Jens Engberg: Det slesvigske spørgsmål 1850-1853. (Skrifter udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland nr. 37). (I kommission hos Danske Boghandleres Kommissionsanstalt, 1968). 405 s.

Naturligt nok har Sonderjyllands historie i det 19. arhundrede fristet en raekke danske historikere til indsats, og tiden nsermest efter Trearskrigen er allerede tidligere taget op til behandling af C. F. Allen, A. Thorsoe, N. Neergaard, H. Hjelholt o. fl. for ikke at tale om forfatterne af »Sonderjyllands Historie«. Alligevel er der endnu en hel del at gore, og Jens Engberg viser med sin doktordisputats, hvorledes man ved at ga dybere i arkivmaterialet stadig kan bringe storre klarhed over vigtige sporgsmal.

Engberg skildrer det danske styre i de forste tre ar efter freden med Preussen, gar ind pa den danske regerings forhandlinger med udlandet vedrorende styrelsen og viser den slesvigske befolknings reaktioner, blandt andet gennem den slesvigske staenderforsamling 1853. Fremstillingen er letlobende og faengslende, krydret med et passende udvalg af eksempler og anekdoter. Engberg har den fortraeffelige egenskab, at han forstar at fa. et arkiv til at tale. Det har han allerede vist ved en storre afhandling i nasrvaerende tidsskrift. Straks i begyndelsen af bogen om Slesvig giver han en meget anskuelig fremstilling af den undtagelsestilstand, der indfortes i det sydligste Slesvig efter overtagelsen af landskabet. Befolkningen sogte ved smadrillerier at genere den danske haer og de danske embedsmaend. Danskerne forte langt fra noget raedselsregimente; men de tog dog deres forholdsregler. Oprorsregeringens embedsmaend, hvoraf mange var flygtet, blev for en stor del afskediget; man matte jo ogsa tage hensyn til de trofaste dansksindedes synspunkter. Ved nybesaettelserne foretrak man danske for tyske, og i retsvaesenet indfortes reformer. Med storste opmasrksomhed laeser man om F. Tillisch' administration i det generhvervede land, om den unge A. Regenburgs alt for faste kirkeog sprogpolitik og om L. N. Scheeles kritik deraf. Man fristes til at tro, at styrelsen ikke blev lagt i haenderne pa de bedst egnede. Bag ved stod den meget nationalistiske C. F. Wegener, der inspirerede til Regenburgs handlinger.

Ved skildringen af den udenrigspolitiske udvikling far man et dybt indtryk af uenigheden blandt den danske regerings medlemmer og ligeledes af den delikatesse, der skulle til under forhandlingerne med de lige sa uenige stormagter. Der tegnes et portraet af den danske udenrigsminister H. Reedtz som en klynkende nikkedukke, der altid var af samme mening som den, han talte med - han »berommes ikke af nogen for ret meget« (s. 187). Ligeledes af finansminister W. Sponneck, der sikkert var regeringens dygtigste medlem, men anvendte sit geni i sit eget ministerium og ikke havde held med sig, da han forsogte sig pa en diplomatisk sendelse til Wien. I ovrigt var det altid ham, der matte finde pa rad, nar regeringen var ved at kore fast; men over for udlandet var hans stilling vanskelig, fordi han i den hjemlige politik stod midt imellem de ejder-danske nationalliberale og de mere realitetsbetonede konservative helstatsfolk.

Stormagterne blandede sig bestandig i Danmarks og Slesvigs anliggender. De forlangte amnestien over for oprorerne udvidet; de forlangte, at Tillisch skulle ga af som minister for Slesvig, fordi de fik overdrevne indberetninger om hans og Regenburgs forvaltning; de forlangte en staenderforsamling indkaldt i Slesvig. Det var isasr ostmagterne, der gjorde sig gaeldende. De forlangte, at de nationalliberale tradte ud af regeringen, og de sa heist, at junigrundloven forsvandt - den matte i alt fald ikke indfores i Slesvig. Under stormagternes tryk matte den danske regering gentagne gange rekonstrueres. Til uheld for Danmark kraevede ogsa Englands forende statsmand, H. J. T. Palmerston, eftergivenhed fra dansk side for at fa ro i de balstyrige hertugdommer, og dronning Victoria var under sin gemals indflydelse rent ud imod den danske regering.

