Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen. Skrifter udgivet af Det historiske Institut ved Københavns Universitet, bind II. (Gyldendal, 1968). 515 s.

Hvor meget gods ejede den danske hojadel i middelalderen? Og hvorledes var godsets struktur - var det samlet eller var det splittet, og hvorledes var brugsforholdene? Deter de to hovedsporgsmal, som amanuensis ved Arhus Universitet, cand. mag. Erik Ulsig soger at besvare i en omfangsrig bog.

Bogen er oprindelig en uldmedaljeafhandling fra 1955, men den er omarbejdet og udvidet og i det vaesentlige fuldfort i 1957; resultaterne af den senere forskning er ikke indarbejdet, nar bortses fra enkelte tilfojelser.

Bogens problem er centralt; deter af betydning for den sociale og okonomiske historie og grundlaeggende for forstaelsen af et samfud, hvor jordbesiddelse var grundlaget for rigdom og magtstilling, ikke blot socialt, men ogsa politisk. Ved en belysning af besiddelsesforholdene, godsernes storrelse m. m., vil man bedre kunne forsta magtspillet i samfundet, herremaendenes stilling indbyrdes og over for den i middelalderen i lange tidsrum svage kongemagt. Men deter en meget vanskelig opgave selv i hovedtraek at skildre disse forhold, dels fordi emnet er kompliceret, dels fordi kildematerialet er yderst darligt og ufuldstaendigt, ikke mindst for de aeldre perioder, og tillige vanskeligt at fortolke. En stor maengde adkomstbreve og testamenter har vaeret Ulsigs hovedkilde; hertil kommer sa privatarkiver samt adelige jordeboger og gejstlige jordeboger, gaveboger og brevboger. For hele materialet gaelder, at det for tiden for 1400 er yderst spinkelt.

Problemet har tidligere kun i anden forbindelse beskaeftiget den historiske forskning. Man har forskellige skon over de enkelte staenders godsmasse i den senere del af middelalderen og over forholdet mellem selvejendom og faeste i Valdemarstiden og senere. Men der findes kun fa arbejder om enkelte godsers historie, og en detailanalyse af den samlede godsmasse eller blot et storre omrade har ikke vaeret foretaget, nar bortses fra Poul Norlunds afhandling om jorddrotter i Valdemarstiden. Vedrorende godsstrukturen har man blot generelle skon; de nar frem til, at isaer adelens godskomplekser hsie middelalderen igennem var meget solittede; de bestod vassentligst af strjzgods, dvs. bortfaestede, spredtliggendt jorder. Kun et par forskere, Kr. Erslev og Poul Norlund, har haevdet den opfattelse, at et asldre storgodssyj tern forsvandt med afskaffelsen af traeldommen orakr. 13. arh. og igen begyndte at udvikles i det 16. aih., saledes at der bliver tale om en bolge bevaegelse.

Kildematerialets spiikelhed er muligvis en af arsagerm: til, at Ulsigs bog er blevet opbygget pa en meget uoverskuelig made. I'orst skildres i to kapitler storejendori og godsstruktur i Valdemarstiden, dernaest tiden 1241-1340; sa far vi et kapitel om Sjaellands adel omkr. 1300, sa et om adelsgods 1241-1375, et om brugsforhold, et om SJael lands adel pa dronning Margretes. til, et om adelig godssamling i anden halvdel af det 14. arh. og et om andring i godsstrukturen 1375-144C. Dernaest folger kapitler om godssamlere 1440-1513, Sjasllands o;; Skanes adel i slutningen af det 15. irh., om adelig godssamling i det 15. arh. og endelig hovedtraek af godssysiemet i det 15. arh. Denne uensartede opbygning gor det meget vanskeligt it arbejde med bogen.

Udgangspunktet i undersogelsen tages i en skildring af storejendomme i Valdemarstiden. Ulsig tager ikke stilling til, om storman dsbesiddelse elleralmindeligt bondes;lveje var mest udbredt, men paviser, at der pa Sjaellandfandtes flere storgodser, saledes Hvidernes og SunesjZnnernes, mens herremandsejendommene pa Falster var meget sma. Konklusionen, at der i Valdemarstiden ikke inden for herremandsstandenfandtes et socialt lag, som nogenlunde svarede til senmiddelalderenshojadel,

delalderenshojadel,synes spidsfindig. Kun forholdene pa Sjaelland ogFalster kendes; endvidere er der pavist storgods,og selv om besidderne betegnes som »hovdinge«, svarer de dog vel snarest til senere tiders hojadel.

