I. INDBERETTET OG KOMMENTERET AF DEN DANSKE UDENRIGSTJENESTE

Den arelange og til tider meget intense diskussion om Danmarks forsvarsog udenrigspolitik, der for alvor tog fart omkring arhundredskiftet, naede kulminationen med vedtagelsen af de nye forsvarslove i efteraret 1909. Derefter indtradte en naturlig antiklimaks, og det blev nu de indenrigspolitiske sporgsmal - fra slutningen af 1911 isaer grundlovssagen - der fangede offentlighedens opmaerksomhed. Interessen for udenrigspolitikken gled noget i baggrunden; men helt kunne den ikke forsvinde. Internationale begivenheder som den anden Marokkokrise og Balkankrigene i 1912-1913 nok holde liv i spekulationerne om Danmarks stilling under en verdenskrig. I pressen savel som i tidsskriftartikler og pjecer blussede fra tid til anden diskussionen op om de udenrigspolitiske problemer 1.

Fra slutningen af oktober 1909 til marts 1920 havde Danmark i realiteten kun to regeringer: det radikale ministerium Zahle, der sad fra den 28. oktober 1909 til den 4. juli 1910, derefter venstreministeriet Klaus Berntsen til den 20. juni 1913 efterfulgt af det andet ministerium Zahle. Skont de to regeringer havde helt modsatte opfattelser af de forsvarspolitiske problemer, sa var de for udenrigspolitikkens vedkommende ganske enige om een ting: en krig mellem England og Tyskland ville bringe Danmark i en yderst farlig situation.

Departementschef Zahle, der var leder af den politiske afdeling i Udenrigsministeriet,holdt

---

1. I tre-aret for krigens udbrud kan der fastslas i hvert fald 5 pressedebatter: i sommeren og efteraret 1911 i anledning af Rubins artikel i »Preussische Jahrbiicher*. I februar-marts 1912 i forbindelse med interpellationen i Folketinget 14.2 om Dmks. udenrigspolitik. I dec. 1912 til februar 1913 i anledning af den frivillige forsvarsindsamling. Januar-marts 1913 en aim. diskussion om dansk udenrigspolitik. Februar-marts 1914 efter Hegermann-Lindencrones artikel i »Tilskueren«.

rigsministeriet,holdti februar 1910 pa tilskyndelse af udenrigsminister Erik Scavenius et foredrag i Krigsvidenskabeligt Selskab om Nordso- og ostersodeklarationeraes betydning2. I betragtning af Erik Scavenius' interesse i foredragets afholdelse kan det formodes, at Zahle har sorget for, at de synspunkter han fremsatte har vaeret i overensstemmelse med udenrigsministerens.

Skont de omtalte deklarationer var ganske intetsigende, tillagde foredragsholderen dem dog nogen betydning for styrkelsen af freden. Han erkendte ganske vist, at de ikke kunne forhindre stormagterne i at benytte dansk territorium, ifald de under en krig mente, at situationen gjorde dette nodvendigt. Men han trostede sig med, »at samtlige magter binder sig til ikke at foranstalte nogen egentlig okkupation af vort territorium, og det synes dog at vasre en temmelig stor ting«. Om vort lands stilling under en europaeisk storkrig hed det, at »den politiske situation som er farligst for Danmark, vel sagtens den eneste politiske situation i Europa, som virkelig kan siges at vaere farlig for Danmark, er en eventuel tysk-engelsk krig« 3.

Synspunktet var uimodsigelig rigtigt, og derfor var man i Udenrigsministeriet pa vagt over for alle tendenser, der i mindste made kunne oge den tyske regerings mistro og uvilje mod Danmark. Da oberstlojtnant Dalhoff-Nielsen i februar 1911 skrev en artikel i »Militaert Tidsskrift«, hvori han antydede, at en tysk-russisk tilnaermelse kunne rejse det sporgsmal, om Danmark var bedst tjent med at folge en neutralitetspolitik, greb udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvig ind og fik gennemfort, at tidsskriftet ikke i fremtiden bragte artikler om udenrigspolitiske forhold, for de var noje provet af Krigsministeriet og Udenrigsministeriet. Nogle russiske og tyske aviser havde nemlig opfattet artiklen som en skjult opfordring om en dansk tilnaermelse til England 4.

I betragtning af den vanskelige stilling Danmark befandt sig i, var det kun naturligt, at regeringen benyttede enhver passende lejlighed til at fastsla, at Danmarks udenrigspolitik hed: den übetingede neutralitet. En sadan lejlighed bod sig i februar 1912, da regeringen besluttede at bringe diskussionen om generaldirektor Marcus Rubins artikel i »Preussische Jahrbiicher« om Nordslesvig til en afslutning, efter at visse ophedede gemytter havde anklaget regeringen for at fore en »tyskerkurs« 5.

---

2. Undertegnet 23.4.1908 mellem Danmark-Sverige-Frankrig-England-Holland- Tyskland og Damnark-Rusland-SverigeTyskland; man tilsagde hinanden fredelig forhandling, hvis magtforholdene omkring de to have truedes.

3. Udenrigsministeriets akter 5 D 9. (Forkortelse: UM. 5 D 9).

4. Udenrigsministeriets akter 5 D 3.

5. Artiklen var billiget af UM., og regeringen Klaus Berntsen vedstod officielt dette. Hovedpunktet i artiklen var, at tyskerne burde opgive deres forsog pa at germanisere den dansksindede befolkning, og at Danmark anerkendte Tysklands ret til Nordslesvig.

Den 14. februar 1912 fandt der en kort debat sted i Folketinget om Danmarks udenrigspolitik, efter at folketingsmand H. L. Moller som repraesentant for de to hojregrupper i Rigsdagen havde rettet en foresporgsel til udenrigsministeren. Selve debatten blev en temmelig tarn affaere, thi savel foresporgsel som svar var blevet noje aftalt i forvejen. Men den gav Ahlefeldt-Laurvig lejlighed til at fastsla, at »der hersker i Danmark fuld enighed om, at malet for dansk udenrigspolitik. .. under konflikter mellem andre stater indbyrdes (er) absolut neutralitet. Vi er hverken direkte eller indirekte bundne ved mundtlige eller skriftlige aftaler endsige ved traktater eller alliancer. Regeringen er i den bedste forstaelse med alle andre regeringer, og ingen af disse har forsogt at bringe os til at fravige vor fuldkommen upartiske holdning« 6.

Denne stserke fremhaevelse af den übetingede neutralitet fik lidt senere pa aret det russiske blad »Novoje Wremja« til spydigt at skrive, at den danske regering pa ny havde gentaget »den chablonmaessige frase om neutraliteten. Vi tvivler aldeles ikke om danskernes onske om at iagttage denne neutralitet, men hvori bestar de midler, med hvilke de kunne beskytte denne neutralitet mod den overordentlig maegtige nabos tilbojeligheder?« 7.

Det russiske blad havde abenbart ikke gennemskuet, at den megen danske tale om »fuldstaendig«, »absolut« eller »übetinget neutralitet* i praksis skulle forstas som en neutralitet, der var velvillig over for Tyskland 8.

Danmarks vanskelige og risikable enegang stillede store krav til udenrigstjenestensevne til noje at folge, rapportere og kommentere de storpolitiskeforviklinger i Europa for derigennem at give regeringen mulighed for at danne sig et indtryk af de faremomenter, der truede freden. Men her stodte man pa den alvorlige hindring, at de danske diplomater havde

---

5. Artiklen var billiget af UM., og regeringen Klaus Berntsen vedstod officielt dette. Hovedpunktet i artiklen var, at tyskerne burde opgive deres forsog pa at germanisere den dansksindede befolkning, og at Danmark anerkendte Tysklands ret til Nordslesvig.

6. UM. 5 D 7.

7. UM. 5D 11.

8. Sa vidt man kan laese det ud af datidens danske debatter og diskussioner var det ret fa, der gennemskuede dette forhold. En af dem, der gjorde det, var dr. polit. K. A. Wieth-Knudsen, der i et foredrag, han holdt i sept. 1914, paviste, at »Venstre lider under et modsaetningsforhold mellem deres opfattelse af neutralitetspligten og ordningen af vaernet«, idet partiet i 1909 vedtog »en forsvarsordning, der prisgav os til det i geografisk henseende naermest liggende land, idet vi. .. ikke havde nogen udsigt til at bevare vor handlefrihed over for et mere eller mindre diplomatisk tryk fra vor sydlige nabo«. K. A. Wieth-Knudsen: Danmark under Verdenskrisen, Kobenhavn 1914, s. 15.

betydelige vanskeligheder ved at skaffe sig nojagtige oplysninger om forhandlingermellem stormagterne, de intriger, der udspilledes bag kulisserne,eller de overvejelser, der fandt sted i de forskellige landes udenrigsministerier.Dette skyldes ikke blot, at det danske korps af diplomater var lille, og at den hjaslp, der stod til deres disposition, var den mindst mulige, ej heller at gesandternes kvalifikationer var staerkt svingende. Alt dette spillede vel en rolle; men det afgorende var, at neutralitet for et lille land var ensbetydende med isolation. Stormagternes regeringer og diplomater folte ganske enkelt ingen forpligtelse eller tilskyndelse til at holde det neutrale Danmark underrettet om begivenhedernes gang. Hvad de danske diplomater kunne skaffe sig af oplysninger, afhang i forste raekke af deres personlige forbindelser med fremmede ministre, politikere, embedsmaend og diplomater; men ikke af at de var Danmarks officielle reprasentanter, thi det betod kun lidet.

Der var dog eet forhold, der hjalp de danske gesandter, og det var kongehusets fyrstelige forbindelser. For 1914 var diplomaterne knyttet til hofferne pa en made, som nutiden har vanskeligt ved at forsta. Det var ikke uden grund, at de danske og norske legationer i London i arene op til den forste verdenskrig blev kaldt »the Family Legations* 9. Denne ganske specielle forbindelse gav gesandterne en mulighed for at komme i kontakt med ledende personligheder, hvem de ellers ikke sa nemt kunne have naermet sig.

Da den forste Balkankrig mellem Montenegro-Serbien-Bulgarien- Graekenland og Tyrkiet stod for doren i efteraret 1912, foltes det som noget ganske naturligt, at den danske regering benyttede sig af sin saerlige forbindelse til kong Georg af Graekenland for at erfare, hvorledes kongen vurderede den farlige situation, der maske kunne fore til en storkrig, ifald Rusland og ostrig-Ungarn blev draget ind i den.

Kong Georg havde opholdt sig i Danmark hele sommeren 1912, efter
at han havde deltaget i broderen Frederik VIII's begravelse i maj.

Konseilspraesident Klaus Berntsen og formentlig udenrigsminister Ahlefeldt-Laurvighavde haft flere samtaler med ham om den udenrigspolitiskesituation, inden han i September rejste syd pa 10. Kort efter begyndte de forste mere konkrete efterretninger om den spaendte Balkansituation

---

9. F. Irgens: En norsk diplomats liv. Johannes Irgens 1869-1939. Oslo 1952, s. 56. Direktor Peter Vedel karakteriserede pa sin noget sarkastiske facon det danske diplomatis beskedne rolle, da han i sommeren 1901 sagde til professor Deuntzer, der godt kunne taenke sig at blive udenrigsminister: der er samaend ikke en politiker i udlandet, der laegger maerke til, hvem der er dansk udenrigsminister, og det kan saledes ikke skade, at det bliver en professor.

10. Klaus Berntsens erindringer, Kobenhavn 1925, bd. 11l s. 199 ff.

at indlobe, og Danmarks nye gesandt i Wien, Erik Scavenius, blev instrueretom at soge audiens hos kongen, der opholdt sig nogle dage i den ostrig-ungarske hovedstad. Den 3. oktober talte Scavenius rned kong Georg, der ikke lagde skjul pa, at han betragtede situationen med megen bekymring. Det var hans opfattelse, at kom det til krig pa Balkan, kunne det ikke forventes, at den kunne lokaliseres. Den russtske regering var svag over for den panslavistiske bevaegelse, og der var heller ingen grand til at tro pa ostrigs hojt bedyrede fredskserlighed; thi tronfolgeren, aerkehertugFranz Ferdinand, og militaerpartiet torstede efter at kaste sig over Serbien. »Hvis Serbien rykker ind i Sandschaket, ma ostrigerne folge efter, og nar ostrigerne saetter sig i bevaegelse, kommer ogsa russerne« n.

Dette var unaegtelig dystre udsigter, og da udtalelsen kom fra en mand, der gennem et halvt arhundrede var blevet en kender af de indviklede Balkanforhold, kunne man ikke tage den let. Men det viste sig dog hurtigt, at kong Georg havde vaeret for pessimistisk. Allerede den 11. oktober kunne den danske gesandt i Skt. Petersborg, Harald Scavenius, indberette om en samtale, han havde haft med udenrigsminister Sa^onov, der netop var vendt hjem fra en rejse til Frankrig, England og Tyskland. Sazonov kunne straks berolige gesandten. Ganske vist ansa han en almindelig Balkankrig for uundgaelig, men forsikrede samtidig, at »Ruslands eneste opgave under disse omstaendigheder var at soge at hindre, at krigen fik videre raekkende folger uden for Balkan, og det var i sa henseende et glaedeligt resultat af hans rejse, at der atter var tilvejebragt et godt forhold mellem Rusland og ostrig« 12.

Fra de danske gesandtskaber i Berlin, London, Paris og Wien indlob snart lignende optimistiske efterretninger, der viste, at stormagterne var enige om, at krigen pa Balkan skulle lokaliseres, d. v. s. at ingen stormagt matte tage aktiv del i den. Selv da situationen skaerpedes i anden halvdel af november, fordi ostrig-Ungarn og Rusland foretog del-mobiliseringer, drev faren hurtigt over, og i december 1912 tradte stormagternes ambassadorkonference sammen i London for at maegle i konflikten 13.

Danmark havde udstedt sin neutralitetserklaering den 25. oktober; men
i modsaetning til Sverige fandt regeringen det ikke nodvendigt at skaerpe
det milit£ere beredskab 14. Situationen blev dog anset for sa utryg, at bade

---

11. Indb. fra ges. Wien 3.10.1912. UM. 6F 11.

12. Indb. fra ges. Petersborg 11.10.1912. Um. 6 F 11.

13. Indb. fra ges. Berlin 16.10, 23.11, 15.12 og 22.12, fra London 8.10, 11.0, 6.10, 27.10, 5.12, fra Paris 6.10, 8.10, 26.11 og 20.12, fra Wien 10.10, 22.10., 15.11., 30.11., 5.12., 10.12. og 17.12., fra Petersborg 22.10, 26.11, 30.11 og 28.12.1912, UM. 6FII.

14. UM 10D 11 og 13 D 21.

Danmark og Sverige besluttede at faerdiggore de nye neutralitetsregler,
som man havde forhandlet om siden Balkankrisen i 1909.

Nar disse forhandlinger var trukket i langdrag, skyldtes det dels, at den svenske regering modsatte sig Norges deltagelse, dels en dansk-svensk uenighed om Flinterenden i oresuhds ostlige del befandt sig pa svensk soterritorium, eller om den var halvt dansk og halvt svensk. Desuden troede den svenske regering, at den danske var uinteresseret i at handhaeve den frie gennemsejlingsret for hele oresund. Pa dette punkt tog svenskerne nu fuldstaendig fejl. Allerede i forsvarskommissionens betaenkning af juli 1908 havde venstre klart udtalt sig mod enhver befaestning i Storebaelt med den begrundelse, at »nar passagen gennem Baeltet, som den bor vaere, er fuldkommen fri, kan vi gore os Mb om, at fremmede flader under krigsforhold vil passere Baeltet uden at fortraedige os«. Dette synspunkt, der deltes af de radikale, gjaldt ogsa for Sundet, selv om det ikke blev sagt direkte. Forsvarsordningen af 1909 regnede ikke med en spurring af gennemsejlingsfarvandene, og folgelig var der ikke anskaffet materiel til dette formal¹⁵.

Efter at denne misforstaelse var blevet opklaret, og den svenske regering var gaet med til at lade Norge deltage, lykkedes det i Iobet af oktobernovember 1912 at na til enighed, saledes at de nordiske neutralitetsregler kunne offentliggores den 20. december 1912. Men forinden havde man fra dansk side sikret sig, at Tyskland ikke havde indvendinger at fremfore, og Ahlefeldt havde benyttet lejligheden til at forsikre den tyske gesandt, grev Brockdorff-Rantzau, at Danmark ikke ville patage sig nogen lodsningspligt. Dette skulle forstas pa den made, at Danmark ikke under nogen omstaendigheder ville komme i den situation at skulle vaere forpligtet til at lodse en engelsk flade gennem Storebselt under en engelsk-tysk krig. Derfor hed det i § 1 pkt. 6a: »De krigsforende magters krigsskibe skal anvende de statsautoriserede lodser ved indsejlingen til og udsejlingen fra dansk havn og rhed; men deter dem i ovrigt forment at anvende de danske statsautoriserede lodser undtagen i tilfaelde af nod for at undga en overhaengende sofare«. De nye neutralitetsregler blev notificeret de europaeiske stormagter i slutningen af december 1912 og i begyndelsen af januar 1913, dog uden at vaekke storre opsigtl6.

Til gengaeld folte den danske regering en virkelig lettelse over, at der

---

15. Forsvarskommissionens Betaenkning I s. 19; L. Dornonville de la Cour: »Spasrringen af de danske Gennemsejlingsfarvande i August 1914«. Saertryk af Tidsskrift for Sovaesen, 1930. Mineudlaegningen i august 1914 klarede man ved at bruge det materiel, der var beregnet for de indre farvande.

