Indledning

I Norden betegner sengotiken saedvanligvis tiden fra omkring ar 1400 og frem til reformationen. Mange kirker blev overhvcelvet og udsmykket i lobet af denne lange periode; herom vidner det betydelige antal kalkmalerier, der er bevaret til vore dage, takket vasre talrige overhvidtninger, der for en tid skjulte billederne og derved ogsa forhindrede dem i at ga til grunde.

De fleste motiver i den sengotiske kirkeudsmykning stammer fra det gamle eller det nye testamente; men ogsa helgenlegenderne, hvis popularitet var i stserk vaskst gennem hele det 15. arhundrede, blev ofte afbildet. Medens man tidligere overvejende havde fremstillet de hellige personer i rolige scener eller blot staende med deres let genkenkendelige attributter, synes man nu at have foretrukket at vise dem i deres mest pinefulde stunder. Ogsa dommedagsscenerne aendrede karakter, og djasvlefigurerne, som tidligt i arhundredet var relativt sma og übetydelige, blev henimod ar 1500 store og dominerende. Endelig optrader et nyt motiv: fabelvaesenet *.

Man kan undre sig over, hvordan det gik til, at fabelvassenerne formaedeat fa adgang til kirkernes vasgge og hvaelvinger; maske var det de store dommedagsbilleder, som banede vejen for dem ved hjcelp af deres udpenslede djsevlefremstillinger, hvor hovedvaegten var lagt pa deformitet,med

---

1. Der fandtes enkelte fabelvaesener i dansk kalkmaleri for den sengotiske tid, men kun i smalle indrammende billedfriser eller som smafigurer i kappernes flige, aldrig som hovedmotiv. Disse vil blive naermere omtalt s. 30.

tet,medhorn og hale og ansigter pa knae og underliv. Fabelvaesenerne er netop karakteriseret ved, at de er deforme, abnormt udseende menneskereller sammensatte skabninger, hvis legemer bestar dels af menneske-,dels af dyrelemmer 2.

Nogle af dem blev forst til i middelalderen; andre var langt aeldre og fandtes beskrevet allerede hos oldtidens digtere og rejsebogsforfattere. I den tidlige kristne litteratur omtales de ogsa. Saledes findes der i »De Civitas Dei« et helt kapitel om fabelvaesener, hvori den hellige Augustin diskuterer sandfaerdigheden af tidligere forfatteres beskrivelser og konkluderer, at hvis sadanne skabninger virkelig er til, sa ma de ogsa vaere af Adams set (bog 16, kap. 8). De optraeder senere i encyklopsdier, etymologier og andre videnskabelige vasrker og rejsebeskrivelser 3, og i det 12. arhundrede blev en del af dem inkorporeret i en saerlig gruppe bestiarmanuskripter, hvor de, for at passe til resten af indholdet, blev fortolket ud fra deres specielle fysiske egenskaber.

Fabelvsesener som motiv i kunsten i almindelighed, og dette motivs
historie er blevet saerlig indgaende behandlet af G. C. Druce, R. Wittkower
og J. Baltrusaitis.

Af hjemlig litteratur, der direkte omhandler fabelvaesener i Danmark, findes kun en mindre afhandling af J. Kornerup fra 1870, hvori han beskrivernogle af de gadefulde dyre- og menneskeskikkelser, som han har modt pa sin vej rundt om i danske og skanske kirker; forfatteren udtrykker sin forvirring og undren over vaesenernes tilstedevaerelse pa dobefonte, korstole og i kalkmaleri. J. Magnus-Petersen omtaler de maerkelige vaeseneri sit store katalog over danske kalkmalerier fra 1895; men den

---

2. I den kulturhistoriske, kunsthistoriske og folkloristiske litteratur omtales fabeldyr og fabelvaesener (-mennesker) ofte under et. I det her foreliggende arbejde drejer det sig udelukkende om fabelvaesener. Det synes berettiget, at de vanskabte mennesker og de sammensatte vaesener, hvori der indgar menneskelige dele, behandles som et sasrskilt emne, fordi billeder af denne art utvivlsomt i beskuerens ojne har haft en mere direkte og indtraengende appel end billederne af de lojerlige sammensatte dyr, som f. eks. griffen og basilisken. Vildmaend er ikke medtaget, da de hverken er vanskabte eller kompositte; deres harbeklaedning over hele kroppen bestar sandsynligvis af dyreskind.

3. De romersk-katolske munkemissionaerer, der blev sendt til Indien, skrev ogsa boger om deres oplevelser, og heri lever nogle af fabelvaesenerne videre. Hos broder Jordanus, der var i Indien i 1321-23, findes cynocefalerne, som han ikke selv har set, men har hort om af palidelige personer. (Friar Jordanus: Mirabilia Descripta: The Wonders of the East, udg. af H. Yule, London 1863). Marignolli, en fransiscanermunk, der rejste i osten i over ti ar, naevner naesten alle fabelvsesenerne, men tager skarpt afstand fra deres eksistens. Han skriver, at han har spurgt alle vegne, hvor han kom frem, og han har aldrig modt et eneste. (Marignollis skrift findes i H. Yule: Cathay and the Way thither. London 1913-16).

grundigste behandling af sengotisk kirkeudsmykning og herunder altsa
ogsa af fabelvassener findes i Francis Becketts »Danmarks Kunst« fra
1926.

I det her foreliggende arbejde skal der gives en oversigt over de i Danmark forekommende fabelvaesener, som blev malet i vore kirker sandsynligvis allesammen inden for en tidsperiode pa et halvt hundrede ar fra ca. 1480 til ca. 1530. Deres veje gennem den klassiske og den middelalderlige litteratur soges belyst og nogle tidligere afbildninger omtales. Endelig skal der gores rede for de i dag kendte fabelvaeseners fordeling i det middelalderlige Danmark og til slut vil nogle fortolknings-forsog blive forelagt.

Blemmya eller det hovedløse fabelvæsen

Blandt den halve snes fabelvaesener, der i sengotisk tid fandt vej ind i den danske kirkekunst, er en hovedlos skabning, som fremtraeder i to udformninger; enten har den ansigtstraekkene placeret oppe pa brystet, eller ogsa sidder de nede pa underlivet. Denne forskel kunne synes ret betydningslos; men den er vserd at naevne, fordi den sikkert hanger sarnmen med det forhold, at der ojensynlig altid har vaeret flere slags hovedlose folkeslag, der forunderligt nok har kunnet holdes ude fra hinanden igennem et tusind ar eller sa, til trods for deres store indbyrdes ligheder.

Hos Plinius d. JE. finder man en kortfattet oplysning stammende fra Ktesias⁴ om et folk uden hals med ojnene siddende i skuldrene, som skulle bo i Indien, og andetsteds i Naturhistorien naevner forfatteren endnu en race af nogenlunde samme udseende, som skulle holde til ved Nigerflodeni Afrika 5. I Martianus Capellas »De Nuptiis Philologiae et Mercurii«omtales kun den ene af disse racer: »Blemmyae sine capite sunt atque os et oculos in pectore gerunt« e; men hos Isidor af Sevilla er der gjort rede for begge 7, og i et engelsk manuskript fra omkring 1180 er de to illustrationer ledsaget af en forklarende tekst, der oplyser, at skont

---

4. Ktesias fra Knidos skrev i begyndelsen af det 4. arhundrede f.v.t. en afhandling om Indien. Se: R. Wittkower: »The Marvels of the East« i Journal of the Warburg and Courtauld Institutes, 1942, bd. V, p. 160.

5. Plinius: Naturalis Historia, VII, 2,23, V.8,44. og V.8.46.

6. Martianus Capella; udg. af F. Eyssenhardt, Leipzig 1866, p. 233. De Nuptiis Philologiae et Mercurii, der er skrevet i det 5. arhundrede e.v.t., var uhyre udbredt i hele middelalderen.

7. Isidorus Hispaniensis (ca. 560-636): Etymologiae (Migne: Patrologia latina, bd. 82, col. 421).

deter det samme folkeslag, sa mangier den ene art halsen og har derfor ojnene siddende i skuldrene, medens den anden art er fodt uden hoved og har sine ojne pa brystet 8. Pa to landkort fra det 13. arhundrede ses ligeledes to udgaver af det hovedlose vsesen 9.

I et stort materiale af fabelvaesener hovedsagelig fra middelalderens kunst, som R. Wittkower har publiceret i sin artikel: »The Marvels of the East« ses den tidligste billedlige fremstilling i et Hrabanus Maurus-manuskript fra ca. 1025. Det viser to nogne vaesener uden hoved og hals, hvoraf den ene har ansigtstraekkene tydeligt aftegnet pa selve brystkassen, mens den anden har dem skubbet hojere op, saledes at ojnene sidder helt ude pa hver sin skulder.

I et islandsk Physiologus-manuskript fra omkring ar 1200 10 findes der ligeledes afbildninger af begge slags vaesener; men disse adskiller sig noget fra de hidtil nsevnte, som ses pa titelbladet. Begge er delvist paklaedte i skort til knaeene, lange hoser og spidse sko. Den ene har som flertallet sit ansigt pa brystet; men alligevel har den bevaret halsen, der umotiveret rejser sig fra skulderpartiet som en lille skorsten. Den anden har sit ansigt og sit har anbragt helt nede pa maven, sa det ser ud, som om den holder sit afskarne hoved i haenderne lig en anden St. Dionysius.

I de senere illustrationer af det hovedlose vassen er typen med ojnene i skuldrene tilsyneladende udgaet til fordel for den anden art, som maske nok var lettere at tegne n. Pa et vaegteeppe fra Tournai, hvis motiv er hentet fra Alexander-romanen 12, er vaesenerne harede over hele kroppen,mens de i Konrad von Megenbergs »Buch der Natur« fra 1475 og

---

8. Had. ms. 2799 i Brit. Mus. er omtalt hos G. C. Druce: »Some Abnormal and Composite Human Forms in English Church Architecture*, i The Archeological Journal, London 1915, vol. LXXII, no. 286; 2nd Series, vol. XXII, no. 2, p. 137.

9. Det ene findes i en psalter (Brit. Mus. ms. 6806); det andet er Mappa Mundi fra Hereford, England. Begge er afbildet hos Konrad Miller: Mappae Mundi, Stuttgart, 1896, bd. 3, tavle 3 og bd. 4 (kort bag i bogen).

10. The Icelandic Physiologus. Faksimile-udgave, komm. af Halldor Hermannsson. N. Y. 1938. Det drejer sig om to fragmenter, A og B, af to islandske mss., der findes i Kbh. (AM. 673 a, 4 ).

11. Den ukendte forfatter til den originale tyske »Lucidarius« fra det 12. arhundrede, hvoraf det danske Lucidarius-ms. fra ca. 1475 er en ret fri oversaettelse (som efter sproget at domme gar tilbage til et ca. 100 ar seldrs ms.), giver en beskrivelse af det hovedlose vsesen, som ma vaere inspireret af den forste type: »Dernaest er Folk, de have ei Hoved; deres owen er oven paa deres Axler, deres Mund er saa stor, at han raekker fra een Axel og til en anden, tvaert over Brystet, .. . deres Taender er Spande lange uden deres Mund«. (AM 76, 8 f). Se kommenteret udg. ved Johs. Knudsen, Kbh. 1910, p. 141.

12. Itinirarium Alexandri Magni menes skrevet 345 e.v.t. Vsegtaeppet fra Tournai er dateret 1459 og haenger i dag i Palazzo Doria i Rom.

Hartmann Schedels »Weltkronik« fra 1493 er nogne (fig. 1 og 2). I de forskellige udgaver af Mandevilles Rejser, derimod, er disse fabelvaesener altid paklasdte; saledes ses i en udgave fra 1481 en Blemmya, hvis ejendommeligedragt bestar af et Eermeparti, der synes paknappet oppe pa skuldrene, et kort skort, hoser og spidse sko (fig. 3). Hele brystpartiet oven for badtestedet er udfyldt af de store ojne, en lang nsese og en omvendthesteskoformet

Deter i ovrigt hos Mandeville, at Blemmyae med ojne i skuldrene atter dukker op. I en udgave fra 1483 findes den pludselig igen (fig. 4), og for forste gang i dens lange historie optrasder den ogsa i kvindelig form.

Deter ikke lykkedes at finde nogen Blemmya inden for billedhuggerkunstens vaerker. Pa San Michele i Pavia er der ganske vist et stenrelief, der muligvis forestiller et sadant vaesen; men deter ikke til at afgore pa basis af fotografier alene, og da der blandt denne kirkes nassten utallige relieffer og kapitaeler med fabeldyr, sa vidt man kan bedomme det, ikke findes en eneste anden repraesentant fra fabelfolkenes verden, sa drejer det sig nok om et almindeligt menneske, der i sin forvitrede tilstand ligner et hovedlost vassen 13.

Som naevnt i indledningen er fabelvsesenerne optaget i en gruppe latinske bestiarer, der blev skrevet og illumineret i England i det 12. og 13. arhundrede u, og dette er utvivlsomt grunden til, at den engelske kirkekunst kan fremvise sa mange eksempler herpa, blandt andre blemmyae, som er relativt rigt reprassenterede. Arkaeologen G. C. Druce naevner seks, der alle er udskaret under eller ved siden af de sma konsoller, der sidder under korstolenes klapsaeder. Den almindeligste type har ansigtet pa brystet og er forsynet med naturlige arme; men ifolge forfatteren findes der ogsa en variant, som helt mangier arme, og som er ifort en slags hcette med slor 15.

I den danske kirkekunst findes ingen blemmyae i stenrelief eller tra>
skaererarbejde, men af kalkmalede fremstillinger fra senmiddelalderen

---

13. Adriano Peroni: San Michele di Pavia. Milano 1967, fig. 195. Der er inde i kirken et kapitael (fig. 98) med en. fremstilling af et menneskelignen.de vaesen med dyrefodder og lange kloer pa fingrene samt hale; men dette er sandsynligvis en djaevel.

14. De engelske mss. er folgende: Westminster Chapter Library, ms. 22, 13. arhundrede. Brit. Mus., ms. Harl. 2799. ca. 1180. Brit. Mus., ms. Cotton. Vit. D. Bodleian Library, ms. Douce, 88. University Library, Cambridge, ms. Kk 4,25. Mappa Mundi i Hereford, ca. 1300. Ebstorf-kortet, ca. 1285.

15. G. C. Druce: op. cit. p. 139. Slor ma her nok forstas som haettens forlaengelse ned over skuldrene. Beskrivelsen svarer slaende til en dansk fremstilling i Maria Magdalene kirke (fig. 8 her).

kendes i dag ikke mindre end seks, der nok alle stammer fra begyndelsenaf det 16. arhundrede; ingen af disse har ojnene siddende i skuldrene. Herhjemme optrasder de hovedlose vaesener i de tidligere omtalte to former,den ene med ansigtet pa brystet eller maven, den anden med ansigtethelt nede pa underlivet; to af disse sidste mangier, som den oven for neevnte engelske variant, foruden hovederne ogsa deres arme.

Den storste og flotteste og mest »klassiske« blemmya findes i Raby kirke. Deter en stor og velproportioneret skabning med krollet beharing overalt undtagen i »ansigtet«, pa hsenderne og pa fodderne. Fabelvsesenet star pa sit hojre ben og har bojet det venstre op, saledes at man ser dens ene nogne fodsal. Den har store ojne, en lang naese og en uhyrlig bred, abentstaende mund med almindelige taender og tunge foruden fire store, hvide hugtsender. I venstre hand holder den et hojt, slankt vinglas (fig. 5).

En anden blemmya af samme art ses i Saltum kirke ridende pa et saeregent vassen, en mystisk blanding af en kentaur med trasben og en tranehals (se senere). Det hovedlose vsesen er nogent, har tydeligt angivet kon, baarer en stor kongekrone pa skuldrene og er bevaebnet med en lang lanse. Lige oven over kronen star en stor, pragtfuld skade (fig. 6).

