DET SIDSTE HØJREMINISTERIUMS AFGANG

I det ffilgende opridser stud. mag. Sune Fredslund Andersen ministeriet Sehesteds historic Derncest meddeles en r&kke aktstykker fra forskellige af ministeriets medlemmer om begivenhederne i forbindelse med deies tilbagetrceden. Det dokumenteres, at det var kongen, der tog initiativet til afskedigelsen, bl. a. under pavirkning af stemninger i ledende hfijrekredse. Inden for ministeriet selv var en stcerk flip] indstillet pa at blive siddende, ogsa efter hojres valgnederlag i april 1901.

Hojres sidste konsejlspraesident, landstingsmand og stamhusbesidder til Broholm ved Gudme, Hannibal Sehested har efterladt sig et betydningsfuldt og omfattende arkiv fra sin tid som landets forsteminister. Indtil april i ar har det vaeret opbevaret pa Broholm, men emu af Hannibal Sehesteds brorson, godsejer cand. jur. Jorgen Sehested blevet overdraget til Det kongelige Videnskabernes Selskabs arkivkommission til ordning. Fra dette arkiv offentliggores herrned nedenstaende 9 breve og beretninger, der kaster nyt lys over begivenhederne og omstamdighederne i forbindelse med ministeriet Sehesteds afgang.

Da konsejlspraesident Horring i marts 1900 erklserede, at han matte erkende, at han ikke kunne fa told- og skattelovsforslagene fort igennem og derfor ved rigsdagssamlingens slutning agtede at indgive regeringens demissionsbegsering 1, var der dem, der forventede, at kong Christian 9. nu ville lade folketingsflertallet fa ansvaret for landets styre. Der var ogsa dem, der sogte at laegge pres pa kongen i samme retning. Horring selv skulle have radet ham til at tage et venstreministerium under overvejelse2. Og dertil kom, at kredse inden for kongehuset - isaer prins Valdemarog dennes kone, prinsesse Marie - skubbede til samme side. Det blev imidlertid ikke til noget. Bankdirektor Axel Heide, der stod kongehusetnaer, oplyste godt et ars tid senere, at det var, »fordi Estrup bearbejdedeselv kongen i modsat retning« 3. Endnu en gang lagde kongen

1. Rigsdagstidende. Forhandlinger pa Landstinget (fork. Lt.) 1899-1900, sp. 1407

2. Marcus Rubin: Nogle Erindringer, Kbh. 1914, side 128-29

3. De af Aage Friis indsamlede beretninger vedrorende systemskiftet i 1901 (fork. AF.). Rigsarkivet (fork. RA.) Heides beretning. Disse beretninger, der af Aage Friis med bistand af bl. a. P. Munch blev indsamlet under og i manederne efter venstreregeringsdannelsen i 1901 ved henvendelse til en raekke af de implicerede personer, giver imidlertid forst og fremmest grundlag til at belyse det forste venstreministeriums dannelseshistorie og ikke i sa hoj grad det sidste hojreministeriums afgang. Dog kan der hentes enkelte vaerdifulde oplysninger om dette sporgsmal i Valdemar Frederiksens beretning, Marcus Rubins beretning, Erik Skrams beretning samt i de to konvolutter, der bserer paskriften »Heide - Frijs« (heri Heides beretning) og »Deuntzer«. Disse beretninger m. v. vil i dette efterar (1967) blive udgivet ved amanuensis, mag. art. Lorenz Rerup.

Side 527

storst vaegt pa de rad, han fik fra ham, der i artier havde vaeret hans
naermeste radgiver, og den 27. april 1900 udnaevntes »det estrupske ministeriumuden
Estrup«, som ministeriet Sehested blev kaldt.

I sammenligning med Horrings kabinet fik det nye ministerium mere politisk farve. Fire af de nye ministre var landstingsmaend og havde deres plads blandt dette tings estrupske floj. Det drejede sig om konsejlspraesidenten selv - han overtog endvidere udenrigsministeriet - justitsminister C. Goos, der i nogle ar i begyndelsen af halvfemserne ogsa havde siddet i Estrups kabinet, kultusministeren, provst Bjerre og trafikministeren, baron Juul-Rysensteen. Heraf havde forst og fremmest Bjerre, men ogsa Sehested spillet en fremtraedende rolle inden for hojres partiorganisation i de senere ar. Dertil kom endnu en fremtraedende hojrepolitiker, nationalokonomen William Scharling, der som finansminister fik saede i regeringen. Han havde i et par artier vaeret folketingsmand og siden 1895 vaeret formand for hojres repraesentantskab. Indenrigsministeren, direktor L. Bramsen, fulgte som sadan med over fra Horrings kabinet og havde fra 1892 til 98 siddet i folketinget. De resterende tre ministre, landbrugsministeren, direktor for landbohojskolen F. Friis, krigsministeren, oberst G. Schnack, der som Bramsen ogsa havde siddet i Horrings kabinet og marineministeren, kommandor Chr. G. Middelboe, blev derimod betragtet som fagministre, for hvem den politiske side af sagen var underordnet den faglige.

Der var naeppe nogen, der ansa det nye ministeriums fremtidsudsigter for at vaere lyse. Selv blandt ministrene ma der have vaeret dem, der havde betaenkeligheder, da det tog Sehested mere end en maned, inden han fik det samlet. Men i det hele taget matte den politiske situation betegnes som alt andet end gunstig for et »rent« hojreministerium.

Efter det storpolitiske forlig i 1894 var der i hojre opstaet indre stridighederom mal og midler, og disse brydninger sva±kede partiet og forte efterhanden til, at der kom frafald i raekkerne. Og da venstrereformpartiet,der var hovedmodstanderen, ikke kunne eller ville slippe det storpolitiskemal - folketingsparlamentarismens anerkendelse - af syne og for alvor ga ind i en forhandling om en reformlovgivning, havde forholdene vaeret vanskelige for de sidste hojreregeringer. I stedet for at vaere brobyggere,saledes som forligslofterne forudsatte, blev de snarere kastebold

Side 528

mellem modsaatningerne, hvorfor en stagnation pa det lovgivningsmaessige omrade kom til at praege perioden efter 1894. Skylden herfor la naturligvispa begge sider, men hojre og dets regeringer kom til at lide mest underdet, da oppositionen med rette kunne angribe dem for deres manglendeevne til at gennemfore noget og dertil kunne anvise et klart alternativtil at komme ud af de bestaende tilstande.

I den situation kan det undre, at ministrene i Sehesteds kabinet i det hele taget turde vove forsoget. Men maske naerede man en vis tiltro til, at man som et mere estrupsk farvet ministerium end de to forrige kunne fa standset den udvikling, der var i gang, og fa noget fort igennem - om det skulle ga helt gait med oppositionens samarbejdsvilje, kunne man ty til en provisorisk lovgivning.

Havde man naeret sadanne forhabninger, blev man imidlertid skuffet. Fra starten strammede oppositionen grebet om dette ministerium, som den havde let ved at skyde provisoriske hensigter i skoene og derfor sta samlet imod. At den derudover til tider behandlede ministeriet efter forgodtbefindende, gjorde ikke dettes vanskeligheder mindre 4.

