Mogens Bencard (udg.): Dend Gamle og Navn-Kundig Kiøbstæd Ribe. Korteligen beskreven af Mads Pedersen Rostoch. (Småskrifter nr. 5, udgivet af Historisk Samfund for Ribe Amt, 1967). 89 s.

»Din sode Kierlighed min Digte-Pen har skaaret«, erklaerer Mads Pedersen Rostoch i optakten til det store digt til Ribes cere, som udgor hovedparten af hans beskrivelse af den gamle og navnkundige kobstad. Dette arbejde blev skrevet senest i 1693 og har faet lov at henligge utrykt siden. Nu er det imidlertid blevet gjort tilgaengeligt i en kyndigt introduceret og samvittighedsfuldt kommenteret edition ved Ribes antikvar, magister Mogens Bencard. Da bogtrykkeren tilmed har behandlet den med fin sans for det ydre, er der flere grunde til at komplimentere Historisk Samfund for Ribe Amt med resultatet af dets bestraebelse for at bringe det gamle arbejde frem for en storre offentlighed.

Forfatteren var skomagerson fra Ribe, men fik sin gerning andetsteds. Efter teologisk embedseksamen knyttedes han 1677 til Set. Knuds kirke i Odense, og det var her i det fynske, at han skrev sit Ribe-vaerk. Manuskriptet skriptetfulgte ham til Middelfart, hvor han 1704 blev sogneprasst, og hvor han dode, ni ar senere. Siden havnede det i den Thott'ske samling pa Det kgl. Bibliotek (Thott 1458,4°).

Vaerket omfatter foruden den poetiske del en prosaisk, bl. a. med lister over fornemme og vellaerde msend, som i Ribe »haver vaeret fodde eller der gaaet i Skole, eller og betient Bestillinger der i Kircher eller Skolen«. Hertil fojer sig i den trykte udgave et noteapparat til oplysning af sprog- og sagforhold i teksten og en introduktion med besked om Rostochs levned og ovrige forfatterskab, der var religiost orienteret; det omfattede bl. a. Dend enfoldige Borne-Lcerdoms u-svigelige Melk for enfoldige Borne- Christne, der naede at komme i 10 oplag.

Til den indledningsvis citerede til— kendegivelse, at beskrivelsen er udsprunget af forfatterens kaerlighed til fodebyen pa den flade mark, svarer aeredigtets begejstrede diktion, der naturligvis skatter til de herskende konventioner i barok-tiden: »Du Enge- Dronning, du Taarnkroned Aa-Gudinde . . . Du Jyllands Hoved-Ziir«.

Det historiske harmed rette en fremskudt plads i beskrivelsen. Forfatteren skuer tilbage over en raekke af begivenhedsrige arhundreder, mod det punkt, hvor tingene taber sig i forhistorisk usikkerhed. Han noterer sig stadens rolle i faedrelandshistorien og glaeder sig over dens indsats i dansk ands og dansk kulturs historie, over de mange store personligheder, der har haft deres gang i de smalle gader. Der er Tavsens, Vedels og Bordings Ribe, han fremmaner for sit poetiske oje; deter billedet af en by, hvis katedralskole kunne fejre sit 800 ars jubilaeum et par artier, for rigets hovedstad kunne lade sit Iobe af stabelen, han tegner.

Som historisk skildrer er det Rostochs storste fortjeneste, at han var tidligt pa faerde. Terpagers latinske beskrivelse udkom som bekendt forst i 1736 — og bevarede i ovrigt sin plads helt frem til udgivelsen (i 1884) af Kinchs tobinds-vaerk, som forer forlobet op til aret for enevasldens indforelse.

Rostoch skred imidlertid ikke til vaerket blot med det »begraensede« forsaet at skrive Ribe kobstads historic Ogsa dens bygninger, dens forskellige naeringsveje og dens duft af h.O fra marskengene har faet plads i det brogede billede, han ruller op for os; midt i det hasver domkirkens tarne sig, og ind over det ruller fra tid til anden stormfloderne, sa man kan »seyle paa Gaderne med Booder og Skuder«.