensat, enten den sa skal hentes i okonomiske faktorer eller viser sig betinget af Domesday Books beskaffenhed.

En nyhed, en meget veesentlig og velkommen nyhed, i en vikingetidshistorieer det afsnit, hvor samfundsstrukturensoges belyst ved runeindskrifterne.Der er meget betydelige tekstkritiske og kildekritiske problemerforbundet med en bearbejdelse af dette materiale; dem far vi gennemgaetgrundigt og derefter gives nogle antydninger af, hvad materialetkan bruges til. Det udtommes ikke, men her er for eventuelle lysthavende peget pa et vaesentligt omrade, som det givetvis vil lonne sig at investere et storre arbejde i. Det kan forovrigt i forbindelse med omtalen af bryden nasvnes, at ordet nu er konstateret, eller genindfort, i endnu en indskrift foruden Randbol-stenen (DR 40), nemlig pa den for Arup sa ska?bnesvangreSonder Vinge 2 sten (DR 83). I Wimmers laesning var den rejst af Tovi Bryde, men det forkastedes af Lis Jacobsen og Erik Moltke i DanmarksRuneindskrifter; der gengives indskriftens begyndelse saledes: xu (bi) ??? rejste denne sten ... I sine Runestudier fra 1968 nar Niels Age Nielsen imidlertid nu det resultat efter fornyet undersogelse af stenen, at de tre sporgsmalstegn kan erstattes med

ordet bryde, saledes at indskriften nu, idet det forste ord tolkes som personnavnetopi, begynder saledes: opi bryde rejste denne sten . . .

Kort for faerdiggorelsen af manuskriptet ramtes forfatteren af sygdom, saledes at det afsluttende arbejde i noget omfang matte lsegges i andres haender. Uden at klandre disse kan man formentlig skrive det pa. den konto, at bogen er behaeftet med en del fejl, hvoraf en del antagelig havde kunnet undgas, hvis forf. selv, der jo alene ved, hvor sligt er fornodent, havde kunnet foretage en afsluttende kontrol af f. eks. kildecitaterne i sit manuskript. Her skal blot anfores nogle ting, som kan vildlede bogens benyttere. Side 139 hedder det om Egbert, at »han formaede ikke at aflose Mercia som faktisk rex Bretwalda«. Nar denne titel star kursiveret, far man det indtryk, at den er hentet ud af en kilde, men deter ikke tilfaeldet. Den findes for det forste ikke i nogen kilde, her betegnes herskerne enten pa latin eller pa oldengelsk, ikke pa begge sprog samtidig. For det andet kunne et rige, Mercia, aldrig betegnes som rex eller Bretwalda, det kunne kun en person, en konge. Bretwalda var en titel, som anvendtes om de konger, der foruden herredommet i deres eget rige udovede et ikke nasrmere defineret overherredomme over de ovrige riger og konger syd for Humberen, og den gengives pa latin ved rex Britannice eller ved imperator, magten ved imperium. -Side 153 anfores, at den oldengelske kronike skulle have arsskifte 1.9. »i fortsaettelse af Beda«. Datoen skal vaere 24.9., idet Beda fulgte bedansk indiktion, ikke graesk. - Side 179 anfores, at Cuerdale-fundet indeholdt over 1800 monter prasget i East Anglia »fortrinsvis af de narvnte Guthrum-/£thelstantyper«. Der var i den bevarede del af Cuerdale-fundet 24 Guthrum-monter, de ovrige ostangelske monter (1815) var de sakaldte mindemonter for Set. Eadmund. - Side 224 anfores om dateringsproblemerne ved Danevirke: »Det har hidtil vaeret omstridt, hvorvidt Gudfred byggede Kovirke eller den aeldste Hovedvold; en nylig foretaget datering efter Cl4-metoden taler for den forste mulighed (Vilh. la Cour)«. Det skal vaere for den sidste mulighed, altsa Hovedvolden, idet proven viste, at Hovedvolden matte vaere opfort ca. 800, saledes at la Cour har faet endnu et argument for det, han altid har haevdet. Forovrigt er den pagaeldende Cl4-prove udtaget under sa lidet tillidvaekkende omstasndigheder, at man naeppe kan laegge nogen vaegt pa den. - Side 261 og 272 betegnes Knud den Stores forste kone /Elfgifu som den »northumbriske«. Hun kaldes normalt /Elgifu af Northampton, selv om hendes far JElfhelm, der myrdedes 1006, var ealdorman i Northumbria.

Bogen afsluttes af en bibliografi og et personregister udarbejdet af henholdsvis Nanna Damsholt og A. K. Gade Kristensen. Bibliografien er meget omfattende og yder udmaerket vejledning i emnet, selv om dens opdeling i to hovedafsnit og en maengde underafsnit gor den lidt overskuelig. Denne opstilling haenger sammen med, at bibliografien skal traede i stedet for det noteapparat, som bogen savner. Man savner enkelte ting, som nasvnes i bogens tekst. Saledes anfores f. eks. ingen udgave af kronike, som naevnes et par gange. Det irriterer et par gange at finde tidsskriftartikler anfort uden titel, pudsigt er det til gengaeld at fa Saga- Book of the Viking Society udstyret med den fornemme undertitel Proceedings of the British Academy.