Kring korstågen till Finland. Ett urval uppsatser tillägnat Jarl Gallén på hans sextioårsdag den 23. maj 1968. Redigeret af Kaj Mikander. 237 s.

Det skrift, hvormed Finlands historikere har valgt at hylde professor Gallen, er en ganske nyttig publikation. Man har holdt sig til at samle tidligere offentliggjorte afhandlinger om et bestemt tema, nemlig middelalderens sakaldte korstog til Finland. Disse togter, der forte til Finlands kristning, er ofte blevet behandlet fra bade svensk og finsk side. Tidsskriftafhandlinger af aeldre dato er det imidlertid ofte svaert at opdrive, og de finsksprogede er lukket land for den nordiske historikerverden. For den, der vil studere emnet, er det derfor af indlysende vaerdi, at 11 bidrag til forskningen fra arene 1839-1966 er til radighed i et bind. Man har holdt sig til afhandlinger af finske (inclusive finlandssvenske) forfattere, men til gengeeld oversat de finsksprogede til svensk.

Emnet er valgt, fordi det horer til de flittigst dyrkede i finsk middelalderforskning, og fordi Jarl Gallen selv har ydet vaesentlige bidrag, af hvilke to er medtaget i festskriftet. Det sporgsmal kunne stilles, om de til tider overordentlig detaljerede artikler tiklerhar mere end lokal finsk interesse. Laesning i bogen gor det klart, at det kan de under mange synspunkter have; thi deter ganske perspektivrige begivenheder, der behandles.

Den clanske laser maerker sig for det forste, at ogsa danskerne omkring ar 1200 gjorde korstog til Finland, og at hele to af skriftets afhandlinger drejer sig om de danske foretagender. Hertil kommer det nok sa vigtige, at den omstaendighed, at det blev svenskerne, der tvangskristnede og erobrede Finland, jo medforte, at dette land og de nordiske folk bragtes i en naer kontakt, som trods alle politiske og sproglige hindringer er en realitet den dag i dag.

At kristningen af finnerne samtidig skulle gore dem til et nordisk folk var imidlertid ingen selvfolge. I festskriftets aeldste afhandling sogte den fremragende historiker Gabriel Rein 1839 at pavise, at kirkens etablering i Finland i de forste artier af det 13. arhundrede naermest var et indre finsk faenomen under ledelse af en engelsk fodt biskop, Thomas, der nok kom fra Sverige, men som ikke formaede at vinde de svenske konger for sin sag. Denne teori om en slags selvstaendig finsk kirkerepublik, der matte kaempe hardt mod russerne i Novgorod, er naeppe holdbar. Den er formentlig definitivt afvist af Eric Anthoni i en afhandling fra 1955.

Samme forsker papeger imidlertid perspektivet i det kaplob, der i 12. og 13. arhundrede foregik om, hvem der skulle kristne (og underlaegge sig) de hedninger, der endnu fandtes langs den betydningsfulde handelsvej gennemostersoen. Syd for Den finske Bugt blev Den tyske Orden den store sejrherre. At finnerne i stedet kom under svenskerne, betragter hansom noget af en historisk tilfaeldighed og et stort held for finnerne, der derved

undgik det livegenskab for de indfodte,der indfortes i de tyske ordenslande.Det kan undre, at Anthoni ikke samtidig ser et andet perspektiv, som tegner sig allerede i Reins afhandling.Thi deter abenbart, at finnerne og tavasterne nord for Den finske Bugt i 1220'erne var udsat for gentagne angreb fra Novgorod, der absolut ikke alene var begrundet i missionsiver. Mod russerne kunne de fa svenskere, der da befandt sig i Finland, ganske abenbart ikke sta sig; russerne gjorde de undertvungne til graesk-katolske kristne, og havde de haft blot lidt mere langvarigt held dermed, havde Finland givetvis den dag i dag vaeret et osteuropaeiskortodokstog ikke et nordisk-protestantiskland.

Forklaringen pa, at den svenske vgebnede mission alligevel lidt ind i det 12. arhundrede fik overtaget over for bade tyskere og russere kan findes hos Rein: Det skyldtes helt enkelt Djengiskhan og hans mongoler. Fra 1230'erne lammede mongolhorderne russerne og gav tyskerne i osteuropa nok at taenke pa. Pa den made blev finnerne et nordisk folk.