D.G. MONRADS SYN PÅ KONSTITUTIONALISME OG PARLAMENTARISME 1869-1886

Pa baggrund af en tekstanalyse af Den stille Magt (kap. I) og en gennemgang af Monrads ideverden (kap. II og III) viser kandidatstipendiat, mag. art. Leo Tandrup, hvorledes Mom ad ud fra sit dialektiske historiesyn stedse i ligeviegtens interesse gik imod det parti, eller den statsmagt, der krcenkede den rolige udvikling ved at forsoge misgreb mod forfatningen, og hvorledes han ansa et tillidsforhold mellem bondestanden og de ovrige stcender samt partiernes forankring i samfundssindede ideer frem for i egoistiske standsinteresser som haver forudscetningerne for, at parlamentarismen kunne aflpse konstitutionalismen (kap. IV). Endelig vises det, hvorledes Monrads parlamentarisme, da han aldrig fandt disse forudscetninger ordentligt opfyldt, i den skildrede periode bevtegede sig fra et sncevert, klassisk engelsk preeget begreb til et bredt, fleksibelt, konstitutionelt dansk prceget begreb, mens hans konstitutionelle system samtidig bevcegede sig fra et sted mellem celdre og yngre konstitutionalisme til omkring den yngre konstitutionalisme (kap. V).

INDLEDNING

Lseser man de nyere behandlinger af den politiske udvikling i Danmark i anden halvdel af det 19. arhundrede, far man meget let det indtryk, at problematikken om regeringsformen var meget enkel. Enten gik man som venstre ind for parlamentarismen, eller ogsa gik man som hojre imod den. Parlamentarisme var i det hele ensbetydende med folketingsparlamentarisme,et begreb som forskerne i dette arhundrede ikke har interesseret sig for naermere at bestemme *. Begreberne konstitutionalisme og parlamentarismekan imidlertid begge defineres pa forskellig made og tillsegges

Anvendte forkortelser se side 97.

1. Nogen historiografisk gennemgang af den hidtidige litteratur om den tids parlamentarisme skal ikke her foretages. Som eksempel kan naevnes universitetslaerebogen Povl Engelstoft og Frantz W. Wendt, Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore Dage, 1934. Om Det forenede Venstres erklaering af 30. juni 1870 hedder det blot: »Man haevdede ud fra den, at Folketinget havde Magt til at hindre en Regerings Forbliven, kort sagt, man kraevede Gennemforelsen af Parlamentarismen* (s. 229). Jvf. de fa bemaerkninger s. 209. Heller ikke senere kommer forfatterne ind pa en naermere behandling af den komplicerede problematik.

Side 15

et vidt forskelligt indhold, hvilket da ogsa skete. Vil man derfor vinde et nuanceret og mere rigtigt billede af de forskellige politikeres og politiske gruppers og partiers holdning til de to begreber, ma en virkelig indtrcengeni tidens konstitutionelle og parlamentariske typologi forsoges. Da sporgsmalet om regeringsformen var et ksemepunkt i 70-ernes, 80-ernes og 90-ernes politiske kamp, er en sadan indtrangen i virkeligheden en nodvendigforudsaetning for at vinde et mere end blot ret overfladisk kendskab til den tids politiske spil og hele udvikling. Det fremherskende skematiske og ret statiske billede af venstre som en staedig agitator for folketingsparlamentarismenog hojre som en ligesa arg modstander heraf ma vige for et billede, som levner plads for den udvikling og storre eller mindre sendring i synet pa regeringsformen, der prasgede ikke blot de enkelte grupper og partier, men ogsa mange politikere, for et billede, der gor det forstaeligt,at systemskiftet i 1901 overhovedet kunne finde sted. I den forbindelseville det, for at lette og muliggore den syntetiske fremstilling af regeringsformenshistorie i det 19. arhundrede, som en gang bor skrives, vaere onskeligt, om der bl. a. blev foretaget en raekke systematiske undersogelserover udviklingen i de ledende politikeres syn pa denne. Sadanne undersogelser savnes, nar man til dels ser bort fra D. G. Monrad.

Vigtige sider af Monrads syn pa statslivet, saledes pa parlamentarismen, er nemlig undersogt af Povl Bagge i dennes metodisk meget interessante og lasrerige disputats fra 1936, Studier over D. G. Monrads statstanker, som denne afhandling star i gaeld til. Fundamentet for Bagges arbejde var en raekke metodiske overvejelser, saledes om nodvendigheden af at adskille de taktiske sider af en politikers udtalelser og hele optraeden fra de strategiske sider 2, overvejelser, der ogsa ligger bag denne afhandling.

Efter en gennemgang af kildematerialet, ikke mindst af Monrads PolitiskeBreve Nr. 1-19, der udkom mellem juli 1874 og marts 1882, naede Bagge frem til en konklusion, der ikke siden er blevet bestridt: »I lobet af otte aar (1874-82)³ var Monrad ... faktisk (fra at afvise parlamentarismen )³ naaet til den opfattelse, at indforelse af parlamentarismen i moderne forstand (udh. her) var den nodvendige forudsastning for, at der paany kunde indtraede harmoni mellem forfatningsfaktorerne . han onskedenu dens gennemforelse« 4. Svarende hertil haevdede Monrads fornemstebiograf,

2. Bagge s. 19 f.

3. Min indfojelse. Nar Bagge vaelger 1874 som udgangsar for sin tese, er dette uheldigt, da M. af taktiske grunde netop da indtog en saerlig fjendtlig holdning til parlamentarismen, jvf. herunder s. 40 f.

4. Bagge s. 119f; Bagge blander her M.s udtalelser i Den stille Magt fra marts 1882 samrnen med hans udtalelser i folketinget i efteraret 1882, selv om hans holdliing til parlamentarismen ikke var ens pa de to tidspunkter, jvf. herunder s. 49 f.

Side 16

nemstebiograf,P. Stavnstrup, at Monrad med Politiske Breve Nr. 19,
Den stille Magt, »tager . . . Skridtet over i Parlamentarismen« 5.

Problemet er imidlertid, om Bagges og Stavnstrups opfattelse er rigtig. Var Monrad i marts 1 882 naet frem til at onske gennemfort eller at ga ind for parlamentarismen i moderne forstand? Endte han overhovedet med at na frem til en sadan moderne parlamentarisme? Hvordan sa han i det hele taget pa konstitutionalismen og parlamentarismen i efterkrigstiden?

For at finde svar herpa, der har sa naer en reference til den historiske
virkelighed som muligt, er der valgt at ga to veje.

For det forste anskues problemet ud fra en mere traditionel historisk synsvinkel. Hvad syntes Monrad inderst inde om de to regeringsformer? Var hans overvejelser herom overvejende taktisk eller strategisk bestemte, var de med andre ord stort set midler i en anden sags tjeneste, eller var de i sig selv vaesentlige for ham? Hvorledes var Monrads holdning influeret af hans syn pa den politiske langtidsudvikling, af den ojeblikkelige politiske situation, af hans politiske og personlige motiver og tilbojeligheder? (kap. I og IV). Historikerne har hidtil vaeret tilbojelige til at nojes med denne vej, hvilket saledes gaelder alle, der - som P. Vedel, P. Bagge, A. Nyholm og P. Stavnstrup - har beskaeftiget sig med Monrads syn pa regeringsformen 1869-86, med det resultat, at deres opfattelser er blevet noget skasve 6.

For det andet undersoges typologi og struktur i Monrads syn pa regeringsformen. Hvorledes definerede han f. eks. parlamentarismen? Hvorledes sa han pa de forskellige aspekter inden for regeringsformens problematik? Hvorledes placerede hans syn pa disse aspekter ham i udviklingsforlobet mellem absolutisme, aeldre konstitutionalisme, yngre konstitutionalisme og moderne parlamentarisme? (kap. V).

Selv om lasngere tids beskaeftigelse med Monrad har faet mig til som Nyholm at blive »mere og mere forsigtig med at sastte Stemplet: Taktik paa Monrads Ord« 7, selv om Monrad oftest sagde, hvad han mente, sa sagde han, som han engang skal have udtalt til Birkedal, ikke altid alt, hvad har. me^te 8. Og, hvad man bor laegge sserlig maerke til: han vidste,

5. Stavnstrup s. 378. Mere forsigtigt skriver Nyholm (s. 432), at M. »i disse Aar (o. 1882) glider ...i Retning af Parlamentarismen«, jvf. dog Nyholm s. 436 (sml. s. 274), der kunne tyde pa, at han deler Stavnstrups opfattelse.

6. Af disse giver P. Vedel, der selv som den eneste havde haft problematikken pa naermeste hold, naturligt nok den rigtigste vurdering. Om Bagges opfattelse, jvf. herunder s. 95, note 37.

7. Nyholm s. 481.

8. V. Birkedal, Personlige Oplevelser i et langt Liv, 1890, Is. 121.

Side 17

som den udprasgede dialektiker, han var, ofte ikke rigtigt, hvad han skulle mene, idet han ikke kunne lade vaere at se en sag fra mange sider og derfor havde svaert ved at tage parti9. Gang pa gang stoder man ienog samme artikel eller tale fra 70-erne og 80-erne pa udtalelser, der kunne tages til indtaegt af savel venstre som hojre, udtalelser savel for som imod parlamentarismen, som den folgende tekstanalyse i kapitel I vil antyde. Dette gor tolkningen af hans synspunkter meget vanskelig og er med til at forklare, hvorfor historikerne har kunnet komme til sa modstridende opfattelseraf personen Monrad og af hans politik. Dette har gjort det yderligerenodvendigt som basis for en rigtig tolkning af hans syn pa regeringsformenat ssette sig ind i hans for denne problematik relevante mere idemaessigebaggrund (kap. II), indbefattet hans historiesyn (kap. III).

Der findes ingen moderne videnskabelige fremstillinger af den her behandlede periodes regeringsformer og deres typologi, men savnet heraf er mindsket bl. a. ved et studium af den livlige og iderige svenske debat om parlamentarismen fra Fahlbeck og Staaff til vor tid 10, ligesom jeg har kunnet drage megen nytte metodisk set af Erik Rasmussens systematiske aspektinddeling vedrorende den moderne parlamentarisme i laerebogen Det politiske system fra 1965.

I. TEKSTANALYSE AF »DEN STILLE MAGT«

Formalet med denne kildekritiske tekstanalyse af det ene af Monrads to hovedskrifter om parlamentarismen, Den stille Magt¹, er at sandsynliggore, at Monrad ikke med dette skrift tog skridtet over i parlamentarismen 2, og, sammenhsengende hermed, at vise, at hans holdning til parlamentarismen var hovedsagelig taktisk, ikke strategisk bestemt³.

Strategien, hovedhensigten bag Den stille Magt, som bag alle Monrads
politiske breve og hele politiske virke fra 1869 til 1886, var derimod en
anden. Som vist af Bagge var forsvaret for og underbygningen af forfatningsvaerketfra

9. - Som P. Chr. Zahle rammende fandt i 1854 (F. 1853/54, sp. 5299): »deter ikke sjaeldent, at et Ja, og et Nej! har vaeret tilstede i Foredrag, der er blevet holdt af den aerede Rigsdagsmand«.

10. Jvf. E. Rasmussen, Parlamentarismens typologi i svensk teori og dansk politik, Statens almindelige Videnskabsfond, arsberetning 1956/57, 1958.

1. Det andet hovedskrift herom er hans Politiske Breve Nr. 11, Parlamentarismen, fra 1877.

2. - hverken den moderne parlamentarisme eller parlamentarismen, som M. da forstod begrebet, jvf. herunder s. 60.

3. Dette synes ogsa Bagge at mene, jvf. Bagge s. 119.

Side 18

ningsvaerketfra1849 »den ledende tanke« i Monrads indrepolitiske virksomhedi mellemkrigsarene 4. Det kan ikke undre, om det samme gjaldt for tiden efter det katastrofale nederlag i 1864, og det i endnu mere intens forstand end for. Ikke blot fordi dette nederlag for den allerede laenge for 1864 for Danmarks fremtid og det danske folks integritet lidenskabeligtbekymrede statsmand gjorde landets eksistens endnu mere tvivlsom end for 5. Men ogsa fordi Monrad som konsejlspraesident i nederlagenes timer stod med et hovedansvar og efterhanden folte en skyld herfor, der voksede stasrkt i arenes 10b 6.

Han haevdede da ogsa selv flere gange, stcerkest over for Krieger i 1877, at »aabent at udtale mig om, hvorledes jeg forstaar Grundloven, det staar for mig som en mig af min Fortid paalagt hellig Forpligtelse. Jeg vilde komme til at staa for mig selv som foragtelig, hvis jeg af nogetsomhelst Hensyn undlod at opfylde den« 7. Hvor alvorligt det varment,rment, fremgar ikke mindst af, at langt de fleste af hans politiske artikler og breve og nassten alle hans taler i folketinget 1882-86 bragte ham ind pa en retledning af den samtidige forfatningspolitiske udvikling 8.

Hensynet til forfatningen gennemsyrer da ogsa hele Den stille Magt. Indledningen (s. 1-3), der motiverer, hvorfor Monrad skriver. Forste hovedafsnit (s. 3-15), der beskriver den sakaldte stille magt og dens virkninger pa landets lovgivning og grundlovens paragraffer 75, 49 og 25: »Der er Intet helligt for den stille Magt, ikke engang Landenes Grundlove«. Andet hovedafsnit (s. 15-25), der behandler parlamentarismens begreb og vaesen. Tredie hovedafsnit (s. 27-35), der omhandler parlamentarismens chancer i Danmark. Fjerde hovedafsnit, »p. s.«-et (s. 35^47), hvori Monrad retter en indtrsengende appel til konsejlspraesident Estrup om at regere i det konstitutionelle sty res and 9.

Monrad betonede stedse, bade for og efter 1864, at det for den frie

4. Jvf. Bagge, isaer s. 66.

5. Angsten for Danmarks og det danske folks undergang var et gennemgaende tema i M.s politiske - og religiose - forfatterskab i hele den her behandlede periode, gribende og mest indgaende behandlet i Om politiske Drommerier, 1870; jvf. Stavnstrup s. 298 ff.

6. Om M.s skyldfolelse, se isaer Stavnstrup s. 264 ff og 373 ff. Om M.s opfattelse af sit ansvar som konsejlspraesident, se herunder s. 75 f.

7. Krieger s. 318; desuden bl. mange st. 1-4 s. 4; 9-13 s. 61 f; Fischer s. 355; 14-18 85.

8. Selv arbejder om emner, hvor det ikke just var naerliggende, praeges staerkt heraf, saledes bogen om Den forste Kamp for den apostolske Troesbekjendelses Oprindelse, 1875 (jvf. Nyholm s. 373 ff) og de afsnit i den efterladte redegorelse fra o. 1880, der vedrorte hans deltagelse i begivenhederne 1864 (jvf. herunder s. 66 f og 69).

9. Jvf. isaer 19 s. 2, 7 ff, 13 ff, 22, 36 ff.

Side 19

forfatnings trivsel og bestaen var bydende nodvendigt, at den blev brugt, at der kom resultater, reformer ud af forhandlingerne 10. »Endelose, orkeslose,golde Forhandlinger«, hed det i Den stille Magt, »bringe Forsamlingernei Ringeagt . . . (og) vedvarer en saadan Tingenes Tilstand gjennemen laengere Aarraekke, saa graves der en Grav for Friheden, og Veien banes for Despotisme og dens Tvillingsoster Anarki« n. I alle hovedafsnitaf skriftet ligger brugsbetragtningen Monrad staerkt pa sinde 12. Skriftetsom helhed og tredie hovedafsnit i saerdeleshed var saledes en indtraengendeappel til venstrelederne om at opgive den i efteraret 1881 for alvor genoptagne systematiske opposition eller visnepolitik 13 og i stedet for ihaerdigt arbejde pa at gennemfore en raskke praktiske reformer i sarnarbejdemed ministeriet og landstinget som en hovedbetingelse for, at de kunne fa indfort parlamentarismen.

En analyse af skriftet tyder afgorende pa, at Monrads holdning til parlamentarismenmodsat hensynet til forfatningen var taktisk bestemt, at den altsa i det hele dikteredes af hans opfattelse af, hvad der i den ojeblikkeligesituation tjente forfatningens trivsel bedst¹⁴. Efter en af sympatibaret skildring af den parlamentariske styreform i andet hovedafsnit, laegges der i tredie afsnit eftertryk pa at vise, at tiden ikke er moden: Forst nar parlamentarismen, der er en datter af den stille magt, »har fsstet saa dybe Rodder, at den hersker uden Modsigelse, anerkjendt af Alle, . . . tilstederden at blive omtalt (udh. her) og proklameret som den store, ledendepolitiske Grundtanke« 15. Parlamentarismen var ganske vist »begyndt(udh. her) at gjore sig gjseldende«, men »dens Tilhsengere have tagetpaa den med altfor rappe Haender«, hvorfor den stille magt havde kaldt Estrup frem og stottet ham¹⁶. Derfor var »Venstre og Folkethinget (nu 17) saa svagt, Estrup og Landsthinget saa staerkt«. Den anden store hovedgrund hertil var den herskende kloft mellem bondestanden og den ovrige befolkning. Sa laenge den eksisterede, kunne der »ikke vsere Tale om« at indfore parlamentarismen 18. Hertil kom et andet forhold, der »for Tiden« satte en usynlig skranke for denne: vor stserke afhaengighed

10. Jvf. Bagge s. 67.

11. 19 s. 22.

12. Jvf. isaer 19 s. 9, 25, 34 f, hele p. s.et.

13. Nyholm kalder rammende skriftet for M.s »Svar paa Visnepolitikken« (Nyholm s. 431).

14. Jvf. kap. IV, hvor dette vises for hele den her behandlede periodes vedkommende, og hvor Den stille Magt placeres i en storre sammenhaeng.

15. 19 s. 27 f, jvf. det fig.

16. 19 s. 29.

17. Min indfojelse.

18. 19. s. 31; jvf. herunder s. 49 f.

Side 20

af udviklingen i Preussen. Der kunne naeppe vaere tale om parlamentarismensindtrasngen i Danmark, salaenge den ikke havde sejret i Preussen, d. v. s. salasnge Bismarck sad ved det ror, som han ikke kunne fortraenges fra. Folgelig burde »Parlamentarismens Tilh£engere« for at fremme den »aldeles« glemme den. »De skulle i stedet for kaampe for og gennemfore store politiske sporgsmal, sa ville parlamentarismen »begynde at snige sig frem«, og nar dette »atter og alter« gentog sig, ville man til sidst node disse tilhasngere til at gribe magten 19.

Monrads idelige fremhaeven af, hvor tidligt parlamentarismen var pa fasrde, indicerer hans platoniske tilknytning til den. Selv regner han sig ikke til dens »tilha;ngere«: disse omtales stedse som »de«, ikke som »vi«, hvad brevformen med dens hyppige brug af forstepersons-formen ellers havde gjort naturlig. Monrad finder det endda »ret naturligt, at vor Styrelse faaer et vist Kantsler-Pra3g« i retning af Bismarcks styre i Tyskland, og han synes tilmed at tiltaenke Estrup en position neesten som Bismarcks. Ikke blot ved at tale om Estrups »historiske Betydning«: »at modstaa en utidig Straeben efter Indforelsen af Parlamentarismen* 20. Men ogsa ved to steder i skriftet at hylde Estrup selv. Denne hyldest, der star centralt i tredie og fjerde afsnit²¹, havde sikkert den funktion dels at intensivere appellen til Estrup selv om at spille den rolle som kanslerprseget leder af regeringen, lige myndig over for begge ting, men med noget storre hensyntagen i reformarbejdet til folketinget end til landstinget²², som Monrad havde tiltasnkt ham, dels for offentligheden at fremhasve Estrups evner hertil.

Deter betegnende for Monrads holdning til parlamentarismen, at han ikke i det p. s., der er viet appellen til Estrup, overhovedet naevner mulighedenfor en parlamentarisk losning af den konflikt mellem de to ting, som han behandler i afsnittets centrale del. Forhandlingerne om finanslovenvar netop strandet pa folketingets nej til at forhoje de hojere embedsmasndsdyrtidsportioner og pa landstingets nej til at nojes med at forhoje de lavere embedsmaends portioner. Monrad ville i den situation ikke udtalemuligheden af, at Estrup kunne ga af. Ganske vist burde Estrup ikke oplose folketinget, hvad han gang pa gang med sa sorgelige folger, en stigende hardnakkethed fra dette tings side, havde gjort. Derimod burde han oplose landstinget, hvis det fortsat var genstridigt. Monrad ville da vaere »inderlig overbevist« om, at den store befolkning ville aendre

19. 19 s. 34 f.

20. 19 s. 34.

21. 19 s. 29 fog 36.

22. 19 s. 43 f, sml. 19 s. 16 f; jvf. dog herunder s. 49. Om M.s syn pa forholdet mellem folketing og landsting, se herunder s. 31 f.

Side 21

holdning til og stotte Estrup, nar det blev »aldeles klart og utvivlsomt, at Ministeriet ikke reprsesenterer Landsthingsparlamentarismen, men en over begge Thingene ophoiet Regjerings-Villie« 24. Det eneste, Monrad, som for og siden, staerkt bebrejdede Estrup, var nemlig, at denne ene sogte sin stotte i landstinget, en ensidighed, som Monrad naesten trygler ham om at opgive 25.

Dette turde vise, at Monrad ikke med Den stille Magt tog skridtet over i parlamentarismen, men at strategien bag skriftet var et onske om at sikre grundlovens trivsel ved en genoprettelse af den gamle konstitutionelle regeringsform.

Men hvis Monrad ikke onskede parlamentarismens indforelse nu, hvad var sa baggrunden for hans indgaende og velvillige gennemgang af dette system i skriftet? Dette bliver klart, hvis man betragter Monrads anden hensigt med dette. Den stille Magt skulle bidrage til at bane ham vej til en ny karriere som aktiv politiker.

Selv om Monrad ikke besad samme politiske aergerrighed som for 1864, havde han gentagne gange efter hjemkomsten fra New Zealand sogt at fa plads i rigsdagen, saledes i folketinget ved suppleringsvalg i Helsingor1871 og ved de almindelige valg i Roskilde i 1872; i landstinget sogte han at komme ind bade i 1873 og 1876, idet han endog skrev til den konstitutionelle konge personligt og bad ham om at udnaevne sig til kongevalgtlandstingsmedlem; intet lykkedes. Imidlertid tilspidsedes den politiskesituation, forst med venstres ifolge Monrad utidigt fremsatte og überettigedekrav om folketingsparlamentarisme og stadig kraftigere forsog pa at jage de konservativt-nationalliberale regeringer bort, dernaest med godsejerkampregeringenEstrups provisoriske finanslov af 1877, endelig med den af Berg i 1881 lancerede visnepolitik. Dette gjorde Monrad stadig mere betsenkelig. Gik udviklingen ikke mod den frie forfatnings sammenbrud,mod landets undergang? Til trods for den store forbitrelse over at vaere blevet vraget af savel venstre som hojre, af savel folkeviljen som kongemagten, til trods for, at han naermest folte sig som en politisk afdod efter 1864-fiaskoen, syslede han pa grund af den mere og mere faretruendeudvikling stadig mere med tanken om en ny politisk karriere 26. Endnu i sommeren 1881 havde han, angst for at lide samme skaebne som

24. 19 s. 43.

25. Jvf. herunder s. 43 ff.

26. Jvf. Nyholm s. 425 f. Om M.s forsog pa at komme ind pa rigsdagen og hans politiske virke i 70-erne, se isaer Stavnstrup kap. XX og XXII og Vedel V, der dog undervurderer hans politiske aergerrighed og dermed ogsa de personligt taktiske elementer i brevene.

Side 22

i 1871 og 1872, nasgtet at soge valg til folketinget, fordi han ikke kunne blive opstillet af et flertal af vadgerne 27. Men i april 1882, kort efter offentliggorelsen af Den stille Magt, deltog han dog ved valget i Middelfart,til trods for at et flertal ikke kunne garanteres i forvejen. Og i valgtaleni Middelfart fastslog Monrad, i overenstemmelse med en tilsvarendetankegang, fremsat omkring arsskiftet 1880-81 28, den rolle, han onskede at spille pa rigsdagen: hojre og venstre skulle danne en cirkel uden om ham som midtpunkt, sa han ligesom med en frakkeknap kunne knappe hojre og venstre sammen til samvirke fra begge sider 29.

For at virkeliggore dette meget ambitiose program matte Monrad skabe ny tillid i offentligheden om sig selv og sin politik, i sa vide kredse som muligt, hos savel venstre som hojre. I det hele bortset fra den del af hojrepressen,der stod fast om Estrup og landstingsparlamentarismen, og som derfor fandt Monrads krav om, at ministeriet skulle fa landstinget til at give efter i den ojeblikkelige konflikt om dyrtidsportionerne, staerkt frastodendeog ensbetydende med folketingsparlamentarisme 30, opnaede Monradi betydelig udstrsekning sit mal³¹. Baggrunden for successen var, at skriftet var skrevet sa snedigt, - eller »daddelvaerdigt«, som Estrup-organet»Isefjordsposten« fandt, »at Alle, uanset den indtagne Partistilling, kan tage den til Indtasgt for sin Mening« 32. Med sit dybe kendskab til menneskenaturen har Monrad vaeret klar over, at en mand hyppigst kun horer, hvad han onsker at hore. Han gav folgelig en skildring af parlamentarismen,der havde til formal at vinde ham venstres tillid, isaer den radikalevenstreopinion, der da ogsa stort set kun citerede eller gengav de passager i skriftet, hvor Monrad gav udtryk for sin velvillige opfattelse af parlamentarismen, derimod ikke hans forbehold³³. Den afbalanceredes dels ved hans fremhasvelse af, at tiden for parlamentarismens indforelse ikke var inde, hvad savel flere moderate venstreblade som isaer de mellem partierne staende aviser, de moderate hojreblade og Estruporganerne saerligthaeftede

27. 19 s. 2; Studenterhjemmets Julebog, 1911, s. 56.

28. Red. s. 18 f; jvf. Red. s. 246 f.

29. Middelfart Avis 17/5 1882; jvf. Nyholm s. 434 og Vedel V s. 405 f, VI s. 552.

30. Saerlig perfid over for M.s person, politiske integritet og vurderingsevne var i anmeldelsen af Den stille Magt Dagens Nyheder 24/3 og 31/3 1882 og Dagbladet 24/3 og 25/3, desuden en raekke hojreaviser landet over.

31. Jfr. bl.a. Hogbros Dansk Folketidende 24/3; Fyns Tidende (mod.v.) 24/3; Horups ostsjaellands Folkeblad 30/3, 31/3 og 4/4 (»en alvorlig Bestraebelse efter at skifte Sol og Skygge lige«).

32. Isefjordsposten 28/3.

33. Dette gjaldt saledes Bergs staerkt opinionsdannende Morgenbladet, hvis meget fyldige artikel af 21/3 aftryktes uaendret i de bergske blade og uaendret eller modereret eller noget forkortet i en stor del af den ovrige venstrepresse. Det gjaldt i ovrigt ogsa Stavnstrup s. 378 f.

Side 23

ligthaeftedesig ved 34, dels ved hans tilslutning til hojre i de ovrige politiskesporgsmal, ikke mindst i forsvarssagen 35. Videre gjorde han, som det siden skal vises, sit parlamentariske system sa tiltraekkende eller sa lidt frastodende for bade konge, ministerium, landsting, hojreoffentligheden og sig selv som vel muligt. Han udformede sin parlamentarisme som et kompromis mellem venstres og hojres standpunkter og habede derved pa at fa forfatningen til at fungere igen 36. Dertil var kompositionen af skriftetbemasrkelsesvaerdig: ved at umserkeliggore overgangen mellem de tre forste hovedafsnit 37, og ved at placere den helt centrale appel til Estrup om at regere konstitutionelt ietp. s., der i virkeligheden fylder lU af skriftet (!), ville venstrekeseren ikke let bemaerke, at ikke hele skriftet matte opfattes som en hymne til parlamentarismen 38, men at kun lidt over Vs (2. afsnit) drejede sig om dette systems vassen, og at lige ved Vs (3. afsnit) anskueliggjorde dets ringe vilkaar. Sidst, men ikke mindst, sogte han ligefrem at indpode i lseseren, hvor bydende nodvendigt det var at fore kompromis- eller midterpolitik. Han gjorde det ved, ud over den lovgivende,den dommende og den udovende magt, at lancere en ny magtfaktor,staerkere end disse, nemlig den »stille Magt«:

»Den stille Magt kommer Ionligt, übemaerket som Himlens Dug. Den hader hoie Raab og Spektakel, den bruger ikke Formulering og Lovbestemmelse, den kommer hviskende som en sagte Susen, den lister sig ind i oinene, saa at Gjenstandene komme til at staa for dem i en anden Belysning, den sniger sig ind i Sjaelene, saa at Taenkemaaden forandres, uden at man marker det. Og farende saaledes frem med Lempe og ganske stilfaerdigt omdanner den efterhaanden Verden, og viser sig staerkere end det Staerkeste, end Love og de helligste Traktater« 39.

34. Jvf. bl. a. Bornholms Tidende (mod. v.) 4/4; Bogense Avis (mod. v.) 23/3; Bornholms Dagblad (upartisk) 20/4; Fyens Stiftstidende (mod. h.) 22/3; Berlingske Tidende 24/3; Social-Demokraten 22/3.

35. »P.s.«-et. onsket om farsvarssporgsmalets Iosning var vel lige sa fundamental! for M. som onsket om at bevare den frie forfatning. De to onskers opfyldelse var de to hovedmidler til sikring af hans mal: at undga fsedrelandets truende undergang, jvf. isaer Stavnstrup s. 298 ff.

36. Jvf. herunder s. 60.

37. Jvf., at M. ikke startede 3. afsnit med et for venstremanden übehageligt sporgsmal som: Er det umuligt at gennemfore parlamentarismen i Danmark forelobig?, men med et indsmigrende: »Hvorledes bliver Parlamentarismen levende i et Land?« (- ikke: i Danmark, selv om sagen drejer sig heroin).

38. Af radikale venstreblade var det da ogsa kun »ostsjaellands Folkeblad«, der i sin vasgtige kaempeanmeldelse (31/3), uden tvivl af Viggo Horup, bad sine laesere »laegge maerke til« den stilling, M. anviste ministeriet: »dette skal staa maeglende mellem Thingene . . . Monrads Opfattelse er fuldkommen konstitutionel, netop derfor har den vakt Forargelse i Hojreblade«.

39. 19 s. 3f.

Side 24

Monrad definerede ikke her den stille magt⁴⁰, der var et poetisk billede pa den offentlige mening, opinionen eller tidsanden⁴¹. Monrad gengav i brevet blot den stille magts opfattelse af den politiske situation og udviklingen i det hele taget, viste hvorledes den balancerede midt mellem yderstandpunkterne, og hvor umuligt det var at ssette sig op imod den. Folgelig la der heri en klar opfordring til laeseren om at folge den stille magts krav, d. v. s. Monrads fortolkning heraf⁴², ikke mindst hans fortolkning af parlamentarismens vaesen og muligheder for at gore sig gaeldende i Danmark.

Monrads onske om at indtage midterpositionen i dansk politik og fore
midterpolitik betingedes ligesom hans syn pa forfatningsproblematikken
af den ideologi, som han hyldede.

II. IDEMÆSSIG BAGGRUND

Ideologien var den liberalisme, i meget set gennem hegelsk farvede briller, som han havde tilegnet sig i sin ungdom: denne store og dybe reformstrom, som han begejstret karakteriserede den i 1878, der havde ikke blot de enkelte individers frihed og lighed, men ogsa hele samfundets trivsel og velstand for oje, ja, elskede samfundet, dets udvikling i alle henseender og alle staender i det.

