DANSK-RUSSISKE RELATIONER 1697-1709

TIDEN INDTIL FREDEN I TRAVENDAL

»Aber ofters vergessen die Potentaten ihr lnteresse, ofters begriffen sie es nicht; ojters werden sie durch andere obliegende dinge verhindert«. (Paul Heins' instruks, »Secreta argu menta^). Pa grundlag af hidtil übenyttet dansk og russisk kildemateriale argumenterer amanuensis, cand. mag. Bent Jensen for, at sigtet fra dansk side med tilncermelsespolitikken over for Peter den Stores Rusland var af langt mere vidtgdende karakter end normalt antaget. Det soges pdvist, hvorfor vedholdende danske bestrcebelser gennem hele det 17. arhundredes anden halvdel for at engagere Rusland i et opgor med Sverige netop pd dette tidspunkt realiseres.

I

Den 10. april 1697 blev der i Gehejmekonsejlet under Christian Vs ledelse truffet officiel beslutning om at sende kancellirad Paul Heins som envoye extraordinaire til Moskva. Hovedformalet med sendelsen var at forsoge at knytte Rusland til Danmark ved hjaelp af en offensiv alliance, der i givet fald pa dansk foranledning skulle kunne forpligte Rusland til at stotte Danmark i et kommende opgor med Sverige. Den danske gesandt havde desuden en hel rsekke andre hverv: efterretningsopgaver vedrorende Hvidehavsregionen, forsog pa retablering af den dansk-russiske handel, tilbud om kompromis i de gamle stridigheder om Lapland, tilbud til den russiske regering om dansk hjaelp til udvikling af skibsvaerfter, opbygning af en russisk flade med Archangelsk som base og reorganisering af det russiske milkier efter vesteuropasisk monster og forslag om oprettelse af et palideligt og effektivt kommunikationssystem mellem de to stater.

Forberedelserne til gesandtskabet havde vaeret grundige. Sammen med kreditiver, fuldmagter og omfattende instrukser medbragte gesandten en hel serie bilag, der i detaljer redegjorde for regeringens syn pa saerlig vigtigesporgsmal. At sendelsen ikke blev anset for en kortvarig foreteelse,

Side 398

kan bl. a. ses af den omstaendighed, at Paul Heins medbragte sin hustru x.

Forud for den endelige beslutning om indholdet af gesandtens instrukser havde medlemmerne af den danske regering naturlij^vis gjort sig deres tanker om formal med og raekkevidde af tilnasrmelsen. til Rusland. Pa grundlag af de bevarede aktstykker er det ikke muligt at sige, hvem der har vaeret ophavsmand til de forskellige overvejelser, der kommer til udtryk i instrukserne, hvad der dog ikke er vaesentligt, da formalet her er at soge afklaret, hvad der har vaeret den danske regerings opfattelse.

I en fortrolig betsenkning understreges det kraftigt, at formalet med tilnasrmelsen kun skulle vaere at styrke Danmark over for Sverige, og ikke noget som heist andet. Disse overvejelser ma tillaegges stor vaerdi, fordi det kan pavises, at de har faet afgorende indflydelse pa den endelige udformning af politikken over for Rusland, bade i dens teoretiske og dens praktiske fase. Betaenkningen er forfattet, efter at der var truffet principbeslutning om at soge oprettet en alliance med Rusland, men for afgorelsen om, hvem der skulle repraesentere Danmark i Moskva, var truffet. Forfatteren er kyndig i de dansk-russiske relationers historic og fortrolig med den vesteuropaeiske litteratur om Rusland. Adskilligt tyder pa, at han er den dansk-russiske tilnasrmelsespolitiks arkitekt.

I betsenkningen traeffer man for forste gang tanken om, at alliancens vilkar skulle veere sadan, at der blev mulighed for at gore et tilsyneladende defensivt forbund operativ offensivt ved hjaelp af en hemmelig artikel; man ville ikke, som det ofte ellers skete, lade sig noje med et tilsagn om hjaelpetropper. Det understreges, at man matte sorge for at binde Rusland pa en sadan made, at Danmark kunne vaere forsikret om dets stotte laenge nok til at fa sine mal helt opfyldt. Der arjmmenteres for, at det var nodvendigt at sikre sig i det mindste Polens og Brandenburgs velvillige neutrahtet, men heist deres aktive medvirken. Rusland matte isaer bestrasbe sig pa at fa forholdet til Polen i orden. Det fremgar af betaenkningen, at dens forfatter har vaeret interesseret i, at en forstaelse med Rusland pa danske betingelser skulle opnas sa hurtigt som muligt.

Tankerne om, at Danmark skulle vaere Rusland behjaelpelig med en reorganisering af dets militaervaesen, sa det kom pa h{z>jde med de vesteuropaeiske staters, er ogsa fremsat i skriftet; og det tLiojes, at man ma sikre sig, at de russiske graensebyer, Novgorod og Psko\r, etableredes som fremskudte baser for indfald i de svenske ostersoprovmser.

1. RA Geh. Kons. GKP. 10. april 1697. Heins' instrukser m.m., se RA TKUA. GR. 73: 10. april 1697 og RA TKUA Rusl. C. 95. De anvendte dateringer er til og med 18. februar 1700 efter juliansk kalender og e:?ter denne dato iflg. gregoriansk. Ved dobbeltdatering er den forste dato efter juliansk kalender.

Side 399

Det ses endvidere, at betaenkningens forfatter har forestillet sig, at det danske initiativ skulle vsere indledningen til permanente diplomatiske forbindelser mellem de to stater, idet han foreslar, at man skal opfordre den russiske regering til at holde en permanent resident i Kobenhavn.

Et meget vigtigt aspekt i overvejelserne er de alternative tanker til en dansk-russisk forstaelse pa de oven for naevnte vilkar, der kommer til udtryk i skriftet. Det kunne traeffe sig - hedder det - at Rusland ikke havde samme interesse i et opgor med Sverige pa det af Danmark onskede tidspunkt. Det kunne videre begive sig sadan, at en dansk-svensk forstaelse pa acceptable betingelser skulle vise sig mulig. Disse to stater ville da nemt kunne afskaere Rusland fra dets eneste sovaerts forbindelse til Vesteuropa. Ved at haeve tolden pa russisk korn, eksporteret over Archangelsk, kunne kornet fra ostersoomradet igen komme til at konkurrere med Archangelsk-kornet i pris, og kornhandelen i ostersoen ville igen blive bragt op pa sit gamle stade. Den fordel, Danmark herved ville forskaffe Sverige, matte Danmark naturligvis have kompensation for andetsteds. Deter sandsynligt, at der her hentydes til svenske indrommelser i Gottorp-problemet².

Blandt de mange bilag til Paul Heins' instruks baerer et overskriften »Secreta argumenta«. Store dele af indholdet er skrevet i ciffer; det rober, med hvilke argumenter, den danske regering har ment at kunne fa den traege russiske kolos sat i bevaegelse. Det hedder heri, at hvis den russiske regering mod forventning ikke skulle vise tilbojelighed til at indga en alliance med Danmark, skulle Heins praeparere den med de i skriftet indeholdte tanker, som - tilfojes det andetsteds^2a - ofte tidligere var blevet paberabt i Moskva. De argumenter, der er tale om, er i virkeligheden en syntese af de erfaringer, den danske regering havde gjort med hensyn til Ruslands udenrigspolitik under de mange og energiske forsog, den tidligere havde gjort for at vinde gehor for sine synspunkter vedrorende forholdene i ostersoomradet³.

2. RA TKUA. Rusl. A 11. 20. Betaenkningens overskrift iyder: »Frage. Was sonst, zu errichtung eines gllicklichen successus in dem wercke, vor prsecautiones etwa notig thun mochten? Resolutio«. (Ikke min fremhaevelse. B. J.)

2a. Punkt 4 i instruksen af 10. april 1697.

3. Det danske Ruslandsinitiativ af april 1697 var ikke en isoleret aktion, men skal ses i lyset af en lang raekke tidligere forsog i samme retning. Det kan diskuteres, hvor langt tilbage i tiden, man vil saette indledningen til disse bestraebelser, men der kan argumenteres for, at denned den voldsomme aendring i magtforholdene i ostersoomradet, som fandt sted i forste halvdel af det 17. arhundrede til Sveriges fordel og pa Danmarks og Ruslands bekostning, var skabt grundlag for et dansk-russisk interessefsellesskab med brod mod Sverige. Dette var i alt fald den danske regerings opfattelse, bade under Frederik 111 og Christian V. Gang pa gang forsogte Danmark at fa den russiske regering til at indse, at den i egen interesse matte samarbejde med Darjnark for at traenge Sverige tilbage fra dets dominerende position. Isaer fra 1650'erne og fremefter var det lykkedes at fa russisk tilslutning til de danske synspunkter i princippet, men det afgorende skridt herfra og til enighed om aktiv, :samlet optraeden var det hidtil ikke lykkedes at fremkalde. De dansk-russiske relationers historie i det 17. arhundrede er et af de mange uudforskede omrader inden for dansk historieforskning. Den russiske historiker E. E. Zamyslovskij har skitseret Ruslands forhold til Dajimark og Sverige i tiden 1676-1682 i en artikel fra 1889 (»Snosenija Rossi s Daniej i Sveciej v carstvovanie Feodora Alekseevi£a«; Russkij Vestnik 188S», janvar', pp. 1-36), og en anden russisk forsker, G. V. Forsten, har i 1904 behandlet emnet pa grundlag af danske diplomaters indberetninger (»Datskie diplomaty pri moskovskom dvore vo vtoroj polovine XVII veka«; Zurnal ministerstva narodnago prosvesienija 1904, No. 9, 11 og 12). Forstens fremstilling har dog mere form af et causeri end af en kritisk bearbejdelse af de anvendte kilder. Pa grundlag af Forstens og Zamyslovskijs artikler har tyskeren Klaus Zernach i sin bog om de svensk-russiske diplomatiske forbindelser 1675-1689 ogsa berort forholdet Danmark-Rusland. (K. Zernach: Studien zu den schwedisch-russischen Beziehungen in der 2. Haljte des 17. Jahrhunderts. Teil I. Gieisen 1958). Englsenderen R. M. Hatton, der beskaeftiger sig med denne periodes internationale politik, har i English Historical Review, 11 (1962), p. 377 understreget den staedighed, hvormed det danske diplomati holdt tanken om en faelles generobring af de til Sverige tabte omrader i live i Moskva. Det lange perspektiv kommer ogsa til syne i Heins' instruks i omtalen af bl. a. Malte Juels ambassade til Rusland i 1631. Det hedder her, at de mislykkede forsog under Christian IV pa at fa et dansk-russisk samvirke i stand havde vaeret »die vornehmste ursache ..., dass die Benachbahrte Crohn an beeden Seiten so grossen progressen gethan". (Punkt 9 i Heins' instruks af 10. april 1697).

Side 400

Hovedprincippet i argumentationen gar ud pa at spille pa den usikre og nedvaerdigende stilling, Rusland efter den danske regerings opfattelse befandt sig i takket vaere Sverige. Der fremmanes et billede af et lykkeligt Rusland fra tiden, for den svenske ekspansion satte ind i det 16. arhundrede.Fra da af havde Sverige haerget og plyndret Rusland og frataget det store og rige provinser, Ingermanland og Karelen. Den varige effekt og den egentlige hovedskade heraf var, at Rusland var blevet aldeles spaerret ude fra ostersoen. Herved hindredes Rusland i at fa fcrsyninger bl. a. af vaben og andre krigsfornodenheder ad denne vej, og allervaerst: den store handel, som russiske kobmaend havde drevet for i tiden med hele verden, var blevet ganske ruineret, og russerne havde mattet tage til takke med de erhverv, som Sverige nadigst tillod dem. Alt dette havde imidlertid kun skaerpet den svenske appetit, de naeste ofre for den svenske ekspansionville blive Novgorod og Pskov samt omraderne deromkring. Herved ville Sverige fa en let forsvarlig graense bestaende af soer og floder, og omvendt ville det blive vanskeligere for Rusland i givet fald at bryde ind i de svenske provinser og ud til ostersoen. Ogsa omradet fra Karelen til Hvidehavet, inklusive Archangelsk, stod for tur. Herved ville Sverige blive

Side 401

herre over hele den rassiske sov£erts handel. Ingen ville rore en finger for at komme Rusland til undsaetning, hvilket erfaringerne fra fortiden havde vist, og Rusland var altid alene kommet til kort over for Sverige pa grund af de svenske stridskraefters bedre organisation, traening og ledelse.

Konklusionen pa denne redegorelse var naturligvis, at den eneste stat, Rusland kunne stole pa i et opgor med Sverige, var Danmark. Ruslands nuvaerende allierede, Kejseren, var kun nyttig, nar det gjaldt modsaetningen til Porten. Dette havde da ogsa zar Peters forfasdre forstaet og folgelig altid lagt vaegt pa en god forstaelse med Danmark.

Ogsa i dette skrift kommer det tvestrengede i den danske politiks taktik frem. Ganske vist - bed det videre - havde Danmark al mulig grund til ikke at onske Sverige styrket endnu mere, men tvsertimod hindre noget sadant. Ikke desto mindre ville ikke alle svenske erobringer vaere lige farlige, set fra et dansk synspunkt, ja nogle ville maske ligefrem vaere til Danmarks fordel. Dette gjaldt specielt Archangelsk, for efter at den russiske handel havde orienteret sig efter denne by, var indtaegterne af oresundstolden taget af, og det danske landbrug havde lidt. skade. Da ogsa de svenske ostersobesiddelser led skade herved, ville Danmark og Sverige have en faelles interesse i at saette en stopper for denne udvikling. Herved ville Danmark ogsa kunne komme i besiddelse af Lapland, som Rusland havde taget fra Danmark.

Denne tankeraekke slutter med, at sadanne overvejelser dog ikke havde en sadan vaegt i den danske regerings politik, at den ikke ville foretraekke venskab og intim forstaelse med Rusland. Regeringen habede i ovrigt, at Rusland var af samme opfattelse. Hvis Danmark og Rusland var allierede, matte Sverige splitte sine kraefter pa to fronter. Kun en russisk erobring af nogle ostersohavne ville give dette land en tilfredsstillende Iosning pa dets problemer, men dette kunne kun lade sig gore ved hjaelp af en flade, hvilket tidligere, isolerede russiske forsog havde demonstreret. Kun Danmark kunne og ville stille en flade til radighed for Rusland 4.

Efter faerdiggorelsen af samth'ge instrukser og bilag opdagede regeringen,at den alligevel havde glemt nogle punkter. Der opsattes derfor et »Pro memoria«, der palagde gesandten 1) at hindre en fornyelse af de eksisterende russisk-svenske aftaler og 2) at benytte enhver lejlighed til at saette ondt blod mellem Sverige og Rusland og i saerdeleshed benytte sig

4. »Secreta argumenta«, bilag Lit. B til instruksen af 10. april 1697. I klart sprog i RA TKUA. Konc. GR. jan.-juni 1697; i kun delvis oplost kode i RA TKUA. Rusl. C. 95.

Side 402

af Sveriges »nuvaerende elendige tilstand og formodede konfusion i regeringen«som
argument for at handle nu 5.

Ikke blot i regeringens teoretiske overvejelser, men ogsa i den praktiske udforelse af politikken, genfinder vi den allerede tidligere omtalte dualisme i den danske statsledelses taktik og strategi. Vi star her over for et helt afgorende forhold, og en udeladelse af dette aspeki: - eller en manglende overvejelse af dets betydning - kan blokere for forstaelse af det videre begivenhedsforlob.

Pa grundlag af de oven for omtalte aktstykker, og ved at sammenholde deres indhold med det danske allianceprojekt og regeringens egne kommentarer til omfanget og indholdet af den med Rusland onskede alliance, kan man konkludere, at der var et langt videre perspektiv i det danske diplomatiske initiativ end blot at soge stotte til en »ai'straffelse« af den gottorpske hertug 6. Pa lasngere sigt synes formalet at have vaeret en asndring i styrkeforholdene i ostersoomradet til Danmarks (og Ruslands) fordel ved en svaekkelse af Sveriges okonomiske og strategiske stilling. Dette mil skulle realiseres ved opbygningen af et osteuropaeisk, danskdomineret alliancesystem med Danmark og Rusland som grundpiller, men heist udvidet til ogsa at omfatte Polen og Brandenburg. Det kompleks af internationale aftaler, fra 1660-1661, som fastslog og garanterede Sveriges dominans i omradet, skulle erstattes af en ny politisk orden, der ville indebaere betydelige territorielle o. a. aendringer i Sveriges disfavor.

En afgorende forudsaetning for realiseringen af de danske planer om teknisk og militaersagkyndig bistand til Rusland var en losning pa de russiske problemer ved landets sydgraense. Den danske gesandt skulle da ogsa argumentere for, at Rusland ville kunne hoste langt storre fordele af at bruge sine kraefter mod Sverige. I mellemtiden kunne forberedelserne til det store projekt fuldfores, sa at den danske regermg, nar ojeblikket var inde, kunne udlose alliancesystemets forpligtelser - dvs. et samtidigt angreb pa Sveriges besiddelser fra flere sider - ved under paberabelse af at vgere blevet kraenket i sine rettigheder at angribe Gottorp.

Det var ikke en konventionel defensiv alliance, suppleret med en hemmeligartikel om maden, hvorpa hjaelpen i givet fald skulle ydes, den danskeregering havde i tankerne^6a. Udformningen af den pataenkte alliancetraktatsparagraf 3, set i sammenhaeng med den hemmelige artikel,

5. »Pro memoria«, RA TKUA. Konc. GR. jan.-juni 1697 og RA TKUA. Rusl. C. 95. I anledning af tronskiftet i Sverige skulle eksistersnde svensk-russiske traktater fornyes.

6. Danmark-Norges Traktater XI, 35. 6a. Ibid., 33.

Side 403

viser klart, at der var tale om et regulsert angrebsforbund 7. Deter da ogsa den fortolkning, regeringen selv har givet af alliancen i det resume over Heins' instrukser, der den 10. april 1697 indfortes i gehejmekonsejlsprotokollen8.

Hidtil havde det ikke vaeret muligt at fa Rusland med pa planer af denne art, men den russiske regerings vaegring var motiveret i Ruslands svaghed og den dermed sammenhEengende frygt for Sverige, og ikke i en principiel afstandtagen fra det onskelige i at fa hidfort en sendring af tingenes tilstand 9. Den danske regering var vidende om den forandringens vind, der var begyndl: at blasse over Rusland efter zar Peters tronbestigelse. Maske kunne der saettes skred i udviklingen nu 10.

Ogsa den internationale politiske situation syntes gunstig for et initiativ over for Rusland. Alle Europas stormagter var i faerd med militaert og alliancemasssigt at styrke sig til det opgor om Spanien, som alle forudsa ville komme inden laenge n. For at sta sa stasrkt som muligt i Vesteuropa kunne det forudses, at Kejseren ville vasre interesseret i at frigore sig for sine forpligtelser i osteuropa. Hvis Den hellige Ligas krig med Porten aflostes af fred, ville Rusland blive disponibelt for andre formal. Kunne det samtidig ga sadan, at Christian Vs sosterson, August af Sachsen, blev konge af Polen (hvad der var udsigt til), ville situationen naesten vaere ideel set fra et dansk synspunkt. Dette var i alle fald en svensk diplomats opfattelse 12. Om den danske regerings overvejelser har grundet sig pa en analyse af den internationale situation som den her skitserede, kan

7. Artikel 3 siger bl. a., at hvis en af parternes rettigheder blev kraenket, skulle dette anses for casus belli med forpligtelse for den anden part til at yde hjaelp. I den hemmelige artikel hed det, at hvis en af parterne sa sig nfidsaget (min udhaevelse. B. J.) til at indlade sig i krig med nogen, skulle den anden part - efter at vaere blevet informeret herom - gore faelles sag med sin allierede. At de danske hertugdommer var omfattet af den af Danmark onskede alliance fremgar utvetydigt af teksten. Se RA TKUA. GR. 73. og RA TKUA. Rusl. C. 95 for hhv. pkt. 5 i instruksen af 10. april 1697 og bilag Lit. C hertil.

8. Heins skulle rette sine bestraebelser mod at fa oprettet en alliance »... auf dem fuss einer foederis defensivi contra futuros hostes ... durch einen secret article aber die assistence durch eine diversion auf dem fuss einer offensiver Biindnis zu stipuliren«; (pkt. 2 i resumeet i RA Geh. Kons. GKP. 10. april 1697). Ogsa den russiske regering opfattede alliancen som klart offensiv. I et tillaeg til sin ratifikation af traktaten skrev zar Peter, ». . „ dass der offensive angriff, so laut dem in haupttractat geschlossenen dritten articul geschehen 50i1,...«; Danmark-Norges Traktater XI, 95.

9. Forsten, passim.

10. Se »Secreta argumenta«, hvor der tales om den nye russiske regering.

11. Den internationale politiske situation, se Rosen, 44 ff.

12. Anders Leijonclo, svensk gesandt i Kobenhavn. Hans udtalelser om de lyse udsigter, se Rosen, 55.

Side 404

kun opkastes som en hvpotese. Men muligheden forekommer sandsynlig.

Den aktuelle sammer _^eng, den danske ostvendte politik skal ses i lyset af, er forst og fremmest domineret af den danske stats forhold til hertugdommet Gottorp, hvis quasi-suveraene stilling og central^ funktion som en af hjornestenene i det svenske udenrigspolitiske system den danske regering aldrig havde affundet sig med 13. Malet for den danske statsledelses udenrigspolitik under Christian V var der ikke tvivl om: det gjaldt spraengningen af den svenske indkredsning, som var blevet resultatet af de forskellige fredsslutninger tidligere i det 17. arhundrede. 1 sine »Welmeente Erindringer og Maximer . . .« fra 1683 har Christian V givet et utvetydigt udtryk for Danmarks interesse i at fa aendret status quo. Forste etape skulle besta i en losning af Gottorp-problemet pa danske betingelser, dvs. en tilintetgorelse af hertugens suversene stilling. Pa ksngere sigt skulle ogsa de tabte sundprovinser vindes tilbage. Ivaerksaettelsen af disse planer skulle ske, sa snart »lykkelige konjunkturer« ville give anledning dertil u.

Med hensyn til de midler, der skulle tages i anvendslse for at na det erklaerede mal, var situationen ikke slet sa klar. Et helt afgorende forhold ved dansk udenrigspolitik var, at dens mal ikke kurme realiseres ved hjaelp af de ressourcer og magtmidler, den danske stat selv umiddelbart radede over, men forudsatte stotte fra andre magtei 15. Denne stotte havde Danmark forgaeves sogt at opna i Vesteuropa; det syntes ikke muligt her at fa. hjaslp til at styrke Danmark pa Sveriges bekostning. En magts fulde heiTedomme over indsejlingen til det viglige hav var ikke nogen ttflokkende udsigt. Endnu sa sent som i foraret 1697 havde man dog tilsyneladende ikke helt opgivet habet i den danske regering. Dette hasnger sandsynligvis sammen med en forvaerring i forholdet mellem Sverige og England 16, en forvaerring der faldt sammen med Karl Xls dod og de hermed forbundne danske forventninger om et svagt svensk formynderstyre pa baggrund af vedholdende forlydender om gaerende utilfredshed i den svenske adel¹⁷.

I denne situation foretog den danske regering en kombineret diplomatisk

13. En kort og klar oversigt over det folkeretsligt komplicerede forhold findes hos Generalstaben I, 13 ff.

14. Testamenter, 33. At Christian V havde samme opfattelse tiele sin regeringstid ud kan sluttes deraf, at han ikke fandt det fornodent at aendre denne formulering, da han i 1698 »forbedrede« sine maximer. Se Testamenter, 38.

15. Se herom C. O. Boggild Andersens vurdering i Historisk Tidsskrift 10. R. IV. (1938), 410.

16. Hallendorff, Bidrag, 23 f.

17. Se f. ex. den danske gesandt Luxdorphs indberetning af 23. dec. 1696. Fryxell, 78 f.

Side 405

og militaer aktion med det formal at fa klarlagt, hvor meget situationen havde forandret sig. Samtidig med at Chr. Siegfred v. Plessen 17a sendtes til kongressen i Rijswijk for at fortsaette den tilnaermelse mellem Danmark og somagterne, der var blevet indledt med en alliance af 1696 (og hvis formal netop var at fa England til at lasgge pres pa Gottorp 18, brod danske tropperind pa gottorpsk omrade, hvor forskellige militaere installationer odelagdes.Reaktionen fra de magter, der i sin tid havde garanteret den bestaendeordning mellem Danmark og Gottorp, var ganske vist ikke sa kraftig, som Sverige havde onsket det, men pa den anden side sa staerk, at Danmark fa uger senere indstillede aktionen 19. Resultatet af sonderingenvar altsa, at hensynet til Sverige i somagternes politik stadig vejede tungest. De negative erfaringer i vest kan kun have gjort den danske statsledelsemere interesseret i at soge stotte i ost til at saette sig ud over det arrangement, den fandt sa utilfredsstillende.

For at forsta betydningen af det danske initiativ over for Rusland i foraret 1697 ma det understreges, at Rusland var en stat, der la langt ude i periferien af det europasiske statssystem. I modsaetning til Danmark havde Rusland ingen permanent diplomatisk representation i de vigtigste vesteuropaeiske hovedstaeder, og omvendt nojedes de vesteuropaeiske regeringer som regel med at sende et gesandtskab til Moskva i ny og me 20. Hverken Rusland eller Danmark spillede nogen rolle af betydning i det europaeiske statssystem som helhed i det 17. arhundrede. Derimod udgjorde de vaesentlige led i hver sin undergruppering af stater, som man kunne kalde henholdsvis ostersoomradet og osteuropaomradet. Mens Danmark og Sverige var de to mest betydningsfulde led i det forste undersystem, udgjorde Rusland sammen med Polen, Kejseren og Venedig et osteuropaeisk alliancesystem rettet mod tyrkerne. Rusland udgjorde dog ogsa et - skont underordnet - led i ostersosystemet.

