Syndikalismen

I det, der er blevet kaldt »studenteroproret« (undertiden ogsa mere generelt»ungdomsoproret«), har unaegtelig mange tendenser og synspunkter gjort sig gaeldende. Det eneste faelles element er maske en almindelig uvilje mod »the Establishment*, mod myndigheder og autoriteter. De mest radikaliserede af studenterne synes endvidere at opfatte »studenteroproret«som led i en generel revolutionser bevaegelse: Man laver revolution i samfundet ved at lave revolution pa sin arbejdsplads 1. Dette er toner, man har hort for. Deter nemlig ret beset grundtemaet i anarkisrnens og (ikke mindst) syndikalismens klassiske program, der her dukker frem som ideologi for den moderne studenterrevolte. Studenterradikalismens teoretiskefaedre er maske ikke sa meget Karl Marx, Lenin, Trotzky eller Mao Tse-Tung, men snarere Bakunin, Malatesta og Pelloutier. Hvor marxismennemlig traditionelt over for anarkister og syndikalister har heevdet den politiske kamps betydning og ment, at revolutionens spydspids skulle rettes direkte mod statsapparatet, har anarkister og isajr syndikalister²

---

1. Se f. eks. Friedrich Mager & Ulrich Spinnarke: Was wollen die Studenten?, Frankfurt a. M. 1967, p. 30, Cohn-Bendit: Venstreradikalismen. Studenteroprfirets Baggrund og Strategi, pp. 311-12, Kbh. 1968 og Bergmann, Dutsche & Rabehl: Rebellion der Studenten oder Die neue Opposition, Hamburg 1968.

2. Det vil fore for vidt her at komme naermere iiid pa de, i ovrigt betragtelige, forskelle, der er mellem anarkismen og syndikalismen og mellem forskellige anarkistiske retninger indbyrdes. Hvad anarkismen angar kan for en orienterende oversigt anbefales: James Joll: The Anarchists, London 1964 og George Woodcock: Anarchism, London 1963.

netop hsevdet, at revolutionen skulle begynde »ude i samfundet« - »pa arbejdspladseme«. Saledes kan det ske, at ideer, som man forlsengst havde afskrevet som dode, dukker frem igen som patraengende aktuelle. Men ogsa bortset fra dette aktuelle perspektiv vil en analyse af syndikalismensideologi kunne vaere af betydelig idehistorisk og politisk-teoretisk interesse.

I det folgende vil jeg give en presentation af den Idassiske syndikalismes
»ideologi«, eller rettere sagt: den syndikalistiske ideologi i den danske
arbejderbevasgelse ca. 1910-21.

Syndikalismen er dels en »ideologi« 3, dels en social og politisk bevasgelse 4. Man plejer at henvise til Frankrig som syndikalismens hjemland, men der er pa ingen mader tale om et rent fransk faenomen. I nogle artier spillede denne militante fagbevsegelse en ikke übetydelig rolle i arbejderbevaegelserne i en lang raekke lande.

Selve ordet »syndicat« betyder »fagforening«, hvoifor »syndicalisme« pa fransk da ogsa betyder fagforeningsbevasgelse slet og ret. Om den revolutionasre eller halvrevolutionaere fagbevaegelse, som vi har i tankerne, nar vi taler om »syndikalisme«, bruger franskmcendene betegnelsen »syndicalisme revolutionnaire«. Denne revolutionsere syndikalisme kan maske generelt ses som en reaktion dels mod industrialismens tendens til store bureaukratiserede magtstrukturer og disciplinering af arbejderne, dels som en reaktion mod det moderne centraliserede statsapparat, og endelig som en protest mod de socialdemokratiske partiers tiltagende reformistiske orientering samt den voksende bureaukratisering inden for den politiske og faglige arbejderbevaegelse. Til disse generelle faktorer kommer sa selvfolgelig de specifikke faktorer i hvert enkelt land, hvor der voksede en syndikalistisk bevaegelse frem.

Den franske syndikalisme, hvis forende teoretiker vai¹ den tidligt afdode Fernand Pelloutier⁵, fik for alvor sit gennembrud i 1902, da de sakaldte »Bourses du Travail« og fagforeningerne smeltede sarnmen til en bevsegelse.Teoretisk kunne man bl. a. bygge pa Proudhons t£.nker om sma selvstyrendeproduktionsenheder i et staerkt decentraliser^t samfund. Ligeledeskunne man ogsa hos Proudhon finde den teoretislce begrundelse for den staerke aversion mod statsmagten. Men ogsa fra marxismen kunne

---

3. Om begrebet »ideologi«: se p. 283 ff anforte betragtninger.

4. Den folgende indledende oversigt har kunnet stotte sig til Val R. Lorwins artikel om syndikalismen i International Encyclopedia of the Social Sciences, vol. 15, pp. 447-451.

5. Og ikke som ofte antaget Georges Sorel. Kfr. G. D. H. Cole: A History of Socialist Thought, vol. 111, part I, pp. 336-338 og pp. 382-87 samt Val R. Lorwin anftfrte artikel pp. 448-49.

man hente elementer til en teoridannelse, f. eks. forestillingen om klassekampensamt den materialistiske historieopfattelse. I endnu hojere grad end marxisterne understregede syndikalisterne de okonomiske faktorers fundamentale karakter og de politiske faktorers underordnede betydning. Fra den franske revolutionsere tradition hentede de franske syndikalister endvidere forestillingen om den revolutionasre voids betydning. Fra AugusteBlanqui og hans tilhaengere fik de forestillingen om den lille militanteelites afgorende rolle i revolutionen. Et karakteristisk traek ved den franske syndikalisme var den afvisende holdning til de politiske partier, saledes som dette bl. a. kom til udtryk i det beromte Amiens Charter fra 1906.

I Italien var syndikalisterne mere fleksible i dette sporgsmal. Syndikalismen vandt i ovrigt genklang i den italienske fagbevaegelse, og de beromte fabriksbesaettelser i 1920 er nok snarere i overensstemmelse med en syndikalistisk tankegang end med gasngs kommunistisk strategi og taktik. I Spanien smeltede syndikalismen sammen med den noget jeldre anarkisme til en anarko-syndikalistisk bevaegelse. Spanien var nok det land, hvor syndikalismen kom til at sta. staerkest, og den spillede her en betydelig rolle endnu i mellemkrigsarene, da syndikalismen ellers de fleste andre steder havde mistet enhver selvstaendig betydning. Fra Frankrig, Italien, Spanien og Portugal spredtes syndikalismen pa et ret ticlligt tidspunkt til en raekke latinamerikanske lande.

En sasrlig variant af syndikalismen opstod i de angelsaksiske lande. I arene for den forste verdenskrig var der saledes i USA en lille, men yderst militant syndikalistisk praeget fagbevasgelse, den sakaldte »Industrial Workers of the World« (IWW)⁷, og i England var der ide mange arbejdsurolighederi det forste ti-ar af indevaerende arhundrede et ikke übetydeligtsyndikalistisk indslag⁸. Hvor meget den angelsaksiske syndikalismehar vseret inspireret fra den franske er svcert at sige, men man ma

---

6. Val R. Lorwin antyder her en vis forskel mellem de syndikalistiske fagforeningsfolk og de intellektuelle tilhaengere af bevaagelsen. »The unionists often seemed to urge direct action for action's own sake. But they did not urge violence for its own sake, as did the intellectuals*. Val R. Lorwin anffirte artikel p. 449.

7. En god fremstilling af IWW's historie er Poul F. Brissenden: The I. W. W. A Study of American Syndicalism, New York 1957 (1919).

8. Syndikalistiske tanker vandt ikke mindst indpas i de i 9O'erne dannede »new unions«. En af de fremtrasdende skikkelser i den engelske syndikalisme var den ogsa i Danmark kendte Tom Mann (se referat af et offentligt mode med Tom Mann i Kobenhavn - Solidaritet, d. 21. 9. 1912). Se i ovrigt om den engelske syndikalisme G. D. H. Cole: A History of Socialist Thought, vol. 111, Part I, 1960, pp. 222-248.

ikke overse, at der i de angelsaksiske lande er en vis tradition for en saerdelesradikal »Trade Unionism*. Meget i den engelske Chartisme peger saledes frem mod den senere engelsk-amerikanske variant af syndikalismen,ligesom Robert Owen's planer om »A General Union of the ProductiveClasses* uvilkarligt leder tanken hen pa de senere tanker i den amerikanskeIWW om »One Big Union«.

Af andre lande i Europa kunne Holland omkring arhundredskiftet opvise en ret staerk syndikalistisk stromning inden for sin fagbevasgelse. Derimod var der i Tyskland med dens veldisciplinerede fagbevaegelse abenbart ikke rigtig grobund for de syndikalistiske ideer. I Rusland var der i den forste fase af revolutionen visse syndikalistiske tendenser, men med det kommunistiske partis stigende centralise ring og monopolisering af magten blev sadanne tendenser efterhanden skubbet mere og mere i baggrunden for til sidst at forsvinde helt9.

I Skandinavien var Norge nok det land, hvor de s)^rndikalistiske ideer vandt staerkest indpas. Martin Tranmsel havde under et ophold i USA stiftet bekendtskab med IWW, og ved sin hjemkomst var han hovedmanden ved oprettelsen af »Fagoppositionen af 1911«. Der var dog ogsa mange andre elementer, som indgik i venstreflojen i det norske arbejderparti og fagbevasgelsen, og deter endvidere naeppe helt rigtigt at karakterisere Martin Tranmael som renlivet syndikalistlo. I Sverige dannede, efter storstrejken i 1909, en rskke utilfredse oppositionsfolk fra fagbeva?gelsen den selvstamdige organisation SAC. Sveriges Arbeta.res Centralorganisation. En organisation, som i ovrigt eksisterer den dag i dag.

I Danmark har den klassiske syndikalisme kun i en kortere periode formaetat vinde fodfaeste og manifestere sig som selvsta:ndig social bevaegelse.I arene 1910-21 eksisterede der inden for den danske fagbevsegelseen oppositionsfloj, der kaldte sig »Fagopposi,tionens Sammenslutning«.Denne »Fagoppositionens Sammenslutning« fungerede imidlertid

---

9. Det sidste afgorende opgor med den syndikalistisk praegede retning inden for Sovjetunionens kommunistiske parti fandt sted pa den 10. Partikongres i marts 1921. Det der vedtagne forbud mod fraktionsvirksomhed var vel i forste omgang rettet mod netop den »arbejderopposition«, der anfort af Schljapnikov og Alexandra Kollontaj havde gjort sig gaeldende under diskussionerne i 1920/21 om fagforeningernes rolle i sovjetsamfundet. Se E. H. Carr: The Bolshevik Revolution 1917-23, vol. I, London 1964, pp. 198-207 og vol. 11, London 1963, pp. 223-227.

10. Se Halvdan Koht (red.): Det Norske Arbeiderpartis Historic, Bnd. 11, Oslo 1939, pp. 72-111. »Fagoppositionen af 1911« vandt i 1920 flertal pa den norske faglige landsorganisations kongres, og den udgjorde ogsa en del af den venstrefloj, som i 1918 sejrede pa Arbeiderpartiets landskongres. Se Jakcb Friis & T. Hegna (red.): Arbeidemes Leksihon, Bnd. 11, Oslo 1933, pp. 782-84.

ikke blot som et oppositionselement i fagforeningerne, den var ogsa samligsstedfor
ideer og synspunkter, som udmaerket, sammenlignet med lignendeforeteelser
i udlandet, taler betegnelsen »syndikalisme« n.

Syndikalismen i Danmark

»Fagoppositionens Sammenslutning« blev dannet den 22. September 1910 12. Den ledende kraft var her jord- og betonarbejderen Christian Christensen, og det var ham, der skrev bevasgelsens program og dens love. Christian Christensen, som vel i dag er mest kendt for sine erindringsboger:»En rabarberdreng vokser op« (1961) og »Bondeknold og rabarberdreng«(1962), skal efter sigende have vseret en af den danske arbejderbevaegelsesstorste agitatoriske talenter¹³. Han gjorde sig gaeldende allerede i det gamle »Socialistiske Ungdomsforbund«, og i 1908 udgav han et blad, »Socialistisk Arbejderblad«, hvori han gav udtryk for en rcekke af de synspunkter, som man senere moder igen i Fagoppositionens blad »Solidaritet«. Politisk folte han sig vist nok som elev af Gerson Trier og Nicolai Petersen, og han betragtede sig tydeligvis som marxistisk socialist14. Det synes i ovrigt at vaere karakteristisk for den danske syndikalisme,at den praesenterer sig selv som vserende socialistisk og marxistisk.Den

---

11. Ernst Christiansen haevder {Danske Smede, Kobenhavn 1948, p. 77 og Smede for og nu, Kobenhavn 1963, p. 64), at den tilslutning, som Fagoppositionen fik, ikke kan tages som udtryk for en tilsvarende opslutning om de syndikalistiske ideer. En antagelse som Tage Kaarsted synes at tilslutte sig Paskekrisen Arhus 1968, p. 389, note 2). Dette er vel ikke nogen urimelig antagelse, men pa. den anden side er det vel heller ikke noget sasrsyn, at et partis eller en bevaegelses tilhaengere ikke alle som en slutter op om samtlige programpunkter og principudtalelser. Hvor omfattende tilslutningen til de syndikalistiske ideer i realiteten har vaeret kan man naturligvis ikke sige noget som heist om. Derimod kan man, efter min mening, med rimelighed sige, at de mere generelle ideer og synspunkter, der blev fremfort i »Solidaritet« kan betegnes som syndikalistiske. Den danske syndikalisme havde naturligvis et vist nationalt »sasrpr<eg« - men det havde den franske vel ogsa?

12. Den hjemlige syndikalismes glansperiode er arene 1910-21. Der har bade for og efter denne periode af og til vaeret svage syndikalistiske tendenser i den danske fagbevasgelse. De vil dog ikke blive behandlet her. I Verdens Gang nr. 6-7, 1962, pp. 194-198, har Carl Heinrich Petersen givet en udmaerket, men kortfattet, redegorelse for syndikalismen i Danmark under den 1. verdenskrig.

13. Christian Christensen dode i 1960. Af andre fremtraedende navne i bevaegelsen kan bl. a. naevnes: maskinarbejderne Lauritz Hansen og Poul Gissemann, murer Jens Storgaard, Albert Jensen (der fungerede som en slags udenrigsredaktor ved »Solidaritet«), og Carl Iversen, skibssmed Andreas Fritzner, H. P. Willumsen og murer Chr. Rassow.

14. I en artikel i Solidaritet den 25. 4. 1914 opfordrer Christian Christensen saledes arbejderne til at laese Marx selv og ikke nojes med at stifte bekendtskab med ham pa anden hand: »Lad vaere med at laese Karl Marx' smaa Eftersnakkere, men lses Marx selv, og I vil faa Klarhed og Overblik over Socialismen*. Og i 1921 skriver han i en redegorelse for bevaegelsens udvikling: »l Sommeren 1910 stod vi, der tilsluttede os Karl Marx' Laere, den m iterialistiske Historieopfattelse og Lseren om Klassekampen - den revolutiona.re Socialisme - atter hjemlose«. (Solidaritet den 10. 5. 1921). Se ogsa Solidaritets kommentar (den 14. 10. 1916) til Gerson Triers udmeldelse af Socialdemoki atiet.

stisk.Dendistancering fra marxismen, som kendetejmer syndikalismen i en rzekke andre lande, moder vi ikke i synderlig grad i den danske syndikalisme.Dette er dog pa den anden side ikke noget enestaende. Det ret stasrke marxistiske islaet er ogsa karakteristisk for f. sks. den amerikanskeog den norske syndikalisme, hvorimod den svenske syndikalisme nok var mere anarkistisk orienteret.

Fagoppositionen fik isaer tilslutning i Kobenhavn, men opnaede dog ogsa at etablere en lang raekke afdelinger i provinsen₁₅. Inden for en rcekke fag opnaede man, efter alt at domme, en indflydelse, der gik langt ud over, hvad man skulle forvente efter antallet af regulaere medlemmer 16.

Efterhanden gjorde Fagoppositionen sig abenbart sa staerkt gaeldende, at arbejderbevaegelsens faglige og politiske ledelse matte ga til modoffensiv. I 1913 blev der saledes pa socialdemokratiets kongres vedtaget en resolution, der fastslog, at medlemmer af syndikalistiske organisationer ikke tillige kunne vaere medlemmer af socialdemokratiet, og at syndikalismen i det hele taget burde modarbejdes med alle til radighed staende midler 17. Derefter vedtog De samvirkende Fagforbiuids generalforsamling sa en resolution, som udtalte tilslutning til den pa partikongressen vedtagne resolution, idet man samtidig fojede til: ». . . at Fagorganisationerne under Hensyn til de eksisterende Forhold i en overskuelig Fremtid ligesom hidtil bor soge Arbejdsforholdene ordnede ved Indgaelse af Overenskomster med Arbejdsgiverne« 18.