Laengere fremme i bogen giver Engbergindgaende
besked om sprogforholdene,isaer

holdene,isaeri de blandede distrikter,og om udfaldet af valgene til staenderforsamlingen. Takket vaere den hoje census fik forsamlingen et tysksindetflertal, idet saerlig overklassen og de velhavende var tysk- eller slesvig-holstensksindede.Det faldt da af sig selv, at forsamlingen fordomte det danske sprogstyre; men hovedemnetfor forhandlingerne var et forslagtil hertugdommets fremtidige forfatning;hverken pa dette felt eller pa andre var regeringen tilbojelig til at tage hensyn til staenderforsamlingens onsker.

okonomiske sporgsmal, toldpolitik,
jernbane- og eksportudsigter indlader
Engberg sig ikke med.

Hvorvidt det ved sprogforordningerne lykkedes at standse det danske sprogs tilbagegang i Mellemslesvig, er nok mere omdiskutabelt, end Engberg antyder. Bedommelsen heraf varierer hos de forskellige forfattere. Engberg finder det i sin orden, at dansk blev stottet over for tysk, men mener, at stotten kom for sent og blev til et overgreb, idet man ikke spurgte befolkningen (5.317). Han logger megen vasgt pa, hvad prasster og andre indberettede; man kan herved ikke lade vaere at taenke pa det gamle ord: det sete afhaenger af ojnene, der ser.

Deter saerlig ved en sammenligning med det hidtidige hovedvaerk, Niels Neergaards »Under Junigrundloven« II (1916) iojnefaldende, hvor meget nyt Jens Engbergs bog bringer. Neergaard stottede sig i det vaesentlige pa danske kilder. Engberg har i betydelig udstraekning draget fordel af udenlandske kilder, ikke blot forsket i det danske rigsarkiv, men ogsa besogt det slesvig-holstenske landsarkiv pa Gottorp, det osttyske centralarkiv i Merseburg, det vesttyske gehejmestatsarkiv i Vestberlin og det engelske statsarkiv i London. Indsamlingen af oplysninger var endda saerlig vanskelig, fordi administrationen i Danmark flere gange blev lagt om i vedkommende periode, og en del af arkivmaterialet er blevet afgivet til Tyskland, ja, noget er endda vendt tilbage til Danmark efter genforeningen i 1920. Visse aktstykker ligger i privatarkiver, navnlig i Regensburgs arkiv i det danske Rigsarkiv. Af de tyske arkivalier blev en del odelagt under anden verdenskrig; men hovedbestanddelene vedrorende Slesvig synes dog bevaret. Meget interessante er de engelske kilder, idet den engelske gesandt i Kobenhavn var godt underrettet og forte en dygtig pen. Derimod har engelske privatarkiver kun givet et staerkt begraenset udbytte. Af russisk arkivstof har kopier af gesandtskabsindberetningerne fra Kobenhavn vaeret til radighed i det danske

Pa. denne baggrund falder det besynderligt, at Jens Engberg har afstaet fra at benytte franske og ostrigske arkiver. De franske akter havde vel ikke givet storre bidrag, for sa vidt som Frankrig i den pagasldende periode var optaget af Napoleon 3's opkomst. Men de ostrigske. Navnlig efter afslutningen af overenskomsten i Olomouc (Olmtitz) den 29. november 1850 var ostrig sa afgjort den forende magt i det tyske forbund og dermed hovedpartneren i forhandlingerne fra tysk side*).