Selv om Monrad ved at iagttage historien var blevet optimist med hensyntil muligheden for at realisere liberalismens ideer 1, var han dog lige sa konservativ i sine midler, som han var liberalistisk i sine mal. Opvoksetsom han var i romantikkens ideverden, var hans politiske tankegang gennemsyret af dennes udviklingsbegreb, hvorfor han fandt, at udviklingenburde ga yderst langsomt fremad, baret af en rolig og jasvn reformstrom2. Store omvaeltninger mellem modsatte politiske systemer hadede han, fordi sadanne var ensbetydende med revolutioner, med vilde udskejelser,med brud pa den lovlige orden. Frankrig stod for Monrad som

40. - som haevdet af Stavnstrup s. 378.

41. Om M.s syn herpa, se herunder s. 88 ff.

42. Nar M. undlod at definere den stille magt, hang det maske sammen med, at han ikke onskede, at det skulle blive laeseren bevidst, at han i sin politik naesten identificerede sig med denne magt. Dette konstateredes dog af Berlingske Tidende (24/3): »Men det forstaaer sig, at det ikke er afveien at have en saa maegtig Allieret som hele Tidens Aand ved sin Side, naar det gjaelder om at paavise, hvad der for oieblikket skal gjores for at lose Conflicten i vort Faedreland*.

1. 14-18 s. 71 ff. For en naermere omtale af M.s syn pa liberalismen hen vises til Bagge, Nyholm og Stavnstrup.

2. M. udtalte sig gang pa gang om onskvaerdigheden af de sma bestandige fremskridt, jvf. saledes F. 1882/83 sp. 14.

Side 25

det store skraemmende eksempel herpa3. Ville man undga revolution og sikre evolution, gjaldt det derfor om forst at gennemfore reformerne, nar tiden var inde. »Deter en Forbrydelse«, fandt Monrad, »at ville gjennemforeen sund Tanke pa uret Tid og uret Maade« 4.

Ikke blot i form, men ogsa i indhold matte reformvirksomheden rette sig efter de politiske magtforhold. »Nar deter et Sporgsmaal, hvorom Meningerne kunde vaere delte, saa anser jeg det for rettest, at man slutter sit til den Mening, hvorved Lovudkastet kan blive Lov« 5, udtrykte Monrad i 1851 den maksime, der satte kompromiset i centrum for bans politiske virksomhed. Den udsprang ikke mindst af hans übasndige handletrang og iver efter at vsere med til at gennemfore livsduelige reformer: hvad det kommer an pa, er at fuldbyrde noget, lod det gang pa gang.

Maksimen anviste hovedsagelig Monrad plads blandt, hvad han kaldte de praktiske, ikke blandt de jilosojerende eller doktrinaere politikere. De sidste kunne »saette sig rolig og lade Tankerne flyve og soge det Bedste« og lade »de spiredygtige Tanker . . . falde . . . ned rundt om i Samfundet«, hvor de kunne »komme i Groning og berede Veien for nye Anskuelser«. Den praktiske politiker derimod matte nodvendigvis bygge pa det forhandenvaerende grundlag, med de forhandenvaerende materialer, hvor ringe de sa var. For »bygge maa og skal han, og bygge gjor han. At bo i et Skur er bedre end at bo under aaben Himmel . . . Hans Bygningsmateriale er Stromningerne i den offentlige Mening« 6.

Nar Monrad onskede at basere sin politik pa den offentlige mening eller den stille magt, hang det sammen med, at han derved bedst mente at kunne medvirke til at hindre statskup og revolution, det vil sige hindre brud pa forfatningen, pa »Overenskomsten mellem Konge og Folk«:

»Man kan stille Kongemagten saa hoit, at den kommer til at svaeve over Forfatningen, saa Kongen efter eget Tykke kan tilbagekalde og forandre denne. Herved opstaaer der Statskoup. Man kan stille Folke-Myndigheden saa hoit, at den bliver en uafhsendelig Selvbestemmelses Ret, der ikke nogensinde kan binde sig selv, og som derfor til enhver Tid kan forandre Forfatningen og skifte Hersker. Herved opstaaer der Revolutioner« 7.

Hvad det gjaldt om for bade kongemagten og folkeviljen, som Monrad
opfattede som tidens to store konkurrerende grundkraefter, var folgelig at

3. II s. 344, 349; 111 s. 179 ff, 167 f; Om den paataenkte Reform af Almue-Skolevaesenet 1872, s. 5; Valla s. 31 f; 9-13 s. 53; 14-18 s. 70 f; 19 s. 26.

4. 9-13 s. 33; jvf. II s. 400; F. 1884/85 sp. 1212 m. fl. st.

5. F. 1850/51 sp. 2956, sml. F. 1885/86 sp. 396; jfr. Bagge s. 67.

6. 14-18 s. 80 f; jvf. 5-7 s. 65 f.

7. Valla s. 31 f.

Side 26

holde forfatningen »hellig og übrodelig« og vise madehold i deres magtkamp.

At folkeviljen i det sidste hundrede eller halvthundrede ar overalt var traengt sejrrigt frem og i Frankrig »endogsaa« havde »tilintetgjort den hoieste Statsmagts Arvelighed« ved landets overgang til republik 8, at folket med andre ord blev en stadig farligere konkurrent til kongemagten, bekymrede Monrad dybt, fordi han frygtede de krasfter, der gemte sig i »Folkedybet« eller »Massen«. Begivenhederne i Frankrig 1869—71, isaer Pariserpoblens »vilde Vaesen« i 1871 9, og det danske folks holdning i 1864 havde ikke gjort Monrad mindre betaenkelig 10. Han kunne ganske vist ikke i 1870 med de ultrakonservative »istemme Raabet om, at Folkets store Hob er en raa uvidende Masse, der ikke kan have nogen Forestilling om de store politiske Sporgsmaal«, men han fandt dog otte ar efter, at »den store Masse mangier politisk Dannelse og Oplysning; let lader den sig vildlede af dem, der taler den efter Munden. Fik den Magten, vilde den kunne misbruge den paa mange Maader« n.

Han frygtede som samtidens nationalliberale kredse ikke blot bondestanden, men ogsa og isaer den frembrydende radikale socialisme, som han opfattede som et kodets og misundelsens evangelium 12. Den socialistiske arbejderstands angreb pa ejendomsretten og bondestandens angreb pa dannelsens position reagerede han stedse staerkt imod. I 1874 fandt han det saledes selvindlysende, at Det forenede Venstre matte have brudt fuldstaendigt med de ejendomsomstyrtende socialister, for der kunne vaere tale om partiets magtovertagelse, ligesom venstre matte indtage en mindre truende holdning over for kirke, kunst og videnskab 13. Intet tyder afgorende pa, at Monrads tillid til bondestandens politiske evner og modenhed i hans senere ar havde aendret sig meget, endsige fundamental^ siden han som yngre, i 1847, karakteriserede den som uoplyst, egoistisk og ra u.

Monrads frygt for den brede befolkning var ikke identisk med de herskendearistokratisk-konservative
kredses interessebetonede frygt for at

8. 19 s. 26; jvf. bl. mange andre st. isaer Morgenbladet 9/12 1884.

9. II s. 168 og 344; 111 s. 179.

10. Jvf. I s. 127 ff; 14-18 s. 81 f; Red. fl. st, jvf. herunder s. 92.

11. Us. 179; 14-18 s. 81.

12. II s. 344; 111 s. 168 ff; 14-18 s. 70 f m. fl. st.

13. 1-4 s. 19 og 17 f.

14. Jvf. Bagge s. 158 f. Ganske vist udtalte han i 1882, at bondestanden de sidste ar syntes at have gjort store fremskridt, men den udtalelse var fremsat midt i glasden over den forste valgsejr siden New Zealand, hvorfor der naeppe skal laegges for meget i den, isaer i betragtning af, at han i sine ovrige udtalelser fra de samme ar, trods sin fundamentale interesse i at skabe et tillidsforhold mellem bondestanden og de ovrige staender, dog robede en vis forborgen mistillid til dens modenhed (jvf. herunder s. 78 f, jvf. s. 55 f).

Side 27

blive berovet deres sociale privilegier. Det var snarere en idebetonet frygt for, at det rene folkestyre skulle draebe livsbetingelserne for den fatallige elite af godsejere og hojere borgerskab, af rige og dannede, der i kraft af deres sociale position og oplysning bedst egnede sig til at varetage helhedenstarv 15, en frygt for, at det rene folkestyres sejr pa folkets davserende udviklingstrin ville fore til et egoistisk klasseregimente til skade for fsedrelandetsom helhed. Monrad habede inderligt, at udviklingen under den fri forfatning siden 1849 ville hojne folket, men »ofte paatrsenger det Sporgsmaal ham:

Staaer det danske Folk nu (1869) hoiere end det stod 1848. Har det danske Folk nu mere Kraft og Sammenhold, mere Forstand og Udholdenhed, storre Fasdrelandskjaerlighed og Lyst til Opofrelser end 1848? Vi vove ikke at besvare dette Sporgsmaal bekraeftende . . . Tor vi ansee den nservaerende Tid som en Overgangstid, og tor vi haabe, at Ideernes Magt mere og mere vil bringe os ud af Smaakjaevleriernes Ufore?« 16.

Frygten for folkeviljens magtovertagelse og dermed for folketingsparlamentarismen gik hos Monrad hand i hand med en frygt for en tilbagevenden til absolutismen, en frygt eller ligefrem angst¹⁷, der tog til efter det forste Estrup-provisorium 1877. Over for Estrups stigende underminering af den ene af landets statsmagter, folketinget, priste han naestsidste gang, han talte i folketinget, endog »dem som lykkelige, hvis oine ere lukkede, inden de saae den odelaeggelse, der er kommet over vor Frihed« med rninisteriets indforelse af en »ny Absolutisme« 18.

Frygten for absolutismen skyldtes ikke manglende tillid til de konservative kraefter, som denne styreform fortsat matte betjene sig af. Monrad erklaerede saledes i folketinget flere gange, at han ikke ville stemme for mistillidsvota til ministeriet Estrup 19. Naeppe heller skyldtes den sa meget modvilje mod absolutismen som sadan, som en overbevisning om, at en tilbagevenden til den kunne eller ville fa den stadig stserkere folkevilje til at eksplodere og »berede Dynastiets Fald og Danmarks Undergang 20.

15. Lidet doktrinser nationalliberal, som M. var, fandt han det endog i 1877 »onskeligt, at Lehnsbesiddere og andre store Godseiere i Reglen blive Ihaendehavere af den ministerielle Magt. Deter en overordentlig Fordel, at der ikke herved foregaaer nogen vsesentlig Forandring i deres sociale Stilling* (9-13 s. 44; jvf. dog det fig.).

16. I s. 155 f; om M.s frygt for et klasseregimente, hvis venstre kom til magten, jvf. naermere kapitel IV.

17. Jvf. 9-13 s. 60 f.

18. F. 1885/86 sp. 1040 f.

19. Saledes F. 1882/83 sp. 3293 og 3772; F. 1883/84 sp. 1375.

20. 9-13 s. 60 f; F. 1882/83 sp. 3298; Morgenbladet 23/3 og 9/12 1884; F. 1884/85 sp. 1085 m. fl. st.

Side 28

Hvad det derfor forst og fremmest gjaldt om for den regeringstilhaengerne ret naert staende Monrad, var at lsegge en dsemper pa den frembrusende folkevilje, hvad han gjorde ved i overensstemmelse med sin samtids konservative ideologi idelig at betone legitimitetens og traditionens magt og betydning.

Det var isaer det legitime samfunds- og statsbevarende kongedomme, Monrad fremhsevede. Naturligt nok kom restaurationstiden i Frankrig, der via revolutionstidens storme tradte i stedet for absolutismen fra for 1789, til at sta for ham som et ideal. Det var, fandt han, i sandhed beundringsvaerdigt at se, hvorledes restaurationens asdle, begavede, ledende msend, i hvis spids Ludvig 18. stillede sig som forer med en beundringsvaerdig andsfrihed, loftede sig over partistridighederne og ene havde Frankrigs tarv for oje 21. Monrad kunne kun beklage, da det legitime kongedomme sprasngtes ved egen brode ved sin negligering af folkeviljen, fordi han i legitimiteten sa det bedste vaern mod tidens revolutionaere storme 22: Nar Napoleon 3. bukkede under i 1870, men den preussiske konge naeppe ville gore det i en lignende situation, skyldtes dette, at den preussiske trone modsat den franske »hviler paa Legitimitet, paa en af den bolgende Folkevillie uafhaengig Ret«. Derfor var det af storste vigtighed, for at et land i ulykkens dage kunne bevare enhed og sammenhold, i spidsen for regeringen at have en mand, hvis interesse ganske falder sammen med statens, med andre ord, at have en monark af et dynasti, underforstaet: som det danske, hvis adkomst til magten hviler pa ret²³.

Det var ikke blot kongemagten, men ogsa andre for Monrad vaesentligefaktorer som den offentlige mening og demokratiets fundament, den almindelige stemmeret, som blev forbundet med legitimiteten. Da hansom politiker ansa stromningerne i den offentlige mening som sit bygningsrnateriale,kan det ikke undre, at han opfattede disse stromninger som »LovensKilder« 2i. Han kunne folgelig i 1848 ikke tilstoppe orerne for stormensrost, for den offentlige mening, da denne, som han skrev i 1878,

21. 14-18 s. 78 f.

22. II s. 356 f; II s. 348; 111 s. 167 f; 1-4 s. 48; 9-13 s. 61; 14-18 s. 79. Ved sin valgtale i Middelfart 1882 (Middelfart Avis 17/5) udtalte M. betegnende, at han ville folge tre Navne: »Fasdreland, Konge og Lov«.

23. II s. 356 f. Vendt mod venstre, der i 1870 begrundede sit folketingsparlamentariske krav med, at folkets selvstyre var grundtanken i grundloven, svarede M., at dette »paa ingen Maade« kunne siges at vaere tilfaeldet. »Med ligesaa megen eller maaskee med storre Foie kunne man sige, at Kongen er Ihaendehaver af hele Statsmagten, og at hans Myndighed kun er indskraenket ved Rigsdagens grundlovsmasssige Saerrettigheder« (II s. 263). Det synes med andre ord at vaere M.s mening, at kongen snarest herskede mindre i kraft af forfatningen end ud fra sin egen forkonstitutionelle legitimation.

24. 5-7 s. 65 f.

Side 29

ikke blot i massens, men ogsa i retfaerdighedens navn krasvede almindelig stemmeret. Ganske vist naerede Monrad store betaenkeligheder ved den ret, men den syntes til gengaeld at afgive det bedste vaern mod revolutioneerebevaegelser. For nar massen i kraft af stemmeretten havde opnaet adgangtil pa konstitutionel made at gore sine onsker gaeldende, havde den hverken behov for eller ret til at gribe til sadanne bevaegelser; safremt den alligevel fremkaldte dem, »saa dasmpes de forholdsvis let af Staten, af den bestaaende Orden, der har paa sin Side den hele Ret, al Retfcerdighed (udh. her)« 25.

Tilsvarende betonede Monrad legitimitetens betydning for forfatningsudviklingen. Han fandt det saledes en sand og stor lykke, at der i Danmarks lange forfatningsudvikling i modsaetning til Frankrigs »ei har vaeret noget Brud, eller ialtfald ei noget ulaegeligt Brud, paa Loven, saa at den nu bestaaende Tilstand hviler paa Lovens rene Grundlag. Hvor dette ikke er Tilfaeldet, er der nedlagt en revolutionair Spire i Samfundet«. Sa angst var Monrad for revolutionen, at han fandt selve regeringsformen »af underordnet Betydning ved Siden af det store Sporgsmaal ora Lov og Orden« 26.

Denne aristokratisk konservativt praegede laere om det bestaendes ret i naesten absolut forstand svarede godt til hans overbevisning om og agitationfor traditionens betydning: »Vi staa alle under Fortidens maegtige Indflydelse«27. At noget var gammelt, som kongemagten selv og kongemagtensforhold til folket, gav det nsesten i sig selv magt og kraft. Hvad der saledes i 1870 havde givet Preussen overvaegten over Frankrig, var ikke mindst, at Preussen som sa mange andre europaeiske stater modsat Frankrighavde »et gammelt (udh. her) Kongehuus, der er sammenvoxet (udh. her) med Folket. Dette er en umaadelig Fordeek. En gennemgang af »de vilde og uforstandige Bestraebelser« i republikansk retning i Frankrig gav Monrad lejlighed til at glaede sig over og agitere for et tillidsfuldt forhold mellem konge og folk i Danmark. Hvad der gav dette forhold styrke, var ikke mindst, at det ikke var en ny, i morgen maske vissen plante, men »et gammelt Tras, der har sine dybe Rodder i Fortiden«. Selv om det nuvaerendedynasti muligvis »kan have havt at kasmpe med aldeles forbigaaendeog kun lidet udbredte Stemninger«, sa var det vist, »at det ved sin egen Kraft (udh. her) og ved Udfoldningen af sit eget Vcesen (udh. her) har overvundet alle Vanskeligheder, og det gamle Troskabs Trae staaer ligesaafrisk

25. 14-18 s. 81 f; jvf. 11l s. 168. Om M.s syn pa den aim. valgret, se i ovrigt Bagge s. 156 ff.

26. I s. 17; 111 s. 180.

27. 9-13 s. 55.

Side 30

gesaafriskog gront som nogensinde, smykket med Frihedens lyse Lov« 28.

Den ovenfor nasvnte laere om det bestaendes ret var ogsa fundamentet i hans forfatningssyn, savel for som efter 1877. Det politiske livs trivsel afhang af en samvirken mellem de »tre Stormagter«, konge, landsting og folketing, og kunne disse ikke blive enige, »saa kommer den fjerde Stormagt og gjor sin Myndighed gjaeldende. Den fjerde Stormagt er det Bestaaende. Saa bliver det Bestaaende staaende«. Det la i selve menneskenaturen, fandt Monrad, at snart den ene, snart den anden af de tre forstnasvnte stormagter ville soge at gore sig enevaeldig 29. Dette var tilfaeldet i 70-erne og 80-erne, hvor forst folketinget, siden ogsa regering og landsting sogte at overskride graenserne for deres myndighed. Derved opstod der politiske konflikter, og det var da sporgsmalet, om forfatningen havde givet de forulempede statsmagter de fornodne forsvarsmidler, og om disse benyttedes rigtigt. Det forste fandt Monrad var tilfaeldet³⁰, det sidste sa han sig som grundlovsfader og som staende uden for den politiske kamp saerlig kaldet og saerlig egnet til at domme om :Jl. Grundlaget for hans domme var hans teori om det bestaendes absolutte ret, identisk med den bekendte nej-teori³², som han ideligt docerede, i 70-erne vendt mod bade venstre og hojre, i 80-erne isser mod hojre.

Hvad saledes den centrale finanslovsproblematik angik, gjorde Monrad det ud fra den »for Fortolkningen af Grundlovens Bestemmelser overordentligvigtige Grundsaetning: Naar to Paragrafer i Grundloven synes at vitre i Strid med hinanden, saa begraendser den ene den anden« klart for venstre, at kongen var berettiget til at udstede provisoriske finanslove, idet § 2 og § 49 begraenses af § 25 3a. Grundloven havde altsa givet kongen dette middel til at hindre det misbrug, det overgreb mod den udovende magts omrade, som et tings finanslovsncegtelse ville vaere som middel til at tvinge ministeriet bort. Om og hvornar kongen burde benytte sig af provisoriskefinanslove, var sa en anden sag, og sadanne matte i hvert fald ikke udstedes uden nodvendighed, sadan som det ifolge Monrad skete 12. april 1877 34. Hvad en provisorisk finanslovs indhold angik, forekom det Monrad, »at det sikkre Grundlag . . . er det Bestaaendes anerkjendte Ret, deter, hvad der ved tidligere Bevillinger er anerkjendt som nodvendigt til Opretholdelsen af Staten og dens bestaaende Indretninger«. Med hensyn

28. II s. 34'; I s. 19 ff; jvf. Is. 112ff.

29. 8 s. 11; jvf. 5-7 s. 26.

30. Jvf. her under s. 41.

31. 9-13 s. 54 fog 10 f.

32. Jvf. Himmelstrup s. 106 ff.

33. 9-13 s. 19 f.

34. 9-13, brev nr. 10: Den provisoriske Finantslov.

Side 31

til, hvem der burde give sig ved en uenighed om et eller flere punkter pa finansloven, fastslog Monrad, at det ikke kom an pa sporgsmalenes realitet,for herom kunne der tvistes i det uendelige. Her gjaldt derimod som almengyldig regel den stormasgtige herre, det bestaendes ret: »Ere de to Thing uenige om et Punkt i Finantsloven, saa har det Thing Ret, der opretholderdet Bestaaende, og det Thing har Uret, der fordrer det forandret«35.

Ud fra samme regel matte Monrad fordomme en regerings brug af oplosningsinstituttet
til gentagne oplosninger af folketinget for at gennemtvinge
dets samtykke til gennemforelsen af et og samme sporgsmal:

»Efterat Vielgerne have udtalt sig, vilde det vaere et Misbrug af Oplosningsretten, om Folkethinget, uden at der forelaa noget nyt Sporgsmaal, atter op- Iostes for at traette VaMgerne, indtil de gave efter . . . Retten til at gjentage Op- Iosningerne er ikke et Angrebs-, men et Forsvarsvaaben (udh. her). Brugen af denne Ret kunde kun forsvares, naar Folkethinget vedblev sine Forsog paa at paatvinge de andre Statsmagter en Forandring i det Bestaaende. Statsmagternes frie Samtykke er en hellig Ret (udh. her), og enhver Krsenkelse af denne Ret bringer Forfatningen i Fare, hvad enten Kraenkelsen kommer fra Regjering, Landsthing eller Folkething ;s(i.

Teorien om det bestaendes ret eller nej-teorien harmonerede godt med Monrads grundsyn pa forholdet mellem landsting og folketing og mellem disse ting og regeringen. Ud fra den opfattelse, at rigsdagen burde udgore en sa fyldig representation for de store samfundskrasfter som muligt, havde Monrad stottet bestraebelserne for at tilvejebringe det af mere konservative synspunkter praegede landsting, der sa lyset i 1866. Da disse samfundskraefter,f. eks. godsejerstanden, udovede en uvilkarlig, af alle love uafhsengigindflydelse, ville lovforslag, der blev tvunget gennem en rigsdag, som ikke repraesenterede alle indflydelsesrige kraefter, ikke have store muligheder for at blive til lov 37. Derfor skulle landstinget danne en konservativmodvasgt mod de i folketinget herskende liberale synspunkter og gores stcerk nok til at kunne gore modstand, sige nej, nar folkeviljen i folketinget gik for vidt eller for vild. Landstingets opgave vanned andre ord at udove en daempende og modererende indflydelse pa folketinget, hindre forhastede og ensidige beslutninger fra dette tings side og dermed sikre den rolige udvikling ;58. Denne forudsatte, at de to ting evnede at

35. 9-13 s. 26 ff.

36. 9-13 s. 12 f; jvf. desuden bl. mange steder 5-7 s. 26; 8 s. 12; 19 s. 38 ff.

37. Rr. F. 1864/65 sp. 697 og 1639; I s. 12 f; II s. 433 f; Is. 183; 19 s. 4 f; jvf. Bagge s. 140 ff.

38. Rr. 1863 sp. 787 f; I s. 11 ff; 9-13 s. 41 ff og 46; 14-18 s. 88 f (Ved »Tokammer-Systemet ... soges (netop) et Korrektiv mod mulige Misbrug af den al- mindelige Stemmeret«); Red. s. 240; 19 s. 16 fog 44; F. 188283 sp. 131 og 3771; Morgenbladet 23/3 og 9/12 1884 (»det forste Kammer. .. skal efter sin Natur virke regulerende, daempende, jaevnende«).

Side 32

samvirke og slutte kompromis om reformerne, hvis livsduelighed den stille
magt i modsat fald ellers nok skulle Sorge for at tilintetgore.

Det var bade for og efter 1877 hans opfattelse, at landstinget var et »Kunstprodukt«, selvom han forst fra 1882 direkte anvendte dette ord, »indrettet for at sikkre, ikke for at lamme den rolige Udvikling« 39, et kunstprodukt, som i modsastning til det engelske forstekammer savnede »det historiske Grundlag«, og som det derfor var vanskeligt at gore livskraftigt, at give den fornodne vaegt, anseelse og evne til at samvirke med andetkamret, folketinget. Dette var derimod et »Naturprodukt«, baseret pa folkets almindelige valgret, udgaet af en bevaegelse i folket, der lignede de msegtige naturkraefter 40.

Brod samvirket derfor sammen, var det ikke folketinget, men landstinget, der om nodvendigt matte kunne knaegtes, et synspunkt, Monrad havde fastholdt siden ungdomstiden 41. Nar han derfor i arene omkring 1882 i modsastning til tidligere 42 ytrede tvivl om, hvorvidt landstingets sammensastning burde opretholdes eller kunne det, hvis parlamentarismen indfortes 43, skyldtes det, at juligrundlovens landsting i de mellemliggende ar havde tilrevet sig magten i stedet for at indskranke sig til at vaere daempende og regulerende. Det skyldtes derimod ikke, at han havde aendret opfattelse af, hvordan forholdet mellem tingene burde vaere⁴⁴.

At formidle samarbejdet, at maegle mellem de to statsmagter, landsting og folketing, var den tredie statsmagt, regeringens store opgave og pligt⁴⁵. Folgelig skulle den fore en udpraeget kompromispolitik, der bedst ivaarksattes, hvis den ikke havde et fastere tilhorsforhold i noget af tingene, hvis den stod hojt hasvet over partikaevlet og ene havde landets vel for oje, hvis den betonede sin upartiskhed og ophojede stilling ved at soge stotte fra sag til sag hos vekslende flertal i begge ting, og hvis den sorgede for at fore en politik, der kunne godkendes af den offentlige mening.

39. 19 s. 44.

40. I s. 11; 9-13 s. 41 ff; 19 s. 17; Morgenbladet 23/3 og 18/5 1884.

41. 19 s. 41 ff; Bagge s. 152.

42. 1 s. 17; Roeskilde Avis 31/8 1872.

43. 19 s. 44; Red. s. 240 (med »et Omslag i hele den politiske Situation*, taenkte M. uden tvivl pa venstres magtovertagelse og dermed pa parlamentarismens indforelse); F. 1884/85 sp. 146.

44. - Som Bagge (s. 154) synes at haevde. Bagges pastand haenger sammen med hans skasve opfattelse af udviklingen i M.s syn pa parlamentarismen, jvf. Bagge s. 154 note 26.

45. Jvf. Bagge s. 152 og s. 91 ff, hvor han behandler samarbejdet mellem regering og rigsdag.

Side 36

Den konstitutionelle tanke var imidlertid, som alle historiske sandheder, i stadig udvikling. Denne udvikling gik fra det konstitutionelle monarki henimod den parlamentariske styreform, og begge disse styreformer var sandheder. Udviklingen skete ved store verdenssamtaler. Sandheden vanned andre ord ikke absolut, blev aldrig et fserdigt resultat, som et menneske eller et parti kunne gore til sin andelige ejendom. Sandheden var relativ, hvad der gjaldt som sandhed for en tid, gjaldt ikke for den naeste. Derfor matte man ikke krys-tallisere sig i sine anskuelser, for sa 10b historien fra en.

Ogsa sandheden selv, den sande ide, opstod som en frugt af den dialektiske bevasgelse. For »vi er nogle svage, begraensede Vassener, derfor sondrer den milde, hoje og barmhjertige Sandhed sine Bestanddele, og giver nogle af dem til en, andre til en anden, for at hver enkelt af dem kan bevare sin fulde Kraft og Betydning. Saa kommer Historien . . . og faslder Dommen« 4. Dette syn passede som hand i handske med Monrads hang til kompromiset som det grundlag, der skulle sikre den rolige harmoniske udvikling.

Under forudsEetning af, at repraesentanterne for de forskellige anskuelser dreves af kaerligheden til hele fasdrelandet og sa bort fra egoistiske saerinteresser af personlig eller standsmaessig karakter, var sandheden i virkeligheden for Monrad identisk med kompromiset. Ved offentlig diskussion og forhandling af alle vigtige sporgsmal mellem de forskellige anskuelser ville sandheden sejre. Derfor skulle man ikke vzere sa forskraekket over den herskende kamp mellem venstre og hojre om modsatte anskuelser, om folketingsparlamentarisme contra landstingsparlamentarisme. For det var altid ved en sadan kamp, ved en gensidig indbyrdes undervisning, at udviklingen gik fremad. Forudsaetningen var blot, at ingen af parterne stivnede i deres anskuelser, dermed forglemmende, at disse ikke indeholdt hele sandheden, dermed forglemmende, at sandheden fordelte sine momenter eller bestanddele pa savel det ene som det andet parti, hos savel den kraft, der vil reformere, som hos den kraft, der vil bevare det bestaende.

Det kan folgelig ikke undre, om Monrad med denne opfattelse af sandhedsbegrebetmatte soge et kompromis mellem folketings- og landstingsparlamentarismenog skabe en rigsdagsparlamentarisme, som han dog af hensyn til folkeviljens og frihedens selvudfoldelsesproces onskede at lade ligge lidt naermere folketings- end landstingsparlamentarismen. Det kan heller ikke undre, om Monrad af hensyn til den langsomme og rolige udviklingfra konstitutionalisme til parlamentarisme, for at hindre farlige

4. Morgenbladet 24/2 1884.

Side 40

der alvorlige tilbageslag med 2 og 3. Da det folketinget ret naert staende ministerium Frijs, som en konsekvens af oktoberforeningens forlis, i maj 1870 aflostes af ministeriet Holstein, blev den forskellige stand atter grundlaget for grupperingerne i rigsdagen⁹, idet 44 venstrefolketingsmaendi reaktion mod sammenslutningen mellem borgerskab og godsejere i det nye ministerium dannede Det forenede Venstre. Da dette parti tilmedudstedte det manifest i juni 1870, hvori det satte sig som mal »ejterhaanden(udh. her) at indfore som Regel, at Regjeringen til enhver given Tid repraesenterer de Anskuelser, som deles af Folkethingets Fleertak, matte Monrad folgelig reagere imod. Selv om folketinget havde hovedindflydelsenpa finansloven, kunne landstinget »ligesaa fuldt som Folkethingetumuliggjore enhver Regjering«, og hvis de to ting havde forskellig smag vedrorende ministerium, »hvad saa? Saa kommer Chaos, saa er der Fare for, at Folkets grundlovsmaessige Frihed kan gaae til Grunde« 10. Det var derfor »bedst at blive i det gamle Spor«, hvorefter rigsdagen med tillid modtog og efter bedste evne sogte at arbejde sammen med det af kongenudnaevnte

Monrad kunne dog endnu godt med forbehold n godtage, ikke den af de 44 onskede folketingsparlamentarisme, men en art rigsdagsparlamentarisme. Og han bebrejdede i overensstemmelse med sit dialektiske syn pa udviklingens gang i den forbindelse de 44, at de ved ensidigt at fremhaeve folketingets betydning havde fjernet sig fra malet, parlamentarismens indforelse, et mal, der i hoj grad ville lettes, hvis landstinget sammensmeltede med folketinget til een forsamling 12.

