DET DANSKE GESANDTSKAB I WASHINGTON 1940-42

Da den anden verdenskrig var slut, og Danmark igen var blevet herre i sit eget hus, var besaettelsestiden billedlig talt at ligne ved et stort bjergmassiv, der hylledes i en tact tage, hvoraf enkelte tinder ragede op. En af disse tinder var Gronland, en anden var det danske gesandtskab i Washington; de andre tinder skal her lades uomtalte. I de:i opgaende friheds sol tegnede bjergmassivet sig i rosa skasr. Siden er solen steget hojere, tagerne er lettet, strukturerne i bjergmassivet afdeekkes. Lidt efter lidt kommer besaettelsestiden til at ligge i videnskabens skarpe lys. Om end lyset aldrig vil na ned i de sidste afgrunde, og fjerne dale laenge vil vsere uopdagede og maske ikke mere vil kunne nas, sa er strukturerne ved historikernes arbejde nu ved at klarlaegges.

Dr. Finn Lokkegaard faerdes hjemmevant i dette landskab. Han viser os vej og forklarer, hvorledes forbindelseslinierne har vaeret, og han beskriver de personer, der har bevaeget sig her i krigens ar, han gar ind pa, hvordan de har disponeret og argumenteret.

Forfatteren er sadan set gaet pa en historisk opdagelsesrejse. Med omhu har han samlet en uendelighed af oplysninger, og han har det privilegium, som den forste opdagelsesrejsende i et ukendt omrikb naturligt har, at kunne bringe meget nyt og give et vasld af oplysninger, som hidtil har vaeret offentligheden temmelig ukendt. Afhandlingen er grundlaeggende, og den flid, den indsigt i mange komplicerede sammenhaengs og den forskerenergi,der her er lagt for dagen, ma finde uindskraenket anerkendelse. For et ojeblik endnu at blive i billedet med det store landskab, der nu klarere tegner sig for vort blik, ma det tilfojes, at foriatteren pa. faerden gennem de vilde og farefulde egne folges af en skygge. Deter bogens hovedperson, Henrik Kauffmann. Ham kan forfatteren pa intet tidspunkt komme fri af, ja, der har vaeret en risiko for, at det kurme ga som i H. C. Andersens eventyr, at skyggen er ved at tage magten fra sin herre. Det er ikke sadan, at forfatteren forholder sig ukritisk over for Kauffmann;

der er mange reservationer og forbehold, ogsa ganske harde anklager;
men man ma alligevel sige, at forfatteren anskuer problemerne ud fra
Kauffmanns position.

Ejendommeligt er det imidlertid med dette in mente., at forfatteren ikke giver en sammenfattende vurdering af Henrik Kauffmann. En kort omtale af hans barndom, hans skegts traditioner og hans karriere havde vaeret pa sin plads og ligeledes en almindelig karakteristik af hans personligheds seerpraeg. Der er ingen tvivl om, at han var en aergerrig mand, og gudskelov for asrgerrigheden i et samfund, hvordan skulle vi ellers finde politiske ledere. Hans motiver var utvivlsomt idealistiske; men han var hard, nar han sogte at na sine mil.

Med stor interesse kan man folge forfatterens udredninger af Kauffmanns dobbeltpolitik, af den danske regerings dobbeltpolitik og af den amerikanske regerings dobbeltpolitik, dertil kommer sa den tyske charge d'affaires dobbeltpolitik; ja, i realiteten spillede alle dobbeltspil, og deter lykkedes saerdeles godt at fa dette frem. Det skal villigt medgives, at situationen ofte kraevede suspension af gaengse normer. Pa den anden side er det karakteristisk, at alle mere eller mindre forsogte at finde et retsgrundlag for deres handlinger, eller i al fald en retslig argumentation for at forklare eller bortforklare eller legitimere afvigelserne fra de almindeligt gaeldende regler. Det gaelder ikke mindst hovedpersonen Henrik Kauffmann; det ser man klart ved at betragte de begreber, som forfatteren logger til grund for udredningerne. Der er to hovedbegreber: suvercenitetsjiktionen og begrebet »negotiorwn gestio« eller pa dansk princippet om uanmodet forretningsforelse. Disse to begreber tjener legaliseringen af Kauffmanns handlinger. Det tredje grundbegreb »Good-will-politikken« er der her set bort fra. Det indbefatter de lidt übestemte ideelle motiver, som var ledende for Kauffmann og hans naermeste medarbejder, P. Bang-Jensen.

En naermere analyse af hovedbegreberne havde i hoj grad vaeret pa sin plads og en provelse af deres baeredygtighed ligesa. Tilsyneladende acceptererforfatteren negotiorum-gestio-tankegangen i den Kauffmannske form. Kauffmann udvikler forste gang argumentationen om uanmodet forretningsforelsei et telegram til danske gesandter i neutrale lande, den 20. april 1940, hvor han siger: »Vi, der er de eneste anerkendte frie repraesentanterfor danske interesser, ma under omstaendighederne handle efter princippet om uanmodet forretningsforelse. Ved at foretage henvendelser til eller anerkende henvendelser fra Danmark forringer vi vort juridiske grundlag« (s. 39). Sadan skriver Kauffmann, og forfatteren kommenterer: »Princippet horer egentlig hjemme i obligationsretten; men Kauffmann overforer det altsa til folkeretten og pastar, at han ma handle efter det.

Og med »ma« mente han »er forpligtet til« «; men sa dterer forfatteren af et telegram fra Kauffmann et par dage senere: »De danske repraesentationer,som stadig er i stand til at handle frit, er forpligtet til at patage sig - pa basis af negotiorum-gestio-princippet - at beskytte bade den danske regerings og private danskes interesser uden for det tysk-domineredeomrade pa bedst mulig made,« og derefter fortsastter han for egen regning: »Negotiorum-gestor-princippet og princippet om uanmodet forretningsforelseer det samme. Det vidtgaende krav, som vist aldrig for har Vceret gjort gaeldende folkeretligt, gaelder de repraesentanter, som stadig er i stand til at handle frit«.

Der er imidlertid en betydningsfuld forskel pa de to citater, kun i det forste tilfaelde afvises en forbindelse med regeringen i Kobenhavn, i det andet tilfaelde er der tale om det ganske selvfolgelige og i nodretten motiverede, at repraesentanter uden for det besatte omrade skal varetage private danskes og den danske regerings interesser. Det springende punkt er her kontakten til Kobenhavn, dvs. onsket om en pclitisk frigorelse fra regeringen som uafhaengig gesandt. Selv stiller forfatteren s. 39 sporgsmalet i denne form: »Er det muligt at legalisere en optraeden som uafhaengig gesandt?« Men det besvares ikke. Man kan imidlertid mere konkret sporge: 1) kan man som uafhaengig gesandt sadan uden videre overfore negotiorum gestor-begrebet fra obligationsretten til folkeretten, og 2) hvor omfattende er negotiorum gestor-begrebet, og ganske specielt 3) kan det indeholde et politisk mandat. Hvad det forste angar, burde forfatteren have radfort sig med folkeretskyndige om emnet. Nu er anmelderen ikke folkeretskyndig, og han skal derfor afholde sig fra en uforgribelig udtalelse - men sa meget kan vel siges, at begrebet ikke er blevet anerkendt i folkeretlig forstand. Det findes ikke omtalt f. eks. hos Alf Ross, men da der her skal diskuteres ud fra historiske forudsaetninger, skal problematikken fortrinsvis underkastes en historisk vurdering.