Den kendsgerning, at ingen af de to stater tog aktiv del i opgoret i Vesteuropa,betod, at forudsaetningen for at forfolge andre, mere naerliggende mal var til stede. Danmark havde ikke vaeret helt uden kontakt med Rusland,siden det sidste danske gesandtskab til Moskva var vendt hjem i 1684, idet danske interesser varetoges af den kgl. handelskommissaer, zar Peters fortrolige, Butenant v. Rosenbusch. Denne sendte i tidsrummet 1680-1698 regelmsessigt rapporter til regeringen i Kobenhavn om begivenhedernei Rusland og bidrog herved til, at den danske regering kunne

17a. V. Plessen, se DLB XVIII (1940), 395 ff.

18. Dagjournaler, 24-25.

19. Hallendorff, Bidrag, 23 ff. og Generalstaben I, 18 ff.

20. Bittner, passim.

Side 406

danne sig et palideligt indtryk af de nye tider i Rusland 21. Samme kommissaerformidlede i ovrigt i 1695-1696 et samarbejde af teknisk art mellem Rusland og Danmark, idet den danske regering pa hans foranledningefterkom et russisk onske om at sende skibsbyggere til Rusland 22.

Det danske diplomatiske initiativ over for Rusland i 1697, formidlet af Paul Heins, fik ikke nogen flyvende start, idet gesandtens ankomst til Moskva faldt sammen med zarens afrejse til Vesteuropa sammen med et stort gesandtskab. Da ingen af de i Moskva tilbageblevne politikere havde fuldmagter til at trasffe bindende aftaler - og da de i ovrigt efter gesandtens mening ikke havde meget begreb om Ruslands udenrigspolitik - blev Heins' opgave forelobig begraenset til at indsamle efterretninger og lodde stemningen²³. Han fik da ogsa omgaende ordre om at betinge sig, at hans eventuelle forhandlinger under zarens fravaer ikke pa nogen made matte praejudicere senere forhandlinger med zaren 24.

Fra zaren i Holland kom der ordre om at undersoge omfanget af gesandtenskommission, og presset af de russiske myndigheder robede Heins, at formalet med hans sendelse var at befaeste det dansk-russiske venskab, for at de to lande derved bedre skulle kunne beskytte sig imod »ondsindede«,som ponsede pa at kraenke deres besiddelser. Laengere end til sadanne generelle udtalelser ville Heins ikke ga²⁵. Over for sin egen regering gjorde han opmserksom pa, at der siden hans afrejse fra Danmark var sket store forandringer i den europasiske situation og i saerdeleshed, hvad angik forholdene i Polen. Han spurgte, om det ikks matte fa til konsekvens,at allianceprojektet skulle aendres 26. Heins har altsa allerede pa dette tidspunkt villet henlede regeringens opmaerksomhed pa, at Augusts valg til polsk konge, kombineret med den af gesandten bemasrkede staerke russiske interesse i at have et godt forhold til Polen, havde abnet et nyt perspektiv for realiseringen af de danske onsker om ogsa at inddrage Polen i det ostvendte alliancesystem. Situationen i Polen i forbmdelse med kongevalget havde i ovrigt pa et tidligere stade vaeret den danske regering til alvorlig gene netop med henblik pa den ivaerksante tilnaermelse til Rusland. I juli 1697 havde zaren anmodet Danmark om at hindre den franske tronkandidat i at komme til Polen ad sovejen27.n27. Dette var

21. Rosenbusch var i 1684 blevet udnaevnt til kommissaer. Marquard, 343.

22. Rasmussen. Se isaer RA TKUA. Rusl. B. 40: Rosenbusch' indberetninger af 19. juni, 15. juli og 26. august 1696.

23. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins' til kongen 23. og 30. juli samt 13. august 1697.

24. RA Geh. Kons. GKP. og RA TKUA. GR. 74: 24. august 1697.

25. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til kongen 12. november 1697.

26. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til kongen 26. november 1697.

27. RA TKUA. Rusl. A. I. 9: Peter til Christian V 16. juli 1697. Piß I, 367 f.

Side 407

en penibel sag for den danske regering, der nodigt ville rage uklar med Frankrig pa dette tidspunkt. Man sogte derfor fra dansk side at bagatelliserede polske problemer, der - som det hed - sikkert ville falde til ro, efter at August var blevet valgt til konge. Imidlertid ville man gerne optageforhandlinger med Rusland med det formal at sikre freden i Polen, da man selv var interesseret heri²⁸. Man kan her se den forste spaede kim til en udvidelse af Danmarks ostorienterede politik: en opfordring til Ruslandom sammen med Danmark at arbejde pa at konsolidere Polen under Augusts ledelse til begge staters fordel.

Mens Heins i Moskva forelobig matte forholde sig til dels passiv, udfoldederegeringen i Kobenhavn store anstrengelser for at komme i kontaktmed zaren pa et sa tidligt tidspunkt som muligt af gesandtskabets rejse i Vesteuropa, givetvis med det formal at gore den russiske regering opmaerksompa de muligheder, der var for en aktiv ostersopolitik i forbund med Danmark, for den eventuelt bandt sig til opgaver andetsteds. Den 15. juni fik feltmarskal Gustav Wilhelm v. Wedel instruks om personligt at begive sig til Lybsek, hvor zaren formodedes at opholde sig, for at opfordrezaren og gesandtskabet til at laegge ruten om ad Danmark. Hvis zaren ikke sa sig i stand til at komme til Danmark pa udrejsen, skulle v. Wedel opna bindende tilsagn om, at han pa hjemrejsen fra Holland enten ville komme til Kobenhavn eller tage ophold i Lybsek eller Hamborg,hvortil kongen da ville sende en person fra sit konsejl for at drofte »de nuvaerende konjunkturer i fortrolighed«. Samtidig ville man ogsa informerezaren om formalet med Heins' sendelse til Moskva 29. Da regeringensenere fandt ud af, at zaren endnu befandt sig i Pillau, hvor han afventede begivenhedernes udvikling i Polen, fik den danske regerings repraesentant i Berlin, Frantz v. Hagen, ordre til at opsoge forsteambassadorLefor t³⁰ og over for denne erklsere, at da zaren for sin afrejse fra Moskva havde betroet kongens kommissaer, v. Rosenbusch, at han ville tage til Danmark, ventede kongen ham med sa megen mere utalmodighed, som han selv var staerkt interesseret i at gore zarens bekendtskab. Denne

28. RA TKUA. GR. 74: Christian V til Peter 21. august 1697. I September 1697 lod den danske regering et fransk ekspeditionskorps, der skulle til Danzig for at undsaette det franske parti i Polen, uhindret passere gennem oresund. RA TKUA. GR. 74: Jessen til Plessen 4. September 1697. Pa dette usikre, forberedende stadium af forsoget pa at opna en tilnaermelse til Rusland, synes hensynet til Frankrig at have vejet tungere. Dilemmaet Ioste sig efterhanden, da Frankrig snart opgav at installere en franskorienteret konge i Polen.

29. RA Geh. Kons. GKP. 15. juni 1697. Wedel er biograferet i DBL XVIII (1904), 322 ff.

30. Lefort, se SIE VIII, 607.

Side 408

instruks naede dog ikke v. Hagen, for zaren var afrejst fra Pillau31.

Sa snart regeringen var vidende om, at zaren befar.dt sig i Holland, afgik der ordre til v. Plessen om, at han over for zaren skulle give udtryk for kongens stserke onske om at traeffe zaren for derved at kunne forny det traditionelle dansk-russiske venskab³². Alle disse bestraebelser, der ogsa omfattede fristende tilbud om at sorge for zarens og gesandtskabets hjemtransport via Kobenhavn-Archangelsk eller Kobenhavn-Narva pa kongelige danske skibe, kronedes imidlertid ikke med held. Man naede under zarens ophold i Holland ikke laengere end til en udveksling af hoflighedsfraser 33. Den ringe russiske interesse skal formentlig ses pa baggrund af den russiske udenrigspolitiks endnu pa dette tidspunkt sydvendte interesser. Hele det russiske gesandtskabs formal var at skabe de nodvendige forudsastninger for en heldig videreforelse af den uafsluttede krig pa Ruslands sydfront34. Sa laenge den russiske regering mente, at der var muligheder for i Vesteuropa at opna stotte til krigen mod tyrkerne, og sa lsenge forholdet til Porten prioriteredes hojest af alt, var de nodvendige forudsaetninger for et dansk-russisk interessefaellesskab med henblik pa en tilbagetraengning af Sverige ikke til stede.

Sidst pa aret tog den danske regering konsekvensen heraf og beordrede Heins til - indtil naermere ordre forela - at indstille forhandlingerne om en alliance med Rusland rettet mod Sverige³⁵. Mens man afventede en afklaring af situationen i Polen og i Ruslands bestraebelser pa at opna vesteuropaeisk stotte til kampen mod de vantro, slog den danske regering ind pa en anden taktik, hvorved den danske gesandts tilstedevaerelse i Moskva muligvis alligevel kunne vise sig nyttig.

Den 15. december 1697 besluttedes det i konsejlet at skrive til Heins om, »mit alien particularitaten Schweden angehenden aonoch bis weitere ordre zuriickzuhalten« 36. I instruksen af 18. december indskaerpedes det ham at vaere yderst forsigtig vedrorende »dem Haubt- und Secrets-absehen«,sa laenge zaren var fravaerende. Der var nemlig intet konstruktivt at forvente, sa laenge Rusland var optaget af problemsrne med Porten.

31. RA TKUA. Brandenburg-Preussen B. 64. Hagen til kongen 15. og 18. juni samt 13. juli 1697. RA TKUA. GR. 74: Kongen til Hagen 29. juni 1697.

32. RA TKUA. GR. 74: Kongen til Plessen 10. august 1697.

33. RA TKUA. Nederlandene B. 117-118: Bilag til Plessens, indberetning af 7. September 1697; Plessen til kongen 2. og 19. oktober 1697; Sehested til Reventlow 2. oktober 1697.

34. Wittram, Peter I, 127 ff. Solov'ev VII, 525 og 542.

35. RA TKUA. GR. 74: Kongen til Heins 18. december 1697.

36. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til kongen 26. november 697, tilskrift i marginen.

Side 409

Heins matte dog pa den anden side ikke stille sig afvisende over for den russiske regering, men lade sig forlyde med, at formalet med hans sendelsevar at forny det fortrolige forhold mellem de to stater, oprette et forsvarsforbund og bilasgge stridighederne vedrorende grsenserne i Nordnorge.Det omtaltes ogsa i ordren, at Jens Juel var blevet sendt til Sverige for at gratulere den nye svenske konge med dennes overtagelse af den fulde kongemagt³⁷. Der var hermed indledt en ny fase i politikken over for Rusland; Heins' opgave skulle forelobig kun besta i at holde forbindelsentil Rusland »varm«, mens regeringen tradte andre stier.

Den 4. december 1697 var der blevet udstedt instrukser for Jens Juel, der som Danmarks gesandt skulle til Stockholm, officielt for at lykonske Karl XII med dennes kroning. Gesandtens hovedopgave var at arbejde pa et dobbelt dansk-svensk aegteskab mellem de to kongehuse, at soge afsluttet et dansk-svensk-fransk forbund i samarbejde med den franske ambassador D'Avaux samt at forhandle med den svenske regering om en losning af det gottorpske sporgsmal³⁸. Dette danske udspil kan opfattes som et forsog pa at na til klarhed over, om der var muligheder for at realisere de danske overvejelser om forstaelse med Sverige som en alternativ mulighed for at fa Gottorp-problemet lost, hvis tilnaermelsespolitikken over for Rusland glippede. At det netop var Danmarks forhold til Gottorp, der var kaerneproblemet i de dansk-svenske forhandlinger under Juels ambassade, star uden for al tvivl. Hvor alvorligt den danske regering sa pa dette problem, frerngar bl. a. af den kendsgerning, at den i januar 1698 - ved udsigten til en kommende svensk-gottorpsk union efter enigheden om aegteskab mellem hertugen af Gottorp og en svensk prinsesse - besluttede »auff alle erdenckliche wege« at hindre noget sadant. Man var villig til at ga til det yderste i en sadan situation 39. Dette blev gjort ganske klart for den svenske regering: Hvis Sverige ikke ville gamed til en Iosning pa danske betingelser (det den danske regering kaldte »et naturligt og for begge parter gunstigt forhold«), sa. ville Danmark tage sine forholdsregler for at sikre sig₄₀. Pany i marts 1698 blev det understreget, at et oprigtigt forhold mellem Danmark og Sverige forst kunne oprettes, nar »denne sten (Gottorp) var ryddet af vejen« 41.

Mens Juel forhandlede i Stockholm - og til stotte for hans forhandlinger
ma man formode - ivaerksatte den danske regering en rygte- og pressionskampagnevendt

37. Se note 36.

38. RA TKUA. GR. 74: Instruks for Heins af 4. december 1697.

39. Dagjournaler, 32 f.

40. RA TKUA. GR. 74: Instruks for Juel af 4. december 1697.

41. Danmark-Norges Traktater X, 536: Christian V til Jens Juel 13. marts 1698.

Side 410

kampagnevendtmod Sverige. Det gennemgaende tema i kampagnen var, at Rusland havde i sinde at fremsastte krav pa dele af de svenske ostersoprovinser,og at Rusland var rede til at anvende vaebnet magt for at na sit mal, hvis Sverige ikke godvilligt samtykkede i de russiske krav 42. Ogsa Juel selv lod den svenske regering forsta - bade direkte og sandsynligvis ogsa indirekte ved sine antydninger over for den franske gesandt D'Avaux - at Danmark overvejede i fsellesskab med Rusland (og Polen) at anvende vzebnet magt, hvis ikke Sverige ville gore indrommelsei. D'Avaux betegnedeligefrem Juels tanker om at lade Rusland fa Estland og Polen Livland som Juels »projekt«; han var ogsa af den opfattelse, at projektet var noje gennemtenkt43.

Det danske forsog pa at udnytte Heins' tilstedevaerelse i Moskva til at afpresse Sverige indrommelser lykkedes imidlertid ikke, rnaske fordi en russisk-dansk (polsk) alliance med et sadant perspektiv som antydet i kampagnentrods alt ikke har forekommet den svenske regering sandsynlig, mens russerne endnu forte krig med tyrkerne. I stedet valgte Danmark da pany at satse pa Rusland-alternativet, sa meget mere som der netop nu abnede sig gode muligheder herfor. Hvis en dansk-russisk angrebsalliancesoverraskelseseffekt skulle kunne udnyttes (og man tilsigtede netop en sadan overraskelseseffekt), matte forberedelserne til en sadan plan imidlertidforega i dybeste hemmelighed. Man matte derfor have rygterne om russiskeangrebsplaner pa de svenske ostersoprovinser til at hore op. Samtidig med at forhandlingerne i Moskva for alvor begyndte at tage form i slutningenaf aret 1698, henvendte Jens Juel sig til den svenske regering og erklaerede, at det der for nylig havde staet i gazetterne om zarens praetentionerpa de svenske ostersoprovinser var fuldstsendigt usandt⁴⁴. Juel fik ogsa ordre til at fjerne alle darlige indtryk i Sverige, som den svenske faktor i Moskva, Thomas Kniper, havde bibragt regeringen i Stockholm ved sine rapporter om Heins' anti-svenske virksomhed i Moskva⁴⁵. Da Juel fik tilsendt denne ordre, var den danske regering allerede i faerd med at udarbejdeet

42. Rosen, 55 f.; Olmer, 305 f.; Schirren 8°: Dahlberg til Mellin 8. december 1698; RA TKUA. Rusl. C. 95: Jessen til Heins 19. november 16S»8 med bilag i form af skrivelse fra Joh. Jensen til Heins af 18. november 1698 og uddrag af »Hamburgischer Relations Courier« No. 187. Uddraget var en dansk regeringsinspireret nyhed om det fortrolige forhold mellem Danmark og Rusland og om russiske krav pa de svenske ostersoprovinser. Det var ikke ualmindeligt, at regeringsinspirerede nyheder, hvad enten de var autentiske eller ej, offentliggjordes i gazetterne, se f. ex. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins' indberetning af 8. februar 1699.

43. Wijne, Bd. 35, 328 fog 338.

44. Olmer, 307 f.

45. RA Geh. Kons. GKP: Ordre til Juel af 3. december 1698.

Side 411

arbejdeetnyt projekt til en angrebsalliance mod Sverige. Samme dag, det nye projekt med tilhorende instrukser afsendtes til Moskva, besluttedes det at hjemkalde Jens Juel fra Stockholm 46. Det svenske altemativs mulighedervar udtomt; truslen om magtanvendelse havde ikke vist sig effektiv,forberedelseme til at gore alvor af truslen tog sin begyndelse.

II

I det ars tid, Juels forhandlinger i Stockholm stod pa, var der indtruffet en stor forandring i Ruslands holdning til det danske forslag om dansk-russisk samvirke i ostersoomradet^46a. Det store russiske gesandtskab, hvis formal havde vaeret at soge stotte til Ruslands fortsatte kamp mod tyrkeme, var blevet en fiasko. Kejseren var i faerd med at deengagere sig fra sine forpligtelserover

46. RA Geh. Kons. GKP: Ordre til Juel af 10. december 1698.

46a. Tidligere behandlinger af Danmarks udenrigspolitiske historie i denne periode har ikke altid haft blik for det samspil i den danske regerings politik over for Rusland og Sverige, som efter min opfattelse er et helt afgorende tema i den danske regerings strategi i disse ar. Dette haenger givetvis sammen med den saerlige problemstilling, der har dannet udgangspunkt for disse skildringer. Carl S. Christiansen, der i Danmark-Norges Traktater 1523-1750 Bd. X (1948) og XI (1949) har skildret Heins' og Juels forhandlinger i Moskva og Stockholm, synes at gaud fra, at en regerings tilbud til en anden regering om at indlede forhandlinger eller om at afslutte en alliance (opna » forstaelse*) per definition er udtryk for en fredspolitik, mens omvendt anvendelse af veebnet magt er udtryk for en krigerisk politik. Brugen af militser magt er imidlertid kun en blandt mange former for magtanvendelse. Ogsa tilbud om alliance kan vaere udtryk for noget sadant, hvis tilbuddet f. ex. fremsaettes i ultimativ form, eventuelt ledsaget af antydninger om andre mader at opna de formal, man harmed alliancen. I forbindelse med Juels forhandlinger i Stockholm stiller Christiansen bl. a. sporgsmalet, om det og det forslag var »aerligt« eller »oprigtigt« ment fra dansk side. (Danmark-Norges Traktater X, 531) i stedet for at sporge om, hvilke konsekvenser forslagets accept ville fa for henholdsvis forslagsstilleren og dennes modpart. Christiansen opererer ogsa med begrebet »naermere alliance « (ibid.) uden at gore sig det klart, pa hvilke vilkar en sadan forstaelse skulle opnas. Han a.nvender kort sagt begreberne abstrakt og uden at give dem konkret indhold. Der er for mig ingen tvivl om, at den danske regerings udspil over for Sverige i december 1697 var »oprigtigt« ment (se f. eks. Dagjournaler, 28 og 32, hvor den danske regerings syn pa forholdet til Sverige i henholdsvis april og december 1697 kommer til udtryk). Men forstaelse med Sverige betod for den danske regering forstaelse pa grundlag af en losning af Gottorp-problemet pa danske betingelser. Og dette onskede den svenske regering ikke at gamed til pa dette tidspunkt. Det ma opfattes som en konsekvens af denne problemstilling og denne manglende sans for helheden i Danmarks udenrigspolitik, at Cliristiansen helt undlader al omtale af det afsnit i de »Secreta argumenta«, som netop omhandler en evt. forstaelse med Sverige pa Ruslands og - ma vi iormode - Gottorps bekostning, idet den kompensation, som Danmark i givel: fald ville have af Sverige »andetsteds« efter al sandsynlighed matte komme til at dreje sig om indrommelser i Gottorp-sporgsmalet. Ogsa Carl Hallendorff og A. P. Tuxen opererer med problemstillingen oprigtig-uoprigtig, men har i ovrigt hver sin opfattelse af, om det danske tilbud over for Sverige var oprigtigt eller ej (se Hallendorff, Bidrag, 66 f. og Generalstaben 1, 30). Spekulationer om oprigtighed - uoprigtighed er som oftest orkeslose; Georg Landberg har gjort opmaerksom pa, at skandinaviske historikere ofte har benyttet denne ufrugtbare problemstilling ved behandlingen af forholdet mellem de nordiske stater i det 17. arhundrede. Landberg anlaegger i stedet et »totalsyn« pa en stats udenrigspolitik. Se naermere herom i Omstridte spfirgsmal i Nordens histoire I (1940), 99 og i Den svenska utrikespolitikens historia 1: 3, 268-271. Et helt andet problem i forbindelse med det danske for slag om en dansksvensk alliance og mulighederne for Danmark for at fa en sadan realiseret var, i hvilken grad det kunne lykkes den danske regering at gore truslerne om en alliance med Rusland (og Sachsen/Polen) trovcerdige. Dette synes ikke at vaere lykkedes.

Side 412

pligtelseroverfor Den hellige Liga og dennes kamp mod de vantro, og uden habsburgsk stotte onskede Rusland og Polen ikke at fortsastte kampen47. Forudsastningen for en kursaendring i den russiske politik til Danmarksfordel var dermed til stede. Som et udtryk for dette omsving i Ruslandsudenrigspolitiske orientering kunne Heins nu meddele, at han fra palidelig kilde vidste, at zaren var stasrkt opsat pa at fa en havn ved ostersoen⁴⁸. Denne opfattelse blev bekraeftet straks efter zarens hjemkomsti august 1698, idet zar Peters fortrolige, Lefort, over for Heins gav udtryk for Ruslands store interesse i at oprette et russisk-sachsisk (polsk)danskforbund 49. Den 22. oktober blev Heins midt orn natten kaldt til forhandlinger med zaren om en dansk-russisk alliance. Zaren bad om at se det danske projekt omgaende, men Heins onskede forst at sporge sin regering, om den ikke - i betragtning af tilnaermelsen mellem den polske konge og Rusland - ville finde det formalstjenligt at tilsende ham et nyt projekt, der tog dette forhold i betragtning. Heins antydede dog allerede ved denne lejlighed, hvad den kommende alliance skulle dreje sig om, idet han sagde, at hvis zaren senere ville besoge Danmark, ville kongen gerne stille skibe til radighed for transporten. Der kurme sa blive lejlighedtil at krydse rundt i ostersoen og tage de havne i ojesyn, som zaren var sa interesseret iSO.i⁵⁰.

Rapporten fra Heins om denne samtale bevirkede omgaende en markantreaktion

47. Nikiforov, 16 ff.; Solov'ev VII, 556 ff.; Slovar' 11, 29 f. Den danske regering var tidligt vidende om gesandtskabets fiasko, se RA TKUA. Nederlandene B. 117— 118: Bilag til Plessens indberetning af 12. oktober 1697.

48. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til kongen 29. juli 1698.

49. Ibid.: Heins til kongen 9. og 23. September 1698.

50. Ibid.: Heins til kongen 28. oktober 1698.

Side 413

kantreaktioni den danske politik. Det besluttedes straks at gore udkast til et nyt projekt til en alliance med Rusland. Det nye allianceprojekt blev mere omfangsrigt end det gamle af 10. april 1697, men dets kaerne var den samme, selv om den havde faet en ny sproglig udformning, der gjorde det mere explicit med hensyn til det for Danmark sa afgorende Gottorp-problem. Selv om ordet Gottorp ikke direkte naevnes, er der ingen tvivl om, hvad meningen er, nar det hedder: »...warm Einer(dvs. Danmark) iiber die Behauptung seiner gerechtsamen mit jemandt anders (dvs. Gottorp)verfiele, und ein dritter (dvs. Sverige) sich in solche sache . . mischte . . .«, sa skulle Rusland bryde med denne tredje og komme til assistance uden at sporge, »quis fuerit aggressor vel non«. Af nye artikler er de vigtigste punkt 8, der siger, at den polske konge skal indbefattes i alliancen,punkt 9 om gensidige handelsprivilegier og punkt 10, som tog sigte pa, at alliancen ikke skulle miste sin kraft, hvis en af de kontraherende fyrster afgik ved doden; man har sikkert haft Christian Vs skrobelige helbredi tankerne. Den hemmelige artikel skulle have samme indhold som tidligere. Heins matte i ovrigt afpasse de forskellige artikler, som zaren matte onske aendret. Kun artikel 3 og den hemmelige artikel, der betegnedessom »das fundament des gantzen wercks«, og »worinnen der nutzen . . . bestehet«, matte ikke aendres. I en kommentar til projektet hed det, at nar Rusland engang - som Danmark onskede det - igen havde adgang til ostersoen eller havde faet opbygget en flade i Archangelsk, kunne hjaelpenske direkte og med mere succes for begge parter⁵¹. Pa grundlag af ovenstaende ses det tydeligt, at det fra dansk side stadig var malet at skabe en klart offensiv alliance sammen med Rusland og mod Sverige - dog nu med den vigtige tilfojelse, at Danmark ogsa onskede den polske konge inddraget i alliancen.

Forholdet mellem Danmark og August af Sachsen/Polen havde i mellemtidenudviklet sig saledes, at de to konger den 29. august 1698 havde afsluttet en offensiv og defensiv alliance. Augusts motiver hertil havde vaeret at konsolidere sin stilling i Polen, mens Danmarks interesser i alliancenknyttede sig til de muligheder, den indebar for at styrke sig over for Gottorp. Alliancen har i ovrigt interesse derved, at en artikel i traktatensagde, at man skulle forsoge at fa zaren til at tiltraede alliancen 52. Dette forhold var Christian V ogsa kommet ind pa i et brev til sin soster, Augusts moder, hvori han skrev, at han habede pa, at denned tiden

51. RA TKUA. Rusl. C. 95: Ordre af 10. december 1698. Kommentarerne findes her kun i delvis oplost kode. Koncept i klart sprog i RA TKUA. Rusl. A. 11. 20.

52. Hallendorff, Handlingar, 24 ff. og 33 f.; Hallendorff, Bidrag, 104 f.

Side 414

kunne skabes en frugtbringende triplealliance mellem Danmark, Rusland
og Sachsen/Polen53. Tankerne fra betsenkningen forud for det danske
Ruslandsinitiativ var sa smat ved at tage form.

