OM FORHOLDET MELLEM ROSKILDEKRØNIKEN OG LEJREKRØNIKEN

Historiens stof er sa omfattende, at udforskningen af det ikke alene optager fagets egne folk, men ogsa flere dyrkere af nabovidenskaber, der bygger pa materiale fra fortiden. Blandt dem indtager de nordiske filologer en sa^rlig plads, fordi de i de sidste hundrede ar har leveret vaerdifulde bidrag til forstaelsen af den aeldre danske fortid. Begyndelsen blev gjort af Edvin lessens disputats fra 1862, der indforte et mere aedrueligt syn pa de seldste konger end det dengang herskende, senere kom Ludvig Wimmers undersogelser af de sydslesvigske runestene, og i dette arhundrede har Hans Brix ved sin nytolkning af den mindre Jelling-sten vist, hvor stor betydning det har, at historien tager filologien i sin tjeneste. Selv om man maske med Kr. Erslev vil stille sig forbeholdent til den opfattelse af runeindskriften, Hans Brix naede frem til¹, er hans originale og selvstsendige forstaelse af denne forstehandskilde i det mindste en advarsel mod at sla sig til ro med det almindeligt vedtagne. Det har saerlig vaeret den lange og dunkle periode ved overgangen fra sagnhistorien til de skriftligt afhjemlede begivenheder, filologien har beskaeftiget sig mcd, da den her befinder sig pa et omrade, hvor dens egen metode har selvstaendig vaerdi, og mange er de fremskridt, den har naet.

I nyeste tid er filologiens bidrag til historien blevet foroget med en stor af handling af Helge Toldberg med titlen »Stammer Lejrekroniken fra Jakob Erlandsons, Valdemarernes eller Knud den stores tid« ?2?² Allerededenne overskrift viser, at den kendte forsker forsoger en fuldstaendignydatering og omvurdering af den velkendte kilde, og hans indsigt giver sikkerhed for, at han ikke bygger pa tilfaeldige indfald, men fremsaetter et gennemtayikt forslag til en anden forstaelse af denne kilde fra den aeldre middelalder. Helge Toldberg dode desvaerre allerede juni

---

1. Kr. Erslev: Dronning Tyre og Danevirke. Hist. Tidsskr. 9, VI, 1929, p. 33.

2. Arkiv for nordisk filologi LXXIX, 1964, p. 195-240.

1964, men hans artikel forela dengang i en af forfatteren godkendt korrektur,sa man kan gaud fra, at deter hans egen stilling til sagen, den udtrykker, og den suppleres af en artikel i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, denned fa afvigelser gentager den storre artikels indhold³. Helge Toldbergs teorier afviger sa meget fra opfattelsen af Lejrekroniken, som hidtil har vasret herskende, at der er god grund til endnu en gang at gennemga deres bevisforelse. Uheldigvis er han nu afskaret fra at uddybe sine synspunkter med udfyldende bidrag, der yderligere kan underbygge hans syn, men ved strengt at holde sig til de to naevnte indlasg vil det formodentlig vaere muligt at gore ret og skel.

For Helge Toldbergs syn pa Lejrekroniken refereres, er det nodvendigt i korthed at omtale, hvorledes man tidligere betragtede dette skrift. Det er som bekendt kun overleveret i tre handskrifter af Annales Lundenses, hvori det optraeder som et indskud, der ved sin stilform med en sammenhaengendefortaelling stikker pafaldende af mod det ovrige indhold, og blev udgivet af Jacob Langebek i forste bind af Scriptores rerum Danicarum 1772, hvor arbogerne kaldes Esromenses, men ud over et par almindelige bemasrkninger indeholder hans udgave intet til naermere oplysning. A. D. Jorgensen repraesenterer det forste stadium i forskningen.Han fremhsever, at Lejrekroniken er den forst nedskrevne fortelling om Danmark for kristendommens komme og er opmaerksom pa de efterretningerom rigets grundkeggelse, hvori den adskiller sig fra Saxos fortaelling, men han har ikke faet abnet ojet for de andre problemer, kroniken indeholder 4. Forst Jorgen Olrik tog ved sidste arhundredskifte sagnkroniken op for at bestemme dens ejendommeligheder. Han stedfaesterden til Roskilde ud fra indholdet, paviser den stilistiske overensstemmelsemed Roskildekroniken og drager deraf den slutning, at den er skrevet som en udfyldende indledning til derme allerede foreliggendekronike ikke lang tid efter dens fremkomst. Som en formodning henstilles det, at deter Absalon, der star bag dens fremkomst⁵. Denne sidste hypotese er dog naeppe alt for godt underbygget. Roskildekroniken hviler pa en opfattelse af dansk historie, der er ganske modsat Absalons, som naeppe har vaeret interesseret i at foroge og dermed lette udbredelsen af et skrift, hvis politiske opfattelse gik irnod det synspunkt, han selv kaempede for. Jorgen Olrik har desuden under titlen Kroniken om Lejrekongernebragt

---

3. Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder X, 1965, sp. 485-86. Se ogsa Helge Toldberg: Videslet. Festskrift til Peter Skautrup. 1956, p. 50-51.

4. A. D. Jorgensen: Bidrag til Nordens Historie i middelalderon, 1871, p. 218-20.

5. Jorgen Olrik: Sagnkroniken i Lundearbogerne. Hist. Tidsskr. 7, 11, 1899-1900, p. 222-229.

kongernebragten oversaettelse af beretningen, i hvis indledning han gentagersine
bemaerkninger fra Historisk Tidsskrift6.

Med uvaesentlige aendringer har M. Cl. Gertz i indledningen til Chronicon Lethrense, som han kalder den, sluttet sig til Jorgen Olriks vurdering. Han fremhaever den sproglige overensstemmelse med Roskildekroniken og mener, at den »utvivlsomt fra forst af [har] existeret som et selvstaendigt lille Skrift« 7. Under titlen De antiquissimis Danie regibus har han desuden udgivet den i en laesebog, hvor teksten afviger übetydeligt fra den endelige form, han senere standsede ved⁸. Deter vist Axel Olrik, der har givet sagnhistorien navnet Lejrekroniken, idet han i Danmarks Heltedigtning I-II (1903-10) bade bruger betegnelsen, hans broder har givet kroniken, og kalder den Lejrekroniken. Heller ikke Roskildekroniken er nogen gammel benaevnelse. De to navne har givet begge skrifter en selvstaendighed, de ikke selv fortaeller om.

Prof. Gertz daterer Lejrekroniken til ca. 1170, idet han mener, at den er aeldre end Sven Aggesons Danmarks historic Endvidere rejser han sporgsmalet, om den i sin helhed er overleveret i Annales Lundenses, men lader det hensta som uafgjort. Meget taler dog for, at Lejrekroniken mangier sin afslutning. Ganske vist kan man betragte Harald Hildetand som den sidste sagnkonge, men der har dog efter ham ogsa vaeret en sagntid, som bl. a. Sven Aggeson og Saxo viser det, og det har abenbart vaeret en vanskelig opgave at indsamle og ordne traditionen, som det ses ved en sammenligning med Sven Aggesons arbejde, der bringer en anden overlevering. Det kan derfor ikke udelukkes, at det sidste afsnit er skaret bort. Stort kan det dog ikke have vasret.

Helge Toldberg folger en anden linie end den, hans forgaengere var slaet ind pa, og deter denne selvstaendighed, der giver hans indlaeg vaerdi. Han vil ganske vist ikke benaegte, at Lejrekroniken er en uafhaengig, fremmed enhed, der er indfojet i Annales Lundenses, men antager, at den i sin nuvaerende form er bearbejdet. En saerlig fortjeneste har hans pavisning af, at der findes en svensk version, der i forskellige enkeltheder afviger fra den latinske tekst. Allerede 1931 havde Ellen Jorgensen dog gjort opmaerksom pa den i sin bog om historieskrivningen i Danmark, men deter forst Helge Toldberg, der soger at bestemme dens forhold til den danske tradition.

---

6. Jorgen Olrik: Kroniker fra Valdemarstiden, 1900-01, p. 1-22.

7. M. Cl. Gertz: Scriptores minores historiae Danicae I, 1917-18, p. 34-53.

8. M. Cl. Gertz: Historisk Laesebog i Middelalders-Latin, 1905, p. 5-10 (med kommentarer fra 1924). Se ogsa M. Cl. Gertz og Jul. Nielsen: Udvalgte Stykker af latinske Forfattere I, 3. udg. 1920, p. 83-88 (med kommentarer p. 145-47). For handskrifter og tekst henvises til disse udgaver.