Til belysning af godsstrukturen i Valdemarstiden benyttes ogsa det nsevnte materiale for enkelte godser pa Sjaelland og Falster. Det konkluderes, at »et karakteristisk track ved godsstrukturen i Valdemarstiden er da det forhold, at en hel by eller i hvert fald den vaesentligste del af byen var pa en enkelt mands hand« (s. 40); men denne konklusion hviler pa et lige sa spinkelt grundlag som tidligere forskeres teorier om strogods, og deter ikke bevist, at disse skulle vaere urimelige (s. 46).

Afsnittet om overgangen fra selveje til faeste 1241—1340 ma af flere grunde blive usikkert; kilderne er sparsomme og de direkte vidnesbyrd om overgang fra selveje til faeste fa. Et holdepunkt som Arups udtalelse, at omkring halvdelen af landets jord pa landskabslovenes tid var ejet af bonderne (s. 49), er blot et postulat.

I afsnittet om Sjaellands adel omkring 1300 benytter Ulsig for forste gang en metode for rekonstruktion af manglende godshistorisk materiale ud fra slcEgtshistorisk stof. Den skanske adelsmand Jon Lille og hans slaegt, som »er dem, vi ved mest om«, behandles og bruges som et eksempel pa metoden (s. 55-61, jfr. s. 18, note 19). Ved en nojere betragtning undgas det ikke, at man far visse betaenkeligheder. Ved metoden nas frem til et vidtstrakt gods, til trods for, at »vi savner direkte oplysninger«; som udgangspunkt tages tre kendsgerninger: »Jon Lilies fremragende sociale position; den kendsgerning, at han i 1305 udstedte et brev i Horsholm, som hans datter Cecilie i sit testamente, mente,dateret Horsholm 1307, benaevner »min« gard; endelig Horsholmgodsets store omfang 1346«. Gennem mange slutninger med store forbehold nar Ulsig frem til, at »det bliver herefter meget omfattende godser, som man ma regne med har tilhort Jon Lille og hans slaegt«. Flere gange undervejs udvides perspektivet, og til sidst er resultatet meget usikkert; endda er det af denne raekke det bedst underbyggede. Pa lignende made gennemgas alle de sjaellandske og skanske adelsslaegter, der kendes fra denne tid.

Ulsig paviser selv, at kildematerialet er hullet ogsa med hensyn til en fuldstaendig overlevering af alle slaegter og garde, men mener alligevel, at deter tilstraekkeligt; begrundelsen, at »deter naeppe troligt, at Sjaelland har kunnet rumme mere end ca. 40 betydende slaegter« (s. 87) er ikke underbygget.

Efter gennemgangen af slaegterne behandles adelsgodset 1241-1375. Kilderne for tidsrummet frem til 1340 er om muligt mere fragmentariske end dem for Valdemarstiden. Stadig er det Sjaelland, der bedst kan belyses, dernaest folger Skane. Strogods kan kun undtagelsesvis pavises, og det vil vaere usikkert at sige, at godset var bedre samlet end i det 15. arh, For Valdemar Atterdags tid er kildematerialet bedre, selv om det fortsat svigter for Jylland. I konklusionen udtrykkes det alligevel, at dansk adelsgods i hojmiddelalderen i reglen var mere velarronderet end i senmiddelalderen (s. 116).

Ud fra dette synspunkt skildres brugsforholdene, idet Ulsig Soger at forklare, hvorfor den samlede, velarronderedegodstype viger for strogodstypen.Skildringen er ikke saerlig klar, idet de forskellige begreber som landbo, gardsasde osv., ikke er fast

definerede; og det lykkes ikke at forklare,hvorfor begreberne veksler, ellerhvorfor betegnelser tilsyneladende er i modstridmed landskabslovenes. Opdelingenaf de enkelte brugstyper (s. 136-37)er mens deter muligt at give betegnelser for 3 brugstyper: I. delt mellem en (sjaeldent flere) hoved - eller brydegard med gardsaeder og adskillige ret sma landbogarde, 11. i hovedsagen delt mellem storre garde,og 111. delt mellem sma garde oftest af ensartet storrelse, betegnes den IV. blot som »Pederstrup (Smorumhd.) 1 gard pa 1/2 bol jord, 2 a 3 ottinge, 2 a 1 fjerding, 2 a 1 otting«.Nar det kort efter pastas, at det er tvivlsomt, om type I. og 11. i det pagaeldende tidsrum har fungeret efterderes oprindelige hensigt, synes baggrunden for denne uklare opdelingat falde bort. Argumentationen bliver ofte usikker. Det haevdes saledes,at tilbagegangen i antallet af gardsaeder er haevet over al tvivl, selv om den bortset fra Brade len kun kan iagttages ved omtale af ode gardsaedestavne. »Sadanne antegnes ganske vist ikke saerlig hyppigt, vel fordi deres vaerdi var minimal . . .« (s. 139).