Ogsa forholdet mellem August og zar Peter havde udviklet sig i gunstig retning, set fra et dansk synspunkt. Pa et mode i Raw a i eftersommeren 1698 synes zaren at have anmodet den polske konge om hjaelp til at hsevne sig pa Sverige, og et sadant lofte skal kongen have afgiyets4. Af helt central betydning for allianceplanernes videre udvikling blev det, at den polske konge knyttede til sig radgivere, der havde bade vilje og evne til at realisere udenrigspolitiske mal, der bragte dem i kontakt med bade den russiske og danske regering. Efter modet i Rawa ledsagede den polske konges fortrolige, Georg Carl v. Carlowitz, zaren til Rusland for naermere at forhandle om den pataenkte alliance. Til gengaeld for militaer stotte til August imod den polske opposition betingede zaren sig, at de to monarker skulle love hinanden »une assistance mutuelle, reelle et ]-eciproque un jour au cas ou le Czar aurait quelque guerre avec ses voisins«. Zaren havde spurgt Carlowitz, om denne ikke kunne forestille sig, hvor smerteligt det matte vaere for ham, zaren, at se sig berovet - og det pa uretfaerdigste vis - alle sine havne ved ostersoen og herved se sine undersatters handel indskraenket til stor skade for staten. Intet ville vaere mere naturligt end at tsenke pa med vabenmagt at hsevne sig for denne uretfaerdighed. Det vanned henblik herpa, han gjorde alt for at konsolidere den polske konge, hvis venskab han onskede efter at vaere blevet forsikret om en anden god nabos venskab. Indholdet af denne samtale betroede Carlowitz Heins 55, der kun kan have nikket genkendende til argumenterne fra zarens side; for hvad var de andet end en gentagelse af de »Seereta argumenta«, hans regering havde palagt ham at bearbejde den russiske regering med.

En anden af Augusts fortrolige radgivere var livlaenderen Johan Reinholdv. Patkul, der fra arsskiftet 1698-1699 fik indflydelse pa. den polskekonges udenrigspolitik, selv om han laenge ikke befcaedte noget egentligtembede 56. I januar og igen i marts 1699 indgav han til August to betasnkninger, hvori han redegjorde for sine planer om at fratage Sverige Livland. Patkul anbefalede her den polske konge at soge alliancer oprettet med Rusland og Danmark, da begge disse magter selv var interesseret i at svaekke Sverjge. Der burde straks sendes en betroet minister til Kobenhavn for at sondere den danske regerings holdning til et sadant projekt. Malet

53. Dagjournaler, 144.

54. Bacmeister I, 5.

55. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til kongen 16. december 1698. Den »anden gode nabo« var naturligvis Christian V.

56. Wittram, Patkul; Wittram, Beurteilung; Schirren, 82 f.

Side 415

var at fa Danmark til at angribe i Skane og samtidig stotte den polske konges operationer ved med den danske flade at hindre Sverige i at fore troppeforstaerkninger til de svenske ostersoprovinser. Brandenburg matte i det mindste holde sig neutral; med hensyn til Rusland matte man sikre sig mod, at det skod sine graenser laengere frem end til Narva-floden. De to vigtigste faktorer, der for tiden hindrede realiseringen af planerne var, 1) at Rusland endnu ikke havde faet afsluttet fred med Porten, og 2) at den indre splittelse i Polen endnu ikke var blevet bilagt. Patkul mente i ovrigt, at man sagtens kunne afholde somagterne fra indgriben ved at love dem, at deres handel kunne fortsastte uhindret. Frankrig ville hilse uroligheder i ostersoomradet velkommen, hvis striden om den spanske arv til den tid var brudt ud. Kaernepunktet i selve de militaere operationer skulle besta l et overrumplingsangreb pa Riga, idet erobringen af denne vigtige by ville afgorehele vaerkets udfald 57.

Midt i maj 1699 dukkede Patkul op i Kobenhavn under dseknavnet Wallendorff medbringende en fortrolig skrivelse fra August. Forhandlingerne med den danske regering kom dog ikke til at forlobe sa glat, som den optimistiske Patkul havde regnet med. Han forsogte at bagatellisere vanskelighederne, der stod i vejen for udforelsen af hans plan, og haevdede, at blot foretagendet fik en god start, ville alt gavel. Som paskud for angrebet pa Sverige kunne situationen i Holsten anvendes, idet den danske regering til efteraret skulle fremsaette en kraftig erklaering over for den gottorpske hertug i anledning af, at denne naegtede at anerkende unionerne og kommunionen⁵⁸. Sverige ville da antage sig Gottorps sag, og Rusland og den polske konge ville som Danmarks allierede falde ind i de svenske ostersoprovinser. Den 22. maj forela den danske regerings resolution pa Patkuls forslag. Man gav principiel tilslutning til foretagendet, men knyttede en raekke betingelser til denne accept. For der afsluttedes en formel, bindende aftale, matte folgende fire punkter opfyldes: 1) der skulle sluttes fred mellem Rusland og Porten, 2) der skulle afsluttes en alliance mellem Rusland og Danmark, som skulle udgore fundamentet for et videre dansk engagement, 3) det foreslaede foretagende skulle aftales og koordineres med Rusland via den polske konge, og 4) forholdene i Polen matte udvikle sig sadan, at Den polske Republik senere kunne tiltaede alliancen. Det havde forelobig ingen hast med angrebet, og intet matte foretages, som kunne robe foretagendet, for disse fire betingelser var opfyldts9.

57. Wulffius, 260 ff.; Patkuls Berichte 11, 237 ff.

58. Om unionerne og kommunionen, se note 13.

59. Hallendorff, Hemliga forbindelser, 8.; Dagjournaler, 147 f.; Hallendorff, Handlinger 75 ff.

Side 416

Den anden af de af den danske regering stillede betingelser, en danskrussisk alliance, var da allerede ved at vaere en kendsge rning. Efter nogle indledende forhandlinger, fort direkte mellem Heins og zaren pa grundlag af det nye danske allianceprojekt af 10. december 1698, fandt gesandten zarens reaktion sa positiv, at han rykkede ud med den liemmelige artikels indhold 60. Pa et lidt senere tidspunkt inddroges yderligere zarens nye hojre hand, Fedor Alekseevic Golovin, og denne og zaren bearbejdede Heins til stadighed med de »secrete argumenter«. Isaer slog den danske gesandt pa over for zaren, hvor fordelagtigt det ville va:re for Rusland at fa egne havne ved ostersoen⁶¹. I april 1699 opnaedes de facto enighed om traktatens indhold, idet zaren godkendte hele det danske projekt uden at krasve nogen asndringer heri. Der knyttede sig dog et vigtigt forbehold til accepten: alliancen skulle ikke traede i kraft, for Rusland havde faet sluttet virkelig fred med Porten. Dette forbehold kom med i traktaten i form af en separatartikel. I ovrigt ville zaren ratificere traktaten, sa snart den var blevet underskrevet af den danske konge. Heins selv mente, at udvekslingen af de ratificerede traktater ville kunne finde sted i slutningen af juli eller i begynddelsen af august, nar zaren kom tilbage til Moskva fra Azov 62.

Den 9. juni 1699 naede Heins' relation med nyheden om den russiske godkendelse af det danske allianceprojekt til Kobenhavn. Tyske Kancellisoversekretasr, Thomas Balthasar v. Jessen, gratulerede Heins med reresultatetog mente, at eftertiden ville fa grund til at fryde sig over dette resultat⁶³. Den 16. juni udfaerdigedes og et par dage senere afsendtes den danske ratifikation af traktaten i dybeste hemmelighed. I en instruks, dateret den 16. juni, hed det, at den ratificerede traktat ville blive sendt til Rusland pr. kurer; kureren skulle omgaende sendes tilbage med den russiske ratifikation. Den danske regering havde intet at indvende imod den af russerne krsevede separatartikel, idet man gik ud Ira, at en fast fred mellem Rusland og Porten ville blive afsluttet snarest⁶⁴. Den gunstige nyhed fra Moskva satte sig straks spor i Danmarks forhold til den polske konge. Den 10. juni skrev v. Plessen til Patkul, at Danmark nu var rede til

60. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til kongen 27. januar, 8. februar og 7. marts 1699.

61. Ibid.: Heins til kongen 28. marts 1699. (Om Golovin, se SIE IV, 499 f.)

62. Ibid.: Heins til kongen 24. april 1699.

63. RA TKUA. Konc. GR.: Jessen til Heins 10. juni 1699. (Om Th. B. v. Jessen, seDBLXI(I937), 626 ff.)

64. RA TKUA. Rusl. C. 95: Kongen til Heins 16. juni 1699. Koncept til ratifikationen findes i RA TKUA. Rusl. A. 11. 20., dateret 16. juni 1699. Det fremgar af instruksen, at den danske regering unddrog kancelliet kendskab til alliancen med Rusland.

Side 417

at opfylde den polske konges onsker⁶⁵. Pa grund af formaliteterne i forbindelse med tronskiftet som folge af Christian Vs dod den 25. august havde man dog forst den 11. September instrukser m. m. rede til Christian Ditlev Reventlow, der skulle afslutte en ny alliance med den polske konge med henblik pa det forestaende angreb pa Sverige. At man fra dansk side onskede en hurtig afgorelse viser det forhold, at Reventlow blev udstyret med fuldmagt til ogsa at ratificere den traktat, han skulle forhandle om 66. Sidst i oktober var Reventlow tilbage i Kobenhavn med den afsluttede traktat af 25. September 1699, hvis indhold er naesten sammenfaldende med det projekt, Patkul i maj samme ar havde forelagt: I januar eller februar 1700 ville Augusts tropper erobre Riga; samtidig skulle russiske tropper forsoge at lobe de svenske styrker i Karelen og Ingermanland over ende; »naesten samtidig« skulle Danmark angribe hertugen af Gottorp og gore indfald i Sverige fra Norge. Til foraret 1700 skulle den danske flade desuden stotte de to andre allieredes foretagender ved den anden ende af ostersoen og isasr forhindre svenske troppeforstaerkninger i at blive landsat. Danmark forpligtede sig til at fa somagterne til at holde sig i det mindste neutrale, mens August skulle fa zaren til at tiltnede forbundet og ratificere det i lobet af 3-4 maneder. For dette sidste var en fuldbyrdet kendsgerning, skulle alliancen ikke betragtes som bindende. Man ville forsogeat fa Brandenburg med i alliancen, men af hensyn til angrebsplanens hemmeligholdelse skulle kurfyrsten ikke indvies i eller deltage i selve planens udforelse 67.

Den 30. juli 1699 var kurererne ankommet til Moskva med Christian Vs ratifikation af 16. juni samme ar, men da zaren endnu ikke havde indfundet sig i Moskva, kunne Heins forelobig ikke gore andet end at afventehans ankomst fra Azov 68. Mens Heins ventede, indtraf Christian Vs dodsfald den 25. august; da det danske konsejl den 7. September efter tronskiftet holdt mode, var eneste emne pa dagsordenen forholdet til Rusland.Det besluttedes at sende Heins en notifikationsskrivelse om tronskiftet,nye fuldmagter og en ny ratifikation af traktaten. Af sikkerhedshensyn ville denne nye ratifikation af 5. September blive affattet i generelle vendingerog uden omtale af de enkelte artiklers indhold. Man onskede desudenHeins' vurdering af, hvorvidt der var udsigt til, at den to-arige vabenstilstandmellem Rusland og Porten ville blive aflost af en varig fred eller

65. Hallendorff, Hemliga forhandlinger, 11.

66. Dagjournaler, 149 f. (Om Reventlow, se DBL XIX (1940), 424 ff.)

67. Danmark-Norges Traktater XI, 61 ff.

68. RA TKUA. Rusl. B. 42: Heins til Jessen 2. august og 7. September 1699; Heins til kongen 16. august 1699.

Side 418

forlaenget. I en kommentar til de forskellige aktstykker gjorde Jessen opmaerksompa, at det kun var pro forma, regeringen sendte Heins nye fuldmagter,idet man pa. ingen made tvivlede pa, at sagen Etllerede var afsluttet6».

Her havde oversekretaeren dog forregnet sig. Zaren var endnu ikke vendt tilbage til den russiske hovedstad, hvor Heins stadig opholdt sig med Christian Vs ratifikation af alliancen af 16. juni, og da dodsfaldet var kendt i Rusland via gazetterne, kunne Heins indtil viclere intet foretage sig, for han var blevet forsynet med fuldmagter og kreditiver fra det nye regime i Kobenhavn. Samtidig med at gesandten meddelte sin regering dette, fik den danske ledelse ogsa delvis svar pa. sporgsmalet, om der var udsigt til fred mellem Rusland og Porten, for arsagen dl at zaren endnu ikke var vendt tilbage til Moskva var just, at han var travlt optaget af at afsende en russisk ambassador til Konstantinopel ad sovejen. Forst i slutningen af august var zaren tilbage pa fastlandet efter at have eskorteret ambassadoren forbi den tyrkiske faestning Kerc ved Det azovske Havs udmunding i Sortehavet. Heins mente, at der var gode udsigter til en snarlig fred med Porten70.

Inden den nye danske ratifikation var ankommet, indtraf Carlowitz og Patkul (den sidste inkognito) i Moskva for at forsoge at overtale zaren til at angribe Karelen og Ingermanland i december eller i begyndelsen af januar naeste ar 71. Der udviklede sig et intimt samarbejde mellem disse to og Paul Heins, der ud fra sit store kendskab til zaren gav rid med hensyn til den taktik, den polske konges udsendinge burde anvende for at fa. zaren sat i bevasgelse. Omvendt henvendte zaren sig til Heins i'or at hore dennes vurdering, som f. eks. da Carlowitz den 5. oktober indgav et memoriale til zaren med opfordring til straks at skride til vaerket⁷², Den 27. oktober fandt en afgorende konference sted mellem zaren, sekunderet af Golovinog Petr Pavlovic Safirov, pa den ene side og Heins og Carlowitz pa den anden. Under denne konference opfordrede Heins pa Patkuls foranledningstasrkt zaren til at skride til handling; han sagde orn sit eget land, at det nu sa ud til, at Danmark i forholdet til Sverige ikke laengere var herre

69. RA Geh. Kons. GKP.: 7. September 1699; RA TKUA. 78. GR.: Kongen til Heins 7. September 1699 og Frederik IV til zar Peter 7. September 1699; RA TKUA. Ureg. konc. Jessen til Heins 9. September 1699.

70. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til Jessen 27. September 169S'.

71. Ibid.: Heins til kongen 27. September 1699; Hallendorff, Handlinger, 93 ff.; Ustrjalov 111, 502 f.

72a. Heins hentyder til den spaendte situation, der var opstaet ved forlaegningen af svenske tropper til Gottorp sommeren 1699.

Side 419

over freden, men matte forsvare sig, nar det blev angrebet^72a. Han gjorde videre opmaerksom pa, at den danske regering allerede havde en god alliancemed den polske konge, og at den havde udsigt til en med Brandenburg.Ogsa Carlowitz slog pa, at det hastede med ivasrksaettelsen af angrebet;hvis ikke Rusland ville vsere med til at angribe Sverige nu, matte den polske konge traekke sine i Kurland stationerede tropper tilbage, og chancen ville da vaere forspildt.

Det laengste, de to udsendinge ved faelles anstrengelser kunne presse zaren til, var imidlertid et lofte om at afsende en kurer til Konstantinopel med ordre til den russiske ambassador om at ofre noget af det, Rusland havde erobret fra tyrkerne, med det formal at fa afsluttet en fredstraktat snarest. Desuden lovede zaren at sende nogle hjselpetropper til Augusts forehavende i februar naeste ar, hvis Rusland ikke pa dette tidspunkt pa grund af det uafklarede forhold ved dets sydgrsense sa sig i stand til at optraede som egentlig krigsdeltager 73.

Umiddelbart efter denne konference ankom Frederik IVs ratifikation af den dansk-russiske alliance; forst en maned senere blev Heins i stand til at afsende sin naeste rapport om begivenhedernes udvikling i Moskva, idet Patkuls hemmelige tilstedevasrelse i Moskva var blevet observeret af nogle officerer, og zaren folgelig standsede al postgang, for at ingen rapporter herom skulle na omverdenen, for angrebet pa Riga var en kendsgerning. (Der befandt sig et stort svensk gesandtskab i Moskva ved denne tid; dets formal var at forny de eksisterende svensk-russiske aftaler efter tronskiftet i Sverige). Patkul forlod i ovrigt Moskva den I6.november medbringende en alliancetraktat, som zaren havde ratificeret den 11. november 1699. I folge denne traktat skulle den polske konges tropper endnu i december angribe Livland, mens russiske tropper skulle falde ind i Karelen og Ingermanland, sa snart freden med Porten var en kendsgerning. Hvis den polske konge skulle onske at slutte fred med Sverige, for Rusland havde engageret sig i krig med samme land (dvs. hvis overrumplingen af Riga mislykkedes, og det samtidig trak ud med den russisk-tyrkiske fredstraktat), lovede zaren at gore alt for at skaffe August gunstige fredsbetingelser74.

73. Ibid.: Heins til kongen 1. november 1699. Zaren holdt sit Iofte. »Deter sare, sare nodvendigt, at vi opnar afslutning (af fred) i januar (1700)«, skrev han til sin gesandt i Konstantinopel, og i februar 1700 gav han ordre til at gore yderligere indrommelser over for tyrkerne, da freden nu var blevet »nodvendig for et andet formal*, se Ustrjalov 111, 453 f. (Om Safirov, se Slovar' 111, 476 f.)

74. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til Jessen 1. november 1699; Hallendorff, Handlinger, 97 ff.

Side 420

Fa dage eftt ratificeringen af den russisk-sachsisk/polske angrebstraktat lykkedes c : omsider Heins at fa udvekslet de ratificerede danskrussiske trakta r; dette fandt sted den 23. november 1699. Zaren krsevede i sidste 0 ?lik endnu en tilfojelse, som han motiverede med de aendrede konjunkt *er efter den polske konges faktiske brud med Sverige. Dc Heins ikke mt te, at den af zaren onskede tilfojelse sagde noget, del ikke allerede v indeholdt i traktaten, havde han indvilliget heri. Forelobig underskrev *esandten pa egen hand denne tilfojelse, som han bad kongen om at tificere 75. Den af zaren krasvede tilfojelse synes motiveret i hans aengs lse for, at Danmark og Sachsen/Polen - efter ved et pai lynaktioner ih< holdsvis Holsten og Livland at have opnaet gunstige forhandlingspositi* er - skulle vise sig utilbojelige til at stotte Rusland i detj krav, nar det pet senere tidspunkt - efter at have faet fred med Porter - ville have sin lei af byttet. Tilfojelsen af 26. november 1699 sagde, ai det offensive i greb, der i folge traktatens tredje ar;ikel skulle finde sted, skulle for is sadan, at angrebet skulle fortsaette, indtil den forestaende krig var t ende og en fuldstaendig fred til begge parters (i. e. Danmark og Ruslar ) tilfredshed var blevet afsluttet⁷⁶.

Den 27. nov< iber kunne Heins da gore klar til at afsende resultatet ai de mange rnani ers brydsomme arbejde. Den ene af de danske kurerei medbragte 1) z ens ratifikation af den dansk-russiske angrebsalliance (: folge hvis ordl) Christian V repraesenterede Danmark), underskrevet ai zaren den 23. r member, men antedateret til den 24. aujjust 1699; 2) zarensratifikatioi af to til denne alliancetraktat horende separatartikler, underskrevet de 23. november, men uden nogen datoangivelse, blot arstallet1699; 3) i kopi af traktaten mellem zaren og August af Sachsen/ Polen af 11. no :mber 1699. Den anden kurer medforte zarens sidste tilfojelseaf 26. no mber 1699, der samtidig var en ratifikation af og bekraeftelsepa Frederi IVs ratifikation af 5. September 1699 77. Heins gav ier

75. RA TKUA. ] isl. B. 43: Heins til kongen 27. november 1695»

76. Danmark-Nc es Traktater XI, 93 ff

77. RA TKUA. isl. B. 43: Heins til kongen 27. november 1699. Der hersker stoi uklarhed me< lensyn til tidspunktet for ratifikationen af alliancetraktaten mellem Rusland g Danmark. Den officielle dato pa traktaten i Rigsarkivet ei den 24. augu 1699, og denne dato er da ogsa ofte blevet accepteret som den dato, hvor zi -n faktisk ratificerede den. (Se f. eks. Generalstaben I, 39, Hallendorff, Bid g, 127 og Danmark-Norges Traktater XI, 44 De to sidstnaevntc haevder yderl sre, at underskrivelsen fandt sted i Azov. Hos Bantys-Kamenskij finder m i datoen den 16. juli 1699 for underskrivelsen, mens selve udvekslingen sk have fundet sted den 29. august 1699 i Moskva. Ogsa Bacmeister anforer c oen den 16. juli. (Se hhv. Bantys-Kamenskij, 237 og Bacmeistei I, 11). Det e imidlertid givet, at datoen den 24. august 1699 som tidspunki for ratificeringen er fiktiv; den forste, der har gjort opmaerksom herpa, er vistnok den russiske historiker M. M. Bogoslovskij, der byggede sine undersogelser pa Forstens uddrag af Heins' indberetninger. Den 24. august 1699 opholdt zaren sig pa Det azovske Hav, beskaeftiget med at afsende en russisk ambassador til Konstantinopel (se RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til Jessen 27. September 1699). Forst den 23. november 1699 underskrev zaren savel den egentlige traktat som de to separatartikler, hvorom der var opnaet de facto enighed allerede den 21. april 1699, og som Christian V og Frederik IV havde ratificeret hhv. den 16. juni og 5. September 1699. I sin indberetning af 27. november 1699 skriver Heins: »Le Czar a enfin ordonne a son Excellence Gollowin de regler tout avec moy, et ... je fus appointe jeudi passe .. .. dans la maison du premier Favorit du Czar. . . . Le Czar ... en ma presence, apres avoir lu le tout, il signa Lui mesme le traite aussi bien que les articles separes et y fit apposer son cachet de cabinet ...« (Min udhaevelse. B. J.) Ifolge Bauers Calender var »sidste torsdag« den 23. november. Imidlertid fandt zaren det fornodent - som omtalt - at indsaette endnu en tilfojelse. Denne blev haegtet pa slutningen af zarens bekraeftelse af modtagelsen af Frederik IVs ratifikation af 5. September 1699 og blev underskrevet af ham den 26. november. Som kvittering herfor matte Heins - da hans regering jo ikke havde kunnet forudse dette - pa staende fod opsaette og underskrive et instrument, der modsvarede den af zaren kraevede tilfojelse (se RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 27. november 1699; Bogoslovskij, Sojuz, 147 f.). Bogoslovskij undrer sig over, hvorfor man fra dansk side har valgt datoen den 16. juli som den officielle ratifikationsdato, og hvorfor russerne har valgt den 24. august som deres officielle dato (Bogoslovskij, Petr I. Bd. IV, 163). Med hensyn til datoen den 16. juli er det naerliggende at antage, at der her er tale om en fejlskrivning; den forste danske ratifikation har i alt fald fundet sted den 16. juni (se koncept i RA TKUA. Rusl. A. 11. 20). Den 16. juli ma kureren i ovrigt have befundet sig et sted mellem Kobenhavn og Moskva samrnen med ratifikationen, idet han ankom til Moskva den 30. juli, og rejsen normalt ikke kunne gores pa under en maned. Tilbage star sporgsmalet, hvorfor den 24. august blev valgt som officiel dato, da zar Peter ratificerede traktaten. En sandsynlig forklaring er, at da Christian V dode den 25. august 1699, og da traktaten - sadan som den var udformet den 21. april og senere ratificeret af Christian V den 16. juni - jo ifolge sin ordlyd fremstod som en traktat mellem zar Peter og Christian V, matte man vaelge en dato Jor den 25. august, hvis man ville bevare fiktionen om en traktat mellem Peter I og Christian V. Og det ville man, for hvis man ikke gjorde det, matte kureren sendes tilbage til Danmark efter en ny ratifikation af Frederik IV, eftersom dennes ratifikation af 5. September ikke havde form ai: en fuldstsendig gentagelse af den oprindelige traktats ordlyd, men blot fremtradte som en bekraeftelse i almindelighed af traktaten mellem Peter I og Christian V.

Side 421

folgeskrivelse udtryk for, at nyheden orn kuppet mod Riga ville na til Danmark i begyndelsen af januar 1700. Patkul og Carlovvitz havde forsikretham om, at alt var godt forberedt, men den danske gesandt synes at have haft sine tvivl: Hvis kuppet slog fejl, ville det fa alvorlige folger for de fremtidige planer⁷⁸.

Hermed var alt imidlertid endnu ikke afsluttet. Straks efter kurerernes

78. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 28. november 1699.

Side 422

ankomst til Ki >enhavn den 11. januar 1700 godkendte kongen et udkasttil en ratiJ :ation ai zarens tilfojelse af 26. november 1699, men det blev ikke herve ;i samme ratifikation hed det, at da kongen havde erfaret, at der var blev oprettet en offensiv alliance mellem Rusland og Sachsen/ Polen, og da ir i denne alliances traktat var forbeholdt den danske konge accessio ;ret, ville han herved tilkendegive sin tiltraedelse af den russisk-sachsisl alliance. Ydermere fik Heins palaag om at betinge sig en »Contre-act :, for han udleverede kongens ratifikation. I dette nye instrumentskull< zaren love oprigtigt at holde alt det, han havde underskrevetifolge z iancen med den polske konge. I betragtning af denne alliancesoprettels havde Danmark nemlig besluttet at .ndstille al videre forhandling rm modparten og i stedet gore sig rede til krig til foraret. Videre skulle eins opfordre zaren til at fremskynde fredsforhandlingernei Konsta: inopel 79. Den russiske regering var dog ikke indstillet pa at afgive nye ft sikringer, og Heins matte stride hardt, for zaren omsider gav sig den 3C april, dog blot for i al almindelighed at love at opfylde »alt« 80.

