Da det formentlig hverken pa den ene eller den anden made er muligt at finde nogen uforanderlig Vaelgerbevaegelsernes Lov, skal jeg soge at undga egentlig polemik med lektor, cand. scient. pol. Mogens N. Pedersen, men den anledning, nan har givet mig, vil jeg gerne benytte til i forbindelse med det seneste valgresultat at pege pa forhold, der hermed er blevet understreget og bekraeftet, og pa punkter, hvor der er vundet og kan vindes nye erfaringer om mere generelle problemer, der dog antyder en vis lovmasssighed.

Et par hovedlinier ma forst traekkes op. Forudsaetningen for alle beregninger over vaelgerreaktioner - herunder en valgaftens prognoser - ma vasre, at vaslgerne har en mening med at stemme, som de gor ved et valg, og som de gjorde ved det foregaende. Deter selve ideen bag folkestyret, at befolkningens vilje eller onsker skal fremga af valgets resultat. Men valgtallene ma tolkes, og deter til relevante tolkninger, jeg har habet at kunne bidrage ved at pege pa visse generelle trask, som det forekommer mig, at hverken politikere eller samfundsforskere har vurderet hojt nok. Mine opstillinger bygger pa den opfattelse, at befolkningens - vaelgerkorpsets, vaelgermassens, vadgernes - politiske opdeling pa valgets tidspunkt kommer til udtryk i og kan aflaeses af valgets tal.

Over for dette udtryk for folkeviljen stiller Mogens N. Pedersen en raekke Stabilia-manipulationer, der pa mig har virket, som om han soger at konstruere meningsloshed, hvor man i henhold til demokratiets ide ma vente af finde en mening. Tallene selv er uden mening, men de er i al fald et tankens redskab. Som en slags motto for tabelafsnittet i Fald og Fremgang skrev jeg, at der var tale »ikke om torre tal, men vidners udsagn om mennesker, slaegtled og samfund«. Det gaslder ogsa valgtal; men ikke Mogens N. Pedersens Stabilia-tal. Deter muligt, at man kan supplere valgtal med survey-undersogelser; men nar det gaelder fortiden, rna man

soge at hjselpe sig med valgtallenes - mangfoldige - kombinationsmulighederog »an intimate insight and reliable knowledge of political life«, som den amerikanske politolog — om man nu skal tage Mogens N. Pedersenhelt bogstavelig - uden at antyde samarbejdsmuligheder ligefrem beklagede »that many a Washington columnist* var i besiddelse af.

Jeg ma dernaest sige, at Mogens N. Pedersen ikke citerer helt korrekt. Lad vaere, at jeg ikke tilstraekkelig staedigt og konsekvent har understreget, at der kun kan aflaeses nettotal og ikke bruttotal for forskydninger af valgtallene pa landsbasis. Men nar min kritiker med henvisning til side 59 i Vaelgere pa Vandring eksempelvis lader mig sta inde for, at vcelgere sa at sige er komplet urokkelige, nar de forst har taget parti, negligerer han klart, at det lige for bemasrkningen om de kridtede stovler pa hver side af den folelses- og interessebestemte skillelinie hedder, at »trods vandringer, trods fire ars nedsaettelse af valgretsalderen, trods omlaegning af landets erhvervsstruktur, og til trods for at undersogelser viser, at ikke sa fa vaelgere en eller flere gange i deres liv skifter politisk tilhorsforhold, stod i 1964 omtrent de samme procenter af veelgerbefolkningen som i 1947. . .pa hver sin side. . .«. Deter da ikke forkert. Med hensyn til »mellempartierne«s placering i dansk politik gor Mogens N. Pedersen sig skyldig i en mistolkning pa grundlag af saetninger, der er berovet deres sammenhaeng. Men sporgsmalet om partiers primaere opgave skal omtales senere, ligesom jeg skal vende tilbage til sporgsmalet om netto-brutto og til forholdet mellem nytilkomne og afdode vaelgeres mulighed for at pavirke et valgresultat afgorende. Endelig skal vandringerne omtales senere, men jeg kan da allerede nu pege pa, at »arbejderpartierne« i perioden 1947—68 nassten udelukkende har tabt vselgerandele i vaekstomraderne Hovedstaden-NordostsJ£elland og Arhus amt, hvor de »borgerlige« partier kan notere fremgang. Visse undtagelser kan ogsa forklares med vandringer, men det vil fore for vidt her, og det vil ligeledes fore for vidt at komme ind pa andre undtagelser fra de mere generelle regler, som for eksempel en ekstra stasrk konservativ fremgang i Kalundborgkredsen og et saerligt forhold mellem socialistisk tilbagegang og radikal fremgang bl. a. i Silkeborgkredsen. Personer, lokale agitationsmetoder og saerlige forhold ved tidligere valg lurer sa at sige pa at undergrave talen om lovmaessighed. Undertiden tilsyneladende med et vist held. Formentlig ligger der her en rig arbejdsmark for politiske markedsanalyser. Den, der for eksempel med en seldre generation ikke anser folkestyret for videnskabeligt begrundet, men »blot« udsprunget af en religios respekt for det enkelte individ, kan nok fa onde dromme.

Mogens N. Pedersen har naturligvis glaedet mig med sin erkendelse af

sofavaelgernes og de indenlandske flytningers betydning og nodvendighedenaf mere langsigtede iagttagelser. Jeg tvivler om. at man kommer sandhedeni videnskabelig forstand ret meget naermere ved survey-forskning uden intens agtpSgivenhed over for nettoforskydninger. Nar jeg ikke har nogen glodende tiltro til interview-metodens resultater, skyldes det, at foreliggendeundersogelser forekommer famlende og til dels behseftet rned alvorligefejl, sa vidt jeg har haft lejlighed til at folge litteraturen pa dette omrade. Dertil kommer, 1) at jeg i almindelighed tvivler om den gode Vcelgerhukommelse og den hundrede procents politiske serlighed, der skulle vaere grundlaget for stikproveundersogelser, 2) at man ikke kan ga tilbage i tiden, sa mere vaerdifulde undersogelsesresultater forst kan foreligge, nar erfaringer er gjort gennem en raekke valg, og 3) at en mangfoldighed af lokale og personlige forhold spiller ind, selv om pavirkningen af vaelgerneer blevet mere konform forst ved radioens og siden ved fjernsynets fremtraengen. For sa vidt angar det sidste punkt er det egentlig forbavsende,at det netop har kunnet konstateres, at kun fire procent af vaelgernei januar 1968 ved, at de »skiftede parti«, mens valgkampen stod pa.

Mogens N. Pedersen's opfordring til mig om at redegore for 1968-valget ligger - som jeg opfatter det - i afsnittet: »Man sporger sig selv, hvorledes Aksel Lassen egentlig ville fortolke en situation, hvor den ene parts tilbagegang i vaelgerandel eksakt eller tilnaennelsesvis var af samme storrelsesorden som den anden parts fremgang«.

Min kritiker kunne lige sa lidt, da han skrev om Vaelgere pa Vandring som jeg, da jeg skrev bogen, ane, at et valg i januar 1968 ville vise fremgang for en part og tilbagegang for en anden af tilnasrmelsesvis samme storrelsesorden. Men efter dannelsen af ministeriet Baunsgaard bliver det nok nodvendigt at understrege, at til og med denne valgdag var de aktive vaelgeres og partiernes deling i tre grupper og en halv snes partier endnu en kendsgerniing. Den todeling, der ved et snuptag gennemfortes, sa snart valgresultatet forela, var gemt i fremtiden. Det ma derfor, nar 1968-valget vurderes, vaere rigtigt at holde sig til den tredeling af stemmerne - og firedeling af vaelgerne - der er et grundprincip i Vaelgere pa Vandring. Delingen kan ikke bevises; men den er relevant. Sadan har det simpelthen vaeret »siden tidernes morgen« - eller i det mindste siden 1913!