4. Det kan f. eks. naevnes, at lederen af venstrereformpartiet, J. C. Christensen, under 1. behandling af finanslovsforslaget i oktober mined 1900 hanligt sluttede sin tale med at anbefale den nye regering »straks at ga ind som forsvarsministerium og vaerne administrationen og sa lade os andre se, om vi kunne fa opgaverne fort igennem* (Rigsdagstidende. Forhandlinger pa Folketinget (fork. Ft.) 1900-1901, sp. 224-26). Som et andet eksempel kan fremfores, at da finansminister Scharling onskede optaget et statslan i udlandet til at stive den anspaendte finansielle situation af med og spurgte folketingets finansudvalg - hvor J. C. Christensen var formand - om dets stilling, fik han blot herfra uden naermere begrundelse den besked, at det onskede man ikke. Denne oplysning er hentet fra Hannibal Sehesteds »Optegnelser fra Ministermoderne april 1900juli 1901« fra modet den 20/11 1900. Disse optegnelser blev fra 1906-1908 samlet i en protokol af Sehested selv pa grundlag af notitser, han gjorde under eller umiddelbart efter de enkelte moder. Savel protokollen (fork, ministerradsprotokol) som notitserne (sidstnaevnte svarer ganske godt til, hvad Sehested har ladet komme med i protokollen) findes i hans ministerarkiv (fork. HSM.). Pa mange punkter ma denne ministerradsprotokol dog siges ikke at vaere fuldstaendig. Ofte er kun de enkelte punkter, hvorom man har diskuteret pa moderne, noteret op - men efterhanden gives der ogsa oplysninger om, hvad der vedtoges samt dele af diskussionen ministrene imellem. Et af de bedre eksempler er det, der henvises til i denne forbindelse fra modet den 20/11 1900. Pkt. 4 lyder saledes: » Scharling meddelte svar fra folketingets finansudvalg angaende optagelse af et statslan. Forst havde udvalget svaret, at de ikke onskede det. Pa en senere skrivelse fra Scharling er der svaret, at man ikke ville give forslaget sin tilslutning efter samtlige foreliggende omstasndigheder. Middelbo foreslar at forelaegge forslaget i landstinget og fa konstateret, at deter folketinget, der hindrer det. Scharling frarader det, da det ihvertfald under disse omstaendigheder ikke vil kunne bringes i orden til terminen, og man endvidere ville svaekke vor anseelse i udlandet. Juul foreslar at oplose folketinget nu, hvorved vi forme ntlig ville blive fri for Scavenius og Dinesen (der som hojrefolketingsmedlemmer til regeringens og det ministerielle hojres harme var gaet sammen med folketingsflertallet i den af folketinget nedsatte skattekommission, som havde arbejdet sommeren igennem - (udgiverens bemaerkning)). Man kunne sa fa tid til at overveje landbrugstoldbeskyttelse. Det synes endnu ikke tilstraekkeligt konstateret, at der skal drives visnepolitik for folketinget. Man ma vist se tiden lidt an endnu.«

Side 529

Dertil kom, at landstingets hojre spsengtes i november maned 1900 - en begivenhed, der ramte hojre og regeringen lige i hjertet. Med de 8 landstingsmaends erklsering om, at de for eftertiden onskede at blive betragtet som en selvstaendig gruppe i tinget, blev regeringen sa svagt funderet i rigsdagen (1 stemmes flertal), at tilfseldigheder herefter kunne blive udslaggivende. For oppositionen derimod blev spraengningen den begivenhed, der understregede, at dens taktik var ved at lykkes, og at det storpolitiske mal var inden for raekkevidde. Hojre var begyndt at falde fra hinanden.

»De 8«s brud kom naturligvis til at praege den resterende del af rigsdagssamlingen, men isaer efter arsskiftet kom ogsa bevidstheden om det forestaende folketingsvalg til at spille ind i de politiske overvejelser. I april 1901 udlob den 3-arige valgperiode. Taktiske udspil fra begge sider med det formal at tsekkes vaelgerne blev i hojere grad end for fremherskende pa bekostning af udspil, der blot havde til formal at lade sig realisere.

Da det den 21. marts offentlig bekendtgjordes, at valgdagen var fastsattil den 3. april, var valgkampen allerede forkengst begyndt. Oppositionenhavde lagt den an pa »et for eller imod ministeriet Sehested« og skyede i den forbindelse ikke noget middel for at vise v;elgerne, hvor de skulle placere deres stemme. Dominerende blev saledes en rsekke personligeangreb pa ministrene - ikke mindst trafikminister Juul-Rysensteen. Denne havde meget lidt heldigt tilkendegivet en pakmester Pedersen, at det var uforeneligt med dennes stilling som tjenestemand at modtage valg til rigsdagen. Og dertil kom endnu en sag, hvor trafikministeren havde tilkendegivet en trafikassistent Ohlson, at nan ikke kunne vaere stiller for en af oppositionens kandidater. Disse indgreb i den politiske frihed forte til voldsomme angreb i pressen⁵, og da sporgsmalet rejstes i folketinget den 18. marts af socialdemokraten Lyngsie, matte mimsteren modtage

5. Se f. eks. Politiken 19/3, 20/3, 31/3, 1/4 samt 2/4 1901 og Socialdemokraten 3/4 1901.

Side 530

et enstemmigt mistillidsvotum 6. En af hojres folketingskandidater, professorEllinger, sa sig kort for valget nodsaget til under indtryk af de stasrke angreb at udsende en officiel erklsering, hvori han tog afstand fra Juul-Rysensteen og hans handlemade 7.

Naesten lige sa voldsomme angreb og en lige sa vanskelig stilling kom justitsminister Goos ud i. Ogsa han matte i folketinget indkassere en misbilligelse, fordi han ikke havde gjort noget for at fremme den hardt tiltraengte retsplejeform, saledes som tinget tidligere havde opfordret til⁸. Sporgsmalet var blevet rejst pa baggrund af en raekke sager, hvori det var kommet for dagen, at domstolene havde domt pa et forkert grundlag. Det drejede sig bl. a. om sagen vedrorende Nelly Andersen, der i 1895 som tjenestepige hos davasrende justitsminister Nellemann var blevet anklaget for tyveri af en guldkaede og flere andre vaerdigenstande. Senere kom disse sa for dagen pa en made, der viste, at Nelly ikke kunne have haft noget med tingenes forsvinden at gore. Men forinden var hun blevet anholdt og havde udstaet 53 dages varetaegtsarrest. Denne sag kom nu frem nogle uger for valget og blev slaet stort op i pressen. At forhenvaerende justitsminister Nellemann var en af sagens hovedpersoner, gjorde den ikke mindre egnet i politisk henseende.

For justitsminister Goos betod endvidere hans udnaevnelse af en son til overfaengselsinspektor - en stilling som han selv havde beklaedt, inden han tradte ind i regeringen - at der blev skabt oget grundlag for angreb fra oppositionens side 9. Ogsa hojrefolketingskandidater, deriblandt professor Ellinger, tog afstand fra denne handling og gav Goos skylden, hvis de ikke blev valgt.

Hverken Juul-Rysensteen eller Goos forblev upavirket af angrebene. Begge skrev de i slutningen af marts til konsejlsprsesidenten og bad om at matte traede tilbage. Juul-Rysensteen gjorde det med en henvisning til, at en minister, der savner tilhold alle steder, ikke kunne forblive i sin stilling 10. Og Goos skrev, at han ikke kunne finde sig i den ydmygelse,

6. Ft. 1900-1901, sp. 4423-4444. De 7 hojrefolk, der var til stede, undlod at stemme.

7. Politiken 2/4 1901.

8. Ft. 1900-1901, sp. 4899.

9. Se f. eks. Politiken 30/3 1901 og Socialdemokraten 30/3 og 3/4 1901.

10. Brev fra Juul-Rystensteen til Sehested af 25/3 1901. HSM. Sidste del af brevet lyder saledes: »Nar henses til, at jeg har faet et mistillidsvotum i folketinget, hvilket jeg ikke bryder mig om, og nu skulle vises en sa decideret mistillid i landstinget, der selv har forlangt lovens udlob (der sigtes til lovforslaget om forhojelsen af jernbanetaksterne - (udgiverens bemaerkning)), vil De indromme, at min stilling er aldeles uholdbar. I sagens behandling har jeg intet at bebrejde mig. En minister, der savner tilhold alle steder, kan ikke blive, men jeg skal nok stotte Deres ministerium efter bedste evne bagefter og Bramsen kan jo overtage affaererne (han havde som indenrigsminister i Horrings kabinet ogsa haft trafikministeriet under sig - udgiverens bemaerkning) - sa jeg er ikke uundvaerlig.«

Side 531

det var, at flere af hojres folketingskandidater havde krasvet, at han skulle afsta fra at udnaevne sin son til overfsengselsinspektor. Det ville vasre en tilstaelse af, at han havde gjort en forkert handling. Efter hans mening var hans son den eneste kvalificerede, og skulle han dertil baere skylden for, at flere af hojres folketingskandidater ikke blev valgt, sa han ikke anden udvej end at tilbyde sin demission. Kunne Ellinger ikke tales til rette, og fandt konsejlspraesidenten og de ovrige ministre, at denne losning var den rette, matte han traede tilbage n.