Hvordan va da den danske stats stilling ved arhundredskiftet 1699-1700,pa tid >unkt, hvor regeringen havde truffet procipbeslutning om at angribe Svei ;e til foraret? Tilsyneladende stod man godt rustet; med den polske kor i havde Danmark en offensiv- og defensivalliance af 25. September 169! suppleret med en offensivalliance af 25. September 1699. Ifolge den fon ■ kunne Danmark i givet fald krseve hjaelpetropper fra Sachsen/Polen, vis det ikke lykkedes at fa en ordning i stand med Gottorppa fredelig is. Den anden alliance havde mere karakter af et aktionsprogram,som >reskrev de enkelte parter i angrebsfo:"bundet tidspunkt og fremgangsir de for ivasrksaettelsen af det failles angreb. Men denne alliance var ikl bindende, for August havde sikret sig zarens accession, og dette var emu ikke sket. Med Rusland havde Danmark en offensivogdefensivallii ce af 24. august/23, november 1699 med tillaeg af 26. november 169* Ifolge denne skulle Rusland erklaere Sverige krig senest tre maneder ef r, at den danske regering fremsatte krav herom i forbindelsemed et o T,or med Gottorp. Men ogsa denne alli;ince var behaeftet med et forbeho : Forst nar Rusland havde fred med tyrkerne, skulle alliancentraede i : nktion. Endelig havde zaren givet sit samtykke til Danmarksoptagels i alliancen mellem Rusland og Sachsen/Polen af 11. november1699,

79. RA TKUA. Jreg. konc: Kongen til Heins 13. januar 1700. I delvis oplosl kode iRAI UA. Rusl. C. 95.

80. RA TKUA. lusl. B. 43: Heins til kongen 30. april og 3. maj 1700. Instrumentet af 3( april 1700 er aftrykt i Danmark-Norges Traktater XI, 203 f.

Side 423

vember1699,men ogsa i dette tilfaelde var Ruslands aktive militaere medvirkenbetinget
af fred med tyrkerne.

Nettoresultatet af dette alliancekompleks var da, at ingen af de tre alliancer, der direkte tog sigte pa et koordineret angreb pa Sverige, var bindende, og at dette forhold bundede i samme arsag. Nar den danske regering ikke desto mindre alligevel havde besluttet sig til at ga i aktion, ma man konstatere, at den havde slaekket betydeligt pa de krav, den selv i maj 1699 over for Patkul havde krasvet opfyldt, for der kunne blive tale om at ga til angreb. Det vigtigste uopfyldte krav, det der greb ind pa flest omrader, var kravet om en varig fred mellem Rusland og Porten.

Danmarks forhold til Gottorp og dermed til Sverige havde undergaet en forandring til det vaerre i lobet af aret 1699. I juli 1699 traf Gottorp og Sverige aftale om at sende svenske tropper til de gottorpske besiddelser; selv om den danske regering havde lyst til omgaende at foretage modforholdsregler, besluttede den at udsaette gengaeldelsesforanstaltningerne, sa de kunne komme til at falde sammen med dens allieredes angreb pa de svenske ostersoprovinser. En kraftig dansk rustning pabegyndtes, og en dansk haer pa 20.000 mand blev trukket sammen i hertugdommerne. En erklaering fra de magter, der garanterede det bestaende forhold mellem Danmark og Gottorp, om, at man ikke ville tolerere dansk indskriden over for Gottorp, blev af den danske regering besvaret med, at den hellere ville lade det komme til yderligheder end boje sig. Ved juletid 1699 forlod de danske forhandlere Pinneberg, hvor der i lasngere tid var blevet forhandlet om de omstridte sporgsmal 81. Den danske regering ventede nu blot pa nyheden om kuppet mod Riga for selv at sla til. Den synes at have troet, at russiske tropper allerede stod rede ved grsensen til de svenske ostersoprovinser for at stotte Augusts angreb pa Livland 82, en opfattelse, der sandsynligvis skyldes Heins, der i december rapporterede hjem om russiske troppekoncentrationer, bl. a. ved Novgorod. Heins var af den opfattelse, at zaren ikke ville undlade at angribe Ingermanland, sa snart nyheden om angrebet pa Riga var naet til Moskva⁸³.

Kuppet mod Riga i december 1699, selve kaernepunktet i hele strategien,slog imidlertid fejl, og de sachsiske tropper trak sig tilbage fra deres fremskudte position til Kurland. Heins var dog stadig af den opfattelse, at zaren var fast besluttet pa et snarligt angreb pa. Sverige. Som ufejlbarlige tegn herpa sa han de vidtgaende russiske forholdsregler til en omlaegning

81. Generalstaben I, 36 f. og 47 ff.

82. Danmark-Norges Traktater XI, 344. Det var Jessen, der gav udtryk for denne opfattelse.

83. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 6. december 1699.

Side 424

af den russiske handel fra ruterne over de svenske ostersohavne til Archangelskog en omlsegning af postruten, sa den i stedet for at ga via Riga nu skulle ga over Litauen-Konigsberg 84. Umiddelbart efter at nyheden om en ny aktion mod Riga i februar var naet til Moskva, henvendte Heins sig til den russiske regering for at fa den til at slotte denne operation.Det blev nu helt klart, at Rusland ikke var til sinds at foretage sig noget, for freden med tyrkerne var en kendsgerning. Der blev ganske vist truffet store militasre forberedelser i Rusland, men kun med henblik pa at gore Rusland rede til omgaende at udnytte situationen, nar dets sydgransevar sikker 85.

Den danske regering havde derimod - som tidligere omtalt - forlaengst besluttet at gribe til vaben. Umiddelbart efter meddelelsen om angrebet pa Riga gik danske tropper ind i de gottorpske amter 86. Samtidig indledteden danske regering en hektisk diplomatisk aktivitst til stotte for sit forehavende. Den sogte at pavirke somagterne ved at tilbyde store handelsprivilegier,hvis de blot ville love at holde sig neutrale, mens Frankrig tilbodesen alliance som modvaegt mod den, somagterne og Sverige havde afsluttet i januar 1700. Alliancen med Frankrig skulle ogsa omfatte Danmarksallierede, Rusland og Sachsen/Polen 87. Ogsa danske gesandter i andrelande, hvor somagterne var repraesenteret, fik instruks om at bearbejde disses repraesentanter ved at sla pa, at Sverige aldrig ha.vde villet give sa store indrommelser i handelssporgsmal, som de tre forbundne magter nu ville tilbyde. Det ville desuden vasre i alles interesse, at der blev oprettet en »retfaerdig ligev£egt« i ostersoen ved at Sveriges magt reduceredes 88. Alle anstrengelser viste sig forgaeves; ingen af de regeringer, som Danmark havde sogt at pavirke, lod sig bverbevise 89, og Danmark blev tvunget til at opgive forsoget pa at tvinge en losning pa danske praemisser igennem. Ved Freden i Travendal, der fastslog status quo i forholdet mellem Danmarkog Gottorp, matte den danske regering desuden forpligte sig til ikke at foretage sig noget fjendtligt mod Sverige, hverken direkte eller indirekte90.

84. Ibid.: Heins til kongen 24. januar og 7. februar 1700.

85. Ibid.: Heins til kongen 17. marts og 8. april 1700; Heins :il Jensen 20. marts og 8. april 1700.

86. Generalstaben I, 274.

87. RA Geh. Kons. GKP.: 13. og 16. marts 1700.

88. RA TKUA. Ureg. konc: Ordre til Trampe 20. januar 1700. Adam F. Trampe var gesandt i Polen, se DBL XXIV (1943), 221 f.

89. Generalstaben I, 50 f. og 53. Det, der afgjorde Frankrigs stillingtagen, var, at det netop i marts 1700 havde afsluttet den sakaldte Anden Delingstraktat vedrorende Spanien. Frankrig onskede derfor ikke at odelaegge forholdet til Somagterne ved at modarbejde dem i en for Frankrig mindru betydelig sag som det gottorpske sporgsmal. Se Rosen, 71 f.

Side 425

rekte90.Sagt pa en anden made: Danmark blev tvunget til at opgive sine med megen moje opbyggede alliancer med Rusland og Sachsen/Polen. Der var hermed forelobig sat punktum for realiseringen af de planer om en nyordning af forholdene ved ostersoen ved hjaelp af et ostorienteret alliancesystem, som den danske regering i foraret 1697 havde ventet sig sa meget af.

Inden det var kommet sa vidt, havde den danske regering den 24. april notificeret den russiske regering om de pabegyndte militaere operationer i Holsten. Det hed i samme skrivelse, at den danske flade snart ville lobe ud for at stotte savel den polske konges aktion mod Li viand som »Was des Czaarischen Majestats Ihrer seiten, wie Wir vermuthen, bereits vorgenommenhaben werden«. Nar man var skredet til krig, var det netop ud fra en forvisning om, at zarens erklaerede hensigt om at angribe Sverige var oprigtig ment. For at give Rusland blod pa tanden prsesenterede man et staerkt fortegnet billede af situationen i Europa til gunst for foretagendet mod Sverige. Den danske regering opfordrede Rusland til at udove pres pa somagterae ved at erklaere, at det ville sta last og brast med Danmark og den polske konge. Hvis somagterne ville holde sig i ro, burde zaren tilbyde dem store handelsfordele i Livland og andre steder⁹¹. Skont Heins i sit referat til den russiske regering af den danske opfattelse af den europaeiske situation smurte endnu mere pa til Danmarks fordel, lod Rusland sig ikke lokke. Den russiske regering erklaerede sig villig til at afgive en erklaering som onsket af Danmark til somagterne 92, men den blev udformet langt mere forsigtigt, end Danmark havde onsket det. Der blev kun tale om en henstilling om at afholde sig fra at indblande sig i stridighederne, men den blev ikke ledsaget af trusler om sanktioner mod deres handel pa Rusland93. I begyndelsen af juni var situationen blevet sa alvorlig for Danmark,at regeringen besluttede officielt - via Heins - at krseve alliancen med Rusland opfyldt: Rusland skulle ojeblikkelig bryde med Sverige; hvis zaren holdt pa sin ret til at udsaette hjaelpen i tre maneder, kunne det nemt blive for sent. Man forventede et positivt svar, da det matte vaere i Ruslandsegen interesse at generobre de tabte provinser 94. I den naeste ordre af 12. juli optradte kravet om brud med Sverige ikke, men man lod dog forsta, at man snart habede pa nogen »effekt« fra russisk side. Den danske

90. Den videre militaere og politiske udvikling frem til Travendal, se Generalstaben I, passim og Rosen, 71 ff. Travendal-freden af 18. august 1700, se Danmark- Norges Traktater XI, 378 ff.

91. RA TKUA. Rusl. C. 95: Kongen til Heins 24. april 1700.

92. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 1. juni 1700.

93. Bogoslovskij, Petr I. Bd. IV, 409.

94. RA TKUA. GR. 79: Kongen til Heins 7. juni 1700.

Side 426

regering beroligede i ovrigt Rusland med, at de indledte fredsforhandlingerkun tog sigte pa at fa stridighederne med Gottorp bilagt, mens man ville holde Sverige uden for forhandlingerne. Danmark ville ikke binde sig til at afsta fra at gore op med Sverige 95.

Sidst i juli blev det imidlertid klart, at Rusland endnu intet militaert havde foretaget sig, og den danske regering opfordrede derfor i en skrivelse af 26. juli zaren til at beslaglaegge alle engelske og hollandske skibe og ejendele i russiske havne og byer, samt at afbryde al handel med disse magter. Regeringen gentog samtidig kravet om hjaelp ifolge alliancens § 3 96. Den sidste instruks, den danske gesandt i Moskva modtog, for Travendal-Freden var en kendsgerning, var af 9. august. Svenskerne havde nu gjort landgang pa Sjaelland, sa hvis der ikke snart kom undsaetning fra russisk side, ville Danmark blive overmandet af de mange angribere, hed det. Forelobig gjorde regeringen alt for at bevare frie hinder⁹⁷. Da disse to sidstnaevnte instrukser naede til Moskva, var freden for laengst blevet accepteret af Danmark. Fa dage efter ratificeringen af Travendal-Freden kunne Heins i en rapport til v. Jessen oplyse, at freden mellem Rusland og Porten nu var afsluttet. Den 2. august 1700 offentliggjordes nyheden i alle Ruslands kirker, og der blev omgaende givet ordre til de russiske tropper om at angribe de svenske ostersoprovinser. Den 30. august fulgte den russiske krigserklsering til Sverige, men det har sikkert ikke haft den virkning, Heins forestillede sig, da han triumferende berettede hjem, at forste del af kongens ordre af 26. juli nu var opfyldt. For at berolige zaren, der havde givet udtryk for bekymring med hensyn til den danske regerings standhaftighed over for trykket fra somagterne, havde den danske gesandt af givet en hojtidelig erklsering om, at hvad der end skete med »den holstenske affaere«, ville kongen altid sorge for at bevare frie hsender over for Sverige for at kunne opfylde sine forpligtelser over for Rusland 98.

95. RA Geh. Kons. GKP.: 12. juli 1700; RA TKUA. Rusl. C. 95: Jessen til Heins 12. juli 1700. Den danske ledelse synes ved denne tid at have vaeret overbevist om, at zaren i egen person var pa vej i felten i spidsen for er. russisk haer.

96. RA. Geh. Kons. GKP.: 26. juli 1700; RA TKUA. Rusl. C. 95: Kongen til Heins 26. juli 1700. Bortset fra forsogene pa at fa Rusland til at ivaerksaette handelssanktioner mod somagterne, sogte Danmark og Sachsen/Polen ogsa at provokere til splid mellem Rusland og somagterne ved at udbrede kendskabet til den russiske deltagelse i angrebsforbundet, for Rusland havde erklaeret Sverige krig. Se RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen (:. juni 1700; Olmer, 313 ff. og Materialy IV, 34.

97. RA Geh. Kons. GKP.: 9. august 1700; RA TKUA. Ureg. konc: Jessen til Heins 9. august 1700.

98. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 6. September 1700. Freden i Travendal blev underskrevet 18. august.

Side 427

Den danske regering forhastede sig ikke med at give gesandten i Rusland meddelelse om fredsslutningen. Heins erfarede fra gazetter og kobmaends private korrespondance om sagen, laenge for han fik officiel besked herom. Forst den 9. oktober besluttedes det i Kobenhavn at oplyse Heins om Freden i Travendal; i skrivelsen hed det, at den danske konge agtede at fortsaette alliancen med Rusland, men at han midlertidigt var blevet tvunget til at slutte fred. For ojeblikket kunne Danmark derfor ikke opfylde dets allianceforpligtelser, men kongen habede snart pany at blive i stand hertil. I en kommentar til instruksen skrev den nye oversekretaer i Tyske Kancelli, Christian Sehested, at Heins skulle forsikre zaren om, at kongen bestandigt ville opretholde den fortrolige alliance med Rusland ".

Det initiativ, den danske regering havde taget i foraret 1697 over for Rusland, og som gik ud pa at hidfore en sendring i styrkeforholdene i det undersystem af det europaeiske statssystem, som de nordiske stater plus Rusland og Sacsen/Polen udgjorde, var forelobig resulteret i, at Danmarks to allierede befandt sig i krig med Sverige. Officielt havde den danske regeringmattet forpligte sig til ikke at stotte disse to magter, og for tiden var muligheden for dansk deltagelse i opgoret med Sverige ikke til stede. Det var endnu en gang blevet demonstreret, at de vesteuropaeiske stormagter ikke onskede Danmark styrket pa Sveriges bekostning. For sa vidt var den danske ostvendte politik endt med en fiasko; en raekke fejlberegninger af forskellig art havde vajret spillet over ende: Rusland havde regnet med, at det ville vaere muligt at fa fred med tyrkerne pa. et tidligere tidspunkt, end det blev tilfaeldet. Den polske konge havde undervurderet opgaven med at besaette Riga. Og Danmark forregnede sig bade med hensyn til Ruslandsvillighed til at angribe Sverige, for dets forhold til tyrkerne var ordnet,og med hensyn til Frankrigs onske om at afbalancere somagternes stotte til Sverige. Da Danmark oprindeligt planlagde at alliere sig med Rusland,var der ikke blevet sat nogen tidsfrist for angrebets ivaerksaettelse. Dette blev der imidlertid som folge af de dansk-russiske forhandlingers infiltration af de af Patkul inspirerede planer, hvorefter den polske konge skulle spille en vaesentlig rolle i forsoget pa at besejre Sverige. Det ma dog understreges, at den danske regering bevidst valgte at lobe risikoen for, at Rusland ikke ville vaere rede til at deltage i angrebet til den forudsete tid. Tilsyneladende har regeringen ment, at Rusland kunne drages med ind i krigen, sa snart Danmark og Sachsen/Polen havde taget de forste skridt.

99. Ibid.: Heins til kongen 20. September 1700, Heins til Jensen 4. oktober 1700; RA Geh. Kons. GKP.: 9. oktober 1700; RA TKUA. GR. 79: Sehested til Heins 9. oktober 1700. Sehested blev oversekretaer i Tyske Kancelli den 1. oktober 1700, se DBL XXI (1941), 541 f.

Side 428

Kravene til den russiske regering om at opfylde alliancens paragraf 3 kan
ikke vaere fremsat i god tro: Det var klart aftalt, at Rusland ikke var forpligtetaf
alliancen, for freden med Porten var underskrevet.

Selv om optakten til opgoret med Sverige ikke havde vasret alt for vellykket, tegnede situationen sig pa lidt laengere sigt dog ikke sa vaerst: Det var lykkedes Danmark at fa Sverige militaert engageret i detji ostlige provinser. Abningen af denne ostfront betod en alvorlig svaekkelse af Sveriges position i Vesteuropa og en tilsvarende relativ styrkelse af Danmarks stilling. Savel Danmarks haer som dets flade var intakt efter operationerne i foraret og sommeren 1700. Forelobig kunne den danske regering indtage en uforpligtende holdning og afvente udfaldet af krigen i ost. Hvis Sverige skulle komme i vanskeligheder der, kunne nye traek overvejes.

Deter vaerd at bemaerke, at den danske regering pa inlet tidspunkt synes at have overvejet at hjemkalde sin gesandt i Moskva, uanset i ovrigt hvordan konstellationerne i Vesteuropa skiftede. Ruskuid var blevet en permanent faktor i Danmarks udenrigspolitik.

FRA TRAVENDAL TIL POLTAVA

»Holland og England holder Europas balance og har sa stor myndighed
hos Danmark . . at (det) intet foretager sig uden deres tilladelse«.
(Patkul til Golovin 29. September 1704).

III

Den danske regerings politik i arene efter Travendal blev praeget af en urokkelig konsekvens. Grundlaget herfor var de erfaringer, man mente at kunne drage af begivenhederne i sommeren 1700. Det helt afgorende vilkar for Danmarks stilling i den internationale politik var de forenede somagters holdning til begivenhederne i ostersoomradet; det var pa dette punkt, regeringen havde begaet en af sine storste fejltagelser under forste fase af de forbundne magters anslag mod Sveriges posit.on. I de folgende ar demonstrerede den gang pa gang, at hensynet til somagterne vejede tungere end alle andre faktorer ved udformningen af den danske strategi. Forst da den internationale politiske situation gradvis begyndte at aendre sig i efteraret 1708, tog den danske regering skridt til at frigore sig fra

Side 429

somagternes indflydelse og begyndte at trseffe beslutninger, der klart gik
imod disse magters onsker, og uden at radsporge dem.

Det russiske nederlag ved Narva i november 1700 kunne kun bekrasfte den danske regering i dens afventende holdning over for Rusland. Omvendt gjorde Ruslands desperate militere situation zaren endnu mere interesseret i at fa aktiveret Danmark. Efter voldsomme udfald mod Heins for under falske forudsaetninger at have lokket Rusland i krig, enedes man om at lade fortiden hvile for i stedet at koncentrere sig om den patrangende nutid 10°. I januar 1701 opsatte Heins og Golovin i faellesskab et traktatudkast, hvis hovedpunkter udgjordes af russiske krav om danske hjaelpetropper og danske officerer. Udkastet forudsa troppernes overforsel til Kurland pa danske orlogsskibe, sa snart ostersoen blev isfri. I slutningen af udkastet hed det, at Danmark ifolge alliancen med Rusland af 1699 skulle erklaere Sverige krig, sa snart der udbrod krig mellem Sveriges allierede, somagterne, og Frankrig. Overenskomsten om hjaelpetropper matte i ovrigt pa ingen made opfattes som udtryk for, at Rusland havde givet afkald pa kravet om dansk opfyldelse af alliancen af 1699 101.

Den danske gesandt anbefalede staerkt sin regering at ga ind pa de russiske krav, sa meget mere som Rusland efter hans opfattelse ikke havde lidt noget alvorligt nederlag ved Narva. Ved at overlade Rusland hjselpetropper kunne Danmark bevare en VEerdifuld alliance uden selv aktivt at deltage i krigen mod Sverige, for konjunkturerne engang igen tillodde t¹⁰². Dette udkast er ofte blevet opfattet som en faktisk indgaet, bindende overenskomst mellem Rusland og Danmark 103; arsagen hertil er givetvis at soge i udkastets sproglige udformning, som er klart russisk inspireret. Der soges her haevdet en fiktion om, at Danmark stadig var aktivtkasmpende medlem af angrebsforbundet mod Sverige, og der ses bevidstbort fra den omstsendighed, at Danmark forlaengst var blevet tvungettil

100. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 23. december 1700/3. januar 1701; Heins til Sehested 30. december 1700/10. januar 1701.

101. Piß I, No. 354. RA TKUA. Rusl. C. 96.

102. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 13/24. januar 1701.

103. Se f. eks. den sovjetiske historiker V. D. Koroljuk, som har haevdet, at Danmark og Rusland indgik en ny forbundstraktat. Ogsa de to russiske historikere N. N. Bantys-Kamenskij og N. Ustrjalov mener, at de opsatte artikler forpligtede Danmark, se hhv. Koroljuk, B-K I, 238 og Ustrjalov IV, 1. 76 f. Det fremgar imidlertid klart af teksten, at der er tale om en russisk henstilling til Danmark og ikke om en forpligtende traktat. Det endelige udkast pa russisk og med tysk oversaettelse er end ikke underskrevet af Heins, men kun af Golovin samt to andre russere. Udkastet er forsynet med segl, sa det i det ydre minder staerkt om en traktat. Heins havde i ovrigt heller ingen fuldmagt til at afslutte en sadan traktat.

Side 430

gettilat opgive alliancen med Rusland. Udkastet har derfor udelukkende interesse som udtryk for det politiske princip, den russiske regering onskedeat hasvde over for Danmark, nemlig at den danske regering stadig var fuldt forpligtet af alliancen af 1699, og at de milit;ere aktioner, Danmarkhavde foretaget i foraret og sommeren 1700 over for Gottorp, intet havde at gore med den dansk-russiske alliances formal: bekaempelsen af Sverige. Forfaegtelsen af dette synspunkt blev et permanent trask i Ruslandspolitik over for Danmark i de folgende ar; fra russisk side anerkendte man aldrig, at Danmark som folge af Travendal-Freden kunne unddrage sig sine allianceforpligtelser over for Rusland; kun med Ruslands samtykkehavde Danmark lov at slutte fred.

Heins kan naeppe have vaeret alt for optimistisk med hensyn til sin regerings accept af de russiske krav. Allerede i november 1700 havde han anmodet om at fa en forholdsordre, sa. han tilfredsstillende kunne redegore for Danmarks politik over for Rusland i den nye situation. En sadan omfattende instruks onskede regeringen i Kobenhavn imidlertid pa davaerende tidspunkt ikke at give, og det blev gjort klart for Heins, at han en tid lang matte indstille sig pa blot at fungere som Danmarks iagttager i Moskva 104. I en senere ordre til gesandten fra januar 1701 redegjorde regeringen mere udforligt for sine principielle synspunkter pa forholdet til Rusland: Danmark ville intet hellere end at bevare og befasste alliancen med Rusland ved at lade handling folge pa ord, hed der.. Dette bevistes af sidste ars hasndelser, hvor Danmark havde pabegyndt Icrig og givet Rusland meddelelse herom. Hvis Rusland havde opfyldt sine forpligtelser og angrebet Sverige samtidig med Danmark, ville det onskede resultat sikkert vaere blevet naet. Ruslands krigserklaering var imidlertic. kommet for sent, og da ogsa den anden allierede, den polske konge, havde svigtet, havde den danske regering nodtvungent sluttet fred. Til trods herfor havde Danmark ikke rendret opfattelse med hensyn til de med Rusland og den polske konge aftalte planer 105.

Hermed havde de to parter trukket deres officielle s)^r ^nspunkter op; der kan vasre grund til at understrege, at den danske regering pa trods af Travendal principielt stadig gav udtryk for, at den f0l:e sig forpligtet af alliancen af 1699. Malet fra dengang: en kraftig reduktion af Sveriges position i ostersoen, var ingenlunde opgivet, kun tidspunktet fandt man ikke belejligt.

Den danske regering afslog at give et klart svar pa det russiske krav om

104. RA Geh. Kons. GKP: 15. januar 1701; RA TKUA. GR. 30: Kongen til Heins 8. februar 1701.

105. RA TKUA. GR. 80: Kongen til Heins 29. januar 1701.

Side 431

hjaelpetropper under henvisning til, at den af zaren afsendte ambassador en af de naermeste dage skulle i konference om det pagaeldende sporgsma l¹⁰⁶. Den omtalte russiske diplomat, Andrej Petrovic Izmailov, ankom i begyndelsen af februar 1701 til Kobenhavn 107. Han krasvede omgaende dansk hjaelp til Rusland under paberabelse af alliancen af 1699, idet han officielt meddelte den danske regering, at Rusland befandt sig i krig med Sverige pa grund af de mange svenske overgreb mod zarens undersatter og zarens egen person. Han kraevede, at Danmark skulle afbryde al forbindelsemed Sverige og forelagde samtidig et projekt identisk med det, Heins havde sendt hjem 108. Det danske svar lod, at kongen gerne ville efterkommezarens onsker, men man matte betaenke, 1) at Sverige kunne forhindretroppetransport i ostersoen, 2) at arstiden var for vidt fremskreden til at udruste fladen, og 3) at omkostningerne ved en sadan troppetransport ikke ville sta i et rimeligt forhold til nytten deraf. Projektet burde derfor udsaettes. I en samtidig laengere redegorelse indrommede regeringen, at Rusland faktisk ikke havde vaeret forpligtet til at bryde med Sverige, da Danmark havde kraevet dette i foraret 1700 109. Dette blev den eneste indrommelse, Rusland fik.