Engberg vil forsvare sig med, at han har haft en udgave af ostrigske kilder til radighed, nemlig J. A. v. Rantzau:Europaische Quellen zur Schleswig-HolsteinischenGeschichte

---

*) ostrigs fortrin for Preussen fremgar ogsa af, at Sponneck blev sendt til Wien og ikke til Berlin, og den russiske gesandt P. v. Meyendorff blev forfremmet fra gesandtposten i Berlin til gesandtposten i Wien.

wig-HolsteinischenGeschichteim 19. Jahrhundert, I, Akten aus dem Wiener Haus-, Hof- und Staatsarchiv 1818— 1852, Breslau 1934. Denne udgave giver imidlertid kun et snaevert udvalgaf de foreliggende akter, den er heller ikke brugt staerkt i Engbergs bog, og den er i ovrigt som kildeudgaveutilfredsstillende; den antyder f. eks. ikke, hvor noget af teksten i et aktstykke er udeladt (saledes i Vrints depecher nr. 43 og nr. 83; det sidste sted er et par sider udeladt).Rantzau optrykker selvfolgelig noget af det vaesentligste, men meget mere kunne vaere hentet fra det ostrigskestatsarkiv. Saledes har Rantzauudeladt en raekke indberetninger fra den ostrigske gesandt i Kobenhavn, blandt andet om stemningen i den danske hovedstad. De ostrigske diplomatervar almindeligvis i besiddelseaf megen litteraer kultur og skrev godt, ligesom de gerne var vel underrettede.

Stor interesse blandt Wienerakterne har ogsa korrespondancen med Sankt Petersburg. Man ser heraf tydeligere end i Engbergs bog, i hvor hoj grad Rusland stottede Danmark og pressede pa de tyske stormagter for at fa ordnet Slesvigs og Holstens forhold. Nok har Engberg kendt preussiske akter i denne forbindelse; men det russisk-ostrigske samspil kraever saerlig opmaerksomhed; zaren og den ostrigske kejser kunne jo vaere enige om, at Preussen heist ikke skulle fa fingre i Holsten; ostrig kunne vaere interesseret i at stotte alt, hvad der inden for det tyske forbund kunne bruges som modvaegt mod Preussen, og Danmark havde i hoj grad de to stormagters velsignelse til at soge sit herredomme i bade Slesvig og Holsten genoprettet efter krigen. I ovrigt meddeler den ostrigske gesandt i Sankt Petersburg, Lebzeltern, ogsa (i dep. nr. 63 B, 19 7 1851), at Frankrig havde foretaget skridt til gunst for Danmark ud fra den betragtning, at den russiske udenrigsminister K. v. Nesselrode var for barsk, og at kongen af Danmark burde have frie hamder i hertugdommeme.

Endnu mere besynderligt er det, at Engberg ikke har ment at burde indladesig videre med korrespondancen mellem udenrigsministeriet i Kobenhavnog den danske ambassade i Wien. Hverken ordrer til eller depecherfra gesandten er anfort mellemde benyttede kilder. Det kan oplyses,at af de af Engberg savnede 4 depecher fra Sponneck (s. 357 note 19) ligger de 3 i en tynd pakke »Depecherfra Grev Sponnecks mission til Wien 1851« i udenrigsministerietsarkiv, hvori der ogsa findes et par andre akter sagen vedkommende. Disse depecher er hovedkilden vedrorendeSponnecks besog i Wien, rnedensEngberg bruger andenhands kilder,farvet af diplomater, der var fortraedelige over, at en ikke-diplomat var blevet sendt ud ved en sadan lejlighed.At domme efter Sponnecks egen beskrivelse tog besoget sig nogetanderledes ud, end det gor i Engbergsversion. Her skal blot naevnes et enkelt eksempel. Engberg skriver (s. 166) ud fra sine kilder, at det var den ostrigske regeringschef, fyrst Felixv. Schwarzenberg, der beklagede sig over, at Danmark ikke var begyndtat demobilisere militaerstyrkerne i Slesvig. I Sponnecks depeche af 18. februar star der: »Derimod udtaltejeg efter radforelse med baron Meyendorff en ide til fremskyndelse af pacification og til omgaelse af det unyttige paritetssporgsmal i henseendetil tidspunktet for den gensidige desarmering, hvilket hos fyrsten fandt meget bifald, nemlig at jeg ville straks hos min regering soge at udvirke, at

samme ojeblikkelig tog initiativet til desarmering af den danske hser«. Det ser altsa ikke ud til, at det var Schwarzenberg, der begyndte at tale om desarmering. Snarere viste Sponneckved sit udspil en betydelig letsindighedved at ga ind pa synspunkter,som man ikke kunne vente, hans ministerkolleger hjemme uden videre kunne dele.