Han fremhaever desuden sasrlig, at savel den latinske som den svenske tekst er faelles om navnet Hok£ekoping, og da efterleddet i dette stednavn forst kendes i Danmark fra 1231, ma episoden, h.vori det optraeder, vaere indfojet efter dette tidspunkt, sa man skal saledes hermed have en datering for det faelles forlaeg for de to overleveringer til ca. 1250-60. Endelig antager han, at kroniken oprindelig har haft en skildring af sagnhistorien efter Harald Hildetand.

En datering af Lejrekronikens aeldre form, mener Helge Toldberg, ma udga fra kronikens tyskfjendtlige tendens rned dens energiske haevden af landets uafbrudte selvstaendighed. Efter hans opf attelse kan denne pastand om uafhasngighed ikke finde nogen plads mellem 1131 og 1182, og kroniken ma da nodvendigt vasre aeldre eller yngre end denne periode, mest sandsynligt det forste. For at underbygge denne datering peges der pa, at Lejrekroniken i sin indledning forteller om Augustus' angreb pa Danmark og Dans tilbagevisning af det. Det skal vaere en mytisk omskrivning af Harald Blatands generobring af omradet mellem Danevirke og Ejderen i 983. Denne idealiserede beretning om det danske riges grundlaeggelse skulle Knud den Store have haft brug for, og nar Dan i Lejrekroniken angives at vaere Son af en svenik hersker, skulle det ligeledes vaere dikteret af Knud den Stores politik, idet hansom en efterkommer af Dan kunne haevde sin arveret til Sverige.

Ogsa pa anden made er det taenkeligt, at kronikens indledning skulle tjene politiske formal, idet sidestillingen af kejseren og Dan skulle indebaere en pastand om, at Knuds slaegt var ligestillet med den tysk-romerske kejsers, og han havde brug for det, da datteren Gunhild blev trolovet med kejser Konrad den Andens son Henrik (3.). Saledes lyder Helge Toldbergs opfattelse, hvis den skal gengives i korthed, og han peger desuden pa, at fordelingen af magten mellem Helge og Ro i kroniken, hvor den forste bliver sokonge og Ro far landet, svarer til forholdene i vikingetiden, som Knud selv matte opleve ciet 1014, da broderen Harald blev konge hjemme, mens han selv fik overladt nogle skibe og matte tilkaempe sig sit rige.

Andre enkeltheder kan udelades pa dette sted, og slutningen af Helge Toldbergs afhandling er en raekke hypoteser, der bygger videre pa resultaterne, han mener at have naet, men da han udtrykkeligt betegner dem som usikre, og de ikke har betydning for det sporgsmal, der soges lost, er det unodvendigt at komme naermere ind pa dem. Der er dog grund til at naevne, at han foreslar, at opy den Vise fra Sjaelland og hans son Eschil, der ifolge Sven Aggeson har redigeret Knud den Stores hirdlov, ogsa har skrevet Lejrekroniken pa foranledning af deres herre.

Helge Toldberg mener at kunne samle resultatet af sine undersogelser pa folgende made. Den oprindelige Lejrekronike vil kunne genfremstilles pa grundlag af den latinske og svenske version og de yngre danske historiske optegnelser. Dens nuvaerende form tilhorer Jakob Erlandsons tid, men deter en rimelig formodning, at den oprindelig er forfattet under Knud den Store, maske pa dansk.

Hvis han har ret i denne vurdering af Lejrekroniken, har dansk historieforskning naet et betydningsfuldt fremskridt, idet historieskrivningen herhjemme dermed fores tilbage til den forste trediedel af det 11. arhundrede, samtidig med at der abnes fasngslende perspektiver til forstaelse af Knud den Stores straeben efter at opbygge et skandinaviskengelsk imperium. Med en forfriskende dristighed har han kastet alle de tilvante tanker bort og pa grundlag af et nyt syn pa den gamle kilde foreslaet en anden opfattelse af den. For dette forsog pa at se bort fra de aeldre fremstillinger fortjener han en tak, da deter den eneste made, pa hvilken fremskridt kan opnas og fastholdes, men man ma dog ikke vaere blind for, at dette initiativ ved at overse fastslaet historisk metode mister sin ret til at blive anerkendt, og at de fleste af de slutninger, Helge Toldberg mener at kunne opstille som sikre eller i det mindste sandsynlige, ikke er tilstraekkeligt underbyggede. Saerlig gaelder det hans teori om, at Lejrekroniken, som den nu kendes, gar tilbage til en seldre form fra Knud den Stores tid. Deter en anerkendt regel, at en ny opfattelse for at blive accepteret ma passe til helhedssynet, man har anlagt for den tid, den beskasftiger sig med. Deter ganske usandsynligt, at man i begyndelsen af det 11. arhundrede skulle vaere sa optaget af Danmarks aeldre historie, at man kunne tilvejebringe en kronike, der berettede om tiden for kristendommens komme til landet og kun herom. Hvis man skal tro Adam af Bremen, har man haft meget uklare begreber om aeldre dansk historie, og det har abenbart vaeret i sidste ojeblik, at man pa Valdemarernes tid indsamlede den mundtlige sagntradition, inden den blev glemt eller asndret til ukendelighed. En historisk skildring som den af Helge Toldberg skitserede passer sa darligt som muligt for vikingetidens slutning. Kilderne er ganske uvidende om, hvilke tanker Knud den Store har naeret om malet for sin politik. Det vides ikke engang, om udvidelsen af hans rige er sket halvt tilfaeldig ved angreb pa ham, der nodvendiggjorde en nedkasmpning og udslettelse af modstanderen, eller om initiativet la hos ham selv, og han fra begyndelsen af sin Iobebane har haft planer om at samle et nordeuropaeisk storrige.

Pa samme made kendes der meget lidt til Knud den Stores forhold til
Sverige. Helge Toldbergs opfattelse, at han havde vidtraekkende tanker

om dette riges erobring, og at det kommer frem i Lejrekroniken, bekraeftesikke fra anden side. Forskningen har pa dette punkt to modstridende synspunkter. For over 100 ar siden gjorde J. J. A. Worsaae opmaerksom pa, at den danske hersker i et diplom foruden at kalde sig konge over England, Danmark og Norge ogsa tillaegger sig magten over »en del af svenskerne« (partis Svavorum), og at der er overleveret en mont, i hvis omskrift Knud kalder sig svenskernes konge, mens den anden side viser, at den er slaet af Thormod i Sigtuna 9. A. D. Jorgensen kan heller ikke komme uden om det klare vidnesbyrd pa nionten. Det falder ham imidlertid svaert at forlige dens udsagn med det, han ellers kender til tidens nordiske historie, og han soger at komme ud af sit dilemma ved at opstille en teori om, at kong Knud ikke har besidder. den umiddelbare magt i Sverige, men at han har straebt efter at vsere en overkonge i Nordenog Storbritannien, ligesom den tyske kejser var det pa fastlandet¹⁰. Deter dog yderst tvivlsomt, om dette mseglende forslag daekker virkeligheden.Johs. Steenstrup gor opmserksom pa, at ikke andre kilder end de af Worsaae anforte tillsegger Knud noget herredomme over Sverige, og at han forte en uheldig krig med dette land, der ma svaekke troen pa, at han har haft nogen storre indflydelse her, selv i en del af det. Titlen rex partis Svavorum mener han snarest ma forklares som en forvanskning af betegnelsen rex Sclavorum (slavernes konge), som Knud har taget ud fra sit herredomme over Samland. Montens vidnesbyrd vil han heist ganske bensegte ud fra den usikkerhed, der knytter sig til disse indskrifterⁿ. Denne skepsis er fuldt berettiget. Pa en penning, der henfores til arene med striden mellem Magnus den Gode og Svend Estridson 1044-47 og menes at vsere slaet i Odense, lseses kongenavnet IOANST (Johannes) 12. Ingen er heraf blevet bevaeget til at indfore en hersker af dette navn i den danske kongeraekke, dertil strider indskriften for meget mod, hvad man ellers ved. Pa den anden side kunne man heller ikke forklare, hvorledes dette navn var indkommet. Man emu mest tilbojelig til i denne indskrift at secteet direkte kopieret byzantinsk kongenavn.Man ma i hvert fald omgas med storste forbehold med de historiske data, der kan uddrages af montindskrifterne, ogsa nai: det gselder den mont, som angjver sig at vasre slaet for Knud den Store i Sigtuna.

---

9. J. J. A. Worsaae: Den danske Erobring af England og NDrmandiet, 1863, p. 325. Regesta diplomatica I, 1843, p. 16, nr. 70, og p. 18, nr. 79.

10. A. D. Jorgensen: Den nordiske kirkes grundlaeggelse og for.*te udvikling, 1874-76, 454-55.

11. Johannes C. H. R. Steenstrup: Normannerne 111, 1882, p. 329-31. Modsat Kr. Erslev (Dronning Margrete, 1882, p. 27-28).

