P. Munch, sociologisk og historisk set

Deter en omfattende og til dels omstaendelig afhandling, der her er udarbejdet. Jeg ma derfor nojes med at komme ind pa nogle af problemerne i den, og det bliver navnlig de metodiske, jeg vil beskaeftige mig med; blandt andet fordi jeg har pa fornemmelsen, at den ville vaere blevet mindre omstsendelig, hvis den pa dette punkt havde vaeret mere omfattende.

F. eks. savner jeg netop i en afhandling, der sa overvejende bygger pa
debatindlaeg, en dybere droftelse af argumentationsanalysens, navnlig
den makrostrukrurelles problematik. Det havde vel vseret relevant.

Men der er ogsa andre metodiske problemer.

I ordet metode vil jeg lsegge to ting, der ganske vist haenger sammen, dels det sigte, afhandlingen har, dens problemformulering, de sporgsmal, der stilles, dels udvaelgelsen af det materiale sporgsmalene stilles til. Det sidste folger vel i nogen grad af det forste. Men ikke helt, bl. a. fordi forfatteren ikke selv synes at vaere helt sikker pa, hvad deter for sporgsmal, han vil soge belyst, og hvilken indbyrdes prioritering han vil give dem.

Han starter s. 1 med at erklaere, at undersogelsens »formal er at efterprove
en raekke formodninger eller hypoteser, som er opstillet inden for
den teoretiske litteratur inden for faget international politik«.

Men s. 58 skriver han, at hovedsporgsmalet for undersogelsen som helhed kan udtrykkes meget kortfattet: »Hvilken opfattelse af Danmarks stilling i international politik gav P. Munch - fortrinsvis i sin udenrigsministertid og fortrinsvis inden for offentlig tilgasngelige forhandlingsorganer - udtryk for?«

Igen i konklusionen s. 604 siger han dels, at formalet med undersogelsen-»forst
og fremmest« var »at efterprove en raekke formodninger eller

hypoteser, som han var blevet opm£erksom pa under studiet af internationalekonflikter«, dels - s. 615 - at undersogelsens formal »var at finde frem til P. Munchs artikulerede opfattelse af Danmarks stilling i internationalpolitik«.

Altsa pa den ene side en generel, pa den anden side en specifik problemstilling. Han prover ganske vist pa s. 58 at kombinere dem ved at skrive, at han har »visse formodninger om sammenhsenge og en opfattelse af visse grundmonstre i international politik«, som det netop er hans hensigt »at efterprove i denne enkeltundersogelse«.

Men hvad det egentlig er for formodninger eller hypoteser, ma jeg
tilsta, at jeg har haft svaert ved at finde klart formuleret.

Han formulerer faktisk ogsa en tredie problemstilling, som forekommer mig interessant, og som ojensynlig har haft stor betydning for hans valg af materiale. Pa s. 604 siger han ligefrem, at denne problemstilling har vasret hovedformalet med hans undersogelse, nemlig »at efterprove, i hvor hoj grad en statsmands offentligt fremsatte udtalelser under hans aktive deltagelse i international politik kunne anvendes som grundlag for en analyse, og om vi pa dette grundlag havde muligheder for at finde ud af, inden for hvilke tankebaner han opererede, nar han handlede og traf beslutninger pa sin stats vegne«.

Men en sadan »efterprovning« ma jo ske i forhold til et eller andet. Han er ogsa selv lejlighedsvis inde pa hvad, nemlig statsmandens fortrolige udtalelser, og han fremlaegger pa s. 611-12 et resultat, som efter min mening er af central betydning bade for forstaelsen af P. Munchs politik og for en vurdering af afhandlingen. Det har, siger han, »i enkelte tilfaslde - ikke mindst vedrorende Danmarks sikkerhedspolitik og forholdet til de ovrige nordiske stater - ikke vasret muligt at na frem til nogen saerlig klart formuleret opfattelse af problemer og konfliktmuligheder uden gennem inddragelse af andet end det offentligt tilgsengelige materiale «.

Man kan altsa ikke eller kun delvis af hans offentlige udtalelser slutte, inden for hvilke tankebaner han opererede. En negativ, men betydningsfuld konklusion. Hvilken va;gt den har for vurderingen af afhandlingen, beror derpa, hvilken veegt man vil tillaegge netop sikkerhedspolitikken, et sporgsmal, jeg skal vende tilbage til.

Alene denne problematik, en systematisk analyse af forholdet mellem fortrolige og offentlige udsagn, havde maske vaeret en tilstraskkelig problemformulering, fordi den kunne sige noget om, hvor langt man kan komme, nar man kun har offentligt tilgaengeligt materiale til radighed.

Men forfatteren har ikke forfulgt denne problemstilling systematisk, og jeg ma tilsta, at, da han ikke gor det, har jeg haft lidt svaert ved at forsta hans forkasrligried for det offentligt tilgaengelige materiale. Den eneste antydning af en forklaring, jeg har kunnet finde, er pa s. 1-2, hvor han skriver, at faget international politik og samfundsvidenskaberne i almindelighed ofte er henvist til at arbejde med offentligt tilgaengeligt materiale. Deter i det mindste til en vis grad karakteristisk for faget samtidshistorie. Men er det det ogsa for faget international politik?

For mig at se, er faget international politiks sigte at udforske bestemte typer af politiske systemer og deres funktion. De kan vsere samtidige, de kan vaere fortidige. Deter ikke det afgorende. Raymond Aron anbefaler direkte i den af handling i »The Nature of Conflict«, som forfatteren selv henviser til, den historiske sociologis metode ved udforskning af internationale konflikter. Fortidige systemer kan forskningsmaessigt have den fordel, at der er adgang til fortroligt materiale, som giver indsigt i et aspekt af international politik, som i det mindste flere af dens aktorer — og afhandlingen bygger jo netop pa, at man bor interessere sig for aktorernes opfattelse - ogsa Munch, som vi skal se, har lagt vasgt pa, le secret.

Men et endnu mere fundamentalt metodisk problem er de sporgsmal, forfatteren har valgt at stille til sit materiale. Han karakteriserer selv sin metode som »sociologisk-historisk«. Men desveerre bruger han kun 3 af i alt 621 sider til at gore rede for, hvad han egentlig mener med det. Netop nar det drejer sig om en af handling inden for et fag, der i den grad soger sit sigte og sin afgramsning, sin mening havde jeg naer sagt, som international politik, er det lidt karrigt.