16. UM. 10 D 5, F. Lindberg: Den svenska utrikespolitikens historia 111, 4 1872-1914, 240 ff og 276 ff.

nu forela klare regler, der straks kunne komme i anvendelse i tilfaelde af en verdenskrig. Ogsa pa et andet omrade kunne dette nye nordiske samarbejdeopvise praktiske resultater, idet de tre lande enedes om at udvekslefortrolige oplysninger angaende de forsvarsforanstaltninger, de besluttedeat traeffe. For Danmarks vedkommende blev dette aktuelt, da Krigsministerieti midten af januar 1913 beordrede overforsel af visse troppestyrkervest for Storebaelt til Sjaelland for at styrke foisvaret af hovedstaden.Der var dog kun tale om at fremskynde en ordning, der ifolge haerloven af 1909 skulle ivaerksaettes til april flyttedag 1913 17.

Arsagen til denne forcering af beredskabet var utvivlsomt den forvaerring af situationen pa Balkan, der forte til en genoptagelse af krigen den 3. februar. Den designerede overgeneral J. V. C. Gortz fandt den 7. febbruar situationen sa truende, at han frygtede den kunne fore til »udbruddet af en europaeisk krig, i hvilken vort land kan blive inddraget«. Han bad derfor om Udenrigsministeriets vurdering, og den fik han tre dage senere i en skrivelse underskrevet af Ahlefeldt-Laurvig. Denne skrivelse er i flere henseender et ganske interessant dokument. Det forklaredes forst, at indberetninger fra de danske repraesentationer i udlandet »giver gennemgaende ingen grand til at tro, at den situation, i hvilken den europaeiske storpolitik i naervasrende ojeblik befinder sig, er alvorligere end eller sa alvorlig som flere af de kriser, som i de sidste aringer har fundet en fredelig losning«. Dernasst fastslog Ahlefeldt, at »den for Danmark mest prekaere storpolitiske situation indtraeder imidlertid, nar England griber ind i krigen . . . det ojeblikkelige politiske forhold mellern England og Tyskland giver dog ingen anledning til at tro, at en sadan indgriben fra britisk side vil blive en nodvendighed, i hvert fald ikke i krigens forste stadier«. Derefter hed det, at de senere tiders udvikling af Tysklands somagt med den storste sandsynlighed syntes at ville fore til, at krigsskuepladsen, »som tidligere antoges at ville falde inden for danske farvande i alle tilfaelde i begyndelsen af krigen, nu vil blive forrykket laengere mod vest. Der er derfor heller ikke laengere nogen grand til at tro, at udbruddet af en krig mellem England og Tyskland skulle medfore et kaplob mellem disse stormagter for at komme forst til en besaettelse af de vigtigste strategiske punkter i det danske monarki« 18.

Bemasrkningerne om en vis tilnasrmelse mellem England og Tyskland er her af ganske sasrlig interesse, fordi den skulle komme til at praege de danske regeringers opfattelse og vurdering af Danmarks stilling lige indtiljulikrisen i 1914. De forste tegn pa en aendring af forholdet mellem de

---

17. UM. 13D21.

18. UM. Fortrolig sag nr. 55 (1913).

to lande mente gesandten i Berlin, grev Carl Moltke, at kunne konstatere i begyndelsen af december 1912 under den udenrigspolitiske debat i den tyske Rigsdag. I hans indberetning af 3. december hed det: »Mcd almindeligtilfredsstillelse kan man hilse (udenrigsminister) herr von Kiderlens omtale af forholdet mellem Tyskland og England, som han sagde havde vist sig »besonders vertrauensvoll« i lobet af den sidste internationale krise. Det samme er fornylig udtalt af (den tyske ambassador) fyrst Lichnowskyi London, og disse overensstemmende udtalelser kan tyde pa begyndelsen til en udvikling, som det vel er vaerd at folge« 19.

Udviklingen i de folgende uger syntes virkelig at tyde pa en venligere atmosfaere mellem de to lande. Helt nede fra Wien kunne Erik Scavenius indberette, at den graeske delegerede ved Londonkonferencen havde betroet ham, hvor iojnefaldende det gode forhold var mellem England og Tyskland. Scavenius egen kommentar I0d: »Jeg kan ikke taenke mig nogen for os mere kaerkommen efterretning, og deter at habe, at der derved ma udoves en beroligende virkning pa den nervose stemning hjemme« 20.

Ahlefeldt havde saledes et solidt grundlag for sine udtalelser til overgeneralen. Derimod er det vanskeligere at se, hvad han stottede sig til, da han erklasrede, at Tysklands voksende somagt kunne medfore, at krigsskuepladsen ville blive forlagt fra de danske farvande mod vest, d. v. s. til Nordsoen. Denne vurdering var ganske vist fuldstasndig korrekt, thi det var dette, som den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey fortalte Sazonov, da han i September 1912 var i England²¹. Men det har ikke vaeret muligt at finde noget bevis pa, at Ahlefeldt eller et andet medlem af den danske udenrigstjeneste har kendt indholdet af denne hemmelige samtale. Man kan derfor ikke afvise den mulighed, at Ahlefeldt ud fra en ren personlig vurdering af situationen selv har draget denne konklusion femten maneder for Erik Scavenius kom til det samme resultat.

Skrivelsen til overgeneralen sluttede med et afsnit, der er ganske karakteristiskfor den optimisme, der begyndte at brede sig blandt europaeiske politikere, fordi stormagterne for forste gang i umindelige tider stod sammenom at bevare freden. Ahlefeldt skrev, at man ikke kunne se bort fra, at den nuvaerende krise kunne berede overraskelser. Men i »den foreliggendekrises hidtidige forlob og den sa ofte af stormagterne for dagen lagte i sa hoj grad skasrpede ansvarsfolelse for folkenes vel, folkenes egen voksende fredskaerlighed, regeringernes voksende magt til at modarbejde ansvarslose stemninger og endelig ikke mindst deres af fasthed og enighed

---

19. Indb. 3.12.1912 fra ges. Berlin, UM. 5 G 12.

20. Indb. 8.2.1913 fra ges. Wien, UM. 6F 11.

21. British Documents on the Origin of the War 1898-1914, vol. IX, 1 s. 761.

praegede konkrete optraeden vaekker imidlertid en berettiget tro til, at den nuvaerende krigstilstand kan vedblive at lokaliseres, og at der er gode udsigter for en losning uden sadanne forviklinger, der ville saette Danmarksneutralitet i fare«.

Fjorten dage efter at han havde sendt denne skrivelse, rejste Ahlefeldt med kongeparret pa officielt besog i Berlin. Her fik han lejlighed til at forhandle med generalstabschef H. von Moltke, rigskansler von Bethmann Hollweg, den nylig udnzevnte udenrigsminister von Jagow og understatssekretaer Zimmermann. Det vigtigste resultat af forhandlingerne var ikke sa meget Ahlefeldts lofte om, at Danmark ville forblive neutral under en krig mellem England og Tyskland. Det var langt vigtigere, nar de tyske herrer kunne forsikre, at Balkankrisen naeppe ville fore til en almindelig europaeisk krig. Jagows bemaerkning om, at hans mission som minister ville vaere at fa England til at stille sig neutral (d. v. s. i tilfaelde af en europaeisk krig), var ligeledes af den storste betydning for Danmark 22. Man kunne maske derfor have ventet, at de danske gesandter nu var blevet instrueret om noje at rapportere alle omstaendigheder vedrorende det engelsk-tyske forhold. Det skete imidlertid ikke, og hvad gesandterne af egen drift indberettede om dette sporgsmal var spredt og tilfseldigt.

Danmarks repraesentant i London, H. Grevenkop Castenskjold, der havde overtaget stillingen i oktober 1912, gjorde dog i en indberetning af den 17. marts 1913 forholdet til genstand for en laengere indberetning. Det var hans opfattelse, at »siden min tilbagekomst til England efter 7 ars fravaerelse har jeg ikke kunnet andet end at blive slaet af den mistillid,hvormed mange mennesker her ser fremtiden i mode. Den tidligere urokkelige selvtillid er borte, og trods »Ententen« har man den bestemte folelse, at Tyskland for hvert ar, der gar, bliver en farligere modstander af det britiske verdensrige, og det tilmed pa. det gebet, der tidligere var ligesom reserveret for Storbritannien - nemlig havet -. Mange mennesker her have den faste tro, at Tyskland kun lurer pa en passende lejlighed for at bibringe den britiske verdensmagt et uopretteligt knsek. Andre europaeiskemagter taeller i grunden ikke noget i det britiske publikums bevidsthed.Under disse forhold har jeg det indtryk, at ikke sa fa englaendere finde, at denne »splendid isolation*, som de Forenede Kongeriger indtog i dronning Victorias regerings tid, i grunden var at foretraekke for kong Edwards entente-politik, der har bragt origet i beroring med alle kontinentetstvistemal uden nogen synlig fordel for det. At der under disse

---

22. Ahlefeldts referat af 28.2.1913, UM. nr. 55, jvf. T. Fink: Spillet om dansk neutralitet 1905-1909, Arhus 1959 s. 326 ff.

omstaendigheder kan fremspire et onske om muligvis at komme pa en
bedre forstaelse med Tyskland er ikke underligt, og dette onske er umiskendeligttil
stede nu hos mange mennesker i England*.

Under Balkankrisen havde det vaeret pafaldende, med hvilken uskromtet glaede savel Parlamentet som pressen havde fremhaevet, hvorledes Tyskland og England arbejdede hand i hand pa fredens bevarelse. Man matte dog ikke derfor tro, at England ville kaste ententepolitikken over bord, men det var gesandtens overbevisning, »at der i England ville vaere stemning for, safremt Tyskland for alvor efter den nuvaerende krises ophor viste tilbojelighed til at komme pa en mere kordial fod med England, at mode en sadan tilnaermelse med oprigtig og üblandet tilfredshed« 23.

Men bortset fra sadanne spredte bemaerkninger suppleret med enkelte oplysninger fra Berlin er dette vigtige emne kun lidet berort i de officielle indberetninger. Gesandterne var forst og fremmest optaget af krigen pa Balkan og de akutte, men kortvarige kriser, der kom til udbrud i Iobet af foraret og sommeren 1913, indtil der endelig blev sluttet fred i Bukarest i august 1913 og i Adrianopel et par maneder senere.

Det var isaer Erik Scavenius, der fra observationsposten i Wien kunne rapportere betydningsfulde og interessante begivenheder. Da general Conrad von Hotzendorf i december 1912 udnaevntes til chef for den ostrigungarske generalstab, stod det ham klart, at denne udnsevnelse ikke varslede godt for fremtiden; thi Conrad var lederen af det lille, men indflydelsesrige parti, der agiterede for, at man skulle pabegynde en praeventivkrig mod Serbien. Pa grund af det saerlige ry, som Conrad havde erhvervet sig, blev der givet forskellige forklaringer pa arsagen til hans udnsevnelse, hvilket fik Scavenius til at bemaerke, at »hvad end grunden er, har man ved det skete foroget den snart lange raekke af demonstrationer, der i indlandet opskraemmer publikum og i udlandet naeppe kan undga at indgyde mistillid til ostrigs fredelige hensigter« 24.

Scavenius ville ikke anerkende, at der ligefrem fandtes et krigsparti i Wien, men han erkendte, at der saerlig blandt militaeret var en udbredt mening om det heldige i en praeventivkrig mod Serbien. Han ville dog ikke tillaegge disse tendenser nogen virkelig betydning. Derimod tillagde han forholdet mellem Tyskland og ostrig-Ungarn en ganske afgorende vsegt. Det var ikke undgaet hans opmaerksomhed, at Tyskland i vinteren 1912— -13 havde forholdt sig skeptisk og kolig over for Dobbeltmonarkiets Balkanpolitik,og i april 1913 tog han situationen op til vurdering. Han stillededet sporgsmal, om Tyskland, der ligesom England havde arbejdet pa

---

23. Indb. 17.3.1913 fra ges. i London. UM. 5 E 8.

24. Indb. 12.12. og 17.12.1912 fra ges. Wien. UM. 6 F 11.

fredens opretholdelse og som formentlig satte pris pa at bevare det nye venskab med England, ville folge ostrig ind i en ny aktiv Balkanpolitik. Hvad der kunne tale her for var, at ostrig pa denne made kunne fastholdesi den gamle afhaengighed af Berlin; thi det ville veere ugorligt for ostrig at gennemfore en sadan politik pa egen hand. De nye tyske rustningersyntes at tyde pa, at man i Berlin havde taget sit parti 25.

Scavenius havde her berort et meget centralt problem, thi en aktiv ostrig-ungarsk politik pa Balkan kraevede tysk stotte for at kunne gennemfores, da kun Tyskland kunne give ostrig-Ungarn rygdaekning over for Rusland. Det var netop dette forhold, der skulle vise sig at blive afgorende i foraret og sommeren 1914.

Gennem hans indberetninger far man ikke umiddelbart noget indtryk af, at han betragtede ostrig-Ungarn som et land, der truedes af indre oplosning. Men han bemaerkede, at der herskede en darlig stemning mellem Monarkiets sydslavere, d. v. s. beboerne i Kroatien, Bosnien og Herzegowina. Man kunne derfor ikke se bort fra, »at der i dette forhold ligger gemt en eventuel fremtidig fare for Monarkiet, hvis man da ikke finder vejen til en forsoning« 26. I juni 1913 blev Erik Scavenius kaldt hjem for at indtraede i det andet ministerium Zahle som udenrigsminister. Dermed standsede en raekke interessante og oplysende indberetninger fra det urolige hjorne i Europa, der skulle blive arnestedet for udbruddet af den forste verdenskrig.

Den nye tyske oprustning, der kom til offentlighedens kundskab i marts 1913, efterfulgtes snart af ogede franske og russiske rustninger. Dette var et emne, der ganske naturligt optog de danske gesandter. At denne udvikling ikke kunne virke fremmende pa freden, var indlysende nok. Alligevel kan man ikke sige, at tonen i indberetningerne var sserlig pessimistisk; den afgorende kendsgerning var, at Balkankrigene fik lov til at rase ud, uden at det kom til en konflikt mellem stormagterne 27.

Da det engelske Underhus sluttede sin samling i august 1913, holdt Sir Edward Grey en tale, hvori han konstaterede, at en af de gamle provedepastande ikke laengere gjaldt: »It has been an axiom of diplomacy for many a year past that if ever a war broke out in the Balkans it would be impossible, or almost impossible to prevent one or more of the Great Powers being dragged into the conflict* 28. Gennem hele talen kunne man

---

25. Indb. 5.2. og 8.2.1913 og 17.4.1913 fra ges. Wien, UM. 6 G 11 og UM. 6 F 11.

26. Indb. fra ges. Wien 10.4.1913, UM. 6 G 11.

27. Indb. fra ges. Berlin 29.3., 1.7.1913, fra Paris 17.2., 18.2., 7.3. og 7.8.1913, fra Wien 12.8., 15.10.1913, UM. 13 E 9, 13 G 8, 13 N 11.

28. Indb. fra ges. London 16.8.1913, UM. 6 G 12.

fornemme den lettelse, som ikke blot taleren, men ogsa tilhorerne folte,
fordi freden var blevet bevaret, og man nu kunne se fremtiden i mode
med storre fortrostning.

De samme folelser gav den russiske udenrigsminister Sazonov udtryk for i slutningen af oktober 1913, efter at han var vendt hjem fra et besog i Paris og Berlin. I et interview til et Moskvablad fortalte han, at han i Berlin havde forhandlet med Bethmann Hollweg og understatssekretaer Zimmermann og derfor kunne fastsla, »at den tyske politik folger samme mal som den russiske, nemlig fredens bevarelse i Europa og pa Balkanhalvoen samt opretholdelsen af status quo i det tyrkiske Asien«. Savel Tyskland som Rusland ansa det for onskeligt, at der blev indfort reformer i Tyrkiet, og der var enighed mellem Rusland og Tyskland i dette sporgsmal. »Situationen pa Balkanhalvoen sa ministeren fortrostningsfuldt pa og udtalte habet om, at tiden ville bringe den mellem de forskellige stater herskende modvilje ud af verden. Det stod endvidere ogsa til at habe, at den endelige Iosning af de endnu ikke afgjorte sporgsmal af international betydning ikke ville frembyde alvorlige besvaerligheder, samt at det matte vaere muligt at tilvejebringe overensstemmelse mellem de interesserede landes interesser og rettigheder og det almindelige europseiske standpunkt« 29.

I slutningen af december 1913 udtalte finansminister Lloyd George til bladet »Daily Chronicle*, at nu matte ojeblikket vasre kornmet til at nedsastte udgifterne til fladen, da forholdet mellem England og Tyskland var blevet sa langt bedre end hidtil. Han karakteriserede de nuvaerende rustninger som »rent vanvid«. Det var klare ord; men de var rigtignok i direkte modstrid med marineminister Churchills tale i Guildhall den 10. november 1913, hvor han netop havde forberedt Parlamentet pa, at fladerustningerne matte oges, fordi Tyskland havde afvist hans forslag om en »naval holiday* 30.

Dette morke punkt samt de ovrige kaprustninger i Europa kunne dog ikke kvaele den optimisme, der gjorde sig gaeldende i adskillige lande ved indgangen til aret 1914. Det var denne stemning, der prsegede den artikel, som J. C. Christensen skrev i sit tidsskrift »Tiden« kort for jul 1913. Det hed bl. a., at kun den blinde kunne tvivle om, at verdensfreden naermede sig, og sortseerne ville fa uret, fordi de undervurderede fredsarbejdet3l.

