|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 7 (1966 - 1967) 4FLOS DANIEPERSONEROG STANDPUNKTER I DANSK POLITIK UNDER KONG NIELS Kong Niels (1104-34) regnes traditionelt for en af middelalderens svageste danske herskere. Afdelingsleder, cand. mag. Helge Paludan finder, at denne anskuelse ikke bekraiftes af det samtidige kildemateriale. Kongemagten udvidede i Niels' tid sin kompetence i ncert samarbejde med den danske og den Internationale kirke. Borgerkrigen 1131-34 ma ses som et udslag af reaktioncere krcefters modstand mod det nye konged<f>mme. Af Helge Paludan Om hovedlinierne i det danske samfunds udvikling i det 12. arhundrede hersker der i dag i forskningen en udstrakt enighed. To samfundsinstitutioner, kirken og kongemagten, forte sig frem; begge udvidede deres administrative apparat; deres greb om menneskenes tilvcerelse var ved ar 1200 anderledes fast end omkring ar 1100. I den sidst udkomne Danmarkshistorie anvender Hal Koch skarpt optrukne linier: »I lobet af kort tid udviklede det noget gammeldags og primitive danske samfund sig til en »moderne« europasisk middelalderstat«. . . »Selve samfundets grundvold og opbygning forandredes«, hedder det videre, og han fortsaetter, »man skal helt op til 1800-tallet for at finde noget tilsvarende« x. Der var tale om et »tidehverv«. »Snart var det kongemagten, der tog ledelsen, snart var kirkens maend i spidsen. I en vis forstand var de to magter lige nye i samfundet, og de havde begge vanskeligt ved at finde deres plads i forhold til det gamle« 2. Aksel E. Christensen omtaler i sin nys publicerede oversigt »Mellem vikingetid og Valdemarstid«, hvorledes vikingetidens rene hasrkonge efter vesterlandsk forbillede far samfundsmaessige funktioner. Udviklingen kulminerede i 1170 med indstiftelsen af Valdemarernes staerke, gud-umiddelbare kongedomme 3. Erik Lonnroth har beskrevet, hvorledes det mellem Knud den Helliges og Valdemar Sejrs tid lykkedes at etablere et militert magtapparat, der finansieredes ved indforelsen af staende skatter. Reformerne gennemfortesved en alliance mellem monarkiet og kirken, mens det gamle bondesamfundsavel politisk som okonomisk blev den betalende part4. Forfatningsretsligtsynes 1. Danmarks Historie bd. 3. Kongemagt og kirke 1060-1241, p. 11. (Herefter forkortet: Politiken. bd. 3). 2. Ibidem p. 19. 3. Historisk Tidsskrift 12. R II (1966) p. 44. 4. The Cambridge Economic History of Europe. Vol. 11l (1963) p. 370 f. Side 498
ningsretsligtsynesder ikke at herske tvivl om, at de forende forskere forestillersig en kontinuerlig udvikling op igennem det 12. arhundrede, saledessom allerede Poul Johannes Jorgensen i 1939 gjorde det i sin »Dansk Retshistorie« 5. Gar man til udviklingens detaljer, sporger man om enkeltpersoners rolle, eller onsker man at bestemme situationen pa et givet tidspunkt, kan forskningen derimod kun give mindre klare svar, hvilket er en naturlig konsekvens af den fattigdom pa kilder, der kendetegner perioden. Dette gadder ikke mindst for den del af arhundredet, som her skal behandles, kong Niels' regeringstid 1104-34. Det synes at falde historikerne svaert at forlige deres billede af denne konge med opfattelsen i ovrigt af samfundsog forfatningsudviklingen i hans regeringstid, der udfylder naesten hele den forste trediedel af dette efter alles mening sa betydningsfulde arhundrede. Niels er, som det nylig er sagt, »iErkecivilisten blandt Danmarks Middelalderkonger« 6. Dette er blevet hans politiske fysiognomi, som man med Roskildekroniken og Saxo som overensstemmende kilder synes at matte tegne ganske unuanceret7. Aksel E. Christensen, der konstaterer, at et politisk og kulturelt vendepunkt i sidste halvdel af det 11. arhundrede er »det sikre«, finder vanskeligheder knyttet til opfattelsen af de forste to trediedele af det 12. arhundrede i forhold til den sakaldte storhedstid under Valdemarerne. »Deter alene pa det politiske plan, at tvivlen kan saette ind. Men i hvert fald den danske kirke havde velorienterede og dygtige ledere«. Deter kongepolitikken, der er problematisk; det nye kongedommes tilpasningsvanskeligheder, splittelsen i kongeslaegten og svagheden over for Tyskland. (Det sidste isaer i arhundredets anden trediedel). Christensen maner dog til forsigtighed med at fremhaeve Valdemarstiden pa den foregaende periodes bekostning 8. Hal Koch synes i forbindelse med alle sine mange behandlinger af perioden at have staet i et dilemma mellem vurderingen af kong Niels som person og af hans regering. Da han i 1936 udgav »Danmarks kirke i den begyndende hojmiddelalder« var det nodvendige udgangspunkt Erik Arups nye og revolutionerende opfattelse, som 1926 fremkom i 1. bind af »Danmarks Historie«. For Arup, der mente, at kirken som ovrighedsmagtvar af langt asldre dato end monarkiet, var kong Niels' 30-arige 5. Poul Johannes Jorgensen: Dansk retshistorie, specielt p. 271 f. 6. Tage E. Christiansen: Isti Tres Fratres. Middelalderstudier tilegnede Aksel E. Christensen pa tresarsdagen, (1966) p. 78. 7. Vedrorende kildesteder: se nedenfor noter 15 og 62. 8. Aksel E. Christensen a. a. p. 52 f. Side 499
regering den tid, »da det endelig lykkedes at fa kongemagten til at falde til leje i det danske folkesamfund som verdslig ovrighedsmagt med det magtomrade, folket nu var villigt til at indromme den« 9. Niels' store fortjenesteer hans madehold; »sin ret nojedes han med at haevde, sa vidt det var foreneligt med folkets samstemning« 10. Arups dokumentation er Saxos forargede oplysning, at Niels indskraenkede hirden til 6-7 skjolde. Dette udsagn skulle da skyldes, at Saxo ikke har forstaet det nye i Niels' politik, nemlig at hirdmaendene i stedet for liwagter gores til lokale ombudsmsend n. Men trods alt var Niels ikke landets forende skikkelse; thi »medens saledes konger skiftede, ledede [aerkebiskop] Asser Svendsen med fast hand den politiske udvikling i landet« 12. Niels var for Arup ikke den harde kongepolitiks mand. Det ses Mart i vurderingen af hans efterfolger. Erik 2. (Ernune) introducerede et voldskongedomme. »Hurtigt skulle det vise sig, i hvilken grad den danske kongemagt nu var blevet en anden«. Det nye styre havde to »programpunkter«: Voldsom retshandhaevelseuden hensyn til rigets retsforfatning og krigstogter med ledingsfladen 13. Hal Koch var tydeligvis fascineret af dette billede, men fandt, at Arup pa utilladelig made skubbede sin gaengse hovedkilde, Roskildekroniken, til side 14. Denne samtidige kilde, hvis anonyme forfatter i ovrigt er yderst venlig stemt mod Niels og hans son, karakteriserer kongen som »en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske« 15. Koch undlod behaendigt at bedomme Niels' verdslige regering, men fastholdt over for de to kritikere, Roskilde-manden og Saxo, at Niels var kirken en god mand, der pa en rsekke punkter har begunstiget og stottet den nye tingenes udviklinglC. I sit naeste arbejde, »Schultz' Danmarkshistorie« bd. I (1941) matte Hal Koch ogsa behandle udviklingens verdslige side og skrev da, »at alt tyder pa, at der i hvert fald har vaeret adskilligt mere at sige om hans styre« end, hvad vi finder hos Saxo og Roskilde-manden. »Maske styret udadtil var lidet blsendende, men indadtil foregik der dog en stille vaekst«. »Kongens magt er ved at falde til leje i samfundet«17. 9. Erik Arup: Danmarks historie bd. I (1926), p. 187. 10. Ibidem p. 188. 11. Ibidem p. 189. 12. Ibidem p. 190. 13. Ibidem p. 208. 14. Hal Koch: Danmarks kirke i den begyndende hojmiddelalder (1936), p. 70. 15. Her efter: Den aeldste Danmarkskronike (Roskildekroniken) oversat af Jorgen Olrik (1898), p. 27. Vedrorende originaludtrykket: jvf. noter 62, 63. 16. Hal Koch a. a. p. 75. 17. Schultz' Danmarkshistorie I (1941), p. 586 f. Side 500
1950 udkom 1. bind af »Den danske Kirkes Historie« ligeledes forfattet af Hal Koch; opfattelsen synes her at ligge Arups naermere. Indtil mordet pa Knud Lavard i 1131 foregik der »en lykkelig og hurtig udvikling bade pa det politiske, okonomiske og religiose omrade. Men for dette har vore fortaellende kilder liden eller slet ingen sans« 18. I »Politikens Danmarkshistorie« endelig kommer dilemmaet lige sa evident til udtryk som i 1941. Da Niels tiltradte, var der »politisk ingen tvivl om, hvor den nye konge horte hjemme«. Han havde staet Oluf Hunger naer; han tilhorte ikke »kongepartiet« og kom i slutningen af sin regeringstid i skarp modsaetning til Knud Lavard, der tilhorte dette parti. Men deter »ikke altid sa ringe at have en »jaevn og enfoldig«, ikke for fantasifuld mand til at styre«. »Niels' forste femogtyve regeringsar var en fredens tid, hvor man ligesom fik tid til at fordoje alle de nye impulser, som sydfra havde brudt sig vej ind over landet« 19. Vanskeligheden synes at vaere latent. Problemet, kongemagtens styrkelse under den svage konge, bestar; tilflugten til metaforer som »den stille vaekst« kan naeppe kaldes en Iosning, hojst en beskrivelse af problematikken. Baggrunden for historikernes tvivlradighed er utvivlsomt kildernes, som det synes tvetydige vidnesbyrd. Roskildekroniken, hvis vurderinger man i moderne forskning har haft stor respekt for, nedvurderer Niels, som den i ovrigt sympatiserer med. Folgelig ma han have vaeret en svag konge. De fa bevarede kongebreve fra Niels lader os for forste gang se en raekke rigsembedsmsend omkring kongen; derfor fandt Hal Koch ogsa at matte tale om en udvikling af det kongelige administrative apparat. En slags tillob til en losning pa problemet kan (hos bade Arup og Koch) skimtes i det forhold, at Knud Lavard opfattes som rigets staerke mand, der stod ved den svage konges side. I hvert fald opfattes Knud som det modernes mand, som europaeeren, der stod for den harde kongepolitik, for en avanceret »regalepolitik«. En sadan opfattelse er saerlig klart formuleret af John Danstrup 20. Bag hele Kochs opfattelse af Niels (i hvert fald bag synspunktet om et »kongeparti« og et tovende, konservativt modparti) synes, selv om det ikke explicit siges, at ligge forestillinger om den politiske opdeling i begyndelsenaf det 12. arhundrede i det hele taget, saledes som de er udformet af Lauritz Weibull. Uden sammenligning vigtigst er her den forlaengst klassiskeafhandling »Nekrologierna fran Lund, Roskildekronikan och Saxo« 18. Den danske kirkes historie I (1950), p. 124 f. 19. Politiken bd. 3, p. 108 f. 20. John Danstrup: Traek af den politiske kamp 1131-82. Festskrift til Erik Arup (1946), p. 67 f. Side 501
