Vi har alle, dagen efter et folketingsvalg, provet at give os selv og andre forklaringer pa partiernes mere eller mindre gunstige skasbne. De simple forklaringer, der bruges ved disse lejligheder, gor saedvanligvis god fyldest derved, at de far valgtallene til at falde pa plads i et forstaeligt og acceptabelt monster. De er praeget af, at valgdagen opleves som en regnskabets dag, hvor partierne belonnes eller straffes for deres indsats i den forudgaende valgperiode, eller af, at den opleves som en dag, hvor man giver et parti sin stemme for at det kan indfri de Iofter, der er blevet givet under valgkampen.

Nar vaelgere, journalister og politikere har givet deres valgforklaringer, folger for eller siden andre efter. Historikere soger at kaste lys over et enkelt eller en serie valgudfald, ofte anvendende forklaringer, hvis logiske struktur minder om valgdagens 1. Politologer og politiske sociologer rykker frem med sporgsmal og forklaringsmonstre, i hvilke henvisninger til forbindelsen mellem partiprasference og samfundets socio-okonomiske struktur indtager en fremtraedende plads.

Formalet med denne afhandling er at drofte en af de farligste faldgruber,som
findes for enhver, der giver sig af med valgforklaringer, det vaere
sig som vaelger, politiker, journalist, historiker, politolog eller sociolog.

---

1. Droftelser af historieforskningens valgforklaringer kan findes i Lee Benson, »Research Problems in American Political Historiography* (i Mirra Komarowsky, ed., Common Frontiers of the Social Sciences, (Glencoe, 1957), pp. 113— 83), samt i R. Bower, »Opinion Research and Historical Interpretations of Elections«, Public Opinion Quarterly, vol. 12, (1948), pp. 455-64.

Droftelsen er foranlediget af redaktor Aksel Lassens nye bog »Vaelgere pa vandring« 2. For at underbygge mine kommentarer til bogen vil det vaere nodvendigt pa de naermest folgende sider helt generelt at drofte nogle vigtigefejlslutningsproblemer i vaelgeradfaerdsforskningen, og forst derefter er det muligt at tage Aksel Lassens bog op til debat.

Valgforklaringer i landet »Stabilia«

Det kan ofte ved droftelsen af en kvantitativ problemstilling vaere frugtbart at tage sit udgangspunkt i en betragtning af et staerk forenklet billede af virkeligheden, for derefter, nar problemets grundlaeggende struktur er blotlagt i modelraesonnementets form, at traekke flere variabler ind i analysen.

Den folgende diskussion af fejlslutninger i valgforklaringer kan saledes med fordel startes med, at vi foretager en rejse til et meget lille land, som vi kan kalde »Stabilia«. Landet har kun 100 vaelgere, der normalt fordeler sig pa tre partier, partiet S, partiet Bog partiet P. Det betragtes som en borgerpligt at afgive sin stemme, hvorfor valgdeltagelsen altid er 100 %. I dette samfund afholdes nu med kort mellemrum tre valg, I, II og 111, og da valgene folger sa hurtigt efter hinanden, nar ingen af vaelgerne at dO, ingen emigrerer, ingen immigrerer, og ingen af de yngre borgere opnar stemmeret mellem det forste og det sidste valg.

Lad os nu se pa valgresultaterne og de kommentarer, der bliver knyttet
til dem, da man har faet de tre valg lidt pa afstand:

Her folger sa tre kommentarer til disse resultater:

Kommentar 1: Ved valg II gik S's andel af den samlede vaslgermasse ned med 5, mens B's andel samtidig steg med 5. Ved valg 111 steg S's andel med 5, mens B's andel faldt tilsvarende. Ved alle tre valg fik P samme andel af stemmerne. En betragtning af de tre valg viser saledes en ikke übetydelig stabilitet i de tre partiers stemmeandele.

---

2. Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, 18, Universitetsforlaget i Aarhus, 1967.

Kommentar 2: Ved valg II tabte S 5 stemmer til B, mens P hverken havde tab eller
gevinst. Ved valg 111 genvandt S de tabte stemmer fra B, mens P heller ikke denne
gang havde tab eller gevinst.

Kommentar 3: De tre valgudfald viser, at vaelgerne i »Stabilia« er meget stabile, for
godt nok foretog 5 af S's vaelgere ved valg II en udflugt til B, men de kom alle tilbage
ved naeste valg, og P's vaelgere var perioden igennem trofast mod deres parti.

Man ser, hvorledes disse kommentarer strakker sig fra en nogtern verbalisering af tabellen til en kommentar, der benytter sig af et vist associationsskabende billedsprog; set under en anden synsvinkel straekker de sig fra en ren beskrivelse af et valgstatistisk materiale til en kommentar, der »forklarer« tallene, fortasller os noget om vaelgemes vandringer fra parti til parti, om hvordan nogle af dem fortryder deres handlinger, mens andre er trofaste partigaengere.

I bade form og indhold er kommentarerne saledes vidt forskellige, om end de for en overfladisk betragtning kan synes ret identiske. Sporgsmalet, vi skal drofte, er, om de er lige »korrekte«, m. a. o. om man pa grundlag af de foreliggende valgtal er berettiget til at fremkomme med de tre kommentarer, eller om en eller flere af dem indeholder pastande, der ikke logisk gyldigt kan sluttes ud fra valgresultaterne.

For at na frem til et svar pa dette sporgsmal kan man taenke sig, at vi folger hver enkelt af de 100 vaelgere fra valg til valg. Vi kan her nojes med at betragte to mulige - og a priori lige sandsynlige resultater af en sadan undersogelse; for at lette fremstillingen bruger vi her et sakaldt »pil-skema« (se fig. 1, side 598), der i dette tilfaelde viser, hvorledes forskellige vaelgere stemte ved successive valg3.

En betragtning af de to resultater, der i ovrigt begge repraesenterer relativt overskuelige muligheder, viser let, at det forste harmonerer med alle tre kommentarer, mens derimod det sidste gor de to sidste kommentarer falske. Sagt pa en anden made er netto- og bruttoforskydninger i valgtallene lige store i det forste tilfaelde, mens der i det sidste tilfaslde er tale om et saet bruttoforskydninger, der mellem det forste og det tredje valg omfatter samtlige 100 vaelgere.

Man er i moderne vaelgeradfaerdsstudier opmaerksom pa, at der er grund
til at holde netto- og bruttoforskydninger i stemmetallene skarpt adskilte.
Den hollandske politolog Hans Daudt har indfort de to begreber »the

---

3. Om anvendelse af »pil-skemaer« i vaelgeradfaerdsforskning, se Bernard R. Berelson, Paul F. Lazarsfeld & William N. McPhee, Voting. A Study of Opinion Formation in a Presidential Campaign, (Chicago, 1954), p. 281. Jfr. ogsa Robert E. Lane, Political Life, (Glencoe, 1959), p. 185-86.

