Georg Nørregård: Danmark mellern øst og vest 1824-39. (Gyldendal, 1969). 309 s.

I arene 1948 til 1960 behandlede Georg Norregard i tre boger Danmarks udenrigspolitiske problemer fra freden i Kiel og frem til 1824. Det skete med »Danmark og Wienerkongressen 1814— 15«, »Freden i Kiel 1814« og »Efterkrigsar i dansk udenrigspolitik 1815-24«. Hermed var fremstillingen fort frem til udenrigsminister Niels Rosenkrantz' dod, der faldt sammen med afslutningen af de forhandlinger, der blev fort i forbindelse med afstaelsen af Norge. I »Danmark mellem ost og vest 1824-39« disse fremstillinger op med en beskrivelse af vort forhold til omverdenen i Frederik Vl's sidste ar, et emne, som ikke tidligere har vaeret meget behandlet.

Georg Norregard har under ornfattende studier, ikke mindst i udenlandske arkiver, tilvejebragt et stort materiale, idet der, som det fremgar af forordet, »er lagt saerlig vaegt pa at fremdrage, hvad de fremmede regeringer fik at vide om danske forhold«. Denne formulering er endda forsigtig, idet mange af afsnittene i alt vaesentligt er bygget op pa disse indberetninger. Meget interessant materiale bliver dermed lagt frem for laeseren, som dog stort set savner en praesentation og en vurdering af de diplomater, ter,der star bag indberetningerne. Kun pa baggrund af et vist kendskab til de specielle forhold, gesandterne arbejdede under, kan laeseren vurdere deres udsagn. Nar det f. eks. med den russiske gesandt, baron Nikolaj som kilde oplyses, at prins Christian ved et bal havde udtrykt sig i underdanige vendinger om zaren (s. 116), da svaekkes tilliden til dette udsagn, nar det andetsteds meddeles (s. 112), at samme gesandt i overensstemmelse med det russiske hofs saedvane smigrede zaren ved at skildre den beundring, man i Kobenhavn naerede for hans holdning under decembristoproret.

Det skal dog siges, at den preussiske gesandt i forste halvdel af 1830'erne, grev Raczynski, bliver vurderet, idet han fremstilles som syg og uligevaegtig.

I det vaesentlige er bogens afsnit opbygget pa den made, at forlobene skildres kronologisk, saledes at kildeoplysningerne er stykket sammen til et sindrigt puslespil, hvorefter forfatteren ved slutningen sammendrager kort. Med denne teknik kan det ikke helt undgas, at fremstillingen bliver lovlig detaljeret. Det oplyses saledes (s. 226), at af mere opsigtsvaekkende begivenheder inden for konsulernes kreds skete der (bl. a.) det, at A. v. Eberling i 1835 blev aflost af P. Dobell som russisk konsul i Helsingor. Den eneste ojeblikkelige nytte, laeseren kan have af denne information, er den, at han nu med sandsynlighed kan identificere den russiske konsul, der i 1839 (efter svensk kilde) udbragte en skal for sundtoldens bevarelse. Det har nok vaeret Dobell.

I hvert fald fik keseren her kontant viden om konsulatsforhold i Helsingor,men i andre tilfaelde kan oplysningervirke mindre betydningsfulde. Som sidste saetning i en sammenhaeng om Frederik Vl's sorger i forbindelse

med datteren Vilhelmine, noteres det saledes, at »Frederik VI sa meget sorgmodig ud, da Vilhelmine efter et besog i Kobenhavn i maj 1839 tog afskedmed ham« (s. 279). Kilden er en depeche fra den svenske gesandt Lovenskiold. Med den anvendte teknikkan det ikke undgas, at stilen blivernoget tung: »Selv om hertugen af Augustenborg personlig optradte loyalt, var hans broder, prinsen af Nor, i alt fald mere hensynslos. En tid syntes hertugen madeholden, men han ytrede aldrig et venligt ord om kongen« (s. 279-80). Til denne beskedneoplysning er der ikke mindre end tre kildehenvisninger, nemlig depecherfra svenskerne Hochschild (30/6 36), Lagerheim (30/7 38) og ostrigeren Langenau (15/9 38).

Vender man nu interessen fra bogens tekniske opbygning til dens indhold, ma man konstatere, at den omhandlede periode er fattig pa dramatik eller faengslende emner; det var forbi med de foregaende artiers aktive udenrigspolitik. Det svage og politisk isolerede Danmark matte nu finde sin plads i systemet; hovedlinjen i udenrigspolitikken blev et forsog pa at bevare neutraliteten mellem de to stormagtsblokke England-Frankrig i vest og Rusland-Preussen-ostrig i ost. Regeringens politik hvilede pa en fastholden ved ostmagternes politiske system, en kurs, der blev fastholdt af Frederik VI. Der er dog naeppe tvivl om, at det har vaeret sa som sa med russervenligheden i kongens omgivelser; fra engelsk side ansas saledes udenrigsminister Schimmelmann for at have vestlige sympatier, og prins Christian kunne af gode grunde naeppe betragtes som en ven af den ostlige stormagt efter 1814. Ogsa til ostrig var forholdet udmaerket; i forbundssager fulgte man i reglen dette land.