fra 1928 21. Det pavistes her, hvorledes der er et noje sammenfald i vurderingen af kongelige personer i Lundekirkens »Liber Daticus« fra 1145 og hos Roskilde-manden, der antagelig skrev 1139. Den stik modsattevurdering moder man hos Saxo og i det asldre nekrologium, »MemorialeFratrum«, der fortes indtil 1145 og har dannet forlaeg for Liber Daticus. Svend Estridsens efterkommere falder klart i to grupper; de personer,der er hvide for den ene part, er sorte for den anden og vice versa. Harald Hen, Oluf Hunger, Niels og Magnus Nielsen er skurkene hos Saxo og lidet mindevaerdige for Memoriale Fratrum. For Roskilde-manden og Liber Daticus er disse de store og mindevaerdige, mens skurkene, de for middelalderopfattelsen uretfaerdige, er Knud den Hellige, Erik Ejegod, Knud Lavard og Erik Emune. Lauritz Weibulls konklusion af denne geniale afhandling var, at partidelingen og partistandpunkterne i det 12. arhundredes danske politik hermed var kommet for dagen. Drivkraften bag Roskildekroniken og »Liber Daticus« matte vaere asrkebiskop Eskil (asrkebisp 1137-77); bag memorialet stod hans forgaenger Asser, bag Saxo efterfolgeren. Absalon. Disse maend dominerede datidens politik. Dens genstand var ikke personer eller slasgter men »olika, stora och ledande ideer i stat och kyrka. Pa ena sidan arkebiskop Eskil, pa den andra, fransett kungarna, en lang racka: arkebiskop Asker, aven han av Svend Trundsens slakt, Riko av Roskilde, Elias av Ribe, Absalon. Denna kamps skiften kan har inte foljas. Men kampen for kyrkans frihet blir under dem sasom aldrig forr en kamp mellan »sacerdotium och regnum«, kyrka och stat i deras stallning till varandra. I denna kamp stod Eskil som muren kring Israels hus, tankande universalt, med kyrkans ide som den enda och forande, helt pa augustinsk-gregoriansk grund. Under de andra sviktade denna grund. De hade ett annat og trangre fadernesland: Danmark. Det var man, som gick pa ackord med kungemaktan. I historien hyllade de sig till den linje, som forde direkt bakat fran Valdemar I, dessa orattfardiga harskare, som Erik Emune, Erik Ejegod, Knut den helige var for Eskil. I livet var de med om at fangsla og fordriva arkebiskopen; de belagrade hans fasta hus och latt kungen plundra S:t Laurentii gods; de foljde Valdemar 1162 pa hans fard till S:t Jean de Losne, forodmjukade sig och sitt land infor Frederik Barbarossa och trotsade S:t Petri primat i striderna kring Alexander III.« 22 De ydre haendelser er ikke det vaesentlige. »Danmarks historia i det 12. arhundradet ar knuten till tva. man: Eskil och Absalon. De ar bararna av de ledande, inbordas kampande ideer, som beharskar arhundradet.« 23. Enhver
beskaeftigelse med det 12. arhundredes danske politik ma
tage 21. Scandia, bd. I (1928), p. 84 ff. 22. Ibidem p. 106 f. 23. Ibidem p. 112. Side 502
sit udgangspunkt i Lauritz Weibulls pavisning af kongeslaegtens fordeling pa de to partier. Hvad disse partier stod for, synes imidlertid en smule problematisk. Pa den kirkelige side var delingen klar nok. Eskil var universalkirkeliggregorianer, Absalon nationalkirkelig, ledet af »personlig hangivenhet for harskaren och radsla for hans makt.« 24. Pa den kongeligeside er det lige sa klart, at den harde linjes mil var udvidelse af kongenskompetence i samfundet samt sikring af arvefolgen gennem helgenkaringaf en af den regerende konges afdode, naere slaegtninge. Men hvad med kongerne pa den anden linje? Lauritz Weibull ses intet sted explicit at have forklaret disse kongers politik; men efter hele fremstillingen ma de have fulgt en tilbageholdende linje, specielt have afholdt sig fra helgenplanerne. En sadan tolkning af Weibulls afhandling ma ligge bag Kochs forestilling om den »stille vsekst« under Niels. Det skulle imidlertid i dag vaere muligt noget naermere at belyse den regeringspolitik, der faktisk fortes under kong Niels. (De andre konger af den »svage linje«, Harald Hen og Oluf Hunger, skal ikke tages op i naervaerende sammenhaeng). I dag foreligger »Diplomatarium Danicum« for den pagasldende periode, udgivet af Lauritz Weibull selv under medvirken af Niels Skyum-Nielsen. En granskning af diplomerne fra kong Niels' tid synes i forbindelse med et par nye afhandlinger af tyske forskere at gore det rimeligt at se tidens personer og deres standpunkter i et delvis aendret perspektiv. Diplomerne ma i dag danne det selvfolgelige udgangspunkt for enhver behandling af perioden. Thi, som Lauritz Weibull selv fastslog i sit forsvar for de enorme anstrengelser, han og hans medarbejdere lagde i arbejdet med Diplomatarium Danicum: »Dessa diplomer och brev ar sjalva ryggraden i Danmarks historia under arhundraden« 25. Og vel beskaeftiger vi os her med en kildefattig periode; men deter dog lykkedes diplomatarikerne at opregne 31 numre fra kong Niels' tid. Blandt disse er tre breve udstedt af kongen og et, der omtaler, at kongen har korresponderet med pavestolen. Disse breve viser en raekke traek af Niels' virksomhed som regent: Niels omgav sig med maend, der var indehavere af et bestemt, navngivet embede. Sadanne er ikke tidligere kendt og kan efter vore forestillinger om 1000-tallets kongemagt ikke have vaeret af overvaeldende gammel dato. I det eneste brev fra Niels, som er bevaret in extenso, et gavebrev til munkene i Odense udstedt mellem 1104 og 1117, opregnes 4 vidner pa 24. Ibidem p. 107. 25. Scandia bd. 29 (1963), p. 391. Side 503
donationen:
»Wbbo comes gener meus«, »Ago camerarius« og »Johannes
Personnavnene er i denne sammenhaeng ligegyldige; det afgorende er titlerne. Deter umuligt at afgore nojagtigt, hvilke funktioner en greve, en kammermester og en staller pa denne tid har daekket over27. Givet er det imidlertid, at kongen ved en embedshandling benyttede sig af tre forskellige slags administrative tjenestemaend, og disses forekomst turde i sig selv vidne om eksistensen af et ikke helt ringe administrativt apparat. De to andre kendte kongebreve fra Niels er kun bevaret i regest og er ikke daterbare; ogsa de giver donationer til Set. Knuds kirke i Odense og munkene dersteds 28. Dette forhold behaefter naturligvis det spinkle materiale med en overvaeldende ensidighed. Ikke desto mindre kan der netop pa grund af denne omstaendighed gores interessante iagttagelser over kongens forhold til kirken. Deter for det forste haevet over al tvivl, at kongen har givet mindst tre store gaver til munkene i Odense; det viser brevene som levninger. Det forstn£evnte brev er et privilegium og fritager med visse undtagelser kirken og munkene for al kongelig ret af alle deres jordbesiddelser. Endvidere gav kong Niels for sin afdode son Inges sjael munkene nogle ham tilhorende fiskerettigheder, og i det sidste brev en gave pa 40 mark arligt i kontanter, hvilket ma have vasret en overordentlig stor donation. Niels ma vedholdende have stottet den kirke og del: munkesamfund, som efter Knud den Helliges kanonisation under Erik Ejegod arbejdede pa. at opbygge broderens helgenry. Deter da en urimelig tanke, at Niels skulle have tilhort et tilbageholdende parti, der ville afstii fra »et politisk, partipraeget forsog pa at spaende kirken for kongedommets sag« 29. Kan haende Niels ikke syntes om Knud, da han levede; men bedre helgenemne var ikke ved handen, og fordelene ved pa denne made at skaffe dynastiet en guddommelig sanktion var indlysende. Interessen i en sadan har ej heller manglet; thi i hvert fald i to af de omtalte breve har Niels som den forste danske konge i et os bekendt brev benyttet formlen »Dei gratia rex Danorum«. Sidstnaevnte udtryk kan bedre end noget andet sammenfatte den arbejdshypotese, som med udgangspunkt i Niels' breve kan opstilles: Kongemagten var ekspanderende og Sogl:e til egen fordel samarbejde med kirken. Styrker kilder af
anden art dette indtryk? De vigtigste synes at gore det.