Eksempel 1.

floating vote« og »the floating voters« netop med henblik pa en sadan
nodvendig sondring4. Daudt har ved hjaelp af disse begreber opstillet tre

---

4. »The floating voters* defineres i et sa simpelt system som det her betragtede som det samlede antal vaelgere, der skifter partipraeference mellem to valg; »the floating vote« er defineret som differensen mellem partiskift i de forskel- lige mulige retninger, m. a. o. nettoforskydningerne mellem valgene. Der gaelder i det simple tilfaelde, hvor vzelgermassen ikke undergar forandringer mellem to valg, den vigtige relation mellem de to begreber, at »the floating vote« er lig med det minimale antal »floating voters«, der er nodvendige for at frembringe »the floating vote«. Se Hans Daudt, Floating Voters and the Floating Vote, (Leiden, 1961), pp. 13-20.

situationer, der alle kan taenkes at forekomme i et sa simpelt system, som det vi her betragter, og som adskiller sig fra hinanden m. h. t. de kommentarer, der kan knyttes til valgtallene: 1) en situation, hvor antalletaf »floating voters* mellem de to valg er lig med »the floating vote«, hvilket net op svarer til det forste af de to oven for omtalte mulige resultater; 2) en situation, hvor antallet af »floating voters* er storre end »the floating vote«, der selv er storre end nul - hvilket netop svarer til forholdene i »Stabilia« mellem valg I og II i det andet eksempel; 3) en situation, hvor der nok kan pavises »floating voters*, men hvor »the floating vote« er nul, fordi de forskellige bruttoforskydninger netop opvejer hinanden - hvilket svarer til situationen i »Stabilia« i det andet eksempel, nar man abstraherer fra det midterste valg.

Man kan til denne opregning tilfoje en fjerde mulighed, karakteriseret ved, at antallet af »floating voters* = »the floating vote« = nul, dvs. en situation, hvor ingen vaslgere overhovedet skifter partiprseference mellem valgene. Det kan vaere af interesse at fremhaeve denne principielt mulige situation, fordi den har det lighedspunkt med 3), at nettoforskydninger mellem partierne ikke forekommer i noget af tilfseldene; men mens der i det fjerde tilfaelde gemmer sig en total stabilitet I vaelgerpraeferencerne, kan det i det tredje udmaerket taenkes, at samtlige vaslgere i systemet skiftede partipraeference mellem valgene, saledes som det faktisk var tilfaeldet i vort andet eksempel. De to situationer adskiller sig saledes ogsa ganske klart m. h. t. hvilke kommentarer, der gyldigt kan fremsaettes.

Nar disse forskellige situationer er blevet fremdraget og droftet her, er det forst og fremmest begrundet i, at jeg nedenfor vil. haevde, at Aksel Lassen i sin analyse af vaelgeradfaerden i de langt mere komplicerede systemer i de nordiske lande har draget slutninger om bruttoforskydninger mellem valgene pa grundlag af et materiale, der kun indeholder oplysninger om nettoforskydninger i partiernes stemmetal, noget, man som pavist ovenfor kun i to af de bogstavelig talt uendeligt mange mulige situationer er legitimeret til at gore.

Dertil kommer, at denne fejlslutning er almindeligt forekommende i alle typer valgforklaringer, fra vaelgernes til vaelgeradfasrdsforskernes, hvorfor der kan vaere god grand til at advare mod den. Generelt vil man kunne finde den overalt, hvor kommentatorer kun besidder oplysninger om egenskabernehos

---

4. »The floating voters* defineres i et sa simpelt system som det her betragtede som det samlede antal vaelgere, der skifter partipraeference mellem to valg; »the floating vote« er defineret som differensen mellem partiskift i de forskel- lige mulige retninger, m. a. o. nettoforskydningerne mellem valgene. Der gaelder i det simple tilfaelde, hvor vzelgermassen ikke undergar forandringer mellem to valg, den vigtige relation mellem de to begreber, at »the floating vote« er lig med det minimale antal »floating voters«, der er nodvendige for at frembringe »the floating vote«. Se Hans Daudt, Floating Voters and the Floating Vote, (Leiden, 1961), pp. 13-20.

skabernehoset kollektiv, men gerne vil haevde noget om egenskaberne hos de i kollektivet indgaende individer. Deter netop denne situation, historikere ofte befinder sig i, nar de prover at forklare et valgs udfald, og det vil ogsa vaere situationen for den politolog eller sociolog, der prover at etablere generalisationer om vaelgeradfserd pa grundlag af et valgstatistiskmateriale. I okologisk forskning vil fejlslutningen som regel besta i, at en pavisning af en korrelation mellem to egenskaber hos en population opfattes som ogsa udtrykkende en korrelation mellem de samme egenskaberhos de i populationen indgaende individer, i hvilket tilfaelde man talerom »den okologiske fejl« 5. I samfundsvidenskabelig metodedebat ser man den bensevnt som »the group fallacy* 6 eller »the fallacy of the wrong level« 7.

Efter denne gennemgang af en i valgforklaringer hyppigt forekommende fejlslutning kan vi udbygge model-raesonnementet, ligeledes med henblik pa den folgende droftelse af Aksel Lassens metode. Vi forenkler vores problemstilling ved at nojes med at betragte de to forste valg i »Stabilia«. Til gengaeld forudsaettes, at »Stabilia« ved valg I er opdelt i to lige store valgkredse Hog 0, og at der mellem valgene sker en flytning af 5 vaelgere fra kreds H til kreds 0. Vaelgerne i de to kredse fordeler sig pa partierne, som vist i label 2.

---

5. Forste gang pavist af W. S. Robinson i »Ecological Correlations and the Behavior of Individuals*, American Sociological Review, vol. 15, (1950), pp. 351— 57. Deter bemserkelsesvaerdigt, at den okologiske fejl er blevet »opdaget« og debatteret under forskellige betegnelser i bade psykologi, statistik og okonomi forud for Robinsons ovenfor citerede afhandling, se herom note 35 i Hanan C. Selvin, »Durkheims »Suicide« und Probleme empirischer Forschung* i Ernst Topitsch, ed., Logik der Sozialwissenschaften, (Koln & Berlin, 1966). Om den okologiske fejl generelt, se Austin Ranney, »The Utility and Limitations of Aggregate Data in the Study of Electoral Behavior*, i Austin Ranney, ed., Essays on the Behavioral Study of Politics, (Illinois, 1962), pp. 91-102; Ole Borre & Jan Stehouwer, Social Struktur og Partistyrke i 1960. okologiske studier i dansk vaelgeradfaerd I, (Aarhus, 1968 - under trykning), kap. 3; Jan Stehouwer, »Long Term Ecological Analysis of Electoral Statistics in Denmark*, i Scandinavian Political Studies, vol. 11, (1967), pp. 97-98.