Heller ikke pa bogverdenens omrade har Engberg faet fat pa alt, hvad hensigtsmaessigt kunne vaere. Maerkvaerdigt nok naevner Engberg ikke »De dansk-tydske Differentser fra 1850-51. Actstykker og Bemaerkninger. Udg. af T. Z[ilau]. Kobenhavn 1857«. Dette er ganske vist en sjaelden bog; men den begynder med at optrykke freden med Preussen, og den giver mange oplysninger, som er gode at have ved handen. Engberg naevner heller ikke et par interessante topografiske vaerker fra datiden. Dette gaelder J. N. Schmidt: »Slesvigs Land og Folk«, 1. udg., Abenra 1852, som side 93-98 indeholder et afsnit om nationalitet med oplysninger i samme retning som Claus Eskildsens. Ligeledes Fr. Feddersen: »Beschreibung der Landschaft Eiderstedt«, Altona 1853, hvori (s. 41-42) indkvarteringen af de danske soldater omtales, og det naevnes, at landskabet i okonomisk henseende hurtigt efter krigen kom til kraefter, takket vaere skibsfarten til England og jernbanen til Flensborg.

Det kan ogsa. anfores, at Chr. Koch: Volks und Landeskunde der Landschaft Schwansen, Heidelberg, 1912, naevner (s. 356) en »Schwarzbuch iiber die danische Missregierung im Hrt. Schleswig«, hvori blandt andet omtales en Blauenfeldt, som tyskerne ikke kunne lide. Det var vel ham, der siden udgav »Minder fra Sonderjylland«, Kobenhavn 1876.

I det hele taget er Engberg noget tilbageholdende, nar talen er om at benytte tyske boger, Hans litteraturfortegnelse omtaler 12 afhandlinger fra »Sonderjyske Arboger«, men kun 2 fra »Zeitschrift fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte«. Brochurer optager ham heller ikke staerkt, og deres tid var dog ikke ganske forbi i 1850erne. Han naevner H. Martensens smaskrifter, som ogsa Hjelholt har skrevet om i Historisk Tidsskrift 9 111. Af aviser er det i det vaesentlige kun »Altonaer Mercur«, der er udnyttet. Der er stadig mulighed for fortsatte undersogelser inden for det omrade, som Engbergs bog beskaeftiger sig med.

Af enkeltheder kan der vaere grund til at protestere mod pastanden (s. 252) om, at den danske regerings forhold til det slesvig-holstenske ridderskab var godt i Frederik 6.'s tid; herimod taler ridderskabets klage til forbundsdagen i Frankfurt i 1823; men det var ogsa et arligt tilbagevendende sporgsmal, hvorledes modet mellem monarken og ridderskabets medlemmer ville falde ud, nar kongen pa sin sommerrejse kom til hertugdommerne.

Deter ikke rigtigt at betegne (s. 122) russeren J. Tegoborski som gesandt, nar han her kun var charge d'affaires; deter i ovrigt et sporgsmal, om han var godt underrettet om de danske forhold.

Deter upraktisk i et videnskabeligt vaerk, at kildehenvisningerne er anbragt bag i bogen, og deter besynderligt, at man stadigvaek ikke kan folge den internationale regel for henvisninger, at forfatternavne saettes med kapitaeler og bogtitler med kursiv. Det anvendte forkortelsessystem er lidet gennemsigtigt; en alfabetisk fortegnelse over forkortelser havde vaeret nyttig.