Det foreligger ikke direkte oplyst, hvad der gjorde, at Juul-Rysensteen og Goos desuagtet forblev i deres stillinger, men da Juul-Rysensteen ikke havde noget at bebrejde sig selv i sagen, og Goos ville boje sig, hvis de ovrige ministre fandt, at hans tilbagetraeden var uacceptabel, har ingen af dem sandsynligvis vasret utilbojelige til at lade sig overtale til at fortssette. Det forestaende valg tillod ikke den indrommelse til oppositionen, det ville vaere, at en eller to ministre gik af som folge af den kritik, man udsattes for fra den kant. Efter valget synes ingen af de to at have hort til blandt dem, der var mest villige til at ga af. Men de to tilbud om demission afspejler ikke desto mindre den virkning, oppositionens angreb havde i ministeriet. I sin politiske arsoversigt ved nytarsskiftet 1901-02 beklagede hojrebladet »Nationaltidende«, at det var disse angreb, der kom til at dominere valgkampen »i stedet for de vigtigere ting som skattelovene, forsvarsvassenet, underofficerernes Ionninger og alt det andet, som venstre havde ladet visne for at fa ministeriet bort« 12.

Valget blev et sviende nederlag for regeringen og hojire, der blev halveret fra 16 mand til en lille gruppe pa 8. De moderate faldt fra 23 til 16, mens socialdemokraterne vandt 2 kredse og fik 14 mandater, og venstrereformpartiet blev den store sejrherre med en gevinst pa 13 og herved kom op pa 76 pladser i det nye ting. For oppositionspressen var der ingen tvivl om, hvilken konsekvens valgets udfald skulle have: Ministeriet matte ga 13.

11. Brev fra Goos til Sehested af 27/3 1901. HSM. I dette brev uddyber Goos »efter nattens grublerier« de synspunkter vedrorende sin politiske situation og konsekvenserne deraf, som han allerede i et brev af 26/3 1901 havde givet udtryk over for Sehested. HSM.

12. Nationaltidende 2/1 1902.

13. Se f. eks. Politiken 4/4 1901, Frederiksborg Amts Avis 7/4 1901 og Socialdemokraten 7/4 1901.

Side 532

Dettes stilling var efter folketingsvalget darligere end nogensinde. Det kunne se tilbage pa en rigsdagssamling, hvor dets initiativer i stort omfang var blevet modt med en afvisende holdning, og hvor det derfor kun havde formaet at udrette meget lidt. Det havde haft alvorlige frafald i egne raekker og dertil kom nu et folketingsvalg, hvis udfald uundgaeligt - pa trods af den estrupske teori om, at regeringen forst og fremmest var kongens og ikke folkeflertallets - matte foles som et slag i hovedet, isaer da valgkampen havde formet sig som en kamp for eller imod dette ministerium.

Og et hab om, at der fremover skulle vise sig nogen mulighed for, at ministeriets vanskelige forhold skulle bedres, matte forekomme illusorisk. Efter dette folketingsvalg ville oppositionen i den kommende rigsdagssamling fole sig endnu mere sejrsikker og blive endnu mere umedgorlig og i ovrigt satse pa at berove ministeriet dets spinkle flertal ved det ordinaire landstingsvalg i 1902. Chancerne herfor ville vaere store, og en hojreregering uden flertal i landstinget var en meningsloshed.

Det ville pa den baggrund have vaeret forstaeligt, om regeringen Sehested havde erklaeret, at den ikke onskede at fortsaette lasngere, men det skete ikke. Pa det forste ministermode efter valget, der blev afholdt den 9. april, droftede man bl. a., hvad man skulle lade hojrepressen udtale i anledning af valgets udfald, og man enedes om at lade den tilkendegive, at ministeriet ikke havde til hensigt at ga for folketingets sammensaetning 14. Den artikel, som hojres generalkorrespondent derpa udsendte dagen efter, blev indledt med, at situationen ikke var en sadan, at der ville ske nogen forandring i nogen retning. Udfaldet af folketingsvalget kunne ikke have afgorende betydning, og ministeriets forbliven var som hidtil afhaengig af den holdning, landstinget havde 15.

Denne linie blev fulgt op halvanden mined senere med en lang artikel i det officielle regeringsorgan »Berlingske Tidende«. Dette blad havde forstaeligt nok vaeret meget tavs i politiske sporgsmal efter valget, men nu bragte det den 17. maj en artikel, der hed »Kronens ret og hojres kamp«, og da det var det officielle regeringsorgan, der bragte den, matte ministerietsta bag. Den begyndte med at omtale et hojremode, der var indkaldttil nseste dag, hvorfor artiklen sikkert ogsa varmentrment som et forsog pa at laegge pres pa dette modes deltagere. Dernaest blev det fremfort, at nu matte den usikkerhed og tvivl, der siden valget havde hersket i hojrekredse,have lagt sig, sa der kunne tales roligt om sagerne. Valgets udfald skyldtes partiets organisatoriske svaghed, og et venstreministeriumkunne der ikke blive tale om alene pa grund af personsporgsmalet.

14. Ministerradsprotokol. HSM. 9/4 1901.

15. Aarhuus Stiftstidende 11/4 1901.

Side 533

Endvidere hed det: »Overhovedet turde man fra alle sider gore klogt i for en overskuelig fremtid at regne med Hs. Majestaets nuvaerende ministerium.Deter efter Hs. Majestaets onske tradt til i vanskelige tider, hvor mange veje har vist sig ufarbare, og sa lsenge det nyder kronens uforanderligetillid, vil det utvivlsomt ikke undsla sig for at fortsaette sit brydsomme hverv« 16. Herved var det igen tilkendegivet, at ministeriet ikke agtede at ga af, men i modsaetning til artiklen i april var vsegten nu lagt pa kronens vilje som den afgorende for regeringens forbliven.

Som det vil ses af nedenstaende kilder fra Hannibal Sehesteds ministerarkiv, blev det kronens vilje, der blev den afgorende. Nogle dage efter, at artiklen i »Berlingske Tidende« var kommet frem, meddelte kongen Sehested, at han efter sin hjemkomst fra sin ferierejse til Wiesbaden - fra 23. maj til 15. juli - onskede ministeriets demissionsbegaering, idet han agtede at lade venstre komme til roret.

Valgets udfald havde gjort staerkt indtryk pa den gamle konge, og kredse savel inden som uden for kongehuset forsogte i den folgende tid at laegge pres pa ham for at fa ham til at tage et venstreministerium 17. En hel del tyder pa, at han allerede i lobet af april 1901 skulle vaere kommettil den opfattelse, at venstre skulle til¹⁸. Alligevel har han tovet med at ivaerksaette denne beslutning og meddele den til Sehested. Dels ma han have kviet sig ved at tage dette skridt over for die ministre, som han for blot et ar siden indtrangende havde opfordret til at indtage deres pladser, og som han politisk set selv stod naermest. Dels havde

16. Berlingske Tidende (a) 17/5 1901.

17. Om det indtryk, valgets udfald gjorde pa. kongen, se: Sofus Hogsbro: Brevveksling og Dagboger 1858-1901, bd. 11, udg. af Hans Lund, Kbh. 1925 (fork. Hogsbro), 8/4 1901 og Fortrolig skrivelse fra J. C. Christensen til venstres redaktorer og rigsdagsmaend af 29/5 1901. S. Bergs arkiv. RA. Inden for kongehuset kan naevnes kongens son, prins Valdemar, dennes kone, prinsesse Marie, kongens bror, prins Hans og kongens to dotre, kejserinde Dagmar af Rusland og dronning Alexandra af England som personer, der var virksomme for et systemskifte. Socialdemokraten 17/4 1901, Hogsbro 11/4 1901, En ungdomsbreweksling mellem P. Munch og J. P. Jacobsen 1889-1901, bd. 11, Kbh. 1962, udg. af Institut for dansk kirkehistorie. Brev fra P. Munch til J. P. Jacobsen af 26/7 1901 og Henrik Cavling: Journalistliv. Kbh. 1930, side 284. Af personer uden for kongehuset kan naevnes overpraesident Valdemar Oldenburg, kabinetssekretaer Rosenstand, fhv. konsejlspraesident Horring og bankdirektor A. Heide. Se: Overpraesident Valdemar Oldenburgs henvendelse til Christian IX i april 1901. »Et bidrag til systemskiftets historie« aftrykt i »Jyske Samlinger«, ny raekke V, 1 side 80-87 (fork. »Et bidrag«), Hogsbro 21/9 1901. AF. RA. Valdemar Frederiksens beretning, Marcus Rubins beretning og Heides beretning.