6. Erwin K. Scheuch, »Cross-National Comparisons Using Aggregate Data* i Richard L. Merritt & Stein Rokkan, eds., Comparing Nations, (New Haven & London, 1966) pp. 131-67, indeholder en dybtgaende diskussion; se ogsa Hayward R. Alker. Jr., Mathematics and Politics, (New York & London, 1965) pp. 101-05.

7. Johan Galtung, Theory and Methods of Social Research, (Oslo, 1967) pp. 45-48. Scheuch, Alker eller Galtung synes at vaere opmaerksom pa, at fejlslutningen er identisk med den fejlslutning, der i den klassiske logik kendes under betegnelsen »the fallacy of division®, jvf. hertil Max Black, Critical Thinking, (New York, 2. ed, 1952) p. 232 og Morris R. Cohen & Ernest Nagel, An Introduction to Logic and Scientific Method, (New York, 1934), p. 377.

Vi kunne nu folge den allerede tidligere anvendte procedure: opstille nogle kommentarer og undersoge deres gyldighed ved at konfrontere dem med mulige resultater af en undersogelse af bruttoforskydningerne i systemet. Vi ville komme til det samme resultat som for; specielt ville vi se, at den mest naerliggende valgforklaring i dette tilfselde - at fern flyttende vaelgere i forbindelse med flytningen skiftede partipraeference fra S til B - blot er en blandt mange mulige situationer, der kan frembringe den iagttagne nettoforskydning.

To forhold med sxrlig relevans for den folgende droftelse af Aksel
Lassens metode ma fremhaeves i forbindelse med dette sidste eksempel:

For det forste ville indforelsen i vort raesonnement af en sondring rnellem nettoflytninger og bruttoflytninger virke i retning af at komplicere analysen. Vi matte da pa ganske samme made som i det simple et-kredssystem, regne med fire forskellige typer af situationer, der a priori matte betragtes som lige sandsynlige 8. Der ville ved slutninger om bruttoforskydninger ud fra oplysningerne om nettoforskydninger og nettoflytninger sa at sige blive tale om fejlslutning i anden potens!

---

7. Johan Galtung, Theory and Methods of Social Research, (Oslo, 1967) pp. 45-48. Scheuch, Alker eller Galtung synes at vaere opmaerksom pa, at fejlslutningen er identisk med den fejlslutning, der i den klassiske logik kendes under betegnelsen »the fallacy of division®, jvf. hertil Max Black, Critical Thinking, (New York, 2. ed, 1952) p. 232 og Morris R. Cohen & Ernest Nagel, An Introduction to Logic and Scientific Method, (New York, 1934), p. 377.

8. 1) bruttoflyvning = nettoflyvning * 0; 2) bruttoflyvning > nettoflyvning * 0; 3) bruttoflyvning > nettoflyvning = 0; 4) bruttoflyvning = nettoflyvning = 0; Det ses let, at den mest naerliggende tolkning af valgtallene, gaende ud pa at 5 flyttende vaelgere skiftede partipraeference, kun ville vaere gyldig, safremt bruttoflytning = nettoflytning = nettoforskydning = bruttoforskydning = 5.

For det andet kan en betragtning af det simple to-kreds-system vise, at faktoren »indenlandske flytninger« kun har begraenset vaerdi som enfaktorforklaring af forskydninger i partiernes vaelgerandele gennem tiden. Taenker man sig den ovenfor beskrevne situation, i hvilken man gyldigt er i stand til at forklare en forskydning i vselgerandelene ved en henvisning til en »indenlandsk flytning«, sa vil denne situation i et »pil-skema« se saledes ud: 9

Man bemasrker her, at deter muligt at forklare savel forskydningerne i partiernes veelgerandele i hele »Stabilia«, som forskydningerne i de to kredse, gennem en henvisning til, at 5 vaelgere ved flytning fra kreds H til kreds 0 skiftede partipraeference fra S til B. Men det ses let, at flytningernesforklaringskraft er betinget af, at man tillader et skift i partipneference.Hvis man havde indfort den yderligere forudsastning i raesonnementet,at vaelgerne aldrig skifter parti i forbindelse med en flytning, sa ville man selv i det gunstigste tilfaelde kun kunne forklare forskydningerneinden for hvert enkelt parti, men ikke forskydninger mellem partierne.Om sa samtlige vaelgere foretog flytninger mellem to valg, ville

---

9. Kun bruttoforskydningen er markeret.

balancen mellem de tre partier naturligvis ikke blive forrykket med sa megetsom
en stemme.

Disse betragtninger om valgforklaringer i et flerkredssystem kan herefter resumeres ganske kort saledes: onsker man at forklare forskydninger i partiernes stemmeandele ved hjaelp af en faktor, de indenlandske flytninger, sa vil denne faktor kun have forklaringskraft under folgende forudsaetninger: at flytninger og forskydninger aekvivalerer hinanden, at der ikke er forskel pa netto- og bruttotal, samt at samtlige flyttende vaelgere skifter partipraeference. Frafaldes de to forste forudsaetninger, bliver forklaringen ugyldig, og forlades den sidste forudsaetning, kan man kun forklare forskydninger inden for partierne, mens forskydninger mellem partierne ma forklares med henvisning til andre faktorer.

Fra simplex til complex

Danmark er ikke »Stabilia«. Der er visse overfladiske ligheder, men til gengaeld ogsa nogle vaesentlige forskelle, som virker i retning af at komplicere enhver form for undersogelse af danske vaelgeres adfaerd. Her taenkes ikke i forste raekke pa den kendsgerning, at Danmark har flere partier og skiftende partier, selv om dette ogsa er af betydning, men derimod pa nogle andre forhold, hvis tilstedevserelse be virker, at vi med sikkerhed kan sige, at der ikke i Danmark foreligger de nodvendige betingelser for gyldigt at drage slutninger om vaelgernes bevsegelser mellem partierne pa grundlag af de i den offentlige valgstatistik anforte stemmetal.

I Danmark finder valgene sted med flere ars mellemrum. Alene af den grund udskiftes en stor del af vaelgerskaren mellem valgdagene. For nu at tage et ydertilfadde, sa dode mellem valgene i 1960 og 1964 ca. 140.000 af de mennesker, der havde valgret i 1960, og samtidig fik ca. 386.000 nye vaelgere stemmeret, et sasrligt stort tal pa grund af valgretsudvidelsen i 1961 10. Af de godt 3 millioner vaelgere i 1964 var det saledes kun ca. 2,7 millioner, der havde haft mulighed for at deltage i 1960-valget. Deter klart, at hvis man vil, sa kan man »forklare« en hvilkensomhelst asndring i partiernes vadgerandele ved en henvisning til den nytilkomne og den afdode vaelgerandels partipraeferencer n. Enhver forskydning i partiernes vfelgerandele kan f. eks. alene tilskrives forstegangsvaelgerne, og man behover ikke at forudsaette, at en eneste af de »gennemgaende« vselgere skiftede partiprasference.