Som for Valdemarstiden folger en gennemgang af adelen pa dronning Margretes tid, idet fuldstaendighed nu ikke er tilstraebt. Materialet er langt rigere, men fortsat hullet, og der ma stadig bygges pa skon. En afgraensning til lavadelen forsoges, selv om der ikke benyttes faste kriterier; riddertitlen betegnes saledes som et meget vigtigt kriterium for adskillelsen af hojadel fra lavadel (s. 159), men alligevel er der ridderslaegter, der betegnes som lavadelige (s. 191).

I kapitlet om aendring i godsstrukturen 1375-1440 skildres oplosningen og omformningen af det gamle godssystem, system,med pafol»ende aendringer i adelsgodsernes arroncering, idet arvesplittelse og godsk^b medforte en vaekst i strogodset. Tdmaterialet bag denne analyse er ikko saerlig omfattende, og kilderne kun vaere usikre eller ufuldstaendige.

Med gennemgarigei i af godssamlertypen 1440-1513 e- Ulsig naet til et mere fyldigt kild jmateriale, der nu er lige sa omfati:en<le for det ikkesjaellandske omrade, dog ikke Fyn, som for det sjaellandske. Det udnyttes i en raekke godsironografier og i en ret detaljeret skildring af et par utiltalende, godsgriske herremaend, der benyttede alle midler i deres bestraebelser for at ertr\erve gods, savel void og bortforelse som mord.

Endnu en gang gmnemgas i et langt katalog den sjaellindske adel, nu i slutningen af det I'. arh.; lavadelens sociale lag er denne gang ikke medtaget; det haevdes dog, at rigeligere kildemateriale medforer, »at billedet af, hvem der var af hojadel, bliver flimrende, saleces at der ikke kan drages noget skarpt skel mellem hoj- og lavadel« (s. 251); man far her yderligere beUenl eligheder ogsa ved den tidligere benyttede sondring. Det samme gaelder for det tilsvarende afsnit om Skanes adel i slutningen af det 15. arh.

I to afsluttende behandles den adelige godssamling og godssystemeti det 15. arh. Det fremhaeves, at de danske landsdelr nu behandles under et, mens man endnu for det 14. arh. i flere henseerder kan og ma skelne mellem landsdelene; en sadan skelnen er dog, som frimhaevet, i virkelighedenikke for eta get, og der er ikke tidligere givet sae: skilte karakteristikkeraf brugsforrmr i de forskelligelandsdele. Det l?evarede kildematerialehar ikke tilladt en sadan sondring;men selv nu er det spinkelt.

Slutningerne vedrorende godsstorrelsenfor forskellige slaegter hviler pa oplysninger - der til dels er rekonstruktioner - for godt en snes personerfor arene 1445-1525. Det sammegaelder for skildringen af former for godserhvervelse og af godskoncentrationen.Som grundlag for slutningernevedrorende tionenopstillesgardtal for 7 godser, fordelt pa 4 ejere (s. 295). Som kommentartil tallene siges, at »det vil ses, at der i de fleste tilfaelde var tale om en anselig vaekst. Til trods for materialets ringe omfang kunne det vaere nterliggende, takket vaere dets entydighed, at slutte, at en sadan vaskst var normal for hojadelsgodser, selv om deter klart, at visse andre slaegter var i tilbagegang«. Slutningen hviler pa et spinkelt grundlag, og endda fortsaettes denned yderligere et forbehold: »Imidlertid kan der for alle fire ejere papeges saerlige grunde til, at deres naevnte godser voksede, og den rigtige fremgangsma.de vil derfor vaere at undersoge, hvilken udvikling deres samlede gods undergik«.Senere tages der vel afstand fra resultatet ud fra tre eksempler (s. 296), der dog alligevel tages som symptomatiske for de ledende slaegterog udvides med nogle skon, der betegnes som »saerdeles usikre« (s. 297); herefter tilfojes det: »men de markerer en klar tendens: for alle de nasvnte herremaend gaslder, at de har udvidet deres gods; afhaendelsesbrevefra dem kendes praktisk talt ikke«. De fleste af de nasvnte adelsmaendbetegnes imidlertid som tilhorendeden deciderede hojadel (s. 297). Derefter naevnes nogle eksempler pa godstab i den samme kreds; der ses bort fra et par eksempler pa godserhvervelserfor lavadelige og et eksempelpa okonomisk ruin for en hojadelig(s. 298-300), og der konkluderes:»Samtidig deres:»Samtidigmed, at det fremdragnemateriale bundfaelder et indtrykaf stabilitet i hojadelens godsbesiddelse,ser det ud til, at den rigestehojadel i lobet af arhundredet er blevet endnu rigere« (s. 301). Antagelsenefterproves ved sammenligningaf to, endda usikre, sjaellandske eksempler fra det 14. arh. med to fra slutningen af det 15. arh. og endnu to gange to eksempler pa. samme made; for udvaelgelseskriteriet redegoresder ikke. Men konklusionen bliver:»Det foreliggende sammenligningsmaterialeer for lille til at tilladesikre positive slutninger, men det bestyrker antagelsen om en hojadeliggodskoncentration i senmiddelalderen«(s. 302). Rent bortset fra, at materialet er spinkelt, star konklusioneni modstrid med den kort for fremhasvede stabilitet i godsbesiddelsesforholdenei det 15. arh. (s. 300).