Hvis man sondrer mellem de frie danske repraesentationers pligt til uden naermere instruks at beskytte bade den danske regerings og de privatedanskes interesser uden for det tysk dominerede omrade pa den ene side og det politiske mandat, som Kauffmann udleder af negotiorum gestor-princippetved ikke at tage ordrer fra det besatte Kobenhavn pa den anden side, sa far man en meget bedre mulighed for at vurdere Kauffmannspolitik. Hvad det forste angar kunne en rimelig karakteristik af negotiorum gestio-princippet efter 9. april gives med folgende citat: »I de tilfaelde, hvor man er berettiget til at handle mod instruks, samt i de mange flere tilfaelde, hvor man ma handle uden instrukser, ma man selvsagtsom altid, nar man optraeder efter nodretsprincipper eller lignende,

eller nar man uden bemyndigelse optraeder for en forhindret person, handle jorsigtigt og konservativt, hvilket som bekendt ingenlunde betyder, at den mest passive er den bedste; tvaertimod vil der ofte blive udkreevet et sasrligt initiativ. Alt dette ved De som jurister lige sa godt som jeg. Nar jeg alligevel med fare for at synes nsesten urimelig omstendelig udvikler det her, er det, fordi jeg er overbevist om, at De - ligesom jeg for mit vedkommende - ma regne med, at man til sin tid vil lasgge et meget strengt kriterium til grund ved bedommelsen af de dispositioner, De har foretaget eller undladt at foretage i mangel af, eller pa trods af, danske instruktioner eller lovbestemmelser«.

Citatet er taget fra et brev, som Kauffmann selv skrev til landsfogederne
pa Gronland den 4. marts 1941. (Blechinbergs beretning, Udenrigsministeriets

Kauffmann har utvivlsomt hermed givet en rigtig karakteristik af negotiorum gestio-princippet i sin naturlige begraensning. Det forudssetter forsigtig og konservativ handling, og en negotiorum gestor kan ikke ga lsengere, end den kunne ga pa hvis vegne, han handler. Princippet ma ogsa forudsaette, at den pagaeldende holder sig inden for sit klart afgrasnsede kompetenceomrade. Den danske gesandt havde ganske klare graenser for sin virksomhed f. eks. i geografisk henseende. Han havde saledes ingen myndighed inden for andre gesandters virkekreds, og hvis der i hans virkekreds var personer, der var udstyret med saerlig bemyndigelse til at handle i en nodssituation, sa matte han respektere dern. En person, der er anmodet om at patage sig en forretningsforelse for en anden i en nodssituation, ma ga forud for en uanmodet forretningsforer.

For Kauffmanns vedkommende er det interessante imidlertid, at han fra forste faerd ville udlede et politisk mandat af negotiorum-gestio-princippet,og at han for at fa. en basis for sin private politik ville have hand i hanke med opgaver, hvor der pa forhand var personer, der havde en ganske klar kompetence. Det gaelder Gronland og de danske skibe, som var uden for tyskernes raskkevidde. Hans ideelle motiver skal ikke drages i tvivl, men derimod hans selvetablerede juridiske basis, som da heller ikke blev accepteret af dem, over for hvem han sogte at gore den gasldende.Det gaelder ikke mindst repraesentanterne for de danske rederier, der havde klare fuldmagter hjemmefra, og landsfogederne pa Gronland, der havde klare fuldmagter til i en nodsituation at handle selvstasndigt Kauffmann proklamerede straks sine mal ved at oprette en dansk skibsfartskomiteog en Gronlandskommission. Der var reelt set god brag for sadanne komiteer, men begge led en krank skaebne, simpelthen fordi hverken skibsfartens repraesentanter eller de gronlandske landsfogeder

uden videre ville boje sig ind under Kauffmanns autoritet som negotiorum gestor. De havde ganske klart hver pa sin post den opgave at varetage de dem pahvilende danske interesser. Skibsfartssagen skal der ikke gores meget ud af her. Deter nok at bringe et par citater fra bogen. Forst s. 119. Her overvejes den mulighed, at gesandtskabet. kunne rekvirere de danske skibe i amerikanske havne, og derpa siger forfatteren: »Kauffmannsstilling som negotiorum gestor indebar logisk set en mulighed for at handle saledes,« og videre udledes det, at hvis Kaufj'mann havde handletsaledes, ville det have betydet ojeblikkeligt brud rned Kobenhavn og afskedigelse. Dette er nok rigtigt, men det »logiske« kommer til kort, nar det naeste argument anfores for ikke at handle pa den made: »Isbrandtsenog sikkert ogsa Tage Nielsen - der var repreesentanterne for A. P. Mollers og Lauritzens rederier - som havde saerlige bemyndigelser hjemmefra ville vaere imod,« siger forfatteren. Det var nemlig helt afgorende.Kauffmann kunne ikke som negotiorum gestor handle mod de lovligereprassentanters onsker. Lignende overvejelser anfizires s. 284. Sagen kunne kun ordnes efter Kauffmanns onske ved et amerikansk magtsprog, som da ogsa i tidens fylde kom. Da skibsfartskomiteen ikke svarede til Kauffmans forventninger, oploste han den af egen magtfuldkommenhed. I et brev fra Isbrandtsen til Kauffmann fremtraeder modsaetningen meget klart (s. 142), idet Isbrandtsen skriver: »Deres ekstraordinaere anbefalinger[om at stille skibene til Englands radighed] sa borl: fra det grundlEeggendesynspunkt, at handler man som »vaerge« [eller negotiorum gestor], kan loven ikke tilsidesaettes. Overgivelsen af den ejendom, som man er beskytter for uden hensyn til personlige eller nationale symboler, ma retfaerdiggoresved mere end pseudolegale almindeligheier«. De pseudolegalealmindeligheder betyder en omskrivning for Kauffmanns forsog pa at tiltage sig myndighed i skibssager ved en udvidelse af negotiorum gestioprincippetpa et omrade, hvor andre pa forhand var kompetente.

I forholdet til landsfogederne pa Gronland er problemet imidlertid af storre raskkevidde. Deter nemlig helt klart, at landsfogederne havde befojelsetili nodssituationer at optraede som reprEesentanter for statsmagten.Detfremgar tillige af talrige citater i den foreliggende bog, at USA anerkendte landsfogederne som lokalregering for Gronland. Derfor er det ikke acceptabelt, nar der pa s. 86, hvor forfatteren omtaler situationen i april 1940, tales om en begyndende kompetencekonflikt mellem Kauffmannoglandsfogederne. Man far det indtryk, at Kauffmann efter forfatterensopfattelsehavde en sasrlig kompetence pa linie med landsfogederne.Dethavde han ikke. Kauffmann trasngte sig ind pa deres gebet; og endnu mindre kompetence havde Kauffmanns tilidsmand, bankier

Hans Chr. Sonne. Kauffmanns bestraebelser kan politisk meget vel forklares.Hanville oprette en slags Gronlands styrelse i USA; men det kan ikke retsligt motiveres og slet ikke ud fra princippet om uanmodet forretningsforelse.SelvKauffmanns naermeste ven i det amerikanske udenrigsministeriumAdolfBerle siger den 19. april 1940 (s. 89) »at regeringen i Gronland, selv om den til en vis grader rudimentaer, stadig er en rest af den suverane danske regering. Enhver bemyndigelse, den danske gesandtkanfa fra de gronlandske landsrad og de gronlandske landsfogeder, er derfor en fuldgyldig bemyndigelse til at handle, og han kan handle i henhold til den, hvis vi anerkender det.« Klarere kan det retslige grundlagforKauffmanns forhold til Gronland ikke udtrykkes; men Kauffmann fik ikke uden videre en bemyndigelse til selvstasndig handling. Landsfogederneonskedeen ordning, hvor Kauffmann var deres gesandt i USA (s. 97-98, s. 177). Det ville han bare ikke nojes med at vaere. Landsfogederneansasig ogsa for berettigede til at ga lige til den amerikanske regering, et forhold, der ogsa blev anerkendt af de amerikanske embedsmasnd.Detser ud, som om forfatteren ikke vil acceptere denne konsekvensaflandsfogedernes regeringsbefojelser. S. 94 skriver han efter en karakteristik af denne landsfogedernes opfattelse: »Forholdet mellem Kauffmann og landsfogederne var gaet i hardknude. For Kauffmann var der ikke andet at gore end at hugge knuden over«. Jo, det var der rigtignok.Hankunne have lost knuden op. Det gjorde han for resten ogsa i den givne situation. Han havde nemlig pa det tidspunkt ikke midler til at tvinge sin opfattelse igennem; hans politiske basis var alene State Departmentstilsagnom ikke at ville anerkende en anden gesandt i stedet for ham, altsa endnu et meget usikkert grundlag for en politisk aktion. Det blev, som det naevnes, i den givne situation af USA besluttet at sende en konsul til Gronland. Forfatteren opfatter udsendelsen af denne konsulsomembedsmanden Berles hjaelp til Kauffmann i konfliktsituationen (s. 94). Det var det ikke. Udsendelse af en konsul betod nemlig, at USA officielt anerkendte landsfogederne som de faktiske magtudovere, og det betod, at landsfogederne kunne fa direkte kontakt med State Departmentudenom Kauffmann, og denned at landsfogederne kunne fa oprigtig besked om den amerikanske holdning og ikke matte nojes med orienteringgennemKauffmann, der som forfatteren udtrykker det »tillempede« State Departments synspunkter, som var det hans (s. 90). Det hedder s. 95, at udsendelsen af en konsul foruden etableringen af diplomatisk forbindelsemellemGodthab og Washington ogsa skulle tjene til. at sikre landsfogedernesoverholdelseaf spillereglerne. Det var imidlertid Kauffmann, der ikke overholdt disse regler, for sa havde Kauffmann mattet optraede