18. Se isaer »Et bidrag«, men ogsa AF. RA. Erik Skrams beretning og Heides beretning samt en kronik skrevet af Deuntzer i Politiken 24/7 1911.

Side 534

han besluttet, at skiftet i pakommende tilfaelde forst skulle udfores efter hans hjemkomst fra ferien, hvorfor det ikke havde hastvasrk med at give Sehested marchordren. Endvidere kan han have tovet, fordi han savnede et paskud.

Det fik han den 18. maj, da der som naevnt i Kobenhavn blev afholdt et mode i hojre. Om formiddagen samledes repraesentantskabet, og om eftermiddagen var der derpa mode mellem dette og hojrepressen samt hojres organisationsformaend for at drofte den politiske situation. Begge moder var absolut fortrolige, og ingen af dem tog samlet stilling til, om man onskede ministeriets forbliven, saledes at det i et vist omfang matte blive op til den, der skonnede, hvilket udfald man ville sige, det havde faet vedrorende dette sporgsmal. Af referaterne af de mange taler fremgar det, at meningerne var staerkt delte 19. Mange slog direkte til lyd for et systemskifte, mens andre mente, at der matte vaere andre udveje. Under alle omstasndigheder matte det konstateres, at de antiministerielle toner i partiet aldrig for havde vaeret sa fremherskende, og at der kunne saettes et stort sporgsmalstegn ved den stotte, ministeriet fremover kunne regne med fra partiet.

Af det brev, som Juul-Rysensteen den 22. maj 1901 sendte til Sehested (se nedenfor) ses det, at kongen i sin argumentation for at bede ministeriet ga af havde fremfort, at han havde andre referater af hojremodet end Juul-Rysensteen og Sehested. Med andre order det sandsynligt - nar der henses til, i hvilken retning kongens tanker vedrorende et ministerskifte allerede tidligere var gaet - at han i den aktuelle situation bl. a. benyttede dette modes antiministerielle holdning som et paskud til at give Sehested meddelelse om sin beslutning.

Det var altsa kongen, der tog initiativet til, at ministeriet Sehested skulle ga af, og ikke ministeriet selv. Dets rolle i systemskiftets forhistorie kan da siges at have to sider: Indirekte kom det til at bane vejen for et systemskifte, fordi det i den ene rigsdagssamling, det sad, ikke kunne stille noget op over for oppositionens angreb og taktik og derfor ikke magtede at udrette noget videre. Herved afsloredes det, at hojre havde spillet fallit som regeringsparti. Men direkte blev ministeriet Sehested, da det nu en gang var der, den sidste alvorlige hindring, der skulle fjernes, for at folketingsflertallet kunne komme til. Staedigt blev ministeriet siddende i en hablos politisk situation med et vaklende tilhold i rigsdagen og med frafald og udtalt modvilje i regeringspartiet. Som det vil ses, stod der dog ikke et enigt ministerium bag denne holdning.

19. Talerne er refereret i »Protokol for Hojres Forretningsudvalg 1897-1903*. RA. 18/5 1901.

Side 535

Ortografien i nedenstaende kilder og i de citerede stykker er moderniseret Forste gang der i en note optraeder en hyppigt anvendt henvisning, er der bag denne anbragt en forkortelse i parentes, som derpa anvendes sidenhen.

Brev fra Bramsen til Sehested af 4/4 1901.

4/4 1901. Skaertorsdag.

Kaere konsejlspraesident.

Valgene er ikke blot for mig selv 20, men ogsa i det hele taget, faldne saledes ud, at de yderst vanskelig forhold under hvilke ministeriet har arbejdet hidtil, ville blive sa vanskelige, at jeg ikke ser, hvorledes De vil kunne komme igennem, alt naturligvis set i belysning af hovedsagen, den uforudsete spaltning i landstingets hojre, hvortil endnu i naermeste fremtid efter mit skon kommer hojrepressens frafald 21 eller i alt fald angreb pa et enkelt medlem af ministeriet²².

Men jeg anser mig ikke for berettiget til at give Dem det rad, at De med os alle in pleno gik til kongen og bad ham tage et ministerium Alberti, rent venstre, der straks ville fore til en deling imod det overmodige socialdemokrati af det nu sa uensartet sammensatte oppositionsflertal i folketinget23.

Men ma jeg have lov til for min egen person at bede Dem om nu at udvirke min afsked som minister. Jeg vil intet kunne udrette, idet jeg politisk set er saerlig forhadt af venstre og vil blive endnu staerkere angrebet,efter at jeg forgaeves har sogt valg. Jeg har i laengere tid vaeret ved

20. Bramsen var den eneste af ministeriets medlemmer, der var opstillet ved folketingsvalget, og han faldt for venstrereformpartiets kandidat, Alfred Bentzon, i Kobenhavns 2. kreds.

21. Af hojreblade, der under indtryk af folketingsvalgets udfald direkte slog til lyd for et systemskifte, kan naevnes Slagelse-Posten, Korsor Avis, Sjaellands- Posten og Vestlollands Avis. Se Slagelse-Posten 9/4 1901.

22. Her taenkes utvivlsomt pa trafikminister Juul-Rysensteen. Pa selve valgaftenen tog Bramsen afstand fra ham og hans handlemade over for pakmester Pedersen og trafikassistent Ohlson (Socialdemokraten 10/4 1901). Valdemar Frederiksen, der var fuldmaegtig i Ritzaus Bureau og muligvis har haft sine oplysninger fra kultusminister Bjerre, skrev i august 1901, at Bramsen i ministeriets egne konferencer skulle have udtalt, at han under ingen omstgendigheder ville blive siddende sammen med Juul-Rysensteen. AF. RA. Valdemar Frederiksens

23. Hojesteretssagforer (senere justitsminister) P. A. Alberti var leder af hojreflojen inden for venstrereformpartiet - den floj, hvis kerne bestod af »de 15 afhoppere« ved forliget i 1894.

Side 536

vaklende helbred og er for naervaerende tid saerlig angreben. I min familigved
De, at jeg har en stor sorg: Henseende til min hustru, og jeg har
dog i over 1 V2 ar mesten intet kunnet vaere for mit hjem.

De vil, som sagerne ligger, ligefrem ikke kunne fa nogen ringere indenrigsminister
end jeg er - jeg, som i laengere tid, kun har naeret det onske
at kunne traekke mig tilbage, og nu har jeg taget min beslutning.