Det vaekker nassten altid modsigelse, snart fra en og snart fra en andenside, nar man anvender betegnelser som socialistiske og liberale eller arbejderpartier og borgerlige. Mellempartier er et udtryk, nogle heller ikke kan lide. Men tredelingen har sin rod i ide. erfaring og udvikling, og for at holde lidenskaber i ave, ma man da kunne betegne listerne A, F, Y og K (for henholdsvis Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti,

Venstresocialisterne og Danmarks kommunistiske Parti) som A-gruppen. Deter jo den storste. Listerne C, DogU (for Det konservative Folkeparti, Venstre og De Uafhaengige) kan ga under betegnelsen B-gruppen. Og listerne B, E og L (for Det radikale Venstre, Danmarks Retsforbund og Liberalt Centrum), som der har vaeret rift om fra bade A- og B-gruppen ved forskellige lejligheder, kan kaldes M-gruppen. Mnemoteknisk kan enhvernok finde sin fortolkning af de tre store bogstaver i gruppebetegnelserneA, M og B, og det undgas at hore ukvemsord for eksempelvis at betegne A-gruppens partier som arbejderpartier og ikke som socialistiske - eller omvendt. Mange er uhyre sarte pa dette punkt. Til disse gruppebetegnelser kommer i Sonderjylland Slesvigsk Parti, hvor man kan beholde listebetegnelsen S, og den ikke uvaesentlige P-gruppe, der naturligvis ikke blot omfatter egentligt passive vaelgere, men protesterende sofavaslgere, syge, immobile, indespasrrede, bortrejste og vaelgere, der afgiverblanke og andre ugyldige stemmesedler.

Unge og gamle vælgeres partipræference.

Sammenlignes resultatet af de to seneste folketingsvalg (Tabel A, 1-6), konstateres det, at A-gruppen i 1968 har faet 158.625 fserre stemmer end i 1966, at B-gruppen har faet 19.529 og M-gruppen 194.900 flere stemmer. Dertil kommer, at P-gruppen er reduceret med 14.334 stemmer, mens det tyske mindretal, der ikke opstillede i 1966, fik 6.831 stemmer. Tilbage star man med 46.300 stemmer - forskellen mellem antallet af nye, unge vaelgere og de afdode. Nogle finder det ifolge Mogens N. Pedersen»klart, at hvis man vil, sa kan man »forklare« en hvilken som heist sendring i partiernes vaelgerandele ved en henvisning til den nytilkomneog den afdode vaelgerandels partipraeference«. Al sammenlignende statistik bygger imidlertid pa en vis kontinuitet, og her er sporgsmalet ikke, om de nye vaelgere stemmer helt anderledes, end de afdode ville have gjort, men om de 21-arige - og med mere end et enkelt ar mellem valgene de 22-, 23- og 24-arige - ved det sidste valg, de endnu ikke kunne deltage i, ville have stemt anderledes, end vaelgere der dengang i en alder af 21 ar eller mere havde deres forste chance for at stemme. Pa tilsvarende made er det blot et sporgsmal, om de afdode, der endnu var i live den forudgaende valgdag, ville have stemt anderledes i 1968 end jaevnaldrende, men lykkeligt overlevende, besluttede sig til. Der er i foreliggende erfaringsmateriale sa vidt mig bekendt intet, der tyder pa sadanne forskelle mellem 20- og 21-ariges eller pa jaevnaldrendes politiskestemninger

tiskestemningerpa et bestemt tidspunkt. Pa det grundlag, at man kan spare sig spekulationer vedrorende skarpe skel mellern opfattelsen hos to pa hinanden folgende vaelgerargange ved samme valg, hviler den sammenlignendevalgstatistik lige sa solidt som nogen folketaelling.

Stemmetal og procentberegninger

A-gruppen havde i 1966 tilslutning fra 44,1 procent af vaelgerkorpset, men i 1968 kun fra 38,5. De 5,6 procent af vaelgerkorpset var gaet tabt for A-gruppen. M-gruppens andel steg derimod fra 9,3 til 15,2 procent, altsa med 5,9 procent - netto, lad mig dog huske det eller rettere fastsla en gang for hele dette indlaegs og Vaelgere pa Vandrings vedkommende, at der ikke taenkes pa andet, hvor det ikke udtrykkeligt naevnes, at der er gjort en undtagelse. Videre er B-gruppens vaelgerandel steget fra 35,0 til 35,1 eller med 0,1 procent - det halve af, hvad Slesvigsk Parti opnaede. Endelig faldt P-gruppens andel fra 11,6 til 11,0 procent. Man kan nu ikke sige, at A-gruppen har tabt 5,6 procent til M-gruppen, men at A-gruppen har tabt 5,6 og P-gruppen 0,6 procent af vaelgermassen, i alt 6,2 procent, medens M-gruppen har vundet 5,9, B-gruppen 0,1 og Slesvigsk Parti 0,2 procent, i alt 6,2. Procenterne fremkalder den illusion, at der er lige mange vaelgere ved hvert valg, og nar de glidende overgange fra 20-ariges til 21-ariges og fra dodes til overlevendes opfattelse tages i betragtning, kan der ikke vaere noget gait heri. Konsekvensen ma blive, at man kan omsaette stemmetallene fra 1966 til stemmetal, der har relation til det forogede 1968 vselgertal, for hele landet og valgkreds for valgkreds, altsa ogsa for Thisted amt - med og uden iagttagelse af antallet af vaelgere, der burde have vseret til stede, hvis afvandring ikke var sket, eller tilvandring har fundet sted. Altsa tager man for landet som helhed 3,2 millioner vaelgere som udgangspunkt for en stemmefordeling i samme forhold som i 1966 og forer derved blot vaelgertallet a jour med 46.000. Denne omfordeling medforer en aendring i tab og gevinster, som selv en del mennesker, der er vant til at aflaese procenter, darligt vil have gjort sig klar. For at holde stillingen fra 1966-valget skulle saledes A-gruppen i 1968 have haft ca. 1.415.000, og da den kun fik 1.236.276 stemmer, har gruppen lidt et tab pa ca. 179.000 og ikke pa de for naevnte 158.625 stemmer. Tilsvarende har M-gruppen ikke vundet 192.992, men kun ca. 188.400 stemmer, og B-gruppens gevinst reduceres fra naesten 20.000 til 3.500 stemmer.

Vi ma nu vsere naet helt frem til den onskedrom, at to grupper tilnasrmelsesvis—
ja, »naesten eksakt« — har haft tilbagegang og fremgang

af samme storrelsesorden. Der bliver kun en forskel pa otte-ni tusind
stemmer eller tre promille (= et halvt folketingsmandat) pa A-gruppens
tilbagegang og M-gruppens fremgang.

Bortset fra krisearene med deres parlamentariske folger ved 1935- og 1939-valgene har B-gruppen fra 1932 til 1968 i gennemsnit og med meget sma udsving kunnet notere, at den havde 35,03 procent af veelgermassen bag sig. Dens andel var i 1966 nede pa 34,97 og i 1968 oppe pa 35,08 procent. Her ma kunne tales om et familieanliggende, nar det ene af gruppens partier vinder, og de andre taber. Der er utvivlsomt ogsa gaet tidligere radikale, socialdemokratiske og folkesocialistiske vaelgere til de konservative, og der er i det hele taget altid langt mere uro over stemmeflytningerne, end nettoforskydninger viser, men det understreger vel ret beset blot nodvendigheden af at klargore sig nettoforskydningemes virkelige omfang og karakter. Deter gennem dem, man skal registrere folkelige bevasgelser - fornemme strommen.