Til skildringen af godsstrukturen er materialet rigere, men til gengaeld noget uoverskueligt, som fremhaevet s. 311. I detaljer kan udviklingen henimod stordrift ikke folges med sikkerhed; men der gives en raekke hovedtraek vedrorende godser, gardtal, faesteafgifter, selve hovedgardene samt hoveriet og andre ydelser; for enkelte forhold er kildematerialet selv i dette tidsrum vel spinkelt (jfr. s. 355, 363, 366 ff.), og deter vanskeligt at fa klarhed over flere af begreberne.

Som afslutning bringes et ganske kort afsnit, der ikke giver nogen konklusion,men blot en grov hovedlinje. Den staerkt fremhaevede sammenhaeng mellem dansk og europaeisk godshistorieer i det foregaende naeppe strejfet. Det afsluttende eksempel til forklaring af, hvorfor hojadelen i slutningen af middelalderen blev en lukket klasse, er kun en del af en forklaring og er ikke noget sasrkende

for senmiddelalderen; forholdet gjaldt
ogsa senere og havde vel ogsa vaeret
gaeldende tidligere.

Erik Ulsigs bog er en betydelig arbejdspraestation. Den samler et stort, meget spredt stof, ogsa i en raekke bilag og store kort, og gennem gode person- og stednavneregistre er det nemt at finde frem til det. Et sagregister savner man dog, sa meget mere som den uoverskuelige opbygning af bogen besvaerliggor orienteringen. Ved hjaelp af et sagregister kunne man ogsa have fulgt de mange begreber, der sa ofte optraeder uden fast afgraensning eller definition. Denne manglende fasthed i definitioner og i opbygningen vanskeliggor i hoj grad tilegnelsen af fremstillingen; praesentationen af stoffet er ikke altid lige paedagogisk. Selv om sproget er letlobende, er det derfor ikke altid nemt at folge med i argumentationen. Hertil kommer, at forfatteren er sa godt kendt med sit stof, at han ikke altid far alle led i bevisforelsen med. Som eksempel kan naevnes, at et sted (s. 192) argumenteres der for, at godset Vinstrup pa Syd-Sjaelland var et gods af anselig storrelse og aelde; en raekke usikre personalhistoriske hypoteser fremfores, og det tilfojes: »hermed samstemmer det forhold, at Jerstrup er en fynsk hovedgard, og at Thomas Jensen efter al sandsynlighed var fynbo«. Nar der som belaeg herfor henvises til et brev og maske et andet, »forsavidt som brevudstederen var en pa. Fyn bosat tysker; godset, som brevet angar, er dog jysk« - ja, sa bliver laeseren ladt i stikken.

Klarhed bringer heller ikke de usikre eller ofte alt for vidtgaende konklusioner, der mange gange hviler pa et spinkelt grundlag og i adskillige tilfaelde i bogen selv betegnes som »skon«, »bundfaeldende indtryk« eller lersom noget, der pcstuleres (s. 160, 339, 231, 301, 352). Ved den genealogiske rekonstrukti onsmetode for storgodser forekomrr er endvidere i flere tilfaelde lange rc^kker, hvor naesten alle elementer er jsikre.

Imidlertid ma f-enhaeves de overordentlige vanskelighcder, kildematerialet frembyder. Deter et sporgsmal, om det pa det givne grundlag er muligt at na til en blot nogenlunde sikker opfattelse al: udviklingen inden for den danske adel; besiddelsesforhold og brugsforholdt ne hele middelalderen igennem. For>t i det 15. arh. synes man at na nogenlunde sikker grund.