Endnu en blemmya af denne type findes i Voldby kirke pa Djursland; ogsa den er udstyret med krone og lanse og er i tvekamp med en fraende, ligeledes bekronet, men uden vaben og i ovrigt uden arme og hinder. Pa benene, der udgar fra orenes plads, basrer det lille fabelvsesen forskelligtfarvede hoser, pa fodderne komulesko (fig. 7).

Et andet hovedlost vassen uden arme er malet i Maria Magdalene kirke (fig. 8). Denne lille skabning er ogsa fuldt paklsedt; pa benene tvefarvede, stramme hoser og komulesko, desuden en hastte med slag, som leder tanken hen pa beskrivelsen af den pa side 5 nsevnte engelske variant. Ansigtet ses i profil pa underlivet og er i modsaetning til de hidtil beskrevne karikeret. Nassen er bojet opad som en krog, der lobet parallelt med det morke, opadbojede skaeg. Blikket synes rettet imod et afskaret hoved, som et andet fabelvsesen, malet i samme hvaelvkappe, bserer pa spidsen af sin lanse. Dette sidstnaavnte fantasivaesen er en sammensmeltning af den almindeligste blemmyatype og en tranehals og vil blive naermere omtalt i afsnittet om disse.

Det sidste hovedlose vassen, der skal beskrives her, befinder sig i Fausingkirke (fig. 9). Det mangier ikke overkroppen som figurerne i Maria Magdalene og Voldby, og dets arme udgar fra deres normale plads; men ansigtet, som synes beharet, sidder alligevel helt nede pa underlivet.

Dette lille nogne fabelvaesen, der star foran en sojle med busten af en dyre-afgud, er i fasrd med at spasnde en stor bue for at afskyde en pi] imod den tapre St. Jorgen, som er ved at nedlsegge en spraellende drage. Prinsesse Kleodelinde synes ikke at have vseret til stede nogensinde; men i baggrunden kigger hendes forseldre ud fra slottet i Kampedusa, og i den venstre svikkel star et fabelvEesen med tranehals og ser interesserettil.

Kyklop og Arimasp

Kykloper og arimasper er begge en-ojede fabelvaesener; kykloperne, sadan som de kendes fra Homer og Hesiod, var desuden ogsa kaemper. Om graekerne nogensinde har betragtet dem som en realitet, et folkeslag, der levede langt borte, er ikke til at sige; men saledes sa man i al fald pa deres sma brodre, arimasperne. Disse blev i oldtiden og op gennem middelalderen, pa samme made som de oven for beskrevne blemmyae, nasvnt i rejsebeskrivelser, boger og traktater omhandlende verdens meerkelige undere og inkluderet i de encyklopaediske vasrker og i enkelte bestiarer. Men af og til dukker ogsa kykloperne op i litteraturen, sa det er i det hele taget ikke let at holde disse to arter af fabelvassener ude fra hinanden 16.

Arimasperne findes nasvnt hos Herodot, som beretter, at digteren Aristeas fra Prokonnesos, der skal have levet i det 8. arhundrede f.v.t, skrev et beromt digt om dette folkeslag. Han havde besogt dem i deres rige langt nordpa og fundet, at det var en-ojede mennesker, der la i stadig krig med deres naboer, blandt andre griffene, der boede endnu lasngere nordpa, og fra hvem de forsogte at rove guld. Historiens fader meddeler selv, at ordet arimasp er skytisk og betyder en-ojet, og tilfojer, at han nu ikke tror pa, at der findes en-ojede mennesker, der ellers er af samme natur som andre mennesker; til griffene knytter han imidlertid ingen kommentar 17.

Plinius oplyser, at arimasperne bor ikke ret langt fra det sted, hvor nordenvinden har sin hule, og endvidere, at de er menneskecedere. For at overbevise lasserne om, at kannibalisme virkelig praktiseres, minder Plinius om, at menneskesedere, nemlig kykloper, har eksisteret engang ogsa i den centrale del af verden 18.

---

16. Oversaetteren af det danske Lucidarium-ms. fra det 14. eller 15. arhundrede har forsynet det en-ojede vaesen med et ekstra oje i nakken. op. cit. i note 11, p. 141.

17. Herodots Historic bd. 111, 116 og bd. IV, 13 og 27.

18. Plinius: Nat. Hist. VII, 1,10.

I »Noctes Atticae« nsevner Gellius navnene pa en rgekke graeske forfattere, hvis boger han tilfseldigvis fandt og kobte i Brundisium, og han beskriver herfra enkelte fabelvsesener, blandt andre arimasperne, som han sikkert laeste om hos Aristeas, hvis navn figurerer blandt de nsevnte forfatteres 19.

I middelalderen findes arimasperne omtalt hos Adam af Bremen²⁰; sammen med en raekke andre folke- og fabelstammer siges de at bo i naerheden af den Baltiske havbugt, og om kykloperne har Adam hort, at de skulle leve i odemarkerne i Finland.

I de middelalderlige manuskripters illustrationer, f. eks. hos Hrabanus Maurus, optraeder arimasperne som oftest nogne og uden andre kendetegn end det store, runde oje midt i panden. Billedet i den islandske Physiologus skiller sig ud fra de ovrige, idet den der tegnede arimasp har to almindelige, men lukkede ojne foruden det abne oje i panden (fig. 10) 21.

Kunstnerisk set mest spsendende er en illustration til Alexander-romanen fra det 13. arhundrede, hvor man ser den store haerforer i kamp med kykloper (fig. 11). Disse interessante kaemper med spserrede fortsnder og vindblasst frisure har undtagelsesvis ikke deres enlige oje siddende midt i panden 22.

Der kendes vistnok ingen billedlig fremstilling af kykloper eller arimasper
inden for kirkeskulpturen.

I Danmark findes i dag kun et eneste billede af en kyklop eller arimasp fra sengotisk tid (fig. 12). Den en-ojede er afbildet i Raby kirke, hvor den i sin tid blev malet som nabo til en havfrue og vis a vis et hundehoved.

Arimaspen er klaedt som en fornem ung junker i kort vams, der ender

---

19. Aulus Gellius: Noctes Atticae, 1X,4,1-11.

20. Adam af Bremen: De Hamburgske Historie (Historiske Kildeskrifter oversasttelser, 1930, 11 rk. 1-4, p. 265, schol. 125 og p. 273.

21. Som det ses pa fig. 10 star der tre figurer pa raekke ved siden af den formodede arimasp eller kyklop. Halldor Hermannsson: op. cit. p. 13-14, foreslar, at nr. to skal forestille en anden kyklop, som den forste ma dele oje med. Jeg tror, at de fire fabelveesener skal ses i en eller anden sammenhaeng, og deter muligt, at ingen af dem forestiller en kyklop. Den meget iojnefaldende gestus, som hver isasr foretager, er uforklarlig, men deri ligger formodentlig noglen til deres fortolkning.

22. I den svenske oversaettelse fra ca. 1380 (Konnung Alexander, udg. af G. E. Klemning, Stkh. 1862) siges imidlertid udtrykkeligt, at deres enlige o]'e sidder midt i panden: Thz folk heter ciclopes / swa signer hansom scrifftena la's / thz waro resa thiokke oc lange / the waro saman otalika mange / grympt folk war thz oc ofohga / the hafdhe ekke utan et ogha / sat midhwa'ghis a sit a'nne / ra't som en lykta tha hon bra'nner ... (p. 305).

i livet og har store posede, muligvis opslidsede sermer, som snsevrer ind ved albuen og igen omkring handledet. Den har lange, stramme, stribede hoser med braguette og pa fodderne komulesko. Pa. hovedet sidder en stor, mork flojlsbaret, i bseltet baerer den en pung, og i den ene hand holderden en lang, knortet kaep. Den star med den ene arm bojet og handen i siden, sa det flotte asrme helt kan komme til sin ret.

ojet i panden er stort, og der er blik i det. Morke ojenomgivelser, en lang naese med kodfulde floje og en mund, der virker slap og karakterlos, bidrager altsammen til at give en rammende karakteristik af en lastefuld, tidlig seldet person.

Ved forste ojekast synes det en-ojede fabelvaesen i Raby kirke at vaere i besiddelse af en usaedvanlig stor harpragt med lokker, der nar den til under knaehaserne. I de middelalderlige illustrationer har dette vassen imidlertid oftest et halvlangt pagehar, og nar man ser naermere til pa billedet af den danske arimasp, ser det ud som om denne ogsa har et halvlangt har, som ses uden for det for omtalte »lange har«, og som er morkere end dette, men lysere end baretten.

Deter muligt, at vi her star over for et blandingsvaesen, en arimasp, som har faet pahaeftet nogle meget store orer, som stammer fra en helt anden race af fabelvaesener, der sommetider kaldes panoter, sommetider enotokoiter, dvs. dem, der sover i deres orer²³.

Billedlige fremstillinger af disse skabninger viser, at der var to typer med store orer. Den ene slags, der blandt andet kendes fra Vezelaykirkens beromte portal, er udstyret med store udstaende, vifteformede orer (fig. 13). Den anden slags har orer, der nar omtrent til jorden og som siges at kunne daekke hele ryggen.

Dersom deter orer, den danske arimasp har haengende ned til knaeene,
er det fra denne sidstnaevnte type, den har overtaget dem.

Cynocefal eller hundehoved

Mennesker udstyret med hundehoved bor efter Herodots angivelse i
Libyen24; men hos Ktesias, som skal have givet en lang og meget udforligbeskrivelse

---

23. Disse fabelvaesener stammer vistnok fra indiske sagn, som Megasthenes horte, da han ca. 300 f.v.t. var ambassador hos en indisk konge i Pataliputra ved Gangesfloden. Wittkower: op. cit. p. 161-62.

24. Herodot: IV, 191. Herodot ntevner ogsa. de hovedlose, hvis ojne sidder pa. brystet, men om han mener hovedlose hnnde eller mennesker fremgar ikke klart.

ligbeskrivelseaf dette sserlige fabelvsesen, er dets hjemstavn Indien 25,
og der bor det ogsa ifolge Megasthenes, som er Plinius' kilde 26.

Hundehovederne er en bjaergstamme, som meget passende gar klaedt
i dyreskind. De kan kim meddele sig til hinanden ved hjaelp af goen; og
med neglene som eneste vaben ernasrer de sig ved jagt.

Ogsa i de fleste middelalder-beskrivelser bor de cynocefale vassener
i Indien; men hos Adam af Bremen, der ligeledes kender denne skabning,
er dens bolig i de finske eller svenske odemarker27.

En ulvelignende hund ma vel have vasret det oprindelige forbillede, da hundevsesenet forste gang skulle udtrykkes i den visuelle kunst; denne type er i al fald den fremherskende blandt middelaldermanuskripternes illustrationer og ogsa i de tidlige trykte bogers billeder (fig. 14).

Det ulveagtige hoved med rejste spidse orer sidder pa en almindelig menneskekrop, der som of test er nogen. I et arabisk manuskript²⁸, er to cynocefaler udstyret med elegante, svungne haler; men dette er en undtagelse, og i ingen tilfaelde synes hundehovederne at vasre klaedt i dyreskind. De sserlige lange og staerke negle ses kun pa illustrationen til et 13. arhundredes Solinus-manuskript29; men deter tydeligt, at kunstnerne i flere tilfaelde gerne har villet understrege, at disse vaesener kun er i stand til at udtale sig ved hjaelp af goen. Det fremgar naturligvis isaer i de tilfaelde, hvor to af fabelvaesenerne star sammen, vendt mod hinanden med abne gab, medens de yderst talende slar ud med begge arme. Saledes er de f. eks. tegnet pa Hereford-kortet.

Inden for kirkeskulpturen findes de beromteste cynocefali pa den pragtfulde tympanon i Vezelay, hvor de er fremstillet sammen med andre hedninge som f. eks. panoter, pygmaser og folk pa koturner, et lille udsnit af de mange folkeracer, som apostlene med tiden skal opsoge og omvende. Et enkelt dansk hundemenneske ifort laegget skort kan ses pa en romansk kvadersten, der i dag sidder indmuret i tarnet pa den lille landsbykirke i Hasle uden for Aarhus.

I den danske middelalderkunst kendes kun et sikkert eksemplar af denne race (fig. 15). Deter atter et arbejde fra Raby-mesterens hand, og hundehovedet er, som den tidligere beskrevne kyklop eller arimasp, klaedt i samtidens junkerdragt fra ca. ar 1500: en tyk vams med kort skod

---

25. Se Wittkower: op. cit. p. 61-62.

26. Plinius: Nat. Hist. VII, 2, 23.

27. Adam af Bremen: op. cit: IV, 25.

28. Kazwini-ms. 1280. Miinchen, cod. arab. 464 f 211^. Afbildet hos Wittkower: op. cit. pi. 43e.

29. Solinus-ms., italiensk, 13. arhundrede. Milano, Ambrosiana, cod. C 246, inf. f. 57>\

og store skinkeaermer, samt stramtsiddende, stribede hoser med strompebandunder knaeene; pa fodderne de brednaesede komulesko. Men venstrehand holder den om skseftet pa en lang dolk, der hanger i et lost baelte om hofterne. I den hojre hand holder den en ksep, eller muligvis en slange, hvis hovede ses lidt neden for hundevaesenets hojre knse. Hovedeter ikke udprseget af ulvehundstypen; dels er denne sserlige skabning ret velnaeret, og dels er de spidse orer flyttet ned pa siden af hovedet for at give plads til noget krollet har. ojnene er decideret menneskelige af facon og udstyret med bade ojenvipper og -bryn; men gabet med de skarpe, spidse tasnder, hvorudfra der synes at sta flammer, er en hunds.

I Olskirke pa Bornholm findes muligvis endnu et ulve- eller hundevaesen
i en medaljon. Men billedet, som er fra omkring ar 1500, er sa svagt,
at det ikke lader sig bestemme.

Sciapod eller skyggefod

Sciapoden er i sig selv et meget maerkvaerdigt og spaendende fabelvaesen,
og sa findes det tilmed i Danmark i en udformning, der vistnok ikke
kendes andetsteds fra.

Plinius fortasller i sin beretning om forholdene ude i Indien, at Ktesias har beskrevet en race af mennesker, som han kalder monocoli, de en-benede, der bevaeger sig frem i store hop med forrygende fart; de kaldes ogsa for sciapoder, fordi de i det varmeste vejr ligger pa ryggen og soger skygge under deres store fod 30.

Blandt de mange kunstneriske fremstillinger af dette ejendommelige vassen findes der to, som viser, at betegnelsen monocoli i visse tekster ma veere blevet aendret til monoculi, idet illustratorerne har forsynet deres sciapoder med et enkelt oje i panden. Den ene af disse kyklop-sciapoderfindes i det netop omtalte Solinus-manuskript, og ved siden af skabningen,der ses staende, er der skrevet: »isti sunt monoculi«. Den anden ses pa det tidligere nasvnte Hereford-kort³¹; herpa findes to udgaver af

---

30. Plinius: Nat. Hist. VII, 2, 23.

31. Konrad Miller: op. cit. bd. IV.

32. Jeg takker professor H. Friis Johansen, der venligst har meddelt mig, at en forveksling mellem monocoli og monoculi var almindelig i middelalderen. Monoculi forekommer i et af de bevarede Plinius-ms., og deter den hyppigst forekommende form i de overleverede Gellius- og Solinus-mss. Det kan tilfojes, at den misforstaede monoculi-form findes sa. sent som i en tysk Gellius-udgave fra det 18. arhundrede. (Aulii Gellii Noctium Atticarum Liber XX Curia Regnitia 1741).

skyggefoden, den ene i Etiopien, den anden i Indien. Ved siden af den forstnasvnte star at laese: »Scinopodes qui unicruri, mire sceleres, plantis obumbrantur. Idem sont monoculi«, og denne sciapod, som star op pa sin store fod og holder en lang stav i handen, har, som teksten lyder, kun et oje (fig. 16).

