Rüdiger Eckert: Die politische Struktur der dänischen Widerstandsbewegung im zweiten Weltkrieg. Eine Untersuchung über die Bedeutung der illegalen Presse und einiger repräsentativer Vertreter der Widerstandsgruppen. Lüdke, Hamburg 1969). 345 s.

Bogens gennemgaende tema er en politisk bestemmelse af den righoldige og hidtil uudforskede flora, der tilsammen udgor den illegale presse under besaettelsen. I 8 hovedafsnit behandles Danmarks kommunistiske Parti, Folkeviljen, Dansk Samling, Hjemmefronten, Danske Tidende, Den danske Parole, Ringen og Frit Danmark, og vi far af hvert blad eller udgivergruppe en politisk karakteristik, der vaesentligst er baseret pa, hvilke efterkrigsmal de stod for, og hvordan de placerede sig i eller uden for den traditionelle partipolitiske struktur i Danmark. Denne analyse er saerdeles vel gennemfort og munder ud i en hojst tiltraengt nuancering af begrebet modstandsbevaegelsens ideer. Alligevel er denne problemkreds ikke bogens mest interessante.

Under sit mangearige arbejde med stoffet har forfatteren ogsa inddraget et stort dokumentmateriale i undersogelsen,og saledes rustet er han pa udvalgte punkter gaet et skridt videreog har sogt at analysere den politiske strategi og taktik, som vigtigemodstandsgruppers skiftende parolervar udtryk for. Hans interesse

har isaer samlet sig om venstreflojen. Spillet mellem kommunisterne og andregrupper i og uden for modstandsbevaegelsener blevet bogens andet hovedtema.

Desvaerre er disse to vaesensforskellige problemstillinger ikke holdt adskilt, hvilket har flere ulemper. For det forste slar den ramme, inden for hvilken forfatteren under sit kortlaegningsarbejde bevaeger sig, ikke til, nar det gaelder det politiske spil, der jo rakte adskilligt ud over modstandsbevaegelsens eller i al fald modstandsledelsens egen kreds. Vi far saledes et afsnit om kommunisterne med en samlet analyse af deres bestraebelser efter 29. aug. 1943 pa at skabe en folkefront eller enhed i arbejderklassen, og det folges op af et afsnit om gruppen Folkeviljens parallelle bestraebelser inden for Socialdemokratiet, i ovrigt et fortrinligt og helt originalt kapitel, der hviler pa forfatterens egen indsamling af arkiver og beretninger. Logisk matte dette folges op med en analyse af den socialdemokratiske partiledelses kurs; men da Socialdemokratiet ikke var en modstandsorganisation, ma vi nojes med en punktvis belysning heraf, i indledningen og enkelte andre afsnit. Deter et stort sporgsmal, om forfatteren har ret i at operere med et skisma mellem partiledelsen og de illegalt arbejdende socialdemokrater, deriblandt Hedtoft og H. C. Hansen. Selv om forfatteren dokumenterer, at Alsing Andersens udfald mod »chauvinister og kommunister« 2. sept. 1943 var repraesentativt for ledende socialdemokraters syn pa den eksisterende modstandsbevaegelse, er ikke dermed sagt, at partiledelsen ikke kunne fole et behov for at vaere repraesenteret blandt de opinionsdannende illegale organer. I alle tilfaelde virker det som en kunstig begraensning, at det store arbejde forfatteren alligevel har lagt i gennemgang af Socialdemokratiets arkiv ikke har nedfaeldet sig i nogen samlet vurdering pa linie med modstandsgrupperne.

Den dobbelte problemstillings anden svaghed giver :sig navnlig udtryk i det store afsnit om kommunisterne, hvor der savnes en sondring mellem ideologi og politik. Kommunisternes udforlige motiveringer for skiftende kurser er ideologisk interessante, men bragt ind i politisk sammenhaeng forklarer de intet, synes naermest kun at vise, at der fandtes et Lenin-citat til ethvert formal. Tendensen til overideologisering er dog maske farligere i afsnittet om Dansk Samling, hvor forfatterens konkrete viden ikke slar til. Ved udeladelse af det militasre aspekt bliver han ikke klar over, at Dansk Samling albrede i 1942 var involveret i praktisic modstandsarbejde, selv om det forst gjorde sin entre i den illegale presse efter 29. aug. 1943. Han kommer derved til at laegge unodig vaegt pit Arne Sorensens ideologiske motive ring for Dansk Samlings mildnede holdning over for kommunisterne ved oplosningen af Komintern i sommeren 1943, og det er i det hele taget et sporgsmal, om ikke tilnaermelsen mellem Frihedsradets to politiske pgrtier er en smule overspillet. Deter ivivlsomt, om den paviste ideologiske kongruens rakte ud over, hvad der nodvendigt fulgte af samarbejdet og partiernes parallelle

Trods disse mangier har den tyske historiker dog leveret et saerdeles vaesentligt bidrag til den danske modstandsbevaegelses historic Det partipolitiske aspekt er sa frugtbart og sa vel udnyttet, at man blot ville onske, forfatteren havde fort det igennem med endnu storre konsekvens.