A. S. Kan: Vnjesnaja politika skandinavskich stran v gody vtoroj mirovoj vojny (De skandinaviske landes udenrigspolitik under Den anden Verdenskrig). (Izdatel'stvo »Nauka«, Moskva, 1967). 456 s.

Der er i Sovjetunionen en ikke ringe interesse for de nordiske landes historie, hvilket efter Den anden Verdenskrig har givet sig udslag i oprettelsen af saerlige institutter for nordisk historie ved flere universiteter og i udgivelsen af et tidsskrift »Skandinavskij sbornik«, som udelukkende beskaeftiger sig med skandinaviske emner. A. S. Kan, der er videnskabelig seniormedarbejder ved Instituttet for almindelig Historie under Sovjetunionens Vidensk absakademi, har specialiseret sig i de skandinaviske landes nyeste historie og har tidligere vist sin fortrolighed med emnet i en raekke anmeldelser, artikler og bidrag til tidsskrifter og antologier. I 1966 erhvervede ban doktorgraden for en afhandling om de skandinaviske landes udenrigspolitik under Den anden Verdenskrig, og deter tilsyneladende disputatsen, der nu er blevet udsendt som led i en serie om krigen 1940-1945.

Ifolge bogens indledning har formaletvaeret 1) at undersoge de skandinaviskeregeringers aktivitet og militaerpolitik under krigensforskellige faser, 2) at demonstrereSovjetunionens politik i Skandinavienog 3) at gendrive »reaktionaere«forestillinger om Nordeuropas internationale relationers historie.

Som grundlag for fremstillingen har tjent dels skandinaviske, engelske, amerikanske og sovjetiske aktpublikationer,dels eksisterende fremstillingersamt utrykte kilder fra et par sovjetiske arkiver. (At domme efter litteraturlisten har Kan ogsa studeret adskillige af Lenins afhandlinger, selv om disse i fig. sagens natur ma vaere skrevet mindst en snes ar for den af forfatteren behandlede periode). M. h. t. de eksisterende fremstillinger beklagerKan, at storsteparten af disse er af »borgerlig-reformistisk« tendens:de fortier regeringernes utilborligehandlinger og betragter udenrigspolitikkenlosrevet fra indenrigspolitikkenog uden at anlaegge et klassesynspunkt.

Deter anmelderens opfattelse, at man i det store og hele ma gratulere sovjetisk historieskrivning med Kans arbejde, der former sig som en veldisponeret, parallel fremstilling af de skandinaviske staters stilling i det europasiske statssystem med saerlig vaegt pa en analyse af det konkrete indhold af den neutralitet, som var disse staters erklasrede politiske mil; men som det kun lykkedes Sverige (formelt) at opretholde i hele den behandlede periode. Der vil selvfolgelig altid vaere punkter, der kan rettes indvendinger imod. Man savner f. eks. en nsermere overvejelse af pressens funktion - bade i Sovjetunionen og i de skandinaviske lande - nar der sa ofte som her refereres til aviser og tidsskrifter som belaeg snart for regeringssynspunkter, snart for offentlighedens mening, snart for blot pressens egen opfattelse. Man kan ogsa pege pa modsigelser i fremstillingen, f. eks. nar Kan pa den ene side indrommer, at den danske »kollaborationistiske« regerings officielle politik nod udbredt stotte, ogsa blandt »en betydelig del af masserne« (p. 430), mens det samtidig hedder om Frihedsradet, at det realiserede »folkets udenrigspolitiske higen« (p. 429). Begrebet: »folket« er i ovrigt ikke nogen veldefineret storrelse, men anvendes ikke desto mindre hyppigt.

Desvaerre har Kan ikke kunnet kigge ret dybt i de sovjetiske arkiver, han har haft adgang til - et forhold han ogsa selv beklager — og deter saledes ikke afgorende nye oplysninger om forholdet Skandinavien-Sovjetunionen, han kan bringe. Kans konklusion (pp. 427 ff.) er, at den skandinaviske neutralitetspolitik var yderst rummelig og omfangsrig i sit indhold, og at den var underkastet betydelige aendringer i den her behandlede periode. De skandinaviske regeringer havde trods stormagternes afgorende indflydelse et vist spillerum og kan ikke fritages for deres ansvar for den forte politik. (Kan har andetsteds karakteriseret den danske udenrigspolitik som antinational). De spillede en betydelig rolle ved undergravningen af den kollektive sikkerhedspolitik, som Sovjetunionen var talsmand for. Danmarks politik udviklede sig fra at vaere pro-tysk neutral over en stadig udhuling af neutraliteten i perioden 1940-43 til en aktivt kaempende under Frihedsradets ledelse. Som resultat af krigens erfaringer naevner Kan bevidstheden om det nodvendige i en kraftig styrkelse af det nationale forsvar og forkastelse af isolationismen og passiviteten samt forbedring af forholdet til Sovjet og de herskende kredses endnu staerkere orientering mod Storbritannien og USA. Tilbage fra forkrigstiden blev kun en afvisning af deltagelse i stormagtsblokke.

I indledningen skriver Kan, at studietaf Den anden Verdenskrig har savel videnskabelig som praktisk betydning,og deter vel bl. a. for at

demonstrere sit vaerks 1 'dning i sidste henseende, at fo teren til slut foretager en politis vurdering af de skandinaviske state udenrigspolitiki tiden for, under og efter krigen ud fra kriteriet: har neutralitetspolitikkengavnet eller skadet »folkenes kamp mod fascismen« og »kampen for international afspsending«.Ogsa hvad dette angar udmaerkervasrket sig ved, at forfatteren forsoger at holde det videnskabelige (erkendelsesmaessige) og det politisk brugbare adskilt.

Bogen er forsynet med personregister; men man savner en forkortelsesliste i tilknytning til litteraturfortegnelsen.