DsF benyttede altsa her tillige lejligheden til at bekraefte sin tilslutning
til hele det fagretlige system, det system, sorn Fagoppositionen netop havde
rettet skytset mod. Krigen mellem syndikalisterne og »moderationen«

---

14. I en artikel i Solidaritet den 25. 4. 1914 opfordrer Christian Christensen saledes arbejderne til at laese Marx selv og ikke nojes med at stifte bekendtskab med ham pa anden hand: »Lad vaere med at laese Karl Marx' smaa Eftersnakkere, men lses Marx selv, og I vil faa Klarhed og Overblik over Socialismen*. Og i 1921 skriver han i en redegorelse for bevaegelsens udvikling: »l Sommeren 1910 stod vi, der tilsluttede os Karl Marx' Laere, den m iterialistiske Historieopfattelse og Lseren om Klassekampen - den revolutiona.re Socialisme - atter hjemlose«. (Solidaritet den 10. 5. 1921). Se ogsa Solidaritets kommentar (den 14. 10. 1916) til Gerson Triers udmeldelse af Socialdemoki atiet.

15. Ifolge en oversigt i Solidaritet den 18.9. 1915, p. 4, skule der f. eks. pa dette tidspunkt have vaeret afdelinger og klubber i bl. a. Alborg, Arhus, Esbjerg, Helsingor, Horsens, Koge, Naestved og Odense.

16. Ifolge Christian Christensen var medlemstallet i 1914 »:iogle faa hundrede«, medens det i 1918 var steget til ca. 3000. {Solidaritet den 11.5. 1921, p. 3).

17. Oluf Bertolt, Ernst Christiansen & Poul Hansen: En Bygning vi Rejser, Kbhvn. 1954, Bnd. I, p. 344.

18. Under Samvirkets Flag, Kbhvn. 1948, p. 133. De Samvirkende Fagjorbund 1898-1948.

(som (let hed i den tids sprog) fortes ogsa inden for de enkelte forbund, og ikke mindst interessant er her udviklingen inden for smedeforbundet. Fagoppositionen gjorde sig her isaer gaeldende i Kobenhavn i den store afdeling 119,1¹⁹, samt i Afdeling V (skibssmedene). Allerede i 1912 kom oppositionenen overgang til magten i Afdeling I, men pa en stasrkt besogt generalforsamling lykkedes det »moderationen« at fa syndikalisterne sat fra ledelsen igen 20. Men dermed var oppositionen langt fra kuet. Pa forbundskongresseni juli 1914 var der igen lagt op til et opgor, og der blev her vedtaget en resolution vendt mod den syndikalistiske aktivitet inden for forbundet. Denne resolution blev dernaest - i ovrigt efter krav fra oppositionen - sendt til endelig bekreeftelse ved en urafstemning, hvor den vedtoges med 1150 stemmer mod 650 21. Der blev altsa i forste omgangtale om endnu et nederlag for oppositionen, men netop urafstemningstanken,specielt kravet om urafstemning ved overenskomstfornyelse,var sikkert det programpunkt, der mere end noget andet skulle give den syndikalistiske opposition vind i sejlene.

Sporgsmalet om urafstemning ved overenskomstfornyelser blev endeligtafgjort pa den bevasgede forbundskongres i juli 1917. Forud for denne kongres havde Fagoppositionen fort en ihssrdig agitation for urafstemning. Ernst Christiansen taler i den forbindelse om, at oppositionen med »megentaktisk snildhed« havde koncentreret sig om urafstemningstanken 22. Selv om man naturligvis ikke pa forhand kan afvise de taktiske elementeri situationen, sa ma man dog heller ikke overse, at der for syndikalisternetillige i hoj grad var tale om en »principsag«: I Sammenslutningensvedtaegter var urafstemningen saledes fastlagt som »den i yderste Tilfaeldebestemmende Faktor inden for Sammenslutningens Ramme« 23, og Christian Christensen erklaerer et sted rent ud om Fagoppositionens Sammenslutningat »som en demokratisk Organisation, hvilende pa Medlemmerneslige Valgret, har den selvfolgelig dette [nemlig urafstemning] . . . I Modsaetning hertil hviler de fleste af vore Fagorganisationer pa et udemokratisk,ja i enkelte Tilfaside pa et reaktionaert, parlamentarisk System med indirekte Valgret endda i flere Led« 24. Jeg skal vende tilbage til

---

19. Smedeforbundets syv kobenhavnske afdelinger havde i 1913 tilsarnmen 6720 medlemmer. Heraf stod de 4416 i Afdeling I. (Se I. A. Hansen: Festskrift i Anledning af Dansk Smede- og Maskinarbejder For bunds 25 Aars Jubilaum 1889-1913, Kobenhavn 1913, pp. 380-81.

20. Ernst Christiansen: Danske Smede, p. 64, Kobenhavn 1948.

21. ibid. pp. 73-74.

22. ibid. p. 77.

23. Fagoppositionens Sammenslutning. Program og Vedtcegter, Kbhvn. 1917, p. 8.

24. Solidaritet den 20. 3. 1915.

dette sporgsmal senere, men blot her forelobig understrege dette andet
element i situationen 25.

Efter en heftig debat, der strakte sig over flere dage, vedtog smedekongressen forslaget om urafstemning ved overenskomstfornyelser²⁶. Dette resultat var et sviende nederlag for forbundsformand I. A. Hansen, som under debatten stserkt havde vendt sig mod urafstemningsprincippet. Det var efter dette afstemningsnederlag, han udtalte de senere sa beromte ord: »Ja, kolleger. Jeg kender en, som for forste gang i mange ar, efter 22 ars fagforeningsarbejde, tager sig en lille ferie mi med det samme. Denne kongres kan ikke genvaelge mig. Nu gar jeg. Farvel!« 27 Fagoppositionens karakteristiske kommentar til denne salut vzx, at »nu gik Reprassentanten for Enevoldssystemet, fordi Medlemmerne fik Bestemmelsesret« 28.

Kongresvedtagelsen blev i ovrigt efterfolgende bekraeftet ved en urafstemning blandt forbundets medlemmer. Deter i sig selv ganske interessant, at I. A. Hansen og hovedbestyrelsen sogte at fa aendret kongresvedtagelsen om urafstemning - ved en urafstemning!29

1917-kongressens accept af urafstemningsproceduren ved overenskomstfornyelservar
(uanset de yderst forskellige motiver, de delegerede
matte have haft til at stemme for forslaget) en afgjort sejr for Fagoppositionen30.

---

25. Af referater i »Solidaritet« fremgar, at der faktisk af og til inden for F. S. har vaeret afholdt urafstemning, men vistnok med beskeden stemmedeltagelse. Se f. eks. Solidaritet den 18. 5. 1918, p. 4.

26. Stemmetallene var 95 for, 68 imod. Jfr. Protokol over Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds 14. Kongres, Kobenhavn 1917, p. 117. Disse tal kan naturligvis ikke uden videre tages som udtryk for syndikalisternes styrke i smedeforbundet i al almindelighed, hvilket da ogsa fremgik af kongresdebatten - se anjorte Protokol.

27. Protokol over Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds 14. Kongres, Kobenhavn 1917, p. 117. Den naeste dag vedtoges dog en resolution, der gav udtryk for tillid til I. A. Hansens ledelse af forbundet, og han lod sig da overtale til at fortsaette.

28. Solidaritet den 21. 7. 1917, p. 2.

29. Dette var naturligvis noget, som Fagoppositionen behsendigt udnyttede i sin agitation: »Manden [d. v. s. I. A. Hansen] holder paa Kongressen og Repraesentantskabet som hojeste Myndighed og er imod Urafstemningen som hojeste Myndighed. Men da Kongressen vedtager Urafstemning, forlanger han Sporgsmaalet afgjort netop ved Urafstemning! Altsaa er han imoci Urafstemning, men naar Kongressen gaar imod ham, saa forlanger han Urafstemning. Og hvad vil han saa have denne Urafstemning for? For at slaa Urafstemningen ned! En saadan Parlamentarisme er ganske vittig« {Solidaritet 8. 9. 1917). Ved den omtalte afstemning fastholdt medlemmerne koigressens beslutning med 3000 stemmer mod 1900. Afstemningsdeltagelsen var dog kun pa 29 %. (Ernst Christiansen anjfirte vcerk, p. 81).

sitionen30.Aret efter kunne oppositionen tilfoje I. A. Hansen endnu et nederlag, idet det lykkedes den at fortraenge harn fra posten som formand for skibssmedene 31. Ogsa i Afdeling I erobrede Fagoppositionen nu ledelsen.I foraret 1919 var der nemlig udbrudt en ulovlig arbejdsstandsningpa Kobenhavns Flydedok, og i forbindelse rned denne konflikt fandt der en veritabel magtkamp sted mellem syndikalisterne og »moderationen«,en kamp, der forte til, at den socialdemokratiske formand for Afdeling I blev udskiftet med en mand fra Fagoppositionen. Derefter stottede Afdeling I kraftigt den ulovlige strejke, hvilket igen bevirkede, at afdelingen blev indklaget for Den faste Voldgiftsret, hvor den flere gange blev idomt bod. Til sidst blev afdelingen erklseret konkurs og oplost. I stedet oprettede syndik:alisterae sa en helt ny og fra DsF fritstaende organisation:»KobenhavnsMetalarbejderforbund af 1919 « 32.

Medens syndikalisterne saledes i nogen grad synes at have kunnet gore sig gaeldende inden for smedeforbundet, isser i de kobenhavnske afdelinger, far man nsermest det indtryk, at de stod forholdsvis svagt i arbejdsmandsforbundet, i hvert fald svagere end man umiddelbart skulle forvente, nar man jaevnforer med de tilsvarende bevsegelser i andre lande. Dette forhold er naturligvis vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at forklare nu 50 ar efter.

Maske har Lyngsies relativt radikale politik gjort sit til, at Fagoppositionenhavde vanskeligheder med at vinde solidt fodfasste i arbejdsmandsforbundet33.Maske har ogsa syndikalisternes optoeden i jord- og betonarbejderkonflikteni 1911-12 svaekket deres stilling blandt arbejdsmsendene.Midt under denne konflikt havde jord- og betonarbejderne nemlig skiftet bestyrelse, saledes at »moderationen« i ledelsen var blevet erstattetmed vaskesegte syndikalister. Arbejdsgiverne frygtede nu det vaerste! Men hvad skete? Sophus Agerholm giver i vserket »Arbejdsgiverforeningengennem 25 ar« folgende skildring af haendelsesforlobet: »Med Forligsmanden,der havde forsogt at msegle, maatte denne Bestyrelse selvfolgeligikke

---

30. Endnu 50 ar efter er dette nederlag abenbart ikke glemt. Se Johs. Kjaerbols bitre beretning i Metal, august 1967, pp. 15-16. I samme nr. fortaeller ogsa andre deltagere om denne ophidsende kongres.

31. Ernst Christiansen, op. cit. p. 86. Den af oppositionen valgte formand - Andreas Fritzner - rejste dog allerede fa maneder efter til udlandet, og i stedet valgtes Johs. Kjaerbol, der var pa I. A. Hansens parti, til formand for afdelingen.

32. »Kobenhavns Metalarbejderforbund« talte pa sit hojeste ca. 2000 medlemrner, heraf 1300 fra den gamle Afdeling I. Forbundet blev formelt oplost i 1938. Pa det tidspunkt talte det kun 6 medlemmer - ibid. pp. 88-90.

33. I det hele taget har nek selve det forhold, at der allerede i Danmark var en stcerk organisation af ufaglaerte, spillet en vaesentlig rolle i den forbindelse.

geligikkehave noget at gore. Den skulde skride til direkte Aktion - i Arbejdsgiverforeningen, hvor man var forberedt paa, at Besoget vilde faa et saare krigerisk Forlob. Og saa vilde Skaebnens Ironi og Dansk Arbejdsmandsforbunds Lykke, at de fire Syndikalister, der indfandt sig for at tolke Jord- og Betonarbejdemes Krav, var de medgorligste og ukyndigsteHerrer, en Fagforening nogensinde har sendt til en Forhandling« 34. Skal vi tro den videre beretning, sa opnaede jord- og betonarbejderne et langt darligere resultat, end de ellers ville have kunnet fa. Internt fik denne demonstration af syndikalistisk forhandlingsteknik (eller rettere mangel pa samme) naturligvis til folge, at den syndikalistiske bestyrelse blev sat fra ledelsen igen.

Abenbart var det altsa med vekslende held, Fagoppositionen sogte at hzevde sig inden for de forskellige forbund, og hele dette interessante »spil« mellem forbunds- og foreningsledelser og -opposition kunne nok friste til en naermere analyse, hvis blot ikke kildematerialet var sa spinkelt.

Det haevdes jo undertiden, at antallet af stater i verden med et politisk system karakteriseret ved tilstedevasrelsen af en »opposition«, som er organiseret, legal og legitim, er ret begraenset. Og man har i den forbindelse ment, at netop tilstedevasrelsen (eller ikke-tilstedevaerelsen) af en sadan »opposition« samt hele karakteren af »spillet« mellem >;regering« og »opposition« danner et velegnet udgangspunkt for analyse og karakteristik af et politisk system 35. Bevseger vi os ned pa det subnationale plan, bliver forekomsten af et sadant oppositionsfaenomen vist nolc en endnu mere sjaslden foreteelse. Man kan her henvise til Lipset, Trow og Coleman's undersogelse af det amerikanske typografforbund, hvor der gennem arene har udviklet sig et regukert internt 2-parti system 3f). Men i ovrigt er et sadant system med en opposition, der er organiseret og legal, og som betragtes som en legitim foreteelse, og som omvendt er »loyal«, vist nok ret enestaende.

Fagoppositionen var en i hoj grad organiseret opposition, men den blev ikke, som oppositionen i det amerikanske typografforbund, af lederne og majoriteten betragtet som nogen legitim foreteelse - tvaertimod! Og omvendt kan Fagoppositionen vel heller ikke, bedomt ud fra de i datidens danske fagbevaegelse »etablerede spilleregler«, karakteriseres som nogen »loyal« opposition.

---

34. Arbejdsgiver Foreningen Gennem 25 Aar. 1896-1921, Kobenhavn 1921, p. 303.

35. Robert Dahl (ed.): Political Opposition in Western Democracies, Yale Univ. Press 1966, pp. IX-XIX.

36. Lipset, Trow & Coleman: Union Democracy. The Inside Politics of the International Typographical Union (Illinois 1956).

Men Fagoppositionen gjorde sig ikke blot gaeldende ved sin aktivitet i fagbevaegelsen. Mange af dens medlemmer deltog — sammen med andre kredse, f. eks. fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund - i den »antimilitaristiske bevaegelse «, som det hed den gang.

Stor opm£erksomhed i samtiden vakte ogsa de moder og demonstra tioner -f. eks. arbejdsloshedsdemonstrationer³⁷ - som Fagoppositione ivaerksatte. Af sadanne demonstrationer husker man vel i dag stadig »stoi men pa borsen« i februar 1918 samt gronttorvsmodet i november samm ■AT

Man udgav ogsa et blad og drev en vis (i ovrigt beskeden) publikationsvirksomhed. I december 1911 udkom forste nr. af bladet »Solidaritet«. Det udkom i en arraekke som ugeblad, men blev i slutningen af november 1918 til et dagblad. Det havde pa det tidspunkt - efter egne opgivelser - et oplag pa 15000 mod godt 2000 i 1914 38.

Henimod slutningen af perioden blev sporgsmalet om syndikalisternes stilling til revolutionen i Rusland samt forholdet til nye partidannelser som »Socialistisk Arbejderparti« og senere: »Danmarks venstresocialistiske Parti« samt »Danmarks kommunistiske Parti« naturligvis mere og mere patraengende. Der fortes i denne periode en raekke omfattende diskussioner, bl. a. i »Solidaritet«, og efter en rsekke brydninger39 sluttede Fagoppositionens Sammenslutning og Danmarks kommunistiske Parti sig til sidst sammen i »Danmarks kommunistiske Foderation«. Dette fandt sted i 1921 og markerer afslutningen pa Fagoppositionens rolle som en selvstendig social bevaegelse.

Syndikalismen som ideologi

Syndikalismen er som tidligere neevnt ikke blot en social bevaegelse, men

---

37. I pjecen: Socialdemokratiet og de Arbejdsl<f>se, Kobenhavn 1918, har vi et typisk eksempel pa syndikalisternes argumentation i arbejdsloshedssporgsmalet.

