FREDERIK 8. OG DANNELSEN AF MINISTERIET HOLSTEIN-LEDREBORG I 1909

En arle morgen i august 1909 kunne man se kronprins Christian fare med den anselige fart af 40 km i timen ud ad Roskilde landevej i sit fa uger for anskaffede automobil. Han skulle ud for at tilvejebringe en statsminister.

Baggrunden for den usaedvanlige koretur var forsvarssporgsmalet. I sommeren 1908 havde J. C. Christensen gjort op med sig selv, hvorledes vort forsvar skulle indrettes under hensyn til de forhandlinger, som officeren L. C. F. Liitken havde fort med den tyske generalstab. Men Albertikatastrofen hindrede J. C. Christensen i at gennemfore planen, fordi han i September 1908 matte ga af.

I stedet blev den moderate venstrepolitiker Niels Neergaard konseilsprassident og forsvarsminister, og i februar 1909 fremlagde han sit forsvarsforslag, som afveg fra J. C. Christensens isaer med hensyn til de sakaldte fremskudte forter, der i stedet for den gamle landbefaestning skulle laegges uden om Kobenhavn. J. C. Christensen var af udenrigspolitiske grunde, som ikke skal behandles her, imod Niels Neergaards forslag, en situation, der var nok sa kompliceret, eftersom Niels Neergaards ministerium var et blandingsministerium af Venstrereformpartiet, altsa J. C. Christensens parti, og Det moderate Venstre.

Efter en meget tilspidset debat forkastede folketinget Niels Neergaards forslag, kun 35 stemte for, 69 imod. For det stemte Hojre, de moderate og 12 medlemmer af Reformpartiet, mens resten af reformmaendene stemte imod sammen med de radikale og socialdemokraterne. Valgperioden var pa dette tidspunkt udlobet, og regeringen kunne derfor uden at skride til oplosning af folketinget straks fa vaelgernes dom 25. maj.

Den ramte J. C. Christensens parti hardt, ikke bare pa grand af forsvarssagen,men isaer pa grand af oppositionens udnyttelss af Albertikatastrofen.Reformpartiet gik ned fra 57 til 38 mandater, radikale gik fra 11 op til 20, Hojre fra 13 op til 21. Af de 38 venstrereformmsend var

27 for J. C. Christensen, 11 for Niels Neergaard, som ogsa fik stotte af
11 moderate. Reformpartiet var altsa i realiteten spraengt.

Niels Neergaard gik dog ikke af straks, hvilket en regering i vore dage utvivlsomt ville have gjort, men forsogte sig endnu en tid. Deter forste gang en dansk regering helt klart befandt sig under mindretalsparlamentarismens vilkar, og deter ogsa forste gang en dansk regering overvejede at lade det sporgsmal, den havde lidt nederlag pa ved valget, udsende til folkeafstemning. Neergaard gjorde sig tanker herom og droftede sagen med den frikonservative politiker, landstingsmand, lensgreve Mogens Frijs, der 2. juli svarede: »Skont jeg naerer megen betsenkelighed ved at indfore denne ny faktor i vort politiske liv, indrommer jeg, at appellen til folkets afgorelse forekommer mig mindre utiltalende, nar folket i en laengere arraekke har vaeret forberedt pa, at det ville blive adspurgt i en bestemt formuleret sag«. Socialdemokraterne og de radikale havde netop i disse ar gjort sig til talsmaend for indforelse af folkeafstemningsinstituttet og ville derfor vanskeligt kunne ga imod et eventuelt forslag fra Neergaard, der herved fik skubbet afgorelsen fra sig.

Formentlig har Neergaard betragtet udfaldet af en folkeafstemning som for uvis, og han lod pa ny de fremskudte forter komme til afstemning i tinget, hvor de atter forkastedes, nu af 63 stemmer mod 41, hvorved spraengningen af Venstre var fuldbyrdet. Niels Neergaard indgav da 31. juli 1909 sit ministeriums demissionsbegaering til kongen, der opfordrede ministeriet til at fungere, indtil et nyt var dannet.

Ministeriet var gaet af pa et politisk centralt forslag, et kabinetsporgsmal,
hvad der er i overensstemmelse med parlamentarismen.