Den samme tillid til fremtiden kom til udtryk i en artikel, som den tidligeregesandt
i Berlin, J. Hegermann-Lindencrone, offentliggjorde i »Tilskueren«i

---

29. Indb. fra ges. Petersborg 29.10.1913, UM. 5 K 2.

30. Indb. fra ges. London 13.1.1914, UM. 137 D 1.

skueren«ifebruar 1914. Han kaldte den ganske fordiringslost: »Nogle Betragtninger«, og den ledende tanke var folgende: Det var blevet gjort staerkt gaeldende, at Danmark befandt sig i en meget udsat stilling, og at en stormagtskrig ville medfore fare for dets fremtid og eksistens. Denne pastand matte dog anses for lidet sandsynlig; thi de to eneste lande, der kunne taenkes at true Danmarks bestaen, var Sverige og Tyskland, og fra ingen af dem truede nogen fare. Dette var selvindlysende for Sveriges vedkommende,og hvad Tyskland angik, sa havde to af de mest indflydelsesrigemiliterpersoner sagt til Hegermann, at Tyskland var velsindet mod Danmark og onskede det almulig godt. Bygningen af Kielerkanalen havde i hoj grad formindsket - ja naesten helt fjernet - Tysklands interesse i at beherske Sundet og Baelterne. Der var heller ingen grand til at tro, at stormagterne skulle tvivle om Danmarks ret til at eksistere som selvstsendigstat, og danskerne selv burde heller ikke tvivle herom. »Den, som skriver dette, troer selv og finder, at enhver dansk bor tro, at ligesom vort fasdreland trods de ulykker, som have ramt det og trods, de fejlgreb som vore statsmaend have begaet i de alvorligste ojeblikke, har ret til at ansee sig selv for hidindtil at have fyldt sin plads i verden vel, kan det i tillid til de egenskaber hos dets folk, som have bragt det agtelse og anseelse, see lyst og med fortrostning pa dets nutid og dets fremtid« 32.

Denne maerkeligt naive fremstilling og svage argumentation gjorde ikke umiddelbart indtryk af at vaere skrevet af en gammel og erfaren diplomat, og den fik en temmelig blandet modtagelse i pressen. De radikale og socialdemokratiske blade var saerdeles tilfredse, fordi de opfattede den som et indlaeg mod »vore mest pagaende forsvarsrumlere«, som »Socialdemokraten« udtrykte det den 9. februar 1914. I hojres presse blev den til gengaeld udsat for en skarp kritik, og »Fyens Stiftstidende« spurgte, hvordan en gammel og traenet diplomat kunne tillaegge udtalelser af tyske militaerer nogensomhelst vserdi ud over det rent personlige 33.

Efter alt hvad der var sket i Europa i de senere maneder, kunne Hegermanns optimisme dog ikke forekomme ganske übegrundet, og der var visse omstaendigheder i den videre udvikling, der set fra et dansk synspunkt kunne synes at bestyrke det lysere syn pa fremtiden.

I maj 1914 ledsagede Erik Scavenius kongeparret pa dets officielle
rejse til London og Paris. Den 11. maj havde han en samtale med Sir
Edward Grey. Ved denne lejlighed erklaerede den engelske udenrigsminister:»Deter

---

31. Citeret efter T. Kaarsted: Hvad skal det nytte. De radikale og forsvaret 1894-1914, 1958, s. 86.

32. Tilskueren 1914 s. 97 ff.

33. UM. 5D21.

ster:»Detervor hensigt ikke at foretage noget, der matte vasre egnet til at skaffe Dem vanskeligheder i forholdet til Tyskland. Deter Englands onske, at ikke alene Danmark, men ogsa de andre mindre stater i det nordlige Europa (Sverige, Norge, Holland og Belgien) ma beholde deres neutrale stilling uantastet, og vi vil intet foretage, der kunne skabe vanskelighederderfor. Der er i Tyskland bleven udtalt frygt for, at der fra engelsk side kunne udga skridt, der ikke ville vaere forenelige med Deres lands neutrale stilling, men jeg kan sige Dem, at sligt ikke ligger inden for vore tanker«. Scavenius var klar over, at disse lidt kryptiske ord skulle fortolkes pa den made, at den engelske flade havde opgivet sine interesser i de danske farvande. Hans svar gik ud pa, at »den megen tale om Danmarksudsatte stilling mellem England og Tyskland var jo nu lykkeligvis doet hen som folge af det forbedrede forhold mellem de to magter«. I en indberetning en halv snes dage senere gav han udtryk for sin optimisme med disse ord: »Den glaedelige omstaendighed, hvorom jeg allerede har kunnet indberette fra London, at de ledende politikere i det vestlige Europa i ojeblikket ser med mere ro pa udviklingen af de Internationale forhold end tidligere. Med andre ord at den store politik i hvert fald for Vesteuropas vedkommende befinder sig i en detente til trods for de staerkt forogede rustninger, der for tiden ivaerksaettes« 34.

Der skulle dog kun ga nogle fa uger, for det viste sig, at denne optimisme ikke havde rod i virkeligheden, at den blev narret af de krusninger, der fandtes pa overfladen, og ikke lod sig pavirke af de morke og farlige stromninger, der bevaegede sig i dybet. Der var her to forhold, der skulle blive af afgorende betydning, da julikrisen brod ud: det voksende fjendskab mellem Tyskland og Rusland og den stigende krigeriske stemning i Tyskland. Om begge disse forhold havde de danske gesandter i Skt. Petersborg og i Berlin vigtige ting at berette.

I slutningen af oktober 1913 havde Harald Scavenius indberettet fra den russiske hovedstad, at Tyskland og Rusland var enige om, at der matte gennemfores reformer i Tyrkiet. Men da den russiske regering kort efter erfarede, at disse reformer bl. a. ville gaud pa en fuldstaendig reorganisering af det tyrkiske militaervsesen efter tysk monster og ledet af tyske officerer, blandt hvilke general Liman von Sanders ville fa kommandoen over Dardanellerne, reagerede den med en voldsomhed, der viste, hvor meget den frygtede en tysk kontrol over Strzederne.

---

34. Indb. af 11.5. og 21.5.1914, UM. 5 D 22. Jvf. Greys version af samtalen i B. D. X, 2 s. 743. E. Scavenius: Forhandlingspolitikken under Besaettelsen, Kobenhavn 1948, s. 14-15.

Denne kontrovers forte i begyndelsen af 1914 til en alvorlig forvaerring af det tysk-russiske forhold. I marts 1914 brod en haeftig pressekampagne 10s mellem de to lande, efter at »K6lnische Zeitung«s korrespondent i Skt. Petersborg i en laengere artikel havde haevdet, at den russiske oprustning udelukkende skete med henblik pa en krig med Tyskland, der ville komme til udbrud i lobet af nogle ar, nar oprustningen var fuldendt³⁵.

Det rore, som denne sag vakte i Europa, fik Harald Scavenius til at forsoge en vurdering af den russiske oprustning. Men det var en vanskelig opgave, fordi pressen og offentligheden ikke matte omtale militaere sporgsmal, og oplysninger matte derfor skaffes ad anden vej. Gennem stormagternes militaerattcheer, is<er den tyske, lykkedes det gesandten at skaffe sig en del informationer. Disse gik ud pa, at der skulle oprettes fire nye armekorps og flere nye kavalleriregimenter. Mandskabet ville blive foroget ved flere afdelinger, og bygningen af strategiske jernbaner skulle fremskyndes. Artilleriet blev helt omorganiseret, og nyordningen ville snart vaere gennemfort. Til en modernisering og udvidelse af fladen var der blevet bevilget V2 milliard rubier.

Det var dog ikke blot pa det militaere omrade, der var sket store fremskridt. I begyndelsen af februar 1914 skrev Harald Scavenius: »For den, der har levet her for, under og umiddelbart efter krigen og urolighederne (d. v. s. i 1904-05), er modsaetningen mellem nu og da simpelthen uhyre. I de 10 ar grev Kokovtzov har staet i spidsen for finanserne, er budgettets indtasgtsside steget med 75 %, og deter ikke laengere nodvendigt at gore arlige lan for i det hele taget at fa budgettet til at balancere. Ganske vist er nogle gode hostar kommet finanskassen til gode, men pa den anden side ma det ikke glemmes, at i nasvnte tidsrum af 10 ar falder likvidationen af krigen og revolutionen samt genrejsningen af haer og flade« 36.

Den danske gesandt lagde ikke skjul pa, at forholdet mellem Rusland og Tyskland var spaendt; men der var dog efter hans opfattelse pa ingen made tale om en eenstemmig fjendtlig indstilling mod det tyske Rige. Den nationalistiske russiske presse bragte nok mange hadefulde artikler mod Tyskland (og ostrig-Ungarn); men pa den anden side agiterede den konservativefloj af pressen for et forbund med Tyskland. Bladet »Semschina«skrev i maj 1914, at Rusland ingen nytte havde af forbundet med det dekadente Frankrig, men det ville have al mulig fordel af at slutte sig til det staerke Tyskland pa grund af den lange abne (russiske) vestgrasnse. Det var ogsa gesandtens opfattelse, at den russiske regering sogte at fore

---

35. Indb. af 6.3.1914 ges. Petersborg, UM. 5 E 1.

36. Indb. af 18.3. og 15.2.1914 ges. Petersborg, UM. 13 L 3 og 133 F 2.

en moderat politik over for Tyskland. Dette kom abent til udtryk i Sazonovsforsonlige
tale i rigsdumaen den 23. maj 1914 37.

I Berlin havde den danske gesandt, greve Carl Moltke, det indtryk, at der i februar 1914 begyndte at gore sig en vis bekymring gaeldende i regeringskredse over for Rusland, og at der i det hele herskede en sindsstemning, »som mere retter sin brod imod Rusland end som i fjor imod Frankrig*. Men han erkendte, at udenrigsminister Gottlieb von Jagows taler i rigsdagen i slutningen af april og midten af maj havde vaeret konciliante i tonen 38.

Da indtraf der i begyndelsen af juni en pludselig skaerpelse i Tysklands holdning over for Rusland. Den 8. juni indberettede Moltke: »Forholdet mellem Rusland og Tyskland har i den senere tid antaget en karakter, der har foranlediget Herr von Jagow til at udtale sig med stor bitterhed til en af mine kolleger i disse dage. Deter mindre de direkte relationer mellem Petersborg og Berlin, der giver anledning til denne stemning hos statssekretasren end den omstaendighed, at Tyskland i henhold til Herr von Jagows ytringer fandt Rusland spaerrende vejen for sig pa flere punkter uden for Rusland selv« 39.

Moltke sagde ikke noget om, hvilken kollega udtalelsen var fremsat over for; men det var ojensynligt, at han selv var ved at blive meget urolig over den udvikling, det tysk-russiske forhold var ved at tage. I midten af juni skrev han underhanden til udenrigsminister Erik Scavenius for at henlede hans opmaerksomhed pa en antitysk artikel i et russisk blad og navnlig forhore sig om forholdet mellem Danmark og Rusland. Scavenius svarede den 18. juni, at den tyske gesandt i Kobenhavn, grev Brockdorff-Rantzau,over for ham havde givet udtryk for en vis nervositetmed hensyn til Ruslands hensigter og arbejde i Danmark, og at gesandten syntes at stotte sin mistanke pa visse foreliggende efterretninger. Derefter hed det: »Det synes saledes, som om der pa tysk side i ojeblikket findes en ikke ringe nervositet m. h. t. Ruslands hensigter. Det rna habes, at den nuvaerende tysk-russiske modssetning ikke for vort vedkommende ma fore til den samme ophidsede tilstand, som var en folge af den tyskengelskemodsaetning«. En halv snes dage senere, altsa lige omkring tidspunktetfor begivenhederne i Serajewo, referede Moltke en samtale, han havde haft med en dansk kaptajn, der havde vaeret pa tjenesterejse i Tyskland. Kaptajnen fortalte, at tyske officersudtalelser stadig gik ud pa,

---

37. Indb. af 6.3. og 25.5.1914 ges. Petersborg, UM. 5 E 1, 5 K 2.

38. Indb. af 27.2., 29.4. og 16.5.1914 ges. Berlin, UM. 5 E 1, 5 G 12.

39. Indb. af 8.6.1914 ges. Berlin, UM. 5 E 1. Jagow taenkte isaer pa Rumaenien.

at Tysklands udenrigspolitik ikke fortes energisk nok, og at man nserede
uro for Ruslands planer 40.

Det var et gennemgaende traek i de her citerede udtalelser, at der knapt nok var tale om konkrete klagepunkter mod Rusland. Det var selve forholdet - om man vil: magtforholdet - mellem de to stater, der i ugerne for Serajewo gav anledning til den tyske udenrigs- og militaerledelses uro. Og dette moment skulle blive af afgorende betydning under julikrisen.

Men der var ogsa et andet forhold, som i disse forarsmaneder foruroligede den danske gesandt i Berlin. Det var den indre udvikling i det wilhelminske kejserrige, isaer det spaendingsforhold, der i lobet af de sidste artier var vokset frem pa grand af modsaetningerne mellem et foraeldet politisk-socialt system og det moderne industrialiserede, demokratiske samfund, der var under dannelse. Carl Moltke havde et ganske klart blik for den betydning, som striden mellem en konservativ slatsledelse og en voksende demokratisk bevaegelse var ved at antage. Den 14. februar 1914 referede han en tale, Bethmann Hollweg have holdt, og hvori rigskansleren rettede »et kampsignal imod socialdemokratiet og opfordrede til sammenslutning imellem alle »besonnenen und vom Staatsbewustsein getragenen Elemente«. Gesandten bemzerkede i indberetningen, »at de konservative selv anser kampen for hard, ja endog en kamp for livet; thi deter denne folelsesmade, som affoder den aktion, som har sin interesse for ojeblikket«. Moltke vendte flere gange tilbage til dette motiv, og den 27. juni 1914 citerede han en artikel fra »Kreuzzeitung« om »Die konservative Staatsauffassung und das preussische Herrenhaus«. Artiklen konkluderede i, at den parlamentariske liberalisme var uforenelig med den preussiske statsopfattelse, hvorfor der matte skabes et overhus som regulator ved siden af Rigsdagen.

Moltkes kommentar gik ud pa, at den »staatserhaltende Bewegung« i det forlobne halve ar havde slaet liberalismen foleligt over naebbet og hensat socialdemokratiet i en tilstand af impotens og radvildhed. Derefter hed det, at »den svaere og i sammenligning med det ovrige Europa enestaende kamp, som fores om konservatismens interesser indadtil, og den kendelige uro, der gor sig gEeldende over for den ostlige nabo, er de to faktorer, hvis udvikling deter vigtigst at folge« 41.

Denne afvisende holdning over for demokratiet ledsagedes af en voksendekritik
fra konservativ side mod kejserens person. Man beskyldte
ham for at vsere »fredselskende«, hvilket abenbart var en sserdeles alvorlig

---

40. Ges.arkivet Berlin: politiske depechekopier og indb. 29.6.1914 ges. Berlin, UM. 13 T 45. Bemaerk datids-formen: som var en folge ...

41. Pol. indb. VIII af 14.2.1914 ges. Berlin og 27.6.1914, UM. 5 G 12.

beskyldning i datidens Tyskland. Carl Moltke var bekymret over disse angreb og deres virkning pa kejserens sindsstemning og modstandsevne. Det var hans opfattelse, at »den stadig taettere cernerende konservative aktion om kejseren, rummer en fare for fremtiden« 42.

Det var et ganske saeregent traek ved den indre tyske udvikling i manederne for krigsudbmddet, at den var praeget af uligevaegtighed og nervositet. Moltke bragte flere eksempler pa de uhyrlige udtalelser, som repraesentanter for den tyske overklasse kunne fa sig selv til at fremsaette; thi det var ikke blot Wilhelm 11, der blamerede sig. Her skal citeres et enkelt eksempel, som Moltke har fundet opsigtsvaekkende nok til at indberette. I januar 1914 var legationssekretaer J. C. W. Kruse i sin egenskab af charge d'affaires deltager i et officielt selskab, hvor vcerten fandt det passende at sige til Danmarks repraesentant: »Die Danen haben wir einmal gehauen, und wir werden sie schon wiedermal hauen« 43.

Trods sine sympatier for Tyskland og tyskerne forstod Carl Moltke meget vel hvilken fare, den tyske chauvisme frembod. Han fulgte den omhyggeligt og sogte ikke at skjule, at den altyske propaganda i hoj grad havde udenrigsledelsens og militaerledelsens bevagenhed. I maj 1914 fortalte han, hvorledes Auswartiges Amt gjorde brug af de altyske bestraebelser »for sa vidt som disse kan udnyttes i den for tiden sa staerkt herfra pousserede »Weltpolitik«s tjeneste, en politik som i mangt og meget minder om den amerikanske »dollar diplomacy*, og som jo gar ud pa at fremme Tysklands okonomiske interesser i oversoiske lande . . . samt i Lilleasien, og pa at erhverve et storre kolonirige i Afrika (uden dog derved at traede England for naer) - men pa den anden side vil den udenrigske ledelse altid i hojere grad end krigsstyrelsen skyde altyskerne fra sig« 44.

