Sigurd Evensmo: Det store tivoli. Film og kino i Norge gjennom 70 år (Gyldendal Norsk Forlag) 392 s.

»Sa meget om sa lidt« er den tanke, der uvilkarligt falder en ind, nar man nar frem til denne bogs sidste tekstside, side 366. Men tanken gaelder kun filmproduktionen, der i de 70 ar, filmen har eksisteret i Norge, har vaeret mere end beskeden. Nar det i arhundredets begyndelse kun kom til fa og spredte forsog, skyldtes dette simpelt hen, at landet aldrig kom til at monstre en griinder som Ole Olsen eller tidlige instruktorgenier som Victor Sjostrom og Mauritz Stiller. Siden stillede den saerlige norske biografog senere produktionsordning sig hindrende i vejen, og deter disses historie, der optager storsteparten af Evensmos skildring. Det bor dog retfaerdigvis naevnes, at Norge efter 2. verdenskrig har produceret enkelte film af betydelig vaerdi, film, der har hentet deres emner fra krigstiden (Englandsfarere, Kampen om tungtvannet, Shetlandsgjengen o. fl.).

Allerede ved censurens indforelse i 1913 skilte man sig ud fra Danmark og Sverige. Den forste norske censur klippede i filmene, sa de kunne ses af alle; forst 1921 fik man en delt censur med aldersgraense. Den afgorende forskel kom dog til at ligge et helt andet sted, nemlig i selve ejerforholdet til biograferne: De norske biografer blev for storstepartens vedkommende kommunale. En opfordring til kommunerne om at interessere sig for kinodrift la allerede i 1913-loven, og 1917 var man sa vidt, at man kunne oprette Kommunale kinematografers landsforbund. To ar senere, 1919, fulgte Kommunenes filmcentral, der tog sig af udlejningen. Begge institutioner gav anledning til nogen strid med private interesser; men selv om der f. eks. fra amerikansk hold blev brugt staerke ord som »bolsjevisme«, »socialisering af kinematograferne« osv., holdt man skansen. I 1939 blev der drevet biografer i 70 norske kommuner; i 51 af disse var biograferne kommunale.

Pa baggrund af den faste organisation, biograferne fik, er det ejendommeligt at se, at man ikke formaede at stimulere produktionen tilsvarende. Kommunenes filmcentral forsogte selv; men det blev kun til 7—B film, af hvilke ingen fik blivende vaerdi. 1932 oprettedes et faelleskommunalt produktionsselskab Norsk film A/S, der imidlertid forst 1935 fik et atelier. Selv om atelieret for besaettelsen i 1940 kun blev lidt brugt, satte det dog sine spor. Da den forste film blev indspillet i 1936, udgjorde billetindtaegten af norske film 0,6 pet. af den samlede billetindtaegt, tre ar senere var procenten oppe pa 10,4.

Med besasttelsen forandredes forholdene totalt. Som alt andet skulle ogsa filmen nazificeres. En altbestemmende rigsfilmdirektor blev indsat, men pudsigt nok rorte man ikke ved den »marxistiske« biografordning — den mente nemlig mange partifasller havde fungeret udmaerket. Af egentlige nazistiske film blev kun indspillet en enkelt, som man til gengaeld naesten matte prygle folk til at overvaere, hvis de ved en fejltagelse havde forvildet sig ind i biograferne.

Forst efter krigen lykkedes det at fa staten med - den forste arbejderregeringi 1935 havde i den retning skuffet entusiasterne. I tiaret 1920-30havde afgivet 14,6

mill. kr. i skat, uden at staten havde of ret en ore til gengaeld. Denne politikfortsatte arbejderregeringen med »demonstrativ uvitenhet og arroganse«skriver Evensmo. Da stotten endeligkom i 1946, var den beskeden, og den blev i arene fremover aendret flere gange - uden nogensinde at na frem til nogen ideel form. Vaerst var 1950-ordningen, der gav tilskud til alle film, der blev frernstillet for maximum300.000 kr. Resultatet var en hausse i film, hvoraf adskillige var elendige. 1955 blev stotten sat i forholdtil spilleindtaegten, og det system har man, med en uvaesentlig aendring i 1963, opretholdt.

Evensmo, der selv som filmjournalist i dagblade og radio, som filmforfatter og som medlem af det forste filmrad i 1947 har ydet sin indsats for norsk film, er af den opfattelse, at den norske ordning i sig selv er god nok, og at den udmserket kunne forenes med en planmaessig produktion. Deter ikke sket, det indrommer han; skridtene fremad har vaeret for sma og nolende - man har ikke forstaet at bruge det instrument, man havde for handen.

»Det store tivoli« (titlen stammer fra den forste filmforevisning i Norge, der fandt sted i Christiania Tivoli 1896) er en velskrevet, saglig bog, der ikke baerer praeg af, at dens forfatter ogsa skriver udmaerkede romaner. Dens titel er i ovrigt dobbelttydig, idet den ogsa skal vise hen til den kendsgerning, at statsmagten alt for laenge vaegrede sig ved at betragte filmen som andet og mere end netop

- tivoli. Bogen er forsynet med mange
morsomme billeder samt en komplet
filmoversigt og gode registre.