Hermed opstod en vanskelig regeringskrise, der var en alvorlig belastning for den parlamentariske statsskik. Denne var vel de facto blevet knaesat i 1901 og havde vundet bekrasftelse ved, at J. C. Christensen som flertalspartiets leder havde overtaget konseilspraesidiet i 1905; men den havde endnu langt fra fundet en fast uskreven praksis. Man ma nemlig erindre sig, at sa lasnge parlamentarismen ikke er grundlovsfaestet, beror dens styrke pa en langvarig praksis, og dens indhold bestemmes i hoj grad af den made, pa hvilken den gar ud af konflikter og kriser. En sadan prove kom folketingsparlamentarismen ud for nu.

Regeringsmuligheden til hojre syntes udtomt, fordi det var den floj, der havde faet et mistillidsvotum, og til venstre i det politiske spektrum var mulighederne heller ikke store, da radikale og socialdemokrater til sammenkun havde 44 af 114 mandater. Disse to partier anlagde samme taktik, idet bade Borgbjerg og Ove Rode den dag, Niels Neergaard gik af, tilradedeen midlertidig udseettelse af forsvarssporgsmalet; de gik ind for,

at et nyt ministerium i stedet sogte at lose det ligeledes patraengende valgkredssporgsmal.Som leder af et sadant ministerium taenkte man sig enten systemskiftets konseilsprasident, folketingsmand, professor J. H. Deuntzer,eller Herman Trier, der efter 22 ars medlemskab var faldet ved folketingsvalgeti maj 1909. Om begge gjaldt, at de oprindelig havde staet i Venstre, men siden var gaet i valggruppe med de radikale. De var altsa ikke udtalte partigaengere, og meningen var, at et sadant ministeriumskulle samle sa mange stemmer fra Reformpartiets gruppe, at det sammen med radikale og socialdemokrater var i stand til at fa et flertal bag sig. Kunne denne tanke realiseres, ville radikale og socialdemokratersaledes have klovet Venstrereformpartiet endnu en gang og tilfojet J. C. Christensen et nyt nederlag.

De to partier kunne ikke have megen tro pa, at et ministerium Deuntzer eller et ministerium Trier kunne fa held til at Iose valgkredssporgsmalet, og meningen med den anlagte taktik var da ogsa at fa kongen til at udnaevne et ministerium, som skulle benytte sig af oplosningsretten. Der kunne ikke godt vaere tvivl om, at et fornyet valg med forsvarssagen i centrum ville betyde fremgang for radikale og socialdemokrater, der kun var 14 mandater fra at have absolut flertal. Man ma huske, at der den gang var valg i enkeltmandskredse, og da socialdemokrater og radikale samvirkede ved at stemme pa hinandens kandidater, og da fremdeles Venstrereformpartiet var splittet, kunne det ikke udelukkes, at der flyttedes 14 mandater.

Deter klart, at udsigten hertil matte virke som et staerkt incitament for Venstres grupper til at finde sammen, eller i alt fald hindre, at der udneevntes en konseilspraesident, som ville benytte oplosningsretten. Ogsa for Hojre matte dette hensyn veje til, thi et radikal-socialdemokratisk flertal i folketinget kunne naeppe gavne forsvarssagen. Som situationen var, kunne der ikke dannes nogen regering uden om Venstre; men dette var som omtalt splittet, og ingen af Venstres ledere syntes at have mulighed for gennem en regeringsdannelse at Iose krisen.

Striden om et vaesentligt sporgsmal, forsvarssagen, havde altsa trukket partilinjerne sa hardt op, og delt det storste parti pa en sadan made, at det parlamentariske maskineri var kommet til et dodt punkt. Folketingets partier havde i realiteten givet op og sa at sige ladet son:eper ga videre til kongen, som folte, at han havde en pligt til at bringe en afklaring i den situation, der var opstaet ved ministeriet Neergaards demission, hvad politikernemeget vel var klar over. I virkeligheden havde disse tvunget kongentil at etablere sig som et afgorende led i den politiske beslutningsproces.I hvilket omfang de bevidst har gjort det i tillid til, at kongen som en

deus ex machina kunne lose problemerne for dem, er det ikke muligt at sige. Man har naeppe gjort sig klare forestillinger om, hvad der ville ske - maske bortset fra J. C. Christensen, der ved at blokere alle regeringsdannelsesforslageneutvivlsomt sigtede mod at gennemfore sin opfattelse af forsvarssagen.

