Tage Kaarsted: Dansk politik i 1960'erne, Taktik og strategi. (Gyldendal, 1969). 85 s.

I foraret 1969 tildeltes den nybagte doktor og professor Tage Kaarsted Rosenkjaer-prisen. Til rnodtagelsen af denne pris knytter sig en forpligtelse til at holde en raekke radioforedrag. Disse udsendtes i sommeren 1969, og de emu udkommet i bogform.

Kaarsted har som emne for sine foredrag valgt det parlamentariske spil imellem de danske partier efter 1957. Bogens titel, »Dansk politik i 1960'erne«, er derfor en anelse misvisende, idet den politiske udvikling i disse ar bevidst anskues i et meget snaevert - om end centralt - perspektiv. Kaarsted udtrykker det i sin forste forelaesning pa den made, at han ikke vil behandle hele det politiske spektrum; »men kun den side, der harmed folketingsparlamentarismen at gore og inden for denne endda kun de facetter, som kommer frem ved regeringsdannelser og parlamentariske kriser fortrinsvis set i det christiansborgske perspektiv «.

Bade i sin indledning om »samtidshistorikerens vilkar« og i sine sammenfattende betragtninger soger Kaarsted at tage hojde over for eventuelle indvendinger mod sin lidt traditionelle approach til studiet af politisk historie. Synspunktet er det, at nok »laves« der politik uden for Christiansborg; men trods alt vil man gennem en undersogelse af det parlamentariske spil pa Christiansborg finde frem til forhold, »der udsiger noget vaesentligt om interessemodsaetningerne i vort samfund og om graenserne for disse«. Imidlertid er det slaende, hvor ringe opmaerksomhed der ofres pa den samfundsmaessige ramme omkring det politiske spil pa Christiansborg, der derfor kommer til at virke som et frit i luften svaevende system. I alt fald er der ingen forsog i Kaarsteds fremstilling pa systematisk at kaede den politiske udvikling sammen med traek i den samtidige socio-okonomiske udvikling. Man behover ikke at vaere »marxistisk orienteret historiker« for at mene, at en tilfredsstillende teoridannelse omkring det parlamentariske spil partierne imellem forudsaetter en analyse af samfundsudviklingen i relation hertil. Deter saledes skuffende, at der i bogen ikke er gjort forsog pa at udnytte de forskningsresultater, som f. eks. den nyere vaelgeradfaerdsforskning har fremlagt, ligesom deter utilfredsstillende, at de tilgaengelige data vedrorende den danske kommunikationsstruktur ikke er sogt anvendt i fremstillingen — ud over bemaerkninger om, at TV har accentueret det personlige element i dansk politik.

Det snaevre sigte med fremstillingen er imidlertid eksplicit formuleret af Kaarsted, og man ma indromme, at det giver ham mulighed for i saerlig grad at fordybe sig i vassentlige problemstillinger, hvor hans viden og indfoling med materialet er imponerende.

Skulle man indvende noget mod dispositionen af bogens hovedafsnit, matte det vaere den uforholdsmaessige plads, behandlingen af regeringsdannelsernei 1960, 64, 66 og 68 optageri bogen pa bekostning af andre, maske vigtigere politiske begivenheder.Saledes far de vigtige begivenhederi 1963 (sammenbruddet af markedspolitikken,helhedslosningen jordlovene) kun en halv sides omtale (og da kun om jordlovsafstemningen), hvorimod hele 6 sider (ud af sammenlagt49 sider) ofres pa regeringsdannelseni 1964. Udenrigs- og forsvarspolitikkener i det hele stedmoderligt behandlet, ligesom vigtige haendelsesforlobsom

forlobsominclkomstopgoret i 1961, skatteforhandlingerne fra 64-67 og boligforliget kun far overfladisk omtale.Dette tilsyneladende misforhold er en folge af bogens snaevre problemstilling;men alligevel foles det utilfredsstillende,at sa ringe opmaerksomhedrettes mod indholdet af de politiske modsaetninger mellem partierog enkeltpersoner i »Christianborgsfolketingssal, partivaerelser, korridorerog

Bogens afgjorte styrke Hgger i den praecise motiv-analyse af partiers taktiske manovrer. Forfatteren har et sa intimt kendskab til krinkelkrogene i den danske politikerpsyke, og et sa omfattende personkendskab samt en tilsvarende naese for spaendende detaljer i den politiske taktik og strategi. Derfor har han ogsa i sine hidtidige arbejder med betydeligt udbytte kunnet udnytte forskerproducerede kilder i form af aktorinterviews, som navnlig ved rekonstruktion af kontroversielle begivenhedssekvenser er et vanskelig handterligt vserktoj.

Tage Kaarsteds indfoling med sit materiale lettes af, at hans egne politiske vurderinger Hgger sa taet midten i dansk politik som menneskeligt muligt. Dette kan dog i enkelte tilfaelde vaere en svaghed. Saledes synes hans karakteristik af »folketingspar-1 « venstreorienterede kritikere lovlig hard. Disse grupper er i Kaarsteds ojne »splittede, til dels uorganiserede og synes at mangle ledere, der kan mere end smide med brosten.«

Kaarsteds radioforedrag bliver formentlig ikke en klassiker i den historiske litteratur pa linie med Troels Finks »Fem foredrag om dansk udenrigspolitik efter 1864«, men den er absolut laesevaerdig og giver forhabninger til den i forordet bebudede »fyldigere, dokumenteret fremstilling af de samme problemer«.