Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 8 (1968 - 1970) 3

Martin Schwarz Lausten: Biskop Niels Palladius. Et bidrag til den danske kirkes historie 1550—60 (Kirkehist. Studier II nr. 27, 1968). 205 s.

Anne Riising

Side 377

Peder Palladius har i betydeligt omfangoverskygget
sin mindre
fremtraedende broder Niels, hvilket

Side 378

nok har vasret en medvirkende arsag til, at en naermere undersogelse af dennes indsats indtil nu har manglet. Dette vaerk bringer nu en udforlig bibliografiog en bade omhyggelig og vellykket gennemgang af N. P.s forfatterskabog forlaeggene dertil, sa at man virkelig far et godt indtryk af hans synspunkter.

Skrifterne til praesterne, som nok er dc mest interessante, drejer sig om forstaelsen af prasdestinationen, om kirken, om afskaffelse af billeder i kirkerne, endvidere liturgiske udkast og en kortfattet pastoralhandbog. Skrifterne til laegfolket behandler modsaetningen til romerkirken, et himmelbrev formaner til bod, og andre skrifter drejer sig om drukkenskab, om aegteskab, om forberedelse til doden og om dommedag.

N. P. havde studeret i Wittenberg og var klart pavirket af Melanchtons metoder og til en vis grad ogsa af hans synspunkter. De pastorale arbejder afspejler de store vanskeligheder ved reformationens rent praktiske gennemforelse, og forf. viser velbegrundet, at specielt m. h. t. det almindelige pr£estedomme fulgte N. P. ikke Luther, men stod pa linie med Melanchton, idet han betragtede praesten som Guds repraesentant over for lasgfolket. I tilknytning dertil bringes der en oplysende redegorelse for N. P.s organisation af kirkestyret, hovedsagelig baseret pa nogle hidtil ukendte synodalstatutter fra 1557.

Det sidste hovedafsnit placerer N. P. inden for samtidens teologi. Deter vanskeligt at na frem til helt sikre resultater, fordi N. P.s arbejder ikke er spekulativ teologi og derfor kun ganske kort og unuanceret berorer de omstridte emner. Trods N. P.s filippiske syn pa. praestedommet afviser forf. Bjorn Kornerups karakteristik af biskoppen som en klar og utvetydig tydigtilhaenger af Melanchton, navnlig fordi N. P. uforbeholdent haevdede det lutherske nadversyn. Der er naeppe tvivl om, at han ansa sig selv for en aegte lutheraner, og muligvis har hans egne studier ikke vaeret dybtgaende nok til, at han selv har vaeret helt klar over modsaetningen mellem Luther og Melanchton. N. P.s skrifter varsler om den kommende modsaetning mellem gnesiolutheranere og kryptokalvinister, og deter da ogsa aldeles legitimt, at forf. laegger mest vaegt pa at placere N. P. i forhold til Luther og Melanchton. Imidlertid ville det have givet denne fortrinlige analyse storre dybde, hvis N. P. ogsa var blevet bragt i relation til de forste reformpraedikanter og Confessio Hafniensis 1530, hvis temmelig begraensede forstaelse af Luther meget vel kan have sat sig varige spor i Danmark.