26. D. D. I. R. 2, 32. 27. Jvf. Birgitta Oden i »Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder« bd. VIII, sp. 194 ff og Herluf Nielsen ibidem, samt bd. V, sp. 461. 28. D. D. I. R. 2, 34, 35. 29. Hal Koch: Danmarks kirke i den begyndende hojmiddelalder, p. 67. Side 504
En gang inden 1117 tilstillede Ailnoth kong Niels sit skrift om Knud den Hellige, forsynet med en svulstig dedikation til modtageren. Hal Koch har i detaljer gransket opfattelsen af magten i denne. Synspunktet er fremhsevelseikke af kirkens magt, men af kongens som hidrorende umiddelbartfra Gud. Oproret mod Knud den Hellige er Ailnoth en vederstyggelighed;thi kongen er Kristi stedfortraeder pa jorden 30. Superlativerne om savel Knud som Niels ma naturligvis tages cum grano salis; men forfatterenforudsaetter til den grad Niels' begejstring for den afdode, at afsendelsenaf skriftet ma kaldes et alvorligt faux pas, hvis Niels tilhorte et Knud fjendtligt parti31. Ailnoths tankegang er i bund og grund forskellig fra Eskils gregorianske anskuelser om, at den verdslige magt er underordnet den kirkelige. Videre kan anfores, at Roskildekroniken viser os en kong Niels, der stottede og dirigerede kirken: I hans 20. regeringsar rejste bonderne pa Sjaelland under ledelse af Peder Bodilsen det krav, at prsesterne skulle leve i colibat og endog forskyde deres hustruer. »Dette krav kunne prsesterne ikke sta imod, eftersom bisp Arnold allerede tyngedes af sin hoje alder og var syg«. Til alt held for praesterne, der udsattes for bade lemlaestelse og drab, dode Arnold aret efter. »I hans sted satte kong Niels sin son Magnus' kapellan Peder. .. Han antog sig snart praesternes sag mod bonderne, og ikke blot befriede han dem fra denne nod, men fik endog sat igennem, at ingen laegmand kunne rette klage mod en praest pa de almindelige ting, men kun for den hellige synode, hvilket ikke tidligere var tilladt« 32. Trods alle kirkeretslige regler om kanonisk valg har altsa kongen indsat bispen; den indsatte tilhorte den naermeste kreds omkring kongen og har straks ved sin tiltraedelse evnet at bilaegge den abenbart meget omfattende strid, forgaengeren var kort fast i. Det ma ved udnaevnelsen have veeret soleklart, at den nye bisp kom pa denne opgave; og man ma forestille sig, at den kongelige kapellan er blevet valgt med henblik herpa. Kildestedet er tillige interessant ved at fortaelle, at den gejstlige jurisdiktion i Roskilde stift gennemfortes af en mand, der stod Niels og Magnus naer. I en anden,
noget dunkel kilde fremtraeder kong Niels som den, der
30. Ibidem p. 61, 73. 31. D.D.I. R. 2, 31. 32. Den aeldste Danmarkskronike (Roskildekroniken), oversat af Jorgen Olrik (1898), p. 28. Originalen: Chronicon Roskildense XIII. Scriptores Minores Historiae Danicae Medii /Evi. Vol. I, p. 14 ff. Side 505
»Anno 1128 . . . obiit Helgi, consiliarius Nicolai regis, qui multiplices eleemosinashuic ecclesie contulit et iugum regii iuris, quod a quibusdam regum consiliariis ecclesie huius canonicis impositum fuerat, excussit« 33. Om end man ikke kan vide, hvilken kongelig ret, der er tale om, vidner indskriften klart om kongelig autoritet over for kirken. Til billedets afrundingskal endelig anfores, at et desvasrre darligt overleveret nekrologium fra Viborg domkirke har regnet Niels blandt denne kirkes velgorere 34. Sammenfattende kan konstateres, at her er fremfort en raekke eksempler pa, hvorledes den danske kirkeorganisation var under opbygning: Kirkens godsbesiddelser etableredes og udvidedes. Kongen bidrog hertil gennem store donationer. Kirkegodsets privilegering tog sin begyndelse; kongen bidrog sit hertil; thi han alene kunne fritage fra ydelserne til kongen. Kirken fik egen jurisdiktion; kongen ma have godkendt det; ordningen gennemfortes pa Sjaelland af en ham naerstaende bisp. Colibatsproblemet blev aktuelt i den danske kirke. Kongens indflydelse fik afgorende betydning for, at sagen ikke forelobig blev gennemfort. Kirkens modydelse for den kongelige protektion var anerkendelse af kongedommets guddommelige autoritet, specielt gennem kirkens dyrkelse af kongeslaegtens kanoniserede Kirken synes i Niels' tid at have opnaet endnu et stort gode: I 1135 kunne Roskildebispen Eskil bortskasnke en del af bispetienden i Tybjasrg herred 35. Deter da sasrdeles sandsynligt, at tienden er indfort engang i Niels' tid; men det ma indrommes, at kongens forhold til denne reform er ganske übekendt. Kilderne tier derom. Den danske kirke var kun en lille del af et meget stort hele. Hvordan forholdtNiels sig til kirkens internationale ledelse? Det ma i denne sammenhaenghuskes, at den pavelige anerkendelse af aerkeszedet i Lund o. 1103 utvivlsomt var kommet i stand som folge af kongens, Erik Ejegods, bestrasbelser. Paven disponerede pa baggrund af solide politiske realiteter: det nordiske aerkesaede var et barn af investiturstriden. I striden mellem kejser og pave var Hamburgerne tilbojelige til at folge kejseren og hans modpaver. Det var klart i kuriens interesse at have en stasrk dansk konge og en selvstendig kirkeprovins i ryggen pa modstanderen. Dette grundforholdbestod i de to forste artier af Niels' regeringstid. Den 23. april 1117 33. J. B. Loffler: Danske gravstene fra middelalderen (1889) p. 7. 34. Diplomatarium Viborgense (ed. A. Heise, 1879), p. 365. 35. D. D. I. R. 2, 64. Side 506
skrev pave
Paschalis 2. til kongen og meddelte ham, at det var
umuligt i Man har (isaer Hal Koch) i forbindelse med dette brev saedvanligvis haeftet sig ved, at vi her for forste gang pa dansk grund traeffer den gregorianske fordring, at den verdslige magt er underordnet den gejstlige. »Da styres nemlig verden vel, nar den kongelige magt ledsager den praestelige myndighed; praesterne er nemlig ojnene i Kristi kirke«. Kongen formanes til over for bisperne »aerbodigt at vise lydighed og at yde virkningsfuld hjaelp« 36. Det turde dog vaere et sporgsmal, om det ikke er nok sa afgorende, at det var til kongen, paven henvendte sig i et rent kirkeligt anliggende. Som kirkens reelle hersker synes kongen at indsende andragendet og modtage svar. Og vel udtrykte paven sig om kongens principielle rolle, som just citeret; men citatet giver losrevet fra konteksten et for unuanceret billede. I sin helhed lyder saetningen: »Tue igitur potestati confratres nostros Lundensem metropolitanum et alios regni Danorum episcopos commendamus, ut eis et obedientiam reverenter exhibeas, et auditorium efficaciter sumministres .. .«. Bisperne anbefales altsa indledningsvis til kongen; man tor tro, at det var, hvad paven fandt var nodvendigt i betragtning af de faktiske forhold. Thi det ma fastholdes, at brevet og dets magtfordelingsteori er blevet til i Rom. Den virkelighed, man tog sigte pa, befandt sig i Danmark. Og pavens colibatskrav forblev i teoriernes verden. Vi har set, hvorledes kongen fa ar senere afgjorde colibatsstriden pa Sjaelland ved at indsaette en biskop, der skar igennem og lod praesterne beholde deres koner. Det var den ramme virkelighed. Nogle maneder senere, d. 13. oktober, sendte pave Paschalis et om forholdet mellem konge og pave sasrdeles sigende brev til biskop Hubald af Odense 37. Paven tilskrev bispen, at danernes konge, Niels, havde meddelt ham, at han med biskoppens rad og samtykke havde foranlediget, at munkesamfundet i Odense knyttedes til bispesaedet, og havde anmodet paven om stadfaestelse heraf. Dette brev synes at bekrasfte den foran opstillede arbejdshypotese: Det var kongen, paven ansa for sin forhandlingspartner. Det var kongen, der forte an i opbygningen af det kirkelige apparat omkring Knudskulten i Odense; det var endelig ham, der opfattede sig som den danske kirkes leder, der kunne henvende sig til paven i den anledning. Samarbejdet med Rom
i 1117 er en velafhjemlet kendsgerning; deter 36. Hal Koch: Danmarks kirke i den begyndende hojmiddelalder, p. 71. 37. D. D. I. R. 2, 42. Side 507
at beklage, at ingen kilder belyser forholdet i arene 1104-17. Paschalis var den samme pave, som havde tildelt Asser af Lund palliet; deter naerliggendeat forestille sig en übrudt linje i forholdet mellem ham og den danske konge. Paschalis dode imidlertid 1118, og mod hans efterfolger, Gelasius 2., opstillede kejser Henrik 5. som modpave aerkebisp Mauritius af Braga som Gregor 8. D. 13. april s. a. underrettede Gelasius legaten Cuno af Palestrina herom i nogenlunde de samme vendinger, som han d. 16. marts havde anvendt i et brev til gejstligheden og stormaendene i Frankrig: Modpaven havde Gud ske lov faet ringe tilslutning, men Gelasiusmatte dog opregne tre hoje gejstlige som wibertinere 38, blandt disse »Teuzo, qui tanto per Datiam tempore debachatus est« 39. Sporgsmalet om denne Teuzos huseren i Danmark er grundig behandlet ien helt ny tysk afhandling af Wolfgang Seegriin40. Den opfattelse gores her gaeldende, at Danmark under Oluf Hunger sluttede sig til Henrik 4. og det wibertinske kirkeparti. Under Erik Ejegod vendte man tilbage til reformpavernes side; asrkesaedets oprettelse var belonningen herfor. Op mod 1111 (dette ar oplostes modpavedommet) konstaterer forfatteren fornyet wibertinsk aktivitet i Danmark og antager, at kongen har indtaget en vaklende holdning, maske tidvis tilsluttet sig modpavedommet. Denne formodning forekommer yderst dristig i betragtning af det spinkle kildegrundlag. Oluf Hungers tid skal ikke her behandles; for kong Niels' tid er det eneste vidnesbyrd om wibertinsk aktivitet den naevnte kryptiske udtalelse om Teuzo. Seegriin identificerer ham med en kardinal Teuzo, der i 1091 udfoldede wibertinsk agitation i Ungarn, men finder, at brevet 1118 lyder, som om hans huseren i Danmark har varet naesten til pavevalget dette ar. At kongen skulle have nsermet sig de frafaldne omkring 1111, kan alene begrundes med, at biskop Gerald af Ribe d. 6. april 1113 opholdt sig hos kejseren i Worms og var vidne i et af dennes breve. En dansk bisp har altsa haft kontakt med kejserhoffet; men det ma hertil fojes, at Paschalis just pa dette tidspunkt til det gregorianske partis store vrede havde naermet sig Henrik 5.41. Hertil kommer imidlertid, at savel Seegriin som »Diplomatarium Danicum«s udgivere ma antages med urette at have laest »Dacia« som Danmark. Det betegner pa middelalderlatinsaedvanligvis omradet omkring det nuvaerende Ungarn 42. I betragtningaf 38. Betegnelse for skismatikere efter den af Henrik 4. indsatte modpave Wibert af Ravenna (1080-1100). 39. D. D. I. R. 2, nr. 44. 40. Wolfgang Seegriin: Das Papsttum und Skandinavien bis zur Vollendung der nordischen Kirchenorganisation (1164). (Neumiinster 1967), p. 100 ff. 41. D. D. I. R. 2, 40. 42. Seegriin a. a. p. 106. Kulturhist. leksikon for nord. middelalder 11, sp. 607. Side 508