I overensstemmelse med forhold, jeg allerede pegede pa i 1961 (i Folkevilje eller Vgelgerlune), har det ikke undgaet opmcerksomheden, at en gammel tommelfingerregel i 1968 har indfriet alle de forventninger, man kan nasre til dens anvendelighed. Man plejer at sige, at det alene af stigning eller nedgang i stemmeprocenten i forskellige dele af landet kan aflseses, om A-gruppen eller B-gruppen har haft et godt eller et darligt valg. Er der stigende valgdeltagelse over alt, kan en stserkere stigning i hovedstaden end i Jylland sta i forbindelse med, at A-gruppens vaelgere har vaeret i godt humor. Er der dalende stemmeafgivning, ma modsat et stasrkere fald i Jylland end i hovedstaden betyde, at B-gruppens tidligere vaelgere sasrligt har svigtet derved, at isasr B-gruppens vaelgere har forholdt sig passive (og altsa heller ikke er gaet over til nogen anden gruppe).

Sammenlignet med folketingsvalget i 1966 faldt antallet af afgivne, gyldige stemmer i 1968 i Hovedstadens Omrade med to promille af omradetssamlede vaelgerkorps, mens det steg med syv-otte promille i resten af landet. Konklusionen matte i henhold til tommelfingerregelen vaere, at vselgere, der ellers ville have stemt pa A-gruppens partier, var gaet pa sofaen. De tabte 5,6 procent var altsa ikke uden videre indgaet i M-gruppenmed dens gevinst pa 5,9 procent af vaelgermassen. Man kan til kontrol foretage en raskke beregninger, og det viser sig herunder, at i fern hovedstadskredse, hvor A-gruppen star svagt (ostbane- og Rosenborgkredseneog de tre frederiksbergske kredse), steg valgdeltagelsen med to promille, mens den i resten af Hovedstadens Omrade faldt tre promille. Hvor A-gruppen dominerede, indtraf et fald i stemmeafgivningen. Pa helt tilsvarende made konstateres, at stemmeafgivningen faldt med syv

promille i fern udvalgte provinsbykredse med mange stemmer for A-gruppenspartier. Det drejer sig om Odenses forste kreds, Arhus midt og nord, Alborg ost og Esbjerg. I resten af provinsen (eksklusive de to kobenhavnskeforstads-amtskredse) steg valgdeltagelsen med en hel procent. Der er vaklen i visse kampomrader, men hovedreglen er, at stemmeafgivningensteg, hvor der i 1966 var flertal af M- og B-gruppevaelgere, mens den dalede, hvor A-gruppen dominerede.

Frivillige og permanente sofavælgere.

Det ville nu vasre nyttigt at vide, hvor mange - og/eller hvor store kategorier af vselgere - der frivilligt eller ufrivilligt uden at pavirke balancen mellem grupperne ved hvert valg ma indrulleres i passivgruppen. Kan vi overhovedet regne med at na hojere end til de 89 procent gyldige stemmer, man kom op pa i 1968 - og naesten naede i 1943 og 1966. Det lader sig ikke gore umiddelbart at sammenligne med Holland, hvor man har stemmepligt, fordi adskillige kategorier, der har stemmeret i Danmark, er uden valgret i Holland 1. Deter imidlertid vigtigt at fa besvaret sporgsmalet om den maksimale stemmeafgivning. Det kan i denne forbindelse virke lidt forstemmende, at to procent af befolkningen, men maske dog en mindre del af vaelgerne, er andssvage af forskellig styrkegrad, men at selv andssvage af hoj grad sjaeldent formelt er berovet deres valgret. I hvor hoj grad valgretten benyttes er uvist. Dertil kommer sindssyge, senile, fanger, barslende kvinder, midlertidigt sengeliggende i hjemmene og pa hospitaler, bortrejste, et vist antal dode, man ikke har naet at slette af valglisterne o. s. v. Mon ikke man denned er oppe pa mindst fern procent, som altid ma vsere forhindret i at deltage i folketingsvalg? Men procenten er nok mindre end den forsommelsesprocent, der den 27. September 1967 blev opgjort til ti procent for samtlige beskseftigede!

Indtil videre ma man bygge pa andre beregninger. Professor dr. polit. Niels Lindberg og kontorchef Henry Stjernqvist har fort en debat om vekselvirkningenmellem socialistiske partier og sofaen 2. Professoren kommertil det resultat, at der kan vaere gaet 55-65.000 vaslgere af A-gruppen til andre partier, og det vil - i hvert fald netto - sige til M-gruppen. Kontorchefen mener, at halvdelen af A-gruppens tabte stemmer er gaet til sofaen og resten til andre partier, altsa i praksis stadig til M-gruppen. Han naevner med hensyntagen til vaelgertallets vaekst 91.000 som antallet

---

1. I 1963 var stemmeprocenten i Holland 92,7.

2. Politiken 14. og 16. febr. 1968.

af stemmer, der kan vsere flyttet fra A-gruppen til andre partier. Endelig skal det nasvnes, at OBSERVA's og Aktuelts analyse 3. tyder pa nettoflytningaf 112.000 stemmer fra A-gruppen til andre aktive grupper. Men hvad er der i vejen for, at der kan vaere flyttet for eksempel 152.000 stemmer fra A-gruppen til M-gruppen?

Stabile kredse og vækstområder.

Det bliver nodvendigt at underkaste lokale resultater en analyse, og det er da bedst at begynde med de mindst komplicerede forhold - et sted, hvor vaelgertallet er sa godt som uaendret siden 1966. Bornholm viser sig med sine to valgkredse af vidt forskellig type egnet. Vaelgertallet er i hver af kredsene gaet halvanden promille tilbage. Det skulle give den fordel, at der er forholdsvis fa ganske unge vaelgere. Deter fortrinsvis unge, der vandrer. I de to valgkredse fordelte vaelgerne sig i 1966 og 1968 saledes:

De bornholmske tal viser karakteristiske drag, men ogsa afvigelser fra
det »normale«. Saledes har A-gruppens tre mindre partier haft en samlet
fremgang pa Bornholm, men tilbagegang i det ovrige land.

Ogsa for et andet 0-amt med stillestaende vselgertal gaelder det, at der

---

3. Aktuelt 28. jan. 1968.

skulle vsere et ret stabilt vaelgerkorps. I Maribo amt har tilvaeksten af vaslgere holdt sig pa seks, men alle, der har bevaeget sig fra en gruppe, de tidligere »tilhorte«, har ligesom vendt sig til M-gruppen og liste B. Fra listerne E og L er der gaet 508 stemmer, fra A-gruppen 3.486, fra B-gruppen 483, fra P-gruppen 493, ialt 4.970 stemmer. Og man kunne sa fristes til at sige, at liste B har modtaget alle disse stemmer - og seks til, nemlig hele forogelsen af vaelgerkorpset pa Lolland-Falster, idet de radikalehar faet deres stemmetal i Maribo amt sat op med 4.976. Det kan heraf ses, at valget ikke har formet sig alene som en protest inden for A-gruppen mod regeringen Krag og samarbejdet mellem Socialdemokratietog Socialistisk Folkeparti, men protestmomentet ma have spillet en afgorende rolle, for A-gruppen har afgivet mere end dobbelt sa mange stemmer som alle ovrige grupper, herunder sofaen. Alligevel er Maribo amt den amtskreds, hvor A-gruppen har klaret sig med det relativt mindste tab. Kun i Praesto og Maribo amter har gruppens tab andraget mindre end ti procent af dens eget stemmetal fra 1966, nemlig henholdsvis 9,6 og 8,4 procent. Det kan muligvis sta i forbindelse med befolkningsudviklingen.Ogsa Thisted amt har en relativt ringe tilbagegang i A-gruppensvaslgerandel.