Kong Frederik den Ottende havde aldrig lagt skjul pa, at han var for et staerkt forsvar; men han var pa den anden side tilhaenger af systemskiftet i 1901 og var altsa positivt indstillet over for den parlamentariske statsskik. For kongen - og for folketingsparlamentarismen - fulgte nu to kvalfyldte uger. Deter om en sadan situation, at den svenske politiker Karl Staaf har sagt, at statsoverhovedets opgave kraever »megen takt og klogskab for at fa dannet et ministerium, der bedst opfylder situationens krav.«

For at fa klarhed over partiernes holdning kaldte kongen pa den afgaende konseilsprasidents rad partilederne til sig den 2. august. Det var forste gang, denne fremgangsmade under en regeringskrise blev anvendt, og Politiken kommenterede (3. august), at metoden havde »pany godtgjort kongens parlamentariske sindelag«, hvorfor den fortjente opmaerksomhed og paskonnelse. Kongen blev nok ikke meget klogere af de faldne rad. Socialdemokrater og radikale udtalte sig som allerede naevnt, og de ovrige grupper lagde vasgt pa, at forsvarssagen nu blev lost. Men selv om dette maske ikke var sa overraskende, var det nu konstateret ved en direkte konfrontation mellem kongen og partilederne, og da flertallet lagde vaegt pa forsvarssagens afg;orelse, var det korrekt af kongen, at han sogte en losning, som flertalsgmpperne matte antages at kunne samles om. Kongen sa meget vel, at noglen til situationens Iosning la hos J. C. Christensen, hvem han da ogsa den 3. august i en I1I¹ /'2 time lang samtale sogte at bevaege til at vise imodekommenhed i forsvarssagen, hvad J. C Christensen afslog. Deter uvist, hvem der stod bag radet; men kongen henvendte sig samme dag under handen til den gamle venstrepolitiker, lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborg, der havde staet uden for politik i 19 ar, mens han med overbaerenhed iagttog det politiske liv og ellers plejede sine katolske interesser - og sit gods. Ham bad kongen danne et venstreministerium, hvad grev Holstein imidlertid afslog. Han fandt sagen uloselig og henviste p. g. a. de radikales fremgang til at udskyde forsvarssagen, evt. til en ny valgkredsordning var vedtaget.

Alt mens dette foregik, havde den frikonservative politiker, grev MogensFrijs helt uofficielt forhandlet med forskellige venstrepolitikere, forst og fremmest J. C. Christensen, om et ministerium under hans - grev Frijs' - ledelse. Kongen folte sig imidlertid meget vanskelig stillet, da

Holstein-Ledreborg havde sagt nej, og da grev Frijs naeppe ville have
store muligheder. Han onskede nemlig Kobenhavns landbefaestning, den
store anstodssten, bevaret.

Noget matte der gores. Efter en resultatlos samtale med grev Frijs 4. august radforte kongen sig bl. a. med kronprins Christian, og hos dem modnedes tanken om et »upolitisk« forretningsministerium, der skulle oplose folketinget i forbindelse med en kongelig proklamation til det danske folk om at soge en losning pa forsvarssagen. Som konseilspraesident taenkte man sig Store Nordiske Telegrafselskabs mangearige leder, kammerherre Eduard Suenson, en son af sokrigeren, og so:n ministre maend som oberst Palle Berthelsen (krigsminister), kommandor O. Kofoed Hansen (marineminister), admiral A. du Plessis de Richelieu (finansminister), baron J. Wedell-Neergaard til Svenstrup (udenrigsminister), kammerherre Carl Bech til Engelsholm (landbrugsminister), birkedommer C. M. Jespersen (justitsminister) og evt. provst H. M. Fenger (kultusminister). Det var vel et upolitisk ministerium i betydningen staende uden for de politiske partier, men afgjort hojreorienteret. 4. august korte etatsrad H. N. Andersen, OK, pa kronprinsens foranledning i bil til Hellebaek for at sastte Suenson ind i situationen og dagen efter, dvs. 5. august, var Suenson i en to timer lang audiens hos kongen, hvorfra han tog ud til udenrigsministeriets gamle direktor, den 86-arige gehejmelegationsrad Peter Vedel, der i sit otium fungerede som politisk vismand. Vedels rad kendes ikke; men Suenson afslog at danne regering. Kongen havde orienteret Nesrgaard; men heller ikke dennes reaktion er kendt. Den har naeppe vaeret positiv.