38. Se Solidaritet den 11. 5. 1921, p. 3.

39. Christian Christensens fremstilling af dette begivenhedsforlpb findes i en rsekke artikler i Solidaritet 10. 5.-15. 5. 1921 med faellestitlen: »En Redegorelse til Danmarks revolutionaere Arbejdere for FS's Indtraedelse i Danmarks Kommunistiske Foderation«. En raekke personlige uoverensstemmelser spillede sikkert en ikke ringe rolle. Saledes kom Christian Christensen pa kant med Lauritz Hansen. Antagelig som led i disse brydninger fik FS i foraret 1919 et nyt program, ligesom der i efteraret 1919 blev dannet en fra DsF fritstaende fagforeningssammenslutning: »Foderalistisk Sammenslutning*. Christian Christensen billigede ikke dette skridt - der da ogsa. var i modstrid med den hidtidige organisatoriske linie: at arbejde som opposition inden for den bestaende fagbevaegelse. Se i ovrigt Christian Christensens beretning (der i hoj grad har karakter af et defensorat for sammenslutningstanken).

ogsa en ideologi. Eftersom udtrykket ideologi anvendes pa. mange forskelligemader i litteraturen 40, vil det maske vsere hensigtsmaessigt kort at klargore min egen brug af denne term. Ved ideologi vil jeg i almindelighedforsta dels en opfattelse af det politiske og socude univers, dels en raekke vserdidomme om samme. Vi har vel alle mere eller mindre bevidst dannet os et »billede« af den sociale og politiske »virkelighed«. Velsagtenser vi ligefrem nodt til at foretage en sadan billeddannelse, eftersom vi ikke blot optraeder som observatorer, men ogsa som aktorer. Ideologierneer altsa en slags »briller«, hvorigennem vi ser »virkeligheden« 41. Enhver politisk bevaegelse, ja, ethvert individ, har vel en ideologi i ovenanforteforstand. En ideologi kan naturligvis vasre mere eller mindre eksplicit,mere eller mindre konsistent, mere eller mindre omfattende osv. Eventuelt kan ideologien antage karakter af et omfattende og fast opbyggetsystem (som f. eks. marxismen i dens populariserede og kanoniserede udformning), men dette vil dog langtfra altid veere tilfseldet.

En del af et partis eller en bevaegelses ideologi vil fremtraede som den »erklaerede ideologi«. Deter den del af ideologien, der kommer til udtryk i blade, pjecer, boger, taler etc. Deter ogsa den del af ideologien, der umiddelbart er tilgaengelig for forskningen42. I det folgende vil udtrykket »ideologi« derfor blive brugt mere specielt blot som en sammenfattende betegnelse for en raekke betragtninger af mere principiel karakter fremsat i Fagoppositionens blad »Solidaritet« samt i nogle af bevaegelsens pjecer.

Medens det af forskellige grunde kan vaere svaert at give en fuldt tilfredsstillende historisk fremstilling af syndikalismen som social bevaegelse i Danmark, sa er det betydeligt lettere at kortlaegge den »ideologi«, som bevaegelsen gav udtryk for. Hvilke synspunkter af mere principiel karakter blev fremsat i bladet »Solidaritet« samt i de pjecer, som Fagoppositionens Sammenslutning udgav? Et sadant sporgsmal kan man i hvert fald med nogenlunde rimelighed forsoge at besvare pa. grundlag af det foreliggende materiale. Der stilles altsa et begraenset sporgsm 11 til et begrsenset materiale.

Ved sin stiftelse fremlagde Fagoppositionen folgende program: »FagoppositionensSammenslutning

---

40. Se f. eks. oversigten og diskussionen hos Arne Naess, m. £1.: Democracy, Ideology, and Objectivity, Oslo 1956, pp. 141 ff.

41. Udgangspunktet for disse betragtninger har vgeret nogle i hoj grad stimulerende diskussioner med mine kolleger pa Institut for Statskundskab i Arhus. Se ogsa William E. Connolly: Political Science & Ideology, New York, 1967, og Joseph la Palombara: »Decline of Ideology: A Dissent and an Interpretation* i The American Political Science Review, 1966, No. 1, pp. i—l 6.

42. Sporgsmalet om, hvorvidt den erklasrede ideologi kan tages som et fuldgyldigt udtryk for den totale ideologiske orientering, er naturligvis i sig selv interessant - men ogsa uhyre vanskeligt!

oppositionensSammenslutninger en Sammenslutning af den frisindecU
Opposition indenfor den faglige Arbejderbevaegelse i Danrnark. Den ble\
stiftet i Kobenhavn den 22. September 1910 med folgende Formaal:

1. At forbedre og udvikle de nuvaerende og foraeldede Fagforeninger til
modeme lokale Industri- og Brancheforbund.

2. At udvikle den uduelige Fagkamp til industriel Kamp.

3. At bibringe Arbejderne Kendskab til og Fortrolighed med den modeme
Kamptaktik: den pludselige Strejke, Obstruktion, Sabotage og
solidarisk Boycotning.

4. At afskaffe det organiserede Skruebraekkeri og praktisere Solidaritetsfolelsen
gennem den lokale Sympatistrejke.

5. At bekasmpe den udvidede Lock-out (Sympati Lock-outen) med den
udvidede Sympatistrejke.

6. At udbrede Kendskab til den sociale Generalstrejke, igennem hvilken
den arbejdende Klasse afskaffer det bestaaende Lonslaveri og erobrer
Produktionsmidlerne.

7. Ved alle til Raadighed staaende Midler hensynslost at bekaempe det
kapitalistiske Samfund til Fordel for det arbejdende Folk . . .« 43.

I 1917 blev der mellem pkt. 6 og pkt. 7 indfojet en ny malsaetning: »At arbejde af al Kraft hen til en Adskillelse mellem de faglig-okonomiske og de politiske Organisationer«. I ovrigt undergik programmet betydelige Eendringer hen imod slutningen af perioden. Saledes begyndte f. eks. »radstanken« at spille en vis rolle.

I »Love og Arbejdsprogram for Fagoppositionens Sammenslutning«, 1919, hedder det saledes (§ 2): »Bevaegelsens Formaal er at organisere Arbejderne til Erhvervelse af Kontrollen over Produktionen og endelig Overtagelse af Jorden og Produktionsmidlerne. Dette Formaal soges realiseretved: . . . Organisering af Arbejderne paa hver enkelt Arbejdsplads, i Fabriksklubber, som vaslger en Fabrikskomite ... En videre Sammenslutningaf Fabrikskommiteerne inden for den enkelte Industri til Arbejderraad. . . Et Samarbejde og Sammenslutning af Arbejderraadene for de enkelte Industrier i et samlet Raad for et bestemt Distrikt - Kommune - Og saa fremdeles en videre Uddybning af Samarbejdet og Samvirksomhedenmellem de forskellige Industrier og mellem Arbejderorganisationernei Byerne og paa Landet«. Det tales videre i programmet om oprettelse af soldaterrad og bevasbning af arbejderne. Man kunne naturligvis tage dette nye program som udtryk for en begyndende drejning over mod

---

43. Citeret efter Solidaritet den 14. 3. 1914.

kommunismen. Deter dog mere indviklet end som :>a, idet de, der var gaet mest ind for det nye program, tilsyneladende er de samme personer, som senere staerkest modsatte sig Christian Christen sens tilnsermelse til kommunisterne, ligesom de ogsa allerede pa dette tidspunkt (i 1919) rettedeen staerk kritik mod det kommunistiske Rusland. Christian Christensen (hvis indlceg naturligvis er et partsindlaeg) forklarer dette tilsyneladende paradoks ved at henvise til taktiske motiver: radstanken var pa det tidspunktsa populasr pa den politiske venstrefloj, at man simpelthen matte fremfore den i et nyt program, ikke mindst ogsa for at tage vinden ud af sejlene pa »Socialistisk Arbejderparti« 44.

Forhandling eller direkte aktion

Indledningsvis i det oprindelige program proklameres Fagoppositionens Sammenslutning jo som en opposition inden for den danske fagbevaegelse. Dette var ingenlunde en selvfolge4s. I Sverige f. eks. havde syndikalisterne, som nasvnt, dannet en egen organisation uden for de eksisterende fagforeninger46. Derimod arbejdede man i Norge, ligesom i Danmark, som en organiseret opposition inden for den reformistiske fagbevasgelse.

Der tales videre i programmets forste punkter om industriforbund og industriel kamp. Selve industriforbundstanken var i ovrigt ingenlunde en syndikalistisk opfindelse. Laenge for syndikalisterne gjorde sig g£eldende herhjemme, havde man i fagbevsegelsen droftet industriforbundstanken 47, men man kan maske sige, at Fagoppositionens agitation staerkt bidrog til, at sporgsmalet blev taget op til debat igen pa dette tidspunkt og pa en sadan made, at der skabtes rore omkring det.

Syndikalisternes tanker om industriforbund afveg i betydelig grad fra
I. A. Hansens! De forestillede sig nemlig et helt nyt system af lokale industriforbund48
- rundt omkring i byer og pa arbejdspladser - og disse

---

44. »En Redegorelse til Danmarks revolutioncere Arbejdere«, Solidaritet den 12. 5. 1921. Skal vi tro Christian Christensen, var radstanken alts'a yderst populaer pa venstreflojen i de dage. En egentlig radsbevaegelse, som i f. eks. Norge, fik vi dog aldrig herhjemme. Om den norske radsbevaegelse: se Knut Langfeldt: Dei direkte Demokrati. Radsrepublik eller Parlamentarisme?, Oslo 1966.

45. Se diskussionen om »Fagopposition eller selvstcendig syndikalistisk Bevcegelse* i Solidaritet den 3. 2. og 17. 2. 1917.

46. I Statsvetenskaplig Tidskrift 1957, pp. 134-175, har Curt O. Larsson givet en fremstilling af den svenske syndikalismes videre ide- og programdebat.

47. Jfr. Mogens N. Pedersen: »Industriforbundsdebat - Nu og for 50 dr siden«-, i Verdens Gang, nr. 1, januar 1964, pp. 17-20.

48. Se pjecen Lokale Industriforbund, Kobenhavn 1916.

lokale forbund skulle sa igen knyttes sammen efter foderalistiske principper49til nationale og internationale industriforbund. De syndikalistiske industriforbund skulle endvidere vaere fri for de gamle fagforbunds »oligarkiskeog bureaukratiske ledelser«. Industriforbundene skulle, som det hed, »bygges pa Frisind og fuld Handlefrihed for Medlemmerne. Ingen Overledelse og ingen Pengekasse der kan beslaglaegges« 50. »Overledelsen« skulle blot besta i et »Oplysnings og Meddelelsesbureau« 51.

Vi kan se lidt nasrmere pa de tanker, der ligger bag de danske syndikalistersforestillinger om industriforbund og industriel kamp. Denne den danske syndikalismes »ideologi« har som tidligere nsevnt et ret stasrkt marxistisk islset. Udgangspunktet er saledes den marxistiske forestilling om den okonomisk-sociale »basis« som vaerende »fundamental*. I endnu hojere grad end de »rigtige« marxister understreger syndikalisterne, at det er »basis«, der er »fundamental*. Og denne opfattelse er maske karakteristiskikke blot for de varianter af syndikalismen (som f. eks. den danske, den norske og den amerikanske), der generelt var staerkt pavirket af marxismen,men ogsa for de varianter af syndikalismen som i ovrigt stod marxismen mere fjernt. I det »Manifest til Sveriges Arbetare«, som SverigesArbetares Centralorganisation« (SAC) udsendte ved sin stiftelseskongresi 1910, hed det saledes bl. a.: »Ursprungligen, sa lange vederborande hollo fast vid den materialistiska historieuppfattningen, betraktades politiken - overbyggnaden pa den ekonomiska basen - sasom en underordnadsak, da daremot fackforeningerna i sin egenskap av ekonomiska kamporganisationer och de enda verkligt proletariska organ, som kunde

---

49. I den socialistiske tradition betegner udtrykket »foderalisme« et decentraliseret system bygget op af sma selvstyrende enheder. Storsteparten af Pariserkommunens tilhasngere f. eks. var foderalister. Almindeligvis har anarkister og syndikalister haevdet et foderalistisk standpunkt over for de marxistiske socialisters mere centralistiske holdning. I Fagoppositionens pjece Lokale Industriforbund, Kobenhavn 1916, hedder det bl. a.: »Deter ... vor Overbevisning, at de lokale Industriforbund vil finde hinanden i et frit Samarbejde, hvor den obligatoriske Understottelse ikke mere affoder et okonomisk Herredomme over Medlemmernes Kontingent og dermed over dem selv, men i et frit Samarbejde, hvor hver lokal Organisation selv beholder sine Penge og dermed sin Selvstaendighed« (p. 18).

50. Solidaritet den 20. 1. 1912. Gerald Brenan drager i sin The Spanish Labyrinth (Cambridge Univ. Press, 1960, pp. 143 ff.) en interessant sammenligning mellem de spanske syndikalistiske fagforeninger og de mere bureaukratiserede socialdemokratiske fagforeninger. I 1936, da den syndikalistiske C. N. T. take over 1 million medlemmer, havde den f. eks. kun 1 Ionnet funktionaer! I mange tilfaelde var den syndikalistiske fremhaevelse af det antibureaukratiske maske blot en efterrationalisering og idealisering af de svage organisationsapparater, som de af andre grunde radede over.

51. Solidaritet den 20. 1. 1912.

fria fran borgelig beblandelse, betraktades som arbetarrorelsens karna och ryggrad . . .« 52. Man overtog endvidere i vid udstraekning, og ret ukritisk, hele den marxistiske klassekampteori, og i den forbindelse anskuessyndikalismen, ikke som en speciel bevasgelse eller sekt, men simpelthensom den modeme form for klassekamp 53.

Og vi kan maske passende tage vort udgangspunkt i denne syndikalisternes opfattelse af »den moderne klassekamp«. »Klassekampens« form og indhold, siges det, er naturligvis til enhver tid bestemt af kapitalismens struktur. Og her er det nu af betydning, at den » moderne « kapitalisme pa mange mader er vaesentlig forskellig fra den oprindelige kapitalisme. Den gamle endnu handvaerksmsessigt praegede produktion er blevet aflost af en ny, »industriel« produktion. Endvidere er kapitalismen blevet organiseret gennem aktieselskaber og truster. Og endelig har arbejdsgiverne organiseret sig i staerke arbejdsgiverorganisationer. Arbejderne star altsa ikke laengere over for en hel masse sma isolerede enkeltkapitalister, men konfronteres tvaertimod med hele den forenede industri- og finanskapital.

Dette ma igen influere pa formen for og indholdet af arbejdernes klassekamp. Den nye situation stiller krav om andre organisationsformer og andre kampmetoder. Sa laenge arbejderne blot stod over for de mange sma enkeltkapitalister, var deres strejkekasser ogsa fuldi; tilstraskkelige til at klare de konflikter, der matte opsta. Man kunne jo simpelthen »tage« arbejdsgiverne en efter en⁵⁴. Helt anderledes er situationen under den moderne kapitalismes vilkar: »Om Arbejdernes faglige Organisationer samlede hele deres faelles Formue i en Dynge, var dsn kun en Draabe ved siden af Aktie- og Bankverdenens maegtige Hav af Kapitaler. Men derved har ogsaa de jaglige Organisationers eneste Vaaben - den varslede, pengeunderstottede, langvarige Strejke - tabt sin V<erdi for Arbejderne*55. Den tabte styrke ma vindes tilbage igen, og det kan kun ske ved en ny organisationsform og en ny kampmetode: Den gamle organisation efter fag ma erstattes med en ny industrielt baseret organisationstype. Og i stedet for den gamle »varslede, langvarige, pengeunderstottede strejke« ma man benytte sig af pludselige og uvarslede strejker. Men

---

52. Cit. efter Gunnar Gunnarson: Arbetarrorelsens genombrottsar i dokument, Stockholm 1965, p. 204. Jfr. ogsa eksempelvis folgende udtalelse i Solidaritet (den 1. 3. 1913): »For os er den okonomiske Kamp det cneste betydningsfulde Moment i Klassekampen, i den deltager vi som Arbejcere mod Udbytterne, og vi vil under ingen Omstaendigheder lade et Parti, . . vaere bestemmende over denne Kamp.«

53. Solidaritet den 14. 3. 1914, p. 2 (Agitationsnummer).

54. Det var den taktik, der herhjemme gik under navnet »omgangsskruen«, medens tyskerne mere drastisk talte om »Einzelabschlachtung«.

55. Solidaritet den 14. 3. 1914, p. 2 (Agitationsnummer).

ogsa en lang raekke andre aktionsformer anvises: »obstmktion«, »sabotage«,»boycot« og »sympatistrejker« 50. I en laengere artikelserie i »Solidaritet«uddybedes og forklaredes de enkelte programpunkter, herunder ogsa de naevnte kampmidler og aktionsformer⁵⁷.