12. P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146, 1900, p. 46-47. Det Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Ra?kke, hist, og filosof. Afd. V. 1.

De svenske forskere H. Schiick og C. Weibull folger dog mere Worsaaes syn. Den forste godkender de to kilder, Worsaae byggede pa, uden at tage forbehold 13, og heller ikke Curt Weibull foruroliges af nogen tvivl. Han gar ud fra, at den danske konge efter sejren i Helgea har kunnet vinde en del af Sverige, og at dette er blevet slaet fast ved en udvidelse af hans titel¹⁴. Denne opfattelse er konsekvent, men selv om man godkender den, er det mindre sandsynligt, at disse dele af landet har omfattet Sigtuna, da byen ligger i det svenske riges kerne, og udtrykket »en del af Sverige « ville vaere alt for beskedent. Saledes star ordene pa monten stadig uforklarede.

Helge Toldberg kan heller ikke hente nogen hjaelp hos de kyndigste nordiske numismatikere. P. Hauberg mener ikke, at man skal laegge vaegt pa montens oplysninger om stedet, hvor den er slaet, da tiden var meget skodeslos hermed, som andre monter viser det. Men heller ikke Knuds titel som svenskernes konge kan han umiddelbart godkende. Han formoder, at den danske hersker har haft planer om en erobring af Sverige og i denne anledning har ladet prsege monter til brug i det nyerobrede land, og at montmesteren har brugt et reversstempel, han havde medbragt fra Sigtuna 15. Heller ikke denne Iosning af gaden lyder overbevisende. Hauberg synes at have hentet sin forklaring i de pengesedler, Frederik den Sjette lod fremstille i forbindelse med en pataenkt landgang i Skane, men deter vist givet, at forholdene i 1809 ikke kan sidestilles med vikingetiden 16.

Heller ikke Bengt Thordeman kan godkende montens titulatur af Knud som svenskernes konge. Han gor opmserksom pa, at det pa denne tid ikke er usasdvanligt, at engelske kongers navne anbringes pa monter, der er praeget for andre herskere, og den dansk-engelske konges navn pa en svensk mont skal efter hans opfattelse vasre et sidestykke hertil. Han indrommer, at det efter nutidens tanker er uforstaeligt, men at der fra vikingetiden kendes sa mange inkonsekvenser, at det ikke kan udelukkes 17.

Som det fremgar af ovenstaende redegorelse, har den historiske forskninggjort to afvigende anskuelser gaeldende. Den ene godkender Knuds storre eller mindre herredomme over Sverige, den anden forkaster det. Deter formodentlig den sidste, der har ret, da de to kilder, som omtaler

---

13. Henrik Schiick: Svenska folkets historia I, 1914, p. 240.

14. Curt Weibull: Sverige och dess nordiska granmakter, 1921, p. 155-56

15. P. Hauberg: 1.1., p. 46 og 192.

16. J. Wilcke: Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler, 1929, p. 222-227.

17. Bengt Thordeman: Sveriges medeltidsmynt. Nordisk kultur XXIX, Mont. 1936, p. 9-10.

det danske herredomme over Sverige, uanset deres samtidighed og officioseherkomst alligevel er sa svage og strider sa. meget mod, hvad der ellers kendes til tiden, at de ikke kan gore krav pa fuld tillid. Hvis Knud den Store ikke har haft nogen magt i Sverige, forsvinder dermedbaggrunden, Helge Toldberg har opridset for Lejrekronikens svenskvenligetendens, og at den skulle vaere et led i den dansk-engelske konges forberedelser til et angreb pa Sverige ved at pege pa den danske kongeslaegtssvenske afstamning og deraf folgende arvekrav, er kun gaetteri. Hvilke planer Knud har syslet med, om han ville angribe Sverige, nar tiden var gunstig, eller arbejde for det gode forhold til det for at have ryggen fri til andre opgaver, derom vides ikke noget. Ikke desto mindre kan Helge Toldberg, i sin hypotese om, at indledningen til Lejrekroniken skal vise Knud den Stores arveret til Sverige, skrive: »Det kunne have lignet Knud at sammenkalde Sveriges stormasnd ved Mora sten, og gore dem opmaerksom pa at han gennem sin stamfader Ypper var Sveriges nasrmeste arving; og det ville ikke have generet ham det fjerneste at smigre svenskerne med, at de som et oprindeligere folk var lidt finere end danskerne«. Deter umuligt at sige, hvorfra han har denne dybtgaendeindsigt i kongens planer, og man har snarere fornemmelsen af, at i disse ord har onsket om at na frem til en ny forstaelse helt overskygget pligten til at bygge hypotesen pa palidelige kilder.

Ud fra det foregaende er det forsogt at pavise, at Helge Toldbergs teorier om Lejrekroniken ikke stotter sig til kendte kilder, og det skulle vasre overflodigt at tage stilling til, om der i den forste trediedel af det 11. arhundrede har eksisteret en begyndelse til en dansk historieskrivning,hvorom Lejrekroniken er et vidnesbyrd. Forskningen har hidtil ment, at en historisk overlevering af profan art er adskilligt senere, og der er ikke fremfort noget, der svaekker denne antagelse. I sin straeben efter at give en ny bedommelse af Lejrekroniken kommer Helge Toldbergogsa ind pa en vurdering af meddelelserne, den bringer. Det ville sprange rammen for denne afhandling, hvis dette emne skulle tages op til en udforlig gennemgang, da det ville betyde en beretning om hele sagnhistorien, og det ligger uden for opgaven her. Deter tilstraekkeligt at gore opmasrksom pa, at de forskellige sagn fra forhistorisk tid afspejler begivenhederne i germansk jernalder, men at de udelukkende ses gennem den omdannelse, de har vaeret udsat for i vikingetiden. Pa en made har Helge Toldberg ret i, at Lejrekroniken stammer fra denne periode, fordi dens beretninger viser, hvorledes den aeldre middelalder overtog fortidenssagn i den foregaende tids gengivelse, men deter ingen nyhed, og trods den samlede sagnforsknings skarpsindighed findes der ikke nogen

metode, denned sikkerhed kan vise, hvilke omdannelser sagnene har vaeret udsat for, inden de blev optegnede og en videre omdannelse standset. Hvis man skal domme efter erfaringerne, undersogelsen af nyere sagn stiller til radighed, hvor man kan folge deres vildskud og aendringer, foler man sig ikke fristet til at prove pa at udrede den virkelighed,der muligvis ligger bag Lejrekronikens beretninger.

Ogsa ud fra disse betragtninger bliver det nodvendigt at opgive Helge Toldbergs forsog pa en ny datering af Lejrekroniken uanset den konsekvens og energi, hvormed han har gennemfort sit synspunkt, og man ma sa vende tilbage til den opfattelse, Jorgen Olrik og M. Cl. Gertz har udformet. Den virker umiddelbart ikke sa paradoksal som Helge Toldbergs i sin datering. I sine Udvalgte Stykker af latinske Forfattere I saetter den sidste tiden for kronikens affattelse til ca. 1188, men det er vist kun meningen, at han hermed vil angive, at den ma have foreligget, for Sven Aggeson skrev sin historic Da Jorgen Olrik mener, at den er skrevet pa foranledning af Absalon, efter at han havde overtaget bispestolen i Roskilde, men ligeledes for Sven Aggesons arbejde, er der ikke stor forskel pa deres tidsfaestelse. Ellen Jorgensen mener, at kroniken er forfattet i Roskilde senere end Roskildekroniken og siger: »Den synes barnlig og naiv, er dog et nyt Forsog paa dansk Grund«, og at den »prover med en vis Udfoldelse af Laerdom at besvare de til alle Tider aeggende Sporgsmal om Rigets Oprindelse og Folkets Navn« 18. I det store og hele er hendes vurdering ikke meget afvigende fra den, de to andre forskere har fremsat, og for dem alle tre er det faelles, at de gar ud fra, at Lejrekroniken er skrevet pa latin.

Axel Olrik kommer i sin disputats ikke ind pa sporgsmalene i kroniken af betydning for det her anlagte synspunkt. Deter dog nodvendigt at fremhaeve, at hans sammenligning med Sven Aggeson og andre skildringer viser, at den ikke er sa kortfattet i antallet af herskere, som det almindeligt antages. Forst for vikingetidens konger svigter den. Da alle er enige om, at Lejrekroniken er den aeldste optegnelse om sagntidens konger, synes dette tack at tyde pa, at forfatteren har vasret mere velorienteret, end det saedvanligt menes 19.