Jeg tror, at kongen ikke vil modsaette sig at opfylde mit onske, nar De forklarer ham det pa rette made, naermest saledes, at jeg er legemlig og sjselelig syg og ikke har de fornodne nerver, som dengang jeg i 1899 med friskt mod begyndte min gerning. Jeg har ogsa faet ikke sa lidt udrettet i min embedstid, og jeg vil sikkert senere, hvis indenrigsministeriet skulle onske det, kunne vaere det til nytte pa omrader, hvor jeg ved, at man stundom er og i den naermeste fremtid ligefrem vil komme i forlegenhed for krsefter (kommissioner, arbejdsrad, arbejderforsikringsrad, livsforsikringsrad m. m.)- Der er dernaest sikkert flere dygtige amtmaend, sasom Jonquieres, Simony, Dreyer eller Ahnfeldt, som bade ville og kunne tage min portefolje, og sa kunne det hele jo ga ganske stille af 24.

Jeg ved naturligvis, at De ikke vil blive glad ved at modtage dette og min anmodning om afsked, derfor har jeg da ogsa tilbageholdt den eller antydninger om den (idet jeg ikke kunne ga under rigsdagssamlingen). Men nar jeg nu efter noje overvejelse fremsaetter den, vil jeg ogsa fastholde den. Og jeg vil veere Dem taknemmelig, hvis De sa snart som muligt vil opfylde den 25.

Deres asrbodigst hengivne

L. Bramsen.

24. Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquieres. Amtmand i Odense 1898-1909. Johan Frederik Simony. Amtmand i Thisted 1900-1909. Carl Vilhelm Johannes Drejer. Amtmand i Arhus 1895-1915. Johan Heinrich Ahnfeldt. Amtmand i Alborg 1899-1905.

25. Ifolge en bladnotits (Socialdemokraten 17/4 citerende hojrebladet Horsens Avis) bekraeftes det, at Bramsen havde indgivet sin demissionsbegaering, og det hed videre: »deter ligeledes faktisk, at minister Bramsen har vaeret hos kongen og for Hs. Majestaet udtalt onsket om at traede ud af ministeriet. Kongen bad ham imidlertid indtraengende om at blive, og for dette onske bojede indenrigsministeren sig«. Senere skrev Socialdemokraten (18/5 1901), at Bramsen efter at have indgivet sin demission kun havde indvilliget i at blive forelobig, da ministersporgsmalet snart ville komme til en afgorelse. Ogsa landbrugsrninister Friis skulle efter valget have besluttet sig for at ga af (Politiken 12/4 1901). Smlg. endvidere Valdemar Frederiksens beretning. AF. RA.

Side 537

Brev fra Juul-Rysensteen til Sehested af 22/5 1901.

22/5 aften.

Kasre Sehested. Hvis jeg ikke traeffer Dem, dette:

Jeg kan ikke fa kongens ord »at han har modsatte referater af delegeretmodet end vores« ud af hovedet. Bade Nielsen, Stilling og Hammerich har refereret²⁶, de 2 sidste vidtloftig, at modet endte nied, at alle stolede pa ministeriets forbliven, om der end i ovrigt var modsatte meninger 27; hvor kan man sa fa. anden tro, end at der lyves med vilje for kongen, som der blev lojet for os, og vel ogsa for ham, i alle arene fra 1894 til 1900.

Hammerich sagde, at P. G. C. var den eneste, der matte og som havde mandat til at fortaelle os om modet²⁸; derfor har han vel sogt Dem og mig i sondags. Var det nu ikke bedst, at De telefonerede til ham i morgen tidlig, at De snarest onskede en samtale?

Kom vi sa til vished om, at vort referat til kongen er det rigtige, er det jo ligefrem pligt at vise logneren fra kongens side snarest muligt, og der er jo ikke det mindste i vejen for, at De kan skrive til kongen en efter modets onske givet fremstilling og samtidig meddelelse om, at vi ikke er i stand til, uden at vi alle stemples som uvederhzeftige, at indgive vor demission, da vi har virket og talt, som om vi var opfordret til at blive, uden at nogetsomhelst var sket, der kunne siges af Dem som grand til at fremtvinge demission.

Han kan jo sans fac,on afskedige os, og vi kan jo med sandhed skrive,
at vi personlig intet onsker hellere end at blive uansvarlige, men vor sere
matte vi holde pa.

Jeg har aldrig taenkt mig, at vi kunne komme i en sadan situation
som vor nu, dertil har jeg haft for megen kasrlighed og tro til kongen.

26. Det har ikke vaeret muligt at fastsla, hvilken »Nielsen«, der taenkes pa. Bagermester J.F.Herman Stilling. Landstingsmand 1890-1918. Ingenior Holger Hammerich. Folketingsmand 1890-1915.

27. Der teenkes her pa de to hojremoder lordag den 18. maj (jfr. indledningen) eller rettere pa modet om eftermiddagen. Ifolge referaterne i Protokol for Hojres Forretningsudvalg 1897-1903 (RA) ma det siges at vaere en noget ensidig vurdering at haevde, at modet endte med, »at alle stolede pa ministeriets forbliven* - et forhold, som Juul-Rysensteen da ogsa synes at vaere blevet klar over senere. Jfr. note 35.

28. Hojesteretssagforer P. G. C. Jensen. Landstingsmand og formand for hojres repreesentantskab. Han gjorde det pa begge moder klart, at disse var absolut fortrolige, men tilfojede, at hansom repraesentantskabets formand dog ansa det som sin pligt bagefter at meddele ministeriet, hvorledes modedeltagerne skonnede, at den politiske situation var.

Side 538

Lad os endelig fa fat i P. G. C. hurtigst, heist i morgen.

Deres hengivne

Juul-Rysensteen.

Brev fra Scharling til Sehested af 26/5 1901

p. t. Vapnagard 26/5 1901.
Kaere excellence!

Da jeg er blevet noget betaenkelig ved det rad, jeg har givet Dem, forelobig ikke at meddele vores kolleger, hvad De i torsdags meddelte Goos og mig, foler jeg mig forpligtet til at sige Dem dette. Det forekommer mig nemlig, at det maske vil blive vanskeligt for Dem, nar De senere giver dem denne meddelelse, at forklare, hvorfor De ikke har givet den for og navnlig ikke i det forste ministermode. Jeg vil derfor henstille til Dem, om det ikke kunne vaere rigtigt, at De droftede dette sporgsmal naermere med Goos og mig, inden De afholder almindelig ministermode, og at det til denne uge (torsdag) berammede derfor blev aflyst29.

Safremt De ved naermere overvejelse matte finde dette rigtigst, kunne vi tre da maske torsdag holde et lille mode - og mulig kunne vi sa derefter samme dag fa et mode med kammeradvokaten angaende de vestindiske sporgsmal (sukkerkogerierne)3o.

Som sagt - dette henstilles ganske til Deres overvejelse og afgorelse.
Jeg moder altsa i hvert fald pa torsdag kl. 10 V2 i udenrigsministeriet.

En glaedelig pinse og en aerbodig hilsen til Hendes Nade.

Deres hengivne

Will. Scharling

29. Ifolge »ministerradsprotokollen« blev der intet ministermode afholdt torsdag den 30/5 1901, hvorfor Sehested kan have fulgt Scharlings henstilling. Da »ministerradsprotokollen* imidlertid ikke for de folgende ministermoder den 4. juni, 28. juni og 12. juli indeholder oplysninger, hvoraf det fremgar, at kongens beslutning om, at ministeriet skulle demissionere ved hans hjemkomst fra hans ferie til fordel for venstre, skulle have vaeret forelagt, kan det ikke fastslas prsecist, hvornar »de ovrige« ministre har faet meddelelsen. Af optegnelserne fra den 12. juli fremgar det dog indirekte, at alle ministrene har vaeret klar over, hvad der skulle ske, idet man droftede flere af disses stilling »efter at de var tradt tilbage som ministre*. Det ses, at Goos og Scharling fik meddelelsen torsdag den 23. maj - samme dag som kongen rejste pa ferie, og at Scharling abenbart ikke har vaeret klar over, at Juul-Rysensteen allerede den foregaende dag havde faet kongens beslutning meddelt.

30. Sehested, Goos, Scharling og Juul-Rysensteen udgjorde tilsammen det ministerudvalg, der tog sig af »det vestindiske sporgsmal«.

Side 539

Brev fra Scharling til Sehested af 27/6 1901.