ningafTeuzos
tilknytning til Ungarn i ovrigt ma man tvivle pa, at han
At Niels selv pa anden made havde kontakt med kejseren, kan maske laeses af et brev udstedt i 1108 af en raekke nordtyske bisper, i hvilket de erklaerer, at bade den tyske og den danske konge star rede til at deltage i et korstog mod venderne 43. Det ma imidlertid huskes, at var Danmark end under Erik Ejegod slaet ind pa aldrig sa gregoriansk en linje, sa la dog Tyskland, hvor det la. Det var en realitet, man matte regne med; alliancen med Rom kunne hojst bidrage til, at man kunne omgas de sydlige naboer pa mere lige fod; imidlertid matte det vaere et yderst udsigtslost vovestykke sa kort tid efter den danske kirkeprovins' anerkendelse at falde fra den givtige alliance med Rom og kaste sig i armene pa de tyske wibertinere. Det vil vel altid vaere halslos gerning at drage slutninger om dansk politik af de to naevnte kildesteder. Skal forsoget gores, forekommer det mest naerliggende, at man i Danmark sogte forhandlingspositionen mod Rom styrket ved ogsa at pleje kontakter til den anden side. Hermed er hele sporgsmalet om Danmarks forhold til andre lande i kong Niels' dage berort. Den gaengse opfattelse er, at i denne tid florerede venderplyndringerne som aldrig for eller siden. »yErkecivilisten« radede ikke over militaere magtmidler til at afvaerge dem. I Hal Kochs fremstilling i »Politikens Danmarkshistorie« hedder det endnu: »Her var tydeligt et punkt, hvor Niels' fredelige politik ikke slog til, hvilket man matte betale dyrt. Forst et slaegtled senere skulle det lykkes kong Valdemar den Store og biskop Absalon at gore en ende pa denne plage« 44. »Dansk udenrigspolitik« i datiden bestod ifolge Koch i graensens, d.v.s. sydgraensens, problemer, nemlig forholdet til den universelle kejsermagt og den konkrete situation ved ostersoen. Med andre ord: skulle Danmark anerkende kejseren som lensherre og » skulle det vove sig ud i de store fselleseuropaeiske opgaver«, d.v.s. skulle man deltage i kristningen af de vendiske folk, •skulle det vsere sachserne eller danskerne, der bragte faklen videre mod 0St?« 45. Vedrorende det forste problem er ingen forhandling om vasalforhold kendt for Niels' allersidste ar. Vedrorende det andet holdt man sig ifolge Koch selv tilbage. Denne skildrer gentagende, hvorledes venderne hasrgedei Danmark og var den aggressive part. Den danske regering synes 43. D.D. I. R. 2, 39. 44. Politikenbd. 3, p. 116 45. Ibidem p. 119. Side 509
altsa ikke at
have folt kaldet, som vel forst Koch selv hair forlenet
rned et Om de vendiske haergninger er imidlertid at sige, at de kun er kendt gennem Saxos skildring. Allerede i 1915 paviste Curt Weibull, hvorledes Saxo har komponeret sin fremstilling af hele forste halvdel af 1100-tallet saledes, at Knud Lavard blev hele tidsrummets dominerende politiske skikkelse. Til dette formal benyttede han sig af os bekeindte skrevne kilder, hvor Knud indtager en mere beskeden rolle. Saxo benyttede sine kilder med stor litterser selvstaendighed; meget aendredes bevidst, og resultatet blev »en politisk legend om det danska kungahusets stamfader«. Niels og hans omgivelser skildredes som heltens modstandere i de sorteste farver, saledes som det skete allerede i et par af Saxos kilder, helgenlegenderne om Knud Lavard, hvor Knud fremstilles som en augustinsk »rex Justus« og Niels som hans modpol46. I betragtning heraf ma man med storste betaenkelighed konstatere, at Saxo kun omtaler venderplagen under Niels i een eneste sammenhaeng, nemlig som redegorelse for de rystende tilstande i riget forud for Knud Lavards overtagelse af jarledommet i Slesvi g47. Ud over de omtalte beretter Saxo om to konkrete sammenstod med venderne i Niels' tid. Men da er der tale om danske angreb pa Venden. Med stor kunst skildres danskernes nederlag til de tneske fjender ved Ljutka; men det var dog kong Niels, der var aggressoren: Kampen foregik pa vendisk grand 48. I forbindelse med Magnus' bryllup med en datter af Bugislav af Polen berettes om angreb pa byerne Osna og Julin i Odermundingen, der begge haevdes at vaere blevet overvundet49. Selv Saxo og den (tendentiost fordrejede) mundtlige tradition, han menes at bygge sin viden om mange krigsbegivenheder pa50, kan da knap tages til indtaegt for teorien om Niels' totale underlegenhed over for venderne. Man tor vel endog, er end Saxo aldrig sa upalidelig i enkeltheder, i det mindste tro, at de pagseldende krigstogter har fundet sted. Den mulighed fortjener at naevnes, at de nordtyske bispers udtalelse i 1108 om Niels' og kejserens villighed til korstog mod venderne og biskop Geralds ophold i Worms 1113 er spor af en kontakt med kejseren i den hensigt at ga til angreb pa Venden. En sadan teori vil dog for stedse hore hjemme i de übekraeftede hypotesers verden. 46. Curt Weibull: Saxo. Kritiska undersokningar i Danmarks historia fran Sven Estridsens dod til Knut VI. (Lund 1915) p. 130 ff. 47. Saxo XIII, 2-3. 48. Saxo XIII, 2. 49. Saxo XIII, 5. 50. Curt Weibull a. a. p. 47 ff. Side 510
Det sporgsmal kunne imidlertid rejses, om deter korrekt, at dansk udenrigspolitik i datiden matte koncentrere sig om sydgrsensens problematik. En sadan eksisterede naturligvis (jvf. nedenfor); men Danmark havde ogsa en anden landegraense: de skanske landskabers. Meget tyder pa, at denne fuldt sa meget har haft kongehusets bevagenhed. Saxo ved at berette, at forst Knud Lavard og derefter Magnus forsogte et vikingetog til svensk omrade 51. Detaljerne er formentlig forvanskede, men stedet er alligevel interessant ved at dokumentere dansk interesse for Sverige. Den repraesenterede i og for sig ikke noget nyt. Siden Sverige ved Vikingetidens slutning rettede blikket mod syd i stedet for mod ost, havde landegrasnsen mellem Sverige og Danmark haft politisk betydning. Det samme gjaldt grsensen til Norge. I 1000-tallet var Gotaelvens munding gentagne gange scene for moder mellem de nordiske rigers konger. En gang i 1000-tallet ma man vaere blevet enige om at acceptere Gotaelven som graense mellem Norge og Danmark 52. Midt i 1000-tallet enedes man om at Scette seks graensesten til markering af graensen mellem Sverige og Danmark 53. Den danske kongeslaegts nordiske interesser afspejler sig i dens iver for aegteskabsforbindelser med de andre rigers kongelige huse. Forholdene var sa pas urolige, at den, der var af kongeslaegt, altid kunne gore sig hab om at usurpere en nordisk trone. Niels selv aegtede Margrethe, enke efter den norske konge Magnus Barfod, der dode 1103 54. Forbindelsen havde udsigt til at blive politisk fordelagtig, thi Margrethe var datter af den svenske kong Inge den JEXdxQ. I begyndelsen af 1120'erne uddode Inges slaegt i mandslinjen, hvorefter Niels' son Magnus gjorde arvekrav gaeldende. Man havde forberedt sig pa situationen: en aeldre, tidligt dod son af Niels og Margrethe bar navnet Inge 55. Ogsa andre ma have haft blik for mulighederne i det splittede, med nod og nasppe kristne Sverige, hvor spliden mellem sveer og goter regelmaessigtblussede op ved kongevalgene. De aergerrige kongsemner af Svend Estridsens slsegt giftede sig pa stribe med Inge den jEldres efterkommere. Henrik Skadelar, son af Niels' bror Svend, aegtede Inges sonnedatter. Harald Kesjes son Bjorn Jernside aegtede en datter af Inge. Knud Lavard 51. Saxo XIII, 5. 52. Gunnar Olsson: Sverige och landet vid Gota Alvs mynning. (Goteborgs Hogskolas arsskrift, 1953), p. 32. 53. Jerker Rosen: Svensk Historia I (1962), p. 188. 54. De genealogiske oplysninger hos Snorre, Saxo og sagaerne anses i almindelighed for palidelige, hvilket ikke her skal bestrides. Vedr. genealogien se: Hans Olrik: Knud Lavards liv og gerning (1888), p. 62 f. 55. D.D. I. R. 2, 34. Side 511