Helge Toldbergs formodning om, at der som grundlag for den nu kendte tekst har foreligget en original pa dansk, krsever en nasrmere redegorelse end de fa bemaerkninger, han har givet. Han er formodentlig ledet frem til sin hypotese af den danske tekst til den hirdret, der skal stamme fra

---

18. Ellen Jorgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, 1931, p. 27.

19. Axel Olrik: Kilderne til Sakses Oldhistorie I, 1892, 11, 1894, passim.

Knud den Stores tid, uden at erindre, at kun de danske love er overleveretpa dansk, mens den ovrige sparsomme litteratui foreligger pa latin som tidens anerkendte sprog, og at hirdrettens danske tekst forst er overleveret fra sidste fjerdedel af det 12. arhundrede. Hile sporgsmalet om vederloven og dens herkomst fra Knud den Store er desuden sa tvivlsom og forskningens stilling sa usikker, at der er al grund til at se bort fra den som bevismiddel2o, og hele denne side a: Helge Toldbergsafhandling ligger sa langt fra det sporgsmal, deniie artikel skal soge at lose, at den ikke kan behandles her. Derimod kin det naevnes, at Jons. Steenstrup i nogle korte bemaerkninger slutter sig lil forskningens almindelige vurdering af kroniken. Han gor opmaerksom pa dens interesse for sagntiden og slutter sig til den antagelse, at den er skrovet i Roskilde som en indledning til den aeldre Roskildekronike 21.

Et forsog pa at give en ny opfattelse af Lejrekroniken :na derfor tage sit udgangspunkt i de indbyrdes lidet afvigende anskuelser, de aeldre forskere har fremsat. Forinden er det dog nodvendigt at v.ndersoge Roskildekroniken.

Roskildekroniken er i modsaetning til Lejrekroniken over everet som et selvstaendigt skrift og blev allerede trykt 1739 af E. J. de Westphalen i hans Monumenta inedita I. Derefter gengav Langebek dens tekst i Scriptores rerum Danicarum I, 1772, og gav i alle hovedtraek en rigtig bestemmelse af det sseregne for kroniken. Herpa har den efterfolg ;nde forskning bygget videre, idet M. Cl. Gertz har udgivet en revideret t;kst og Jorgen Olrik en overssettelse af det lille skrift. For alle enkelthede:' kan der henvises til de to arbejder²².

Allerede en flygtig gennemlaesning af skildringen vissr, at forfatteren har valgt et bestemt synspunkt for sin redaktion. Fortelli lgen begynder med Harald Klaks dab 826, men kroniken kender iklce meget til den asldste tid og ma nojes med udforlige citater af Adam af Lremens kirkehistorie,suppleret med selvstaendige indskud, der ikke a.tid er palidelige,og forst efter Svend Estridsons dod bliver den rne'e udforlig og selvstaendig. Deter dog tydeligt, at den overalt er sasrlig godt orienteret, nar det gselder bispesasdet i Roskilde, men heller ikke denne kronike har kunnet skaffe sig en blot nogenlunde palidelig og fylcig efterretning

---

20. Poul Johs. Jorgensen: Dansk Retshistorie, 1940, p. 56-60.

21. Johs. C. H. R. Steenstrup: Danmarks Riges Historie I. Oldtidsn og den aeldre Middelalder, p. 705.

22. M. Cl. Gertz: Script, min. I, 1917-18, p. 1-42. Jorgen Olrik: Den aeldste Danmarkskronike (Roskildekroniken), 1898.

om vikingetiden. Man far indtrykket af, at overleveringen i Roskilde forst begynder med den sidste fjerdedel af det 11. arhundrede, men ogsa de efterfolgende Sven Aggeson og Saxo har haft vanskeligheder med at skaffe sig viden om denne periode. Kun om Ulf Jarls drab findes en selvstaendigoverlevering i Roskilde. Deter pafaldende, at den hjemlige overleveringhar vaeret sa sparsom, som om der har vaeret et traditionsbrud,sa man af mangel pa virkelige oplysninger matte nojes med, hvad den fremmede Adam af Bremen meddelte. For Ellen Jorgensen star den tyske klerk som det stilistiske forbillede for Roskildekroniken, hvis form kun brydes af forfatterens lidenskab og pathos.

De staerke folelser viser sig isaer under skildringen af den senere tid, dog saledes at begivenhederne stadig ses ud fra Roskildes synspunkt, og fortaellingen slutter med bisp Eskils indsaettelse som erkebisp 1138 og hans medbejler Rukos erhvervelse af Roskilde stift. Da tronpraetendenten Oluf, Harald Kesjas son omtaltes som levende og blev draebt 1143, ma skriftet vaere afsluttet mellem disse ar, og nogle efterfolgende bemaerkninger om tiden indtil Valdemar Sejrs tronbestigelse er senere tilfojelser, der allerede rober sig ved deres afvigende tendens.

Selv om skildringen er lokalt bestemt ud fra den vigtigste by pa Sjaelland, bringer den adskillige efterretninger om begivenheder i Jylland, deriblandt om Erik Emunes drab pa broderen Harald Kesja og hans born og om hans egen voldsomme dod. Derimod er meddelelserne om Knud den Hellige beskedne, skont det sikkert er en af kirkens maend, der har forfattet skriftet. Det star maske i sammenhaeng med dets tendens. Man moder i dommene over de skildrede en udpraeget personlighed, der ikke foler trang til at skjule sine egne folelser og ikke vakler i sin bedommelse.

A. D. Jorgensen har ojet abent for lidenskaben, der besjaeler forfatteren.Han slutter sig til Langebeks mening, at kroniken er skrevet i Roskilde,og antager, at dens forfatter vil give en sammenhsengende dansk historie, idet han understreger, hvor fattig den danske overlevering er om alt forud for Svend Estridsons tid 23. Herimod setter han de fyldige oplysninger, den islandske tradition ejer, og giver kirken skylden. Hans skarpsindighed har her svigtet ham, da han har glemt at undersoge, hvor sikre de islandske beretninger var, men hans umiddelbare taktfolelse forhindrer ham dog i at godkende alt, hvad efterretningerne fra oen i Nordhavet fortaeller. Saledes holder han fast ved 1074 som aret for Svend Estridsons dod, der anfores i Roskildekroniken og andre danske kilder, men som de islandske henforer til 1076, og deter ganske betegnende, at Jorgen Olrik i kommentarerne, hvormed han ledsager sin oversaettelse,

---

23. A. D. Jorgensen: Bidrag til Nordens Historie i middelalderen, 1871, p. 198.

fastholder 1076 som kongens dodsar. Storre indtryk har A. D. Jorgensensbemaerkninger ikke gjort pa ham, fordi han folger det fastlagte spor for studiet, men han gor opmaerksom pa, at det sensre tillaeg som en af sine kilder har en yngre kongeraekke, der nar ned til Valdemar Sejr. Ellers slutter han sig til A. D. Jorgensen og citerer hans bedommelse af den ukendte forfatters politiske standpunkt med en fremhaevelse af, at det er det eneste minde, som det underlegne parti i borgerkri|;ene har efterladtsig.

Der er ikke grund til at komme ind pa andre opfattelser af Roskildekroniken i dansk forskning, da de alle stemmer overens med de aendringer, der er bestemt af de enkeltes temperament, da kronikens vurdering af personer og begivenheder er sa klar og fre ntraedende, at den ikke kan undga at falde i ojnene. Sporgsmalet om, h/em Roskildekroniken er taleror for, er lost af L. Weibull, der har pej,ret pa, at den svarer til erkebisp Eskils synspunkter, og det passer hcrmed, at den standser, da han forlod bispestolen i Roskilde for at oveitage det mere anselige embede som hele Nordens kirkefyrste i Lund 2i. Til denne 10sning har ogsa Sture Bolin sluttet sig₂₅. Med denne naermer z bestemmelse af Roskildekronikens tilhorsforhold bliver stedfaestelsen til Roskilde yderligere underbygget, og det kan tilfojes, at efterretningernc om begivenhederne i Jylland som kilde kan have haft Eskil, der selv var af jysk familie og gennem sin slaegt kan have formidlet efterrotningerne fra hjemstavnen, men andre veje er lige sa rimelige, da kirk en i Roskilde gennem sine almindelige forbindelser med andre bispesto e har kunnet holde sig underrettet om forholdene rundt om i landet.

