Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920. Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, 23. (Universitetsforlaget i Århus, 1968) 426 s.

Under betydelig opmaerksomhed fra offentlighedens side udkom i efteraret 1968 Tage Kaarsteds bog om paskekrisen 1920. Kaarsted bekraeftede sit ry som den historiker, der frem for nogen var i stand til at granske hjerter og nyrer hos det moderne Danmarks ledende politikere. Da samtidig det valgte emne var af central betydning for forstaelsen af vilkarene for det danske folkestyre, var historikere og politologer ikke mindre forventningsfulde over for det nye resultat af Kaarsteds legendariske flid. For de indviede var det ikke nogen stor overraskelse, at arbejdsindsatsen af Arhus universitet honoreredes med den filosofiske doktorgrad.

I betragtning af den fyldige omtale, som i dagspresse, radio og TV allerede er blevet afhandlingen til del, vil det vaere post festum her i detaljer at referere de begivenheder, som igangsatte og udgjorde paskekrisen. I det folgende skal jeg da indskraenke mig til at berore nogle efter min opfattelse centrale punkter, hvor der kan rettes indvendinger mod det i ovrigt fortjenstfulde arbejde.

Deter Kaarsteds opfattelse, at i paskedagene 1920 indtraf »den alvorligstepolitisk-parlamentariske se,somvort folkestyre har kendt i dette arhundrede bortset fra besasttelsestiden«;afhandlingen rersigaltsa. om krisens politiske forudsaetningerog dens konsekvenser pa det parlamentariske plan, og om det kildemasssige grundlag hedder det s. 23, at »da deter lykkedes forfatterenat opspore og fa adgang til en raekke arkiver, der enten har vaeret

utilgaengelige eller hidtil ikke udnyttet i dette ojemed, kan der gives en dokumenteretog vist nok udtommende redegorelse for krisens forhistorie, dens forlob og afvikling«. Videre hedderdet - s. 25 - : »For aktorerne var billedet af paskekrisens begivenhederkalejdoskopisk og uoverskueligt bade under processen og efter; proportionerneblev forskudt, og det var som mutationerne pludselig beherskedehistorien. Takket vaere det arkivmateriale,som har staet til radighed ved udarbejdelsen af denne bog, er det i det hele lykkedes at tilvejebringe et adaekvat grundlag for at kunne forstade faktorer, der var bestemmende for haendelsesforlobet. Af de mange ofte forvirrende og modsaetningsfyldteenkeltheder opstar en syntese«. Syntesen er saledes Kaarsteds rekonstruktion,og det sporgsmal melder sig, om kildematerialet tillader syntesen,og om syntesen svarer til »virkeligheden«.

I den i 1926 udsendte fremstilling om paskekrisen fremsatte Ove Rode den tese, at krisen primaert var et resultat af partiet Venstres politik; forst da Flensborg-bevaegelsen og Venstres modstand mod det fremlagte forslag til en ny valglov kombineredes, var krisens forudsaetninger til stede. Kaarsted finder det ikke muligt at opretholde denne tese uden vaesentlige modifikationer, og af kapitel 19: »Valglovsforhandlingerne« fremgar det, at modifikationerne isaer vedrorer valglovssporgsmalet. En gennemgang af Venstres politik i relation til valgloven peger efter K.s opfattelse ikke i retning af, at sporgsmalet skulle have spillet nogen afgorende rolle for J. C. Christensens - og dermed Venstres - handlinger i forbindelse med ministeriet Zahles afskedigelse. Derimod fremhaeves det, at J. C. Christensen lod sig rive med af Flensborgpsykosen borgpsykosensamt af dennes mulige farlighed for Ver stre, hvis det ikke sorgede for at bjerge sig i lae af den. K. tilfojer dog, at dette forhold ikke udelukker, at det kunne vaere J. C. Christensen og Venstre kaert at ramme ministeriet af andre grunde.