27/6 1901.

Kasre chef!

Da Bjerre har onsket at tale med mig om ministersporgsmalet, forinden
han pa mandag havde audiens hos kronprinsen, og jeg ikke var i
stand til at fa en samtale med ham, har jeg - efter konference med Goos

- skrevet til ham 31: »Jeg vil da kun meddele Dem, at ministersporgsmalet faktisk er afgjort af kongen og vil blive definitivt afgjort efter hans hjemkomst, sa at det vil vaere rigtigst ikke at komme ind pa. dette sporgsmal over for kronprinsen³². Videre har jeg ingen bemyndigelse til at sige; det vil vaere konsejlsprassidentens sag at give Dem naerrnere besked, men jeg ved, at han ikke har anset det for rigtigst at skrive mere«.

Hvilket jeg anser det for bedst at meddele Dem.

I hast!

Deres hengivne

Will. Scharling.

Et udkast med H. Sehesteds hdndskrift til ministeriets demissionsbegcering
eller evt. til den tale, der skulle holdes ved indgivelse af denne 33. Udateret.

Ved Deres Majestaets bortrejse til udlandet behagede det Ds. Maj. allernadigstat
tilkendegive mig, at Ds. Maj. havde taget den beslutning

31. Kultusminister Bjerre, hvis virke som minister blev prasget af hans tiltagende sygdom, der lagde ham i graven i September 1901, var i slutningen af maj rejst pa en rekreationsrejse til Karlsbad. Han var netop vendt tilbage nogle dage, for dette brev er skrevet, hvorfor han ikke havde faet kongens beslutning meddelt.

32. Med denne henstilling til Bjerre sigtede Scharling utvivlsomt til savel Sehesteds diskretionslofter til kongen (se nedenstaende optegnelser af Sehested orn hans ministeriums ophor) som til det alt andet end foitrolige forhold, der herskede mellem kongen og kronprins Frederik. Den gamle konge vagede skinsygt over, at hans utvivlsomt bedre politisk begavede son ikke blandede sig mere end hojst nodvendigt i hans dispositioner. I ovrigt horte kronprins Frederik ikke til blandt dem, der varmest gik ind for et systemskifte pa dette tidspunkt. Han havde sommeren 1900 i sin fars fravaer holdt en tale pa den 18. landmandsforsamling i Odense, hvori han kraftigt havde opfordret til at slutte op bag ministeriet Sehested (Berlingske Tidende (m) 4/7 1900) og havde pa den made bundet sig staerkt til netop denne regering. Hogsbro 1/1 1901 og 21/9 1901 samt »Et bidrag«.

33. Dette udkast er i modsaetning til de ovrige breve og optegnelser, der er skrevet med blask, udfaerdiget med blyant og har i det hele taget en meget skitsemaes- sig karakter. Angaende tidspunktet for ministeriets demission oplyste Valdemar Frederiksen i august maned (AF. RA. Valdemar Frederiksens beretning), at Sehested ledsaget af kultusminister Bjerre allerede den 16. juli 1901 om formiddagen - dagen efter kongens hjemkomst fra ferierejsen - korte til Bernstoff slot »og overgav kongen ministeriets afskedsbegaering, som det behagede kongen at modtage, dog saledes, at kongen anmodede ministrene om at fungere indtil videre«.

Side 540

ved hjemkomsten fra denne rejse at entledige mig og mine kolleger fra
de stillinger, vi i fjor efter Ds. Maj.s opfordring overtog.

I medfor af denne tilkendegivelse 34 tillader jeg mig herved at ansoge
om, at det matte behage Ds. Maj. allernadigst at modtage ministeriets
demission.

Brev fra Scharling til Sehested af 19/6 1902.

Vodroffsvej 10, 19/6 02.

Kasre Sehested!

Jeg har aergret mig grundigt i disse dage over vor gode baron Juul-Rysensteensudtalelserom
ministerskiftet35, som vi tit nok har advaret ham
imod at komme frem med, og som kun har - som forudset - givet landbrugsministerenlejlighedtil

34. Pa dette sted er der i handskriften indskudt folgende, som er overstreget: »har jeg hermed den aere at indstille til Ds. Maj., at Ds. Maj. ville entledige samtlige ministre fra de dem betroede ministerposter, nemlig ansoge om.« Denne sidste passus, men ogsa hele tekstens ordlyd synes at give et berettiget grundlag for den antagelse, at der virkelig er tale om et udkast til selve ministeriets demissionsbegaering. Pa den anden side synes der heller ikke at vaere noget til hinder for, at deter manuskriptet til den tale, der skulle holdes ved indgivelsen. Senere skrev Sehested, at han ikke var i besiddelse af ordlyden fra demissionsbegaeringen. (Nedenstaende optegnelse af Sehested af 9/1 1908).

35. Pa et grundlovsmode i Arhus den 5. juni 1902 holdt Juul-Rysensteen en tale, hvori han efter at have skildret den politiske udvikling siden 1894 og omtalt ministeriet Sehesteds virke udtalte: »Men sa kom der et svagt punkt, der er ejendommeligt for hojre: Vi vil sa gerne kritisere, men vi vil hellere kritisere vore egne meningsfaeller end vore modstandere. Der blev i Kobenhavn afholdt et mode af hojres repraesentantskab og hojreforeningernes formaend, og der var dem, der lod det forlyde fra dette mode, at der havde hersket stor splid og vist sig stemning for et venstreministerium. Muligvis var det sadanne forlydender, der forte til, at kongen, for han tiltradte sin arlige baderejse, forlangte at modtage ministeriets demission ved sin hjemkomst, hvad der ogsa skete ...« (Jyllands-Posten 6/6 1902). Allerede i august 1901 havde Juul-Rysensteen udtalt sig om ministerskiftet. Jyllands-Postens redaktor havde henvendt sig til ham i anledning af en artikel, som Politiken havde bragt, hvori det var blevet oplyst, at det var kongen, der alene havde taget bestemmelse om at afskedige ministeriet. Redaktoren onskede nu enten at bekraefte eller benaegte denne meddelelse, og Juul-Rysensteen sagde, at han kunne bekraefte det. Om denne samtale skrev han den 24. august til Sehested og spurgte ham, om han havde noget imod sadanne udtalelser. Efter Juul-Rysensteens opfattelse havde kongen, da han alene havde truffet beslutningen, blot demonstreret sin ret til frit at vaelge sine ministre, hvorved hans handling snarere blev en bestyrkelse af denne hans ret end en anerkendelse af folketingsparlamentarismen. (Brev fra Juul-Rysensteen til H. Sehested af 24/8 1901. Det sehestedske familiearkiv. RA.) Jyllands-Posten bragte meddelelsen den 31. august 1901, og det hed bl. a.: »Om ministerskiftet er det blevet fortalt i nogle blade, at ministeriet Sehested var kort traet og derfor havde anmodet om sin afsked og samtidig anbefalet et venstreministerium. Politiken derimod har for nylig ... antydet, at demissionen blev ministeriet »afkraevet«. DENNE SIDSTE VERSION ER DEN RIGTIGE. Fra en kilde, der er palidelig underrettet om begivenhederne, ved vi, at ministerskiftet skete udelukkende efter Hans Majestets egen frie beslutning uden nogen som heist: pavirkning eller tilskyndelse fra den davaerende regerings side. Og vi har tidligere med samme sikkerhed kunnet oplyse, at ministeriet Sehested hverken er blevet spurgt eller har givet rad angaende sine efterfolgere«. Den 9. juni 1902 skrev Juul-Rysensteen igen til Sehested og spurgte, om han stadig ikke havde noget imod disse udtalelser om ministerskiftet. Han skrev endvidere, at efter hans opfattelse var arsagen til, at man havde forsogt at skjule sandheden om afskedigelsen af ministeriet, at man ville have det til at scud, som om ministeriet og hojre havde opgivet aevred - hvad regeringen ikke havde. (Brev fra Juul-Rysensteen til H. Sehested af 9/6 1902. Det sehestedske familiearkiv. RA.)

