Statsfinansernes historie under enevaelden har i det sidste halve arhundrede kun vaeret gjort til genstand for meget fa dyberegaende undersogelser, og kun for de forste ar efter 1660 harder hidtil foreligget en mere omfattende beskrivelse af den offentlige sektors okonomiske transaktioner.

Arsagerne til, at sa fa historikere har beskaeftiget sig med denne side af Danmarks okonomiske historie, er formentlig isaer to, en rent praktisk betonet og en mere okonomisk-teoretisk betonet. I praksis stoder studiet af enevaeldens finansarkiver pa betydelige vanskeligheder som folge af et tungt arbejdende og - i perioder - staerkt decentraliseret bogforingssystem, som uden en betydelig bearbejdelse umuliggor et samlet overblik over statsfinanserne. En mere teoretisk begrundet arsag er formodentlig, at det store flertal af historikere, der har beskceftiget sig med enevaeldens generelle okonomiske forhold, har faet deres teoretiske skoling pa et tidspunkt, hvor den okonomiske opfattelse var domineret af den klassisk-liberale skole, der indskraenkede statens rolle i det okonomiske liv til et minimum. Dette har ikke alene bevirket, at de pagaeldende historikere kun har lagt ringe vaegt pa statens rolle i den nationale okonomi, men ogsa, at forstaelsen for motiveringen for den forte politik har vssret mangelfuld, fordi de pagseldende forfattere - trods onsket om en objektiv analyse - er sa staerkt pavirket af deres egen samtids dogmer, at de ikke har kunnet frigore sig tilstraekkeligt fra disse til at give en neutral bedommelse af den forte politik og den teoretiske underbygning herfor.

Pa denne baggrund er det med interesse, at man modtager en undersogelseaf statsfinanserne og finansforvaltningen i Frederik IVs regeringstid,sa meget mere som disse tre forste artier af det 18. arhundrede omfattereksempler pa de konjunkturfaser, der pa afgorende made blev bestemmendefor

stemmendeforfattigdom eller rigdom i det danske monarki i hele eneva?ldenstid, nemlig dels en periode, hvor monarkiet holdt sig neutralt, mens det ovrige Europa var indviklet i en langvarig og kraevende krigsforelse,dels en periode, hvor monarkiet var aktiv krigsdeltager, og endelig en periode med en omfattende efterkrigsdepression.

1 forste halvdel af undersogelsen er der foretaget en grundig gennemgang af finansforvaltningens organisation, der i den behandlede periode blev underkastet adskillige aendringer. Heri skildres Frederik IV's opbygning af administrationen og kongens stadige indgriben i de finansielle forhold med henblik pa at effektivisere bade den ekspeditionsmasssige og iscer den revisionsmaessige del af rentekammerets arbejdsomrade, en indgriben, der isaer i arene 1715-20 gav sig udslag i vigtige reformer af forvaltningen. Der gives desuden en oversigt over de i forvaltningen ansatte og deres lonningsforhold.

Af Scerlig stor betydning for muligheden for en undersogelse af finanspolitikken under Frederik IV er det imidlertid, at der gjordes en rtekke forsog pa at opstille samlede statsregnskaber, der - bortset fra partikulaerkammerets indtaegter og udgifter - skulle omfatte alle statens transaktioner, idet dog udbetalingssiden fortes i tre saerskilte regnskabsboger for henholdsvis civiletaten, landetaten og soetaten, men saledes at der efter arets udgang kunne foretages en samlet indregning af disse kassers »udbetalinger« i den »Summariske Extract over Reigningernes Indttegter og Udgivter med Behold og Restancer«, der giver den samlede oversigt over arets statsregnskab - med undtagelse af partikulasrkammerets forhold. Det grundlag, der herved skabtes for statens bogforingssystem, kom i hovedtraek til at besta lige sa laenge som enevaelden.

I anden del af den foreliggende bog er der dernaest - hovedsagelig pa grundlag af disse regnskabstal og partikulserkammerets regnskaber - foretaget en gennemgang af skattelovgivningen, en opregning af de modtagne subsidier og givet en oversigt over nogle trask af erhvervsudviklingen. Som afslutning foretages en vurdering af Frederik IV's personlige indsats i skattelovgivning og finansforvaltning m. m. Han karakteriseres som en flittig administrator fuld af interesse og pligtfolelse for sit arbejde, men ofte med manglende sans for de store linier i de politiske foranstaltninger.