---

10. Tallene er hentet fra Jan Stehouwer & Ole Borre, Tre Folketingsvalg - 1960, 1964 og 1966. okologiske studier af dansk vaelgeradfaerd 11, (Aarhus, 1968 - under trykning). Hertil kommer naturligvis mindre forskydninger som folge af flytninger til og fra udlandet.

11. Papeget i Jan Stehouwer, op. cit. (1967), p. 98.

Pa samme made kan man - hvis man da vil - »forklare« enhver nettorendring ved at henvise til, at ca. halvdelen af de overlevende sofavaelgere fra et valg stemmer ved det folgende, og igen gaelder det, at man ikke behover at forudsaette nogen aendringer i de »gennemgaende« vaelgeres partipraeferencer 12.

Allerede en henvisning til disse store forskydninger i vaslgermassen gor slutninger om bruttobevsegelser ud fra registrerede nettobevaegelser angribelige. Dertil kommer, at vi har al god grund til at tro, at der bag nettoforskydningerne i de danske valgtal gemmer sig betydelige bruttoforskydninger. Rigtignok udgor TVA's metodisk utilfredsstillende »Nykobing Sjaelland-undersogelse« vort eneste dokumentariske holdepunkt, visende, at 15 % af det ufuldkomne materiale angav at vaere partiskiftere mellem 1964 og 1966, men af udenlandsk, herunder ogsa svensk og norsk litteratur, fremgar det klart, at antallet af partiskiftere er meget storre, end nettotallene alene kunne forlede en til at tro 13.

Af speciel interesse for diskussionen ovenfor af indenlandske flytninger som forklaringsfaktor er det endvidere at fremhseve, at de indenlandske bruttoflytninger, dvs. antallet af flytninger mellem kommuner inden for landets graenser, er mange gange storre end den tilsvarende nettoflytning.Hvert ar flytter ca. 10 % af landets borgere, og for hver enkelt kommune, eller hvert enkelt hovedomrade, gaelder det, at der foregar savelen

---

12. Poul Meyer, >Valgkamp og Vaelgeradfasrd*, (AKTUELT's kronik 13. december 1966); jvf. hertil ogsa Jens Jeppesen & Poul Meyer, Sofavaelgerne, (Kobenhavn, 1964), og Jan Stehouwer, op. cit. (1967), p. 98.

13. TVA's valganalyse i Nykobing Sjaelland. Ved Poul Trier Pedersen, (Kobenhavn, 1967, stenc). - I amerikanske og engelske panel-undersogelser har man fundet staerkt varierende tal for de flydende vaelgeres andel af vaelgermassen. Greenwich-undersogelsen, M. Benney, A. P.Gray & R.H.Pear, How People Vote, A Study of Electoral Behaviour in Greenwich, (London 1956) viser saledes, at kun 62 % af vaelgerne i 1950 havde stemt pa samme made i 1945; bevaegelser til og fra sofavaelgernes raekker omfattede 23 %, 19 % opnaede stemmeret i perioden, og 9 % skiftede parti. V. O. Key, Jr., The Responsible Electorate, (Cambridge, Massachusetts, 1966), der er det seneste storre arbejde om problemet, opgor andelen af »switchers* mellem partierne ved de amerikanske praesidentvalg i perioden 1936-60 til mellem 11 % og 22%, mens antallet af »standpatters*, dvs. vaelgere, der mellem to valg fastholdt deres partipraeference, har svinget mellem 58 % og 77 %, se kap. 2). Deter i denne afhandling nok mere relevant at nsevne, at den norske Stavanger-undersogelse fandt ca. 11 % partiskiftere mellem 1953 og 1957, se Henry Valen, »Velgerne og den partipolitiske stabilitet*, i Tidsskrift for Samfunnsforskning, vol. 1, (1960), pp. 50-64. undersogelser af vaelgerbevaegelserne 1956-60 fandt 13 % partiskiftere og 64 % he It stabile vaelgere, se hertil Bo Sarlvik, »Politisk rorlighet och stabilitet i valmanskaren*, Statsvetenskaplig Tidsskrift, vol. 67, (1964), pp. 185-219, hertil ogsa de officielle statistiske publikationer om Riksdagsmannavalen 1959-60 og 1961-64.

velenfraflytning som en tilflytning. Selv i de tilfaelde, hvor en regions
nettooverskud ved flytningerne er stort, vil antallet af fraflyttede ofte ogsa
vaere af betragtelig storrelse v.

Det vaesentlige at papege i denne forbindelse er, at nettoforskydningerne i de danske partiers vaelgerandele aldrig er og aldrig kan blive lig med bruttoforskydningerne - hvilket jo var den absolut nodvendige betingelse for i sig selv et sa simpelt system som »Stabilia« gyldigt at kunne drage slutninger om vaelgernes adfaerd ud fra vores viden om nettoforskydninger.

Aksel Lassens analyse af danske efterkrigsvalg

Aksel Lassens bog, »Vaelgere pa vandring«, fremtrseder som en analyse af valgene i Norge, Sverige og Danmark i perioden 1947-66. Ikke af uhoflighed mod vore broderlande, endsige mod forfatteren, vil jeg koncentrere min droftelse om behandlingen af de danske valg. Man kan gore det med god samvittighed, fordi Aksel Lassens problemstilling, hans grundmateriale og hans slutningsteknik har samme karakter i alle tre tilfaslde, og fordi han nar til samme type konklusioner i de tre enkelt-lands analyser.

I »Vaelgere pa vandring« tages to store problemer op til diskussion. For det forste opstiller Aksel Lassen det relevante spo;rgsmal, hvorledes det kan ga til, at de danske valg resulterer i en hoj grad af stabilitet i de vaelgerandele som henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre-Konservative Folkeparti opnar. I 1947 opnaede de to grupperinger hhv. 34,2 % og 34,2 %, og i 1950 var de tilsvarende tal 33,8 % og 33,5 %, uden at der ved de mellemliggende valg havde vasret tale om storre udsving. Sagt med Lassens egne ord: »Kampen mellem de to »alternatives i dansk politik var efter nitten ars forlob - indvil videre - endt med en forbedring af Socialdemokratiets stilling i forhold til de to hidtil forbundne modstandere pa lige ved otte tusind stemmer af op mod 3,2 millioner vaslgere eller mindre end tre promille - og kun et halvt folketingsmandat«! (p. 11) 15

For det andet peges pa, at »sa meget mere ejendommeligt virker det, at der kan iagttages forskydninger i det indbyrdes forhold mellem de samme partier inden for forskellige dele af samme land« (p. 11), og i to af bogens kapitler (pp. 45-64) soges en forklaring pa det forhold, at man samtidig med stabiliteten pa landsplanet kan have afvigelser og ustabilitetpa det lokale plan, at »et parti kan ga tilbage i en sakaldt hojborg og frem i omrader, hvor det tidligere har staet svagt« (p. 45), samtidig

---

14. Foul Milhif>'], Danmarks Statistik, I, (Kobenhavn 1961) pp. 51 ff indeholder en droftelse af de indenlandske flytningers opdeling pa netto- og bruttoflytninger.