»Obstruktion« f. eks. vil sige, at arbejdet udfores larigsomt og med »pinlig omhu«. Hvad udtrykket »sabotage« angar, sa er det vist svaert for en nutidig generation ikke at forbinde noget saerdeles drastisk med dette udtryk. Men det bor dog anfores, at man i »Solidaritet« udtrykkeligt sondrede mellem »sabotage« og det, man kaldte »okonomisk terrorisme« (sasom afbrasnding af fabriksbygninger, spraengning af broer og jernbaner etc.), idet man udtrykkeligt tog afstand fra sidstnaevnte fremgangsmader 58. »Sabotage« er altsa defineret som en betydelig mindre drastisk aktionsformend »okonomisk terrorisme«, men alligevel ville »sabotagen«, hvis den blev anvendt i storre malestok, nok vaere et kampmiddel af betydelig VEegt: man fjerner en liille del fra en maskine, og den kan ikke fungere, man haelder olie i drivremme, sa de lober af osv. Stor opmasrksomhed og forargelse vakte det, da Martin Tranmasl i Norge i en tale (i 1912) erklasrede, at »sabotage* f. eks. kunne besta i, at strejkende mine- og anlaegsarbejderevar lidt slosede med at rydde op efter sig, nar de gik i strejke. Det kunne da hasnde, at de kom til at »glemme« dynamitten i borehullerne, hvilket naturligvis i nogen grad ville besv£erliggore arbejdetfor de »skruebraekkere«, der rykkede ind i deres sted 59. Et andet af de »nye vaben«, som Fagoppositionen anviste, var »den lokale sympatistrejke«.Den gik ud pa, at arbejderne nedlagde arbejdet, ejterhdnden som de msrkede, at det arbejde, de udforte, kom til at skade de arbejdere, som allerede var i konflikt. Var der f. eks. tale om en sporvejsstrejke, ja, sa matte ogsa elektricitetsvasrkernes arbejdere nedlaegge arbejdet for at

---

56. Deter omtrent de samme kampmidler som dem, der anvises i den af Martin Tranmael udarbejdede »Trondhjem-resolusjon« fra 1911, hvori det bl. a. hedder: »Som Kampmidler benyttes i forste Raekke: 1. Streik, 2. Sympatistreik, 3. Boikot, 4. Obstruktion, 5. Sabotage, 6. Kooperation.« (cit. efter Halvdan Koht (red.): Det Norske Arbejderpartis Historie, Bnd. 11, p. 79, Oslo 1939).

57. Solidaritet den 20. 1. 1912 ff.

58. Dette forbehold udtrykkes et sted pa folgende maske dog lidt tvetydige made: »Disse Fremgangsmaader kan naturligvis i mange Tilfaelde vaere praktiske for Arbejderne at anvende, saerlig naar det sker med Klogskab og Forsigtighed, men for alt, hvad der kan henregnes til den okonomiske Terrorisme, gselder, at det udfores for hvert enkelt Individs egen Regning og Risiko. Det kan ikke anbefales eller anerkendes af noget Blad eller af nogen Organisation, det kan heller ikke staa paa noget Program, og derfor kan det, rent organisationsmaessigt set, ikke henregnes til Arbejdernes Kampmidler«. {Solidaritet den 10. 12. 1912, p. 3).

59. Bjorn Gabrielsen (red.): Martin Tranmcel Ser Tilbake, p. 58, Oslo 1959.

standse den elektriske strom, smede matte naegte at reparere vognene osv. Begyndte folk at benytte andre transportmidler sasom busser og taxi, ja, sa matte ogsa bus- og taxachaufforer nedlaegge arbejdet osv. co. Det mest effektive vaben var dog efter syndikalisternes mening »den udvidedesympatistrejke«. Dette vaben skulle vaere arbejdernes modstykke til det sa frygtede lock-out vaben, som arbejdsgiverne radede over cl. Krigenmatte fores over i fjendens lejr. Arbejderne radede faktisk over et yderst effektivt vaben, hvis blot de turde og ville benytte sig af det. Nar arbejdsgiverne svang deres frygtelige lock-out sivaerd, skulle arbejderne»svare igen« ved simpelthen at lamme hele samfundsmaskineriet: Netop de »samfundsfunktioner«, som fagbevaegelsen ellers altid undtog fra konflikt, fordi de betragtedes som »livsvigtige«, matte angribes. Der matte rettes et draebende slag mod samfundets nogleindustrier og funktioner:gas, elektricitet, transportvaesen, renovationsvaesen osv.⁶².

Nye og mere slagkraftige organisationsformer og nye og mere effektive kampmetoder skulle altsa gengive arbejderne den tabte kampvilje og styrke. Som det hed i programartiklen »Vi vil« i det forste nr. af »Solidaritet«: »Vi vil lamme den udvidede Lock-out, Sympati-lock-outens Sultesvobe med den udvidede Sympatistrejke. For den Retslose gaelder ingen Krigsregler. For den Sultne gaelder ingen Love. Tager Udbytterne Brodet fra vore Born og slukker den varmende Ild i vor fattige Stue, da vil vi slukke Lysene i deres Kontorer, Teatre og Hjem, da vil vi standse Vandets og Lysets og Kraftens Strom. Da skal disse gridske, snyltende Larver maerke, hvem de skylder hele deres Tilvaerelse. Da skal disse Bestyrere af Samfundsmagten faa at fole, hvis Magt deter, de bestyrer. Vi vil laere Arbejderne at kende deres vaeldige Magt og i Praksis at bruge den. Hvor Arbejderens Tro paa egen Styrke er slaaet ned af de sidste Aars faglige Nederlag, vil vi igennem vor uimodstaaelige industrielle Kamptaktik hejse Troens og Haabets Fane paany« 63.

Denne syndikalistiske strategi lod sig naturligvis ikke forene med hele det fagretlige system, som det havde udviklet sig herhjemme siden septemberforligetog med dette som »grundlov«. Nar der for den retslose ikke gaelder nogen krigsregler, og nar der for den sultne ikke gaelder nogen love, ja, sa kan man naturligvis ikke acceptere et fag::etligt system overhovedet.Fagoppositionen betragtede da ogsa septemberforliget som »det storste og mest betydningsfulde Nederlag, den danske organiserede Arbejderklassehar

---

60. Solidaritet den 24. 2. 1912.

61. Solidaritet den 2. 3. 1912, p. 4.

62. ibid. p. 4.

63. Christian Christensen i Solidaritet den 16. 12. 1911, p. 1.

bejderklasseharlidt« 64. »Den vedtsegtsmzessige Klassekamp« - »den bagbundne Klassekamp« var nemlig ensbetydende med, at enhver styrkeprovemellem arbejdere og arbejdsgivere blev til en kamp om, hvem der kunne holde laengst ud, med andre ord, hvem der havde den storste okonomiskemagt - og i en sadan styrkeprove skulle arbejdsgiverne nok have visse naturlige forudsaetninger for at vinde overtaget! Fagoppositionenopfattede det indbyrdes forhold mellem »klasserne« som vaerende udelukkende et magtforhold - og ikke et retsforhold 05. Der var ydermeretale om et magtforhold med to aspekter: forholdet til arbejdsgiverne og forholdet til det interne faglige »autokrati«. »Med Septemberforliget fik den danske organiserede Arbejderklasse lagt svaere Laenker om sin Aktionsfrihed, blev bfcrovet dens eneste Mulighed for at bruge sin organiseredeMagt og i Tilgift fik den et Lederautokrati, der allerede ved sin Fodsel kom i et umoralsk Afhaengighedsforhold overfor Arbejdskoberne«66. Brod arbejderne den mindste overenskomstbestemmelse, sa havde de straks dette »lederautokrati« over sig. De faglige ledere var de forste »politibetjente«, som altid meldte sig, nar der var tale om en ulovligarbejdstandsning. Med disse sidste betragtninger er vi naet til et sporgsmal, som spillede en overordentlig stor rolle i den syndikalistiske »ideologi« og agitation: kampen mod det, de sa som den tiltagende bureaukratiseringinden for f agbevaegelsen.

Syndikalisterne og den jernhårde Oligarkilov

Det var jo omtrent pa samme tid, Robert Michels fremlagde resultatet af sine studier over organisationstendenser i den tyske fagbevaegelse og i det tyske socialdemokrati. I vserket »Zur Soziologie des Parteiwesens in der modernen Demokratie« haevdede han, at der rundt omkring i de politiskepartier og i organisationerne i realiteten altid er tale om et famandsvaelde.Bag selv de mest demokratiske facader er der overalt et mindretal,

---

64. Solidaritet den 21. 7. 1917, p. 2.

65. Den kendte fagretsllge sondring mellem interessetvister og retstvister kunne man naturligvis ikke anerkende: »For havde alt i Klassekampen vaeret Interessestridighed, hvad det i Realiteten er den Dag i Dag, og hvad det alle Dage maa blive. Thi bag al Retsudfoldelse ligger Interessen, hvis eneste virkelige Garanti er Magten« {Solidaritet den 28. 7. 1917, p. 2). Denne udtalelse, der bringer Marx' beromte bemaerkning om retten, der blot er den herskende klasses vilje ophojet til lov, i erindring, udgor naturligvis ogsa den teoretiske og moralske baggrund for den syndikalistiske opfordring til »direkte aktion«. Se Christian Christensen: Forhandling eller direkte Aktion, pjece, Kobenhavn 1919.

66. ibid. p. 2.

der regerer, og han talte i den forbindelse om en »o garkidannelsens jernharde lov« C7. »Die Bildung von Oligarchies, im S^hosse der mannigfaltigenFormen der Demokratien ist eine organische, also eine Tendenz, der jede Organisation, auch die sozialistische, selbst dis libertare, notwendigerweiseunterliegt« <iB. Der la ikke i Michels tese nodvendigvis en fordommelseaf eksisterende organisationer og partier, bans sigte var, for at bruge en moderne sondring, af kausalteoretisk, ikke af vaerditeoretisk, art⁶⁹. Robert Michels' interesse for netop den her omtalte problematik og hans konklusioner har dog nok pa den anden side ikke vasret helt uafhaengigaf hans personlige politiske engagement. Deter kendt, at Robert Michels i en arraekke var aktiv i det gamle tyske socialdemokrati. Det er maske mindre kendt, at han ogsa en overgang var tilknyttet syndikalistiskekreds e70.

I den hjemlige debat har vel ingen droftet denne problematik med sa stor interesse, som netop syndikalisterne gjorde det for 50 ar siden. Deres hovedanklage med De samvirkende Fagforbund var jo netop, at denne organisationhavde udviklet sig til et gigantisk bureaukiatisk magtapparat, hvor de menige medlemmer kun havde ringe indflydelse: »Forneden staar den store menige Arbejderhaer fordelt i de forskellige Af delinger. Over dem staar Fagforbundets Kongresser, Hovedbestyrelser og Forretningsudvalg og over dem igen De samvirkende Fagforbunds Generalforsamling. Efter denne kommer Reprsesentantskabet, derefter Hovedbestyrelse og endelig Forretningsudvalget. Oppe i denne snaevre Spids er Arbejdernes Magt koncentreret, dvs. Magten over dem selv« 71. I saerlig grad kumie de have

---

67. Robert Michels: Zur Soziologie des Parteiwesens in der modernen Demokratie, 1911. Robert Michels anforte to kategorier af arsager til forklaring af oligarkidannelsesfaenomenet: dels psykologiske (det store flertals passivitet, de fleste menneskers behov for og onsker om en staerk autoritet, manglende lederegenskaber hos det store flertal, den aendring, der sker i ledernes psyke - en psykologisk metamorfose, der forvandler kamptidens idealister til magtglade forsvarere af tilkaempede positioner, altsa den proces, som Karl Mannheim kaldte » Transformation der arrivierten Schichten«) dels mere tekniske (organisationernes storrelse, den hurtighed i handling, der nodvendij;gores af den daglige kamp mod andre partier og grupper osv.).

68. Robert Michels anffirte vcerk Kroner Ausg., Stuttgart 1925, p. 371.

69. ibid. p. XVIII.

70. I 1907 optradte Robert Michels s'aledes pa den Socialistiske Internationales kongres i Stuttgart som delegeret for en gruppe italienske syndikalister, og blandt hans nasre venner var kendte navne inden for den mere »intellektuelle« floj af syndikalismen: George Sorel, Hubert Lagardelle, Labriola o. a. Senere distancerede han sig dog i nogen grad fra syndikalismen (se Werner Conzes Efterskrift til den oven anjorte Kroner Ausg. af »Zur Soziologie des Parteiwesens« pp. 379-406).

71. Solidaritet den 24. 2. 1912, p. 1.

fornojelse af at konfrontere socialdemokratiets generelle politiske krav om
almindelig, lige og direkte valgret med den pyramidisk opbyggede strukturinden
for den socialdemokratisk ledede fagbevaegelse 72.

En sadan, pa ultrademokratiske praemisser baseret kritik af lederstrukturen inden for en stor interesseorganisation er naturligvis af betydelig principiel og idehistorisk interesse. Af interesse i den forbindelse er det vel ogsa at se, hvorledes denne - i hvert fald tildels - organisationsfjendtlige bevaegelse selv har organiseret sig. Her har vi imidlertid ikke andet at holde os til end vedtaegterne, og det vil igen sige, at vi kan sige noget om den formelle struktur, men intet om det der maske havde vaeret af nok sa stor interesse: den fungerende struktur.

De forste vedtaegter af 12. 1. 1912 fastslog blot, at bevsegelsens overste myndighed var den ordinaere generalforsamling, som skulle afholdes fire gange arligt. Ekstraordinaer generalforsamling kunne indkaldes pa begsering af bestyrelsen, en af klubberne eller af 10 medlemmer. Foruden generalforsamlingerne kunne der afholdes medlemsmoder og agitationsmoder uden besluttende myndighed. Generalforsamlingen valgte en bestyrelse, som forestod sammenslutningens administration og bragte generalforsamlingens beslutninger til udforelse. Derudover havde man organiseret sig i en rsekke klubber. En klub kunne oprettes i enhver branche, hvor der var mindst 5 medlemmer af FS. Disse klubber havde sa igen hver deres bestyrelse 73. I alt dette er der jo ikke noget sasrligt opsigtsvaekkende. Mere interessante er derimod de senere vedtegter.

I FS's love fra 1917 konstateredes det for det forste, at Fagoppositionen nu havde udviklet sig til en landsorganisation med afdelinger over hele landet. Landsorganisationens opgave var, som det hed, »At bringe Samarbejde i Stand meLlem de bestaaende Afdelinger . . . (og) ... At vaere en fcelles Oplysningsfaktor og et samlende Centralled for den syndikalistiske BevEegelse i Danmark« 74. De centrale organers opgaver var altsa begrasnsede til varetagelse af samarbejde, koordination og agitation.

Der er i de her omtalte vedtsegter fra 1917 ogsa et interessant afsnit
om urafstemning: »Sammenslutningens indre Liv hviler paa FoderalismensPrincip,
hvorfor enhver Afdeling er suveraen i alle lokale Sporgsmaal,medens

---

72. »Mere Magt for de faa Repraesentanter, der gennem en mangedoblet indirekte Valgret er valgt ind paa de representative Pladser, og ingen Magt hos det menige Fagfolk, deter den Parlamentarisme, der er gaeldende indenfor vor egen Bevaegelse. Et magteslost Folk og maegtige, repraesentative Fyrster! Og disse Fyrster raaber ude paa Valgtribunerne: »Leve den lige, direkte, almindelige Valgret««. (ibid.).

73. Fagoppositionens Sammenslutnings Love, Kbhvn. 1912.

74. Fagoppositionens Sammenslutning. Program og Love, Kbhvn. 1917.

maal,medensalmindelig Urafstemning blandt alle Sammenslutningens Medlemmer er hojeste Myndighed i alle fcelles Anliggender«. Man bemcerkersig for det forste sondringen mellem »lokale« sporgsmal og »faelles«anliggender, men i ovrigt er det naturligvis kmesaettelsen af urafstemningsom den hojeste myndighed, der er interessant. Det hedder heromvidere i vedtzegterne: »Urafstemning er saaledes den i yderste Tilfaslde bestemmende Faktor indenfor Sammenslutningens Ramme. Kun den kan give og ophaeve Love samt asndre Sammenslutningens Formaal« 75.