Studiet af middelalderens historie har for en vaesentlig del samlet sig om forstaelsen af den aeldre overlevering, efter at Jacob Langebek ved sin udgave af de latinske kilder i Scriptores rerum E'anicarum havde abnet muligheder for et sammenlignende arbejde. I det foregaende er det vist, at en naermere bestemmelse af Lejrekroniken og Roskildekronikenforst for alvor kom i gang ved sidste arhundredskifte cfter de forudgaendetillob. Det storste fremskridt var M. Cl. Gertz lye udgivelse af teksterne, men ogsa Jorgen Olriks kommenterede ovei'saettelser har bidragettil en bredere indtraengen. Ikke desto mindre skal denne artikel forsoge at ga imod de resultater, de to forskere har ment at vaere naet

---

24. Lauritz Weibull: Nekrologierna fran Lund, Roskildekronikan och Saxo. Scandia I, 1928, 106 og passim.

25. Sture Bolin: Om Nordens aldsta historieforskning, 1931, p. 41, p. 51 og passim.

til, ved at fremssette den anskuelse, at de to kroniker er dele af et og samme skrift, forstaet pa den made, at der engang har foreligget en fortaellingom Danmarks historie fra rigets opstaen til det ar, da Roskildekronikenstandser, og at denne kronike dels er udnyttet af redaktionen af Annales Lundenses, der havde brug for afsnittet om sagnkongerne, dels af en afskriver, som kun var interesseret i tidsrummet fra kristendommensforkyndelse i landet, og at den primaere kronike senere er gaet til grunde. Det kan ikke pa forhand afvises, at de to fragmenter ikke omfatterhele den oprindelige kronike, og at der mellem dem har vaeret et afsnit, der nu er forsvundet sammen med originalen.

Det folger af sig selv, at hvis der kan anfores tilstraekkelig mange sandsynlighedsgrunde
for holdbarheden af denne opfattelse, falder Helge
Toldbergs teori bort af sig selv.

Til indledning skal der gores nogle almindelige bemaerkninger om de to kroniker. Lejrekroniken bryder pa en ejendommelig made forrnen af Annales Lundenses ved sin sammenhaengende fortaelling uden arstal, og prof. Gertz mener, at den er indsat for at skabe baggrund for et citat fra Adam af Bremen., og at den oprindelige slutning mangier. Deter dog pa forhand svaert at tro, at der i det 12. arhundrede fandtes sa stor interessen for sagnhistorien, at man ville anse det for umagen vaerd at forfatte et sasrskilt skrift om den. Nar den er nedskrevet i denne tid, er det altid som led i en storre sammenhaeng, omfattende hele landets historie, som det kan ses hos Sven Aggeson og Saxo, og senere moder man det i Annales P.yenses, der ligeledes bringer en storre sagnhistorisk indledning. Man har vel dengang ikke skelnet tilstraekkeligt klart mellem det mundtlige sagn og den skriftlige overlevering, og en historisk beretning, selv om ganske verdslige forhold, matte pa denne tid vasre utaenkelig, uden at den samtidig blev sat i forhold til kristendommen og dens vurdering af begivenheder og personer. Deter vanskeligt at forsta nu, da man gennem det forrige arhundredes dyrkelse af de nordiske heltesagn og deres betydning, der yderligere blev fremhaevet af den grundtvigske hojskole, er blevet vant til at se guder og helte og beretningerne om dem som en selvstaendig kulturytring. Deter rimeligst at se hele Lejrekroniken som den forste del af en fuldstaendig Danmarks historie, og hertil passer den bedst til Roskildekroniken. Begge har Roskilde og byens omegn som midtpunkt, og man skal ikke lade sig vildlede af de moderne navne, da kroniken ganske vist samler sig om Lejre, men ogsa som den forste bringer et sagn om grundlaeggelsen af Roskilde.

Nar man tager Roskildekroniken for sig, er det straks iojnefaldende,
at den begynder uden nogen indledning, ikke engang en sa beskeden

som den, Lejrekroniken bruger. Her stoder man pa en *.nden afvigelse fra hasvdvunden litteraer skik i tiden. Som det fremgar bl. a. af Sven Aggesons og Saxos arbejder har en indledning vaeret nodvendig i de fortaellende skildringer, mens annalernes form ikke knevcr den. Denne vanskelighed fjemes, hvis man betragter Lejrekroniken sora det forste afsnit af kroniken, hvis forbindende afsnit nu er gaet ta.bt. Det kan ikke fastslas med sikkerhed, hvor meget det har omfattet, men den Lothpardus(Lodbrok), som omtales i Roskildekronikens begynde se uden i forvejenat vsere introduceret, har maske vaeret omtalt i den manglende del. Den kan pa sin made have omtalt Gotfred og Hemming, Sigfred og Anulo, som Annales Lundenses kendte fra anden side og derfor ikke optog, men deter muligt, at der har vaeret flere konger omtalt. Mod denne forstaelse af forholdet mellem de to kroniker vU det kuiine indvendes, at den selvstaendige Roskildekronike ganske vist har mistet sin begyndelse,men at det alene har vaeret hensigten at skildre det kristne Danmarkshistorie, og at indledningen er blevet bortskarei:, :ordi den ikke indeholdt noget berettende stof, men kun nogle bemserkninger fra forfatterentil lseseren. Denne kritik vil dog kunne imodegas at henvise til den samme betragtning som den, der blev anlagt pa Lejrekroniken. I den aeldre middelalder har det vaeret en litteraer regel, it en historisk skildring skulle omfatte hele rigets skaebne. Kun i beretnir ger om helgenero. 1., der efter deres karakter ma holde sig inden for et menneskelivs rammer, afviger man herfra.

Man kan kritisere den her opstillede tankeraekke ved pa; tanden om, at deter et enestaende og utaenkeligt tilfaelde, at en beretning er bevaret i to led, hver med sin selvstaendige overlevering. Det kan imodegas ved forst at henvise til, at der foreligger en beretning, der ligesom Roskildekronikenefter det fremsatte synspunkt har mistet begyndelsen med en beretning om de hedenske konger. I codex Arnaemag naeanus 1030, 4°, findes en lille kongeraekke, omfattende herskerne fra Dan til ValdemarSejr, hvis erobring af Estland omtales som det iidste. Den er trykt af Langebek i Scriptores rerum Danicarum I, p. 15-18. I samme bind bringer han p. 66-68 efter Petrus Olai en anden, lidt forkortet kongeraekke fra Harald Klak til Valdemar Sejr, der i et og alt er en forkortet gengivelse af den forste liste, hvad Langebek ikle har bemaerket.Her findes et sidestykke til den fremsatte teori om Roskildekroniken som et fragment, hvor tilmed begyndelsen er valgt pa samme sted, som Roskildekroniken tager fat. M. Cl. Gertz har udgivet deine liste over kongerne, men med rette som en enkelt tekst²⁶. I detts lilfaelde kraeves

---

26. M. Cl. Gertz: Script, min. I, 1917-18, p. 149-50, p. 161-66.

der intet bevis, fordi den primaere tekst, hvorfra Petrus Olai har hentet sit uddrag, er bevaret, for Roskildekroniken savnes den fuldstaendigekilde, men den kan genfremstilles for hovedparten ved at tage Lejrekroniken med som den rnanglende indledning og forste afsnit.

Deter desuden muligt at fremdrage et eksempel pa, at en arbog er overleveret i to dele, der hver kun er fragmenter af en og samme beretning. Ellen Jorgensen har offentliggjort en arbog pa dansk for tiden 1074-1255. Den er overleveret dels som en arbog 1074-1255, dels som optegnelser for tiden 1095-1147. De sidste notitser passer ind i en lacune i arbogen, og Ellen Jorgensen kunne derfor uden betasnkelighed offentliggore begge dele som et samlet vserk. Det vides ikke, hvornar denne tvedeling har fundet sted, men den har allerede foreligget for Hans Svaning. Bag den nu eksisterende danske tekst ligger en ukendt original pa latin, men spaltningen synes at vaere foregaet, efter at oversaettelsen til dansk er sket²⁷.

I forbigaende kan det anfores, at en anden bekendt tvedeling af en kilde ses i Lucasevangeliet og acta, om hvilke adskillige mener, at de engang har udgjort et samlet vaerk 28. Forholdene er dog her sa forskellige i tid, sted og milieu, at det ikke udgor et brugeligt sarnmenligningsmateriale.

Ogsa den moderne editionsteknik anvender en deling af kilderne. M. Cl. Gertz har udgivet Compendium Saxonis og Chronica Jutensis som to adskilte vaerker, skont de utvivlsomt fra forfatterens side er taenkt som en fortlobende Danmarks historie²⁹, og Ellen Jorgensen har udgivet den sidste sammen med de danske annaler³⁰. Hvis man ikke havde de kyndige udgiveres kommentarer og den handskriftlige overlevering at holde sig til, ville man opfatte Jyske Kronike som et selvstaendigt arbejde.