Halvanden maned senere og nojagtig otte dage for Serajewo fremkom der i »Lokal-Anzeiger« en artikel, der kort og godt hed: »Ist Deutschland kriegliistern?«. Artiklen var formet som et interview med en fremmed diplomat, der forblev anonym. Carl Moltke kunne oplyse, at diplomaten var den franske ambassador Jules Cambon. Der var dog ikke tale om et egentligt interview, men derimod om en raskke uofficielle udtalelser, han gennem laengere tid havde fremsat over for franske journalister, der havde ladet dem ga videre til tyske kolleger. I den omtalte artikel erklaerede Cambon, at han i og for sig ikke tvivlede pa den tyske regerings f reds vil je. »Men vi frygter de omstaendigheder, der en dag kan tvinge den til at opgive sine fredelige hensigter. »Die politische Lage im Siidosten Europas

---

42. Pol. indb. VIII af 14.2.1914 ges. Berlin.

43. Indb. 28.1.1914 ges. Berlin, UM. 7 E 124.

44. Indb. 7.5.1914 ges. Berlin, UM. 140 D 4.

zeigt nach wie vor einen hippokratischen Zug. Fur Deutschland muss die Frage der nachsten Zukunft der Doppelmonarchie und die in dieser Frage schlummernden Probleme der Gegenstand banger und wachsender Sorge sein«. Han omtalte ogsa faren fra den tyske chauvinisme, navnlig fordi den havde sit tilhold i de dannede klasser. Han naevnede den fare, der la i, at Tyskland nu gennemlevede en udvikling, som de ovrige vestlige folk havde overvundet, nemlig »en ny tids fremstormen mod gamle eller foraeldedeindretninger og anskuelser i stat og samfund. Mod denne fremstormen,der ogsa gaelder militarismen og dens privilegier, kaemper netop de klasser og kredse, som jeg oven for har betegnet, med vild energi. Den kampstemning, der er opstaet ved rivningerne mellem partierne bidrager ikke til at mildne den tyske nationalismes bestraebelser, men driver den tvaertimod til virksomhed udad«.

Moltke var ganske enig med Jules Cambon: »Hele tendensen i hans udtalelser kan jeg kun slutte mig til«, skrev han ien indberetning af den 20. juni. Og en uge senere opsumerede han sin mening i disse ord, at selv om der nok var en vis sandhed i, »at det tyske folk, de arbejdende klasser og den brede middelstand, er fredelig sindet, sa ma med lige sa stor bestemthed fastholdes 1) at disse klasser ingensomhelst bestemmelsesret har over, hvor nar en krig skal fores eller ej, 2) at den . . . fremmede diplomat har fuldstaendig ret, nar han fremhaever, at faren ved den tyske chauvinisme netop ligger i, at den har sit saede i de dannede klasser« 45.

Disse ord blev skrevet, netop som fyrstemordene i Serajewo fandt sted. At denne begivenhed skulle give anledning til en verdenskrig, kom helt bag pa Carl Moltke. Den 3. juli mente han tvaertimod at »Borsernes absolutte übevcegelighed efter mordet taler et endnu tydeligere sprog og er at udtyde derhen, at det nu afbrudte livslob er ensbetydende med fjernelsen af mange kilder til uro og usikkerhed« 46.

At dette var en fejlvurdering, behover ingen naermere pavisning; men grev Moltke delte den med adskillige fremtraedende folk i Europa, der betragtede det som en fordel for freden, at den ostrig-ungarske tronfolger var blevet fjernet fra den internationale skueplads (se naermere i afsnit II).

I de ca. fire uger, der forlob mellem skuddene i Serajewo sondag den 28. juni og offentliggorelsen af det ostrig-ungarske ultimatum til Serbien i lobet af formiddagen den 24. juli, foreligger der kun fa indberetninger fra de danske repraesentationer. Flere af diplomaterne var pa sommerferie, og de ovrige fik meget lidt at vide 47.

---

45. Indb. 20.6. og 29.6.1914, ges. Berlin, UM. 5 G 12.

46. Indb. 3.7.1914 ges. Berlin, UM. 219.

47. Gesandten i London var pa ferie fra 15.6. til 28.7.1914, Lerche i Wien rejste pa ferie ca. 5.7. og beordredes tilbage den 25.7., Bernhoft i Paris rejste til Danmark den 20.7., og Moltke i Berlin var til konference i Kobenhavn om optantspm., da det ostrigske ultimatum blev afleveret i Belgrad.

De eneste indberetninger af nogen interesse kom fra grev Moltke i dagene den 10. og 12. juli. I den forste meddelte han, at von Jagow sa mindre pessimistisk pa forholdet mellem ostrig og Serbien, end Moltke havde ventet. I Berlin havde man ellers det indtryk, at situationen var ret betaenkelig. I den anden indberetning hed det, at efter hvad Moltke havde hort fra forskellige sider, skulle man i Auswartiges Amt have instrueret pressen efter folgende retningslinie: »De ved mordet i Serajewo trufne kulturelle og monarkiske interesser er at haeve udover de specielt ostrigungarske, og et ideelt europaeisk interessefsellesskab er at konstruere her udaf. Tyskland for sit vedkommende er beredt til at stotte ethvert fra Wien for nodvendig anset skridt over for Serbien, og det uden at optraede som maegler.

En sadan fast holdning fra Tysklands side vil efter den her gseldende mening vaere den bedste garanti for freden; men samtidig er man her af den opfattelse, at der ma gores en ende pa den storserbiske agitation, og hertil onsker man her en kraftig optraeden fra Wien. Denne kan imidlertid blive vanskeliggjort, dersom det skulle vise sig rigtigt - Auswartiges Amt havde endnu i dag ingen bekraeftelse herpa - at Tripleententens magter havde gjort et skridt med samme formal i Belgrad«.

Dette lod unaegtelig truende; men det var ikke specielt af den grund, Carl Moltke indberettede disse forlydender. Arsagen var en helt anden, nemlig den indignation, det vakte i vide kredse, da redaktor Frejlif Olsen i »Ekstrabladet« den 30. juni skrev: »Vil vi forsvare forbrydelsen? mordet? bloddaden? - Ja - pa aere: ja, vi vil forsvare den . . . Der er en stor og aedel tanke i dette dobbeltmord«.

Derfor hed det til slut i Moltkes indberetning, at nar han henledte udenrigsministerens opmaerksomhed pa den tyske holdning i denne sag, »sa sker det ikke alene til almindelig information, men tillige med henblik pa den overordentlig uheldige virkning, som »Ekstrabladet«s skandalose artikel om naevnte mord har haft her, idet den er blevet reproduceret i talrige blade som hidrorende fra et den kongelige regering naerstaende organ. At man ikke til enhver tid kan forhindre den art udbrud af degenererede intellektuelle, forstar man meget vel; men man forstar ikke, at det her omhandlede udbrud ikke er blevet skarpt tilbagevist af regeringen selv« 48.

Fra den 24. juli udviklede situationen sig med eksplosiv fart, men

---

47. Gesandten i London var pa ferie fra 15.6. til 28.7.1914, Lerche i Wien rejste pa ferie ca. 5.7. og beordredes tilbage den 25.7., Bernhoft i Paris rejste til Danmark den 20.7., og Moltke i Berlin var til konference i Kobenhavn om optantspm., da det ostrigske ultimatum blev afleveret i Belgrad.

48. Indb. 10.7. og 12.7.1914 ges. Berlin, UM. 5L2, 2 19.

skildringen af begivenhederne i disse dage falder uden for dette emne, der kun har beskaeftiget sig med optakten til den forste verdenskrig. I den folgende artikel vil sporgsmalet om ansvaret for udbruddet af denne krig blive diskuteret.

II. OM ANSVARET FOR KRIGENS UDBRUD

Diskussionen om ansvaret for den forste verdenskrigs udbrud i august 1914 er lige sa gammel som krigen selv. Sa snart fjendtlighederne var en kendsgerning, begyndte stormagterne gennem udsendelse af officielle aktsamlinger at fralsegge sig det. Tyskland kom forst med en »Weissbuch« af den 3. august, endnu for krigen var blevet til en verdenskrig. I denne hvidbog sogte den tyske regering at bevise, at Rusland havde hovedansvaret. Siden fulgte de engelske blaboger, de franske gulboger, de ostrigungarske rodboger og de russiske orangeboger, der alle gik ud pa det samme, nemlig at modparten matte baere skylden for krigen.

Ved Versaillesfreden af 28. juni 1919 palagde de allierede med den ret, en sejrherre kan tiltage sig, Tyskland ansvaret for »alle de tab og al den skade, de allierede og associerede regeringer og deres statsborgere har lidt som folge af den krig, der er blevet dem patvunget ved Tysklands og dets forbundsfaellers angreb«. (art. 231).

Denne »Schuldanklage von Wersailles« blev i Tyskland modt med eenstemmig afvisning, og den gav stodet til, at det tyske udenrigsministerium gennem oprettelsen af en saerlig afdeling (Die Kriegsschuldreferat) i Irene 1922 til 1927 udsendte den kaempemsessige aktsamling i 40 bind: »Die Grosse Politik der europaischen Kabinette 1871-1914. Sammlung der diplomatischen Akten des Auswartigen Amtes«. For dette vserk udkom, havde Karl Kautsky i 1919 udsendt et fire-binds vaerk: »Die deutschen Dokumente zum Kriegsausbruch 1914« (2. udvidet udgave 1922).

Den tyske nationalforsamling og senere den tyske: rigsdag nedsatte
saerlige undersogelsesudvalg, der fremkom med bindstaerke Vcerker om
krigsskyldssporgsmalet.

De andre magter blev ikke tyskerne svar skyldig. Den britiske regering
begyndte i 1926 at udsende sin dokumentsamling om arsagerne til verdenskrigen.I
1929 udsendtes forste bind af den franske aktudgave og i

1930 kom hele den ostrig-ungarske. I Rusland havde det kommunistiskeregime allerede i december 1917 udsendt den forste samling af dokumenter fra det zaristiske udenrigsministerium med det udtrykkelige formal at »afslore det kapitalistiske diplomati«. Igennem tyverne kom adskilligt russisk materiale for dagens lys, men en systematisk udgave af dokumenter for tiden 1878-1917 blev forst pabegyndt omkring 1930. I juni 1930 blev der truffet aftale med »Die Deutsche Gesellschaft zum Studium Osteuropas« om at udsende en tysksproget udgave omfattende tiden 1. januar 1911 til november 1915. Denne udkom i Berlin i Irene 1931-1943, men naede aldrig at blive fuldfort *.

Hele dette officielle materiale suppleredes i tyverne og trediverne af en overvceldende maengde memoirer, biografier, dagboger og anden historisk litteratur af og om de ledende personligheder i arene for og under den forste verdenskrig. En fortraeffelig oversigt og vurdering af dette vaeldige materiale findes i den engelske historiker G. P. Goochs bog: "Recent Revelation of European Diplomacy«, der komi 4. udgave i 1930. Oversigten forer saledes kun frem til slutningen af tyverne, men pa dette tidspunkt havde hovedparten af den litteratur, der udkom for 1939, set dagens lys.

Alle forudsaetninger skulle da tilsyneladende vaere til stede for at forskerne en gang for alle skulle kunne na til en definitiv vurdering af skyldsporgsmalet. Dette blev dog ikke tilfaeldet. Selve omfanget af det indtil da offentliggjorte kildemateriale gjorde ikke problemet mere overskueligt, snarere tvajrtimod. Og synsfeltet blev yderligere gjort uklart af de mange underordnede sporgsmal, der blev behandlet vidt og bredt i savel de officielle aktsamlinger som i de historiske fremstillinger. Dertil kom, at de nationale synspunkter om ansvaret vedblivende farvede de publikationer, der fremkom i de tidligere krigsforende lande.

I een henseende naede man dog et skridt frem. Man begyndte at se lidt mindre folelsesbetonet pa sporgsmalet om ansvaret. Man erkendte, at der var begaet fejl, og at der var misforstaelser pa begge sider. Der var voksendeenighed om, at savel monarkerne som deres ministre og generaler snarere var ofre for et politisk system, de ikke magtede at styre, end skyldige i med overlseg at have fremkaldt en verdenskrig. Lloyd George

---

1. De vigtigste aktudgaver er foruden Die Grosse Politik folgende: British Documents on the Origin of the War 1898-1914. London 1926 ff. Forkortet: B. D. Documents Diplomatique Francais 1871-1914. Paris 1929 ff. Forkortet D. D. F. Osterreich-Ungarns Aussenpolitik 1908-1914. Wien 1930. Forkortet OU. Die Internationalen Beziehungen im Zeitalter des Imperialismus. Dokumente aus den Archiven der zarischen und der provisorischen Regierung. Reihe I—III. Berlin 1931 ff. Forkortet: Int. Bez.

kom i sine »War Memoirs« til dette resultat: »The impression left on my mind is one of utter chaos, confusion, feebleness and futility, especially of a stubborn refusal to look at the rapidly approaching cataclysm. The nations backed their machines over the precipice. Amongst the rulers and the statesmen who alone could give the final word which caused great armies to spring from the ground and march to and across frontiers, one can see now clearly that not one of them wanted war« 2. De »tumlede ind i krigen«, har han sagt et andet sted.

Det var en formulering mange kunne anerkende i datidens Europa, hvor Versaillesfreden blev skarpt kritiseret, og tyskerne nod en ikke ringe sympati efter den uvilje, de havde vaeret udsat for under krigen. Den gjorde alle deltagerne i julikrisen lige skyldige og lige uskyldige. Ingen var blevet drevet af den onde vilje, men alle var blevet ofre for manglende evner til at beherske situationen og bedomme den klart. De kunne alle tilgives; thi de vidste ikke, hvad de gjorde. G. P. Gooch har i sit store vaerk fra 1938 »Before the War« udtrykt det saledes: »The ultimate cause of the explosion was the European Anarchy, the absence of international machinery, the doctrine of the unfettered sovereign national state, the universal assumption that the grave disputes could only be settled by the Sword*. (Vol. Us. VI).

Med disse synspunkter standsede diskussionen i arene for den anden verdenskrig. Man fik nu andre og mere naerliggende problemer at taenke pa. Krigen kom og den fulgtes af en urolig og oprivende efterkrigstid, der ikke virkede fremmende pa lysten til at tage et sa gennemdebatteret emne som den forste verdenskrig op til fornyet behandling. Men da man var kommet ind i halvtredsernes mere rolige farvand, og da det nu blev muligt for enkelte forskere at opna adgang til akterne fra det tyske udenrigsministeriumog andre tyske administrationsarkiver, der var blevet de allieredes krigsbytte, vagnede interessen igen. Den fandt sit mest opsigtsvaskkendeudtryk i den tyske professor Fritz Fischers bog fra 1961: »Griff nach der Weltmacht«. Hovedparten af denne bog handler om de tyske krigsmal i tiden fra September 1914 til September 1918, og deter isser for denne periodes vedkommende, at der er blevet bragt nyt materiale frem fra de tyske arkiver. Men i de indledende kapitler skildres optakten til krigen. Og her anlagde Fischer en hel ny vurdering af det gammelkendte materiale suppleret med enkelte nye oplysninger, idet han haevdede, at det kejserlige Tysklands forsog pa at drive »Weltpolitik« havde udlost tre farlige kriser i 1905, 1909 og 1911. Med den anspaendte situation, der

---

2. David Lloyd George: War Memoirs. London 1933. Vol. 1 s. 55.

eksisterede i 1914, matte enhver begrsenset (lokal) krig i Europa, hvori en stormagt var deltager, uundgaelig oge faren for en almindelig krig. Fischers konklusion er den: »Da Deutschland den osterreich-serbischen Krieg gewollt, gewiinscht und gedeckt hat und, im Vertrauen auf die deutsche militarische Oberlegenheit, es im Jahre 1914 bewusst auf einen Konflikt mit Russland und Frankreich ankommen liess, tragt die deutsche Reichsfiihrung einen erheblichen Teil der historischen Verantwortung fur den Ausbruch des allgemeinen Krieges. Diese verringert sich auch nicht dadurch, dass Deutschland im letzten Augenblick versuchte, das Verhangnisaufzuhalten« 3.

Dette klare standpunkt, der giver Tyskland hovedansvaret for krigens udbrud, har vakt hele krigsskylds-diskussionen fra tyverne til live igen. Fischers thesis er blevet skarpt imodegaet af en raekke tyske forskere med Gerhard Ritter i spidsen. De har i alt vaesentligt stillet sig pa det gamle standpunkt, at Rusland og ostrig-Ungarn ma baere hovedansvaret for begivenhederne i 1914. Tysklands ansvar kommer i anden eller tredie raekke. En lille kreds af tyske historikere anfort af Imanuel Geiss har dog sluttet op om Fischer, og diskussionen for eller imod hans thesis gar videre i Tyskland 4.

Denne meningsudveksling, der nu har staet pa i mere end et halvt arhundrede, er som en hedebrand, der det ene ojeblik synes bragt under kontrol for kort efter at blusse op igen. Og deter forstaeligt; thi med den forste verdenskrig sank en tidsalder i graven, og en ny voksede frem, der endnu ikke har fundet sin endelige form. Derfor vil diskussionen om arsagerne til denne krigs udbrud endnu i lang tid vaere af fundamental interesse for Europas folk.

Men kan der overhovedet siges noget nyt om dette problem? Dertil er at sige, at der stadig dukker nye ting op. Sa sent som i februar 1966 har Egmont Zechlin i tidsskriftet »Der Monat« offentliggjort udenrigsminister von Jagows referat af en samtale i foraret 1914 med chef en for den tyske generalstab, Helmuth von Moltke. Og vi venter stadig pa udgivelsen af de dagboger, som rigskansler Bethmann Hollwegs privatsekretaer Riezler forte i sommeren 1914. Det ma dog anses for overvejende sandsynligt, at der i fremtiden naeppe vil fremkomme ret meget nyt materiale. Hvad der matte va?re blevet skjult efter den forste verdenskrig, ville i alt vassentligt vaere blevet bragt for dagen efter den anden. Dette gaelder i saerdeleshed

---

3. Fischer: Griff nach der Weltmacht, 3. udg. Diisseldorf 1964, s. 104.

4. En samling af de vigtigste indlaeg findes i »Deutsche Kriegziele 1914-1918*, Ullstein Biicher, Frankfurt/M-Berlin 1964 og i »Journal of Contemporay History«, Vol. 1, number 3. London 1966.

de offentlige arkiver i Tyskland, og deter de vigtigste. Men forskerne har ogsa rigeligt i det materiale, der er offentliggjort. Hvad det gselder om, er forst og fremmest at prove pa at anskue problemerne ud fra synsvinkler, der hidtil ikke har vaeret genstand for saerlig megen opmserksomhed. I det efterfolgende skal der gores et sadant forsog.