som gesandt for landsfogederne, saledes som han blev anmodet om, men det var netop det, han ikke ville nojes med at vaere; formelt matte han dog acceptere denne status; men han gjorde det i realiteten med den begraensning, at han ikke ville tage mod ordrer fra landsfogederne. Kauffmannhavdeen lang vej at ga, for han fik det politiske grundlag, han matte onske for sin virksomhed, og det kunne i al fald ikke opnas ved en paberabelse af princippet om uanmodet forretningsforelse.

Der er ingen tvivl om, at Kauffmann havde idealistiske mal med sine politiske bestraebelser. Han ville medvirke til at skabe et frit Danmark og til at skabe Danmark den bedst mulige position ved en kommende fredsslutning. Men for at gore det kunne han ikke nojes med at vaere uafhaengig gesandt, der modtog visse ordrer og sagde nej til andre, han matte for eller senere bryde med den danske regering; hvis han gjorde det, var han imidlertid ikke laengere negotiorum gestor for den danske regering; men han ville i sa fald udgore en art eksilregering. I indledmngen omtales ogsa dette begreb, det sker pa s. 14, hvor det hedder: »Kc.uffmanns befojelser som uafhcengig dansk gesandt blev udvidet i efteraret 1941, da den amerikanske regering gav gesandtskabet radighed over de bandlagte danske midler i USA. Gesandtskabets amerikansk-anerkendte myndighedsomrade ma fra da af nasrmest sidestilles med en eksilregering. Som en kulmination i udviklingen af en officiel anerkendt negotiomm gestor-position blev Kauffmann i januar 1942 indbudt til pa Danmarks vegne at underskrive De forenede Nationers erklaering sammen med repraesentanter for de allierede regeringer.«

Her ma man anke over, at begreberne sammenblandes. Kauffmann ville ikke nojes med at vaere uanmodet forretningsforer, end ikke med at vaere uafhaengig gesandt, han ville fra forste faerd lose den politiske opgave at forberede Danmarks befrielse. Sadan set dannede han en embryonisk eksilregering allerede i april 1940, men han kunne ikke skaffe sig et magtgrundlag for denne politik for aret efter. Men hvori magtgrundlaget skulle besta, var ham straks helt klart. Foruden skibene var det frem for alt i hans bevidsthed Gronland, og derfor onskede han at fortraenge landsfogederne fra deres naturlige position som udovere af regeringsbefojelser pa Gronland. Som forfatteren flere gange nzevner, var han her saerdeles hardhaendet; men hans aktioner godtages i bogen, uden at der gas naermere ind pa, om de var nodvendige eller ej.

Et par eksempler vil vise det. Landsfoged Eske Brun havde taenkt sig at blive i USA i vinteren 1940-41. Det passede ikke i Kauffmanns og Sonnes planer, og Kauffmann fik sin ven i State Department, Adolf Berle, til at beordre Brun til Gronland (s. 179—f.)- Argumentationen var

tilsyneladende venlig: »Det ville normalt vaere uklogt at lade den anden landsfoged, Svane, helt alene tilbage med de mange vanskelige lokale problemer.«Dette Kauffmanns synspunkt udvider forfatteren sa selv ved yderligere at oplyse, at »der var vanskelige forhandlinger i gang med arbejdernei Ivigtut om lon. Arbejderne truede med arbejdsnedlasggelse. Netop i September matte P. Corp [en funktionser i Kryolitselskabet] forladeUSA for at optage forhandlinger om disse sporgsmal i Gronland«. Deter svasrt at acceptere argumentationen, at disse vanskeligheder gjorde netop Bruns naervaerelse nodvendig. Det var jo Corp, der skulle tage sig af denne sag, og man kan forbavses over, at forfatteren kan skrive: »State Department delte naturligvis gensandtskabets og Sonnes bekymringer for, om nu ogsa Gronland kunne klare sig selv. Det var jo lige sa meget et amerikansk problem, som et dansk, da den amerikanske hands-off-politik hvilede pa dette grundlag«.

Nar anmelderen gor ophaevelser over dette, er det, fordi han til at begynde med troede pa denne i al fald velvillige fortolkning som et sagligt motiv ved siden af det mere magtbestemte; men nar man sa nar frem til s. 315, star der: »Efter landsfoged Bruns hjemrejse i oktober aflagde landsfoged Svane pa State Departments opfordring besog i USA, fra forst i november til midt i december 1940«, og sa ma man da slutte, at altsa en mand kunne klare opgaverne i Gronland. Kauffmann og Sonne ville altsa blot i oktober have Eske Brun af vejen (hvis Eske Brun var blevet, kunne han nemlig bade have vaeret gesandt for Svane og lokal leder af Gronlands okonomiske anliggender), og Kauffmann og Sonne var taknemmelige, da Berle ordnede sagen for dem med et magtsprog. Svanes besog er pa den anden side et vidnesbyrd om, at amerikanerne respekterede den »provisoriske danske regering for Gronland« ved, at de forhandlede med Svane om forsvarsproblemerne.

Svane var pa denne rejse ledsaget af USA's konsul i Godthab, Penfield, og Berle betonede igen engang under besoget, »at landsfogederne repraesenterede et frit Danmark, i en vis forstand er regenter, der vil viderefore den sande danske suversenitet«. Det ma have lydt felt i Kauffmanns oren(3l7).

Forfatteren har herefter en udmaerket redegorelse for, hvorledes de amerikanske planer om baser pa Gronland udvikles. Det kan vasre nyttigtat fastholde de enkelte faser i denne udvikling. Den 29. januar 1941 arbejdede de amerikanske myndigheder med tanken om at sende en militaerundersogelseskommission til Gronland og onskede, at en indbydelse til en sadan undersogelseskommission burde komme fra Gronlands landsfogederi deres officielle egenskaber (s. 326); den kom da ogsa omgaende,

men i begyndelsen af februar 1941 fik Kauffmanns sp'ecielle ven, Adolf Berle, definitivt overdraget at tage sig af USA's forhold til Gronland i sin helhed. Den 7. februar siger Berle, at man bade bor forhandle med den danske gesandt her som reprsesenterende Gronland og med de gronlandske myndigheder, altsa med begge parter (s. 327). Den 17. februar 1941 fik konsulen i Godthab ordre til som sine egne tanker over for landsfogederneat ventilere muligheden af anlaeg af baser pa Gronland og forberede dem pa, at der ville blive optaget forhandlinger med dem som den danske regerings repraesentanter i Gronland om bygning af flyvebaser; konsulen skulle sige, at det ville ske med respekt for dansk suveraenitet (s. 331). Svanes reaktion var meget velvillig.

