Andrea Boockmann: Geistliche und weltliche Gerichtsbarkeit im mittelalterlichen Bisptum Schleswig. (Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, Bd. 62, Karl Wachholz Verlag, 1967). 216 s.

For en moderne middelalderforskning, der ser et formal i at studere ikke alene personer og sociale grupper i deres indbyrdes modsaetningsforhold, men ogsa hele samfundet som fungerende storrelse, er det en hojst bemaerkelsesvaerdig kendsgerning, at en vigtig samfundsinstitution, retsudovelsen, i middelalderen var delt mellem verdslige og gejstlige instanser. Kirken, der principielt var uafhaengig af denne verdens verdslige herrer, havde i alle Europas kristne lande adkomst til selvstasndigt at faelde dom over samfundets medlemmer. Hvor gik graenserne mellem de to forskellige ovrighedsmagters domaene? Kunne et samfund fungere under et sadant system? Eller var der indbygget sa mange konfliktmuligheder i dette, at retssamfundet blev en illusion? Det er naerliggende at stille sporgsmal af denne art, for det forste fordi besvarelsen af dem kan sige noget vaesentligt om det sasrlige ved middelaldersamfundet; for det andet fordi det middelalderlige retsvaesen har afsat sa tilpas mange kilder, at deter principielt muligt at fa sporgsmalene besvaret.

Den foreliggende »dissertation« behandlerdet middelalderlige retsvassen i Slesvig stift; dog ikke, som titlen lader formode, i dets fulde omfang, men alene den jurisdiktion, som udovedesaf kirkelige domstole. Afhandlingener saledes savel tematisk som geografisk snaevert afgrasnset. Den geografiske begrasnsning til Slesvig stift forekommer rimelig. For det forstefordi det kan vaere en frugtbar fremgangsmade at behandle et universeltemne lokalt; for det andet fordidet af kirkeretsspecialisten Troels Dahlerups arbejder klart er fremgaet, at der var meget betydelige forskelle mellem de administrative ordninger i middelalderens danske stifter. En

fremstilling af forholdene i Slesvig er da onskelig allerede af den grund, at dette stift endnu ikke er beskrevet af Dahlerup. Begraensningen af emnet til alene at omhandle kirkens domstole haenger sammen med forfatterindens erklaerede onske om at arbejde i fortsaettelseaf en mere end 50-arig tysk tradition, som har medfort, at de kirkeretsligeforhold i snart hvert enestetysk stift foreligger beskrevet. I denne forskerskoles arbejder undersogesde kirkelige institutioner indefra, i deres forhold til hinanden, medens beroringen med verdslige institutioner bliver et mindre centralt anliggende. I en afhandling som den foreliggende vil dette sige, at det ikke har forfatterindenscentrale interesse, at afgrsensningentil den verdslige verden var et sporgsmal om kirkens forhold til herredsting, til herremand, sonderjyskehertuger og danske konger, med andre ord et sporgsmal om politik. Dette ma konstateres og kan fra et politisk-historisk synspunkt beklages, fordi betydningsfulde forskningsresultateri form af mere perspektiv i forstaelsenaf mange situationer i arhundrederssonderjyske politik ikke indhostestil trods for, at de kommer indenfor

Som afhandlingen er anlagt, ligger dens konklusioner pa. det kirkeretslige plan. I denne snaevrere sammenhaeng er mange af dens resultater af betydning for dansk middelalderhistorie. Dog skal det ikke skjules, at en tysk doktorafhandling ikke ma modes med de forventninger, der kan nasres til en dansk; man ma. ikke vente i samme udstraekning at fa forelagt nye forskningsresultater. Den foreliggende bog rummer en gennemgang af emnet, men indskraenker sig i flere forbindelser til at gengive andres forskning og synspunkter. I forbindelse med behandlingen af bispens jurisdiction i sager, der ikke horte under kirkeretten, er der saledes pa Jyske Lovs ejendommelige institution »bispen og de otte bedste bygdemaend« ofret et kapitel, som naesten udelukkende refererer Poul Johannes Jorgensens anskuelser orn emnet. Undersogelsen af et hovedproblem som sporgsmalet om den kanoniske rets gyldighed i Slesvig stift konkluderes i et ordret citat af Niels Knud Andersen, til hvis synspunkter forfatterinden slutter sig.

Originale anskuelser forekommer dog i hoj grad. Det overalt i kristenheden kendte problem, at bade biskop og provster (aerkediakoner) havde jurisdiktion, eksisterede ogsa i Slesvig, men den indbyrdes rivalisering synes at have vaeret usaedvanlig ringe, idet stiftets 7 provster, der alle var hojtstaende medlemmer af domkapitlet, sa deres fordel i at. samarbejde med bisperne. Provstierne var noget anderledes organiseret end i andre danske stifter, hvilket bringer forfatterinden til at antage et nordtysk forbillede for organisationen. Forsigtigt bemserkes dog tillige, at bispedommernes organisation i Danmark var sa differentieret, at del: er hasarderet at slutte noget sikkert af det konstaterede forhold. En dansk anmelder konstaterer med anerkendelse en tysk forskers nogternhed i det altid omfindtlige sporgsmal om indflydelse fra nord eller syd.