Statsregnskabemes Extracter«.

Desvaerre har Boisen Schmidt i meget ringe omfang skildret opbygningen
af statens regnskaber. Der gores blot opmcerksom pa (s. 192), at der er

den, ma posten »skatter m. m. i alt« nodvendigvis daskke over det palignedebelob, og ikke som hsevdet af Boisen Schmidt over det belob, som skatten indbringer. Skatter m. m. er altsa inclusive restancer og ikke som antaget af Boisen Schmidt exclusive restancer.

At dette er tilfasldet f. eks. for hartkornsskatternes vedkommende fremgarogsa tydeligt af regnskabernes »generalindt£egtsbog«, der omhyggeligtfor hvert lokalt indkraevningsomrade beregner det skattepligtige hartkornog derfra finder frem til, hvad skatten ville indbringe, safremt der ikke opstod restancer. Nar Boisen Schmidt (s. 264) forklarer hartkornsskatternesensartede niveau fra ar til ar i Danmark og Norge ved, at

tale om en blanding af kasseregnskab og driftsregnskab, men da der i den videre behandling ikke er taget hensyn hertil, har forfatteren gjort sig skyldig i en lang raskke fejlfortolkninger af det anvendte regnskabsmateriale,og det vil derfor vasre nodvendigt her at gore naermere rede for systemet, der la bag ved den arlige regnskabsafslutning, sa meget mere som der i bogen kun bringes et tilfaeldigt udsnit af regnskabernes talmateriale. Det ville have vasret velgorende, om der - f. eks. i et bilag til bogen - var medfulgt en oversigt for hvert regnskabsiir udarbejdet pa grundlag af de »Summariske Extracter«.

I tabel 1 er her - som et tilfaeldigt valgt eksempel - vist opbygningen af de »Summariske Extracter« for regnskabsarene 1714-19. Det ses af denne tabel, at princippet i regnskabet er, at der abnes ved arets begyndelse med en beholdning af rede penge og de sakaldte »uapproberede udgifter« (jfr. nedenfor) samt af tilgodehavender i form af restancer fra tidligere ar og statsudlan - kaldet »aparte debitorer«. Til disse poster lasgges i arets 10b skatter m. m. vedrorende det pagaeldende iir, hvorved den samlede balance fremkommer. Heroverfor star sa de i arets 10b »godkendte udgifter« - de, der er assigneret - og laegges til disse beholdningsstorrelserne ved arets udgang, fas atter den samlede balance. Dette, der er en nodvendighed som folge af den bogholderiteknik, der anvendes, kan ogsa udtrykkes ved, at dersom man til de ved arets begyndelse konstaterede beholdninger laegger posten »Skatter m. m. i alt« og fratraekker posten »I alt assigneret«, ma man nodvendigvis fa den samlede beholdning ved arets udgang - dog med en korrektion for de i arets 10b eftergivne restancer.

Boisen Schmidt antager nu, at man far et udtryk for, hvad statens samlede indtaegter (excl. restancer o. 1.) har vaeret, hvis man til posten »skatter m. m. i alt« laegger partikulaerkammerets indta^gter, men dette kan ikke vaere tilfaeldet, som det vil fremga af det folgende.

I eksempel A i tabel 2 taenkes en situation, hvor kassebeholdningen i arets 10b er steget fra 0 til 10 (f. eks. rigsdaler). Da der ikke er sket aendringer i restancebelobet, og da der heller ikke har vaeret assigneret udbetalinger, ma belobet pa 10 saledes vaere blevet indbetalt i arets 10b. Posten »Skatter m. m. i alt« daskker altsa i dette tilfaelde over de indbetalte skatter.

I eksempel B er kassebeholdningen i arets 10b steget med 8, og samtidiger restancemaengden steget med 2. Da der ingen assignerede udgifter er, kan regnskabet kun stemme, safremt der under »Skatter m. m. i alt« indfores tallet 10, hvoraf altsa 8 er indbetalt i kassen, mens 2 er forblevet som restancer. Heraf folger, at nar der sker asndringer i restancemaengrigernekun

rigernekunberortes lidt af egentlige krigshandlinger, er dette altsa ikke den rette arsag. De belob, der opfores i tabellen pa side 263, er i stedet de palignede skatter. Arsagen til, at disse - med de faste udskrivningssatser - overhovedet kunne variere fra ar til ar, var, at der arligt bevilgedesspecielle fritagelser for enkeltgrupper, f. eks. for bonder, hvis garde var nedbraendt o. 1.