Side 541

brugsministerenlejlighedtilet lige sa perfid som genialt angreb pa ministerietSehested36.Jeg havde taenkt pa at fa en antikritik af den sidste tale ind i et af vore hojreblade med angivelse af den rette forstaelse af vor stilling til sporgsmalet om et ministerskifte: at vi, der kun efter kongens udtrykkelige onske og opfordring havde pataget os at danne ministeriet, ikke ensidig kunne frasige os dette hverv, fordi vi fandt det vanskeligere og übehageligere, end vi havde forudset, sserlig fordi vi svigtedes af en del af vort eget parti, men matte afvente det ojeblik, da kongen selv fandt tidspunktet kommet til at fritage os fra den forpligtelse, vi havde pataget os. Men ved nasrmere overvejelse - og samtale med en hojreredaktor - kom jeg til den erkendelse, at man herved hendrog stor opmasrksomhedpadenne sag, og at et sadant forsvar for vor holdning for

36. Den 15. juni 1902 holdt den forste venstreregerings landbrugsminister, Ole Hansen, en tale i Herthadalen, hvori han bl. a. sagde: »Ved valget i 1901 led hojre det sidste knusende nederlag. Det estrupske hojre fik i virkeligheden kun en trofast mand valgt ind i folketinget. Til trods herfoir beredte ministeriet Sehested sig til at fortsaette, idet et af dets medlemmer jo netop for nylig udtalte, at det ikke var frivilligt, det gik. Det gjaldt ikke om, hvor mange tilhaengere man havde, men om, hvad man repraesenterede. Han glemte at tilfoje, hvad det var, disse herrer repraesenterede, i virkeligheden var det sare lidt. En kendsgerning er det i alt fald, at der ikke fandtes en eneste folketingskreds, hvor et ministeriumsmedlem kunne blive valgt. Med al onskelig abenhjertighed tilfojede baron Rysensteen: »Vi vedtog alligevel at fortsaette, men kongen anmodede ministeriet om at indgive sin afskeclsbegasring«. Sa vidt skulle det altsa komme, at kongen ligefrem matte sige: Vaer sa god! Pak sammen og forsvind!«. (Kolding Folkeblad 16/6 1902).

Side 542

mange kun ville gore det indtryk: »Deter altsa sandt, at de ikke ville ga, men at kongen selv matte opfordre dem til at slippe taburetterne!« Det er derfor vist nok bedre at lade sagen glide hen i forglemmelse, - men jeg har dog folt trang til at give luft over for Dem og vil derfor bede Dem, sa vidt mulig, sorge for, at baron Juul ikke oftere - isasr₃₇ pa det forestaende delegeretmode - kommer med lignende udtalelser, der, orn de skulle frembringe den rette virkning, matte fremfores med en del storrebehaendighedog en videre beregning af, hvad der skal siges, end der nu engang ligger i hans natur at anvende.

I ovrigt Mber jeg, at De har det godt og nyder Deres sommer pa. det
smukke Broholm. Selv er jeg dygtig trcet og laenges efter ferie, men kan
dog forst sidst i nasste uge flytte til Vapnagard.

Med aerbodigst og venligst hilsen til Deres frue

Deres hengivne

Will. Scharling.

Brev fra Scharling til Sehested af 9/12 1907.

Vodroffsvej 10, 9/12 07.

Kasre Sehested!

Jeg havde godt lagt maerke til den passus i »Vort Lands« artikel fra 18/11, som De sendte mig; men jeg mente og mener fremdeles, at der ikke er grund til at modsige den, men at den der fremsatte opfattelse - i alt fald indtil videre - heist ma sta uimodsagt. Helt urigtig er jo grundopfattelsenikke; det var netop »hojres utroskab«, ikke blot de frikonservativesfrafald, men ogsa det egentlige hojres modloshed og »forsvarsvennernes«svigten, som vaesentlig bidrog til at skaffe »systemskiftets« talsmasnd ore hos den gamle konge 38. Faktisk var det jo ganske vist ikke os, men ham, der tog initiativet til en forandring; men der var dog ogsa

37. Muligheden for fejltydning af dette ord foreligger.

38. I anledning af hojres 25 ars jubilaeum bragte dagbladet Vort Land i november 1907 en laengere artikelserie: »Hojre gennem 25 ar«, og deter den 10. i denne serie »Utroskab« fra den 18/11 1907, der her sigtes til. Forst omtales ministeriet Sehesteds vanskelige forhold, og de grunde som Scharling her anforer opregnes. Derefter fortssettes: > Under disse omstaendigheder onskede ministeriet Sehested ikke at ga en ny rigsdagssamling i mode. I midten af maj 1901 besluttedes i et ministerrad ministeriets fratraeden i princippet, men kongen onskede ikke pa dette tidspunkt at modtage demissionen, idet majestaetens arlige udenlandsrejse var forestaende. Da kongen den 15. juli vendte tilbage, forebragte konsejlspraesidenten straks pany sagen, og da Hs. Majestaet i mellemtiden havde taget sit parti, underskreves kabinettets afskedsbegaering naeste dag pa Bernsdorff«. Denne udlsegning er ganske pa linie med, hvad bladet skrev i 1901. (Vort Land 18/7 1901). Med »forsvarsvennernes svigten« hentydede Scharling til, at organet for forsvarsbevaegelsen »Vort Fors»var« i januar 1901 sadlede om og gav sig til at arbejde for et systemskifte.

Side 543

inden for selve ministeriet dem, der onskede sig fritagne for videre arbejdeog
ansvar - og maske ogsa bidrog til at bane vej for ministeriets afgang.

Da Juul-R. i sin tid protesterede mod en lignende udtalelse, var det, fordi det var ham magtpaliggende at imodega, at det skulle kunne siges, at vi havde svigtet hojres og kongens sag ved at begaere ministeriets demission. Man forstod slet ikke denne protest, - fordi man vistnok overhovedet ikke har taenkt pa at rette en sadan sigtelse imod os. Dengang opnaede han kun, at det i venstreblade blev sagt: »De klyngede sig altsa i den grad til portefoljerne, at kongen selv matte pabyde dem at ga«. En ny protest fra vor side vil endnu fore til samme resultat. Tiden er efter min mening endnu ikke kommen til at opklare sagens rette sammenhaeng saledes, at den virkelig bliver jorstaet.

Til alt det anforte kommer endnu, at en protest nu ville forekomme besynderlig allerede af den grund, at der snart er gaet 4 uger, siden artiklen i V. L. kom frem, - og en avisartikel lever ikke sa lsenge, nar den ikke netop holdes i live ved modsigelse.

Jeg har opsat at besvare Deres brev, fordi jeg gerne ville have talt med Goos om sagen, men jeg har ikke kunnet traeffe ham. Vent nu i hvert fald, til De atter traeffer ham i rigsdagen - vis ham sa dette brev - jeg er ret sikker pa, at han vil vsere af samme mening som jeg - »quieta non movere« 39.

Venligst hilsen! Sagen har i alt fald den gode side, at lade mig hore
fra Dem!

Deres hengivne

Will. Scharling.

39. Quieta non movere: Man skal ikke bevaege det faststaende. - Denne brevveksling med Scharling har muligvis for Sehested betydet, at han har ladet sagen sta i bero med hensyn til en offentliggorelse »af den rette sammenhaeng«, men pa den anden side forekommer det sandsynligt, at det netop var denne brevveksling og artiklen i Vort Land, der gav stodet til, at Sehested en maned efter udfaerdigede nedenstaende optegnelse fra 9/1 1908. I Sehesteds ministerarkiv findes denned Sehesteds hand en afskrift af Scharlings brev, og tanken hermed har utvivlsomt vaeret, at han selv kunne beholde et eksemplar, nar han »viste« Goos Scharlings brev.

Side 544

Optegnelse af H. Sehested af 9/1 1908 vedrfirende hans ministeriums
ophor 40.