Den indiske sciapode, som ligger ned og soger skygge under sin fod, har derimod to ojne (fig. 17). Ikke destomindre star der ved siden af den: »Monoculi sunt in India singulis cruribus, pernici sceleritate. Qui übi se defendi velint a calore solis, plantarum suarum magnitudine obumbrantur.

Deter tydeligvis samme hand, der har tegnet de sma fabelvassener pa Hereford-kortet; men hvis tegneren i det ene tilfaelde har forstaet betydningen af ordet monoculi eller faet det forklaret, ma han jo ogsa have forstaet det i det andet tilfeelde. Man kan sa naesten kun forestille sig, at han holdt sig til et forlseg, der viste vsesenet i sin mest karakteristiske stilling og med to ojne, da han tegnede den indiske udgave 32.

Den siddende eller liggende stilling er den hyppigst forekommende og findes i nogenlunde uasndret form fra det 11. arhundredes manuskript-illustrationer til langt op i det 16. arhundrede. Som regel er skyggefoden nogen; hos Mandeville er den dog ifort en Iostsiddende kjortel (fig. 18).

Ogsa inden for kirkeskulpturen moder man dette fabelvassen. Siddende findes den ved siden af den vestlige portal pa katedralen i Sens (Yonne); staende findes den pa en ottekantet sojle fra Souvigny (Allier), der ogsa har billeder af andre fabelvaesener³³.

I den engelske trasskasrerkunst er der en enkelt sciapod, der er udskaret i det 15. arhundrede i endestykket pa en kirkebaenk. Det liggende kjortelklcedte vassen har to enorme fodder til at skygge over sig; men som G. C. Druce papeger, ma dette enten skyldes traeskaererens manglende kendskab til motivet eller et meget utydeligt forlaeg; det kan i alle tilfselde ikke have nogen som heist kompositionel begrundelse 34.

Inden for det middelalderlige Danmarks graenser findes ingen sciapoder
i billedhugger- eller toeskasrerkunsten, og af kalkmalede fremstillinger
kendes kun to, begge malet omkring ar 1500.

Den skyggefod, der nu sidder skjult bag hvidtekalken i det vestligste fag i Vivild kirke, er i naer slaegt med sine europaeiske frasnder (fig. 19). Den tilhorer den lille gruppe af paklaedte. Ligesom de franske relieffigurerog den ene af Hereford-kortets to udgaver (fig. 17) sidder dette fabclvassen op. Benet holder den fast ind til sig med begge hinder, sa det

---

33. E. Male: L'art religieux du XIIe siecle en France. Paris, 1947, p. 321 ff.

34. G. C. Druce: op. cit. afbildet p. 141.

stotter imod panden. Foden, hvis sandal-rem ses foran taeerne, hviler direktepa det korte, morke, krollede har. Ansigtstraekkene er for udviskede til, at man kan danne sig noget begreb om vaesenets karakter; man kan kun se, at Vivilds skyggefod er en ikke helt ung person med et kraftigt hageskaeg.

I Raby kirke, der ligger ca. 20 km i fugleflugt fra Vivild findes den anden danske sciapod; den stammer fra samme hand, der har malet de tidligere beskrevne blemmya, arimasp og cynocefal sammested, og synes ikke at ligne nogen anden kendt fremstilling. Deter ikke alene fordi den er udstyret med imponerende, hojpotente genitalier, noget som forekommer os fuldstsendig uforeneligt med begrebet kirkeudsmykning 35, men i forste raekke fordi den, som den eneste »en-benede«, sandsynligvis har haft to ben, og det ikke af en fejltagelse som den oven for beskrevne engelske sciapod, men af rent kompositionelle arsager (fig. 20).

Denne unge, noget melankolsk udseende junker er, savidt man kan skonne, klasdt i en halvlang kappe med vide aermer og bred, abentstaende og nedfaldende revers. Pa hovedet baerer den en ksek, flad baret, fastbundet under hagen. Sit hojre ben holder den op i vejret, sa den kolossale fod med de brede taeer virkelig fungerer som en parasol³⁶. Den har rigeligt med krollet har pa benet og pa brystet, og dens hovedhar er langt og falder ned bag skuldrene.

Dette kalkmaleri har, sa vidt det vides, aldrig vaeret restaureret; i indberetningenfra 1919 skriver konservator Eigil Rothe: »Han slar med en jonglors faerdighed sit hojre, nogne ben lige op i vejret og holder det fast i denne stilling med haenderne, sa den barok store fodplade haenger ud over ham som en skaerm³⁷.« Hvis Rothe havde opfattet denne figur som et en-benet vsesen, ville han utvivlsomt have bemasrket det i sin beskrivelse;men selv om man ser bort fra indberetningen og alene gar ud

---

35. Selv om vi i dag ikke kender ret mange kalkmalerier, som vi ville kalde uanstasndige, sa. er der dog fundet nok til at man kan slutte, at maend uden bukser pa ikke var ualmindeligt. I Vinderslev kirke ses en mand pa en trebenet stol. For billedet blev restaureret fremgik det klart, at mandens hoser var abne, og at han var i faerd med at forrette sin nodtorft. Et lignende billede ses mellem rankerne i Saltum, og et andet fandtes tidligere i Torring kirke.

36. I den tyske og danske Lucidarius er sciapodens store fod bragt i overensstemmelse med det nordiske klima, sa den stadig kan vaere ham til nytte: »Dernaest er Folk, de have ei mere end een Fod; han er saa bred og saa skabt, at de mue skiule dem med Foden for Regn og Sne.« Den i note 3 omtalte Marignolli har sin egen forklaring pa sciapodens opstaen. Han siger, at deter digternes forvanskning af et lille teltlignende tag, som de nogne Indere baerer pa en stok for at beskytte sig imod solen.

37. Indberetning i Nationalmuseets arkiv. Se under Randers amt, Gjerlev herred, Raby sogn.

fra fotografiet, synes det muligt at vise, at Raby kirkes sciapod har to
ben.

For det forste tyder hele opstillingen pa det. Af 28 kendte fremstillinger af dette en-benede vgesen i manuskripter og boger viser de fire sciapoden staende ret op og ned; pa samtlige andre, hvad enten den sidder eller ligger, ender den forneden med en tydelig afsluttende runding (fig. 17 og 18); men pa det danske kalkmaleri flagrer kappen langt ned over det sted, hvor skyggefoden burde have haft sin U-formede runding, og under tojet skimtes larets linier og knseets bojning, og en del af underbenets forreste afgransende linie fortsaetter ned under kappen. Endelig ma det ogsa papeges, at anbringelsen af de ovenfor nasvnte iojnefaldende genitalier ma have virket helt absurd, dersom vaesenet ikke skulle opfattes som vasrende i besiddelse af to ben.

Mesteren i Raby var ikke nogen ringe tegner; som det kan ses af fig. 5, 12 og 15 var han endog sasrdeles dygtig til at indkomponere sine fabelvassener i de skaeve trekantede felter, som de halverede hvaslvingskapper bod ham. Det synes derfor overvejende sandsynligt, at han udstyrede sin sciapod imod bedre vidende med to ben for at skabe ro i kompositionen, der ellers ville vaere slemt ude af balance. Hvis ikke dette er forklaringen, ma han vel have vaeret i besiddelse af et forlasg af en type, som totalt er forsvundet og ikke synes at have efterladt sig det mindste spor.

Tranehals

Dette yderst masrkvserdige fabelvassen, hvoraf der findes fem billedlige fremstillinger i danske kalkmalerier fra sengotisk tid, har i modsaetning til de andre skabninger, som hidtil er blevet omtalt, tilsyneladende ingen forfasdre i den antikke litteratur eller billedkunst. Men det horer pa den anden side heller ikke til i den gruppe af fabelvaesener, der opstod i 10bet af middelalderen og som kendes bedst fra de illuminerede handskrifters marginer. Tranehalsens billedlige form virker, som om den var af meget sen oprindelse; men i litteraturen nasvnes den allerede omkring ar 1300.

Forste gang tranehalsen optoeder er i Gesta Romanorum, hvor den omtales saledes: »In Europa sunt homines formosi sed capite et collo gruico cum rostris³⁸.« Masrkelig nok kendes ingen middelalderlige billederaf den; den ses ikke i noget kendt illustreret manuskript og er heller ikke pa Hereford-kortet, hos Megenberg eller i Mandeville-udgaver. Arsagentil

---

38. Gesta Romanorum, kap. 175.

sagentildenne tilbageholdenhed kunne muligvis sky Ides udtrykket: »In
Europa . . .«. Det var nok lettere at fseste tiltro til den slags vaeseners
eksistens i fjerne lande.

Sa vidt vides er den forste billedlige fremstilling af tranehalsen en, som findes i Hartmann Schedels tidligere naevnte »Weltkronik« fra 1493 (fig. 21), hvor den ses sammen med 19 andre fabel-racer samt et billede af en enkelt pygmas i fserd med at beksmpe tre-fire traner. Beskrivelsen i Schedels store vaerk er, som Wittkower gor opmserksom pa, overtaget direkte fra Gesta Romanorum 39. Illustratoren har dog ikke holdt sig ganske til ordlyden; fabelvaesenet i Schedels bog har tranehals og tranenasb; men dens ojne, nasse, pande og har er et menneskes.

Wittkower har forsogt at skaffe ogsa dette fabelvsesen hjemmel i den antikke verden ved at knytte det til legenden om pygmseernes kamp med tranerne, som den kendes fra Homer og Ktesias 40. Han skriver: »It is evident that this monster owed its existence to a late amalgamation of the old crane and pygmy story, the process being that the pygmy has grown and has assumed certain features of the bird 41.

Deter vanskeligt at se, hvorpa Wittkower baserer denne hypotese; rent umiddelbart synes man, at der ville vsere mere basis for at soge tranehalsens forfedre blandt en bestemt type langhalsede fantasivassener, der findes afbildet pa antikke og middelalderlige gemmer, et emne som er indgaende behandlet af J. Baltrusaitis (fig. 22) 42; men i ojeblikket ma man vist lade sig noje med at konstatere, at tranehalsen optraeder i Gesta Romanorum omkring ar 1300 uden noget kendt forlasg, og at den har levet der i stilhed, indtil Hartmann Schedel fandt pa at ssette den ind i sit billedgalleri af fabelvaesener i slutningen af det 15. arhundrede (fig. 23).

Tranehalsenes senere historie er blevet udforligt behandlet af Eugen Hollander⁴³. Deres levetid som folkeslag varede ikke ret lasnge. I 1557 omtales de som boende i det morkeste Afrika, hvor de siges at bekasmpe griffe, og saledes er de ogsa omtalt i et italiensk flyveblad fra 1585; men derefter optraeder de kun som enkeltindivider, vanskabninger, der er blevet indfanget i fremmede lande, og om hvem det oplyses, at de nu vil blive vist frem pa markeder.

Schedels »Weltkronik« kan have bragt kendskabet til tranehalsens

---

39. Wittkower: op. cit. p. 193.

40. Iliaden 111, 6. og Plinius: Nat. Hist. VII, 2, 26.

41. Wittkower: op. cit. p. 193-94.

42. J. Baltrusaitis: Le Moyen Age Fantastique. Paris 1955.

43. Eugen Hollander: Wunder, Wundergeburt und Wundergestalt in Einblattdrukken des 15. bis 18 Jahrhundert. Stuttgart. 1921.

udseende til Danmark omkring ar 1500. Der kan naeppe va^re tvivl om, at det virkelig er dette fabelvaesen, der er kilden til de langhalsede karikaturer,der i forskellig udformning findes afbildet i fem af vore kirker, og som for nemheds skyld her alle benasvnes tranehals.

Den mest karakteristiske tranehals er malet i Arhus domkirke, hvor den kan ses pa den forste pille efter koret i det sondre sideskib (fig. 24). Denne arhusianske version, som Francis Beckett kalder et »stativ« eller et »fantom«, og som han udlaegger som en Vanitas-figur u, ligner illustrationen i Schedels bog pa adskillige punkter (fig. 21), selv om vort eksemplar har faet trasben og er blevet bevaebnet med slagtekniv og hellebard. Begge erf. eks. ifort vams med lasgget skort, abentstaende halsparti og vide aermer. Begge har denne maerkvaerdige lange, slanke hals; men den danske tranehals har ikke noget fuglenaeb, derimod et hojst ejendommeligt skaeg, der vokser lige frem og derefter bojer opad. Det minder faktisk om det lange, nedadbojede fuglenaeb, som blot er blevet vendt om og nu agerer karikeret hageskseg. Fotografier, der er taget for restaureringen i 1920'erne, viser tydeligt, at pudslaget fuldstasndig manglede pa det sted, hvor det nuvaerende skaeg star lodret i vejret. Der ses i ovrigt kun meget svage spor af resten af skasgget; det ma anses for sandsynligt, at det oprindelige skeeg kun har peget fremad og v<eret let opadbojet i spidsen i lighed med, hvad vi finder hos andre tranehalse (fig. 6 og 8).

Illustrationen i Schedels »Weltkronik« gav stodet til udsendelsen af en raskke bloktryk i hvis billeder tranehalsen gradvist asndrede udseende, indtil det til sidst kun var den overdrevent lange hals, der pegede tilbage pa Gesta Romanorums »homines formosi⁴⁵«. Ingen af illustrationerne fra de senere flyveblade og pamfleter, der kendes i dag, star dog tranehalsen i Arhus domkirke sa nasr, som Schedels forste billede af dette fabelvaesen.

I et kalkmaleri i kirken i Maria Magdalene er en tranehals som tidligere nasvnt pa forunderlig vis smeltet sammen med en blemmya, det hovedlosevassen med ansigtstraskkene pa brystet (fig. 8). Den unaturligt lange hals rejser sig fra skuldrene over ojenbrynene og bcerer overst oppe et lille hoved beklaedt med en bondekasket og udstyret med en ska3gprydelse af nogenlunde samme art som tranehalsen i Arhus domkirkehar. Bortset fra kasketten er fabelvaesenet nogent, og dets to ansigtersynes

---

44. F. Beckett: Danmarks Kunst, bd. II Gotiken. Kbh. 1926, p. 396-97.

45. Baltrusaitis bringer i sin bog et tysk traesnit fra slutningen af det 15. arhundrede (fig. 44 her). Denne tranehals, der kaldes »L'homme parfait«, skal vist symbolisere

sigtersynesikke at have kendskab til hinandens eksistens, lige som ingenaf
dem heller vier et tredje hoved, vaesenet basrer pa sin lanses
spids, nogen som heist opmaerksomhed.

I Saltum kirke findes endnu et tranehals-va?sen, der har dette spidse let opadbojede skseg, som kan minde om et omvendt fuglenaeb (fig. 6); ogsa den er udstyret med en bondekasket, og dens hals er lang og slank som de andres. Men kroppen er, skont forsynet med et trasben, ikke menneskelig; deter en hest eller en kentaur, som tranehalsen i dette tilfaelde er smeltet sammen med.

Disse tre ovenfor beskrevne fabelvaesener har endnu et faellestraek udover skaegget. I deres umiddelbare nserhed befinder der sig en skade. I Arhus sidder den i en ranke lige oven over tranehalsens hoved, og idet den bojer sig frem, skraepper den ad ham. I Maria Magdalene kirke vandrer den gravitetisk af sted med en mus i munden, og i den tredje kirke i Saltum synes fuglen at sta direkte pa den kongekrone, som bseres af tranehalsens lille hovedlose rytter 46.

I Vinderslev kirke sidder vassenets lange hals med sit lille baretklasdte hoved pa en hanekrop. En meget beskeden rest af det opadbojede skasg ses under hagen (fig. 25). Denne tranehals, der er bevasbnet med en hellebard, star med et drikkekrus, som den sandsynligvis har kigget for dybt i. Stregerne foran dens mund tydes som opkast.