Et hovedtraek ved fremstillingen er sammenligningerne med kirkeretslige forhold i Tyskland, et emne, hvori forfatterinden er overordentlig kyndig.Hovedresultatet af den komparativeanalyse er, at de gejstlige domstolehavde en mere beskeden betydningend i Tyskland, hvor de blomstredetakket vaere den sakaldte »frivilligejurisdiktion«, det vil sige den omstaendighed, at folk, navnlig i ejendomssager,sogte

domssager,sogteen kirkelig domstol, selv om en verdslig kunne vaere benyttet.Af noget sadant findes naesten ingenspor i Slesvig stift; herredsting og hertugens ting var klart forende. Afhandlingens vaerdifuldeste enkelthederturde vaere forfatterindens pa bl. a. egne arkivstudier stottede redegorelsefor praelaternes embedsforelse. Provsterne synes ofte at have forsomt pligten til en arlig personlig visitats i hvert sogn. Visitatsen fandt nok sted, men foregik i tiden op imod Reformationeni voksende omfang ved lavgejstligevikarer. Nar det antydes, at dette forhold er forklaringen pa provstejurisdiktionensaftagende og vel i sidste instans pa Reformationensgennemslagskraft, berores et metodisk sporgsmal, som det ma vaere rimeligt at rejse i forbindelse med en afhandling af denne art: Bor forklaringenpa retslige faenomener soges alene eller hovedsagelig inden for den retslige sfaere? Kan til eksempel nye andelige stromninger eller dybtgaende forandringer i samfundsstrukturen ikkefuldt sa vel anfores som arsager til et aendret kirkeligt retsvaesen?

Biskoppens dommende myndighed delegeredes, som det var gaengs i senmiddelalderen, ogsa i Slesvig stift til en saerlig biskoppelig tjenestemand, officialen, der i modsaetning til provsterne var afsaettelig. Embedet synes dog forst indfort i. begyndelsen af 1400-tallet, medens det ellers i savel tyske som danske bispedommer dukker op kort for ar 1300. Det for hele bogen centrale kapitel om officialatet i Slesvig konkluderes i den konstatering, at Slesvig ene af alle danske bispedommer pa dette punkt fulgte et nordtysk monster. I Danmark opererede man saedvanligvis med en generalofficial med underordnede lokalofficialer; i Tyskland med en »officialis curiae«, der sad inde med al bispelig peligjurisdiktion i stiftet. Forfatterinden synes imidlertid i denne forbindelse at argumentere pa trods af sine egne praemisser. At den slesvigske ordning var noget saerligt i den lundensiske kirkeprovins kan vaere rigtigt, selv om der ogsa i Roskilde stift kun fandtes een official med fuld jurisdiktion. Det rimeligste ma imidlertid da vaere at tale ikke om noget saerligt dansk eller saerligt tysk, men om noget specielt slesvigsk; thi ejendommeligt er det dog for det forste, at officialatet indfores langt senere her end mod nord og syd. Hertil kommer imidlertid, at forfatterinden tidligere har pavist (p. 131), at der i Tonning faktisk fandtes biskoppelige lokalofficialer; der var blot ikke tale om gejstlige, men om lokale bagere og skraeddere, hvilket er en enestaende afvigelse fra normale kirkeretslige forhold. En tilsvarende forekom derved, at een og samme person kunne vaere official, bispens generalvikar og aerkediakon i domkapitlet. Afvigelserne fra normal kirkeretslig praksis i Nordtyskland synes da i hvert fald lige sa iojnefaldende som lighederne dermed. En forklaring kunne vaere, at det i det lille bispedomme var upraktisk at betjene sig af hele det kanoniske apparat; efter behov sloges i stedet flere embedsfunktioner sammen, og de mindre overlodes endog til lokale borgere.

Bogens sidste afsnit behandler kapitletsog biskoppens birkeret og kirkensgods. Her domte de kirkelige domstole helt til Reformationen ogsa i sager, der horte under verdslig ret. Denne domsret anfaegtedes dog i storresager stedse af hertugerne, og i realitetenbegraensedes den derfor, da bisperne i 14.-15. arhundrede blev fojelige hertugelige lensmaend. Birkerettenvar opstaet i det 12. arhundredesom en frugt af kongelige og hertugeligeprivilegier.

tugeligeprivilegier.En ejendommelig selvmodsigelse hos forfatterinden ma i denne forbindelse anholdes. P. 137 haevdes det, at allerede Knud den Hellige gav kirken jurisdiktion over egne undersatter. P. 158 derimod oplyses(korrekt), at de forste kirkelige domstole traeffes under kong Niels, hvor der dog endnu er tale om jurisdiktionover gejstlige. Denne besynderligefejltagelse er arsag til, at domkapitletsbirkeret haevdes at indtraede i 1000-tallet og bispens forst ca. 100 ar senere.

Sligt er dog en undtagelse. I ovrigt imponerer forfatterinden ved sin store belaesthed i bade tysk og dansk litteratur, og hendes bog rummer et uomgaengeligt materiale for al fremtidig forskning i middelalderlige danske