Forsoget pa at pavise, at Lejrekroniken og Roskildekroniken danner en enhed, der senere er spaltet i to beretninger, og at originalen er forsvundet,er foretaget pa grundlag af, hvad man kunne kalde den formhistoriskemetode, idet der er lagt vaegt pa at fremhaeve, at de to kroniker hver for sig opviser sa. store redaktionelle mangier, at de afviger fra alle andre beretninger fra samme tid, men at det usaedvanlige forsvinder, og at der fremkomrner en enhed i en normal ydre form, hvis de samles til et faelles arbejde. Der vil altid kunne indvendes, at den formhistoriskemetode kun giver en grov regel, fra hvilken der er undtagelser,

---

27. Ellen Jorgensen: Middelalderlig historisk Litteratur paa Modersmaalet, 1930, p. 8-9, 15-20 (Samfund til udgivelse af gammel nordisk Litteratur).

28. Jorgen Skafte Jensen i Gads danske Bibelleksikon 11, 1966, sp. 78.

29. M. Cl. Gertz: Script, min. I, 1917-18, p. 195-458.

30. Ellen Jorgensen: Annales Danici Medii iEvi, 1920, p. 28 og 157-162.

at de to kroniker kun er udkast, der savner den afsluttenc e bearbejdelse, eller at de er for forskellige til, at de kan hidrore fra samrr.e hand. Denne kritik kan ikke gendrives direkte, men der vil atter mod den kunne anforesat hvis der tages hensyn til, at den ene tekst omfatter sagnhistorienog den anden begivenhederne efter Ansgars virksomhed, er forskellenikke storre end den, man traeffer hos andre af tid^ns historikere, og i topografiske synspunkter falder de to kroniker sa noje sammen, at hvis ikke de rigshistoriske efterretninger forhindrede det, kunne man kalde den samlede kronike for den aeldste danske lokalhi >torie om Roskilde-egnenog Sjaellands stift.

Fastholder man tanken om de to skildringers samhorij;hed, indtraeder de som det forste led i en stedse mere udarbejdet fr_2mstilling, begyndende ganske primitivt med Eskils dobbeltkronike, dere'ter videre udformet af Sven Aggeson og afsluttet i Saxos imponerende vaerk. Alt taget i betragtning Ioser tanken om de to kilders samhorighed :'lere problemer end det aeldre standpunkt, at Lejrekroniken er skrevet 2fter Roskildekroniken som et supplement til denne. Det ma dog mdrtoimes, at den formhistoriske metode ogsa har sine modstandere, som det kom frem, da Ernst Frandsen ville anvende den pa folkevisens, listorie³¹. Han fik ikke nogen übetinget tilslutning, men man vil dog naeppe kunne naegte, at dens synspunkt er af vaerdi, nar det stottes af tilstrsekkelig mange andre indicier, som deter tilfseldet her.

Ogsa sprogligt er der tilknytningspunkter mellem c.e to kilder, som deter iagttaget af M. Cl. Gertz og Jorgen Olrik. I ensai tede vendinger karakteriseres Erik Emune og Snyo og Erik Ejegod og Snyo pa samme made, den forste ikke mindre end tre gange, delvis med en hentydning til hans tilnavn (den evigt mindevaerdige). Gertz forklarsr det saledes, at forfatteren af Lejrekroniken under sit arbejde med der har laert Roskildekronikenat kende og derfra hentet vendingerne, der skulle vise, at sagnkongen Snyo var en lige sa slet hersker som Erik Hmune var det efter Roskildekronikens mening. Dette forsog pa en forklaring af overensstemmelserneforekommer tvungent, men er vist den ensste udvej, hvis man vil haevde de to skrifters indbyrdes selvstaendighed. En simplere forklaring er den, at man har at gore med to dele af et o|; samme skrift, hvis forfatter gentager en allerede benyttet vending, der passer til sammenhaengen.Som sidestykke kan naevnes, at Axel Olrik har gjort opmaerksompa, at der hos Saxo optraeder enslydende saet linger, og han formoder antageligt med rette, at Saxo enten har haft nogle enslydende

---

31. Se Paul Kriiger: Ernst Frandsen. 30. januar 1894-26. februa • 1952. Acta Jutlandica XXIV, 2, 1952, p. 9-10.

notater for sig, som han har overfort til sit manuskript, eller at en
genklang af en tidligere benyttet saetning har meldt sig i bevidstheden,
da han naeste gang ville udtrykke den samme tanke 32.

Prof. Gertz har ligeledes vist, at begge skrifter sprogligt har lan fra biblen, men herpa kan der ikke opbygges noget bevis for samhorighed, da de fleste af tidens forfattere i storre eller mindre omfang har siddet inde med en mamgde citater, der matte melde sig af sig selv, nar de satte pennen pa pergamentet. Af storre vasrdi er det, at latinen begge steder i syntax og ordvalg forekommer ens, kun med de afvigelser, emnet med nodvendighed kraever, og begge steder skinner det danske substrat igennem. Ogsa sprogligt kan en samlet Lejre- og Roskildekronike indordnes i en udviklingsraekke, der begynder med dette skrift og over Sven Aggesons noget barbariske ordpragt kulminerer i Saxos enestaende eloquentia, om end den i sin nuvasrende form mere minder om den asiatiske end den attiske.

Det kan pa dette sted anfores, at Helge Toldberg formoder, at forfatteren af dette indlaeg har vaeret ophavsmand til conjecturen biferos (i stedet for det rigtige fibros) i Lejrekroniken som betegnelse for basveren. Det er en fejltagelse. Ordet biferus, dannet pa grundlag af dyrets danske navn, er indsat af M. Cl. Gertz og findes i hans laeseboger i middelalderens latin³³. Den seneste udgave af Udvalgte Stykker ler fra 1920 og ma betragtes som hans sidste ord i sagen, og dens lsesemade er derfor fulgt, selv om det maske er muligt, at den ved en forglemmelse ikke er rettet efter udgaven i Scriptores minores I fra 1917-18. Helge Toldberg har ikke kendt udgaverne af Lejrekroniken til undervisningsbrug.

For at vise den sproglige overensstemmelse mellem de to kroniker bringes nedenfor en liste over det mest iojnefaldende. Den medtager ogsa de af prof. Gertz fremhaevede, da naeppe alle laesere har hans udgave ved handen. Citaterne er fra Scriptores minores I.

Ud fra disse parallelsteder forekommer det at vaere en kunstig forklaring,at en anden forfatter skulle have efterlignet Roskildekronikens stil sa noje, og det lyder mere rimeligt, at der her er tale om den samme forfatter, hvis stil kun har de sendringer, det forskellige stof fremtvinger,folkesagn og en folelsesmaettet samtidsskildring. Pa samme made har M. Cl. Gertz vist, at Compendium Saxonis og Chronica Jutensis har samme forfatter, skont stilen i de to afsnit er lidt forskellig, i det forste

---

32. Axel Olrik: Kilderne til Sakses Oldhistorie I, 1892, p. 119.

33. Helge Sogaard: Et Dyresagn fra Danmarks aeldre Middelalder. Sprog og Kultur XII, 1943, p. 75-80.

afhaengig af, at deter en genfortaelling, i clet andet hvileide pa en selvstaendigberetning
eller pa Annales Ryenses 34.

Roskildekr.

27,11. uir flagiciosus, furore et mendacio

25,15. multas iniquas et iniustas leges

31,14. superbus, elatus et in malicia potens, per omnia terribilis more fulminis incessit; flentibus, si quid uidebantur habere, abstulit, habentibus et male ridentibus sparsit.

22.13. non inmemor pacti
23,27. in regnum levatus est

20.14. Cuius corpus a fidelibus
Throndemis humatur

30,9. Post quem Ruco constituitur
27,18 nauali bello

Lejre kr.

50,6. esto ibi rex robustus et furore
flagiciosus.

50,13. Multas iaiquas leges et iniustas

50,10. superbus et niquus, elatus et in malicia nimis potens, per omnia terribilis, more fuln inis [furibundus] incedens; flentibus, liquid uidebantur habere, abstulit, habentibus et male ridentibus sparsit.

47,18. facti prioris inmemor
53,1. in regnum ievitur
48,5. et in insula humata est

48,14. Quibus const ituit regem
47,7. nauali bello.

I det folgende vil der blive gaet ud fra, at de to l<roniker danner en enhed. Denne antagelse hviler ikke pa et enkelt argument, men pa det samlede antal af de ovenfor opregnede enkeltheder. Hver for sig har de ikke storre vaegt, men samlet supplerer de hverandrc, fordi de kan forklares som udslag af et faelles grundlag, en sammenhaengende beretning om landets historie fra den aeldste tid til forfatterens egen. Lejrekroniken ma derfor dateres til samme tid som Roskildekioniken, og dermed bortfalder Helge Toldbergs forskellige hypoteser. Djt er muligt, at et mindre afsnit mellem de to bevarede dele er faldet uc, og den sidste del af sagnhistorien er behandlet sa kort som muligt. Det samme er tilfaeldet hos Sven Aggeson, der overlader det til en mere oinhyggelig efterfolger at udfylde manglerne.