Forholdet mellem sociologi og historie har jo vaeret diskuteret i hvert fald siden arhundredskiftet. Men man kan vanskeligt pasta, at begrebet sociologisk-historisk metode har faet et entydigt indhold. Det bruges om historisk sociologi, om social historie, om strukturhistorie, konjunkturhistorie og pa endnu flere mader. Men det star mig ikke helt klart, hvad forfatteren her laegger i begrebet.

Holder man sig til hans udredning s. 19-22, sa er den ikke sa forfaerdelig
oplysende. Han henviser til Raymond Aron og navnlig til hans
»Paix et guerre entre les nations* og skriver sa:

Al menneskelig adfaerd kan anskues i en historisk eller tidsmaessig sammenhaeng - betinget af det tidspunkt, hvor den fandt sted, og sogt analyseret og forstaet som udsprunget af eller i hvert fald pavirket af tidligere adfasrd, og i sig selv medvirkende til at praege senere adfaerd. Al menneskelig adfasrd kan ogsa. anskuesi en social eller organisatorisk sammenhasng — betinget af tilstande og vilkarinden

karindenfor den sociale sammenhaeng, hvor den finder sted, og i sig selv medvirkendetil
at prasge disse tilstande og vilkar.

Jeg formoder, at det skal opfattes som et resume af Arons tankegang.

I det mindste skriver han lidt senere, at han ikke anser Arons pavisning af vaerdien af den sociologisk-historiske metode for at VEere Scerlig original, og det kunne jeg godt holde med ham i, hvis der virkelig ikke la andet i Arons synspunkt end, at analyse af international politik ma ske under to komplementaere synsvinkler, den tidsmasssige og de sociale sammenhasnge.

Forfatteren skriver videre:

Ifolge Aron - hvis naermere udredning for synspunkterne jeg tillader mig at slutte mig til og bygge pa - bestar den sociologisk-historiske metode deri, at man bevidst og formuleret soger at klargore sig, inden for hvilken social sammenhceng man onsker at foretage en analyse - samt soger at danne og formulere en opfattelse af, hvad der karakteriserer denne sociale sammenhaeng i forhold til andre sociale sammenhsenge. Hvorefter man bade ved indsamling af materiale - eller data — og ved analysen af dette anvender den inden for Historien saerligt raffinerede metode, der herhjemme basrer betegnelsen kildekritik.

Desvaerre angiver han ikke, hvor »den nEermere udredning«, som han tillader sig at tilslutte sig, findes hos Aron, men henviser i stedet til en afhandling af Stanley Hoffmann, som ganske vist indeholder et resume af Arons teorier om international politik og historiefilosofi, men ikke ret meget om metode.

Hos Aron selv har jeg hverken fundet referencer til sociale sammenhaengeeller til historisk kildekritik. Og hvis man ser pa den metode, han anvender i »Paix et guerre«, laegges der i hvert fald noget andet i begrebetsociologisk-historisk metode. Bogen er som bekendt delt op i fire afsnit: teori, sociologi, historie og det, han kalder »praxelogi«, som vi er enige om, at vi ikke vil beskseftige os med, da ingen af os, i det mindste ved denne lejlighed, onsker at optraede som »Conseiller du Prince«. Ma jeg indskyde, at det maske netop er i denne egenskab, fagets dyrkerehar haft en tilbojelighed til at beskasftige sig med samtidige problemer.Under sociologi behandler Aron det, han kalder »determinants et regularites«, under historie »le systeme planetaire a l'age thermonucleaire«.Det vil sige, at han under sin sociologiske synsvinkel behandler sociale krasfter, kategorier af strukturelle determinanter, der optoeder i international politiske systemer, uanset tid og sted. Under den historiskesynsvinkel prover han derimod pa at beskrive de traek, han anser

for specifikke for det globale internationale politiske system i vor egen
tidsalder, hvorved han nar til den paradoksale sprogbrug, at det historiske
bliver det samtidige.

Det fik bl. a. Henry Kissinger til at stejle, og Aron svarer ham i en
lille afhandling, hvis franske version der refereres til, men som ogsa
er trykt pa engelsk:

Perhaps I had an ironic intention in choosing that title (Historie). I certainly
did not imagine that Weber's classical antithesis between sociology and history
would seem paradoxical or unintelligible to the readers.

For en sikkerheds sky Id skasrer han den dog ud i pap ved at skrive:
»I contrasted sociology with history as the difference between seeking
regularities and understanding unique situations*.

Allerede Stanley Hoffmann gjorde i den afhandling, forfatteren henviser til, opmasrksom pa, i hvor hoj grad Aron bygger pa Max Webers videnskabsteori. Deter til overflod klart, nar man laeser hans behandling af Weber i »les etapes de la pensee sociologique«, der hverken er historisk sociologi eller sociologisk historie, men sociologiens historie.

Han resumerer heri Max Webers tankegang sadan:

La recherche causale peut s'orienter dans deux directions que Ton appellera, pour simplifier, la causalite historique et la causalite sociologique. La premiere determine les circonstances uniques qui ont provoque un certain evenement. La seconde suppose l'etablissement d'une relation reguliere entre deux phenomenes.

Denne sondring mellem historiens sogen efter de specifikke arsagssammenhasnge og sociologiens efter generelle regelmaessigheder, er naturligvis ikke bare Max Webers. Man finder den allerede omkring arhundredskiftet ikke bare i tyske, men ogsa i franske debatter, som Aron mserkvaerdigt nok ikke, men derimod f. eks. Fernand Braudel refererer til i sin afhandling »Histoire et sociologies

Men som Aron gor opmaerksom pa, har denne sondring for ham vaeret
sa indlysende, at der ikke var grand til udtrykkeligt at gore opmasrksom
pa, hvad han lagde i den historiske og den sociologiske synsvinkel.

Nu kan man maske fristes til at sporge, hvor relevant hele denne problematiker for denne afhandling. Arons »Paix et guerre« er en makroanalyse,der beskceftiger sig med sociale systemer og krasfter, Karup Pedersensafhandling en mikroanalyse, der har opmserksomheden vendt mod en bestemt aktor og hans rolle i et bestemt internationalt system. Men efter hans eget udsagn har undersogelsen det dobbelte formal at beellerafkraefte

ellerafkraeftevisse formodninger, han har modt i faget international politik,med andre ord generelle hypoteser, og at belyse det specifikke, historiskeproblem: hvilken opfattelse havde P. Munch af Danmarks stillingi den internationale politik? Med andre ord en problemstilling, der svarer til Arons, som han selv formulerer den. Deter derfor, jeg har dvaelet ved Arons opfattelse af sociologi og historic

Sporgsmalet bliver nu, i hvilket omfang og med hvilket udbytte forfatteren har forfulgt den sociologisk-historiske problemstilling, som jeg skal behandle i den raskkefolge. Den sociologiske forst, dernzest den historiske.