Den femte tranehals var sa medtaget, da konservator Magnus-Petersen i 1885 tegnede den af, forend hvaelvet igen blev overhvidtet, at det ikke er muligt at bestemme, hvilken dyreart den lange hals i dette tilfaelde er vokset sammen med (fig. 9); men ansigtet er tydeligvis et menneskes, og selv om der her kun findes halsen som indicium pa, at dette fabelvassen ogsa er en tranehals, synes det dog rimeligt at inkludere den i gruppen 47.

---

46. Skaders skraeppen betragtedes for i tiden som et sikkert varsel om kommende ulykker. Lewis Spence: An Encyclopedia of Occultism. London, 1920, p. 264. Midt i forrige arhundrede havde folk pa Sjaelland endnu den forestilling, at heksene foer til Bloksbjaerg i selskab med skaderne. H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv. Kbh. 1889, p. 226.

47. I Vestero kirke pa Laeso (Borglum stift) findes et fabelvassen, som rnuligvis er en tranehals. I dag sidder der et menneskehoved med en slags bowlerhat pa den lange hals; men pa et fotografi fra for restaureringen ses intet spor af hoved eller hat; derfor medtages den ikke i materialet her. Der findes ingen indberetning vedrorende restaureringen i Nationalmuseets arkiv. I St. Petri kirke i Malmo (Lund stift) er alle svikler i Kraemmerkapellet fyldt med saere fabeldyr og -fugle. Blandt disse sidste er en enkelt, som hvis den fandtes fremstillet alene, nok burde udlasgges som en tranehals, men som i den billedlige kontekst, hvori den befinder sig, ma regnes som henhorende under fabelfugle.

Kentaur

Kentauren kendes allerede i den tidlige mesopotamiske kunst; men alligevel synes den helt igennem at vasre en grssk skabning: den ustyrlige Ixion begserede selveste Hera; men Zeus var snedig og skabte Nefele, en Hera-formet sky, og denne fodte sonnen Centaurus, som sidenhen plejcde omgang med nogle hopper og saledes blev stamfaderen til kentaurerne. Disse vilde og voldsomme vassener, halvt menneske og halvt hest, boede i de skov- og bjsergrige egne i det nordlige og vestlige Grsekenland.

I den antikke litteratur indtager kentaur-myterne enfremtoedendeplads, bade legenderne ora de fa gode, f. eks. Cheiron og Folos, og om de mange slette. Kampen med Lapitherne skildres mange steder foruden hos Homer; men den vigtigste kilde for senere tiders kendskab var nok Ovids metamorfoser, hvor det rasende slagsmal ved Peirithoos' bryllup med Hippodamaia skildres i drastiske vendinger 48.

Ogsa i billedkunsten var kentaurerne som bekendt et elsket motiv. De fremstilles sommetider med menneske-, sommetider med hesteforben, og disse to typer er lige gamle i den grseske kunst⁴⁹. Pa talrige vaser skildres deres sammenstod med de gamle sagnhelte; men mest kendt blev nok det drukne slagsmal med Lapitherne. Fragmenter af tympanonskulpturen fra Zeus-templet i Olympia, de mutilerede metoper fra Athena Partenostemplet i Athen og rester af friser fra de sma skatkamre i Delfi viser, at denne scene ogsa var et yndet emne inden for billedhuggerkunsten.

Kentauren findes afbildet i de asldste Physiologus-udgaver, der kendes i dag; de blev til i det 8. arhundrede 50. Illustrationerne i Physiologus Bernensis peger imidlertid tilbage pa et betydelig addre, oprindeligt forlseg. Enkeltheder i de sma miniaturer leder faktisk tanken hen pa mosaikker i Rom fra det 5.-6. arhundrede som f. eks. paradoksalt nok den store apsisudsmykning i SS. Cosmas og Damianus.

Nar kentauren (og havfruen eller sirenen, som skal omtales i nasste afsnit)overhovedet
er blevet medtaget i Physiologus og derfor ogsa i alle
senere bestiar-manuskripter, skyldes dette ifolge G. C. Druce 51, at Physiologus'forfatter

---

48. Ovid: Metamorphoses. Harmondsworth, 1967, book 12, p. 268.

49. P. V. C. Baur: Centaurs in Ancient Art. Berlin, 1912, p. 79. Et guldband fra den geometriske periode, hvorpa begge slags kentaurer er afbildet ses p. 5.

50. Physiologus Bernensis, cod. 318 (Facsimile-udgave komm. af C. von Steiger og O. Homburger. Basel, 1964) og et Physiologus-ms. i Bruxelles (ms. 10074) er omtrent lige gamle, begge fra det 8. arhundrede.

51. G. C. Druce: op. cit. p. 170 bringer teksten fra det ovenfor naevnte ms. 10074 i Bruxelles, hvori de fra Septuaginta'en stammende fabelvaesener, sirenen og kentauren, bliver udlagt.

siologus'forfatterhavde kendskab til Septuaginta'ens version af Esaias XIII, 21-22 og XXXIV, 11-14, hvor disse to vEesener omtales i profetienom Babylons fald. En kendsgerning er det i al fald, at kentauren og sirenen som oftest findes pa det samme billede i bestiarene 52.

I det tidligere nsevnte Hrabanus Maurus-manuskript, som er skrevet og illustreret i Montecassino ca. 1025 er tre store kentaurer afbildet under tre raskker af andre fabelvaesener. Fra et kunstnerisk synspunkt er de maske ikke saerlig vellykkede; men interessant er det, at de stadig har bevaret en stor lighed med deres graeske stamfaedre. De tilhorer typen, der har fire hesteben og som fra navlen og opefter er menneske 53.

Ogsa i andre tidlige middelalder-manuskripter og i den ene af de to islandske Physiologus-fragmenter fra det 12. arhundrede moder man stadig den samme kentaurtype, som direkte peger tilbage til de gamle grasske

Forskellige illustrationer fra slutningen af det 15. arhundrede viser imidlertid, at man nu har tabt den nasre tilknytning til det klassiske fabelvaesen. Saledes finder man i billedmaterialet fra tidlige Mandevilleudgaver og i Schedels for omtalte bog, at kentauren mangier sine forben; men da man pa trods heraf har bevaret den oprindelige kropsstilling far vassenerne et let komisk praeg pa grund af deres runde frithasngende maver (fig. 26 og 27).

Der kendes talrige kentaur-fremstillinger fra savel den romanske som den gotiske kirkeskulptur. De pryder facaden og kapitasler bade inde og ude, sommetider i deres egenskab af kentaur, sommetider reprassenterende Sagittarius, det niende tegn i dyrekredsen. Tidlige kentaurer findes i norditaliensk og sydfransk stenkunst, sene kentaurer findes f. eks. pa Strassburger Minister. I engelsk reliefkunst ses de pa dobefonte fra det 12. arhundrede, og der findes enkelte pa misericordier fra det 13. arhundrede 54.

Ogsa i Danmark kender vi kentaurer fra den tidlige middelalderskulptur5

---

52. En undtagelse er de islandske fragmenter af Physiologus, hvor fragment A har kentaur og fiskehale-sirene pa hver sit billede (kentauren er ikke overleveret, men neevnes i teksten) og fragment B kun har et billede af kentauren. Se: Halldor Hermannsson: op. cit. og Verner Dahlerup: Physiologus i to islandske Bearbejdelser. Aarboger for nordisk Oldkyndighed og Historic 1889, 2. rk. bd. 4, p. 199.

53. Septuaginta'ens kentaur, onokentauren, er sammensat af menneske og aesel. Den eneste klassiske forfatter, der skal have beskrevet onokentauren, er Aelianus (170-235 e.v.t.). Da det i billedkunsten er vanskeligt for ikke at sige umuligt at skelne mellem hippokentauren og onokentauren, har jeg ikke forsogt at specificere de danske fremstillinger.

54. G. C. Druce: op. cit. afbildninger ses pa pi. XII ogXIII.

skulptur5r_\ De er udhuggede i relief pa stenkvadere, der ofte i dag sidderpa ret besynderlige og vistnok tilfaeldige pladser; man ma tcenke sig, at de oprindeligt har siddet ved siden af indgangsportaler og -dore, men er blevet flyttet ved omsEetning af kirkemurene.

Kentauren kom ind i kalkmalerierne for den sengotiske periode. Som eksempler kan naevnes et billede fra omkring 1325, hvor et lille fabelvaesen spasnder sin skytiske bue, mens den ser tilbage pa sin eventyrligt udformede hale eller en noget senere fremstilling fra ca. 1375, hvor en afart af kentaurslsegten trutter pa horn ved foden af en stor Christoforusskikkelse.

Fra sengotisk tid er der herhjemme endnu kun afdaekket otte kentaurer, og heraf befinder de tre sig i Skane. I listen over alle de kirker, der indeholder fabelvassener (p. 42) er samtlige kentauer opfort; her skal kun beskrives enkelte eksemplarer, der af den ene eller den anden grund synes saerlig interessante.

Som deter at vente, har flere kentaurer i deres danske udformning fjernet sig ret betydeligt fra oldtidens fremstillinger. Den mest klassisk-udseende hestemand, vi har i Danmark, sidder pa vestvasggen i det sydlige sideskib i Budolfi kirke i Alborg; heller ikke den er fri for fremmede, en kentaur uvedkommende, elementer. Dens bagben ender i hove; men dens forben ender i klove, og dens hale, som et stykke ude fra bagkroppen slar et par kroiler og derpa deler sig i to, ville passe sig bedre for en drage. Dette lille fabelvaesen, der er udstyret med armbrost, galoperer hen imod en anden lille skabning, som stiger frem af en blomsterkalk bevaebnet med bue og pil. Kentauren er ifort en troje pa overkroppen, og pa hovedet baarer den en spids tophue, ikke ulig den frygiske hovedbeklaedning 56.

I Helligandsklosteret, ligeledes i Alborg, findes Danmarks mest yndefuldeog elegante kentaur (fig. 28). Dens langstrakte hestekrop ender fortil i et ungt menneske, der blaeser pa krumhorn; bagtil afsluttes den af en flotsvunget hale med en stor, bred hardusk. Hovene er blevet til klove

---

55. J. Kornerup: Om nogle af de gaadefulde Menneske- og Dyreskikkelser, som forekomme i vor Middelalders Konst. Aarboger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1870, 1. rk. bd. 5, p. 217. Forfatteren beskriver adskillige fabelvaesener i sten- eller traerelief sasom lovekentauren fra Landet kirke (fig. 4) og fra Vor Frue i Aalborg (fig. 5) samt fra Dalby kirke i Skane en kentaur, der forestiller en biskop foroven og en to-benet hest forneden (fig. 6). Pa det gyldne alter fra Lisbjaerg findes tre kentaurer pa buen.

56. En kentaur fra et 13. arhundredes-ms. med en lignende hovedbekla&dning er afbildet hos G. C. Druce: op. cit. p. 161, og en antik kentaur ifort en hue af tilsvarende art er afbildet hos P. V. C. Baur: op. cit. p. 79, fig. 15.

pa alle fire ben, hvilket muligvis skyldes pavirkning fra den lille djasvel
med horn i panden og gedebukkeben, som kentauren bserer pa sin ryg.

I Raby kirke har den snart ofte nsevnte Raby-mester malet en kollebevasbnet to-benet kentaur (fig. 29), der advarende eller oplysende peger hen mod nasste halvkappe, der huser en yndig havfrue. Kentauren har nogen overkrop, underkroppen er daskket af et harlag, der ligger tykt og loddent omkring hovene, og den har en elegant bolget hestehale med en lille krolle foroven. Hovedharet er langt, og et spidst hageskseg vokser fremad og bojer opad og leder tanken hen pa tranehalsens specielle skaegtype.

Ved en sammenligning af fotografier fra for og efter restaureringen ses det tydeligt (fig. 29 og 30), hvor lidt der skal til for at aendre et ansigtsudtryk. I dag virker kentauren lidt veg og svag; men pa det tidlige fotografi aner man, hvor magtfuld og farlig den oprindeligt har taget sig ud.

Havfrue og havmand

Vaesener, der er sammensat af halvt menneske, halvt fisk, synes at have vaeret kendt fra de addste tider. Sadanne findes afbildet allerede i den sumeriske kunst blandt de mange fantastiske figurer, som pryder cylinderseglstenen e⁵⁷. I den assyriske kunst optrasder havmanden omkring ar 700 f.v.t, og pa de graeske vaser viser han sig et halvt arhundrede senere, utvivlsomt forestillende en af de ret mange graeske sagnfigurer, der kunne tsenkes udstyret med en fiskehale.

Havfruens oprindelse er det mere vanskeligt at gore rede for. I billedkunsten kendes en to-halet havfrue, fundet i Luristan, fra omkring ar 1000 f.v.t. 58 og en en-halet havfrue fra Etrurien, et usasdvanlig yndefuldt kunstvasrk, skal vaare en af de tidligste af sin slags 59.

I den graaske digtekunst er havfruens aner dels nereiderne og dels sirenerne,
fra hvilke sidste de arvede evnen til at synge sa lokkende smukt
og farligt6o, og deres fgedrene ophav siges at vaere Acheloos.

---

57. H. Frankfort: Cylinder Seals. London, 1939, p. 219, fig. 68.

58. B. Holbek og I. Pio: Fabeldyr og Sagnfolk. Kbh., 1967, aib. p. 57.

59. G. K. Brondsted: Havfruens Saga, 1965, afb. pl. XV a.

60. Der skal ikke gores rede for det meget indviklede forhold mellem havfruen og sirenen. Ifolge E. Male: op. cit. var det de franske bestiar-mss., der forst bragte afbildninger af det, vi kalder en havfrue, men med bibeholdelse af navnet sirene, saledes at dette ord kom til at betegne bade fiskehale-vaesenet og den oprindelige fuglesirene, hvilket det til stadighed gor i de romansk-sprogede lande. I den tidligste klassiske kunst fremstilledes de lokkende sirener ogsa i skikkelse af jomfruer, hvoraf to spillede, mens den tredje sang.

Pausanias skriver, at Figalieme dyrkede en gudinde ved navn Eurynome; selv har han ikke set hendes billede i templet, som kun var tilgtengeligt en eneste dag om aret; men nogen fortalte ham, at him havde en fiskehale⁰¹. Plinius fortseller, at der er blevet iagttaget savel en triton som en nereide ved Lissabons kyst. Den sidstnasvnte, som havde skasl over hele kroppen, ogsa der hvor him var menneske, skal have skreget ynkeligt, da hun kom ind pa for lavt vand C2.

Som naevnt i afsnittet om kentaurer, findes havfruen eller sirenen i de
aeldste nu kendte Physiologus-manuskripter og har altsa vasret med fra
starten, men i begyndelsen kun i sin tidlige grasske form som fugleva:sen.

I det ene fragment fra den islandske Physiologus-udgave findes en saerlig interessant, omend ikke just tiltraekkende, havfrue, der bade har fiskehale og menneskeben, nogne bryster og skasg! I et engelsk manuskript fra det 12.-13. arhundrede ses en havfrue med fiskehale, fuglevinger og fuglefodder (fig. 31)^C 3; pa Hereford-kortet er hun anbragt nasr Jerusalem, verdens centrum; med spejl i handen svommer hun rundt i Middelhavet64.

I Konrad von Megenbergs »Buch der Natur« er der flere billeder af savel den to-halede som den en-halede havfrue, den sidste med vinger i stedet for arme (fig. 32), og i en illustration af Noas ark i Liibeckerbiblen fra 1494 svommer der en svserdbevsebnet havmand og en havfrue med spejl omkring den store bad, der indeholder alle pattedyrene og fuglene fis.