I eksempel C i tabel 2 er vist regnskabsforingen, nar restancerne i et senere ar indbetales. Er der ved arets begyndelse en kassebeholdning pa 8 og restancer pa 2, og inddrives disse restancer i arets 10b, ma kassebeholdningen,under forudsaetning af at der hverken er palignet skatter

eller assigneret udgifter i arets 10b, vsere steget med 2 til 10 ved arets
slutning. Inddrevne restancer vil saledes ikke vise sig pa posten »Skatter
m. m. i alt« i det ar, hvor de inddrives.

Hermed er imidlertid ikke givet den fulde forklaring pa »Skatter m. m. i alt«, idet en nsermere gennemgang af »generalindt£egtsbogen« viser, at der for visse skatters vedkommende, krigsstyr og kopskat af Kobenhavn m. fl., alligevel indgar indbetalinger af restancer fra tidligere ar under »Skatter m. m. i alt«. Dette skulle efter eksempel C ikke kunne lade sig gore, og kan kun betyde, at man under denne post for de skatter, hvis provenu ikke pa forhand kunne beregnes, indforte de indbetalte belob og ikke de palignede, og det ma tillige betyde, at restancer, der er opstaet i forbindelse med disse sidstnasvnte skatter, ikke indgar i de »Summariske Extracters« opgorelse over de samlede restancer.

Ud fra den ovenstaende regnskabsgennemgang kan altsa konkluderes med hensyn til »indtaegter« og restancer: 1) Posten »Skatter m. m. i alt« omfatter for de skatter, hvis provenu kunne beregnes pa forhand, det palignede belob, for andre skatter og afgifter det faktisk indbetalte be-10b. Posten »Restancer« omfatter kun restancer i forbindelse med skatter, hvis provenu kunne beregnes pa forhand.

Det kan endvidere heraf sluttes, at de tal, som Boisen Schmidt angiver, at skatterne indbragte - i hvert fald for de skatter, hvis provenu kunne beregnes pa forhand — er forkerte. Det samme gaelder tallene for restanceforogelserne i de enkelte ar, og det ma endelig ogsa gaelde for de beregnede samlede statsindtsegter.

Safremt restancerne for skatter, hvis provenu kunne beregnes pa forhand,i
de betragtede ar kun havde va?ret af beskedent omfang, ville

den fejltagelse, der er begaet ved at anvende posten »Skatter m. m. i alt« som udtryk for de belob, der er indgaet til staten, vaere ret betydnings-10s,men restancerne netop under krigen lober op i store belob, bliver den benyttede fremgangsmade meget uheldig. For aret 1714, der havde sasrligt store restancer, ses det saledes af tabel 1, at restancerne for de skatter, hvis provenu kunne beregnes pa forhand, stiger med godt 700.000 rdl., hvorfra dog ma fradrages de tilforte restancer fra tidligere ar (jfr. tabel 1, note 1), saledes at Boisen Schmidts tal altsa er sa meget for store, eller en overvurdering af tallet for det virkeligt indkomne belob med ca. 11 pet. og af det indkomne skatteprovenu med naesten 20 pet.

I denne forbindelse skal det ogsa naevnes, at bensevnelsen »samlede indtaegter« - pa trods af, at den bruges i samtiden - er uheldig til beskrivelse af »Skatter m. m. i alt«, da begrebet daekker over noget ganske andet i dag. At medregne laneoptagelse og pengeseddelunderskrivelse som en indtasgt virker meningsforstyrrende.

Inden denne side af statsregnskaberne forlades, skal der ogsa peges pa, at der flere steder i bogen er manglende konsistens mellem tallene pa »indtaegtssiden«. Som eksempler herpa kan naevnes, at de ekstraordinaere skatters provenu i 1711 opgores til 1.088.019 rdl. pa side 287, men til 945.280 rdl. i tabellen pa side 340. De »samlede statsindt£egter« for 1714 opgores pa side 262 til 5.573.955 rdl., men pa side 298 til 5.724.554 rdl. og for 1715 til 5.632.211 rdl. pa side 262, men til 5.464.772 rdl. pa side 303. Det sidstnaevnte sted gores der endda udtrykkeligt opmasrksom pa, at der deri er indbefattet de i arets 10b optagne lan, skont disses belob pa 167.439 rdl. netop er, hvad der ma tillaegges belobet for at fa det forstnaevnte belob.