En dag kort forend Christian 9. skulle rejse til Wiesbaden (datum kan jeg ikke opgive, men det ma have vaeret i maj 1901 41) lod han mig kalde og meddelte mig, at han havde besluttet at tage et ministerium af venstre for at prove, om han ikke pa denne made kunne fa sagerne til at ga. Han takkede mig varmt for den tid, jeg havde vaeret hans minister og udtalte mange smukke ord om, hvor tilfreds han havde vaeret med mig og mine kolleger. Han bad mig forelobig ikke omtale denne samtale for nogen. Nar han kom hjem fra rejsen, kunne jeg indgive ministeriets demission. Jeg spurgte ham, om han ikke tillod, at jeg meddelte hans beslutning til mine kolleger og til min hustru. Han gav mig straks tilladelse til at sige det til min hustru. Men forst efter megen betaenkning tillod han mig at give mine kolleger underretning med udtrykkelig palaeg om, at der ikke matte komme noget ud derom 42.

Jeg sammenkaldte straks ministrene til et mode og meddelte dem, hvad
der var passeret43.

Kongen kom tilbage fra rejsen mandag den 15. juli. Jeg sogte audiens sa hurtigt som muligt for at hore, hvorledes jeg skulle forholde mig med indgivelse af demissionen. I henhold hertil indgav jeg begaering om ministeriets demission med udtrykkelig paberabelse af, at det var efter kongens onske. Ordlyden af denne skrivelse og dens datum er jeg ikke i besiddelse

I en tidligere samtale havde kongen udtalt, at det maske kunne vaere det rigtigste at prove pa, om ikke et venstreministerium kunne fa statsskibettil at glide. Jeg udtalte mig straks derimod og bemaerkede, at forfatningengav kongen forskellige midler til at modsta det pres, som venstreudovede 44. Han svarede, at han folte sig for gammel til at optage

40. Originalen til denne tekst findes savel i en med blyant skrevet kladde som i en renskrift med blaek. De er stort set identiske.

41. Ifolge brevet fra Juul-Rysensteen til Sehested af 22. maj 1901 kan det fastslas, at datoen ma have ligget mellem den 19. maj og den 22. maj, da kongen i sin argumentation havde henvist til hojremodet den 18. maj, og Juul-Rysensteen kendte beslutningen den 22. maj.

42. Kongen havde vaeret meget pinligt berort over, at hans udtalelser til overpraesident Valdemar Oldenburg i april maned, om at han selv havde taenkt pa et venstreministerium, og at »nu kan vi jo se i Iobet af sommeren«, via pressen var kommet til offentlighedens kundskab. (»Et bidrag«).

43. Ifolge Scharlings brev til Sehested af 26/5 1901 kan denne oplysning ikke vaere rigtig, hvis Sehested hermed har ment, at han sammenkaldte alle ministrene.

44. Her tasnkes pa en provisorisk lovgivning. Mulighederne for, at en sadan ville lykkes, ma imidlertid betegnes som yderst ringe, men alternativet for ministeriet var at ga af uden kamp. Ad den normale parlamentariske vej havde det jo kun formaet at udrette meget lidt.

Side 545

denne kamp; han havde begyndt sin regering med en hard kamp, det ville han ikke gentage i sit livs sidste ar, men hellere se, om man ikke kunne komme frem med det gode. Jeg bad ham til slutning betaenke, at hvis han nu tog et venstreministerium, ville han aldrig kunne komme af med det igen.

(I mine optegnelser om, hvad der foregik pa ministeirmoderne, finder jeg den 24. april, at jeg begyndte at referere en samtale, jeg havde haft den foregaende dag med kongen om situationen. Deter formodentlig den, jeg her har omtalt⁴⁵).

Nedskrevet 9. januar 1908.

Hannibal Sehested.

Optegnelse af H. Sehested af 30/3 1909 vedrorende hans ministeriums
ophor 46.

Mit ministeriums ophor.

Heldigst ville det have vaeret, om jeg havde nedskrevet denne beretning straks, efter at begivenhederne havde fundet sted, mens alle detaljer endnu stod levende for min erindring. Nu efter 8 ars forlob er meget glemt, og andet star sa uklart, at jeg ikke tor sla det fast.

Nar jeg kom til kongen om formiddagen kl. 11 og havde forebragt ham, hvad jeg havde at tale med ham om, plejede han gerne at beholde mig en times tid. Han take med mig om mange slags ting, fortalte mig om vanskelighederne ved sin regeringstiltraedelse, meddelte mig mange episoder fra sin lange regeringstid, berettede om store übehageligheder,han havde haft med adskillige af sine ministre og udtalte sin glaede over nu at have faet maend om sig, som han havde fuld tillid til og i alle henseender var tilfreds med. I lobet af foraret 1901 udtalte han sig jaevnligt om de store vanskeligheder, vi havde at kaempe med fra oppositionensside, udtalte sig straks misbilligende om »de ottes« faerd, isaer de to kongevalgte, Reedtz-Thott og H. N. Hansen, og kom et par gange frem med den tanke, om det ikke maske kunne vsere det rigtigste at forsoge,om

45. I »ministerradsprotokollen« star der i pkt. 1 fra modet den 24. april: »Meddelelse fra Sehested om en samtale med kongen igar, som var sogt for at tale om situationen. Diskussion om situationen«.

46. Som note 40.

Side 546

soge,omikke en regering af venstre kunne lose opgaven 47. Jeg gjorde ham opmaerksom pa, at det kunne blive et farligt eksperiment, da han matte erindre, at tog han forst et venstreministerium, var et tilbageskridt umuligt, og han ville aldrig kunne slippe det igen.

Sa en dag kort for han skulle rejse til Wiesbaden, lod han mig kalde og sagde mig, at han havde besluttet sig til at tage et ministerium af venstre. Han folte, at som forholdene var, kunne han ikke na et resultat uden kamp. Han havde mattet begynde sin regering med kamp, og mange kampe havde han siden mattet fore igennem. Nu folte han sig for gammel til at tage en kamp op pany. Han ville ende sin regering i fred og derfor prove at komme igennem med det gode, og derfor ville han gore dette forsog. Han takkede mig i varme og hjertelige ord, fordi jeg i sin tid havde givet efter for hans indtrsengende anmodning om at vsere hans konsejlspraesident, og udtalte sig anerkendende om min og mine kollegers virksomhed, maend som han alle havde laert at saette pris pa.

Denne meddelelse bad han mig forelobig ikke at omtale for nogen, men da han definitivt havde taget sin beslutning, havde han ikke villet undlade at give mig meddelelse herom. Forst nar han kom tilbage fra Wiesbaden, ville han tage fat pa udforelsen, og bad mig indtil da vedblive som hidtil.

Dette var altsa en meddelelse om en fattet beslutning, der ikke tillod nogen diskussion. Jeg indskraenkede mig derfor til at bede kongen om tilladelse til at gore mine kolleger bekendte med hans bestemmelse, da det ville vaere en meget pinlig situation for mig at arbejde sammen med dem, uden at andre end jeg kendte en for os alle sa vigtig beslutning.

Efter nogen betaenkning gav han dog sit samtykke hertil. Kongen var
meget bevaeget, da han sagde mig farvel og takkede mig atter i varme ord
for den tid, jeg havde vseret hans minister.

Jeg sammenkaldte sa ministrene til et mode dagen efter 48, hvor jeg
gav meddelelse om kongens beslutning med palaeg om absolut diskretion,
indtil kongen kom tilbage fra Wiesbaden.

Nedskrevet 30/3 1909.

Hannibal Sehested.

47. Reedtz-Thott var ikke kongevalgt. Derimod H. C. Steffensen. Kongens synspunkt var, at de to kongevalgte af »de 8« burde have radfort sig med ham, forinden de var gaet med til landstingshojres spraengning. (Hogsbro 1/1 og 8/4 1901).

48. Som note 43.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 7 (1966 - 1967) 4

DET SIDSTE HØJREMINISTERIUMS AFGANG