De sociologiske sporgsmal, man kan, og som forfatteren til en vis grad har stillet til sit materiale, er, sa vidt jeg kan se: I hvilket omfang er holdninger til og adfasrd i international politik rollebestemt? Deter, for igen at bruge Arons sprogbrug, et sporgsmal om determinanter og regelmsessigheder, om sociale roller som holdnings- og adfaerdsdeterminanter og om politiske systemer som rolledeterminanter.

Rollebegrebet er jo vitterligt et sociologisk eller socialpsykologisk begreb. Sporgsmalet er, om det ogsa her bruges pa sarnme made som i sociologien, hvor det jo forudsaettes, at en raskke personer optraeder i den samme sociale rolle. Deter pa den made, de amerikanske historikere, professor Bagge nsevner i sin afhandling »Historien og de andre samfundsvidenskaber«, som der hen vises til, har brugt det i den omtalte undersogelse af jernbanedirektorerne i Amerika i det 19. arhundrede. Men nu harder jo vaeret en del flere amerikanske jernbanedirektorer i funktion pa en gang end danske udenrigsministre, og sporgsmalet bliver sa, hvordan man kan fa den komparative synsvinkel, som anvendelsen af rollebegrebet forudsastter, ind, uden at ceteris-paribus-forudsastningen slas helt i stykker af det, Aron kalder det historiske. Ma jeg forresten minde om, at Aron selv i sin droftelse af den historiske sociologis anvendelighed pa international politik fortrinsvis kredser om komparationens problematik.

Tager man flere danske udenrigsministre, er de ikke samtidige. Tager man flere samtidige udenrigsministre, eventuelt smastatsudenrigsministre, er de ikke danske, og deres lande giver, som Munch i ovrigt selv papeger i sin afhandling »Danmark og de andre smastater«, hojst forskellige rolleparametre. Hvordan nar man da til at kunne udsondre, hvad Munch har sagt, fordi han var dansk udenrigsminister, med andre ord hans rollebestemte adfaerd, fra, hvad han bare har sagt, mem han var dansk udenrigsminister?

For deter vel det, sagen, under den sociologiske synsvinkel, drejer
sig om?

Sa vidt jeg kan se, har forfatteren ikke gjort sig denne problemstilling tilstraekkelig klar fra starten, og jeg tror deter grunden til, at meget af afhandlingen i for hoj grad har faet karakter af et referat af, hvad Munch sagde, mens han var udenrigsminister.

For mig at se kunne han have Iost eller sogt at Iose problemet pa to mader, hvoraf han i det mindste har fat i den ene, selv om det ikke gores rigtig eksplicit. Han kunne have og har til dels faet en komparativ synsvinkel ind ved at sammenligne Munchs udsagn som udenrigsminster med hans udsagn i andre roller - som oppositionspolitiker, som radikal ideolog. Men han kunne ogsa have strammet sin analyse ved med stotte i den teoretiske litteratur - bade om den udenrigspolitiske beslutning og til dels mere generelt i organisationsteorien, Simon f. eks. - indledningsvis at prove pa at skitsere en model af den udenrigspolitiske beslutningstagerrolle, at formulere nogle hypoteser om karakteristiske traek ved denne rolle og derpa at efterprove dem pa sit materiale. Han kunne sagar hos Munch selv have fundet i det mindste embryoniske tillob til teorier, der senere formuleres i den moderne statskundskabslitteratur, f. eks. i hans afhandling om »Hall og den nationalliberale politik«, hvor han berorer bade den udenrigspolitiske beslutnings specifikke informationsproblematik og de kar, som et komponentdomineret system skaber. Han ville maske ogsa klarere have erkendt den historiske referencerammes betydning.

Ved en sadan fremgangsmade tror jeg ogsa, han var naet frem til en anden systematik end den, han har anvendt, den emnemcessige, der vel kan vsere hensigtsmaessig ved en historisk-beskrivende fremstilling, men mindre ved en sociologisk orienteret analyse, der tilsigter en rollebelysning. Jeg tror ogsa, at han ville have fundet det hensigtsmaessigt at operere med flere udenrigsministerielle roller, foruden de to, han nu logger vasgt pa, den internationale sammenhseng og den interne sammenhaeng, nemlig den fortrolige og den offentlige. Som det nu er, er afhandligen blevet for meget refererende, for lidt analyserende.

Hvis jeg har forstaet forfatteren ret, er det navnlig smastatsproblemet,
han har villet belyse.

Under alle omstsendigheder, da han s. 590 nar til det, som han har sagt er et af formalene med undersogelsen, at efterprove intemationalpolitisk teori pa et empirisk materiale, er det jo navnlig smastatsteoretikerne, han beskaeftiger sig med. Jeg skal lade ligge, hvad han siger om

Aron og Wolfers. Jeg anser det ganske vist for noget misvisende; men
deter en tangent.

De teoretikere, han laegger mest vsegt pa, er de egentlige smastatsfolk Annette Baker Fox, David Vital og Robert Rothstein. Han siger ganske vist s. 595, at det, fordi disse skribenter er optaget af sikkerhedspolitiske problemer, kan forekomme noget irrelevant at sammenligne deres teorier med Munchs opfattelse, der i sa ringe grad blev formuleret med hensyn til sikkerhedspolitikken.

Det sidste er jeg nu ganske uenig med ham i. Fa danske politikere har beskasftiget sig sa indgaende med sikkerhedsproblematikken, og det forhold, at han i sin udenrigsministertid ikke taler meget om den, kan nseppe opfattes som tegn pa, at han ikke var sterkt optaget af den. Pa det punkt er jeg dybt uenig bade med forfatteren og med hans samtidige konservative kritikere. At et problem anses for uloseligt, betyder ikke at det anses for imesentligt. Men det skal jeg vende tilbage til.

I denne sammenhgeng drejer det sig om den generelle teoretiske indsigt vedrorende smastatens adfaerd i international politik, som kan udvindes ved at efterprove eksisterende teori pa tilfseldet Munch. Her mener forfatteren pa »en lang rsekke punkter« at have konstateret »et sammenfald mellem hvad teoretikerne er naet frem til, og den opfattelse, som Munch gav udtryk for«. Pa s. 593 opregner han sa nogle synspunkter fra Annette Baker Fox' bog, som han dog hurtigt gor sig fasrdig med. Navnlig har jeg svEert ved at acceptere, at »betydningen af en stats geografi naeppe behover ncermere kommentarer«. Lige fra artiklerne i »Det ny Aarhundrede« til udtalelserne til den parlamentariske kommission har de geografiske determinanter en helt central placering i Munchs opfattelse af den Internationale politik.