Det har ligeledes vaeret besvserligt at samle sa mangs efterretninger om Knud den Store, at der kunne skrives en fyldestgorende beretning. Der er store huller og mange fejl. Nogen palidelig hjemlig tradition om vikingetidens slutning er abenbart ikke bevaret, og kroniken ma gribe til Adam af Bremens skildring for at fa en nogenlunde satnmenhsengende beretning, men heller ikke Sven Aggeson og Saxo har let ved at give en beskrivelse af dette tidsrum. Det kunne scud, som om der var sket et brud i traditionen, da mandslinien af Gorm den Gamier slaegt uddode. Man ligesom begynder forfra med Svend Estridsons kDngegerning og

---

34. M. Cl. Gertz: Script, min. I, 1917-18, p. 468-70.

kirkens organisation, og for de sidste generationer er kroniken et emotioneltudtryk for Eskils vurdering af de skiftende konger med en vis fremhaevenaf Sjaelland som den del af riget, hvor de afgorende begivenheder fandt sted. Ud fra denne holdning kan den samlede kronike kaldes Eskilskroniken, hvis man i dette udtryk ikke laegger andet indhold, end at den formulerer synspunkterne, den samme erkebisp onskede anlagtpa dansk historic, saerlig pa den, der foregik i hans egen levetid.

Der er i denne anskuelse ikke noget nyt, men der kan mindes om, at den fuldstaendige kongeliste i Necrologium Lundense ligeledes bygger pa en inddeling af kongerne i de aeldste kristne fra Harald Klak til Hardeknud, derefter en gruppe fra Svend Estridson til Niels og en sidste indtil Valdemar den Store³⁵. En indbyrdes sammenhseng synes at vaere til stede. Det vil her fore for langt fra emnet at folge denne linie videre, og der ma henvises til de forskellige behandlinger af dette tidsrum, men der er dog grund til at fremhaeve, at bade for kroniken og nekrologiet synes den egentlige historie forst at begynde med Svend Estridson, og nekrologiets kongeliste kender desuden i sin supplerede og fuldstaendige skikkelse ikke Knud den Store, skont denne hersker dog som grundlaeggeraf Lund og ved flere velgerninger mod stedet i det mindste havde krav pa lokalhistorisk taknemmelighed. Allerede A. D. Jorgensen har gjort opmaerksom pa kongens begunstigelse af byen36, men det var forst Knut Stjerna, som 1909 udkastede tanken om ham som stadens grundlaegger, og hans argumentation er senere underbygget arkseologisk og historisk af Ragnar Blomqvist37. Svend Estridsons kongetid betegner formodentlig et dybtgaende skel i udviklingen, men de alt for fa kilder tegner det uklart og taget. Man har laenge vaeret klar over, at det var i disse ar, den udadrettede politik med et Nordso-herredomme som mal blev aflost af et mere fredeligt arbejde for en indre opbygning, som det materielt viser sig i stenarkitekturens indforelse og nedlaeggelsen af de forskellige militaere stottepunkter af Trelleborg-typen. Deter en almindeligantagen opfattelse, at de danske vikingekonger kun havde en beskeden plads i det danske samfundsliv med en tilsvarende ringe magt og indflydelse. Deter ikke sikkert, at denne betragtning kan gennemfores i alle enkeltheder. Netop militaerlejrene viser, at kongemagten i disse borgesvelmagtstid havde en staerk hser i ryggen, og selv om den maske var opbyggetmed angreb pa udlandet for oje, kunne den ogsa bruges i indlandettil

---

35. M. Cl. Gertz: Script, min. I, p. 157-58.

36. A. D. Jorgensen: Den nordiske kirkes grundlaeggelse og forste udvikling, 1874-76, 457-58.

37. Ragnar Blomqvist: Lunds historia I. Medeltiden. 1951, p. 33 og passim.

landettilat gennemtvinge den politik, kongen onskede. ;;_{7 aldet} i militaer kraft, som kan aflaeses i forholdet mellem Knud den Stores og Svend Estridsons position, tyder pa en svaekkelse af kongemagtei, uden at man dog er i stand til at folge denne nedgang i enkelthede: og bestemme dens omfang. Kun sa meget er sikkert, at da Harald .ien 1074 blev konge, skete det ved et valg af det parti i landet, der onsl:ede en fredelig politik indad og udad, og da Knud den Hellige forsogte at gentage vikingekongernesmagtstraeben, var dette parti sa staerkt, at det kunne standse toget til England og hans forsog pa at vinde stirre indflydelse hjemme. Deter betegnende, at efter kong Knuds drab 1086 var det stormaendene, der valgte Oluf til konge i hans sted. Kroniken kalder dem primates. Ordet daekker formodentlig over de bondohovdinge, som ved deres rigdom pa jord ovede en afgorende indflydelse r ver pa sin egn. Senere naevner kroniken en enkelt ved navn, Peder Bodilsen, hvis indflydelseblandt de sjaellandske bonder var sa stor, at hai endog kunne fa dem til at folge sig i et angreb pa stiftets praester for at fa coelibatet gennemfort, en politik, som kroniken ikke übetinget syncs at vaere tilfredsmed. Hele denne skitse af udviklingen star imidkrtid ikke fuldt bevist, da kilderne svigter, og navnlig er det ikke tilstraekkeligt at henvise til, at Svend Estridson ville genopbygge samfundet i talit med kirkens nye organisation. Der har sikkert vaeret storre divergenssr mellem kongen og kirken, end det nu kan ses. Men hans politik blev fort videre af Harald Hen, Oluf og Niels, og den genspejles i det sidste afsnit af kroniken.

Denne del er ogsa den vigtigste, for hvis skyld hele det lille skrift er affattet som et indlasg i dognets strid. De forste afsni er forfatteren kommet let til, men derpa dvaeler han ved Knud den Stores forlig pa skromt med Ulf Jarl og drabet pa ham i kirken, som krankede bade de kirkelige love og den anerkendte moral, og det kan masks indirekte antyde, at Svend Estridsons ophojelse til konge var en retfaerdig oprejsning efter faderens ufortjente dod.

Hvis man folger det her foreslaede synspunkt og ser Lejrekroniken som indledningen til en fuldstaendig Eskilskronike, ka:i det fremhaeves, at dette afsnit i begyndelsen betoner landets frihed og uafhaengighed med Harald Klaks dab som den eneste undtagelse. Det kan taenkes, at der her ligger en skjult kritik over, at Magnus Nielsen efter Knud Lavards drab i hab om stotte lovede at hylde Lothar af Supplinburg eller til den tyske kirkes angreb pa Lunds erkesaedes selvstaendighed i disse ar, og at ligeledes beretningen om Augustus' angreb pa en forgaenger til Danevirke indeholder en skjult hentydning til samme tyske konges tog mod den

sydlige forsvarsvold. I hvert fald kan der ikke vaere tale om et folkesagn, da det ikke kan kende til en kejser Augustus. Hele denne episode er en halvlasrd konstruktion med et eller andet formal. Beretningen om, hvorledesden sjasllandske hersker Dan i Lejre fik magten i Jylland er muligvisen slags forklaring pa, hvorfor landstinget i Viborg havde en saedvanemasssigret til forst at hylde kongen.

Hele skildringen af den forkristne tid hviler pa sagn af en bestemt art, bundne til en eller anden lokalitet. Endog traditionen om Rolf Krake og hans beromte slaegt kan henfores herunder, fordi den pa det nojeste er knyttet til Lejre. Foruden de til Sjaslland stedfasstede sagn findes der andre, hvoraf de fleste synes at vaere af jysk herkomst. Det gaelder fortasllingen om Snyo og om skjoldmoen Hethae sorn navngiver for Hedeby foruden det allerede omtalte sagn om Dans valg til konge. Det har vaeret vanskeligt at tilvejebringe en forbindelse, og hele den sagnhistoriske indledning ma have voldt store kvaler, som det kan ses af de chronologiske umuligheder, den indeholder. Kongeraekken, der opregnes for at udfylde tidsrummet mellem Augustus og vikingetiden, indeholder alt for fa navne, uden at det antydes, at de fleste er udeladt, skont forfatteren abenbart har kendt flere sagn, som det ses ved dronning Asa, »om hvem der fortaslles mange vittige ord«, uden at de dog anfores, og alt ses gennem vikingetidens indstilling. I denne betydning ma man igen give Helge Toldberg ret i hans opfattelse, da den gamle overlevering kun kendes gennem en senere omdannelse.