Den 18. februar 1941 blev imidlertid Kauffmann gjort bekendt med planerne (s. 332), og han sagde straks, at han heist sa, at sagen blev taget op gennem ham, og senere, at han i hoj grad betragiede ansvaret som sit, han onskede altsa en klar tilsidesaettelse af landsfogederne, og nu kommer sa Kauffmanns endelige aktion imod dem. Hvis man skulle folge forfatterens terminologi, sa matte det, der nu fulgte, karakteriseres pa den made, at Kauffmann benaegtede landsfogedernes adkomst til at vaere negotiorum gestores for Gronlands vedkommende, selv om han tidligere havde anerkendt deres kompetence med visse praktiske begraensninger. Nu skulle de helt underordnes ham. USA's regering havde som naevnt ofte givet udtryk for, at den ansa landsfogederne som den danske regering for Gronland. Nu sagde Kauffmann imidlertid til Berle, at landsfogedernes stilling ifolge loven om Gronlands styre var beskeden, om end de nu havde ekstraordinaere befojelser. Direktor Oldendow i Kobenhavn var den egentlige guvernor, hed det videre, men ikke desto mindre skulle Oldendow, da det i foraret 1940 var meningen at anbringe ham i USA, have vaeret attacheret gesandtskabet, og Kauffmann sluttede heraf, at han selv egentlig var udset til at vaere chef for Gronlands anliggender; dette fremgar af optegnelser af Bang-Jensen, der i alle politiske sager var Kauffmanns hojre hand.

Deter forbavsende, at forfatteren kan acceptere denne tankegang (s. 334), nar man betasnker, hvorledes Kauffmann i sommeren 1940 havde forhindret Oldendows rejse til USA med den begrundelse, at Oldendows ankomst ville blive opfattet som et indirekte forsog pa £.t etablere en tysk indflydelse pa eller indseende med Gronlands forhold. Nar Kauffmann har forhindret, at en mand fra Gronlands styrelse blev attacheret gesandtskabet, sa er der ingen bemyndigelse at hente i den planlagte formelle attachering.

Her skulle det klart vaere sagt, at Kauffmann nu i foraret 1941 fik

sin chance for at opbygge en politisk basis ved at skyde landsfogedeme til side. Man ma gerne her igen understrege, at Kauffmann havde et ideelt sigte, men midlerne var hardhaendede. Det naevnes flere steder undervejs; men samtidig siges det, at hensigten helligede midlerne:, men deter nu ikke sa sikkert. Hensigten kunne ogsa vaere naet med andre midler og dermed tillige et bedre resultat. Man kan naermest tolke situationen i marts 1941 som en modsastning mellem en vordende eller prastenderende eksilregeringog en provisorisk lokalregering. Den afgorende magt la imidlertid hos de amerikanske myndigheder. State Department var frit stillet mellemde to og valgte i den givne situation at give Kauffmann fortrinet. Forfatteren har nogle funderinger (s. 335—f.) om, hvad der kan have bevirket,at USA valgte at arrangere sig med Kauffmann frem for med landsfogedeme. Han stiller sporgsmalet pa State Departments vegne: »Kunne det taenkes, at: Kobenhavn ogsa ville finde sig i en baseaftale mellemden amerikanske regering og landsfogedeme uden at afskedige dem? Hvis den danske regering afskedigede dem, ville den faslde toppen af den danske administration i Gronland uden at ssette noget andet i stedet. Dermed ville doren veere abnet for en direkte udenlandsk administration af kolonien. Hvis det pa en eller anden made skulle vise sig muligt for den danske regering at komme uden om en afskedigelse af landsfogedemeselv efter en baseaftale med deres underskrift, sa ville den amerikanskedobbeltpolitik muligvis kunne fortssette som for.

Blev Kauffmann derimod direkte indblandet i en baseaftale, ville han nasppe kunne undga afskedigelse. Ham havde den danske regering ikke helt sa tvingende grunde til at holde handen over, som den havde for landsfogedernes vedkommende. Men den amerikanske regering havde givet ham et underhandstilsagn om, at den ikke ville anerkende en sadan afskedigelse. Holdt den dette Iofte, matte den regne med et brud med Kobenhavn. Hvis State Departments overvejelser har fulgt disse linier, er det ikke svasrt at forsta, at ministeriet hasldede til en aftale truffet direkte med landsfogedeme, uden om Kauffmann.«

Som begrundelse for, at State Department alligevel valgte at gore Kauffmanntil forhandlingspartner, anfores folgende betragtninger: »State Departmentkan meget vel vsere kommet til det resultat, at ovenanforte raesonnementikke var holdbart i praksis, at man ikke kunne komme uden om Kauffmanns deltagelse under en eller anden form. Hans placering og engagement var saledes, at han naeppe ville finde sig i at sta som tilskuer til en sa vigtig handling. I sa tilfaelde ville hans afskedigelse altsa under alle omstsendigheder indtraeffe og dermed den udvikling, der efter al sandsynlighedville fore til brud mellem Washington og Kobenhavn. Man

kunne altsa lige sa godt give ham en hovedrolle som en birolle«. Efter dette ma man sporge: Er der noget grundlag for disse spekulationer, og svaret ma blive: Naeppe. Der tillaegges myndighederne i Washington en alt for kompliceret tankegang.

State Department kunne nojagtig lige sa godt nsegte at anerkende landsfogedernes eventuelle afskedigelse som Kauffmanns eventuelle afskedigelse. Det var her kun biting, og Kauffmann matte spille den rolle, State Department tildelte ham. Han kunne ikke krasve at spille en hovedrolle, hvis State Department tildelte ham en birolle. Her gjaldt princippet: Alt af nade. Det siger forfatteren for ovrigt selv helt klart i en anden sammenhaeng s. 330. Hvis State Department havde onsket, at Kauffmann skulle vasre tilskuer, matte han vaere det. Men der havde ogsa vaeret grund til at overveje den mulighed, at bade gesandten og landsfogederne havde vasret draget med ind i arrangementet, hver pa sin plads. Deter et stort sporgsmal, om det ikke havde vaeret en fordel for alle parter, om landsfogeder og gesandt saledes havde spillet sideordnede roller. En traktat var ikke til at komme uden om, deri var alle enige.

Forfatterens funderinger giver imidlertid ikke en rimelig forklaring pa amerikanernes valg mellem Kauffmann og landsfogederne, forklaringen kan imidlertid udledes af det, der star i det folgende kapitel. Her kan man laese, at de amerikanske militaere planer sendres 5. maits (s. 337). Pa et mode mellem de kompetente amerikanske militaere og politiske faktorer enedes man om, at »overvejelser over forsvar, domsmyndighed, drift og vedligeholdelse« gjorde det upraktisk som oprindelig pa:aenkt at forhandle med den gronlandske regering om muligheden af, at derine byggede, ejede og drev en lufthavn, som skulie sta aben for alle amerikanske nationer. Den amerikanske haer skulle i stedet patage sig dette arbejde. State Departmentville forhandle sig til en passende aftale med de ansvarlige myndigheder,og forfatteren konkluderer: »USA ville selv udove de citerede funktioner: forsvar, domsmyndighed, drift og vedligeholdelse«, og derpa ma sa anmelderen konkludere: hvis planerne aendredes saledes, var det meget lettere at ordne sig med Kauffmann, der ikke havde f. eks. domsmyndighed,end med de sagkyndige og i alle juridiske og okonomiske forholdkompetente landsfogeder. Tidligere havde amerikanerne regnet med, at baserne formelt skulle opfores med de danske myndigheder pa Gronlandsom bygherrer (s. 331). Deter svaert at se forholdet pa anden vis, end at deter denne forandring i planerne, der far amerikanerne til at vaelge Kauffmann som partner, og derpa, sa snart dette valg var truffet, var det Kauffmann, der sogte at holde landsfogederne helt uden for aftalen.Lidt senere (s. 454) siger forfatteren: »Deter ikke usandsynligt,

at Kauffmann sa pa tanken om rent amerikanske baser med en vis tilfredshed;baser, der formelt sorterede under landsfogederne, ville uvilkarligtstyrke deres stilling over for amerikanerne pa hans bekostning.« Det er utvivlsomt rigtigt; men sa ligger rigtignok ogsa. sporgsmalet naer, om det ikke havde vaeret en alrnindelig dansk interesse at have mere hand i hanke med forholdene gennem landsfogederne end at skyde disse sa übetinget og sa hensynslost til side, sorn Kauffmann gjorde det under forhandlingerneom