Jeg forstar egentlig ikke rigtig, hvorfor han finder kommentarer overflodige.

Det havde maske i ovrigt i forbindelse med geografien va;ret relevant at inddrage Rothstein, da han jo netop bl. a. beskseftiger sig med et strategisk passageomrade, Belgien, og da Munch selv flere gange sidestiller Danmark og Belgien.

Men ogsa James Rosenaus forsog pa at systematisere forskellen mellem stormagts- og smastatsadfcerd, der bl. a. munder ud i en tese om, at smastatsadfaerden i hojere grad bestemmes af systemvariable, hvortil han regner geografien, kunne have vseret inddraget.

Mest undrer det mig dog, at forfatteren ikke finder anledning til at
komme ind pa noget af det, der forekommer mig det mindst banale, hos
Annette Baker Fox, hendes teori om smastatens »anti-balance of power

behavior« (s. 146, 186), sa meget mere som Rothstein fremhsever den
samme, om jeg ma udtrykke mig iktyologisk, »lodsfiskadfaerd« (s. 26).

Er den virkelig ikke relevant for materialet?

Nu kan en case study jo bruges ikke bare til at efterprove allerede formulerede teorier, men ogsa som grundlag for nye teser. Som eksempel kunne man anfore Paiges afhandling »The Korean Decision*, der munder ud i en raskke generelle teser. Ogsa pa dette punkt, synes jeg, forfatteren har vaeret lovlig tilbageholdende. Jeg skal senere prove at vise, at der fra et historisk synspunkt maske er mere i hans konklusioner end i hans prsemisser. Fra en statskundskabssynsvinkel tror jeg tvaertimod, der er mere i det righoldige materiale end i konklusionerne.

Jeg kan kort opregne nogle af de problemer, jeg har fundet begravet i
stoffet, men som alt for sjceldent graves systematisk frem.

Det drejer sig bade om udenrigspolitikkens determinanter og om smastatens aktionsmidler. Jeg har allerede nasvnt, at de geografiske determinanter kunne have fortjent en naermere behandling. Man kan ogsa hos Munch finde stof til at belyse den historiske referencerammes betydning for udenrigspolitiske holdninger og handlinger. Eller man kunne have interesseret sig for den departementale indflydelse pa rolleadfserden. Pa samme made kunne man nok mere systematisk have gjort rede for den radikale politikerrolle, det radikale syndroms betydning.

Hvad smastatens aktionsmidler angar, er forfatteren selv inde pa anvendelse af international organisation. Men der ligger ogsa. i hans materiale en raskke forhandlingstekniske metoder, som ikke rigtig saettes i relief: at forklaede interesser i generelle principper og love, at appellere til sagkundskaben, udnyttelsen af de juridiske muligheder, appel til opinion og moralsk autoritet, prsecedensrytteri, noget, der spiller en betydelig rolle i Munchs udenrigspolitik, afdramatisering af konfliktstof, noget, der ganske vist er endnu tydeligere i det fortrolige materiale end i det offentligt

Ogsa i den form for politik, der er kommunikation uden kontakt, kan man finde metoder hos Munch, som havde vasret vasrd at drage frem: opbygning af et renomme for principfasthed og ordholdenhed, bevarelse af handlefrihed ved upraecise fortolkninger, undgaelse af folelsesm£essigt engagement, bl. a. ved pressestyring og isolation, i al almindelighed undgaelse af provokerende adfaerd og af supplikantrollen.

Vi beveeger os her pa et felt, hvor der endnu ikke er megen bistand
at hente i den teoretiske litteratur, men hvor der til gengaeld havde vaeret
muligheder for at skyde erkendelsens graenser noget frem.

Det naeste sporgsmal, jeg skal komme ind pa, naermer sig cie historiske
konklusioner, men haenger ogsa sammen med den anvendte metode.

Hvilke interesser var det, Munch forsogte at varetage?

Hvordan opfattede han dem? Og den indbyrdes prioritering af dem,
som forsoges.

Her har jeg i sinde dels at anfasgte det berettigede i overhovedet at foretage
en sadan prioritering, og dels - lidt ulogisk maske - at rejse sporgsmalet,
om den prioritering, der opstilles, ikke er metodegenereret.

Forfatteren arbejder med tre interessetyper, en mere nuanceret interessetypologi havde ogsa vasret mulig, sikkerhedspolitiske, handelspolitiske og det, han kalder de normative interesser, hvorved han vel stort set forstar bestraebelserne pa at skabe et internationalt retssamfund. Pa side 524 nederst skriver han sa, at »selv om P. Munch i sin personlige prioritering af Danmarks udenrigspolitiske interesser forekommer at have sat de normative interesser hojere end de handelspolitiske, tillod hverken ydre eller indre vilkar ham at gennemfore denne prioritering som udenrigsminister*. Med andre ord, rollen tvang ham til at prioritere handelsinteresserne

Ma jeg lige en passant gore opmaerksom pa en vis uoverensstemmelse mellem, hvad der star s. 7, hvor det hedder, at formalet med undersogelsen ikke er »at afsige domme«, og at »det ikke er vor opgave at saette os til doms over« statsmaendenes adfasrd, og sa bemaerkningen s. 526, hvor det hedder, at Munch »udviste stor dygtighed«. S. 574 nederst far Munch igen mg+ for sin »dygtighed«.

Men tilbage til interesseprioriteringen. S. 588 gentages det, at der »nasppe kan vaere tvivl om, at han (P. Munch) ansa Danmarks normative interesser for at vaere de vigtigste og mest pakraevede at varetage, da han tiltradte som udenrigsminister«. Men de ma altsa vige for de handelspolitiske. De handelspolitiske prioriteres endvidere hojere end de sikkerhedspolitiske; forfatteren mener dog, at det gjaldt ikke bare Munch, at det »for sa godt som alle deltagere i den danske politiske debat var indlysende, at handelspolitiske interesser gik forud for sikkerhedspolitiske*. »Der var«, tilfojer han pa s. 590, »simpelthen ikke mulighed for - i Danmark at prioritere sikkerhedspolitiske interesser hojere end handelspolitiske*.