Som det forholder sig med kentauren, saledes er det ogsa med havfruen og havmanden; de findes i skulpturkunsten igennem hele middelalderen. Den to-halede havfrue moder man pa mange romanske kapitaeler, f. eks. i Sydeuropa. Hun var isser overordentlig velegnet til at udsmykke hjorner, hvor hendes to haler dekorativt kunne komme til at udbrede sig til hver sin side. Ogsa i den engelske kunst moder man talrige havfolk, nogle i stenrelief, men flest i traesksererkunsten.

Man kan ogsa finde den to-halede havfrue i dansk romansk skulptur.
Som eksempel kan naevnes Lem kirke ved Skive, hvor en havfrue, der
sidder uden pa apsis, i kompositionsprincippet ikke ligger langt fra den

---

61. Pausanias: Beskrivelse af Graekenland. VIII, XLI, 4-6.

62. Plinius: Nat. Hist. IX, 4, 9 og IX. 5.9.

63. Cambridge University Library, ms. 11.4.26. Handskriftet findes i en facsimileudgave, komm. af M. R. James. London, 1928.

64. Konrad Miller: op. cit. bd. IV.

65. Afb. hos A. Schramm: Bilderschmuck der Friihdrucke. 1-23. Leipzig, 1920-43. i bind X, tavle 132, nr. 956. K. v. Megenberg afb. i bd. 111.

lille ca. 2500 ar asldre bronze-havfrue fra Luristan, den type, der muligviser
stammoderen til alle de to-halede hawassener66.

Pa en dobefont i oster Svenstrup ved Alborg findes ligeledes en tohalet
havfrue; det ses tydeligt, selv om billedhuggeren her har skabt hende
med samlede »ben« 67.

Ejendommeligt er det, at havfruen forst dukker relativt sent op i middelalderens kalkmalerier, al den stund hun jo findes i billedhuggerkunsten ligesom kentauren, og man uvilkarligt ville vente, at hun pa samme made som han var gledet tidligt ind pa kirkernes vasgge og hvaelv; men ingen af de i dag kendte fremstillinger af havfolk kan dateres til tidligere end ca. 1450.

I den europEeiske middelalderkunst har havfruen stedse spillet en vigtigere rolle end havmanden, og saledes forholder det sig ogsa i de danske sengotiske kalkmalerier. Havmaendene optrasder aldrig alene, men kun sammen med havfruerne. Af vore ni havmasnd findes de otte i skabelsesberetninger, og den niende sidder som pendant til en lutspillende havfrue og rorer selv harpens strenge.

Havfruen optrasder i to hojst forskellige roller inden for kalkmalerierne. I fremstillinger af skabelsen ses hun sommtider sammen med fiskene og de andre dyr, der lever i havet, og her ma hun opfattes som et uskyldigt vaesen pa lige fod med de andre nyfodte skabninger. I resten af billederne ma hun formodes at repraesentere det dragende syndefulde eller det farlige stormvarslende.

Der findes 17 havfruer og 9 havmsend i dansk sengotisk kalkmaleri. To af fruerne er tve-halede; den ene holder en hale i hver hand, den anden holder sit lange har ud pa begge sider af hovedet, som var det fletninger. En tredje havfrue af denne type har muligvis eksisteret i Majbolle kirke pa Lolland 68.

Af det middelalderlige Danmarks utvivlsomt mange malede fremstillinger af Genesis findes der i dag kun 25, og heraf har en halv snes havfruen med blandt Guds skabninger. I otte tilfselde ses havmanden, som naevnt ovenfor, ved siden af sin mage.

---

66. Afb. hos Brondsted: op. cit. pl. IX b.

67. Afb. sammesteds, pl. X a.

68. Billedet er overkalket. En akvarel af Magnus-Petersen i Nationalmuseets arkiv viser en almindelig havfrue og overkroppen af en havmand. Men i sin bog om kalkmalerier fra 1895 aftrykker Magnus-Petersen J. Kornerups indberetning fra 1876, hvori der star: ». . . er en Havfrue med en dobbelt Fiskehale.« Selve indberetningen findes ikke leengere i arkivet, og i en senere indberetning fra Magnus-Petersen selv star der blot: »Herren skaber Dyr hvorimellem ses to havfruer.«

Skabelsesberetningeme, som de fortaslles i kirkernes hvaelv, er prasget af individuel opfattelse i detaljerne og synes mindre bundet af forlseg end mange andre motiver fra biblen. Her har den kunstneriske fantasi ojensynlig faet storre spillerum og frihed til at vaslge. En omrejsende kunstner, Brarup-mesteren, som har virket bade pa Lolland, i Skane og pa Djursland, har givet et billede af to helt forskellige typer af havfolk. I Gjerrild kirke har han udstyret parret med umadelig lange, slanke haler, fra pverst til nederst besat med piggede finner (fig. 33). I Hyllested, derimod, er de ganske sma og ses yndefuldt svommende foran Skaberen, hvis morke kjortel fremhsever deres nydelige, velproportionerede skikkelser (fig. 34).

En skabelsesscene fra Fanefjord pa Mon, malet af den sakaldte Elmelunde-mester viser, at der (hos kunstneren eller bestilleren) kunne opsta tvivl med hensyn til havfruens sande vsesen selv i den tilsyneladende sa uskyldsrene situation (fig. 35). Denne havfrue har ganske vist hsenderne Ioftet i orant-stilling, som de fleste nyskabte havfolk har det; men hun sidder allerede pa en grasstue og viser de store, nogne bryster demonstrativt frem.

To steder pa Sjaelland har Issefjords-mesteren malet en havfrue i sit rette element. I Norre Herlev overvaerer hun fra bolgerne, hvorledes den hellige Nicolai af Myra kommer et nodstedt skib, hvis mast er knsekket, til hjcelp. Et sosygt besastningsmedlem ofrer til havet, hvor dode fisk svommer med bugen i vejret. Havfruen har loftet sine haender som i tilbedelse, og dette kan vasre en afsmitning fra skabelsesbillederne; men det kunne ogsa tenkes, at hun, der sandsynligvis har forarsaget stormen og er ansvarlig for skibets farlige position, ved denne bevaagelse tilkendegiver, at hun foler sig overvundet af den hellige mand 69.

I VallensbEek fandtes det andet skibsbillede. Her er det Olaf den Hellige,som
i overnaturlig storrelse og bev33bnet med sin langokse er pa vej
til Hornelummer 70. En trold har fat om forstavnen pa skibet, og en havfruehjaelper

---

69. Deter dog ogsa muligt, at havfruens loftede arme hverken udtrykker tilbedelse eller overgivelse, men er en arv - enten fra armstillingen hos de to-halede, der holder deres haler oppe, eller fra fremstillinger af fuglesirener, hvor den af trioen, der synger og altsa ikke holder noget instrument, sommetider ses afbildet med loftede arme. I den i note 63 naevnte facsimile-udgave »The Beastiary« findes pi. 8 en afbildning af to spillende fuglesirener og en syngende fiskehalesirene med loftede arme. (Bodl. ms. 602 f. 10). En lignende fremstilling ses i ms. 3516, Arsenal Librarie, Paris, afb. i G. C. Druce: op. cit. pi. VIII, no. 2.

70. Afbildet og beskrevet i Folkekalender for Danmark, 1871 p. 122 af K. N. H. Petersen i »Hellig Olafsmaleriet i Vallensbask Kirke.« Kalkmaleriet illustrerer 2. strofe af en folkevise om Hellig Olaf, hvori det hedder: »St. Olaf lader sig en Snekke bygge / det skete udi Marstrand / han agter sig til Hornelummer / de Trolle til megen Vaande / Der skinner Sol som Guld hin rode udi Tronhjem.

fruehjaelperved at klamre sig til roret og saledes sastte det ud af
funktion.

I Alborg Helligandskloster findes der to havfolk, en havfrue med lut og en havmand med harpe, som er til stede i en dommedagsscene (fig. 36). Den dybere mening er ikke let at forsta. Anbringelsen af havfruen oven over Kristi hoved synes at udelukke, at him skulle vasre der i sin egenskab af fristerinde. Hun og hendes pendant, havmanden, ma nok snarere opfattes pa lige fod med billedets andre figurer, to basunblassende engle og en due, der, anbragt pa en stump gren, netter sin fjerdragt.

Kun to af vore havfruer er utvetydigt fremstillede som lastefulde og lokkende vassener; saledes Raby-mesterens havfrue (fig. 37), der reder sine lange lokker med den fine side af en taettekam, mens hun med venstre hand synes at ksertegne sin nogne, buttede mave. Hun har sma runde og hojtsiddende bryster, og hendes navle er angivet. Den sksellede underkrop har to finner, der sidder ret langt nede, og halen er maerkelig nok ternet pa det sidste stykke, inden halefinnen deler sig i to. Dele af havfruens ansigt er af nyere dato (fig. 38), men i modsaetning til sin nabo, kentauren, synes hun at have bevaret meget af sit oprindelige udtryk af sodme og tillokkende, vulgasr skonhed.

Den sidste havfrue, der skal omtales her, sidder hojt oppe i Arhus domkirkes sondre tvaerskib, hvor man darligt kan fa oje pa hende (fig. 39). Hendes forforende skikkelse stiger ud af en blomsterkalk, og man ser intet til fiskehalen. Hvis hun har haft skasl pa underkroppen, er disse nu forsvundet. Alligevel kan det vist ikke betvivles, at hun er en havfrue. Alternative^ at hun skulle vasre en kvinde, nogen til langt ned pa hofterne, ma nok afvises. Mange for os masrkvaerdige motiver vandt indpas i kirkekunsten; men selv ikke i senmiddelalderens kalkmaleri kan man tasnke sig en nogen kvinde pa en kirkevaeg, undtagen nar det drejer sig om fremstillinger af skabelses- og dommedagsbilleder. Denne havfrue har da ogsa det karakteristiske store, lose og flagrende har, og i handen, som ikke ses mere, holder hun et hojt, slankt vinglas. - Arhus-havfruen ligner iovrigt i hoj grad havfruen i Raby kirke 71.

---

71. Dyberegaende stilistiske analyser og tilskrivningsforhold Jigger udenfor det her foreliggende arbejdes rammer. Det skal derfor blot naevnes, at ligheden mellem havfruerne i Raby og Arhus sammen med andre motiver og stilforhold giver betydelige holdepunkter for at antage, at Raby-mesteren er identisk med Michaels-mesteren, der foruden havfruen har malet hele den vestlige vaeg i det sondre tvserskib i Arhus domkirke, samt tranehalsen og den St. Michael, der har givet ham navn. Denne antagelse stemmer ikke overens med de af Francis Beckett foretagne tilskrivninger (op. cit. p. 403-04). Problemet vil blive taget op til behandling senere andetsteds.

Fabelvæsener uden fortid

En lille gruppe bestaende af seks sammensatte vassener, i hvis legcmer,
der indgar menneskelige dele, skal ganske kort gennemgas her.

I Voldby kirke findes en gas med menneskehoved og to forskellige slags ben, det ene et stiliseret menneskeben, det andet endende med en overdrevent stor fuglefod (fig. 40). Gasemennesket er bevsebnet med en kolle og basrer en krone pa hovedet. Halsen synes vel lang, og deter muligt, at der kan vasre tale om pavirkning fra tranehalsen. En lanse er stukket ind i dens bryst, hvorfra blodet drypper. Lansen holdes af et andct bekronet fabeldyr uden fortid, men modelleret over en kentaur. Den nogne menneskeoverdel sidder pa en dyrekrop, der basres af fire slags ben, og harlaget er plettet, som var det en leopards; halen er en tynd svungen abehale.

Begge vassener, bade den sarede og den sejrende, synes efter deres ansigtsudtryk at domme at vaere utroligt uinteresserede i den situation, de befinder sig i; og rent teknisk set er ansigterne med har og skasg heller ikke i overensstemmelse med resten af va^senerne, der netop er tegnet med meget grove og ujagvne streger. Deter overvejende sandsynligt, at disse hoveder stammer fra restauratorens hand 72.

I Saltum kirke sidder der som nabo til tranehals-kentauren med den lille hovedlose rytter et sammensat fabelvassen, der ncermest ma betegnes som en mandlig sirene (fig. 41). Overkroppen, armene og hovedet tilhorer en mand, mens underkroppen, ben og fodder er en fugls; et lille drengehoved sidder for enden af den lange hale. Hovedet, der er ifort en hffitte med krave, ses i profil. Hage og neese er stcerkt karikerede; det ser ud, som om ngesens ene floj har revet sig 10s fra sin plads og nu fungerer som naesetip. Dette fabelvassen synes na^rmest at vasre i familie med lignende skabninger fra de illuminerede handskrifters marginer.

Det tredje lille vaesen kan darligt navngives. Fra livet og opefter er det vel en mand, selv om han er meget korthalset (fig. 42). Fra livet og ned er det ikke muligt at bestemme arten. Halepartiet er tykt; men selve halen er en lille stump, og benene ender i en ukendt slags fodder med tre lange tseer. Man kunne fristes til at tro, at man stod over for en kentaur, malet af en som ikke vidste, at hestemandens ben burde ende i hove; men dette kan ikke vsere forklaringen, da netop denne kunstner har malet en kentaur, som ses i kamp med »abemennesket« om et spejl.

De sidste to fabelvaesener skal beskrives under et, fordi den ene sidder

---

72. Fremdraget og restaureret i 1891 og 96 af J. Magnus-Petersen.

pa ryggen af den anden (fig. 43). Begge trodser egentlig enhver beskrivelse.Ridedyret har papegojehoved, hestekrop, fire slags ben (fugle-, heste-,ko - og menneskeben) samt en hale som en sydlandsk fejekost og endelig et djaevlefjass i bagen 73.

Pa denne indtagende »hest« rider en mandsperson, der fra livet og nedefter er ifort et kort skort, benskinner og fodbeklaedning fra en rustning. Fra basltestedet og opefter bliver manden til en saek med fire huller pa det sted, hvor halsen ma formodes at begynde, og denne baerer intet hoved, men bojer sig frem og fortsaetter i et langt tudehorn, som fastholdes af sma abeagtige haender.

Denne usaedvanlige rytter, der ligner en saakkepibe, er det eneste fabelvaesen
i danske kalkmaleri-billeder, der ojeblikkelig leder tanken hen pa
Hieronymus Bosch' fantasiverden.

Den geografiske fordeling af kirker med fabelvæsener

Et forsog pa at vurdere en bestemt gruppe kunstvserkers udbredelse og betydning vil altid vasre behaeftet med adskillige usikkerhedsmomenter, som bliver flere og flere jo laengere tilbage i tiden, man bevaeger sig. Dette gaelder ikke mindst for kalkmalerierne, savel i de store kirker i byerne som i de sma ude pa landet.

I forste raekke var det fugten og kulden i de uopvarmede kirkerum, der truede Vcegmalerierne eksistens, og dertil kom sa soden og snavset fra vokskerternes flammer, som afsattes i ujsevne lag pa billedernes ovcrflade.

I Norden, hvor man i midten af det 14. arhundrede var gaet over til at male al secco, var kalkmaleriernes holdbarhed saerlig ringe, og der er ingen tvivl om, at talrige billeder gik fuldstasndig til grunde, ikke bare i middelalderen, men ogsa helt op til begyndelsen af det 20. arhundrede.

Endelig eksisterede interessen og respekten for tidligere perioders
kunstneriske udtryksform jo slet ikke dengang, og man tog sikkert ikke
et ojeblik i betsenkning at udskifte eller pynte op pa billederne i en kirke,

---

73. Niels Saxtorph foreslar i sin bog: »Jeg ser pa kalkmalerier«, at dette veesen og den trumpetblassende kentaur i kappen overfor vel skal vasre et par af dyrene fra Johannes Abenbaring. Jeg tror ikke det kan gselde for det sidstncevnte va;sen; men vaesener som det masrkelige »ridedyr«, der er sammensat af mange slags dyr, stammer jo nok i sidste ende fra de uhyggelige skabninger, som den femte engel lukkede ud af afgrundens brond, og som er beskrevet som bestaende af dele af graeshopper, skorpioner, hest, Iove og menneske. (Kap. 9, vers 3-10).

nar moden asndrede sig, og der ellers var pengemidler til radighed 7i. Yderligere ma man regne med, at visse motiver, og deriblandt muligvisfabelvassener, i sasrlig grader blevet odelagt i den lange urolige tid efter reformationen som folge af de religiose og politiske stridigheder.