Siden det i efteraret 1700 var blevet mere og mere klart, at det pany trak op til krig i Vesteuropa, havde de modstaende parter i konflikten vasret travlt optaget af at hverve forbundsfadler og hjadpetropper. Den danske statsledelse matte derfor gore sin stilling til den europasiske konfliktop; af en betaenkning fra Gehejmeradet til kongen af 25. marts 1701 fremgar det, hvilke overvejelser de danske statsmaend har gjort sig i den anledning. Indledningsvis hedder det, at malet for Danmarks udenrigspolitikmatte vaere at sorge for rigets sikkerhed, at genskabe rigets sunde finanser og at svaskke Sveriges og Gottorps indflydelse. Disse tre mal ville bedst kunne nas ved en tilslutning til kejserens og Somagternes parti, Den store Koalition. Sikkerheden ville herved blive sa betrygget, at de dyre lejetropperkunne udlejes. Ogsa Sveriges position ville blive skadet herved, idet dansk tilslutning til somagternes synspunkter ville betyde en fortrangningaf

106. RA Geh. Kons. GKP: 8. februar 1701. RA TKUA. GR. 80: Kongen til Heins 8. februar 1701.

107. Piß I, No. 293. B-K I, 237.

108. RA TKUA. Rusl. A. 11. 20: Memoriale fra Izmailov, udateret

109. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Kgl. resolution pa Izmailovs memoriale, dateret den 4. marts 1701. Regeringen pastar her, at den havde faet underretning om, at der var blevet sluttet fred mellem Rusland og Tyrkiet, og at det var i tillid hertil, Danmark havde p&begyndt krigsoperationer. Senere var man blevet klar over, at efterretningen var forkert. Deter muligvis Rosenbusch, der har vildledt den danske regering, se RA TKUA. Rusl. B. 45: Rosenbusch' relation af 20/31. marts 1700.

Side 432

ningafSverige som somagternes favorit i Norden. Sa laenge de nsevnte rnagtervar pa Sveriges og Gottorps side, kunne Danmark intet stille op; dette havde begivenhederne i 1700 tydeligt demonstreret. Det fremgar videre af betasnkningen, at Frankrig havde tilbudt subsidier, for at den danske flade skulle spaerre Frankrigs fjender adgangen til ostersoen. Bade af politiske, kommercielle og statsfinansielle grunde afvistes dette tilbud, og betaenkningenformer sig i det hele taget som et opgor med den franskorienterede udenrigspolitik, som den nu afskedigede Jessen havde staet som repraesentantfo r^no. Betaenkningens tankegang blev retningsgivende for Danmarksudenrigspolitik i arene der fulgte. I juni 1701 aisluttede regeringenalliancer med savel kejseren som somagterne, hvorved Danmark sikredesig betydelige subsidier ved at udlane ca. 20.000 soldater. Der var imidlertid ogsa knyttet politiske betingelser til alliancerne: Danmark matte forpligte sig til ikke at forstyrre freden i Norden og ikke at stotte et tredje parti ni. I den ojeblikkelige situation - og uden kendskab til de overvejelser,den danske regering havde gjort sig herom - kunne disse alliancerses som en bekraeftelse pa og forlaengelse af den politik, der var blevet Danmark patvunget ved Travendal-Freden; set i et storre perspektiv var dispositionerne i juni 1701 imidlertid udtryk for et bevidst dansk forsog pa at svaskke Sveriges og Gottorps internationale position.

Mere held havde Rusland med at aktivisere den tredje partner i angrebsforbundet,den polske konge. En ny traktat blev indgaet den 9. marts 1701, ifolge hvilken Rusland skulle stotte August savel militaert som okonomisk.Det lykkedes derimod ikke at opna enighed mellem Rusland og Den polske Republik 112. Da de to forbundsfadler hermed havde bekraeftetderes

110. RA Geh. Kons. 39: Betaenkninger.

111. Generalstaben 11, 6f. Disse alliancer er blevet vurderet meget forskelligt af forskellige forskere. Den fremherskende opfattelse har vaeret, at Danmark hermed berovede sig selv muligheden for indgriben pa et senere tidspunkt, se f. eks. Stille I, 10 og Generalstaben 11, 7 f. Mens Stille ogsa haevder, at Preussen ved sine alliancer med Den store Koalitions magter handlede mod egne interesser, mener Hassinger, at de preussiske alliancer var politisk motiveret, mens Danmarks alliancer med somagterne var »ein Musterbeispiel eines reinen Subsidienvertrags«, se Hassinger, 60 ff. Hans raesonnementer virker efter min opfattelse ikke overbevisende: Der er tale om alliancer af nojagtig samme karakter, og ogsa de danske alliancer var i hojeste grad politisk motiveret.

112. Wittram, Peter I, 244 f. Ifolge sin egen opfattelse spill ;de Heins en stor rolle ved formidlingen af kontakten mellem zaren og August. Da den polske gesandt i Rusland var blevet taget til fange af svenskerne i slaget ved Narva, anmodede August den danske gesandt om at varetage sine interesser i Moskva, hvilket Heins indvilligede i, se RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 27. januar/7. februar 1701; Heins til Sehested 27. januar/7. februar 1701 med bilag: Golovin til Heins 25. januar/5. februar 1701.

Side 433

tetderesvilje til at fortsastte kampen mod den faelles fjende, lagde Ruslandfornyet pres pa Danmark 113, men stadig med negativt resultat. I en instruks til Heins hed det, at denne nu matte gore det begribeligt for russerne, at Danmark - hvor gerne det end ville - ingen anledning sa til for ojeblikket at opfylde de russiske krav 114. Zaren havde tilsyneladende frygtet, at Danmark stod over for at forpligte sig til anden side. I alle fald krasvede han, urniddelbart for nyheden om Danmarks alliancer af juni 1701 var naet til Moskva, en officiel dansk erklasring om, at den danske regering ikke ville binde sig over for andre magter til skade for allianccn med Rusland 115. Sa snart regeringen i Moskva erfarede om alliancerne fik Izmailov ordre til at protestere sa kraftigt som muligt¹¹⁶. Det danske svar lod, at Danmark bade sidste ar og nu igen i ar af andre magter var blevet forhindret i at opfylde sine forpligtelser over for Rusland.I samme svar afslog regeringen en af Izmailov den 30. maj fremsatanmodning om dansk fladebeskyttelse af Archangelsk, som russerne frygtede ville blive angrebet af Sverige m.

Efter denne serie afslag synes Rusland at vasre kommet til den overbevisning, at der forelobig intet var at udrette med Danmark. Zaren meddelte Frederik IV, at Izmailov en tid ville forlade Danmark for at tage til Preussen, officielt for at gratulere kurfyrsten med kongevasrdigheden 118. Ogsa droftelserne i Moskva med Heins blev en tid helt indstillet, og den danske gesandt fik den opfattelse, at Rusland nu alvorligt overvejede en afslutning pa krigen, og at det var herom, der forhandledes savel med Preussen som med Holland. Golovin havde imidlertid forsikret gesandten om, at hvis Danmark pa en eller anden made ville markere sine gode intentioner over for Rusland, ville zaren afvise alle fredsforslag.

Som et minimum forlangte Golovin, at der skulle foretages troppebevaegelseri Norge for derved at binde svenske soldater, som ellers ville blive overfort til Livland 119. De russiske trusler om at slutte fred forblev dog virkningslose, da de pa grund af Sveriges holdning ikke virkede trovaerdige.Et preussisk maeglingsforslag blev saledes returneret af svenskerne

113. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 17/28. marts 1701. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Memoriale fra Izmailov af 14. marts 1701.

114. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Svar til Izmailov af 9. april 1701. RA TKUA. GR. 80: Kongen til Heins 29. marts og 12. april 1701.

115. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 6. maj 1701.

116. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Memoriale fra Izmailov af 24. juli 1700

117. RA TKUA. GR. 80: Svar til Izmailov af 1. august 1701. Den russiske fryg viste sig at vaere velbegrundet, se Rosen, 82.

118. Piß I, 464 f. og 467 f. B-K I, 237. RA TKUA. Ureg. konc: 14. oktober 1701.

119. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 5/16. august 1701.

Side 434

med den bemaerkning, at man ventede sig sa store fordele af det kommendefelttog, at man forst senere ville overveje mseglingsforslagetl2o. Den danske regering henviste i sit svar til Rusland til de usikre europaeiske konjunkturer, som umuliggjorde beslutninger af vidtraikkende karakter. Man udtrykte dog hab om senere at kunne vxre. Rusland til nytte 121. Denne danske erktering danner en forelobig afslutning pa de dansk-russiskerelationer efter den asndrede situation, som var opstaet efter Danmarks og Ruslands nederlag i sommeren og efteraret 1700, en situation, der var blevet forvaerret ved svenskernes fremrykning og sejr over Augusts sachsisketropper ved Dvina i sommeren 1701 122.

Den russiske passivitet i forholdet til Danmark varede ikke laenge; i februar 1702 forlod Heins Moskva med Danmark som mal og med en mundtlig og skriftlig kommission for zaren 122a. Pa dette tidspunkt aftegnede bade den militasre og politiske situation sig lidt lysere for Rusland. For det forste havde det vist sig, at Karl XII ikke onskede at ga direkte mod Moskva, og for det andet var der tegn til, at Preussen ville nasrme sig Rusland pa grund af den svenske indrykning i Kurland, som Preussen opfattede som en trussel. Zaren forventede af samme arsag ogsa en tilnaermelse fra Den polske Republik 123. Den russiske regering var endvidere af den opfattelse, at Danmarks holdning ville aendre sig, nar der nu snart - som man var sikker pa i Moskva - udbrod en generel krig i Vesteuropa 124. Nar den russiske regering overhovedet kunns komme pa den tanke at anvende en dansk gesandt som fortaler for sine synspunkter ved det danske hof, ma forklaringen nok for en vzesentlig del s oges i den kendsgerning, at Heins mere og mere havde identificeret sig med de russiske synspunkter 125.

120. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til Sehested 24. juni/5. juli 1701 med bilag: Heins til sine korrespondenter af samme dato. (Heins korresponderede med en raskke danske gesandter i Europa, se RA TKUA. Rusl. C. 98-102.

121. RA TKUA. GR. 80: Kongen til Heins 22. august og 20. September 1701.

122. Russiske anmodninger om dansk salg af overskudsvaben til den russiske haer og tilladelse for en russisk agent til at tage ophold i Kobeihavn med det formal at opkobe vaben synes overhovedet ikke at vaere blevet besvaret, se RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til Sehested 23. september/4. oktober 1701, gentaget 8/19. december 1701.

122a. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 2/13. februar og 8/19. april 1702.

123. Wittram I, 247 ff. Hassinger, 53. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til Sehested 11/22. november 1701 og 23. december 1700/3. januar 1701.

124. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 27. oktober/7. novjmber 1701.

125. Se f. eks. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 23. december 1701/3. januar 1702; Heins til Sehested 30. december 1701/10. januar 1702 og Heins til kongen 13/24. januar 1702. Heins omtalte den svenske stilling som »fatal« og de svenske sejrsmeldinger som »pral« i sine korrespondancer til Sehested af 27. januar/7. februax 1701 og 3/14. marts 1701. Den danske gesandt blev heller aldrig traet af at advare den danske regering om, at Rusland havde et alternativ til samarbejde med Danmark i ostersoen, nemlig i zarens »enorme planer« vedr. Det kaspiske Hav og Orienten, se f. eks. Heins til kongen 6/17. maj, 31. marts/11, april, 10/21. juni 1701. I en skrivelse til Sehested af 26. august/6. September 1701 identificerede gesandten sig helt med de russiske synspunkter vedr. konflikten med Sverige, og han bebrejdede i voldsomme vendinger de stater, som ikke ville stotte Rusland.

Side 435

I Heins' skriftlige kommission hed det, at zaren onskede at bekraefte alliancen af 1699 og samtidig afslutte et nyt og snsevrere forbund med Danmark til bekasmpelse af Sverige, safremt Danmark ville opfylde sine forpligtelser og angribe Sverige. Zaren onskede et hurtigt svar uden forbeholdaf nogen art¹²⁶. Hvad den mundtlige kommission er gaet ud pa, na?vner Heins intet om; man kan dog utvivlsomt danne sig et indtryk heraf ved at analysere et aktstykke, som er forfattet af Heins under hans ophold i Danmark i 1702. Skriftets angivelige formal var at vise, hvordan Danmark bedst under de davserende konjunkturer kunne bevare Ruslands venskab. I storstedelen af dette skrift giver Heins nemlig udtryk for den russiske regerings synspunkter; indledningsvis hedder det, at fundamentet for forholdet mellem Danmark og Rusland var alliancen af 1699, der forpligtede de to stater til at bekrige Sverige og ikke slutte fred, for begge parter havde opnaet fuld satisfaktion. Pa dette grundlag onskede den russiske regering at vide, hvornar Danmark agtede at erklaere Sverige krig. Forelobig ville Rusland ikke slutte fred, men hvis Danmark enten ikke kunne eller ville indtraede i krigen, ville Rusland se sig nodsaget til at slutte fred. Pa zarens udtrykkelige ordre gjorde Heins opmaerksom pa, at hvis Rusland forst trak sig ud af krigen mod Sverige, ville man ikke forelobigkunne bevaege det til pany at indlade sig i krig, hvis Danmark senere matte onske dette. Videre tilradede Heins - og stadig er det formentlig zarens rost, man horer - at Danmark gjorde sit militaer rede for at kunne sla til naeste ar, da selve Sverige var helt blottet, bade hvad angik soldater og penge. For at sikre sig Preussens og Liineburgs velvilje anbefalede Heins at tilbyde disse stater henholdsvis Pommern og Bremen. Over for mulige indvendinger fra den danske regering om det umulige i at optraede aktivt bl. a. af finansielle grunde replicerede Heins, at Sverige blev maegtigereog

126. Piß 11, 324 f. RA TKUA. Rusl. C. 96. Zarens kommission er dateret den 10/21. februar 1702. Heins medbragte ogsa et brev fra zaren til kongen, hvori forstnaevnte patog sig det fulde ansvar for det usaedvanlige skridt at afsende en dansk gesandt i et russisk hverv, se Piß 11, 5 f. og RA TKUA. Rusl. A. 11. 22. Dette brev er dateret den 7/18. februar 1702. Golovin havde samtidig forsynet Heins med en mere beskeden onskeseddel, hvori bl. a. indgik en russisk anmodning om, at russiske handelsskibe med hjemsted i Archangelsk matte fa lov at sejle med dansk pas, se Piß 11, 324.

Side 436

tigereogmasgtigere som tiden gik, og at Danmarks tilstand var meget bedre nu, end den havde vaeret i 1670'erne, da Danmark ogsa havde vasret i krig med Sverige. Selv om stormagterne i Vesteuropa ikke ville stotte foretagendet,burde Danmark alligevel i faellesskab med Rusland og den polskekonge tvinge Sverige til fred. Som alternativer til abent brud foreslog Heins folgende forholdsregler for at bevare Ruslands venskab: troppebevasgelseri Norge for at hindre yderligere svenske troppeoverflytninger til ostersoprovinserne, danske flademanovrer langs de svenske kyster og troppemanovrer i Holsten under paskud af at ville hjeelpe Sachsen i henholdtil alliancen af 1698 med August. Rusland ville til gengaeld yde Danmark stotte i form af tropper og materialer til fladen; hvis Danmark foretog nogle »virkelige« operationer, kunne der muligvis ogsa blive tale om pengesubsidier. Heins sluttede sin betaenkning med endnu en advarsel om, at dansk passivitet ville fa. Rusland til at slutte fred med Sverige, en udvikling som ikke kunne vaere i Danmarks interesse 127.

Den 18. September 1702 forela Danmarks svar pa de russiske krav og tilbud i form af en instruks, som Heins medbragte, da han igen rejste til Rusland. I mellemtiden havde Patkul, som nu var tradt i russisk tjeneste, forhandlet i Wien om kejserlig stotte til Rusland. Via den danske gesandt i Wien, Johan Urbich, havde Patkul ladet den danske regering forsta, at Rusland ville yde Danmark store subsidier og indromme det betydelige handelsprivilegier. Den danske regering reagerede herpa ved dels at instruereUrbich om at stotte Patkuls forhandlinger under handen, dels ved at lade undersoge via Heins, om Patkul var autoriseret af zaren til at fremsaettesine tilbud. Hvis dette sidste var tilfaeldet, skulle Heins af al magt forsoge at overbevise Patkul om Danmarks villighed til at opfylde alliancen med Rusland. Hvis Heins ikke traf Patkul, for han var vendt tilbage til Moskva, skulle han der undersoge, om man fra russisk side var villig til at forsyne Danmark med de subsidier, man var nodt til at krasve for aktivt at deltage i krigen. Blev udfaldet af disse sonderinger positivt, skulle gesandtenforsikre den russiske regering om, at Danmark var villig til at bryde med Sverige, forudsat opfyldelsen af folgende betingelser: Danske kobmasnd skulle have privilegier pa Ruslandshandelen frem for alle andre nationer; ingen af parterne matte slutte fred, for man var kommet i besiddelseaf alt det, Sverige i tidens 10b havde erobret, eller for Rusland havde faet en havn ved ostersoen; Rusland matte yde Danmark subsidier

127. RA TKUA. Rusl. C. 96. Skriftet baerer titlen »Alleruntherthanigste unmassgebliche gedanken iiber den ietzigen zustande und des Cznaren Freundschaft bey ietzigen conjuncturen zu unterhalten«, dateret »Friederichsburg d. .. . Junij 1702«.

Side 437

pa mindst en million rdl. arligt; den polske konge matte forpligte sig til at fortssette krigen; Danmark skulle fa somagterne til at sende en eskadre til ostersoen nseste ar mod Sverige; Preussen skulle ogsa vindes for sagen, dog uden at indvies i dens egentlige formal; Rusland skulle stille 8-10.000 soldater til Danmarks disposition; hvis den svenske haer skulle vende sig fra Polen mod Danmark, skulle Rusland og den polske konge foretage kraftigeindfald i Livland, Finland og i selve Sverige 128.

Ud over denne skriftlige instruks fik Heins ogsa en hemmelig, mundtlig129; hvad denne sidste instruks' indhold var, oplyses ikke direkte, men maske har den vaeret indeholdt i to aktstykker, som er blevet til i tiden omkring Heins' afrejse. Det ene baerer titlen »Rationes welche dem Czaarn zu insinuiren«, og det hedder heri, at Danmark desvaerre ikke for tiden kunne foretage en diversion, sadan som zaren onskede det, idet det endnu ikke - trods store anstrengelser - var lykkedes at fa Preussen og Liineburg til at bista Danmark med at sikre sydgraensen. Helt afgorende er de punkter,der siger, at Ruslands magt var sa stor og dets grasnser sa sikre, at det sagtens endnu leenge kunne udmatte Sverige, mens man afventede bedre konjunkturer for Danmark. Hele vaerket, hedder det videre i dette fortrolige aktstykke, hvis indhold er i overensstemmelse med den politik, gehejmeradernei marts 1701 havde anbefalet og gennemtrumfet, kunne saledesblive holdt hen, indtil Danmark havde faet sluttet faste forbund med magter i Vesteuropa og derpa med mindre risiko og storre eftertryk kunne tiltraede alliancen med Rusland. Ogsa det andet aktstykke, »Resolution und instruction fur ... Heins«, giver udtryk for denne holdning. Det hedder heri, at Heins skal besvare zarens krav om opfyldelse af allianceforpligtelsernemed at henvise til den patvungne Travendal-fred, de manglendepaskud til at bryde freden, manglende tropper og manglende forbundsfasllersamt den alvorlige tilstand i Polen 129a. Tilbage var kun at habe pa, at Ruslands sejrrige vaben ville kuime aendre situationen savel i Polen som i Europa 13°. Det siges altsa ganske utvetydigt i disse fortrolige aktstykker, at den danske statsledelse ikke var til sinds at forlade den politik,den var slaet ind pa efter Travendal. Kun afgorende aendringer i den militaere og politiske situation kunne fa. regeringen til at asndre holdning. Deter sandsynligt, at instruksen af 18. September 1702 (den officielle, skriftlige) har vaeret tamkt som forhandlingsgrundlag, hvis Patkuls lofter om

128. RA TKUA. Rusl. C. 95: Originalinstruks af 18. September 1702. Koncept i RA TKUA. Rusl. A. 11. 22.

129. Omtalt i RA Geh. Kons. GKP: 18. September 1702.

129a. Svenskerne havde netop erobret Warszawa.

130. De to aktstykker (uden dato og underskrift) findes i RA TKUA. Rusl. A. 11. 22.

Side 438

subsidier var autentiske, mens de andre, hemmelige argumenter har vaeret
beregnet pa at imodega russiske krav, hvis der ikke var hold i Patkuls
forlydender.

Siden maj 1702 havde den danske regering sonderet somagternes indstillingtil Sveriges indtrzengen i Polen, og man var begyndt at antyde muligheden af, at Danmark kunne blive tvunget til at tnekke sine tropper hjem fra Den store Koalitions tjeneste netop med henblik pa at sikre sydgraensenmod svenskerne. I sommeren 1702 lod regeringen ogsa foretage nogle fladerustninger og troppebevasgelser i Norge, ligesom der sendtes tropper til den holstenske graense, efter at Hertugen af Gottorp var faldet i Polen. Umiddelbart efter Heins' afrejse fik Plessen, der opholdt sig i England, tilsendt kopi af Heins' instruks af 18. September 1702 med ordre om at radsporge Prins Georg, om ikke Danmark pa Ruslands opfordring skulle benytte sig af de ojeblikkelige konjunkturer til at Soge etableret en varig, stabil fred i Norden. Plessen skulle videre unde;:soge muligheden for, at somagterne naeste ar ville sende en eskadre til ostersoen for at laegge en dasmper pa Sverige 131. Dette danske skridt er en klar tilkendegivelseaf regeringens afhaengighed af somagterne; disse onskede pa. davasrendetidspunkt absolut ikke at bryde med Sverige, men tv£ertimod at binde Danmark endnu stasrkere til sig ved om muligt at fa Danmark til at traede ind i Den store Koalition 132. En afgorende forudsastning for, at Danmark pa ny kunne optraede aktivt sammen med Rusland, var hermed ikke til stede. Det viste sig desuden snart, at Patkul ingen fuldmagter havde haft til at tilbyde de store russiske subsidier, men at han blot havde sagt, hvad han forestillede sig, at zaren ville gamed til¹³³. Forst i September 1703 var Heins igen tilbage i Moskva; det blev gjort helt klar: fra russisk side, at det var udelukket med subsidier af den storrelsesorden, Danmark forlangte.Zaren synes efter det negative forlob af Heins' sendelse at vaere kommet til den opfattelse, at Rusland forelobig matte renoncere pa dansk militasr stotte. Derimod viste han stor interesse for at fa handelen mellem de to lande sat pa en anden fod end hidtil, efter at Rusland havde faet direkte adgang til ostersoen. Den danske gesandt blev derfor opfordret til at opstille et projekt indeholdende de danske onsker med hensyn til en handelstraktat. Zaren opfordrede samtidig gesandten til at undersoge, om det ikke ville vsere muligt straks at lade nogle skibe afga fra Danmark

131. Schirren 8°: Morau til Ritter 9. maj 1702. Stille I, 8. RA Geh. Kons. GKP: 22. September 1702. RA TKUA. Ureg. Konc. Rosen, 103.

132. Rosen, 103. Marlborough til Heinsius 4. juli 1702, Hoff, 16. Instructions, 22 f.

133. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 15. november 1702,.

Side 439

til det nygrundlagte St. Petersborg medforende varer, som ikke kunne henregnes til kontrabande. Zaren ville personlig garantere for, at der ville vaere en god returladning 134. Senere foreslog russerne endvidere etableret en fast ruteforbindelse mellem St. Petersborg og Kobenhavn; onsket begrundedesmed, at korrespondancen mellem de to regeringer ville kunne forega hurtigere, og at Rusland ad denne rate ville kunne fa forsyninger af alle slags »smating«, som man havde brag for i den russiske haer. Ruslandville betale omkostningerne ved udrustningen af de fregatter, der skulle besejle denne rute. Endelig vendte russerne tilbage til et allerede tidligere fremsat onske om at have en rassisk regeringsagent i Kobenhavn, hvor denne skulle opkobe og forsende vaben til Rusland under den danske konges protektion 135.

Formalet med alle disse forskellige rassiske onsker har sikkert ikke sa meget vaeret at fa nogle smaforsyninger fra Danmark som at soge at fa Danmark involveret i stridigheder med Sverige. Det var utaenkeligt, at Sverigeskulle tolerere, at Danmark begyndte at forsyne den russiske hasr med vaben m. m., oven i kobet via omrader, som Sverige betragtede som svenske,og som blot midlertidigt var under rassisk administration. Samme indtrykfar man af de instrukser, den rassiske ambassador i Danmark, Izmailov,fik tilsendt ved arsskiftet 1703-1704. Ismailov fik instruks om at bestikke den mest indflydelsesrige minister for at fa kongen til at erklasre Sverige krig; hvis dette ikke var muligt, skulle han fa kongen til at erklasre sig som »staerk maegler« og tvinge Sverige til at acceptere maeglerskabet; var dette heller ikke muligt, skulle Izmailov anmode den danske regering om at stotte den polske konge med 8000 soldater, evt. 4000, som Rusland ville betale. Endelig skulle han indlede forhandlinger om dansk handel pa St. Petersborg 136. For Rusland drejede det sig abenbart ikke sa meget

134. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 2/13. december 1703. Af en russisk protokol indeholdende zarens resolution pa de danske otte punkter af 18. September 1702 fremgiir det, at Rusland ud over sporgsmalet om subsidier heller ikke var enig med Danmark om, at man burde Soge somagternes stotte til opgoret med Sverige, for »somagterne har altid haft mere sympati for Sverige end for Danmark«. Ifolge samme protokol kraevede zaren, at Danmark skulle tvinge Sverige til at acceptere Frederik IV som maegler i striden mellem Rusland og Sverige. Ved ma;glingen skulle Danmark sikre Rusland fodfseste ved ostersoen, hvilket ogsa ville vaere i Danmarks egen interesse, se Piß 111, 565 ff.

135. RA TKUA. Rusl. B. 43: Heins til kongen 23. december (ny stil?) 1703. Efter rejsen til Danmark daterede Heins sine skrivelser bade efter ny og gammel stil. Senere ophorte han med denne praksis, og deter derfor ikke altid klart, om hans stadig benyttede gl. stil som for rejsen til Danmark.