I de folgende ar skserpede Monrad sin modstand mod folketingsparlamentarismen. Ved et vaelgermode i Roskilde i august 1872 udtalte han sig som en »bestemt Modstander« heraf: »Deter en Forrykkelse af Grasndserne mellem Statsmagterne, saaledes som disse ere trukne ved vor Forfatning. Kongens Frihed til at vaelge sine Ministre haeves, og Landsthingets Betydning tilintetgjores for at gjore Folkethingets Fleertal eneraadigt i Landet« 13.

Pa den tid blev Monrads modstand mod bevaegelsen den staerkest taenkelige. Arsagen var, at Det forenede Venstre yderligere havde miskendt bevaegelsens kraefter. Det »efterhanden«, der i 1870 havde kunnet formilde Monrad, erstattedes fra 1872, isaer da partiet erobrede flertallet i folketinpunkter,ikke

9. - hvad M. havde frygtet aret forinden, jvf. I s. 26.

10. II s. 262 ff.

11. Jvf. herunder s. 62.

12. II s. 265 f; noget sadant var dog ifolge M. forbundet med »store Betaenkeligheder«.

13. Roeskilde Avis 31/8 1872; jvf. Dagbladet 30/8 1872.

Side 34

punkter,ikkemindst nej-teorien, havde til hensigt at laegge en kraftig bremse eller daemper pa den udvikling fra konstitutionalismen til parlamentarismen,som Monrad fandt uundgaelig. De lanceredes pa en gang for at styrke hojres muligheder for pa legal vis at hindre gennemforelsen af et rent folketingsparlamentarisk styre og for at styrke venstres mulighederfor at hindre absolutismens genindforelse. De var set pa den made konsekvente udtryk for Monrads dybe frygt for savel folkeviljens som kongemagtens enevadde og svarede godt til den konservative og madeholdneliberalisme, med vaegt pa traditionens og legalitetens betydning, som han hyldede.

Monrads syn pa forfatnings- og regeringsformsproblematikken bliver
dog forst helt forstaelig, hvis det ses pa baggrund af hans af Hegel sterkt
praegede historiesyn.

III. HISTORIESYN 1)

Klarest har Monrad udtrykt sin opfattelse af den historiske udviklings for-10b
det betydelige arbejde fra 1875 om Den forste Kamp om den apostolske
Troesbekjendelses Oprindelse:

»Ligesom Harmonien i Verdenslegemernes Bevaegelse beroer paa Samvirkningen mellem to store Kraefter, den centrumsogende og centrumflyende, saaledes beroer ogsaa Udviklingen i det menneskelige Samfund paa Ligevcegten (udh. her) mellem to hinanden tilsyneladende modsatte Magter, Myndigheden og Friheden. Hvis Myndigheden misbruges, hvis den i Stedet for at vaere Samfundets Centrum, forfolger sine egne Interesser, saa komme Frihedens Kraefter i Bevaegelse, og soge at vinde Samvirken og Indflydelse gjennem Forsamlinger, valgte af Samfundet. Hele Menneskeslaegtens Historie er gjennemvaevet af denne Kamp mellem Myndigheden og Friheden, og skjont Kampen fremtraeder i en Mangfoldighed af forskjellige brogede Skikkelser, saa ere dog de store bevaegende Kraefter uforandret de samme. I indvortes Henseende ere de Tider lykkelige for et Folk og et Land, i hvilke der er en harmonisk Samvirken (udh. her) mellem disse to maegtige Samfundskraefter. De politiske Storme betegne kun en Straeben efter Ligevaegt« 2.

1. Ud over pa M.s egne skrifter bygger denne oversigt pa Bagge (s. 21 ff) og Nyholm (fl. st., isasr s. 469 ff). Nyholm fremhaever (s. 471) med rette, at der i M.s historiesyn i hovedsagen kun skete en forskydning fra hegelsk terminologi imod en kirkelig sprogbrug, at det altsa sa godt som ikke aendrede sig strukturelt gennem arene. Der er derfor metodisk ingen betaenkelighed ved at foretage en analyse af hans historiesyn, baseret pa savel de yngre som de aeldre ars udtalelser.

2. Valla s. 61.

Side 35

De to maegtige samfundskraefter, der reprassenterede myndigheden og friheden, var for Monrad i hans egen tid kongemagten og folkeviljen. At de to magter i den harmoniske samvirkens interesse burde bevare ligevaegten i deres magtkamp, betod ikke, at de hver for sig skulle strobe efter at bevare status quo i det indbyrdes forhold, for ligevaegtspunktet forskod sig nemlig. Det hang sammen med, at historien var i stadig fremadskridende udvikling, ledet af det guddommelige forsyn. Dette ledte verden i en retning, som var fornuftig. Det vanned andre ord ikke tilfaeldet, men fornuften, der beherskede verdenshistorien. Menneskene var redskaber for den guddommelige styrelse og havde ingen muligheder for at hindre de store stromninger og tanker, som denne styrelse lancerede, i at sejre. Derimod kunne menneskene nok savel fremskynde som forsinke deres gennemforelse.

Folkeviljen var en sadan stromning, denned en nodvendighed som en naturlov udfoldede sig og stillede storre og storre krav, kraevede stadig storre del i myndigheden. Som det ikke kunne nytte noget at saette sig op imod naturlovene, saledes heller ikke mod den folkevilje, som historien abenbarede sig i. Det var derfor ikke politikerens opgave at lede historien efter sine egne ideer, men at tilpasse sine ideer efter, hvad historien viste var sandhed.

Ville man tjene sandheden, gjaldt det om at stille sig i den ides tjeneste, der var ved at bemzegtige sig folkeviljen. Den ide var den konstitutionelle tanke, »denne store maegtige Urtanke, der bryder og gjaerer, der forbereder og baner sig Vei i Verdenshistorien«, som Monrad udtrykte sig alleredei 1843-44 3.

Det konstitutionelle monarki var udtryk for en bestemt fase i den store tanke, »Europas Grundtanke«, frihedens selvudfoldelse gennem historien. Denne fase var opstaet som en frugt af den for hele verdensudviklingen gaeldende dialektiske bevaegelse, der bestod i en saetten og ophzevelse af modsigelser.

Friheden var i sin tid udartet til en vidtdreven partikularisme, hvilket med nodvendighed avlede dens modsaetning, den alt nivellerende uindskraenkede absolutisme. Under den konsekvente gennemforelse af det absolutte monarkis principper, lovbundetheden og statsenheden, som Monrad i lighed med Hegel vaerdsatte saerdeles, ophaevedes efterhanden modsaetningen mellem statens to grundelementer, friheden og enheden. Derved opstod det konstitutionelle monarki, hvor enheden og friheden, reprassenteret af kongemagt og folkevilje, trivedes i forasdlet form og i harmonisk samklang.

3. Bagge s. 24.

Side 36

spring i denne udvikling, lod sin rigsdagsparlamentarisme ligge sa naer op
ad den gamle konstitutionelle praksis som muligt. Som det siden i enkeltheder
skal vises, blev begge dele da ogsa tilfseldet5.

Endelig kan det med denne opfattelse af sandhedens dialektiske udfoldelse i historien ikke undre, at »hele den politiske Kunst«, politikerens opgave, for Monrad nodvendigvis matte besta i at forsta »Bevsegelsen (frem mod parlamentarismen) og dens Kraefter, saa at man forstaar i rette Tid at holde igjen og give efter:

Holder man for laenge igjen, kommer man til at arbejde for det, som man vil bekaempe, og man kommer senere til at gjore langt storre Indrommelser, end man havde behovet, om man havde givet efter i det rette ojeblik. Fremskynder man Bevaegelsen for staerkt, fremkalder man en Bevaegelse i modsat Retning, der laegger Hindringer i Vejen for, hvad man onsker . . . Man kan vaere forvisset om, at enhver Overdrivelse af Bevaegelsen, hvad enten den gaar til Hojre eller Venstre, skader den Sag, Bevaegelsen onsker at fremme. Herved udforer den evige Retfaerdighed sin Gjerning paa Jorden« «.

At meddele sin samtid, savel hojre som venstre, den rette forstaelse af den parlamentariske bevaegelse og dens muligheder for at gore sig gaeldende, med andre ord at vaere organ for »den evige Retfaerdighed «s virke i Danmark, folte Monrad som sin store opgave i 70-erne og 80-erne. Midlet hertil var en anvendelse af hans dialektiske historiesyn pa de konkrete vanskelige politiske situationer, som opstod for de ledende politikere og for kongen, og som altid affodte et politisk brev eller en politisk kommentar fra Monrad. Den stilling, han tog til de enkelte situationer, bestemtes folgelig af hans onske om at bevare den politiske og forfatningsmasssige ligevaegt. Gik venstre for vidt, matte han naerme sig hojre, gik hojre over gevind, matte han ga imod venstre.

Ved siden af det vigtige problem at bevare ligevaegten og dermed forfatningen, matte sporgsmalet om selve regeringsformen blive af underordnet betydning. Nar man derfor taler om Monrads »Overbeviisning« med hensyn hertil, ma man anvende begrebet pa samme opportunistiske made, som Monrad selv anvendte det om en anden »praktisk« politiker, nemlig Laurentius Valla:

»Udtalte Valla i (et bestemt) .. . Skrift sin Overbeviisning? Ja, naturligviis, men vel at mserke, saaledes som hans Overbeviisning var under de davaerende Forhold og Omstaendigheder. Han spillede med de Kort, han dengang havde paa Haanden; siden fik han andre Kort, saa spillede han anderledes, saa forandredeshans

5. Se kap. IV og V.

6. Morgenbladet 24/2 1884.

Side 37

andredeshansOverbeviisning. Saaledes gjor altid en reent praktisk Politiker. Thiers var en oprigtig Ven af det konstitutionelle Monarki, men da han saae, at dets Gjenoprettelse var en Umulighed, saa arbeidede han for den konservativeRepublik. For en reent praktisk Politiker staaer det som den storste Daarlighed ikke at rette sig efter de forandrede Forhold. Gjorde han det ikke, vilde han staae i sine egne oine som en ligesaa stor Daare, som Manden, der kjorer sit Korn hjem, fordi han har bestemt det, uagtet deter blevet Regnveir, efterat han har bestemt det« 7.

Sagt med en lille omskrivning: Monrad »var en oprigtig Ven af det konstitutionelle Monarki, men da han saae, at dets Gjenoprettelse var en Umulighed, saa arbeidede han for« det konservative parlamentariske monarki. For han skulle ikke nyde noget af at kore sit korn hjem i regnvejr, sa hans kaere forfatning risikerede at radne op. Og som det siden skal vises, appellerede han da ogsa ideligt til monarken om at se til, at den forpagter, som denne havde sat i spidsen for sin bedrift, ikke benyttede sig af den trafik 8.

Folgende kapitel skal soge at godtgore rigtigheden af denne opfattelse
af Monrads holdning til regeringsformen gennem en analyse af hans syn
pa parlamentarismen set i lyset af den politiske udvikling 1869-86.

IV. DIALEKTIKKEN I DEN POLITISKE UDVIKLING OG MONRADS HOLDNING TIL PARLAMENTARISMEN

For at forsta, hvorledes Monrad bedomte den parlamentariske bevaegelses kraefter og muligheder for at gore sig gaeldende i datidens danske politik, ma man kende de forudssetninger, som han fandt vaesentlige for dens gennemforelse. Jo mindre disse forudssetninger kunne siges at vaere opfyldt, jo mere forsigtige, jo mindre fordringsfulde matte parlamentarismens tilhaengere vasre i deres krav. Tre, nok fire forudsaetninger praegede eller la bag Monrads argumentation:

1. Der matte vaere et nogenlunde fast partisystem 1.

2. Partierne heri skulle baeres oppe af hensynet til faedrelandets vel, ikke til
egne egoistiske standsinteresser; de skulle vaere ide-, ikke interessepartier 2.

3. Der skulle herske et gensidigt tillidsforhold mellem bondestanden og de ovrige
staender, d. v. s. at folket matte have gennemgaet en betydelig politisk

7. Valla s. 45 f.

8. Jvf. M.s lignelse om svogeren og forvalteren, d. v. s. Christian IX og Estrup, i 9-13 s. 15 f.

1. Jvf. herunder s. 57 og 78.

2. Jvf. herunder s. 42, 44 f, 48 og 78.

Side 41

get, i virkeligheden med et »straks«, idet venstre nu i stigende grad gav sig til at fore systematisk opposition mod regeringen for at fa magten overdraget. Folgelig blev Monrad i ligevaegtens interesse tvunget til at ga imod bevaegelsen som sadan.

Dette fremgar af Politiske Breve Nr. 1-4, hvori han i interregnet efter ministeriet Holsteins afgang i sommeren 1874 gjorde de seneste ars politiske udvikling op. Over for Det forenede Venstres forsog pa at tvinge folketingsparlamentarismen igennem ved »vildkat«-adressen til kongen af 31. marts 1873 14 og ved truslen om at naegte finansloven var ministeriet Holstein ikke veget. Dette billigede Monrad fuldt ud, da en tilfredsstillelse af partiets »opskruede« fordringer, der »toge saa lidet Hensyn til Kongens og Landsthingets Rettigheder«, sandsynligvis ville have udsat »vor Frihed . . . for store Farer«. Derimod var Monrad i tvivl om, hvorvidt ministeriet ikke burde vsere veget for den indsmigrende og milde schjorringske adresse, der blot udtalte onske om et med rigsdagen samvirkende ministerium. Et sadant nyt ministerium ville »ganske anderledes have lettet det forenede Venstre Opgivelsen af de parlamentariske Tanker og Tilbagevendelsen til den gamle danske konstitutionelle Praxis 13.

Om man i den ojeblikkelige situation skulle danne et staerkt modstandsministerium eller et koalitionsministerium med venstredeltagelse lod Monrad sta abent¹⁶, ville han sa nodigt tage stilling til, at han maske isaer af den grund ikke onskede at tage imod et tilbud om at deltage i et rekonstrueret ministerium Holstein 17. Hvis venstre ikke ville opgive sin systematiske opposition, hvis partiet ikke ville opgive at lade »sine vilde onsker oppuste« betydningen af § 48, havde et ministerium staerke kraefter til sin radighed i en krigssituation. Det kunne soge stotte i landstingets indflydelse pa finansloven, indskraenke rigsdagens varighed til 2 maneder, afskedige oppositionelle embedsmaend 18.

»Hvis der«, hvad Monrad ikke mente, »overhovedet skulde v£ere Tale om en parlamentarisk Regjering«, skulle den vaere rigsdagsparlamentarisk, om end med storst hensyntagen til folketingetl9. I stedet for agiterede Monrad for at fortsaette den hidtidige praksis, ifolge hvilken der, haevdede han vendt imod venstre og mod sine egne tidligere udtalelser, ikke »kan

14. Ved denne fordrede Folkethinget: »Opfyldelsen af det konstitutionelle Monarkis nodvendige Krav, at Regjeringen er i Overensstemmelse med det af den almindelige Valgret udgaaede Thing«.

15. 1-4 s. 24 ff.

16. 1-4 s. 29 f; jvf. brev af 17/11 1873 til Viggo Monrad, Nyholm s. 360 og brev af 27/12 1873, Krieger s. 288 f.

17. Jvf. Nyholm s. 370 f.

18. 1-4 s. 38 ff; jvf. Krieger s. 289

19. 1-4 s. 20; jvf. herunder s. 58.

Side 42

. . . vcere Tale om (udh. her) at have Tillid eller Mistillid til Ministeriet« 20. Den fundamentale baggrund for denne agitation var, at Monrad satte et stort sporgsmalstegn ved, om venstres ledere var modne til rnagten, d. v. s. om de besad kundskaber og dannelse nok, og om de virkelig var »besja> lede af den reneste, mest ophoiede Faedrenelandskjserlighed« og ikke blot sogte magten for deres egen standsegoistiske interessepolitiks skyld²¹. Dertil burde Det forenede Venstre ikke glemme den ud over alle love staende og indflydelsesrige offentlige mening, der fordrede madehold i form af saglig kamp for vigtige samfundssporgsmal, ikke umadeholden systematisk opposition som forudsaetning for, at den ville lade sig vinde af partiet22. Tydeligt nok fandt Monrad ikke, at forudsaetning 20g3 for parlamentarismens indforelse var opfyldt.

Det fandt han heller ikke, da det naeste sset Politiske Breve, Nr. 5-7, udkom den 20. april 1876, kort efter at ministeriet Estrup igen havde oplostfolketinget pa forsvarssagen. Alligevel var han ikke mere sa fjendtlig stemt over for parlamentarismen; der burde, som han skrev, vaere grader i ens uvilje. Baggrunden for den modererede holdning var en opstaet tvivl om det mulige i at fastholde ligevaegten mellem folketing og landsting pa den gamle konstitutionalismes grund. Dels fortsatte venstre kampen for regeringsmagten med sin systematiske opposition og deraf folgende for forfatningen skaebnesvangre: »Det ene Sporgsmaal reises efter det andet, Aar ud og Aar ind, men det kommer aldrig til nogen Afgjorelse« 23. Dels var Monrad bekymret over den fra landstinget og isaer fra regeringen forte politik. For det forste var der sket »et hojst maerkeligt Indbrud af Parlamentarismen«,idet Det forenede Venstre havde kraevet ministeriet Fonnesbechsafgang for at vedtage finansloven, hvad landstingsflertallet var gaet ind pa. Monrad fandt, at historien ville bekraefte hans anskuelse om det beklagelige i, at »deter kommet saa vidt, at der paa Rigsdagen drives slig Handel om Hans Majestaets Ministeriums Afgang«. Hvad ministeriet angik, opgav det »dog maaske altfor meget af Regjerings-Myndigheden ved saa at sige at underkaste sig Landsthingets Dom og erklaere, at den vilde indstille det, hvorom Landsthinget blev enigt med Folkethinget« 24. Dertil kom, at det af Monrad tidligere overvejede modstandsministerium

20. Jvf. herunder s. 84 f.

21. 1-4 s. 11, sml. 1-4 s. 17 f; jvf. referatet i Roeskilde Avis 3/9 1872 af hans skarpe udtalelse ved vaelgermodet i Tastrup: »Det kunde paa ingen Maade vaere rigtigt, at Folkethingets Fleertal, der maaskee kunde vsere en sammensluttet Masse, der hensynslost stormede igjennem Tykt og Tyndt, skulde besaette Ministerposterne alene efter sit onske«.

22. 1-4 s. 12 f.

23. 5-7 s. 11 og 25.

24. 5-7 s. 3 ff og 10.

Side 43

over for venstres fortsatte systematiske opposition ganske vist var blevet dannet og var begyndt at bruge det af Monrad anviste rad om begraensningaf rigsdagens varighed. Men ministeriet Estrups ensartede sammensaetning,udgaet som det var af det konservative landsting, fik allerede nu, det skinner klart igennem, Monrad til at frygte, at det ikke ville lose sin konstitutionelle maegleropgave mellem tingene, men i stedet basere sin tilvaerelse alene pa landstingets stotte 25. Endelig bekymrede det Monrad, at det ikke blot var venstre, men ogsa den ansvarlige regering, der satte sig op mod det bestaendes ret, nemlig ved at bruge oplosningsretten som angrebsvaben for at tiltvinge sig folketingets samtykke til sine forsvarsplaner,og han papegede, at det i stedet for var i den offentlige mening, regeringenmatte danne »en maegtig Stromning for Kjobenhavns Befaestning«26.

Disse omstaendigheder fik Monrad til at fole, at parlamentarismen var ved at vinde indpas i den politiske atmosfasre i Danmark, men i »en aldeles eiendommelig Skikkelse«. Den havde tidligere vaesentlig ene vasret ministerfortaerende, idet det ene ministerium efter det andet var blevet ked af det og var gaet sin vej. Dette var den farligste form for parlamentarisme. Nu begyndte den ogsa at fa »et vist ministerskabende Praeg, men saaledes, at Thingene dele broderlig mellem sig Parlamentarismens to Sider: Folkethinget er ministerfortaerende; Landsthinget er ministerskabende* 27.

Det var utvivlsomt angsten for, at hverken venstre eller hojre ville give sig i den politiske hardknude under det herskende konstitutionelle system, at statsmagterne fortsat ville saette sig ud over nej-teorien og dermed over grundloven, der allerede nu fik Monrad til forsigtigt at berede jordbunden for en art rigsdagsparlamentarisme via en koalitionsregering mellem bonder og godsejere.

Det skete, da han pa selve valgdagen, 25. april 1876, udsendte et nyt, ottende brev, hvori han klart lod skinne igennem, at han i tilfaslde af et regeringsnederlag foretrak en overenskomst med Det forenede Venstre i form af »et Ministerium, der sogte i selve sin Dannelse en Overenskomst med« dette parti. Hertil foreslog Monrad kongen grev Frijs og I. A. Hansen, maendene bag 66-forfatningen: »Deter ikke mere end billigt, om de hjaslpe os ud af den Forlegenhed, hvori Forfatningen befinder sig, og

25. 5-7 s. 15 ff. M. bebrejdede saledes Estrup, at han ikke var traengt ind i kloften mellem de 30 og de 22 i Det forenede Venstre og havde »sprasngt den gamle og dannet en ny Majoritet i Folkethinget. For at udfore denne Bevaegelse, vilde det vel ogsaa have vaeret nodvendigt, at han havde sammensat sit Ministerium paa en noget and en Maade« (5-7 s. 17).

26. 5-7 s. 26; jvf. 8 s. 11 f.

27. 5-7 s. 11 f.

Side 33

De eksisterende partier lod hensynet til personer ga forud for hensynet til sagen, hvorfor en partiregering pa befolkningens og partilivets davaerende udviklingstrin ikke havde Monrads sympati. Det samme gjaldt en udprasget og i laengere tid siddende kampregering, baseret alene pa det ene tings stotte, en kampregering, der kun var berettiget over for et ting, der sogte at gore sig enevasldig pa de andre statsmagters bekostning. Selv om en regering ikke skulle lade sig blaese omkuld af ethvert landstings- eller folketingspust, isaer da ikke, hvis hensynet til faedreland og konge krasvede, at den blev pa sin post, fordrede hensynet til regeringsmagtens myndighed og omdomme dog i reglen, at en regering gik af, hvis den ikke evnede at udfore sin maeglerrolle mellem tingene, sa lovgivningsarbejdet gik i sta 46. Hovedinitiativet i dette arbejde burde ligge hos regeringen.

Denne korte gennemgang af teorien om det bestaendes ret og af Monrads syn pa forholdet mellem tingene og mellem regeringen, partierne og tingene, illustrerer, hvor staerkt nan betonede magtdelingsprincippet mellem de tre »Stormagter« i forfatningen. Denne magtdeling skulle dog ikke som i de prassidentielle forfatninger vaere sa gennemfort, at »Administration og Lovgivningsmagt (kom til at) staa i stolt Uafhaengighed ligeoverfor hinanden, uden gjensidig Paavirkning«. I forfatninger, der som den danske var anlagt pa at vaere eller pa at blive parlamentariske, udgik bestemmelserne om rigsdagens ret til at naegte statsbudgettet og om kongens absolutte veto og oplosningsret saledes ikke fra en mistajnksomhedens and mellem konge og representation. De havde derimod som formal at »bevare en Samvirken og at gjenoprette Tillidsforholdet, hvis deter forstyrret« 47. De tjente med andre ord mere som balance- og kontrolforanstaltninger til at udelukke mangel pa madehold i de enkelte statsmagters vaelde og til at hindre vilkarlighed i magtens udovelse, end de tjente til at opdele statsmagterne i selvstaendige magtsfaerer. Monrad betonede da ogsa, at det for hver enkelt af disse statsmagter gjaldt om »at undlade at bruge sin Ret (til at sige nej, til frit at samtykke) saa fuldt og heelt ud til det Yderste, at man derved gjor Uret, som tidt kan skee. Saa faaer man nemlig Partikampe i stedet for en rolig Udvikling« 48.

Den vaegt, som Monrad lagde pa det bestaendes ret og pa magtdelingen i forfatningen, ville naappe kunne forenes med moderne parlamentarisme, men passede godt til det af Monrad foretrukne konstitutionelle udviklingstrin. Der er da heller nasppe tvivl om, at de her omtalte forfatningssyns-

46. Jvf. kap. V.

47. 14-18 s. 84 f.

48. Faedrelandet 21/9 1872; sml. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 1467. Jvf. Bagge s. 155.

Side 39

udvikling, sa den offentlige mening ikke stod sonderdelt mellem folkeviljens
mening og den mere konservative offentlige mening 3.

4. Udviklingen i Preussen matte tillade bevaegelsens indforelse.

Forudsastning 1 var mere teknisk betonet. 2 og 3 var for Monrad de to hovedforudsaetninger, der havde deres udgangspunkt i den overbevisning, han stedse havde haft, at den parlamentariske sandhed matte gore sig gaeldende af sig selv, have gennemtraengt alle samfundslag, for den kunne indfores 4. De to forudsastninger hang snsevert sammen. For at den borger - og godsejerstand, der sammen med kongemagten bar regeringsmagten i det konstitutionelle monarki, kunne fa tillid til bondestanden, matte man fole sig sikker pa, at denne stands ledere satte hensynet til hele faedrelandet i hojsaedet. For at den offentlige mening kunne ga ind for den parlamentarisme, der muliggjorde bondestandens magtovertagelse eller del i regeringsmagten, matte den nsere tillid til folkeviljens manglende klasseegoisme, d. v. s. til folkets politiske modenhed. Hvad angar forudssetning 4, nsevnes den ganske vist kun af Monrad en gang, i Den stille Magt, men der er dog naeppe megen tvivl om, at han i hele perioden og ikke mindst efter Tysklands sejr over Frankrig, som tidens nationalliberale og konservative kredse, har vaeret aengstelig for at lade venstre fa del i regeringsmagten af angst for det bismarckske Tysklands reaktion 5.

I 1869 var 1 ikke til stede. Partierne matte karakteriseres som grupper, der tilmed var lose 6. 2 og 3 var derimod i ret vid udstrsekning tilstede i kraft af oktoberforeningen og det pa naert samarbejde med bonderne indstillede ministerium Frijs 7. Hvad 4 angar, kunne Monrad ojne spor i retning af parlamentarismen i Preussen trods det eksisterende kanslerstyre 8. I den situation kunne Monrad vise en forsigtig optimisme med hensyn til bevaegelsens muligheder.

Den optimisme blev snart slaet sonder. Ganske vist gik 1 fra og med
begyndelsen af 70-erne stadig mere i opfyldelse, men til gengaeld skete

3. Om den offentlige mening og parlamentarismen, jvf. herunder s. 91.

4. F. 1883/84 sp. 355; F. 1885/86 sp. 562; F. 1885/86 sp. 756; jvf. F. 1853/54 sp. 5286.

5. 19 s. 34. Da vor nationale forfaengelighed og stolthed darligt talte, at der abent taltes om vor afhaengighed ogsa indadtil af Tyskland, kan det naeppe have vaeret af taktiske grunde, M. naevnte hensynet til Preussen vedr. parlamentarismen i 1882. Langt de fleste aviser, selv de estrupsk-orienterede, undlod da ogsa at anfore dette argument imod parlamentarismen i deres referater af Den stille Magt, selv om det matte kunne tjene til at styrke Estrups stilling. Blandt mange eksempler pa den afgorende politiske indflydelse over Danmark, som M. i ovrigt tillagde Preussen, kan anfores 9-13 s. 31; Red. s. 23; F. 1882/83 sp. 888.

6. Jvf. herunder s. 78.

7. I s. 25 f.

8. I s. 206 f.

Side 44

drage Omsorg for, at der ikke indtraeder en sorgelig Stillestaaen i vor Udvikling28.

Udstedelsen af den provisoriske finanslov den 12. april 1877 blev et vendepunkt i Monrads syn pa parlamentarismen. Ved tanken om denne lov kom der »Vrede« i hans pen. Den var en alvorlig trussel mod den rolige forfatningsudvikling, da de forfatningsmasssige forudsaetninger for loven ifolge Monrad ikke var tilstede 29. At ministeriet udstedte den uden nodvendighed bidrog sammen med et andet misgreb, oplosningen af folketinget pa Kobenhavns befaestning, staerkt til at give Monrad den overbevisning, at Estrup ikke hyldede »monarkiske Grundssetninger, men en haltende Parlamentarisme. Han siger ikke: »Jeg bliver, saa laenge jeg har Kongens Tillid og kan udrette noget Godt for mit Land« (Monrads fordring til den konstitutionelle regeringsleder), men: »Jeg bliver, saa laenge jeg har Kongens og Landsthingets Tillid«. Han hopper paa eet Ben« 30.

Med folkeviljens uundgaelige fremtraengen, manifesteret ved den store valgsejr for venstre i 1876, og med dens krav om storre og storre myndighed matte Monrad opfatte landstingsparlamentarismen som et tilbageslag i udvikling ogsa set i forhold til det konstitutionelle monarki. Estrup havde, fandt Monrad, sogt »at fore vort konstitutionelle Liv ind paa et Spor, der er i Strid med den europaeiske Udvikling«, hvilket »efter mit Skjon vil standse vort Statslivs Vaext« 31.

Der var da nu for Monrad i dansk forfatningsudvikling opstaet en klar dialektisk situation: »Det naervaerende Ministerium er en Eensidighed, opstaaet som Modsaetning til Folkethingets Eensidighed. Kampen staar rnellem to Eensidigheder«. »Begge hylde Hoved-Grundsaetningen for den haltende Parlamentarisme, at eet Things Understottelse er tilstraekkelig« 32.

Monrads opgave var i den situation at genoprette ligevasgten. Udgangspunktetfor hans forslag til losning ma soges i et brev til Fischer: »Den provisoriske Finantslov er blevet et Vendepunkt for min Opfattelse af Partiernes Stilling*, skrev han 31. Forklaringen pa denne losrevne saetning ma vist nok soges i de Politiske Breve Nr. 9-13, som udkom i nov. 1877. Ogsa fra ministeriets side, hed det her, var kampen blevet en kamp, ikke om sager, ikke om reformer, men om personer. »Venstre kjaemper for

28. 8 s. 13 f; jvf. 5-7 s. 17, hvor M. peger pa grev Frijs som den nok »eneste Mand i Landet, der vilde have vaeret istand til at tumle de stridige Elementer«. Som i 1874 opstillede M. i Politiske Breve Nr. 8 karakteristisk nok alternative muligheder, men endte med den her omtalte Iosning, som han af hensyn til forfatningens trivsel matte foretraekke.

29. 9-13 s. 15 og 23 f; brev af 15/5 1877, Fischer s. 333.

30. Brev af 15/5 1877, Fischer s. 334; jvf. 9-13 s. 46 f.

31. Brev af 27/11 1878, Fischer s. 372; jvf. F. 1883/84 sp. 2092.

32. Brev af 15/5 1877, Fischer s. 334; 9-13 s. 47.

Side 45

Magten . . . Ministeriet kjsemper ... for at forhindre Venstre fra at komme til Magten«. Ved siden af denne kamp om personer var sagerne, d. v. s. faedrelandets vel blevet noget underordnet³³. Dermed, syntes Monrad at mene, havde partilidenskaben, den nogne og üblufaerdige kamp om magten,grebet begge parter, og en tilbagevenden til den gamle monarkiske praksis, med en upartisk regering haevet over partistriden, staerkt vanskeliggjort,om ikke umuliggjort³⁴.