Deter i denne forbindelse meget interessant igen at se pa det brev, som Kauffmann 4. marts 1941 sendte til landsfogederne. Tidligere i denne anmeldelse er der citeret et lille stykke deraf; i bogen omtales det i en helt anden sammenha?ng (s. 442), men hvis man saetter brevet ind pa den kronologjsk rigtige plads den 4. marts, sa viser det sig, at brevet er skrevet, netop da Kauffmann gjorde sine krav gaeldende med hensyn til selv at afslutte Gronlandstraktaten uden hensyn til landsfogederne, og sa opdager man, at brevet tjener til at reducere landsfogedernes placering i deres og andres omdomme. I brevet truer Kauffmann med, hvad der vil ske pa regnskabets dag, hvor, efter Kauffmanns mening, »Kobenhavn« ville vaere saerlig nojeregnende med de okonomiske dispositioner, og forfatteren citerer f. eks. (s. 443), at Kauffmann »er bange for, at forhandsindstillingen i Kobenhavn vil vaere den, at de [dvs. landsfogederne] kun havde ret til at benytte sig af disse midler [dollarindtjeningen ved kryolitsalg], om ikke kun i det allernodvendigste omfang, sa dog kun til at afbode ret betydelige afsavn«. Men hvem er i dette tilfaelde »Kobenhavn«, er det den danske regering eller et parlamentarisk undersogelsesudvalg eller Gronlands styrelse? Alle tre muligheder naevnes; men kunne man i marts 1941 forestille sig den davaerende danske regering eller rigsdag i en sadan funktion? Sa vidt anmelderen kan teese brevet, betyder »Kobenhavn« her Gronlands styrelse. Der skal bibringes landsfogederne den opfattelse, at den egentlige guvernor sidder i Kobenhavn, og at de kun er ret underordnede personer i spillet, og at regnskabets dag venter dem. Landsfogederne skulle reduceres som politiske faktorer. Brevet er en naturlig videreforelse af Bang-Jensens tankegang, at hvis Oldendow var blevet attacheret gesandtskabet i Washington, ville Kauffmann i realiteten vaere udset til chef for Gronlands anliggender. Deter vel ogsa Bang-Jensen, der har konciperet brevet.

Det ser ogsa ud til, at landsfoged Svane i denne situation i marts 1941, da Gronlandstraktaten forberedes, er blevet bagtalt i Washington. Der citeres (s. 346) et notat af den amerikanske embedsmand Cumming. Heri blev der givet udtryk for den opfattelse, at Svane matte foretage et valg,

»enten spille bold med USA, som prover pa at genoprette Danmark, eller slutte sig til den anden side«, men forst s. 373 citeres dimming for en senere dagbogsnotits, skrevet da han havde truffet Svane. Her siger han om Svane: »Han er bestemt ikke pro-nazi, og jeg synes, at jeg forstar og sympatiserer med hans problemer og synspunkter i meget hojere grad end nogen sinde for. Jeg kan have gjort ham uret i min tidligere vurderingaf ham.« Jeg synes, at dette aendrede syn burde omtales allerede forste gang, for ellers gar lseseren en tid lang med den stille mistanke, at der var noget om kritikken af Svane.

Forfatterens gennemgang af Gronlandstraktatens tilblivelse er meget fortjenstfuld. Der lasgges ikke skjul pa dens svagheder. Med rette kritiseres Kauffmann for at benytte det ordvalg, at han handlede pa Kongen af Danmarks vegne, og derved bragte Kongen i vanskeligheder. Men nar forfatteren (s. 358), post festum, giver Kauffmann det rad, at han f. eks. til ordene »pa Kongen af Danmarks vegne« burde have tilfojet »som negotiorum gestor«, sa vil det efter det foregaende vaere klart, at anmelderen ikke kan vaere enig med forfatteren, for det forste fordi negotiorum gestio-regelen, som tidligere papeget, umuligt kan give et politisk mandat til en gesandt, og for det andet fordi de gronlandske interesser under den radende nodsituation rettelig blev varetaget af landsfogederne, og de havde ikke brug for en negotiorum gestor. Men nar der ikke bruges denne vending i traktaten, skyldes det nok isasr, at eksperterne i State Department ikke kunne onske dette tvivlsomme begreb indfoit i en traktattekst. Der burde vaere anvendt et helt andet ordvalg. Nar de formelle svagheder i Gronlandstraktaten blev sa iojnefaldende, ligger det i hoj grad deri, at Kauffmann havde et dobbelt formal. Han skulle ikke alene ordne de formelle forudsaetninger for anlaeg af amerikanske baser, men han skulle ogsa udvide sin egen politiske grundvold, og han havde: pa forhand ingen stor basis. Den amerikanske embedsmand Cumming f. eks. er inde pa denne tankegang, idet han endnu 15. april 1941 overvejede sit oprindeli,ge synspunkt, at Kauffmann var gesandt for en fri dansk regering i Gronland, og konsekvenserne deraf; og ifolge den foreli.ggende fremstilling (s. 399 f.) var man i USA meget usikker med hensyn til retsgyldigheden af Kauffmanns underskrift. Dette forhold skulle efter snmelderens opfattelse vaere droftet i sammenhaeng med omtalen af Gro:ilandstraktaten og ikke mange sider senere som indledning til en omtale af den endelige anerkendelse af Kauffmann som en slags dansk eksilregering.

I den i ovrigt udmaerkede gennemgang af traktaten folger man, hvorledesKauffmann
konsekvent stryger udtrykket »Danmarks regering med
hensyn til Gronland«, for helt at holde landsfogederne uden for. Deter et

klart vidnesbyrd om Kauffmanns dobbelte hensigt, og man kan nok forsta,at han i den position ikke kunne opna ret meget over for USA, og der er, sa vidt man kan se, ingen tvivl om, at et samarbejde med landsfogedemehavde givet mulighed for et bedre sagligt resultat. Kritikken gaslder ikke mindst, hvad forfatteren rigtigt fremhasver, traktatens artikel X om dens varighed. Landsfogederne fik end ikke selve traktatteksten at se som grundlag for deres tiltraeden af den. De matte nojes med et resume, og om det resume hedder det (s. 364), »at den fra et dansk synspunkt utilfredsstillende artikel X er kuperet for den allermest utilfredsstillende vending, Berles tilfojelse om, at der skulle vaere indbyrdes enighed om ophoretaf den nuvaerende fare for det amerikanske kontinents fred og sikkerhed«,for traktaten kunne opsiges. Sporgsmalet er stadig: var det nodvendigtat holde landsfogederne udenfor? Det mener forfatteren tilsyneladende;idet han siger, at sagen ville have vaeret vanskelig at fore igennem,hvis landsfogederne var taget med pa rad. Der er i fremstillingen intet bevis for denne pastand. Landsfogederne ville ikke principielt vasre modstandere af en traktat, tvaertimod. Det var Kauffmann, der havde travlt, ikke State Department; men hastvaerket anser forfatteren som begrundetmed, at det var vaesentligt for gesandtskabet at vise vilje til at arbejde med pa et arrangement, som var led i en udvikling henimod Danmarks befrielse, og videre hedder det: »Denne vilje lykkedes det at demonstrere gennem medvirken til oprettelsen af amerikanske baser i Gronland, og hensigten matte her i nogen grad hellige midlerne«; selv om man godkender dette synspunkt, kunne det ikke motivere hastvasrket (s. 367). Deter svasrt at acceptere, at hensigten her helligede midlerne. Det var f. eks. ikke et helliget middel at give det udseende af, at Svane ville gore vanskeligheder; den opfattelse var der ikke grundlag for, da netop Svane tidligere end nogen anden havde talt om amerikansk protektion og vaeret indforstaet med alle forberedelser til anlasg af baser, sa langt han var underrettet. Kauffmann opnaede sin politiske basis, men han havde ogsa kunnet opna den i samarbejde med landsfogederne; selv efter at State Department definitivt havde valgt at slutte aftalen med ham, kunne en oprigtig tilslutning fra landsfogedernes side have vaeret opnaet, og han havde derved gjort sin basis bredere og i videre forstand mere sikker. Det er ikke rigtigt, nar det side 373 naevnes, at Svane abenbart kun onskede at handle, hvis tvangssituationen var tydelig markeret gennem en abenlys trussel mod Gronland. Hr. Svane har selv gjort opma^rksom pa denne fejl; det var den unodvendigt kraenkende fremgangsmade og det darlige forhandlingsresultat, han vendte sig imod, ikke traktaten som sadan. En aftale var efter alles enstemmige udtalelse ikke til at komme uden om.