Ved en diskussion om arsagerne til den forste verdenskrig vil det formentlig vaere nyttigt at skelne mellem to saet arsager: de middelbare, der var resultatet af en lang udvikling, og de umiddelbare, der udloste selve eksplosionen. Det ma erkendes, at en sa skarp skelnen ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden, fordi der er en naer forbindelse mellem visse arsager i begge grupper. Men for klarhedens skyld vil forsoget blive gjort.

De arsager, der var resultatet af en lang udvikling, var is£er folgende: den tysk-franske strid om Elsass-Lothringen, spaendingen mellem England og Tyskland pa grund af den tyske fladeoprustning og den voksende konkurrence om verdenshandelen og kolonierne. Der var Ruslands og ostrig-Ungarns strid om magten pa Balkan, og der var modsaetningerne mellem Tyskland og Rusland dels pa Balkan, dels i Tyrkiet. Dertil kom Tysklands og ostrig-Ungarns frygt for princippet om nationernes selvbestemmelsesret, der truede Dobbeltmonarkiets eksistens og det tyske Rige, sadan som det var blevet skabt i 1871. Endelig ma nasvnes frygten for det moderne demokrati, der fik det politiske og sociale liv i Tyskland, ostrig- Ungarn og Rusland til at tage sig ud som overlevering;er fra en svunden tid.

Alle disse faktorer udgjorde det spraengstof, der eksploderede i august 1914. Men hvad var den umiddelbare arsag - den braendende lunte - der udloste eksplosionen netop pa dette tidspunkt? Svaret ligger lige for: mordeti Serajewo den 28. juni 1914 pa den ostrigske tronfolger og hans gemalinde. Dette skal dog ikke forstas pa den made, at det var selve ugerningen, der hidforte katastrofen. Efter at den forste ophidselse og forfaerdelse over denne udad havde lagt sig, sporedes der savel i ostrig- Ungarn som i det ovrige Europa en vis lettelse over, at man var blevet af med Franz Ferdinand, der betragtedes som noget af en »troublemaker*. Deter almindelig kendt, at kejser Franz Joseph betragtede mordet som en retfaerdig straf fra himlen pa grund af tronfolgerens morganatiske segteskab,og han sorgede for, at bisaettelsen fandt sted med skandalos hast og de faerrest mulige ceremonier. Magyarerne og tyskostrigerne var lettede over hans forsvinden, og det samme var tilfaeldet i Rusland. I Italien erklaerede udenrigsminister San Giuliano: »Forbrydelsen er afskyelig, men

verdensfreden vil ikke beklage den«. Den engelske understatssekretser, Arthur Nicolson, ansa det for sandsynligt, at den nye tronfolger ville blive mere populaer end Franz Ferdinand. Fra Berlin indberettede den sachsiske gesandt efter samtaler, han havde haft i Auswartiges Amt om forholdet mellem Tyskland og ostrig-Ungarn, at »darin wiirde aber vielleichtden Tod des Erzherzogs mit seinen unruhigen und unsteten Planen eine Besserung eintreten«. Den danske gesandt i Berlin var af samme opfattelse 5.

Kort sagt, mordet i Serajewo var nok en udad, men ikke en katastrofe, der behovede at true Europas fred. Adskillige indsigtsfulde folk mente tvaertimod, at aerkehertugens dodelige afgang var en gevinst for freden. Faren la i, at visse kraefter kunne udnytte situationen til at aendre magtforholdene pa Balkan.

Om aftenen den 29. juni 1914 havde den ostrig-ungarske generalstabschef, Conrad von Hotzendorff, en samtale med udenrigsminister, grev Berchtold. Conrad erklaerede, at begivenhederne i Serajewo var et attentat mod selve Monarkiet, »dem ein sofortiger Schritt folgen miisse Meiner Ansicht nach bestiinde er in der Mobilisierung gegen Serbien«. Efter at Berchtold havde forsogt nogle indvendinger, endte samtalen med, at »auch Graf Berchtold meinte, dass allerdings der Moment zur Losung der serbischen Frage vorliege under mit Seiner Majestat dariiber sprechen wiirde « 6.

I dette udtryk: »die Losung der serbischen Frage« har vi noglen til forstaelsen af det, der skete i 1914. Hvad mente man da i ostrigske regeringskredse med udtrykket »det serbiske sporgsmal«? Ogsa her kan vi lade general Conrad tale, den mand der var lederen af det parti, der onskede at knuse Serbien med militermagt. Den 8. februar 1913 havde han skrevet til Berchtold, at han regnede med Monarkiets krigeriske indskriden mod Serbien, »weil ich dem Grosswerden dieses Staates eine entscheidende Gefahr fur die Monarchic erblicke« 7.

Det var i arene op imod 1914 blevet et aksiom for regeringen i Wien, at et Storserbien ville betyde en dodelig fare for Dobbeltmonarkiets eksistens, dels fordi det ville virke som en magnet pa de to slaviske provinserBosnien og Herzegowina, dels fordi Rusland stottede det i kampen for at haevde uafhaengigheden over for ostrig-Ungarn. Dette forhold tradte

---

5. I. Geiss: Juli 1914. Dokumente. DTV. 1965 s. 43, jvf. s. 30. B. D. XI s. 15, 55 ff, 28. Int. Bez. I, 4 s. 37. Indb. fra Lerche, Wien, 30.6.-4.7.1914, H. Scavenius, Petersborg, 2.7.1914, Carl Moltke, Berlin, 3.7.1914, UM. 219.

6. Conrad von Hotzendorff: Aus meiner Dienstzeit, Bd. IV s. 33 f Wien, Leipzig, Miinchen 1922.

7. 5U Bd. V s. 677 f.

ganske klart frem under Balkankrigene i 1912-1913, da Serbien gik sejrrigtiid af kampene med Tyrkiet og Bulgarien og fik sit landomrade forogetmed ca. 35.000 km² og sin befolkning med ca. 1,5 millioner mennesker.

I Wien havde man med sengstelse fulgt denne udvikling, og allerede i november 1912 besluttede regeringen at foretage en delvis mobilisering, der straks efterfulgtes af en tilsvarende russisk. I tiden indtil midten af marts 1913, da ostrig-Ungarn og Rusland enedes om at demobilisere, bestod der en akut fare for, at de to stormagter ville torne sammen i et vsebnet opgor. Hvorfor kom dette da ikke i vinteren 1912-13, men forst i sommeren 1914?

I lobet af august-september 1912 begyndte det at trsekke op til krig mellem de sma Balkanstater og Tyrkiet, der endnu besad store landomrader i Mellem- og Sydbalkan. Den 8. oktober 1912 abnede Montenegro fjendtlighederne, og kort efter gik ogsa Serbien, Bulgarien og Greenland i aktion. Til stor overraskelse for det ovrige Europa led Tyrkiet omgaende en raskke nederlag, og de tyrkiske tropper blev trgengt tilbage til egnene omkring Adrianopel. Alle de europaeiske stormagter var fra begyndelsen enige om, at denne krig absolut matte lokaliseres, d.v.s. at ingen stormagt matte tage del i den; thi skete det, risikerede man en europaeisk storkrig pa grund af de alliancesystemer, der delte Europa i to grupper.

Her blev det af afgorende betydning, at savel Tyskland sorn Rusland var enige om at bevare freden, thi sa lasnge dette var tilfaeldet, kunne den russiske regering holde Serbien i tomme, medens den tyske kunne holde ostrig-Ungarn tilbage. Den tyske udenrigsminister, Kiderlen Wachter, gav i oktober 1912 klart udtryk for regeringens synspunkt, da han over for kejser Wilhelm anbefalede, »dass wir uns . . . jeder Demarche anschliessen konnte, welche die Gewahr dafiir bot, dass der ausbrechende Krieg lokalisiert bleibt und die Grossmachte in den Konflikt nicht einbezogen werden« 8.

Den russiske udenrigsminister, Sazonov, gav pa sin side et lige sa klart udtryk for Ruslands fredsvenlighed. I november 1912 instruerede han den russiske ambassador i Berlin om at meddele Kiderlen, hvor onskeligt det ville vsere, om Tyskland kunne pavirke ostrig-Ungarn til at indtage en moderat og imodekommende holdning over for Serbien. »Dabei haben wir im Auge, eine fiir den europaischen Frieden gefahrliche Gegeniiberstellungder Interessen des Dreibundes und des Dreiverbandes zu vermeidenund

---

8. Grosse Politik Bd. 33 s. 178 f. Wilhelm ll.s kommentar: Richtig! Hauptsache!

denundin Zukunft Missverstandnisse zwischen den Grossmachten wegen
der unsteten Sachlage auf dem Balkan aus dem Wege zu raumen« 9.

Takket vaere denne tysk-russiske vilje til fred blev risikoen for krig fjernet i forste omgang og det til trods for de ostrig-ungarske og russiske delmobiliseringer. I midten af december 1912 tradte stormagternes ambassadorkonference sammen i London, livor man under udenrigsminister Greys ledelse sogte at forhandle sig frem til en acceptabel fredsordning for Balkanstaterne 10.

Men netop pa dette tidspunkt blev krigspartiet i Wien styrket ved general Conrads udnaevnelse til generalstabschef, og han tovede ikke med at agitere for en prasventivkrig mod Serbien. Han blev dog straks standset af Berchtold, der den 23. december 1912 matte gore ham opmaerksom pa, at en aggressiv politik over for Serbien ville stode pa modstand i Berlin (og Rom) og isolere Monarkiet. I februar 1913 matte Berchtold igen standse den krigeriske generalstabschef n.

Forhandlingerne i London i december og januar forte ikke til nogen Iosning, og i begyndelsen af februar 1913 begyndte krigen igen. Denne situation tvang pany den tyske regering til at gore sig sin stilling klar. Det skete ved rigskansler Bethmann Hollwegs brev af 10. februar 1913 til Berchtold. Det hed heri, at man bestemt matte regne med, at de kraefter, der i Rusland stod bag den panslavistiske agitation (Hetze), ville fa overtaget, hvis ostrig-Ungarn kom i konflikt med Serbien. »Die Folgen eines russischen Eingreifens liegen aber offen zutage. Sie wiirden auf einen kriegerischen Konflikt des - von Italien voraussichtlich nicht mit grossem Enthusiasmus unterstiitzten - Dreibundes gegen die Machte der Tripelentente hinauslaufen, bei dem Deutschland das ganze Schwergewicht des franzosischen und englischen Angriffs zu tragen hatte . . . Heute bildet England ein vermittelndes Element, durch welches wir immer wieder vermocht haben einen beruhigenden und hemmenden Einfluss auf Rusland auszuiiben. . . (und) das wir eine Neuorientierung der englischen Politik entgegensehen diirfen, wenn es uns gelingt, ohne Konflikte aus der gegenwartigen Krisis herauszukommen« 12.

Den tyske generalstabschef von Moltke advarede i et brev af samme dato sin ostrigske kollega, og i en samtale af 19. februar med den ostrigungarskemilitaerattache i Berlin uddybede Moltke sin advarsel. »Es sei eine noch offene Frage, ob es moglich sein wird, die Verhaltnisse auf dem

---

9. Int. Bez. 111, 4 s. 197.

10. B. D. IX s. 187 ff.

11. OU. Bd. Vs. 239, 655 f.

12. Grosse Politik Bd. 34, 1 s. 347.

Balkan einer definitiven Regelung zuzufiihren ohne eine europaischen Krieg. .. »Han formodede, at bade Frankrig og England ville undga en krig« . . . doch glaubte er, dass sich England Frankreich gegeniiber durch einen schriftlichen Vertrag zu einer Mitwirkung bei einem Kriege gegen uns verpflichtet habe, daher mit dessen Eingreifen gerechnet werden miisste« 13.

Tankegangen bag Bethmanns og Moltkes udtalelser i februar 1913 er nojagtig den samme: en konflikt nu mellem ostrig-Ungarn og Serbien vil fa Rusland til at intervenere med det resultat, at England og Frankrig sandsynligvis ogsa vil blive draget ind. Dermed vil verdenskrigen vsere en kendsgerning, og Tyskland vil komme til at baere hovedbyrden. Derfor gjaldt det om at komme ud af den nuvserende krise uden konflikt for at vinde tid til at forsoge pa at gennemfore en nyorientering af Englands udenrigspolitik, d.v.s. en orientering vaek fra Frankrig og Rusland.

En sa klar stillingtagen fra den tyske regerings side betod, at man i Wien matte opgive alle planer om en aktiv optraeden mod Serbien. I midten af marts 1913 enedes regeringerne i Wien og Petersborg om at demobilisere. Lokaliseringen af Balkankrigen var blevet; gennemfort, og freden holdt i resten af aret 1913, selv om den et par gange syntes truet.

Desvaerre betod dette ikke, at spasndingen mellem de europaeiske stormagter blev mindsket. Udadtil var der ro, ja ligefrem optimisme; men rustningerne fortsatte. For fjerde gang siden den forste Marokkokrise havde stormagterne i vinteren 1912-13 befundet sig ansigt til ansigt med risikoen for en storkrig, og udsigten hertil havde faet dem til at fole manglerne ved deres militsere udrustning. Tyskland, der betragtede sig som det mest udsatte land, besluttede allerede i december 1912 at forcere rustningstempoet. I Bethmann Hollwegs optegnelse af 14. december 1912 hed det lige ud: »Die Erstarkung der Siidslaven, namentlich der Serben, werde bei einem russich-franzosisch-deutch-osterreichischen Kriege Osterreich zwingen, starke Truppenmassen gegen Serbien stehen zu lassen. Die Hilfe, die uns Osterreich gegen Russland leisten konne, werde also eine stark verminderte sein. Das zwinge uns zu weiteren Riistungen« 14. En ny forsvarsplan, der ville foroge haerens fredsstyrke med ca. 136.000 mand, blev nu udarbejdet og forelagt Forbundsradet, hvor den blev vedtaget i marts 1913. Derefter blev den forelagt i Rigsdagen, der vedtog den i slutningen af juni maned 15.

---

13. Conrad Bd. 11l s. 151 ff.

14. Grosse Politik, Bd. 39 s. 145 f.

15. Ibid. s. 177 ff.

Frankrig svarede straks pa denne udfordring med et forslag om at forlaenge den militaere tjenestetid fra to til tre ar. Det vedtoges den 7. august 1913. Rusland fulgte efter med nye rustninger om end i langsommere tempo 16. Ogsa de tyske og engelske fladerustninger fortsatte, skont marineminister Churchill i marts 1913 havde foreslaet en etarig »naval holiday*. Denne tyske afvisning stod i maerkelig modsaetning til de energiske forsog, den tyske regering gjorde i lobet af 1913 og de forste seks maneder af 1914 pa at forbedre forholdet til England. Modsaetningen skyldtes, at den tyske haer- og fladeledelse ikke troede pa muligheden af at fa England til at indtage en neutral holdning i tilfaelde af en europaeisk storkrig. Det lykkedes dog regeringen i Berlin at opna visse resultater i forholdet til England. I foraret 1914 enedes de to lande om en ordning af deres interesser i Mesopotamien og ved Den persiske Havbugt (Bagdadbanen), og der forhandledes endnu i sommeren 1914 om en aftale vedrorende deres koloniale interesser i Afrika17.

Den mere venlige atmosfaere mellem de to lande kom tydeligt til udtryk i slutningen af december 1913, da finansminister Lloyd George i et interview i »Daily Chronicle« udtalte, at begge lande nu endelig havde indset, at de intet havde at vinde ved indbyrdes stridigheder. Derfor burde rustningsudgifterne nu indskraenkes 18. Denne udvikling bestyrkede abenbart det tyske udenrigsministerium i habet om, at der nu var ved at finde en engelsk »nyorientering« sted, men militaeret var stadig skeptisk. Den 12. maj 1914 sagde general Moltke til Conrad von Hotzendorff under en samtale om muligheden for en naer forestaende krig: »Bei uns erwartet man ungliickseliger Weise von England immer eine Deklaration, dass es nicht mithun werde. Diese Deklaration wird England nie geben« 19.

Medens der kunne vaere delte meninger om forholdet mellem de to nationer, sa kunne der kun vaere een mening om de tysk-russiske relationer:de forvaerredes dag for dag. Forholdet mellem Tyskland og Rusland havde ikke vaeret godt siden den fransk-russiske tilnaermelse i begyndelsen af halvfemserne. Der var dog ikke tale om en stadig faldende kurve, men derimod om ret staerke udsving til begge sider. Under den russisk-japanskekrig havde forbindelserne vaeret sa gode, at Rusland roligt havde kunnet traekke betydelige troppestyrker vaek fra sin vestgraense til krigsskuepladseni ost. Den internationale krise i 1908-09 om Bosnien og

---

16. Indb. fra ges. Paris 7.3. og 7.8.1913, UM. 13 G 8. Grosse Politik, Bd. 39, s. 183 ff. Journal of Contemp. History, Vol. 1 nr. 3, s. 93 ff.