Der var for det forste tale om, hvad man kunne kalde et internt »obligatorisk referendum*: Alle de pa landsmodet droftede forslag skulle sendes til urafstemning. Ligeledes skulle valg af sammenslutningens funktionaerer ske ved urafstemning76. Endvidere var der en slags internt fakultativt referendum: Enhver afdeling kunne krasve et faelles sporgsmal afgjort ved urafstemning.

ovrige elementer i strukturen var landsmodet og landsmodesekretariatet. Landsmodet skulle afholdes hvert ar. Afdelingerne sendte repraesentanter til landsmodet i forhold til deres medlemstal. Pa landsmodet diskuteredes bevaegelsens politik samt organisatoriske forhold, men alle forslag skulle som sagt ud til endelig bekraeftelse eller forkastelse ved urafstemning blandt medlemmerne. Sekretariatet valgtes arligt og direkte ved urafstemning. Dets funktioner var imidlertid begrsenset til opgaver af rent administrativ, koordinerende og agitationsmaessig art -7.

Der var, som man vil se, i Fagoppositions »ideologi«, i dens agitation samt i dens formelle struktur tale om en staerk fremhievelse af betydningen af de menige medlemmers direkte og aktive inddragelse i beslutningsprocesserne. I denne tendens gjorde der sig dog undertiden — som i andre syndikalistiske bevaegelser 78 - et »fremmedelement« gaeldende: dyrkelsen af den lille, aktive, bevidste revolutionaere elite. »Erfaringen fra alle de tidligere Kampe viser, at deter de smaa begejstrede Minoriteter, der ved deres raske og resolutte Optraeden saetter Liv og Begejstring i de store, tunge Arbejdermasser ...« 79. Side om side med troen pa massernes spontane selwirksomhed, det demokratiske initiativ f]"a neden, finder vi denne elite-opfattelse. Deter svaert at se, hvorledes disse to elementer skulle kunne forenes i samme »ideologi«, men denne inkonsekvens er dog som sagt ikke sasregen for den danske variant af syndikalismen.

---

75. ibid.

76. ibid.

77. ibid.

78. Jfr. Val R. Lorwin, anjiprte artikel, p. 448

79. Solidaritet den 9. 3. 1912 p. 3.

Den revolutionære målsætning

Man kunne maske fa det indtryk, at syndikalismen herhjemme sa at sige udelukkende var en militant oppositionsfloj inden for den eksisterende fagbevaegelse. En fagforeningsopposition som godt nok agiterede for en mere »radikal« politik, men hvis videre politiske malsastning dog ikke overskred det givne »systems* rammer⁸⁰. Dette er dog ikke hele sandheden,ja, en sadan antagelse er direkte forkert, hvis vi henholder os til Fagoppositionens erklcerede malsaetning. Fagoppositionens Sammenslutningproklamerede sig aillerede fra starten som en revolutioncer bevsegelse⁸¹. Malet var en fundamental aendring af hele samfundsstrukturen: »Syndikalismener revolutionaer, dvs. den straeber efter at omvaelte Arbejdsforholdenefuldstaendigt ved at afskaffe Kapitalismen og overfore Produktionsmidlernetil Producenterne selv« 82. Fagoppositionen betragtede sig altsa som en revolutionasr bevasgelse med et socialistisk sigte 83, og man lagde i den forbindelse stor vaegt pa at fremhgeve, at syndikalismen var en form for socialisme, ja, endda socialismen i dens moderne skikkelse

---

80. Man var selv oprmerksom pa dette: »Syndikalismens praktiske Fremtrasden paa den sociale Kamps Arena har i de skandinaviske Lande med Nodvendighed formet sig saaledes, at Almenheden mere har faaet oje paa dens ojeblikkelige og taktiske Side som Fagforeningsbevaegelse end dens revolutionsere og socialistiske Side, som en af Producenterne samfundsomdannende social Bevaegelse«. (Solidaritet den 18. 9. 1915, p. 3.).

81. Det kunne maske her vaere af interesse at sammenligne syndikalisternes opfattelse med nogle nyere opfattelser af begrebet »revolution«. Ifolge Julius Gold & W. L. Kolb (ed.): Dictionary of the Social Sciences, 1964, p. 602 benyttes termen »revolution« af de fleste moderne forfattere til at betegne: »sudden, radical changes which take place both in political and social conditions, that is when an »established« government (as well as a social and legal order) is suddenly, sometimes violently, replaced by a new one«. En anden definition lyder: »A comparatively sudden, rapid, and violent change of the obsolete official law of the group, or of the institutions and systems of values which it represents . . .«. Og for at afgranse fra begreber som »statskup« o. 1. krasves yderligere: »the direct or indirect participation of a considerable part of the membership of the group«. (P. A. Sorokin: Society, Culture and Personality, 1947, pp. 481-82). Man fremhaever altsa det pludselige, det gennemgribende (radikale eller fundamentale) samt, tildels, voldselementet. Dertil kommer for Sorokins vedkommende den direkte eller indirekte deltagelse af en betragtelig del af befolkningsmassen. Fojer man yderligere hertil den vaegt, som syndikalisterne lagde pa de »okonomiske« kampmidler samt deres afgjort positive vurdering af revolutionen og visionen om det internationale faellesskab af »frie producenter«, har vi stort set indkredset det syndikalistiske revolutionsbegreb.

82. Solidaritet den 18. 9. 1915, p. 3. Se endvidere programmets punkter 6 og 7 (oven cit. p. 285) samt Solidaritet den 16. 3. 1912, p. 4.

83. »Syndikalismen er Socialismen i Arbejdsklaeder« (Solidaritet den 21. 3. 1914, p. 3).

slet og ret! »At Syndikalismen vil Fsellesejendom, give:: den Ret til BetegnelsenSocialisme.
At den vil dette gennem Arbejdernes Erobring af Samfundsmagten,setter
den i den mest moderne Socialismes Ramme« 84.

Men man strsebte ikke efter nogen jtate-overtagelse af produktionsmidlerne. Syndikalismen, ogsa den danske, var i udpraeget grad statsfjendtlig. »Staten og Socialismen er to Modsaetninger, som aldrig kan forenes«, siger Christian Christensen et sted⁸⁵. Ikke staten, men producenterne selv skulle eje og drive produktionsmidlerne. Og her kommer industriforbundene ind i billedet igen. Syndikalisternes industriforbund har nemlig en dobbelt opgave: De er i det bestaende samfund arbejdernes moderne organisationsform, deres kamporganer. Men i den industrielle organisationsform har man tillige skelettet til fremtidens samfund. Denne tanke kommer maske klarest til udtryk i en formulering, som vi finder i praeamblen til den amerikanske syndikalistorganisation IWW's love, hvori det hedder: »By organizing industrially we are forming the structure of the new society within the shell of the old« B'3. Den industrielle organisation vil brede sig inden for det kapitalistiske samfunds rammer, indtil den har vokset sig sa stserk, at der tilbage blot star at bryde den ydre skal af regeringer, parlamenter, domstole osv.: med andre ord, hele det officielle samfunds facade. Tilbage vil da blive det Internationale samfund af Me producenter: »Industrial Workers of the World!« 87.

Og deter vel dette billede, denne »vision*, i nok sa hoj grad som den sa meget omtalte generalstrejke, der udgor syndikalismens egentlige »myte« (myte i Sorelsk forstand). Man har, forekommer det mig, noget ensidigt haeftet sig ved det destruktive i syndikalismen. Men syndikalismener kun »destruktiv« set ud fra det bestaende samfunds dominerende

---

84. Christian Christensen i Solidaritet den 4. 4. 1919, p. 4.

85. Solidaritet den 25. 4. 1914.

86. cit. efter Poul Brissenden: The 1. W. W., 1957, p. 352.

87. I det danske Solidaritet finder vi en fuldstaendig tilsvarende tankegang: »Men disse Organisationer (nemlig industriforbundene, C. S.) skal ikke blot vasre Kamporganisationer i den nuvaerende Tid. Naar Sejren er vundet over Kapitalismen, vil de komme til at fortsaette sit samfundsmaessige Liv, kun det, at de da vil aendre Karakter og gaa over fra at vaere Kamporganisationer til at blive Sammenslutninger af frie Producenter*. (Solidaritet den 18.9. 1915). Se ogsa Christian Christensen: Forhandling eller direkte Aktion, pjece, K.obenhavn 1919, pp. 10-12. Pa den internationale anarko-syndikalistiske kongres i Amsterdam i 1907 erklaerede den franske syndikalist Amedee Dunois: »Arbejdernes fagorganisation er ikke blot en kamporganisation, den er den levende kim til fremtidens samfund, og fremtidens samfund vil blive, hvad vi gor ud af fagorganisationen*. (citeret efter James Joll: The Anarchists, London 1964, p. 204, min oversaettelse, C. S.).

prsemisser. Den revolutionaere syndikalisme er et eksempel pa det, man har kaldt en »principiel opposition* 88. Med syndikalismen ser vi det bemaerkelsesvaerdige,at fagforeningerne opfattes og bruges som et revolutionaertinstrument. Arbejderklassens hovedvaben er, ifolge denne opfattelse,ikke »politisk aktion«, men »okonomisk aktion«. Og det vigtigste, det afgorende kampmiddel, som arbejderklassen rader over, er den revolutionasregeneralstrejke.

Generalstrejketanken har spillet en ganske betydelig rolle i de socialistiske og arbejderbevaegelsernes historie. Allerede pa den socialistiske Internationales kongres i London i 1896 var generalstrejketanken blevet fremdraget i diskussionerne som vaerende et velegnet middel til »arbejderklassens frigorelse«, men tanken vandt dog ikke storre genklang⁸⁹. Pa Internationalens kongres i Paris i 1900 tornede den tyske fagforeningsleder Carl Legien og franskmanden Aristide Briand (den senere udenrigsmim'ster) voldsomt sammen i sporgsmalet om generalstrejken, idet Briand, stottet af franske, italienske og spanske venstreflojselementer samt de russiske socialrevolutionasre hsevdede en syndikalistisk praget opfattelse af generalstrejken. Kongressen vedtog imidlertid at udskyde en nasrmere behandling af problemet til senere⁹⁰.

Sporgsmalet om generalstrejkens karakter og rolle i de socialistiske bevaegelsers strategi og taktik var ikke et rent akademisk sporgsmal. Netop i disse ar fandt der i Europa store strejkebevsegelser sted. I 1902 ivaerksatte f. eks. de belgiske arbejdere en valgretsstrejke. I 1903 var der i Holland en storstrejke af politisk karakter, og ogsa i Sverige og Italien var der i disse ar omfattende strejkebevaegelser9l.

I det forende af den anden Internationales partier, det gamle tyske socialdemokrati, fortes der da ogsa i disse ar en omfattende debat om generalstrejken,eller »massestrejken«, som tyskerne foretrak at kalde den 92. Var generalstrejken forst og fremmest et okonomisk vaben, et vaben som kun kunne bringes i anvendelse for rent faglig-okonomiske krav? Eller kunne generalstrejken ogsa anvendes for politiske formal? Og var den

---

88. »We shall speak of »opposition of principle* if the competitor's behavior indicates the desire for a degree of goal displacement incompatible with the constitutional requirements of a given system*. (Otto Kirchheimer: »Germany: The Vanishing Opposition* i Robert A. Dahl (ed.): Political Oppositions in Western Democracies, Yale Univ. Press 1966, p. 231.).

89. G. D. H. Cole: A History of Socialist Thought, vol. 111, part I, p. 33, London 1960.

90. ibid., p. 44.

91. ibid., p. 16.

92. Se f. eks. Rudolf Hilferding i Neue Zeit, XX, 1, pp. 134 ff.

i sidstnaevnte fald at betragte som et offensivt el et defensivt vaben? Saledesstillede
man problemerne op.

I Internationalen blev generalstrejkesporgsmai fremdraget igen pa dennes kongres i Amsterdam i 1904, hvor der ef - en heftig debat om sporgsmalet blev vedtaget en resolution, der anbefa.de begrsensede strejkeaktioner som »et yderste middel« til at gennemfore »betydelige sarnfundsma3ssige aendringer« eller til at vaerge sig mod »reaktiona2re anslag« mod arbejdernes rettigheder. Bag disse, maske lidt uigennemskuelige, formuleringer skjulte der sig nok i virkeligheden lidt af en sejr for de moderate tyske fagforeningslederes synspunkter 93.

Den russiske revolution i 1905 stimulerede voldsomt massestrejkedebatten,
ikke mindst inden for det tyske socialdemokrati og den tyske fagbevsegelse
94.

I de sidste ar for verdenskrigen opfattedes generalstrejken i stadig stigende grad, ikke mindst i franske fagforeningskredse, som det afgorende middel, der skulle standse et eventuelt krigsudbrud. I givet fald skulle pabegyndte krigshandlinger lammes ved altomfattende arbejdsnedlaeggelser i de krigsforende lande. Den internationale arbejdersolidaritet skulle manifestere sig i en international generalstrejke. Generalstrejken har altsa ingenlunde vasret en rent syndikalistisk ide, tvaertimod: i en arraskke spillede generalstrejketanken en overordentlig stor rolle i den anden Internationales politiske diskussioner. Ikke desto mindre er generalstrejketanken i eftertidens bevidsthed nok i saerlig grad associeret med den syndikalistiske gren af arbejderbevasgelsen.

Den hjemlige Fagoppositionens Sammenslutning havde som fremtraedende programpunkt (punkt 6): »At udbrede Kendskab til den sociale Generalstrejke, gennem hvilken den arbejdende Klasse afskaffer det bestaaende Lonslaveri og erobrer Produktionsmidlerne« £_'5. Hvad der skal forstas ved udtrykket »den sociale Generalstrejke* defineres nsermere i en artikel i »Solidaritet«: »Deter kort og godt, at Arbejderne i et Land eller flere Lande samtidig nedlasgger Arbejdet og standser al kapitalistisk Produktion og Samfundsvirksomhed« 96.

Af saarlig interesse er den staerke understregning af, al »den sociale Generalstrejke«ikke
er identisk med generalstrejken i den gaengse form, dvs.

---

93. Se ang. debatten pa Amsterdam-kongressen: G. D. H. Cole: A History of Socialist Thought, vol. 111, part I, pp. 55-57. Samt Julius; Braunthal: History of the International 1864-1914, London 1966, pp. 295-96.

94. Et af de kendteste indlaeg i denne debater Rosa Luxernburgs pjece Partei, Massenstreik und Gewerkschaften, 1906.

95. Se det oven cit. (p. 285) program.

96. Solidaritet den 9. 3. 1912, p. 3.

generalstrejken som blot et middel til at fremtvinge lonforbedringer inden for det bestaende samfunds rammer. Endvidere tager man kraftigt afstandfra generalstrejken anvendt som et partipolitisk instrument, i det hele taget som et middel til gennemforelse af »underordnede«, ret beset Ugegyldige, »politiske« krav⁹⁷. Den syndikalistiske generalstrejke opfattessom et revolutioneert vaben, hvis anvendelse tilsigter en fundamental omv£eltning af samfundets sociale og okonomiske struktur.

Den »generalstrejke«, som De samvirkende Fagforbund proklamerede i 1920 i forbindelse med paskekrisen, var en politisk betonet strejke og som sadan syndikalisteme uvedkommende, men eftersom man mente at have faet visse lofter fra DsF's ledelse " bl. a. om ophasvelse af septemberforliget og politisk amnesti, gik man alligevel med " og udsendte i den forbindelse folgende proklamation, som fortjener at blive citeret i sin helhed, dels fordi den pa en karakteristisk og praxis made udtrykker syndikalisternes holdning i dette sporgsmal, og dels fordi den pa udmaerket made illustrerer noget af »stemnirigen« i den tids »revolutionaere arbejderbevasgelse«:

»Opraab til alle organiserede Arbejdere! De syndikalistiske Krav. Danmarks syndikalistiske Landsorganisation, samlet til Kongres i Paasken 1920, udtaler med Henblik paa den foreliggende Kampsituation folgende: Til Danmarks organiserede Arbejderklasse! Generalstrejkens politiske Moment stiller vi os udenfor. Erfaringerne har dokumenteret, at deter os og den hele Arbejderklasse ligegyldigt hvilke politiske Partier, der indehaver Regeringsmagten i det borgerlige kapitalistiske Samfund. Vor Stilling som Lonarbejdere forrykkes ikke af politiske Konstellationer, men kun derved, at Arbejdernes okonomiske Kaar forbedres og at de stilles frit i Kampen mod den udbyttende Kapital, saaledes at de i Fremtiden, naar Forholdene er dem gunstige, kan ksempe for deres daglige okonomiske Interesser og gennem Tiden omstyrte Lonsystemet til Fordel for de faglige Organisationers Overtagelse af Produktion og Omsa;tning. Vi opfordrer derfor den hele kaempende Arbejderklasse til at tilslutte sig nedenstaende Krav som Betingelse for Generalstrejkens Afslutning:

1. At Septemberforliget afskaffes

2. At den foreliggende faglige Lonkamp paa Grundlag heraf loses paa en for
alle i Generalstrejken deltagende organiserede Arbejdere tilfredsstillende
Maade.