Da partiledernes kamp om magten, d. v. s. parlamentarismens opdukken, nu engang var en realitet, da venstre og hojre begge var gaet fra konstitutionalismen over til parlamentarismen, gjaldt det for Monrad om at gore en dyd af nodvendigheden, d. v. s. at gore parlamentarismen levende i en form, som la imellem de stridende parters for forfatningen odelaeggende ensidige opfattelser, altsa som en rigsdagsparlamentarisme. Ganske vist mente Monrad da som siden trods forudsaetning Is opfyldelse, at udviklingen ikke var naet langt nok: »Jeg havde taenkt mig, at Storbonderne (sic!), at de tidligere Godseiere vilde blive Landbostandens politiske Ledere . . . Dette er endnu ikke sket. Det Estrupske Ministerium er en Anticipation, der mangier den fornodne Forudsastning, den i Samfundet erhvervede Tillid« 35; akkurat som et ministerium baseret alene pa folketinget ville vaere det af samme grund 36. Nar Monrad alligevel nu take for parlamentarismens indforelse, skyldtes det, at han matte arbejde i pagt med »den evige Retfaerdighed«. Forst havde venstre skadet bevaegelsen ved at overdrive den, ved at lancere den for tidligt og betone folketingets myndighed for stserkt. Derved var der fremkaldt en bevaegelse i modsat retning, Estrups landstingsparlamentarisme, der lagde hindringer i vejen for bevaegelsen. Hvor imidlertid venstre var blevet hindret i at bega misgreb mod forfatningen, isser i kraft af de hidtidige regeringers modstand, der havde ministeriet Estrup overdrevet reaktionen mod folketingsparlamentarismen ved at bega de naevnte misgreb og ende i en i forfatningen uhjemlet haltende landstingsparlamentarisme. Derved havde Estrup ifolge udviklingens dialektik fremmet og forberedt den haltende folketingsparlamentarisme og grundlagt »ved sit Exempel Berettigelsen (udh. her) for . . . (denne) til at herske trods Landsthingets Modstand ved Oplosninger og provisoriske Finantslove. Tiderne skifte« 37.

33. 9-13 s. 43 f.

34. Dette siges ikke direkte, men ma laeses mellem linierne, da M. ingen interesse kunne have i ved at udtale dette at bidrage til at vanskeliggore en tilbagevenden til den af ham foretrukne regeringsform.

35. 9-13 s. 53, jvf. det fig.

36. Jvf. 9-13 s. 50 ff.

37. 9-13 s. 47; jvf. hans historiske betragtninger over disse arsager til hans aendrede holdning til parlamentarismen i de note 4 anforte steder.

Side 46

Dermed havde Monrads balancepunkt forskubbet sig mod venstre, og det var nu for at hindre revolution nodvendigt at give Det forenede Venstre storre forfatningsmaessige indrommelser, end hvis disse rnisgreb ikke var begaet. Derfor lod Monrad det i sin pjece skinne klart igennem, at parlamentarismen, selv om der ikke burde vaere tale om hverken en ren, haltende folketings- eller landstingsparlamentarisme, skulle funderes pa folketinget3B. Og han sa for forste gang losningen pa den praktiske politisk ojeblikkelige hardknude, det svigtende sarnarbejde mellem folketinget og ministeriet Estrup, i et venstreministerium, mens hans fandt, at der kun »maaske« kunne vaere tale om hans favoritlosning: »et Ministerium, der holder sig i upartisk lige Afstand fra Hoire og Venstre« 39.

I disse ar hvasssede de reaktionaere elementer knivene, og jo mere de fylkedes om Estrup, jo mere folte Monrad sig forpligtet til at tale parlamentarismens sag. Over for Sjaellands biskop Martensen, der i pagt med tidens »meget strid«e »Reactionens Strom« »paa en saa smuk Maade« havde »kastet Jord paa det af Estrup knuste konstitutionelle Vrovl og parlamentariske Drommeri⁴⁰ og endog agiterede for genindforelse af en staenderforfatning, fandt Monrad det derfor nodvendigt at reagere staerkt. En staenderforfatning, et skridt i absolutistisk retning, med ophaevelse af den almindelige stemmeret, ville fore til revolution og republik 41, hed det i Politiske Breve, Nr. 14-18, der udkom i 1878 med undertitlen Liberalismens Gjenmasle til Biskop Martensens sociale Ethik. Monrad var godt tilfreds med forfatningen, en frugt af liberalismen, som den var⁴⁰, og fandt, at den nu ikke blot som i 1877 »hjemlede« parlamentarismen, men denne var blevet til selve »Grundtanken« heri. Det var derfor »eventyrlig Politik« af Estrup-ministeriet at modsta den: »man tror at vaerne om Kongemagten og gjor med begge Hasnder en republikansk Udsaed« 42. Monrad fandt som i 1877, at Estrup-godsejerministeriet burde ga af: »Den i Sandhed aristokratiske Minister(s) . . . Selvfolelse vil vaere for stor, til at han kan finde sig i at vaere en magteslos Magthaver« . . . »Hvor meget han end fralaegger sig parlamentariske Anskuelser, vil han (derfor) dog nodes af sit eget Indre til at hylde dem i Virkeligheden« 43.

I de folgende ar var det imidlertid ikke mere nodvendigt for ministerietat
agere magteslos magthaver. Det forenede Venstre spraengtes, og

38. Jvf. herunder s. 59.

39. 9-13 s. 40; jvf. brev af 27/7 1877, Fischer s. 346 f.

40. 14-18 s. 58 og 1.

41. 14-18 s. 78 ff; sml. 14-18 s. 81 ff.

42. 14-18 s. 85; 9-13 s. 37 ff.

43. 14-18 s. 101, sml. 14-18 s. 85.

Side 47

dermed blev det muligt for Estrup, isser i perioden 1879-81, at gennemfore en raekke reformer ved at manovrere mellem venstregrupperne. Det politiskeligevaegtspunkt forskod sig dermed til hojre, og en tilsvarende drejning fandt sted i Monrads holdning til parlamentarismen. Dette fremgar af det neeste saet politiske breve, beregnet pa offentliggorelse U, skrevet omkring slutningen af 1880.

Heri bebrejdede Monrad ud fra sit »ophoiede, centrale (udh. her) Standpunkt« 45 hojre, at det imod grundlovens bogstav havde afholdt udgifter, der ikke havde hjemmel i finansloven, og imod grundlovens and havde regeret et helt halvt armed den provisoriske finanslov uden at soge rigsdagens samtykke: »Holder man sig paa denne Maade til Bogstavet (§ 25) uden at bekymre sig om Grundlovens Aand (den indskraenkning af § 25, der ligger i § 2 (»Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening«)), da forsvinder Rigsdagens Betydning. Vil et Ministerium betjene sig af Oplosningsretten, og blive ved at oplose og oplose og give provisoriske Love og Finantslove, saa kan det holde sig ved Roret, saa laenge det skal vsere« 46. Monrad appellerede til kongen om ikke at tillade denne fremgangsmade 47. Over for disse misbrug af grundloven aergrede det abenbart Monrad, at venstre ikke i reaktion herimod havde holdt sammen, havde fastholdt den systematiske opposition og havde anklaget ministeriet for gmndlovsbrud, fordi det havde anvendt en provisorisk finanslov 48. »Efter mit Skjon havde Hr. Berg Ret, da han vilde fortsaette Kampen ... At Venstre splittedes inden Seiren, var Venstres Undergang. Hvorfor havde man et saadant Hastvaerk, hvorfor kunde man ei udsaette Splittelsen, indtil Seiren var vundet? . . . Lader os tale rent ud! Slaget er tabt. Hoire har seiret«.

Venstre havde ved at opgive kampen og ved at undlade at anklage regeringenfor rigsretten i realiteten anerkendt hojres misgreb mod §§25 og 49, d. v. s. anerkendt den forandring, grundloven derved var undergaet, og »hvorved den staerkt har naermet sig Absolutismen« 49. Monrad mente med andre ord, at »den evige Retfaerdighed« eller »Tidsaanden«, det begrebMonrad her anvendte, havde straffet venstre for dets svaghed og aendretDanmarks

44. Jvf. Red. s. XXVI fog Nyholm s. 409.

45. Red. s. 246 og 254.

46. Red. s. 251 f.

47. Red. s. 252. Appellen var under hensyntagen til kongens uansvarlighed, som M.s appeller altid var det trods hans gentagne utilfredshed med kongens stillingtagen (jvf. Vedel V s. 398 og VI s. 559), i indpakket form og uden bebrejdelse.

48. Red. s. 256 f.

49. Red. s. 252.

Side 48

dretDanmarksgrundlov. Og tidsanden »boie vi os for, efterat have gjort
Modstand, saa meget vi formaaede«. Det matte man gore, sa svasrt det
end var 50.

Folgelig ville det fra nu af vaere hablost for venstre at genoptage den systematiske opposition og kampen for parlamentarismen. Partiet matte opgive det indbyrdes vaemmelige kasvl, det skulle, samme rad som han gav det i 1. halvdel af 70-erne 51, enes om at fore sa et, dernaest endnu et stort politisk sporgsmal igennem og blive saledes ved: »Tragter ikke efter Magten! Folge I mit Raad, da vil Magten falde af sig selv i Eders Skjod som en moden Frugt« 52.

Denne meget realistiske erkendelse af hojres sejr bestemte Monrads forfatningspolitik resten af hans dage. Da Berg derfor i det hele fik samlet venstregrupperne pany om den systematiske opposition eller visnepolitik mod regeringen fra efteraret 1881, matte Monrad nodvendigvis bekaempe denne. Den kom for sent. Tidsanden eller den stille magt var imod den. I Politiske Breve, Nr. 19, Den stille Magt, der udkom den 21. marts 1882, uddyber og anskueliggor Monrad da ogsa i det vsesentiige kun synspunkterne fra 1880-brevene. Saledes satte han lighedstegn mellem »den stille magts« og regeringens tolkning af § 49 og § 25 53.

Monrad fandt da fortsat heller ikke forudsaetningerne for parlamentarismensindforelse opfyldt. Ganske vist havde han ikke siden begyndelsenaf den her behandlede periode naevnt forudssetning 1, hvilket indicerer,at han laenge havde fundet denne forudsaetning til stede. Hvad 2 angar, syntes han meget lidt tilfreds. Mens han endnu for 1877 kun havde betvivlet venstres samfundssind, var han siden blevet skeptisk ogsa over for hojre, der i den grad havde sat hensynet til personerne og til magtenover hensynet til forfatningen og faedrelandets vel⁵⁴. Hvad 3 angar, er der »en Kloft i vort Samfund; det kan ikke nytte at naegte det«. Borgerskabetog det nationale parti havde »slettet sig selv ud og stillet sig under Godseiernes Fane« under kamprabet: »Intet Bonderegimente?«, ingen parlamentarisme. Kloften bundede i fortiden, i stavnsbandet og den tidligereulighed i vaernepligt. Den matte forst udjaevnes og erstattes af gensidigtillid. Dette kunne, da traditionens magt hvad angar opfattelse og stemning var staerk, vare laenge, selv om der ikke var et fjendtligt interessemodsaatningsforholdmellem godsejer og faestebonde, da faesteforholdet i

50. Red. s. 254, sml. Red. s. 252 f.

51. Saledes i 1-4 s. 11 f; sml. 5-7 s. 87 ff.

52. Red. s. 254; jvf. den foregaende advarsel til hojre om ikke at stramme buen for hardt.

53. 19 s. 13 ff.

54. 19 s. 22 fog 13 ff; jvf. 9-13 s. 44; 14-18 s. 101; Red. s. 249 ff.

Side 49

det vaesentlige var jsevnet, og selv om der, bortset fra parlamentarismen, heller ikke var tale om en grundforskellig opfattelse af andre politiske sporgsmal⁵⁵. Endelig var 4 ikke til stede: Sa laenge parlamentarismen ikke havde sejret i Preussen, kunne der naeppe vaere tale om dens indtr<engen i Danmark se.

Uden tvivl sogte Monrad med sit brev at stotte de gamle nationalliberale kraefter i landstinget, denned Krieger i spidsen netop var i gang med et forsog pa at skabe den afstand mellem landsting og regering og genoprette det samarbejde mellem folketing og landsting, som var en forudsaetning for, at den gamle konstitutionalisme kunne genoplives 57. Selv om Monrad dermed ikke kunne undga at vanskeliggore ministeriet Estrups pa landstingets stotte ensidigt baserede stilling, naerede han dog naeppe storre forhabninger om, at Estrup ville afgive magten. Tydeligvis fandt han, at Estrup passede godt til at give regeringen det visse »Kantsler-Praeg«, som det var »ret naturligt«, den fik af hensyn til det bismarckske Preussen. Estrup var blevet udvalgt til at modsta en utidig straeben efter indforelsen af parlamentarismen. Det var ogsa hans store betydning, at han havde fremdraget de store konservative kraefter i grundloven, ligesom hans navn, ogsa efter hans afgang, ville nedmane »de Uroliges og Utaalmodiges Higen, der ei vil lade sig tilfredsstille med smaa Fremskridt«. Saledes ville han komme til at fremme parlamentarismen, »idet han vil gjore Bestrabelserne for dens Indforelse mere forsigtige, betaenksomme og hensynsfulde«. Sorgede han pa den anden side ikke for at opfylde den konstitutionelle regeringschefs maeglerrolle mellem tingene, ville han, stottet ene pa landstinget, bruge den midlertidige finanslov som et angrebsvaben imod folketinget, ville han fortsat regere med sadanne love, ovenikobet gaeldende hele aret, sa ville den stille magt ud fra nej-teorien utvivlsomt bevirke, at modstanden mod parlamentarismen »vil tilintetgjore sig selv« 58.

I overensstemmelse med det mod absolutismen forskubbede balancepunkt og de stadigt svigtende forudsaetninger for parlamentarismen i Danmark, matte den parlamentarisme, som Monrad beskrev i sit 19. og sidste brev, og med tiden onskede indfort, folgelig komme til at minde sa meget som muligt om det konstitutionelle styre, og han matte i forhold til 1877 svaekke folketingets indflydelse. Det skete ved den definition, han gav af parlamentarismen i forbindelse med en fremhaevelse af kronens indflydelse i langt hojere grad, end det tidligere var sket³⁹.

55. 19 s. 31 ff; jvf. 9-13 s. 52 ff.

56. 19 s. 34; jvf. herover s. 19 f.

57. Om den politiske situation, jvf. P. Munch, Schultz' Danmarkshistorie V, s. 308 f.

58. 19 s. 34-39.

59. Jvf. herunder s. 60 og 63.

Side 50

Efter at vaere valgt til folketinget forts atte Monrad her fra efteraret 1882 sine bestraebelser pa at fa Estrup til at forlade landstingsparlamentarismen, og pa at fa venstre til at opgive den systematiske opposition, sa man via et sundt fungerende konstitutionelt styre kunne bane vej for den monradske parlamentarisme. Saledes appellerede han straks i en aldersformandstale til statsmagterne om at indga en »Faedrelandets Vaabenhvile« og ga igang med reformarbejdet⁶⁰, og selv indbragte han en raskke sociale reformlovforslag.

Det gik imidlertid nsesten straks op for Monrad, at statsmagterne, trods hans tilstedevaerelse, stod urokkeligt uforsonlige over for hinanden, og at regeringen agtede at lade de private lovforslag visne som modtrsek mod den visnepolitik, som venstre, trods Monrads appeller, fastholdt. Dette influerede pa hans syn pa regeringsformen.

Hvor han endnu i marts 1882 i Den stille Magt som folge af den dengang vaklende front i hojre, hvor mange var betaenkelige ved Estrups politik og de konstitutionelle konsekvenser af denne, havde kunnet agitere for og habe pa en stserk, over tingene hsevet regering. Der brast nu habet om, at regeringen ville fravige sin landstingsparlamentarisme, hvilket drev Monrad til for forste gang at erklaere sig som »Tilhaenger af Parlamentarismen«. Dette skete helt tydeligt ikke for parlamentarismens egen skyld, men fordi denne regeringsform nu stod for ham som »det eneste Middel« til at fa den staerke regering, som han i reformarbejdets interesse var »en Ynder af« 61.

Selv om han ikke fandt forudsaetningerne for parlamentarismen til stede, nodtes han over for, hvad der nu stod for ham som alternativet: parlamentarismemed bevarelse af den Me forfatning kontra visnepolitik fra begge parter med den Me forfatnings odelaeggelse og absolutisme eller republiksom resultat, til at vaelge parlamentarismen. Derfor bagatelliserede og latterliggjorde han kloften for at fa. genoprettet det tillidsforhold mellem bondestanden og de ovrige staender, der la bag striden og hindrede begge parter i at fore idebetonet samfundspolitik i stedet for interessebetonetstaenderpolitik 62. Og hvad forudsaetning 4 angar, begyndte han, da det gik op for ham, at Estrup ikke ville forlade sin »osteuropaeiske Storvezir - og Kantslerpolitik« 63, at bagatellisere hensynet til Preussen, for i stedetat betone det betydningsfulde og nodvendige i at folge den almindeligeeuropaeiske

60. F. 1882/83 sp. 13 f. M.s onske om en fortsaettelse eller snarere genoptagelse af det konstitutionelle styre indiceres bl. a. af aldersformandstalens appel om vabenhvile i rigsdagens anden samling. »Naar saa den tredie Samling« etc.

61. F. 1882/83 sp. 131.

62. F. 1882/83 sp. 3293 f. M. omtaler desuden i folketinget kloften, svaelget eller spaltningen: F. 1882/83 sp. 1015 og 1105 f; F. 1883/84 sp. 1855 f.

63. M.s udtryk 23/11 1882, F. 1882/83 sp. 732.

Side 51

ligeeuropaeiskefolkeviljepolitiske udvikling64. Modsat hvad der var tilfaeldeti Den stille Magt, talte Estrup nu ikke laengere sammenligning med Bismarck. Som han skrev i dec. 1884: »Det bliver pudsigt, naar en saadan Herre vil folge Bismarcks Exempel i Trods mod Folkeviljen, men aldeles glemmer at udfore de store Bedrifter for Faedrelandet, der har givet BismarckBerettigelse til at tage en sasrlig Stilling« 65.

For at fa skabt en stemning for parlamentarismen gjaldt det for Monrad om at agitere for de aspekter af denne, der kunne appellere mest til de moderate kredse i hojre. Derfor ville Monrad nu i modsastning til tidligere nodigt ind pa det kildne problem om grundlaget for regeringsdannelsen, om det for hojre i agitationen mod parlamentarismen sa vigtige angrebspunkt, at den fratog kongen hans, som man haevdede, grundlovfaestede ret til frit at vaelge sit ministerium. Provokeret dertil af Baerentzen og Estrup 66 gjorde han sit svar sa tvetydigt som muligt67 og lod i stedet for det helt afgorende i sin parlamentarisme ligge i reglerne om regeringens parlamentariske ansvar, dens eneansvar for, at den forte sit program igennem, og i rigsdagens tillid til regeringen.

onsket om at unddrage Estrup stotte fra de elementer i hojre, der var mere eller mindre imod regeringens stadigt hardere linie over for folketinget af bekymring over lovgivningsarbejdets henvisnen, ikke mindst i forsvarssporgsmalet, la utvivlsomt bag den drejning i Monrads syn pa parlamentarismen, der fandt sted i lobet af hans forste ars tid som folketingsmand. Mens han i de forste maneder i rigsdagen endnu foretrak en rigsdagsparlamentarisme, der tog storre hensyn til folketinget end til landstinget6B, gik han fra og med feb. 1883 ind for en balanceret rigsdagsparlamentarisme, en »ren« parlamentarisme, i hvilken regeringen skulle sta i samme tillidsforhold til begge ting. Ingen i folketinget forfjegtede mere nogen anden opfattelse, mente Monrad⁶⁹ og blev ikke imodegaet. Med god grund kunne han finde, at den folketingsadresse til kongen, der afsluttede samlingen 1882-83, svarede til hans »Hjertes inderste Folelse«. Tinget udtalte nemlig heri, i modsaetning til adressen fra 1873, intet folketingsparlamentarisk krav, men blot et konstitutionelt onske om, at kongen ville »tilveiebringe Betingelserne for en frugtbar Samvirken mellem Lovgivningsmagtens forskjellige Led« 70.

64. Jvf. herunder s. 91.

65. Morgenbladet 9/12 1884; jvf. F. 1882/83 sp. 241 f.

66. F. 1882/83 sp. 209 fog 231 f.

67. Se herunder s. 60.

68. Se herunder s. 86.

69. F. 1882/83 sp. 2563.

70. F. 1882/83 sp. 3772. F. 1882/83 Tillaeg A sp. 2415 f. Selv Rimestad matte indromme, at er der »en Folkethingsparlamentarisme tilstede i denne Adresse, er det ialtfald tilbagetrukket, daempet, paa Hosesokker, den fremtraeder ikke harniskklaedt og kampberedt som i hin Adresse« (F. 1882/83 sp. 3760).

Side 52

Monrad lagde i virkeligheden fra nu af og resten af sit politiske liv sin »rene« parlamentarisme meget naer op ad sit konstitutionelle system. Vist udelukkende taktiske grunde fik ham til at betegne de omtalte tillidsog ansvarsaspekter snart som gaeldende i den gamle konstitutionelle praksis, snart i den parlamentariske praksis. Dette gjaldt ogsa det med disse aspekter snaevert forbundne sporgsmal om ministeriets afgang.

For at vanskeliggore Estrups stilling fremhaevede han fra efteraret 1883 mere end for, at det ikke blot var venstre, der gik ind for parlamentarismen. Estrup hyldede ikke det rene, ophojede kanslersystem, der hverken brod sig om, hvorvidt der var et eller to ting imod, men et delvist parlamentarisk system. Forskellen mellem Estrups parlamentarisme og den sande parlamentarisme var, at Estrup forlangte samstemmen mellem tingene for at ga af, den sande parlamentarist forlangte samstemmen for at blive⁷¹. Over for denne »sande« parlamentariske fordring, der gav landstinget samme indflydelse pa ministeriets forbliven som folketinget - og dermed i realiteten ogsa pa dets sammensaetning - kunne Estrup med vaegt indvende, at han ikke kunne se, »hvorledes det skulde vaere muligt for nogen Krone at vaere vis paa at kunne skaffe et Ministerium, naar Betingelsen for Ministeriets Tiltraeden og Betingelsen for Ministeriets Bliven var den, at det altid var i Overensstemmelse med begge de ligeberettigede Afdelinger af Repraesentationen« 72.

Da Monrad ikke ad den vej kunne overliste Estrup, og da der i landstingeti foraret 1884 var tegn til frafald fra Estrups harde linie, fandt Monraddet maske taktisk klogest ikke at forskraekke de frafaldstilbojelige med ordet parlamentarisme. I hvert fald betegnede han nu i tinget sit krav om samstemmen mellem tingene som en betingelse for regeringens forbliven som en fordring, der gjaldt i det gamle konstitutionelle system, og det samme gjaldt regeringens pligt til at fore sit program igennem og ellers ga af⁷³. Estrup hyldede et moderne konstitutionelt system, forsat med kanslerelementer, hed det nu, et system, der fandt det uvaesentligt, om regeringenkunne sastte sin vilje igennem, og som fandt det uforsvarligt at

71. F. 1883/84 sp. 725, 780 og 2092; F. 1884/85 sp. 152 og 1474. Jvf. Estrups opfattelse, at det at forlange samstemmen for at traede tilbage ikke var delvis parlamentarisme, men »Parlamentarisme fuldt ud« = »Rigsdagsparlamentarisme« (Det citerede er udh. i F.); »Hvis jeg overhovedet skulle kaldes Parlamentarist, tror jeg netop, ... jeg var Rigsdagsparlamentarist« (F. 1883/84 sp. 778 f).

72. F. 1883/84 sp. 780 f. M. svarede med tildels hojst tvivlsom ret, at denne grundsaetning gjorde sig gaeldende bade i England, Holland, Belgien, Spanien, Portugal, Italien og Graekenland (F. 1883/84 sp. 781).

73. F. 1883/84 sp. 2092; sml. F. 1883/84 sp. 724 fog 780.

Side 53

traede tilbage, for oppositionen kom med et program, som regeringen
kunne billige 74.

I bestrEebelsen pa at fa gennemfort sin parlamentarisme via Estrups fald agiterede partihaderen Monrad endog dette forar for oprettelsen af et nyt parti, det moderate hojre, der kun i en eneste henseende skulle slutte sig til venstre, »nemlig i den europasiske Grundtanke, at en magteslos Magthaver ei bor fastholde Magten« 75. Det blev imidlertid ikke til noget med dette parti, som Monrad havde taenkt sig baseret pa den kraftige, oplyste, velhavende borgerstand i Kobenhavn, pa de gamle liberale, der til hans fortrydelse havde ifort sig godsejernes liberi.

For det blev snart klart, at man staevnede lige mod bruddet. Landstinget sluttede atter tasttere op om Estrup. Sa staerkt som nogensinde bebrejdede Monrad dette ting, at det havde hengivet sig til den politiske lidenskab, at det ikke havde bevaret sin ophojede dommerstilling, men havde taget parti i kampen, sluttet sig til ministeriet og stillet sig fjendtligt over for folketinget ved at tilegne sig visnepolitikken over for de af folketingets initiativ udgaede lovforslag, at det med andre ord ikke hovedsagelig, som et forstekammer burde, havde set pa sagerne frem for personerne. Tydeligt nok fandt han, at landstinget burde have unddraget Estrup sin politiske stotte, fordi denne ikke havde evnet at skabe et tillidsforhold ogsa til folketinget, et tillidsforhold, som var sa betydningsfuldt, ikke mindst mellem ministeriet og repraesentanterne for den bevasgelse i folket, der var masgtig som naturkrcefterne⁷⁶. Hvor masgtig den var, viste folketingsvalget i juni 1884. Efter sin dundrende valgsejr her kunne venstre ikke ventes at ville give kob, og ogsa. Estrup manifesterede, bl. a. ved sin udnaevnelse af Bahnson til krigsminister, sin vilje til kamp ud fra den opfattelse, at et storre eller mindre oppositionelt flertal i folketinget ikke kunne vsere afgorende for kongens jrie valg af ministre 77. Dertil kom, at kongen, som Monrad erkendte, var »trofast; Trofasthed horer nu en Gang med til hans Natur, mod din Vilje vil han ikke lade dig gaa, thi han anerkjender og det med rette baade din Dygtighed og gode, redelige Vilje« 78.

Nu som altid la onsket om at skabe forfatningsmaessig og politisk balancebag
Monrads overvejelser. Som venstre for i tiden havde overdrevetbevasgelsen
mod venstre, saledes overdrev ministeriet den nu mod hojre

74. Jvf. herunder s. 83.

75. Morgenbladet 23/3 1884, Middelfart Avis 26/6 1884; jvf. Nyholm s. 447 ff.

76. Morgenbladet 18/5 1884; jvf. Morgenbladet 23/3 1884.

77. Jvf. P. Munch, Schultz' Danmarkshistorie V, s. 317 ff; V. Dybdahl, Politikens Danmarkshistorie 12, s. 161 ff og 166 ff.

78. Morgenbladet 23/3 1884.

Side 54

ved at blive siddende, selv om det ikke kunne sastte sin vilje igennem 79. Striden stod om kravet til ministeriet herom, ikke som haevdet af Estrup og hojre om kongens ret til at vaelge sine ministre, hasvdede Monrad atter i november 1884. Uden dette krav til et konstitutionelt monarki folger en jaevn undergraven af det bestaende, ikke blot af landstinget, hvis moralskeindflydelse ikke er nasr sa stor som tidligere, men ogsa »af selve RegjeringensMyndighed« og vi drives og er blot i disse par ar drevet uhyre og i en foruroligende grad over til venstre 80.

Da Monrad fra februar 1885 for alvor blev betaenkelig ved, om Estrup ville ga yderligere til hojre og endog indlade sig med »en provisorisk Tojte«, strammede han i ligevaegtens interesse sit krav om indforelsen af parlamentarismen og karakteriserede atter det estrupske regeringssystem, ikke som et konstitutionelt system, men som et ikke fuldt udviklet parlamentarisk system 81.

Samtidig indskaerpede han sa staerkt som nogensinde betydningen af sin nej-teori. Det af regeringen forelagte forslag af 20. feb. 1885 om en midlerridig finanslov erklasrede Monrad ud fra denne for abenbart grundlovsstridigt. Den nye praksis, som ministeriet hermed ville ind pa, var konstitutionelt noget aldeles nyt: regeringsforslag, der ikke er afslaet af begge ting, har gyldighed 82. Dette svarede, fandt Monrad rammende, helt til regeringens anden nye praksis: krav om samstemmen mellem tingene for at regeringen skal ga af, ikke for at den skal blive 83.

Under den livlige konstitutionelle debat i samlingen 1885-86 oven pa udstedelsen af den provisoriske finanslov af 1. april 1885 rasede Monrad mod provisoriet, hvorved man havde faet »en ny Forfatning«. Efter denne »kan Regjeringen tage ogsaa de Penge, som ere naegtede af et af Thingene ... i alt Fald med en Henvisning til Rigsretten«. Man var naet dertil, at hvad ministeriets tilhaengere ansa for at vsere statens vel, det var overste lov 84.

Men det skulle blive vaerre endnu. Oven pa den kongelige resolution af

79. Morgenbladet 24/2 1884. Ganske vist havde venstre ved overdrivelsen forhalet parlamentarismens udvikling, men »paa den anden Side bliver Ministeriet siddende for laenge; man kan slide et Par Stovler saa nser, at de ej kan forsaales . . . Hvis Ministeriet var gaaet af samtidig med det store Brud i det forenede Venstre, sad det maaske nu atter ved Roret«.

80. F. 1884/85 sp. 146 og 152.

81. F. 1884/85 sp. 1166; jvf. sp. 1004 f, 592, 770, 782 (om regeringens pligt til at seette sin vilje igennem som parlamentarisk fordring); jvf. sp. 1212, sml. sp. 1471 (om det mellem rigsdag og ministerium nodvendige tillidsforhold, der »er en af de Grunde, hvorpaa de parlamentariske Ideer udvikle sig«).

82. F. 1884/85 sp. 942 f, 1084 f, 1337 f, 1474 f. 1722 ff; jvf. F. 1885/86 sp. 65ff.

83. F. 1884/85 sp. 1474 og 1725.

84. F. 1885/86 sp. 136 ff, 117 ff; jvf. sp. 1087 f.

Side 55

26. jan. 1886, der midt under rigsdagens samling, efter forkastelsen af den provisoriske finanslov, bemyndigede regeringen til forelobig at afholdede lobende udgifter, kunne der for Monrad »ikke laengere vsere nogenTvivl om, at Grundloven ligger knust, og at en ny Absolutisme er indfort« 85. Den eneste vej frem var nu kompromiset. Visnepolitikken, som Monrad aldrig selv havde kunnet folge, duede ikke, selv om man matte kunne indse dens anledning: regeringens fornasgtelse af den »i hele Verden« antagne grundsaetning, at regeringen skal samvirke med rigsdagenog bevirke samvirken mellem lovgivningsmagtens forskellige faktorer86. At virke for at landet fik en sadan regering blev Monrads ene store bestraebelse i hans sidste tid som folketingsmand. Det blev for ham i den situation »den usynlige livskraft« i grundloven, dennes store grundsaetning.For ligevaegtspunktet havde forskubbet sig sa staerkt mod hojre som nogensinde, hvorfor det var sa omsonst som nogensinde at krasve folketingetsovervejende indflydelse pa regeringsdannelsen. Man matte, syntesMonrad at mene, nojes med i forste omgang at sikre en tilbagevenden til det konstitutionelle monarki og passe pa, at det kongelige praerogativ i § 13 ikke led nogen »utilborlig IndskrEenkning«, hvad han ikke fandt kunne siges at vaere tilfaeldet ved, at kongen fulgte omtalte »store Grund- Scetning« 87.