Man kunne med andre ord sige, at mens Rode har villet se paskekrisen som et udslag ai en fra det storste oppositionsparti bevidst tilrettelagt politik, hvis sigte bl. a. var at styrte den siddende regering og derved undga en ny og - for Venstre - uheldig valglov, og hvis »skurk« var J. C. Christensen, sa har K. - uden direkte at udpege nogen erstatning for J. C. Christensen - ladet de almindelige parlamentariske modsaetninger traede i baggrunden til fordel for en opfattelse af, at krisens primaere forudsaetning var en alminddig uvilje mod regeringens graensepolitik, og at en lige sa udbredt misnoje med den forte okonomiske og sociale politik var den baggrund, pa hvilken mistilliden til graensepolitikken kunne fores frem. Da Venstres politik i graensesagen imidlertid var ambivalent savel for som efter paskekrissn, har K. folt at matte ga uden for rigsdagen for at finde de personer, som malbevidst udnyttede det nationale sporgsmal til at fremkalde en regeringsomvasltning; i jagten pa sadanne personer har det vaeret naturligt at stoppe ved de kredse, der optradte som forbindelsesled mellem valgte danske politikere og de sonderjyder, som — uanset afstemningsresultatet - onskede storre eller mindre dele af 2. zone overdraget til Danmark.

Man bliver ved laesningen overbevistom, at den tidligere leder af haerensefterretningstjeneste, oberstlojtnant E. V/ith havde skabt sig en central position i dette miljo. Hans nationale oveibevisning og hans

had til det radikale regimente parret med hans erfaringer som efterretningsofficer,hans energi og hans ikke ringe selvtillid gjorde ham til det naturligemidtpunkt i den forsamling, som K. har dobt With-kredsen. Som medlemmer af kredsen opfattes tillige politikere som Vanggaard og Harslof, der - ligesom With - har efterladt sig en raekke breve og optegnelser. Der eksisterer saledes et omfattende kildemateriale, til hvilket K. har haft adgang, og pa grundlag af hvilket det er lykkedes at kortlaegge de aktionsplanerog pavirkninger, som udgik her fra til kongehus og opposition. En vaesentlig del af »Paskekrisen 1920« er da blevet en velgennemfort undersogelseaf, hvorledes en udenoms-parlamentariskpressionsgruppe kan arbejdefor at fremme sine mal.

Denne pavisning af planer og forsog pa pavirkninger siger imidlertid ikke noget afgorende om den effekt, som pavirkningerne havde pa de valgte objekter. I denne henseende er det ikke lykkedes at sandsynliggore, at With-kredsen var en afgorende - i visse henseender endog den afgorende - faktor i forspillet til paskekrisen. Deter haevet over enhver tvivl, at kredsen arbejdede pa at fremkalde et regeringsskifte, fordi man opfattede dette som en uomgaengelig forudsaetning for en aendret dansk graensepolitik. Regeringsskiftet indtrddte. Det er dokumenteret, at navnet Liebe pa et tidligt tidspunkt naevntes i kredsen som den mulige leder af et forretningsministerium. Liebe blev Zahles efterfolger. Endelig er en betydelig del af fremstillingen benyttet til at kortlaegge kredsens forsog pa at pavirke oppositionen, hoffet, de udenlandske legationer osv. Denne pavirkning er for K. bindeleddet mellem kredsens intentioner og de faktiske begivenheder; kredsens handlinger antages tagesnaesten a priorisk at have haft en effekt.

I denne sammenhaeng ma det imidlertidvaere afgorende at overveje, hvilken overensstemmelse der var mellem kredsens politiske malsaetningerog de resultater, der opnaedes pa det ansvarlige politiske plan. With m. fl. ville fremtvinge et valg med det alt dominerende formal at gennemforeen aendring i graensepolitikken,og de indsa pa et tidligt tidspunkt,at en dansk kursaendring alene kunne ske, safremt det lykkedes dem at overbevise Venstres leder, J. C. Christensen, om, at der forela mulighederfor at komme igennem med en ny politik. S. 64 hedder det, at det simpelt hen var en conditio sine qua non at sikre sig J. C. Christensens medvirken eller i det mindste accept, og s. 66 at for »J. C. Christensen har det sikkert staet klart, at Venstre mattebetraede en mellemvej (mellem onsketom at opna regeringsmagten og en abenlys deltagelse i en ikke-parlamentariskaktion). Det gjaldt for ham om at puste til ilden, men sagte og med arvagenhed; den skulle vaere underkontrol, sa den kunne slukkes ellerbringes til eksplosivt udbrud alt efter, hvad der ville gavne Venstre. Heraf folger J. C. Christensens nolende,forsigtige og tilsyneladende tvetydigepolitik; den var i virkeligheden velberegnet.« K. kunne have fuldendt karakteristikken af J. C. Christensens politik ved at tilfoje, at den ogsa blev afgorende. Sa langt gar K. imidlertid ikke, idet deter hans opfattelse, at det lykkedes at omvende J. C. Christensenden 27. marts, hvor sonderjyderneKloppenborg-Skrumsager P. Grau argumenterede for deres og With-kredsens sag over for Venstres rigsdagsgruppe. Omvendelsen opfattessom et resultat af de udefra kommendepavirkninger. Det hedder s.