Et samarbejde med landsfogederne og dertil en mere skansom made at drage kongens person ind i billedet pa havde ogsa lettet stillingen for den danske regering i Kobenhavn. Her matte man fole Kauffmanns optraeden som et magtran, en usurpation. I den beretning, som Kauffmann sendte hjem om Gronlandstraktaten, skrev han, at han »som den hervserende frie repraesentant for dansk suveraenitet som negotiorum gestor for en dansk regering, der ikke selv kunne handle, med landsfogedernes indforstaelse underskrev overenskomsten«. Her var der ingen, som kunne hindre ham i at fremstille sig i funktionen som uanmodet forretningsforer; men forfatteren gor opmaerksom pa en karakteristisk forskel i traktatens engelske tekst og i den danske. I den engelske tekst hedder det, at den danske regering for tiden er forhindret i at udove »its powers in respect of Greenland*, medens den danske oversaettelse har, at regeringen i Danmark er forhindret i at udove sin myndighed, og sadan ogsa i beretningen hjem; af den fremgar det blot, at Kauffmann har optradt som repraesentant for dansk suverasnitet. Der mangier tilfojelsen »pii Gronland«, men deter selvfolgelig en rneget vaesentlig udeladelse. Deri ligger usurpationen.

Deter pa den baggrund, man ma forsta, at Scaveni js om Kauffmann siger, at han har brudt sine pligter som statstjenestemand for at fremme en privat politik. Kauffmann stilede klart mod et brud ried regeringen, og det opnaede han da ogsa ved sin egenmaegtige handling, og han forte en privat politik rigtignok med det mal at gavne Danmark mest muligt ved en fredsslutning, men derfor matte politikken alligevel karakteriseres som privat. Deter ikke berettiget, nar forfatteren af udtryldcet privat politik udleder, at de, der siger saledes, derved ville stemple Kauffmann som en mand, der for sin egen skyld spekulerede i de allieredes >ejr. Sadan udlasgges f. eks. Mogens Hartungs rapport (s. 404). Der er i rapporten ikke hjemmel for denne udlaegning, tvaertimod fremgar det af den, at ogsa Kauffmanns modstandere i gesandtskabet indsa den fordel, det ville vaere for Danmark, at Kauffmann i givet fald kunne gore sig gasldende pa Danmarks vegne efter en allieret sejr. En privat politik kan godt tilstrsebe et ideelt mal.

Deter anmelderens opfattelse, at afhandlingen ville have vundet ved en klarere adskillelse mellem de naturlige, men begrsensede opgaver, man har som uanmodet forretningsforer, og de aktiviteter, som det under normaleforhold kun tilkommer en regering at planlaegge og gennemfore, men som i saerlige situationer en eksilregering kan udove. Det var som sadanKauffmann sogte at repraesentere dansk suveraenitet, og da han selv sogte at udove suveraenitet, matte han i konsekvens heraf underkende

Kobenhavn-regeringens suveraenitetsudovelse, og hermed kommer problemetomkring det, der kaldes suvercenitetsjiktionen, ind i billedet. Mest koncentreret er opfattelsen fremstillet i indledningen s. 16, hvor det hedder:»I modsaetning til Kauffmann pastod den danske regering, at den trods tysk besaettelse stadig var suveraen, og den kraevede, at gesandtskabetskulle adlyde ordrer fra Kobenhavn.« Forfatteren benytter udtrykket suveraenitetsfiktion om den danske regerings pastand og mener, at det var en fiktion, som det af hensyn til besaettelsesmagten var nodvendigt at opretholde, desuden henvises til den danske regerings interesse i at soge den opretholdt ikke mindst i USA for saledes at styrke sin stilling over for tyskerne. Synspunktet uddybes s. 185, hvor det hedder: »Den danske pastand,at regeringen havde ledelsen i landet, stod imidlertid i diametral modsaetning til den antagelse, som Kauffmanns politik hvilede pa, nemlig at regeringen i Danmark var under tysk tryk. I dette modsaetningsforhold la selve kernen i den konflikt, der snart udviklede sig mellem gesandten i Washington og den danske regering.«

Nu havde det vaeret at onske, at forfatteren ikke havde opereret med sa übetingede storrelser. Det havde vaeret godt, om han havde citeret, hvad professor Alf Ross skriver om suveraenitetsbegrebet i sin folkeret, hvor det siges, at der naeppe er noget omrade, hvor der hersker storre uklarhed og forvirring end her. Deter ikke alene det, at der snart findes lige sa mange definitioner af suveraenitetsbegrebet som forfattere, men ogsa at der ikke hersker enighed om, hvad dette begreb skal tjene til i folkeretten(s. 42). Her ma det indskydes, at den politiske hensigt med suverasnitetsbegrebetsbenyttelse i hvert enkelt tilfaelde nok kan findes, men sa er der altsa tale om et politisk middel, ikke et folkeretligt begreb. Ross anforer, at suveraenitetsbegrebet ma erstattes med begreberne »selvstyre«,»handleevne« og »handlefrihed«, og yderligere siger Alf Ross: »Absolut handlefrihed har ingen stat.« Forfatteren ville af fremstillingen hos Alf Ross havde faet et klart indtryk af suveraenitetsbegrebets relativitet;men vi skal naturligvis her iagttage problemet under en politisk og historisk synsvinkel. Deter indlysende, at Danmark med besaettelsen havde mistet en vaesentlig del af sin handlefrihed; men det burde anfores,at der er en uendelighed af grader fra militer bessettelse til total udslettelsesom stat, altsa f. eks. mellem den skaebne, der overgik Danmark, og den Polen og Tjekkoslovakiet matte lide. Konflikten mellem Kauffmannog regeringen opstod, fordi Kauffmanns antagelse i den forstand var ukorrekt, at regeringen med besaettelsen havde mistet hele sit selvstyre,sin handleevne og handlefrihed. Faktisk vedblev den at kunne udoveen hel del af sine funktioner, og den kunne opretholde en status som

ikke-krigsforende magt; desuden kunne den inodsat andre af Tyskland besatte lande opretholde diplomatiske kontakter med neutrale lande. Forfatteren viser fuld forstaelse for, at den danske regering i sit spil mod Tyskland matte vasre staerkt interesseret i at bevare mest muligt af sin diplomatiske bevaegelsesfrihed; men rigtignok viser han en endnu storre forstaelse for Kauffmanns bestraebelser for at reducere den danske regeringsbevEegelsesfrihed. Kauffmanns politik hvilede pa den tankegang, at den danske regering havde kompromitteret sig den 9. april ved ikke at ga af, og at Denmark ved at danne basis for tyske krigshandlinger imod Norge havde brudt sin neutralitet, og at Danmark derfor teknisk set var krigsforende pa tysk side, og hvad der var tilbage af politisk bevaegelsesfrihedhavde intet med suveraenitet at gore. Derfor opererede han med forestillingen om en suverzenitetsfiktion.