Den parlamentarisme, som Monrad endte med at agitere for i storstedelen af sin folketingsperiode, la da som vist njer op ad hans ideal af et konstitutionelt styre. Ogsa i dette havde ministeriet pligt til at saette sin vilje igennem. Ogsa i dette var det kongens opgave at skaffe et ministerium, der kunne samarbejde med begge ting, og ogsa i dette krasvede det et tillidsforhold, hvorfor begge ting kunne nasgte at samarbejde og derved fremkalde ministerskifte.

Folgelig var det ikke svaert for Monrad i denne periode at tilslutte sig parlamentarismen - og ikke naer sa svaert, som Monrads herunder citerede forklaring og ordene »Ministeriet drev mig« i den dialektiske formulering kunne give indtryk af 88. Indirekte indrommede han selv i de redegorelser, han gav tinget for sin asndrede holdning til parlamentarismen, at han ikke ansa hovedforudsaetningerne for dens indforelse for opfyldt:

85. F. 1885/86 sp. 1040 f.

86. F. 1885/86 sp. 307; jvf. sp. 562.

87. F. 1885/86 sp. 562, 699; jvf. sp. 307.

88. Deter utvivlsomt M.s egne redegorelser (jvf. note 89) fra 1883 og 1886, der, som analysen i dette kapitel gerne skulle have vist, tillige er set i historisk forkortning og forenkling, som Bagge (s. 115-19) har tolket udviklingsgangen i M.s holdning til parlamentarismen i lyset af. Dette har bidraget til hans forenklede billede og saledes faet ham til at overse den svingning tilbage til konstitutionalismen, der ses af savel Red. som af Den stille Magt.

Side 56

»Jeg anser Parlamentarismen for at ligge saavel i Grundloven af 1849 som i den af 1866. Jeg har altid troet, at den med Nodvendighed maatte udvikle sig af den konstitutionelle Forfatning, men jeg troede tillige, at man maatte give Tid, at Folket maatte modtage en betydelig politisk Udvikling, inden den kunde gjore sig gjaeldende og at den maatte gjore sig gjaeldende af sig selv. Derfor kunde jeg ikke Andet end misbillige det, da man reiste det parlamentariske Banner, og jeg bekjaempede det efter Evne, men Ministeriet drev mig over til den anden Side ved at komme ind paa absolutistiske Afveie« 89.

For her som i alle disse redegorelser var det kun ministeriets misgreb
mod forfatningen, ikke folkets og folkeviljens modning og udvikling, som
Monrad anforte som arsag til sin tilslutning til parlamentarismen.

En naermere vurdering af, hvilken indflydelse Monrad og hans syn pa parlamentarismen har udovet pa de stridende partiers standpunkter, i hvor hoj grad det var Monrads fortjeneste, at venstregrupperne opgav deres rent folketingsparlamentariske krav i bestraebelsen pa at komme Estrup og landstingsparlamentarismen tillivs, er det umuligt at foretage pa forskningens nuvaerende standpunkt.

V. ASPEKTER I MONRADS KONSTITUTIONALISME OG PARLAMENTARISME

Der er to grundelementer, der konstituerer den moderne parlamentarisme, for det forste ministeriets emancipation fra den personlige kongemagt svarende til monarkiets frigorelse fra politisk standpunkttagen, for det andet etableringen af en ret god overensstemmelse, en temmelig naer forbindelse, en gensidig afhsengighed mellem ministerium og rigsdag i.

Udviklingen af disse elementer vil saedvanligvis, savel i det enkelte land som i den enkelte politikers ideverden, ga hand i hand, sa de modnes samtidigt, indbyrdes staerkt afhaengige som de er. Udviklingens hovedstadier, den aeldre konstitutionalisme, den yngre konstitutionalisme og den moderne parlamentarisme er naturligvis ikke skarpt adskilte, men gar gradvist over i hinanden.

Vil man na til klarhed over, hvor omtrentlig Monrad befandt sig i denne udviklingsproces, er det nodvendigt systematisk at analysere de enkelte aspekter i regeringsformens problematik, som han isaer beskaeftigede sig med, og opridse udviklingsgangen heri, for sa vidt den kan konstateres.

Udgangspunktet skal vsere en undersogelse af hans syn pa. ministeriets
sammensEetning under parlamentarismen og dermed af hans definition af

89. F. 1885/86 sp. 756; vedr. de ovrige redegorelser, se dette kap.s note 4.

1. Jvf. Axel Brusewitz, Forum 1920, s. 303 og Rasmussen s. 251.

Side 57

parlamentarismen. Denne undergik i den her behandlede periode en bemserkelsesvaerdigudvikling,
som deter af betydning at have for oje ved
analysen af de ovrige aspekter.

1. Definition af parlamentarismen: ministeriets sammensætning

I 1869 definerede Monrad i en polemik med »Fa2drelandet« den parlamentariske
regering saledes:

»Vi ansee det ingenlunde for tilstraekkeligt, at et Ministeriums ledende Medlemmer ere udgaaede fra Fleertallet (i den eller de lovgivende Forsamlinger), forat Ministeriet med Rette kan siges at vaere parlamentarisk. For at dette kan vaere Tilfaeldet, maae Ministeriets ledende Medlemmer tillige vasre Fleertallets virkelige Ledere«.

Dette var ifolge Monrad ikke tilfaeldet i Danmark, hvor saledes ingen af alle de grupper, hvoraf folketinget bestod, anerkendte en minister som sin leder 1. Tvaertimod var det sadan, at det stadig forekom mange, at der var en modsaetning mellem at vaere leder af regeringen og leder for et parti pa rigsdagen 2. »Hs. Majestaets Regjering har intet Parti, men den har heller ikke nogen Opposition. Stemmer alt dette ikke noiagtigt overeens med en Tilstand, under hvilken det parlamentariske System ikke er udviklet« 3.

Ministeriet skulle danne en samlet enhed savel over for kamrene som over for statsoverhovedet og regere i »Samklang med Flertallets Villie« 4. Der er nasppe nogen Tvivl om, at Monrad fandt, at flertalsregeringen skulle besta af et og samme partis ledere 5. At det eller de ovrige partier skulle udgore et klart alternativ til den siddende regering, indiceres af hans oppositionsbegreb 6. Regeringens flertal skulle vaere et rigsdagsflertal,ikke blot et folketingsflertal7. At rigsdagsflertallet skulle vasre fuldt balanceret, d. v. s. at landstinget skulle have lige sa stor indflydelse pa regeringenssammenscetning

1. Is. 92f.

2. I s. 85.

3. I s. 93; jvf. hans udtalelse i 1871 om, at han, selv om han var tilhaenger af ministeriet, dog ved valgmodet havde fremsat sin egen mening og ikke havde nojedes med at erklaere sin »fuldkomne Samstemmen med Ministeriet, hvorved i Lande med et parlamentarisk Ministerium Alt vilde vaere sagt« (Helsingors Avis 20/7).

4. I s. 89; jvf. herunder s. 83 f.

5. Jvf. saledes I s. 93, hvor M. taler om, at regeringen i Danmark »har intet Parti« (- ikke: ingen partier); tilsvarende: der er »ikke nogen Gruppe, som er ministeriel« (I s. 93).

6. Jvf. I s. 93.

7. II s. 203, jvf. herunder s. 84.

Side 58

geringenssammenscetningsom folketinget, ses af, at Monrad fandt, at en mand, der onskede at sta i spidsen for en parlamentarisk regering, matte skaffe sig flertal i ikke blot folketinget, men ogsa i landstinget, der lige sa fuldt som folketinget kunne umuliggore enhver regering, der ikke behagededet 8.

Monrads opfattelse la saledes naer op ad den klassiske engclske parlamentarisme, saledes som den almindeligvis opfattedes praktiseret i det 19. arhundrede, - nar bortses fra, at denne var en underhusparlamentarisme. Med en, som ogsa Fasdrelandet fandt, »saa snever Begraendsning« () af begrebel parlamentarisme var det ikke underligt, at Monrad matte karakterisere den i Danmark herskende konstitutionalisme som »det modsatte System* 10.

Omkring midten af 70-erne begyndte dette syn pa parlamentarismen for alvor at vakle. I 1874 fandt Monrad saledes, at demokratiet eller det forcnede Venstre havde en stor overvaegt i rigsdagen, om end den takket vaere grev Frijs' visdom, oprettelsen af 1866-forfatningens landsting, ikke var sa afgorende, som man ofte indbildte sig. Derfor matte Det forenede Venstre, hvis der overhovedet skulle vaere tale om en parlamentarisk regering, komme til en forstaelse enten med godsejerne eller de nationalliberale, der tilsammen havde storst indflydelse i landstinget¹¹. Dette synes at indicere 12, at Monrad nu ville lade en parlamentarisk regering udga fra flertallet i folketinget.

I 1876 havde Monrad for alvor udvidet sin definition af parlamentarismen.Hvor den hidtil havde vaeret knyttet til regeringsdannelsen, gjorde Monrad nu under indtryk af forfatningskampens forlob opmaerksom pa, at parlamentarismen kunne antage forskellig skikkelse, vasre af forskellig natur,vjere enten ministerfortaerende eller ministerskabende og ministerforteerende.Isaer den forstnaevnte kunne blive fordasrvelig og fremkalde ideliguro, nemlig hvis der f. eks. i en lovgivende forsamling var tre partier, hvoraf intet havde flertal, og de to partier altid forenede sig mod det, af hvis midte ministeriet var udgaet. Eller hvis der var to lovgivende forsamlinger,der ikke kunne enes. I Danmark havde parlamentarismen antaget den sidstmevnte skikkelse, med landstinget som ministerskabende, folketingetsom ministerfortaerende 13. Heraf tor man nok slutte, at Monrad nu i modscetning til tidligere kunne taenke sig at betegne en regering som parlamentarisk,selv

8. II s. 263 fog 265.

9. - citeret af M. i I s. 92.

10. I s. 86.

11. 1-4 s. 19 f.

12. Jvf. den kontekst, det her refererede star i.

13. 5-7 s. 11 f.

Side 59

lamentarisk,selvom den ikke havde flertal i den lovgivende forsamling14.

Den uklarhed i Monrads syn pa parlamentarismen, der vanskeliggor tolkningen, skyldtes naturligvis, at Monrad, der mere end nogen evnede at udtrykke sig stringent, havde sine synspunkter i stobeskeen, og at disse, da han jo i meget folte sig som organ for den offentlige mening, matte rette sig efter »Stillingen i den politiske Atmosfaere« 15. Nar Monrad udvidede sit parlamentariske begreb og nu helt havde forladt den snsevre klassisk prasgede definition fra 1869-70, hang det utvivlsomt sammen med, at han frygtede for at udsaette den konstitutionelle frihed for farer ved at fastholde denne. Allerede i 1869 udtalte han saledes, at han, hvis man derved kunne undga denne fare, »langt hellere« ville boje sig for Faedrelandets bredere definition 16.

I reaktion mod regeringens misgreb mod grundloven i 1877 folte Monrad
sig forpligtet til at gore det helt klart, at den parlamentariske regering
matte have sin basis i folketinget:

»Der er overalt i Europa en maerkelig Forskjel mellem det folkevalgte og det forste Kammer. Der er noget Frisk, noget Sprudlende, noget Oprindeligt i det folkevalgte Kammer, men der er ogsaa Tumlepladsen for yErgjerrigheden, Lidenskaben, Taabeligheden . . . Kampen om Magten, den systematiske Opposition, vil tidlig eller sent bryde ind i alle folkevalgte Kamre ... Men ... i det af Dommervaerdighedens Nimbus omstraalede Landsting, i Danmarks Senat, hos Fasdrelandets hoie Fsedre . . . vilde (en Kamp om Magten) vaere en aabenbar Selvmodsigelse, . . . i Strid med . . . et forste Kammers Begreb. Landsthinget vil altid se paa Sagerne, og ikke paa Personerne; det vil altid have Faedrelandets Vel for oie, og aldrig skele til Magten. Et Ministerium, der kan arbeide sammen med Folkethinget, vil altsaa vel kunne mode en Opposition hos Landsthinget, — det var ei godt andet, — men aldrig en systematisk Opposition. Maskineriet vil kunne gaa« 17.

Selv om denne opfattelse af parlamentarismen ikke la langt fra den folketingsparlamentarisme, der skulle sejre i 1901, ma det dog pointeres, at Monrad omhyggeligt undlod at komme ncermere ind pa, hvorledes regeringenskulle sammensasttes. Med hojres politiske sejr over venstre i de

14. Givet er det i hvert fald, at han siden, i 1882, tsenkte sig eksistensen af en parlamentarisk mindretalsregering, jvf. herunder s. 80 f.

15. 5-7 s. 12.

16. I s. 95.

17. 9-13 s. 41 ff. M. modsagde ikke sig selv ved fa sider leengere fremme (s. 47) at anke over den haltende folketingsparlamentarisme. For ved en sadan forstod han en parlamentarisme, der ansa det for tilstraekkeligt, at alene folketinget stottede ministeriet, der saledes skulle kunne saette sin vilje igennem pa trods af landstingets modstand ved oplosninger og provisoriske finanslove.

Side 60

folgende ar 18 fjernede Monrad sig atter noget fra denne opfattelse, og i
Den stille Magt definerede han 1882 parlamentarismen som:

»Parlamentets, Rigsdagens, og navnlig det folkevalgte Kammers, Folkethingets,
Indflydelse paa Valget af Ministre« 19.

Tonen er tydeligvis neddsempet i forhold til 1877, hvor han ikke definerede parlamentarismen. Forskellen mellem folketing og landsting pointeres stadigvaek, men ikke sa kraftigt som da 20. Landstinget levnes storre indflydelse end i 1877. Hvor en parlamentarisk kamp om magten i landstinget da erklaeres som en »aabenbar Selvmodsigelse«, skal der i 1882 ved regeringsdannelsen blot tages storre hensyn til folketinget end til landstinget2l, tages »sasrligt Hensyn til den Afdeling af Rigsdagen, hvoraf Administrationen staerkest paavirkes« 22.

Forskellen mellem 1869- og 1882-definitionen er ogsa abenbar. Hvor det i 1869 var en nodvendig forudsaetning for det parlamentariske regime, at partiflertallets ledere blev ministeriets ledere, der skulle rigsdagen nu kun have indflydelse pa valget af ministre, altsa ikke nodvendigvis pa de ledende ministre, endsige da alle ministrene. 1882-definitionen abnede mulighed for dannelsen af en parlamentarisk regering, der ikke nodvendigvis behovede at vasre en partiregering, endsige en flertalspartiregering, hvilket 1869-definitionen ikke gjorde. Den magt, der profiterede saerlig staerkt herved, var, som det siden skal vises, kongemagten.

Efter Monrads indtraeden i folketinget blev regeringssammensastningens betydning i hans parlamentariske begreb stadig ringere og endnu mere flydende og übestemt end i Den stille Magt. Kun en eneste gang i de fire ar i folketinget udtalte han sig her om sit syn pa landstingets og folketingets respektive betydning for regeringsdannelsen, og det skyldtes, at han nodtes dertil. Hans svar af 13. okt. 1882 viser, hvor langt han la fra den moderne folketingsparlamentarisme, hvor elastisk han sa pa problemet. Selv om det var »onskeligst«, at regeringen havde flertal i det folkevalgte kammer og kunne sastte sin vilje igennem i det andet ting, sa ville vi »have en Regjering, der . . . fyldestgjorde Parlamentarismens Fordringer, hvis den havde et Flertal i Landsthinget og kunde ssette sin Villie igjennem her i dette Thing (folketinget)« 23.

Siden da udtalte han i folketinget om regeringssammensastningen under

18. Jvf. herover s. 40.

19. 19 s. 15.

20. 19 s. 16 f, sml. 9-13 s. 40 ff.

21. 19 s. 15 f. Sml. citatet herover s. 59.

22. 19 s. 17.

23. F. 1882/83 sp. 239 f.

Side 61

parlamentarismen kun den rent konstitutionelle fordring, at ministeriet skulle vsere sammensat saledes, at det kunne samarbejde med flertallet i begge ting²⁴. Det ma dog naevnes, at hansom altid siden 1877, men aldrigsa kraftigt som da, nogle gange gjorde opmaerksom pa, hvorledes kampen ora magten matte have sit tyngdepunkt i folketinget2s, men at han undlod at omtale denne opfattelses eventuelle folger for regeringssammensaetningen.Det var folgelig ikke uden grund, at Rimestad i folketingetkunne beklage sig over uklarheden i Monrads parlamentariske fordring 2(!.

Det kan konkluderes, at Monrads syn pa regeringssammensaetningen under parlamentarismen fra 1869 til folketingsperioden bevaegede sig fra et snaevert, modsigelseslost, klassisk engelsk praeget syn til et bredt og favnende, fleksibelt syn, et syn, der ikke er til at skelne fra hans syn herpa under hans konstitutionelle system 27.

2. Kongen og regeringsdannelsen

I sit konstitutionelle system fandt Monrad det i 1864 rigtigt, som det hidtilhavde vaeret reglen ved alle ministeriers dannelse, at kongen, selv hvor dannelsen overdroges til en enkelt mand, udovede ikke liden indflydelse pa kabinettets sammensaetning¹. Han indrommede dog i 1869, at det ville vaere en stor og farlig vildfarelse, om man under det eksisterende konstitutionelle system »ansaae Kronen aldeles übunden i Valget af sine Ministre, og dersom man ikke betragtede det som en kongelig Pligt efter bedste Evne at straebe at finde Maend til Ministre, der baade i administrativHenseende ere deres Post voxne og som tillige formaae at samvirke med de lovgivende Forsamlinger« 2. Kongen skulle imidlertid selv tage

24. Se isaer F. 1882/83 sp. 2725; iovrigt en raekke st.

25. Jvf. F. 1882/83 sp. 3771; Morgenbladet 23/3, 18/5 og 9/12 1884.

26. F. 1883/84 sp. 781.

27. I fuld konsekvens heraf aendrede han syn pa de hidtil under 1866-forfatningen eksisterende ministeriers parlamentariske stilling. Hvor han saledes ikke i 1869 ansa ministeriet Frijs for parlamentarisk eller parlamentarisk fodt (I s. 93 ff), haevdede han det modsatte i 1883. Der var, sagde han da, nemlig »ved Valget af dette Ministerium taget Hensyn til at faae Maend, som kunde samarbejde med Flertallet i Thingene«. Hvor han omvendt i 1876 ansa ministeriet Estrup for parlamentarisk, nemlig landstings-parlamentarisk, fodt (5-7 s. 12; jvf. 5-7 s. 15 f), fandt han i 1883, at det ikke havde »haft nogen parlamentarisk Fodsel; thi der er ved dets Dannelse ikke taget Hensyn til en Samvirken med hele Rigsdagen, men kun med en enkelt Side af denne« (F. 1882/83 sp. 2725).

1. Friis s. 63.

2. I s. 96.

Side 62

initiativet hertil: et udtalt onske fra repraesentationen om at fa en bestemt
mand som konsejlspraesident, ville saledes vaere en afvej, et indgreb i det
kongelige prasrogativ, fandt han ;J.

Omvendt tillod Monrads snaevre definition af parlamentarismen fra 1869 ikke kongemagten meget spillerum ved regeringsdannelsen, hvad han selvfolgelig var klar over: »Det synes indlysende, at Kronen under nuvaerende Forhold maa faae en storre Frihed i Valget af sine Ministre, end om det parlamentariske System var gjennemfort« 4. Uden betydning skulle den dog heller ikke vaere i hans davasrende rigsdagsparlamentariske system, som han gjorde ret staerkt betinget: nar en mand havde skaffet sig flertal i begge ting, kunne der »neppe vaere nogen Tvivl om, at Kongen ved indtra'dende Ministerskijte (udh. her) vilde give ham det Hverv at danne et nyt Ministerium, forsaavidt (udh. her) Hs. Majestaet fandt det paa nogen Maade foreneligt med Landets Tarv« 5. Kongen var altsa ingenlunde forpligtet til i en sadan situation at afskedige det siddende ministerium. Hensynet til landets tarv, som kongen vurderede dette, gik forud for et parlamentarisk styre og dermed forud for, hvorledes rigsdagen vurderede landets tarv.

I reaktionsperioden mod folketingets forsog pa misgreb mod forfatningen horer man fra Monrad intet om kongens pligt til under det konstitutionelle system at sammensaette regeringen, sa den kunne samarbejde med begge ting. Vasgten lssgges derimod pa rigsdagens forpligtelse til efter bedste evne at arbejde sammen med det af kongen »i Kraft af den ham ved Grundloven givne Myndighed« valgte ministerium, idet den »aldeles« skulle glenime at sporge, om det var Peer eller Poul, kongen havde valgt⁽ⁱ. Imod folketingsparlamentarismen og dermed til stotte for, at kongen »af egen fri Drift« valgte sin regering, anforte Monrad i 1872 grundlovens § 17: »Kongen besaetter alle Embeder i samme Omfang som hidtil«, og dens § 59: »Ministrene have i Embeds Medfor Adgang til Rigsdagen«. »Hvis man havde onsket, at Ingen uden Thingenes Ledere skulde vasre Ministre, da havde man ikke optaget denne Bestemmelse«, lod det kort og godt 7.

3. II s. 30'); jvf. Rr. F. 2. Overord. Sml. 1864/65 sp. 1974, hvor M. er omhyggelig med ikke at udove indgreb i det kgl. initiativ.

4. I s. 96; jvf. dog det fig., der imidlertid ikke synes at sigte til regeringsdannelsen.

5. II s. 26:5.

6. 1-4 s. 42; jvf. II s. 266.

7. Roeskilde Avis 31/8 1872. Som kommentar til bestemmelserne i § 17, hvori der kan ske forandringer ved lov, hed det: »Hvad vilde man vel sige, hvis Een fremkom med det Lovforslag: »Ministerposterne bessettes fremtidig af Folkethinget«. Mon ikke selv det forenede Venstre vilde med forenet Latter modtage et saadant Lovforslag?«.

Side 63

Da det derimod var regeringen, der begik misgreb i 1877, blev Monrad foranlediget til at betone indskraenkningen i kongens valgmuligheder i den grundlov, der hjemlede parlamentarismen. Nasvnte passage i § 17 omtales ikke; § 13, der bestemte, at deter kongen, der udnsevner og afskediger sine ministre, var pa ingen made übegraenset, men naermere bestemt ved grundlovens andre paragraffer, saledes ved § 59. Ministrene havde ganske vist kun stemmeret i rigsdagen, hvis de tillige var rigsdagsmcend. Derved var der givet kongen mulighed for at sammensaette et ministerium, hvis medlemmer ikke var rigsdagsmaend, lige som en mand kunne vedblive at vaere minister, selv om han var faldet ved rigsdagsvalgene. Men samme paragraf viste imidlertid, hed det nu, at rigsdagen skulle udove nogen indflydelse pa ministeriets sammensaetning, for ellers ville man ikke have bragt ministeriet i beroring med rigsdagen, men ladet det forhandle med denne ved kongelige kommissEerer. Hertil kom, »at man ved at gjore hele Finantsloven, a lie Statens Indtcegter og Udgifter til Gj enstand for en aarlig Votering, har villet sikkre sig altid at have et Ministerium, der var i Samstemmen med Rigsdagen«. De omtalte paragraffers begrasnsning af § 13 fik Monrad til at drage den konklusion vedrorende kongens indflydelse pa regeringsdannelsen, at kongen, selvom det kunne vaere rigtigt undertiden at finde sig i sammenstod og rivninger mellem regering og rigsdag, ikke vedblivende kunne fastholde en regering, som en af rigsdagens afdelinger misbilligede. Kun undtagelsesvis, kun hvis statens vel fordrede det, kunne han have en regering, der ikke var baseret pa samvirke med rigsdagen 8. Monrad syntes altsa stadig at mene, at kongens vurdering af, hvilken regering der bedst varetog statens vel, i hvert fald i sidste instans, matte saettes over rigsdagens vurdering heraf.

Naeste og sidste gang Monrad mere udforligt udtalte sig om kongens indflydelse pa regeringsdannelsen var i Den stille Magt. I forlasngelse af den givne definition af parlamentarismen hed det: »Deter selvfolgelig Kongen, der vaelger (ikke: udmevner) Ministrene, men naar Parlamentarismen har gjort sig gjaeldende, saa nodes han i sit Valg at tage Hensyn til Rigsdagen, navnlig til Folkethinget« 9. Kongens staerkt ogede indflydelse i forhold til 1869-definitionen er sa indlysende, at den ikke behover kommentar. Omvendt la Monrads opfattelse i Den stille Magt af kongens indflydelse under parlamentarismen naer op ad hans opfattelse, refereret i dette afsnits begyndelse, af kongens indflydelse under det konstitutionelle system. Blot skulle kongen under parlamentarismen tage storre hensyn til folketinget end til landstinget.

8. 9-13 s. 38 ff.

9. 19 s. 15; jvf. 19 s. 17.

Side 64

Derved havde Monrad ved sin definition i Den stille Magt bevidst imodegaet
den i hojrekredse »hyppigt . . . (horte) Indvending mod Parlamentarismen,
at Kongemagten derved bliver for betydningslos«:

»Villien paavirkes, skjont fri, af Hensyn. Jeg skjonner ikke, at Kongemagten lider nogen utilborlig Indskraenkning, fordi Kongen vaelger de Maend til Ministre, der muliggjore en Samvirken med Rigsdagen, fordi han udsoger de Redskaber, hvorved Statsorganismens virksomhed fremmes. Paavirkes han ikke af dette Hensyn, saa paavirkes han af andre, der ere langt mindre vaegtige og betydningsfulde« 10.

Efter kort tids forlob som folketingsmand n gik Monrad bort fra, at kongen skulle tage storre hensyn til folketinget end til landstinget. Han stillede herefter i folketinget helt i overensstemmelse med den konstitutionelle praksis blot det krav, at kongen valgte ministre, der forstod at tilvejebringe en samvirken mellem tingene. Herved ville de kongelige prasrogativer ikke lide nogen utilborlig indskraenkning. Dette var, ifolge Monrad, savel hojre som venstre enige om, idet begge parter erkendte parlamentarismen og vedrorende den kun var uenige om, hvornar et ministerium burde ga af, underforstaet: ikke om, hvordan det skulle dannes 12.

Dermed var Monrad endt med ogsa her at laegge sin parlamentarisme helt op ad det konstitutionelle system, som han foretrak. Og det kan konkluderes, at han inden for dette system fra begyndelsen til slutningen af den skildrede periode naeppe, sa vidt det kan ses, mindskede kongens betydning for regeringsdannelsen. Mindst indflydelse tildelte han ojensynlig majestasten i tiden lige efter provisoriet 1877.

Der var derimod tale om en udvikling i hans konstitutionalisme, hvad
angar de vigtige tillids- og ansvarsbegreber.

3. Kongen og ministeriet: tillidsbegrebet *.

Den aeldre konstitutionalisme, ogsa kaldet torykonstitutionalismen, kan karakteriseres som en styreform, hvorpa monarkens personlige politiske overbevisning ssetter sit afgorende eller betydelige praeg, hvor monarkens tillid til regeringen er af meget storre eller storre betydning end repraesentationenstillid

10. 19 s. 21; jvf. det fig.

11. Jvf. herover s. 51 og 60 f.

12. F. 1884/85 sp. 1166; jvf. desuden bl. a. F. 1885/86 sp. 562 og 699.

1. Jvf. den mere udforlige behandling af tillidsbegrebet i afsnit 10.

Side 65

tationenstillidtil regeringen. Under den yngre konstitutionalisme saetter monarkens egen politiske overbevisning ikke sit betydelige eller altfor betydelige praeg, og tilliden mellem monark og regering er af mindre betydningend repraesentationens tillid til regeringen. Under parlamentarismenspiller monarkens personlige overbevisning ingen eller sa godt som ingen rolle, og deter ikke kongens, men repraesentationens tillid til regeringen,der er det alt afgorende.

Monrad udtalte sig ret udforligt om denne problematik i 1864. Idealet var ganske vist, sagde han da, »et Ministerium, der nyder Kongens fulde Tillid og ligeledes den lovgivende Forsamlings fulde Tillid«. Men for at bevare den unge konstitutionelle frihed og undga staerke kampe med kongemagten havde man undladt straks at indfore det parlamentariske system, de lovgivende forsamlingers fulde tillid til ministeriet, og disse havde modtaget og strasbt efter bedste evne at arbejde sammen med de af kongen valgte radgivere. »Efter denne Opfattelse er det en nfidvendig (udh. her) Betingelse for et Ministerium, at det nyder Kongens Tillid« 2. I mod- Scetning til Monrads parlamentariske system lasgges vaegten i hans konstitutionelle system pa kongens, ikke pa repraesentationens tillid, der kun under saerlige forhold var en naesten nodvendig forudsaetning for ministeriets forbliven 3.

Omstaendighederne afgjorde, om det var nodvendigt med fuld tillid ellerblot tillid mellem konge og ministerium. Over for den store og overhsengendefare for faedrelandet ved udgangen af 1863 fandt han det saledes»af den storste Betydning, at der var en noie Sammenslutning imellem Kongen og Ministeriet, at Ministeriet havde Kongens fulde Tillid«. Da kongen derfor fordrede visse modifikationer i ministeriet Hall, som flertalleti dette ministerium ikke mente at kunne ga ind pa, patog Monrad sig ud fra denne opfattelse, hsevdede han selv, dannelsen af et nyt ministerium.Ogsa en anden omstaendighed gjorde det nodvendigt, at ministeriethavde kongens fulde tillid, hans onske om »som Kongens tro Tjener« at arbejde paa, at kongen og hans dynasti kunde smelte sammen med det danske folk. Denne opfattelse la, ifolge Monrad, ogsa bag hans egen demissioni 1864: »Alene Kongens allerede tidligere udtalte onske om at

2. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 269 f; jvf. Friis s. 46 og 60. Nar M. taler om fuld tillid mellem konge og ministerium under sin davaerende parlamentarisme, betyder dette selvfolgelig blot, at kongen, i modsaetning til under konstitutionalismen, ikke kan have andet end fuld tillid til et ministerium, udpeget af repraesentationens flertal. Det svarer til M.s skarpe pointeren i 1864 af, at der ifolge forfatningens § 18 ikke kan »Andet end bestaae et Tillidsforhold mellem Konge og Folk« (F. 1863/64 sp. 1854 f).

3. Jvf. herunder s. 84.

Side 67

Skraaplan, hvis det lod sine Handlinger bestemme ei af egen Overbevisning,men
Kongevillie« 10.

Forst i 1882 udtalte Monrad sig naermere om forholdet under parlamentarismen.
Selv om han fandt »et Tillidsforhold mellem Ministerium og
Rigsdag saa overordentlig vigtig« n, betonede han dog:

»Kongens Velvillie eller Uvillie understotter eller modarbeider Attraaen efter at blive Ministre; forlaenger eller forkorter i hoi Grad den ministerielle Tilvaerelse. I det skjasbnesvangre oieblik, da der er Valget mellem en Oplosning eller et Ministerskifte, ligger hele Afg)<prelsen (udh. her) i Kongens Haand. Der er derfor neppe nogen Minister, der ikke onsker at tage alt muligt Hensyn til Kongens onsker« 12.

Denne opfattelse svarer vel naermest til forholdet under den yngre konstitutionalisme,
men ligger langt fra det ret moderne syn pa parlamentarismen,
som han i periodens begyndelse besad.