Vender vi os herefter til »udgiftssiden«, anvender Boisen Schmidt som et udtryk herfor de i tabel 1 viste assignerede belob. Ogsa dette er en uheldig fremgangsmade. I folge det anvendte bogforingssystem skelnede regnskabsforerne ved udbetalinger fra offentlige kasser mellem sakaldte »approberede udgifter«, der straks kunne indfores i regnskaberne og derfor indgar som en assigneret udgift under samme dato som udbetalingen fandt sted, og de sakaldte »uapproberede udgifter«, der ikke kunne indfores, for en speciel godkendelse forela. I det sidstnaevnte tilfaelde forblev udbetalingskvitteringen i kassen og medregnedes i dennes beholdning (jfr. tabel 1), indtil godkendelse forela, hvorefter belobet da pa det senere tidspunkt - ofte indtil flere ar efter - kunne indga som en assigneret udgift og afskrives pa beholdningen1).

---

1. Jfr. J. Mandix: Om det danske Kammervaesen, 1820, s. 385 f.

Det enkelte regnskabsars assignerede udgifter daekker derfor ogsa over belob, som kan vaere blevet udbetalt i tidligere ar, og mangier til gengadd det pagasldende ars uapproberede udgifter. Boisen Schmidt synes ikke at have vasret klar over denne svaghed ved at anvende de assignerede belob. Han omtaler blot (s. 187), at de uapproberede udgifter voldte meget besvaer ved revisionen, men ikke hvori dette bestod, eller hvilke konsekvenser deres tilstedevcerelse ma have for fortolkningen af det anvendte talmateriale. Hvor store fejl, der herved fremkommer, kan ikke opgores, da de uapproberede udgifter og kassebeholdningen i rede penge ikke er skilt fra hinanden i generalindtaegtsbogen (jfr. tabel 1), men senere i ar hundredet, da en sadan adskillelse foreligger, viser der sig store svingninger i de uapproberede udgifter fra ar til ar, saledes at anvendelsen af de assignerede belob som et udtryk for »udgiftssiden« da giver et meget utilfredsstillende billede.

I ovrigt kan der mod at anvende udgiftsbegrebet pa den i bogen anvendte made, rettes de samme indvendinger som mod indtaegtsbegrebet (jvf. ovenfor). Afbetaling pa statsgaeld og opbrsending af sedler er ingen udgift i bogholderimaessig forstand.

Af krigsarenes »samlede udgifter« er kun enkelte ar opgivet i bogen, men pa grundlag af tabellerne pa side 262 og side 343 skulle det vaere muligt at beregne dem i den forstand, hvori de opfattes af Boisen Schmidt. Det tal, man herved nar frem til for 1710, nemlig 4.492.615 rdl. stemmer imidlertid ikke med det andetsteds (s. 279) opgivne, nemlig 4.292.191 rdl., og for 1718 beregnes pa. grundlag af tabellerne i alt et belob pa 5.767.168 rdl., mens belobet pa side 317 er opgjort til 5.762.433 rdl.

Af de af Boisen Schmidt anvendte kilder skal dernaest undersoges benyttelsenaf partikulaerkammerets regnskaber, der for arene 1714-19 findesgengivet i summariske form i tabel 3. Ligesom den »Summariske Extract« fra generalindtsegtsbogen begynder regnskabet med en beholdning,men her kun i rede penge, hvortil lasgges arets indbetalinger, der dog i mindre omfang vedrorer indbetalinger til det offentlige fra tidligere kalenderar, saledes at det egentlig er forkert at medregne dem i det indfortear. Den derved opnaede balance modsvares af kassens udbetalinger og beholdningen ved arets udgang. Da der ikke findes restancer eller uapproberede udgifter, er der altsa her tale om et simpelt kasseregnskab i enkelt bogholderi, som det ikke skulle vaere vanskeligt at anvende. Alligevelhar Boisen Schmidt begaet en fejl i brugen af materialet. Tager man de tal, der i tabellen pa side 262 i bogen omtales som de samlede indtaegter, og traekker herfra bidraget fra generalindtaegtsbogen, d. v. s. det belob, der oven for i tabel 1 er omtalt som »Skatter m. m. i alt«,

kommer man ikke, som man skulle vente, til de samlede indbetalinger til partikulasrkassen, men derimod til den samlede balance for partikulserkassen.Det vil altsa sige, at Boisen Schmidt ogsa medregner det belob, der findes i partikulaerkassen ved arets begyndelse, til arets indtasgter, hvilket naturligvis ma vaere forkert.