---

97. ibid.

98. Se Solidaritet den 30. 3. 1920 og ff.

99. Tage Kaarsted har sikkert ret i den betragtning, at syndikalisteme ville komme i en taktisk uheldig situation ved at ga imod eller blot forholde sig passive til generalstrejken. Det skyldes vistnok isaer Christkin Christensens indsats, at man sa dristigt gik med i aktionen. Se Tage Kaarsted: Paskekrisen 1920, Arhus 1968, pp. 223-24.

3. At alle politiske Fanger Ioslades og at den mod Arbe.iderklassen fjendtlig
Lov om civil Vaerneoligt ophaeves.

— — __ — . r—o- _£—. —
4. At Generalstrejken kun kan haeves af et Flertal af de i. Strejken deltagend
organiserede Arbeidere.

Naar vi opstiller disse Krav, tror vi, at vi giver Generalstrejken den samlede Basis, som er en nodvendig Forudsaetning for dens sejrrige Gennemforelse. Arbejdere! Klassefaeller! Husk, at denne vaeldige Kamp kun kan gennemfores til Sejr for Arbejderne derved, at I roligt og nogtern benytter jeres Stilling som Producenter. Hold Maskinernes Hjul stille, indtil I har secret, men afhold jer fra Gadekampe, hvor I kun bliver Ofre for de kapitalistiske Knipler og Maskingevasrer. Vaer asdruelige og sparsommelige. Vaer trofaste og opofrende for vor Klasses samlede Interesser« 10°.

Dette er generalstrejken opfattet som et vaben for »okonomisk« - og ikke »politisk« - kamp! Ikke mindst i den franske fagbevaegelse havde en sadan opfattelse vundet genklang. Netop i det for»te tiar af indevasrende arhundrede, da man selv i den socialdemokratiske arbejderbevaegelse diskuterede generalstrejketanken, var det, at den franske syndikalisme foldede fanerne ud og erklaerede det borgerlige samfund krig, idet den samtidig proklamerede sin uafhaengighed af politiske partier 101.

Man ma her erindre sig lidt af baggrunden for denne proklamerede ligegyldighed over for »det politiske« 102. Den socialistiske bevaegelse i Frankrig var jo praeget af en umadelig splittelse. Pa et vist tidspunkt var der f. eks. ikke mindre end 6 forskellige socialistiske partier! Det var ogsa i disse ar, at Frankrig gennemrystedes af Dreyfus-affseren, som sikkert i vide arbejderkredse medvirkede til at befordre en dyb mistillid til »staten«, herunder forst og fremmest naturligvis til hasren og bureaukratiet. Endelig havde Millerand-affaeren i 1899 nok gjort sit til at befaeste den almindelige mistillid til politikerne i netop disse kredse.

Nej, arbejderklassens frigorelse matte i bogstavelig forstand vaere dens eget vaerk 103. Pa deres eget omrade - »sur le terrain de classe« - var det, at slaget skulle fores. Her sondersplittedes man ikke af politiske og andre ideer, her blev man ikke »forradt« af nogen »politiker«. Hvad der end matte skille pa det politiske plan, sa kunne man dog; her pa den industriellemark,

---

100. Solidaritet den 2. 4. 1920, p. 1.

101. Hvad specielt angar den franske syndikalisme, se Val R. Lorwin: The French Labour Movement, Harvard Univ. Press 1966, pp. 29—46. Samt E. Dolleans: Histobe du mouvement, ouvrier, vol. 11, 1939.

102. Dvs. »det politiske* i snaevrere forstand: parlamenter, regeringer, domstole, politiske partier.

103. Formuleringen: »Arbejderklassens frigorelse ma vaere arbejderklassens eget vaerk* forekommer visntok forste gang i statutterne for »Den internationale Arbejderassociation« (1. Internationale).

striellemark,hvor hovedslaget skulle sta, forenes i det store almindelige forbund af arbejdere. »Confederation Generates du Travail« (CGT). Og det maegtige vaben, som man radede over, var netop generalstrejken, den altomfattende arbejdsnedlaeggelse, der skulle lamme det »borgerlige« samfundsvitale funktioner og fa det til at bryde sammen 104.

Sa vidt den franske syndikalisme. Man finder imidlertid ogsa i den danske syndikalisme synspunkter, der minder om de franske. Dette gadder f. eks. de centrale forestillinger om fagforeningen som en revolutionaer bevsegelse, der direkte ma sigte mod erobringen af produktionsapparatet, forestillingen om fagbevaegelsens uafhaengighed af politiske partier og endelig ogsa den opfattelse, at man i generalstrejken har det endelige, afgorende

Økonomisk eller politisk kamp?

Vi har set, hvorledes ogsa den danske syndikalisme proklamerede sig som en revolutionaer, socialistisk bevaegelse, hvis malsastning var »et Samfundaf frie Producenter«. Og denne malsaetning skulle realiseres gennem okonomisk kamp pa det industrielle omrade. Man havde - som den franskesyndikalisme - liden tiltro til politiske partier og »politisk aktion« i det hele taget. Man erklaerede sig for partipolitisk neutral, dvs. uden for og ligegyldigover for partierne. »Vor Bevaegelse er okonomisk - og udelukkende okonomisk. Derfor kan den ikke have noget at gore med politiske Partierog religiose Sekter - i hvert fald ikke som Bevaegelse. Syndikalismen stiller sig uden for og ligegyldig over for Partierne, idet den hviler paa den Kendsgerning, at Tyngdepunktet i en Masse af Livets Forhold ligger ude i selve Livet paa det okonomiske Omraade, og det betyder saa uendeliglidt for Folkets Liv, hvad Partier, Parlamenter og Regeringer foretager sig« 105. De arbejdere, som er klar over deres »sande interesser«, bor derfor samles i Fagoppositionen, uanset hvilke anskuelser de i ovrigt matte have om politik, religion, filosofi osv. 106. En del er maske ligefrem tf«f/-parlamentarikere, dvs. de tror overhovedet ikke, det kan nytte at stemme ved valget, andre er maske parlamentarikere, idet de dog trods alt stemmer ved valgene — »men det ville vsere ret meningslost at strides

---

104. Foruden de »saerlige« faktorer, der i hvert land har gjort sig gaeldende med hensyn til syndikalismens opstaen og udformning, kan man muligvis ogsa pege pa en raekke mere generelle faktorer - se de p. 274 anforte betragtninger.

105. Solidaritet den 29.3.1913, p. 3. Smlg. ogsa Solidaritet den 21.1.1913, p. 3 og 16. 12. 1911, p. 3. Laeg maerke til citatets angivelse af »det politiske*.

106. Solidaritet den 16. 12. 1911, p. 3.

om dette, naar man iovrigt er enige om, at Fagforeningsbevaegelsen bor vasre den vigtigste Faktor i Arbejdemes Kamp« 107. Ogsa folgende udtalelserer sare karakteristiske: »Vor Stilling til Parlamentarismen er som alle syndikalistiske Bevasgelsers Verden over: Vi er neutrale. Det vedkommerikke Syndikalismen, om en Arbejder er Kristen eller Muhamedanereller om han i politisk Henseende stemmer paa dette eller hint Parti eller han slet ikke stemmer« 108. Deter ogsa ud fra dette synspunkt, man afviser de socialdemokratiske beskyldninger om, at man splitter arbejderbevaagelsen:»Deter ikke Syndikalisterne, men Socialdemokraterne, som bringer Splittelse ind i Fagforeningerne, thi al den indre Strid, som finder Sted inden for disse, stammer fra, at Fagforeningerne er kaedet sammen med politiske Partier, og at de anvendes for partipolitiske Formaal«109.

Lejlighedsvis moder man endog det synspunkt, at det trods alt er at foretraskke, at arbejderne afgiver deres stemmer. Ganske vist kan Fagoppositionen qua organisation naturligvis ikke anbefale arbejderne at stemme pa dette eller hint parti, men det ville nu ikke vaere helt darligt, om arbejdemes stemmer kom til at hasnge som et DamoklessvEerd over partipolitikernes hoveder: »vi vil ikke, at noget politisk Parti skal herske over Arbejderne eller deres okonomiske Kamp, men vi vil, at Arbejderne skal herske over de politiske Partier, ogsaa Socialdemokratiet . . . Og det opnaas ikke ved, at vi tilraader Arbejderne ikke at stemme! Nej, det naas kun ved stadig at lade Arbejdermassen og dens oko:iomiske Bevaegelse staa fri og uafhaengig i dette Sporgsmaal, saaledes at Massernes Stemmer haenger som et truende Svasrd over de politiske Paitiers Hoveder« 110.

Af den principielle grundholdning til politiske part.er i almindelighed fulgte ogsa som en logisk konsekvens syndikalisternes holdning til Socialdemokratieti sasrdeleshed. Men dertil kom jo det bitre modsaetningsforhold,der opstod ved syndikalisternes oppositionsvirksomhed i den socialdemokratiskledede fagbevaegelse. Endvidere var syndikalisterne pa linie med venstreflojen i Socialdemokratiet - forst og fremmest kredse i det socialdemokratiske ungdomsforbund - i dens kritik af det, man opfattedesom Socialdemokratiets »borgfredspolitik«, dets fremadskridende integrationi det »borgerlige samfund« osv. lU. Det var de samme angrebspunkter,man

---

107. ibid.

108. Solidaritet den 1. 3. 1913, p. 1

109. Solidaritet den 29. 8. 1920.

110. Solidaritet den 1. 3. 1913, p. 1

111. Smlgn. eksempelvis kritikken i Solidaritet den 7. 10. 1916, 14. 10. 1916, 23.2. 1918 og Ernst Christiansen og Johs. Erwig: Striden i Socialdemokratiet, pjece, Kobenhavn 1919.

punkter,manfandt: »forraederiet i 1914«, »borgfreden«, »kongemiddagene«,»ministersocialismen«, de tyske flertalssocialisters alliance med rigsvaernet og nedkaempelsen af spartakisterne osv. I det hele taget synes begivenheder i udenlandsk arbejderbevaegelse at have spillet en stadig storre rolle i den hjemlige argumentation.

Over for Socialdemokratiets argumentation: at det gjaldt om lidt efte lidt af erobre magtpositionerne i det eksisterende samfund, herunder ogsi ministerposter, fremholdt syndikalisterne, at del: ikke var Socialdemokra tiet, der var i faerd med at erobre det borgerlige samfund, men omvend dette der var i fserd med at erobre Socialdemokratiet¹¹². I en kommenta til »natkongressens« accept af socialdemokratisk regeringsdannelse i 191( skrev Christian Christensen saledes: »Ingen vilde tro, at Millerand vild( sende Soldater mod de strejkende Arbejdere, ingen vilde tro, at det inter nationale Socialdemokrati blev nationalt, ingen vilde tro, at dette antimilitariske Fredsparti vilde bevilge Militaer- og Krigsbevillinger! Nuvel, m ved alle dette, og alle skal engang komme til at vide, at et socialdemokratisk Ministerium som Kapitalismens Forvalter skal blive lige saa borgerli^ .... som alle tidligere Regeringer« 113.

Af sserlig interesse er den stilling, som syndikalisterne indtog til de nye partidannelser - »Socialistisk Arbejderparti«, »Det uafhaengige Socialdemokrati*og »Danmarks venstresocialistiske Parti« 114. Allerede ved Socialdemokratietsaccept af regeringsdeltagelse i 1916 forela jo en mulighedfor en partispraengning og dannelsen af et nyt parti til venstre for Socialdemokratiet¹¹⁵. I den situation fastslog »Solidaritet« Fagoppositionensprincipielle stilling til en eventuel ny partidannelse: »Om vore Medlemmersom Personer vil stotte en politisk Floj eller Dannelsen af et eventueltnyt Socialdemokrati, er deres private Sag, som ikke vedkommer vor Bevcegelse. Men som Bevaegelse er vort Standpunkt absolut. Vi maenger os ikke med nogen som heist politisk Fraktion. Vi reprsesenterer i vore

---

112. Se f. eks. Solidaritet den 23. 2. 1918, p. 2.

113. Solidaritet den 7. 10. 1916, p. 1.

114. »Socialistisk Arbejderparti* blev pa initiativ af bl. a. Marie Nielsen, Thoger Thogersen og Chr. Rassow dannet i april 1918. Samtidig oprettedes »Det uafhcengige Socialdemokrati*. I 1919 brod det socialdemokratiske ungdomsforbund (SUF) med moderpartiet, og en del af udbryderne anfort af Ernst Christiansen, Sigvald Hellberg og Johs. Erwig forenedes med »Socialistisk Arbejderparti« i »Danmarks venstresocialistiske Parti* (Nov. 1919). Dette parti tilsluttede sig i 1920 de 21 teser og antog i overensstemmelse hermed navnet »Danrnarks kommunistiske Parti*.

115. I Sverige skete spraengningen j<pr Socialdemokratiet i 1917 indtradte i regeringen Eden. Ved sprasngningen mistede partiet bl. a. sit ungdomsforbund og 17 rigsdagsmedlemmer.

Ideer, Principper og Bevaegelse, Arbejdemes rene okonomiske Klasseinteresserog Kampen for disse, og moder her enhver Indblanding af andreMotiver og andre Interesser (Partiinteresser) med den skarpeste Modstand*116.

For sa vidt var bevsegelsens stilling defineret klart r.ok, men ikke desto mindre skulle netop forholdet til de nye partidannelser og ikke mindst naturligvis, til revolutionen i Rusland og kommunisterne fremkalde eller afslore^m vidtgaende uoverensstemmelser inden for bevaegelsen, uoverensstemmelser, som til sidst skulle fore til bevaegelsens spraengning og FS's officielle sammenslutning med Danmarks kommunistiske Parti.

Da der sa i 1918 rent faktisk opstod to nye partier pa den hjemlige venstrefloj:»Det uafhasngige Socialdemokrati« og »Socialistisk Arbejderparti«, matte Fagoppositionen igen gore sig situationen klar. Medens man stilledesig saerdeles afvisende over for »Det uafhaengige Socialdemokrati« 118, ma holdningen over for »Socialistisk Arbejderparti« memiest karakteriseressom positivt afventende¹¹⁹. Af principielle indvendinger fremforte man mod »Det uafhaengige Socialdemokrati« forst og fremmest, at det ret beset arbejdede pa grundlag af et socialdemokratisk program. Og vendt mod »Socialistisk Arbejderpartk haevdede man det synspunkt, at medens dette parti (som havde erklasret sin tilslutning til Zimmerwaldvenstre) tilstrasbteen erobring af den politiske magt, sa ville syndikalisterne »afskaffe regeringsmagten og hele statssystemet« 120. Endvidere gik syndikalisterne ind for de foderalistiske principper, hvor »Socialistisk Arbejderparti« pa

---

116. Solidaritet den 7. 10. 1916.

117. Sandsynligvis - og det kommer ogsa lejlighedsvis til udtiyk i Solidaritet - har FS's medlemsskare hele tiden vaeret en hojst broget ilok, hvor anarkistisk orienterede medlemmer (se f. eks. Albert Jensens bekendjlse til Bakunin i Solidaritet den 26. 3. 1919, p. 1) levede side om side med mere marxistisk orienterede medlemmer (som f. eks. Gerson Trier-eleven Christian Christensen).

118. Se Solidaritet den 13. 4. 1918, p. 3.

119. ». . . det nye Parti er en Kendsgerning, og i sine Principudtalelser reprsesenterer det baade i Maal og Midler en Tilnaermelse til og Anerkendelse af Syndikalismen, som vi tager til Indtaegt for denne. Set paa de personlig baerende Kraefter som Murer Rassow, Th. Thogersen og Laererinds Frk. Marie Nielsen er det jo Personligheder, vi som Arbejdere og Syndikalister alle agter som aerlige og retskafne revolutionaere Mennesker«. {Solidaritet den 13. 4. 1918, p. 3). Senere blev tonen noget koligere - bl. a. maske fordi »Socialistisk Arbejderparti« vistnok gjorde et indhug i FS's medlemsskare (se f. eks. Solidaritet den 29.6. 1918, p. 3).

120. Solidarity den 29. 6. 1918, p. 3. Sadanne principielle indvendinger forhindrede dog ikke, at man lejlighedsvis - f. eks. ved Gronttorvsmodet i november 1918 - samarbejclede rent praktisk on afholdelse af mekler, demonstrationer o. 1.

linie med Zimmerwaldbevasgelsen i ovrigt var centralistisk orienteretm.