Hvordan Munch efter forfatterens opfattelse prioriterede de normative
interesser i forhold til de sikkerhedspolitiske, kan man derimod ikke
se af fremstillingen.

Dernaest ville man gerne vide, hvad der egentlig menes med, at handelspolitiskeinteresser

politiskeinteresserprioriteredes hojere end sikkerhedspolitiske. Hvis det skal give nogen mening, matte det jo betyde, at der var tilfslde, hvor sikkerhedshensynofredes for handelspolitiske fordele. Hvad mon deter for eksempler, der tenkes pa?

Jeg vil ikke bestride, at der kan vaere tilfaelde, hvor der foregar en sadan interesseprioritering. Man kan f. eks. ofre handelspolitiske fordele for normative interesser ved at indklage Graekenland for den europaeiske menneskerettighedskommission, eller man kan ofre dem for sikkerhedspolitiske ved at gennemfore en af NATO vedtaget embargo. Men at opstille en sa fast prioritering, som her forsoges, forekommer mig vanskeligt, fordi der er tale om forskellige aspekter af udenrigspolitikken, som for det meste ikke krasver nogen indbyrdes prioritering. Er det overhovedet sammenlignelige kategorier? Er det, forfatteren gor, ikke at sporge, hvad der er hojest, Rundetarn eller det hoje C?

Det, han kalder normative interesser, er vel dels en sindelagsetisk kategori, mens de handelspolitiske og sikkerhedspolitiske er ansvarsetiske, for at bruge Max Webers begreber, dels er de ogsa metoder til at varetage sikkerheds- og handelsinteresser. Forfatteren har selv for handelspolitikkens vedkommende fyldigt dokumenteret, at Munch opfattede det sadan; jeg skal om lidt forsoge at vise, at det samme kan siges om sikkerhedspolitikken. Men hvis deter tilfaeldet, har det vel ikke megen mening at forsoge en prioritering?

Hvad forholdet mellem sikkerhedspolitik og handelspolitik angar, kan der som sagt vEere tale om en konflikt og dermed om en prioritering under interesseaggregationen. Men i det store og hele er der tale om interesser af en helt forskellig karakter, som varetages ved forskellige midler, og som har forskellige, hvad man kunne kalde intensitetskurver, som betyder, at det snart vil vaere den ene kategori, snart den anden, der traenger sig mest pa, hvis deter det, man vil mene med prioritering.

Jeg tror, vi her har et af eksemplerne pa, at forfatteren er blevet offer for den del af sin metode, der gar ud pa fortrinsvis at arbejde med det i samtiden offentligt tilgsengelige materiale. »Man ma vaere pa vagt over for den fare, der altid bestar for, at det bliver materialet og dets problemstillinger og mulige tendens, der kommer til at dirigere forskningen«, skriver han, praeciseret s. 48, hvor han skriver: »Som faguddannet historiker var P. Munch naeppe blind for, at det kvantitative omfang af udsagn kan fa betydning for den anskuelsesmade og det perspektiv, som forskere senere vil anla;gge«.

Det skulle vel ikke vaere den faelde, han selv er gaet i, nar han far
Munch til at prioritere handelspolitikken hojere end sikkerhedspolitikken,

og med sa stor sikkerhed fastslar, at de normative interesser havde den
hojeste placering i det, han kalder Munchs personlige prioritering?

En del af Munchs sikkerhedspolitik var jo det, Georg Brandes kaldte »at ligge dod«. Deter et af de mest konstante temaer hos ham. Vi finder det i artiklerne i »Det ny Aarhundrede«. I 1919 siger han i Folketinget, at Danmarks eneste chance i en ny konflikt vil vsere at »holde sig sa stille som pa nogen made muligt og tage den smule udsigt der selv da vil vasre til at blive en begunstiget oase« (sp. 1320). Forfatteren anforer selv senere udsagn af samme karakter. Men at ligge dod vil jo bl. a. sige, at man ikke offentligt siger sa forfeerdeligt meget.

Endelig har vi Munchs egne ord, ovenikobet citeret af Karup Pedersen selv, for, at han prioriterede sikkerhedsproblemet hojest. Pa s. 179, nederst, taler Munch om »le sentiment de securite dont l'importance est primordiale pour le bien etre moral et economique des peuples«. Nu er det naturligvis Folkeforbundsretorik. Men der star faktisk, at sikkerhedsfolelsen i vigtighed er »primordial* i forhold til bade »bien-etre moral«, der vel uden at gore alt for megen void pa meningen kan siges at deekke »nonnative interesser«, og »bien-etre economique«, der vel ogsa daekker handelsinteresserne.

Men som sagt, jeg er slet ikke glad for denne prioriteringsapproach, navnlig ikke mellem normative og sikkerhedspolitiske interesser, fordi det forekommer mig, at Munchs indsats for et internationalt retssamfund i betydeligt omfang var en dimension, en dimension, vil jeg med det samme tilfoje, af hans sikkerhedspolitik. Jeg vil endda ga sa vidt som til at haevde, at dette perspektiv giver konsistens i logisk inkonsekvente standpunkter i hans Folkeforbundspolitik, nar man preeciserer det derhen, at Danmarks sikkerhedsproblem for Munch - som for hans samtidige i Danmark - var et problem i forhold til Tyskland, med andre ord fortolker hans politik ud fra et tysk primat.

Som nasvnt indledningsvis har forfatteren mattet ty til det fortrolige materiale, nar det gjaldt belysning af Munchs syn pa sikkerhedsproblemet. Lad mig tilfoje, at jeg kun en gang i referaterne fra de nordiske udenrigsministermoder har fundet en udtrykkelig henstilling fra Munch om, at »hans udtalelser matte blive betragtet som meget fortrolige«. Det er pa Stockholm-modet i September 1934, og det drejer sig om de udtalelser, der citeres s. 193:

Hvis Danmark skulle faa Vanskeligheder med den tyske Regering angaaende Grsensen, (jeg synes ogsa, der er gjort for lidt ved grsenseporblematikken), er man fra dansk Side interesseret i at kunne stotte sig til Folkeforbundspagtens Bestemmelser. Disse er maaske ikke meget vasrd, men de er dog bedre end intet«.

Han siger videre:

- efter at Sporgsmalet om Afsluttelse af en ost-Locarno Pagt er kornmet op, maa man vaere forberedt paa, at alle de tyske Grsenser sikres undtagen den dansk-tyske Grasnse. Fra dansk Side er man derfor ikke tilbojelig til at opgive de Krav om Stotte, vi i Henhold til Folkeforbundspagten har paa de ovrige Folkeforbundsmedlemmer.