15. De i teksten anforte sidetal henviser til Aksel Lassens bog.

med at der »kan konstateres en udpraeget stabilitet inden for hovedparten af det danske vaelgerkorps og sa relativt sma udsving i opslutningen bag de fire gamle partier, at praktisk taget tre fjerdedele af alle stemmeberettigedevaelgere gav dem deres stemme i 1966 som i 1947 - og i 1920 - . . .« (p. 51). Man bemserker, at denne problemformulering minderom den, der ovenfor blev gennemdroftet pa grundlag af et simpelt system.

Vender vi os nu til det materiale, Aksel Lassen benytter, kan vi kort konstatere, at analysen af det forste problemkompleks gennemfores pa grundlag af de i den danske valgstatistik offentliggjorte landsresultater; de eneste variabler i beregningerne er partiernes stemmetal og sofavselgertallet for landet som helhed, og hovedparten af analysen foretoges ved hjaelp af de procentuelle fordelinger. F. s. v. angar det andet hovedproblems behandling er analysen foretaget pa grundlag af de tilsvarende amtskredsresultater, og man vil i bilagsafdelingen kunne finde det af Lassen benyttede, fra valgstatistikken udskrevne og derefter omgrupperede ramateriale, kombineret med materiale for hver amtskreds for en yderligere variabel, nemlig de indenlandske nettovandringer (pp. 109-54).

I bogens forste kapitel findes der et afsnit, der synes taenkt som en apologi for at foretage analysen pa grundlag af lands- og amtskredsresultaterne alene. Da stykket er centralt for forstaelsen af undersogelsens metode og samtidig er en god stilprove, er det nodvendigt at citere det i sin helhed (pp. 12-13):

»Nar man horer om undersogelser vedrorende overgang fra parti til parti fra valg til valg, far man - selv om det understreges, at de fleste vaelgere er stabile - oftest en fornemmelse af at sta overfor en saek lopper, der tilsyneladende farer og flyver vilje- og formalslost rundt mellem hverandre. De virkelige valgtal giver et helt andet billede. Deter som om de store tal bortraderer ikke blot de uvillede fejl, men ogsa de helt ulogiske rassonnementer, der kan ligge til grund for stemmeflytninger. Dermed skal ikke vaere sagt, at slutresultatet er praeget af en hojere klarhed eller logik. Men alt i alt skulle det dog som regel vsere muligt at finde den linie befolkningsflertallet onsker udstukket.

Man far ved at betragte resultaterne fra en raekke valg ikke fornemmelsen af at sta over for vildfarende lopper, men snarere af at stirre pa et hav, hvor det ikke er muligt at skelne den enkelte drabes faerden, men hvor man i hvert fald kan konstatere tilstedevaerelsen af en varmende golfstrom eller svalende stromninger fra polaregne. Trods vanddrabens og temperaturens flygtighed er strommene en realitet, hvis virkninger kan males, og som man tvinges til at indrette sig efter. Ved at rette opmaerksomheden mod den enkelte drabe kan man fa den delt i ilt og brint eller konstatere indholdet af bakterier, alger og salt, men som led i strommen har den en funktion, der stort set ikke kommer dens saerlige sammensaetning ved.

En kendsgerning er det, at vaslgerbevaegelserne har deres lov. Sand flyver ikke sammen til klitter uden grund. Vil man analysere vaelgernes vankelmod, kraever det forst og fremmest en analyse af »vinde«, der far stemmerne til at flyve, og derved er det taenkeligt, at den tilsyneladende lovloshed i stemmeflytningen alligevel far sin mening, som nar uopfyldte onsker i familie efter familie om et ligeligt antal drenge- og pigeborn ikke opfyldes, og slutresultatet for samfundet trods alt bliver nogenlunde samme antal born af hvert kon«.

Den, der har kest og accepteret raesonnementerne i den forste del af naervaerende afhandling, vil pa dette tidspunkt spidse oren. For er der ikke i dette citat et forvarsel om, at Aksel Lassens analyse vil forme sig som en serie af fejlslutninger af den type, som blev beskrevet i forste halvdel af denne afhandling? Postuleres der ikke her, at man ved at betragte og male de spor, som vaelgernes skift af partipneferencer afsaetter i partiernes landsresultater, kan blive sat i stand til at drage slutninger om, hvilke vaelgergrupper, der har aendret partiprceferencer - og i hvilken retning? Hvis denne tolkning er rigtig, kan man allerede pa dette grundlag forudsige, at Aksel Lassen i sin analyse vil gore sig skyldig i den ovenfor omtalte fejlslutning.

For ikke at domme pa indicier alene skal jeg i det folgende gennemga
hovedtraekkene i Aksel Lassens argumentation og herunder fremdrage
nogle eksempler pa, at fejlslutningen faktisk begas.

Det forste af de af Aksel Lassen opstillede problemer behandles i et kapitel med overskriften »Dansk Uklarhed« (pp. 28-44). Udgangspunktet er stabiliteten i de vaelgerandele, som hhv. SD og V-KF har opnaet ved alle efterkrigstidens valg. En betragtning af disse tal:

- forer Aksel Lassen til at hasvde, at der ikke er grundlag for at antage, at der i dansk politik sker en direkte overgang af vaelgere fra den ene »blok« til den anden. Denne pastand, der er et ledeterna i hele fremstillingen,er baseret udelukkende pa en slutning ud fra lands-nettotallene. Saledes fastslas det, at der i de »vigende vaelgerandele fra 1947 til foraret

1953 ikke er basis for at formode, at der er gaet stemmer fra den ene af de to blokke til den anden« (p. 28), og denne argumentation generaliserespa den folgende side, hvor det haevdes, at »samtidig tilbagegang giver naturligvis lige sa lidt som samtidig fremgang basis for formodninger om erobring hos eller tab til modparten« 16.

Hvis denne pastand udtrykker noget om danske vcelgeres adfaerd, sa er der god grund til at hasvde, at der foreligger en fejlslutning. Hvis man anlaegger den anden mulige tolkning, der gar ud pa, at Aksel Lassen i realiteten kun taler og kun onsker at tale om nettoforskydningerne, selv om han anvender en sprogbrug, der leder tanken hen pa bruttoforskydninger, sa bliver den anforte pastand og de talrige andre lignende pastande i fremstillingen med den givne problemstilling blot verbaliseringer af de i valgstatistikken offentliggjorte netto-tal, rigtignok omgrupperet i overensstemmelse med Aksel Lassens forestillinger om tre store »blokke« i dansk politik, jvf. nedenfor.