Af disse mange grunde kan vi i dag ikke betragte de eksisterende kalkmalerier som andet end et tilfaddigt udvalg, og nar dertil sa kommer, at et ukendt antal billeder givetvis stadig findes skjult rundt om i vore gamle kirker, sa bliver et forsog pa en bedommelse af fabelvassenernes geografiske udbredelse og fordeling i landet samt betydningen heraf tilsyneladende

Nar der alligevel her skal gas ncermere ind pa en omtale af den nuvaerende
fordeling af de kirker i Danmark, som indeholder billeder af fabelvaesener,
sker det ud fra folgende rassonnement:

Tager man tre motiver af den art, der pa grand af de religiose urolighcder efter reformationen let kunne taenkes at vaere sasrlig udsatte for tilintetgorelse, f. eks. fremstillinger af Maria i Solgissel, Mariae Himmelkroning og billeder af helgeninder, og imdersoger deres nuvasrende fordeling i Danmark, finder man dem sa nogenlunde ligeligt fordelt i kirker over hele landet.

Foretager man nu den selv samme undersogelse for fabelvsesenernes vedkommende, opdager man, at 31 ud af det totale antal pa 49 findes i Jylland, at Sjaslland tegner sig for 7, Skane for 8, Lolland har 2 og Mon har 1. Pa Falster med omliggende oer findes der ingen, og traekker man en streg tvasrs igennem Jylland pa hojde med Arhus, eksisterer der tilsyneladende ikke et eneste sengotisk fabelvassen herfra og ned til Elben 75.

Af de 31 jyske fabelvassener findes de 27 i Viborg og Arhus stifter,
hovedsagelig koncentreret om Randers fjord og Djursland. Af de rcsterende4
sidder de 3 i hvaslvene i Saltum kirke i Borglum stift, og en

---

74. 1 Sulsted kirke, Aalborg amt, blev dragter, hatte og sko moderniseret omkring ar 1600. Se: R. Broby-Johansen: Den danske Billedbibel, p. 112, der er afbildet en tegning af maleriet, som det sa ud, inden det blev Iort tilbage til sit oprindelige udseende.

75. Deter ikke lykkedes at finde sengotiske fabelvaesener i publikationer om nordtysk frescomaleri eller trasskaererkunst. I Slesvig domkirke findes otte vaesenei med fiskehale; de dateres til begyndelsen af det 14. arhundrede. I Sverige er der mange sma fabelvaesener i svikler og rankevasrk; de er med fa undtagelser af typen, der stammer fra de illuminerede mss. De islandske handskrifter, f. eks. Flatobogen, indeholder masser af smavaesener bestaende af el menneskeligt hoved ifort strudhaette eller lignende sat pa en to-benet dyrekrop, Der findes dog i Sverige enkelte fremstillinger af storre fabelvaesener, som f. eks. vildmasnd med bukkefodder, en havfrue og en mand med fuglehoved (Se: H. Cornell og S. Wallin: Uppsvenska malarskolor pa 1400-talet. Stkh, 1933. Vaksala Kirke, pi. 22-25).

enkelt fandtes i en nu nedrevet kirke i Holstebro, som dengang la i Ribe
stift.

Denne fordeling er meget pafaldende og vanskelig at bortforklare som en ren tilfeldighed. Dersom fabelvaesener i sengotisk tid var blevet et alment motiv pa linie med, om end ikke sa hyppigt forekommende som, Maria-billeder og helgeninde-fremstillinger, sa. ville man ogsa i dag kunne forvente at finde dem nogenlunde ligeligt fordelt over hele landet, sadan som tilfaeldet er med de andre motiver.

Det synes ikke muligt at finde nogen anden tilfredsstillende forklaring pa fabelvaesenernes saeregne fordeling end den, at de sandsynligvis ikke har vasret malet ret mange andre steder, end der hvor vi finder dem nu.

Undersogelser, der muligvis kunne bidrage til at belyse problemet, skulle maske ga i retning af en nojere udforskning af de sene katolske Viborgog Arhusbispers forhold og interesser, og endvidere deres eventuelle sleegtskab, bade indbyrdes og med de lensmaend, der havde noget at gore med de pagaeldende kirker.

Nogle fortolkningsforsøg

Inden for den nyere kunsthistoriske forskning har trangen til at udlsegge al middelalderkunst symbolsk vekslet med en tilsvarende lyst til at betragte de samme kunstvaerker alene fra et formelt eller sestetisk synspunkt.

I det sidste kvarte arhundrede har den forstnaevnte anskuelsesmade vasret den fremherskende, og selv om ingen vel tvivler pa, at middelaldermennesket var ude af stand til at frigore sig fra de dominerende forestillinger om talmystik og tingenes skjulte, sandere mening, sa kan man pa den anden side i dag heller ikke frigore sig fra fornemmelsen af, at fortolkningsprocessen til tider er gaet over gevind.

Deter vanskeligt at forsta, hvorledes fabelvassenerne har faet adgang til kirkerne, somme steder endog pa lige fod med de traditionelle bibelske motiver, og deter ikke lykkedes at finde nogen tilfredsstillende forklaring, som kunne omfatte dem alle.

For en dels vedkommende er der grund til at tro, at de i den seneste
middelalder blev til personificationer af dodssynderne 7G, og i en sadan

---

76. I senmiddelalderen regnede man med syv dodssynder: Superbia (hovrnod), Invidia (misundelse), Ira (vrede), Acedia (dovenskab), Avaritia (gerrighed), Gula (fraseri) og Luxuria (utugt). Begik man blot en eneste af disse synder, stod man ikke til at frelse.

forklaedning er det naturligvis ikke sa overraskende at mode dem i kirken.Men denne udlasgning, som nedenfor skal underbygges, kan kun gselde for kalkmalerierne i Raby kirke og muligvis ved en analogislutning for de billeder, der engang var at se i Vivild kirke 76a.

Resten af fabelvcesenerne, som de foreligger i dag, synes at have haft andre betydninger, dels bestemt af deres individuelle natur, dels bestemt af den kunstneriske udformning, de fik, og af det ensemble, hvori de optraeder.

I det folgende skal der gores et forsog pa at vise, hvordan fabelvaesenmotivet
ogsa er blevet anvendt til andre formal, nemlig rent dekorativt,
samfundskritisk og til politisk satire.

Dekorativ anvendelse.

Den lille kentaur og »abemennesket«, der slas om et spejl i en frise i Roskilde domkirke har naeppe nogensinde vaeret opfattet som en alvorlig pamindelse om synd og straf (fig. 42). Foruden disse to indeholder det gronne rankevaerk et par bevsebnede vildmaend, en kvinde, der ammer sit barn, samt endnu to vildmamd, der flankerer hr. Oluf Mortensens vabenskjold.

Denne frise ma betragtes som en sengotisk udgave af f. eks. en frise i Norre Alslev (fig. 45), der er ca. et hundrede ar asldre og som viser os et par tidligere smii fabelvaesener, der sammen med sirlige lover og drager indtager en beskeden plads som afsluttende ramme eller bort under en apostelraekke.

Norre Alslev-frisen bringer de illuminerede handskrifters marginale udsmykning i erindring, og deter utvivlsomt ogsa disse, der direkte eller indirekte har vaeret forlasg for vore tidligste kalkmalede billedfriser. De gamle manuskripters utallige smadyr og ejendommelige vanskabninger, der jagter hinanden rundt i initialernes snorklede linier eller op og ned i marginen, har givetvis ikke kunnet bevare deres oprindelige symbolvaerdi,hvis de overhovedet har haft en sadan, og det uanset hvor staerk

---

76 a. I Vivild kirke fandtes foraden skyggefoden ogsa »en figur med bukkehorn og hale samt lottet kjole«, som der star i indberetningen; men der blev ikke taget noget fotografi af vsesenet. Deter muligt, at man her, ligesom i den naerliggende Raby kirke, har haft en fremstilling af de syv dodssynder; men hvis det har vaeret tilfaeldet her, hvor kapperne ikke er halverede, ma de resterende tre have siddet i det ostlige fags hvajlv. Dette ville vaere en ganske useedvanlig anbringelse. Med undtagelse af Aarhus domkirke og kirken i Maria Magdalene sidder alle fabelvaesener som venteligt i den vestlige ende af kirkerne. Skyggefoden i Vivild er ikke malet af Raby-mesteren.

den matte have vaeret i begyndelsen. Disse vaesener er simpelthen for
sma, og der er for mange af dem.

Man ma tro, at fabelvsesener i friser er kommet ind i kirken forst
og fremmest som et rent dekorativt element.

Under nogenlunde samme synsvinkel ma udsmykningen i Saltum kirke betragtes. Selv de mest uhyggelige af fantasiens misfostre og udyr kan ikke bevare ret meget af deres virkningsfuldhed, nar de er sma af storrelse og anbragt hojt oppe i hvaelvinger, hvorudover der breder sig et kraftigt og tast gront rankevserk. Betydningen af de to fabelvcesener i Saltum kirke (fig. 6 og 41), som vi i dag kun kan gisne om, har sikkert vasret let nok at forsta for datidens menighed. Men ganske ligegyldig hvilke budskaber de end har haft til opgave at overbringe, ma den sasrlige placering af dem i hoj grad have taget brodden af meddelelsens indhold og virkning.

Ynk og foragt

Den gruppe fabelvsesener, der omfatter tranehalsene i Vinderslev, Arhus domkirke og Maria Magdalene kirken, samt den lille hovedlose skabning sammesteds, har ingen attributter, som kunne gore det muligt for os i dag at fastsla deres symbolske indhold med sikkerhed. (fig. 25, 24 og8).

De to i Vinderslev og Arhus er bevaebnet med hellebarder og skal vel vasre karikaturer pa landskneegte; det gadder i al fald for den arhusianske, at dens paklaedning stotter denne formodning; men dette udelukker jo ingenlunde, at de har haft en anden og mere alvorlig betydning. Beckett giver en malende beskrivelse af fabelvaesenet i Arhus og konkluderer, at den er et »uhyggeligt dragende skraemmebillede pa torn forfaangelighed 7T. Rent bortset fra, at deter vanskeligt at fa oje pa det dragende og det forfaengelige hos dette pa een gang frastodende og ynkvaardige vaesen, kunne man maske tasnke sig, at dets budskab snarere var noget i retning af, at ligegyldig hvor vanskabt og invalideret et menneske var, sa kunne det dog altid bruges i magthavernes hyppige og hcergende krige imod hinanden. En landsknsegts liv var farefuldt; deter nok derfor ulykkes-budbringeren, skaden, skraepper over hans hoved.

De to fabelvaesener i kirken i Maria Magdalene er anbragt i en hvcelvingskappepa hver sin side af et vabenskjold tilhorende fru Birgitte Olufsdatter Thott, som var gift med rigshofmester Niels Eriksen Rosenkrantz,ridder til Bjornholm. Om disse vassener skal ses i forbindelse

---

77. Beckett: op. cit.p. 396-97.

med vabenskjoldet og maske opfattes som en uaerbodighed imod dets ejerinde, i hvilket tilfaelde man ma gaud fra, at de er tilmalede efter hendes dod sa sent som i 1528, eller om de skal ses i forbindelse med en dommedagsscene, der udspiller sig i de to nabokapper, er ikke let at afgore.Fabelvsesener forekommer ikke specielt i forbindelse med dommedagsscener,nar undtages de to musicerende havfolk i Alborg Helligandskloster,og de to i Maria Magdalene synes ikke at sta i nogen som heist forbindelse ved blik eller gestus med de helvedespinsler, der foregar i deres umiddelbare naerhed. Det synes derfor mere sandsynligt, at de skal fortolkes i sammenhasng med vabenskjoldet, og i sa tilfaelde kan de vel naeppe taenkes at udtrykke andet end noget af nedssettende karakter "^a.

Politisk satire

1 Voldby kirke pa Djursland findes fire fabelvaesener, der alle baerer krone, og som to og to slas indbyrdes. De skal sikkert tydes i sammenhaeng med billederne i hvaelvets to andre kapper, det ene et fornemt orlogsskib, bemandet med mange bevaebnede krigere, det andet en kamp mellem en love og en enhjorning.

Fr. Beckett mener, at krigsskibet symboliserer den kristne kirke, fordi de rustningsklsedte krigere ombord har lansefaner med et hvidt kors pa rod grund, og at enhjorningens kamp imod Ioven star for kyskhedens kamp mod det Onde. De kaempende bekronede fabelvsesener anser han for at vsere laster 78.

En anden fortolkning, man kunne tsenke sig, er af politisk art. Disse kalkmalerier i Voldby er meget sene; det ses blandt andet af, at de er indrammet af en tyk sort streg, som afgraenser dem og lofter dem ud af sammenhaengen med resten af hvcelvingskappen.

---

77 a. Professor, dr. phil. P. J. Riis har fremsat den spaendende hypotese, at de to fabelvaesener i Maria Magdalene kirken kan veere karikaturer af Chr. II og Frederik I i lighed med det kalkmaleri i Voldby kirke, som omtales under afsnittet om »Politisk satire«. Birgitte Thott ejede patronatsretten over M. M. kirken fra 1516 til 1528 og kunne altsa bestemme over, hvordan den skulle udsmykkes. Hun vides at have vaeret uvenner med Chr. 11, som ganske uretmgessigt fratog hende noget gods i 1516, da hendes mand, Niels Eriksen Rosenkranz dode. Da Frederik I blev konge leverede han hende imidlertid godset tilbage, og jeg kan derfor ikke rigtig se, at Birgitte Thott skulle have haft grund til at karikere begge konger. Men man kan ikke komme uden om, at den lille hovedlose person uden arme ligner en karikatur pa den mindste af de bekronede figurer i Voldby kirke, og at ansigtet pa maven af det andet fabelvaesen ikke er uden lighed med den tilsvarende »konge« sammesteds.

78. Sammesteds p. 397-98.

I begyndelsen af det 16. arhundrede var det ikke ualmindeligt i flyveblade at bruge netop fabelvaesener til at illustrere eller satirisere over politiske begivenheder 79. Det synes derfor ikke utaenkeligt, at et af malerierae i Voldby kirke skildrer stridighederne mellem Christian II og hans farbroder, hertug Frederik af Slesvig-Holsten, den senere Frederik I (fig. 7). Den faldne junker i de stribede hoser, der ses i baggrunden med komuleskoene Ioftet hojt i vejret, kunne da symbolisere en af de mange, der f alder nar kongsemner strides 80.

Kalkmalerierne i dette fag er, savidt man kan se af Nationalmuseets indberetninger, ikke blevet rort, siden konservator Magnus-Petersen i 1891 og 1896 fremdrog og restaurerede dem. Magnus-Petersen udlagde dengang de fire kappers billeder ganske som Beckett senere har gjort det. Hvis der derfor skulle vsere tale om nogen portrsetlighed, hvormed man kunne underbygge sit postulat om, at det her drejer sig om en fremstilling af Christian II og hans farbroder, sa er denne eventuelle portraetlighed ikke noget, der bevidst stammer fra konservatorens hand 81.

---

79. Hans Fehr: Massenkunst im 16. Jahrhundert. Berlin, 1924, p. 21

80. R. Broby-Johansen: op. cit. Forfatteren mener, at malerier som disse udtrykker bondemalerens forargelse over de riges osle turneringer; men deter ikke sandsynligt, at middelalder-maleren nogensinde selv bestemte, hvilke motivei der skulle males i kirken.