Svagheden ligger i ordet fiktion. Hvad Danmark havde tilbage af diplomatiskebevasgelsesmuligheder efter 9. april lettede den danske regeringi spillet mod den tyske besaettelsesmagt. Opretholdelsen af den dobbeltediplomatiske forbindelse mellem Danmark og USA var et politisk aktiv og folgelig en realitet, ikke en fiktion. Bortset fra, at det besatte Danmark ikke kunne udove suveraenitetsfunktioner pa Gronland, var der egentlig ingen nodvendig begrsensning i dets forbindelse med USA; og Damarks interesse i at bevare denne forbindelse, ogsa efter at Gronlandstraktatenvar undertegnet af Kauffmann, var ganske elementaer, sa at man ikke kan forsta forfatterens forbavselse derover, nar han siger: »Tv£ertimod hvad man matte vente, forte den amerikanske anerkendelse af den danske gesandt som uafhsengig gesandt ikke til noget diplomatisk brud mellem Washington og Kobenhavn.« Det ma vasre, fordi han er blevet hildet i denne saerlige forestilling, som han forbinder med ordet suverasnitetsfiktion, at han udtrykker sig saledes. Ellers kunne det ikke overraske. Klarest fremtraeder forskellen i opfattelsen mellem Kauffmannog Scavenius, nar man modstiller Kauffmanns synspunkt, at Danmarkhavde brudt sin neutralitet, hvad for ovrigt ogsa det suverasne Sverigegjorde, med den danske regerings synspunkt, der gik ud pa at soge Danmarks status som ikke-krigsforende magt fastholdt, en status, der var en videreforelse af neutralitetspolitikken, og som teoret.sk kunne fortsaettesi en ny neutralitetspolitik efter krigen. Dette problem spillede en rolle i diskussionen om skibene. Skibskomiteen, Dan committee, onskede (s. 115) i april 1940 en amerikansk bekraeftelse pa, at de danske skibe ikke var skibe fra en krigsforende nation, men Kauffmann fraradede en henvendelse af den art og anbefalede realitetsforhandlinger med englamdernepa en tillidsfuld og venskabelig basis og under forudssetning af, at

skibene overgik til engelsk flag. Det var en demonstration, han onskede,
ikke et forretningsmsessigt arrangement med videre politisk perspektiv.

Kauffmann forstod naeppe til at begynde med raekkevidden af realiteten i det forhold, at Danmark trods alt var en ikke-krigsforende magt. Han onskede med visse begraensninger at stotte de allierede sa direkte som muligt »i tillid til britisk loyalitet og storsind og tillid til, at de allierede, der kaemper for vort land ogsa vil vise det hardt ramte Danmark andre indrommelser,« som Bang-Jensen formulerede synspunktet ien anbefaling af planen om at lade danske skibe midlertidigt overga til engelsk flag. Derimod palagde Kauffmann sig begraensninger med hensyn til Gronland. Her sa han hellere amerikanere end de krigsi'orende englasndere og canadiere.

Som led i bestraebelserne for at skaffe sig en politisk platform matte Kauffmann soge at reducere vidnesbyrdene om, at Danmark trods alt havde bevaret noget af sin suverasnitet. S. 43 nasvnes med Berles dagbog for 22. april 1940 som kilde, at Kauffmann, som han sagde, ville blive meget glad, hvis State Department ville skifte USA's gesandtskab i Kobenhavn ud med et generalkonsulat, saledes som det havde gjort i Prag; »det ville mere prascist afspejle den virkelige situation og ville bidrage til at tilbagevise den tyske pastand om, at den danske regering stadig var uafhaengig og handlede frivilligt.« Det havde va^ret rimeligt her at gore en bemaerkning om forskellen pa situationen i Prag og i Kobenhavn. S. 200 berettes om, hvorledes Kauffmann gor sin indflydelse gaeldende for at hindre en delegation af Gronlandseksperter med direktor Oldendow i spidsen i at komme til Washington; »han var bange for, at deres tilstedevaerelse her ville forplumre vandene«, underforstaet for ham. For den danske regering havde det vasret et plus, om Oldendow m. fl. havde kunnet rejse, og den amerikanske gesandt i Kobenhavn nasrede ingen betaenkeligheder ved at give visa; men forfatteren tolker med rette aktionen mod Oldendow som et af tegnene pa, at Kauffmann folte, at han til stadighed matte bearbejde State Department, for ligesom at holde det uofficielle syn pa den danske regering levende. Kauffmann henviste i sin samtale med embedsmanden (Moffat) heller ikke til den formodede allierede reaktion pa Oldendows rejse. De allierede kunne naeppe have faet noget ud af en protest, hvis USA lod Oldendow komme til Washington; men det, der bekymrede Kauffmann, var hans egen stilling, som forfatteren siger, og den beiastning, delegaternes stilling ville vaere for den.

Dr. Lokkegaard anser imidlertid Kauffmanns »holdning« for nodven~
dig. »Kauffmann har folt,« hedder det, »at han ikke pa nogen made
kunne tillade sig en vaklen over for State Department, han matte gennemsin

nemsinegen kompromislose holdning soge at holde State Departments halve losning pa ret kol, animere State Department til at holde fast ved sin underhandsredegorelse (det ma vaere underhandisanerkendelse) gennemsit eget eksempel« (s. 201).

Det fremgar altsa heraf, at det var Kauffmann, der onskede dansk suveraenitetgjort sa fiktiv som muligt, ikke amerikanerne. Deter rigtigt, at Kauffmanns bedste kort over for State Department i dette stykke var henvisningentil, at man ikke matte give det udseende af, at der blev etablereten tysk kontrolleret dansk indflydelse i Gronland (s. 250). Men som det siges, er dette ogsa blevet forstaet i Kobenhavn, og det har medvirket til, at Kauffmann fik lov at fortsaette sa laenge, uden at den danske regeringforsogte pa at afskedige ham. Men fra den gronlandske nfidvendigheddrages alt for vidtgaende konsekvenser. Pa s. 48.2 siges det, at det ikke var muligt for Kauffmann loyalt at folge sin regering uden skade for danske interesser, og at man ikke ma se bort fra det faktum, at Gronlands situation gjorde Kauffmanns uafhaengighed af Kobenhavn nodvendig,hvis man accepterede malsaetningen at bevare Gronland for Danmark.Deter svaert at se det rigtige heri. Blot landsfogederne styrede uafhasngigt af Kobenhavn, og Kauffmann i den henseende havde daekket dem, sa kunne han godt uden skade for - ja til gavn for danske interesser - vaere loyal imod regeringen i Kobenhavn. Kauffmann benyttedeimidlertid hensynet til Gronland langt ud over, hvad der var sagligt berettiget. Helt frem til april 1941 vedblev denne saerlige stilling for Gronlandat vaere hovedargumentet, nar Kauffmann skulle begrunde, hvorfor han ikke kunne give sin regering oprigtig besked om, hvad han foretog sig pa egen hand. Bortset fra, at den danske regering matte se i ojnene, at den ikke kunne udove suveraenitet over Gronland, var der egentlig ingentvingende grunde til at genere den danske regerirg i dens kontakter med neutrale lande. Ja, end ikke med hensyn til Gronland onskede USA formelt at opgive enhver forbindelse med Kobenhavn, State Department droftede saledes pa foranledning af regeringen i Kobenhavn sporgsmalet om, hvorfor der i Kobenhavn ikke var sogt exequatur for konsulen i Godthab.Foranlediget af en foresporgsel fra Kobenhavn udarbejdede Kauffmannsven Adolf Berle et udkast til et svar. Heri hed det (s. 231), at den amerikanske regering ikke kunne anse den danske regering som vaerende i stand til at udove sin fulde suveraenitet. Det var altsa en udtalelse pa Kauffmanns linie. Denne passus blev imidlertid stroget af viceudenrigsministerSumner Welles. Det syntes Kauffmann ikke om, og han henvendtesig derefter selv til Mr. Welles og henstillede, at udkastets formuleringbibeholdtes, altsa indskrsenkende med hensyn til dansk suverasnitet,men

tet,menhenstillingen blev ikke taget til folge. USA onskede altsa ikke at betragte den danske suverasnitetsudovelse som en ren fiktion. I Kauffmannsberetning til regeringen fremstilles dette forhold imidlertid ikke oprigtigt; men hvad der her sasrlig interesserer er forfatterens egen kommentar(s. 232), hvor det hedder: »Vi har jo i ovrigt allerede fastslaet, at det matte vaere en klar dansk interesse, at det neutrale udland sluttedeop om suveraenitetsfiktionen«. Nar dette stykke citeres, er det, fordi det tydeligt viser, hvor stasrkt Kauffmanns tankegang prceger forfatterens opfattelse. Tvaertimod kunne man sige, at hv^s Danmark kunne fa USA's stotte til at opretholde resterne af den danske suveraenitet, sa blev der derved opnaet en politisk realitet.