4. Kongen og ministeriet: ansvarsbegrebet

Endnu under den aeldre konstitutionalisme daekker ansvar og magt i praksis ikke hinanden. Suveraenen er trods sin grundlovfaestede uansvarlighed i stand til og foretraekker ofte at afskedige de ministre, der saetter deres egen overbevisning over den kongelige vilje. Ministeriet udgor ofte ikke nogen enhed over for monarken og star ikke i nser forbindelse med repraesentationen. Under den yngre konstitutionalisme daekker magt og ansvar ikke fuldt ud hinanden. Selv om ministeriet nu ofte udgor en enhed over for monarken, har denne stadig mulighed for at saette visse personlige onsker og politiske krav helt eller delvist igennem, fordi ministeriet, selv om dets forbindelse med reprassentationen er blevet ngermere, dog ikke har eller behover at have rygdaekning mod kongeviljen i et flertal i repraesentationen. Forst under parlamentarismen daekker magt og ansvar fuldt ud hinanden. Ministeriet udgor en enhed over for monarken, der i det hele nodes til at boje sig for ministeriet, fordi dette accepteres af et sadant flertal. Monarken har ganske vist ret til at blive spurgt, ret til at tilskynde og ret til at advare, men ansvaret og dermed magten og afgorelsen er ministeriets x.

Monark og ministerium skulle i folge Monrad udadtil udgore en enhed,
hvorfor det var et misgreb, at ministeriet Holstein offentliggjorde den kongelige,ikke

10. Red. s. 55. dette er M.s indtryk af Lehmanns opfattelse.

11. 19 s. 24.

12. 19 s. 21; jvf. det fig.

1. Jvf. den klassiske opfattelse heraf under parlamentarismen i W. Bagchot, The English Constitution, 1867.

Side 68

gelige,ikkekontrasignerede handskrivelse, der var et svar pa den schjorringskeadresse 2. Enehandling fra monarkens side, uden medvirken fra den ansvarlige ministers side var utilstedelig. Kongens virksomhed skulle som folge af uansvarligheden altid vaere middelbar, hvad Monrad selv som konsejlspraesident bestrsebte sig pa at sorge for 3. Der burde vaere en naer personlig og faglig kontakt mellem monarken og ministrene, sa disse kunne holde kongen godt underrettet om sagerne og soge at overbeviseham uden at befale over ham. Den naere kontakt var ligefrem et programpunktfor Monrad, vistnok i modsastning til de fleste af hans nationalliberalekolleger, og han Sogte selv uden held som minister at skabe et naert tillidsforhold til Frederik VII og til Christian IX 4.

Selv om: »Deres Majestaet! deter mig, som har Ansvaret«, i reglen var et vasgtigt ord i ministerens mund og ofte bevaegede en hersker til at opgivesin egen mening, var hans stemme »naturligviis trods Ansvarsloshedenofte msegtig og afgjorende i Statsraadet« 5. Monrads egen holdning som konsejlspraesident i 1864 kaster et vist lys over, hvor msegtig og afgorendeen rolle han onskede at tildele monarken. I statsradsmodet den 20. juni blev der taget bestemmelse om London-konferencens skaebne. Monradlod i realiteten kongen vaelge mellem to fremgangsmader, som ministerietvar rede til at tage ansvaret for: 1. fastholdelsen af Sli-linien som dansk ultimatum. 2. Quaades modforslag om voldgift mellem linierne syd om Flensborg-Tonder, nord om Slesvig-Frederiksstad. l ville vasre ensbetydendemed krig, og kongen valgte denne losning 6. Selv om Monrad ved denne betydningsfulde afgorelse overlod valget til kongen, og det i en situation, hvor han tilmed selv syntes tilbojelig til nye indrommelser frem for krig 7, tor det dog ikke heraf sluttes, at han i almindelighed ville tildele monarken storre indflydelse pa sadanne afgorelser end ministeriet,

2. 1-4 s. 27; jvf. Stavnstrup s. 332; Friis s. 75; Valla s. 30: Valla var ikke »nogen kluntet Klodrian, der traekker sin Konge ind i Kampen«. I 1865 var M. sengstelig for, at kongehusets stilling skulle drages ind i den indviklede forfatningsstrid, jvf. F. 1864/65 sp. 2387 f.

3. Red. s. 64; jvf. F. 1863/64 sp. 952 f.

4. Friis s. 46 og 60; F. 1863/64 sp. 202; jvf. herover s. 66 f. H. T. 10. R. IV s. 315 Se i ovrigt Stavnstrup s. 152 f, 156, 195 f, 217 ff, 234 ff, 246 f, 256 fog Nyholm s. 240 ff og 267.

5. Us. 181.

6. Friis s. 183 ff; Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 274; Red. s. 135 ff, jvf. Neergaard, Under Junigrundloven, II s. 1352 ff.

7. Red. s. 135 (»Min egen Tilboielighed gik i samme Retning« - nemlig som Halls, der var imod et ultimatum); Friis s. 185; sml. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 274 (»at jeg ikke kunde vaegre mig ved«). Jvf. Stavnstrup s. 249 f. Nar Nyholm (s. 415) omtaler M.s hensyntagen til kongens onske som sofisteri, ud fra den opfattelse, at det trufne valg var imod kongens onske, er dette med urette, da der i den givne situation ikke var andre politisk mulige fremgangsmader.

Side 69

at han altsa stod helt pa den aeldre konstitutionalismes standpunkt i 1864. For situationen var speget, Monrad selv havde pa dette tidspunkt mistet overblikket over den 8, og tilmed var det ham, netop sa kort efter det nye og übefaestede dynastis indsaettelse, magtpaliggende at skabe sa hjertelig og nser forbindelse som mulig mellem kongen og landets regering₉. Hertil kom, at problemet vedrorte saerlig monarkiets integritet¹⁰.

I redegorelsen fra 1880 fandt Monrad det tilstedeligt at gore en alternativ indstilling, idet ansvaret ikke derved ville komme til at hvile pa kongen. Han kom til det resultat ved at skelne mellem det moralske ansvar pa den ene side og det politiske og juridiske pa den anden. »Det hele og fulde Ansvar«, d. v. s. det politiske og juridiske ansvar, ville ved en alternativ indstilling hvile pa ministeren, der ved en sadan erklaerer, »at han er villig til at overtage Ansvaret for det Alternativ, som maatte blive foretrukket«. Det moralske ansvar derimod »kan en konstitutionel Konge aldrig (udh. her) fritages for . . hvis man ei vil forvandle ham til en Dukke, der kun nikker Ja til de af Repraesentationens Flertal (sic! v) tagne Beslutninger«, hvad Monrad altsa tydeligt nok i 1880 var langt fra at onske.

Dette »moralske Ansvar fremtraeder ikke alene i Beslutningen om at afskedige eller beholde et Ministerium, om at oplose eller ikke oplose den representative Forsamling, men ogsaa naar der er Talen om Afgjorelsen af store betydningsfulde Sager«; dertil undertiden endogsa ved »en Raekke af smaa Sager ved den Retning af Styrelsen, der antydes ved dem«.

Til dette moralske ansvar, der gav kongen pligt til at gore sin personlige indflydelse gaeldende, svarede en »overordentlig stor Indflydelse«. At dette for Monrad gjaldt ikke blot under konstitutionalismen, men ogsa under hans senere parlamentarisme, kan ikke undre med det indhold naer op ad konstitutionalismen, som han gav denne i 80-erne. Som eksempel pa den parlamentariske monarks indflydelse naevner han i Den stille Magt den engelske dronning, som han endog fandt »ligesaa maegtig som den russiske Keiser« 12. Dette var ikke blot en konstatering af, hvad Monrad ikke helt med urette betragtede som en historisk realitet, men ogsa en agitation for, hvordan den konstitutionelle og parlamentariske konges stilling burde vaere: »Den konstitutionelle Konge skal (udh. her) ikke vaere blind, men seende«, som det ligefrem hed i redegorelsen 13.

8. Jvf. Stavnstrup s. 245 ff; Neergaard, Under Junigrundloven, II s. 1354 ff.

9. Jvf. herover s. 65, sml. s. 28.

10. Jvf. Stavnstrup s. 247 f.

11. Dette indicerer, at M. tasnker pa den konstitutionelle konges situation under parlamentarismen.

12. 19 s. 21 f; tilsvarende i Red. s. 139.

13. Red. s. 137 f.

Side 66

skifte Cabinet maatte indvirke saaledes paa dettes Stilling, at den ikke blev holdbar«. For at arbejdet pa sammensmeltningen »kunde have Fremvsext, maatte Ministeriet have Kongens fulde Tillid, og ikke blot staae som et Ministerium, som Hs. Majestast holdt paa, fordi han ikke kunde faae et andet« 4.

Med denne opfattelse placerede Monrad sig i 1864 ret naer den aeldre konstitutionalisme. Herfra bevaegede han sig i de folgende ar hen imod og til den yngre konstitutionalisme, men kildematerialet tillader ikke en praecisering af udviklingsgangen.

I 1869 fandt han, at »det turde vzere ikke lidet tvivlsomt, om den storre Uafhasngighed af de lovgivende Forsamlinger under det . . . (konstitutionelle system frem for under parlamentarismen) enten kommer mest Kronen eller Ministerierne til Gode« 5. Og det forekom ham i 1870 vedrorende ministerkrisen omkring baron Plessens forsog pa at danne en ny regering i 1864, at det monradske ministerium efter denne burde vaere gaet af, fordi det var kaldet til magten »vaesentligt« ved kongens tillid °. Monrad talte altsa nu ikke mere som i 1864 om nodvendigheden af kongens fulde tillid.

Efter 1877 blev Monrad tvunget til at lasgge storre vasgt pa tilliden mellem representation og ministerium end mellem konge og ministerium 7. Dette farvede ikke mindst hans redegorelse fra 1880 om 1864. En sammenligning af denne med Monrads oprindelige redegorelse fra 1864 indicerer 8, at Monrad nu stod pa eller nasr den yngre konstitutionalismes stade. Vedrorende omtalte ministerkrise omtalte Monrad i 1864 og 1870 ikke ministeriets forhold til reprassentationen. I 1880 hedder det: »Skjont Ministeriet ingen Modstand havde fundet i Folke-Repraesentationen«, hvilede det vaesentlig pa kongens tillid 9. Og i modsastning til i 1864 omtales det i 1880, at »Kongen havde off ret sin egen Overbevisning for Ministeriets Villie i den store, skjaebnesvangre Sag (novemberforfatningens antagelse)«. Derfor kunne han »vel fortjene, at man i en Sag, der var af forholdsvis ringe Betydning (kongens krav om to ministres fjernelse fra ministeriet Hall) rettede sig efter ham«. Derfor kunne Monrad ikke dele Lehmanns opfattelse, ifolge hvilken »Ministeriet kom ind paa en farlig

4. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 270 og 275.

5. I s. 96.

6. 1 s. 101 f. Kongens tillid forekom dog stadig M. sa vaesentlig, at den var mere afgorende end ministeriets forpligtelse til at fore den politik igennem, man var blevet enige om.

7. Jvf. herunder s. 85.

8. - Nar den sammenholdes med hans syn pa tilliden mellem regering og rigsdag; jvf. note 7.

9. Red. s. 133 f.

Side 70

Dette viser, hvor langt Monrad stod fra sin liberalistiske samtids moderne parlamentarisme, saledes fra William Gladstones opfattelse. Denne indrommede blot, at monarken, og det forudsat en raekke positive personlige egenskaber, kunne, ikke burde vaere en vigtig faktor. Han fandt det ingenlunde nodvendigt for den betryggende ministerielle udovelse af kronens vidtstrakte praerogativer, at han var det, og pointerede i overensstemmelse hermed, at ingen adskillelse kunne vasre mere afgorende for den engelske forfatnings fungeren end adskillelsen mellem suveraenen og kronen.

Forskellen i de to maends syn pa, hvor stor en indflydelse monarken burde og kunne have, svarer til forskellen i deres syn pa ansvarsbegrebet. Ifolge Gladstone kunne monarken ikke have ansvar, magt og ansvar skulle daekke hinanden, og han talte folgelig ikke om monarkens moralske ansvar, men om hans »moralske . .. indflydelse (udh. her)« 14. Da der i virkeligheden nasppe kan siges at vasre nogen forskel mellem politisk og moralsk ansvarlighed 15, var Monrads skelnen mellem kongens moralske ansvar og regeringens politiske ansvar, sa vidt jeg kan se 16, et forsog pa at kamouflere den deling af ansvaret for udovelsen af regeringsmyndigheden mellem monark og regering, der skulle sikre kongen fortsat indflydelse.

5. Kongen og grænsevogtningen

Det kan konkluderes, at Monrad ikke, hverken for eller efter 1877, vedrorende dette aspekt naede ud over den yngre konstitutionalismes stade. Nar Monrad tildelte monarken personlig sa stor politisk indflydelse pa regeringssammensaetningen og regeringspolitikens udformning endnu i sine seneste ar, skyldtes det ikke mindst, at samarbejdet mellem landsting og folketing fra slutningen af 60-erne knirkede vaerre og vserre og til sidst brod sammen, dels fordi forst folketinget, siden landstinget ville tilrane sig magt pa den andens bekostning, dels fordi intet ministerium efter ministeriet Frijs havde evne eller vilje til at formidle samarbejdet. Nar sa hertil kom, at den offentlige mening var splittet i modsat rettede kraefter i, bliver det forstaeligt, hvorfor Monrad fandt sig foranlediget til at saette sin lid til den personlige kongemagt som den eneste mulighed for at fa lost det politiske livs hardknude.

14. W.Gladstone, Kin beyond Sea, Gleanings from Past Years I, 1879, s. 232 ff.

16. Jvf. Aage Friis (H. T. 10 R. IV s. 149), der, i ovrigt uden at komme naermere ind pa problematikken, finder, at M. i virkeligheden gar uden om sporgsmalet om tilstedeligheden af at gore en alternativ indstilling.

15. M. setter da ogsa i anden sammenhaeng lighedstegn mellem moralsk og politisk ansvar, jvf. 19 s. 22 f.

1. Jvf. herunder s. 93 og 94.

Side 71

Han matte i den situation skabe et billede af kongen, der svarede til og kunne retferdiggore den ham tillagte store betydning og indflydelse. Derfor fremstillede han, stroet rundt om i sine skrifter 2, i splinter et veritabelt kongespejl til opbyggelse for Christian IX og til styrkelse af kongens autoritet i befolkningen.

Herskeren skulle vaere mild, aedelmodig, ridderlig, hojsindet, trofast, retfserdig og tapper, inderlig religios, have en kaek og udholdende karakter, men dog forsta »at give efter, nar det var absolut nodvendigt«, sadan som pave Eugen forstod det over for Baseler-konciliet i 1433 3. Kongen burde vzere en ven af videnskaberne, selv laese digtning og isasr historie. Han skulle vaere vidtskuende, klar, rolig, lidenskabslos og ordholdende, ligesom det var »en nodvendig Egenskab« at kunne overse og glemme krasnkelser, isasr af personlig karakter: »Det forekommer os«, hed det i 1870, »at Hs. Majestast har saa tilstraskkelig viist, at han er i Besiddelse af denne for en Regent saa kostelige Egenskab, at det uden Tvivl er ugrundet, naar man har yttret Frygt for, at Valget af Hr. Krabbe (der »ved en enkelt Leilighed har tilladt sig en Yttring, der maa ansees som fjendtligsindet mod Dynastiet«) til Formand (for folketinget) skulde kunne forstyrre Kongens gode Forhold til Rigsdagen, og da navnlig til Folkethinget« 4.

Det var kongens store opgave at gore sig til et med folk og faedreland: »deter den store Tanke, hvorpaa Kongemagten hviler, at Kongen ei skal have sit eget Hjerte, men at Fsedrenelandets Hjerte skal banke i hans Bryst«. For at realisere dette mal, matte kongerne ikke blot glemme selv egne og bornenes interesser for faedrelandets vel, men ogsa glemme alle ydre fortrin »og fole sig i Forhold til dem, der staae under dem, som simple Dodelige«. Ligeledes var den personlige beroring mellem konge og folk, hvorved man delte »hinandens Glaeder, fordi de i Virkeligheden er faelles«, seerdeles vigtig 5.

For virkelig at blive et symbol pa nationens enhed var det dog isaer
nodvendigt, at kongen ikke blev nogen partikonge. Gang pa gang appelleredeMonrad
til kongen personlig om at tilvejebringe en over partikasvlethaevet

2. Jvf. isaer I s. 21 f; II s. 20 ff, 350, 389 fog 393 f; Roeskilde Avis 31/8 1872; 1-4 s. 16 og 48; Valla s. 22 ff, 76, 78, 227 ff og 257 f; 5-7 s. 70; 9-13 s. 16, 46 og 61; 14-18 s. 77 f; Red. s. 66 (»Hans Majestaets rene, ridderlige, over alle Krogveie oploftede Karakter«), 143 og 144; Middelfart Avis 17/5 1882, Morgenbladet 23/3 1884, Middelfart Avis 26/6 1884.

3. Valla s. 24. Jvf. M.s ros til Christian IX, fordi han samvittighedsfuldt gav sig tid til at overveje, inden han underskrev forfatningen af 18. nov. (F. 1863/64 sp. 202).

4. II s. 392 ff.

5. Prasdikener s. 509; Red. s. 143 f; Valla s. 230 f; II s. 389 f; I s. 114.

Side 72

lethaevetregering, der kunne samvirke med begge ting, sa man undgik misgrebmod eller brud pa forfatningen. Staerkest lod appellen i tiden efter finanslovprovisoriet1877, hvor »Kongens aedle Skikkelse« tradte frem for Monrads »Tanke og virker trostende og beroligende« pa hans angst for grundlovsbrud 6. Som konsekvens af denne opfattelse fandt Monrad det saledes i 1869 med adresse mod visse hojrekredse »ligesaa usandt som anmassende om noget enkelt Parti vilde tage det gode Forhold mellem Konge og Folk og smykke sig med det som med en Partidragt« 7.

Partierne matte aldrig blive mal i sig selv, men kun midler for kongen, nemlig »til at fremme, hvad han anser (udh. her) for Landets Vel« 8. At kongen skulle symbolisere nationens enhed og vsere haevet over partipolitisk stillingtagen, betod da ikke, at han og monarkiet skulle frigores fra politisk stillingtagen. Den konstitutionelle konge skulle tvaertimod nsermest overtage den rolle som maegler mellem tingene, som hans konstitutionelle partilose idealregering tidligere havde skullet opfylde, og som Monrad ikke rigtig havde tiltro til, at de nye partiregeringer evnede at opfylde 9.

Deter ogsa pa baggrund heraf, at man ma forsta den rolle som grcensevogter mellem statsmagterne, som Monrad tildelte kongen. Allerede i 1870, for fronterne statsmagterne imellem var stivnede, fandt han, at den rolle gav den frisindede kongemagt »sin hojeste betydning«, idet »Begr<endsningens Nodvendighed er Frihedens Grundvold«. Tilsvarende hed det i de folgende ar over for venstreledernes opposition ikke mod ministeriet, men mod kongen og over for forborgne trusler om borgerkrig fra venstres side, at ingen var forfatningen mere tro end kongen, der omhyggeligt vagede over den forfatningsmaessige frihed 10. Af sammenhasngen i de naevnte tilfaelde fremgar det, at rollen som grasnsevogter, der passede godt sammen med hans nej-teori og eftertryk pa magtdelingen i forfatningen, var tiltasnkt ikke kongens ansvarlige ministre, men kongen selv. I overensstemmelse hermed appellerede Monrad savel i 1877 som i foraret 1885, da han fra Estrup frygtede et grundlovsstridigt finanslovprovisorium, til grundlovens saerlige vasrner, kongen, om ikke at »tillade, at der skete . . . grove Brud paa Grundloven« n.

Det kan vedrorende kongens rolle i det politiske liv konkluderes, at

6. 9-13 s. 61. Jvf. desuden bl. a. I s. 19; 14-18 s. 77 f; Red. s. 252; F. 1884/85 sp. 1338. Selv direkte brevskrivning til den konstitutionelle konge indlod M. sig pa, jvf. Vedel V s. 404.

7. I s. 21; jvf. F. 1883/84 sp. 1904.

8. F. 1883/84 sp. 1904.

9. Jvf. herunder s. 78 ff.

10. II s. 396; 1-4 s. 16; 5-7 s. 70. Om kongens forfatningstroskab og manglende fristelse til statskup, jvf. i ovrigt F. 1863/64 sp. 203.

11. F. 1884/85 sp. 1338; 9-13 s. 61.

Side 73

Monrad stod langt fra den moderne parlamentarisme. Kongen skulle ikke nojes med at symbolisere autoriteten, sadan som f. eks. Bagehot og Gladstoneforlangte, men sammen med og stottet af sit ministerium udgore og udove denne. Med denne opfattelse bidrog Monrad, der nod sa overordentligstor en autoritet pa forfatningspolitikkens omrade, sandsynligvis til at oge den personlige kongemagts lyst til og mulighed for at gore sig gaeldende i det politiske liv i Danmark og dermed vel ogsa til at forhale den moderne parlamentarismes fulde gennemforelse. Endnu i de forste par artier efter systemskiftet kunne denne kongemagt som bekendt gore en indflydelse gasldende, der gik ud over de graenser, som en Bagehot elleren Gladstone, men derimod ikke Monrad, ville traekke.

6. Ministeriets solidaritet

Under aeldre konstitutionalisme hersker der ringe eller ingen solidaritet, svarende til, at regeringen ikke udgor nogen enhed over for hverken konge eller representation. Efterhanden som den yngre konstitutionalisme taenger igennem, bliver enheden storre, og det kollektive ministeransvar gor sig mere og mere gaeldende. Deter imidlertid forst pa det moderne parlamentariske udviklingstrin, hvor kongens vilje ikke mere spiller nogen rolle, og ministeriet udgor en virkelig enhed over for denne og repraesentationen, at det kollektive ministeransvar bliver et uomgaengeligt baerende princip, der dog kan tolkes mere eller mindre strengt.

I 1874 udtalte Monrad sig principielt om den enkelte ministers ansvar:

»Enhver Minister baerer det hele og udelte Ansvar for den af ham tagne Beslutning, og han kan ikke overfore nogen Del af dette Ansvar paa nogen af sine Kolleger, om disse end under den faelleds Raadslagning have indvirket paa hans Beslutning. Fastholder man ikke denne Saetning, saa svinder Ansvaret bort under Ens Haender, og der bliver Ingen tilbage, til hvem man kan holde sig« i.

Denne skarpe formulering ma nok ses pa baggrund af Monrads onske om i nogen grad at unddrage sig ansvaret for krigsforelsen i 1864 og i stedet for understrege krigsminister Lundbyes ansvar. Han modificerede dog udtalelsen ved at skelne mellem et ansvar pa. forste hand, hovedansvaret,og et ansvar pa anden hand. Krigsministeriet havde saledes faet tankenom befasstningen af Dannevirke: »Samme Ministerium baerer derfor utvivlsomt Hovedansvaret herfor. Da jeg var Medlem af det Kabinet, der besluttede Dannevirkes Befasstning, saa er det ingenlunde min Agt at unddragemig den Del af Ansvaret paa anden Haand, der hviler paa det samledeMinisterium

1. 1-4 s. 67.

Side 74

ledeMinisteriumfor den enkelte Ministers Beslutning, som har vaeret Gjenstandfor faelleds Overveielse« 2. Andenhandsansvaret pahvilede altsa, i god overensstemmelse med regeringssolidariteten, kun det samlede ministerium,hvis det havde deltaget i decisionsprocessen 3.

Monrad understregede betydningen af solidariteten ved i en udtalelse, der ikke vedrorte skyldproblemerne fra 1864, at papege, at en minister ikke var »eneraadig i de Regjerings-Handlinger, der ere underlagte hans Ministerium; han er i denne Henseende begraendset saavel ved Hs. Majestaets Villie som ved det samlede Ministeriums Overbeviisning udh. her)«. 81. a. derfor kunne en minister ikke gore krav pa, tvinges til eller vaere forpligtet til fuldt ud at gennemtvinge sin egen overbevisning, slet ikke som den var, for han blev minister 4, men heller ikke som den var, efter han var blevet det⁵.

Selv om det gav et ministerium »en sjelden Fasthed«, nar »ensartede Overbevisninger« sluttede sig sammen, som i regeringen Estrup 6, sa foretrak han dog tydeligt nok, at der fandtes »Afskygninger« i den politiske overbevisning, dels fordi det var en betingelse for sagernes alsidige provelse og overvejelse, dels fordi det var vanskeligt at fa »selvst£endige« ministre uden sadanne afskygninger. Disse matte godt, synes Monrad at have ment, komme til orde udadtil, men nar dette skete, var det en »fuldkommen Selvfolge«, at kun konsejlspraesidenten talte pa regeringens vegne. Det afgorende var, at ministrene var enige om selve regeringshandlingerne, derimod slet ikke, om de havde forskellige motiver til, om der ikke la helt samme overbevisning bag den enighed. Nogen »dyb Disharmoni« mellem en minister og hans kolleger, nogen betydelig uenighed om ministeriets politiske beslutninger og kurs, nogen virkelig » agreement to differ«, fandt han dog ikke eller na?ppe tilstedelig 7.

Is£er pa et felt var der meget snaevre graenser for, hvor langt en minister burde ga pa akkord med sin »Overbeviisning«, et begreb som Monrad dog ofte brugte i ret vid og 10s betydning 8, nemlig hvis den politiske beslutningvedrorte hans eget ministerium. I sa fald gik det ingenlunde an,

2. 1-4 s. 65. Tilsvarende vedr. krigsministerens tanke om at romme Fredericia, I—4 s. 81. I Red. (s. 73) synes M. yderligere i 1880 at ville formindske det samlede ministeriums ansvar herfor ved en tvivlsom skelnen mellem et aktivt og et passivt ansvar.

3. Jvf. Karl Staaff, Det demokratiska Statsskicket 11, 1917, s. 204.

4. - Undtagen hvis han havde faet overdraget regeringsmagten pa et bestemt program, jvf. II s. 430 f.

5. Us. 431 f; jvf. 1-4 s. 91 f.

6. 5-7 s. 15.

7. Rr. 1862 sp. 1060; Dagbladet 20/6 1861; Middelfart Avis 12/4 1882.

8. Jvf. herover s. 37 f; sml. hans holdning til det politiske kompromis, herover s. 25, samt til den offentlige mening, herover s. 23 fog 25 og herunder s. 89.

Side 75

at hans uoverensstemmelse med det samlede ministerium lostes ved, at han
udforte den af dette tagne beslutning pa dettes ansvar:

En cerekjcer (udh. her) Ministers Beslutninger maae altid vaere i Overensstemmelse med hans Overbeviisning; lykkes det ham ikke at overbevise sine Kolleger, og kan han heller ikke selv forandre sin Overbevisning, saa maa han enten fratraede eller overtage Dannelsen af et nyt Ministerium« 9.

Monrad gav i redegorelsen fra 1880 en begrundelse herfor 10, der indicerede, at det vaesentlige i kravet til en minister om kim at blive, hvis han i det vaesentlige kunne fore sin vilje igennem, karakteristisk nok mere var hensynet til sagens kraftige gennemforelse end hensynet til det kollektive ansvar li.

Det kan dog konkluderes, at Monrad ansa dette for at vaere et sa vigtigt og baerende princip, at der ikke kunne opsta vanskeligheder for ham vedrorende dette aspekt, da han matte forandre »Overbeviisning« og betragte parlamentarismen i stedet for konstitutionalismen som det sande system. Noget lignende gjaldt, med et vigtigt forbehold, hans opfattelse af konsejlspraesidentens

7. Konsejlspræsidenten

Under den celdre konstitutionalisme savnes ofte en egentlig leder for regeringen, hvilken rolle monarken selv indtager. Under udviklingen over den yngre konstitutionalisme henimod parlamentarismen kommer hensynet til regeringens solidaritet og enhed over konge og representation til at spille en stadig storre rolle. Derfor bliver det stadig vigtigere, at regeringen far en leder, der er andet og mere end primus inter pares blandt ministrene, en leder, der har magt til at skabe den nodvendige enhed og solidaritet.

Monrads opfattelse af konsejlsprassidentens rolle fremgar isser af hans selvopgor i anledning af 1864. Det synes, men dette ma tages med forbehold1, som om han i redegorelsen fra 1880 staerkere end tidligere pointeredekonsejlsprsesidentens ledende, ja dominerende stilling i regeringen

9. 1-4 s. 67 f.

10. Red. s. 136 f; jvf. Red. s. 229 ff.

11. Jvf. M.s udtalelse, at han ved besaettelsen af ministerposterne i regeringen Hall i 1860 tog »mere Hensyn til anerkjendt Dygtighed i de sserlige Fag end til Afskygninger i den politiske Opfattelse«, Dagbladet 20/6 1861.

1. Det ma pointeres, at M.s storre betoning af Konsejlspraesidentens ansvar i 1880 i ikke uvaesentlig grad kan skyldes, at han da var kommet begivenhederne i 1864 pa storre afstand og bl. a. derfor bedre talte ansvaret end for i tiden (jvf. Nyholm, kap. 55).

Side 76

og dermed i lobet af 70-erne naede frem til at give embedet en stadig storre lighed med premierministerembedet i England. I 1880 indrommede Monrad saledes, »at enhver begaaet Feil til Syvende og Sidst falder tilbagepaa ham, af hvis Indflydelse Ministeriets Sammensaetning er fremgaaet«2. Konsejlspraesidenten stod med andre ord med hovedansvaret, hvad man bestemt ikke far indtryk af i den tilsvarende redegorelse fra 1874 3. Konsejlspraesidenten havde, ifolge Monrad, en raekke kraevende opgaver og forpligtelser:

Det var hans uafviselige pligt i enhedens interesse at sorge for, at ingen minister satte sig ud over solidaritetskravet og foretog vigtigere politiske afgorelser uden hans billigelse, endsige viden. I redegorelsen fra 1880 fandt han det saledes utilstedeligt, at »Krigsministeren i hele Ministeriets Navn kunde meddele Overkommandoen Grundtraek af Krigsforelsen, der vare mig fuldstaendig übekjendte og tildels i en afgjort Strid med min Opfattelse« 4.

Det var hans opgave i ministeriet at vsere den overvagende kraft, impulsgiver og masgler mellem stridende opfattelser blandt de forskellige ministre eller mellem den enkelte minister og de organer, denne matte komme i strid med 5.

Forst og fremmest matte konsejlspraesidenten imidlertid forma at tegne ministeriet med sin politiske overbevisning og sit program: »For Taenkeren er det nok, (at denne Overbevisning (er) . . . bygget paa Sandhedens Grundvold), men ingenlunde for Politikeren. Han maa forstaa den store Kunst, naar han staaer i Spidsen for Styret, at forvandle sin Overbevisning til en hele Ministeriet, hele Folket besjaelende Aand« 6.

Kunne han ikke det, burde han trade tilbage 7, og med ham hele ministeriet, bortset fra fagministre som krigs- og marineministrene, som det under for landet farefulde tider af hensyn til kontinuiteten i deres ministerier kunne vasre eller var nodvendigt at lade fortsaette som ministre naesten uanset den politiske farve, det nye ministerium ville fa 8.

Hvis en politiker havde faet overdraget en bestemt opgave, hvad enten
det nu var af reprcesentationen eller af kongen, og ikke kunne fore den

2. Red. s. 231.

3. 1-4, brev 4. Sml. iovrigt tone og indhold i hans redegorelser for Dybbols for sene evakuering, 1-4 s. 68-72 og Red. s. 72 og 232.

4. Red. s. 232; jvf. Red. s. 229 ff; omtales ikke i 1-4.

5. 1-4 s. 92 og 66; Friis s. 89 f; Middelfart Avis 12/4 1883.

6. Red. s. 148 f; jvf. II s. 226. Sml. I s. 133.

7. Estrups regering kaldte han ligefrem i moralsk indignation for en programlos regering, fordi den ikke evnede at fore sit program igennem, og dog blev siddende (F. 1884/85 sp. 782).

8. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 1391 og 270 f; 1-4 s. 83.

Side 77

igennem, eller ikke kunne fore den dygtigt nok igennem, burde han af
hensyn til kongen, landet og regeringsmyndighedens vaerdighed trade tilbage9.

En konsejlspraesident matte endvidere ikke, fandt Monrad, selv om han i vid udstraekning opfattede sig som »praktisk« politiker 10, lade sig tvinge af omstaendighederne til at fore en politik, der gik imod hans strategiske mal, hans mere fundamental politiske program u.

Sidst, men ikke mindst havde konsejlspraesidenten som opgave at optrsede som hele folkets, hele nationens talsmand. Denne opgave kunne imidlertid ojensynligt nasppe, ifolge Monrad, pa de danske partiers davasrende udviklingstrin, forenes med et lederskab for et politisk parti, hvorfor han da ogsa vedblev at agitere for en regeringsleder, der sorgede for at hasve sig op over partikeevlet og sogte sin stotte i den offentlige mening 12.

Monrads onske om, at konsejlspraesidenten skulle holde sig over partivaesenet, var det eneste punkt, der adskilte ham fra at ga ind for en opfattelse af konsejlspraesidentembedet, som dette praktiseres eller i almindelighed onskes praktiseret i de moderne skandinaviske parlamentariske monarkier. Dette punkt og dermed hans syn pa partierne var imidlertid sa vaesentlig for ham, at det mere end noget andet hindrede ham i at forlade den yngre konstitutionalisme til fordel for en moderne parlamentarisme, som han var klar over matte baseres pa. et ret fast partisystem, hvad konstitutionalismen ikke krasvede.

8. Ministeriets parlamentariske basis

Det politiske livs udvikling afhang nemlig ifolge Monrad af partilivets udvikling. I sin fortrolighed med menneskenaturen var han klar over, at enkeltmennesket hyppigt ud fra forhandsindstilling, bevidst eller übevidst, havde truffet sin afgorelse, for eller imod, inden hans overvejelse begyndte. Hvor derimod det ene parti overtog »for«, det andet parti »imod«, matte begge anstrenge sig af yderste evne, hvorfor sagen fik en mere alsidig, mere sandhedskaerlig 1 overvejelse 2. Det var da ikke underligt, om han fandt partilivets karakter af afgorende betydning for, om det parlamentariske system kunne virke eller ej.

9. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 275 og 1817; II s. 430 f; I s. 132 fog 101 f.

10. Jvf. herover s. 25.

11. Red. s. 129

12. Jvf. saledes Red. s. 148 f; 14-18 s. 77-82; I s. 206. Jvf. iovrigt herunder s. 93.

1. Jvf. M.s opfattelse af, hvorledes sandheden fordelte sine momenter, herover s, 28.

2. Is. 18

Side 78

I 1869 betragtede han dannelsen af et nogenlunde fast flertal pa de lovgivende forsamlinger som en nodvendig hovedbetingelse for parlamentarismens indforelse 3. Denne betingelse, som han, som tidligere ointalt, snart sa mere og mere opfyldt, var endnu ikke til stede i 60-erne. Partierne var da yderligt svagt sammenhsengende, ikke blot fordi »et ledende Medlem, der bliver Minister*, maske delvis af traditionelle grunde »i Reglen mister sin Indflydelse som Leder«, men ogsa fordi det ikke la for danskeren, der »helst saa nogenlunde (ville) have sin egen Mening übeskaaren«, at danne partier. Flertallet kunne derfor veksle flere gange dagligt, alt efter de foreliggende sager, og faldt fra hinanden i ret lose smagrupper 4.

Hertil kom, at det ikke var ligegyldigt, hvorledes det eksisterende grundlag for partierne, disses beskaffenhed, var. Det var saledes langt fra onskeligt, at partierne som i Frankrig baseredes pa agitation henholdsvis for og imod republikken, hvad der ogsa her, som Monrad lod skinne igennem, var tendens til. Forst nar partidannelsen begrsensedes af troskab mod dynastiet, kunne der uden fare (nemlig for revolution) gives den et temmeligt frit spillerum. Det var heller ikke onskeligt at basere partidannelsen hverken pa den urealistiske skandinavisme eller pa nationale forskelle, hvilket sidste havde »medvirket til vore Ulykker«. Endelig var det ikke det mest onskelige, at partidannelsen skete efter staender, hvilket »forekommer . . . endnu paa Rigsdagen«.

Derimod sa Monrad tydeligt nok et ideal i en partidannelse, der »aldeles forlader Hensynet til Stand og kun lader sig bestemme ved de forskjellige politiske Anskuelser (udh. her) angaaende Samfundets (udh. her) rette Udvikling« 5. For man naede dette udviklingstrin, for partierne stod, ikke som repraesentanter for en staenderegoistisk interessepolitik, men for en samfundssindet ide- eller anskuelsespolitik, var landet ikke modent til en parlamentarisk regering 6. Som omtalt⁷ fandt Monrad aldrig denne fordsaetning dsaetningfor parlamentarismens indforelse ordentlig opfyldt.

Det var den ikke übegrundede angst for, at grupperne skulle udvikle .ig til interessepartier, der bade for og efter 1864 sa stcerkt fik Monrad il at bekaempe benasvnelserne bondestand, intelligens og godsejerstand (»Bonderne ere (ikke) nogen Stand, . . . de ere Statsborgere, ligesom alle Andre«)⁸. Angsten bidrog ligeledes til at fa ham til ikke blot at agitere

3. I s. 95.

4. I s. 85 f.

5. I s. 19-26.

6. 1-4 s. 12 ff; I s. 24 ff; I s. 95; II s. 265; F. 1882/83 sp. 3192 ff. Rimeligvis har M. haft den engelske partideling for oje, som den da almindeligvis opfattedes, nemlig som betinget af ide - meget mere end af interesseforskelle.

7. Jvf. kap. IV.

8. Rr. 1863 sp. 786 f. Jvf. Bagge s. 114 f.

Side 79

for og hsevde, at statslivet og det borgerlige samfundsliv udgjorde to forskelligesfaerer i en konstitutionel stat med almindelig stemmeret (»Grossereren forsvinder . . . Sukkerhandelen bliver borte . . . tilbage staar den politiske Mening«)!), men ogsa til at rase imod visse hojrekredses ligefremme forslagom genindforelse af en stsenderforfatning, der for Monrad ville betyde,at standen for borgeren blev vigtigere end staten og faedrelandet¹⁰. Endelig fik den ham stedse til at propagandere for det partilose rigsdagsarbejde,hvor det var regeringens opgave, uden at binde sig til noget parti, at give rigsdagen sa meget arbejde med praktiske sporgsmal, at den glernte partistridighederne u.

Hengivenheden for sagen fik til det sidste Monrad til at foretrcekke konstitutionalismen frem for parlamentarismen. Forstnaevnte hvilede nernlig ikke pa den vederstyggelige partilidenskab, der fortserede sa megen kraft og kastede »et forvirrende Farveskjaer over de Sager, der behandles«. Sa- Isenge man kun sa pa sagen, var det »hyppigt let af udfinde Forholdsregler, hvorom tilsyneladende (udh. her) modsatte Anskuelser kunne forene sig«. For menneskene var nemlig »langt mere enige«, end man skulle tro, hvis man kun betragtede deres ytringer om »hverandres« personer og anskuelser 12. Endnu i sine seneste ar matte Monrad derfor tilsta, at han ikke formaede selv at losrive sig fra det konstitutionelle udviklingstrin, fra den antipati mod de partier, hojre og venstre, som han gang pa gang, forgives, som han folte, havde besvaerget om ikke at »aede hinanden i Parti- Had* 13. Den mand, der, som den enspamder og alsidige individualist han var, stedse havde foretrukket at sta mceglende mellem grupperne (»Vi horer til den politiske Parti, der ikke horer til noget Parti« U, evnede heller ikke i 80-erne at slutte sig til noget parti, selv om det, som han indrommede, var forudsaetningen for at kunne »udrette noget som Politiker« 15.

Under konstitutionalismen var det endnu muligt at skabe, hvad der
for Monrad, pa folkets davserende udviklingstrin, matte sta som den ideelleform

9. 14-18 s. 90; sml. 9-13 s. 53 f. Jvf. 14-18 s. 85 ff, hvor hans ideal af en borger findes: »gjennem sin Hengivenhed for Konge og Kongehus, gjennem sin Kjserlighed til Faedrenelandet, staar han i et, af hans Stand aldeles uafhasngigt, Forhold til Staten. Gaar Staten til Grunde, saa vil den gode Borgers Hjerte blode, om end hans Stand kommer i staerk Blomstring ved Forandringen« (s. 91).

10. 14-18 s. 97.

11. Jvf. Bagge s. 114; bl. mange steder i tiden efter 1869: Roeskilde Avis 31/8 1872; F. 1883/84 sp. 2094; Middelfart Avis 12/1 1886; Vedel VI s. 566.

12. Roeskilde Avis 31/8 1872.

13. Jvf. saledes 5-7 s. 14 f, hvor M. endog, som i Morgenbladet 16/3 1884, er inde pa tanken om et-arige ministerier for at fa partierne til at opgive kampen om magten.

14. I s. 180.

15. Middelfart Avis 12/1 1886; Vedel VI s. 566.

Side 80

elleformfor partidannelse, nemlig to partier, der opstod, hver gang en stor sags gennemforelse, som f. eks. forsvarssagen, krsevede det, og oplostes igen, nar den var lost. Monrad agiterede herfor endnu i 70-erne for derved at komme ud over den herskende lovgivningsmaessigt trosteslose tilstand IC.

Da det imidlertid under folketingsarbejdet fra 1882 snart gik op for ham, at det ikke ville lykkes for ham at fa reformarbejdet sat i gang under de davaerende unormale konstitutionelle forhold, og han derfor nodtes til at »ga ind for« parlamentarismen, opgav han udadtil sit syn pa de faste partiers fordaervelige indflydelse pa reformarbejdet og de store sporgsmals losning. Hvor parlamentarismen herskede, fandt han saledes i 1883, vilde en sa betydelig sag som faedrelandets forsvar ikke som her blive blandet sammen med politiske hensyn, men partierne ville der udkaempe deres politiske partistridigheder pa enkelte underordnede punkter 17. Monrad endte da abenbart med - og det isasr for forsvarssagens skyld - at gore en dyd af nodvendigheden og acceptere de eksisterende partier i Danmark som brugbare baser for den parlamentariske regering.

Monrads syn pa, hvordan regeringens forhold til partierne under konstitutionalismen burde va^re, er behandlet af Bagge 18, og da det ikke aendrede sig i 70-erne og 80-erne, skal jeg ikke komme naermere ind herpa. Hvad angar samme problem under parlamentarismen, fandt Monrad i periodens begyndelse utvivlsomt, som vist, at den parlamentariske regering skulle baseres pa et parti og have flertal i hele rigsdagen, mens han i lobet af 70-erne lod den fa basis i folketinget, mest udpraeget i tiden lige efter provisoriet 1877 19. Siden undlod han, som maske allerede i 1876, at stille det krav, at regeringen skulle have flertal i begge ting 20; og selv tanken om en regering baseret pa et parti med mindretal i folketinget var ham ikke fremmed, som det fremgar af Den stille Magt. Pa det tidspunkt var der ifolge Monrad i folketinget tre partier, det radikale venstre, det moderate venstre og hojre, hvoraf ingen havde en afgjort overvaegt²¹. Derimod synes han ikke at have taenkt sig muligheden af en flertals-koalitionsregering af to (eller flere) partier, nasvner den i hvert fald ikke.

Deter ikke svaert at indse, hvorfor Monrad matte se med overvejende sympati pa en sadan egentlig mindretalsparlamentarisme, idet den i grundenfik regeringens tilvaerelse til at minde meget om dens tilvcerelse i det af ham foretrukne yngre konstitutionelle system. Risikoen for bratte samfundsomvaeltningerog

16. 5-7 s. 25 f; jvf. I s. 22.

17. F. 1882/83 sp. 3290.

18. Bagge s. 113 ff.

19. Jvf. herover s. 57 f.

20. Jvf. herover s. 58 fog 60.

21. 19 s. 18.

Side 81

fundsomvaeltningerogligefremme politiske systemskifter eksisterede ikke. Regeringen stod ikke over for en opposition, et oppositionsparti, der var i mindretal, men over for to (eller flere) oppositionspartier, der var staerkereend den i tal, hvorfor den nodtes til at fore politik ved fra sag til sag at samle et flertal i folketinget, dertil ogsa i landstinget. Dette var en borgenfor, at den politik, der fortes, blev en udpraeget kompromispolitik.

Det kan konkluderes, at Monrads syn pa regeringens forhold til partierne under parlamentarismen aendredes fra et klassisk engelsk prseget syn til et syn, der ngermede sig hans syn herpa under konstitutionalismen, og at dette hang sammen med, at han aldrig fandt partilivet i Danmark pa et sadant stade, at det var forsvarligt at tildele et enkelt parti enemagten i riget.

9. Ministeriet og repræsentationen: ansvarsbegrebet

Hvor ministeriet under den aeldre konstitutionalisme i overvejende grad udforte statschefens politik, var der ikke rigtig tale om et virkeligt politisk ansvar over for repraesentationen, men denne var henvist til at haevde sin indflydelse ved rigsretsanklager. Hvor ministeriet under udviklingen over den yngre konstitutionalisme frem mod den moderne parlamentarisme i hojere og hojere grad forte eller kunne fore sin egen politik igennem, veg betydningen af det juridiske ansvar for under parlamentarismen laenge at spille liden eller ingen rolle. Tilsvarende steg betydningen af det politiske ansvar over for reprassentationen.

I lobet af mellemkrigstiden betonede Monrad, som pavist af Bagge 1, under indflydelse af sin tro pa, at »en jevn og langsom Udvikling er Frihedens bedste Ven«, stadig mindre betydningen af det retlige ministeransvar i forhold til det politiske ansvar. Og i 1869 udtalte han ligefrem, at »den juridiske Minister=Ansvarlighed har i Virkeligheden meget lidet at betyde«. Det var sa sjceldent, den kom til anvendelse, og efter rigsrettens frifindelse af de af folketinget anklagede ministre i 1856 »falder det dog ikke Nogen ind at txnke paa Udarbeidelsen af en Lov om Minister₌ Ansvarlighed«. Hvad det nu »fornemmelig« kom an pa, »er det moralske Ansvar . . . den hos Ministrene udviklede i2Eresfolelse,i²Eresf0lelse, at de ikke ville blive paa deres Post, naar de ei nyde Fleertallets Tillid og saaledes ei kunne sastte deres Villie igjennem« 2.

Monrad karakteriserede i 1869 dette moralske ansvar som »Blomsten

1. Bagge s. 120 ff. - Da Bagge indgaende her har behandlet M.s syn pa det retlige ministeransvar og dets forhold til det politiske ansvar, skal jeg ikke komme ind herpa.

2. I s. 87; sml. II s. 320. Jvf. dog Bagge s. 129.

Side 82

i det parlamentariske System*. Men det betod ikke, at det kun kunne og burde findes i dette system, ikke under konstitutionalismen. Tvaertimod agiterede han ivrigt for dets faestnelse i dansk konstitutionel praksis, da han i lobet af 1869-70 begyndte at aengstes alvorligt for, at lovgivningsarbejdet skulle sygne hen. Over for den store uenighed mellem de tre statsmagter om faestesagen, der betod, at denne for det politiske forhold mellem de store og de sma bonder ifolge Monrad sa vigtige sag³ ikke kunne fores igennem, ankede han over, at man ikke som under parlamentarismen forlangteat »gjennemfore sin Villie i en saadan Sag; man siger ikke: »Her skal Skabet staae«, men man siger: »Her staaer jeg«, og dermed er man tilfreds.Neiet er staerkt, men Jaet er svagt«. For en mand, der som Monrad higede efter resultater, var en sadan tilstand ret utalelig, selv om han indrommede,at den havde »den Fordeel, at Udviklingen gaaer for sig i stor Besindighed« 4. Han ironiserede derfor skarpt over bade ministeriets og rigsdagens holdning til det moralske ansvar. I anledning af krigs- og marineministerRaasloffs »Selvmord« som minister i april 1870 lod det:

»Er (der) noget Land i Verden, hvor saamange Ministre selv gjore Ende paa deres hoie ministerielle Liv? Andre Steder forsvarer en Minister sin Tilvaerelse indtil det Yderste; hvis ikke Fyrsten skikker ham Strikken, saa bliver han, indtil Fjenden bringer ham det dodbringende Slag. Her stoder han ofte Svaerdet i sit eget Bryst«.

Raasloff burde havde begasret et tillidsvotum af rigsdagen og forst vaere gaet, nar det var blevet naegtet ham. For sa ville man »have Noget og Nogen at holde sig til. Man vidste, hvilke Anskuelser der havde seiret, og hvilke Masnd der vare villige til at paatage sig Ansvaret for at gjennemfore dem« 5.

Selv om Monrad i de folgende ar af taktiske grunde undlod at agitere for udviklingen af ministeriets parlamentariske ansvar, blev det dog stadig mere uudholdeligt for ham at folge den systematiske oppositions politik 6. Over for Estrups misgreb mod grundloven i 1877 knyttede han derfor traden tilbage til tiden for denne og betonede fra da af stedse meget staerkt nodvendigheden af at have ministre med magt.

I Den stille Magt fandt Monrad, at de ganske vist hyppige ministerskifterunder
parlamentarismen havde den store fordel frem for de ligeledes

3. I s. 209; II s. 2 f; 111 s. 7 f.

4. II s. 190 f; jvf. I s. 86.

5. Faedrelandet 28/4 1870. M. kunne med rette ikke se, at Raasloff, som denne selv mente, kunne have noget ansvar for, at lovgivningsmagten i Nordamerika ikke ville ratificere den vestindiske traktat, hvorfor dette ikke burde kunne vaere grundlag for en endelig beslutning om at traede tilbage.

6. Jvf. 5-7 s. 25 f.

Side 83

hyppige ministerskifter under det estrupske, byzantinske system, at man vidste, hvorfor en ministerforandring fandt sted, at man havde et sted at placere ansvaret. »Sin vaesentligste Stotte« havde parlamentarismen dog i hensynet til magten 7. Magtmotivet var i det hele taget selve nerven bag den holdning til regeringsformen, som han indtog. Han foretrak stedse den regeringsform inden for forfatningens rammer, der varetog hensynet til regeringsmyndighedenbedst. Kun i arene op imod 1877, da han frygtede forfatningensforlis, hvis venstres folketingsparlamentarisme indfortes, nodteshan en tid til at sla sig til tals med et modstandsministerium, der til gengaeld under de forhold, hvor lovgivningen var lammet, administrativt burde ga til »sin Myndigheds yderste Gr£endse« 8.

I lsengden kunne Monrad dog ikke finde sig i visnepolitik og modstandsministerier, hvorfor han da ogsa i reaktion herimod kaldte det »en aldeles ny og uhort Fordring« i Europas konstitutionelle historie, da Estrup fandt det uforsvarligt, at regeringen tradte tilbage for oppositionen kom med et program, som den kunne billige 9. Ikke i noget som heist land var oppositionen forpligtet til at stille et program 10. Monrad, der i begyndelsen af den behandlede periode ikke anerkendte noget oppositionsbegreb i sin konstitutionalisme n, endte saledes med at godkende et sadant heri og synes ovenikobet at have lagt dets indhold naert op ad det klassiske engelske begreb 12.

10. Ministeriet og repræsentationen: tillidsbegrebet

Svarende til udviklingsgangen i Monrads definition af parlamentarismen forandredes hans syn pa tillidsforholdet under parlamentarismen sig fra en klassisk engelsk opfattelse henimod en konstitutionel dansk opfattelse, fra et monistisk forhold mellem regering og representation henimod, men ikke hen til, et dualistisk forhold.

I 1864 udtalte han, vendt imod regeringen Bluhme, at han ikke, selv om

7. 19 s. 22 fog 19; jvf. brev af 14/8 1880, Fischer s. 386.

8. Brev af 13/1 1876, Krieger s. 311; jvf. Bagge s. 73 ff.

9. Jvf. Estrups opfattelse, F. 1883/84 sp. 2070.

10. F. 1883/84 sp. 2092 f; F. 1884/85 sp. 782; jvf. F. 1882/83 sp. 3290 f.

11. Jvf. herover s. 57.

12. Det synes nemlig (jvf. den her refererede opfattelse med bemaerkningen i F. 1883/84 sp. 2092 om Boisens tale), som om M. kunne samtykke i Boisens opfattelse, at det »til alle Tider har vaeret et af Oppositionens Praerogativer ... at have den Rettighed at kritisere, kontrollere og angribe, uden at vaere forpligtet til at laegge sit Program frem for det oieblik, da der ogsaa gives det Midler til at gjennemfore det« (F. 1883/84 sp. 2088).

Side 84

han troede, at hans e ;t kabinet havde staet den lovgivende forsamling noget nzermere end Bluhmes, ville »driste mig til (som denne) i den Grad at identificere sig med den lovgivende Forsamling, at jeg skulde mene, at den var et Udtryk for mine Meninger«. Det var ganske vist »en Fordeel, som flyder af parlamentaire Ministerier, . . . at de have et Fleertal at stotte sig til i... (de lovgivende) Forsamlinger, og ligesom danne en Eenhed med dem. Men saaledes som Ministerierne dannes og ere blevne dannede i vort Land, . . . er (der) vel en Samvirken saa stor som mulig, men ikke Eenhed i Opfattelsen« 1.

Under den eksisterende konstitutionalisme fandt Monrad blot, at overensstemmelsen behovede at vsere sa stor, at en samvirken kunne finde sted. Selv om repraesentationen saledes efter bedste evne burde soge at arbejde sammen med det af kongen udnsevnte ministerium, idet den ikke sa pa personerne, men pa sagerne 2, betod dette ikke, at den ikke kunne eller burde udtrykke tillid eller mistillid til ministeriet. I visse situationer, i for landet eller forfatningen (og dermed for landet) farlige tider var dette nemlig onskeligt eller overordentlig onskeligt. En konstitutionel ytring skulle i sa tilfaelde, synes det, for at have vaegt, for eventuelt at fa konsekvenser for ministeriets stilling, fremsaettes af begge afdelinger af rigsdagen. I 1864 fandt Monrad det saledes som konsejlsprassident overordentlig onskeligt, om rigsdagen³, hvis opgivelsen af Dannevirke havde berovet ham folkerepraesentationens tillid, ville give ham et mistillidsvotum. For et sadant ville han under »de nuvaerende Omstaendigheder« traede tilbage 4.

Utvivlsomt under indflydelse af frygten for lovgivningsarbejdets standsning begyndte han for udstedelsen af de 44s manifest at agitere for etableringen af et naermere tillidsforhold under konstitutionalismen, end der eksisterede, idet han ironisk bebrejdede rigsdagen, at den ikke udtalte hverken mistillid eller tillid, men elskede at veere pa »Frysepunktet«: » Skulde den blande sig i en ministeriel Krisis? Hvor usommeligt! Skulde den paatage sig et saadant Ansvar? Paa ingen Maade« 5.

I den folgende tid ytrede Monrad imidlertid et faktisk onske om at vende tilbage til »Frysepunkt«-stillingen. I 1874 udtalte han saledes, at der kun, hvor parlamentarismen herskede, kunne »vaere Tale om at have Tillid eller Mistillid til Ministeriet, om at vasre ministeriel eller antiministeriel;hvor

1. Rr. F. Overord. Sml. 1864 sp. 276 f, jvf. sp. 269.

2. II s. 266; jvf. 1-4 s. 21 f.

3. Rigsdagen fungerede da i rigsradets rolle, jvf. Bagge s. 112.

4. F. 1863/64 sp. 1031 og 957 f; jvf. Rr. Overord. Sml. 1863 sp. 235 f; Rr. F. 2. Overord. Sml. 1864/65 sp. 1974.

5. Faedrelandet 28/4 1870; jvf. hans gunstige modtagelse af folketingets adresse til kongen under ministerkrisen efter Frijs' afgang, II s. 212 f.

Side 85

steriel;hvordette System derimod ikke hersker, soger man altid efter bedsteEvne at arbeide sammen med den af Hs. Majestaet valgte Regjering«. Og det var kun i undtagelsestilfaelde, nemlig kun nar ministeriet i en uenighed med rigsdagen gjorde et sporgsmal til kabinetsporgsmal, at man nodtes til at stille sig selv det sporgsmal, om man skulle tage mest hensyn til, hvad der efter ens overbevisning var det forstandigste, eller rette sig efter minis_teriets anskuelser⁶. Men denne opfattelse, der ville placere ham helt pa den asldre konstitutionalismes grund, ma ses pa baggrund af hans opposition mod folketingets angreb, var udprseget taktisk og ikke udtrykfor hans davcerende holdning.

Mens Monrad i denne reaktionstilstand matte finde den mellem landstinget og folketinget opnaede enighed om finansloven i 1875 pa bekostning af ministeriet Fonnesbechs afgang grel og nedvaerdigende for regeringsmyndigheden (»kun et Fremtids = Ministerium ..et Ministerium i Taage=Skikkelse havde Rigsdagens Tillid (til), og turde betro Brugen af de bevilgede Summer*), foreslog han selv siden samme handel mellem de to ting, mod at Estrup gik af 7. Finanslovnaegtelse fra et tings side betragtede han savel da som sidenhen som misgreb 8. Imod ministeriets aftraeden efter den schiorringske adresse talte, at den ville danne et farligt praecedens for at folketinget ved sine adresser kunne indvirke pa ministeriers sammensaetning, et synspunkt han ligeledes fastholdt efter 1877 9.

Dette ar blev ogsa for tillidsbegrebets vedkommende et vendepunkt. Hvor Monrad i 60-erne havde onsket tillid mellem savel konge og ministerium som mellem dette og rigsdagen og o. 1864 og i 70-erne havde lagt vaegten pa tilliden mellem kongen og ministeriet, kom det fra nu af og resten af hans tid til at ligge mellem ministerium og rigsdag.

Formalet med, at kamrene i forfatninger, der som den danske var anlagtpa at vsere eller blive parlamentariske, var i stand til at sla ministerietihjel ved budgetnaegtelse, hed det saledes i 1878, var »at bevare en Samvirken (mellem administration og lovgivningsmagt) og at gjenoprette Tillidsforholdet, hvis deter forstyrret« 10. Nogen enhed mellem ministeriumog rigsdag skulle der dog ikke vasre tale om. Savel landstinget som folketinget skulle fra da af hver for sig kunne indvirke pa ministeriets stilling;dette

6. 1-4 s. 22.

7. 5-7 s. 10 f; F. 1884/85 sp. 1727.

8. 1-4 s. 24 f; 5-7 s. 26; F, 1882/83 s. 484 f.

9. 1-4 s. 26, jvf. herover s. 28; F. 1882/83 sp. 484 f. Utvivlsomt af hensyn til regeringsvaerdigheden onskede M., at det var regeringen selv, der sogte tillidsvotum i folketinget. Han appellerede gentagne gange til Estrup herom, jvf. saledes F. 1882/83 sp. 732 og 834.

10. 14-18 s. 84 f; jvf. det af M. udtalte formal med 9-13, s. 61 f: »at tilveiebringe et med hele Rigsdagens samvirkende Ministerium«.

Side 86

ling;dettebehovede nu i modsaetning til tidligere i reglen savel landstingetsom
iscer folketingets tillid n.

I Den stille Magt fandt Monrad det overordentlig vigtigt¹², at der var »et« tillidsforhold, derimod ikke fuld tillid mellem regering og rigsdag, hvilket ogsa ville have vaeret utopisk med den eksisterende afstand mellem de to ting. Selv om han ikke udtalte det, men tilsyneladende var omhyggelig med i forbindelse med sin omtale af tillidsforholdet at tale om rigsdagen og ikke folketinget, ma det vel ud fra hans definition af parlamentarismen i Den stille Magt antages, at han fandt, at tillidsforholdet mellem regering og folketing matte vaere storre end mellem regering og landsting. Indirekte gav han udtryk herfor i efteraret 1882 13. Under indtryk af, at Estrup og hojrepartiet satte sig stadig fastere i regeringssaedet, fraveg Monrad imidlertid snart i sit konstitutionelle eller rigsdagsparlamentariske system sit krav om folketingets overvaegt over landstinget og pointerede i 1883 for forste gang siden 1877, at der skulle tages lige stort hensyn til de to ting 14. Den opfattelse fastholdt han dog ikke helt konsekvent i hele den folgende tid 15.

Det kan konkluderes, at Monrad i den skildrede periode i sit konstitutionelle
system bevaegede sig fra et sted imellem aeldre og yngre konstitutionalisme
frem til omkring den yngre konstitutionalisme.

11. Det parlamentariske princip

I og med udviklingsgangen i Monrads opfattelse af tillidsforholdet mellem
regering og representation er ogsa udviklingen i hans opfattelse af det
parlamentariske princip * gennemgaet.

Det var for Monrad lige sa klart, som deter for eftertiden, at grundlovenikke, som venstre haevdede det isaer ud fra § 48, ifolge hvilken finanslovforslagetskulle behandles forst i folketinget, indeholdt nogen begrundelsefor parlamentarismen, sa lidt som den indeholdt noget pabud derimod, hvad hojre hasvdede, isa?r ud fra § 13, der tolkedes derhen, at

11. 9-13 s. 39. Jvf. herover s. 63.

12. Jvf. begrundelsen herfor i 19 s. 23 ff; F. 1882/83 sp. 485 f; Middelfart Avis 9/4 1883.

13. Jvf. hans udtalelse i F. 1882/83 sp. 241 (13/10 1882), at det, pa grand af stormen og lidenskaben i folketinget, var »saa overordentlig onskelig, at der er et Tillidsforhold mellem dette Things Flertal og Ministeriet«.

14. F. 1882/83 sp. 2563 f; Middelfart Avis 9/4 1883; jvf. F. 1883/84 sp. 725, 780 og 2092; F. 1884/85 sp. 152 fog 1166. Jvf. iovrigt herover s. 51.

15. Jvf. herover s. 53 og 60 f.

1. Om parlamentarismens saerlige kriterium, jvf. Rasmussen s. 251.

Side 87

kongen frit udnasvnte og afskedigede sine ministre 2. Sagt med Monrads terminologi: grundloven »hjemlede«, som allerede omtalt³, parlamentarismen,hvorimod den hverken var overparlamentarisk 4 eller antiparlamentarisk.

I tiden efter 1877 kunne Monrad ganske vist stotte venstre sd langt, at han fandt, at der politisk set fandtes stotte for, at hovedvsegten i det parlamentariske princip la i folketinget, ikke i landstinget. Ikke blot fordi finansloven skulle behandles forst i folketinget, der derved fik en overvejende indflydelse pa denne lovs enkeltheder og dermed kom til at sta administrationen nasrmest. Men ogsa fordi landstinget ved ikke at nedsaette staende finanslovsudvalg havde »ladet sig trasnge ud af sin berettigede (udh. her) Indflydelse paa Finansloven« 5. Dertil fordi det var folketinget, der var ministeranklager, hvorimod landstinget med hojesteret del tog i dommen og vejede ministrenes ansvar og brode 6. Folgelig fandt Monrad det abenbart, med den vaegt, han lagde pa magtdelingsprincippet i forfatningen, naturligt, at regeringen fik basis i folketinget.