136. Piß 111, 565 ff. Golovin til Patkul med bilag, januar 1704. Patkul skulle stotte Izmailovs forhandlinger ved at korrespondere med den danske regering.

Side 440

om det konkrete indhold af en eller anden aftale med den danske regering som om dette at fa Danmark forpligtet til en demonstration af, at dets sympati la hos Rusland og herved forhabentlig fa landei trukket ind i krigenmod

Sidst pa aret 1703 forhorte den danske regering sig atter hos somagterne om disses holdning til en aktion mod Sverige. Anledningen var den svenske besEettelse af Elbing og Ermeland, som forarsagede en sterk spaending mellem Preussen og Sverige og samtidig foruroligede somagterne pa grund af omradernes store handelsmaessige betydning 137. I december 1703 afsendtes Jessen til Polen med instruks om at opretholde sneever kontakt med zarens repraesentant hos den polske konge, Patkul. Jessen skulle modvirke alle polske forsog pa at slutte fred med Sverige, arbejde pa forstaelse mellem kongen og republikken og soge at fa August til at bearbejde somagterne med det formal at udvirke en garanti for, at de ikke ville mod- Scette sig dansk indgriben til fordel for den polske konge. Til gengaeld for en sadan garanti skulle August love somagterne sine tropper, nar krigen med Sverige var slut¹³⁸. Samtidig hermed fik den danske diplomatiske repraesentant i Berlin ordre om at udnytte det svensk-preussiske modsaetningsforhold til at skabe preussisk forstaelse for nodvendigheden af faelles optraeden mod Sverige fra Preussens, Danmarks og Sooagternes side 139. Over for somagterne tilbod den danske regering at lade sin flade ga i soen for at beskytte Danzig mod den svenske trussel, og senere tilbod Danmark at forsyne Den store Koalition med endnu flere danske tropper.

Alle anstrengelser for at vinde forstaelse hos somagterne viste sig atter at vasre forgaeves 140; Somagterne onskede ikke at fa de to europaeiske krige viklet ind i hinanden, men i stedet at isolere krigen i ost fra krigen i vest. Dette skyldtes isaer frygt for, at en kraftig optrasden mod Sverige ville fa denne magt til at tilslutte sig det franske parti. Endnu en gang havde det vist sig, at hovedforudsaetningen for dansk deltagelse i krigen mod Sverige ikke var til stede. Gang pa. gang havde storkansler Reventlow over for Patkul understreget, at man ikke skulle gore sig forhabninger om nogen dansk militaeraktivitet, sa laenge somagterne ikke ville stotte foretagendet.Patkul pa sin side forsogte at gore det klart for den russiske ledelse, hvor vigtigt det var for Rusland at fa et godt forhold til somagterne.»Somagterne holder Europas balance*, skrev han til Golovin, »og Danmark gor sa stor reflektion pa dem (somagterne) og lean ikke rore sig,

137. Hassinger, HOf.

138. Stille I, 31 f. Patkuls instrukser, se Piß 11, 263 f. og 687.

139. RA TKUA. GR. 82: 29. december 1703.

140. Stille I, 34 f.

Side 441

hvis det ikke er forsikret om, at de to somagter i det mindste ser igennem fingre dermed« 141. Fomyede danske forsog i sommeren og efteraret 1704 pa at animere Preussen til handling mod Sverige mislykkedes ogsa hovedsageligpa grund af somagternes negative indstilling 142. Den danske regeringviste sig derfor ikke interesseret i at opfylde de forskellige russiske onsker bortset fra forslaget om oprettelse af en handelstraktat. Over for gesandten i Moskva understregede man, at den danske politik i princippetstadig var den samme som ved tidspunktet for Heins' afrejse i September1702 143. Kongen ville gerne optraede som mangier, men Danmark kunne ikke tvinge Sverige til at antage dansk mangling. En imodekommende gestus var det dog, at regeringen tillod hvervning af matroser i Norge til den planlagte russiske ostersoflade¹⁴⁴. Den danske tilbageholdenhed kom ogsa til udtryk i forhandlingerne med Izmailov i Kobenhavn; man henviste stadig til de betingelser, der var opstillet i Heins' instruks af 18. September 1702 og understregede, at det, hele sagen drejede sig om, var at opna somagternes forsikring om ikke at ville laegge hindringer i vejen for Danmarks planer. Herpa arbejdede den danske regering da ogsa, om end hidtil forgaeves 145.

De dansk-russiske relationer naede ved denne tid et sadant lavpunkt, at zaren besluttede at hjemkalde den russiske ambassador i Kobenhavn. Dette onskede regeringen i Kobenhavn pa. ingen made, bl. a. fordi man var vidende om, at Izmailov havde faet instrukser om at forhandle om en dansk-russisk handelstraktat; over for de danske onsker om ambassadorensforbliven bojede zaren sig 146. Heins' rolle blev ved denne tid indskraenkettil at iagttage og rapportere om udviklingen i de baltiske provinserog andre steder, hvor de russiske tropper opererede, samt sa vidt gorligtmodarbejde russiske tanker om en russisk-svensk fredsslutning¹⁴⁷. Isaer naerede Danmark bekymring for, at Preussen skulle opkaste sig til maegler mellem Rusland og Sverige, saledes at August kom til at sta. alene i kampen mod Karl XII. Heins skulle derfor overbevise den russiske ledelseom, at en forhastet fred ikke alene ville vaere ensbetydende med at svigte den allierede polske konge, men at det ogsa ville komme til at svie

141. Berichte I, 192 ff. og 318 ff.

142. Stille I, 40 ff. Hassinger, 151 f. Berichte I, 354 ff.

143. RA TKUA. GR. 82: Kongen til Heins 29. december 1703.

144. RA TKUA. GR. 83: Kongen til Heins 16. februar og 18. marts 1704.

145. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Izmailovs konference med danske ministre 4. august 1704.

146. RA TKUA. GR. 84: Kongen til Heins 14. februar 1705. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Izmailovs memoriale af 9. maj 1705.

147. RA TKUA. GR. 84: Kongen til Heins 3. januar 1705.

Side 442

til Rusland selv pa laengere sigtl4B. Heins' stilling var ingenlunde let; i en rapport fra januar 1705 skrev han, at han sa vidt muligt undgik zaren og dennes ministre, da han ikke vidste, hvad han skulle ;svare pa disses bestandigesporgsmal om Danmarks hensigter 149.

IV

Den 10. juli 1705 dode Paul Heins i Moskva¹⁵⁰; der var nu lejlighed til for den danske regering pa ny at overveje Danmarks forhold til Rusland,bl. a. om det ville veere umagen vserd at sende en afloser for Heins, sa den danske regering ogsa i fremtiden kunne vaere repraesenteret i Moskva. Herom herskede der tilsyneladende ingen tvivl i den danske ledelse; Heins' sekretaer, Christian Schouboe, fik ordre om forelobig at varetage den afdode gesandts pligter og flittigt referere alt, hvad der kom til hans kundskab af interesse for Danmark 151. Valget af Heins' afloser faldt pa den handelskyndige Georg Grund, som omgaende skulle begive sig til Moskva, da »kongens affaerer ikke tillader, at Heins' plads star vakant«152. Den danske regering ma altsa have ment stadig at have en vaesentlig interesse i at bevare en snaever kontakt med Rusland. Den omstaendighed,at Grund var handelskyndig, peger i retning af, at Danmark nu lagde hovedvaegten pa de kommercielle interesser. Gninds instruks blev udstedt den 28. September 1705, og dens indhold bestyrker formodningen om handelsinteressernes overvaegt i motiverne til netop hans udvaelgelse. Der er tre hovedtemaer i instruksen: 1) sporgsmalet om afslutningen af krigeni Norden, 2) de danske allianceforpligtelser over for Rusland og 3) sporgsmal vedrorende handelen mellem Danmark og Rusland. Om Danmarksholdning til en evt. afslutning pa krigen mellem Sverige og Rusland/ Sachsen-Polen var der ingen tvivl: Zaren burde fortsaette krigen, indtil der for Rusland og dets allierede kunne opnas »en rimdig fred«. Videre skulle Grund informere sig om zarens og dennes ministres indstilling til sporgsmalet om krig-fred, og han skulle undersoge, om Ruslands okonomiskeog militaere situation tillod en fortsaettelse af krigen. Endelig skulle han fa klarhed over andre staters Moskvarepraesentanters syn pa disse

148. Ibid.: Sehested til Heins 22. juni 1705.

149. RA TKUA. Rusl. B. 45: Heins til Sehested 10. januar 1705.

150. Ibid.: Schouboe til Sehested 11/22. juli 1705. Christian Schouboe havde faet bestalling som legationssekretaer i december 1704, se Marquard, 333.

151. RA TKUA. GR. 84: Sehested til Schouboe 21. august 1705.

152. Ibid.: Kongen til Grund 4. September 1705; Kgl. resolution pa Grunds memoriale af samme dato.

Side 443

sporgsmal. I en hemmelig instruks af 22. September 1705 kom den danske ledelses synspunkter endnu tydeligere frem. Grund fik her ordre til at fortaelle de fremmede gesandter i Moskva, at Danmark onskede fred mellemSverige og dets fjender. I virkeligheden skulle Grund soge at overbeviseden russiske ledelse om det skadelige i en utidig fred med Sverige. Forst nar Sverige var lblevet bragt i en sadan situation, at det tilbod rimelige betingelser, burde der sluttes fred. Han skulle argumentere med, at bade zaren og den polske konges sikkerhed afhang af, at de handlede i faellesskab.Hvis det lykkedes Sverige at splitte de allierede fra angrebsforbundet,ville Karl XII gore det samme i Rusland, som han havde gjort i Polen, dvs. afsaette zaren og indsaette en svensk lydzar. Den danske regering forudsa, at zaren ville bruge muligheden for at slutte fred som pressionsmiddeltil at fa Danmark til at stotte sig militaert. Et sadant russisk udspil skulle Grund afbode ved at foresla forhandlinger pa grundlag af de artikler af 18. September 1702, som Heins havde praesenteret for zaren i november1703. Gesandten matte dog intet formelt af slutte, men skulle informereden danske regering om russernes nuvaerende reaktion pa. disse danske krav. Regeringen har dog ikke anset det for sandsynligt, at russernevar til sinds at opfylde de danske krav, for Grund fik ingen fuldmagtermed til Moskva til at afslutte noget bindende.

Med hensyn til allianceforpligtelserne fra 1699, hvorom man havde vaeret uenige siden 1700, skulle Grund anfore, at russerne egentlig ikke kunne paberabe sig traktaten fra 1699, eftersom den tredje artikel (efter bogstaven) kun skulle anvendes i det tilfaelde, at en af parterne blev »feindlichangefallen etc.«; og dette havde nseppe vaeret tilfaeldet med den nuvaerendekrig mellem Sverige og Rusland ifolge Danmarks opfattelse 153. Samtidig skulle Grund dog forklare, at Danmark stadig onskede at opfyldealliancens forpligtelser, sa snart det blev muligt. Den danske ledelse soger her at markere det skel mellem en moralsk forpligtelse, som man anerkendte, og en formel, som man ikke kunne anerkende. Nar Danmark alligevel ikke ville bryde med Sverige, skyldtes det ifolge den danske regering,at der fandtes visse stater, ». . . der ugerne ser en udvidelse af krigen i Norden pa grund af den faelles interesse i Europa«, og som »ville bebrejdeos, at vi til deres storste praejudice« stottede Rusland mere, end Danmark var traktatlig forpligtet til. De magter, der hentydes til, er Den store Koalitions magter, forst og fremmest somagterne; »den faelles interesse*var den samtidige kliche for kampen mod Frankrigs pastaede

153. Som bekendt skulle der ydes stotte, hvis en af parterne sa sig nodsaget til at indlede krig med naboerne.

Side 444

planer om europaeisk overherredomme. Det fremgar viclere af de danske raesonnementer, at mens Danmark ikke kunne anerkende, at den svenskrussiskekrig formelt forpligtede Danmark (underforstaet: fordi det var en russisk angrebskrig, og fordi Ruslands rettigheder ikke var blevet kraenket),var stridighederne i Holsten og oresund i 1700 virkelig casus belli, idet den danske aktion mod Den gottorpske Hertug var en strid om »Unseren kundbahren jurium«. Sluttelig skulle Grund dog forsikre om, at det var af »lutter umulighed«, at man ikke hidtil havde opfyldt zarens onsker 154.

Kun pa det handelsmeessige omrade var Danmark villig til at gore en indsats; det var et gammelt dansk onske at drage sa meget som muligt af den russiske handel med Vesteuropa over ostersohavnene i stedet for at se den ga via Archangelsk. Allerede i Heins' instruks af 10. april 1697 var det blevet palagt gesandten at arbejde pa at fremme den dansk-russiskehandel, og i alliancen af 1699 berortes emnet ligeledes; forelobig var der dog ikke sket noget konkret i sagen. Efter at russerne i efteraret 1703 var trasngt frem til ostersoen, var der imidlertid skabt en helt ny situation. Af mange grunde var Rusland interesseret i at knytte handelsforbindelser med Vesteuropa; dels havde Ruslands haer brug for store krigsforsyninger, dels kunne handel pa de af russerne erobrede omrader betragtes som en de facto anerkendelse af besiddelserne ved ostersoen. Endelig kunne man habe pa, at der ved handelen ville opsta gnidninger melem Sverige og de handelsforende rnagter med alt, hvad dette kunne indebaere. Ogsa den danske regering viste stor interesse for at udvide handelen pa Rusland, og Kommercekollegiet fik til opgave at udarbejde en betaenkning herom 155. I en meget omfattende redegorelse fra Kommercekollegiet af 22. marts 1704 ridsedes de historiske forudsaetninger op for den dansk-russiske handel,og der gaves anvisninger pa, hvorledes handelen kunne indrettes for fremtiden til storst fordel for Danmark. I det udkast til en handelstraktat, Kollegiet udarbejdede, gik de vigtigste punkter ud pa, at danske skibe, som forte varer til eller fra Rusland, ikke skulle belasgges med storre told end russiske kobmaend eller andre, der havde eller matte fa privilegier af en eller anden art. Til gengasld skulle russiske kobmasnc. nyde samme vilkarvedrorende fragt til Danmark, dog ikke med hensyn til svenskernes

154. RA TKUA. GR. 84: Instruks for Grund af 28. September 1705; Hemmelig instruks af 22. September 1705. Dette danske synspunkt pa allianceforpligtelserne er ikke formelt korrekt. Traktatens artikel 3 var udformet sa tilpas elastisk, at selv et bevidst angreb fra en af parterne automatisk forpligtede den anden part til at stotte angriberen. Det havde simpelthen vaeret meningen med hele alliancen.

155. RA TKUA. GR. 83: Kongen til Heins 16. februar 1704.

Side 445

toldfrihed i oresund. Danske kobmaend skulle have stapelplads i russiske
byer, ligesom russiske kobmaend skulle have det i danske, isaer for varer
som hamp, hor og ladder fragtet pa danske skibe 156.

I lobet af 1704 erobrede russerne bl. a. den vigtige havneby Narva 157; sidst pa aret fik Heins meddelelse om, at Vilhelm Edinger, meddirektor for Det ostindiske Kompagni, havde besluttet at pabegynde handel pa de russiske ostersobyer. Man anmodede derfor om, at hans skib matte blive fritaget for alle afgifter 158. Heins fik ordre til at overbevise zaren om, at den gensidige interesse efter erobringen af Narva tilsagde oprettelse af en permanent dansk-russisk handelsoverenskomst¹⁵⁹. Den 22. november 1704 ankom Edingers skib til Narva, og da det var det forste skib fra Vesteuropa efter den russiske erobring, blev det fritaget for alle afgifter. Zaren lovede nu at oprette en formel handelstraktat med Danmark 160. I aret 1705 drev den danske regering kraftigt pa med oprettelsen af den lovede handelstraktat; man fandt tidspunktet gunstigt netop nu, hvor de stater, der ellers handlede pa Rusland, hindredes deri af franske kapere 161. Formalet med handelsfremstodet skulle vsere af fa den varestrom, der tidligere var flydt fra ostersoprovinserne til Stockholm dirigeret til Kobenhavn. Ifolge den danske regering ville resultatet af en sadan omlaegning af handelsruten blive, at den samlede russiske handel ville vokse staerkt, mens den svenske tilsvarende ville lide skade. Sverige ville desuden blive berovet den vigtige russiske hamp, som spillede sa stor en rolle for den svenske Sokrigsforelse. Alt i alt ville omlaegningen betrygge de af russerne erobrede havnebyer og provinser 162.

Den russiske regering onskede imidlertid ikke at gamed til toldnedsaettelserfor danske skibe; den lod derimod skinne igennem, at en dansk opfyldelseaf allianceforpligtelserne af 1699 ville fa Rusland til at se anderledespa sagen 163. Ogsa Heins gjorde i en skrivelse til sin regering opmserksompa, at et vaesentligt motiv for Rusland til at foresla oprettet en handelstraktat med Danmark bestod i habet om herigennem at drage Danmarkind

156. Betaenkningen findes i RA TKUA. Rusl. A. 11. 22.

157. Se den russiske meddelelse herom i RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Izmailovs memoriale af 13. oktober 1704.

158. RA TKUA. GR. 83: Kongen til Heins 8. november 1704.

159. Ibid.: Kongen til Heins 18. november 1704.

160. RA TKUA. Rusl. B. 45: Heins til ? 20. november/1. december 1704 og 26. december 1704/6. januar 1705. RA TKUA. Rusl. C. 96: Betaenkning fra Heins af 22. november/3. december 1704.

161. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Ahlefeldt og Bernstorff til kongen 26. januar 1705.

162. RA TKUA. GR. 84: Kongen til Heins 14. februar 1705.

163. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Zarens resolution af 13/24. marts 1705.

Side 446

markindi krigen mod Sverige 164. Det kan ikke forbloffe, at svenskerne gjorde alt for at hindre en dansk-russisk handel via ostersoprovinserne. Den svenske regering gjorde gaeldende, at de af russerne erobrede havne var svenske, og at man derfor ikke ville tolerere handel pa dem, sa lasnge de var besat af russerne. De fa danske skibe, der alligevsl forsogte at abne en dansk handel med russerne, blev opbragt af svenske orlogsskibe. Danskeforslag om at lade skibene underkaste svensk visitering blev ogsa forkaste t¹⁶⁵; forbuddet var totalt. Det arbejde, Heins havde naet at udfore for sin dod, fik Grund ordre til at viderefore, men pa gnind af den svenske holdning blev hans virke i sa henseende resultatlos 166. Grunds sendelse blev ogsa pa andre omrader en ret stillestaende affaere; i sin slutrelation fra 1710 har gesandten selv karakteriseret forlobet af sendelsen: Straks ved ankomsten til Rusland gjorde Golovin det klart for Grund, at zaren staerkt onskede Danmarks indtraeden i krigen, men dette var - som gesandtenkorrekt skriver - overhovedet ikke i overensstemmelse med hans instruks, ifolge hvilken han skulle afvise enhver form for engagement indtilvidere ordre. »Indtil videre« kom til at gaelde for hele Grunds tid i Rusland,og hans hovedopgave kom derfor til at besta i det negative hele tiden at afvise russiske krav samt advare mod en forhastet fred. Dette bevirkede, at den russiske regering pa sin side negligerede gesandten og abent viste ham sin misfornojelse 167. De opgaver, han herudover i:ik, bestod i smatteriersom inddrivelser af tilgodehavender til danske officerer, som havde gjort tjeneste i Rusland¹⁶⁸. Nar der, som ved arsskiftet 1705-1706, var tillob til en aendring i den danske politik, var det ikke Grund i Rusland, men Jessen i Polen, der var hovedformidleren, og da Danmark i efteraret 1708 indledte en klar tilnaermelse til Rusland, skete dette heller ikke via Grund, men gennem den russiske ambassador i Kobenbavn.

I februar 1706 lod den danske regering sig forlyde med, at Danmark i anledning af sin strid med Gottorp om bispedommet Lybaek nu var rede til at forny alliancen med Rusland og den polske konge. En raekke betingelserskulle dog forst opfyldes, hvoraf de vigtigste gjaldt omfattende russiskesubsidier og tilsagn fra somagterne om ikke at blande sig i sagen 169. Allerede i slutningen af oktober 1705 havde regeringen indledt forhandlingermed Rusland og August170, men hele aktionen strandede pa russisk

164. ». .. for at give den forrige alliance virkekraft«, se RA TKUA. Rush A. 11. 22.

165. Stille I, 59 ff. og 86 f. Stille 11, 17 f.

166. RA TKUA. GR. 84: Grunds instrukser af 22. og 28. September 1705.

167. Grunds slutrelation, passim.

168. RA TKUA. GR. 84, 85 og 86: Grunds instrukser for arene 1705-1709.

169. Stille I, 75 f.

170. Ibid., 67 ff. Den russiske regering sogte omgaende at udnytte Lybaek-affaeren til at fa aktiveret Danmark, se RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Izmailovs memoriale af 10. oktober 1705. Russerne slog pa, at Danmark som folge af Gottorps fremgangsmade nu var Iost fra Travendal-forpligtelserne.

Side 447

vaegring ved at yde de kraevede subsidier m og pa somagternes holdning. Somagterne lod Danmark forsta, at de delte den svenske opfattelse af, at Lybaek-sporgsmalet faldt ind under Travendal-fredens bestemmelser, og at de var til sinds at handhaeve disse bestemmelser 172. Ogsa den svenske sejr ved Fraustadt i foraret 1706 spillede en rolle 173. De danske aktioner i forbindelse med Lybaek-affaeren - bl. a. besaettelsen af Eutin i december 1705 og truslen om hjemkaldelse af danske lejetropper - kan opfattes som en sondering, hvis formal var at afprove, om somagterne stadig efter flere ars dansk tilnaermelsespolitik var villig til at ga i brechen for Sveriges interesser.En anden funktion, som aktionerne kan taenkes at have haft, var at virke som afvaergeforanstaltninger over for frygtede russiske onsker om separatfred m.

Efter at have fordrevet August fra Polen, indsat en svensk lydkonge, afsluttet en fredstraktat med Den polske Republik og i foraret 1706 forelobigsikret sig mod russerne i ostpolen vendte Karl XII sig i sommeren 1706 mod vest og standsede forst, da han i September stod i Sachsen. Ved den August patvungne fred af 14. September 1706 fojede Sverige endnu en triumf til de mange, det havde fejret over medlemmerne af det oprindeligeangrebsforbund. Tilbage stod nu kun at gore endeligt op med Rusland.Den stasrke svenske militasrmagt tilslorede dog en ikke nser sa staerk politisk position: Det lykkedes aldrig at fa somagterne til at garantere Alt- Ranstadt-freden. Som begrundelse for vaegringen anforte England bl. a., at man naerede sengstelse for, at Rusland i sa fald skulle anvende repressalier over for den engelske handel pa Rusland 175. Under den svenske hcers ophold i Sachsen forte Danmark om muligt en endnu mere forsigtig politik for ikke at provokere Sverige. Man stottede dog under handen russiske forsog pa at opna en alliance med somagterne i efteraret 1706. Vi rnenerog har altid ment, at zaren og den polske konge burde indga koncert

171. Grunds slutrelation. Grunds memoriale af 7/18. februar 1706 og zarens resolution herpa af 21. februar/4. marts 1706, se Piß IV, 87-88.

172. Stille I, 77.

173. Den danske ledelse synes at have forventet et afgorende nederlag for svenskerne sidst pa aret 1705, se RA TKUA. GR. 84: Kongen til Grund 17. november 1705. Disse forventninger blev ikke opfyldt, se RA TKUA. GR. 85: Kongen til Grund 20. marts 1706 og kongen til Grund og lessen 27. marts 1706.

174. RA TKUA. GR. 85:: Kongen til Grund 5. januar 1706.

175. Rosen, 95 ff. og 106 ff.

Side 448

med somagterne og Preussen, hed det i en instruks til Grund i oktober
1706. Nar dette er sket, vil v\ ogsa gamed 176.

I Rusland voksede aengstelsen for at komme til at sta alene over for den frygtede svenske militaermagt. Umiddelbart for fredsslutningen i Alt-Ranstadt havde Rusland antydet, at det ville vsere rede til at dele sine erobringer med Danmark, hvis Danmark indtradte i krigen 177. Dette tilbud blev aldrig besvaret fra dansk side, og et andet af Grund formidlet forslag om dansk deltagelse i krigen udloste en alvorlig irrettesaettdse af gesandten: Grund burde dog selv kunne forsta, hvor lidet tilradeligt det ville vsere for Danmark at foretage sig noget mod Sverige for tiden; der var ingen grund til aengstelse i Rusland, da de russiske tropper sagtens kunne holde ud lsenge endnu 178. Den svenske haers opbrud fra Sachsen i efteraret 1707 udloste en kraftig russisk diplomatisk aktivitet. I forholdet til Danmark gav det sig udtryk i udskiftningen af Izmailov med den mere kapE.ble Vasilij Lukic Dolgorukij¹⁷⁹. Den instruks, Dolgorukij i begyndelsen arbejdede efter, var af samme indhold som IzmaUovs, maske dog med en tydeligere understregning af trusselsaspektet: Hvis ikke Danmark ville hjaelpe Rusland nu, hvor det havde hjaelp behov, skulle Danmark heller ikke paregne russisk hjaelp, hvis dette en dag som folge af en svensk-russisk fredsslutning skulle blive aktuelt¹⁸⁰. Lidt senere afsendte den russiske regering yderligere en repraesentant til Danmark, generalmajor F. H. Nostitz, scim tidligere havde gjort tjeneste i den danske haer. Generalmajorens szerlige mission bestod deri, at han i detaljer skulle redegore for den russiske strategi, i fald Danmark forpligtede sig til at bryde med Sverige 181.

Med Dolgorukijs sendelse matte man endnu engang igennem de to partersargumenter
vedrorende alliancen af 1699 og dens forpligtelser. Ved

176. RA TKUA. GR. 85: Kongen til Grund 9. oktober 1706. Russerne haevdede over for Danmark, at den svenske besaettelse af Sachsen havde bevirket, at Den store Koalition ikke ville modsaette sig dansk indgriben. En sadan indgriben kunne ske ved, at Danmark tvang Sverige til at antage dansk maegling i den russisk-svenske konflikt, se Stille I, 80 og Piß IV, 1087: Safirov til Grund 11. September 1706.