Hvor det drejer sig om omrader i Vcekst, kan den direkte sammenligning af stemmetal naturligvis ikke anvendes ved bedommelse af udvikligen. For at tage et ydertilfselde er vaelgertallet i Kogekredsen i Kobenhavns amtskreds denne gang steget fra 64.631 til 71.432. Her viser tallene for A-gruppen kun en tilbagegang pa. 2.031, og M-gruppen skulle have en fremgang pa 6.592 stemmer, B-gruppen pa 1.949 og P-gruppen pa 299 stemmer. Det siger ingen noget, men omregner man gruppernes andele af vaelgertallet i 1966 efter antallet af vaelgere i 1968, far man folgende opstilling:

Til sammenligning kan tjene Lyngbykredsen, hvor tilvaeksten fra 1966
til 1968 kun androg 560 - eller knap en procent mod ti-elleve i Kogekredsen:

Trods de to valgkredses vidt forskellige politiske sammensastning og trods den helt forskellige udvikling i folke- og vadgertal i de fjorten maneder mellem valgene, finder man reelt den samme udvikling begge steder. I Kogekredsen, der havde halvtreds procent flere vaelgere i A-gruppen, tabte gruppen praktisk taget en halvtreds procent storre andel af vaslgermassen end i Lyngby, og alle tre andre grupper »vanned til« at saette M-gruppens og dermed det radikale stemmetal i vejret i begge opstillingskredse. Udtrykt i procent af vaelgertallet var udviklingen folgende:

Det ses, hvor noje tilbagegangen i A-gruppens vaslgerandel folger M-gruppens
vaekst - eller omvendt.

Udviklingen i Koge- og Lyngbykredsene er nogenlunde karakteristisk for Kobenhavns og Frederiksborg amtskredse - dog bliver der en fremgang til B-gruppen i Frederiksborg amtskreds. Udtrykt i tal forlob valget her saledes:

Man kan nu folge udviklingen pa samme made fra opstillingskreds til
opstillingskreds, fra amt til amt og fra omrade til omrade (Tabel B, 1-23),
og der skal her fremlaegges eksempler, idet kobstadskredse og rene landkredse,staerkt

kredse,staerktA-gruppe prasgede kredse og udtalt B-gruppe praegede samt
gamle radikale kredse og kredse uden radikale traditioner stilles over for
hinanden amtsvis:

I store bykredse - og i Sonderjylland med Slesvigsk Partis genoptraeden - har A-gruppens tab gennemgaende vaeret storre end M-gruppens gevinst, men man skal helt til de storste byer med udpraeget A-gruppe flertal for at finde steder, hvor det direkte af valgtallene kan konstateres, at der er gaet stemmer fra A-gruppen til P-gruppen. I fern for omtalte store kobstadskredse med tilsammen lige ved 169.000 vselgere har forskydningerne haft folgende omfang:

Der er nok, som kontorchef Henry Stjernqvist har udtrykt det, altid flere
übekendte i beregninger af denne art, end der kan indpasses i ligninger,

som kan loses. Netto er der imidlertid gaet seks-syv promille af de 169.000 vaelgere i de fern kredse med 59 procent A-gruppe stemmer pa sofaen, mens der i syv tilfseldigt valgte forstads- og landkredse med et tilsvarende vadgertal og kun 32 procent A-gruppe vaelgere har rejst sig ti-elleve promille fra sofaen. Man kan derefter nogenlunde na frem til den minimale af- og tilgang, nemlig — nar man ser bort fra det tyske mindretal - en afgang fra A-gruppen til sofaen pa ca. 19.000 og en tilgang til M- og B-grupperne pa ca. 35.000 - efter at stemmetallene fra 1966 er reguleret pa grundlag af vaelgertallet i 1968 og vaelgerandele i 1966. Men der ma ogsa soges andre veje. I en del amter har M-gruppen saledes alene tegnet sig for al fremgang i forhold til de tre ovrige grupper (men ikke i forhold til alle partier). At domme efter tal fra sadanne omrader kan M-gruppen have modtaget 81 procent af sin tilvaskst fra A-gruppen, otte procent fra B-gruppen og elleve fra de passive, altsa i stemmer fra

For at kunne afgive 15.000 til M-gruppen har B-gruppen selv mattet hente op mod en snes tusind vaslgere fra sofaen — netto. Jonglerer man loseligt videre med sadanne tal, kan eksempelvis af ca. 42.000 tabte Astemmer i Hovedstadens Omrade de 27.000 vasre gaet til M-gruppen og 15.000 til de passive. Til gengaeld skal 7.000 vaere kommet til M-gruppen fra de passive og 6.000 til B-gruppen, hvorefter der netto, idet alle tal er afrundet til hele tusinder, er gaet op mod to tusind pa sofaen.

Der kan kun blive tale om skon. Sikkert er det imidlertid, at en meget vaesentlig del af M-gruppens tilvaekst ma skyldes direkte overgang fra A-gruppens vaelgere. Ellers skulle der ogsa vaere sket noget, der ma lignes ved e: mirakel: at der lagde sig et virkelig stort antal vaelgere pa sofaen fra en bestemt gruppe, mens et naesten helt tilsvarende antal rejste sig fra sofaen for at stotte en gruppe, som ellers kun fa ville have med at gore, og som kun fa af de »nyvakte« for havde interesseret sig for.

A-gruppens tab - de radikales fremgang

Det kan ikke vaere nogen tilfaeldighed, at de radikale har haft deres
storste fremgang (7,2-8,6 procent af vaslgermassen) i omrader, hvor
A-gruppens tab var storst (5,5—7,3 procent). Heller ikke kan det vaere tilfaeldigt,at

faeldigt,atde radikale har haft samme fremgang i vadgerandel f. eks. i Holbsek og Alborg amtskredse. Men, vil en her indskyde, de radikale gik da frem med over hundrede procent i Alborg amt og kun med lidt over halvtres procent i Holbsek amt. Deter rigtigt. Men deter et rent vildspor. De radikale fik en fremgang, der svarer til 6,3 procent af den samlede vaslgermasse i Alborg amtskreds - og de fik nojagtig den tilsvarende fremgang i Holbaek amtskreds. A-gruppen kunne ikke daekke denne gevinst,men i begge amtskredse gik A-gruppen tilbage med 5,1 procent af den samlede vaelgermasse. Den kan med andre ord have leveret hen ved firs procent af, hvad de radikale vandt. Holba;k amt var i 1966 - om man sa ma sige - dobbelt sa radikal som Alborg amt. Men det har ikke noget med sagen at gore. Den radikale fremgang beror pa en ensartetbevsegelse ude fra, ind i partiet - ikke pa. ekspansion, men pa. invasion.