Nar det derimod af venstres manifester og udtalelser, saledes af udtalelsenaf 6. april 1873, fremgik, at partiet begrundede sit krav om folketingsparlamentarismeud fra §§ 48 og 49 og ud fra folketingets anklageret mere juridisk (: forfatningen giver i almindelighed landstinget »en betydningsfuldOpgave i Lovgivningsarbejdet, men den giver det aldrig en i Henseende til Angivelsen af Forfatningslivets Retning ligeberettiget (udh. her) Stilling med det folkevalgte Kammer«)⁷, -sa matte Monrad stedse sige fra: »Begge Thing ere ligeberettigede (udh. her), begge deltage i den lovgivende Magts Majestaet, . . . men derfor ere de ikke eensartede« 8. Det var for Monrad siden hans ungdom »noget Logisk, at Parlamentarismenvar den usynlige Livsaande i enhver fri Forfatning«, men det kunne ikke nytte noget ved en juridisk betragtning af de enkelte bestemmelser i

2. Om venstres og hojres synspunkter, jvf. Himmelstrup s. 60 ff.

3. Jvf. herover s. 63 f. Jvf. iovrigt M.s argumentation herfor 9-13 s. 37 ff.

4. Af sammenhaengen fremgar det, at M. ved en overparlamentarisk forfatning forstod en forfatning, hvori parlamentarismen var et integrerende, statretlig übetvivleligt led. At det ikke var tilfaeldet i Danmark, begrunder M. bl. a. ud fra § 17, ifolge hvilken ingen embedsmaend kunne afskediges uden pension, hvorved deres massevise for statskassen dyre afskedigelse var forhindret. Jvf. M.s modstand mod det af folketinget i 1870 vedtagne forslag om at afskaffe departementscheferne for at lette overgangen til en virkelig parlamentarisk regering, II s. 136 ff.

5. 9-13 s. 41. M. havde i de foregaende ar appelleret til landstinget om at nedssette sadanne staende udvalg for at fjerne dette venstre-argument for parlamentarismen, jvf. saledes I—4 s. 34 ff.

6. 9-13 s. 41; 19 s. 17; F. 1882/83 sp. 241; jvf. herover s. 61.

7. Jvf. Himmelstrup s. 62.

8. 9-13 s. 40; jvf. 19 s. 16 f.

Side 88

grundloven at ville finde eller udelukke den. »Det ville vaere, som om En
vilde benegte Sjselens Tilvasrelse, fordi han ved at anatomere Legemet ikke
finder den nogetsteds« 9.

12. Den offentlige mening og ministeriet

Under den aeldre konstitutionalisme, hvor repraesentationen oftest udover svag eller ret svag indflydelse pa regeringen, er det isaer to led, der bestemmer politikkens retningslinier. I forste raskke den af kongens opfattelse dominerede eller staerkt praegede regering, desuden den offentlige mening. Under udviklingen over den yngre konstitutionalisme frem mod den moderne parlamentarisme falder kongens og stiger repraesentationens indflydelse pa regeringens politik og sammenssstning, og reprassentationen bliver i stadig hojere grad et udtryk for den offentlige mening. Under den yngre konstitutionalisme kan der tales om fire led: Kongen, regeringen selv, reprassentationen og den offentlige mening, der hver isaer i forskellige politiske situationer kan gore deres mere eller mindre selvstaendige indflydelse gaeldende med forskelligt indbyrdes styrkeforhold, i reglen med den offentlige mening som en vaesentlig eller meget vaesentlig faktor. Under den moderne parlamentarisme er der derimod i realiteten tale om et to-leddet forhold igen. Dels er kongen efter den yngre konstitutionalisme smeltet sammen med regeringen, der i det store og hele har overtaget udovelsen af alle vigtige kongelige prasrogativer. Dels er den offentlige mening eller vaelgerbefolkningen stort set smeltet sammen med reprcesentationen, og dens godkendelse af regeringen og dens politik anses for givet i og med reprassentationens godkendelse. Eftertrykket ligger altsa under den moderne parlamentarisme mods at under den aeldre og mere eller meget mere end under den yngre konstitutionalisme pa repraesentationens opfattelse, ikke pa den offentlige menings opfattelse, der kun i yderst sjaeldne tilfaelde kan fa afgorende betydning for en regerings skaebne *.

For at placere Monrads stilling til dette aspekt er det nodvendigt forst
at undersoge, hvilken magt og ret han tillagde den offentlige mening, og i
tilknytning hertil, hvad han forstod ved begrebet.

Povl Bagge har pavist, hvorledes Monrads opfattelse af den offentlige mening fra 1849 til 1864 aendrede sig i retning af en mere uforbeholden anerkendelse af dens magt og ret, og hvorledes den offentlige mening efter 1864, da Monrad selv oplevede sit storste nederlag i konflikten med en

9. F. 1883/84 sp. 354; jvf. sp. 724 fog F. 1885/86 sp. 562 og 756.

1. Jvf. Rasmussen s. 285 f.

Side 89

staerk folkestemning, for ham antog karakter af en naturkraft med en sadansuimodstaelighed2. 1864-nederlaget var imidlertid ikke den eneste grund hertil. Begivenhederne i Frankrig 1869-71 og deres efterdonninger i det ovrige Europa demonstrerede yderligere urkraften i denne offentlige mening for Monrad 3. Dertil kom en anden, taktisk betonet grund. Den mand, der i sa hoj grad byggede sin politik pa den offentlige mening, havde brug for at gore denne til en sadan urkraft eller stille magt i det politiskeliv, staerkere end nogen af statsmagterne, sa den desto bedre kunne tjene til at overbevise de stridende partier og befolkningen i 70-erne og 80-erne om sin evne til at vende sig imod og gore effektiv modstand mod alle misgreb mod forfatningen.

Monrads taktiske brug af den offentlige eller almindelige mening manifesteredes ved, at han gav begrebet et forskelligt indhold i de forskelJige politiske situationer, som han tog stilling til, idet han tilmed ikke altid gjorde det klart, hvilket indhold han lagde i det⁴.

Han opfattede den bl. a. som folkevilje, d. v. s. som massens eller den brede befolknings vilje. For denne side af den offentlige menings vedkommende skelnede han yderligere mellem en staerk alvorlig og en svag upalidelig folkeviljes. Naert tilknyttet folkeviljen stod folkestemningen, som politikeren, alt efter hvor dybtgaende den var, hvor bestandig eller übestandig den var, burde tage hensyn til eller imodega 6. Dertil opfattede han begrebet bade som en uorganiseret offentlig mening₇, og som en organiseret offentlig mening, pa hvilken sidste de mere konservative elementer i riget, isasr de dannede, udovede en meget betydelig indflydelse 8. Endelig opfattede han det dels som en dansk offentlig mening, dels som en europaeisk offentlig mening, der bade kunne vaere i strid med og i overensstemmelse med den danske offentlige mening.

Sa laenge Monrad ikke onskede parlamentarismen og isasr da ikke folketingsparlamentarismenindfort, altsa i tiden indtil 1877 og i arene efter Det forenede Venstres splittelse (ca. 1879-1882), er der en afgjort tendenstil, at han i konstitutionel sammenhseng ikke blot ret stasrkt forbinder begrebet med den organiserede hojreorienterede offentlige mening og

2. Bagge s. 178 ff og 182. Jvf. iovrigt Bagges betydelige bidrag (s. 178-83) til forstaelsen af M.s syn pa den offentlige mening.

3. II s. 343 f; jvf. ligeledes I s. 19, 124; II s. 343 f, 349 f, 355 ff; 111 s. 167 f, 179; 1-4 s. 48; 9-13 s. 16, sml. s. 29 ff; 14-18 s. 81 f; 19 s. 26.

4. Se herunder s. 90.

5. Se isaer I s. 127 ff; sml. I s. 123 og 133, jvf. herunder s. 92 f.

6. I s. 122 f, 130; 1-4 s. 14 f; 9-13 s. 16; Red. s. 54 ff og 239.

7. Den uorganiserede mening var ifolge M. isaer fremtraedende under absolutismen, Us. 58 f; jvf. 19 s. 22 f.

8. 1-4 s. 18: Red. s. 146 f.

Side 90

fremhaever de uheldige sider ved folkeviljen og folkestemningen, men ogsa i reglen opfattede den offentlige mening som et sasregent dansk fsenomen,der ikke behovede at svare til og i reglen ikke svarede til den europasiske tidsiind.

I 1869 hed det saledes, at landets forfatning skulle vaere et udtryk af den organiserede offentlige mening, ellers frigjorde denne sig »fra Forfatningen og mangen gjaeldende Lov og hsever ved sit uimodstaaelige Tryk det bestaaende Misforhold. Saa antiqveres Lovene, Lovbestemmelserne blive til dode Bogstaver« 9. Derfor var Monrad godt tilfreds med aendringen af landstingets sammensastning i 1866, idet »den almindelige Mening begyndte at indsee Nodvendigheden« heraf, da landstinget efterhanden mere og mere var blevet et »slet Aftryk« af folketingetlo. At Monrad her taenkte pa den hojreorienterede offentlige mening, er abenbart, som deter det, da han i 1874 tilrader Det forenede Venstre at lade den systematiske opposition fare »og vise et saadant Maadehold, at man kan vinde den offentlige Mening« n. Den offentlige mening, som Monrad opererede med i redegorelsen fra 1880 og i Den stille Magt for at fa venstre til at opgive visnepolitikken, var ligeledes temmelig hojreorienteret¹². Endvidere udtrykte han sin skepsis over for at folge tidsanden i de store lande. Man burde rette sig mere efter tilstandene i sit eget land, som disse havde udviklet sig med rod i fortiden, end efter forholdene i fremmede lande 13.

Nar Monrad i disse perioder fremdrog folkeviljen eller folkestemningen, var det dels for at give den ansvaret for nederlaget i 1864 (»Fremfor Alt synke (konjunktiv) det danske Folk aldrig saa dybt, at det skulde ville kaste Ansvaret for sin Villie og for sin Stemning over paa enkelte af sine B0rn« 14), dels for, som i 1872, at betone nodvendigheden af at tojle denne:

»Store Bedrifter har Folkevillien ovet, men den har ogsaa fort paa forfaerdelige Afveje. Hvem raabte: »Korsfaest! Korsfaest!? Folket! Hvem flokkedes om Kjaetterbaalene? Folket! Hvem lod Borgerblodet stromme i Frihedens og Lighedens Navn? Atter Folket og Folkevillien! ... Men der er en hoiere Myndighed! Sandheden og Retten! ... Desuden er Folkevillien altid og allevegne udsat for at fare vild i Stemninger, og mod disse traenges der til en Modvasgt, som her i Landet er givet ved Landsthinget og ved Kongemagten« 15.

9. I s. 183; jvf. 19 s. 3 ff; Rr. F. 2. Overord. Sml. 1864/65 sp. 841 og 1639; F. 1864/65 sp. 697.

10. II s. 433 f.

11. 1-4 s. 13; sml. 1-4 s. 18.

12. Red. Nr. VII, isaer s. 254; 19 isaer s. 13 ff og 29. Jvf. herover s. 47 f.

13. 1-4 s. 42; Skoleloven s. 10 og 17 f.

14. I s. 127; jvf. I s. 122 f, 128 og 130; Red. s. 54 ff og 239.

15. Faedrelandet 21/9 1872, jvf. Skoleloven s. 6.

Side 91

Da det derimod var hojre, som isaer bekaempedes, og parlamentarismen, som onskedes indfort i 1877-78 og igen i folketingsperioden, talte han altid mere positivt om folkeviljen og folkestemningen, som der nu skulle tages hensyn til. I 1877 advarede Monrad saledes skarpt Estrup og kongen mod ikke at negligere folkestemningen. »Styrtet i Stovet er Folke-Omstyrteren«, citerede han Esaias om Babylons Konge 10. Folketinget var nu ligefrem et barometer, som viste vejret ude i folket, og som det ikke kunne »nytte noget, at man bliver vred paa«: »Der gik min gode Guizot hen og lirkede ved Barometret og fik det til at pege paa smukt Veir, uagtet der var Uveir ude i Folket. Men hvorledes gik det ham og hans Herre?« 17. Mere moderat, svarende til hans siden hen mellem tingene mere balancerende parlamentarisme, udtalte han sig i 1884, hvor hansom det moderate Hojre »anerkjender en Folkevillie - ja, Folkevillien kan ogsaa tage feil - men, naar Folkevillien Aar efter Aar giver sig tilkjende (og onsker parlamentarismen indfort), saa maa der tages Hensyn til den. Blindt at modsaette sig Folkets Villie er Misgreb« 18.

Endvidere betonede Monrad ideligt i disse perioder det onskelige eller nodvendige i at vaere i pagt rned den almindelige europeeiske udvikling. Han kunne ganske vist ikke vaere med til kampen for parlamentarismen, men »efter min fulde Overbevisning vil det ikke kunne nytte noget at modstaa Tanker, der ligge i Tiden, europaeiske Tanker, . . . de ville gjore sig staerkere og staerkere gjaeldende« 19.

Monrad opstillede i 1869 den hovedbetingelse for oprettelsen af en parlamentarisk regering, at denne ikke blot skulle have et rigsdagsflertal, men ogsa den offentlige mening med sig₂₀. Den betingelse opgav han aldrig, og fandt han aldrig opfyldt. Sa sent som i 1886 udtalte han, at han altid havde troet, at parlamentarismen af sig selv matte have gennemtraengt nationen, alle samfundslag i denne, d. v. s. den offentlige mening, og at ene og alene ministeriet havde drevet Monrad over til den anden side²¹, d. v. s. til, selv om den offentlige mening ikke havde godkendt den, at onske den gennemfort.

At Monrad ikke fandt rigsdagens flertal tilstaekkeligt, men ogsa krae

16. 9-13 s. 30.

17. 9-13 s. 16; jvf. iovrigt naesten hele denne pjece.

18. Middelfart Avis 26/6 1884. Jvf. F. 1882/83 sp. 240.

19. F. 1882/83 sp. 655 f; jvf. sp. 241, 732, 2315 f, 3290 f; F. 1883/84 sp. 781, 2092 f, 2123; F. 1884/85 sp. 144 f, 152, 782, 1004 f, 1166; F. 1885/86 sp. 307; 9-13 s. 41; brev af 31/12 1877, Fischer s. 358.

20. I s. 95. - At M. her havde saerlig den mere hojre-orienterede offentlige mening i tankerne, er indlysende.

21. F. 1885/86 sp. 756; F. 1883/84 sp. 355; 19 s. 27 f; jvf. herover kap. IV, isaer s. 39 og 56.

Side 92

vede den offentlige menings godkendelse af den parlamentariske regeringsform,bundede i folgende. Ganske vist fandt han det i hoj grad onskeligt, at repraesentationen udgjorde et tro udtryk af den offentlige mening 22, men den danske rigsdag var ikke fuldt ud dette. Rigsdagsmaendenes, isasr folketingsnicendenes dygtighed og oplysning var ikke den bedste. Ligesom i en samtale and og andloshed, fylde af og mangel pa kundskaber udovede indflydelse pa hinanden, saledes ogsa pa rigsdagen. Jo dygtigere, jo mere veltalende, skarpsindig, kundskabsrig oppositionen var, jo mere indflydelseovede den pa regeringens dygtighed. Dygtigheden i folketinget udovedeligeledes indflydelse pa tingets stilling. Jo mindre dygtighed, jo mindreevne til at bruge den i grundloven nedlagte magtfylde. Endnu havde rigsdagen, fandt Monrad i 1869, »aldrig staaet paa et saadant Punkt, at de politiske Knefter, som Grundloven har nedlagt i den, ere komne til fuld Udvikling«. Den kraft, som rigsdagen lod unyttet, »fordamper og gaaer over i den offentlige Mening, der omgiver det europseiske Statssamfund,som Atmosphaeren Jorden«. Derved genoprettes i statens som i naturenshusholdning den tabte ligevasgt. Jo mindre kraft i rigsdagen, jo storre selvstaendig betydning fik med andre ord den offentlige mening.

Dette er baggrunden for den temmelig store indflydelse, Monrad pa folketsdavaerende udviklingstrin tillagde den (organiserede) offentlige mening,ikke blot i forhold til selve rigsdagen, men ogsa til partierne. Selv hvilende efter staerke bevaegelser udovede den offentlige mening stor indflydelseved at trykke pa. enhver bevsegelse, der ville forstyrre den i for hoj grad: »Saa maerkes kun svage, modsatte Luftninger af Smaa=PartiernesVillie, der naturligviis alle udgive sig for Udtryk af den offentlige Mening,og idet de gjensidig holde hinanden Stangen, tilveiebringe de i Virkelighedenden Stilstand og rolige Jevnhed, der onskes« 23. Monrad ansa det »for saerdeles vigtigt, om der af de smaa Parti=Villier kunde udvikle sig en stor og staerk Folke=Villie«, der var besindig, klar, rolig og udholdende,ikke som den danske i 1864 ustadig og 10s, »krigerisk i Fredstid og fredelig i Krigstid«. »Dersom Partierne vilde anvende paa dette Formaalhele den Kraft, der nu medgaaer til indbyrdes Kamp, da vilde alleredemeget vasre vundet«. For sa kunne der opsta den staerke og alvorlige folkevilje, der var baseret pa. den strengt sande og fuldstaendig klare opfattelseaf forholdene, som derfor kom uimodstaeligt som havets flod eller stomen,som enhver politiker var nodt til at traede i tjeneste hos, hvis han ikke ville blaeses bort som udtasrsket halm, og som selv en konge matte boje sit ho ved for, hvis han ikke ville ga til grunde 24. Det var saledes Monrads

22. 11l s. 101 f; jvf. I s. 183.

23. I s. 180 ff; jvf. 1-4 s. 18 og 13 m. fl. st.

24. Is. 127 f.

Side 93

opfattelse, at hverken rigsdagen eller partierne evnede at va;re tro udtryk for den offentlige mening eller den alvorlige folkevilje, og dette vanned til at bestemme hans syn pa kongens og regeringens savel som den enkelte politikers forhold til den offentlige mening.

Ikke mindst derfor onskede Monrad, at den praktiske politiker skulle bygge sin politik pa stromningerne i denne 25. Ikke mindst derfor lagde han sa stor vaegt pa, at kongen og regeringen i reglen var i overensstemmelse med den, - i de omtalte forskellige perioder med henholdsvis folkeviljen og den mere hojreorienterede offentlige mening som vaesentligste, men ingenlunde eneradende faktor.

Det kunne ikke nytte noget, hed det saledes i 1876, at ministeriet Estrup med gentagne oplosninger af folketinget Sogte at tvinge dette til at ga ind pa sit program. »Deter i den offentlige Mening, at der maa dannes en maegtig Stromning« for nye planers gennemforelse 26. Selv i 1877, efter provisoriet, ville han, selv om han fandt det uforstandigt at fortsstte kampen med naturkraefterne i folketinget, »paa ingen Maade (dadle) Ministeriet Estrups hidtilvaerende Modstand mod Venstre; (for) de talrige Adresser, der ere strommede ind til det fra alle Landets Egne, vise, at der ei her er Tale om Enkeltmands Lime, (men) at Ministeriet er Reprcesentant for mcegtige Krcejter i Samjundet (udh. her)« 27.

Monrad var saledes klar over, at den offentlige mening var staerkt splittetmellem folkeviljen og den organiserede offentlige mening, og i den situationfandt han det over for Estrups misgreb mod forfatningen nodvendigtat laegge hovedvaegten pa folkeviljen. Han foretrak dog en regering, der som Ludvig 18s i Frankrig loftede sig op over de partistridigheder, der var et udtryk for den af maegtige, modsat rettede knefter sonderrevneoffentlige mening, og ene havde landets tarv for oje 28. Samme onskela, som vist, bag appellen til Estrup i Monrads skrift om den offentlige menings overherredomme over alle statssager og endog over landenes grundlove, Den stille Magt29. Selv om det ifolge Monrad var regeringens og konsejlspraesidentens pligt sa vidt muligt at regere i overensstemmelse med den offentlige mening₃₀, betod dette ikke, at regeringen skulle lade sig dirigere af eller identificere sig med denne mening 31. Den offentlige

25. Jvf. herover s. 25 og 37 f.

26. 5-7 s. 26.

27. 9-13 s. 45 f; jvf. F. 1882/83 sp. 1105.

28. 14-18 s. 77 f.

29. 19 s. 43; jvf. herover s. 10.

30. I 122 fog 130; 9-13 s. 16; Red. s. 54 ff og 239.

31. Isaer skulle regeringen ikke lade sig dirigere vedrorende udenrigspolitikken; jvf. II s. 230 fog 111 s. 134 f, hvor M. dog fandt det vigtigt for vor egen stilling, at den offentlige mening ikke fik en forkert opfattelse af de store begivenheder i udlandet, da enhver konstitutionel regering var nodt til at tage noget hensyn til den offentlige mening.

Side 94

mening kunne som folkevilje og folkestemning komme slemt pa afveje og var, nar det var sket, tilbojelig til fortsat at ga over gevind: »hvor Legitimiteteneengang er brudt, og den overste Statsmyndighed er bleven af= og indsat af Folkevillien, der er det«, hed det saledes i 1869, »vanskeligt for denne at vaenne sig af med at betragte sig som en til enhver Tid over Lovene staaende Magt« 32.

Regeringen matte derfor forst foretage vigtige politiske skridt og gennemfore de for landet nodvendige eller onskelige samfundsreformer, nar den havde overbevist hele den offentlige mening, hele folket om deres nodvendighed, nar den havde forvandlet sin overbevisning til en »hele Folket besjaelende Aand« 33.

Kunne regeringen ikke overbevise den offentlige mening om sin politiks rigtighed, eller misbilligede den offentlige mening regeringens politik, burde den ikke blive siddende. Fordi Estrup var i modstrid med den folkevilje, som Monrad naerede sa stor frygt for, burde han traede tilbage, sa det ikke skulle ga ham, som det gik Guizot 34. Derfor var det ogsa rigtigt af kongen at afskedige ministeriet Monrad i 1864, idet »de talrige Adresser, der indkom, da Ministerskiftet havde fundet Sted, vise, at det var Kongen og ikke mig, der var i Overensstemmelse med det danske Folks Villie« 35.

I overensstemmelse med sin hoje vurdering af kongens indflydelse iovrigt fandt Monrad, at det var kongens ret at pase, at hans regering ikke kom i modsaetning til den offentlige mening, og at han kunne afskedige den, hvis han mente, at dette skete. Som det hed i 1878 under gennemgang af det parlamentariske system: »Kongen kan slaa Kamrene ihjel, hvis de ere umedgjorlige, og hvis deter tvivlsomt, om de ere et Udtryk for Folkets Villie« 36.

Det tor heraf konkluderes, at Monrad heller ikke for det her behandlede
aspekts vedkommende naede ud over det yngre konstitutionelle
udviklingstrin.

32. I s. 202 f.

33. Red. s. 148 f; jvf. 5-7 s. 26 og 65 f.

34. 9-13 s. 16 f, sml. s. 40 og 42. Jvf. M.s idelige fremhawen i folketinget af Estrups pligt til at traede tilbage af den grand.

33. Red. s. 237 f, 239; I s. 122 f.

36. 14-18 s. 84 f; sml. Morgenbladet 2/3 1884. At M. ikke identificerede kongen med ministeriet, indiceres af konteksten. Om savel de konstitutionelle og parlamentariske som de absolutte kongers hensyntagen til den offentlige mening, se iovrigt 19 s. 21 f; II s. 58 f; 1-4 s. 13; I s. 129 f.

Side 95

Som helhed kan det siges, at Monrads konstitutionalisme i tiden mellem
1864 og slutningen af den skildrede periode bevaegede sig fra et
sted mellem aeldre og yngre konstitutionalisme.

Hvad nans parlamentarisme angar, bevzegede den sig i samme tidsrum fra et snaevert, klassisk engelsk praeget begreb, der la langt fra hans opfattelse af det konstitutionelle monarkiske begreb, til et bredt og favnende, fleksibelt, dansk konstitutionelt praeget begreb, fra et monistisk forhold mellem regering og representation henimod et mere dualistisk forhold 37.

Baggrunden herfor var ikke mindst, at Monrad, der, som vist, bedomte parlamentarismen og dens muligheder meget realistisk, efterhanden, som han i 70-erne blev tvunget til at beskaeftige sig mere og mere indgaende med dens problematik, er blevet klar over det umulige i at anvende det engelske ideal pa danske forhold. Dertil kom, at han, der jo ideologisk i meget stod regeringstilhasngerne ret nasr, havde interesse i at hindre eller forsinke det rene folkestyres gennembrud. Derfor bekaempede han, som det ikke var ussedvanligt i tidens mere konservative kredse 38, den rene underhus- eller folketingsparlamentarisme ved at arbejde for en slags rigsdagsparlamentarisme, der ikke blot levnede landstinget fortsat stor indflydelse, men ogsa gav kongemagten betragtelig bevaegelsesfrihed, en parlamentarisme, der la lige i forlaengelse af og havde rod i den danske forfatningsmaessige tradition.

SLUTNING

Selv om deter svaert at male betydningen af Monrads politiske virksomhed,af hans indlaeg i debatten om regeringsformen i efterkrigstiden, kan der nasppe herske tvivl om, at den ikkev ar ringe. General Raaslof betonede saledes, hvor overordentlig en betydning Monrads Politiske Breve havde for udviklingen af vort offentlige liv. Givet er det i hvert fald, at hans breve og artikler vakte stor opmasrksomhed, ogsa i kredse, der ikke delte hans

37. Bagges opfattelse (jvf. herover s. 20 f). er saledes ikke rigtig. Bagge har ikke gjort sig klart, at M.s opfattelse aendrede sig fra en forsavidt »moderne« til en meget mere konservativ opfattelse. Det skyldes utvivlsomt isaer, at han har betragtet den komplicerede parlamentaristiske problematik nssten under et og saledes helt har undladt at komme ind pa kongens rolle under parlamentarismen.

38. Mest bekendt og omfattende i den nordiske parlamentaristiske debater vel P. Fahlbecks forsog i Sveriges forfattning och den moderna parlamentarismen, 1904, pa at imodega K. Staffs og andre liberales bestrsbelser pa at indfore parlamentarismen i Sverige ved at udvide begrebet, sa det naermest kom til at dajkke den herskende styreform i Sverige.

Side 96

synspunkter. Da han fra 1876-77 bekasmpede den estrupske landstingsparlamentarisme,blev brevene, som hyppigt kom i mere end et oplag, »et Forargelsens Tegn for Hojre« 1, og Monrad blev udsat for voldsomme, tildels perfide angreb fra Estrup-pressen. I rigsdagen blev han i virkelighedeni 80-erne regeringens farligste modstander i de store debatter om regeringsformen, hvor hojre-talerne med forkaerlighed rettede deres skyts mod ham og hans opfattelse.

Det var ikke sa underligt. Monrad var den eneste af de gamle nationalliberale politikere, der ikke ville opgive ungdomsarenes sympati for parlamentarismen, da forfatningskampen under Estrup tilspidsedes². Den sidst overlevende af martsministrene var tilmed junigrundlovens hovedkapacitet og udtalte sig alene af den grund med overordentlig autoritet i forfatningssporgsmal. Derfor var hans rnodstand mod estrupiatet til saerlig stor fortrydelse for regeringens tilhamgere og til saerlig stor opmuntring for oppositionen, der ikke var forvaent med stotte uden for dens egen kreds. Sidst, men ikke mindst, var hans opfattelse af regeringsformsproblematikken dybt forankret i hans liberalistiske ideverden og hans af Hegel prasgede historiesyn, hvilket gav hans omhyggelige og dygtige argumentation en saerlig styrke og konsekvens.

Monrad bidrog dermed til at hojne diskussionsniveauet i offenligheden og siden ogsa i rigsdagen, hvor debatterne mellem ham, Holstein, Boisen, Estrup og Nellemann indtager »en fremragende Plads i vor parlamentariske Historie« 3. Dertil kom, at hans stasrkt kompromispraegede rigsdagsparlamentarisme uden tvivl ovede sin tiltraskning pa de mere moderate kredse inden for hojre og venstre, og at hans madeholdne og afbalancerede synspunkter dermed vanned til at hindre de yderligtgaende elementer i begge lejre i at drive udviklingen ud i de af ham sa frygtede revolutionaere tilstande. Chr. Berg udtalte i 1882 om Monrads Politiske Breve Nr. 1-19:

»Der er en overmaade smuk Enighed tilstede i hele Vasrket. Vasrkets Forfatter har nemlig merit, at Oppositionen i sin Tid gik noget for rask frem . . . men da han senere har ment, at de Andre gik endnu raskere frem, har han ligeledes lagt en Daemper paa til den anden Side, hvilket altsaa er ensbetydende med denne Fordring om en rolig og besindig Udvikling under Grundlovens foreskrevne Former, som vi Alle i Virkeligheden maa hylde« 4.

Ikke mindst heri la betydningen af Monrads intense beskceftigelse med
regeringsformens problematik i arene 1869-1886.

1. Vedel Vs. 399.

2. Jfr. 9-13 s. 48 og 29.

3. Jfr. Vedel VI s. 566 f.

4. F. 1882/83 sp. 389.

FORKORTELSER

Politiske Afhandlinger af D-d I. 1869 I
Politiske Afhandlinger af D-d 11. 1870 II
Politiske Afhandlinger af D-d 111. 1871 11l
Praedikener. 1871. 3. udg. 1878 Praedikener
Skoleloven og Folkethinget. 1873 Skoleloven

Politiske Breve Nr. 1-4. oieblikket. Generallieutenant Cai Hegermann-Lindencrone.
7/7 1874 1-4

Den forste Kamp om den apostolske Troesbekjendelses Oprindelse.
1875 Valla

Politiske Breve Nr. 5-7. 20/4 1876 5-7
Politiske Breve Nr. 8. Til Hr. Redaktor Topsoe. 25/4 1876 8

Politiske Breve Nr. 9-13. Svimmelhed. Den provisoriske Finantslov.
Parlamentarismen. Rigsretsdommen i Theatersagen. 12/11 1877 .. 9-13

Politiske Breve Nr. 14-18. Liberalismens Gjenmaele til Biskop Martensens
sociale Ethik. Okt. 1878 14-18

D. G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864. En efterladt redegorelse
fra o. slutn. af 1880. Udg. v. Aage Friis. 1914 Red.

Politiske Breve Nr. 19. Den stille Magt. 21/3 1882 19

Monrads taler i folketinget 1882-86. Rigsdagstidende. Forhandlinger
paa Folkethinget. 1882/83. 1883/84. 1884/85. 1885/86 F. 1882/83 etc

A. F. Kriegers, D. G. Monrads og P. Vedels indbyrdes Brevveksling
1846-1888. Udg. v. Aage Friis og Just Rahbek. Danske Magasin.
7. R. 111. 1940 Krieger

Bispebreve til Kultusminister I. C. H. Fischer. Udg. v. Bjorn Kornerup.
Kirkehistoriske Samlinger. 6. R. 111. 1940 Fischer

Statsraadets Forhandlinger om Danmarks Udenrigspolitik 1863-1879.
Udg. af Aage Friis. 1936 Friis

Povl Bagge: Studier over D. G. Monrads Statstanker. 1936 Bagge
Asger Nyholm: Religion og Politik. En Monrad Studie. 1947 Nyholm
P. Stavnstrup: D. G. Monrad. Politiker og Gejstlig. 1948 Stavnstrup
P. Vedel: Bidrag til Monrads Biografi. Vog VI. Tilskueren. 1905 .. Vedel
J. Himmelstrup: Den provisoriske Lovgivning i Danmark. 1948 .... Himmelstrup

Erik Rasmussen: Det politiske System. Kap. IX: Regeringsorganet.
1965 Rasmussen

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 8 (1968 - 1970) 1