177. RA TKUA. Rusl. B. 45: Grund til kongen 4. december 1706. Heri refereres en samtale mellem Grund og Safirov fra oktober 1706.

178. Stille 11, 9. Piß VI, 326 f. RA TKUA. GR. 85: Kongen til Grund 1. august 1707. Se ogsa ibid.: Kongen til Grund 19. august 1707.

179. Om Dolgorukij, se SIE V, 267 f. At Izmailov ikke blev anset for at vaere tilstraekkelig kvalificeret til de nye, vigtige forhandlinger, tyder nogle udtalelser af Safirov pa, se Almquist, 98. Izmailov synes ikke at have vaeret i stand til at forhandle direkte med den danske regering uden anvendelse af tolk, se Piß IV, 328 f.

180. Piß VI, 330 ff.

181. Ibid., 402. Piß V, 267 f. Generalstaben 11, 24.

Side 449

denne lejlighed indrommede den danske ledelse for forste gang helt uden forbehold, at Danmark ikke havde opfyldt sine forpligtelser, men man paberabtesig at have handlet »under nodvendighedens Iov«. Den danske regering gav ogsa den russiske gesandt en omfattende redegorelse for den forte politik i tidsrummet 1700-1707. Det hed her, at Danmark var fast besluttet pa at bryde Travendal-Freden, sa snart det rette tidspunkt indtraf.Tre forhold stod i vejen herfor: Den store Koalitions modstand; at Polen ikke kunne paregnes at ville stotte foretagendet; og eksistensen af en hemmelig traktat mellem Sverige og bl. a. Preussen. Den danske politikshovedformal havde vaeret at sikre sig Somagternes forstaelse, og netop med dette formal for oje havde Danmark afsluttet alliancer med disse magter. Hvis man kunne skabe en blok bestaende af somagterne, Danmark og Rusland, ville ingen anden magt kunne true den, og et virkeligt grundlagfor Danmarks og Ruslands sikkerhed ville vaere skabt. Forelobig matte Rusland alene modsta det svenske pres, indtil de »delikate konjunkturer« i Europa aendrede sig 182.

I lobet af sommeren og efteraret 1708 aendredes gradvis vilkarene for udformningen af den danske ledelses politik. Det stod nu for det forste klart, at den svenske indrykning i Rusland modte langt kraftigere og mere velorganiseret modstand end ventet; samtidig modtog regeringen rapporter om stigende misnoje i Sverige pa grund af den langvarige krig 183; endelig forpligtede den polske konge sig over for zaren til at rykke ind i Polen, og i begyndelsen af august indledte August droftelser med somagterneom vilkarene for hans tilbagevenden som polsk konge. I takt med den svenske haers march ostpa fandt en tilnaermelse sted mellem somagterneog medlemmerne af angrebsforbundet mod Sverige. Somagterne var begyndt at frygte en russisk-svensk fredsslutning, som kunne indebaere svensk tilslutning til det franske parti. Over for den danske gesandt i Haag gav den hollandske radspensionser udtryk for, at en sadan fred absolutmatte forhindres, da den ville aendre hele den vesteuropaeiske situation.Denne henvendelse opfattede Danmark som en tilskyndelse til et vist mal af dansk-russisk samvirke med det formal at opmuntre Rusland til fortsat at engagere Sverige 184. Omsider syntes den langsigtede danske politik,som gik ud pa at fortraenge Sverige som somagternes favorit, sa smat at bare frugt. Virkningerne heraf afspejlede sig omgaende i det danskrussiskeforhold. Den 22. oktober 1708 forpligtede Danmark sig til omgaendeat

182. RA Geh. Kons. 26: Prot. conf. 16. februar 1708. Ibid. 37: Konf. prot. 1 marts 1708. (konc.)

183. Stille 11, 20 ff.

184. Ibid., 23 f.

Side 450

gaendeatafsende en ekstraordinaer gesandt til Rusland med omfattende instrukser og fuldmagter til at forhandle om en genoplivdse af den danskrussiskealliance, foreslaet af Dolgorukij i en memoriale af 9. oktober 185. Medvirkende til denne beslutning har givetvis vaeret en henvendelse fra den russiske, tidligere danske diplomat i Wien, Urbich, som meddelte, at zaren havde bemyndiget ham til at tilbyde Danmark 300.000 rdl. i subsidierdet forste ar og 100.000 arligt, sa laenge krigen varede; desuden forskelligeskibsmaterialer og 10.000 soldater 186. Kort tid el'ter indtraf i Danmarknyheden om et alvorligt svensk nederlag, som havde fundet sted den 9. oktober ved Ljesna 187, en begivenhed, som yderligere kunne ansporetil dansk aktivitet.

De folgende maneders forhandlinger, som sluttede med genoprettelsen af den dansk-russiske alliance, blev i usaedvanlig hoj grad praeget af manglende koordination fra begge parters side. De russiske forhandlinger var karakteriseret derved, at man ikke alene forhandlede via Dolgorukij i Kobenhavn, men ogsa benyttede den ovenfor omtalte ambassador i Wien, Urbich. Disse to herrer havde hver sin opfattelse af, hvordan sagerne taktisk skulle gribes an. Pa den danske side var forhandlingssituationen praeget af, at kongen og flere af dennes nsermeste radgivere befandt sig pa rejse i Europa, mens den daglige styrelse i Kobenhavn varetoges af Chr. Sehested og Otto Krabbe 188. Disse sidste skulle referere til kongen, hver gang de havde forhandlet med Dolgorukij og derpa afvente kongens resolution, for forhandlingerne kunne ga videre. Resultatet blev derfor, at forhandlingerne trak i langdrag, og at den militaere og politiske situation ofte havde sendret sig, nar et svar pa et tilbud med en he It anden situation som baggrund omsider naede frem.

Den 2. december blev der givet ordre til oberst Frans Henrik Sprengel
om at af rejse til Moskva som dansk gesandt189. Valget af en militaerkyndigsom

185. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Dolgorukijs memoriale af 28. september/9. oktober 1708. RA TKUA. GR. 86: Kongens resolution af 22. oktober 1708. Se ogsa RA Geh. Kons. 51: Konseilets relationer.

186. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Bilag til Urbichs brev til Frederik IV af 3. februar 1709. Om Urbichs forskellige diplomatiske charger, se Marquard, 70 f. og Bittner, 435.

187. Stille 11, 30. Piß VIII (2), 751 ff.: Dolgorukij til Golovkin 30. oktober og 30. november 1708. (Golovkin, se SIE IV, 501)

188. Generalstaben 11, 25 f. I aret 1708 fandt forskellige aendringer sted i den danske statsledelse. C. Reventlow dode 31. juli, mens Chr. Sehested og Ditlev Vibe blev medlemmer af Konseilet. Stille mener, at Sehested nu blev den forende inden for ledelsen af dansk udenrigspolitik, se Stille 11, 2C. (Krabbe, se DBL XIII (1938), Vibe, se do. XXV (1943), 474 ff.)

189. RA Geh. Kons. 51: Konseilets relationer, Sehested og KrE.bbe til kongen 15. december 1708. RA TKUA. GR. 86: Kongen til Grund 1.8. december 1708; Kongen til Sprengel samme dato. Sehested og Krabbe havde presset hardt pa over for kongen for at fa. principafgorelsen af 22. oktober realiseret, se R.A Geh. Kons. 51: Konseilets relationer, Sehested og Krabbe til kongen 17. november og 8. december 1708.

Side 451

digsomafloser for den handelskyndige Grand markerer givetvis en aendringi den danske Ruslandspolitik. Sehested og Krabbe stillede sig dog langtfra tilfreds hermed; i skrivelse pa skrivelse til kongen opfordrede de to gehejmerader til en langt mere energisk og aktiv dansk politik og til, at Danmark forhojede sit militaere beredskab 190. Ogsa Dolgorukij pressede pa; han erklserede at vaere blevet befuldmaegtiget til at indlede realitetsdroftelsermed henblik pa at afslutte en alliance med Danmark pa folgendegrandlag 191: Danmark skulle til foraret 1709 angribe Sverige; Ruslandville tilbyde 10.000 soldater, betale arlige subsidier og et stort engangsbelobtil fladens udrustning foruden de nodvendige skibsmaterialer; i tilfaelde af svensk angreb pa Danmark ville russiske styrker traenge ind i selve Sverige og ikke slutte fred uden Danmarks samtykke 192. Hermed havde Dolgorukij netop slaet ned pa de tre punkter, man fra dansk side ifolge den russiske gesandt anforte som arsag til ikke at kunne ga ind i krigen: frygt for somagterne (ved hjemkaldelse af tropper), pengemangel og frygt for svensk angreb 193. De to danske forhandlere gik staerkt ind for, at Danmark skulle acceptere det russiske tilbud, og de opfordrede indtraengende kongen til at komme hjem. Som stotte for deres synspunkterforsynede de skrivelserne til kongen med uddrag af rapporter fra danskegesandter, der understregede de stigende vanskeligheder for den svenskehaer i Rusland 194. Man antydede ogsa over for somagterne, at der pa ingen made kunne vaere tale om yderligere danske tropper til Den store Koalition, men at Danmark tvaertimod tsenkte pa at oge sine vsebnede styrker 195.

190. RA. Geh. Kons. 51: Konseilets relationer, Sehested og Krabbe til kongen 15. og 22. december 1708.

191. Ibid.: PS til Sehested og Krabbe til kongen 22. december 1708.

192. RA Geh. Kons. 26: Prot. conf. 22. december 1708. Den 17/28. September 1708 var der blevet tilsendt Dolgorukij ordre om at tilbyde 300.000 rdl. det forste ar og 100.000 rdl. de naeste ar samt fladematerialer af en ikke naermere defineret maengde, se Piß IX (2), 649 ff.: Golovkin til Dolgorukij 18. februar/1. marts 1709.

193. Solov'ev VIII, 257. Ambassadoren ansa pengesporgsmalet for den vigtigste arsag.

194. RA Geh. Kons. 51: Konseilets relationer, Sehested og Krabbe til kongen 22. december 1708 med bilag.

195. Ibid.: 19. og 26. januar 1709. Da Hertuginden af Gottorp dode, slog de to gehejmerader til lyd for, at Danmark skulle benytte denne gunstige lejlighed til at Iose det gottorpske sporgsmal, dvs. skride til magtanvendelse, se ibid.: 12. januar 1709.

Side 452

Sehesteds og Krabbes indstilling deltes ikke af alle i den danske ledelse. Under sit ophold i Venedig opfordrede kongen en af sine radgivere til at afgive en betaenkning om de forholdsregler, Danmark burde traeffe, hvis det blev muligt at na til enighed med Rus.and om betingelserne for en ny alliance. Hovedtendensen i betsenkningen af 23. januar 1709 er en ret pessimistisk og forsigtig vurdering af Danmarks situation. Tre hovedforudssetninger matte kraeves opfyldt: sikkerhed for at ingen udenforstaende blandede sig i opgoret; Danmark matte have frie haender; og der matte gennemfores de nodvendige militaere og andre foranstaltninger til krigens forelse. Betaenkningens forfatter ansa Nederlandene for at VEere den stat, Danmark forst og fremmest matte soge forstaelse hos pa grund af de store hollandske handelsinteresser i ostersoomradet. For at opna nederlandsk forstaelse skulle Danmark sla pa, at den nordiske balance var blevet forrykket, fordi man havde ladet Sverige fratage Danmark Sundprovinserne. Hvis ikke Sveriges magt blev reduceret, ville denne stat traekke hele ostersohandelen til sig og derved skade Nederlandene frem for nogen. I det hele taget ville Sverige udgore en permanent trussel mod freden i Europa, indtil det blev »in seine Schrancken gesetzet«. Danmarks alternativ hertil ville vaere dansk tilslutning til Sverige under en eller anden form, et perspektiv Somagterne ikke gerne sa realiseret. En dansk-russisk alliance ville desuden ikke skade Hollands interesser. Hvis alle disse argumenter ikke gjorde indtryk, skulle Danmark tilbyde Nederlandene toldfrihed i oresund mod hollandsk hjaelp til generobring af de tabte Sundprovinser. Betaenkningen sluttede med at anfore en raskke betaenkeligheder ved en forhastet dansk indtraeden i krigen 196.

Omtrent samtidig dukkede den russiske gesandt, Urbich, op i Venedig, hvor han forgaeves forsogte at komme i audiens hos kongen. I en raskke skrivelser til kongen og dennes radgivere argumenterede gesandten energiskfor, at Danmark omgaende burde bryde med Sverige, da Karl XII havde udtalt, at en ny krig mellem Sverige og Danmark var uundgaelig, nar felttoget i ost var overstaet. Den internationale situation var desuden gunstig,og ved hjaelp af en alliance med Rusland kunne Danmark genskabe dronning Margretes nordiske union, og Frederik IV ville kunne antage

196. RA Geh. Kons. 39: Betaenkninger. Betaenkning af 23. januar 1709, usigneret, forfattet i Venedig. Forfatteren er sandsynligvis Lente; i et brev til broderen den 13. august 1709 anforer Lente to gange, at han allerede i janaar skriftligt havde henledt kongens opmaerksomhed pa manglerne i det danske beredskab og slaet til lyd for, at Danmark indledte forhandlinger med de interesserede magter, se Gaspari, 3 f. Se ogsa Solov'ev VIII, 257, hvor Dolgorukijs opfattelse af Lentes holdning er refereret (Lente, se DBL XIV (1938), 244 ff.)-

Side 453

titlen »Monark af Skandinavien« 197: Under henvisning til, at der allerede
forhandledes om en dansk-russisk alliance i Kobenhavn, afvistes Urbich
temmelig brysk til dennes store fortornelse 198.

Kasrnepunktet i de dansk-russiske forhandlinger blev subsidiernes storrelse. Den danske forhandlingstaktik var bestemt af kravet om at kende subsidiernes storrelse, for man ville afgive bindende lofte om at bryde med Sverigel99; omvendt krasvede russerne en dansk principbeslutning, for man ville robe noget tal 200. Da det omsider lykkedes de danske forhandlere at fa gesandten til at robe subsidiernes storrelse, paviste de, hvor stor afstand der var mellem parterne, idet kongen havde givet ordre om at kraeve 1.500.000 rdl. det forste ar og 400.000 de naeste, mens Rusland kun ville yde henholdsvis 300.000 og 100.000 rdl.²⁰¹. Den staerkeste russiske trumf under forhandlingerne var Danmarks frygt for en russisk-svensk fred, en frygt Dolgorukij dygtigt forstod at udnytte. Sehested og Krabbe, som direkte forte forhandlingerne med den russiske ambassador, synes i hoj grad at have ladet sig pavirke af russerens argumenter, som ofte genfindes i deres stadige opfordringer til kongen om hurtigt at beslutte sig: Intet ville tjene Danmarks interesser bedre end en alliance med Rusland vendt mod Sverige, som kun havde onde hensigter over for Danmark 202.

Omvendt var Sverige staerkt bekymret over udsigterne til en ny danskrussiskalliance; den svenske ambassador i Kobenhavn erklaerede over for den danske regering, at det ville va^re lige sa farligt for Danmark som for Sverige, hvis Rusland fik permanent fodfaeste ved ostersoen og dermed blev en flademagt. Nar Rusland havde konsolideret sig, ville det udgore en trussel mod de to nordiske lande, som derfor i tide burde taenke pa at afbalancere den voksende russiske magt. Sverige habede pa forstaelse mellemde to nordiske stater, da andre magter i sa fald ville respektere dem mere. Den danske reaktion pa denne henvendelse viser klart, i hvor hoj grad magtforholdene havde aendret sig til Sveriges ugunst inden for det

197. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Urbich til Frederik IV 28. januar 1709; Urbich til Reventlow, udateret og 11. februar 1709.

198. Ibid.: Kgl. resolution af 1. februar 1709. Stille kritiserer den danske regerings afvisning af Urbichs forhandlingstilbud, idet han mener arsagen hertil var personlig uvilje mod gesandten, se Stille 11, 38 ff. Afslaget kan dog have mange andre arsager, f. eks. de mange uklarheder, papeget i den ovenfor omtalte betaenkning af 23. januar 1709, som Stille ikke kender.

199. RA Geh. Kons. 51: Konseilets relationer, Sehested og Krabbe til kongen 19. februar 1709. Her omtales kongens ordre af 18. januar 1709.

200. Samme som note 192.

201. RA Geh. Kons. 51: Konseilets relationer, Sehested og Krabbe til kongen 19. februar 1709.

202. Ibid.: 5. marts samt 29. januar og 14. februar 1709.

Side 454

sidste halve arstid: Sveriges indblanding i indre danske anliggender havde odelagt forholdet mellem Sverige og Danmark, hed det :i det danske svar. Sverige havde desuden kun sig selv at takke for den voksende russiske magt, idet det var den svenske modvilje mod at slutte fred med Rusland, der havde laert russeme at fore krig. I referatet til kongen fraradede de to hjemmevaerende gehejmerader pa det kraftigste at lytte til de smigrende svenske tilbud, som netop var et tegn pa svensk svaghed 203.

Den del af den danske statsledelse, der opholdt sig uden for Danmarks grasnser, onskede forst at sikre sig i Det tyske Rige, for man endeligt besluttede sig for alliancen med Rusland. Mens man i Kobenhavn stadig stredes om subsidiernes storrelse, fik Reventlow ordre til at rejse til Wien for der at arbejde for danske og sachsiske interesser samt foresta tilbagesendelsen af danske tropper, der havde gjort tjeneste hcs kejseren. I juni afsluttedes en alliance med August 11, som dog forst skulle have gyldighed i det ojeblik, man opnaede enighed med Rusland om en faelles aktion. I juli afsluttedes en traktat mellem Danmark, Sachsen og Preussen, som skulle sikre de to forstnaevnte mod svensk angreb via preussisk territorium 204.

Tiden var nu inde til at fore forhandlingerne med Rusland til ende. Da den designerede danske gesandt til Rusland, oberst Sprengel, stillede sig sare uvillig an, besluttede regeringen at afsende en anden militaerkyndig, viceadmiral Just Juel. Selv om forudsaetningerne for Juels mission faldt bort med slaget ved Poltava, kan det alligevel have interesse at studere hans instruks, som var affattet pa et tidspunkt, hvor man ikke havde forudset en sa afgorende forandring i den militaere situation. Juels instruks af 11. juni 1709 er nassten pa alle punkter identisk med Grunds af 28. September 1705 (som igen pa vaesentlige punkter sluttede sig til Heins af 18. September 1702). Dette indicerer altsa, at de toneangivende inden for regeringen endnu ikke har anset den Internationale situation for sa afgorende aendret, at der var grundlag for radikalt at afvige fra den hidtidige forbeholdne politik over for Rusland. En sandsynlig foiklaring er, at det slet ikke var meningen, at Juels sendelse skulle resultere i afsluttelsen af en alliance, men at Juel hen over hovedet pa Dolgorukij skulle soge oplyst den endelige storrelse pa de subsidier, Rusland ville yde. Det hed nemlig i instruksen, at Dolgorukij ikke havde villet robe subsidiernes storrelse, mens forholdet dog var det, at den russiske ambassador for laengst havde gjort dette 205.

203. Ibid.: 20. april 1709.

204. Stille 11, 52 ff. og 56 ff,

205. RA TKUA. GR. 86: Juels instruks af 11. juni 1709. (Juel, se DBL XII (1937), 117 ff.)

Side 455

I lobet af foraret 1709 blev zaren sa betsenkelig ved den danske tilbageholdenhed,at Dolgorukij instrueredes om at forhoje de russiske tilbud til 500.000 rdl. det forste ar, hvis forhandlingeme truede med helt at ga i sta²⁰⁶. Omtrent samtidig havde Danmark slzekket pa sine oprindelige krav 207, sa muligheden for et kompromis syntes at vaere til stede. Slaget ved Poltava den 8. juli 1709 kuldkastede imidlertid helt de forudsaetninger,Danmark og Rusland hidtil havde forhandlet ud fra 208. Med et blev Ruslands forhandlingsposition umadeligt forbedret. Den danske regering fik informationer om Poltava for Dolgorukij, men omfanget af det svenske nederlag synes ikke at have staet den danske ledelse klart. Ellers er det uforstaeligt, at den ikke omgaende slog til og accepterede de russiske tilbud209. Medvirkende til den danske toven har utvivlsomt ogsa vasret Urbichs lofte om at udvirke storre subsidier, end Dolgorukij havde tilbudt.Selv efter Poltava mente Urbich, at de russiske tilbud stod ved magt²¹⁰. Da omfanget af den russiske sejr efterhanden gik op for den danske regering, blev det den, der var forhippet pa at fa sagen afsluttet, mens Dolgorukij nu omvendt onskede at se tiden an og afvente ordrer fra tiden efter Poltava 2U. Sadanne ankom den 23. august; den russiske gesandtfik ordre til at traekke alle tilbud om subsidier tilbage; det hed ligeud,at det nu var i Danmarks egen interesse at afslutte en alliance med Rusland 212, mens Ruslands behov for Danmark ikke laengere var presserende. Frederik IV blev bestyrtet, da han erfarede, at de russiske tilbud var trukket tilbage, men de danske forhandlere gav sig ikke uden videre. De sogte at bagatellisere den russiske sejr; Sverige kunne ingenlundeanses for besejret, og det ville givetvis fa stotte fra somagterne. Hvis Sverige kunne fa Danmarks tilsagn om at holde sig uden for den svensk-russiske konflikt, ville det for eller senere gore op med Rusland. Zaren matte pa ingen made tro, at Poltava havde sikret Rusland fodfaeste ved ostersoen²¹³. Man slog endvidere pa, at Urbichs instrukser afveg staerkt fra Dolgorukijs tilbud, og at denne folgelig handlede imod sine

206. Piß IX (1), 162 f. Piß IX (2), 836 ff.

207. RA TKUA. GR. 86: Lente og Vibe til Sehested og Krabbe 6. juli 1709.

208. Wittram, Peter I, 310 ff.

209. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Konference med Dolgorukij 31. juli 1709.

210. Stille 11, 55. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Urbich til Lente udateret; Urbich til Reventlow 7. august 1709. Brevet til Lente er sandsynligvis af samme dato, se Piß IX (2), 1032.

211. Piß IX (2), 1030 ff.: Dolgorukij til Golovkin 9/20. august 1709.

212. Piß IX (1), 239 f. Piß IX (2), 1036 f.

213. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Konference med Dolgorukij 27. august 1709. Piß IX (2), 1032 ff.: Dolgorukij til Golovkin 16/27. august 1709.

Side 456

instrukser^2U. Et sidste dansk forsog pa at omga Dolgorukij endte med total fiasko; den 6. September udstedtes en diffus instruks for Chr. Rantzau,som skulle opsoge zaren og gore denne opnicerksom pa, at Danmark i tillid til Urbichs lofter havde pabegyndt kostbare rustninger, og at en fredsslutning med Sverige ikke ville sikre Rusland pa laengere sigt. Videre skulle Rantzau opfordre Rusland til kraftige sanktioner mod somagterne, hvis disse ville hindre Danmarks deltagelse i krigen 215. Rantzau opnaede aldrig at tale med zaren, idet denne pure afviste at modtage ham.

Efter at Danmark havde resigneret med hensyn til russiske subsidier, forlagdes tyngdepunktet for de danske betingelser til sporgsmalet om somagternes holdning. Somagterne frygtede, at dansk deltagelse i krigen ville bringe mange af Den store Koalitions hjaelpetropper i fare, og lagde derfor pres pa Danmark for at fa det til at holde sig i ro 216. Umiddelbart militsert tryk som i 1700 var imidlertid ikke muligt, og truslen om fremtidige sanktioner havde ikke den fornodne virkning²¹⁷. Allerede den 11. September gav den danske regering under en konference med somagternes repraesentanter i Danmark klart udtryk for, at man havde til hensigt at angribe Sverige. Man beroligede dog somagterne med, at ingen danske hjaelpetropper ville blive hjemkaldt, at Sveriges tyske provinser ikke ville blive angrebet, og at Gottorp ville blive ladt i fred. Hensigten var ikke at udslette Sverige, men kun at genoprette den nordiske balance 218. Somagternes pres pa Danmark forsogte den danske ledelse at udnytte til egen fordel ved over for Rusland at krreve, at denne stat skulle bsere omkostningerne ved at holde somagterne tilbage fra indgreb, f. eks. ved at tilbyde somagterne handelsfordele i Rusland eller ved i givet fald pa forhand at true med sanktioner²¹⁹. Dette var Dolgorukij ikke meget for at gamed til. Andre stridspunkter var omfanget af den garantitraktat, Rusland onskede afsluttet samtidig med angrebstraktaten, en definition af de to parters krigsmal og russiske krav om fritagelse for oresundstold 220.

214. Piß IX (2), 1032 ff.

215. Stille 11, 72 f. Piß IX (2), 1047 ff. og 1392 ff.: Golovkin til Dolgorukij 4/15. oktober 1709. Piß IX (1), 450 f.: Peter til Frederik IV 2. november 1709.

216. Hoff, 451, 463 og 468: Marlborough til Heinsius 5. august, 4. og 30. September 1709. Se ogsa instruks for den engelske gesandt i Danmark i Instructions, 26.

217. Matveev til Golovkin 23. September 1709, se Petr Velikij, 130 f. Hoff, 469: Heinsius til Marlborough 12. oktober 1709. Instructions, 27 f.

218. RA Geh. Kons. 26: Prot. conf. 11. September 1709. og 9. oktober 1709. Se ogsa Stille 11, 73.

219. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Protokol fra Konseilet af 26. September 1709. Se videre instrukser for Juel og Rantzau af 23. September 1709 i RA TKUA. GR. 86.