I beretningen om kong Ro findes et afsnit uden forbindelse med slaegtenstragiske historie. Da den for kort tid siden er skildret i en afhandling, er det unodvendigt at kornme ind pa den ud over det bidrag, det giver til kronikens historie3B. Deter beretningen om Roskildes grundlaeggelse. Helge Toldberg mener, at Hokaekoping er en senere interpolation, og at kroniken oprindeligt har haft navnet Hokaebjaergh, fordi han regner med, at efterleddet -koping forst er blevet brugt i det 13. arhundrede i Danmark, da det kendes fra Kong Valdemars Jordebog. Da man kender suffikset i Sverige fra det 12. arhundrede, og det i Norge brugte kaupangr er endnu aeldre, synes det dog ikke at vaere alt for betaenkeligt at regne med, at teksten pa dette punkt er uskadt, nar man daterer skriftet til sidste halvdel af det 12. arhundrede, sa det kun er et tilfaelde, at endelsen forst traeffes i Danmark pa et senere tidspunkt. Helge Toldberg stotter sig pa Karl Gustav Ljunggrens artikel, som soger at vise, at -koping er et under vikingetiden eller den aeldre middelalder indkommet oversaettelseslanfra et vestgermansk sprog. Hvis deter det rette, og her ma filologienhave

---

38. Helge Sogaard: Sagnet om Hogekobing. Fra Kobenhavns Amt 1967, p. 27-47.

gienhavedet afgorende ord, kan der ikke vaere noget i vejen for, at
propriet Hogekobing optraeder i det 12. arhundredes dansk 39.

Fortsellingen om Roskildes forgaenger og om grundkej,_rgelsen af by en ved Isefjorden har haft den ejendommelige skaebne, at dm til op i dette arhundrede er blevet betragtet som palidelig, skont allirede den tidsmaessige sammenhseng, den optrseder i, og alle andre eikeltheder henviser den til sagnene. Den er vel opstaet ud fra onsket om it give Roskilde en hoj alder. Deter betegnende for sagnets luftighed, at de r er nassten lige sa mange forslag til beliggenheden af det gamle Hogekobing, som der er forskere, og mange af stedfaestelserne strider direkte mcd tekstens ord. Endvidere er det pafaldende, at en hel kobstad saledes ei forsvundet, og at alene mindet om den er bevaret, mens der ikke finces det ringeste arkaeologiske spor efter den, og endeligt er det naerliggonde at sporge, om det danske samfund pa Ros tid havde naet en sadan udvikling, at det kunne give trivsel for en kobstad. Det hele har :int;t med virkelig historie at gore, men sagnet er af betydning, fordi det sr et af de mange trsek, der knytter de to skrifter sammen til en enhed.

Den svenske tekst af Lejrekroniken frembyder ligeledes problemer 40. Helge Toldberg understreger, at den ordrette sidestilling mellem Erik Emune og Snyo mangier i den svenske oversaettelse, oy, at den andre steder har sma meddelelser, der mangier i Lejrekronikt n, ligesom det er let at udpege mindre forskelle i navnene og den nasrmere ordning af stoffet. Han synes at forklare det pa den made, at Lt jrekroniken og den svenske tekst hver for sig er bearbejdelser af et faelles forlaeg. Deter unodvendigt at gribe til denne udvej. Den svenske tekst er ikke nogen ordret oversaettelse af det latinske skrift, men ma snarere opfattes som en parafrase over Lejrekroniken, hvor det danske stof ei forkortet og det svenske fremhaevet, og under denne forudsaetning kan hele stoffet vaere taget fra Annales Lundenses i disses kendte form, og ca den svenske overlevering om den asldre middelalder om muligt er endim magrere end den danske, ma Lejrekronikens overforelse til Sverige eg videre bearbejdelseher ses som et led i den udnyttelse af dansk tracition, der viser sig pa sa mange mader i lobet af middelalderen. Den svenske version af sagnhistorien praesenterer sig som en yngre, noget omejb jjdet gengivelse af den kendte danske, hvori fortaellingen om kong Snyos dod af lusebid abenbart har spillet en stor rolle for fantasien. I en af tel:sterne for den svenske gengivelse berettes det, at da Snyo fik at vide, ai han skulled 0

---

39. Karl Gustav Ljunggren: Koping, Kopinge och Kaupangr. SJamn och Bygc 25, 1937, p. 99-129. Kr. Hald: Vore Stednavne, 1950, p. 201.

40. G. E. Kleming: Smastycken pa fomsvenska, 1868-81, p. 241-48

af lus, straks red til en baek ved Viborg landsting og kastede sig i den for at drukne lusene, men at de ad ham op, og at baekken deraf fik navnet Lusebaek. Annales Ryenses afslutter kongens liv anderledes med en fortaellingom, at Snyo pa Viborg landsting, siddende pa Lushoj, blev opaedt af lus i naervaerelse af hele rigets adel⁴¹.

Beretningen i Lejrekroniken er rnindre udpenslet uden stedfaestelse ud over Jylland, men der er ikke grund til at tillaegge de to andre skrifter saerlige kilder. De har arbejdet videre pa grundlaget, I^ejrekroniken gav dem, og hverken Lusebask eller Lushoj lader sig identificere, hvis man da ikke lader den sidste vasre den lokalitet, St. St. Blicher senere gjorde beromt i sin novelle 42.

Hvis man sammenfatter de forskellige indvendinger mod Helge Toldbergs teser, der tildeler Lejrekroniken en langt hojere alder og videre udsyn, end forskningen hidtil har udstyret den med, bliver grundlaget for hans nyvurdering tvivlsom. Deter ikke lykkedes ham at svaskke tilliden til M. Cl. Gertz' datering, men ved at bygge videre pa hans og Jorgen Olriks resultater er det muligt at na frem til en ny teori om en faelles oprindelse for Lejrekroniken og Roskildekroniken fra en og samme nu tabte kilde, af hvilke de er fragmented Denne kilde har vaeret en fuldstaendig beretning fra rigets grundlaeggelse til ca. 1140. Denne hypotese stotter sig pa, at den forklarer en raekke sporgsmal, der ellers henstar uloste, og giver en simpel beskrivelse af forholdet mellem de to beretninger. I stedet for to ukendte forfattere med samme lokale perspektiv og failles ordvalg tillader den at nojes med en, og i udviklingen af den litteraere historiske stil danner den formodede kronike et primitivt udgangspunkt, efterfulgt af en stadigt stigende blomstring, som kulminerer i Saxos store vaerk. Dermed afbrydes denne form for beretning brat, annalerne tager fat, og da man igen vender sig til den fortasllende kronikes form, er det pa et nyt grundlag, karakteriseret ved brugen af modersmalet og en mere folkelig form. Omskrivningen af Saxo og Rimkroniken viser stadierne i denne sene udvikling.

Der er til slut ogsa grund til at gore opmaerksom pa den aeldste danske kronikes primitivitet. Som allerede strejfet fremtraeder den bade som en lokalhistorie for Roskilde og dens omegn og soger samtidig at give en skildring af hele landets historie, uden at deter lykkedes at sammenarbejdede

---

41. Ellen Jorgensen: Annales Danici medii aevi, 1920, p. 63.

42. »Fjorten Dage i Jylland«. Se ogsa Viborg amts stednavne, 1948, p. 209-1C (Danmarks stednavne nr. 9).

dedeto elementer til en helhed. Der kan intet indvendes mod at kalde den samlede kronike den aeldste lokalhistorie, men Hdgt Toldberg har indlagt sig fortjeneste ved at pege pa den svenske gengivehe af kroniken, der beviser, at den havde et videre udsyn end det, den sjsellandske egn gav. Enhver behandling i fremtiden af kroniken ma tage hensyn til den svenske version med dens ligheder og forskelle.

Et bevis for de to kronikers samhorighed kan ikke fores, hvis man nerved forstar en redegorelse, denned sikkerhed udelukker enhver anden forklaring, da teksterne er fremkommet i et tidsrum, hvorfra kildestoffet er tilfaddigt og mangelfuldt overleveret. Formodninger hai mange gange mattet trsede i stedet for positive udsagn, og under disse vilkar er det vanskeligt at vise fordelene ved den her fremsatte losning men selv om man ville skildre de to kronikers indbyrdes forbindelse pa ei anden made, matte dette synspunkt ogsa stotte sig pa mere eller mindie sikre forudsaetninger, og afgorende for rigtigheden bliver da en afvejr ing af de forskellige sandsynligheder for og imod. Hvor utilfredsstillende det end kan vsere, vil en subjektiv vurdering altid indga i bedomrr.elsen af overleveringen fra den aeldre middelalder.