I stedet blev lensgreve C. C. Holstein-Holsteinborg, mest kendt for sin virksomhed i Indre Mission, kaldt til kongen 6. august. Kongen gik dog fra denne tanke, formentlig p. g. a. Holstein-Holsteinborgs staerke engagement i en bestemt religios retning. I stedet sendtes samme dag bud efter den mand, der skulle have vaeret finansminister i et evt. ministerium Suenson, nemlig den nysnaevnte Andreas du Plessis de Richelieu. Under en forhandling forst med kabinetssekretaer, gehejmekonfersnsrad F. Rosenstand, senere med kongen erklaerede han sig villig til at danne regering. Med baggrund i en dansk styrmandseksamen havde Richelieu pa eventyrlig vis tjent sig op i Siam, hvor han sluttede sin lobebane som viceadmiral og marineminister, indtil han i 1902 vendte hjem, kobte godset Kokkedal ved Horsholm og gik ind i dansk erhvervsliv bl. a. som formand for DFDS og Burmeister og Wain. Pa grund af hans siamesiske fortid dobte beredvillige sjaele ham straks »den gule fare«, da det rygtedes, at han skulle danne regering.

Richelieu var en sa saerpraeget skikkelse i relation til vort politiske

system, at der kunne vaere noget barokt ved tanken om ham som konseilspraesident,men deter klart, at kongens tanke forst og fremmest var at bruge »den gule fare« som en trussel over for politikerne. En parlamentariskregering ville lettere end et forretningsministerium Richelieu vsere i stand til at lose forsvarssporgsmalet. Kongen sogte at tvrnge politikernesammen; men deter ogsa klart, at dersom politikerne stadig ikke kunne finde sammen, var kongen indstillet pa at lade Richelieu soge en losning af forsvarssporgsmalet, inden man evt. skred til oplosningsvalg. For kongen vaevedes med andre ord hensynet til forsvarssporgsmalet sammenmed parlamentarismen, dog saledes at han formentlig prioriterede det forstnaevnte hensyn hojere end det andet. Kongen havde dog endnu ikke opgivet habet om en anden losning end den siamesiske. Til det sidste havde han ventet, at Neergaard kunne finde en udvej, og havde derfor indvarslet generalerne til et samlet mode kl. 17. Deres godkendelse af et militaerforlig var altsa onsket af kronen. Neergaard matte imidlertid 10. august give op, og han gav sit minde til, at kongen officielt sogte at fa grev Frijs til at danne regering. Tanken om atter at fore grev Frijs frem, nu med Richelieu som et truende alternativ, var at tvinge det taktiske spils tarn, J. C. Christensen, til at vise grev Frijs imodekommenhed. Det var en politisk urealistisk tanke pa grund af Frijs' forsvarspolitiske indstilling,der matte byde J. C. Christensen endnu mere imod end Niels Neergaards.

11. august forhandlede grev Frijs forgaeves med de to 11-mandsgrupper,
der stottede Neergaard, og kl. 14,30 matte han meddele kongen, at han
ikke kunne patage sig hvervet, men at en venstremand muligvis kunne.

Til stede ved audiensen var foruden grev Frijs kronprins Christian og Richelieu. Henvendt til den sidste sagde kongen da: »De har vist troskab mod en fremmed konge; jeg ved deraf, at De vil vise trofasthed mod Deres egen konge«. Grev Frijs advarede kongen ved at sige, at Richelieu havde endnu faerre chancer for at gennemfore forsvarssagen end han selv, der dog havde politisk erfaring.

Kongen lod da nogle bemaerkninger falde om, at han ojensynlig kun havde J. C. Christensen tilbage. Selv om hans forhold til den tidligere konseilspraesident ma karakteriseres som slet, sagde han, at han alligevel - efter at have givet J. C. en undskyldning - ville udpege ham og derpa ga igennem tykt og tyndt med ham. Kongen haevdede endvidere at have vist trofasthed mod Venstres sag; selv om kritikken gik hojt, havde han altid fulgt dets ministeriers anvisning, sagde han. Nogen udtalt lyst til et ministeriumJ. C. Christensen har kongen naeppe haft, eftersom han selv havde forarsaget J. C. Christensens afgang aret for, og hans udtalelser kan formentligkun

mentligkuntages som enten et sidste pressior rsog eller et udslag af
desperation.