Man kan traenge ind bag ordenes facade ved at undersoge, hvorledes Aksel Lassen naermere fortolker valgresultaterne i de situationer, hvor en af »blokkene« led tab, mens den anden »bloks« andel af vaelgermassen steg. Denne situation forekom i 1957 og i 1964, og kommentaren lyder: »Der kan ikke med foje tales om indhug hos modparten i 1957 og 1964. Ved disse to valg gjorde de to borgerlige partier erobringer svarende til 4,3 % af den samlede vadgermasse, men socialdemokraternes tab udgjorde hojst en syvendedel heraf« (p. 29).

Man sporger sig selv, hvorledes Aksel Lassen egentlig ville fortolke en situation, hvor den ene parts tilbagegang i vaelgerandel eksakt eller tilnasrmelsesvisvar af samme storrelsesorden som den anden parts fremgang?Et fingerpeg far man ved at folge tolkningen af 1950-valget. Ved denne lejlighed faldt savel »arbejdergruppens« som »den borgerlige hovedgruppes«veelgerandele, og Aksel Lassen sporgsmal bliver da: hvor blev de 3,9 + 2,3 = 6,2 % af, som de to »blokke« tilsammen mistede? Forklaringen er den, at »de 2,6 % gik direkte pa sofaen, mens 3,6 %gik til Det radikale Venstre og Retsforbundet med henholdsvis 0,8 % og 3,6 %« 17. Det naeste problem bliver sa, hvilken retning disse stromme

---

16. Et lignende raesonnement fremfores flere andre steder, se saledes pp. 20 ff, 35, 43, 67, 70, 78 og 88. Det ma fremhaeves, at der til tider udtrykkeligt tales om nettoforskydninger, og om, at der kan taenkes at vasre sket bevaegelser begge veje, som blot har opvejet hinanden - se saledes pp. 43, 78 og 88 - men i de fleste sammenhaenge synes Aksel Lassen at operere med en forestilling om, at »direkte overgang af vaelgere fra arbejdergruppen til den borgerlige gruppe ... crude af takt med valgdagens vidnesbyrd i Danmark* (p. 35).

17. Der er her i fremstillingen (p. 33) en meningsforstyrrende trykfejl, idet DR's fremgang i stemmeandel udgjorde 2,8 % og ikke som anfort i teksten 3,6 %.

tog? Deter pa dette sted, man far et indblik i Aksel Lassens metode, nar han siger, at »der er noget ved selve tallene, som bevirker, at man straks fristes til at overveje, om der ikke skulle vsere et intimt forhold mellemden stemmeandel, de borgerlige partier mistede, og den, der gik over i passivitet, og mellem den andel, arbejderpartierne tabte, og den, de to mellempartier vandt« (p. 33). Ved en nojere betragtning af de forskellige procentvise forskydninger i landet som helhed og i hovedstadsomradet nar Aksel Lassen dog frem til det resultat, at »der ma vaere flyttet arbejderstemmerbade til Retsforbundet og til passivgruppen«, og at »den borgerligegruppes tab . . . er gaet til mellempartiernes eller sofavadgernes gruppe« (p. 34).

Det bemaerkelsesvasrdige ved denne slutningsteknik er altsa, at der fra forskydninger i partiernes vaelgerandele fra valg til valg foretages slutninger om, hvilke partiers vaslgere der skiftede partipraeferencer, i hvilket omfang og i hvilken retning. Sprogbrugen lader ingen tvivl tilbage i dette tilfaelde, som i mange andre, om, at der foretages slutninger om bruttoforskydninger pa grundlag af et materiale, der alene indeholder oplysninger om nettoforskydninger.

Fordi der forekommer en sadan fejlslutning i en analyse, behover den derfor ikke ganske at miste sin vasrdi. I det omfang, hvori konklusionerne er baseret pa andet materiale end den offentlige valgstatistik, kan analysen have en selvstamdig kvalitet, f. eks. ved at den indeholder en mere eller mindre intuitiv rekonstruktion af forskellige vaelgerkategoriers overvejelser ved valgene. Saledes virkede mange af Aksel Lassens overvejelser plausible - specielt de, der drejede sig om de socialdemokratiske vgelgeres mulige reaktioner i 1950 og 1957 - da de forste gang fremfortes i forfatterens tidligere bog 18. Dengang var der tale om forsigtige hypoteser, og Aksel Lassen kunne haevde, at hans antagelse om de socialdemokratiske vaslgeres motiver til at reagere i hvert fald ikke afkrseftedes af »tallenes tale«. I den seneste fremstilling fremfores pastandene om vxlgernes adfaerd som fastslaede kendsgerninger, fremskaffet ved analyse af et statistisk materiale.

En ganske tilsvarende betragtning kan gores gaeldende over for hele det billede af dansk politik, som Aksel Lassen ruller op. Der opereres her med to hovedgrupper af partier, pa den ene side »arbejderpartierne« (SD, DKP og SF), »de socialistiske partier«, hvis vaelgere som hovedregel omtalessom arbejdere, og pa den anden side »de borgerlige partier« (V, KF, U og LC) 19. Vcelgernes partiprasferencer er overvejende miljobestemte

---

18. Aksel Lassen, Folkevilje og Vaslgerlune, (Kobenhavn, 1961).

19. Deter kun med toven, at LC henfores til denne gruppe; riar det gores, er det pa trods af, at partiet har vist »abenlyse tilbojeligheder til at udvide lov- givningssamarbejdet ud over de borgerlige partier«, og det begrundes med, at dets »slaegtskab med de store borgerlige partier i vaelgermaessig henseende er sa udpraeget* (pp. 30 og 38).

stemte- med en kapiteloverskrift »medfodt og medbragt«. Man er »trofastemod visse grundlaeggende fornemmelser i politik«, dvs. man star »med stovlerne kridtet pa hver sin side af en folelses- eller interessebestemtskillelinie mellem de socialistiske partier pa den ene side og en alternativ gruppe af borgerlige eller liberale partier pa den anden side« (p. 59).

Hvorledes bliver der i dette monster plads til partier som Det radikale Venstre og Retsforbundet? Aksel Lassen finder det vanskeligt at placere dem i den borgerlige gruppe, fordi de hverken ud fra »egne onsker« eller »faktisk optr£eden« horer hjemme der. De er mellempartier, mere eller mindre bevidst, og deres vaelgere henfores til kategorien af passive vaelgere sammen med de egentlige sofavaelgere, fordi man ved at stemme pa et af disse mellempartier har fraskrevet sig retten til at vaelge en regering (p. 30). Placeringen af partierne bygger saledes pa en glidning frem og tilbage mellem folketings- og vaelgerplan; man kunne have onsket sig, at argumentationen pa dette punkt var blevet uddybet. I denne forbindelse gor Aksel Lassen i ovrigt en interessant sondring mellem »at stemme« og »at vailge«, en sondring, der ikke er fremmed for politologer2o - men som rigtignok i dette tilfaelde ikke har nogen egentlig opgave i fremstillingen, fordi de tilgrundliggende raesonnementer knap nok er skitseret.