Frankrig var O3hort med at spille nogen rolle for dansk udenrigspolitik efter Wienerkongressen; der var ikke nogen saerlig gunstig atmosfaere for diplomatiske udfol delser landene imellem, et forhold, som ikke bedredes ved, at markis de Saint-Simon i 1820'erne var fransk gesandt i Kobenhavn. Om ham hedder det, at han brutalt kunne forlade et selskab (nok ikke nogen opportun opforsel i Frederik Vl's Kobenhavn), ligesom han kunne finde pa at true skildvagter med stokkeslag. Til den anden vestlige stormagt, England, knyttede der sig storre interesser. Af hensyn til kolonierne matte forholcet til England vaere i orden; det var dsrfor nodvendigt at glemme fortidens modssetninger, og i den engelske statsledelse kunne man finde venligt sindede. Det var dog i stor ydmyghed og pa en selvudslettende made, vi naermede os denne stormagt; da Adolj: Blome i 1833 blev sendt til London som gesandt, fik han at vide, at han ikke matte laegge for staerkt beslag pa de engelske ministre, som nok kunne have vigtigere ting at beskaeftige sig med.

Efter afviklingeu af tabet som folgeaf krigen kom problemerne ved rigets sydgraense mere frem i bevidstheden;forholdet til dettyske forbunds hovedmagter var acceptabelt, og den danske politiks f^relse var stort set overladt til erfarne gesandter i Frankfurt;de fulgte scm naevnt ostrig i forbundsanliggender, hvad venskabet mellem Frederik VI og kejseren dannedeen god basis for. Forholdet til Preussen var mere problematisk, og det blev ikke bed:"c, da den omtalte Raczynski i 1831 blev preussisk gesandti Kobenhavn. Han skrev saledes i en depeche 1833: »Jeg tover ikke med at sige for srlckert: Danmark er ikke pa. vort parti, det elsker at fortraedigeos, deter ganske saerlig darligtindstillet

ligtindstilletover for Preussen . . .«
Der var dog ikke store problemer de
to lande imellem.

Fra udenrigsministerembedet var kongen slet hjulpet. Allerede for Niels Rosenkrantz dode, var kongen besluttet pa at lade den gamle grev Schimmelmann fungere i embedet indtil videre. Frederik VI var ikke den mand, der var indstillet pa at lade ungdommen komme til. Da flere kandidater til posten undslog sig, og da Schimmelmann var ganske fornojet med at vaere udenrigsminister, fortsatte han, til han dode i 1831, 84 ar gammel. Han var vellidt pa grund af sit andfulde vaesen, men i sin hoje alderdom uskikket til at varetage den vigtige post pa grund af svaekkelse. Efter Schimmelmanns dod fungerede Stemann en kort tid i embedet, men den 17. maj 1831 blev den nye udenrigsminister udnaevnt; valget var faldet pa vor mand i Stockholm, Krabbe-Carisius, som foruden kendskabet til Sverige havde erfaringer fra Petersborg og Dresden. Med Krabbe fik landet atter en elskvaerdig udenrigsminister, men til genga:ld en, der var holdningslos og ganske manglede en malsaetning. Han ville gore alle tilpas og bidrog til at gore Danmark til et land uden udenrigspolitik i 1830'erne.

Erindringen om den florissante handelsperiode sad endnu, og beskedne forsog blev gjort pa at vinde noget af det tabte tilbage. Man ville saledes gore Kobenhavn til stabelplads for ostersoomradet; meget betegnende var det en son af den store kobmand Duntzfelt, der forte sagen frem. Der blev etableret et ostersoisk handelskompagni, som fik kongelige begunstigelser; det blev dog ikke til stort med handelen, og allerede 1828 blev kompagniet nedlagt. Af kolonierne havde i ovrigt nu kun de vestindiske oer nogen okonomisk betydning. ning.Et par gange gik skibe til Ostindien og kom hjem med rige ladninger, men Asiatisk Kompagni havde ringe kapital, og allerede fra begyndelsen af 1820'erne havde man planer om at afhaende Tranquebar og Serampore. Ernst Schimmelmanns vassentligste indsats var maske etableringen af handelstraktater med flere lande; han var meget interesseret i handelens liberalisering, og den engelske charge d'affaires P. Browne mente, at han endog havde udviklet en mani for handelstraktater. Han fik truffet aftaler med England, USA og Sverige-Norge, hvorefter blikket blev vendt mod mere eksotiske egne, og traktater afsluttet med Mexico og Brasilien; yderligere fik han startet forhandlinger med Rusland og ostrig, forhandlinger som afsluttedes med resultat efter hans dod. Initiativet i den retning svandt efter Schimmelmanns dod, men noget skete der dog; den sidste traktat fra Frederik Vl's tid blev indgaet med Venezuela, fordi dette land la nasr dansk Vestindien; det evige venskab mellem de to nationer blev her fastslaet som indledning til traktatens omfattende tekniske afsnit. Det foles som en mangel, at Georg Norregard kun i meget beskeden udstraekning soger at vurdere disse traktaters betydning i okonomisk henseende; hovedvaegten er lagt pa det mere uvsesentlige: deres tilblivelseshistorie.

Med al sin detaljerigdom dokumenterer den noget tungt laeselige bog, at Frederik Vl's sidste ar var en mistrostig periode i dansk udenrigspolitiks historic Georg Norregard har lagt et meget storl; stykke arbejde i indsamlingen af de mange enkeltoplysninger og opbygningen af helheden; man kunne godt have onsket nogle illustrationer til at live lidt op.