Kronprinsen erklaerede sig for et forretningsn steriiim, der skulle udskrive valg. Der var for ham ingen tvivl om, at n onen ville folge kongen, fordi det var et sporgsmal om Danmarks selv? ndighsd. Man ser altsa allerede pa dette tidspunkt kronprinsen ga ind'«^ synspunkter, han ogsa som konge haevdede.

Frijs mente, at kongen burde henvende sig til Holstein-Ledreborg igen, hvad kongen pa grund af grev Holsteins tidligere afslag ikke havde lyst til. Frijs radede i stedet kongen til at tilkalde Niels Neergaard og Klaus Berntsen og til at opfordre sidstnsevnte til at danne regering.

Dette skete ogsa samme dag, idet kongen under auc.iensen bebrejdede Neergaard, at grev Frijs var blevet vraget, og at Venstre ved sin optraeden havde odelagt det fine urvaerk, parlamentarismen, som kongen med varsom hand havde haeget om. Han lod Niels Neergaard forsta, at efter hans mening havde J. C. Christensen og de 27 vist et fast standpunkt, og derfor var han villig til at gore J. C. Christensens sag til sin, hvis ikke en losning fandtes. Neergaard svarede, at Frijs var blevet afvist, fordi han tilhorte Hojre, og at Venstre havde antaget forsvarssagen som sit mal, hvorfor partiet heist sa, at denne blev gennemfort af en venstremand, selv om han var udenforstaende.

Kronprinsen bebrejdede pa sin side Neergaard, at han ikke havde grebet sagen resolut nok an. Han burde have fort forsvarssagen gennem alle tre behandlinger med navneoprab og ikke ladet sin konge i stikken. Grev Frijs burde nu vise sin selvstaendighed, frigore sig fra sit parti og folge sin konge dvs. danne regering. Denne del af audiensen, der efterhanden havde faet en pinlig karakter, sluttede for Neergaards vedkommende med, at han advarede kongen mod at danne et forretningsministerium.

Derefter fik Klaus Berntsen tilbudt posten som konseilsprassident; men
ogsa han sagde nej og henviste til Holstein-Ledreborg.

Efter nogle bemserkninger om politikernes raenkefuldhed bad kongen derfor Richelieu om at danne regering, hvad denne accepterede, idet han til de forsamlede politikere, grev Frijs, Neergaard og Klaus Berntsen, forklarede,at han ville soge forsvarssagen lost, og hvis dette mislykkedes, da oplose folketinget. Klaus Berntsen henstillede endnu en gang, at kongen provede med grev Holstein, hvorefter politikeme trak sig tilbage. Imidlertid sluttede Richelieu sig til Berntsens henstilling, og kongen indvilligededa nolende. Selv om Richelieu var parat til at t:-£ede til, indsa han meget vel, at Holstein-Ledreborgs muligheder for at l?»se forsvarssporgsmaletvar

maletvarvaesentlig storre end hans egne. Hermed var forhandlingen, der
var forlobet i en meget: spaendt atmosfaere, forbi.

Samme aften opsogte Hojres formand, landstingsmand E. Piper kronprinsen pa Sorgenfri for at bede ham anbefale Holstein over for kongen. 12. august lovede grev Holstein kongen at soge en regering dannet, men forst ville han orientere sig om mulighederne for et forlig. Han gik da over i rigsdagsbygningen i Fredericiagade - Christiansborg var jo braendt; men grev Holstein havde ikke vseret i dette hus sa lsenge og folte sig nu sa ukendt med forholdene, at han ringede pa klokken og til den overraskede portnerkone, der abnede for ham, sagde: »Er dette rigsdagen?«. Heldigvis havde den designerede statsminister fundet parlamentet.

Grev Holstein forhandlede derpa i lobet af aftenen med de forskellige venstrepolitikere, iszer J. C. Christensen, og grev Frijs og reprasentanter fra Hojre og naede ud pa aftenen til et acceptabelt grundlag for en overenskomst om en ny forsvarsordning. Dette resultat meddelte grev Holstein den folgende dag, altsa den 13. august, kongen, forst mundtligt og siden skriftligt, men nu erklaerede kongen, at han kraevede beteenkningstid i fern dage, inden han officielt overdrog grev Holstein ministeriets dannelse. Kongen ville ifolge pressen konferere med maend, til hvem han havde tillid. Det var generalernes godkendelse af forslaget, som kongen efter kronprinsens tilskyndelse onskede. Fremgangsmaden fremkaldte kritik bade i Politiken og Social-Demokraten (14. august).