Mellempartiernes funktion i dansk politik synes primaert at vaere den, at de udgor et brugbart alternativ til sofaen for den socialistiske eller borgerlige vaelger, der af en eller anden grund midlertidigt bliver utilfreds med den blok, han retteligt horer hjemme i. Det vrimler med udtryk, som stotter denne tolkning: vaelgerne »svigter« de to blokke til fordel for sofavselgergruppen eller mellempartierne, de »udlaner« deres stemme til mellempartierne, og mellempartierne »tilbagebetaler«, de »foretager udflugter« osv.; ikke mindst Retsforbundet karakteriseres som et protestparti, der snart »gjorde erobringer blandt utilfredse borgerlige vaelgere« og snart »tiltrak sig protest-villende arbejderes opmaerksomhed« (p. 35).

Denne stadige henvisning til et imaginaert, »naturligt« to-partisystem - eller rettere to-blok-system - drives ud i sin yderste konsekvens, nar Aksel Lassen opgor de to blokkes maksimale andele af vaslgermassen i efterkrigstiden (for begges vedkommende opnaet ved valget i 1966),

---

19. Deter kun med toven, at LC henfores til denne gruppe; riar det gores, er det pa trods af, at partiet har vist »abenlyse tilbojeligheder til at udvide lov- givningssamarbejdet ud over de borgerlige partier«, og det begrundes med, at dets »slaegtskab med de store borgerlige partier i vaelgermaessig henseende er sa udpraeget* (pp. 30 og 38).

20. Se saledes Robert A. Dahl's sondring mellem »decisive« og »not decisive* valg, Robert A. Dahl, ed., Political Oppositions in Western Democracies, (New Haven & London, 1966), pp. 338 ff.

og derefter analyserer de forudgaende valg med henblik pa at finde ud af, hvor den »passive« del af disse vaelgerandele var henne. Denne forestillingom, at der eksisterer to, i og for sig uforanderlige vaelgermasser, en socialistisk og en borgerlig, som begge kan give en maksimal ydelse, nar og hvis de aktiveres, bringer Aksel Lassen ikke alene til anvendelse pa dansk, men ogsa pa norsk og svensk politik - og i alle tilfaslde tor man vel sige, at der foreligger en pastand, som ikke bor godtages kritiklost, men som deter umagen vaerd at diskutere. Det sporgsmal, der uvilkarligt traenger sig pa i denne forbindelse, er, hvor stor en del af analysens resultater,man kan betragte som bevidste forsog pa at beskrive dansk vaelgeradfaerd,og hvor stor en del, der i realiteten ma klassificeres som rassonnementerinden for en simpel, men implicit models rammer - dvs. rassonnementer af samme type som de i forbindelse med »Stabilia« fremforte.

Ved behandlingen af det forste problem, stabiliteten i partiernes vaelgerandele pa landsplanet, arbejder Aksel Lassen saledes med et skema, der ikke levner plads for direkte overgang af vaelgere fra en »blok« til en anden. Bevaegelser mellem »blokkene« pa den ene side og den »passive blok« pa den anden side haevdes at kunne forklare, dels den gennemgaende stabilitet og dels de mindre udsving, der faktisk forekommer. En central, om end ikke dokumenteret, antagelse i dette forklaringsskema gar ud pa, at vaslgerne far deres politiske stasted i de to »blokke« bestemt under opvaeksten, og at de som regel ikke vil bryde med denne miljobestemte

Vi har ovenfor i »Stabilia«-eksemplet set, at opretholdes en sadan antagelse strengt, vil udsving fra valg til valg i landstallene aldrig kunne forklares med en henvisning til indenlandske flytninger. Dette er Aksel Lassen ogsa helt klar over under sin behandling af undersogelsens forste hovedproblem, i hvert fald i den forstand, at han ikke indforer denne faktor i sin argumentation. Hvis vselgernes partipraeferencer er miljobestemte under opvasksten og stabile derefter, selv under flytninger, sa kan selv meget store indenlandske flytninger aldrig resultere i aridet end stabilitet pa landsplanet.

Idet Aksel Lassen vender sig til undersogelsens andet hovedproblem, forklaringen af de ikke übetydelige nettoforskydninger, der foregar mellempartierne inden for de enkelte omrader af landet, opretholdes antagelsenom partipraeferencer som stabile og miljobesternte²¹. Flytter en

---

21. Visse steder i afhandlingen synes der at vaere tale om en antagelse eller arbejdshypotese, se f. eks. pp. 46-47'. Andre steder fremfores pastanden som et resultat af undersogelsen, saledes helt klart i det engelske resume, hvor det di- rekte og generelt haevdes, at «... this development confirms the supposition that upbringing and environment is of decisive inportance as regards voting in a community undergoing a stable development* (p. 103). Det bor i denne forbindelse naevnes, at udenlandske, herunder norske, undersogelser har vist, at vaelgere, der skifter bopael er mere tilbojelige til at skifte partipraeference i forhold til opva2kstmiljoets partiprseference end fastboende vaelgere. Se hertil Henry Valen op. cit. (1960), Henry Valen & Daniel Katz, Political Parties in Norway, (Oslo 1964), pp. 169 ff, samt generelt om forbindelsen mellem geografisk og social mobilitet og partipraeference, S.M. Lipset, Political Man, (London 1960), pp. 253 ff.

vaelger fra en del af landet til en anden, betyder dette derfor en flytning af en partistemme fra det ene omrade til det andet, og Aksel Lassens tese bliver herefter, at der ikke er nogen som heist mystik ved de konstaterbareforskydninger mellem partierne i de forskellige landsdele - man har blot ikke tidligere vseret opmserksomme pa de indenlandske vandringersbetydning (pp. 45 ff). De indenlandske flytninger gores til forklaringsfaktor,og den eneste nodvendige faktor. Begrundelsen herfor er i sin fulde ordlyd, at »nar der trods udsving fra valg til valg kan konstateres en udprasgetstabilitet inden for hovedparten af det danske vaslgerkorps og sa relativt sma udsving i opslutningen bag de fire gamle partier, at praktisk taget tre fjerdedele af alle stemmeberettigede vaslgere gav dem deres stemme i 1966 som i 1957 - og i 1920 - ma det vaere indlysende, at de relativtsma svingninger, der har fundet sted mellem disse fire partier fra omrade til omrade, star i noje forbindelse med de indenlandske vandringeri langt hojere grad end med sindelagsskifte og overbevisende argumentation*(p. 51). Denne slutning fra landsomfattende stabilitet til flytningernesom eneste nodvendige forklaringsfaktor er ikke nogen logisk nodvendigslutning, og tilmed er der mindre konsekvens i tankegangen, nar samme landsomfattende stabilitet andetsteds i bogen tilsyneladende »forklares« som en folge af flytninger (pp. 57-58).