Jeg tror, vi her har en af noglerne til Munchs politik.

Forbundspagtens bestemmelser var »maske ikke meget vserd, men dog
bedre end intet«. I hvert fald var det i dansk interesse at styrke dette instrument,
hvis sikkerhedsvasrdi ville stige med en almindelig nedrustning.

Igen pa det nordiske udenrigsministermode i august 1935 sagde Munch: Danmarks interessemasssige Stilling falder i Sanktionssporgsmaalet rnaaske ikke helt sammen med Norges og Sveriges, men snarere med Finlands. Det kan i visse Situationer for Danmark vaere onskeligt at skabe et Praecedens baade om Sanktioners Anvendelse og Ikke-anvendelse.

Dr. Sjoqvist mener i »Danmarks udenrigspolitik 1933-1940« (s. 121), at Munch blev glasdeligt overrasket over, at det lykkedes at fa gennemfort sanktionspolitikken, og at »han kom til at indtage en hidtil ukendt positiv holdning over for det kollektive sikkerhedssystem«.

Det kan synes logisk inkonsekvent, at Munch i sin Folkeforbundspolitik pa en gang arbejdede pa at styrke Forbundet og pa at gore dets sanktionsforpligtelser mindst muligt bindende. Men gar man ud fra et sikkerhedsprimat i forhold til Tyskland, bliver der sammenhaeng i hans politik: pa en gang at styrke den sikkerhedsgaranti, der la i Folkeforbundet, og at formindske den risiko, det kunne betyde for Danmark i forhold til Tyskland.

Men han havde flere strenge i sin sikkerhedspolitik. Jeg har nasvnt, »at ligge dod«-politikken. Den tredie streng var den nordiske, i moderne jargon at maksimere den nordiske solidaritets trovasrdighed, noget jeg skal vende tilbage til. I denne forbindelse, hvor vi drofter metode, vil jeg nojes med at fremhaeve en ting, som er tydeligst i den nordiske sammenhaeng,det forhold, at Munch ikke offentligt kunne forklare alle trsekkene i sin sikkerhedspolitik uden at svaekke den. Han kunne ikke i Folkeforbundspolitikkendirekte referere til Tyskland uden at svaekke »ligge dod«politikken.Han kunne ikke forklare sin modstand mod nordiske forsvarsforhandlingermed en henvisning til, at de ville blive resultatlose og dermedsvaekke det indtryk af nordisk solidaritet, han ville skabe. Han var alene, maske helt alene med Danmarks sikkerhedsproblem, afskaret fra at sige det, som Rothstein skriver om de europseiske smastater i 30'erne:

»Small Powers found themselves without a single viable policy choice*
(»Alliances and Small Powers«, s. 234), hvis han ikke skulle spille sig de
fa, usle kort af hasnde, han havde.

Han antyder vel i ovrigt selv dette dilemma i det citat, der anfores
midt pa s. 205:

. . . at der vil kunne vasre Situationer, hvor det ikke vil tjene Danmarks Interesser, at man i denne Sal faar Adgang til, for Beslutning fattes, at fore Droftelse med Vurdering af Stormagters Motiver, med Angreb paa Stormagters Politik, Fordommelse af den ene og den anden Stat, Vurderinger af selve det Forbund, af hvilket vi er Medlem, og i hvis Navn vi skal handle.

Selv mener forfatteren jo i ovrigt, at Munchs opfattelse af sikkerhedspolitikken
var det mest originale hos ham. Han skriver s. 599:

Men pa et punkt — som var helt centralt i P. Munchs opfattelse og ogsa er blevet genstand for meget stor opmaerksomhed - afviger P. Munch fra sa godt som alle teoretikere inden for faget international politik. Deter med hensyn til anvendelsen af militasre midler og neutraliteten. I denne sammenligning kommer P. Munchs opfattelse saledes pa det punkt til at indtage en saerstilling, som gor den markant og original. Deter - nar man saetter sagen pa spidsen - det eneste sasrpraegede og bemaerkelsesvaerdige ved P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i international politik.

Efter Karup Pedersens fortolkning er det originale hos Munch da dels, at han forkaster anvendelsen af militate midler til hcevdelse af landets selvstaendighed over for en overlegen fjende, dels at han giver neutralitetsbegrebet en sa rummelig fortolkning, at det kan vasre foreneligt med i det mindste en delvis bessettelse, maske mener forfatteren endda en generel besaettelse.

Under alle omstcendigheder star vi vel her ved en, ja maske ved hovedtesen i afhandlingen. »Deter«,t_er«, hedder det, »nar sagen sasttes pa spidsen - det eneste ssrpragede og bemserkelsesvasrdige ved P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i international politik«.

Det undrer mig derfor, at forfatteren ikke i hojere grad har lagt vaegten pa at udforske netop denne opfattelse. Der kan vsere grund til at se lidt ncermere pa denne tese, sa meget mere som den, som det tit sker for folk, nar de har fundet en tese, nok er lobet lidt af med forfatteren.

For det forste kunne man se pa sporgsmalet om »det saerpraegede«. Selv var Munch jo ikke af den opfattelse, at han var original. I forste bind af sine erindringer (s. 271) siger han efter at have udviklet tankerne om umuligheden af en militEer losning af det danske sikkerhedsproblem: »Den Tankegang, jeg saaledes forfaegtede, var saa vist ikke en Tankegang, som jeg alene var Talsmand for. I Tale og Artikler forte Ove Rode den

frem med nogenlunde tilsvarende Betragtninger. Og mange andre gjorde ligesaa: Zahle, Slengerik, Niels Petersen, Edvard Larsen, Frederik Bajer og mange andre. Det var ikke noget mEerkvasrdigt nyt, vi havde fundet paa«. Munch angiver da ogsa i sin artikel »Kristian IXs tid« i »Det ny Aarhundrede«, hvor tankegangen kommer fra, hvem der er original, nemlig Monrad og Tscherning (1906, 543). Mon det derfor ikke ville vasre rigtigere at sige, at vi her star over for en holdning, som indgik i det radikale rollesyndrom?