Der er her alene - pa grundlag af et tilfaeldigt valg - gjort rede for regnskabstallene for arene 1714-19, og deter vist, at af det meget store antal belob, som findes i den foreliggende bog vedrorende disse ar, kan kun ganske fa - uden bedre dokumentation end den af Boisen Schmidt anvendte - med sikkerhed siges at deekke over det indhold, der tillaegges dem, og deraf folger naturligvis, at der ikke kan tillaegges de i bogen beregnede over- eller underskud pa statsregnskaberne for arene 1714-19 nogen betydning, hvortil kommer, at der ogsa i disse er tale om fejlafskrivninger fra det oprindelige materiale. Dette gaelder saledes tallene for 1715 pa side 303, idet de »samlede indtaegter« her medregner partikulasrkassens regnskaber (incl. beholdning), mens »udgifterne« alene er de assignerede udgifter, altsa excl. udbetalinger fra partikulaerkassen.

Deter endelig heller ikke muligt pa grundlag af svingninger ide samlede
»indtasgters« og »udgifters« belob fra ar til ar at udtale sig om, hvorvidt
statssektoren har vaeret ekspanderende eller kontraherende i forhold til

tidligere ar. 1 mange tilfaslde foretoges der overforsler mellem zahlkassen og partikulaerkassen (s. 338), og sadanne transaktioner, der reelt ingen betydning har for de okonomiske forhold, vil, ved blot at sammenlaegge de to kassers regnskaber, forhoje bade »udgifter« og »indtaegter« med lige store belob, da de indgar som en udbetaling fra den ene kasse og som en indbetaling i den anden kasse.

I hvilket omfang de ovennasvnte indvendinger mod Boisen Schmidts anvendelse af statsregnskaberne for arene 1714-19 kan rettes mod bogens talmateriale for periodens ovrige ar, er der ikke gjort forsog pa at vurdere, men i hvert fald for arene 1720-30 anvendes i statsregnskaberne samme bogforingsmetode som den her omtalte.

Da de af Boisen Schmidt foretagne opgorelser saledes ma forkastes, kan man stille sig det sporgsmal, om det pa grundlag af det bevarede materiale overhovedet er muligt at opstille beregninger over statens indog udbetalinger og dens over- eller underskud.

For indbetalingssiden skulle det vaere muligt at foretage et vist skon over udviklingen. Hvis man i tabel 1 gar ud fra tallet for »skatter m. m. i alt« og herfra traekker tilvaeksten i restancebelobet (evt. tillaegger nedgangen) dog med korrektion for eftergivne restancer samt foroger belobet med indbetalinger til partikulaer-kassen fra den private sektor og fratraekker nytilkomne sedler, far man — med nogle mindre periodiseringsfejl et udtryk for de indbetalinger, der har fundet sted til det offentlige. Derimod er man uheldigt stillet med opgorelsen af udbetalingerne, fordi man ikke i disse ar - som det blev tilfaeldet i statsregnskaberne senere i arhundredet - er i stand til at opdele statusbeholdningen pa rede penge og uapproberede udgifter. Var det derimod tilfaeldet, ville udbetalingerne svare til de assignerede udgifter plus nettostigningen i de uapproberede udgifter i arets 10b (evt. minus nettonedgangen), plus de udbetalinger fra partikulaerkassen, der ikke skete til zahlkassen, og minus braendte pengesedler. Man kunne altsa pa dette grundlag beregne statens kasseovereller

Da dette ikke er muligt for arene 1714-19 pa grundlag af de af Boisen Schmidt anvendte kilder, kan der kun foretages nogle forsigtige skon over udviklingen. Mellem 1701 og 1709 oplyses i bogen, at statsgaelden nedbragtesmed ca. 2 mill. rdl. (s. 224), mens der samtidig modtoges ca. 3 mill. rdl. i udenlandske subsidier (s. 222). Da der naeppe har vasret tale om en forogelse af statens centrale kassebeholdning pa 1 mill, rdl., kan man formodentlig gaud fra, at der i denne periode har vaeret et underskud pa statens drifts- og anlaegsbudget over for den indenlandske private sektor(dog incl. andre formuetransaktioner end de naevnte). Denne tendens

er fortsat med stigende takt under krigen, idet gaelden da stiger med henved4 mill. rdl. (s. 326), samtidig med at der netto udstedes for omkring 1 mill. rdl. sedler og modtoges ca. 2 mill. rdl. i subsidier fra udlandet (s. 328 ff).