aegtede hans datterdatter. Disse er kun et lille udvalg af tidens mange internordiske kongelige aegteskaber, hvis politiske karakter er evident. Henrik Skadelars son gjorde saledes helt fremme i 1150'erne krav pa den svenske trone SG. Var der saledes ikke tale om nogen ny interesse fra clansk side, kunne der dog netop i Niels' dage vaere gode grunde for en intensivering af den nordiske politik. Forst og fremmest var aerkebispen af Lund ved aerkesasdets oprettelse blevet metropolit over hele Norden. I betragtning af det intime samvirke mellem kirke og konge i Niels' tid kan det ikke undre, om parterne ogsa har kunnet enes om til faelles bedste at strasbe efter ogsa det politiske herredomme over mest muligt af den nye kirkeprovins. Dette kunne blive sa meget mere nodvendigt, som aerkesaedet i Hamburg sogte at bevare i det mindste primatet over Norge og Sverige. Paven synes i 1123 at have indrommet Adalbero af Hamburg dette 57. Endvidere kan man taenke sig en latent forestilling om det nodvendige i at bremse et svensk tryk pa grsensen som folge af svenske onsker om en korridor til havet. I hvert fald etableredes en sadan, sa snart Danmark i det folgende arhundrede blev svaekket i forhold til Sverige 58. Resultater af den forte politik udeblev ikke. Ifolge samstemmende oplysninger i Vestgotalagens kongeliste og hos Saxo 59 dode den sidste svenske konge af den stenkilske slaegt (Inge den Yngre) i begyndelsen af 1120'erne, hvorpa Magnus Nielsen, som naevnt, paberabte sig sin moders herkomst; og han valgtes da til konge i Gotaland. Sveerne valgte en anden konge ved navn Ragnvald. Da Ragnvald begav sig til Vestergotland blev han draebt af goterne. Magnus synes da med held at have haevdet sin gotiske kongevaerdighed helt til sin dod i slaget ved Fodevig 1134. Derefter samledes Sverige pa ny under en tredie pratendent, Sverker fra Ostergotland; men der er grund til at understrege, at Magnus' herredomme over goterne er et af de mere alvorlige tillob til en varig forskydning af graenserne mellem de tre etablerede nordiske riger. Kun de interne danske forviklinger i 1130'erne hindrede, at Gotalands tilknytning til Danmark blev af lang varighed. Ekspansionspolitikken i 1120'erne var ikke uden perspektiv. Magnus'
herredomme naede naeppe nogensinde ud over Gotland. At
56. Jerker Rosen a. a. p. 116. 57. Seegriin a. a. p. 133. 58. Gunnar Olsson a. a. p. 38 ff. 59. Saxo XIII, 5. Vestgotalagen IV, 15. (Sveriges Gamla Lagar 1, p. 285 ff) Side 512
i slaget ved Fodevig en biskop Henrik, som var fordrevet fra Sverige 60. I »Memoriale Fratrum« fra Lund hedder han Henricus Sictunensis61. En fordreven biskop fra denne uppsvenske hovedby var altsa sa intimt forbundet med Niels og Magnus, at han ville vove livet for deres sag. Til omtalen af Magnus' udadvendte virksomhed ma endelig fojes hans ovennasvnteaegteskab sidst i 1120'erne med en datter af hertug Bugislav af Polen. Det ma have indebaret en alliance med ostersoomradets staerkeste slaviske magt. Som omtalt er kildematerialet sparsomt, men det eksisterende tvinger os til at antage en ekspanderende kongemagt, der udvidede sit administrative greb om samfundet. Dette foregik i naert samarbejde med kirken, der under kongens formynderskab var i hastig udvikling. Styret synes at have hvilet pa solide fundamenter i form af stotte fra den danske kirke og pavemagten. Udadtil knyttedes aegteskabsband til andre fyrstehuse; til sidst kronedes denne politik med territoriel ekspansion. Kan alt dette
taenkes at have fundet sted under den efter Saxos og
Roskildekronikens Hertil er forst at sige, at Saxo, som af Curt Weibull pavist, har komponeret sin skildring af Niels som et konsekvent modstykke til billedet af Knud Lavard. Det kan derfor meget vel taenkes, at Niels' ineffektivitet hos ham er ren konstruktion. Hertil kan fojes, at Roskilde-mandens udtryk utvivlsomt takket va^re Jorgen Olriks oversaettelse er blevet overfortolket. »Uirum mansuetum et simplicem, minime rectorem« kan maske med udgangspunkt i Saxo oversaettes »han var en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske« 62. Det bor imidlertid understreges, at intet af adjektiverne »mansuetus« og »simplex*, hverken pa klassisk eller middelalderligt latin, rummer nogen i og for sig nedsaettende personkarakteristik. Oversaettelsen kunne lige sa vel lyde: en mild og ligefrem mand e3. Kraftigt ma det i hvert fald betones, at karakteristikken kun kan gaelde Niels' person og ikke styret i hans regeringstid. »Minime rector« ma indebaere, at Niels personlig ikke var nogen herskertype. Thi deter
naturligvis trods de anforte indvendinger klart, at som
noget 60. Chronicon Roskildense XV. 61. Laurits Weibull a. a. p. 86. 62. Chronicon Roskildense XIII. Den aeldste Danmarkskronike p. 27. 63. For sagkyndig filologisk bistand til dette punkt takker jeg amanuensis, cand. mag. Otto Steen Due. Ansvaret for den valgte oversaettelse pahviler alene forfatteren. Side 513
letsindig
omgang med kilderne at bensegte enhver modsaetning
mellem Efter den konstatering, at det var Niels selv, der ikke var en herskertype, er det nserliggende at sporge, om Roskildekroniken da peger pa nogen anden, der kan have vaeret den sterke mand ved kongens side. Svaret er for sa vidt allerede givet af Lauritz Weibull. I forbavsende ringe grad har man beskaeftiget sig med dennes grundige pavisning af, at Magnus Nielsen for Roskildekronikens forfatter star som idealet af en hersker. Magnus er mere end nogen anden i besiddelse af den egenskab, forfatteren krsever af de store i kirke og stat: constancia, fasthed i karakteren64. »Han ar Danmarks blomster, »flos Danie«. Han ar den skonaste av unge man, »pulcherrimus iuuenum«, stark i sin kraft, »fortis robore«, en glad givare, en vis man, alskare av fasthet i karaktaren, »hylaris dator et sapiens et constantie amator«. Hans dodsar er »crudelis annus«, hans dodsdag den bittra dagen, dodens dag, morkrets dag, full av ve og smarta, drankt i snyftningar — »dies amara, dies mortis, dies tenebrarum, doloribus plena, singultibus onerata«. Redan bokstavsratt tolkade lamnar orden intet ovrigt i tydlighet. Men forst det sammanhang, ur vilket de hamtats, ger den fulla belysningen. »En glad givare« ar mannen ur andra Korintierbrevets 9. kapitel, den man Gud alskar. »M6rkrets dag« ar dagen, da i Mardochaei drom hos Ester allt folk star upp for att kampa mot de rattfardiges slakte. Men det ar ocksa. dagen framfor andra dagar, da det vart morker over allt landet, Kristi dodsdag. Den i sin kraft starke, »fortis robore«, moter i Jobs 9. kapitel. Han ar ingen mer eller mindre an Herran Zebaoth sjalv.« 65. Magnus er for Roskilde-manden den retfaerdige hersker stillet over for den uretfaerdige, tyrannen Erik Emune. Denne panegyrik ville naeppe blive en helt inferior mand til del; Magnus ma op til 1134 have indtaget en magtposition, ikke alene i sit gotiske kongerige, men ogsa i Danmark; ellers havde han naeppe vaeret sa. stor en mand i roskildenserens ojne, at han matte kalde ham »flos Danie«. At Magnus Nielsen var en staerk mand i dansk politik i alt fald i Niels' senere ar, synes den rimeligste tolkning af hele Roskildekronikens tendens, af dens pastand, at Magnus var en herskerskikkelse, og Niels »minime rector«. Et par yderligere iagttagelser kan tale for denne hypotese. Den staerke bisp Peder, som kongen ca. 1124 indsatte i Roskilde, og som slog Peder Bodilsens Colibatsopstand ned, naevnes udtrykkeligt at have vaeret Magnus' kapellan indtil sin bispeudnaevnelse 66. Endvidere optrzeder Magnus som 64. Lauritz Weibull a. a. p. 103. 65. Ibidem p. 99. 66. Chronicon Roskildense XIII. Side 514
vidne i et af
Niels' gavebreve til Odensekirken 67. Det var Magnus,
der Magnus' tilknytning til faderens styre synes da sa velafhjemlet, som en kendsgerning i denne kildefattige periode nu kan vaere det. Hvor laenge han har spillet en rolle, lader sig naeppe sige med storre nojagtighed. Niels kan ikke have aegtet Margrethe for efter 1103; parrets aeldste son var den tidligt dode Inge. Magnus har vel forst vaeret voksen nok til politisk virksomhed i begyndelsen af 1120'erne, det tidspunkt, hvor vi forste gang har modt ham. Til gengaeld kan Niels ikke al sin tid have vaeret lige gammel. Kanhasnde Roskildekronikens forfatter omkring 1140 har husket ham som en affaeldig mand, selv om han 20-30 ar for havde vasret i besiddelse af normal arbejdsevne. Hvem der ud over Magnus har haft central politisk betydning, lader sig nasppe opklare. Vi har set navnene pa nogle af kongens embedsmasnd, og Saxo naevner i forbindelse med Niels navne pa flere jarler, som vel ma antages at have eksisteret. Hvilken kompetence disse embedsmaend har haft, lader sig imidlertid ikke konstatere. Specielt ma det fastslas, at ej heller Slesvig-jarlen Knud Lavards sasrlige betydning kan anses for dokumenteret for mod slutningen af 1120'erne, da grunden begyndte at skride under Niels' tilsyneladende veletablerede regime. Knud Lavard er et ejendommeligt faenomen i dansk historieskrivning. Som omtalt paviste Curt Weibull i 1915, at nationalhelten Knud er et produkt af Saxos anstrengelser for at gore Valdemarernes stamfader til nationalhelgen. Alligevel er han af danske forfattere siden da blevet skildret i vendinger, der ligger fjernt fra Curt Weibulls og naermere ved Hans Olriks billede af en af »disse middelalderlige fremskridtsmaend, der har udmaerket sig ved deres videre og friere blik, (og) har krav pa vor agtelse og beundring, fordi de har vovet at saette liv og kraft ind pa et aedelt forsaet, fordi de under begejstringen for det fremmede har vidst at bevare en varm fasdrelandskaerlighed, og fordi de ved deres betydning for samtid og eftertid har skrevet sig et godt navn i historien« 69. Om Knuds rolle, indtil han i 1128 el. 29 blev konge over obotriterne, vides meget lidt. Fra diplomerne kendes denne formentlige hovedskikkelseoverhovedet ikke; han dukker forst op efter sin dod. Lundearbogen beretter, at han i 1109 blev »dux Danorum« 70. Rydarbogen saetter dette 67. D.D. I. R. 2, 34. 68. Jvf. nedenfor p. 41. 69. Hans Olrik: Knud Lavards liv og gaerning (1888), p. 2. 70. Annales Danici (ed. Ellen Jorgensen), p. 62, 70. Side 515
til 1115. Vor
mest oplysende kilde er Helmolds Slavekronike skrevet i