Ogsa det fleksible neutralitetsbegreb finder vi grundigt debatteret i arhundredets begyndelse i diskussionen om Deuntzers udtalelser til forsvarskommissionen. Munch selv deltager i den med sin afhandling fra 1908 om »Danmarks Nevtralitetspligt«, hvori han drofter Haagerkonventionernes neutralitetsregler og konkluderer i, at der ikke er »fjerneste Antydning af en Forpligtelse til at modsastte sig med Vaaben et forssetligt Angreb . . . og end mindre til at fore en haablos Kamp mod en overmcegtig Stat« (s. 177). Men som han selv siger i Erindringerne, havde saniEend ingen anden end I. C. Christensen allerede ti ar tidligere fremsat den formulering, der siden gar igen, at »vi ikke kan vaerne vor neutralitet«, men at vi kan »konstatere den«.

Mon ikke det mest originale ved Munch - ogsa i forhold til hans samtidige - var hans enestaende evner til at holde folelser uden for sine raesonnementer? I den forbindelse kunne man fremhseve den beundring, han flere gange udtrykker for Waldeck-Rousseau.

Men for sa vidt Munch er original som teoretiker, kan det hojest vaere
i forhold til de teoretikere, forfatteren har valgt at inddrage.

Eller er det originale hos Munch efter Karup Pedersens mening, at han mente, neutralitetspolitikken ogsa kunne fortscette efter en totalbe- Scettelse? Deter vel sadan man ma forsta den fortolkning, man finder s. 480 af Munchs rettelser til Staunings manuskript d. 9. april, heller ikke et i samtiden offentligt tilgaengeligt dokument. S. 483 hedder det, at »P. Munch mente at kunne haevde, at Danmark ogsa efter 9. april 1940 var en neutral stat i stormagternes indbyrdes vaebnede konflikt«. »En neutral stat« star der udtrykkeligt.

Side 586 henvises sa i note 11 til en afhandling af ambassador Svenningsen (»Danmarks status efter den tyske bessettelsesaktion den 9. april 1940«). Men det siges maerkvcerdigvis ikke, hvad der star i den. Jeg ma maske derfor have lov til at citere:

Ved overvejelserne den 9. april 1940 var der ikke tid til at anstille dybtgaende
betragtninger om de folkeretlige problemer. Disse overvejelser bevaegede sig

pa det politiske omrade, og hensigten dermed var — efter at beslutningen om kapitulation var taget - at opna den for landet mest fordelagtige stilling overfor okkupationsmagten, d.v.s. en stilling, hvorved mest muligt af vor handlefrihed indadtil blev bevaret. Det var derfor dr. Munch lagde sa stor veegt pa at undga, at der bade i vor protestnote, i statsminister Staunings tale i folketingetden 9. april og i andre tilkendegivelser blev henvist til den dansk-tyske ikke-angrebspagt eller pa anden made blev benyttet udtryk, som kunne skabe irritation hos besasttelsesmagten og derved vanskeliggore den kontakt, som det var nodvendigt at optage og opretholde mellem danske og tyske myndigheder.Midt i ulykkens stund og til trods for, at han var knuget til jorden af sit politiske nederlag, bevarede dr. Munch sit overblik over situationen og sorgedefor at den forhandlingspolitik, alle kompetente instanser var enige om at optage, fik den for Danmark bedst mulige start. Tanken om at fortssette landetsneutrale status udadtil i folkerettens forstand kan ikke have vaeret genstandfor dr. Munchs salidt som for andre regeringsmedlemmers overvejelser.

Det ma jo nok i denne forbindelse huskes, at det var tyskerne, der forst havde talt om, at de »onskede at sikre landets neutralitet«, og at det derfor ville vaere en direkte udfordring at tale om neutralitetsbrud. Mon det ikke snarere var lodsfisk- end neutralitetspolitikken, der fortsattes? Men jeg indrommer, at vi her crude pa de psykologiske dybder, som forfatteren ellers har lovet at holde sig fra.

Deter jo relativt let at dokumentere, at Munch - ligesom Svenningsen - ikke ansa en fremmed besasttelse af dele af territoriet for uforenelig med en fortsat neutralitetspolitik. Men hvor findes inden den 9. april nogen antydning af, at Munch skulle have anset sit neutralitetsbegreb for sa rummeligt, at det var foreneligt med en generel besasttelse?

Man kan dokumentere, at Munch havde gjort sig tanker om en generel
besasttelses muligheder og konsekvenser.

Et eksempel findes ogsa i denne afhandling, s. 210:

.. . Nous ne pouvons admettre qu'un pays disparaisse en tant qu'Etat du seul
fait qu'il est occupe en partie ou en totalite par une armee etrangere, alors
memc que l'occupation a entraine le depart de son gouvernement.

En stat forsvinder ikke ved en totalbessettelse, selv om regeringen er gaet i eksil. Deter jo Abessinien, der er tale om, og pa det nordiske udenrigsministermode folgende forar uddyber Munch naermere i sin argumentation mod et svensk forslag om at affinde sig med den nye tingenes tilstand, hvorfor han indtager dette standpunkt: »Dette ville vasre et farligt Pracedens at statuere, idet et europseisk Lands Modstandskraft hurtigt kan brydes«, et argument, han i ovrigt gentager over for det udenrigspolitiske

Men heri ligger jo ikke, at en stat fortsat kan betragtes som neutral.

Totalbesasttelsens perspektiv er fort endnu videre i forsvarsdebatten fra arhundredets begyndelse, hvor Munch, som forfatteren citerer s. 423, er inde pa, at et folk kan besta, selv om dets stat forgar. Igen er det et perspektiv,som gar tilbage til Monrad. Sa vidt jeg kan se, nar forfatteren dog med udgangspunkt heri igen frem til en meget vidtgaende overfortolkningaf kilderne - her er vi inde pa historisk metode - med henblik pa Munchs syn pa statens og folkets eksistensproblem. Nederst pa siden skriver han:

Fra denne tidligere periode i P. Munchs politiske karriere finder vi saledes
yttringer, der viser, at for ham var Danmarks bestaen som stat underordnet
hensynet til de mennesker, der levede i staten Danmark . . .

Hvor star, at »Danmarks bestaen som stat« var »underordnet hensynet
til de mennesker, der levede i staten Danmark«?.

Han taler om »den usandsynlige Ulykke« det ville vasre, hvis Danmarks statslige eksistens ophorer, og han ser ingen militasre muligheder for at afvasrge denne ulykke. Men dermed er dog ikke sagt, at hensynet til statens eksistens er underordnet »de mennesker«, — selv taler han om folket - »der lever i staten«. Ikke desto mindre gar forfatteren s. 583 endnu videre og skriver:

For P. Munch var en stat en gruppe af flere eller faerre enkeltindivider, og denne gruppe havde ingen egenexistens eller egenberettigelse udover hvad dens til enhver tid levende enkeltindivider i faellesskab kunne blive enige om at give den. Ingen hverken historisk tradition eller vision om faelles fremtid kunne paberabes som vaerende overordnet og vigtigere end hensynet til de mennesker, der levede inden for gruppen, og hvis naturlige trang til individuel overlevelse og selvhaevdelse gjorde det til en pligt for deres talsmaend og valgte repraesentanter i videst muligt omfang at sikre dem denne individuelle overlevelse.