I foraret 1941 ordnede den amerikanske regering det lovmaessige grundlag bade for de danske skibes, Gronlands og de indefrosne danske rnidlers vedkommende til Kauffmanns fordel; men forst i September 1941 fik Kauffmann officielt adkomst til at disponere over Nationalbankens mi,dler, og forst den 25. oktober fik han formelt en overordnet stilling i forhold til landsfogederne pa Gronland. Erklasringen af 25. oktober 1941 betod en anerkendelse af Kauffmann som en slags eksilregering med virkefelt i selve USA og pa Gronland.

Da USA indtradte i krigen i december 1941, aendredes vilkarene vaesentligt, og det fremhceves med rette, at dermed blev situationen lettere for Kauffmann. Den diplomatiske forbindelse mellem USA og Danmark blev definitivt afbrudt, og Kauffmann kunne frit udfolde sine politiske bestrsebelser med fuld amerikansk stotte. Forfatteren gar ind pa Kauffmanns egenmaegtige optrasden ved 2. januar 1942 i princippet at tiltraede De forenede Nationers erklaering af 1. januar 1942, og han gennemgar derefter den protest, som Erik Scavenius udsendte den 7. januar 1942. Redegorelsen slutter med. ordene: »Parterne talte ud fra hver sin forudsaetning. Det fiktive Danmark, pa. hvis vegne Kauffmann handlede, var et Danmark i Norges, Hollands, Belgiens eller et hvilket som heist andet besat europaeisk lands situation. Nar Scavenius gik ind pa tanken om et frit Danmark i sin polemik med Kauffmann, var det et übesat Danmark med et stserkt Tyskland som nabo, et Danmark, der ganske som Sverige ville vaere bundet til de mest vidtgaende hensyn til Tyskland. De to parter talte forbi hinanden i deres dialog.«

Hertil er der en hel del kommentarer at knytte. For det forste stod KauffmannsfiktiveDanmark ikke pa linie med lande som Norge, Holland ellerBelgien,men derimod pa linie med de Gaulles frie franske og det besatte Thailand. Det var pa linie med disse landes repraesentanter, at Kauffmann undertegnede De forenede Nationers erkhering, ikke som

Norges, Hollands eller Belgiens repraesentanter, og Kauffmann gjorde tilmedreservationer,som det fremgar af redegorelsen (s. 490). Kauffmanns tiltrasdelseserklaering forudssetter nemlig maerkeligt nok, at der findes et ikke-krigsforende Danmark under et hjemmestyre, saledes som det, den davaerende danske regering udovede. Kauffmann erkla;rede, at den danskenationtroede pa principperne i Atlanterhavsdeklarationen af 14. august 1941; men han appellerede kun til de danske i den frie verden om at yde deres bedste i den faelles kamp for sejr over Hitlerismen, og han sluttede sig derfor ikke til erklseringen af 1. januar 1942 som sadan, men til principperne i erklaeringen som om denne var underskrevet af en fri, dansk regering. Man kan altsa konstatere, at Kauffmanns ordvalg nu er saerdeles forsigtigt med henblik pa den status, som den danske regeringiKobenhavn besad, sammenlignet med hans ordvalg i forbindelse med Gronlandstraktaten. Det kan opfattes saledes, at han nu havde faet sit eget grundlag i orden og derfor nu med storre forstaelse kunne taenke pa hjemmefrontens problemer. Hans tale hjem til Danmark 1. januar 1942 (s. 492), der blev holdt, for han underskrev sir. tiltraedelse af De forenede Nationers erklaering, var formet som en advarsel mod flere indrommelser;bristepunktetvar naet, men advarslen blev rettet til regering og rigsdag, altsa den regering, han hidtil havde frakendi: al suveranitet, og om hvem han haevdede, at den handlede under tysk tryk. Appellen rummedeimidlertiden anerkendelse af, at regeringen i Kobenhavn repraesenterededetdanske folk og havde en vis handlefrihed og handleevne. Situationenhavdealtsa nu udviklet sig derhen, at Kauffmann ikke lamgerehavdebrug for sit postulat om »suver£enitetsfiktionen« - den var ikke laengere nodvendig, men deter samtidig et vidnesbyrd om hans forstaelse for, at Eksil-Danmark og hjemlandet matte se at finde et faelles fodslag. Forfatteren har helt ret i, at Kauffmanns tale ikke var politisk klog, saledessomstillingen var i Danmark ved nytar 1942, men den betegner alligevel et skridt i retning af en tilnaermelse mellem ude- og hjemmefront. Deter rigtigt, som der gores opmaerksom pa (s. 494), at der var en modsaetningmellempa den ene side Scavenius, der reagerede unodvendig hardt imod Kauffmanns tilslutning til De forenede Nationers erklaering, og pa den anden side en raekke andre ministre, der gjorde gaeldende, at den polemiske tone imod Kauffmann var for staerk og kun kunne opfattes som en polemik imod vestmagterne. Det fremgar heraf, at Kauffmann var ved at fa en bedre politisk daekning i hjemlandet, medens den politik, som scavenius forte, efterhanden modte mere maerkbar modstand. Pa dette punkt standser dr. Lokkegaard sin fremstilling. Deter en forfatters gode ret at afgraense sit emne, som han vil, men deter ogsl. en anmelders ret

dX beWage, at fremstillingen ikke er fort frem til den naturlige afslutning i 1945. En endelig dom over Henrik Kauffmanns gerning kan forst faeldes, nar en sadan redegorelse foreligger. Der vil utvivlsomt i materialet for perioden 1942 til 45 vsere oplysninger, der er af interesse ogsa for forstaelsenafden her skildrede periode. Forhabentlig vil dr. Lokkegaard eller en anden tage traden op, hvor den nu er sluppet.

Nar der til slut skal gives en sammenfattende vurdering af Kauffmanns
politiske fserd fra 1940-42, kan der hertil benyttes folgende citat:

»Den fulgte fremgangsmade, der var i strid med almindelig kutyme, havde saret folelserne hos folk, som man ikke havde grand til at tro havde handlet ud fra andet end venlige folelser over for Danmark. Dette var bade rent menneskeligt set og politisk beklageligt. Efter min mening kunne det samme slutresultat vsere naet pa en mere hensynsfuld og samtidig pa en for dansk anseelse . . . mere vaerdig made.«

Deter et ganske svagt tillempet citat af Kauffmanns egne ord, da Svane med en energisk handling havde traengt Sonne ud fra Gronlands-kommissionen (s. 456). De metoder, som Svane brugte, var en svag afglans af den handfaste made, hvorpa Kauffmann havde traengt de gronlandske embedsmsend ud fra deres naturlige kompetence. Kauffmann brugte her langt skarpere midler, end hensigten nodvendiggjorde.

I bedommelsen af Kauffmanns ideelle mil kan anmelderen vsere enig med forfatteren. Uanset at Kauffmann i forhold til regeringen i Kobenhavn var en rebel eller usurpator, sa blev hans lydighedsnaegtelse retfserdiggjort af udviklingen. De krsefter, som han folte sig solidarisk med, og som han identificerede sig med, stod efter nogle ars forlob som de sejrende. En rebellion eller usurpation finder ingen anden retfasrdiggorelse end den afgorelse, tiden traeffer, og den var i Kauffmanns favor.

Deter dr. Lokkegaards store fortjeneste som pioner at have banet nye veje for dansk historisk forskning. Det kan vasre et overvasldende stort krav at stille til pioneren, at han straks skal kunne gennemtrsenge stoffet helt; der skal ogsa vsere noget at gore for det naeste hold. Dr. Lokkegaards fortjeneste som den, der forst gik pa opdagelsesrejse, vil vsere af bestandighed, og dansk historisk forskning og specielt det na?ste hold af forskere skylder ham megen tak.