Man tor pa grundlag af Helmold tro, at Knud en gang i sin ungdom har opholdt sig hos hertug Lothar af Sachsen71. Ifolge samme kilde blev nan ved sin hjemkomst »hertug over hele Danien«, men frem for alt slesvigernes velgorer; specielt skal han have udmaerket sig ved sin harde justits mod indenlandske rovere (ikke vendere). Herudover berommes Knud uhaemmet ide helt skabelonagtige kirkelige helgenskrifter72 samt hos Saxo og i Knytlingasagaen, der stammer fra ca. 1260-70 og ma formodes til dels at bygge pa Saxo 73. John Danstrups tidligere berorte synspunkt, at Knud »skaffede sig midler ved en moderne tysk regalepolitik« (d.e. told), bygger alene pa Knytlinga 74. Man ma imidlertid efter Gustav Albecks granskning af Knytlingas kildeforhold stille sig yderst skeptisk til vidnevasrdien af det pagEeldende sted 75. En hypotese om Knuds fremragende evner kan alene bygges pa vor viden om den karriere, han faktisk gjorde. Thi der er ingen grund til at tro, at han, da han tradte i kong Niels' tjeneste, var for mere at regne end andre kongeaetlinger. Og disses antal var legio i datidens Danmark. Samtlige turde have naeret det lonlige hab, at lykken ville sta dem bi, sa de kunne komme pa tronen; men i praksis var de henvist til at leve af deres ejendomme, til at traede i kongens tjeneste, samt til at konspirere. Deter i sadan virksomhed vi traeffer de mange efterkommere af Svend Estridsen, kongernes cegte og ueegte sonner. Mest fremtraedende var vel Erik Ejegods aeldste son Harald Kesje. Erik (Emune) og Knud Lavard var hans brodre. Saerdeles aktiv var tilsyneladende Henrik Skadelar, son af Niels' broder Svend. Harald Kesje havde 11 sonner, der i 30'erne synes politisk aktive. Grev Übbe var gift med Niels' frilledatter; Hakon Jyde med en datter af Erik Ejegod; Erik, jarl af Falster, var gift med Knud den Helliges datter. Hvad Saxo har at berette om disse folk for 1131 er i realiteten, at de deltog i kongens vendertogter og sad inde med hans embeder. Det gander ogsa Knud, hvis krav pa tronen ikke kunne vaere mere begrundet end nogen af de ovrige kongeastlinges. Ifolge Saxo kom Knud til Slesvig, fordi jarlen Eilif blev afskediget som upalidelig76. Om deter korrekt, kan vi ikke vide; men deter i hvert fald usandsynligt, at Knud ved sin tiltraeden 71. Helmold Cap. XLIX. Scriptores rerum germanicarum. (1937). (ed. Schmeidler). 72. Curt Weibull: Saxo. p. 131 ff. 73. Gustav Albeck: Knytlinga. Sagaerne om Danmarks konger. (1946) p. 145 ff, 74. John Danstrup p. 68, note 2. 75. Gustav Albeck a. a. p. 140. 76. Saxo XIII, 2. Side 516
har vaeret
andet og mere end en loyal kongeaetling. Ved at spille
pa strenge Man har, siden Curt Weibulls »Saxo« udkom, vidst, at Knud Lavards position isaer skyldtes hans forbindelse med Lothar af Supplinburg, der i 1125 valgtes til tysk konge efter Henrik 5.77. Forstaelsen af den politiske situation i Nordtyskland turde da vaere noglen til forstaelse af Knud Lavard og hans rolle i dansk politik. I denne sammenhaeng bliver en ny tysk afhandling om Lothars politik over for de vendiske omrader saerlig interessant set med danske ojne. Slaverforskeren Hans-Dietrich Kahl har i 1964 udredt, hvor stor den ophojelse var, som overgik Knud Lavard 78. Lothar havde i arene efter investiturstridens afslutning onsket at af stive det tyske kongedommes prestige. Dette kunne ske ved ekspansion ostpa samt ved at gore den tyske konge til andre kongers lensherre. En sadan vaerdighed havde den tyske konge tidligere vaeret indehaver af, men den var forlsengst gaet tabt. Henrik 3. (1039-56) mistede kontrollen med det sidste lydkongedomme, Ungarn. Uafhaengige kongedommer var man lidet interesseret i; Piasterne i Polen var blevet tvunget til at opgive 1000-tallets polske kongedomme, da de i 1031 afleverede deres kongelige insignier til det tyske rige, og havde siden nojedes med en hertugtitel. I 1085 fik Wratislaw af Bohmen som en engangsudmaerkelse kongetitlen; men den var personlig og udlob med hans dod i 1092. De tyske konger slog ikke om sig med kongetitler; men Lothar greb nu til dem som middel i sin ekspansionspolitik. 11130'erne gavhan i Brandenburg den indfodte fyrste Pribislaw kongenavn og det tyske navn Heinrich. Pribislaw var kristen og skulle med sin lensherre i ryggen virke for sine hedenske landsmaends omvendelse. Lothar betradte imidlertid forste gang denne politiks vej, da han gjorde Knud Lavard til sin vasal og lod ham krone til konge over obotriterne. Situationen var naesten den samme: Knud var ikke tysk, men var uddannethos Lothar og havde sympati for tysk vaesen. Han var kristen og missionsvenligsamt villig til at aflaegge lensed til den tyske konge for at fa dennes stotte til at bevare sit nye, med vabenmagt erobrede kongerige og til sine videre politiske planer. For Lothar la der store muligheder i denne underkongepolitik. Ikke alene knyttede han lokalfyrsterne over de vendiskeomrader 77. Curt Weibull: Saxo. p. 153. 78. Hans-Dietrich Kahl: Slawen und Deutsche in der brandenburgischen Geschichte des zwolften Jahrhunderts. (1964), p. 40 ff. Side 517
diskeomradernaert til sig; han
fik i Knuds tilfaelde i tilgift en trojansk Det turde vaere i lyset af de her refererede resultater, man skal forsta Knud Lavards politiske opkomst, saledes som den er overleveret os af Helmold79. Han udnyttede behaendigt til sin fordel den tyske ostpolitik, som fik en helt speciel udformning i artierne umiddelbart, for den store tyske ostkolonisation satte ind omkring arhundredets midte 80. Knud havde overordentlig dygtigt benyttet det danske kongehus' slaegtsskab med den obotritiske fyrstefamilje til at erobre sidstnasvntes land efter fyrsten Henriks dod i 1127. Nar dertil fojes, at det af det foregaende er fremgaet, hvor sjaelden en aere ophojelsen til konge var ogsa i Tyskland, er det indlysende, hvor farlig en mand Knud Lavard o. 1130 matte vaere i det danske kongehus' ojne. Magnus Nielsen var nok i almindelighed bange for rivaler. Saledes fortaeller Lundearbogen, at han i 1128 stod bag drabet pa hertug Karl af Flandern, Knud den Helliges son 81. Flere end Magnus matte imidlertid vsere betasnkelige ved Knud Lavards maskepi med tyskerne. Thi Lothar stottede aktivt Hamburg-Bremens aktion mod den danske kirkeprovins' selvstaendighed. Straks efter investiturstridens bilaeggelse i 1122 sogte Adalbero af Bremen i Rom stotte for sin sag. 1123 synes paven at have truffet en kompromisafgorelse. Sverige og Norge lagdes atter under Hamburg-Bremen, mens Danmark beholdt sin selvstaendighed, indtil sagen var nasrmere undersogt. 1120'erne igennem stod sagen aben; en legat synes at vaere sendt til de stridende parter 82. Henimod 1130 ma da konge og aerkebisp i Danmark have haft sa god grund som nogensinde til at holde sammen; de folte sig begge truet fra syd. Knud Lavard havde takket vaere vabenlykken og Lothar vundet sig et kongerige; ingen kunne vide, om han ville afvente Niels' dod, inden han ved samme midler sogte at skaffe sig et til. Assers selvstaendighed matte i sa fald vaere sasrlig truet. Intet under, at de to parter holdt sammen, da detbrodlos i 1131. Forinden var
dog situationen blevet yderligere skasrpet som folge af
et 79. Helmold cap. XLIX. 80. Jvf. Kahl a. a. p. 1 f. 81. Annales Danici (ed. Ellen Jorgensen), p. 62 82. Seegriin a. a. p. 133 f. 83. Se herom: D. D. I.R. 2, 55. Kommentaren samt Seegriin a. a. p. 135 ff. Side 518
Honorius 2., og ved valget af hans efterfolger kom det til konflikt; der valgtes to paver, Innocens 2. og Anaclet 2. Denne situation udnyttede Adalbero lynhurtigt. Allerede d. 24. februar var han i Rom. Paverne konkurreredeom at vinde kong Lothars stotte ved at antage sig Adalberos sag. Anaclet var hurtigst i vendingen; han tilskrev d. 24. februar Lothar, at han ville yde Adalbero retfaerdighed 84. Innocens, der sendte et personligt budskabtil Lothar, gik imidlertid af med sejren. Midt i oktober 1130 anerkendteLothar pa en rigsdag i Wiirzburg Innocens 2. At denne tog sig af Adalberos sag ses forst i pavebreve fra 1133 85; men han har i situationen 1130 kun kunnet tage eet standpunkt i det danske sporgsmal. Sidst pa aret 1130 ma situationen have set mere dyster ud end lsenge for Niels og Magnus. Grunden var ved at skride under det engang sa veletablerede regime. Man havde faet en militsert staerk rival, tilmed en konge, inden for rigets gnenser. (Saxo og Helmold beretter samstemmende om personlige sammenstod mellem Knud og Niels og Magnus netop ornkring 1130). Nu var ogsa den traditionelle allierede, pavestolen, kommet pa modstandernes side. Den 7. januar
1131 slog Magnus Knud Lavard ihjel. Detaljerne ved dette
Hal Koch har i alle sine behandlinger af perioden anlagt det synspunkt, at »motiverne til denne dad ma siges at vaere klare: Magnus er misundelig pa Knud for den medgang, han har haft« 86. Magnus frygter Knud som modkandidat ved det tilstundende kongevalg. »Knud Lavard var ydermere son af den folkeksere Erik Ejegod. Alene dette matte sikre ham stotte hos et betydeligt parti i landet. . . . Om hele hans person stod en lofterig glans af fremtid, som ikke kunne undga at gore indtryk« 87. Til dette er at anfore (foruden undren over, at man med kendskab til Roskildekroniken kan anse Erik Ejegod for folkekaer) den metodiske bemaerkning, at om motiver, isaer i sa gammel tid, er det svaert at komme til klarhed. Der vil stedse vaere tale om rationaliseringer og gisninger ud fra den enkelte forskers opfattelse af personer og deres politiske placering. Den politiske situation omkring 1130 er her sogt omvurderet; folgelig ma ogsa motiverne til mordet i Haraldsted tages op til fornyet overvejelse; dog skal det fastslas, at det anforte i nogen made har karakter af hypoteser. 84. D. D. I. R. 2, 53. 85. Jvf. note 101. 86. Hal Koch: Danmarks kirke i den begyndende hojmiddelalder, p. 75 f. 87. Politiken bd. 3, p. 127. Side 519