151 f: »Nu - og forst nu - havde J. C. Christensen omsindet sig og var rede til pa en eller anden made at stotte de to sonderjyders krav. Hvad der bevaegede ham, kan vi kun gisne om. Fra modstanderside var man tilbojeligtil at mene, at alt, hvad J. C. Christensen foretog sig, udelukkendevar dikteret af snu, partiegoistisk beregning, og sikkert har da ogsa hensynettil Venstres vaelgerinteresser spilletind for ham sammen med opfattelsenaf, at rigsdagsgruppen var i skred. Selv en staerk partiformand ma erkendegraenserne for sin magt. Men deter naeppe hele forklaringen. J. C. Christensens bevaegelse var sikkert aegte; hans folelser bod ham at stotte Graus krav. Formentlig har han ikke forestillet sig, at det ville udlose sa voldsomme begivenheder, som tilfaeldetblev; men skulle en udtalelse fra Venstre bidrage til at feje det radikale ministerium bort, var ulykken ikke sa stor.«

Ingen kan afgore, om J. C. Christensen lod sig lede af aegte bevaegelse eller af snu, partiegoistisk beregning. De to praedikater udelukker ikke nodvendigvis hinanden, og under alle omstaendigheder ses der ikke nogen grund til at antage, at han ikke skulle have overskuet konsekvenserne af sine handlinger. Intet tyder pa, at J. C. Christensen ikke den 27. marts bevidst valgte at lade partiet vedtage en udtalelse, som indeholdt et krav om valg pa graensesporgsmalet - et krav, som maske kunne medvirke til at bringe regeringen Zahle til fald, men som pa den anden side ikke pa nogen made forpligtede partiet Venstre til at fore en graensepolitik, der stred mod partiets hidtidige, tovende holdning. De begivenheder, som indtradte i dagene efter den 27. marts, viser efter min mening, at mens mange andre »tabte hovedet«, sa mestrede deVenstres leder fortsat situationen.

Pa det for With-kredsen centrale punkt lykkedes det altsa ikke at presse oppositionens leder i et sadant mal, at det gav sig uds.ag pa det ansvarlige politiske plan. Paskekrisen lagde op til det valg, son gav Venstre regeringsmagten. Skal der derfor udnaevnes nogen sejrherre, ma det vaere J. C. Christensen, niens With og hans faeller matte nojes med at konstatere, at Zahle ikke laengere lagde navn til en i ovrigt stort set uaendret graensepolitik. Denne opfattelse svarer til den, der findes i bogens sidste afsnit, men derved bestyrkes blot indtrykket af, at With og hans aktiviteter er tillagt overdreven betydning.

Deter abenbart, at den anlagte vurdering af Wit i-kredsens indflydelse er sammenhaengende med en skaevhed i det anvendte kildemateriale. S. 25 oplyses det, at hovedkilden til paskekrisens forhistorie er forskellige privatarkiver, og der peges i forste raekke pa Jens Vanggaards og Valdemar Harslofs arkiver; Vanggaard havde forbindelse til dronningens kabinetssekrei aer, C. P. M. Hansen, og Harslof var With-kredsens bindeled til J. C. Christensen. De anvendte kilder betegnes som abenhjertige og trovaerdige, og sammenfattende hedder det: »De kildekritiske problemer har derfor ikke vaeret uovervindelige, ogsa fordi det i de fleste tilfaelde har vaeret muligt at finde verifikation i andre kilder.« Antager man imidlertid, at J. C. Christensen i denne som i andre sammenhaenge var det parlamentariske spils mester, forekommer det usandsynligt, at f. eks. Harslofs optegnelse: er repraesentative kilder til tolkning af J. C. Christensens adfaerd, endsige motiver. S. 125 konstaterer Vanggaard over for Harslof — i anledning af en samtale denne har haft med J. C. Christensen -:

»Han har vist snydt Dem, den gamle raevepels«, og s. 126 er det K.s vurdering, at »deter ejendommeligt, at With-kredsen, der dog talte en venstrepolitiker som Vanggaard, ikke kunne rsesonnere sig frem til J. C. Christensens motiver«. With-kredsen opnaede aldrig at placere sig saledes, at J. C. Christensens handlinger blev afhaengige af kredsens onsker; men man naede heller ikke til nogen forstaelse af hans motiver, og deter derfor betaenkeligt at lade regeringen Zahles parlamentariske modspiller fremsta i lyset af With-kredsens vurderinger. Pa siderne 350-352 er foretaget en sammenfattende karakteristik af Venstrelederens motiver under krisen, i hvilken grajnsepolitikken underordnes oppositionspolitikerens almindelige lyst til at tilfoje regeringen et nederlag. Alt taler for, at denne karakteristik er rigtig. Paskekrisen var bl. a. en politisk-parlamentarisk krise, hvis parter var regering og opposition. Det kildemateriale, som ma inddrages i studiet af krisen, ma derfor primaert have udsagnsevne i denne

Kaarsted - og mange andre med ham - har staerkt savnet den undersogelse over J. C. Christensen som parlamentariker, der vil vaere en uvurderlig og uundvasrlig hjaelp ved studiet af betydelige dele af moderne dansk politisk historie, herunder ogsa paskekrisen.

Heller ikke ved behandlingen af regeringenZahle har K. kunnet stotte sig til allerede foretagne undersogelser,og igen afspejler dette forhold sig i afhandlingen. Om regeringen hedder det s. 143, »at Munch og hans kollegerundervurderede styrken i disse [nationale] stemninger og deres magt over kongen, hvis sindelag de dog gennem syv ar havde haft mulighed for at bedomme. De kan naturligvis

alle omstEendigheder vilh ore mulighederfor at bedomme skekrisens politisk-parlamentariske Jer vaere vaesentligt bedre, safrem, regeringen Zahles politik havde faet den centraleplacering i fremstillingen, som dens rolle synes at tilsige.

Som allerede flere gange berort er det et gennemgaende traek i bogen, at paskekrisen primaert opfattes som et politisk-parlamentarisk anliggende, som blev fremkaldt, styret og lost af folk, der enten var politikere, eller som i denne sammenhaeng spillede en politisk rolle. Mod dette helhedssyn er fra anden side rejst den indvending, at det ikke svarer til virkeligheden. F. eks. har folketingsmand Aksel Larsen i et indlaeg i Politiken gjort sig til talsmand for den opfattelse, at de egentlige krisevoldere var de erhvervskredse, denned H. N. Andersen i spidsen onskede at hindre indgaelsen af en for det transatlantiske kompagni gunstig handelsoverenskomst med den sovjetrussiske regering. Hovedtesen i indlaegget er en tro pa, at der altid er drivende okonomiske kraefter bag en begivenhed som paskekrisen. Tesen er ikke verificeret af sin fremsastter, og den er i sin generaliserende form naeppe saerlig frugtbar at arbejde med. K. har svaret, at der ikke findes noget samtidigt dokument, som kan bevise antagelsens rigtighed, omend mange omstaendigheder kan tydes i den antydede retning. Hvordan det nu end forholder sig, sa giver indlaegget anledning til at overveje, om den anlagte helhedsvurdering lader sig opretholde. Var paskekrisen med andre ord alene en politisk-parlamentarisk krise? Er det rigtigt at kalde afhandlingen »Paskekrisen 1920« uden nogen antydning af, at undersogelsen er koncentreret om krisens politiske manifestationer? K. har selv rokket ved den valgte titel gennem pavisningen genaf, at der i arbejderbevaegelsen fandtes forskellige synspunkter pa det fremtidige forhold til det omgivende samfund, og at disse forskelle kom til at spille en rolle ikke alene i strejkesituationen og under de deraf folgende uroligheder, men ogsa for vaelgernes reaktioner ved de efterfolgende valg. Aksel Larsen har berort de okonomiske interesser, som kunne motivere de politiske udladninger. Disse eksempler er kun brudstykker af den komplicerede og brede sammenhaeng, i hvilken paskekrisen ma saettes pa plads, safremt man onsker at formulere et helhedssyn.

De her fremsatte synspunkter rokker ikke ved den kendsgerning, at »Paskekrisen 192()«, opfattet som en punktuel undersogelse af en dramatisk og tilspidset politisk situation, har bragt os et skridt fremad i udforskning af den moderne tids politiske historie i Danmark. Ingen kan betvivle, at Tage Kaarsted som fa andre har forudsaetninger for at sta i forste raekke i dette store og i mange ar forsomte arbejde. Enhver god under- Sogelse baerer i sig kimen til nye - sadan bor det ogsa gamed »Paskekrisen