Nu var det grev Holsteins tur til at blive gram ihu; ifolge Politiken (16. august) tog han fredag aften hjem til sit gods »sa splintrende vred som han ikke har vaeret i mange ar«, og han lod ytringer falde om, at han ikke ville have noget med det hele at skaffe. Med andre ord sa det ud til, at just som kongen havde fundet en statsminister, der kunne komme igennem over for de politiske partier, sa ville denne alligevel ikke danne regering.

Imidlertid godkendte generalerne hurtigt det kompromis, Holstein havde fundet frem til, og da samtidig kongen bragte i erfaring gennem admiral Richelieu, at de kontraherende partier syntes at begynde at anlaegge en forskellig vurdering af det opnaede kompromis, var det klart, at kongen matte handle hurtigt, dersom det skulle lykkes at fa dannet en parlamentarisk regering. Som folge deraf satte kronprins Christian sig resolut Iordag den 14. august om morgenen tidlig i sin bil og korte til Ledreborg, hvor han tog greven med sig til Kobenhavn. Grev Holstein fik misforstaelserne ryddet af vejen under en forhandling med J. C. Christensen og Niels Neergaard, og kl. 15 Iordag den 14. august var han i audiens pa Charlottenlund og patog sig at danne regering.

I den officielle meddelelse hed det »at det var pa det angivne grundlag med fuldkommen frit mandat, hvad ministeriets sammensastning angar«. Den sidste bemasrkning var en bebudelse af, at J. C. Christensen ville blive medlem af den ny regering, hvilket ogsa skete den 16. august. Holstein-Ledreborgs politiske sans sagde ham, at uden J. C. Christensens aktive medvirken ville intet forsvarsforlig kunne gennemfores, og dette synspunkt accepterede kongen. I disse dage var J. C. Christensen i den konservative presse udsat for en serie voldsomms angreb, der anfasgtede hans ret til at blive minister igen pa grand af Albertikatastrofen. Netop over for de angribende kredse havde kongens ord stor vaegt, og ved den anvendte formulering var det kongens tanke at give ministeriet Holstein oget styrke. Ud fra en parlamentarisk betragtning var det naturligvis ogsa rigtigt, at kongen fulgte den designerede konseilsprassidents indstilling med hensyn til ministerportefolj ernes fordeling.

Kronprins Christian var ikke tryg ved det nye mimsterium, og isaer ikke dets forsvarsminister. Han folte, at han for en gang skyld havde vundet en vis indflydelse hos sin far, og i de folgende uger forberedte han et forretningsministerium Holstein-Holsteinborg, som han ville soge at fa kongen til at udnaevne, dersom Holstein-Ledreborg ikke kunne gennemfore forsvarssagen. Der blev imidlertid ikke brug for disse: planer.

Regeringskrisen i august 1909 rammer en raekke forhold af principiel interesse for den parlamentariske udvikling herhjemme. Socialdemokrater og radikale papegede i deres kommentarer, at det var i overensstemmelse med parlamentarismens sande vaesen, om den regering, der skulle aflose Niels Neergaards, var udgaet fra de grupper, som havde styrtet Neergaard; men denne pastand var taktisk betonet, thi disse grupper - altsa socialdemokrater og radikale og J. C. Christensens Venstre - kunne ikke enes om en ny regering, og kongen kunne derfor ikke vaere forpligtet til at henvende sig til dem og i givet fald: Hvilken af de tre grupper skulle henvendelsen ske til? Et ministerium Deuntzer/Trier havde 44 mandater peget pa, mens alle ovrige matte antages at ga imod. Dette konstateredes under radslagningen med kongen; grapper, repraesenterende 70 mandater, gav udtryk for, at forsvarssagens losning var det vigtigste. Det var derfor parlamentarisk korrekt, at kongen sogte en regeringsda:inelse pa basis af dette rad.