Som eksempel pa, hvad der skete for eller med de radikale, kan man tage Herning- og Vinderupkredsene i Ringkobing amt. Hemingkredsen havde i 1966 et minimum af radikale stemmer i forhold til sin storrelse, mens Vinderupkredsens radikale udgjorde en storre procent af kredsens vaelgere end de radikale vaslgere af vaslgerkorpset i Viborg amt, det mest radikale af de jyske amter. Ved valget i 1968 gik det radikale stemmetal i Hemingkredsen op fra knap to tusind til knap fern tusind, mens det radikale stemmetal i Vinderupkredsen kun blev sat op fra 1.800 til 2.800. Igen den samme historie som med Alborg og Holbaek amtskredse. Herningkredsens radikale stemmetal voksede med 147 procent, mens Vinderupkredsens kun steg med 53 procent. Hemingkredsen har imidlertid 44.500 vaelgere, Vinderupkredsen kun 16.300, og sammenligning ma stadig ske pa grundlag af to talstorrelser: kredsens samlede vaslgertal og/ eller A-gruppens tab sat i forhold til B-gruppens eller de radikales gevinst. Hvad der skete i Herning- og Vinderupkredsene fremgar af folgende

I begge kredsene har alle andre grupper »bidraget« til den radikale sejr,
og det ma naevnes, at sadanne samlede bidrag forekommer i elleve af
nitten amter (uden for Hovedstadens Omrade og Sonderjylland). Bernaerkelsesvaerdigter

kelsesvaerdigterdet ogsa, at den staerke radikale fremgang i Hjorring, Thisted, Viborg og Skanderborg amter og for den sags skyld ogsa i Alborg, Randers og Ringkobing amter star i relation til en vaesentlig oget stemmeafgivning - fra ni til tretten promille - hvadenten passive nu direkte er gaet til de radikale, eller de har erstattet vaelgere fra B-gruppen, der i sa fald har givet mere til M-gruppen, end tallene umiddelbart viser. Men deter en anden historie, som seldre valg synes at kunne forklare noget om.

Hvem ejer vælgerne?

Deter vel allerede af det foregaende fremgaet, at deter vanskeligt at fastsla, hvem der »ejer« vaelgerne. Men som Mogens N. Pedersen minder om, har ogsa jeg lagt vaegt pa, at et valg »kun kan forstas, nar det ses i relation til det forudgaende og efterfolgende valg«. Efter 1968-valget ma der nok vises yderligere forsigtighed. Pa grundlag af hele tre valg mente jeg, da manuskriptet til Vaslgere pa Vandring blev afsluttet, at der i efterkrigsarene var sket »en forskydning mod venstreflojen i dansk politikud over, hvad en mere tilfaeldig forogelse af stemmeafgivningen ved et enkelt valg har kunnet betinge«, altsa en permanent erobring. Med udtrykket»venstreflojen« mentes hele A-gruppen. Her tog jeg fejl. Fjorten maneders samarbejde eller manglende samarbejde mellem Socialdemokratietog Socialistisk Folkeparti aendrede billedet totalt, men det ma igen understreges, at selv om der var tegn til, at tredelingen kunne blive aflost af en politisk todeling, efter at Socialdemokratiets forhold til Det radikale Venstre var aendret sa afgorende, stod det endnu den 23. januar 1968 fast, hvad der siges i Vaelgere pa Vandring, at »alle udslaggivende stemmeflytningerhar . . . fundet sted til og fra »sofaen« og mellempartierne. Men disse bevaegelser har til gengaeld givet uventede udslag bade i vaelgermassen og i det parlamentariske liv«. I 1966 blev der fremgang i stemmetal fra sofaen til savel A-gruppen som den ikke-socialistiske floj, hvis man undtagelsesvis tor kalde M- og B-grupperne sadan. Ogsa det gav overraskende udslag. Der kan heller ikke i 1968 konstateres nogen nettoforskydning fra A- til B-gruppen. B-gruppens fremgang i hovedstadenog en del storre byer kan forklares enten med stigende mobilisering af vaelgere med konservativ indstilling eller til dels med vandringer og aldersforskydninger i byer med stagnerende folketal. Om en landsomfattendevandring fra A-gruppen til M-gruppen er der derimod ikke mere grund til at tvivle, end der ville have vaeret til at tvivle om, at den kommunistiskesejr

munistiskesejri 1945 beroede pa afgang fra Socialdemokratiet, eller at
Venstres fremgang i 1945—47 for en stor del fandt sted pa bekostning
af de konservative og Dansk Samling.

I forsog pa at konstatere, hvem der »ejer« vaelgerne, skal jeg nu minde om A-gruppens fortid. Den havde i 1935, 1943 og 1945 i gennemsnit 38.3 procent af vaelgerne aktivt bag sig pa valgdagene. 1 1947 naedes det forelobige hojdepunkt med 40,0 procent af Vcelgermassen. Nogle mente allerede dengang, at der heri la et lan fra de radikale, der netop da gik tilbage fra 7,0 til 5,9 procent af vaelgermassen. Laneteorien syntes i nogen grad at blive bekraftet ved de folgende valg. Ved fire folketingsvalg i syv »magre« ar blev A-gruppens vaelgerandel nedsat til gennemsnitlig 36,1 procent af det samlede vaelgerkorps. Perioden sluttede med 35.4 procent til A-gruppen - den laveste andel siden 1929. Valget i 1960 vakte da ogsa overraskelse bade ved A-gruppens samlede sejr og ved Socialdemokratiets fremgang. Den kom til at sta som et pafaldende modstykke til nederlaget for de to partier af M-gruppen, som i 1957 havde reddet regeringsledelsen for Socialdemokratiet. Valget i 1960 blev for A-gruppen indledning til syv stemmemcessigt set fede ar. Tilskikkelser falder ikke altid i den klassiske orden.

A-gruppen naede i 1960-66 op pa et gennemsnit af 42,7 og kulminerede i 1966 med aktiv stotte fra 44,1 procent af vaelgermassen. Hvem ejer egentlig disse stemmer? Vselgerne naturligvis, men stabile kerner i veelgerskaren bortforpagter sa at sige pa aremal tillidsfuldt deres stemmer til et parti eller en gruppe og far det til at scud, som om visse partier eller grupper minimalt kan disponere over en bestemt procentdel af stemmerne. Deter dem, man kan kalde stabile vaelgere. B-gruppens vaelgerandel synes naesten urokkelig. A-gruppens har vasret mere svingende i relation til Mog

Inden for A-gruppen var der abenbart ikke straks i 1960 klarhed over omfanget af den sejr, der da var vundet. En fremtraedende valglovsekspertog valgfortolker som Holger Eriksen pegede pa, at Socialdemokratietsandel af stemmerne la lavere i 1960 end i 1953 bade i Kobenhavn og i Arhus, og at der i hele landet kun var tale om en fremgang i Socialdemokratietsandel af stemmerne pa 0,8 procent. Han var ikke i tvivl om, at Socialistisk Folkeparti havde gjort indhug i Socialdemokratiet, der sa til gengasld havde taget sig betalt hos Retsforbundet. Det var t'or, man interesseredesig for vaelgernes vandring til og fra sofaen, for i virkeligheden havde Socialdemokratiet. med en fremgang pa 2,8 procent af vaelgermasseni forhold til 1953 opnaet en stor sejr. Man matte i 1960 fra alle sider tvivle om holdbarheden af A-gruppens uhorte fremmarch. Der takes

ora sandflugt, men disse roster forstummede efter 1964-valget, og i 1966 tog alle sagen hojst alvorlig. A-gruppen tolkede da erobringen af flertalleti Folketinget som vaelgernes opfordring til - som det nu hed - at bruge det socialistiske flertal. Man mindedes ikke mere Hedtofts »Vi er alle liberalister«. Inden for B-gruppen svingede man mellem onsket om at drive realitetspolitik med socialdemokraterne uden om SF og at fa etableret en antisocialistisk kampfront. Tanken herom godedes kraftigt af den omstaendighed, at afstanden mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre ogedes. Da der blev udskrevet valg til 23. januar 1968 var der lagt op til kamp om den sidste sofavaelger. Og sa viste det sig af grunde, som det ikke her er stedet at komme naermere ind pa, at A-gruppen hverken disponerede over 44,1 eller 42,7 procent af vaelgerne som i de fede ar. Procenten faldt til 38,5. Det var et tab pa 5,6 procent af vselgermasseni lobet af fjorten maneder, men tilbage er en 2,4 procents andel ud over A-gruppens gennemsnit i de syv magre ar, da valg bade i Danmarkog i andre nord- og vesteuropaeiske lande praegedes af noget, man frygtede var antiparlamentarisme. Maske var det blot politisk uoplagthed, for det var vel ikke udtryk for en tilfredshed, der virker afslappende?