Og s. 497 far tankegangen endnu en drejning. Her star udtrykkeligt:

Det var nemlig hans dilemma, efterhanden som han gjorde karriere i det danske politiske system, at han ikke - som i sin ungdom - abenlyst kunne erklaere, at Danmarks bestaen som stat var mindre betydningsfuld end bevarelsen af danske enkeltindividers liv og daglige existens.

Kan man virkelig henvise til noget sted, hvor Munch siger, at »Danmarks bestaen som stat var mindre betydningsfuld end bevarelse af danske enkeltindividers liv«? Det ville gleede hans konservative kritikere, hvis man kunne.

I det mindste kan man ogsa - selv nar man ser bort fra Munchs tidlige
chauvinistiske, jeg havde nser sagt militaristiske, periode - finde en anden

tankegang end Karup Pedersens generaliserende om Munchs opfattelse af forholdet mellem stat og enkeltindivider, en tankegang, der gar ud pa, at Danmarks sikkerhedsproblem af geografiske grunde har en helt specifikkarakter, som gor, at en militaer losning netop i Danmark er udsigtslos,ja farlig. Nar han beskseftiger sig med andre smastater som i artiklen»Danmark og de andre smastater«, der forresten ikke optraeder i litteraturlisten, finder han det i en raekke tilfaelde ganske rimeligt, at de forbereder en militaer losning, med andre ord at ofre enkeltindivider for statens eksistens. I forste bind af sine erindringer (s. 268) kommer han i ovrigt i denne sammenhaeng ind pa Belgien - han havde jo gjort sig til noget af en ekspert i Antwerpens faestningsanlaeg - og konkluderer, at det, der var forkert i Danmark, kunne vaere rigtigt i Belgien, bl. a. fordi, som han skriver, »her var der virkelig Mulighed for, at den ene (militasrstat)kunne komme det til Hjaelp mod den anden«.

Hvis forfatteren i neutralitetssporgsmalet gor Munch mere elastisk, tror jeg, han i forsvarssporgsmalet gor ham mere dogmatisk, end der er daskning for i kilderne. Det samme gadder muligvis hans holdning til alliancetanken. Det hedder s. 569:

Det var for P. Munch at se den altafgorende og omfattende interesse for Danmark, der burde vaere ledetraden for dets deltagelse i international politik. I det omfang der bestod muligheder for at varetage denne interesse, burde den danske stat sa stasrkt og sa langt som muligt soge at fremme den. Dette var afgorende for en raekke af P. Munchs ovrige synspunkter pa Danmarks stilling i international politik. Deraf fulgte nemlig, at Danmark aldrig matte bringe sig i en abenlys ensidig afhaengighed af en enkelt stormagt - slet ikke gennem en alliance.

Det kan i det mindste lasses, som om alliancefriheden var et aksiom
for Munch. Men var det faktisk en apriorisk holdning hos ham?

Han er jo ganske vist en tid inde pa tanken om permanent neutralitet. Men i hele den periode, han optoeder i den offentlige debat, forela der vel kun en alliancemulighed, en alliance med Tyskland, og den vender han sig imod. Georg Brandes bringer ganske vist tanken om en alliance med England eller endda en status som engelsk kronland ind i debatten. Men nar Munch afviser den, er det dels med henvisning til Englands udemokratiske karakter, dels til at »England aldeles ikke er i Stand til at sikre os« og dels til, at det ikke har lyst til at indga en alliance med Danmark (Det ny Arh. 1906, s. 74). Men hvad det principielle sporgsmal om alliancepolitik angar, sker der dog ingen aksiomatisk afvisning: »Kun hvis en nojere Undersogelse viser, at Alliancepolitikken virkelig er den rigtigste, den klogeste, bor den vaelges«, skriver Munch pragmatisk.

I 1936 stillede han sig ifolge det svenske referat af udenrigsministermodet i Kobenhavn ikke afvisende over for dansk deltagelse i et regionalt sikkerhedssystem for ostersoen, hvis England gik med. Nu var der her ganske vist tale om kollektiv sikkerhed, ikke om kollektivt forsvar. Man kan derfor ikke slutte ret meget. Men man kan heller ikke slutte ret meget af hans konsekvente afvisning af et nordisk forsvarsforbund. For det forste anforte han, at de nordiske lande ikke effektivt kunne hjaelpe hinanden - afskraekkelses-, marginalmagts- og omkostning-gevinst-synspunkter optrEeder jo hos Munch kun nar han argumenterer for, at et for staerkt dansk forsvar kunne blive farligt. Dernasst var forsvarsforbundet ikke politisk muligt i Sverige og Norge. Det vidste han. Men hvis det blev klart demonstreret over for omverdenen ved strandede forsvarsforhandlinger, sa ville den nordiske solidaritets trovasrdighed, som han bevidst efter eget udsagn i fortrolige forhandlinger, omend med andre ord, sogte at opbygge, bryde sammen. Pa Oslo-modet i 1938 sonderer han direkte, hvilken stotte Danmark kan paregne. Sa noget helt definitivt svar pa Munchs holdning til alliancesporgsmalet, tror jeg ikke, man kan fa.

Der er mange andre sporgsmal, jeg kunne have haft lyst til at tage op,
f. eks. forholdet mellem holdningen til sikkerhedspolitikken og opfattelsen
af den internationale politik.

Tiden tillader ikke en nsermere uddybning. Jeg vil derfor til sidst takke forfatteren for det store arbejde, han har gjort. Han har vseret igennem et udstrakt terrain og maske nok herunder tradt mangen sti vild. Men jeg tror, at hans hovedsigte er meget VEerdifuldt, et forsog pa at na til en dybere forstaelse af den internationale politik ved at rette opmcerksomheden mod aktorerne og deres opfattelse. Jeg tror, deter en af de veje, vi ma se at komme videre. For

Grau, teurer Freund, ist alle Theorie,
und griin des Lebens goldner Baum.

Men for en anden gangs skyld ma jeg maske slutte med endnu et Goethecitat:

In der Beschrankung zeigt sich erst der Meister.