81. I en indberetning fra 1915 meddeler provst Winther, at der er fremkommet og udbedret skader ved omsaetning af gjordbuer i tredje fag fra ost; men deter ikke det fag, hvori fabelvaesenerne findes. I 1921 meddeler provst Algreen-Petersen, at en lokal maler pa tilfredsstillende made har udbedret nogle skader. Der er ingen oplysninger om, hvor i kirken reparationerne er foretaget; men det ma anses for udelukket, at man skulle have rejst stillads og arbejdet i hveelvene. En sa. stor reparation var sikkert ikke blevet overladt til en lokal maler. Der vides intet om Voldby kirkes tilhorsforhold i begyndelsen af det 16. arhundrede. Der findes ingen kirkeregnskaber, som kan fortselle noget, og der synes ikke at have ligget nogen stor herregard i naerheden, hvis ejer kunne have haft patronatsretten til kirken. Djurs Norre herred, som Voldby sogn ligger i, horte dengang til Kalo len, og lensmanden var hr. Erik Eriksen Banner; men derfor er der ikke noget i vejen for, at kirken kan have tilhort hr. Ove Bille, biskop i Arhus, eller rigens marsk. hr. Mogens Goye, som var ejer af ni garde i Voldby sogn. Disse tre store adelsmaend horte til de mere besindige i landet; de forsogte at maegle rnellem Chr. II og de utilfredse jyske adelsmaend, som ikke lasngere ville anerkende ham som konge, men forgaeves. Og forst da hertug Frederik stod med en haer hojt oppe i Jylland og truede dem pa. »liv og gods«, skal de have opsagt deres troskabsed til Chr. 11. Ingen af disse tre kan man se for sig som bestilleren af et kalkmaleri, der skulle satirisere over den pinagtige strid mellem de to kongelige slasgtninge - en strid, der spaendte adskillige adelsmaends loyalitet til bristepunktet. Men Voldby kirke kan muligvis have tilhort Arhus domkapitel eller en af domkannikerne, sadan som man ved, at tilfaeldet har vseret det med kirken i Lyngby sogn, der ikke ligger langt fra Voldby. Blandt den nu anonyme skare pa 12 kanniker, som udgjorde domkapitlet, kan der nok have vaeret en filur, som fandt, at det var god spas at lade Danmarks stridende herskere male i skikkelse af deforme fabelvaesener. Een ting peger i retning af Arhus og dets domkapitel; den maler, der i sin tid malede rankevaerket i Lyngby kirke, harmed overvejende sandsynlighed ogsa malet rankevaerket i Voldby kirke. Og Lyngby kirke tilhorte som naevnt domkapitlet i Arhus.

Ved en sammenligning mellem et traesnit af Christian 11, der stammer fra hans ophold i Nederlandene og er dateret 1525, og billedet af den mindste af de to hovedlose, bekronede fabelvsesener, mener jeg at se en overensstemmelse i ojets, nsesens og harets facon, selv om de to forstnaevnte trak i kalkmaleriet er karikerede (fig. 7 og 46).

Af Frederik I eksisterer der vistnok i dag ikke noget kendt trsesnit eller kobberstik fra tiden; men sammenholder man portrajttet pa Frederiksborg, som tilskrives Jacob Binck og skal vasre malet i 1539, med billedet af den storste af de to stridende parter fra samme kalkmaleri (fig. 7 og 47), synes der ogsa at vsere mere end en tilfseldig lighed mellem disse to fremstillinger, isaer i nasseryggens bue, de morke ojne, de markerede bryn og maske i skasgget. Pa Frederikborgportrsettet og ligeledes pa medaljer med kongens portrait ses Frederik I's skaeg at sidde usaedvanlig langt inde under hagen som en ganske smal brasmme. I kalkmaleriet er der en skraveret linie under munden, som ligner en hage-runding; men andre hovedlose vaesener har sjaeldent nogen angivelse af hagens linier, og deter muligt, at linien her skal forestille Frederik I's saerlige skaegtype.

Fra slutningen af det 16. arhundrede stammer et vaegteppe med en fremstilling af disse to danske konger staende over for hinanden, den ene som sejrherre, den anden som besejret (fig. 48) 82. Deter udfort i 1580'erne af nederlsenderen Hans Knieper pa bestilling af Frederik II og tyder pa, at det ma have vaeret almindeligt at afbilde de to kongelige fjender netop saledes. Man kan ikke rigtig forestille sig, at forslaget til denne komposition skulle stamme fra kongen eller en af hans radgivere. Mere sandsynligt forekommer det, at der har eksisteret gamle traesnit eller stik, hvis kompositionsskema er blevet brugt som forlasg. Pudsigt er det, at de to par kongelige ben star omtrent ens i kalkmaleriet og pa det ca. 60 ar yngre vasgtaeppe (fig. 7 og 48).

Endelig kan man fremfore til understottelse af den ovenfor foreslaede
udlcegning, at deter det übevaebnede og derfor tabende fabelvaesen, der
ligner Christian 11, og det bevsebnede, sejrende, der ligner Frederik I.

---

81. I en indberetning fra 1915 meddeler provst Winther, at der er fremkommet og udbedret skader ved omsaetning af gjordbuer i tredje fag fra ost; men deter ikke det fag, hvori fabelvaesenerne findes. I 1921 meddeler provst Algreen-Petersen, at en lokal maler pa tilfredsstillende made har udbedret nogle skader. Der er ingen oplysninger om, hvor i kirken reparationerne er foretaget; men det ma anses for udelukket, at man skulle have rejst stillads og arbejdet i hveelvene. En sa. stor reparation var sikkert ikke blevet overladt til en lokal maler. Der vides intet om Voldby kirkes tilhorsforhold i begyndelsen af det 16. arhundrede. Der findes ingen kirkeregnskaber, som kan fortselle noget, og der synes ikke at have ligget nogen stor herregard i naerheden, hvis ejer kunne have haft patronatsretten til kirken. Djurs Norre herred, som Voldby sogn ligger i, horte dengang til Kalo len, og lensmanden var hr. Erik Eriksen Banner; men derfor er der ikke noget i vejen for, at kirken kan have tilhort hr. Ove Bille, biskop i Arhus, eller rigens marsk. hr. Mogens Goye, som var ejer af ni garde i Voldby sogn. Disse tre store adelsmaend horte til de mere besindige i landet; de forsogte at maegle rnellem Chr. II og de utilfredse jyske adelsmaend, som ikke lasngere ville anerkende ham som konge, men forgaeves. Og forst da hertug Frederik stod med en haer hojt oppe i Jylland og truede dem pa. »liv og gods«, skal de have opsagt deres troskabsed til Chr. 11. Ingen af disse tre kan man se for sig som bestilleren af et kalkmaleri, der skulle satirisere over den pinagtige strid mellem de to kongelige slasgtninge - en strid, der spaendte adskillige adelsmaends loyalitet til bristepunktet. Men Voldby kirke kan muligvis have tilhort Arhus domkapitel eller en af domkannikerne, sadan som man ved, at tilfaeldet har vseret det med kirken i Lyngby sogn, der ikke ligger langt fra Voldby. Blandt den nu anonyme skare pa 12 kanniker, som udgjorde domkapitlet, kan der nok have vaeret en filur, som fandt, at det var god spas at lade Danmarks stridende herskere male i skikkelse af deforme fabelvaesener. Een ting peger i retning af Arhus og dets domkapitel; den maler, der i sin tid malede rankevaerket i Lyngby kirke, harmed overvejende sandsynlighed ogsa malet rankevaerket i Voldby kirke. Og Lyngby kirke tilhorte som naevnt domkapitlet i Arhus.

82. Vaegtaeppet blev vaevet sammen med en raekke andre fremstillinger af danske konger til ophaengning pa Kronborg. Findes nu i Nationalmuseet. Regia Icones Daniae, som udkom i 1645 og er tilskrevet Haelwegh eller hans vaerksted, har vel for disse to kongers vedkommende som forlaeg haft aeldre traesnit eller stik. Christian d. ll's skaeg er her af samme type som pa kalkmaleriet i Voldby (fig. 49 her).

Et sidste argument, som maske kan stotte en politisk fortolkning, og
som i hvert tilfaelde direkte synes at udelukke en kristelig allegorisk udlaegning,
er de store, detaljerede kroner, som fabelvaesenerne bcerer.

I en tid, hvor billedkunsten oftest udtrykte sig i symboler, ville det vsere temmelig vildledende at udstyre fabelvaesener, der skulle symbolisere laster, med kroner, der i forste raekke symboliserer kongemagt. Endvidere ville det da ogsa va?re ganske ulogisk at lade lasterne kaempe indbyrdes; den ene last bekcemper nu meget sjaeldent den anden.

Dersom nordkappens maleri forestiller de to danske konger, kunne sydkappens to kronede fabelvassener maske illustrere krigen ude i den store verden mellem Christian ll's svoger, Karl V, og Frankrigs Frans I (fig. 40). Krigsskibet i ostkappen kan ses i forbindelse med de danske kongers kamp; de ovenfor omtalte lansefaner med hvidt kors pa rod grund peger jo netop pa Danmark; men ved et forsog pa at tolke den fjerde kappes billede, ma man vist opgive at soge efter et bestemt politisk indhold. Her skulle beskueren nok blot glasde sig over, at den rene, uskyldige enhjorning stedse bekaemper lovens ra, brutale og onde magt m.

Dødssyndeme.

lkke blot i indhold, men ogsa i udforelse adskiller de hidtil naevnte kalkmalerier
sig fra billederne i Raby kirkes vestlige hvcelving, hvoraf der i
dag kun star to fremme, en havfrue og en kentauer.

Hvaelvets fire kapper er delt i otte felter, hvoraf de syv i sin tid blev bemalet med hver sit fabelvsesen. At de store enkelt-figurer har skullet opfattes som vasrende syv i tallet, er kraftigt understreget af, at det ottende felt er blevet brugt til en fremstilling af pygmaeernes kamp med tranerne, en komposition, der ma have virket meget urolig i den sammenhaeng, og som rent kunstnerisk set ma have odelagt hvaelvets udsmykning som helhed betragtet, hvor velegnet det end var som motiv pa denne plads(fig. 51).

Der er andet end netop antallet, som overbeviser om, at fabelvaasenernei dette tilfselde ma fortolkes som dodssynderne. Nogle af dem er udstyret med attributter, som fortasller hvem de er. Saledes bserer kyklopeneller arimaspen en pung i sit baelte (fig. 12), hvilket er et af Avaritiaskendetegn. Det hovedlose vassen har foruden sin store gradige mund et vinglas i handen, som gor det mere end berettiget at kalde den Gula (fig. 5). Nar Invidia fremstilles som kvinde, rider hun ofte pa en hund og har

---

83. Lovens symbolske indhold synes at have vaeret tvetydigt igennem hele middelalderen.

slanger i haret eller andetsteds. Den cynocefale i Raby har foruden sit hundehoved ogsa en kaep, der forneden ender i et slange- eller dragehoved(fig. 15). At sciapoden skal symbolisere Luxuria behover vel naeppe nsermere forklaring (fig. 20). Kentauren, der kan sta for bade vellyst og vrede, ma her opfattes som Ira (fig. 29), og havfruen, der ligeledes har to betydninger, vellyst og hovmod eller forfasngelighed, ma her fortolkessom Superbia (fig. 37). Om den syvende synd, der aldrig blev helt afdaskket,ved vi kun, at det var en mandsperson.B4. Hans opgave ma have vasret at fremstille Acedia, og som sadan kunne han f. eks. tsenkes at have haft et asselshovede.

Francis Beckett udlaegger kentauren som Superbia og havfruen som Luxuria og udtaler sig iovrigt ikke nsermere om resten, som han rammende kalder »saerdeles anskuelige billeder af dodssynderne«. Kampscenen i det ottende felt udlaegger hansom dydernes kamp mod lasterne 85. Deter utvivlsomt rigtigt, at motivet i forbindelse med en fremstilling af dodssynderne skal fortolkes som et sindbillede pa det Godes kamp imod det Onde; hvorfor bestilleren eller kunstneren netop valgte pygmaeer og traner til at symbolisere dette emne, skal forsoges belyst i det folgende afsnit.

Forlæg

Et kunstvcerks bestiller eller stifter var i middelalderen sandsynligvis altid
den, der stort set bestemte alt vedrorende udsmykningens art og motivindhold.

Kunstnerens personlige indsats var i forste raekke af ren formel karakter; storrelsesforhold, kompositionsproblemer med at indarbejde de givne motiver i hvselvenes rundede kapper samt farvesammenssetninger har nok i de fleste tilfaelde fuldstsendig vaeret overladt til ham.

Man kan forestille sig, hvordan det kan have gaet til pa den tid, nar f. eks. et hvaelv i en kirke har skullet dekoreres. Bestilleren, oftest vel nok en rig biskop og sommetider tilmed en laerd mand, var ejer af illumineredemanuskripter, bibler og bonneboger, og fra sidste fjerdedel af det 15. arhundrede ogsa af trykte boger. Fra disses billeder kan han blandt andet have hentet sine forestiUinger om, hvordan han onskede sin

---

84. I konservator Rothes indberetning fra 1919 oplyses der kun, at man i nordkappens vestre halvdel sa en mandlig figur. P. Rorbech: »Om Raby Kirke« i Fra Randers Amt, 1931, p. 90 skriver ligeledes, at der var en mandsperson i feltet, som aldrig blev afdaekket.

85. Beckett: op. cit. p. 404. P. Rorbech: op. cit. Forfatteren genkendte motivet som vaerende pygmaeernes kamp med tranerne.

kirke udsmykket, og han kan have vist dem til kunstneren eller vEerkstedslederen,som havde det kunstneriske ansvar for sine underordnedes arbejde, og som pa sin side utvivlsomt ogsa var i besiddelse af et billedmateriale,hvorfra man kunne hente inspiration. Det kunne f. eks. vasre regne- eller monsterboger fulde af udkast, som han selv eller andre havde gjort i tidens 10b til senere brug⁸⁶ eller det kunne maske vaere i form af bloktryk, enkelte flyveblade og pamfleter, indkobt pa markeder eller valfartssteder for en billig penge.

Af trykte boger, der omhandler fabelvaesener og hvis illustrationer kunne bibringe kunstneren et indtryk af, hvorledes de sa ud, fandtes der, som tidligere nasvnt, Megenbergs »Buch der Natur« fra 1475 (fig. 1), og fra begyndelsen af 1480'erne og frem til omkring ar 1500 udkom der syv udgaver af »Mandevilles Rejser« og tre af Schedels »Weltkronik« foruden talrige skrifter af typen »Hortus Sanitatis«, hvori nogle af fabelvaesenerne var afbildet⁸⁷.

I langt de fleste tilfeelde vil man sandsynligvis aldrig kunne finde frem til noget direkte forlaeg, som kunne have vaeret anvendt ved fremstillingen af de enkelte fabelvassener i vore sengotiske kalkmalerier. For Rabybilledernes vedkommende synes det imidlertid berettiget at pege pa to ikke helt usandsynlige udgangspunkter, nemlig enten »Mandevilles Rejser«, som foreslaet af Broby-Johansen i bogen »Den danske Billedbibel« eller maske snarere Hartmann Schedels »Weltkronik«.

Bade hos Mandeville, hvor fabel-racerne er i tidssvarende klasdedragt (fig. 4), og hos Hartmann Schedel, hvor de fleste af dem er nogne, findes der afbildninger af alle de fabelvsesener, der blev malet i Raby kirke. Kun havfruen mangier begge steder; men hende kendte jo nassten enhver af selvsyn, sa hun var ikke ret vanskelig at male 88.