Det forekommer da udfra den her fremforte opfattelse irnindre sandsynligt, at det eneste, der var Magnus og Knud imellem, var det tilstundende kongevalg. Deter evident, at Magnus onskede Knud ryddet af vejen; men hvad kan han have frygtet fra hans side? Haelder man til den anskuelse, at Magnus allerede var de facto regent, ma man ogsa tro, at det kunne blive yderst svaert at skutabe ham til side ved Niels' dod. Knud Lavard kan ikke have troet, at der for ham forte mange legale veje til Danmarks trone. Han ville i hvert fald fa bisperne imod sig; det fremgar helt klart af deres holdning i Irene 1131-34, da de alle sluttede op bag kong Niels. Knud ma have vaeret realpolitiker nok til at vsere klar over dette. Sporgsmalet er, om Knuds intentioner ikke kan have gaet i retning af angreb pa kongen kombineret med opror. Dette kan Magnus i hvert fald have frygtet. En naermere betragtning af drabets umiddelbare folger kan maske sandsynliggore, at en sadan frygt ikke var ganske übegrundet. Ingen synes at have haeftet sig ved det ejendommelige i, hvad der skete. Pafaldende er det dog, at: 1. et stort parti kraevede haevn, 2. gjorde dette meget hurtigt og 3. gik sa vidt som til at udrabe en ny konge til trods for, at kong Niels stadig levede og ikke var drabsmanden. Saxos vurderingsnormer har faet naesten almen gyldighed; det kan ogsa i vore dage forekomme indlysende, at drabet pa Valdemarernes helgenstamfader matte hasvnes. Vel var imidlertid Knud Lavard blevet en stor mand i Nordtyskland; men i Danmark var han dog kun for et kongsemne, ikke for den forste Valdemarer at regne. Hvorfor skulle egentlig danske stormamd vove halsen for obotriternes konge? Vi ma konstatere, at det var, hvad de alligevel gjorde; men man sporger sig, om disse oprorere alene rejste sig for en dod mands skyld. Havde de mon ikke failles interesser i de levendes verden? Tilhorte de monet allerede etableret »parti«, der kunne handle hurtigt, da en af dets egne blev draebt? En undersogelse af oprorsgruppens sammensaetning kan rnaske give svaret pa sporgsmalet om dens interesser. To parter er i hvert fald ikke repraesenteret i den: Niels og Magnus og den med dem samarbejdende kirke. Hovedmaendene var Knud Lavards brodre Harald (Kesje) og Erik (Emune)88; endvidere optradte Peder Bodilsen, den sjaellandske stormand, der i 1120'erne havde ledet de sjaellandske bonders colibatsrevolte mod prasteskabet; der var Hakon Jyde, Erik Ejegods svigerson og Hakons son, den senere kong Erik (Lam)89, samt hele den aergerrige sjaellandske Hvideslsegt,der, 88. Chronicon Roskildense XIV. 89. Saxo, XIII, 7. Side 520
deslsegt,der,som af John Danstrup papeget, endnu stod uden politisk indflydelse 90; og endelig var der Kristiern Svendsen af den masgtige jyske Trugot-slaegt og hans son Agge 91. Derimod ikke Kristiern Svendsens broder,asrkebiskop Asser, der forelobig fastholdt sin alliance med kongen. Hvad havde disse folk pa programmet? Danstrup mener haevdelse af en staerkere kongemagt og staekkelse af kirken92, altsa »regnum contra sacerdotium«. Dette bevises dog ikke og er svaert at forestille sig93. Det synes for det forste ejendommeligt at styrke kongemagten ved at afsaette kongen; tilmed en konge, der havde regeret i 27 ar. Det forekommer noget for altruistisk, at folk, der aldrig havde vaeret ved regeringsmagten, skulle bekaempe det siddende styre for det princips skyld, at kongedommet burde vaere staerkere. Det turde imidlertid ogsa vaere for rigoristisk at forenkle det 12. arhundredes Danmarkshistorie til en kamp mellem regnum og sacerdotium. Der var en tredie part, der of test betegnes som det gamle bondesamfund. Var det ikke langt snarere den gamle samfundsordens talsmaend, der rorte pa sig? Var det ikke de maend, som absolut ingen fordele ville have af et staerkt kongedomme i Magnus Nielsens hand? Det var jo klart, at et kongedomme, eventuelt et arveligt, i Niels' efterslaegt ville deklassere de ovrige kongsemner blandt Svend Estridsens efterkommere. Bevarelsen af det übetingede valgkongedomme var deres eneste chance. I haevdelsen af dette som princip matte de kunne modes med de jorddrotter, der som Peder Bodilsen og Hviderne tydeligt nok ikke horte til kongens handgangne maend i Niels' dage. En sadan tolkning synes i det mindste at indebaere den fordel, at borgerkrigens hele forlob bliver overordentlig meningsfyldt. Oppositionens forste samlingsmasrke ma have vasret Knud Lavard; da Magnus brat ryddede ham af vejen, greb man omgaende til de naevnte drastiske modtraek. Men de mange kongsemner kunne nok holde sammen i det negative, modsaetningen til Magnus; i deres personlige ambitioner havde de derimod modstridende interesser; thi de kunne ikke alle blive konger. Ikke sa snart var valget af oprorskonge faldet pa Erik, for Harald Kesje faldt fra og sogte sin lykke hos Niels 94. De folgende ars
krig er ganske detaljeret refereret i tyske og danske
90. John Danstrup a. a. p. 68. 91. Svend Aggesen XIV. 92. John Danstrup a. a. p. 68. 93. Der henvises alene til, at Trugotslaegten »altid havde stottet den staerke kongemagt.* Der kan hermed kun taenkes pa, at Erik Ejegod var gift med en kvinde af slaegten. 94. Chronicon Roskildense XIV. Side 521
Roskildekroniken tilligemed de
samtidige tyske annaler i Curt Weibulls
Deter ganske abenbart, at konge og kirke i forening beherskede Danmark. Erik kunne ikke sta sig. Hans chance blev den specielle udenrigspolitiske konstellation, som ogsa Knud vel havde sat sin lid til. I to etaper bojede Niels og Magnus knae for kong Lothar. I sommeren 1131 lod denne, der til haevn for Knud Lavard var traengt frem til Dannevirke, sig kobe bort; i 1134 formaede Lothar, nu kejser, Magnus til i pasken pa rigsdagen i Halberstadt under udfoldelse af alle tilhorende ceremonier at tage Danmark til len af kejseren. Magnus aflagde ed pa, at hans efterkommere i Danmark kun ville bestige tronen med den tyske konges godkendelse. Lothar havde saledes hostet den fulde frugt af det anslag mod Danmark, han indledte med sin protektion af Knud Lavard. Pa Halberstadt-rigsdagen var ogsa aerkebiskop Adalbero til stede 96. Disse
begivenheder blev da Eriks lykke pa en noget anden made,
end I maj 1133 havde pave Innocens 2. faeldet dom i striden om aerkesasdet og atter lagt den danske kirke under Hamburg. I lobet af det folgende ar forlod Asser til Roskildekronikens store fortrydelse Niels'1 og Magnus' parti og modtog Erik hos sig i Lund 98. Arsagen synes indlysende: kongens stigende afhaengighed af kejser og pave. Alliancen med kongedommet indebar ingen fordele mere. I en desperat situation slog Asser om, spillede hojt spil og vandt det. 4. juni 1134 afgjorde vabenlykken borgerkrigen til fordel for oprorspartiet. Magnus matte lade livet til trods for, at de ovrige bisper var blevet pa hans side. Det sejrende parti fordelte de mange ledige bispestole mellem de allierede parters kandidater, og faldt derpa aldeles fra hinanden ". Inden lasnge la Erik Emune i krig med bade Peder Bodilsen og Kristiern Svendsens son Eskil, der var blevet biskop i Roskilde100. Formentlig nok et vidnesbyrd om, at intet egentligt program havde holdt de sejrende sammen, men alene modviljen mod Niels' og Magnus' regime. Parterne varetog fremdeles egne interesser; og Eriks interesse var nu haevdelse af kongemagten. 95. Curt Weibull: Saxo, p. 156 ff. 96. Seegriin a. a. p. 138. 97. M. G. SS. XVI, p. 256. 98. Chronicon Roskildense XV. 99. Chronicon Roskildense XVI. 100. Saxo, XIV, 1. Side 522
Den her
skitserede opfattelse af tiden omkring 1130 medforer
visse konsekvenser Det gaelder forst vurderingen af Asser. Hal Koch har i alle sine arbejder fulgt Roskildekroniken og kraftigt bebrejdet ham hans omslag. Han skulle endog selv have provokeret Innocens 2.s afgorelse, idet han ifolge pavens breve af 27. maj 1133 har udvist den trods, »Contumacia«, ikke trods gentagne stasvninger at komme til Rom 101. Ud fra det her anlagte syn pa den politiske stilling i disse ars Danmark kan der dog naeppe herske tvivl om, at hvad enten staevningerne har fundet sted lige for eller lige efter 1131, ville det have vaeret galmandsvaerk af aerkebispen at forlade den danske hvepserede. Deter desuden givet, at hans bedste kort var den danske konges stotte. Da kongen vaklede i solidariteten, faldt Asser fra. Folgen blev kongens fald. Ej heller omslaget til Erik Emune kan da kaldes politisk uklogt. Asser havde helt enkelt intet mere at opna ved alliancen med Niels, medens Erik dog var en chance. Det indtryk toenger sig pa, at Koch har vurderet Asser sa lavt for des mere at kunne fremhaeve den klogt, hvormed hans efterfolger Eskil genskabte kirkens selvstaendighed 102. Ogsa denne vurdering synes at matte falde, idet Wolfgang Seegriin paviser, at pavedommet under de asndrede politiske konstellationer i slutningen af 1130erne af egen drift amdrede kurs og frafaldt den patvungne afgorelse af 1133 103. Et par af begivenhederne i forbindelse med borgerkrigens afslutning er af veerdi for vor undersogelse af de politiske intentioner hos kongemagten og dens modstandere. Forskningen har vistnok aldrig haeftet sig ved Roskildekronikens oplysning om det helt usaedvanlige, der skete, da Niels og Harald Kesje med livet i behold flygtede fra Fodevig. »Post hec in Juciam venit, at Haraldum particem dimidij regni fecit et regio nomine sublimauit« 104. Man ma tro, at den enestaende sere, ophojelsen til medkonge i Niels' levetid, virkelig er overgaet Harald Kesje; thi Roskildekroniken naerer tydeligvis ingen onsker om at besmykke denne mand, men regner ham for en stratenrover 105. Det, der her
gik for sig, var et klart brud pa valgkongeprincippet.