17. Grosse Politik Bd. 39 s. 24 ff, Bd. 37, 1 s. 1 ff og 139 ff. B. D. vol. X, 2 s. 199ff, 421 ff, 690 ff.

18. B. D. vol. X, 2 s. 729 f. Grosse Politik Bd. 39 s. 72 ff.

19. Conrad Bd. 11l s. 670.

Herzegowina medforte imidlertid en forvaerring pa grund af Tysklands übetingede stotte til ostrig-Ungarns harde udenrigspolitik, I slutningen af 1910 indtraf dog en maerkbar bedring, og den holdt sig under Balkankrigene.Men knap var freden etableret, for forholdet tog en definitiv vending til det vaerre. Der var to arsager hertil: Den forste var kaprustningerne.Tyskland begyndte at frygte konsekvenserne af den russiske oprustning, der nu var ved at tage fart, og som forventedes at ville kulminereomkring 1917. Den anden arsag var den tyske regerings beslutning om at sende en militerkommission under general Liman von Sanders til Konstantinopel for at reorganisere og modernisere det tyrkiske militaervaesen.

Da man i Petersborg i nov. 1913 fik meddelelse herom, reagerede den russiske regering meget kraftigt. Stottet af Frankrig og England lykkedes det den i begyndelsen af januar 1914 at fa gennemfort en ordning, hvorved Liman von Sanders ikke fik direkte kommando over haerstyrkerne ved Dardanellerne 20.

Den voldsomme russiske reaktion skyldtes frygten for, at den svage tyrkiske overhojhed over straederne skulle afloses af et nyt styre, der ville blive dirigeret fra Berlin. Forskraekkelsen var sa stor, at der i februar 1914 afholdtes en konference i Petersborg mellem de hojeste civile og militasre myndigheder. Man diskuterede, hvad der kunne gores, hvis Tyrkiets kontrol over straederne gled over pa andre haender, d.v.s. Tysklands. Der var enighed om, at i sa fald matte Rusland forsoge at okkupere straederne. Oprustningen i Sortehavsomradet matte fremskyndes mest muligt. Om den russiske oprustning i almindelighed gjaldt det, at der ville ga ca. 2-3 ar endnu, for den var gennemfort. Forholdet til ostrig-Ungarn bekyrnrede ogsa den russiske regering, og udenrigsminister Sazonov havde i en beretning af den 20. januar 1914 til zaren erklaeret: »In einem bestimmten Augenblick konnte, namentlich wenn Deutschland dazu geneigt ware, in Osterreich-Ungarn die kriegerische Stromung das Obergewicht erhalten, deren Anhanger behaupten, ein Krieg sei vielleicht der einzige Ausweg aus den unlosbaren inneren Schwierigkeiten« 21.

Det var saledes en hojst uheldig vending, begivenhederne i Tyrkiet og pa Balkan havde bevirket i forholdet mellem Rusland og Tyskland. Hvor meget det tyske efterretningsvaesen har kendt til de interne russiske overvejelserer uvist. Men det forekommer sandsynligt, at det har vidst noget.

---

20. Grosse Politik Bd. 38, kap. 290. B. D. vol. X, 1 kap. 87. Int. Bez. I, 1 s. 3 ff.

21. Int. Bez. I, 1 s. 283 ff, 48 f. Gooch: Before the War II s. 355. Contemporary History vol. I nr. 3 s. 106 f.

Deter i hvert fald en kendsgerning, at der i den russiske ambassade i London sad en spion, der forsynede Berlin med afskrifter af ambassadens korrespondance 22. Og i begyndelsen af marts 1914 indtraf en begivenhed,der vakte stor opmserksomhed i samtiden og som syntes at vise, at tyskerne var godt underrettet.

Den 2. marts offentliggjorde »K6lnische Zeitung« en laengere artikel fra sin korrespondent i Petersborg, dr. Ulrich. Artiklen der kort og godt hed »Russland und Deutschland« gik ud pa, at den russiske regering vel ikke i ojeblikket var i stand til at understotte politiske trusler med vabenmagt; men forholdet ville aendre sig i lobet af 3-4 ar. Pa det tidspunkt ville savel den russiske marine som haeren vaere blevet meget staerkt udbygget og reorganiseret. »Vor zwei Jahren scheute man sich noch, jetzt spricht man es of fen aus, sogar in amtlichen militarischen Zeitschriften, dass Russland zum Kriege gegen Deutschland riiste«. Korrespondenten skildrede ogsa Ruslands okonomiske ekspansion og straeben efter at erhverve mere land i den naere Orient, d.v.s. i Persien og Tyrkiet. »In diesen Gebieten liegt heute der Brennpunkt der russischen Politik. Dass es um der angeblich in Konstantinopel sich kreuzenden deutsch-russischen Interessen zwischen den beiden Machten zu einem Zusammenstoss kommen werde, ist seit dem Berliner Kongress den meisten Russen unbestreitbare Wahrheit«. Korrespondenten spurgte, om Tyskland virkelig havde sa vigtige interesser ved Dardanellerne, at det var villig til at gore en tysk-russisk krig populaer (i Rusland). Korrespondenten mente det ikke og fandt, at Englands interesse i straederne var storre end Tysklands. Ikke des mindre sluttede artiklen med at anbefale en meget fast holdning over for de russiske statsmaend, sa de altid kunne regne med en bestemt tysk vilje, »dass das Angefangene unbedingt durchgefiihrt wiirde, unbekiimmert um Nervositaten und Verargerungen« 23.

Da »K6lnische Zeitung« for den 2. marts naede frem til Skt. Petersborg den 4., fremkaldte den en sadan panik pa borsen, at det russiske finansministeriumsa sig tvunget til at udsende en erklaering om, at artiklen var det rene opspind. Den tyske ambassador Pourtales fralagde sig ethvert ansvar for den, og det samme gjorde hans chef, udenrigsminister von Jagow. Der er da heller ingen grund til at tro, at de to herrer personligt har haft noget med den at gore. Men i diplomatiske kredse folte man sig overbevist om, at den i hvert fald indirekte matte hidrore fra den tyske

---

22. Gooch: Recent Revelations of European Diplomacy s. 98.

23. Indb. fra Petersborg 6.3.1914, UM. 5 E 1.

ambassade, og Sazonov hsevdede med bestemthed, at artiklen var inspireretaf
den tyske ambassaderad 24.

Den famose artikel gav anledning til en sa kraftig pressepolemik mellem de to lande, at von Jagow blev alvorlig bekymret og sogte at standse den 25. Det var tydeligt, at man i Auswartiges Amt var noget foruroliget over den vending, udviklingen var ved at tage. Ved to lejligheder forsogte von Jagow at gore den skete skade god igen ved at ansla en forsonlig og venlig tone over for Rusland. Forste gang var i slutningen af april 1914, da han talte om Tysklands udenrigspolitik i rigsdagens budgetudvalg, og anden gang var den 14. maj i rigsdagen. Denne holdning modte ogsa anerkendelse fra det russiske udenrigsministeriums side. Sazonov holdt den 23. maj i rigsdumaen en tale, der kunne opfattes som et svar til von Jagow. Han fremhaevede bestaebelserne for at opretholde de gamle venskabelige forbindelser med Tyskland og henstillede, at man helt standsede den nyttelose pressepolemik 26.

Men hvor betydningsfulde disse udtryk for gensidig forsonlighed end var, sa led de af den svaghed, at de stod nassten helt alene. I Tyskland var man i forarsmanederne 1914 ganske optaget af de mange pastande om den voldsomme russiske oprustning og de folger, den ville fa. Chefen for den tyske generalstab, von Moltke, lagde for med et memorandum af 24. februar til von Jagow. Moltke gennemgik enkelthederne i den russiske oprustning og drog den konklusion, at »Aus all dem geht hervor, dass die Kriegsbereitschaft Russlands seit dem russisch-japanischen Kriege ganz ungeheure Fortschritte gemacht hat und heute eine Hohe erreicht hat wienie zuvor. Ganz besonders aber muss hervorgehoben werden, dass sie sich in einigen Punkten iiber die Kriegsbereitschaft der iibrigen Grossmachte einschliesslich Deutschlands erhebt« 27.

Den russiske ambassador i Tyskland indberettede den 12. marts, at Ruslands voksende magt havde vakt de alvorligste bekymringer i Berlin, hvor man i regeringskredse mente, at det russiske beleijringsartilleri ville blive faerdigt i 1916, hvorefter »Russland der furchtbare Nebenbuhler werden, mit dem Deutschland angeblich schwerlich in der Lage sein

---

24. Grosse Politik Bd. 39 s. 547 ff. B. D. vol. X, 2 s. 758 f. D. D. F. 3. serie vol. IX s. 516 ff. OU. vol. VII s. 941. Int. Bez. I, 1 s. 384. Indb. fra Petersborg 6.3.1914, UM. 5 E 1.

25. Int. Bez. I, 1 s. 384, 428, 435 f. Grosse Politik, Bd. 39 s. 547 ff.

26. Indb. fra Berlin 29.4. og 16.5.1914, UM. 5 G 12, Indb. fra Petersborg 25.5. 1914, UM. 5K2. Int. Bez. I, 3 s. 54 ff. D. D. F. 3. serie vol. X s. 301, B. D. vol. X, 2 s. 794 ff.

27. Grosse Politik Bd. 39 s. 538 f.

wiirde, sich zu messen«. Det tyske diplomati kunne fra de europaeiske
hovedstaeder indberette om det indtryk, meddelelserne om den russiske
oprustning gjorde 28.

Men da den tyske ambassador i Petersborg tillod sig at betvivle, at Rusland skulle forberede en krig mod Tyskland i lobet af 3-4 ar, blev han skarpt afvist af Wilhelm II i et par af hans beromteste marginalbemaerkninger som f. eks. i folgende: evnen til at forudse fremtiden forekommer: »Bei Souverainen ofter, bei Staatsmannern selten, bei Diplomaten fast nie«. Efter kejserens mening skulle ambassadoren hellere have ladet vaere med at skrive denne indberetning; thi »ich als Militair hege nach alien Meinen Nachrichten nicht den allergeringsten Zweifel, dass Russland den Krieg systematise!! gegen uns vorbereitet; und danach fiihre ich meine Politik« 29.

Ogsa i ostrig-Ungarn sa man med bekymring pa udviklingen, medens man i Frankrig, hvor man ogsa beskaeftigecle sig med denne sag, naturligt nok naerede modsatte folelser. I virkeligheden var al den megen tale om de vaeldige russiske krigsforberedelser staerkt overdreven, hvilket begivenhederne i august-september 1914 afslorede. Men efter de offentliggjorte dokumenter at domme var det kun den britiske marineattache i Petersborg, commander Grenfell, der sa ganske nogternt pa dette problem. I sin indberetning af den 19. marts skrev han til admiralitetet: »The shattering revalations of the Japanese war discovered, not only to us, but to the whole world, the feet of clay of this lumbering colossus; is it, therefore, reasonable to imagine that within the subsequent period of less than ten years, politically marked as they have been, not so much by progress as by reaction, the old corruptive influences formerly at work have already ceased to propagate their evil fruit?« 30.

Dog, hvad hjalp et sa nogternt syn, nar den tyske generalstab havde sat sig noget andet i hovedet? Endnu i marts mente general Moltke, at Rusland ikke »zurzeit« ville indtage en aggressiv holdning over for ostrig- Ungarn eller Tyskland. Men da han den 12. maj forhandlede i Karlsbad med Conrad om risikoen for en naerforestaende krig, mente han, »dass jedes Zuwarten eine Verminderung unserer Chancen bedeute; mit Russland konne man eine Konkurrenz im Bezug auf Massen nicht eingehen« 31.

---

28. Int. Bez. I, 1 s. 437, I, 2 s. 203. Grosse Politik Bd. 39 s. 539 ff.

29. Grosse Politik Bd. 39 s. 550 ff, 565.

30. B. D. vol. X, 2 s. 772. OU Bd. VIII s. 28 f, 66-67. D. D. F. 3. serie vol. IX s. 485, X s. 162 f, 409.

31. Conrad Ills. 670.

I begyndelsen af juni var Moltkes bekymring vokset sa meget, at han betroede sig til von Jagow. »Die Aussichten in die Zukunft bedriickten ihn schwer. In 2-3 Jahren wiirde Russland seine Rtistungen beendet haben. Die militarische Übermacht unserer Feinde ware dann so gross, dass er nicht wiisste, wie wir ihrer Herr werden konnten. Jetzt waren wir ihnen noch einigermassen gewachsen. Es bliebe seiner Ansicht nach nichts iibrig, als einen Praventivkrieg zu fiihren, urn den Gegner zu schlagen, so lange wir den Kampf noch einigermassen bestehen konnten. Der Generalstabschef stellte mir demgemass anheim, unsere Politik auf die baldige Herbeifiihrung eines Krieges einzustellen« 32.

Moltkes udtalelse ma have vakt stasrkt modstridende folelser hos von Jagow og hos Bethmann Hollweg, som vi ma formode er blevet holdt underrettet. Ifolge Jagows referat afviste han (Jagow) bestemt tanken om en praeventivkrig nu. Dels fordi tidspunktet var forpasset, dels fordi der var hab om, at det engelsk-tyske forhold ville udvikle sig pa en sadan made, at Rusland og Frankrig ikke ville vove at provokere en krig med Tyskland. Denne afvisning lyder rimelig, fordi Moltkes forslag gik imod de bestraebelser, Jagow foraret igennem havde udfoldet for at skabe et bedre forhold til Rusland. Pa den anden side erkendte Jagow selv, at han ikke var en übetinget modstander af en prseventivkrig. »Ein solcher kann unter Umstanden als Defensivkrieg - so wie es Moltke auch jetzt ansah - zur unvermeidlichen Aufgabe einer vorausschauenden Politik werden« 32. Dette standpunkt faldt ret noje sammen med Bethmann Hollwegs. Ogsa han var imod en praeventivkrig, med mindre det drejede sig om Tysklands »Ehre oder unsere Lebensinteressen« 33.

Denne indrommelse gjorde de to ministre modtagelige for den propa
ganda, der fra militaerets side fortes, for at Tyskland skulle benytte chan
cen til at komme Rusland i forkobet.

Vi kan formentlig finde et vidnesbyrd om de sjaelekvaler, som rigskanslerBethmann Hollweg (og rimeligvis von Jagow) gennemlevede i begyndelsenaf juni, ved at studere den indberetning, som den bayerske gesandt i Berlin skrev den 4. juni 1914. Han referede en samtale, han havde haft med Bethmann den foregaende dag, hvor man bl. a. var kommet ind pa »den von vielen Militars geforderten Praventivkrieg*. Bethmann afvistetanken: tidspunktet var forpasset, og desuden ville kejseren ikke fore en praeventivkrig. »Es gebe aber Kreise im Reich, die von einem Krieg

---

32. »Der Monat« februar 1966, s. 92. Om de kildekritiske problemer ved denne egenhaendige, men udaterede notits af von Jagow se Egmont Zechlins indledning ibid. Samtalen med Moltke fandt enten sted den 4.6. eller 20.5.1914.

33. »Der Monat« januar 1966 s. 18 ff.

eine Gesundung der inneren Verhaltnisse in Deutschland erwarten, und zwar im konservativen Sinne. Er - der Reichkanzler - denke aber, dass ganz im Gegenteil ein Weltkrieg mit seinen gar nicht zu Übersehenden Folgen die Macht der Sozialdemokratie, weil sie den Frieden predigt, gewaltig steigern und manche Throne stiirzen konnte« 34.

Med Moltkes ord til von Jagow in mente er det naeppe for dristigt at antage, at de civile ministre - isaer rigskansleren og udenrigsministeren - i disse uger har vasret udsat for et pres fra militaere kredse. Russernes holdning gjorde det ikke lettere for Bethmann og Jagow at sta imod. Den 13. juni fremkom en artikel i Petersborg-avisen »Birschewija Wjedomorsti«, der mentes inspireret af det russiske krigsministerium. Artiklen indeholdt en kraftig opfordring til Frankrig om ikke at tove med at gennemfore den 3-arige vaernepligt, og den sluttede med de bombastiske ord: Rusland er faerdig, Frankrig ma ogsa vasre det. Baggrunden for denne opfordring var en af de mange politiske kriser i Frankrig, der fik russerne til at frygte, at den forlaengede vasrnepligt ikke ville blive gennemfort. Men i Berlin valgte man at opfatte artiklen som et signal til kamp, og Wilhelm II fik en af sine paroxysmer³⁵.

Det var dog ulige alvorligere, at Bethmann Hollweg nu folte sig sa hardt traengt, at han begyndte at se sig om efter hjaelp, og den habede han at finde i England. Da von Jagow var taget pa bryllupsrejse, konciperede Bethmann en skrivelse til den tyske ambassador i London, fyrst Lichnowsky, der blev underrettet om indholdet af den russiske artikel. Derefter hed det: »Waren es bisher nur die extremsten Kreise unter den Alldeutschen und Militaristen, welche Russland die planvolle Vorbereitung eines baldigen Angriffskrieges auf uns zuschoben, so beginnen sich jetzt auch ruhigere Politiker dieser Ansicht zuzuneigen«. Man matte befrygte en ny oprustningsbolge, og selv om Bethmann ikke troede pa, at Rusland planlagde en snarlig krig mod Tyskland, sa forudsa han en ny Balkankrise, hvor Rusland som folge af sine omfattende militaere rustninger ville optrasde kraftigere end forrige gang. Hvorvidt det sa ville komme til en europaeisk krig, ville udelukkende afhaenge af Tysklands og Englands holdning. Optradte de to som garanter for den europaeiske fred, sa kunne krigen undgas. I modsat fald kunne en ganske underordnet interessemodsastning mellem Rusland og ostrig-Ungarn taende krigsfaklen. Dette skulle ambassadoren meddele Sir Edward Grey 36.