Da et venstreministerium under en neutral og udenforstaende venstremand,altsa Holstein-Ledreborg, til at begynde med Ikke sa ud til at kunne dannes, fik den frikonservative grev Frijs mandat til at soge en regeringsammensat. Hans muligheder var yderst begraensede, men hvad

skulle kongen stille op? 70 mandater delt op i indbyrdes uenige grupper pegede pa et ministerium til forsvarssagens losning, 44 pa et ministerium Deuntzer/Trier til henlaeggelse af forsvarssagen eller oplosningsvalg. I denne situation matte kongen vasre frit stillet mellem de forskellige alternativer.Hans syn pa forsvarssagen udelukkede det alternativ, som de 44 onskede. Da derfor grev Frijs ogsa matte give op, greb kongen til det opsigtsvaekkende middel at overveje et ikke partipolitisk, men forsvarsvenligtforretningsministerium.

Sporgsmalet var, om dette af partierne og af offentligheden ville blive opfattet som vaerende i overensstemmelse med parlamentarismen. Og vigtigst naturligvis, om de 44 socialdemokrater og radikale ville fa hjaelp fra en af venstregrupperne til at styrte dette ministerium. Hvis det blev tilfaeldet, havde folketinget altsa markeret sit syn pa et ministerium Richelieu. Deter klart, at et sadant ministerium Richelieu ville viEre et tilbageslag for den parlamentariske udvikling, fordi det var en demonstration af, at systemet kunne komme til et dodt punkt. Venstregrupperne, som gennem sa store vanskeligheder havde kaempet for parlamentarismen, kunne sidst af alle onske dette. Vilhelm Lassens udtalelse om, at man kun havde magten pa prove, ville da vise sig sand.

Parlamentarismen havde i 1909 mange fjender, isaer i hojrekredse; de take bl. a. gennem dagbladet Vort Land, som 6. august skrev: »Hvis det bliver ved ret mange dage, ma det blive abenbart for alle, at folketingsparlamentarismen har spillet ynkelig fallit, for det kunne man dog i det mindste forlange af den, at nar en regering kom i mindretal, sa stod der et regeringsdygtigt flertal parat til at tage ledelsen, men altsa ikke engang det kan vor sa forroste og besungne parlamentarisme prasstere.« Eller: »Vi trasnger til en afvzenningskur mod den parlamentariske syge, der endnu sidder selv moderate venstregrupper i kroppen. Hertil krseves en lsege, der ikke sporger patienten til rads, men forstar at boje ham under sinvilje« (12. august).

Modsat forsvarede Ove Rode parlamentarismen, idet han skrev: »Ansvaret for et sammenbrud hviler pa de politikere, der i blind staedighed bliver ved at presse pa, hvor der ingen vej er frem«. Nu mente han rigtignok, at de staedige var Niels Neergaard og J. C. Christensen, men udtalelsen ma efter min mening egentlig siges at daekke alle partilederne.

Truslen om ministeriet Richelieu tvang altsa venstregrupperne til politiskenighed med dele af Hojre, og ministeriet Holstein blev en realitet. Hojres medvirken er interessant, og baggrunden for den kommer tydeligt frem i en ledende artikel i Berlingske Tidende, der 14. august skrev, »at Holstein-Ledreborg var den sidste parlamentariske mulighed«, og »at

ingen kunne forsvare at forspilde denne og derved maske for bestandig udelukke forsvarssagens losning«. Deter tydeligt, at for Hojre var forsvarssagenslosning det vigtigste, og den kunne odelaegges, hvis et ikkeparlamentariskministerium blev dannet. Det kunne i vaerste fald betyde radikal-socialdemokratisk sejr ved et valg. Herved blev Hojre manovreret ind i en situation, ved hvilken det kom til at yde den parlamentariske statsskik en effektiv stotte.

De radikale angreb heftigt, at Holstein, inden han modtog sin udnaevnelse og derfor endnu var uansvarlig, havde bragt et militaerforlig i stand. Politiken skrev 15. august: »Grev Holstein var slet og ret privatmand, og som privatmand forelagde han den uansvarlige konge forligsplaner. Herved fjernede grev Holstein ethvert spor af ministeriel beklaedning for kongen og gjorde sig skyldig i en eklatant kraenkelse af parlamentarismen og konstitutionelle grundsaetninger«. Hertil er at sige, at grev Holstein var tradt til pa udtrykkelig anbefaling af den fungerende konseilspraesident, og det kan naeppe siges at stride mod parlamentarismen, at en designeret statsminister soger at sikre sin regerings overlevelsesmuligheder, inden han modtager den definitive udnasvnelse. Deter der set talrige eksempler pa siden, sidst i januar 1968, og bladets kritik er kun et udtryk for skuffelse og vrede over, at det var lykkedes Holstein-Ledreborg at skabe et forlig.