Men kan A-gruppen da kun ved en politik, der ikke ligefrem irriterer store dele af marginalvaelgerne, regne med at have 38,5 procent af vaelgerne bag sig? Mon ikke det vil vaere rigtigere at taenke sig, at procenten ligger noget hojere, f. eks. pa de 40,0 procent fra 1947. I sa fald skulle 4,1 procent af vaelgerkorpset vel naermest den 23. januar have forladt A-gruppen i protest eller harme og halvanden procent opfyldt af bedrovelse. De forste kunne taenkes at vaere gaet til M-gruppen, de sidste at vaere havnet i P-gruppen. Nuvel, deter teori, som andre spekulationer vedrorende motiver. Tallene lukker sig om visse hemmeligheder, blandt andet er det ikke muligt af den officielle statistik at fa oplysning om bevaegelserne inden for A-gruppen. Man kan forelobig heller ikke se, om mange af de nye unge, der i 1966 stemte for forste gang, og som for en stor del synes at vaere gaet til SF, er gaet pa sofaen, fortrinsvis er gaet over til M-gruppen, eller om det udelukkende er Socialemokratiets »hojre« floj og »borgerlige medlobere« af 1960-type, der tog afsked med A-gruppen i 1968.

Holger Eriksen havde nok ret, da han i 1960 spaede, at SF ville vedblive at ga frem, hvis ikke Socialdemokratiet gik ind for en mere socialistisk linie - men til gengaeld forudsa han vist ikke, at prisen for at ga i samarbejde med SF kunne blive, at Socialdemokratiets hojrefloj faldt fra. Og den tanke ma i dag vaere relevant.

Deter et skud i det dunkle - det skal blankt erkendes - men det

giver et midlertidigt stasted, om man nu ville opstille den hypotese, at A-gruppevaelgere under de fyrre procent af vaslgermassen kan holdes, hvis forholdene arter sig nogenlunde gunstigt i eller for gruppen, mens tab der forer andelen ned under 40,0 berorer gruppens mere stabile grundstamme.Man kan da antage, at 73,2 procent af de flygtede 179.000 vEelgere (altsa de 4,1 procent af vaelgermassen) i 1968 i protest er sogt andetsteds hen, mens de 26,8 procent (halvanden procent af vaslgermassen,nemlig diferencen mellem 40,0 og 38,5) har taget plads pa sofaen til »bedre« tider. Rundt regnet skulle A-gruppen da have afgivet 48.000 til P-gruppen, mens 131.000 er gaet til den radikale liste B, der stadig ikke ma forveksles med B-gruppen. Der er jo tale om situationen pa selve valgdagen, for stemmerne blev talt op. Gor man tallene op i form af nettobevaegelser til og fra de fire grupper af vaelgere, har A-gruppen da afgivet ca. 179.000, hvoraf 48.000 er gaet pa sofaen og 131.000 til M-gruppen. M-gruppen har imidlertid modtaget 188.000, sa der mangier57.000. De ma direkte eller indirekte vaere hentet fra et andet sted pa sofaen. A-gruppen har dermed sendt 1,5 procent af vaslgerne pa sofaen, og M-gruppen har hentet 1,8 procent. Desuden har det tyske mindretal hentet 0,2 og B-gruppen 0,1 procent pa sofaen, hvorved der i alt er disponeret over 3,6 procent vaelgere, der i 1966-68 havde plads i P-gruppen, og vi er godt pa vej op mod tallet for den maksimale valgdeltagelse,idet tilhaengere af hver gruppe vel ikke i en kampsituation humorlosesidder pa sofaen samtidig. Der emu disponeret over 92-93 procentaf vaelgermassen. Skal der sendes flere af A-gruppens vaelgere pa sofaen, ma der hentes flere frem derfra til andre grupper, og sender man endnu 32.000 over i passiviteten fra et hold, ma det tilsvarende antal ogsa hentes frem. Der disponeres derved over yderligere to procent af vaelgerkorpset. Her ma handles forsigtigt i intervallet mellem den nuvaerendehoje valgdeltagelse og den maksimale stemmeafgivning. Den 92,7 procents stemmeafgivning i 1963 i et Holland med stemmepligt bringer sig i erindring.

Forskydning mellem grupperne landsdelsvis

Deter konstateret, at A-gruppen i perioden 1947-66 satte sin vaslgerandel op fra 40,0 til 44,1 procent af vaelgermassen, og at andelen i 1966-68 ned fra 44,1 til 38,5 procent. Tab og gevinst for hovedgrupperne i disse to perioder hver for sig og under et tager sig i procent af de betragtede vaelgerkorps saledes ud:

P-gruppen har i begge perioder og alle omrader undtagen i HovedstadensOmrade ved valget i 1968 tabt terraen - stemmeafgivningen er taget stasrkt til. A-gruppen vandt i alle fire omrader i 1947-66 og tabte over alt i 1966-68, men her traeffer vi det ejendommelige forhold, at A-gruppen, nar hele perioden ses som en enhed, nok har tabt i HovedstadensOmrade og Nordostsjaelland, men den har vundet i resten af oernes Omrade og i Jyllands Omrade. Modsat har B-gruppen vundet i hovedstaden og Nordostsj£elland, men tabt andele af den samlede vaelgermassei resten af landet. Og endelig har M-gruppen i 1968 vundet langt

mere, end den tabte i 1947-66. P-gruppen er periodens store »taber«. Den
politiske aktivitet er vokset, men (dermed?) maske ogsa uroen.

Deter abenbart ikke i Vaelgere pa Vandring lykkedes at give en letfattelig fremstilling af vandringernes helt selvfolgelige betydning for den landsdelsvise forskydning i styrkeforholdet mellem A- og B-grupperne. Man kan som regel - og ogsa for Danmarks vedkommende - dele et land i omrader, der afgiver, og omrader, der modtager folk og dermed vaelgere. Forelobig kan der vaere grund til undtagelsesvis at se pa det mere teoretiske - et omrade med f. eks. 900.000 vaelgere, der fordeler sig med 50 procent til en A-gruppe, 25 procent til en B-gruppe og de resterende 25 procent til andre grupper, hvoriblandt de passive. Hver gruppe har fra et valg til et andet en tilvaekst pa 10 procent, idet det forudsaettes, at der ikke er nogen forskel i fertiliteten inden for de forskellige befolkningslag, ligesom mortaliteten er ensartet. Imidlertid har man et andet omrade, hvor befolkningen er fordelt politisk med kun 35 procent i A-gruppen og til gengaeld 40 procent i B-gruppen, mens der ogsa her er 25 procent hos andre og pa sofaen. Fra dette omrade flytter 100.000 unge netto til vaekstomradet, jaevnt fordelt efter hjemegnens partistyrke, og disse unge vaelgere tilslutter sig det nye sted de samme politiske grupper (om end ikke absolut de samme partier), som de i henhold til afstamning og milieu ville have gjort i den politiske stabile hjemegn. Udviklingen i det nye omrade former sig da fra et valg til et andet efter folgende monster:

Hvordan udviklingen har formet sig i afvandringsomradet, afhaenger af forhold, der ikke er grund til at komme naermere ind pa her. Men tager vi som praktisk eksempel pa vandringernes betydning et hovedsageligt modtagende og et hovedsageligt befolkningsafgivende omrade af Danmark - henholdsvis Hovedstadens Omrade med de to nordsjaellandske forstadsamter (H + N0) og resten af landet (00 + J), har udviklingen i hovedgruppernes stemmetal og det samlede vselgertal formet sig saledes i perioden

Den officielle statistik kender ikke antallet af vaelgere i Hovedstadens Omrade og Nordostsjaelland, som stammer fra landets ovrige dele pa de to tidspunkter, sa alene af den grund kan end ikke vadgernes geografiskpolitiske rod fastslas. Men ser man pa de nordsjasllandske amter, ma det forst konstateres, at med ensartet vsekst landet over i forhold til udgangstallet, ville vselgertallet i Kobenhavns og Frederiksborg amter allerhojst vasre vokset fra 280.100 i 1947 til 368.300 i 1968, altsa med ikke over 88.200. Det steg imidlertid med 320.000 til 600.100. Tallet for den »hjemlige« tilvaskst kan kun vaere vejledende. Det forudsaetter imidlertid en tilvandring pa netto allermindst 231.800 vaelgere. Kobenhavn-Frederiksberg har da ogsa haft et vandringsunderskud pa ca. 150.000 personer, oernes Omrade uden for Nordostsjaelland et underskud pa godt 55.000 og Jylland et underskud pa ca. 105.000 i perioden 1947-67. Det bliver ialt ca. 310.000, der skulle have forladt disse omrader, mens Kobenhavns og Frederiksborg amter har modtaget ca. 270.000. Forskellen pa de 40.000 skulle vaere udtryk for, at der er udvandret flere, end der er indvandret til landet som helhed. Men set under et har H + NO-omradet antagelig netto modtaget over halvandet hundrede tusind vaelgere fra den egentlige provins, og heri ligger forklaringen pa, at B-gruppen har kunnet vinde terraen i hovedstaden og Nordostsjaelland, samtidig med at den har tabt terraen i resten af landet - mens det ma vaere gaet A-gruppen omvendt, hvis der er vandret forholdsvis flest af B-gruppen, og den procentvise fordeling af vaelgertallet har netop aendret sig saledes i de to udviklingsmaessigt set sa forskellige omrader af landet:

Uden at det her skal stilles i direkte forhold til vselgertallets »naturlige« vaekst i til- og afvandringsomraderne, skal det naevnes, at det arlige fodselsgennemsnit i arene 1931-50 i Hovedstaden og de to nordsjaellandske amter la pa ca. 21.000 og i resten af landet pa ca. 55.000. Uden vandringer ville vaeksten i vaelgertal fra 1947 til efter 1960 have vaeret stserkere uden for hovedstaden og forstadsamterne end i dette omrade. Man kan for overskuelighedens skyld som i det teoretiske eksempel nojes med tre grupper - A-gruppen, B-gruppen og Passive m. v. - uden at det ma opfattes som et udtryk for ringeagt over for dem, der falder ind under betegnelsen »m. v.«, altsa M-gruppen. Udviklingen har da dels i procent af Vcelgertallet i hele landet, dels i procent af vadgertallet i hvert omrade for sig formet sig saledes:

Noget helt tilsvarende kan ikke afkeses ved en sammenligning mellem de
nordostsj£ellandske forstadsamter og det ovrige land som helhed. Her har
udviklingen formet sig saledes:

Ogsa her kan det lette overblikket at nojes med 3 grupper:

Der skal iovrigt henvises til tabel C,l-2 (og til bilag D,l-2 i Vaelgere pa Vandring). Da hovedparten af Hovedstadens tab pa 4,2 procent af det samlede vaelgertal fra 1947 til 1964 er gaet til forstadsamterne, ville det vaere urimeligt at antage, at en hovedpart af 2,7 procent af landets samlede vaelgertal, som A-gruppen har vundet i Kobenhavns og Frederiksborgamter, ikke skulle vaere beslaegtet med storsteparten af det 2,5 procents tab, som A-gruppen har lidt i Kobenhavn-Frederiksberg. Man finder ikke pa tilsvarende made B-gruppens gevinst pa 3,1 procent af landets samlede vaelgertal i Nordostsjaelland modsvaret af direkte tab for gruppen i hovedstad eller provins, men det ma her erindres, at provinsens vaelgertab ved vandringer har andraget mindst fern procent af periodens gennemsnitlige vaelgertal. Det har for oernes Omrade uden for Nordostsjaellandgivet sig udslag i et tab pa 1,8 procent af landets samlede vaelgermasseog tab for alle grupper - ligesom i Hovedstadens Omrade. Men

trods tab af mere end hundrede tusind vaelgere har Jylland i kraft af sit
store fodselsoverskud fuldtud bevaret sin andel af landets samlede vselgermassei
perioden 1947-64.

Efter 1960 har nettovandringerne fra provinsen til hovedstad og forstadsamter vasret overmade beskedne. I de sidste otte ar er det naesten udelukkende udflytninger fra Kobenhavn-Frederiksberg, der har bidraget til forstadsamternes tilvaekst af vaelgere.

Gennem vandringer fra provinsen (00+ J) ma det antages, at der i perioden 1947-68 netto er tilfort hovedstaden og de to forstads-amtskredse (H + N0) ikke blot omkring 160.000 personer, men 160.000 vaelgere. Det drejer sig i 1968 om fern procent af det samlede danske vaelgerkorps, og forudsat, at vandringen ikke har bevirket partiskifte eller i hvert fald ikke gruppeskifte, sa forskydningen i landsresultatet har andre arsager, ville den procentvise stemmefordeling uden vandringer - sammenlignet med de faktiske resultater af 1947- og 1968-folketingsvalgene have vaeret folgende for A-gruppen, B-gruppen og M4- P-gruppen i omraderne H+NO og 00+ Ji procent af det samlede vaslgerkorps:

Der ma her ses bort fra den indflydelse, vandringerne mellem Danmark og udlandet (herunder i valgteknisk forstand ogsa Gronland og Faeroerne) har haft. Har nettovandringen til udlandet ramt grupperne ensartet, kan det indenlandske mellemvaerende mellem hovedstaden i videste forstand og provinsen i snaevrere forstand i 1968-stemmetal udtrykkes ved, at grupperne i provinsen har tabt og i hovedstadsregionen vundet folgende stemmetal:

Vandringerne kan saledes vaere eneste forklaring pa hovedgruppernes styrkeforskydning fra provinsen til hovedstadsregionen - men dermed er ikke sagt, at de er det. Og de kan selvsagt ikke forklare forskydninger inden for grupperne eller mellem M- og P-grupperne, der i perioden 1960-66 til dels har fundet sted via A-gruppen.