I de folgende ar var syndikalisternes holdning til de nye partier og i Scerdeleshed til kommunisterne og den rassiske revolution mildest talt ambivalent og skiftende. Medens man f. eks. straks med begej string havde hilst den russiske revolution velkommen 122₅ fremkom der senere, isser i lobet af aret 1919, staerkt kritiske artikler om den russiske revolution og de danske kommunister 123.

Man vil nasppe nogensinde til fulde fa kortlagt det indviklede begivenhedsforlob pa den hjemlige politiske venstrefloj (herunder ogsa Fagoppositionen) i disse ar. Ideologiske, personlige og okonomiske faktorer medvirkede til at fremkalde abenbart ret alvorlige brydninger. Brydninger som ogsa, og i hoj grad, kom til udtryk blandt syndikalisterne. Den syndikalistiske bevaegelse spaltedes mere og mere i en floj, denned Christian Christensen i spidsen orienterede sig i retning af det kommunistiske Rusland og kommunismen, og pa den anden side en floj (bl. a. under ledelse af Albert Jensen, Jens Storgaard og Lauritz Hansen) der modsatte sig denne orientering.

I den sidstnaevnte floj var der ojensynlig personer med mermest anarkistiskestandpunkter
124, og det sporgsmal melder sig, om ikke de har

---

121. Zimmerwaldbevaegelsen var dog saerdeles heterogen, og selv den af Lenin anforte venstrefloj, der forst for alvor gjorde sig gaeldende pa. den efterfolgende konference i Kienthal i 1916, var langtfra sa centralistisk orienteret, som de senere kommunistiske partier blev det efter antagelsen af de 21 teser og 20'rnes fremadskridende »bolschewisering« af disse partier. Se i ovrigt om Zimmerwaldbevsegelsens udvikling G. D. H. Cole: A History of Socialist Thought, vol. IV, part I, London 1961, pp. 27-62. Saint Julius Braunthal: History of the International 1914-43, London 1967, pp. 36 ff.

122. Se f. eks. Solidaritet den 5. 1., 12. 1. og 19. 1. 1918. I 1920 skriver Christian Christensen pa 3-arsdagen for oktoberrevolutionen: »Deter Bolschevikkernes uvisnelige Fortjeneste, at de ikke ... veg tilbage for at paatage sig den overvseldende strenge Opgave at fore den sociale Revolution videre, fra kaotisk Forvirring og Svaghed, frem mod socialistisk Orden, Fasthed og Styrke« Solidaritet 7. 11. 1920, p. 2).

123. Se f. eks. Albert Jensens artikler: »Hvordan er Stillingen i Rusland?« (Solidaritet den 13. 7. 1918, p. 3) og »Lenins Diktaturprogram« (Solidaritet den 27. 7. 1918, p. 3). De synspunkter, som Albert Jensen (og Jens Storgaard) repraesenterede, kom til at dominere bladet i den periode, hvor Christian Christensen sad i faengsel. Han siger selv herom: »Jeg har aldrig under mit Fasngselsophold tilbragt saa bedrovelige Timer, som dem jeg siden tilbragte med at lasse Solidaritets ledende Artikler for Aaret 1919« (Solidaritet den 12. 5. 1921). Samtidig med at kritikken mod det kommunistiske Rusland og kommunisterne tog til i Iobet af aret 1919, fik FS et nyt program, og den fra DsF fritstaende fagforeningssammenslutning: »Foderalistisk Sammenslutning« blev dannet - begge dele vistnok mod den faengslede Christian Christensens vilje.

124. Dette gjaldt som sagt i udpraeget grad en mand som Albert Jensen. Se f. eks. Solidaritet den 26. 3. 1919, p. 1.

vaeret med i Fagoppositionen hele tiden og altsa levet der side om side
med den marxistisk pavirkede Christian Christensen.

Selv om vi maske aldrig vil kunne fremdrage alle de »motiver« og »arsager«, der forte til den endelige spaltning og den sejrende flojs sammensmeltning med kommunisterne, sa kan vi dog i hvert fald studere nogle af de argumenter, der blev fremfort i debatten. Ikke mindst interessant vil man maske finde Christian Christensens argumentation for, at syndikalismen og kommunismen i virkeligheden er to udtryk for samme grundanskuelse.

Syndikalisme og kommunisme

Fra September 1920 og frem til oprettelsen af »Danmarks kommunistiske Foderation« i 1921 fortes der i »Solidaritet« en lsengere diskussion om syndikalisme kontra kommunisme 125. Diskussionen indledtes med en redegorelse af Marie Nielsen. Marie Nielsen, som havde deltaget i den tredje Internationales 2. kongres, fik adgang til i »Solidaritei:« at aflsegge beretning om denne kongres' forlob og beslutninger samt herunder for de beromte 21 teser. I den efterfolgende diskussion hsevdede den anarko-syndikalistiske floj det klassiske synspunkt om fagbevaegelsens fuldstsendige adskillelse fra politiske partier, det foderalistiske princips overlegenhed over for det centralistiske princip, den okonomiske kamps afgorende betydning i forhold til den politiske aktion samt sidst, men ikke mindst, en almindelig antipati mod enhver form for central ledelse 126.

Christian Christensen fremforte sine synspunkter i en lang serie artikler, der senere blev samlet og udgivet som pjece₁₂₇. Han sammenholder her syndikalismen og kommunismen og stiller sporgsmalet om ligheder og forskelle. Der er for det forste grundopfattelserne. Hvorledes forholder det sig her? Ja, kommunismen bygger jo pa den matsrialistiske historieopfattelseog klassekampsteorien. Men ret beset er det samme tilfaeldet for syndikalismens vedkommende. For godt nok harder i den syndikalistiskebevsegelse indsneget sig visse »anarkistiske elementer« og denned en vis portion »borgerlig ideologi«, som har fremhaevet idealistiske og moralskemotiver som de vaesentligste, men deter dog kun blevet til spredte tillob og »Deter übestridelig Sandhed, at Syndikalismen, saaledes som

---

125. Se Solidaritet den 21. 9. 1920 og ff.

126. Jfr. f. eks. folgende, for denne retning typiske, udtalelse: »Det centralistiske System forudssetter en Ledelse med fuldkommen Magt og Myndighed til at diktere sin Vilje, og en disciplineret Hob, uden Mening, udun Vilje, uden Foling med og Forstaaelse af den Kamp eller den Opgave, den bruges til«. (Jens Storgaard i Solidaritet den 2. 11. 1920, p. 2.).

127. Christian Christensen: Moskva og Syndikalismen, pjece, Kobenhavn 1921.

den fremtraeder i Arbejderes Kamp mod Kapitalismen, übetinget hviler paa Kommunismens Grundopfattelse: den materialistiske Historieopfattelse«128. Hvad klassekampsteorien angar, sa fremgar det dog med al tydelighed,at syndikalismen er en »ren interessebevsegelse«, som netop fremhasver den »okonomiske undertrykkelse« som den vigtigste arsag til arbejdernes fortrykte sociale stilling, og at okonomisk emancipation er den afgorende betingelse for kulturel og politisk frigorelse.

Sa vidt grundopfattelserne. Christian Christensen argumenterer dernasst for den opfattelse, at ogsa malsastningerne ma betragtes som vasrende identiske. Kommunismens malssetning er nemlig, ifolge CC, folgende: »Afskaffelseaf Privatejendomsretten over Jord og Produktivkrasfter. Indforelseaf almindelig Fasllesejendom til de samme Kilder for MenneskesamfundetsEksistens, odela?ggelse af Staten som Institution og Princip«129. Tilsvarende er det syndikalisternes mal, at »Arbejderne i Industrierneog paa Landet direkte skal overtage Virksomheden og Kontrollenover Arbejdet« 130. Der er naturligvis, som CC ogsa selv er opmasrksompa og understreger, her tale om en sasrdeles generel og vag formulering.Deter nodvendigt nasrinere at prascisere, pa hvilken made og under hvilke former overtagelsen af produktionsmidlerne skal finde sted, og hvorledes disse skal forvaltes efter samfundsovertagelsen. Syndikalismen giver ikke her noget entydigt svar. Der er, fremhasver CC, forskellige stromninger inden for syndikalismen. I den forbindelse distancerer han sig fra de anarko-syndikalistiske retninger med deres stasrke individualistiskeprasg og fremholder den amerikanske syndikalistorganisation »IWW« som sit forbillede. IWW - unionen af alverdens industriarbejdere - udgor netop det fremtidige kommunistiske samfunds struktur. »Under Opbyggelsenaf dette praktiske Kcempevasrk faar den enkelte Celle - den lokale Industrisammenslutning - den storst mulige Selvbestemmelsesret, men denne maa i intet Tilfaslde krasnke den industrielle eller internationale Solidaritet. .. Dette Vaerks moralske Kit er ikke Kapitalismens og Anarkismensdybt adsplittende Raab paa individuel Frihed, men Fa3]lesskabets livgivende Solidaritet« 131. Kommunismen og IWW-syndikalismen har

---

128. ibid. p. 5.

129. ibid. p. 6. Lenin erklaerer i Staten og Revolutionen: »Vi opstiller som vort endelige Maal Statens Afskaffelse, dvs. Afskaffelse af al organiseret og systematisk Tvang, al Magtanvendelse over for Mennesker overhovedet«. (V.l.Lenin: Staten og Revolutionen, Udvalgte Vaerker, Bnd. 8, p. 89, Kobenhavn 1948). Se ogsa E. H. Carr: »Lenin's Theory of the State* i The Bolshevik Revolution 1917-23, vol. I, pp. 233-249, London 1964.

130. ibid. p. 8.

131. ibid. p. 10.

altsa fselles malsaetning. At Christian Christensen kan komme til denne konklusion er vel ikke masrkeligt, nar man tager nans definitioner i betragtning.Deter dog tvivlsomt, om kommunismen og syndikalismen - selv nar vi holder os til den teoretiske malsaetning - er helt pa linie, nar det gaelder sporgsmal som arbejdernes selvforvaltning af de samfundsejedeindustrier samt graden af decentralisering, men at der, teoretiskprincipielt,er et vist slaegtskab, kan vel ikke bensegtes.

Efter saledes at have diskuteret grundopfattelser og malsaetning gar Christian Christensen over til at diskutere kommunismen og syndikalismen betragtet som sociale og politiske bevaegelser. Indledningsvis fastslar han her, at savel syndikalismen som kommunismen er fodt til verden i »dyb skuffelse« over »det som var«. Og det, han taenker pa her, er forst og fremmest udviklingen i de socialdemokratiske partier samt den anden Internationales sammenbrud i 1914. Han haevder videre, at syndikalismen i arene for og under 1. verdenskrig spillede en vigtig rolle som en militant venstreopposition til socialdemokraterne og den reformistiske fagbeva> gelse. Pa den anden side var den syndikalistiske bevaegelse altid karakteriseret ved »ideologisk fattigdom« 132. Endvidere var syndikalismen aldrig homogen, hverken som bevaegelse eller som ideologil33. Helt anderledes med kommunismen. Den har netop den teoretisk veludviklede ideologi og den homogenitet, som syndikalismen mangier. Og sidst, men ikke mindst: »Den russiske sociale Revolution er en Kendsgerning«. Dette sidste har maske vaeret temmelig afgorende for Christian Christensen: »Kun paa Baggrund af den store politiske sociale Verdensrevolution bliver der Fornuft og Plan i Syndikalismen og den Opgave, den tilkegger Arbejdernes okonomiske Organisationer« 134. Har Christian Christensen med disse betragtninger givet os en nogle til forstaelse af, hvorfor syndikalismen rundt omkring i verden de fleste steder i lobet af de folgende ar tabte terraen til kommunismen?

Til sidst kommer Christian Christensen ind pa nogle af de mere specielleindvendinger, som hans modstandere i FS havde fremfort mod kommunismen.Man havde f. eks. foreholdt ham, at sync.ikalismen var en okonomisk bevasgelse, medens kommunismen var en politisk bevaegelse. I sin videre argumentation sprcenger Christian Christensen nu den gamle snaevre syndikalistiske opfattelse af »politik« som vaerende parlamentarisme,partipolitik osv. Han definerer nu »politisk kamp« som »enhver organiseret Magtanvendelse fra Arbejderklassens Side mod Overklassen«135.

---

132. ibid. p. 5 og 8.

133. ibid. p. 15.

134. Solidaritet den 12. 5. 1921.

sen«135.Med denne nye definition som udgangspunkt bliver det en enkel sag for ham at pavise, at syndikalismens kamp netop er en politisk kamp. Deter i virkeligheden uholdbart, siger han, at opstille et skarpt skel mellem»okonomisk kamp« og »politisk kamp«. Den okonomiske kamp, betragtetsom et led i den politiske kamp i videste forstand, er pa ingen mader den eneste bragbare aktionsform: »AUe Former for Aktion, anvendtaf Arbejderne mod den samlede Overklasse - det borgerlige Samfund— er politisk Kamp, hvad enten Aktionen udoves paa Arbejdspladseneller paa Gaden. Og Formen og Fremgangsmaaden kan ikke paa Forhaandknsesaettes i Principper« 136. Det naerliggende modargument: at selv om man accepterer disse generelle betragtninger, sa ma dog netop syndikalismen fastholde det standpunkt, at enhver aktion ma forblive en social-politisk og ikke en parti-politisk aktion, kan heller ikke overbevise ham. Tvaertimod: For at massernes aktioner kan fa nogen virkning, ma de, siger han, organiseres: »Massernes tusinde Hjerner maa blive een Hjerne. Massernes tusinde Arme maa blive een Arm« 137. Enhver organisation,som aktionerer politisk, er de facto (hvad man sa end matte finde pa at kalde den) et »parti«. Et »politisk parti« er for CC simpelthen en organisation, der kasmper for og anvender politisk magt. Konklusionen bliver da heller ikke svaer at drage: ». . . at enhver socialpolitisk Aktion i Praksis bliver en partipolitisk Aktion!« 138. Christian Christensen fremlseggerher i 1921 en partiteori, der i hvert faid har visse ligheder med Leninsteori om partiets rolle. Dermed vaere ikke sagt, at der nodvendigvis er en direkte forbindelse.

Ogsa holdningen til parlamentarismen tages op til diskussion 139. ChristianChristensen konstaterer her med beklagelse, at den tredje Internationalepa sin anden kongres havde inddraget parlamentarismen »som Led i Agitationen«. Og selv om Moskva-teserae havde knzesat princippet om partiorganisationens kontrol med dets parlamentsmedlemmer 140, og selv om de foreskrev, at parlamentet kun skulle bruges som en slags talerstol for revolutionasr agitation, sa var realiteten dog den, at de deputerede nemt

---

135. Christian Christensen: Moskva og Syndikalismen, Kobenhavn 1921, p. 21.

136. ibid. p. 23.

137. ibid. p. 23.

138. ibid. p. 24.

139. »Parlamentarisme« ma her forstas i en langt videre betydning end normalt, nar man taler om parlamentarisme i betydningen en statsskik, hvorefter regeringerne skal vaere accepteret af flertal i parlamentet.

140. Den 11. af de 21 betingelser forpligtede de kommunistiske partier til parlamentarisk arbejde, men foreskrev samtidig den strengeste kontrol fra partiorganisationens side over parlamentsmedlemmerne. Se Julius Braunthal: History of the International 1914-43, p. 541.

kom til at tage afgorende hensyn til deres vaelgere. I den forbindelse var det heller ikke uden betydning, at disse vaelgere erfaringsmaessigt stemte ikke sa meget ud fra principielle, ideologiske bevaeggrunde som ud fra onsket om at indvaelge repraesentanter, der kunne virke for en praktisk reformpolitik. Man kunne ikke med rimelighed antage, at det lod sig gore sa at sige fra den ene dag til den anden at amdre massernes »kortsynedeInteresse-Ideologi«. En sadan forventning stod da ogsa i modstrid med hele kommunismens grundteori¹⁴¹. Christian Christensen ma derfor fastholde sin kritik af Internationalens linie i dette sporgsmal, men tih°ojer dog: »Man kan ikke - naar man vil vasre retfaerdig - se bort fra, at Partiet [nemlig kommunisterne] selv i sin Parlamentarisme stiller sig paa Revolutionens Grund og fornaegter Reformen« 142. Ikke desto mindre er det tydeligt, at netop den kommunistiske holdning til parlamentarismen har vaeret vanskelig for ham at acceptere.