Efter fredsslutningen aendredes forholdene radikalt. Det af Boisen Schmidt publicerede talmateriale for 1720'erne er ganske vist meget begraenset, men det fremgar dog heraf, at i Frederik IV's sidste ti regeringsar inddroges de udstedte sedler, samtidig med at statsgaelden blev nedbragt med omkring 1 mill. rdl. (s. 387). Da der kun modtoges udenlandske subsidier for omkring 1 mill. rdl. (s. 418), og da der ikke synes at vaere sket en sa kraftig nedgang i statens centrale kassebeholdning, at dette har kunnet neutralisere disse posters virkning, harder formodentlig i disse ar vaeret et overskud pa statens drifts- og anlasgsbudget.

Den økonomiske politik.

I sin bedommelse af det ovennaevnte resultat af Frederik IV's finanspolitik finder Boisen Schmidt, at nedbringelsen af statsgaslden i sig selv er noget rosvaerdigt. Der tales om det onskelige i at opspare en offentlig reservekapital (s. 197). Statens overskud betegnes som »smukt« (s. 250), og som en grundregel for finanserne nsevnes (s. 334), at »et stabilt pengevaesen (d. v. s. konstante valutakurser) er en af forudsastningerne for et sundt erhvervsliv og for sunde statsfinanser«. Desuden karakteriseres udstedelse af sedler som »farlige hjaelpemidler« (s. 336), mens Frederik IV desvaerre ikke havde »sunde betaenkeligheder« ved at foretage en devaluering (s. 434).

Forfatteren tilslutter sig saledes i de naevnte citater den i dag stasrkt foraeldede finanspolitiske teori, der karakteriserede det 19. arhundredes okonomer og historikere og laegger ingen vaegt pa statsgseldens pavirkning af de samlede okonomiske forhold i monarkiet.

Denne foraeldede tankegang gar ogsa igen i andre henseender. Om seddeludstedelsen, som staten begyndte i 1713, hedder det, da de finansdeputerede onskede yderligere udstedelse af sedler: »Übesindige og fremfusende maend var efter alt at domme ingen af dem, men maske har det i nogen grad skortet dem pa indsigt i, hvor risikabelt det kunne vaere for finanserne at anvende inflation sa hcemningslost« (s. 336). Dette citat ma ikke mindst ses pa. baggrund af, at det s. 359 ff oplyses, at aendringerne i lonninger og priser under krigen var saerdeles moderate.

Den virkelige baggrund for seddeludstedelsen ma dog formentlig vasre
den, at monarkiet indtil den spanske arvefolgekrigs afslutning kunne

tillade sig et underskud pa handelsbalancen, der blev daekket ved de udenlandskesubsidier. Da disse bortfaldt efter freden i Utrecht, matte underskuddetfinansieres med den i landet cirkulerende mont, og der opstod derfor hurtigt mangel pa betalingsmidler, en mangel, der blev afhjulpet ved seddeludstedelsen, saledes at den cirkulerende betalingsmiddelmasngde nieppe - som antaget af Boisen Schmidt (s. 359) - har vaeret ude for nogen forogelse af betydning. At der samtidig skete en devaluering af sedlernes Internationale vaerdi er en naturlig folge af det fortsatte underskudover for udlandet og kan nappe - som Boisen Schmidt mener (s. 295) - tillaegges manglende tillid blandt statens borgere til sedlerne, nar der sa ofte klages over mangel pa betalingsmidler.

Flere steder synes Boisen Schmidt at mene, at mangelen pa betalingsmidler og statens likviditetsnod kunne have vaeret afhjulpet, hvis monarkiet havde haft en bank (se f. eks. s. 321 og s. 444). Deter svaert at se, hvad en bank skulle have kunnet udrette under sadanne omstcendigheder. Mont ville den ikke have vaeret i stand til at fremtrylle, og tasnkes der pa en seddeludstedende bank, sa havde staten gennem sin udstedelse af autoriserede pengesedler et lige sa velegnet instrument i haende.

