Hakon Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis. (Gyldendal, 1968). 393 sider.

Professor, dr. phil. Hakon Stangerup,
der er leder af Presseforskningsinstituttetved

tuttetvedHandelshojsl ni Kobenhavn,harmed denne 1 g onsket at skildre det moderne y. inembrud i dansk presse. Herved forstas Politikensovergang i 1905 til nyt format,aendret opsaetning og delvis nyt indhold. Initiativtageren til dette gennembrudvar Henrik Cavling, som derfor med rette er gjort til bogens nogleperson.

Deter imidlertid en af forfatterens fortjenester, at han i bogens forste kapitel (s. 11-62) retter blikket mod udviklingen i USA, Storbrittanien og Frankrig, saledes at det klart fremgar, hvilke forbilleder Cavling havde. Man ledes rigtignok herved til den slutning, at Cavling ikke var nogen originalt skabende person, men en behaendig, intelligent omplanter med en veludviklet journalistisk taeft for, hvad et dansk, isaer kobenhavnsk, publikum kunne goutere.

I bogens 2. kapitel (s. 63-136) skildres den danske presses situation og position ved arhundredskiftet. Forfatteren har her haft den udmaerkede ide at undersoge, hvad danskerne i forrige arhundrede egentlig vidste om den moderne amerikanske presse. Hans kilder er rejseskild ringer. Det var i grunden ikke sa lidt, interesserede kunne lasse sig til; men in gen taenkte pa at forfolge de amerikanske blades succes herhjemme. Deter forfatterens dom, at den danske presse i disse ar var redaktionelt stivnet. Dette er vel stort set rigtigt; men han overser dog, at der tidligere var gjort spaede forsog, saledes af Ove Rode i 1889 med dagbladet Kobenhavn, der vel var overvejende litteraert, men dog bar tydelige spor af W. T. Stead's Pall Mall Gazette.

Forfatteren er jo en kyndig litterat, og der er derfor kommet et bade underholdende og instruktivt resultat ud af det, han kalder »journalistens nalistensog avisens image* (s. 83-136), som bestar i en gennemgang af de samtidige sktfnlittereere forfattere, der har skildret den danske presse. Blandt dem var Cavling selv med romanen »Fra de dybe Dale« (1894), som forfatteren har fundet forbilleder til hos Balzac og Maupassant, mens han ikke synes at have blik for de mange utvivlsomt selvbiografiske traek, der findes i bogen. De er i al fald sa pafaldende, at en kommentar havde vasret rimelig.

I kapitlet »Henrik Cavlings laerear« (s. 137-175) analyseres Cavlings program, der var et dagblad, ikke et littercert-politisk tidsskrift. Om Joseph Pulitzer og The World skrev Cavling beundrende: »Deter ikke asstetikere, der skriver dette blad. Deter skrevet af detectives, af modige forsorne maend, der gerne vover livet for en nyhed, af maend, som hver dag vaekker laesernes beundring, fordi de selv oplever, hvad de beskriver«. Videre: »Pulitzers blad henvender sig udelukkende til samfundets lavere lag, til et robust publikum, der har mere indsigt i naevekampe end forstand pa poesi ... ud over sit store sensationelle og refererende stof bringer bladet en uhyre maengde oplysende artikler ...« (s. 170).

Dette var, hvad Cavling ville give Danmark; men han kunne ikke kommetil det i sit eget blad, fordi EdvardBrandes — redaktor af Politiken efter Horups ministerudnaevnelse i 1901 - stod ham i vejen (4. kapitel, s. 174-214). Cavling fattede derfor i 1904 en plan om at udgive sit eget dagblad, Pressen. Penge havde han selv en del af, resten kunne han rejse hos Wessel og Vett fra »Magasin« og hos direktor H. N. Andersen, OK. Forfatteren soger ikke rigtig at give nogen forklaring pa H. N. Andersens interesse for Cavling og hans bladprojekt,og

projekt,ogkilder herom findes naeppe.Man har dog nok lov at antage, at H. N. Andersen ud fra et onske om at ove politisk indflydelse, gerne stod bag et ikke for decideret liberalt blad - rent bortset fra den publicity, hans virksomheder altid kunne fa.

Da kredsen om Politiken frygtede det nye blad, lykkedes det overretssagforer Oskar Johansen, hvis indsats forfatteren med rette fremhaever, at forma. Edv. Brandes til at ga af og afhaende en del af sine aktier. Cavling indtradte i bladets redaktion som ansvarshavende, men med Ove Rode ved sin side som politisk redaktor. Dette er velkendt; men forfatteren kan give en maengde nye detaljer ved pa grundlag af arkivmateriale sa. at sige dag for dag at folge de skiftende faser i »paladsrevolutionen« (s. 215— 280) omkring arsskiftet 1904-05. Man ma give forfatteren ret i, at Cavlings sejr var neesten total (s. 263); men deter ogsa rigtigt, som det fremhaeves, at Cavling havde mattet boje sig for onsket om, at Ove Rode som hans medredaktor skulle foresta det politiske stof, hvad der aldrig bekom Cavling vel. Bladet fik derfor ikke i Cavlings tid den bredde, han onskede.

I bogens 6. kapitel (s. 281-332) redegores indgaende for det nye format og det aendrede indhold, Cavling gav avisen. Isaer dvaeler forfatteren ved Cavlings forbindelse til de skonlitteraere forfattere og ved hans opfindelse af kronikken, der skulle opfylde bladets kulturelle forpligtelser. I 7. og sidste kapitel (s. 333— 379) behandles bl. a. samtidens kritik af det nye Politiken, og der gores status over Cavlings indsats, som forfatteren vurderer hojt; »en vejviser for den moderne journalistik« kalder han den med et citat - pa godt og ondt kunne man vel sige.

Da Cavling er gjort til bogens hovedperson, kunne man, selv om der ikke er tale om en biografi, nok have onsket, at forfatteren var gaet noget taettere ind pa. sin »helt«. Man ville gerne gennem forfatterens briller have set en kort skildring af Cavlings almindelige baggrund og ungdomsar, ligesom man savner facetter i Cavlings psyke, f. eks. det kyniske og det sentimentale. Noteapparatet er vel nodtorftigt, hvis bogen skal tjene forskningen, hvad den afgjort vil komme til. Trods de naevnte indvendinger er det nemlig ikke blot en veloplagt og velskreven bog. Den giver virkelig god og palidelig oplysning om en vaesentlig periode i dansk pressehistorie og dermed i dansk kulturhistorie - indpasset i en international