At 101. D. D. I. R. 2, 57, 58, 59, 60, 61. 102. Hal Koch: Danmarks kirke i den begyndende hojmiddelalder, p. 80. 103. Seegriin a. a. p. 137. 104. Chronicon Roskildense XVI. 105. Chronicon Roskildense XIV. Side 523
kongedommet.Detsynes at vasre en haevdvunden opfattelse i forskningen,at arvekongedommet horer Valdemarstiden til. I forskellige formuleringertrseffes synspunktet hos Erik Arup, Poul Johannes Jorgensen, Aksel E. Christensen og Hal Koch 106. Det kan ikke vasre rigtigt; man kan hojst med Christensen hcevde, at i 1170 »sejrede det monarkiske legitimitets - og arveretsprincip«; men det var ingen nyhed, og Koch kan ikke have ret i, at det indfortes »let og smertefrit«. Man sporger sig, om anslaget mod valgkongedommet var en nyhed, da Niels greb til det ved at ophoje outsideren Harald Kesje. Ganske vist var den gamle konge stedt i den yderste nod efter sonnens fald ved Fodevig; men den hypotese traenger sig pa, at nar omgaelse af valgkongedommet ikke var Niels' regime fremmed, har man ogsa sogt at anvende arveprincippet pa Magnus, hvis centrale politiske stilling vi har fundet dokumenteret. Hypotesen lader sig sandsynliggore. Mindre afgorende er det, at Magnus i Rydarbogen og Slesvigarbogen kaldes for »rex« 107. Der kan i disse sene kilder vaere tale om efterrationalisering eller henblik pa Magnus' gotiske kongevaerdighed. Afgorende er de tyske annalers meddelelser om Magnus' lenshyldning i Halberstadt 1134. Curt Weibull har vist, at de forskellige sagen omtalende arboger gar tilbage til tre af hinanden uafhaengige hovedkilder, der alle beretter, at Magnus ved denne lejlighed blev kronet til gengaeld for lenshyldningen 108. Deter det afgorende. For Magnus harder Vceret den store gevinst ved underkastelsen, at fra nu af var han i kejserens ojne konge i Danmark. Metoden var den samme, som Valdemar den Store introducerede i Danmark: kroningen som formel statsakt. Det nye i 1170 var alene, at denne nu foregik pa dansk grund. Knud den 6. var ikke den forste danske konge, der blev kronet. Det var Magnus Nielsen. Den kronede afgik blot ved en brat dod 7 uger senere; men at omgaelse af valgkongedommet har hort til hans politiske intentioner, ma anses for dokumenteret. Paderbornannalerne oplyser, at Magnus ogsa aflagde ed pa, at hverken han eller hans efterkommere ville tage kongemagten uden kejserens godkendelse10!). Tydeligt nok taenkte Magnus sig kun sin egen efterslasgt som konger af Danmark. 106. Erik Arup: Danmarks historie I, p. 249 f. Poul Johannes Jorgensen: Dansk retshistorie, p. 303. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati (1945), p. 40 f. Hal Koch: Politiken bd. 3, p. 275. 107. Annales Danici (ed. Ellen Jorgensen), p. 75, 133. 108. Curt Weibull: Saxo p. 156 ff. 109. Annales Patherbrunnense, ed. P. Scheffer-Boichorst. (Innsbruck 1870). Side 524
Samme kilde anser Magnus for dansk konge allerede, da han kommer til Halberstadt. Man tor naeppe tage dette som bevis for, at Magnus bar dansk kongenavn for 1134; men i betragtning af dette kildested, af Magnus' position i Danmark og af den kendsgerning, at Harald Kesje fik kongenavn, synes det rimeligt at pege pa muligheden. Sporgsmalet horer formentlig til blandt dem, det aldrig vil lykkes forskningen at besvare. Klart synes det imidlertid, at stod det til Niels og Magnus, ville der ikke blive tale om noget kongevalg, den dag Niels matte d0 en naturlig dod. Oprorerne ma i 1131 ikke mindst vaere gaet til angreb pa arveprincippet. Det stod sig da heller ikke. Ved Fodevig og i Slesvig by talte vabnene til fordel for kongsemnets selvtaegt; og det blev da de naeste 23 ar fremgangsmaden for den, der ville sikre sig Danmarks krone. Den moderne kongemagts princip sejrede ikke ved Fodevig; det led nederlag for sa vidt, som vi har opfattet det sejrende parti som reaktionaert. Men ekspansion var blevet kongedommets vaesen; kongsemnerne slog om til »kongepolitikken«, sa snart tronen var sikret. For en sadan politik fordomte da i 1140erne aerkebiskop Eskil sin afdode fjende Erik Emune. Men man kan ikke ved tilbageprojicering modsaetningsvis tillaegge Eriks modstandere, Niels og Magnus, den modsatte politik. De samtidige kilders prioritet kan ikke anfaegtes. Hvor mesterligt Lauritz Weibull end analyserede nekrologierne fra Lund, sa er dog »Liber Daticus« en levning fra 1145; den kan utvetydigt oplyse os om sin ophavsmands holdning pa dette tidspunkt; men vedrorende forhold for 1134 er den at anse for en beretning og kan som sadan vaere misvisende. Sammenfattende kan da konstateres, at her er argumenteret for en amdret vurdering af en raekke personer og deres stasted under kong Niels' regeringstid.Forst og fremmest er dilemmaet omkring kong Niels sogt lost. Kongen og isaer hans son Magnus var eksponenter for det indadtil og udadtil ekspanderende kongedomme. Udviklingen af det kongelige magtapparatforegik i god forstaelse med den ligeledes ekspanderende kirke, der protegeredes af kongen. Landets forste aerkebisp er sogt rehabiliteret. Kritikken af hans dispositioner 1130'erne forekommer übefojet. Han ma anses for den danske kirkeprovins' klogtige politiske leder og dygtige organisator. Endelig er det forsogt med udgangspunkt i ny tysk forskning at stotte Curt Weibulls omstyrtelse af Saxos abenbart saerdeles livskraftigKnud Lavard-billede. Denne skikkelses dage som nationalhelt bor vaere talte. Han horte ikke til landets ledende kreds, men var potentiel oprorer. Fremskridtets formentlige hovedmand forbandt sig med samfundetsmest Side 525
detsmestreaktionaere krsefter. Han fortjener nasppe det 19. arhundredes dansk-nationale glorie; han var vendisk konge og den tyske konges kort i spillet om Danmark. Det kort ved hvis hjaelp Lothar grundlagde det 12. arhundredes tyske infiltration i Danmark. Forfatningshistorisk er fremfort det synspunkt, at legitimitets- og arveprincippet rejste hovedet for Valdemarstiden. Forfatningsudviklingen har ikke vseret kontinuerlig. Borgerkrigsperioden 1131-57 ma snarest ses som det gamle samfunds forsog pa en reaktionspolitik pa valgkongedommets grund. Det kan scud, som Niels' kongedomme faldt pa en tilfeldig, uheldig politisk konstellation. Den tilfojelse ma imidlertid gores, at samfundets sociale struktur antagelig endnu var en sadan, at kongemagtens ekspansion matte vaere et dristigt eksperiment. Den privilegerede ridderkaste som kongemagtens redskab eksisterede endnu ikke. Vi ved, at en rytterhaer deltog i slaget ved Fodevig no; om rytteri var kendt tidligere i Niels' dage kan ingen palidelige kilder fortaslle os m. 110. Monumenta Erphesfurtensia, p. 40, 170. 111. Om rytterhaeren ved Fodevig var den forste i Norden, som ofte haevdet, vides ikke. Saxo omtaler, men maske konstrueret, dansk rytteri i forbindelse med slaget ved Ljutka. (Saxo XIII, 2.). Saxos oplysning om Niels' hird pa kun 6-7 mand (jvf. note 11) turde vaere ren propaganda. |