Tydeligst kommer den manglende forstaelse for statsfinansernes generelle virkning dog frem i afsnittet om 1720'erne. Europa var da kastet ud i en omfattende depression, dels pa grund af fredens genindtraeden, dels pa grund af reaktionen efter de kreditpolitiske eksperimenter i Vesteuropa i 1720, John Law's franske bank og den engelske »South Sea Bubble«. Under en sadan depression kan seddelinddragelse og afbetaling pa statsgaeld ikke kaldes en heldig politik. Tvaertimod ville en yderligere seddeludstedelse eller lanefinansierede statsudgifter have vseret et middel til at hjaelpe monarkiet ud af depressionen, men Boisen Schmidt finder (s. 415), at »lavkonjunkturer og industrisubsidier ikke gik i spaend sammen«, skont sadanne subsidier vel netop matte vaere pa deres plads under en depression. Hvornar skulle det ellers vaere tilfaeldet? Pa side 393 omtales ogsa, at man ikke kunne komme landbruget til hjaelp under depressionen med hojere priser. Det var et uloseligt problem, »sa laenge man ikke - som i dag - kunne operere med forskellige prisniveauer for hjemmemarked og eksportmarkederne«, og dette haevdes pa trods af, at det umiddelbart efter omtales, at landets vigtigste landbrugsprodukt, korn, var beskyttet af en importtold, og pa trods af, at man fra 1735 til 1788 til forhojelse af hjemmemarkedsprisen fastholdt et system med importforbud for korn, kombineret med lejlighedsvis tilladelse til import under saerligt darlige forhold, altsa. et system, der i hovedtraek svarer til nutidens landbrugsbeskyttelsessystem.

Der kan saledes ogsa i analysen af de okonomiske sammenhsenge konstateres alvorlige mangier i den foreliggende bog. Dette kunne maske have vaeret forsvaret, hvis den teori, der ligger bagved, ikke blot var et udslag af det 19. arhundredes tankegang, men ogsa havde vaeret gaeldende for Frederik IVs samtid, idet det sa - til trods for Boisen Schmidts personlige domme — kunne have vaeret fortolket som et forsog pa at skildre opfattelsen af okonomisk teori i begyndelsen af dette arhundrede.

Der berettes imidlertid kun lidt om den teoretiske motivering for den forte politik, og dette ma staerkt beklages, da netop disse ar er sa rige pa bidrag til den internationale diskussion om monetasre forhold, en diskussion, der isasr opstod pa grundlag af de praktiske erfaringer, der var gjort under den pfalziske arvefolgekrig, og som bl. a. behandlede, i hvilket omfang der gennem en oget betalingsmiddelmaengde kunne skabes en okonomisk ekspansion. Sin yderste konsekvens fik denne retning i Law's franske bank og den deraf folgende kraftige opblomstring i fransk erhvervsliv fra 1716, en opblomstring, der afsluttedes med en omfattende inflation i 1720. Denne opfattelse blandt datidens okonomer er i stark modstrid med det 19. arhundredes laissez-faire politik. Deter vel utaenkeligt, at denne tankegang ikke har vaeret kendt i Danmark, og det kan da ogsa ses af Boisen Schmidts bog, at der blandt de finansdeputerede har vasret tilhsengere af at fore en mere ekspansiv monetser politik bade under og efter krigen (s. 434f), men nogen belysning af deres motiver hertil og begrundelser herfor findes ikke. Fra anden side²) har man ogsa kendskab til, at Frederik IV gjorde sig store anstrengelser for at knytte Law til den danske statstjeneste efter det franske systems fald, og forhandlingerne herom naede endog sa vidt, at Law i oktober 1721 besogte Kobenhavn. Det ville have vaeret interessant, om det havde vasret muligt at kaste mere lys over baggrunden for denne henvendelse til Law. Det indtryk, man far af Frederik IVs okonomiske opfattelse pa grundlag af Boisen Schmidts bog, er i hvert fald sadan, at et samarbejde med Law umiddelbart matte synes ganske umuligt, da de to maends synspunkter pa centrale monetaere forhold er indbyrdes staerkt modstridende.

Afsluttende skal blot papeges den noget primitive tabelteknik, der benyttes i bogen. Mange tabeller savner overskrifter, andre benaevnelser pa de opgivne tal, saledes at tabellerne er vanskelige at kese, uden at man samtidig saetter sig ind i den omkringstaende tekst.

---

2. Jfr. J. G. van Dillen (ed.): History of the Principal Public Banks, 1934, p. 86 og H. Montgomery Hyde: John Law, 1948, p. 157-62.