Der er visse lighedspunkter imellem de to bogers illustrationer og kirkensbilleder.
F. eks. findes kentauren med den runde mave og ingen
forben hos begge forfattere (fig. 26 og 27), og en fremstilling af pygmzeerneskamp

---

86. En. sadan islandsk monsterbog fra forste halvdel af det 15. arhundrede er beskrevet af H. Fett i Skrifter udgivne af Videnskabs-selskabet i Christiania, 1910. Foruden skitser af religiose motiver findes ogsa udkast til en kentaur og en lille mand med hundehoved.

87. Den forste trykte udgave af Lucidarius fra 1510 pa dansk var ikke illustreret; syv tyske udgaver, der udkom i tiden ca. 1480-1500, havde de samme fem billeder i hver, og ingen af dem forestillede fabelvzesener; men i teksten omtales de, som tidligere nsevnt, meget udforligt.

88. Fra saeler og hvalrosse f. eks. Videnskaben tvivlede heller ikke. Sa sent som i 1657 finder man Thomas Bartolins »Ungewohnlische Anatomische Geschichten« med en beskrivelse af en dissektion af en havfrue og ser hende afbildet med menneskelige traek, dog maerkelig nok uden har (fig. 53 her).

neskampmed tranerne, det motiv, der sidder i det ottende felt i Raby,
ses ligeledes i begge vasrker (fig. 52 og 53).

Vi ma tasnke os, at bestilleren af kalkmalerierne til Raby kirke udtrykkelig har onsket en fremstilling af de syv dodssynder. Han og kunstneren, der skulle udfore malerierne, har derfor staet over for den ret vanskelige opgave at finde ud af, hvad der kunne egne sig som motiv til det ottende felt. Pa den ene side matte det vasre en komposition, der klart skilte sig ud fra de syv store enkelt figurer; pa den anden side matte emnet ikke falde helt uden for motivindholdet i hvaslvets ovrige kapper.

Nar man nu betaanker, at bestilleren valgte dette meget saerprasgede emne, som vistnok ikke kendes fra nogen anden kirke i hele Norden, sa fristes man til at drage den slutning, at han var i besiddelse af et af de to vasrker, i hvilke dette motiv fandtes side om side med fabelvsesenerne. Sammenligner man trsesnittene fra de to boger, ses det imidlertid klart, at hvis et af disse skal have Vceret forlceg, kan der kun blive tale om det fra Schedels bog 89. Mandevilles overdimentionerede orneunge har ikke den ringeste lighed med de nu odelagte, men stadig elegante, langhalsede fugle i Raby (fig. 51, 52 og 53).

Det kan selvfolgelig aldrig bevises, at Mandevilles eller Schedels vaerk direkte har vaeret forelagt Raby-mesteren af hans gejstlige eller lasge arbejdsgiver. Det kan have vaeret kunstneren selv, som fandt de passende forlasg blandt sit eget materiale. Det ma betragtes som givet, at udsendelsen af de store bekostelige, illustrerede boger har igangsat en vaeldig produktion af billige bloktryk, hvis motiver var hentet fra bogerne. Det ligger ikke uden for mulighedernes granse, at bade fabelvsesener og tranekamp fandtes iblandt de bloktryk af vanskabninger, misfostre og sammenvoksede kalve, der blev udbudt til salg. Sadanne fabelvaesener ville utvivlsomt, hvis de var paklsedte, vaere ifort det toj, der var mode, da de blev trykt.

Deter ikke lykkedes at finde billeder af denne art i A. Schramms store vaerk: »Bilderschmuck der Friihdrucke des 15. Jahrhunderts«; men det er jo ogsa klart, at en meget stor del af de simpleste skillingstryk ma vaere gaet tabt.

---

89. For Schedels bog taler endvidere tilstedevaerelsen af tranehalsen, der, som tidligere nsevnt, sandsynligvis er kilden til vore fem langhalsede fabelvaesener. Bogens ejer kunne eventuelt vaere en af de sene Arhusbisper, Niels Clausen (1491-1520) eller Ove Bille (1520-1533).

Stil og farve

De fleste kalkmalerier af fabelvaesener fra sengotisk tid horer ogsa stilistisk betragtet til denne periodes kunst, som blandt andet er karakteriseret ved, at figurerne overvejende er lineaere skabninger, der er farvelagte.

De mest foretrukne farver synes at have vseret gule, brune, gronne og gralige nuancer, men forst og fremmest den brunrode dodenkop, der dominerer i et flertal af malerierne. Sort blev anvendt en del; men de bla farver ses sjasldent. I ovrigt er det ikke muligt i dag at bedomme kunstnerens intentioner hvad angar valget af farver og deres sammenssetninger, da de i lobet af arhundrederne ikke blot er falmet, men ikke er falmet lige meget, og enkelte farver, som f. eks. visse rode, er sa dekomponerede, at de er uigenkendelige.

I de sengotiske billedkompositioner indgar fabelvaesenerne oftest som en del af en helhed: de kan vsere deltagere i en handling eller et enkelt led i en frise, sidde halvgemt mellem ranker og blomster eller optraede som bifigurer i svikler og afsides hjorner.

Men en ny stil er ved at bryde igennem ved denne tid. Det viser sig f. eks. i billedet af de formodede konger i Voldby kirke, hvor den storste af figurerne har nogen plastisk fylde, og hvor dybden ind i billedet er understreget af den lille junker, der er faldet omkuld (fig. 7).

De nye stilistiske trsek ses imidlertid klarest i Raby kirke, hvor hvert fabelv£esen har faet sit eget felt, og hvadvingen i sin helhed er den scene, de spiller pa. Det traeder isaer frem hos de fire vaesener, der engang boede i de fjerne lande. De er anbragt pa skra ind i et imaginsert rum og virker langt dristigere end havfruen og kentauren, der er mindre af storrelse og stilistisk ligger nasrmere ved de ovenfor beskrevne karakteristiske farvelagte tegninger (fig. 5, 12, 15, 20, 29 og 37).

Deter saerlig hos det cynocefale vaesen, at man kan se den nye tids trang til at bryde fladen og udtrykke sig plastisk (fig. 15); pa dens venstre ben, der vender frontalt, mserkes knaeets runding ud over det let strammede strompeband, og foden pa samrne ben sidder, som den skal. Det store skinkeaerme og handen, der hviler pa dolken, skubber resten af personen godt indad. Ogsa det hovedlose vaesen er forsogt anbragt perspektivisk korrekt, sa den fremadvendte nogne fodsal ligger i et andet plan end den hand, der holder det hoje vinglas (fig. 5).

Stilistisk er disse fire billeder mere i renaissancens and, end mange af
de portraetter, der blev malet her i landet ca. et halvt hundrede ar senere.
Men netop herved opstar der en masrkbar og slaende kontrast, for selve

valget af vanskabte vassener som repraesentanter for de syv dodssynder er
sket ud fra det, vi i dag forstar ved en middelalderlig opfattelse og tankegang.

Epilog

Nar et nutidsmenneske i dag besoger de danske kirker og ser pa. kalkmaleriernes fremstillinger af fabelvassener, gar det ham omtrent, som nar han betragter de store dommedagsbilleder, hvor fantastiske djaevle, udstyret med en rigdom af hasslige detaljer, slabber synderne hen til Leviathans gab; begge emner kalder mere pa smilet end pa. skraskken, og kun nogle enkelte vaesener vaekker maske af og til en vag fornemmelse af übehag. Det synes ikke muligt for ham at ssette sig ind i middelaldermenneskets reaktioner, at fole som en person fra de tider, hvor lys var noget blafrende usikkert, der stammede fra kerte eller taellepras, og hvor uforsigtige ord, for meget eller for lidt held i sine transaktioner, for ikke at tale om epileptiske krampeanfald kunne fore en lige til balet. Og dog burde han maske kunne det. I barndommen harder for os alle vaeret et stadium, hvor lys var noget, vi ikke selv var herre over, hvor ting og skikkelser i halvmorket kunne antage fantastiske og groteske former, og hvor afstraffelse for det meste ikke stod i nogen sasrlig logisk forstaelig sammenhaeng med erkendt brode, men som oftest syntes sa tilfaeldig, at det lige sa godt kunne have vasret djaevle eller andre fjendtlige vassener, der var arsagen. Erindringen om disse tidlige oplevelser bserer alle mennesker i sig, og selv om de ikke lasngere er i stand til at mane dem frem om dagen, kender de fleste dem dog udmaerket godt fra nattens drommeverden.

Fabelvaesenerne har altid eksisteret. Fra kunsten kender vi dem omtrent sa langt tilbage i tiden, som der findes afbildninger; adskillige af de segyptiske guder er sammensatte fabelvcesener, og i den nasrorientalske kunst vrimler det med dem. Indiens gudeverden viser os ogsa fabelvaesenet, f. eks. den pragtfulde Ganesa med det store elefanthoved pa den tykmavede menneskekrop. I Kina findes de ligeledes; man kender en bog, »Hai Shan Ching«, fra omkring ar 200 f.v.t., hvori de allerfleste af de vassener, vi kender i Europa, er beskrevet. Og i »1001 nats eventyr« strander prinsen af Karisme pa de hovedloses 0 og ma meget mod sin vilje tage en hovedlos prinsesse til asgte.

Fabelvaesenerne vil sandsynligvis altid eksistere, for de er et produkt af
selve den menneskelige fantasi. Der er intet, der taler for, at de skulle
kunne udryddes. I nogle perioder trives de sasrlig frodigt og setter sig spor

i litteraturen og billedkunsten; til andre tider holder »den sunde fornuft«
dem i ave for en stund. Men de vender altid tilbage.

I vore dage kan vi mode dem i science fiction-romaner og i avisernes tegneserier og beretninger om »flyvende tallerkner«. De kommer fra Mars, hvor Marsbeboerne vil vzere at finde indtil den dag, da mennesket er parat til at saette sine ben pa denne planet. Men inden han drager af, vil fantasien dog have flyttet fabelvaesenerne bort derfra og endnu lsengere ud i himmelrummet.

Billedplancher

Billedtekster, se fortegnelsen side 45 f.

LITTERATUR

Ud over de i noterne nasvnte vaerker er der bl. a. benyttet folgende:

Barb, A. A.: The Mermaid and the Devil's Grandmother, i Journal of the Warburg
and Courtauld Institutes, vol. 29, 1966, p. 1.

Blindheim, M.: Norwegian Romanesque Decorative Sculpture. London 1965.

Colvin, C: On Representations of Centaurs in Greek Vase-Painting, i Journal
of Hellenic Studies, vol. 1, 1881.

Cornell, H. og Wallin, S.: Uppsvenska malarskolor fran 1500-talet. Stkh. 1953.

Druce, G. C: The Medieval Beastiaries and their Influence on Ecclesiastical
Decorative Art, i Journal of the British Archaeological Association, London
1919 og 1920.

Engelstad, E. S.: Senmiddelalderens kunst i Norge. Oslo 1936.

Geisberg, M.: Das alteste gestochene deutsche Kartenspiel vom Meister der Spielkarten.
Strassburg 1905.

Graves, R.: The Greek Myths, I-11, Harmondsworth 1935.

Hansmann, L. og Kriss-Rettenbeck, L.: Amulett und Talismann. Miinchen 1966.

Hermannsson, H.: Icelandic Illuminated Manuscripts of the Middle Ages. Kbh.
1935.

Hind, A. M..: An Introduction to a History of Woodcut with a Detailed Survey of
Work done in the 15. Century, I-11, London 1935.

Huth, H.: Kunstler und Werkstatt der Spatgotik. Darmstadt 1967.

Haastrup, U.: Kalkmaleri i Viskinge og kunst i Westfalen, i Nationalmuseets Arbejdsmark,
1967, p. 5.

James, M. R.: A Descriptive Catalogue of the Manuscripts in the Fitzwilliam Museum.
Cambridge 1895.

Kastner, G.: Les Sirenes. Paris 1858.

Kunstdenkmaler der Provinz Schleswig-Holstein, I-X, Berlin 1939-66.

Lindhardt, P. G.: Det religiose liv i senmiddelalderen, i Den danske Kirkes historic,
bd. 3. Kbh. 1965, p. 109 (ed. Hal Kock og B. Kornerup).

Mackeprang, M.: Danmarks middelalderlige Dobefonte. Kbh. 1941.

Mejndor, S.: Kalkmalerierne i Hyllested, i Historisk Arbog fra Randers Amt, 1967,
p. 22.

Musper, H. Th.: Der Holzschnitt in fiinf Jahrhunderten. Stuttgart. 1967.

Pfister, K.: Die primitive Holzschnitte. Miinchen 1922.

Reese, W.: Die griechischen Nachrichten iiber Indien. Leipzig 1914.

Roes, A.: New Light on the Grylli, i Journal of Hellenic Studies, vol. 55, 1935, p.
232.

Roosval, J.: Gotlands Kyrkokonst. Stkh. 1952.

Rydbeck, M.: Valvslagning och kjalkmalningar i skanska kyrkor. Lund 1943.

samme: A Spiritual Encyclopedia of the Middle Ages, i Journal of the Warburg
and Courtauld Institutes, vol. V, 1942, p. 90.

Schadler, A.: Deutsche Plastik der Spatgotik. Konigstein im Taunus 1962.

Sylvan, O.: Kyrkomalningar i Uppland fran medeltidens slut, i Skanes Hembygds
forbunds Arbok 1939.

Soderberg, B. G.: Svenska Kyrkomalningar. Stkh. 1951.

Thordeman, B.: Medieval wooden Sculpture in Sweden. Stkh. 1964-66.

BILLEDFORTEGNELSE

1. Fabelvaesener fra K. von Megenberg: Buch der Natur, Augsburg, 1475.

2. Blemmya fra Schedels Weltkronik, 1493 (facsimileudg. Leipzig, 1933).

3. Blemmya fra Mandevilles Rejser. Augsburg, 1481.

4. To blemmyae fra Mandevilles Rejser, Augsburg, 1483.

5. Blemmya fra Raby kirke.

6. Blemmya og tranehals fra Saltum kirke.

7. To blemmyae fra Voldby kirke.

8. Blemmya og transhals fra Maria Magdalen kirke.

9. Blemmya og tranehals fra Fausing kirke.

10. Arimasp fra den islandske Physiologus, fragment A (se note 10).

11. Kykloper fra Alexander-romanen. 13. arh. Bruxelles, Bibl. Royale, ms. coi
11040.

12. Kyklop eller arimasp fra Raby kirke.

13. Panoter fra Vezelay. Fra M. Becet: Vezelay. Paris, 1962.

14. Cynocefal fra Schedels Weltkronik, 1493 (facsimileudg. Leipzig, 1933).

16. Sciapod fra Hereford-kortet (se note 9). Etiopisk fabelvassen.

21. Tranehals fra Schedels Weltkronik, 1493 (facsimileudg. Leipzig, 1933).

23. Schedels billedgalleri. Fra Weltkronik. 1493 (facsimileudg. Leipz. 1933).

27. Kentaur fra Schedels Weltkronik, 1493 (facsimileudg. Leipzig, 1933).

31. Havfrue fra ms. 11.4.26 i Cambridge University Library (se note 63).

36. Havfrue og havmand i Helligandsklosteret i Alborg.

42. Et abemenneske og en kentaur fra St. Birgittes kapel, Roskilde domkirke.

46. Christian d. II (fra Kunstmuseets Arsskrift, 1916, p. 76).

47. Frederik d. I (fra Danmarks Historic Politikens forlag, Kbh. 1963, bd. V

49. Haelweghs vserksted: stik af Christian d. II (fra Kobberstiksamlingen).

51. Samme scene fra Schedels Weltkronik, 1493 (facsimileudg. Leipzig 1933).

Fig. 11 er fra Wittkower (se note 4), og fig. 1, 3, 4, 18, 32 og 53 er fra A. Schramms
vaerk (se note 65). Magister Niels Saxtorph har venligst lant mig fig. 33, 34 og 40.
Hvor intet er anfort, stammer fotografierne fra Nationalmuseets fotografisamling.