---

34. Bayerische Dokumente zum Kriegsausbruch ... Miinchen 1922, s. 113.

35. Die Deutsche Dokumente zum Kriegsausbruch 1914, Bd. I s. 1 ff, Berlin 1922.

36. Grosse Politik Bd. 39 s. 628 ff.

Det skete ogsa. Grey forsikrede, at han ikke havde den ringeste grand til at tvivle pa den russiske regerings fredelige hensigter, og franskmaendene havde ikke mindste lyst til en krig. Han ville bestrsebe sig efter »mit uns auch ferner Hand i Hand zu gehen und alien auftretenden Fragen gegeniiber in enger Fiihlung zu bleiben« 37.

I Auswartiges Amt var understatssekreter Zimmermann meget utilfreds med forlobet af denne samtale. Efter hans opfattelse havde Lichnowsky igen ladet sig besnakke af Grey. Men Bethmann havde med denne henvendelse i hvert fald opnaet et engelsk lofte om snaever kontakt med den tyske regering, hvis det kom til en ny krise pa Balkan 38.

Dette lofte var sa meget mere vaerdifuldt, som der i sidste halvdel af juni var en almindelig folelse i de europaeiske hovedstseder, at en ny krise var pa vej som folge af den omgruppering, der var ved at finde sted pa Balkan. Rumaenien begynde at orientere sig mod Rusland, medens Bulgarien naermede sig ostrig-Ungarn. I Wien udarbejdedes omkring den 24. juni et langt memorandum om denne udvikling og dens mulige konsekvenser. I Rumaenien kom zaren pa besog den 14. juni, og dagen efter havde Sazonov en laengere samtale med udenrigsminister Bratianu om situationen. Bratianu udarbejdede den 17. juni et referat om denne samtale og gav den tyske gesandt en kopi heraf, medens den ostrig-ungarske legationssekretser fik en mundtlig redegorelse. I referatet hed det bl. a.: »I1 (Sazonov) m'a de meme assure des intentions pacifiques de la Russie envers l'Autriche, mais il a ajoute que sous aucun pretexte la Russie ne pouvait admettre une agression autrichienne contre la Serbie« 39.

Saledes modtog bade den tyske og den ostrig-ungarske regering kort for den 28. juni klar besked om, at en aggression mod Serbien »sous aucun pretexte« ville betyde krig med Rusland og dermed en alvorlig risiko for en almindelig »europ£eisk konflagration«. Det burde jo derfor virke beroligende i Berlin, at Tyskland og England pa opfordring af den tyske rigskansler netop var blevet enige om at genoptage den smevre kontakt fra vinteren 1912-13.

I lobet af sondag eftermiddag den 28. juni 1914 bredte meddelelsen sig over hele Europa om mordet pa den ostrig-ungarske tronfolger og hans gemalinde i Serajewo. Kejser Wilhelm opholdt sig pa dette tidspunkt om bord i sejlskibet »Meteor« i Kielerbugten, hvor han overvasrede den arlige regatta, der denne gang havde faet besog af en engelsk fladeafdeling.

---

37. Ibid. s. 630 f. Jvf. Greys version i B. D. vol. X s. 4 ff.

38. D. D. I s. 8.

39. Grosse Politik Bd. 39 s. 522, jvf. 524. OU. vol. VIII s. 169, 186 ff.

Besoget betragtedes som endnu et bevis pa det forbedrede engelsk-tyske
forhold.

Kl. ca. 15,00 fik Wilhelm II meddelelsen af admiral von Miiller, chefen for det kejserlige marinekabinet; han radede kejseren til at afbryde opholdet i Kiel og vende tilbage til Berlin. Kejseren fulgte radet og ankom om eftermiddagen den 29. juni til Potsdam, hvor han blev modtaget af Bethmann Hollweg. De havde en ganske kort samtale, inden Bethmann rejste tilbage til sit gods Hohenfinow i Mark Brandenburg. Admiral Miiller, der ledsagede rigskansleren til Berlin, havde ikke indtrykket af, at Bethmann mente, at begivenhederne i Serajewo ville fore til en storkrig4o.

Ugen mellem den 29. juni og 4. juli er for Tysklands vedkommende en af de dunkleste i hele forkrigstidens historie. Sandsynligheden taler for, at der i denne periode ma vaere fort interne forhandlinger i Berlin og muligvis i Potsdam, men der findes kun meget svage spor heraf. Det gadder i ovrigt om hele julikrisen, at den langtfra er tilfredsstillende oplyst fra tysk side. Skont aktudgaven »Die Grosse Politik« har vist, hvilken rigdom af dokumenter, der fandtes i det kejserlige udenrigsministerium i arene fra 1871 til 1914, sa er der abenbare lakuner for juli maneds vedkommende. Efter den 2. verdenskrig er der kun dukket meget fa nye dokumenter op, sa forskerne ma indstille sig pa at nojes rned dem, der er offentliggjort.

Af dette materiale synes det at fremga, at der i Auswartiges Amt, hvor von Jagow var fravaerende til den 7. juli, har gjort sig to tendenser gaeldende. Den ene, der repraesenteredes af understatssekretaer Zimmermann,gik ud pa at hindre en forvaerring af situationen og at formindske risikoen for krig. I dagene mellem den 30. juni og 4. juli talte Zimmermannmed den engelske, den russiske, den franske, den ostrig-ungarske ambassador samt den bayerske gesandt, og deres indberetninger giver et indtryk af, hvor sUerkt det la Zimmermann pa sinde, at savel ostrig- Ungarn som Rusland undlod at skaerpe situationen. Han fremhsevede tillige,hvor nodvendigt det var, at den serbiske regering bidrog af bedste evne til at fa mordkomplottet opklaret og de skyldige draget til ansvar for pa denne made at bevise sin uskyld 41. I Wien arbejdede den tyske ambassadorvon Tschirschky pa den samme moderate linie. I en indberetning af den 30. juni hed det: »Ich benutze jeden solchen Anlass, um ruhig, aber

---

40. G. A. von Miiller: Regierte der Kaiser? Kriegstagebiicher, Aufzeichnungen und Briefe des Chefs des Marine-Kabinetts Admiral Georg Alexander von Miiller 1914-1918. Berlin 1959, s. 30 f.

41. B. D. vol. XI s. 17, Int. Bez. I, 4 s. 67 f, D. D. F. 3. serie vol. X s. 682, OU. Bd. VIII s. 295. Bayer. Dok. s. 118, jvf. Geiss DTV s. 42 f.

sehr nachdriicklich und ernst vor iibereilten Schritten zu warnen« 42. Bade
Zimmermann og ambassadoren fortsatte her den forsonlige linie, sorn von
Jagow og Bethmann havde fort foraret igennem.

Men der fandtes i Auswartiges Amt en anden opfattelse, og dens reprsesentant synes at have vaeret direktoren for den politiske afdeling von Stumm. Nar vi overhovedet ved noget herom, sa sky Ides det, at Stumm havde en fortrolig, nemlig den kendte publicist, dr. jur. Victor Naumann, der blev benyttet til at foretage uofficielle henvendelser og sonderinger i det ostrig-ungarske udenrigsministerium. Den I. juli 1914 havde Naumann en samtale med kabinetschefen i dette ministerium, grev Hoyos. Naumann fortalte, at man savel i tyske arme- og marinekredse som i Auswartiges Amt ikke mere stod sa afvisende over for tanken om en prseventivkrig mod Rusland. Man troede at have sikkerhed for, at England ikke ville gribe ind i en europaeisk krig. Det var Naumanns opfattelse, at det efter ugerningen i Serajewo ville vaere et eksistenssporgs.mal for Dobbeltmonarkiet ikke at lade forbrydelsen usonet, men knuse Serbien. »Eine solche Aktion wiirde fiir Deutschland der Priifstein sein, ob Russland den Krieg wolle oder nicht«. Frankrig ville sandsynligvis vaere nodsaget til at pavirke Rusland i fredelig retning, »wenn es aber doch zum europaischen Kriege komme, so sei der Dreibund (d.v.s. Tyskland, ostrig-Ungarn og Italien) jetzt noch stark genug« 43.

Den tyske haerledelses bedommelse af situationen kender vi kun i enkelte glimt gennem indberetninger fra det sachsiske gesandtskab i Berlin. Den 2. juli meddelte gesandten: »Von militarischer Seite wird jetzt wieder gedrangt, dass wiresr_es zum Kriege jetzt, wo Russland noch nicht fertig ist, kommen lassen sollten, doch glaube ich nicht, dass Seine Majestat der Kaiser sich hierzu wird verleiten lassen«. Dagen efter refererede den sachsiske militaerattache en udtalelse af overkvartermesteren i generalstaben, grev Waldersee, »dass wir von heute zu morgen in einen Krieg verwickelt werden konnten. Alles hange davon ab, wie Russland sich zu der osterreichsische-serbischen Angelegenheit stelle. Jedenfalls werden die Verhaltnisse auch im Grossen Generalstab eingehend verfolgt. Ich habe den Eindruck gewonnen, dass man es dort als ganz giinstig ansieht, wenn es jetzt zu einem Kriege kame. Besser wiirden die Verhaltnisse und Aussichten fiir uns nicht werden. Dagegen soil S.M. der Kaiser sich fiir die Erhaltung des Friedens ausgesprochen haben« 44.

---

42. D. D. Bd. Is. 11.

43. OU. Bd. VIII s. 235 f. Beilagen zu den stenographischen Berichten iiber die offentl. Verhandlungen des Untersuchungsausschusses. Beilage I s. 36 ff. Berlin 1920.

44. cit. efter Geiss: Juli 1914, DTV. s. 43 f.

I begyndelsen af juli tegner der sig saledes trods det spinkle materiale to linier: en moderat forsigtig repraesenteret ved Zimmermann, og en aggressiv ved von Stumm, der kunne stotte sig til generalstaben. Om kejser Wilhelm inden den 2. juli har vaeret enig i sidstnaevnte linie, kan ikke siges med sikkerhed. De sachsiske indberetninger tyder ikke derpa. Pa den anden side har Egmont Zechlin fundet nogle udtalelser af Wilhelm II fra den 21. juni, der kan udlaegges, som om han var ved at opgive sin uvilje mod en praeventivkrig. Vi ved intet med sikkerhed. Sandsynligvis har han vaklet frem og tilbage, indtil han blev tvunget til at traeffe en afgorelse 45.

Udspillet om, hvad der skulle gores over for Serbien, la imidlertid i Wien og ikke i Berlin. Som omtalt pa side 572 var det allerede den 29. juni lykkedes lederen af krigspartiet, general Conrad, at vinde Berchtold for en »losning af det serbiske sporgsmal«, d.v.s. magtanvendelse. Men det var en given sag, at ostrig-Ungarn ikke kunne indlade sig pa en sadan aktion, uden at Tyskland havde erklaeret sig indeforstaet; thi et angreb pa Serbien matte naesten automatisk medfore russisk intervention og dermed risiko for en europseisk krig. Det var denne fare, der havde truet under Balkankrigene 1912-13, men sa lykkeligt var blevet undgaet, fordi Tyskland havde holdt ostrig-Ungarn tilbage. Sa sent som i midten af juni 1914 havde Sazonov advaret bade Tyskland og ostrig-Ungarn om denne risiko. Regeringen i Wien matte derfor vsere sikker pa, at Tyskland ville give det rygdaekning over for Rusland. Gennem Hoyos samtale med Naumann den 1. juli havde krigspartiet faet et vink om, at indflydelsesrige kredse i Berlin var parate til at stotte en aggressiv politik. Den 4. juli fik det endnu et vink, denne gang via von Tschirschky, der ma vsere blevet klar over, at i hvert fald kejseren ikke bifaldt hans forsigtige optraeden. Da kejseren den 2. eller 3. juli laeste ambassadorens indberetning af den 30. juni skrev han uden for de tidligere citerede linier: »Wer hat ihn dazu ermachtigt? das ist sehr dumm! geht ihn gar nichts an, da es lediglich Osterreichs Sache ist, was es hierauf zu tun gedenkt. . . Tschirschsky soil den Unsinn gefalligst lassen! Mit den Serben muss aufgeraumt werden, und zwar bald« 4G. Da kejseren skrev dette, var han altsa blevet vundet for interventionspolitikken over for Serbien. Efter denne kejserlige viljesytring opgav savel von Tschirschsky som Zimmermann deres moderate politik og arbejdede fra nu af loyalt pa at gennemfore den officielle, sadan som den blev udformet i lobet af de folgende dage.

I Wien ma man med tilfredshed have bemasrket sig, hvorledes det officielleTyskland

---

45. Zechlin i »Der Monat« januar 1966, s. 19 ff. W. II havde sagt til bankier Warburg, »ob es nicht besser ware, loszuschlagen, anstatt zu warten«.

46. OU. Bd. VIII s. 295, D. D. Bd. I s. 11

cielleTysklandbegyndte at slutte op bag det. Det besluttedes at sende Hoyos til Berlin med en handskrivelse fra Franz Joseph til Wilhelm II samt det memorandum om Balkansituationen, der var udarbejdet omkring den 24. juni. Dette dokument var holdt i en ret moderat tone, medens handskrivelsen, der var forfattet efter den 28. juni, var mere aggressiv. Det hed bl. a., at hans regerings bestrsebelser »muss in Hinkunft auf die Isolierungund Verkleinerung Serbiens gerichtet sein«, og at Serbien »als politischerMachtfaktor am Balkan ausgeschaltet wird« 47.

Disse to aktstykker blev den 5. juli overrakt Wilhelm II i Potsdam af den ostrig-ungarske ambassador Szogyeny. Ambassadorens samtale med kejseren er et af de afgorende punkter i forhistorien til den forste verdenskrig. Ikke des mindre er den meget darlig belyst, fordi der ikke synes at foreligge noget samtidigt referat fra tysk side. Vi har kun Szogyenys indberetning. Det synes at vaere en kendsgerning, at denne og de efterfolgende vigtige forhandlinger, hvor en af de mest vidtraekkende beslutninger blev truffet i det moderne Tysklands historie, fandt sted ganske »sans fac.on«, uden at sa meget som en beskeden notits blev affattet. Selv to sa archaiske statsforvaltninger som den russiske og ostrig-ungarske, der ikke var mindre autokratisk udformet, havde ganske anderledes orden i deres sager. For Tysklands vedkommende er alternativet, at der har foreligget referater, men at de ikke lamgere eksisterer. Deter vanskeligt at afgore, hvilket alternativ, der er mest kompromitterende for den kejserlige statsforvaltning.

Ifolge Szogyenys indberetning laeste kejseren skrivelserne igennem, hvorefter han erklaerede, at han havde ventet en alvorlig aktion mod Serbien, dog matte han tilsta, at han »eine ernste europiiische Komplikationim Auge behalten miisse und daher vor einer Beratung mit dem Reichskanzler keine definitive Antwort erteilen wolle«. Til trods for kejserensbombastiske marginalbemaerkning pa Tschischskys indberetning af 30. juni var hans forste reaktion pa den officielle henvendelse forsigtig tilbageholdenhed. Denne varede dog kun til frokosten var overstaet, og Szogyeny pany traengte ind pa. kejseren; thi nu kastede Wilhelm II al toven over bord og »ermachtigte mich Seine Majestat, unserem Allergnadigsten Herrn zu melden, dass wir auch in diesem Falle auf die voile UnterstiitzungDeutschlands rechnen konnen. Wie gesagt, miisse er vorerst (die) Meinung des Reichskanzlers anhoren, doch zweifle er nicht im geringsten daran, dass Herr von Bethmann Hollweg vollkommen seiner Meinung zustimmen werde. Insbesonders gelte dies betreffend eine Aktion unsererseitsgegeniiber

---

47. OU. Bd. VIII s. 186 ff, D. D. Bd. I s. 19 ff.

seitsgegeniiberSerbien. Nach seiner (Kaiser Wilhelms) Meinung muss aber mit diesen Aktion nicht zugewartet werden. Russlands Haltung werde jedenfalls feindselig sein, doch sei er hierauf schon seit Jahren vorbereitet, und sollte es sogar zu einem Krieg zwischen Osterreich-Ungarn und Russland kommen, so konnten wir davon iiberzeugt sein, dass Deutschlandin gewohnter Bundestreue an unserer Seite stehen werde. Russland sei iibrigens, wie die Dinge heute stiinden, noch keineswegs kriegsbereit und werde es sich gewiss noch sehr iiberlegen, an die Waffen zu appellieren«48.

Med disse ord var »blanco-checken« til ostrig-Ungarn blevet udstedt. Wien havde faet den rygdaekning, der var nodvendig, for at angrebet mod Serbien kunne ssettes i gang. Dog var der endnu en mulighed for at annullere checken. Rigskansleren, som endnu ikke var blevet spurgt, kunne standse den. Kejseren indtog nok den centrale stilling i den tyske stat i kraft af forfatningen af 16. april 1871; thi kun han kunne repraesentere Riget udad til, erklaere krig, slutte fred og indga overenskomster. Men hans handlinger skulle daekkes af rigskansleren, der dog kun var ansvarlig over for kejseren, som udnaevnte og afskedigede ham, men ikke over for Rigsdagen. Teoretisk havde rigskansleren, ifald han var uenig med kejseren, kun den udvej at anmode om sin afsked. Dette vaben var imidlertid sserdeles formidabelt, isser i krisetider og over for en sa svag og vaklende karakter som kejser Wilhelm. Rigskansler Biilow havde benyttet det i 1905, da han onskede at vise kejseren sin misbilligelse pa grund af de forhandlinger, Wilhelm II havde fort med Nikolaj 11, og som resulterede i den sakaldte »Bjork:otraktat«. I praksis var der dog flere muligheder for at neutralisere en kejserlig viljesytring. Det viste sig f. eks. i december 1903, da Wilhelm II forsogte at drive storpolitik over for Christian IX 49.