Hvad angar Thisted amt, ma jeg fastholde mit lille regnestykke som et godt billede pa det, der sker, nar en udprseget landbrugsegn med mindre kobst£eder og bymasssige bebyggelser gar tilbage i folketal. I Thisted amt gar A-gruppen relativt frem i landsognene, mens B-gruppen gar tilbage i absolutte tal, og A-gruppen gar relativt tilbage i kobstederne, hvor Bgruppen gar frem i absolutte stemmetal. Det samlede resultat er blevet, at mens A-gruppen i alt har oget stemmetallet med 26,8 procent fra 1947 til 1968, er det gaet frem med 25,4 procent i Thisted amt, altsa meget naer landsgennemsnittet. Derimod gik B-gruppens stemmetal som helhed frem med 34,9 procent, mens det i Thisted amt dalede med 3,0 procent. Den helt overvejende del af de bortvandrede har ganske utvivlsomt vasret prsedestinerede B-gruppe vaelgere. Deter i det hele taget karakteristisk, at befolkningsafgivende amter har haft en relativ fremgang for A-gruppen og modtagende omrader en faktisk fremgang for B-gruppen. Der findes undtagelser, men det vil fore for vidt at komme nsermere ind pa dette forhold. Det skal blot siges, at det har befolkningsmaessigt forklarlige arsager.

Thisted amt er det eneste amt i landet, hvor B-gruppen i 1968 fik faerre stemmer end i 1947, og afvandringen har i det mellemliggende tidsrum andraget 15-20.000 personer (i amt med 50.000 vaelgere). Beboertalleter lavere nu end i 1947, og kun valgretsalderens nedscettelse har bevirket, at vaelgertallet ikke ogsa er mindsket. Desvaerre savner man i vaesentlig grad stotte i den officielle statistik med hensyn til vandringernes retning, omfang og karakter. At det hovedsagelig er ungdom, der vandrer, fremgar dog blandt andet af, at folketasllingerne viser, der kun er et ringe antal aeldre i et sa udprasget tilvandringsomrade som Nordsjaelland. Thistedamt har derimod landets laveste andel af 20-39-arige (1960-taellingen),og skont der i 1920-39 fodtes 36.045 born i amtet, takes der i 1960 alt i alt kun 18.522 personer i aldersgruppen 20-39 ar. Deter altsa ikke »nogle mere eller mindre underbyggede antagelser, om at det overvejendeer unge, der flytter«, jeg arbejder med. Deter kendsgerninger,

omend jeg godt med Landsplanudvalgets Sekretariat (Regionale Befolkningsfremskrivninger1960-2000
(Kbh. 1968) side 95) kunne have onsket
et bedre og helt a jour fort materiale fra Danmarks Statistik.

Deter stadig min overbevisning, at de indenlandske vandringer er en hovedarsag til forskydningerne i stemmeandele mellem A- og B-grupperne i landets forskellige omrader til op i tresserne, og at de ogsa kan have ovet indflydelse pa for eksempel de konservatives tiltagende styrke og Venstres tilbagegang. Erfaringer fra udlandet viser, at vaelgerne, nar de skifter parti, oftest bevseger sig ad den korteste vej - til et beslaegtet parti. Men ogsa nar vaelgerne vil protestere, og maske netop nar de vil protestere, bevEeger de sig over korte afstande. Derfor er det naturligt for en vaelger, der vil protestere mod den samlede A-gruppe eller den samlede B-gruppe at bevasge sig til sofaen eller M-gruppen. Deter ikke i modstrid med, hvad der star i Vaslgere pa Vandring, at sa mange stemmer i 1968 samledes hos de radikale, der forovrigt allerede i 1966 nod godt af visse proteststromninger. Der er, siges det i Vaslgere pa Vandring, i sandhed tale om stabile vaelgerrnasser . . „ men ogsa om vaelgere, der kan miste humoret og trsette holde sig tilbage eller i en given situation opflammes til at protestere, nar det vel at maerke kan ske, uden at de foler sig revet ud af deres folelsesmaessige sammenhaeng med familie, milieu eller fortid«. Det betyder heller ikke efter det seneste valg, at man »primcert« skulle opfatte M-gruppen som »et brugbart alternativ til sofaen for den socialistiske eller borgerlige vaslger, der af en eller anden grund midlertidigt bliver utilfreds med den blok, han rettelig horer hjemme i«. Deter ikke vaslgerne, men partimedlemmer, partiledelser og folketingsgrupper, der afgor, hvad et parti primaert vil vasre.

Men at netop M-gruppen kan opsuge proteststemmer, er 1968-valget et eklatant eksempel pa. Bevaegelser af denne art er i fuld overensstemmelse med demokratiets vaesen og parlamentarismens ide - i forholdstalsvalgmadens udformning. Deter en primasr funktion i et demokratisk samfund, at befolkningen kan tilkendegive, at den onsker at blive af med en regering. Dermed skulle imidlertid gerne pa samme tid siges noget positivt, og det positive kan udtrykkes mere nuanceret ved forholdstalsvalg end gennem valg i enkeltmandskredse, men dermed folger igen, at det bade for politikere og valgforskere er vanskeligere at fastsla hensigten med selv kraftige vaelgerreaktioner. Man vaelger ikke blot - som under topartisystem - en regering. Vselgerne udtaler sig om den politik, de onsker fort, og deres svar kan kraeve bade fortolkningskunst og kompromis'er, nar regeringer skal dannes og opretholdes. Men deter atter en anden historie.

Og sa blot nogle afsluttende bemaerkninger.

Jeg har gang pa gang i Vaelgere pa Vandring understreget materialets utilstraekkelighed som afgorende bevismateriale, saledes ordret pa side 90: - Men de blotte valgtal kan ikke alene sta som afgorende bevismateriale. De kan vel egentlig kun vidne med sikkerhed om en forbavsende stabilitet i storsteparten af vaelgerkorpset. Og videre: - Om marginalvaelgene siger de kun, at de kan vaere udslaggivende, og at de i Danmark har vseret tilbojelige til at kaste deres kaerlighed pa nye partier frem for pa sofaen, mens gennemsnitlig 80 procent af de aktive veelgere har givet deres stemmer til de tre storste partier. . .

Jeg understregede endvidere bilagenes primaere betydning blot som handbogsstof for en droftelse af den politisk-folkelige udvikling. Jeg har ikke haft adgang til andet stof end det offentligt tilgsengelige. Der har ikke foreligget danske survey-undersogelser, jeg kunne stotte rnig til og afkontrollere f. eks. vandringsteorien pa. Arbejdet er udfort sa at sige med handkraft pa noget stenet grund som »hobby« i ferier og anden fritid, og jeg har selv peget pa de fejlkilder, Mogens N. Pedersen nasvner.

Trods Mogens N. Pedersens gentagne pastand om fejlslutningers uundgaelighed pa det foreliggende grundlag, ojner jeg dog ikke i hans meget teoretiske kritik noget, der ligner bevis for, at jeg har uret i det synspunkt, der i hvert fald stottes af foreliggende materiale, at vandringerne i halvtredserne kom til at ove en afgorende indflydelse pa gruppernes vaelgerandele i Hovedstadens Omrade, Nordostsjaelland og den egentlige provins. Hvor skulle stemmerne vaere kommet fra i Kobenhavns og Frederiksborg amter, om der ikke var kommet nogen vandrende med dem? Og kan det vaere tilfaeldigheder, der bevirker, at fremgang og tilbagegang for A- og B-grupperne i Nordostsjaelland - og det ovrige land i 1964 praktisk taget balancerede sammenlignet med 1947? Jeg kan anbefale disse forhold til naermere studium, nar 1965-folketsellingens kombinerede bopaslsog fodestedsopgorelse - som lovet - en gang publiceres, men jeg skal gore opmaerksom pa, at vandringsretning og -karakter ikke mere folger skemaet fra halvtredserne.