Mange af de ingredienser, der i dag indgar i vort politiske system, ses for forste gang i 1909. Det gaelder overvejelserne om anvendelse af folkeafstemning, men ogsa partiledernes forhandlingsrunde hos kongen. Herom skrev Politiken 3. august: »Selvom dens praktiske betydning for krisens losning naeppe har vasret overvaeldende, er den dog ikke uden parlamentarisk interesse, fordi den har anvist en forhandlingsmade, der under fremtidige kriser kan blive af vaerdi«. Bladets spadom gik, som man vil vide, i opfyldelse, idet man i vore dage i stort omfang har set sadanne partilederkonferencer hos kongen, inden en regering er blevet dannet.

For forste gang efter systemskiftet var der dannet en mindretalsregering, en variant af parlamentarismen, der ikke svarer til den klassiske parlamentarisme. Det afgorende var, at regeringen ikke havde et flertal mod sig, men ganske vist heller ikke et for sig - nar bortses fra militsersporgsmalet, hvor det var lykkedes Holstein at sarnie et flertal.

Nydannelsen var vigtig, fordi den gjorde parlamentarismen smidigere, hvad allerede Neergaard i 1909 havde blik for. Han sagde: »Hvis den parlamentariske statsskik var uloselig ... knyttet til den betingelse, at der altid i det folkevalgte kammer skulle vaere kompakt flertal, til hvilket et ministerium kan stotte sig, var det umuligt ... at praktisere den parlamentariskestatsskik

tariskestatsskiki en hel rsekke lande . . .«. Nar der ikke var et regeringsdygtigtflertal, »kunne det mindretal, der relativt sad inde med flertallets ret dvs. med de bedste betingelser for at kunne lede den politiske udviklingi landet, bevare regeringen, sa laenge disse betingelser fandtes.« Det er en meget precis definition af den tilstand, som vi herhjemme senere gennem mange ar levede under, senest 1964-68.

Ved kong Frederik den Ottendes determinerede henvendelse til admiral Richelieu havde politikerne set, hvilken risiko den speede parlamentarisme var udsat for, og navnlig venstregrupperne matte erkende dette. I 1901 var parlamentarismen lige akkurat bjaerget i land. Skabtes der praecedens for et kongeligt forretningsministerium, fordi politikerne ikke kunne enes, og fordi kongen matte daekke sig, ville udviklingen vaere skruet tilbage, og parlamentarismen have lidt et alvorligt prestigetab. Der var i 1909 som naevnt talrige modstandere af parlamentarismen, som ville hovere.

En samlet vurdering af omstcendighederne ved ministeriet Holstein- Ledreborgs dannelse i august 1909 viser, at kongens indstilling til parlamentarismen, men ikke mindst hans, Hojres og de ovrige forsvarsvenlige partigruppers interesse i forsvarssagens Iosning havde betydet en styrkelse af den folketingsparlamentariske statsskik.

Denne ogedes yderligere ved Holstein-Ledreborgs fald ved et mistillidsvotum fa maneder efter. 1909 er saledes som 1901 og 1905 et vigtigt ar i vor folketingsparlamentariske udvikling, dets haendelser raekker frem til i dag gennem grundloven af 1915, statslanskrisen i 1919, paskekrisen 1920, ministeriet Staunings dannelse i 1924, krisen i november 1940 og grundloven af 1953.

Ved udarbejdelsen af ovenstaende redegorelse har forfatteren benyttet statsrninister Niels Neergaards arkiv, ligesom han har haft adgang til kabinetssekretaer, kammerherre C. P. M. Hansens efterladte optegnelser med et deri indlagt notat udarbejdet efter forlaeg af kronprins Christian. Anvendt i ovrigt: Klaus Berntsen: Erindringer fra Rigsdags- og Ministeraar (1925), Berlingske Tidende, Politiken, Social-Demokraten og Vort Land juli-august 1909, Folketingstidende 1909 samt Erik Rasmussen: Komparativ Politik 2 (1969).