Endelig kunne Christian Christensen naturligvis heller ikke undga at komme ind pa en diskussion af det centrale sporgsmal om »proletariatets diktatur«. Proletariatets diktatur er for ham »kort og godt ArbejderklassensUndertrykkelse af den borgerlige Klasse og Udryddelse af det kapitalistiskeSamfundssystem« 143. Alle erfaringer viser, siger han, at borgerskabetmed alle midler vil forsvare stillingen som »Udbyttere af vort Arbejde«. Revolutionerne ude i verden har demoistreret, hvorledes »Overklassen« overalt har anvendt den »grusomste Voldsmagt« mod »vore revolutionasre Brodre« 144. Pa denne baggrund ma den fremforte kritik af voldsanvendelsen karakteriseres som direkte uansvarlig: »De der pynter sig med Betegnelsen revolutionsere, og som endnu vil imodegaa de kapitalistiske Bajonetter og Maskingevaerer med rosenrode Fremstillingeraf det socialistiske Eden, de bor danne sig en Menighed, i alle Tilfaeldebor de forsvinde af de revolutionaere Kamporganisationer og uskadeliggoresi

---

141. Christian Christensen: Moskva og Syndikalismen, Kobenhavn 1921, p. 26.

142. ibid. p. 27. Jfr. ogs'a folgende bemaerkninger (Solidaritet clen 13.5. 1921, p. 3.): »Den storste og forovrigt den eneste Anke af Betydning, der kunde frernforee mod dette Parti, dvs. Danmarks kommunistiske Parti, var, at det holdt paa parlamentarisk Aktion, omend kun som Tribune for revolutionaer Agitation. Men det indeholdt for os Grundbetingelsen for et Samarbejde, nemlig at det ville det samme store Maal som FS: Den sociale Revolution*.

143. ibid. p. 29.

144. Umiddelbart efter afslutningen af borgerkrigen i Finland henrettede »de hvide« 8-9000 tilfangetagne »rode«. Dertil kommer de ca. 12000 fanger, der omkom i lobet af sommeren og efteraret 1918 som folge af underernaering og sygdom. De »rode« havde under krigen henrettet godt 1600 »hvide« (Krister Wahlbiick: Fran Mannerheim til Kekkonen, Stockholm 1967, pp. 36-37). Ogsa revolutionsforsogene i Tyskland havde kostet blod. Christian Christensens drastiske udtalelser ma naturligvis ses pa baggrund af disse begivenheder.

deliggoresideres Agitation blandt Arbejderne, sorn de indirekte Redskaberfor
den brutale Kapitalistklasse de er« 145.

Tilbage star sporgsmalet om, hvorvidt »proletariatets diktatur« i givet fald skulle kunne bringes i anvendelse mod en del af arbeyderklassen samt om, hvorvidt det burde vasre et partidiktatur. Til det forste lyder CC's strenge svar, at ligesom man under en strejke bor fordomme og bekaempe strejkebrydere, saledes nia. man ogsa i en revolutionaer situation fordomme og vende sig mod dem, der bryder solidariteten og bringer revolutionen i fare. Han kommer desvasrre ikke ind pa det ikke helt uinteressante sporgsmal om, hvem der i givet fald har ret til at afgore, at revolutionen er i fare, og hvilke grupper deter, der bringer den i fare.

I sporgsmalet om, hvorvidt »proletariatets diktatur« kan accepteres som et partidiktatur, forfolger han to argumentationslinier: en teoretisk betonet og en praktisk betonet. Hans »teoretiske« argument gar ud pa, at saledes som han har define ret et »parti«, folger det logisk, at enhver organiseret magtanvendelse nodvendigvis er ensbetydende med magtudovelse af et parti. Sporgsmalet et kontra flere partier diskuterer han slet ikke. Dette haenger maske sammen med, at hans naeste argument er en henvisning til »praksis«, den »faktiske udvikling«: »Hele den Storm af Indignation, der er rejst mod Ruslands kommunistiske Parti for dets Partidiktatur, gennemskues bedst ved de enkle Kendsgerninger, at intet andet Parti magtede eller har stillet Krav om Overtagelsen af Diktaturet, lige saa lidt som Ruslands svage og den Gang borgerlige Fagorganisationer havde noget som heist Krav paa at overtage Forvaltningen af Proletariatets Diktatur« 146.

Man kan vel naeppe, efter en gennemlaesning af »Moskva og Syndikalismen«,haevde,
at Christian Christensen nsermest blev kommunist ved en

---

145. Christian Christensen: Moskva og SyndikaUsmen, Kbh. 1921, p. 36.

146. ibid. p. 31. Deter interessant at sammenligne denne CC's bedommelse af situationen i Rusland med Ernst Christiansens omtrent samtidige skildring (Ernst Christiansen: / Bolschewikernes Rusland. Indtryk fra en Studierejse, pjece, Kobenhavn 1919), der foruden en ret begejstret tilslutning til det nye styre dog ogsa giver udtryk for visse reservationer: »En berettiget Indvending mod den russiske Arbejderforfatning er den meget indirekte Valgret« (p. 7) og »Mere betaenkeligt er det, at man afskaerer de forskellige Retninger indenfor Arbejderklassen fra at komme til Orde. Det kan nemlig blive et Ly for en opvoksende Korruption blandt Arbejderforerne selv, der lige saa lidt som andre Mennesker kan taale i Laengden ikke at vaere underkastet Muligheden for en Kritik af deres Virksomhed«. (pp. 8-9). Ved siden af en sadan kritik, der bringer Rosa Luxemburgs beromte kritiske analyse af den russiske revolution i erindring (Rosa Luxemburg: Die Russische Revolution herausgeg. von Paul Levi, Hamburg 1922), virker Christian Christensens forbehold unaegtelig noget spagfaerdige.

fejltagelse, at han sa at sige ikke vidste, hvad komirmnisme egentlig var for noget¹⁴⁷. Han kunne naturligvis lige sa. lidt som nogen anden pa den tid til fulde gennemskue hele den komplekse situation i Rusland samt forudseden senere udvikling, men man kan vel sige sa meget, at han i sin pjece dokumenterer et ganske godt kendskab til kommunistisk ideologi, og de her gaengse argumenter var ham abenbart ikke fremmed. Hvorom alting er, sa har CC altsa i 1921 abent erklaeret sig for den materialistiske historieopfattelse, klassekampsteorien, den kommunistiske utopi, proletariatetsdiktatur og partiets overherredomme. Tilbage al: reservationer stod sa blot hans skepsis med hensyn til parlamentet som en »revolutionaer talerstol«. Man kunne forvente, at han ogsa ville have ytret sig kritisk over for den kommunistiske centralisme. Dette er dog ikke tilfaeldet¹⁴⁸.

Deter, som om konturerne trader skarpere frem ved denne af ChristianChristensen anstillede sammenligning mellem syndikahsme og kommunisme.Syndikalismens sserpraeg kommer abenbart bedre frem ved sammenligningmed en for en senere tid mere velkendt ideologi (selvom det ganske givet ikke har vaeret CC's hensigt at understrege netop forskellene).Den gamle syndikalistleder far egentlig ganske godt afdzekket svaghedernei den syndikalistiske ideologi, og bevaegelse. Det gaslder f. eks. den klassiske syndikalismes alt for snsevre opfattelse af »det politiske«. Syndikalisterne ville »lave revolution* ved at begynde ude i samfundet - pa arbejdspladserne. Men de revolutioner og revolution sforsog af venstreorienteretobservans, som faktisk har fundet sted i cet 20'ende arhundrede(som f. eks. den russiske revolution 1917-21, det tyske revolutionsforsog1918-19 og den kinesiske revolution 1926/27-49) har i udpraeget grad haft karakter af en kamp om det centrale statsapparat, og omvendt har en begyndende desorganisation af dette (herunder ikke mindst af haeren)abenbart vasret af afgorende betydning for disse revolutioners videre forlob. Endnu har verden ikke oplevet en succesrig revolution efter den syndikalistiske recept, hvilket dog, set ud fra syndikalismens eget vaerdigrundlag,ma betragtes som en svaghed. En anden svaghed, Christian

---

147. I sin »En Redegorelse til Danmarks Revolutionaere Arbsjdere« erklaerer han udtrykkeligt, at han »teoretisk altid har tilhort Kommunismen: Laeren om den revolutionsere Klassekamp, og altid har vaeret Bolsjevik og Syndikalist« (Solidaritet den 14. 5. 1921). Det bor dog afgjort understreges, at Christian Christensen pa dette tidspunkt ogsa har vaeret politisk-taktisk interesseret i - som det kommer til udtryk bade i ovennaevnte redegorelse eg i hans pjece - at fremhasve lighederne mellem syndikalismen og kommunismen og neddaempe forskellene. Sammenslutningen med kommunisterne skulle jo forsvares og om muligt gores knap sa opsigtsvaekkende.

148. Se Christian Christensen: Moskva og Syndikalismen, Kobenhavn 1921, p. 34.

Christensen slar ned pa, er den manglende ideologiske enhed og det relativtringe teoretiske niveau. Man kan ganske vist have forskellig mening om, hvorvidt dette sidste skal betragtes som en svaghed, men maske rorer han dog her ved et af de punkter, hvor syndikalismen foltes underlegen i forhold til kommunismen.

Syndikalismens organisatoriske sammensmeltning med kommunismen i 1921 markerede som tidligere naevnt afslutningen pa den periode, hvor den klassiske arbejder-syndikalisme spillede en rolle som selvstsendig politiskbevaegelse og ideologi i Danmark. Man kan undre sig over, at syndikalismen,der efter alt at domme havde voldt de socialdemokratiske ledere i parti og fagbevaegelse sa stort et besv£er, saledes uden storre brydninger lod sig absorbere af kommunismen 149. Der er her ikke tale om et isoleret dansk faenomen 150 - de fleste steder i Europa ser vi en lignende udvikling.Maske har Christian Christensen fat i en del af forklaringen, nar han fremdrager faktorer som kommunisternes bedre organisation og den mere veludviklede og konsistente ideologi. Sidst, men ikke mindst, bor man maske erindre sig den russiske revolutions umadelige tiltraekningskraft pa den tid og i de kredse. Nar selv socialdemokrater kunne fole denne kraft¹⁵¹, er det ikke til at undre sig over, at politiske bevasgelser, der

---

149. Jfr. dog de hojst besynderlige tildragelser i det kommunistiske parti i begyndelsen af 20-erne - en overgang (1922-23) var der ligefrem 2 kommunistiske partier. Se den morsomme skildring hos Ernst Christiansen: Men det gik anderledes, Kobenhavn 1960, pp. 125-142. Samt Karl V. Jensen: Udviklingen i den revolutioncere Bevcegelse i Danmark. Et Kampskrift om Kendsgerninger som taler, Kobenhavn 1922, og Johs. Erwig, Marie Nielsen og Sigvald Hellberg: Kommunister kontra Syndikalister, Kobenhavn 1922, der begge er partsindlasg. Deter dog nasppe rimeligt at give de tidligere syndikalister hele skylden for disse rivninger.

150. Deter vistnok en udbredt opfattelse, at det var paskekrisen i 1920 og de efterfolgende ulovlige - og tabte - strejker, der bragte syndikalismen til fald her i landet. (Jfr. Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En Bygning vi Rejser, Bnd. 11, pp. 55-56, Kobenhavn 1954 og Tage Kaarsted: Paskekrisen 1920, pp. 312-13, Arhus 1968). Dette forekommer dog usandsynligt, eftersom syndikalismens tilbagegang er et generelt faenomen, som gor sig gaeldende nsesten overalt i Europa. Allerede i 1919 havde der, som tidligere naevnt, vaeret staerke brydninger i syndikalisternes raekker herhjemme. Ikke mindst har uenighed om holdningen til det kommunistiske Rusland og kommunisterne nok spillet en rolle. No get andet er, at den begyndende desorganisation kan vaere blevet fremskyndet og accellereret i forbindelse med begivenhederne omkring og i tilknytning til tabte strejker, der fulgte i paskekrisens kolvand.

151. Kendt er F. J. Borgbjergs begejstrede udtalelse i anledning af den kommunistiske oktoberrevolution: ». . . Vi socialister genoplever ved synet af den russiske revolution Socialdemokratiets gyldne barndom, vi forstar, hvad der bruser i blodet pa de 170 millioner, der gennem Lenins og Trotskys taler stifter bekendtskab med Marx' og Engels' friske ungdomstanker«. ». .. selv om vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, sa har vi inderst inde en sjeel, der fri for ravnekrogsfordom skcelver af begejstring for alt, hvad der er virkelig revolutionaert i verden«, cit. efter Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En Bygning vi Re\ser, Bnd. 11, p. 14, Kobenhavn 1954. Knut Langfeldt skriver i sin interessante analyse Moskva-tesene i norsk politikk (Oslo, 1961, p. 97) om Arbejderpartiets accept af ds 21 teser: »Flertallets innstilling til tesene blev bragt i land pa en bolge af socialt hat mol kapitalismen, skuffelse over den 2. Internationales svik, begejstring for der russiske revolusjon og dens ledere*.

stod langt til venstre for Socialdemokratiet, ligefrem matte fole det revolutionasreRusland
som en uhyre magnet, der trak dem til sig.

Syndikalismen siger maske ikke en eftertid sa meger. ved de teorier og de forslag til konkrete foranstaltninger, den har at fremlaegge. Derimod kan den maske stadig vaere af interesse ved den holdning, den er udtryk for, og de problemer, den udspringer af. Eller som Val R. Lorwin udtrykker det: »Syndicalism claims our attention less as a constructive political and economic doctrine than as a trenchant ethical criticism of institutions and as a libertarian way of facing authority* 152.

Man kan, med en Mile omskrivning af Marx, hcevde, at, nar ideologier gribes og accepteres af grupper i befolkningen, sa vil de pagaeldende ideologier gennem disse befolkningsgrupper forvandles til »materiel magt«, dvs. indga som vaesentlige faktorer i den politiske proces. De, der for blot nogle fa ar siden fejede ideologierne til side og erklaerede dem for dode, handlede nok noget overilet. Selv de mest pragmatisk orienterede partier og retninger har dog brug for at orientere sig i det politiske og sociale univers. Vi gar i sa henseende alle med »briller« - ideologiske briller 153.

Den klassiske arbejder-syndikalisme er nok de fleste steder gaet til grunde. Men man vil, for nu at holde sig til Danmark, i Kommunisternes, Socialistisk Folkepartis og Venstresocialisternes faglige programmer og synspunkter kunne finde meget, der slaende minder om de synspunkter, der i sin tid blev fremfort af Fagoppositionens Sammenslutning. Ligeledes vil man sikkert ofte i visse af vore fagforeninger kunne registrere vage »syndikalistiske« holdninger og forestillinger.

Ikke mindst interessant er det »syndikalistiske« grundtema i nutidens studenterradikalisme i og uden for Danmark (i ovrigt nok mest uden for). »In den Industriebetreiben bilden sich die ersten autonomen Basisgruppen, die - locker koordiniert mit den anderen Gruppen nach dem Prinzip der gegenseitigen Hilfe - die auf der Strasse und in den Aufklarungsveranstaltungengelernten antiautoritaren Methoden in die Betreibe hineintragen,die

---

151. Kendt er F. J. Borgbjergs begejstrede udtalelse i anledning af den kommunistiske oktoberrevolution: ». . . Vi socialister genoplever ved synet af den russiske revolution Socialdemokratiets gyldne barndom, vi forstar, hvad der bruser i blodet pa de 170 millioner, der gennem Lenins og Trotskys taler stifter bekendtskab med Marx' og Engels' friske ungdomstanker«. ». .. selv om vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, sa har vi inderst inde en sjeel, der fri for ravnekrogsfordom skcelver af begejstring for alt, hvad der er virkelig revolutionaert i verden«, cit. efter Oluf Bertolt, Ernst Christiansen og Poul Hansen: En Bygning vi Re\ser, Bnd. 11, p. 14, Kobenhavn 1954. Knut Langfeldt skriver i sin interessante analyse Moskva-tesene i norsk politikk (Oslo, 1961, p. 97) om Arbejderpartiets accept af ds 21 teser: »Flertallets innstilling til tesene blev bragt i land pa en bolge af socialt hat mol kapitalismen, skuffelse over den 2. Internationales svik, begejstring for der russiske revolusjon og dens ledere*.

152. International Encyclopedia of the Social Sciences, vol. 15, p. 451. Hermed vsere ogsa angivet mine egne vaerdipraemisser i denne sag (C. S.).

153. Jfr. diskussionen p. 284.

gen,dieautoritaren Zwange der Hierarchie der Betriebsstruktur zu bekampfenversuchen«
154..

Med disse sidste samt de indledende bemaerkninger vasre naturligvis ikke postuleret nogen identitet mellem den klassiske arbejder-syndikalisme og den moderne studenterradikalisme. Men den faelles ideologiske grundsubstans er iojnefaldende.

---

154. Rudi Dutschke: »Die geschichtlichen Bedingungen fur den internationalen Emanzipationskampf'« i Bergmann, Dutsche, Lefevre & Rabehl: Rebellion der Studenten oder Die ncue Opposition, Hamburg 1968, p. 90.