Beslutningen afhang altsa i sidste instans af Bethmann Hollweg. Kejseren var imidlertid overbevist om, at rigskansleren ville vaere enig med ham, og deri fik han ret. Men hvordan kunne han vaere sa sikker? Derom tier akterne. Her star vi ved en af lakunerne. De seneste vidnesbyrd om Bethmanns vurdering af den udenrigspolitiske situation stammede fra juni maned, og de gik ud pa, at han var imod tanken om en praeventivkrig, at han ikke troede pa et forestaende russisk overfald pa Tyskland, og at han opfordrede England til at holde sig i noje kontakt med Tyskland, for at de to lande i faellesskab kunne afvaerge folgerne af en ny Balkankrise.

Det var en helt anden holdning end den, kejseren forventede den 5.
juli. Hvilken forandring var der da sket i mellemtiden med Bethmanns

---

48. OU. Bd. VIII s. 306.

49. Fink: Ustabil Balance, s. 137 ff, 238 ff. Kbhvn. 1961.

vurdering af den internationale situation? Vi ma erkende, at vi intet ved med sikkerhed her om, thi Bethmann selv har ikke efterladt eet ord til forklaring. Ja, problemet synes slet ikke at eksistere for ham i de erindringer,han udgav i 1919, eller i de udtalelser, han fremsatte over for den parlamentariske undersogelseskommission.

Det synes dog muligt at kaste lys over visse forhold. Da Balkankrisen kom, skete det ganske vist pa en anden made, end han havde ventet; men derfor var situationen ikke mindre alvorlig. Alligevel undlod han fuldstaendig at folge sit eget gode forslag om at soge kontakt med England. I stedet fik ambassadoren i London ordre til at anbefale det umulige forslag om en »lokalisering af krigen« pa Balkan. Desuden sorgede Bethmann for at sabotere de engelske forsog pa at gennemfore en maegling, indtil det var for sent⁵⁰.

Dernsest ved vi, at Bethmann kort efter samtalen med Szogyeny den 6. juli betroede sin privatsekretaer, Riezler, »kommt der Krieg nicht, will der Zar nicht oder rat das bestiirzte Frankreich zum Frieden, so haben wir doch noch Aussicht, die Entente iiber dieser Aktion auseinander zu manovrieren« 51.

Endelig hcevdede han i erindringerne fra 1919, at han isaer frygtede to ting: ostrig-Ungarns oplosning og Ruslands vilje til krig. Han skrev: »Ein Gegenmittel gegen Russlands Kriegswillen aber hatten wir nicht. Stellte uns Russland die Schicksalsfrage, dann mussten wir antworten. Durfte Preisgabe Osterreichs die Antwort sein? Überliessen wir Osterreich- Ungarn dem Zerfall, dann hatte die slawische Welt einen Sieg von sakularer Bedeutung errungen« 52.

Af alt dette synes at fremga, at Bethmann Hollweg i dagene efter den 28. juni har kapituleret over for de kraefter, der anbefalede regeringen i Wien at bruge den harde hand over for Serbien, og som var parat til at tage en krig med Rusland (og Frankrig), hvis det vovede at intervenere.

Men selv om Bethmann inden den 5. juli naede til den samme opfattelsesom kejseren, sa synes han samtidig at have vseret irriteret over, at Wilhelm II pa egen hand havde truffet afgorelsen om krig eller fred, for han havde forhandlet med sin rigskansler. Det fremgar af den kendsgerning,at Bethmann savel over for Szogyeny, der dog kendte sagens virkeligesammenhaeng, som i sine erindringer og i udtalelser til undersogelsesudvalgetfremstillede kejserens forhandling med den ostrig-ungarske ambassador pa en sadan made, at den uindviede matte fa det indtryk, at

---

50. D. D. Bd. I s. 57, 100. Fischer: Griff nach der Weltmacht, s. 77 ff.

51. Fischer s. 107 med »Berichtigungen«. 3. Auflage 1964.

52. Bethmann Hollweg: Betrachtungen zum Weltkriege. 1. Teil s. 132 f.

det afgorende lofte ikke var blevet givet af kejseren i Potsdam den 5. juli,
men derimod af rigskansleren i Berlin den 6. juli53.

Denne episode har formentlig bestyrket Bethmann i hans beslutning om at fa kejseren af vejen, sa laenge de afgorende forberedelser og forhandlinger stod pa. Forfatningen gav jo kejseren en magtstilling, som han slet ikke evnede at udfylde. Hans evige rastloshed, staerkt svingende sindsstemninger og dybe uvilje mod alt rutinearbejde gjorde ham ganske uegnet som regent. Bade under Marokkokrisen i 1905-06 og Agadirkrisen i 1911 havde hans nerver svigtet i det afgorende ojeblik. Det famose interview med kejseren i efteraret 1908 i den engelske avis »Daily Telegraph* og Eulenburg-affaeren samme ar havde i tyske regeringskredse rokket tilliden til kejserens person, og selv om han i det ydre beholdt sin position og stadig blev spurgt til rads, sa begyndte man nu lempeligt at skyde ham til side 54.

Det var dette, Bethmann nu gjorde. Kejseren skulle som saedvanlig foretage sin sommerrejse til de norske fjorde med sit skib »Hohenzollern«. I betragtning af den alvorlige situation ville han dog heist blive hjemme. Bethmann fik imidlertid sat igennem, at han rejste. Rigskansleren gjorde gaeldende, at en aflysning nu ville vaekke uro rundt om i Europa. Wilhelm II glemte aldrig Bethmann Hollweg dette, og han tilgav ham ikke. I sine erindringer omtalte kejseren, hvad der var sket og antydede, at rigskansleren havde vaeret ret kort for hovedet: »von Bethmann erklarte mir kurz und biindig«. Resultatet blev, at kejseren den 6. juli om morgenen korte af sted i sit saertog til Kiel, efter st han om eftermiddagen den 5. og morgenen den 6. havde haft korte samtaler med reprsesentanter for hasr og flade for at forberede dem pa, hvad der kunne ske 55.

Hvor lsenge Bethmann havde taenkt, at kejseren skulle sejle rundt ud for Norges kyster, er ikke godt at sige. Endnu den 25. juli foretog han sig intet for at kalde kejseren hjem, og det blev admiral Miiller, der sent om eftermiddagen den 25. fik gennemfort, at man sejlede tilbage til Kiel, hvortil man ankom den 27. om morgenen. Rigskansleren var abenbart irriteret over denne uventede tilbagekomst; thi i et telegram af den 26.

---

53. Ibid. s. 134 f. OU. Bd. VIII s. 319 f.

54. I interviewet med »Daily Telegraph*, oktober 1908, havde kejseren fremsat nogle hojst uforsigtige udtalelser, bl. a. at han i 1900 havde afslaet et franskrussisk forslag om faelles aktion mod England, og at han havde udarbejdet en plan til brug for dronning Victoria til undertvingelse af boerne. Fyrst Eulenburg var en af Wilhelms nzermeste venner. Han blev faeldet af en kamarilla, uden at kejseren gjorde noget for at komme ham til hjaelp.

55. Wilhelm II: Ereignisse und Gestalten, s. 209, Geiss s. 53 f, Miiller s. 31 f. Untersuchungsausschuss, Beilage 1, s. 62 ff.

henstillede han, at kejseren tog direkte til Potsdam og ikke til Berlin. Han ville undga alt for voldsomme demonstrationer ved kejserens hjemkomst, fordi Rusland kunne udleegge dem som tegn pa, at Tyskland ville krig. »Der Zeitpunkt hierzu ware aber verfriiht, solange Russland gar keine aggressiven Schritte ergreift. Russland aber muss riicksichtslos unter alien Umstanden ins Unrecht gesetzt werden«. Wilhelms reaktion var ganske karakteristisk for ham. Han rettede sig efter sin kansler, men udbrod rasende: »Das wird immer toller, jetzt schreibt mir der Mann sogar vor, dass Ich Mich Meinen Volk nicht zeigen darf! . . .« SC.

I de tre uger kejseren var borte, havde man i Wien. forberedt krigen mod Serbien med overraekkelse af et uantageligt ultimatum den 23. juli og forkastelse af det serbiske svar af 25. juli. Krigserkla^ringen fulgte den 28. juli. For det emne, der behandles her, vil der ikke va^re grund til at ga naermere ind pa alt dette. Kun to forhold skal omtales lidt mere indgaende.

Bethmann Hollweg og von Jagow pastod begge, at de ikke kendte indholdet af den ostrig—ungarske note af 23. juli til den serbiske regering. Over for den russiske charge d'affaires erklaerede Jagow den 21. juli, at han ikke vidste, hvad de ostrigske fordringer ville gaud pa. Det samme sagde han til den franske ambassador. Det lod sa usandsynligt, at diplomaterne - deriblandt den danske gesandt - havde svsert ved at tro det. Den russiske charge d'affaires hasvdede i sin beretning om julebegivenhederne, at Szogyeny havde indrommet, at »die deutsche Regierung habe nur den endgiiltigen Text des osterreichsischen Ultimatum nicht gekannt; dagegen seien diejenigen Forderungen, welche man in dem Ultimatum hatte stellen wollen, dem Berliner Kabinett vorher mitgeteilt worden« 57.

Denne erklsring synes at komme sandheden naermest; thi sa tidligt som den 10. juli indberettede von Tschirschsky hovedindholdet af den kommende note, og den 18. juli kunne den bayerske charge d'affaires i Berlin referere en samtale, han havde haft med Zimmermann, og som viste, at man i Berlin var noje underrettet om overvejelserne i Wien 58.

Allerede for noten blev overrakt i Belgrad den 23. juli kl. 18, var parolenfra tysk side, at en konflikt mellem ostrig-Ungarn og Serbien skulle »lokaliseres«. Hvorledes dette skulle vsere muligt, har man fra tysk side aldrig givet nogen acceptabel forklaring pa. Krigsfrygten i vinteren 1912-13beroede pa den erkendelse, at greb en stormagt ind, kunne krigenikke lokaliseres. Det var dette, Bethmann Hollweg sa klart havde

---

56. »Der Monat«, januar 1966 s. 32, Miiller s. 35.

57. Int. Bez. I, 4 s. 301, I, 5 353, D. D. F. 3. serie vol. X s. 783, B. D. vol. XI s. 63. Moltkes indb. 27.7., UM. 5 L 16.

58. D. D. Bd. I s. 49 f, Bayerische Dok. s. 4 f.

givet udtryk for i sit brev af 10. februar 1913 til grev Berchtold, og det var dette, Sazonovs advarsel af 17. juni 1914 gik ud pa. Den tyske »lokaliseringsteori«savnede fuldstaendig realitet, og ingen har givet klarere udtryk herfor end Tysklands ambassador i London, fyrst Lichnowsky. Om aftenenden 27. juli telegraferede han til von Jagow bl. a.: »Wie soil ich fiir Lokalisierung des Konflikts eintreten, wenn hier niemand daran zweifelt, dass durch das Vorgehen Osterreich-Ungarns ernste russische Interessen auf dem Spiele stehen, und das Russland sich, falls von uns kein Druck auf Osterreich ausgeiibt wird, selbst gegen seinen Wunsch zum Einschreitengenotigt sehen wird? Ich errege damit nur heiteres Achselzucken« 59.

Nej, konflikten kunne ikke lokaliseres, men endnu den 28. juli troede man i Auswartiges Amt, at den kunne begraenses, fordi England ville forholde sig neutral. Den 29. juli om aftenen blev man revet ud af den illusion. Kl. 21,12 indlob Lichnowskys telegram om en samtale, han havde haft med Sir Edward Grey samme eftermiddag. Grey havde erklaeret, at blev Tyskland-Frankrig draget ind i krigen, sa ville den britiske regering »unter Umstanden sich zu schnellen Entschliissen gedrangt sehen. In diesem Falle wtirde es nicht angehen, lange abseits zu stehen und zu warten«. Denne meddelelse fik Wilhelm II til fuldstaendig at tabe besindelsen: »Gemeiner Hundsfott,« skrev han, »England allein tragt die Verantwortung fiir Krieg und Frieden nicht wir mehr. Das muss auch offentlich klargestellt werden.«

Hos Bethmann og von Jagow udloste meddelelsen et desperat og dog halvhjertet forsog i morgentimerne den 30. pa at afvaerge katastrofen ved at laegge pres pa regeringen i Wien, men rigtignok samtidig med at de afviste et russisk forslag om at henvise konflikten til domstolen i Haag.

Nu begyndte krigsmaskinen at saette sig i bevaegelse. Den 31. juli mobiliserede Rusland, den 1. august overraktes den tyske krigserklaering i Petersborg, den 2. august kom turen til Frankrig, og den 3. august begyndte indmarchen i Belgien. Den 4. august fulgte Englands ultimatum. Ved midnat begyndte fjendtlighederne mellem Tyskland og England. Den forste verdenskrig var en kendsgerning6o.

Balkankriserne i vinteren 1912-13 og sommeren 1914 havde det afgorendepunkt til faelles, at de drejede sig om forholdet mellem ostrig- Ungarn og Serbien. I Wien betragtede man det nye Serbien som en trussel mod Dobbeltmonarkiets eksistens, og man onskede denne trussel fjernet gennem en aktion, der ville reducere Serbien til en ostrigsk lydstat. Det

---

59. D. D. Bd. I s. 256, Geiss s. 123.

60. Miiller s. 36, OU. vol. VIII s. 909, D. D. Bd. II s. 86, 122, 124 f.

var isaer krigspartiet under ledelse af general Conrad von Hotzendorff, der blev chef for generalstaben i december 1912, som agiterede for en militaer indgriben, medens udenrigsminister, grev Berchtold var mere forsigtig.

I de europaeiske hovedstaeder - Berlin indbefattet - var man klar over, at et ostrig-ungarsk angreb pa Serbien sandsynligvis ville fore til vaebnet russisk intervention. I erkendelse af, at en sadan intervention ville medfore savel tysk som fransk og formentlig ogsa engelsk deltagelse i konflikten, lod den tyske rigskansler von Bethmann Hollweg i februar 1913 udenrigsminister Berchtold forsta, at den tyske regering ikke ville stotte en aggressiv politik mod Serbien. Derfor kom det ikke til en verdenskrig i vinteren 1912-13.

Efter mordet i Serajewo den 28. juni 1914 aendrede Tyskland helt holdning. Nu lovede ikke blot kejseren, men ogsa rigskansleren at yde ostrig-Ungarn fuld rygdaekning under et opgor med Serbien og opmuntrede endda regeringen i Wien til at fremskynde aktionen. Konsekvenserne af en sadan politik kunne de overste civile og militaere tyske myndigheder ikke vaere i tvivl om. Hvorfor besluttede de sa i begyndelsen af juli at saette ild til den lunte, der fik krudttonden til at eksplodere i august?

Den afgorende arsag synes at have vaeret den forskel i vurderingen af Rusland som modstander, der gjorde sig gaeldende i Tyskland i vinteren 1912-13 og i foraret 1914. Ruslands voldsomme reaktion mod de tyske planer i Tyrkiet - Liman von Sanders affaeren - fik fra februar 1914 den militaere ledelse i Berlin til at overvurdere den fare, man mente truede Tyskland fra det russiske riges side. Der opstod en folelse af, at tiden nu arbejdede mod Tyskland, og at 1917 ville blive et ulykkesar, hvis man ikke forinden tog skaebnen i sine haender. Dertil kom den voksende frygt for, at ostrig-Ungarn under nationalitetsbevaegelsernes pres skulle ga i oplosning og efterlade Tyskland helt isoleret i et fjendtligsindet Europa. Der fandtes desuden kredse i Tyskland, der frygtede demokratiets fremmarch og som mente, at man kunne saette en stopper for denne udvikling gennem en sejrrig krig. Endelig spillede habet om engelsk neutralitet sandsynligvis en rolle, selv om militaeret og rigskansleren var skeptiske over for denne mulighed.

Sammenholder man forlobet af begivenhederne i vinteren 1912-13 og i sommeren 1914, sa kan der naeppe vaere tvivl om, at de ledende personligheder i Tyskland mente at vide, hvad de gjorde, da de den 5.-6. juli lovede den ostrig-ungarske regering übetinget stotte under opgoret med Serbien. At begivenhederne fik et andet udfald end veni:et, er en anden sag og kun et bevis pa, at mennesket ikke har fremtiden under kontrol.

Det argument kan fremfores, at var verdenskrigen ikke komrnet i august 1914 pa grund af Balkansituationen, sa var den kommet pa et senere tidspunkt og med en anden foranledning. Dette er vel muligt, maske endda sandsynligt. Men pa den anden side kan den mulighed ikke afvises, at udviklingen kunne have taget en ny retning, at konstellationerne kunne have aendret sig. Dette er imidlertid spekulationer. Kendsgerningen er, at verdenskrigen brod ud i august 1914. Det ma forekomme en uhildet iagttager overvejende sandsynligt, at man fra tysk og ostrigungarsk side bevidst risikerede en storkrig i sommeren 1914. De maend, der tog denne frygtelige risiko, synes at have handlet ud fra en angstpsykose, der gav sig udtryk i aben aggression.