220. Piß IX (2), 1044 f.: Dolgorukij til Golovkin 17/28. September 1709. RA TKUA. Rusl. A. 11. 22: Optegnelser fra konferencer med Dolgorukij 26. og 27. sep- tember 1709 samt Dolgorukijs svar pa de danske krav af 28. September 1709. Piß IX (2). 1384 ff.: Dolgurukij til Golovkin 1/12. oktober 1709 og 4/15. oktober

Side 457

Den 22. oktober undertegnedes omsider en offensiv alliance mellem Danmark og Rusland. De vigtigste artikler lod pa, at Danmark allerede i Iobet af 1709 skulle angribe Sverige, og at de to kontrahenter offentligt skulle erklaere, at krigen mod Sverige ikke ville skade Den store Koalitions krig mod Frankrig, hvorfor man heller ikke ville tolerere nogen form for indblanding udefra. Noget sadant ville blive betragtet som en krigshandling, og en indgribende magt ville folgelig blive bekaempet som en faslles tjende. I en separatartikel lovede man hinanden en gensidig garanti for de »provinser, oer, havne og byer, som var eller ville blive erobret i lobet af krigen eller afstaet ved traktat ...« 221. Forst efter undertegnelsen af traktaten lovede Dolgorukij at soge udvirket russiske subsidier 222. Alletede den 3. november udsendte zaren en erklaering, som utvetydigt kraevede, at det nordiske opgor fik lov til at finde sted uden indblanding udefra 223. Fa uger senere kunne Dolgorukij meddele sin regering, at »sagen her ved hoffet nu er fuldbragt efter zarens onske. Den danske konge har pabegyndt krig mod Sverige. 224«

V

Formalet med denne afhandling har i forste raekke vaeret at belyse de specielle dansk-russiske relationers vilkar og indhold pa baggrund af en almen europseisk situation, karakteriseret ved to store europaeiske krige, Den spanske Arvefolgekrig og Den store nordiske Krig. De sporgsmal, jeg har onsket besvaret, har bl. a. vaeret: Hvilken rolle spillede Rusland i den danske statsledelses bevidsthed ved udformningen af Danmarks udenrigspolitik?Hvorfor sogte den danske regering netop pa dette tidspunkt tilnaermelsetil en stat, der normalt ikke inddroges i vesteuropaeiske staters kalkulationer? Var det kommercielle, politiske, strategiske eller andre interesser, der var den drivende kraft bag det danske initiativ over for Rusland? Det har ogsa vaeret mit Mb, at en belysning af det danskrussiskeforhold ville kunne bidrage til at kaste lys over sporgsmalet, i hvor hoj grad Europa ved overgangen til det 18. arhundrede af de agerende

221. Traktatens tekst er trykt pa russisk i Piß IX (1), 496 ff. Originalen findes pa tysk i RA Pergamentsamlingens udenrigske afdeling.

222. RA TKUA. Rush A. 11. 22: Udateret aktstykke fra efter 22. oktober 1709.

223. Piß IX (2), 1308 f.: Ruslands erklaering til Somagterne og kejseren af 3. november 1709. Se ogsa zarens brev til Frederik IV af samme dato, Piß IX (1), 440 f.

224. Piß IX (2), 1397 ff.: Dolgorukij til zaren 5/16. november 1709.

Side 458

statsmaend opfattedes som bestaende af forskellige, i sig selv hvilende statsgrupperinger, eller om det snarere blev opfattet som et integreret hele. Mere konkret udtrykt: I hvor hoj grad var det muligt for staterne i NordogNordosteuropa at foretage aendringer i de eksisterende styrkeforhold i deres del af Europa uden at risikere indgriben fra stater uden for omradet? Og hvordan sa de implicerede parter selv pa en sadan indgriben, havde man en principiel indstilling hertil, eller skiftede opfatteisen? Det siger sig selv, at konklusioner pa grundlag af et forholdsvis begrasnset materiale som det foreliggende kun kan blive af forelobig og betinget natur; men ogsa forelobige konklusioner har interesse.

Det grundlaeggende vilkar for realiseringen af danske udenrigspolitiske mal i den her behandlede periode var de vesteuropaeiske stormagters vitale interesser i ostersoomradet pa grund af dette omrades store betydning for leverancer af skibsmaterialer til de europasiske flademagter. Disse interesser blev yderligere markeret i en periode som denne, hvor man enten rustede sig til krig eller udkaempede en sadan. Den vaesentligste umiddelbare drivkraft i Danmarks udenrigspolitik var GottorppToblemet; det ligger i realiteten til grund for alle betydelige udenrigspolitiske initiativer, den danske statsledelse foretog, ikke mindst initiativet over for Rusland. Det danske allianceprojekt, som i sidste instans blev accepteret af Rusland, var klart komponeret med henblik pa Danmarks specielle forhold til Gottorp, og Danmarks mening med alliancen var netop, at allianceforpligtelserne skulle traede i funktion, nar det ville vaere opportunt for Danmark at fremprovokere en losning pa danske betingelser. Losningen af Gottorpproblemet var dog kun en station pa vejen; pa lidt laengere sigt gjaldt det generobringen af de tabte Sundprovinser, mens det endelige mal var en kraftig reduktion af svensk magt og indflydelse.

Det oprindelige formal med det danske Ruslandsinitiativ var at udnytte formodede russiske aspirationer til egen fordel; ikke blot med henblik pa en enkelt manovre, men med det formal pa lasngere sigt at udnytte russiske ressourcer og potentiel til at etablere en ny magtf or deling i ostersoomradet, hvor Danmark-Norge skulle indtage forsteplads2n. Dansk teknisk og militaer ekspertise skulle saette Rusland i stand til at bryde ud til ostersoen, saledes at Sverige med et befandt sig indesluttet af to magter, som det ikke samtidig kunne hamle op med. Herved ville Danmark lose sit sikkerhedsproblem, fremme dansk handel og f orbed re den statsfinansielle stilling ved den forventede fremgang i oresundstolden. De kommercielle motiver kom dog klart i anden raekke, og kun i perioder, hvor Danmark ikke havde mulighed for aktivt at bekrige Sverige, rykkede handelsmaessige overvejelser frem pa forstepladsen.

Side 459

Et karakteristisk track i den danske statsledelses taenkning var alternative overvejelser om at fa en for Danmark tilfredsstillende losning af i det mindste Gottorpproblemet ved hjaelp af en dansk-svensk forstaelse. Det er naturligvis et vanskeligt sporgsmal at afgore, hvornar udtalelser i denne retning reelt har vaeret udtryk for et egentligt alternativ, og hvornar der evt. kan have vaeret tale om en diplomatisk manovre. Men alene den omstaendighed, at den danske ledelse har anset trusler om en alliance med Sverige under en eller anden form for brugbare argumenter i en forhandlingssituation, gor, at man ma tillaegge dette aspekt af den danske politik betydning. Truslen om forstaelse med Sverige, hvis ikke danske interesser kunne blive tilgodeset pa anden vis, kommer frem igen og igen, lige fra overvejelserne forud for Heins' sendelse i 1697 og helt op til slutfasen af forhandlingerne med Dolgorukij i 1709.

Lige siden de af Danmark ikke accepterede fredsordninger fra det 17. arhundredes midte havde den danske regering med mellemrum, men energisk og vedholdende, sogt at vinde Rusland for sit synspunkt: Sveriges dominans var skaebnesvanger for bade Danmark og Rusland. Heins' sendelse i foraret 1697 var altsa ikke en kurios grille, som tilfaeldigt forte til resultater. Hvorvidt der til grund for Ruslandsinitiativet i 1697 har ligget en analyse af hele den internationale politik, som forudsa mulighederne af netop pa dette tidspunkt at vende Ruslands opmaerksomhed fra Sortehavet til ostersoen, kan ikke definitivt afgores. Selv om Ruslands politik i arene umiddelbart for Heins' sendelse ikke tydede pa nogen stor interesse for den danske regerings planer om at nedbryde det svenske ostersoimperium, forekommer Ruslandsinitiativet pa den anden side sa velgennemtaenkt og velforberedt, at det ingenlunde er usandsynligt, at regeringen havde forudset en udvikling i lighed med den, der faktisk fulgte. Under alle omstEendigheder faldt det danske forsog pa at opna alliance med Rusland sammen med indledningen til en hidtil ukendt russisk kraftudladning. En vaesentlig forudsastning for den danske udenrigspolitiks kraftigt ostvendte accentuering ved denne tid skal givetvis ogsa soges i de negative erfaringer, den danske statsledelse havde med hensyn til de vesteuropaeiske magters holdning. Regeringen har ment, at det problem, som i sa mange ar havde befundet sig i hardknude, ved et overrumplende diplomatisk og militaert kup kunne blive loftet ud af dets vesteuropaeiske spaendetroje og lost i samarbejde med nye osteuropaeiske allierede. De generelle europaeiske forhold i forbindelse med den spaendte situation om den spanske arv ma have faet vesteuropaeisk indblanding i Nordosteuropa til at forekomme mindre sandsynlig.

At dette dristige traek mislykkedes i forste omgang, skyldtes bade vanskelighedermed

Side 460

skelighedermedat samordne det komplicerede spils enkelte komponenter(isaer at fa tidsfolgen til at stemme) og en for optimistisk vurdering af netop den europasiske situation. Udforelsen af kuppet faldt sammen med en midlertidig fransk forstaelse med Somagterne, hvorved disses indgreb muliggjordes. Den slutning, den danske ledelse drog af erfaringerne i Travendal,hvor stormagteme tvang Danmark til at opgive sin osteuropaeiske alliancepolitik, var da, at det ikke var tilstraskkeligt at vaere i stand til at aendre den regionale magtbalance, hvis man ikke samtidig effektivt havde sikret sig ud over sin egen region. Da Travendal ikke efter dansk opfattelse havde lost det gottorpske sporgsmal, men blot fastlast det yderligere,matte der arbejdes hen imod en position, hvor Danmark kunne tvinge en losning igennem enten med eller uden somagternes billigelse. I 1698 mente Frankrig, at der var noget flimrende og ustadigt over dansk udenrigspolitik, fordi den forfulgte sa mange forskellige mal pa en gang 225. Denne karakteristik er kun rigtig for en overfladisk betragtning: Malene stod fast, det var midlerne, der skiftede. For perioden 1700-1709,der oftest behandles som en parantes i Danmarks udenrigspolitiskehistorie, var ikke alene mal, men ogsa de anvendte midler praeget af en enestaende konsekvens. Som en rod trad gennem disse ar gar det hensyntil somagterne, som den danske statsledelse valgte at satse pa efter Travendal, og som sa utvetydigt blev knsesat som udenrigspolitisk princip i marts 1701 225 a.

Det ma samtidig kraftigt understreges, at regeringen ikke ansa denne politik som et mal i sig selv, men kun som et middel til at lose de problemer,den ansa for fundamental. Med lige sa stor konsekvens opretholdtDanmark forbindelsen ostover, og hvor stor forskel der end til tider kunne vaere mellem den danske og den russiske regerings opfattelse af allianceforpligtelsernes konkrete indhold, frasagde Danmark sig pa intet tidspunkt alliancen med Rusland eller denne alliances grundlaeggende mal. Det lykkedes i arene efter 1700 i nogen grad at fortraenge Sverige fra somagternesgunst, og i efteraret 1708 onskede disse magter ligefrem, at Danmark skulle gore sin indflydelse gaeldende for at hindre en russisksvenskfred. Den afgorende aendring i den danske liriie, som indtraf i efteraret 1708, var dog ikke betinget af somagternes taknemmelighed. Tilnaermelsespolitikken til somagterne havde nok lost Danmarks akutte sikkerhedsproblem i denne periode, men ikke skabt forudsaetninger for den varige revision af status quo i forholdet til Sverige, som var den danske

225. Hallendorff, Bidrag, 31.

225a. Ludvig XIV blev sa utilfreds med den danske tilnaermelse til somagterne, at han i 1702 hjemkaldte sin ambassador i Danmark, se Recuei XIII, 101 ff.

Side 461

regerings efterstraebte mal. Den afgorende forudsaetning for, at Danrnark i 1709 igen kunne gribe aktivt ind i bekaempelsen af Sverige, var aendringeri den militate og politiske situation, ikke alene i osteuropa, men ogsa i Vesteuropa. Ruslands militaere magt var vokset staerkt, og somagterne var nu engageret af Frankrig. De kunne derfor ikke mere »ssette balancen i Nord, sadan som de var vant til« 226.

Den staerke selvpalagte binding til somagterne i arene efter 1700 formede sig ingenlunde som en passiv afventen af bedre tider. Den danske politik er karakteriseret ved stadige sonderinger hos somagterne med det formal at prove, hvor langt i retning af aben optraeden over for Sverige, det ville vaere tilradeligt at ga. I perioden 1697-1700, hvor Danmark tilstraebte et osteuropaeisk alliancesystem staerkt nok til at nedkaempe Sverige, var man staerkt kritisk over for udenforstaende magters onsker om at have hand i hanke med forholdene i osersoomradet. I tiden 1700-1708, hvor Danmark befandt sig i en afmaegtighedstilstand, forsogte det derimod flere gange at fa engageret bl. a. somagterne i omradets problemer; og alene den omstaendighed, at den danske regering gjorde sine skridt afhsengig af Somagternes accept, var en indrommelse af disse magters ret til at intervenere i omradet. I tiden 1708-1709, hvor Danmark pa ny i faellesskab med Rusland og andre ostersomagter folte sig staerk nok til at hamle op med Sverige, skiftede man endnu en gang opfattelse: Enhver tale om, at udenforstaende magter havde ret til at blande sig i ostersoomradets anliggender, afvistes pa det bestemteste. Markant fandt denne politik sit udtryk i den danske og russiske regerings erklaering til somagterne og andre om, at man ikke ville tolerere nogen form for indblanding.

Med Den store nordiske Krig tradte Rusland for alvor ind i det europaeiskestatssystem som en betydelig faktor. Det afloste ikke alene Sverige som den staerkeste ostersomagt, men dets indflydelse kom til at raekke ind over centraleuropaeiske sporgsmal. Pa den godt halve sues ar, der her er behandlet, skete der en veritabel revolution i forholdet Rusland-Vesteuropa.Hvad blev da resultaterne af den danske Ruslandspolitik? Den vision, regeringen havde i 1697 om, at Danmark skulle yde Rusland tekniskhjaelp for at skabe et militaert instrument, den danske statsledelse kunne spille pa til fremme af egne interesser, blev ikke realiseret. Det var ikke i kraft af danske ingeniorer, officerer og handvaerkere, at Ruslandblev en militaermagt af format. Selv uden danske opfordringer er det svaert at forestille sig, at Rusland ikke for eller siden ville vaere brudt ud til ostersoen. Nar imidlertid dette afgorende gennembrud skete netop pa

226. Vibes udtryk, se Vibe.

Side 462

denne tid, ma man i det mindste tilkende Danmark fodselshjaelperens rolle. Ved at tilbyde sin assistance blev Danmark medansvarlig for en udvikling,som i lobet af fa ar kom til at vende op og ned pa magtforholdene i ostersoomradet. Ved den forste aktion i 1700 fik Danmark intet udbytte,men trods den übehjaelpsomme start havde man dog faet Rusland trukket ind i krig med Sverige. Og takket vaere den russiske indsats fik Sverige sit forste, fatale knsek. Dette var igen forudsaetningen for fornyet dansk indgriben i 1709 med bl. a. det resultat, at Danmark fik lost det gottorpske problem, fik udryddet »slangen« midt i Danmarks hjerte 227 og den svenske trussel sydfra.

Fra og med Heins' sendelse kom Rusland til at indga som en permanent faktor i den danske statsledelses politik. Alliancen kan betragtes som en bekraeftelse pa og genoplivelse af alliancen af 1699. D'et kan synes naerliggende at sporge, om det egentlig var i overensstemmelse med Danmarks interesser at se Sverige udskiftet med Rusland som den dominerende oster- Somagt. Hertil er at sige, at den danske regering givetvis ikke havde forestillet sig, at den russiske udladning ville blive sa voldsom, som den blev. Det fremgar af de danske planer fra 1690'erne, at Danmark habede pa selv at rykke op pa forstepladsen, mens Rusland skulle have spillet rollen som dansk stottemagt over for Sverige. Set fra et dansk synspunkt var resultatet af tilnaermelsen til Rusland ikke sa ringe endda: Mens situationen i 1697 (bekraeftet i 1700) havde vasret den, at somagterne med flere garanterede en ordning af Gottorps forhold til Danmark i Sveriges favor, blev situationen som folge af den dansk-russiske nedbrydning af det svenske osterso - og Tysklandsimperium, at de samme magter kom til at garantere en ordning af det samme problem til Danmarks fordel. Hermed er vi dog allerede ude over det her behandlede tidsafsnits historic

227. do.

KILDER OG LITTERATUR

(De anvendte forkortelser i parentes).

UTRYKTE KILDER

Det danske Rigsarkiv (RA)

Gehejmekonseilet 1670-1770 (Geh. Kons.)

5-9. Gehejmekonseilsprotokol over udenlandske sager 1697-170*;. (GKP)

39. Betaenkninger, relationer og skrivelser ... fra Gehejmekonseilets medlemmer og
andre. (Betaenkninger)

51. Konseilets relationer til Kong Frederik IV under hans fravaerelse pa en rejse til
Italien, med bilag 1708-1709. (Konseilets relationer)

62. Ordrer til Konseilet fra Kong Frederik IV under hans fravaerelse, til dels med
bilag. 1704. 1708-1709. (Ordrer til Konseilet)

64. Breve ... fra mellemmer af Konseilet til hinanden etc. 1708-1709. (Breve fra
Konseilsmedlemmer)

Tyske Kancellis udenrigske ajdeling. 2. 1676-1770. (TKUA)
Almindelig del.

73-86. Gehejmeregistratur 1697-1709. (GR)
Koncepter og indlaeg til Gehejmeregistratuxen 1697-1709. (Konc. GR)
Uregistrerede koncepter med enkelte indlaeg 1697-1709. (Ureg. konc.)

Speciel del. Rusland.

A I. Brevveksling mellem fyrstehusene. (Rusl. A I)

9. Breve fra zarerne (Feodor Alexeivitsch og) Ivan og Peter Alexeivitsch til
Christian V. 1682-1697.

10. Breve fra zar Peter til Frederik IV. 1706-1709.

A 11. Akter og dokumenter vedr. det politiske forhold til Rusland. (Rusl. A II)

40. Indberetninger ... fra ... v. Rosenbusch. 1695-1698.

95-102. Poul Heins' gesandtskabsarkiv 1697-1705.

Speciel del. Nederlandene.

B. Gesandtskabsrelationer. (Nederl. B)

117-118. Gesandtskabsrelationer ... fra Plessen ... Breve fra Sehested ... 1697.

Speciel del. Brandenburg-Preussen.

B. Gesandtskabsrelationer. (Brandenb.-Pr. B)

64. Gesandtskabsrelationer ... fra ... v. Hagen. 1697.

Pergamentsamlingens udenrigske ajdeling.

Det svenske Riksarkiv.

De Schirrenske samlinger, folio- og oktavgruppen. (Schirren folio, Schirren 8°)

TRYKTE KILDER

Bantys-Kamenskij, N. N.: Obzor vnesnich snosnij Rossii (po It 00). I-IV. Moskva
1894-1902. (B-K)

Beytrdge zur Geschichte Peters des Grossen. I—III. Udg. v. H. C. L. Bacmeister. Riga
1774-1784. (Bacmeister)

Bittner, L. und Gross, L.: Repertorium der diplomatischen Vertreier aller Lander seit
dem Westphalischen Freiden. I. Berlin 1936. (Bittner)

British diplomatic Instructions. HI. Denmark. Ed. by J. F. Cht.nce. London 1926.
(Instructions)

»Af Kong Christian Vs Dagjournaler 1695-1699«. Udg. af E. Marquard i Danske
Magasin 6. rk. 2. bd. Kbhvn. 1916. (Dagjournaler)

Kong Christian den Vs Testamenter som Tiltceg til Kongelover:. Udg. af J. J. A.
Worsaae. Kbhvn. 1860. (Testamenter)

van't Hoff, B. (ed.): The Correspondence 1701-11 of John Churchill, First Duke of
Marlborough and Anthonie Heinsius Grand Pensinoary of Holland. Haag 1950.
(Hoff)

Danmark-Norges Traktater 1523-1750. Udg. af L. Laursen og Carl S. Christiansen.
Bd. VII (1676-1682) og XI (1699-1700). Kbhvn. 1926 og 1945». (Danmark-Norges
Traktater)

Dansk biografisk Leksikon. Udg. af C. F. Bricka. Kbhvn. 1887-1905. (DBL samt
arstal)

Dansk biografisk Leksikon. Red. Povl Engelstoft. Kbhvn. 1933-1944. (DBL samt
arstal)

Danske Gesandter og Gesandtskabspersonale indtil 1914. Udg. af E. Marquard.
(Marquard)

»En samtidig Skildring af Den store nordiske Krig«. Meddelt af E. Holm, Danske
Magasin, 5. rk. 111. Kbhvn. 1896. (Vibe)

Diplomatiteski] slovar'. I—III. Moskva 1960-1964. (Slovar')

Forsten, G. V.: »Datskie diplomaty pri moskovskom dvore vo vtoroj polovine XVII
veka«. Zurnal ministerstva narodnago prosvescenija no. 9, 11 og 12. Moskva
1904. (Forsten)

Des Koniglichen ddnischen Envoye Georg Grunds Bericht iiber Russland in den
Jahren 1705-1710. Mitgetheilt von G. L. Grove. St. Petersburg 1900. (Grunds
slutrelation)

»Utdrag och afskrifter fran danska sandebud i Stockholm till rsgeringen i Kopenhamn
. . .«. Utg. af A. Fryxell. Handlingar rorande Sveriges historia ur Utrikesarkiver.
IV. Stockholm 1843. (Fryxell)

Gasparis Urkunden 1789. Bd. I. (Gaspari)

Materialy dlja istorii russkogo flota. Udg. af S. I. Elagin, St. Petersborg 1866. (Materialy)

» Handlingar angaende Konung August den starkes utrikespolhxt fore hans afsattning
ar 1704«. Udg. af C. Hallendorff. Historiska handlingar XIX, nr. 2. Stockholm
1908. (Hallendorff. Handlingar)

» Negotiations de M. le Comte d'Avaux*. Udg. af J. A. Wijne. V/erken van het Hist
or isch Genootschap Utrecht. N. Ser. 33-35. Utrecht 1882. (Wijne)

Johan Reinhold von Patkuls Berichte an das zaarische Cabinet in Moskau. Berlin
1792-97. (Patkuls Berichte)

Pis'ma i bumagi imperatora Petra Velikogo. I-IX. St. Petersborg/Moskva 1887-1952.

Recueil des instructions donnees aux ambassadeurs et ministres de France . . . XIII.
Danemark. Paris 1895. (Recueil)

Sovetskaja istoriteskaja Enciklopedija. I-X. Moskva 1961-1967. (SIE)

Stille, A.: »De Schirrenska samlingarna till det store nordiska krigets historian Karolinska
Forbundets Arsbok 1910. Stockholm 1910.

Ustrjalov, N.: Istorija carstvovanija Petra Velikogo. I-VI. St. Petersborg 1858-1963.
(Ustrjalov)

FREMSTILLINGER

Almquist, H.: »Scener fran Ryssland ar 1699. Den svenska ambassadens kronika».

Bidrag til Den store nordiske krigs historic I—II. Udg. af den danske generalstab.
Kbhvn. 1899. (Generalstaben)

Bogoslovskij, M. M.: Petr I. Materialy dlja biografii. I-V. Moskva 1940-1948. (Bogoslovskij,
Petr I)

do: »Russko-datskij sojuz 1699-1700 gg.« Ucenye zapiski lnstituta storii RANION,
T. 4. Moskva 1929. (Bogoslovskij, Sojuz)

Hallendorff, C: Bidrag till Det store nordiska krigets forhistoria. Upsala 1897.
(Hallendorff, Bidrag)

do: »De hemliga forbindelserna mellan Danmark och konung August maj-september
1699«. Festskrift tilldgnad C. G.Malmstrom. Stockholm 1897. (Hallendorff,
Hemliga forbindelser)

Hassinger, E.: Brandenburg-Preussen, Russland und Schweden 1700 bis 1713. Miinchen
1953. (Hassinger)

Koroljuk, V. D.: »Svidanie v Birzach i pervye peregovory o Pol'skom-russkom
sojuze«. Voprosy istorii no. 4. Moskva 1948. (Koroljuk)

Nikiforov, L. A.: Russko-anglijskie otnosenija pri Petre I. Moskva 1950. (Nikiforov)

Olmer, E.: »Om ryssfruktan i Sverige for 200 ar sedan«. Historisk Tidskrift 1903.
Stockholm 1903. (Olmer)

Petr Velikij. Sbornik statej. T. I. Udg. af A. I. Andreev. Moskva 1947. (Petr Velikij)

Rasmussen, K.: »Danske i den azovske flade 1696-98«. Historisk tidsskrift, 12. rk.
1. bd. 4. haefte. Kbhvn. 1965. (Rasmussen)

Rosen, Jerker: Den svenska utrikespolitikens historia. II: 1. (1697—1721) Stockholm
1952. (Rosen)

Solov'ev, S. M.: Istorija Rossii s drevnejsich vremen. VIII. Moskva 1962. (Solov'ev)

Stille, A.: »Danmarks politik gent emot Sverige 1707-1709«. Lunds Universitets drsskrift
1898. (Stille II)

do: Studier ofver Danmarks politik under Karl XHs polska krig 1700-1707. Malmo
1889. (Stille I)

Wittram, R.: »Patkul und der Ausbruch des Nordischen Krieges«. Nachrichten der
Akademie der Wissenschaften in Gottingen. Phil.-hist. Kl. nr. 9. Gottingen
1952.

do: Peter I. Czar und Kaiser. I—II. Gottingen 1964. (Wittram, Peter)

do: »Zur Beurteilung J. R. v. Patkuls«: Nachrichten der Akademie der Wissenschaften
in Gottingen. Phil.-hist. Kl. nr. 4. Gottingen 1954. (Wittram, Beurteilung)

Wulffius, W.: »Studien zur Geschichte Patkuls und des Nordischen Krieges«. Mitteilungen
aus der livldndische Geschichte, 23. Riga 1924-1926. (Wulffius)

Zernach, K.: Studien zu den schwedisch-russischen Beziehungen in der 2. Hdlfte des
17. Jahrhunderts. Giessen 1958. (Zernach)

Schirren, C: Zur Geschichte des Nordischen Krieges. Rezensionen. Kiel 1913. (Schirren)

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 8 (1968 - 1970) 4