Ud over det problematiske i formuleringen af en-faktor-forklaringen kan man naturligvis i forbindelse med Lassens droftelse af det andet hovedproblem pege pa, at han ogsa her gor sig skyldig i den fejlslutning, der i detaljer er blevet droftet ovenfor. Fra en serie tal for nettoforskydningerne mellem partierne i de enkelte amtskredse og en serie tal for de indenlandske nettovandringer kan man ikke drage slutninger om, hvilke befolkningskategorier, der har foretaget vandringer, og hvilke vaelgerkategorier, der har skiftet partiprasferencer eller haft stabile praeferencer.

Men der er grund til at pege pa, at Aksel Lassen i denne del af analysenviser os de yderste konsekvenser af sin metode. Ved udelukkende at bruge en faktor i sit forklaringsforsog og ved at gore de ovenfor nasvnte antagelser om danske vaelgeres karakteristika samt nogle mere eller mindre

---

21. Visse steder i afhandlingen synes der at vaere tale om en antagelse eller arbejdshypotese, se f. eks. pp. 46-47'. Andre steder fremfores pastanden som et resultat af undersogelsen, saledes helt klart i det engelske resume, hvor det di- rekte og generelt haevdes, at «... this development confirms the supposition that upbringing and environment is of decisive inportance as regards voting in a community undergoing a stable development* (p. 103). Det bor i denne forbindelse naevnes, at udenlandske, herunder norske, undersogelser har vist, at vaelgere, der skifter bopael er mere tilbojelige til at skifte partipraeference i forhold til opva2kstmiljoets partiprseference end fastboende vaelgere. Se hertil Henry Valen op. cit. (1960), Henry Valen & Daniel Katz, Political Parties in Norway, (Oslo 1964), pp. 169 ff, samt generelt om forbindelsen mellem geografisk og social mobilitet og partipraeference, S.M. Lipset, Political Man, (London 1960), pp. 253 ff.

underbyggede antagelser om, at det overvejende er unge, der flytter, og at arbejder- og husmandsbom for og efter flytningen vil stemme social - demokratisk, mens »landmandssonner« vil stemme pa Venstre og studerendepa de borgerlige partier, bliver han i stand til at forvandle sit problem til et rent bogholderimaessigt kalkulationssporgsmal, hvor svarene kan fas alene ved at anvende de fire regnearter pa materialet i den offentligestatistik. Den relativt enkle made at argumentere pa kan anskueliggoresved, at man folger et af de anvendte eksempler, nemlig det, der angar partiudviklingen i Thisted amt i perioden 1947-64 (pp. 48-49):

Pa grundlag af fordelingen af vaelgerne pa de tre »blokke« i 1947 og pa grundlag af et forventet vselgertal i 1964, safremt der ikke var sket en nettofraflytning fra amtet, kan man beregne en forventet fordeling af vaelgerne i 1964 pa de tre »blokke«, og man kan ved at sammenholde den forventede fremgang med den faktiske fremgang i vaelgertal se, hvor mange stemmer hver af blokkene har vundet eller tabt ved vandringerne - haevdes det. Helt klart udtrykt: »Mystikken omkring stemmetab i de politiske »hojborge« og fremgang, hvor partierae for stod svagest, ma vige for regnestykker af denne art, og faenomenet indordner sig under den kendsgerning, at udsvingene i landsomfattende stemmetal omregnet til procenter af vaelgertallet er sa pafaldende sma« (p. 49).

Nogen mystik bliver der vel tilbage for de fleste, der i'olger dette regnestykke, men i betragtning af de ovenfor refererede antagelser om partipraeferencernes tilblivelse og stabilitet, om vandringernes karakter, samt den helt centrale, a priori antagelse om de indenlandske flytninger som enearsag til bevaegelser i stemmetallene, ma man nok sige, at mystikken indskrasnker sig til, at deter svaert at forklare, med hvilken ret man kan beregne en forventet fordeling i 1964 pa grundlag af fordelingstal i 1947 - her ma dog vist ligge en uudtalt forudsaetning bag?

En fremtrasdende amerikansk politolog beklagede sig for nogle ar siden
over, »that many a Washington columnist has an intimate insight into
and reliable knowledge of political life envied by most political scientists«22.

tists«22.Denne ytring vil vel trods store fremskridt altid have en kerne af sandhed; i hvert fald gselder det - i USA og i meget hojere grad i Danmark - at den kyndige politiske iagttager kan tilfore forskningen mange frugtbare impulser.

Aksel Lassen har ydet dansk vaelgeradfaerdsforskning store tjenester dels gennem sin papegning af sofavaelgernes betydning, dels ved at fremdrage variablen indenlandske flytninger, og ikke mindst ved at vise, at et enkelt valg kun kan forstas, nar det ses i relation til de forudgaende og de efterfolgende valg. Der er übestrideligt mange hypoteser og impulser at hente i den sidste og i de forudgaende afhandlinger.

Men som det fremgar af de fremsatte kommentarer, kan man ikke sige, at Aksel Lassen har givet videnskabeligt acceptable svar pa de sporgsmal, nan tumler med 23. Det, der er gait, kan sirnpelt hen konkluderes i, at forfatteren har stillet nogle meget centrale sporgsmal op til debat, men at han har valgt at soge svarene i et materiale, der under ingen omstasndigheder alene og i sig selv kan fortaelle noget om »Vcelgerbevsegelsernes

Nar dette er sagt, ma det anstaendigvis ogsa tilfojes, at dansk vaslgeradfasrdsforskning ikke kan tillade sig at forbiga Aksel Lassens afhandlinger. Mens vi venter pa yderligere analyser af efterkrigstidens valg 24, kan og ma pastandene i »Vselgere pa Vandring« indga i vore droftelser, ja, en raskke af de eksplicitte og implicitte antagelser, der findes i bogen, vil endda ogsa kunne inspirere de forskere, der for eller senere tager den survey-forskning op, som er en nodvendig betingelse for at kunne finde svarene pa de af Aksel Lassen rejste sporgsmal.

---

22. David Easton, The Political System, (New York, 1953), p. 42.

23. Om accept-betingelser, se Arnold Brecht, Political Theory, (Princeton, New Jersey, 1959), isaer pp. 69-72.

24. Se henvisningerne ovenfor i noterne 5 og 10.